Den katolske Kirkes lære: Oskar Edin Indergaard

Den katolske Kirkes lære:

I og med at den katolske kirke og den katolske lære er centrum i den verdensreligion som vi vil få i endens tid, er det af stor betydning at vi beskriver den katolske lære, således som den fremtræder i dag. Den katolske kirke er mor til de andre skøger, som både er andre kristne trossamfund og hedenske religioner og tankesystemer.

Jeg vil i den forbindelse gengive tre kronikker, som jeg skrev i avisen Dagen i 1979 med titlen: Tradition og den katolske vranglære. (der er gjort nogen forandringer) "De to hovedprincipper som reformationen byggede på, var følgende:

1. For det første var det Skriften alene (sola scriptura), som skulle fortølle menneskerne hvad kristen lære gik ud på.
2. For det andet var det troen og nåden alene (sola gratia), som kunne frelse et menneske. Mennesket kunne ikke selv medvirke til sin egen frelse. Frelsen ligger med andre ord udenfor mennesket rækkevidde og kan bare opnås ved tro – som en gave, og ikke ved egen præsentationer.

Reformationen havde brod mod den katolske kirke, som havde forladt disse to prissnipper, og hvor efterhånden havde indsneget sig fremmede læredomme som ikke havde sit grundlag i Skriften. (Se kapitlet: Den oprindelige babyloniske.)

I tillæg til Bibelens lære har den katolske kirke også indført traditionen, som i mange tilfæller er overordnet Bibelens lære . Bibelen må dermed bøje sig og vige pladsen for vandtroen og vranglæren. Menneskelige ordninger og sataniske påfund er kommet i stedet for Bibelens lære.

Det var også dette Luther indså da han på 1500 tallet gik til angreb på den katolske kirkes misbrug af den kristne lære. Han hverken kunne for sin egen samvittighed eller for kirkens skyld tie med de falske lærdomme

Som efterhånden havde sneget sig ind i kirken, og som var blevet godtaget af paven og biskopperne som ret kristen lære. Han fordømte den katolske tro, lære og tradition på en række punkter.

Det var videre Luthers sigtemål med dette angreb på den katolske kirke for at rense den for vildfarelsen og vranglæren, således at den kunne komme tilbage til Bibelens lære og den første apostel-kirke. Da dette viser sig at være umulig, blev den protestantiske og lutherske kirke dannet.

Luther selv indså at han var bare et menneske med sine fejl og svagheder, og han ønskede ikke at blive en læreautoritet i den nye kirke på line med paven i de katolske kirker. Han indså denne fare, og han hævdede derfor at udsagnet om trosspørgsmålet er kun bindende for os i den grad de er i samsvar med Bibelens lære. Han siger: "Skriften alene skal opstille trosretninger og ellers ingen, ikke en gang en engel."

Dette er forøvrigt i samsvar med det som Paulus sagde: Gal. 1,8.

Luther siger videre: "Intet bliver Guds ord fordi kirken siger det, men omvendt: Fordi Guds ord har talt, derfor findes kirken som gør noget til Guds Ord, men kirken bliver til ved Guds ord."

"den som ikke har Skriften at bygge på, han har bare sine egne tanker. Den som ikke har kalk, han murer med møg."

I den katolske kirke ophøjer man paven til en slags overmenneske eller gud, når han udtaler sig ex cathedra (fra prædikestolen). Katolikkerne hævder at paven ikke gør fejl når han udtaler sig om tros- og frelsesspørgsmål.

Den som kender sin Bibel og historien ved at paven er bare et almindeligt menneske på lige line med os andre, hverken mere eller mindre. Ingen har monopol på den kristne sandhed. Vi ser alle stykkevis og taler profetisk stykkevis. Der er ingen af os som har den fuldkomne oversigt over Bibelens tanker.

Vi skal i det flg. tage for os 2 kirkemøder, som har haft stor betydning for den katolske kirke og dens læremæssige basis. De afgørelser som disse kirkemøder er kommet frem til, viser os med al tydelighed at store dele af den katolske kirkes lære ikke er i samsvar med Bibelens lære.

Det første var kirkemødet i Trient (1545 – 1563). I dette kirkemøde skulle katolikkerne tage stilling til reformationen og dets læremæssige indhold. Kirkemødet stillede sig afvisende til reformationen og forstærkede sin egen lære om Bibelen, dogmerne og traditionen. Jeg citerer fra Lorents Bergmanns bog: Kirkehistorie., bind 2. S. 94, hvor der står: I modsætning til det protestantiske skrifts princip, fastslog man det katolske traditions princip: de hellige skrifter og de uskrevne kristelige traditioner stilles lige, alligevel skal Skriften udlægges efter traditionen, idet det tilkommer den hellige moder, kirken, at dømme om kirkens sande mening – hvormed traditionerne faktisk stilles over Skriften.

I stedet for at henvise til Bibelens hebraiske og græske grundtekst, erklærede man Vulgata (den latinske oversættelse) for en autentisk (ægte) tekst, som skulle lægges til grund ved offentlige forelæsninger, forhandlinger og prædikener."

Videre hedder det fra Trient konsilet: "Alene den katolske kirke ledes af Den Hellige Ånd, medens alle de andre kirker, som med urette kalder sig kirker, ledes af djævelens ånd, og må derfor falde nødvendigvis i de alvorligste vildfarelser i tro og moral."Videre udtaler koncilet om det protestantiske og bibelske princip om at et menneske bliver retfærdiggjort bare ved troen på Jesus og ikke ved gerninger eller kombination af disse. "Hvis nogen siger at mennesket bliver retfærdiggjort enten alene ved tilegnelsen af Kristi retfærdighed eller alene ved tilgivelse af synderne, med udelukkelse af nåde og kærligheden som er udgydt i jeres hjerter ved Den Hellige Ånd og forbliver i dem, eller at den nåde ved hvilken vi bliver retfærdiggjort, bare er Guds yndest, han være sat i band."

Hvad der gælder sakramenterne, blev det nok engang slået fast at der var 7 af dem. Det er dåb, nadver, ægteskabet, den sidste olie (sygesalvningen), boden præsteindvielsen og konfirmationen. Sakramenterne frelser ved gjort gerninger. Det vil sige at de frelser ved at man deltager i dem. Der bliver ikke stillet nogen krav til en personlig tro.

Videre blev læren om nadverforandringen, messeofferet, og afladen stadfæstet nok engang,Dersom man skal opsummere resultatet fra kirkemødet i Trient, bliver det følgende :

1. Traditionen og kirkens tolkningen af Bibelen stilles over Bibelens egne udsagn. Paven er ufejlbarlig når han udtaler sig i lærespørgsmål.
2. Det er bare den katolske kirke som er Guds kirke. De andre kirkesamfund drives af djævelens ånd.
3. Et menneske frelses ikke bare ved tro, men også ved kærlighed til den katolske kirke, og ved at den deltager i sakramenterne.
4. Et menneske frelses også ved det katolske messeoffer, som er en gentagelse af Golgata-offeret.
5. Ligeledes frelses et menneske gennem tilegnelsen af afladen.

Der er gået lang tid fra kirkemødet i Trient, og en skulle tro at den officielle katolske kirke i løbet af denne tid havde forandret en del af disse fejlagtige synspunkter, men det er ikke tilfælde. Ved det 2. Vatikankoncil, som blev holdt i tidsrummet 1962 – 1965, blev den katolske kirkes mange dogmer og vranglære både stadfæstet og udvidet.

Om den katolske kirkes tradition siger koncilet: "Kirkens skøn om det åbenbare, henter sin sikkerhed fra den hellige skrift alene, derfor skal begge (Bibelen og traditionen) modtages og æres med lige stor pietet og ærbødighed."

Ved åbningen af dette koncil holdt pave Johannes den 23. En tale, som var formet som en erklæring, som senere blev undertegnet af koncilets 2800 udsendinger. Der står det om traditionen: "Jeg godkender fuldt og fast af et helt hjerte de apostoliske traditioner og de andre kirkens regler og metoder. Bedømmelsen af de hellige Skrifters indhold og forklaringen af dem tilhører kirken."

Her bliver det fastslået at traditionerne er overordnet Bibelen, og at Bibelen må tolkes ud fra den katolske kirkes regler og metoder.

Om sakramenterne siger denne erklæring: "Jeg bekender at der i den nyepagt finde 7 sakramenter i udtrykkets sande og virkelige betydning. Disse sakramenter er dåben, konfirmation, nadveren, boden, den sidste olie (sygesalvingen), præsteindvielsen og ægteskabet."

Ud fra sin egenart er et sakramente et hellig middel som ved tro helliger den som modtager denne gave fra Gud. Ved siden af et sakramente har løfte om at det giver åndelig velsignelse til den som ved tro modtager dette, så er det også knyttet til synlige ting. (Vand i dåben, brød og vin i nadveren, olie i syge salvingen og hænderne ved håndspålæggelse.) (Se min bog: Jødernes Konge., bind 3.,s. 255-256 om de forskellige sakramenter og nådemidler.)

Ud fra denne definition af et sakramente, ser vi fort at det bare er 4 virkelige sakramenter, som fuldt ud opfylder de krav til definitionen, og det er dåb, nadver, den sidste olie (sygesalvningen) og håndspålæggelsen.

Når det gælder boden, så er det også et sakramente, men den mangler det synlige tegn.

Disse 5 sakramenter, som er nævnt ovenfor, kan vi også kalde for nådemidler, fordi Gud meddeler sin nåde gennem dem. I tillæg til dette har vi Guds ord og bønnen, som også er nådemidler.

Før vi går videre frem i fremstillingen, må vi nok engang præcisere at det ikke er sakramenterne som frelser os ved gjort gerning, dvs. at vi får del i dem, men det er troen på Jesus som er grundfæstet og baseret i Jesu forsoner-gerning på Golgata. Det er ikke sakramenterne i sig selv som giver os de åndelige velsignelser, men det er vor tro, som er en gave fra herren. Bibelen siger: Ef. 2,8-9. Rom. 3,21-24. Ap. Gr. 10,43.

Efter katolsk forståelse og lære er det ikke bare troen på Jesus eller Guds nåde som frelser et menneske. Selv om dette er udgangspunktet, så hjælper både den enkelte og den katolske kirke til, således at mennesket bliver frelst. Det bliver et samarbejde mellem den enkelte, kirken og Gud om menneskets frelse.

I forhold til sakramenterne består frelsen i at man bliver gjort delagtig i dem, og at man tror det som kirken lærer om dem. I tillæg til princippet om at det er troen som frelser, lærer den katolske kirke at også kærlighed til kirken og dens lære, er en nødvendig bestanddel af menneskets frelse. Dette bliver da betragtet som gode gerninger.

Hvad som gælder konfirmationen, præsteindvielsen og indgåelsen af ægteskabet, har disse ikke løfter om åndelig velsignelse i sig, og kan derfor ikke blive betragtet som sakramenter. Til trods for dette, så holder alligevel den katolske kirke fast på at der er 7 sakramenter.

Jeg citerer videre fra denne erklæring, som blev underskrevet af de 2800 udsendinger til det andet Vatikankoncil: "Jeg bekender også at det virkelige og genløsende offer bliver frembåret såvel for levende og døde i messen (Guds-tjenesten)."

Efter katolsk tankegang bliver selve uddelingen af nadveren i kirken tillagt frelsende betydning. Dette bliver kaldt for messeofferet. Dette kommer i tillæg til Jesu forsoner-gerning på Golgata og kan komme både levende og døde til gode, således at de opnår frelsen ved uddelingen af nadveren i messen. Ja, den katolske kirke går til og med så langt at den hævder at ved messeofferet "fuldbyrdes vor forløsning".

Videre siger den katolske kirke om messeofferet i "Dekret om præsternes liv og tjeneste", som er en af skrifterne til det 2. Vatikan konsil: "Ved præstens hænder og i hele kirkens navn bliver Herrens offer ofret på en ublodig og sakramental måde, indtil Herren kommer."

Til alle disse udsagn om messeofferet er det så at sige at de er helt fremmede for det som Bibelen siger om dette. Vi må derfor afvise det som vranglære. De katolske forestillinger om messeofferet frelser ingen, men de fører derimod menneskerne ind i den evige (tidsalderlige) fortabelse.

Bibelen er fremmed overfor de tanker om at messeofferet skal have frelsende betydning for levende og døde. Bibelen hævder derimod at Jesus ofrede sig en gang for alle mennesker til en evig (tidsalderlig) forløsning.: Hebr. 9,11-12. Hebr. 9,26. Hebr. 10,14.

Denne erklæring siger videre: "jeg tror fuldt og helt på ar der findes en skærsild, og at de sjæle som befinder sig der, kan få hjælp gennem de troendes bønner."

At der findes en evig ild og pine, for dem som går fortabt, det ved vi, men at de troende og kirkens bønner kan hjælpe et menneske ud af dette pine sted (fortabelsen i dødsriget og senere ildsøen), er ikke sandt. Bibelen siger det modsatte. I fortællingen om den rige mand og Lasarus får vi klar besked om at der findes et pine sted. Om den rige mand står det: Luk. 16,23-24. Videre står der flg. om umuligheden med at forbedre sin stilling ved at blive løst fra pinen og ilden: Luk. 16,26.

Hvordan kan i det hele taget den katolske kirke vove at forkynde falske lærdomme, som står i modsætning til det som Bibelen lærer ? Der hænger en forfærdelig dom over denne kirke og dens præster og proselytter.

Denne erklæring siger videre: "Jeg tror fuldt og fast at vi bør ære og bede til helgener som regerer sammen med Kristus, at de på vore vegne frembærer vore bønner indfor Gud, og at det er nødvendig at ære deres levninger."

I dette udsagn er alt galt. For det første regerer de døde troende ikke sammen med Kristus på det nuværende tidspunkt. De troende døde venter på at få del i deres opstandelses-legemer sammen med den nye tidsperiode, 1000 års-riget, hvor de skal herske og regere sammen med Kristus.

For det andet er det en ukendt tanke i Bibelen at de troende går i forbøn for os indfor Gud. Det er bare Jesus og Den Hellige Ånd som gør det." : Hebr. 7,25. Rom. 8,26-27.

For det tredie er der ikke noget som hedder helgen, og som skiller sig ud fra de troende. Enten så er du troende dvs. hellig overfor Gud ved Kristi forsoner-gerning, eller så er du vandtro og går fortabt for Guds rige.

For det fjerde skal vi ikke ære levningerne til de afdøde og forfædre i den forstand at vi påkalder dem og tilbeder dem. Dette gør man i de hedenske religioner, men i sand jøde-og kristendom er det bare den Treenige Gud man skal ære og tilbede. Luk. 4,8.

Jeg vil i den forbindelse gerne citere Ave Marie (dvs. Hild dig, Marie), som er den meste brugte bøn ved siden af Fadervor i den katolske kirke. I denne bøn kommer det også tydelig frem at jomfru Marie beder for de troende. "Hild dig, Marie, fuld af nåde. Herren er med dig. Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt, Jesus. Hellige Marie, Guds mor, bed for os syndere nu og i vor dødestime. Amen."

Vi må også nævne den u-bibelske lære, som den katolske kirke har, som jomfru Maries ubesmittede undfangelse og himmelfart. Dette er centrale dogmer i den katolske kirke. Den første går ud på at jomfru Marie er født uden arvesynd og var dermed ikke i stand til at gøre synd. Bibelen derimod lærer os det modsatte, at ingen er uden synd. : Rom. 3,23 og 3,10.

Det andet dogme går ud på at Jesu mor blev taget legemlig op til himmelen. Dette har den katolske kirke ikke dækning for i Bibelen.

Jeg citere videre fra erklæringen: "Jeg lover og sværger sand og tro lydighed til den romerske pave, St. Peters efterfølger, apostlenes fyrste og Jesu Kristi stedfortræder. Jeg accepterer også uden tvivl og bekender alle ting som er overgivet os, besluttet og erklæret af de hellige økumeniske kirkemøde, frem for alt det treidentiske møde og Vatikanets hellige økumeniske kirkemøde, særlig spørgsmålet om den romerske biskops overhøjhed og hans ufejlbarlige historie.

Hvad som angår den romerske biskops overhøjhed over de andre biskopper og præster i den kristne kirke, og at han er Kristi stedfortræder på jorden fremfor de andre, er også et udtryk for den tvivlsomme u-bibelske tradition, som den katolske kirke er så belemret med.

I tillæg til dette kommer den grundfalske dogme om pavens ufejlbarlighed i lære-og trosspørgsmål. Nej, paven er ikke ufejlbarlig i lærespørgsmål. Snarere tværtimod. En pave vil altid være fuld af fejl og usandheder hvad som gælder læren, for den katolske kirkes tradition og de u-bibelske dogmer tvinger ham til det.

For en som står udenfor og betragter den katolske kirke på afstand, er det ikke vanskeligt at se at den er fuld af u-bibelsk lære. En må blive forbavset over hvor langt den er kommet bort fra den kristne lære i de forskellige spørgsmål. Det sår at Johannes også blev forbavset da han så skøgen: Åb. 17,6.

En må videre undre sig over at oplyste kvinder og mænd – også af norsk afstamning – er med på at fremme den katolske vranglære, og ikke ser og forstå at den ikke står i sandheden.

At der findes frelste og genfødte mennesker indenfor den katolske kirke, siger sig selv, og det må vi takke Herren for. Vranglæren om traditionen, dogmerne og pavens ufejlbarlighed i lærespørgsmål kan ikke bestandig og overalt skygge for evangeliet om at Jesus døde for os alle til fastsat tid, medens vi endnu var syndere, og at vi ved troen får del i frelsesværket på Golgata.

På den anden side må vi heller ikke være bange for at påpege at den katolske kirke i sin vranglære fører en stor del af menneskerne ret i fortabelsen ved at forkynde en anden vej til frelsen end den som Gud selv har foreskrevet for os i sit ord.

Som en naturlig konsekvens af sin vranglære vil også den katolske kirke hævde at det er de andre kirkesamfund som bedriver vranglære, og ikke den selv. Den vil videre hævde at der ikke findes frelse undenom den katolske kirkes tro og lære. Den katolske kirke er kommet så lang bort fra sandheden at den kan påstå at det er vranglæren som fører til frelse. Det er den rette lære som fører til frelsen.

Vranglæren fører ikke til frelse for nogen, men derimod til fortabelse: 2.Pet. 2,1.

Der hænger en forfærdelig Guds dom over den katolske kirke, fordi den har forandret Guds Ord og har ladet mennesketanker og filosofiske betragtninger komme i stedet for Guds Ord. Traditionen og dogmerne har skubbet Guds Ord og ordninger til side, og den katolske lære er ikke i samsvar med Guds Ord.

Der hænger også en forfærdelig dom over dem som formidler disse tanker og dogmer og fører dem videre. Ved at de gør dette, fører de både sig selv og andre i den evige (tidsallerlige) fortabelse: ".Joh. 9. – og Den Hellige Ånd.

Den som ikke har Faderen og Sønnen og Den Hellige Ånd som indsegl og pant i sit hjerte til forløsningens dag, den går fortabt. Det står op til Jesus at bedømme alt dette: Joh. 5,22 og 27.

Det er enhver kristens pligt at advare mod det som er galt. Dersom vi ikke er villige til at påtage os den belastning som det altid vil være at gå imod vranglæren, bliver vi selv delagtige i den og står i fare for at falde ud af nåden og miste det evige (tidsallerlige) liv: Tit. 3,10. 2.Joh. 10-11.

Af de forskellige grunde som er nævnt ovenfor, må vi derfor advare mod den katolske kirke og den katolske vranglære, men advarselen må bestandig have et sjælesørgerisk sigtepunkt. Vi må ikke selv sætte os op på det høje dommersæde og tro at alt er godt og rigtigt hos os. Sigtepunktet må bestandig være at vi må forsøge at pege på Kristus og hans lære og forsøge at vinde andre mennesker for Jesus: Jak. 5,19-20.

Så får det være op til den katolske kirke, dens præster og proselytter om de vil lade sig advare og komme tilbage til Kristi lære. Dersom de fortsat holder fast på vranglæren, er der ikke nogen anden vej tilbage end: Hebr. 1,27.

Ud fra det som vi har beskrevet ovenfor, skal vi bare kort gentage den katolske kirkes lære:

1. Den lærer at Bibelen må tolkes ud fra traditioner.
2. Den lærer at Vulgata (den latinske oversættelse) er den eneste rigtige Bibel.
3. Den lærer at der er 7 sakramenter, og at der er frelse ved at man bliver gjort delagtig i dem.
4. Den lærer at der ikke er udelukkende troen som frelser et menneske.
5. Den lærer at der er frelse i afladen.
6. Den lærer at de fleste mennesker går til skærsilden efter døden, og at de troendes og kirkens bønner kan frelse et menneske fra skærsilden.
7. Den lærer at Jesu forsoningsværk bliver gentaget på en ublodig måde ved det såkaldte messeoffer, og at dette er nødvendig for menneskernes frelse.
8. Den lærer at jomfru Marie blev født uden synd.
9. Den lærer at jomfru Marie blev taget legemlig op til himmelen.
10. Den lærer at jomfru Marie og de andre helgener beder for menneskerne indfor Gud.
11. Den lærer at paven er ufejlbarlig når han udtaler sig om tros og lærespørgsmål.
12. Den lærer at paven er Guds stedfortræder på jorden, og at han er kirkens overhovede.
13. Den lærer at den katolske kirkes lære er den eneste som kan give menneskeene frelse.
14. Den lærer at de andre kirkesamfund ikke står i sandheden, men er Satans kirker.

I tillæg til dette lærer den videre:

1. At Peter var den første biskop i Roma, og at paven er hans efterkommer. Dette blev bestemt på 400 tallet. (Dette har man ikke noget historisk bevis på.)
2. At biskopperne er apostlenes efterkommere, og at de der indsat ved apostolsk sekretion dvs. at de er indsat i en ubrudt rækkefølge fra apostlene ved håndspålæggelse. (dette har man ikke noget historisk bevis på.)
3. At biskopperne og præsterne skal leve i cølibat. Vi gør opmærksom på at Peter var gift.
4. At lægfolkene bar skal modtage brødet i nadveren.
5. At der er genfødelse i dåben.
6. At brødet og vinen bare er Kristi legeme og blod, og ikke samtidig brød og vin.

Af alt dette som vi har beskrevet ovenfor, er det ikke vanskeligt at se at den katolske kirke ikke står i sandheden med sin lære. Nu i endetiden vil den stadigvæk udvikle sin falske lære. Den vil også anerkende de fremmede religioner og inkludere træk fra disse i sit eget religiøse system. Den katolske kirke vil udvikle sig til det som Bibelen kalder for den store Skøge. På samme måde som Johannes advarede de troende mod denne kirke og hendes mange døtre, så må vi også gøre det: Åb. 18,4.

TEGNENE I ENDETIDEN.

Når vi taler om endetiden, betyder dette ikke at vi går mod verdens ende og oprettelsen af den nye himmel og den nye jord. Det betyder at det er indeværende tidsperiode eller "aion" som går mod sin afslutning, og at den kommende tidsalder, som er riget for Israel, vil blive oprettet efter at endetiden er forbi. (Se kapitlerne: Den rigtige oversættelse af "aion"! eller "aionios".)

Hovedbetydningen af begrebet Guds rige i Bibelen er RIGET FOR ISRAEL. De forskellige endetidstegn, som vi har, peger på at vi nu er gået ind i endetiden. Vi skiller mellem "endetiden", som er hele tiden fra Jesu første komme og til Jesu genkomst og "endens tid", som er de 7 år af Daniels 70 år-uger for Israel og Jerusalem. (Om de forskellige betydninger af begrebet Guds rige, se min bog: Guds-riget i Israel.)

Vi kan også sige at "endetiden" går i opfyldelse i følgende vigtige etaper:

1. I slutningen af forrige århundrede fik endetiden en ny start ved oprettelsen af den moderne zionisme.
2. Oprettelsen af staten Israel i 1948 var en vigtig begivenhed.
3. Indtagelsen af den gamle bydel af Jerusalem i 1967 var en vigtig begivenhed.
4. Gog krigen kommer til at blive en vigtig begivenhed.
5. Genopbygningen af templet og indførelsen af gudstjenesten kommer til at blive en vigtig begivenhed.
6. Antikrists angreb på Jerusalem kommer til at blive en vigtig begivenhed.
7. Jødernes frelse kommer til at blive en vigtig begivenhed.
8. Jesu genkomst og oprettelsen af riget for Israel bliver den vigtigste begivenhed i endetiden.
   

Vi har ovenfor peget på en række endetidstegn, som Israels genoprettelse, det store frafald, det forhold at romerriget kommer tilbage igen, den alternative religion som vi har i New Age, de bestræbelser som vi har i verden på at forene de forskellige religioner og den katolske kirke, som er centrum i den store skøge i endens tid.

Vi skal i det flg. pege på en del andre tegn, som fortæller os at vi allerede er kommet langt ind i endetiden.

FIGENTRÆETS - TEGN.

Israels forskellige åndelige og historiske tilstande bliver i Bibelen symboliseret ved forskellige typer af træer.

Vi har følgende symboler :

1. TORNEBUSKEN er symbolet på Israels fornedrelse ude blandt hedningenationerne. Til trods for de forfærdeligste forfølgelser, så brænder nationen ikke op. Det samme var tilfældet med den brændende tornebusk, som Gud åbenbarede sig i for Moses: 2.Mos. 3,2.
2. MYRTEBUSKEN er symbolet på Israel i landflygtighed. Denne plante er lille af vækst, men den er smuk at se til. Således er det også med Israel og jøderne. I verdens øjne er det et lille land og et uanstændig folk, men i Guds øjne er det hans udvalgte folk og hans øjesten, som han har de største planer med: Sak. 1,8. Manden som red på den røde hest, var Herrens engel. Myrte-træerne i dalen står for Israel i det dybeste sted af hedningerne tiders dal.
   
3. FIGENTRÆET er symbolet på jødernes hjemvenden til Israel i dette århundrede og oprettelsen og udbygningen af staten Israel: Mat. 24,32.
4. OLIETRÆET er symbolet på Israels frelse i slutningen af den store trængsel: Rom. 11,24.
5. VINTRÆET er symbolet på det frelste Israel i rigets tid. Vin står også som symbol for lære og for kærlighed. Troende jøder skal være præster ud over hele jorden i rigets tid: Es. 5,7. Ordsp. 9,5. Es. 55,1. Se: Temaer i bibelsk profeti., del 1., s. 153-154 af O.K. Indergaard, hvor han skriver mere udfyldende om disse symboler.
   

Israel står i dag i figentræets tegn. Jøderne kommer hjem til landet, Eretz Israel, og bygger det op til trods for Palæstina-arabernes og de øvrige arabiske nationers modstand mod dette. Oprettelsen af staten Israel og jøderne hjemvenden til Israel i den moderne tid er det største bevis som vi har på Guds ords trofasthed. Det er Guds fortrin vi hører i historien. De historiske begivenheder i verden må efterhånden justeres efter det faktum at jøderne er kommet hjem igen. Hele historiens sigtemål vil bare mere og mere blive drejet mod Midt-Østen og Israel.
Jeg vil i den forbindelse gerne citere det som Elieser Berkovitz har sagt om oprettelsen af staten Israel i moderne tid: "Genfødselen af staten Israel er åbenbaring i samtiden. Det er Guds stemme som taler ud af historien. Specielt har hændelserne i 1967 (6-dages krigen) en åbenbaringskvalitet som man ikke slipper udenom. Tilbagekomsten til landet må forstås som både historiske og eskatologiske hændelse. Tilbagekomsten er historiens modstykke til den troens vished at denne verden skal etableres som Guds kongerige. Hjemkomsten til Sion er det endelige bevis for Guds nærværelse i historien, og hans forudseende styring af menneskerne og verden.

I Auschwitz og tidligere progrononer oplevede vi at Gud skjulte sit ansigt. I genfødelsen af staten Israel har vi set et smil over Guds ansigt. Og det er os nok."

Gud beviser sin eksistens ved at han lader det profetiske ord gå i opfyldelse. Staten Israels oprettelse og jødernes hjemkomst er et meget stærkt bevis på Guds eksistens. Han har ikke bare givet os det profetiske ord. Når tiden er inde til det, så opfylder han også ordet for os. Vi har at gøre med en almægtig Gud. Han styrer historien i samsvar med det profetiske ord .



www.yeshuattsion.webbyen.dk yeshuatt@mail.dk
http://home.online.no/~oskaredi/index.htm www.denpoaulinskegruppe.blogspot.com