Guds planer-hedninge modstand doc. 3. re. E.L. Kristensen

Guds planer-hedninge modstand dos. 3

Oskar Edin Indergaards : Guds planer med Israel og den kristne menighed.

Side 255-.

ISRAEL OG DEN KRISTNE MENIGHED

Selve navnet Israel går tilbage til Jakobs kamp med Yeshuah i Tanach: 1.Mos.32,24-32. Denne beretning indeholder flg. Momenter:

a. Det var både en åndelig og en legemlig kamp, v.24.

b. Det var Herrens engel i egenskab af Yeshuah som kæmpede med Jakob. Jakob sagde til Yeshuah v. 26.

100. Navnet ”Israel” betyder: ”En som kæmper med Gud”, ”En som Gud kæmper for” og ”Guds styrke”
101. Jakob vidste navnet på Herrens engel. Det vat Yeshuah, v.29 Jøderne udtalte ikke Guds navn.
102. Jakob kaldte stedet ”Pniel”. Det betyder ”Guds åsyn” v.30. Det første møde var et personligt møde.

f. Det andet sted kaldte han for ”Pniel”. Det andet møde går på Jakobs og jødernes omvendelse i endens tid. Da Jakob gik forbi ”Pnuel”, så han solen rinde op v.30. 2. Pet.1,19.

g. Jakob haltede på sin hofte efter mødet med Herrens engel, v.31. Det betyder at hans naturlige styrke var brudt. Han var blevet en Guds mand. Han var blevet afhængig af Gud i sin vandring videre frem.

Israel er Guds folk i den forstand at det er udvalgt til at være det, men det er ikke et genfødt og frelst folk. Det skal ske engang: Es.66,8. Sakarias 12,10-14.

Jøderne er elsket for fædrenes skynd, men på grund af evangeliet (om den frie nåde) er de fjender af Gud for vor skyld: Rom.11,28.

Da jøderne ikke ville modtage Jesus fra Nazaret som deres Messias, blev de sat til side. Dette gjaldt både det frelse-system, som de havde (den messianske jødedom), og det gjaldt løfterne. Dette er ikke ophævet, men det er sat til side. Det er parkeret for 2000 år.

I vor tid er det blot et mindretal som bliver frelst, men på slutningen af trængselstiden på 7 år skal de blive frelst som rest og som levning, for sine kald og sine nådegaver angrer Gud ikke på: Rom.11,29. Hele verden ser frem til at dette skal ske. Læs Ludvig Hopes udtalelse om ”1000 års-riget” i min bog: Jesu Genkomst, bind 4, s. 519-521.

Hele skabningen ser frem til og længes efter denne tid: Rom.8,19-22.

Gud har store planer med Israel. ”Erstatningsteologien” har frarøvet jøderne deres plads i frelseshistorien og selv aget denne plads. Den lever desværre i bedste velgående i kirken og de kristnes organisationers forkyndelse og forståelse af Guds ord. ”1000” års-riget er af viklet i kirkens forkyndelse – det er bare dommen og evigheden som ligger foran og ikke herligheden i ”Riget for Israel”

Teologerne har et stort ansvar for den negative holdning som mange har overfor Israel i dag. Dersom de havde vovet at fortælle menigheden og verden om Guds planer med Israel, så havde kristen-folket og de verdslige forstået at meget af det, som sker i Midt-Østen , er i samsvarende med Guds planer.

(Se Oskar Skarsaune hæfte: Endetid, hvordan forstå Bibelens endetids profetier? s.33-34. Han mener at alle profetier i G.T. Må nytolkes, efter at Jesus er kommet. Han kaldet dette for ”Kristus-transformation”

Dette er gal lære og udtryk for ”erstatningsteologi”. Denne form for teologi har sin baggrund i kirkefædrenes og Luthers syn på jøderne.

Se min bog: Guds løfter til jøderne, s. 21-22.

Både antisemitismen og antizionismen ligger latent hos mange mennesker, for det er naturlig for det ikke genfødte menneske at godtage Guds planer med Israel og jøderne. Se kap.: En kritisk vurdering af Jostein Gaarders kronik: Guds udvalgte folk.

Gaarder hævder flg. Om Israel og jøderne:

a. Jøderne må jages ud af Israel igen.

b. Jøderne har ingen ret til at forsvare sig.

100. Jøderne glæder sig når de tager livet af de små børn.
101. Jøderne er ikke et udvalgt folk.
102. ”Davids-riget” vil ikke opstå i Israel.

Disse synspunkter er det samme som at benægte Guds eksistens og hans planer med Israel. Det er det samme som at benægte at Jesus er kongen i dette rige. (Vidkunn Qusling kaldte dette rige for ”Satans rige”

Gaarders artikel er både antizionistisk og antijødisk. Der er den værste kronik som har været skrevet i Norge i mange år.

I min bog Jesus Genkomst bind 5, s.228-242 har jeg opsat 53 kendetegn på 1000 års-riget og Guds planer med jøderne. Vi må skille mellem det Gud har sagt til Israel og det Gud har sagt til kirken. Vi må lære os at fordel Guds ord på en ret måde: 2.Tim.2,15.

Der har opstået en interessant diskussion i avisen ”Dagen”. Religions-historiker Terje Emberland har hævdet at til trods forkristen-folkets entusiasme og interesse for Israel, ligger der mange antijødiske holdninger i kristen-folkets vurderinger. Dette gælder både teologiske vurderinger og vurderinger angående jødisk liv og kultur. Jeg tror desværre at han har en del ret i dette. Om der ikke ligger antijødiske holdninger og direkte fjendskab, så ligger der ligegyldighed,og det er værre end fjendskab.

I denne situation må vi skille mellem flg. Typer kærlighed og begejstring:

a. Kærlighed til Gud og Jesus. b. Kærlighed til Guds ord. c. Kærlighed til det profetiske ord – at det går i opfyldelse. d. Kærlighed til oprettelsen af staten Israel i 1948. e. Kærlighed til det jødiske folk. f. Kærlighed til den rabbinske jødedom. Vi har i stor udstrækning misopfattet jødedommen som noget negativt – noget som Gud har tvunget ind på det jødiske folk. Dette gælder i særlig grad Moseloven. g. Kærlighed til den messianske jødedom. h. Kærlighed til den paulinske kristendom. i. Kærlighed til jødernes krige.

Når vi diskuterer disse punkter, opdager vi snart at vi har et meget ambivalent forhold til Israel og jøderne. At vi har forskellige vurderinger angående disse ting, er naturligt, men vi må forsøge at se sammenhængen i dette. Vi må lære os at samle vor tanker til et mere entydigt system. Se kapitlerne: Kærlighed til Israel og jøderne og Kan vi bruge Bibelen i Israel-debatten?

Guds ord opfordrer os til at elsk jøderne, for de er Guds folk og et udvalgt folk. Jøderne og Israel har en del kendetegn. Se min bog: Jesu Genkomst bind 5, s. 509-510.

Gud kommer aldrig til at glemme jøderne, for de er hans folk på en speciel måde. Hans udvælgelse af jøderne står evig fast. Løfterne kan ikke svigte. De er nedfældet i Guds ord. Når tiden er inde til at det kan ske, går det profetiske ord i opfyldelse. Se E. Berkovitz udtalelse i min bog: Guds løfter til jøderne, s. 147-148.

I Salme 2 står det at til trods for, at hedninger lægger planer om at ødelægge Israel, så ler Gud af dem og spotter dem. Han skal i sin tid knuse fjenderne.

Det som kendetegner jødernes fjender og jødernes arabiske og islamiske naboer i dag, er godt udtrykt i Salme 120,7, hvor der står: Jeg (jøderne) er kun fred, men når jeg taler, er de færdige til krig.

Jøderne er kommet for at blive. Der er ingen magt i verden som formår at ødelægge den jødiske stat og tilintetgøre jøderne. Gud sagde til Messias: Salme 110,1. og Es.54,17,9.

Gud skal dømme hedningerne for to forhold, og det er:

a. De spredte Guds folk blandt hedningerne. b. De delte Guds land: Joel 3,7.

I Rigets tid skal hedningefolkene komme med gaver til jøderne. Dette gælder også på den nye jord: Åbenbaring 21,24. Se kap: Den nye himmel og den nye jord – er ikke det samme som ”himmelen”.

Jøderne er Guds folk på en speciel måde. De er udtaget gennem løfter og pagter. Menigheden er udtaget gennem Guds nåde.

Første gang Jesus kom med tilbudet om Riget for jøderne, var det et frivilligt tilbud. Næste gang han kommer, vil det være et tvunget tilbud. Det som sker nu, er at Gud samler nationerne mod Israel således at jøderne til slut skal komme i en presset situation, at de må bede Gud om hjælp mod deres fjender.

I vor tid fører Israel aktiv krig på 3 fronter. Det er mod Libanon, på Vestbredden og i Gaza. I endens tid vil alle nationer samle sig mod Israel: Åbenbaringen 16,16. Joel 3,19. Sakarias 13,3. Es.29,2. ”Ariel” betyder ”Guds løve”

Abraham-pagten og Sina-Pagten

Udvælgelsen af jøderne går tilbage til Abram som betyder ”ophøjet far”. Efter at Gud havde handlet med hedningerne i 2000 år, måtte han opgive denne plan. Han udtog sit eget folk blandt hedninge-folkene. Han udvalgte sig en mand, Abram, fra Ur i Kaldæa, førte ham til Kanåns land og gav ham en række løfter og oprettede en pagt med ham der: 1.Mos.12.17.

Abram levede i en ubetinget nådepagt frem til han blev 99 år. Han fik frelsen og løfterne på grund af Guds nåde. Da han indgik pagten med Gud: 1.Mos.17,1-14, blev der stillet krav til ham i vandringen som troende. Dette var forskellige ofringer, omskærelsen og det forhold at han blev udfordret til at ofre sin søn, Isak.

Denne periode som er Løftets Tidsperiode, er derfor en delt tidsperiode med hensyn til retfærdigheds-begrebet: Se kap. De to budskaber fra Guds trone efter Golgata.

Løfterne til Abraham blev ikke ophævet da Sina-pagten blev oprettet. Sina-pagten blev lagt ved siden af Abraham-pagten: Gal.3,19.

Abraham-pagten manglede også et etisk fundament. Dette er også en af grundene til at Moseloven blev lagt ved siden af Abraham-pagten.

Begrebet ”Abrahams æt” betyder 4 ting:

a. Den troende del af Abrahams etniske æt. b. Den vantro del af Abrahams – æt

100. Kristus: Gal.3,16. d. Den kristne menighed: Gal.3,29.

Vi må ikke betragte Abraham-pagten og Sina-pagten som modsætninger. Der er forskel, men der er også ligheder. Der har være en tendens indenfor kirkes teologi at betragte Abraham-pagten som en udelukkende nåde pagt og Sina-pagten som blot lov-pagt.

Dette er ikke ret. Jødedommen regner ikke med love og nåden som modsætninger således som vi gør det i vor teologi. Jøderne ser det således at også opfyldelse af loven er med på at fremme frelsen.

En sammenligning mellem den messianske jødedom og den paulinske kr.- dom.

Det som er sket i kirkens teologi, er at den sammenblander den paulinske ind i den messianske jødedom eller omvendt.

Der er stadig flere som ser og forkynder, at vi må skille mellem de to evangelier i N.T., og det er Rigets evangelium og det paulinske evangelium.

Det sker ikke uden protester – både fra teologerne og kristen-folket.

Paulus forstod at der var forskel på jødedommen og den forkyndelse som han havde. Han lærte at loven var ophævet som døråbner for frelsen.

Den gjaldt ikke for vor tidsperiode som er den frie nådes tidsperiode: Ef.2,15 og Kolos.2,15 og Rom.6,14.

Dette betyder ikke at vi ikke har nogen lov i den kristne menigheds tidsperiode, men det betyder at vi er fuldstændig løst fra Moseloven og Jesu uddybning af den.

Vi er under den frie nåde og de ca. 400 forskrifter som Paulus opstillede for den kristne menighed.

I og med at vi er under den frie nåde, så har Paulus i sine forskrifter til den kristne menighed ikke noget med frelsen at gøre. De har med vandringen at gøre: Ef.2,10.

If. Den paulinske lære er vi (den nye skabning) døde i forhold til 4 ting og det er:

a. Vi er død i forhold til verden: Gal.6,14.

b. Vi er død i forhold til kødet: Gal.5,24.

100. Vi er død i forhold til synden: Rom.6,1-2.
101. Vi er død i forhold til loven: Rom.7,4.

Paulus udtaler sig positivt om loven. Den var god, hellig og retfærdig: Rom.7,12 og v.14, men i den nye tidsperiode, som er den frie nådes tidsperiode, er den jødiske lov blevet tilsidesat i vandringen for den troende. Vi er løst fra loven: Rom.7,6. 6,14 og Ef.2,8-9.

Jesus opfyldte alle lovens krav både for jøder og for hedninger. Vi hedninger har aldrig været under den jødiske lov, men vi aldrig har været under ”samvittighedens lov”: Rom.3,19-20.

Da Jesus kom første gang opfyldte han Moseloven for jøderne. Dette betyder 4 forhold og det er:

a. Han opfyldte det som var skrevet i Moseloven og i profeterne om ham.

b. Han uddybede budene i Moseloven således at det blev vanskeligere at holde for

jøderne dette peger på ham selv som den som opfyldte loven for jøderne til deres frelse, og det peger fremover mod den nye pagt i Jesu blod og ”1000 års-riget”.

100. Han tolkede loven på en ret måde idet han borttog farisæernes og de skriftlærdes mange tolkninger af dem.
101. Han opfyldte loven til frelse for jøderne: Se Matt.5,17-19 hvor disse 4 punkter er beskrevet.

Da Jesus kom første gang, introducerede han den nye pagt i sit eget blod: Matt.26,27-28. Hebr.8,15.

Jesus introducerede en ny pagt og et nyt præstedømme for jøderne på Golgata. Muligheden var derfor tilstede for det jødiske folk til at gå ind i den nye pagt i Jesu blod, men mange af dem forkastede Jesus og dermed forkastede de muligheden til at indgå i den nye pagt i Jesu blod. Den var grundlaget for oprettelsen af ”Riget for Israel”.

De var ikke de messianske jøder som svigtede, for de kom til tro på Jesus, men det var det jødiske folk som svigtede med dets religiøse ledere i spidsen. De ville ikke anerkende Jesus fra Nazaret som deres Messias. De stødte an mod frelsesklippen som Gud havde nedlagt i Sion. Han blev en anstødsklippe og en snuble-sten for dem: Rom.9,31-33.

Jøderne lagde mere vægt på lovgerningerne end de gjorde i troen på Jesus og Guds nåde i Jesu forsoning. Den rette rækkefølge er omvendt. Det var troen på Jesus som gav jøderne frelse.

Den nye pagt i Jesu blod kommer ikke til at blive introduceret for det jødiske før de modtager Jesus som deres konge og deres Messias og det vil først ske i slutningen af den store trængsel: Rom.11,27.

Den jødiske lov var ikke ophævet for det jødiske folk og de messianske jøder. De var forpligtet både på opfyldelsen af loven og troen på Jesus. Dette er et udtryk for Rigets læreform. Der er ingen modsætning mellem Jesu forsoning og Moseloven. De havde forskellige funktioner i frelsen.

Da Paulus kom til Jerusalem i år 58, sagde de messianske ledere til ham: Ap. Gr. 21,20.

Apostlene forstod efterhånden at ”Riget for Israel” ikke kom til at blive oprettet med det samme. Det kom ikke til at blive oprettet før det fulde tal af Efraim havde omvendt sig til Herren: Rom.11,25-26. Se kap: den rette fortolkning af Romer- brevet 11,16-27.

Til trods for at apostlene efterhånden forstod at Riget ikke kom til at blive oprettet med det samme, forkyndte de ”Riget”! Og fremlagde de læremæssige sandheder for dette Rige. De forkyndte både Jesu forsoning, budene i Moseloven. Jesu fortolkning af dem og nåden. De forkyndte både lov og nåde. De forkyndte ikke det paulinske budskab.

Deres frelsesbudskab var knyttet til profetere og det profetiske ord. Det angår Israel og ikke den kristne menighed. De forkyndte den nåde og den frelse som profeterne i Tanach havde beskrevet:1.Pet.1,10.

Forholdet mellem Moseloven og den nye pagt i Jesu blod

Det var ikke hele Moseloven som bortfaldt ved Jesu forsoning. Budene, Jesu uddybning af budene, vanddåben og en del af ofringerne i templet faldt ikke bort. Det skal videreføres ind i ”1000 års-riget”. Der er mange som ser på Moseloven og den nye pagt i Jesu blod som modsætninger, men det er ikke en rigtig vurdering. Både Jesus og apostlene byggede op deres lære rundt omkring Moseloven.. Jesus sagde flg. Om dette: Matt.5,17-19.

En af hensigterne med den nye pagt i Jesu blod, var at Den Hellige Ånd skulle komme. Han skulle have flg. Opgaver for det jødiske folk:

a. Han skulle være et frelsespant for jøderne.

b. Han skulle pege på Jesus som jødernes messias: Jer.31,34.

100. Han skulle forklare Skrifterne for dem.
101. Han skulle lære dem alle for

hold – også det som havde med fremtiden at gøre: Johs.16,12-14

e. Han skulle gøre det således at de formåede at holde alle Jesu bud og forskrifter. De skulle få et nyt hjerte og et nyt sind: Ezekiel 36,27

I den messianske jødedom har vi ingen modsætninger mellem budene i Moseloven og nåden, således som vi har det i den paulinske kristendom. Budene i Torahen åbner op for Guds nåde. De stod i nådens tjeneste. Dette gjaldt først nåden og et godt liv i tiden og i forlængelse af dette et tidsallerlig liv i ”Riget for Israel”: 5.Mos.28,1-68.

Der er ikke modsætninger mellem Moseloven og den nye pagt i Jesu blod som mange hævder. Det, som skete med budene i Moseloven, var det forhold at medens jøderne selv måtte stræbe med at holde budene under den første pagt, så virkede Den hellige Ånd i deres hjerter således at de formåede at holde budene i loven.

Der er elementer i den gamle pagt som videreføres i den nye pagt i Jesu blod.

Begrebet ”den nye pagt” kan også oversættes med ”den fornyede pagt”.

Vi har flere eksempler fra Tanach at en pagt blev fornyet, når der indløb nye momenter, som havde betydning. Vi kan kalde sådan en pagt for en justeret eller en forandret pagt:Hebr.7,12.

Selv om den kristne menigheds tid ikke havde kommet, så ville den første pagt være blevet forandret, for den var baseret på et løfte om en ny pagt og en bedre pagt: Jer.31,31-34.

Det som bortfaldt ved den nye pagt i Jesu blod, var en del af offertjenesten i templet

Der skulle også introduceres en ny præstetjeneste, men det blev der ikke anledning til både på grund af det store flertal af jøderne ikke ville modtage Jesus som deres frelser og ypperstepræst, og på grund af at templet i Jerusalem var ødelagt i år 70.

Der skal bygges et nyt op i Jerusalem. Jesus skal være ypperstepræst i dette tempel. Det er Zadoks sønner som skal være præster i det nye tempel i Jerusalem og ikke Arons sønner: Ezekiel 43,19. 44,15-31 og 48,11.

De offer, som skal forrettes der, skal være minde-offer om Jesu forsoning og underkastelse-offer for Jesu styre.

Dette viser at den nye pagt i Jesu blod ikke er instrueret fuldt ud for det jødiske folk endnu. Det var blot en del af den nye pagt som fungerede for de messianske jøder. For at en pagt skal være fuldt ud virksom må hele pagten være i funktion, og det var den ikke for jøderne.

I den kristne tradition og i den kristne fortolkning har man betragtet Sina-loven nærmest som en uhyrlighed, som Gud har presset ind på jøderne. Det er ikke sandt. Jøderne modtog godvillig og med glæde både kravene og løfterne i Sina-pagten. Jøderne ser på Sina-pagten som en ægteskabs-kontrakt mellem sig og Gud.

Ved Sina fandt der en forlovelse sted mellem Gud og jøderne. Moseloven bliver betragtet som en god gave som jøderne fik. Se min bog Jesu Genkomst bind 4, kap.?

Efter forlovelsen mellem Messias og jødefolket ved Sina, forlod Messias jødefolket, for at bygge et hus til bruden på sin fars ejendom. Dette gjorde han ni forsoningen. Medens brudgommen var borte, svigtede jøderne Herren gang på gang. De holdt ikke hans lov, og brudgommen gav sig god tid. Se Højsangen hvor alt dette er beskrevet. Se også min bog: Jesu Genkomst bind 4, s. 456-493.

Ved Jesu første komme kom han endelig tilbage, men den jødiske brud var heller ikke da rede til at tage imod ham som sin brudgom og Messias. Se min bog Jesu Genkomst bind 4, kap: Israel er Herrens brud og hustru og den jødiske bryllupsfest peger på Jesu første og anden komme.

”Riget for Israel blev udsat”

Da Jesus kom første gang, kunne brylluppet, som er et billede på ”Riget for Israel”

have været fejret.

Jesus kom ikke med tilbudet om Kirkens tid, men han kom med tilbudet om ”Riget for Israel”. Både døberen Johannes, Jesus og apostlene forkyndte at ”Himlenes rige var nær”. Det betyder at det var etableret. Budene i den mosaiske lov var uddybet. Jesu forsoning havde fundet sted, og Den Hellige Ånd var kommet. Det stod til jøderne om de ville modtage den nye pagt i Jesu blod fuldt ud. Jesus ventede på at jøderne skulle omvende sig, således at han kunne komme tilbage ”på (og med) himmelens skyer”, for at oprette ”Riget for Israel”.

Nådetiden for oprettelsen for ”Riget for Israel” varede til Paulus omvendelse i år 37. Da introducerede Gud en ny tids-husholdning og det blev den frie nådetid.

Denne tidshusholdning baserer sig ikke på pagter, men på Guds nåde og kærlighed og på de paulinske hemmeligheder.

Den blev bestemt af Gud før verdens grundvold blev lagt: Ef.1,4. 2.Tim.1,9.

Den nye pagt i Jesu blod er ikke oprettet med den kristne menighed, men den er oprettet med jøderne, for den er baseret på et løfte til jøderne. Vi skal alligevel få lov til at administrere dele af den i vor tidsperiode:2.Kor.3,6. Det gæler da de forhold som har med frelsen, nåden og Den Hellige Ånd at gøre.

Vi er kommet ind i denne pagt ikke gennem pagter, men gennem Jesus forsoning.

Vi som før var langt borte er kommet nær til ved Jesu blod: Ef.2,13.

Hvad der gælder budene og forskrifterne i Moseloven, da er den kristne menighed

ikke underlagt dem. Vi er ikke under jødernes lov, men vi er under nåden. Det er den nåde ”som er givet os fra tidsalder- tider af”, men som blev åbenbaret for Guds hellige apostle og profeter, da tiden var inde at det kunne ske: Ef.3,4-5.

I og med at Gud havde introduceret en ny tidshusholdning ved Paulus omvendelse, så fik vi en afviklingsperiode for den messianske jødedom frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70. I dette år blev templet i Jerusalem ødelagt og brændt, og ofringerne og de forskellige renselsesskikke stoppede af sig selv. Den mosaiske pagt med det aronitiske præstedømme var dermed formeldt ophævet og sat tilside, men den fulde gennemføring af den nye pagt i Jesu blod må vente til Jesu genkomst for jøderne: Hebr. 8,13.

Paulus lagde en ny grundvold for menneske frelsen. Den var funderet på Jesu forsoning og Jesu undervisning til Paulus: 1.Kor.3,10-11.

Ikke med opbygning – opfyldelse af loven og troen på Messias, men den var bygget på Jesu forsoning og den frie nåde.

Den havde ikke Jesus som Messias som sit åndelige grundlag, men Jesus Kristus som hovedet for den kristne menighed, Messias var ingen hemmelighed for det jødiske folk. Han var den centrale skikkelse i hele Israels historie og han er det endnu. Af den grund kunne Paulus også skrive at Kristus er Guds hemmelighed: Kolos.2,2.

Vi må skille mellem Jesu to roller. Den ene er som Messias og jødernes frelser.

Den anden som den opstandne Jesus og hovedet for den kristne menighed.

Vi forkynder ikke længere Jesus som Messias: 2.Kor.5,16, men vi forkynder ham som den opstandne frelser og hovedet for menigheden, for tilbudet om ”Riget” er sat til side.

Der er ingen modsætninger mellem Jesus og Paulus. Paulus havde sin lære fra Jesus. Han kaldte sig for Jesu apostel: Ef.1,1. Og sin lære for: Mine veje i Kristus og Mit evangelium: Rom.16,24-26.

Brevet til Galaterne 2,7-8 beskriver de to evangelier, og det er omskærelsens evangelium og u-omskærelsens evangelium. Disse benævnelser er forkert oversat i vore Bibler. De messianske jøder skulle forkynde omskærelsens evangelium til jøderne, og Paulus skulle forkynde u-omskærelsens evangelium til hedninger.

Paulus skrev også at der blot var et evangelium, som skulle forkyndes for hedninger, og det var hans evangelium: Gal.1,6-7.

Judaisterne, som forkyndte ”riget for Israel”, forkyndte ikke noget galt evangelium, men det skulle ikke forkyndes for hedninger. Det havde med ”riget for Israel” at gøre. Budene i Sina-loven, Jesu fortolkning af den og den nye pagt i Jesu blod, havde en central rolle i denne forkyndelse. Se Jakobs brev og de andre jødiske Skrifter hvor opfyldelse af budene i loven var nødvendig i vandringen for de messianske jøder.

I den messianske4 jødedom havde loven flg. Funktioner:

1. a. Den skulle vise jøderne hvordan Gud ville, at de skulle leve.
2. b. Den lovede jøderne at den, som holdt loven, skulle få et godt liv og arve frelsen i rigets tid og senere på den nye jord.
3. Loven åbnede op for frelsen.
4. Med loven kom også en erkendelse af synden: Rom.3,19-20.
5. Ingen kan holde loven ved egen frelse.
6. Budene i loven skal ikke bortfalde: Matt.24,35.
7. Dele af loven skal komme tilbage i Rigets tid: se Es.33,14-17 og 56,1-2.

De paulinske hemmeligheder

Da jøderne ikke ville tage imod tilbudet og Riget, oprejste Gud en ny mand, som kom med et delvis nyt evangelium, og det var Paulus. Han kom med den kristne menigheds mange hemmeligheder. Dette evangelium er ikke knyttet til hverken jødernes løfter eller jødernes pagter, men det er knyttet til hemmeligheder, Guds nåde og troen på Jesus som den opstandne frelser og som hovedet for menigheden.

Det er på dette område at teologerne indenfor både den lutherske og reformerte teologi tager fejl. De magter ikke at skille mellem ”Riget for Israel” og den kristne menighed. De formår ikke at se at det er to forkyndelser i N.T. De sammenblander til et blandingsevangelium som har mistet meget af sin kraft, for Gud kan ikke stadfæste sit ord fuldt ud, når forkyndelsen er forkert.

Paulus kom med hemmeligheden angående den kristne menighed: Ef.3,1-11. Der er flere hemmeligheder, og de troende kender til de fleste af dem, men det er en hemmelighed som mange kristne ikke kender til, eller som de ikke vil forkynde og tro fuld ud på, og det er det forhold at vi er frelst af nåde uden gerninger, og at det er nåden som opretholder vor frelse. Frelsen ligger helt udenom os selv. Mange kristne vil gerne blande ind vore ”gode” gerninger i opretholdelsen af frelsen, men det er forkert teologi i vor tidshusholdning.

Af andre hemmeligheder nævner jeg kort:

a. Hemmeligheden med at jøderne og hedningerne er ligestillet i Jesu legeme: Ef.2,15-18

b. Hemmeligheden med Jesu legeme, der Jesus er hovedet for menigheden, og hver enkelt af os troende er lemmer på Krist legeme.

100. Den åndelige enhed i legemet. Hovedet kan ikke skilles fra resten af legemet. Det som er sket med Kristus, skal også ske med resten af legemet.

d. Hemmeligheden med den kristne menigheds bort-atomar: 1.Kor.15,51-52 og 1.Tess.4,14-18.

e. Hemmeligheden med Kristus i os, som er det samme som Den Hellige Ånd i os. Kristus og Den Hellige Ånd er det samme: Kolos.1,26-27.

f. Hemmelighed med Messias er Gud: Kolos.2,2-3.

g. Hemmeligheden med at Gud blev et menneske. Det bliver også kaldt for ”Gudsfrygtens hemmelighed” eller ”Gud-lighedens hemmeligheder”: 1.Tim.3,16. Dette betyder at vi skal blive ham lige, for vi skal se ham som han er.

h. Hemmeligheden med at vi er indsat i himmelen sammen med Jesus. Vi er sat ind i himmelen sammen med Jesus før verdens grundvold blev lagt:: Ef.1,4.

Det betyder at den kristne menighed allerede nu er fuldtallig til stede i himmelen. Vi danner en åndelig enhed med Jesus. Vi er udvalgt fra evigheden af. Vi kan ikke miste frelsen, for den kristne menighed udgør en åndelig enhed med Jesus, hvor han er hovedet for menigheden, og hver enkelt af os som tror og er genfødt, er dele af Jesu åndelige legeme.

Vi er højt hævet over alle ting. Dette er vor position for altid. ”Højt over (gr. hyperano) enhver magt og myndighed og vrede og herredømme og ethvert navn som nævnes, ikke bare i denne verden, men også i den kommende.”: Ef.1,21 og 4,10

Hemmeligheden med at vi bliver gjort ligedannet med Guds Søns billede. Det betyder at den kristne menighed har de samme åndelige egenskaber,som Jesus har: Rom.8,29.

Den kristne menighed har en enestående position, for den er velsignet med al åndelig velsignelse i himmelen i Kristus: Ef.1,3.

Den enkelte troende kan ikke falde ud af nåden.

Den kristne menighed kan ikke falde ud af nåden,men det som den enkelte troende kan miste, er ti ting, og det er:

a. Nådelønnen: 1.Kor.3,11-15 og

b. Et helliggjort liv.

Der er næsten ingen som forkynder, at den, som engang er frelst og genfødt, ikke kan falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde. Den, som forkynder det, bliver anset for at være en vranglærer, men sandheden er at dette er det vigtigste punkt ved Paulus hans nådebudskab. Dette går som en rød tråd gennem alle hans breve undtaget Hebræerbrevet som er skrevet til de messianske jøder: Se Rom.8 og Ef.1-3.

I flg. Rom.8 står der:

a. At ”der er ingen fordømmelse for den som er i Jesus Kristus” v.1.

b. At ”lovens krav er opfyldt i os” v.4.

100. At Guds Ånd bor i os. v.9.
101. At Guds Ånd, som bor i os, skal levendegøre os efter vor død. v.11.
102. At Ånden vidner med vor ånd at vi er Guds barn. v.16.
103. At vi er Guds arvinger og Krist medarvinger. v.17.
104. At både Den Hellige Ånd og Jesus går i forbøn for os. v.27.
105. At vi er kaldet efter hans råd. v.28
106. Ar vi forud er kendt, bestemt,kaldt, retfærdiggjort og herliggjort v.29-30
107. At Gud vil give os alle ting sammen med Jesus. v.32.
108. At ingen kan anklage os for Gud. v.33.
109. At ingen skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus. v.35 og 38-39.
110. At vi vinder mere end sejrer i troen på Jesus. v.37.

Begrebet ”frelse” betyder ikke blot genfødelse, men det betyder også bevarelsen som kristen og indsættelsen i himmelen. Mange har set altfor snævert på dette begreb og ment at det blot har med genfødelsen at gøre, men det angår hele frelsen.

Frelsen er både en proces og et endeligt produkt. Vi kan ikke blive mere frelst end vi er akkurat nu.

Der er 3 trin i frelsen, og de er:

1. retfærdiggørelsen
2. helliggørelsen
3. herliggørelsen

Alt dette er inkluderet når vi kommer til en levende tro på Jesus. Det er genfødelsens gave til den troende: Rom.8,29-30 og 1.Kor.1,30.

Når et menneske bliver frelst, får de et nyt liv: Dette nye liv er perfekt overfor Gud. Det har ikke synd. Det nye liv er det samme som ”Kristus i os”. Vi har fået et nyt sind. Vi har fået Krist sind: 1.Kor.2,16.

Ved den kristne menigheds bort-atomar skal vi også få et nyt legeme. Vort gamle legeme skal overklædes med det nye legeme, som venter på os i himmelen: 2.Kor.5,2.

I Paulus forkyndelse er loven taget ud af frelsessammenhængen. Den åbner ikke længere op for frelsen, således som den gjorde det i den messianske jødedom. Det er nåden som åbner op for frelsen i vor tidsperiode, og af den grund er det også galt at forkynde loven til de u-frelste. Loven er sat til side i frelse-spørgsmål i vor tidshusholdning.

”De (Paulus og Barnabas) blev en lang tid der (I Ikonium) og talte frimodig i Herren, som gav sit ord om nåden vidnesbyrd, idet han (Herren) lod regn og undere ske ved deres hænder”: Ap. Gr. 14,3. Rom.2,4. Titus 2,11-12.

I den paulinske kristendom bliver frelsen ofte beskrevet i enten precens eller aorist. (Aorist udtrykker en begivenhed som er afsluttet i fortiden, og som sker pludselig.)

”For dem som Han forud kendte (tiden er aorist”) til at være ligedannet med hans Søns billede, for at han skulle være den førstefødte blandt mange brødre, og dem som Han forud bestemte (tiden er ”aorist”). Har han også kaldt (tiden er ”aorist), og dem som Han kaldte (tiden er ”aorist”), dem har Han også retfærdiggjort (tiden er ”aorist”) og dem som Han retfærdiggjorde (tiden er ”aorist”) dem har Han også herliggjort (tiden er ”aorist”) Rom.8,29-30.

”For af nåde er (presens) i frelst, ved tro det er ikke jer selv. Det er Guds gave, ikke af gerninger, for at ingen skal rose sig” Ef.2,8-9.

”Lovet være Gud vor Herre Jesu Krist Fader, han som har velsignet(tiden er ”aorist”) os med al åndelig velsignelse i himmelen i Kristus, ligesom han udvalgte (tiden er ”aorist”) os i ham før verdens grundvold blev lagt for at vi skulle være hellige og ulastelige for hans åsyn: Ef.1,3-4.

I den messianske jødedom sker der en kontinuerlig udvælgelse og prøvelse.

De messianske jøder var frelst af nåde ved tro, men i vandringen måtte de fremvise gode gerninger

I den paulinske kristendom er udvælgelsen sket en gang for alle troende mennesker. Vi er lige så meget frelst som Jesus er det, for vi er alle lemmer på Krist legeme. Vi er udvalgt i Kristus før verden blev til: Ef.1,4. Vi er sat ind i himmelem sammen med Jesus: Ef.2,6. Og vi kan aldrig mere komme ud derfra. Dette er en begivenhed som skete før verdens grundvold blev lagt: Ef.1,3 og 2,6.

I den messianske jødedom er der ingen modsætning mellem nåden og loven således som der er i kristendommen. I den messianske jødedom samarbejder nåden og loven i bevarelsen af en troende. Vi kan sige at Loven stod i Nådens tjeneste. Dette kalder vi for lovens evangelium.

I jødedommen spurgte jøderne hvad de skulle gøre, for at arve tidsalder- liv (et liv i den kommende tidsalder): Matt.19,16-26.

I kristendommen spørger vi hvad vi skal tro for at arve tidsalder-liv, som er et liv i himmelen, i den messianske tidsalder: Ap. Gr.16.30.

I kristendommen er lover taget bort. Vi er ikke længere under loven, men vi er under nåden: Rom.6,14.

Mange troende er usikre på deres egen frelse. De ved ikke om de er frelst, eller ikke. De ser på sig selv og deres egen uværdighed og overfører dette på frelse-spørgsmålet.

Dette bliver galt, for vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger.

Der er flere grunder til denne usikkerhed, og de er:

a. Forkyndelsen er forkert. De fleste teologer, præster og forkyndere taler ikke om frelsens sikkerhed, men de taler om frelsens usikkerhed. De forkynder at dersom man ikke holder Guds bud, falder man ud af nåden. Dette er gal forkyndelse.

b. De 4 evangelier og de andre jødiske Skrifter b liver blandet ind i Paulus han forkyndelse. (Læs Johs.15,1-10) Dette er ikke en beskrivelse af den kristne menighed, men det er beskrivelse af den messianske menighed.

100. Teksterne i Johs. Åbenbaring, kap.2-3, som er skrevet til de 7 lilleasiatiske menigheder, bliver blandet ind i den kristne menighed forkyndelse Hvor der stå flg. udsagn: ”Jeg ved om dine gerninger og dit arbejde og dit tålmod.” Åbenbaringen 2,2.

Kom derfor i-hu hvad du er faldet fra (din første kærlighed), og omvend dig (hold loven og Jesu undervisning) og gør de gerninger, ellers (betingelse) kommer jeg over dig og vil flytte din lysestage (som er et billede på frelsen i Jesus Messias) fra dens sted, hvis (betingelse) du ikke omvender dig. Åb. 2,5 v 23, kap 3,2 v.16-17.

Disse udsagn har ingen ting med den kristne menighed at gøre.

Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger. Hvornår skal vi begynde at forstå og forkynde at frelsen er sikret for den som har en levende tro på Jesus Kristus?

500. Vi kan heller ikke bruge de udtryk som står i Hebr. 6,4-6 og 10,26-31 om muligheden til at falde ud af nåden, for de angår ikke den kristne menighed, men de angår den messianske menighed. De af jøderne som gik tilbage til den rabbinske jødedom, faldt ud af nåden.

Den kristne menighed kan ikke falde ud af nåden, men den enkelte troende kan tabe nådelønnen: 1.Kor.3,10-, og et helliggjort liv. Se min bog: Jødedom og Kristendom. Jesus og Paulus, kap: En genfødt kristen kan ikke falde ud af nåden og Den frie nåde.

Vi skal have sejer over synden i vore liv

Teologerne og forkynderne lærer at den, som lever i bevidst eller åbenbar synd, ikke kan arve Guds rige. Dette er forkert. En kan leve i bevidst eller åbenbar synd og alligevel være en kristen. Mange kristne slider med synd i deres liv. Paulus giver i sine Skrifter klar besked om hvordan vi skal leve, for at blive synden kvit i vore liv. Vi magter det ikke selv, men Den Hellige Ånd som bor i os, formår det. Vi skal overlade det til Ham: Gal.5,16. Titus 2,11-12.

Det normale er at en kristen har sejer over synden i sit liv, og dersom han ikke har det, må han bede Den Hellige Ånd om hjælp. Han må lægge sit liv under Den Hellige Ånds hjælp og vejledning.

Der er noget galt med kristenlivet når en kristen ikke har sejer over synden i sit liv. Når dette sker, har vi ikke overladt alt til Herren. Dette er ikke den rette måde at leve på, for den giver ingen vækster i kristenlivet. Den giver blot nederlag og frustration. Desuden fører den til tab af nådeløn og lille åndelig vækster.

De som lærer, at en kristen ikke kan blive frelst, dersom han lever i bevidst eller åbenbar synd, har graderet synden i to kategorier, og det er:

a. Synd som kan blive tilgivet.

b. Synd som ikke kan blive tilgivet.

I den paulinske teologi bliver synden ikke delt op i disse to kategorier.

Synden er taget bort for en som tror på Jesus. Vi er en ny skabning i Jesus Kristus. Vi er allerede her og nu sat ind i himmelen sammen med Jesus Kristus.

I den messianske jødedom derimod var der to typer synd, og det var:

a. den synd som der var tilgivelse for.

b. Den syn som der ikke var tilgivelse for: 1.Johs.5,16

Grunden til at der er to typer synd i den messianske jødedom, er det indhold at loven eller Jesu første undervisning graderer synden som:

tilgivelig eller utilgivelig.

De utilgivelige synder i den messianske jødedom var flg. Synder:

a. Bespottelse mod Den Hellige Ånd: Matt.12,31-32.

b. At jøderne ikke holdt loven og Jesu første undervisning i vandringen som troende

100. At de messianske jøder gik tilbage til den rabbinske jødedom: Hebr. 6,4-5.
101. At jøderne forkastede Jesu som Guds Søn og verdens frelser. Se kap: De to budskaber fra Guds trone efter Golgata.

Kirken, de kristne organisationer, menighederne og mange kristne graderer de enkelte synder som Paulus satte op i forskellige syndekataloger i sine breve og pladsseered dem i to kategorier af synder, og det er:

Den rette forståelse af syndekatalogerne

I synde-katalogerne i 1.Kor,5,9-10 og 6,9-10 er der stillet op henholdsvis 6 og 10 synder, som er blevet karakteriseret som særlige grove synder. Det bliver også understreget i 1.Kor,69 at den som gør disse synder, ikke kan arve Guds rige.

Disse synder er: 1. Hor. 2. Ægteskabsbrud. 3. Homoseksualitet. 4. Anden sexgal umoral. 5. Tyveri. 6. Havesyge. 7. Afgudsdyrkelse. 8. Bagtalelse. 9. Alkohol-misbrug. 10. Røveri.

Når vi analyserer disse 10 synder, er der to måder at forholde sig til dette på, det er:

1. Man graderer synden som mere eller mindre alvorlig derved opsættes to grupper, og de er:

a. Synd nr. b. e. f. h. i og j kan en kristen tillade sig at gøre og alligevel være en

kristen.

b. Synd nr. a. c. d. og g kan en kristen ikke gøre. Dersom han gør disse synder vil

han falde ud af Guds nåde og ikke arve Guds rige

2. Man graderer ikke synden, men hævder at alle, som gør disse synder, ikke kan arve Guds rige. Dette er den enkelte måde at gøre dette på. Dette kommer til udtryk indenfor mange af de lutherske organisationer. For dem en denne problemstilling enkel. De kalder disse synder for de ”10 dødssynder som automatisk fører til udelukkelse fra Guds rige. De vover ikke at

diskutere denne problemstilling på en ordentlig måde.

Der er ingen af disse to betragtningsmåder tilsyndekatalogerne som er ret.

Den første som graderer synden som mere eller mindre alvorlig. Dette er ikke ret, for Guds ord siger at al synd er lige alvorlig.

Den anden betragter disse 10 punkt synder som lige alvorlige, og det er ret, for Gud graderer ikke synden, men svagheden med den sidste vurdering er at den ikke nyagerer Guds Ord. Den skille ikke mellem de som er genfødte kristne, og de som ikke er frelst i det hele taget.

Disse syndekataloger angår både de troende og de ikke troende. Den første gruppe er frelst og er en del af Krist legeme.

I følge den paulinske teologi kan et menneske, som er frelst og genfødt, ikke falde ud af nåden. Se Rom.8 og Ef.1-2.

De som er frelst og har fået deres synder tilgivet, bliver på det stærkeste advaret mod disse specielle synder og al synd, for vi er frelst fra synden. De troende er skilt fra synden i og med at de er genfødt af Den Hellige Ånd og er en del af Kristi legeme. Det er ikke naturlig at en, som er skilt fra synden, skal deltage i udøvelsen af synden: Rom6,1-2.

De ikke tronede er ikke frelst, og de må omvende sig og få deres synder tilgivet, før de kan få del i Guds rige. Enten er man frelst, eller så er man ikke frelst. Der findes ingen mellemstilling i denne problemstilling.

I 1.Kor.5-6 er der to forskellige grupper af mennesker som bliver beskrevet. Det er de troende og de ikke troende i Korinth.

En genfødt troende, som levede i en eller flere af disse synde, blev ikke ude-stænget af Guds rige, men han mistede et helliggjort liv og nådelønnen.

Nogle af de troende i Korinth havde formået forlade disse specielle synder, men der var fortsat mange som levede i dem: 1.Kor.11,21 og 6,11.

Der var også en mand i menigheden i Korinth som drev hor med sin egen mor: 1.Kor.5,1., men til trods for det, kaldte Paulus alle troende i Korinth for ”brødre” og ”hellige”: 1.Kor.1,2.

Det som manglede i menigheden i Korinth, var helliggørelsen.

Paulus sendte Titus til menigheden og han trøstede med at alt stod godt til i menigheden: 2.Kor.7., men til trods for det var Paulus urolig for menigheden, Før han besøgte den skrev han endda et brev til menigheden som flg.: 2.Kor.12,20-21.

Vi ved ikke om de personer som var i menigheden, og som levede i åbenbar synd, omvendte sig fra deres synder. Dette er trist læsning. De syndede på Guds nåde, og det er ingen god måde at leve på. Jeg vil citere hvad Williams Komplette Bible Kommentar s. 908-909 skriver om dette: ”At menigheden i Korin kan være skyld i 11 fejl og synder, som er nævnt i versene 20-21, er ikke til at tro. Men hele Skriften, både det Gamle og Det nye Testamente, vidner hele tiden om at mennesker med det samme ødelægge det som Gud giver dem

Menigheden i Kolossæ havde også en del af de troendes problemer med disse synder. Der står flg. Om dette: Kolos.3,5-9.

I menigheden i Efesus have også en del af medlemmerne problemer med bevidst eller aktiv synd: Ef.4,31-32 og 5,5-11.

I den kristne menighed er der to typer menneske,og det er:

a. De som lever et rigtigt og fuldværdigt kristenliv. De har overladt synde i deres liv til Den hellige Ånd som har taget den bort. (Dette betyder ikke at de troende ikke har synd, men de har fået lov til at lægge fra sig deres specielle synder.

b. De som lever et dårligt liv, og som ikke har sejer over disse specielle synder. Guds ord siger at vi skal bede for disse. Vi skal ikke holde dem for vore fjender, men betragte dem som brødre. Vi skal retlede dem; 2.Tim.3,21-22,

Gud elsker synderen, man han hader synden.

Dersom en treonde slider med en grov synd, skal vedkommende udstødes af menigheden. Han skal overgives til satan (udenfor menigheden er det satan der råder), for at hans syndige natur skal gå til grunde, således at han kan blive frelst på Den Herre Jesu dag: 1.Kor.5,5. 2.Tess.3,6 v.14-15.

Vi skal ikke inkludere de som lever i åbenbar synd i det kristne fællesskab, for deres livsførelse er ikke i overensstemmelse med kristen lære og kristen etik: 1.Kor.5,6-7.

Store dele af vor kirke i dag inkluderer de homoseksuelle i det kristne fællesskab g nogle indsatte præster lever i aktiv synd, og forsvarer homofil praksis. Dette er ikke ret, og dette vil med tiden være med til at ødelægge og sprænge kirken indefra.

Det er først når den homoseksuelle og synderen omvender sig fra sin syns, at vedkommende skal tages op i det kristne fællesskab. Dersom han ikke er villig til det, skal de treonde ikke have fællesskab med vedkommende: 1.Kor.5,9. Han er fortsat frelst, men han må leve et isoleret kristenliv udenfor det kristne fællesskab, således at han kan blive frelst på den herre Jesu Krist dag, som er Jesu komme for den kristne menighed.

Til de som lever i homoseksuelle eller lesbiske forhold, vil jeg sige: I lever ikke i overensstemmelse med Guds vilje. Det er en stor synd i bedriver. Bryd ud af dette forhold så snart som mulig-en troende skal leve i overensstemmelse med Guds vilje.

Pastor Ricky Kurth siger flg. Om dette: ”Et medlem af Krist legeme kan være frelst og alligevel være homoseksuel. Dersom han praktiserer homoseksualitet, lever han mod Guds vilje. Dersom han driver homoseksuel praksis, mister han ikke sin frelse lige så lidt dersom han driver nogen anden synd som det at stjæle.

Vor frelse afhænger ikke af hvad vi gør. Den afhænger af det som Kristus gjorder på Golgata. Så snart vi er kommet til tro på Jesus, er vor frelse sikret en gang for altid.

Jeg ved at der er mange, som af en eller anden grund er faldet fra aktiv tro på Jesus, som fortsat lever i Herren. Det kan der være flere grunde til at de er kommet i den uheldige situation, men de er ikke forladt af Herren. Han vil rejse dem op igen, således at de kan få del i de Herre Jesu Krist dag, som er Jesu komme for den kristne menighed.

Det skal nok vise sig at Guds rige også vil bestå af både homoseksuelle, horkarle og afgudsdyrkere, gengifte, drankere, røvere, bagtaler, tyve og havesyge. Dette er ikke en ret måde at leve på, men de er frelst på grund af deres tro ved Guds nåde uden gerninger.

De vil gå glip af enten hele nådelønnen eller dele deraf, men de skal blive frelst ”dog som gennem ild” 1.Kor.3,11-15.

Jeg tror også at der er mange, som har levet et tilsyneladende ”skikkelig” kristen-liv, som ikke får del i Guds rige, for de har ikke oplevet frelsen i Jesus Kristus. De har blot sluttet sig til kristendommen. Kristendom er ikke deltagelse i en menighed, men det er en ny fødsel.

Jeg tror også at der er mange, som går i kirken og nok til og med bedehuset, og som regner sig selv for at være troende – der ikke er med når Jesus henter sin menighed,

for de har ikke Den Hellige Ånd i hjertet som indsegl og pant til forløsningens dag.

Det er ikke vort liv og vore gerninger som frelser os, men hvorvidt vi har en levende tro på Jesus Kristus: Rom.8,1-2.

Ved siden af hor og homoseksualitet er der en anden synd som er fremtrædende blandt de troende i dag, og det er skilsmisse og gengifte. Dette gælder både præster, forkyndere og almindelige kristne. De lever i aktiv og åbenbar synd, men til trods for det, så er de fortsat genfødte mennesker og Guds børn. De har ikke faldet ud af nåden, men de lever et kristenliv, som ikke er forenelig med Guds ordninger og Guds vilje.

Der er en opfattelse i de kristne forsamlinger at man godt kan skille sig og alligevel være et Guds barn, men det er først når man gifter sig på ny, at man falder ud af Guds nåde. Hvor er logi en i dette? Her har man graderet den første synd til at være ikke så alvorlig, medens den anden synd er så alvorlig at man ikke får del i Guds rige.

Dersom en præst eller forkynder skiller sig og gifter sig på ny, falder de ikke ud af Guds nåde, men de skal ikke have ledende stillinger i menigheden. Dette gælder også alle andre som skiller sig og gifte sig på ny. I flg. Paulus hans undervisning skal de stødes ud af menigheden, således at de kan gå i sig selv og tænke over deres onde gerninger. Dersom de tager et opgør med synden i deres liv, skal de tages op i menigheden igen. Dersom de ikke ønsker det, må de leve udenfor det kristne fælleskap. De må tage konsekvenserne af deres gerninger.

Kirken og de kristne organisationer, menighederne og mange kristne har ikke de rette syn på disse forhold, som vi har drøftet ovenfor, og grundene til det er flg.

1. De fordeler ikke Guds ord på en ret måde: 2.Tim.2,15. De skiller ikke mellem den messianske jødedom på den ene side og den paulinske kristendom på den anden side.

2. De sammenblander den position eller den stilling som vi har i Jesus Kristus, med den status som vi har i vor vandring som troende. I den paulinske kristendom skal vor status ikke blandes ind i vor position. Vor position i Kristus er meget god. Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger.

Vor status kan være dårlig, men vi er alligevel frelst.

Jeg vil i den forbindelse citere Edvard Hoems bog: Mors og Fars historie, s.92 hvor han gengiver sin fars syn på genfødelsen på den ene side og en troendes vandring på den anden side: ”Jesus Kristus har sonet for os en gang for alle. Og dersom vi vil leve med ham, da må vi vende om (Genfødelsen), og at leve med ham indebærer at han skal stryge vore synder ud og vi skal vende et blad. Men en ting vil han (Knut Hoem, var lægprædikant i 40 år) alligevel have klart og tydelig frem, at det ikke er vore egne gerninger som betemmer udfaldet i vor saligheds sag. For Gud betyder skiller ikke om vi lever pyntelig eller ikke, syndere er vi under alle forhold. Det som kan frelse os er hans underfulde nåde.”

Vor position eller stilling i Kristus er fuldkommen, men vor status kan variere. Det var også Guds vilje at den skulle være fuldkommen, så langt som det kan lade sig gøre: 1.Tess.3,13 og 5,23.

Jeg ved at mange er imod det som jeg skriver i sidste del af dette foredrag. De mener at alle, som bedriver hor, ægteskabsbrud, homoseksualitet, anden seksuel umoral, tyveri, havesyge, afgudsdyrkelse (som også kan være ”havesyge” (Kolos.3,5)

bagtalelse, alkohol-misbrug og røveri, ikke få del i Guds rige .

Dette er en altfor enkel måde at se dette på. En kan godt slide med en synd og alligevel være et Guds barn. Jesus sagde at den som var uden synd, kunne kaste den første sten: Johs.8,7.

De allerfleste kristne slider med en eller anden synd, men al erfaring viser os at vi får lov til at begynde på ny hos Gud igen. Det er det som er det fine med den paulinske kristendom, at loven er lagt bort, og at vi både er frelst af nåde og få lov til at vandre i nåden.

Det er ikke normalt for en kristen at leve i en bevidst synd. Det er heller ikke vanskelig at blive kvit for disse synder i sit liv. En må ville det, og desuden er Den Hellige Ånd mere end villig til at hjælpe os.

Dersom et menneske lever i en bevidst synd, så betyder også dette at i de allerfleste

tilfælde at vedkommende ikke er en genfødt troende. Det at leve i bevidst synd er ikke forenelig med det at være en kristen. En kristen skal leve et så helliggjort liv som mulig, fo Jesus er også vor helliggørelse: 1.Kor.1,30.

Dersom et menneske slider med disse synder eller med andre synder, skal en retlede dem i dette og fortælle dem at det er mulig at blive synden kvit. Det er i troen på Jesus at det kan ske. Han er mere end villig til at hjælpe os med disse ting. For Han har sonet al verdens synd, således at vi kan få del i Guds ufattelige store nåde.

Når mange kristne ikke er enig i det som jeg har skrevet ovenfor, da er grunden:

Man sammenblander den paulinske kristendomsforståelse med den messianske jødedom, hvor der bliver stillet absolutte krav i vandringen.

Der er for lidt principiel tænkning blandt kristne. Og for lidt Bibel-kundskab. De følger blindt deres ledere, som ikke altid er gode ledere. En god leder må lære at fordele Bibelens indhold på ret måde: 2.Kor.2,15. : re. Egon L. Kristensen

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

Guds planer-hedninge modstand: re. Egon L. Kristensen

Guds planer med Israel og hedninge modstand mod Guds planer.

Citat: Guds planer med Israel og den kristne menighed, s. 141-.

Kristen bogproduktion. Oskar Edin Indergaard. No-6630 Tingvoll

re. Egon L.Kristensen, Herning

Gud er den personlige og skabende kraft i tilværelsen. Han har skabt alle ting, og holder dem oppe ved sit krafts ord: Hebr.1,3. Han skabte fordi han ønskede det: Åb.4,11., så vi kan ikke diskutere med Gud og anklage ham for han skabte verden.

Det er ikke Gud som har taget de dårlige valg, men det er satan og mennesker. Da Gud havde skabt mennesker, dyr fugle, fisk og hele universet, så han at ”alt var såre godt” 1.Mos.1,31.

Gud har kontrol med sit skaberværk. Han ser til at det fungerer. Han sender sol og regn. Han giver os årstiderne. Han passer på at verden ikke går under Han føler ansvar for sit skaberværk.

Gud er en personlig Gud. Han har sin egen personlighed, og han har en skikkelse som ikke vi kan se. Ingen har set Gud. Han bor i et lys som vi ikke kan komme til.

Moses fik kun lidt af Guds herlighed at se. 2.Mos.33,20-23. Hagar fik se Gud i Jesu skikkelse: Hun sagde: ”Jeg har set ham som ser mig” 1.Mos.16,13.

Gud ønsker at komme i kontakt med alle mennesker. Alle mennesker har en længsel mod Gud i sit hjerte. Augustin udtrykker det på følgende måde: ”Menneskehjertet er urolig indtil det finder hvile i Gud.”

Guds store plan er Jesus og forsoningen: Gal.4,4-5.

Jeg fik møde denne person den 7/12. 1967. Da blev jeg frelst, og jeg har siden levet i en vidunderlig kontakt med Jesus, som er både Gud og menneske i en person. Paulus kaldte ham: mennesket Kristus Jesus 1.Tim.2,5. Jo mere du tager tid til at være sammen med ham, jo mere vil han åbenbare af sig selv. Det sker gennem bøn, Bibellæsning og samfundet med andre troende.

Mange troende prioriterer galt. De afsætter alt for lidt tid til dette. Barnekår har man altid, men voksen bliver en ikke.

Går det an at bevise Guds eksistens? Jeg mener det går an. Vi har mange beviser på Guds eksistens. Jeg skal idet følgende medtage nogle af de Guds bevis vi har.

1. Skaberværket. Jeg tænker her på mi kro og makrokosmos. Som gælder selve universet, så indeholder det milliarder af galakser. Selve ordet ”galakse” betyder ”en vej af mælk”. Det lysende bælte som vi ser på himmelen, er en galakse. Vor galakse kalder vi for ”Mælkevejen”.

I vor galakse er der 400 milliarder stjerner. I det synlige univers er der 50 milliarder galakser. Der er flere stjerner i universet end der er sandkorn på alle verdens strande.

Planeterne bevæger sig i en ellipseformet bane rundt om solen. Jorden er en af de planeter som hører med i vort solsystem. Det er ikke jorden som er centrum i vor galakse, men det er solen. Solen er også en stjerne. Den ligger i udkanten af vor galakse. Solen har også sin bane sammen med mælkevejen i en fart af 200 km., per sekund. Det tager 200 millioner år at komme gennem denne bane.

Det er også blevet opdaget at galakser fjerner sig fra hverandre. Dette betyder at verdensrummet udvider sig.

Jorden ligger i udkanten af vor galakse. Den ligger helt perfekt i forhold til solen og månen. Solen har en overflade temperatur på ca. 6000 gr. Celsius, og vor jord ligger i den rigtige afstand fra solen til at den kan få akkurat nok varme.

Hvis månen ikke havde haft den nøjagtige afstand, som den har fra jorden, ville tidevandet have oversvømmet landene to gange om dagen.

Hvis atmosfæren havde været blot lidt tyndere, ville mange meteorer, som nu brænder op i rummet, have bombaderet forden og forårsaget brande overalt.

Det er ikke nogen stjerne eller planet som er centrum i universet. Det er Guds himmel som er i centrum. Salme 8.

2. Hele frelseshistorien er nedtegnet i Zodiaken. Det betyder at frelseshistorien er nedtegnet i de 12 stjernebilleder som vi har i vort solsystem. Både navnene på stjernerne og deres pladssering i Zodiaken fortæller os om vigtige hændelser i frelseshistorien. Virgo, Scorpio og Sagittarius med sine sidebilleder fortæller os om forskellige sider ved Jesu forsoning.

Capricornus, Aquarius, Pisces og Aries med sine sidebilleder fortæller os om følgerne af Jesu liselser og Jesu sejer.

Taurus. Gemini, Canser og Leo med sine sidebilleder fortæller os om forskellige sider ved Jesu genkomst. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5. siderne 13-181.

2. Det matematiske bevis som er nedlagt i selve grundteksten i Bibelen. Bogstaverne både i det hebraiske og det græske alfabet har talværdier. Det viser sig at hele sætninger eller enkelte ord er delelig med tallet 7, som er fuldstændighedens tal. Det består af verdens tal, som er 4 og Guds tal, 3.

Dette mønster går igen i både den masoretiske grundtekst og i King James oversættelse af N.T, se min bog Jesu Genkomst bind 1, kap: Bibelens talsymbolik og matematiske mønstre.

4. Israel. Israel og jøderne er Guds folk på en speciel måde. Den store fordel som jøderne har foran andre folk og nationer, er at deres historie er nedskrevet i Bibelen allerede fra den første tid af. Når det profetiske ord går i opfyldelse, er dette et gedigent bevis på Guds eksisten. Ikke noget andet folk i historien har denne relation til Gud.

Den prøjsiske konge spurgte engang sine statsråder om der var noget bevis på Guds eksistens. En af ministrene svarede: ”Jøderne, deres Majestæt .

William von Humbolt har sagt flg. Om jøderne: ”Det er et så ejendommelig religiøst og verdenshistorisk fænomen at selv de mest fortræffelige personer har tvivlet på, at dets eksistens kan forklares kun på menneskelig vis.”

Erich Sauer har udtalt flg.: ”Men også her er det jødiske folks videre beståen en af historiens gåder. De love som behersker andre folks liv, lader si til dels forklare historisk-filosofisk. Men Israels udvikling spotter al forklaring. For Israel er trods alt Yehovas folk, og Herren, dets Gud, en Gud som skjuler sig.”

Gud har nedlagt sine specielle planer i jødefolket. Det er ikke blot at det står i Bibelen alt det, som skal ske med dette folk og dette land, men meget af det er allerede sket. Det resterende vil også ske. Der sker fortløbende hændelser som er beskrevet i Bibelen. 30% af Bibelens indhold er profetier. Det er i sig selv et bevis på at Bibelen er sandhed, og at Gud eksisterer. Jødefolket har ikke selv kunne styre historien som det står i Bibelen, kan opfyldes på dem selv: 2.Pet.1,19-21.

Jødernes historie begyndte med Abraham. Han kom fra Mesopotamisk i Irak. Gud sagde til ham: Forlad dit land og dit folk og flyt til det land som jeg vil vise dig. Han drog ud uden at vide hvor han skulle hen. Det er at tro. Det må vi også gøre, dersom Gud skal få realiseret sine planer med os.

Efter en vandring og et ophold i Karan, og der gik mere end 25 år, kom Abraham endelig til Israel. Gud oprettede en pagt med ham og sagde: 1.Mos.15,18.

Gud har givet jøderne et stort landområde i Midt-Østen. Dette land havde en tid under David og Salomon, men nu har de kun en lille del af dette område. Ved Jesu genkomst, skal de få hele dette landområde fra Middelhavet til Eufrat. Det var ikke noget mærkeligt at disciplene spurgte Jesus: ”genrejser du på den tid = Riget for Israel”? Ap.Gr.1,6.

Hvad der gælder selve landet, så skiller vi mellem stammedelen som ligger vest for Jordan floden, og grænsedelen, som udgør det øvrige landområde.

Jøderne skal bo i Israel, og araberne skal bo i de øvrige lande. Israel skal administrere dette landområde, og de andre folkeslag skal bo ”østenfor alle sine brødre” 1.Mos.16,12. De skal sandsynligvis have indre selvstyre i deres lande, men de må forpligtige sig på at underlægge sig Israel og Guds ordninger med Israel: Es.19,24.

Der har hele tiden været store u-overensstemmelser mellem jøder og araberne. Dette vil ikke få nogen løsning, før Jesus kommer tilbage, og hedningefolkene er villige til at underkaste sig Guds planer.

På grund af jødernes ulydighed mod Gud og hans planer, har Gud ført jøderne ud i 3 store landflygtigheden, og de er:

a. Den assyriske landflygtighed. Den begyndte i året 722 og er ikke afsluttet endnu. (Det var i underkanten af 50000 jøder som kom hjem fra det babylonske og det assyriske fangenskab.)

b. Den babylonske landflygtighed. Den begyndte i året 606 og varede til 536.

100. Den ægyptiske landflygtighed. Den begyndte i året 70 efter Messias. I dette år blev Jerusalem og templet ødelagt. 1 million jøder blev dræbt. 100000 blev sendt som slaver til Ægypten.

Ifm. Bar Kochbah- oprøret (132-135) blev Jerusalem jævnet med jorden. Landet fik et nyt navn, ”Felestin”, og Jerusalem fik navnet ”Aeila Capetolina”. Jerusalem blev jævnet med jorden, og byen blev flyttet en del nordover. Jøderne fik ikke lov til at bo i Jerusalem eller Judæa. De blev nægtet al religiøs udfoldelse. Da gik det i opfyldelse , det som profeten Mika havde profeteret 750 år tidligere: Mika 3,12.

I vor tid fører Gud jøderne tilbage igen til deres eget land, men det sker ikke uden stor modstand, fra araberne, fra ”palæstinenserne” og fra islamitter, men: Salme 118,23.

Allerede Moses profeterede at Gud skulle sprede jøderne til alle verdens lande: 5.Mos.28,64.

Det store flertal af jøderne er endnu ude i landflygtigheden. Der bor i dag ca. 6 millioner jøder i Israel. Gud fører dem tilbage efter to forskellige principper, og det er:

a. På grund af sin store kærlighed til folket. Det er den genkomst vi er vidner til i dag.

b. På grund af at jøderne holder Guds lov i landflygtigheden: 5.Mos.30,2-4.

Jøderne har bestandig længtes tilbage til Israel. Hver Påske har de mødt hverandre med hilsenen: ”Næst år i Jerusalem”

Jehuda Halevi (1085-1140.) har sagt fl. om sin længsel efter Sion: ”Mit hjerte dvæler i Østen. Selv må jeg bo i det yderste Vesten. Hvordan kan jeg bekymre mig med dagliglivets trivialiteter. Hvordan kan jeg leve efter Herrens love, når Sion er i Edoms snarer, og jeg er i Israels lænker? Al Spaniens skønhed er tomhed mod at finde støvet af den faldne helligdom.”

Israel er Guds øjesten. Han gør alt for at bjerge folket og landet. Det er forbundet med den største fare at modarbejde Guds planer med Israel og med jøderne: Es.43,3.

Israel er Guds demonstrations folk på flere måder:

a. Det profetiske ord går i opfyldelse i det som sker med folket og med landet.

b. Når folket gør efter Guds vilje, bliver de velsignet.

100. Når folket ikke gør efter Guds vilje, bliver de straffet.

d. Det som sker med Israel er et forbillede for hedningenationer.

e. Gud har ikke opgivet sine planer med folket og med landet. Når han nu har givet dem landet, og har begyndt at føre folket tilbage til landet, så er dette et bevis på at han vil føre levningen af folket tilbage til Israel, når tiden er inde til at det kan ske.

I vor tid er jøderne vendt tilbage til deres land fra 140 nationer. Der har boet jøder i Israel i 4000 år – helt fra Abrahams tid. Medens befolkningen på Jesu tid var ca. 3 millioner, var der i år 1800 10000, i 1990 70000, 1945 500000, i 1948 742000 og i dag 7150000 (år:

6007 e. Adam). (I dette antal er inkluderet 1 million arabere og 425000 drusere. Disse har israelsk statsborgerskab.)

Medens jøderne kom til Israel for mere end 4000 år siden, kom de første arabere til Israel først på 600-tallet e. Kristus. Fra denne tid og frem til begyndelsen af dette århundrede var landet sunket ned til enorm fattigdom , dette har vi mange udtalelser om. Se min bog: Guds løfter til Israel s.34.

Israel blev i mellemtiden lovet et hjemland i Israel. I 1917 fik vi den såkaldte Balfour- deklaration, som lovede jøderne det område, som blev kaldt for Palæstina. Det betod af det gamle Israel og det som senere kom til at hedde Jordan. (Selve navnet Palæstina er af-ledet af det romerske navn Felestin, som kommer af navnet ”filister”. Filistrene stammer fra Kreta. De slog sig ned på Israels kyst fra Gaza til Joppe. Amos 9,7.

Jøderne skulle få hele dette område.

Araberne havde fået oprettet andre stater som Ægypten, Syrien, Irak og Libanon.

Balfour- deklarationen blev senere gjort til international lov i og med at Folkeforbundet optog den i sit lovværk, men stormagterne holdt ikke det de havde lovet. I 1922 ud skildte de 3-4 dele af dette område til en ny stat: (Trans) Jordan.

Tilbage stod Israel med et lille område som vi kan kalde for Rest Israel. Dette område blev delt igen i 2 i 1947 i forbindelse med at F.N. Bestemte 33 mod 13 stemmer (10 stater undlod at stemme) at jøderne skulle få sin egen stat, dersom de ønskede det.

De såkaldte ”palæstin- arabere skulle få det resterede område til at oprette deres egen stat. (Jeg skriver ordet ”palæstin- arabere” eller ordet ”palæstinenser” i parentes fordi disse begreber er kunstige og er blevet komponeret i den hensigt at ødelægge Israel. ”Palæstinenserne” hører med til ”den arabiske nation”.)

Den 14. maj blev staten Israel oprettet af den jødiske nationalforsamling. Araberne var ikke enige i denne afgørelse. Den 15 maj udbrød der krig melle Israel og 7 arabiske nationer. Der var 650000 jøder mod 60 millioner arabere. Det var et under at jøderne formåede at vinde denne krig. Den varede i 8 måneder. Se min bog: Jødernes Konge bind 1, s.167-174.

Oprettelsen af staten Israel blev på arabisk kaldt for ”al nakbah” ”katastrofedagen”.

Den 15. maj bliver fejret i hele den arabiske verden som ”katastrofedagen”.

Jeg vil derimod kalde den 14 maj 1948 for en af de vigtigste dage for Guds opfyldelse af det profetiske ord. Citere hvad Eliser Berkovitz har sagt om dette: ”Genfødelsen af staten Israel er åbenbaring i samtiden. Det er Guds stemme som taler ud af historien. Specielt har hændelserne i 1967 en åbenbarings-kvalitet som man ikke slipper udenom.

Tilbagekomsten til landet må forstås både som historiske og som eskatologiske hændelser. Tilbagekomsten er historiens modstykke til den troens vished, at denne verden skal etableres som Guds kongerige. Hjemkomsten til Sion er det endelige bevis på Guds nærvær i historien, og på hans forudseende styring af mennesker og verden.

I Auschwitz og i tidligere pogromer oplevede vi agt Gud skjulte sit ansigt. I genfødelsen af staten Israel har vi set et smil over Guds ansigt, og det er nok for os.

Siden 1948 har vi haft en række krige i området. I krigen 1967 tog Israel tilbage Gamle-byen af Jerusalem, templet, Judæa, Samarie, Gaza og Golanhøjderne. Dette er ikke okkuperede områder, men det er generobrede områder – både i fælge Guds ord og ifølge Balfour – deklarationen. Jeg vil citere hvad overrabbiner Goren udtalte om generobringen af den gamle bydel af Jerusalem: ”Lovet være Herren! Lover være Herrens tjenere! Lovet være Herrens navn! Hav tillid til Israels Herre, for han er dit styrke og dit skjold. Han har hørt dine bønner. Han er blevet din frelse. Tak Herren for han er god. Hans urokkelige kærlighed varer evig. Vi har indtaget Guds by. Vi går ind i den Messianske ære for det jødiske folk.” Se min bog: Jødernes Konge bind 1, kap: Høvdingen over Israel hær, hvor jeg skriver udførligt om de 4 krige mellem jøderne og araberne.

I september år 2000 startede en ny konflikt mellem jøderne og ”palæstinenserne”. Påskuddet fra Palæstinensisk side var til at begynde med dette oprør mod Israel, var det forhold at daværende statsminister Ariel Sharon besøgte Tempelpladsen.

Dette besøg var i øvrigt klareret af de palæstinensiske myndigheder: som ”lovlig”.

Dette oprør mod den jødiske stat blev kaldt for ”intifadaen”, selve ordet er arabisk, og det betyder ”opstand”.

”Intifadaen” blev planlagt af ”palæstinenserne”! Efter topmødet i New York år 2000. I dette møde blev ”palæstinenserne” lovet en stat i Israel af både statsminister Barak og præsident Clinton. De skulle få 98% af det område som de gjorde krav på. Yasser Arafat godtog ikke planen, fordi han ønskede i det hele taget ikke at Israel skal eksistere. (Terje Rød Larsen, som var F.N.s talsmand i Midt-Østen, har sagt om Yasser Arafat at han løj hele tiden. Det gik ikke an at forholde sig til ham, for det var ikke sandt det som han sagde. Han levede i grænselandet mellem virkelighed og fantasi.

”Intifadaen”!, som startede i året 2000, varede ved lige til i dag. Der bliver ingen fred i Midt-Østen før selve freds-fyrsten kommer, og folkene bliver Ham lydige.

Ifølge arabisk tankegang er det både naturstridig og mod Allahs vilje at der er en Zionist stat i Midt-Østen. Det som en gang er blevet erobret af araberne, kan ikke ejes af noget andet folk. Det er imod Allahs vilje. Dersom ikke Allah får det tilbage, så er det et udtryk for at jødernes Gud er stærkere end islams gud – og det er han også.

Arabaerne operer med 2 forskellige udtryk hvad som gælder landområder, og det er:

a. ”Dar al Harb” og b. ”Dar al Sallem”.

Det første udtryk betyder ”krigens lejr”. Det er jødernes og de kristnes områder.

Det andet udtryk betyder ”fredens lejer”. Dette er de islamiske områder og særlig gælder det områderne i Nord-Afrika og Midt-Østen.

Islam tager ikke kun sigte på at beholde de områder, som de engang har taget.

Den tager sigte på verdensherredømme. Selve ordet ”islam” betyder ”underkastelse”

Den palæstinensiske faseplan fra 1974 gælder fortsat, og den går ud på 23 forhold, og det er:

a. At oprette en palæstinensisk stat. b. At fortsætte krigen mod Israel fra dette område. c. At igangsætte en større krig for at udslette Israel.

Både Al Fatha, som er en del af PLO, og Hamas ønsker at udslette Israel. De har forskellig strategi men målet er det samme. Medens Al Fatha ønsker at holde sig til fredsplanen fra 1974, ønsker Hamas at gå til en større krig mod Israel med det samme, for at udslette staten Israel.

Af en eller anden grund magter Vestens politikker ikke at gennemskue dette rænkespil fra ”palæstinensernes” side. De tror deres løgne. Jeg kan ikke forstyå andet end at det er en løgnens ånd, som har indtaget Vestens politikker, således at de ikke maget at gennemskue dette.

”Palæstinenserne” har forsøgt at svække den jødiske tilknytning til Israel på følgende måder:

a. De hævder at der ikke har eksisteret nogen jødisk stat i Midt-Østen i gammel tid.

b. De hævder at der ikke har været nogen jødisk tempel i Jerusalem.

100. De hævder at Jesus og apostlene var arabere.

d. De hævder at ”palæstinenserne” er etniske efterkommere af både kanaanitterne og filisterne i gammel tid.

Alt dette er løgn og historieforfalskning. De såkaldte ”palæstinensere” er arabere, som har boet i Israel. De fleste af dem kom til Israel på 1920 og 1930 årstallet. De flyttede til Israel da jøderne begyndte at skabe arbejdspladser der i forbindelse med, at jøderne genopdyrkede landet.

De såkaldte ”palæstinensere” har en meget kort historie. De har ingen religion eller sprog. De har islam som religion, og de taler og skriver arabisk. De identificerer sig med araberne og islam. Yasser Arafat var født i Ægypten.

De opbygger deres identitet stort set på en ting, og det er krig og hadet mod Israel.

Det er en meget tvivlsom måde at opbygge et folks identitet på. Had mod Guds folk og Guds planer med folket og landet.

Islam er hadets religion. En arabisk krigsleder, Ralph, sagde følgende om Islam i avisen Norge I Dag. nr.19. 2002: ”Løgn er en stor synd i islam. Der er 3 undtagelser:

a. Løgn mod kvinder er tilladt. b. Løgn under hellig krig (Jihad) er tilladt.

100. Løgn for at oprette fred er tilladt.

I islam helliger målet midlet, og målet er at udslette staten Israel. Det er derfor vanskelig at forholde sig til deres etik.

Det er lovlig af lyve når det tjener islams sag. Det er umulig for en, som har en anden praksis, tankegang og etik, at forholde sig til deres grundlag. ”De har gjort løgn til deres tilflugt og svig til skjul.” Es.28,15.

Araberne regner med to typer fred og 2 typer fredsaftaler. Det er de virkelige aftaler, og det er de mindreværdige aftaler. De kaldes for ”hudna”. De sidste skal bare holdes for en kort tid, og derefter kan de brydes. Dette går tilbage til Muhammed og Saladin, som sloges mod korsfarerne.

De mindreværdige aftaler bør ikke vare mere end 10 år. ”Oslo-aftalen varede fra 1993-2000.

Yasser Arafat har aldrig ment at Oslo aftalen skulle vare eller holdes. Han udtalte det allerede den 15. maj i 1993 i en tale tilden palæstinensiske lovgivende forsamling. I et

entervju ægyptisk TV fra 1998 sammenlignede han sig både med Muhammed og med Saladin og sagde: ”Den fredsaftale som vi har undertegnet, er en ”mindreværdig fred”.

Efter Oslo-aftalens nedlæggelse har der været gjort mange fosøg på sat få istand lignende aftaler mellem jøderne og ”palæstinenserne”, men det har ikke lykkedes. Lige nu er det ”vejkort for fred” som der arbejdes med. Denne kommer heller ikke til at lykkes, for ”palæstinenserne” er ikke interesseret i en varig fred med jøderne, men de ønsker at ødelægge staten Israel.

Til trods for alle de forsøg som er blevet gjort, med at løse konflikten mellem Israel og ”palæstinenserne”, så bliver der ingen fred i Midt-Østen, for hverken ”palæstinenserne”, araberne eller muhamedaner interesser sig derfor. Israel ønsker fred, men de opnår den ikke, for deres naboer ønsker at udslette staten og folket.

I Tanach står der følgende om dette: Salme 120,5-7.

Israel bliver kritiseret for både at forsvare sig, og at de bygger på ”okkuperet” område. Der bor 200000 jøder i Judæa og Samarie. Dette er ikke blot nye bosætninger, men det er også gamle bosætninger der. Jøderne har aldrig nogen sinde indgået aftaler hverken med PLO eller andre ”palæstinensiske” organisationer om at de ikke skal oprette bosættelser på en del af disse områder.

Målet for PLO og Hamas er at disse områder skal være helt uden jøder. De skal være ”judenfrei”. Dette begreb kender vi fra nazitiden. Vi godtager ikke denne målsætning, for vi ved hvad det fører til.

En lignende målsætning førte til at 6 millioner jøder blev udryddet i Europa i tidsrummet 1938 og til 1945.

Israel har en helt anden målsætning i forhold til ”palæstinenserne”.

Staten har intrigeret 1 million ”palæstinensere” indenfor sine grænser og givet dem jødisk statsborgerskab. Jøderne ønsker at leve i fred med sine naboer.

Hvorfor lader de såkaldte ”kristne” nationer i Vesten sig bedrage og manipulere af islam og araberne? Der er følgende svar på dette:

a. Når et menneske ikke vil tro sandheden, kommer det til at tro løgnen: 2.Tes.2,9-

b. Det sekulariserede Vesten regner heller ikke med de åndelige realiteter som er nedlagt i tilværelsen. Det regner ikke med at der er gode og onde ånds-magter i tilværelsen, som står bag hvert enkelt menneske og de teologiske systemer og driver dem fremover. Kommunister, socialdemokrater og verdslige humanister tror at de er alene i verden. De tror at de tager afgørelserne selv på et frit grundlag, og forstår ikke at de er blevet drevet fremover af dæmonerne. Dæmonerne har altid været imod Israel og jøderne.

Når vi mennesker undslår Guds planer med Israel, så er det i sin yderste konsekvens had mod Gud som ligger til grund for det. Når man hader Israel, hader man både Gud og Jesus. H.D. Leuner har sagt følgende om dette: ”Hvad man senere sammenfattede under begrebet” Auschwitz” var et bevis på at kristendommen kun er spindelvæv pynt, under hvilket den vestlige verden – også i set 20. århundrede – skjuler sin afgudsdyrkelse.”

Andre Scwartz har sagt: ”de kristne” siger de elsker ham (Jesus) men jeg for min del tror at de afskyr ham uden at vide om det. Derfor tager de korset i den anden ende og gør et sværd af det og slår os jøder med det.”

Det dummeste vi gør i Vesten, er at vi undervurderer islam og dens åndelige kraft. Islam er ude efter verdensherredømme: ”I dag skal vi ødelægge lørdags-folet”, og i morgen ska vi ødelægge ”søndags-folket” er et af de slagord som araberne benytter sig af. ”Lørdagsfolket” er jøderne og ”søndagsfolket” er Vestens nationer.

Hvorfor maget ikke den norske kirke og store dele af kristen-folket ikke at stå imod de u-sandheder som rettes mod jøderne og Guds planer ,med Israel ?

Dette skyldes den såkaldte ”erstatningsteologi”. Den går ud på at Gud har opgivet sine planer med Israel, og han har overført dem til kirken. Denne udvikling begyndte på 300 tallet og har fortsat frem til i dag.

Hvor meget stærkere havde ikke både kirken og Israel stået, om teologerne havde hævdet det som står i Bibelen om disse ting.

Den officielle kirke mener stort set at det profetiske ord fik en forandret betydning, da Jesus kom. Teologerne kalder det for ”Kristus-transformationen”. Hvilket betyder at Jesus forandrede Guds løfter til jøderne til at gælde den kristne menighed. Israel blev til kirken. ”1000 års-riget blev det samme som kirkens tid.

De baserer denne vurdering på bl.a. følgende Skrift-ord: ”for så mange som Guds løfter er, i ham (i Jesus) har de sit ja. Derfor får de også ved ham sit amen. Gud til ære ved os.” 2.Kor.1,20.

De fleste teologer mener at da Jesus kom, fik løfterne til Israel en forandret betydning. Professor Oskar Skarsaune skrev flg. Om dette i sit studiehæfte: Hvordan forstå Bibelens endetids-profetier? s.34: ”Så langt jeg kan se, findes der knap noget centrat profetisk motiv i G.T. Som ikke tages op i N.T. Og der gennemgå denne dybt-gribende ny-tolkning. Det er så at sige en transformation (omformning). Lad os kalde det ”Kristus-transformationen”.

Dette er lavmål af fortolkning af Bibelens profeti.

Profetierne om Guds planer med Israel og jøderne skal forstås lige som de er nedskrevet. De er heller ikke overtaget af kirken.

Israel fører en retfærdig kamp for at overleve. Det er en kampmod terror, som også Vesten skulle have støttet fuldt ud,men det gør den ikke.. Den ser ikke at Israels kamp er vor kamp. Israel bliver kritiseret uanset hvad de gør. Jeg for min del vil ikke være med på denne usaglige og urigtige kritik. Jeg vil protestere mod det som er galt. Jeg vil have min åndelige integritet i orden.

Bibelen siger at det kun er gennem Israels Messias, som er Jesus fra Nazaret, at der kan skabes fred i verden. Han er den centrale person i verdenshistorien, hvorom alt drejer sig, for han er både Gud og menneske i en og samme person.

Gud kommer til at gennemføre sine planer med Israel og jøderne. Når verden ikke frivillig vil underkaste sig dette, vil Gud tvinge det igennem.

Vi ser frem til at fredstiden kan komme, men før det sker, så går verden ind i den forfærdeligste tid, som den har oplevet. Gud må udrense det som er galt. Vi skal begynde på ny igen, og da skal verden baseres på det som Bibelen siger om Guds planer med Israel. Se mine bøger: Jesu Genkomst, bind 1-5, hvor jeg skriver meget om selve endetiden

http://home.online.no/~oskaredi/index.htm

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com