Helligånden trine på Jord: Matt. Evangeliet, Jesu liv og lære (8)

HELLIGÅNDEN OVERALT PÅ JORD, Den danske Salmebog 6005 e. Adam
Ref. Oskar Edin Indergaards bog: MATTEUS EVANGELIET, "Jesu liv og lære" (4.)
Lignelsen om Kongesønnens Bryllup. Side 300., kap.22,1-14.

Jesus fortalte endnu en lignelse til de religiøse ledere og til folket. Himlenes rige var at ligne med en konge som gjorde bryllup for sin søn. Han sendte sine tjenere ud for at bede de indbudne om at komme til bryllupet, men de ville ikke komme, v.1-3.

Denne lignelse er kaldt for "Kongesønnens bryllup". "Kongen" var "Gud", og "sønnen" var "Jesus". "Bryllupet" var et billede på "Himlenes rige", og "tjenerne" var "profeterne og apostlene". "Bruden" i dette bryllup var "de messianske jøder". Bruden er ikke nævnt i denne lignelse, for hovedfokuset i denne lignelse er det jødiske folks afslag på at deltage i bryllupet.

Den første invitation gjaldt frem til Jesu forsoning på Golgata.

Jøderne havde fået invitation til dette bryllup i lang tid allerede. Hele Tanach fortæller om dette bryllup, , som skulle oprettes i.f.m. Messias`første komme, men da Messias kom, så var der delte meninger blandt jøderne om hans messianitet. De fleste jøder ville ikke modtage ham som deres Messias.
Da jøderne ikke ville tage imod den første invitation, så udsendte kongen andre tjenere, som inviterede til brylluppet på ny. De sagde at ( fæet) kødet var slagtet, og alt var færdig, til at brylluppet kunne holdes, men de indbundne ville heller ikke denne gang komme. De gik hellere til deres egen næringsvirksomhed. Nogle af de indbundne slå også hans tjenere ihjel, v.4-6.
Denne invitation gjaldt tiden fra Golgata og frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 efter Messias.
I den første invitation blev det jødiske folk inviteret til at komme ind i Riget, men i den anden invitation så blev der sagt at "alt er færdig" til at brylluppet kunne holdes. Det der ikke var færdig til at riget kunne oprettes fuldt ud efter den første invitation var det forhold at Jesu forsoning ikke havde fundet sted ved den første invitation.
Dette betyder at riget kunne have blevet oprettet fuldt ud ved Jesu forsoning. Alt var færdig til at dette kunne ske. Dersom jøderne havde angret deres synder, omvendt sig, kommet til tro på Jesus og taget vanddåben, så havde Jesus kommet tilbage og oprettet riget for dem: Ap. Gr. 3,19-20. "Måtte Messias ikke lide dette, og så gå ind til sin herlighed (i rigets tid)" Luk,24,26. "idet de (profeterne) ransagede hvilken eller hvad slags tid Kristi Ånd, som var i dem, viste frem til når Han forud vidnede om Kristi lidelser og herligheden derefter (Rigets tid)." 1.Pet.1,11.
Da jøderne ikke ville tage imod tilbudet om Riget for Israel, så fik vi efterhånden kirkens tid. Denne tid hører med til de paulinske hemmeligheder og dem kendte jøderne ikke til. Det var husholdningen men en speciel Guds Nåde: Ef.2,7, for alle og over alle som kom til tro på Jesus: Rom.3,22, efter den paulinske forkyndelse, Ef.2-3.
Da de indbundne ikke ville tage imod det andet tilbud om oprettelsen af riget, blev Gud vred og sendte sine krigshære som dræbte disse manddrabene og tændte ild på deres by, som var Jerusalem, v.7.
Jøderne fik en nu invitation og en ny mulighed fra Gud om at tage imod Guds rige frem til Paulus` omvendelse i år 37. Da var nådetiden ude for jøderne til at riget kunne blive oprettet.
I tiden fra år 37 og til Jerusalems ødelæggelse i år 70 gik disse to forkyndelser paralle. De messianske jøder forkyndte Jesu forsoning, men de holdt fast på Mose Torah i vandringen som troende jøder.
Paulus forkyndte også forsoningen i Jesu blod, men han forkyndte ikke Mose Torah i vandringen for de troende. Den var ophævet for den kristne menighed ved Jesu død på korset: Ef.2,14-16 og Kol. 2,14.
I år 70 var nådetiden ude for jøderne for bevarelsen af staten Israel. Gud sendte "sine soldater" og dræbte mange jøder og brændte deres by som var Jerusalem.
Det var de romerske soldater som udførte dette, men i og med at de udførte dommen efter Guds vilje, så blev de kaldt for "Guds soldater". Gud kan bruge hvad han vil og hvem han vil, for at udføre sine planer.
Derefter sagde Gud til sine tjenere at brylluppet var færdig til afholdelse, men de indbundne var ikke værdige til at få del i det. De skulle derfor gå ud på hovedvejene og indbyde så mange de fandt. De samlede sammen alle som de fandt, både onde og gode, og bryllupshuset blev fyldt af gæster, v.8-10.
Efter at den kristne menighed tidsperiode er over, kommer der en tredie invitation til jødefolket om at få del i Riget for Israel. Vi ved at denne gang vil de tage imod invitationen som en rest og som en levning.
Tjenerne inviterede alle typer jøder  både de som var onde og de som var gode. Dette betyder at det ikke var deres egen fortjeneste, som gjorde at de fik del i Guds rige, men det var Guds nåde. Alle de tre invitationer var udtryk for Guds nåde.
I Rigets tid skal bryllupshuset blive fyldt af gæster. "Men jeg siger jer at mange skal komme fra øst og vest (hedningerne) og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Guds rige, men rigets børn skal kastes ud i mørket udenfor. Der skal der være gråd og tænderskæren." Mat.8,11-12.
Da kongen kom ind i bryllupshuset, så han en mand som ikke havde bryllupsklædning på. Han bebrejdede ham for det, men han tiede. Da sagde kongen til sine tjenere at de skulle binde hænder og fødder på ham og kaste ham udenfor, hvor der skulle være gråd og tænderskæren, for mange var kaldt til ar få del i riget, men få var udvalgt til det, v.11-14.
Ved et bryllup i Israel var det almindelig at værten havde bryllupsklædningerne klar til alle gæsterne. De blev uddelt ved indgangen til bryllupshuset, og den var ens for alle gæsterne. Denne mand havde også fået tilbudet om bryllupsklædningen, men han havde nægtet at skifte sine egne klæder og taget den på.
"Bryllupsklædningen" var udtryk for "Guds nåde". Den var lige for alle både onde og gode.
Iøvrigt så har de troende jøder, som får del i riget, også en anden retfærdighedsdragt, men den er ikke omtalt her. Det er de gode gerninger som de har gjort. Denne retfærdigheds dragt har med egen indsats i Guds rige at gøre. "og det er (bruden) giv hende at klæde sig i rent og skinnende fint lin. For det fine lin er de helliges retfærdige gerninger": Joh. Åb.19,8.
Disse to retfærdighedsdragter genspejler de to retfærdighedsbegreber som vi har i den messianske jødedom. Det er Guds retfærdighed, og det er jødernes egen retfærdighed. De må have begge retfærdighedsdragterne for at få del i Guds rige.
Den mand, som der her er tale om, havde bare på sig sin egen retfærdighedsdragt, og det var ikke nok. Det forstod han også, for han tiede, da Jesus spurgte ham, hvorfor han ikke havde nogen retfærdighedsdragt på sig. Han vidste godt hvad der var sket i hans liv, og hvad som havde hindret ham i det. Han ville heller ikke undskylde sig. Han erkendte at dommen var rigtig og tog den. Han blev kastet "udenfor" som et billede på "hadets" eller "dødsriget". Han fik ikke del i Riget for Israel.
I nådens tidsperiode behøver vi blot en frelsesdragt og det er troen på Jesus. "i hvem vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse, efter hans nådes rigdom. Ef.1,7.
Alle jøderne som levede indenfor rigets tidsramme, var kaldt til at blive medlemmer i Guds rige, men i og med at de ikke tog imod Jesus, så blev de heller ikke udvalgt til at få del i Guds rige.
Mat.22,15-22:
Farisæerne gik bort og holdt råd om hvordan de kunne fange Jesus i ord. De sendte da deres disciple sammen med herodianderne til Jesus og sagde til ham at de vidste, at han var lærer, som var sandru, at han lærte Guds vej i sandhed, at han ikke brød sig om hvad andre mente, og at han ikke gjorde forskel på folk. De havde et spørgsmål til ham om det var tilladt at give kejseren skat eller ikke ?, v.15-17.
Efter at farisæerne allerede flere gange havde forsøgt at udfordre Jesus på hans teologi, ønskede de nu "at fange ham i ord", således at de kunne anklage ham – enten for de religiøse eller for de verdslige myndigheder. Udtrykket "at fange" er på græsk "pagideu". Det er det samme som "at lægge en snare for".
Denne gang gik farisæerne ikke selv, men de sendte deres disciple sammen med herodianerne. Herodianerne havde deres navn fra Herodes den Store, og de støttede ham som jødernes konge. De var royalister i Israel.
Der var et stort fjendskab mellem farisæerne og herodianderne, men nu havde de slået sig sammen i kampen mod Jesus. Hans lære udfordrede begge grupperinger. Dersom han var Messias og jødernes konge, så kunne efterfølgerne af Herodes den Store ikke være Israels retmæssige konge.
Dersom Jesu lære var ret, så var mange af tillæggene (tilføjelserne) til Torahen, som farisæerne havde udformet, ikke korrekte. Desuden mente de helt bestemt at Jesus ikke var jødernes Messias. Farisæerne var dem som holdt sig til traditionerne. De var royalisterne i Israel. De lagde lige stor vægt på Mose Torah som på deres egne fortolkninger.
De overøste Jesus med positive karakterstikker, men de mente ikke det som de sagde, for havde de ment det, da havde de ikke stillet et spørgsmål, som havde til hensigt at fange ham i ord, således at de kunne stille ham for retten. Dersom de havde troet på ham, så havde de lyttet til hele hans undervisning og underkastet sig den.
I Israel var der 4 typer skatter, og det var:

1. En grundskat, som bestod af en tiendedel af kornet og en femtedel af olien og vinen, som jøderne producerede.
2. En indtægtsskat, som udgjorde en procent af indtægten.
3. Tempelskatten, som blev betalt med en jødisk sekel.
4. En kropsskat, som skulle betales af alle mænd fra 14-65 år og alle kvinder fra 12-65 år. Det var denne skat der var tale om her, og den bestod af en denar. Romerne havde selv ladet præge sølvmynter, som jøderne skulle betale denne skat med.
   

Herodiaerne var for denne skat, men farisæerne var imod denne skat.
Dersom Jesus svarede at han var for denne skat, så ville han få farisæerne og store deler af folket imod sig. Dersom han svarede at han var imod denne skat, så ville han få de romerske myndigheder imod sig. Uanset hvad han svarede, så ville han komme i et dilemma.
Når de spurgte om de "var tilladt" at give denne skat, så var spørgsmålet om "det var tilladt" i forhold til Mose Torah.
Jesus, som mærkede deres ondskab, sagde til dem at de skulle vise ham skattens mynte. De gav ham en penning, og han spurgte dem om hvilket billede og hvilken indskrift, som var på mynten. De svarede at det var kejserens. Da svarede Jesus at de skulle give kejseren det som han skulle have, og Gud det som han skulle have. De undrede sig og gik bort fra ham, v.18-21.
Jesus svarede ikke direkte på deres spørgsmål. Ingen kunne tvinge ham til at svare på noget som helst, og desuden så gennemskuede han dem og kaldte dem for "hyklere". Han så klart hvilke konsekvenser det ville få, dersom han svarede "ja" eller "nej" på dette spørgsmål.
Han bad dem om at få se mynten, som blev brugt for at betale denne skat. De viste ham den, og på denne mønt stod et billede af kejser Tiberius med inskriptionen: "Divus et Pontifex Maximus", som betyder "Hersker og Ypperstepræst."
Dette betød at til og med de, som var imod denne skat, bar med sig denne mønt. Den skat, som de selv var imod, den betalte de selv.
Dette betød at de var tvunget til at være for denne skat.
Jesus var ikke imod denne skat, og derfor så kunne han sige at de skulle give til kejseren, det som han skulle have, og til Gud det som han skulle have. Den verdslige myndighed skulle have skatten, medens Gud skulle have det jødiske folk. Han ønskede at gøre jøderne til det nye folk, som skulle være medlemmer i det Messianske Rige, som var etableret i Israel.
Dersom det jødiske folk havde sagt ja til Jesus, så havde han befriet dem fra den romerske skat, det romerske åg og fra et åg som var endda værre, og det var syndens åg.
Vers 23-33: På den "samme dag" kom sadduseerne til Jesus. Det var tirsdag den 12. Nisan. De mente at der ikke var nogen opstandelse fra de døde. De henviste til Mose Torah som siger, at når en mand dør og ikke har barn, da skal hans broder gifte sig med enken. Når de får et barn sammen, skal dette barn tilhøre hans broder.
De fortalte en historie om 7 brødre som efter tur havde været gift med den samme enke (kvinden), i den hensigt at deres afdøde bror kunne få et barn. Alle disse døde uden at have fået barn med kvinden. Til slut døde også kvinden. De spurgte Jesus om hvem af de 7 brødre som skulle være gift med hende, efter at opstandelsen havde fundet sted ?, v.23-28. Rabbinerne lærte at dersom en kvinde havde haft to mænd, så skulle hun have sin første ægtemand efter opstandelsen.
Om saddukæerne havde opfundet denne fortælling eller ikke, ved vi ikke. Jesus kommenterede ikke selv den ydre fortælling. Han skønnede at saddukæerne ville gøre nar af opstandelsen, som de ikke troede, skulle finde sted.
Saddukæerne var det tredie parti i Israel. De troede hverken på at der skulle være nogen opstandelse, eller at engle og ånder eksisterede. Af Tanach så godtog de bare de 5 Mose bøger. De var rationalisterne i Israel.
De henviste til det som Moses havde sagt, om at når en mand døde og ikke havde barn, så skulle hans ældste broder gifte sig med enken, for at få barn med hende. Dette barn blev betragtet som broderens barn: 5.Mos.25,5-10.
Dette bliver kaldt for "livirat ægteskab". Hensigten med den type ægteskab var at stammerne i Israel ikke skulle blive blandet, således at de kunne blive bevaret.
Den opstandelse som der her er tale om, er ikke den kristne menigheds bortrykkelse, for den skal ske før trængselstiden på 7 år, men det er "de retfærdiges opstandelse". Den skal finde sted efter at trængselstiden på 7 år er forbi. Dette er en opstandelse af alle troende døde helt fra Adam og frem til endens tid.
De som har del i de retfærdiges opstandelse, har del i Riget for Israel. Det er det frelsen går ud på for disse mennesker. De får ikke del i himmelen, således som vi får det.
Der er to linier i frelseshistorien, som vi må holde klart for os, og det er:

1. Den jordiske line med sine frelste.
2. Den himmelske line med sine frelste. Det er her Paulus` teologi kommer ind. "Lovet være Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader, han som har velsignet os med al åndelig velsignelse i himmelen i Kristus." Ef.1,3.
   

"og opvakt os med ham og sat os i himmelen i Kristus." Ef.2,6.

Jesus sagde til dem at de for vild, fordi de ikke kendte Skrifterne og heller ikke Guds kraft. I opstandelsen skulle der ikke være nogen giftemål, men de troende skulle være som englene græsk. angelos, v.29-30.
Dette var den eneste gang, som vi kender til, at Jesus havde nogen konfrontation med saddukæerne. I sit svar til dem var han ikke så hård mod dem, som han plejede at være mod farisæerne. Saddukæerne var ikke hyklere, men de sagde det som de mente. Farisæerne derimod var hyklere. De sagde en ting og gjorde noget helt andet. De stod ikke ved det de sagde. De havde deres lære som et levebrød for sig selv, og da var hovedhensigten med det, at leve så godt som muligt selv. Sandheden var ikke i centrum hos dem.
Ellers så ved vi at Jesus også har sagt, at det var bedre at være kold eller varm end det at være lunken i en sag. Det var det værste, for det at være lunken i åndelig sammenhæng betyder at man tager det af læren, som passer en selv og blander det med hedenske og fremmede elementer. Det var det som havde sket med hele menigheden i Laodikea: Joh. Åb. 3,15-16.
(I parentes gør vi opmærksom på at de 7 lilleasiatiske menigheder ikke var paulinske menigheder, men de var messianske menigheder. Det var ikke Paulus som besøgte disse, men det var de af apostlene, som havde ansvaret for forkyndelsen i denne del af verden.)
Jesus begrundede sin milde revselse af saddukæerne med det forhold at de for vild, fordi de ikke kendte til noget meget væsentlige ting i Guds rige, og det var: a) Skrifterne og b) Guds kraft.
Dersom vi ikke kender til dette, så farer vi vild. Det er vigtig at have kundskaber om Guds Ord, og det er vigtigt at kende Guds kraft både i sit eget liv og Guds kraft til at gøre alle slags undergerninger – til og med at oprejse mennesker fra de døde.
Jesus sagde videre til dem at i opstandelsen skulle de troende være som englene. Der skulle ikke være nogen ægteskab mellem mand og kvinde, for der var ikke behov for det. Når man ikke længere skulle dø, så var der heller ikke længere behov for at slægten skulle formere sig.
Saddukæerne troede heller ikke på at englene eksisterede. Her fik Jesus også slået fast at deres lære, om at englene ikke eksisterede, heller ikke var korrekt.
Jesus henviste nok engang til det som Moses havde skrevet. Gud havde sagt til ham, at han ER Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Han var ikke de dødes Gud, men de levendes Gud, v.31-32.
Det var ifm. Guds møde med Moses i den brændende tornebusk, at Gud sagde dette til ham: 2.Mos.3,1-6. Dette burde saddukæerne have kendt til, for de anerkendte det som Moses havde skrevet.
Abraham havde været død i 329 år og Jakob i 198 år da Moses oplevede dette. Gud sagde ikke at han HAVDE VÆRET, men han sagde at han ER Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Gud er ikke bare de levendes Gud, men han er også de dødes Gud, for de lever alle for ham. Det vil sige at de lever alle for hans åsyn eller for hans person.
Da folket hørte på alt det som Jesus havde sagt i templet denne dag, var de slået at FORUNDERING over hans lære, v.33.
Folket var slået af forundring over Jesus lære under hele hans jordeliv. Han lærte med magt og myndighed, og ingen kunne sætte ham fast ide teologiske spørgsmål. Dette begyndte allerede da han var 12 år. I templet i Jerusalem både stillede han spørgsmål til landets religiøse ledere og besvarede spørgsmål fra dem. De var slået af forundring over hans teologiske kundskaber: Luk.2,47.
Jesus sagde selv at hans lære ikke var hans egen, men den var Guds lære. Han var udsendt af Gud: Joh. 7,16



http://home.online.no/~oskaredi/index.htm oskaredi@online.no
www.yeshuattsion.webbyen.dk www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

Helligånden trine på Jord: Matt. Evangeliet, Jesu liv og lære (7)

DEN HELLIGE ÅND- trindt på jord,

Den danske Salmebog 6005 e. Adam.

Referat fra Oskar Edin Indergaards bog:

MATTEUS EVANGELIET,

"Jesu liv og lære"

Side 259: I Paulus` undervisning er bønnen ikke betinget af ydre regler. Vi kan bede om hvad vi vil, men det bliver op til Gud om han vil give os det eller ikke. Det eneste løfte som han har givet os i.f.m. bøn, er at han vil bevare os: Fil.4,6-7.

I vor tid er der mange bønner, som ikke bliver besvaret, og hovedgrunden til det er at Gud giver os det som er bedst for os på lang sigt. Det som vi beder om, har ofte kortsigte perspektiver, man han ser alt i det lange perspektiv. Vi må holde fast på det princip at alt tjener til gode, som elsker Herren. Rom.8,28.

Rabbinerne mente at det var nok at tilgive 3 gange. Peter forslog 7 gange og tænkte sig at det var det rigtige antal. Jesus sagde at han skulle tilgive 70 gange 7 gange, som er 490 gange. Det er udtryk for at en skal tilgive så ofte som der er behov for det.

I den messianske lære var tilgivelsen afhængig af at man tilgav selv. Den som ikke tilgav sine medmenneskene deres overtrædelser, fik ikke selv tilgivelse: Mat. 6,14-15.

I den frie nådes tidsperiode er ikke tilgivelse af synd, afhængig af om vi magter at tilgive vor næste eller ikke. Vi har syndernes forladelse på grund af Guds godhed og nåde mod os.

Dette betyder ikke at vi ikke skal tilgive hverandre, men det betyder at tidsperioderne er forskellige.

Den som ikke tilgav selv, fik ikke tilgivelse.

Mat.18,23-35: Denne lignelse illustrerer det som Jesus havde sagt ovenfor, at den som ikke var villig til at tilgive selv, den fik ikke tilgivelsen. "Kongen" i denne lignelse er "Jesus" og "tjenerne" er "jøderne". Dommen er Guds dom over Israel i.f.m. Jesu genkomst.

Den første tjener var sin herre 10 000 talenter skyldig, som udgjorde 60 millioner kroner. Dette var en gæld som han ikke magtede at betale, v.24. Da han ikke magtede at betale sin gæld, bestemte hans herre at alt det som han ejede, skulle sælges. Dette gjaldt både hans hustru og hans barn, v.25.

Den utro tjener bad om udsættelse. Han sagde: "Vær langmodig mod mig, så skal jeg betale det alt sammen", v.26.

Denne tjener var ikke bare utro, men han var også urealistisk. Han kunne aldrig magte at tilbagebetale sin herre det som han var skyldig. Hans herre syntes det var synd for ham og eftergav ham hele gælden, v.27.

Gud tilgav jøderne al deres synd på grund af sin store nåde. Han så at synden bare kunne tilgives på grund af Jesu forsoning og Guds nåde.

Denne tjener havde en medtjener, som var ham 100 penninger skyldig, som udgjorde 70 kr.. Han tog kvælertag på ham og forlangte at han skulle straks tilbagebetale, det som han skyldte ham. Han fik ham kastet i fængsel, v.28-30.

Da hans herre fik høre om dette, kaldte han denne tjener tilsig og sagde til ham at på grund af at han havde eftergivet ham hele gælden, så burde han også tilgive sin næste, v.32-33.

Hans herre, som her er Jesus, blev vred på ham og satte ham i fængsel til de som pinte og sagde til ham at han ikke slap ud af fængselet, før han havde tilbagebetalt hele sin gæld, for den som ikke tilgav selv, den fik ikke tilgivelse af Gud, v.34-35.

I vor tidsperiode er tilgivelsen ikke betinget af at vi tilgiver hverandre. Vi skal tilgive hverandre fordi Jesus har tilgivet os: Ef.4,32 og Kol. 3,13.

Vanddåbens betydning.

Side 264: Det er helt galt det som både Den Romerske og Den Lutherske Kirke hævder, at børnene først bliver Guds barn i dåben. Vanddåben var en jødiske forordning, som blev brugt ved flg. anledninger:

Jøderne rensede sig selv ved et vandbad i.f.m. Guds tjenesten i synagogen og i templet.

Både jødedommen og esserne krævede at de hedninger, som ville gå over til deres tro, måtte tage vanddåben. Dette gjaldt både mænd, kvinder og børn.

Johannes døberen indførte en obligatorisk vand dåb i Israel, for dem som ville have del i Riget for Israel. Vi ved ikke om børnene var inkluderet i denne dåb, men det er naturligt at tro det, for dersom de ikke tog vanddåben, så var de ikke medlemmer i Guds rige. (De første kirkefædre sagde at barnedåben gik tilbage til Jesus og apostlenes tid. Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Vanddåben var obligatorisk i den messianske menighed og : De forskellige typer dåb.)

Da Paulus kom, døbte han nogle få mennesker med vand: 1.Kor.1,14-16., men han indså efterhånden at hverken vanddåben for børn eller for de voksne B hørte med til den læreform som han repræsenterede: 1.Kor.1,17.

Paulus skrev i sine breve om en anden dåb B og det var ikke vanddåben -, men det var genfødelsens dåb. "For vi ved jo alle (alle som hører med til Kristi legeme) døbt med ("i" eller "ved" en Ånd til at være et legeme, enten vi er jøder eller græker, enten vi er trælle eller frie. Vi har fået en Ånd at drikke: 1.Kor.12,13.

Den dåb som er omtalt i Romerbrevet 6,3-6 og i Kolossenserne 2,11-12, er ikke vanddåben, men det er genfødelsens dåb.

I Paulus` undervisning er vanddåben erstattet med genfødelsen.

Det er heller ikke rigtigt det som nogen hævder, at vanddåben har erstattet omskærelsen, for jøderne både døbte sig selv med vand og omskar sine drengebørn. Dette var tilfældet både i den officielle jødedom og i den messianske jødedom, som blev forkyndt helt frem til år 70 efter Messias. Vanddåben hører med til symbolerne og skyggerne af det som skulle komme og hører ikke med til den paulinske lære. Dette gælder både genfødelsens dåb. en Herre, er tro, en dåb.. Ef.4,5.

Paulus opfordrede også de messianske jøder i Hebræerbrevet at de skulle "gå forbi" (Hebr.6,1.) "læren om de forskellige typer dåb".(Hebr.6,2.), således at de kunne "skride frem mod det fuldkomne" Hebr. 6,1. Det fuldkomne var den paulinske lære om den fire nåde.

Vanddåben har ingen betydning i vor tidsperiode. Den har bare ført til at Guds folk er blevet splittet, og den har givet verden et falsk håb om at mennesker kan blive genfødt i dåben, og at de fortsat stå i sin "dåbs pagt" dersom de er ville til at gå tilbage til "dåbens nåde". Dette er en nåde som ikke eksisterer. Det er et falsk håb.

Den Romersk Katolske kirke lærer at der er genfødelse i barnedåben, og at arvesynden bliver taget bort ved vanddåben.

Den Lutherske kirke lærer at der er genfødelse for børn i vanddåben. Den lærer at børn får Den Hellige Ånd ved vanddåben. Dette er forkert lære. Bibelen siger ikke noget om at vandet virker på denne måde. Begge kirkesamfundene lærer at det er Guds Ord, som er lagt ned i vandet, som gør dette. Dette er også forkert lære. De bruger bl.a. et Skrift ord fra den messianske lære, for at bevise dette: Joh.3,5.

Der er flere tolkninger på dette vers. Personlig mener jeg at der her er tale om den naturlige fødsel og den åndelige fødsel. Der er tale om fostervandet, som omgiver mennesket før fødselen, og der er tale om Den Hellige Ånd, som tager bolig i mennesket ved genfødselen, for det som er født af (ud af) kødet (mennesket) er kød (menneske), og det som er født af Ånden, er ånd. Joh.3,5.

De bruger videre det som står i Titus brev 3,5, for at vise at frelsen eller genfødselen ligger i vanddåben. frelste han os, ikke for retfærdige gerningers skyld som vi havde gjort, men efter din miskundhed (nåde), ved badet til genfødelse og fornyelse ved Den Hellige Ånd.

I dette Skrift ord er der heller ikke tale om vanddåben, men om genfødelsen. Jeg kan ikke forstå andet end at mange præster er dybt forvildet, når de forretter barnedåben og bliver tvunget til at videreføre denne store vranglære.

Den Reformerte Kirke tager afstand fra barnedåben og hævder at voksendåben er det eneste rigtige. Den ser på dåben enten som en pagt mellem Gud og menneskerne eller som en bøn fra menneskets side om at få en god samvittighed” overfor Gud. Den bruger flg. Bibel-vers for at bevise dette. ”Det som nu frelser os i sit modbillede (Jesu legeme eller Jesu død). Dåben er ikke aflæggelse af kødets (legemets) urenhed, men en god samvittigheds pagt græsk. eperotema, som betyder ”svar”, ”bøn” eller ”berøring”) med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.” 1.Pet.3,21.

Det var ikke vandet som frelste Noa og hans familie, men det var arken. Den var et billede på Jesus. Vandet kan ikke frelse menneskerne. Det eneste som kan frelse er Jesu død og Jesu forsoning.

Det er ikke vanddåben som er beskrevet i 1.Pet.3,21, men det er Jesu død for al verdens synd. Vanddåben kan ikke bevirke at vi får en god samvittighed overfor Gud. Det er bare Jesu forsoning som kan det. hvor meget mere skal da Kristi blod som ved en tidsalderlig (Det skete i en bestemt tidsalder) Ånd, frembar sig som et ulastelig offer for Gud. Rense jeres samvittighed fra døde gerninger til at tjene den levende Gud. Hebr. 9,14.

Hele sammenhængen i 1.Pet.3,18-21 viser at der her er tale om Jesu død som en forsoning for al verdens synd.

Det er mærkelig at Den Reformerte Kirke, som mener at vanddåben ikke giver frelse, skulle mene at vanddåben giver en god samvittighed. Det er bare Jesu forsoning, som kan give en god samvittighed

Vanddåben er heller ingen ”pagt” mellem Gud og menneskerne. Det græske ord som er brugt i 1.Pet.3,21, og som er oversat med @pagt@, er på græsk "eperotema". Det betyder ikke pagt, men det betyder svar, bøn eller ”begæring”.

Den rette oversættelse af 1.Pet.3,21 bliver derfor: ”... Dåben (Jesu død og Jesu forsoning) er ikke aflæggelse af kødets urenhed, men en god samvittigheds svar overfor Gud ved Jesus Kristi opstandelse.

Vi har et andet ord på græsk som betyder ”pagt”, og det er ”diatheke”. Vanddåben har aldrig været hverken nogen pagt eller pantet på nogen pagt mellem Gud og menneskerne. I jødedommen var vandet renselses midlet som borttog den ydre eller den kødelige synd.

I den messianske jødedom var vanddåben obligatorisk. Ved siden af vanddåben blev der også krævet at jøderne måtte angre deres synder, omvende sig og komme til personlig tro på Jesus. Det sidste led i den procedure var vanddåben..

Metodisterne lærer at vi skal døbe børnene, fordi de allerede er Guds børn. Dette er et fornuftigt argument, men vanddåben hører ikke med til den paulinske lære, så dette argument falder også bort.

Genfødelsen af et menneske sker bare i.f.m. at mennesket kommer til en personlig tro på Jesus. Barnet, som også er født med en syndig natur, må fødes på ny, således som de voksne må det. Et barn går ikke fortabt for Guds rige om det ikke bliver døbt. Gud holder barnet i sin varetægt helt til de får et personligt kald fra ham til at omvende sig. Gud har ikke givet os nogen bestemt dato for dette. Det kan være individuelt.

Dersom barnet ikke tager imod det personlige kald, så begynder den proces i barnets liv, som vi kalder "forhærdelsen". Når den er fuldmoden arver den døden.

Der er også nogen som siger, at de ikke vil lære barnet om den kristne tro, for de vil ikke påvirke dem i deres valg af trosretning. Dette er det samme som at BEDRAGE SINE BØRN. Jesus siger at børnene skal komme til ham så snart som det er muligt B også spæd-børnene.

Jesus lagde sine hænder på børn og velsignede dem, v.15.

Jøderne måtte holde Mose Torah for at blive frelst.

Mat.19,16-26:

Der kom en rig, ung mand til Jesus og spurgte ham hvad han skulle gøre for at få tag i ”det evige liv”, v.16.

Det han spurgte Jesu om var flg.: Hvad skal jeg gøre for at få tag i ”det tidsalderlige liv”, som var et liv i Riget for Israel. Jesus svarede på flg. måde:

”Hvorfor spørger du mig om det gode ?”

”Der er bare en som er god”.

”Men vil du gå ind til livet, da hold budene”, v.17.

Jesus svarede først med et modspørgsmål. Dette gjorde han ofte i.f.m. sine samtaler med farisæerne og de skriftlærde.

Dette gjorde han for at han ville udfordre dem m.h.t. både deres egen Skrift-forståelse og motiverne for deres spørgsmål.

Han ville give dem den rette forståelse af Guds Ord.

Når Jesus sagde at der bare var en som var god, og det var Gud, så havde han dermed peget på at han var ligestillet med Gud. Det er ikke sikkert at denne mand havde tænkt på det, men det blev en konsekvens af hans spørgsmål.

Jesu sagde videre til ham. Dersom du vil have del i Riget for Israel, da må du holde budene. Efter jødisk vurdering var der 613 bud i Tanach.

Det er umulig at holde budene efter jødernes Torah til egen frelse, så det var ikke det Jesus mente, men han mente at han måtter gøre så godt som han kunne med en ydre overholdelse af budene. Dette er udtryk for menneskets egen retfærdighed.

Det var et krav i den messianske jødedom at en måtte holde budene, for at få del i Riget for Israel: Mat. 5,20

Den jødiske Torah havde flere hensigter. I denne sammenhæng skal vi bare nævne tre af dem:

1. Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de ikke blive syge.
2. Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de få leve et godt liv i Israel.
3. Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de få del i Riget for Israel.

Både selve livet og livet i Riget for Israel var betinget af overholdelse af Torahen. Gud kanaliserede både sine velsignelser og deltagelse i Riget ved overholdelsen af Torahen. Dette har med lydighed at gøre.

I vor tidsperiode, som er den frie nådens tidsperiode, stiller Gud ikke sådanne krav. Det er nok at tro på Jesus, for at få del i frelsen.

Det er flere gange i N.T. at dette spørgsmål er blevet stillet: Hvad skal vi gøre for at blive frelst ? Det svar som vi får, er afhængig af hvilken tidsperiode spørgsmålet angår.

Da jøderne spurgte Peter om hvad de skulle gøre for at blive frelst, svarede Peter flg.: "Omvend jer (hold Torahen), og enhver af jer lader sig døbe på Jesu Kristi navn til syndernes forladelse (bortsendelse), så skal i få Den Hellige Ånds gave." Ap. Gr.2,38.

Da fangevogteren i Filippi spurgte Paulus og Silas om det samme, svarede de: "Tro på den Herre Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus." Ap.Gr.16,31.

Det første udsagn angår den messianske jødedom, medens det andet udsagn angår den frie nådes tidsperiode.

I vor tid kræves der ikke overholdelse af budene eller vanddåben for at blive frelst, men bare tro.

Den rige unge mand spurgte Jesus om hvilke bud han skulle holde, for at arve tidsalderlig liv. Jesus citerer 5 af Torahens 10 bud. De angik mennesket pligter overfor sine medmennesker. Mat.19,18-20.

Manden svarede Jesus at han havde holdt budene. Hvad manglede han endnu for at han kunne arve det tidsalderlige liv?

Det var ikke ret det som manden sagde, at han havde holdt 5 af de bud som Jesus nævnte. Han havde brudt det 10. Bud om han skulle elske sin næste som sig selv og ikke begære hans ejendom.

Det var et krav både i jødedommen: 3.Mos.19,18 og 5 Mos.15,8-11, og i den messianske jødedom at den som ville arve Guds rige, måtte dele sin ejendom med andre jøder. Dette kommer tydeligt frem mange steder i evangelierne. "Giv (lån ud) til hver den som beder dig, og om en tager fra dig det som er dit, da kræv det ikke igen." Luk.6,30 v.35.

Jesus sagde videre til denne mand at dersom han ville være fuldkommen (etisk fuldkommen), da skulle han gå bort og sælge alt det som han ejede og give det til de fattige. Dersom han gjorde det, skulle han få en skat i himmelen. Derefter skulle han komme og følge Jesus, v.21.

Den unge rige mand blev bedt om at "gå", "sælge", "gi" og "følge Jesus".

Dette var Torah krav til jøderne.

Den skat som denne mand skulle få, skulle opbevares i himmelen til Jesu genkomst. Da skulle den udbetales foran Jesu herligheds trone i Jerusalem: Johs. Åb.22,12.

Den unge rige mand gik bedrøvet bort, for han var meget rig (han havde mange ejendomme.) v.22.

Denne mand kunne ikke få del i Riget for Israel, for han ønskede ikke at dele det med de andre. Han havde brudt Mose Torah og Jesu forordninger, som byggede på Mose Torah.

Jesus sagde til sine disciple at det var vanskelig for en rig at komme ind i himmelens rige. Det var lettere for en kamel at gå ind gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige, v.23-24.

Det var ikke umulig for en rig at komme ind i himlenes rige, men det var vanskelig, for de fleste af de som var rige, ønskede ikke at dele deres rigdom med andre. I byporten ind til Jerusalem var der en port som blev kaldt for "Nåleøjet". Om natten, når de andre porte var stænget for trafik, var den port åben. Den var så lille at en kamel bare kunne komme igennem den, når den havde fået sin last taget af.

Den unge, rige mand måtte også få læsset sin rigdom af, før han kunne få del i Guds rige. Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdet og spurgte Jesus om hvem som da kunne blive frelst. Jesus svarede at dette var umuligt for menneskerne, men for Gud var det mulig, v.25-26.

Det burde ikke være vanskelig for Jesu disciple at forstå dette, for de kendte til Mose Torah og havde hørt Jesu undervisning i snart 3 år, men til trods for det, så var det meget de ikke forstod. Når det gælder selve frelse, så er det Gud som giver den. Intet menneske kan fortjene sin egen frelse på grundlag af gode gerninger. Det er bare Gud som kan frelse et menneske. Dette er Guds retfærdighed, og den får vi ved troen på Jesus.

I den messianske jødedom var frelsen betinget. Det krav som blev stillet til jøderne, var at de både gik ind under Guds krav og Guds nåde. Således er det ikke i vor tidsperiode. I vor tid er Guds nåde ubetinget. Det er nok at tro. " Men NU er Guds retfærdighed, som både Torahen og profeterne vidnede om, åbenbaret uden Torah (uden at der kræves efterlevelse af Torah bud.) Det vil sige Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus for alle og over alle som tror. For der er ingen forskel." Rom.3,21-22.

"Da svarede Peter ham: Se vi har forladt alt og fulgt dig: hvad skal vi da få ? Da sagde Jesus til dem: Sandelig siger jeg jer: I som har fulgt mig, skal i genfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds græsk. doxa trone, også sidde på 12 troner og dømme (frelse) græsk. krino Israels 12 stammer. Og hver den som har forladt hus eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller ager for mit navns skyld ? skal få mange fold igen og arve græsk .kleronomeo evig liv (tidsalderlig liv). Men mange som er de første, skal blive de sidste, og de sidste de første, v.27-30.

Peter spurgte Jesus hvad apostlene skulle få. De havde forladt alt og fulgt Jesus, v.27.

På samme måde som kamelen måtte tage sin last af, for at komme ind i Jerusalem gennem "Nåleøjet", på samme måde måtte apostlene have givet afkald på alle ting og fulgt Jesus.

Jesus sagde til dem at de skulle, efter de retfærdiges opstandelse få sidde på 12 troner og dømme (frelse) Israels 12 stammer, v.28.

De retfærdiges opstandelse skal ske efter at den store trængsel er af sluttet. Da skal de 12 apostle sidde på 12 troner i templet i Jerusalem og dømme (frelse) Israels 12 stammer.

Jesus sagde videre at hver den som havde forladt sin familie eller sine gøremål for Jesu navns skyld, skulle få det mangefold igen og arve tidsalderlig liv, v.29

Dette var et løfte til alle jøder, som torede på Jesus og fulgte ham. De skulle arve Riget for Israel i sin endelige manifestation og få store opgaver idet.

Til slut sagde Jesus at "mange som er de første, skal blive de sidste, og de sidste de første." V.30.

Dette betyder at mange af de som blev anset som de største i Guds rige, de skulle degraderes til at være de mindste, for de havde ikke tjent Jesus på en ret måde. De havde ikke haft det rette tjenersind. Mat. 20,27 www.home.no/oeindergaard oskaredi@online.no www.yeshuattsion.webbyen.dk

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

Helligånden trine på Jord: Matt. Evangeliet, Jesu liv og lære (6)

HELLIGÅNDEN trindt på jord,
Den danske Salmebog 6005 e. Adam.
Referat fra Oskar Edin Indergaards bog:

MATTEUS EVANGELIET,

"Jesu liv og lære"

(2.)
Side 231: Tanachs fremstilling af Messias.
Vi skal i det flg. bare kort gengive det som de forskellige Skrifter i Tanach siger om Messias:

1. 1. Mosebog fremstiller Messias som "Kvindens sæd", som skulle knuse slangens hoved, 3,15.
2. 2. Mosebog fremstillede Messias som Påskelammet og som Herrens engel, som passede på jødefolket i 40 år. 12,13 og 13,21-22.
3. 3. Mosebog fremstillede Messias i de mange ofringer i templet og i Ypperstepræstens tjeneste for det jødiske folk. 16,15 og v.20-21.
4. 4. Mosebog fremstillede Messias som Klippen, som fulgte jøderne i ørkenen, som Kobberslangen, som frelste jøderne og som Kongen, som skulle stige op over Jakob. 20,11, 21,9 og 24,17-18.
5. 5. Mosebog fremstillede Messias som den store Profet, Torah læreren og Formidleren mellem Gud og jøderne. 18,18. 33,10.
6. Josvas bog fremstillede Messias som Høvdingen over Herrens hær. 5,13-14.
7. Dommernes bog fremstillede Messias som Dommeren over Israel. Han skulle ikke først og fremmest dømme jøderne, men frelse og beskytte dem. 3,9.
8. Ruts bog fremstillede Messias som Forløseren, som skulle udløse jødefolket. 2,20.
9. 1. Og 2. Samuelsbog fremstillede Messias som Kongen over Davids hus, som skal have et tidsalderligt kongedømme. 2.Sam 7,12-16.
   

1.og 2. Kongebog fremstillede Messias som den der skal være Konge over Israel for bestandig. 1.Kong. 9,4-5.

1. 1. og 2. Krønikebog fremstilles Messias som Kongen, som bestandig skal være på Israels trone, og som skal
   

bygge Herrens tempel. 1.Kr. 22,9-10.

1. Esras bog fremstiller Messias som den som skulle genopbygge templet i Jerusalem og som den store Skriftlærde. 5,2 og 7,10.
2. Nehemias bog fremstiller Messias som Jerusalems genopbygger. 6,15-16.
3. Esters bog fremstillede Messias som jødernes. 3,6 og 8,16-18.
4. Jobs bog fremstillede Messias som den som helbreder og frelser Job og velsigner ham med Rigets velsignelser. 42,10-13 og 19,25. Job er både et forbillede på Jesus og hedningernes velsignelser i Rigets tid.
5. Salmernes bog fremstillede Messias som Israels Sanger, som den lidende Messias, som jødernes Frelser, som den Opstandne Frelser og som Israels Konge. 22,1. 40,7-9. 46,10-12 og 72,8-9.
6. Salomons Ordsprog fremstillede Messias som Visdommen, som var værkmester hos Gud fra evighed af. 8,22-25 og 30-31.
7. Prædikerens bog fremstillede Messias som Vismanden, som formanede jøderne til at frygte Herren og holde hans bud. 12,13-14.
8. Salomons Højsang fremstillede Messias som Brudgommen og Israel som Bruden. 5,2-3 og 8,5.
9. Esajas fremstillede Messias som Barnet, som blev født af en jomfru, som Fredsfyrsten, som den lidende Messias og som Kongen, som skal tilintetgøre Israels fjender og styre i Rigets tid. 7,14. 9,6. 2,4. 53,5 v.10 og 63,6.
10. Jeremias fremstillede Messias som Pottemageren, som på ny tager sig af Israel, og som Den Refærdige Spire af Davids ætt. 18,6 og 33,15-16.
11. Klagesangene fremstillede Messias som Den grædende og sørgende Profet, som klager over jødernes synder. 1,3 og 4,6.
12. Esekiel fremstillede Messias som Herrens Herlighed, som sidder på Guds trone i himmelen, og som templets genopbygger i Rigets tid. 1,26. 43,1 v.7.
13. Daniel fremstillede Messias som Menneskesønnen, som kommer med himmelens skyer og som Kongen i Riget for Israel. 7,13-14.
14. Hoseas fremstillede Messias som Israels Ægtemand og Genløser. 2,16-19 og 6,2.
15. Joel fremstillede Messias som den som strider for Israel og som Læren til Retfærdighed. 2,11-12 og 2,2 v.23.
16. Amos fremstillede Messias som den der bygger op igen Davids faldne hytte. 9,11.
17. Obadias fremstillede Messias som Rigets Herre, v.21.
18. Jonas fremstillede Messias som Forsoneren, som skulle være 3 dage og 3 nætter i dødsriget og som den store Hedningemissionær. 2,1-3 og 3,4-5.
19. Mika fremstillede Messias som Barnet som skulle fødes i Betlehem og som herskeren over Israel. 5,1.
20. Nahum fremstillede Messias som et Værn på trængselens dag og som Den nidkære og hævnende Gud. 1,2 v.7.
21. Habakkuk fremstillede Messias som Israel Frelser på nødens dag. 3,3-6 v.12-13.
22. Sefanias fremstillede Messias som Den som gør ende på Israels fangenskab, som Den som tager bort Israels straf og som en Kæmpe, som frelser jøderne. 2,7. 4,14-15 og 3,17.
23. Haggai fremstillede Messias som Den som skal fylde det nye tempel i Rigets tid med herlighed. 2,7-9.
24. Sakarias fremstillede Messias som Jødernes Konge, som rider ind i Jerusalem på aseninnens fole, som den gode Hyrde, som frelser Israel, som Den som bliver forrådt for 30 sølvpenge, som Den Hyrde som skulle blive slået, som Den gennemstungne Messias og som den som skulle komme tilbage til Oliebjerget. 9,9 v.16. 11,12. 13,7. 12,0 og 14,4.
25. Malakias fremstillede Messias som Pagtens engel og Retfærdighedens sol, som skal gå op over Israel med lægedom under sine vinger. 3,1 og 4,2-3. ( Se min bog Jødernes Konge, bind 4, kap.: Messias i de gammeltestamentlige Skrifter, hvor jeg skriver mere om dette.)
    

I det hele har vi 456 profetiske udsagn i Tanach om Messias, hans funktioner og hans kongedømme. Af disse gik 333 profetiske udsagn i opfyldelse ved Jesu første komme. De øvrige 123 profetiske udsagn kommer til at gå i opfyldelse i.f.m. Jesu genkomst.
Dersom jøderne havde taget imod Jesus som deres Messias, havde alt dette blevet opfyldt ved Jesu første komme, men nu har jøderne måttet vente på resten af opfyldelsen i snart 2000 år.
Da Peter svarede at Jesus var Messias, blev han prist salig af Jesus, for det havde han ikke forstået af sig selv, men Gud havde ved Den Hellige Ånd åbenbaret det for ham, v.17.
Den som ville forstå det at Jesus var Messias, måtte være "født på ny" eller "født ovenfra" græsk.anothen, som der står i grundteksten. Joh.3,3. Ordet for "salig" er på græsk "makarios". Dette ord indebærer at en har del i frelsen, udvælgelsen, velsignelsen og lykken. Dette er den første personlige saligprisning som vi har i N.T. (Se Saligprisningerne i Mat. 5,3-11.) Jesus sagde til Peter at han var Peter græsk.petros, at han ville bygge sin menighed gr. ekklesia, som betyder "udkaldt forsamling" på denne klippe græsk.petra og at "dødsrigets porter" ikke skulle få magt over denne menighed, v.18.
Ordet "petros" var det navn som Jesus gav Simon, Jonas søn. Det betyder "sten" eller "manden som har stenens kvalitet". Jesus sagde ikke at han ville bygge sin menighed på Peter eller nogen af de andre apostle, men han sagde at han ville bygge sin menighed på "denne klippe". Her bruger Jesus et andet ord, og det er "petra", som er hunkønsformen for "fjeld". Det er "selve fjeldet" og ikke en enkelt sten han vil bygge sin menighed på.
Han vil bygge sin menighed på seg selv og sit frelsesværk.
Peter bekræfter i sit første brev at det ikke var ham, at Guds menighed var bygget på, men på Jesus Kristus. Jesus var "den levende sten", medens de messianske jøder var "levende stener". "Kom til ham, den levende sten græsk.lithon, som vel blev forkastet af mennesker, men er udvalgt og kostelig for Gud, også i bliver (de messianske jøder), et helligt præsteskab til at frembære åndelige offer, som tækkes Gud ved Jesus Kristus. For det hedder i Skriften: Se, jeg lægger i Sion en hjørnesten græsk.lithon akrogniaion, udvalgt kostelig, og den som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme. 1.Pet.2,4-6.
Den menighed som der her er tale om, er hverken den generelle Guds menighed, som består af alle frelste mennesker op gennem hele frelseshistorien, eller den kristne menighed, men det er den messianske menighed af jøder. Den paulinske menighed var ikke åbenbaret, da dette blev sagt.
Når Jesus sagde at han "ville bygge sin menighed" på denne klippe, så mente han den messianske menighed i Rigets tid. Jesus både byggede og vil videre bygge denne menighed på sig selv og sit frelsesværk.
På grund af at denne menighed var bygget på Jesu frelsesværk, så skulle "dødsrigets porter", som er et billede på "døden", ikke få magt over denne menighed. ""Dødsrigets porter" er indgangen til dødsriget, som på græsk hedder "hades". Det er den fysiske død som er indgangen til dødsriget, men på grund af Jesu opstandelse fra de døde, v.21 så skulle også medlemmerne i denne menighed opstå på et senere tidspunkt. Døden kunne hverken holde på Jesus eller på den messianske menighed.
De "døde" af den messianske menighed skal opstå i opstandelsen på "den sidste dag" Joh. 11,24., i.f.m. Jesu genkomst for Israel, medens den kristne menighed skal blive bortrykket til Gud før trængselstiden på 7 år. 1.Kor. 15,50-51 og 1. Tess. 4,14-17.
Den Romersk Katolske Kirke mener at den klippe, som Jesus vil bygge sin menighed på, var Peter og den Romersk Katolske Kirke. Denne kirke anser Peter for at være den første pave i Rom.
Dette betyder videre at denne kirke vil have monopol på sandheden, og at den aldrig kan tage fejl i lærespørgsmål. Når vi ser på denne kirkes mange dogmer og læremæssige grundlag, ser vi at dette ikke kan stemme. Er der nogen som har taget grundig fejl i læremæssige spørgsmål, så er det netop Den Romersk Katolske Kirke med sine mange hedenske læresætninger og sin hedensk tradition. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 3, hvor jeg skriver meget om dette.)
Den Protestantiske Kirke mener ikke at Jesus bygger sin kirke på Peter, men på Jesus selv. Dette har den ret i, men tager fejl når den hævder, at den menighed, som der her er tale om, er den kristne menighed. De jødiske Skrifter omhandler ikke den kristne menighed, men de omhandler den messianske menighed.
Begge disse kirkesamfund hævder at den kristne menighed begyndte på Pinsedag, Ap.Gr.2 Det er også galt. Den kristne menighed begyndte ikke før end ved Paulus` omvendelse. Den kristne menighed begyndte udenfor Damaskus.
Jesus sagde videre til Peter at han ville give ham nøglerne til himlenes rige og det som han bandt på jorden (i Israel), skulle være bundet i himmelen, og det som han løste (gav tilladelse til) på jorden (i Israel), skulle være tilladt i himmelen, v.19.
Selve ordet "nøgler" går på autoritet til at udføre bestemte handlinger. Det var ikke nøglerne til den kristne menighed, som blev givet Peter. De blev givet til Paulus. Det var ham som åbnede Guds rige for hedningerne i den paulinske sammenhæng.
De nøgler, som der her er tale om, angik "himlenes rige" og ikke den kristne menighed. Det havde derfor været mere korrekt at oversætte "jorden" Gr.T med ordet "landet". Det vil sige "landet Israel".
Det var ikke bare Peter som fik nøglerne til himmelens rige. De blev også givet til de andre apostle: Mat.18,18.
Hvad der vedrører binde- og løse magten, så var apostlene forvaltere af denne. De kunne ikke på eget intiativ tage deres egne bestemmelser, men de skulle annoncere det som Gud havde bestemt i enhver sag.
Når f.eks. der opstod problemer i den messianske menighed, skulle to eller tre af apostlene gå sammen i bøn over dette problem, og Gud skulle give dem løsningen på dette: Mat.18,19-20.
Her er der ikke tale om at de messianske troende skal få alle ting, som de beder om, men der er tale om at Gud vil give apostlene løsningen på de forskellige læremæssige problemstillinger, efter at de havde bedt over det. Sammenhængen i teksten viser at denne tolkning er den rigtige
Hvad som gjaldt nøglemagten, som var udtryk for den autoritet som apostlene havde, så blev den brugt på flg. måder:

a. De skulle forkynde evangeliet om Riget.

b. De skulle uddrive de onde ånder.

c. De skulle helbrede alle typer sygdom.

d. De skulle opvække de døde.

e. De skulle rense de spedalske.

f. De skulle tilgive synd. Joh.20,23.

g. De skulle fastholde synden for et menneske. Mat.18,17.

h. De kunne fortage læremæssige justeringer. Ap.Gr.15,20.

(Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kapitlerne: Magten til at løse og binde.
"Paulus havde sin egen nøglemagt.)
Det er galt det som bliver hævdet, at Peter åbnede op for kristendommen på Pinsedag, da Den Hellige Ånd blev udgydt. Det var ikke Peter som åbnede op for dette, men det var Gud. Han sendte Den Hellige Ånd til den messianske forsamling. Peter forklarede blot det som var sket: Ap.Gr.2.
Det var døberen Johannes som først åbnede op for himlenes rige for jøderne. "Loven (Torahen) og Profeterne havde sin tid indtil Johannes. Fra den tid forkyndes evangeliet om Guds rige, og enhver trænger sig ind i det med magt.": Luk.16,16.
Det er derimod sandt at Peter åbnede op for himlenes rige for hedningerne, da han forkyndte evangeliet om Riget for hedningerne i Kornelius` hus i år 40.
Disse hedninger kom ikke til at tilhøre den kristne menighed, men de kom til at tilhøre Israel: Ap.Gr.10.
Peter forkyndte ikke den frie nåde til disse mennesker, men han forkyndte Moshe Torah og den messianske jødedom.: Ap.Gr.10,35. (gør retfærdighed og frygter ham)
Jesus forbød sine disciple at de skulle sige til folket at han var Messias, v.20 Grunden til at han gjorde det, var at hverken han eller resten af folket forstod, hvad det indebar at være Messias. Tiden var ikke moden til det. Den slags udsagn ville bare vække uro blandt folket, således at romerne måtte straffe dem for det.
I og med at jødefolket havde en forkert opfattelse af Messias, ville Jesus ikke at Messias-titlen skulle skygge for hans forsoner gerning. Før Messias kunne oprette Riget for Israel, så måtte han sone al verdens synd.
Når det gjaldt apostlene, så havde de endnu ikke forstået at Jesus måtte dø og sone synden, før han kunne blive kongen i Det Messianske Rige: Mat.16,22.
Dette var også en af årsagerne til at Jesus fortrak at bruge titlen "Menneskesønnen" om sig selv, v.13, men han sagde også at han var Messias, v.20. I disse to vers kombinerede han disse to titler og gav udtryk for at de var identiske.
Der er mange liberale Bibel-forskere som mener at betyder at Jesus gav til kende at jøderne ikke kom til Jesus ikke brugte Messias-titlen om sig selv, men det er galt.
Vi kan også lægge mærke til at alle disciplene mente, at Jesus var Messias, for han sagde at de skulle ikke sige det til nogen, at han var Messias:
"Fra den tid begyndte Jesus at give sine disciple tilkende at han skulle gå til Jerusalem og lide meget af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftlærde, og slås ihjel, og opstå på den tredie dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham og sagde: Gud fri dig , Herre ! Dette må ingenlunde vederfares dig ! Men han vendte sig og sagde til Peter: Vig bag mig, Satan græsk. satanas ! du er mig til anstød græsk. skandalon, for du har ikke sans græsk, proneo for det som hører Gud til, men bare for det som hører menneskerne til. Da sagde Jesus til sine discipler: Vil nogen komme efter mig, da må han fornægte græsk. aparneomai sig selv og tage sit kors op og følge græsk. akoloutheo mig. For den som vil bjerge sit liv græsk. psyke, skal miste det; men den som mister sit liv for min skyld, skal finde det. For hvad gavner det et menneske om han vinder den hele verden græsk.kosmos, men tager skade på sin sjæl ? eller hvad vil et menneske give til vederlag for sin sjæl ? For Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed græsk.doxa med sine engler græsk.angelos, og da skal han betale enhver efter hans gerning. Sandelig siger jeg jer: Nogen af dem som står her, skal ikke smage døden før gr.heos an de ser Menneskesønnen komme i sit rige græsk.basileia, v.21-28.
Udtrykket "fra den tid" betyder at Jesus nu gav til kende at jøderne ikke kom til at tage imod ham som jødernes Messias. De anså ham for at være en falsk Messias, som måtte dø.
Mattæus evangeliet inddeles i 3 naturlige deler:

1. Kap.1-2 beskrev Jesu slægtsliste og barndom.
2. Fra kap.3 og til 16,20 blev Jesus præsenteret som jødernes Messias..
3. Fra kap.16,21 og evangeliet ud blev det gjort helt klart at Jesus kom til at blive forkastet af det jødiske folk, og at de religiøse ledere kom til at dømme ham til døden.
   

Det var Jesus selv som kom med denne oplysning, at han ville blive forkastet og måtte dø. Han havde også før antydet dette, men disciplene havde ikke forstået det: Mat.9,15 og 12,40.

Det var efter Guds vilje at dette skulle ske. Jødefolket skulle være et redskab til at Jesus kunne sone al verdens synd. De kan derfor ikke lastes for at de korsfæstede herlighedens Herre. Det var nødvendig at Jesus måtte dø: Joh.12,24.
Det var ikke bare jøderne som korsfæstede Jesus. Romerne var de som udførte selve handlingen. De repræsenterede hedningefolkene i det som blev gjort. "ja, i sandhed, i denne by samlede de sig mod din hellige tjener Jesus, som du salvede, både Herodes og Pontus Pilatus med hedningerne (romerne) og Israels folk, for at gøre det som din hånd og dit råd forud havde besluttet skulle ske." Ap.Gr.4,27-28.
Jøderne og hedninger bliver ikke gjort ansvarlig for Jesu korsfæstelse og død, for det var i samsvar med Guds planer. Efter Jesu opstandelse og himmelfart fik jøderne en ny mulighed til at Riget kunne blive oprettet. Dette tilbud varede frem til Paulus` omvendelse i år 37. Efter den tid var muligheden stænget for oprettelsen af Riget. Der blev imidlertid vundet jøder for Himlenes Rige helt frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70.
Da Jesus fortalte det ret ud at han skulle dø, tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte Jesus og sagde at dette ikke måtte ske, v.22.
Dette viser hvor lidt Peter forstod af sin egen bekendelse, at Jesus var Messias. Han forstod ikke forsoningssiden ved Messias. Dette forstod apostlene ikke før efter at Jesus var opstået fra de døde. Disciplene var fokuseret på oprettelsen af Riget for Israel og forstod ikke at Jesu forsoning var fundamentet, som Riget måtte bygges på.
Til trods for at forsoningen var i samsvar med Guds planer, så forstod Peter det ikke. Han sagde at Gud måtte bevare Jesus, fordi han så det som blasfemisk, at han måtte dø. Han skulle ikke dø efter Peters opfattelse. Nej han skulle leve og oprette Riget for jøderne.
Jesus sagde til Peter at han var inspireret af Satan, når han ville forhindre, at Jesus gik dødens vej. Hverken Peter eller Satan havde nogen forståelse for det som hørte Guds rige til. De tænkte ikke som Gud, men de tænkte som jøderne tænkte – at Guds rige kunne oprettes i Israel uden at have det rette fundament, v.21.
Dette var en voldsom reaktion fra Jesus side, og den var både rettet mod Peter og mod Satan. Vi ved at Satan ikke havde noget imod at riget blev oprettet, men det måtte ske på hans primiser: Mat.4,8-10.
Den som ville følge Jesus, måtte fornægte sig selv, tage sit kors op og følge Jesus, for den som ville bjerge sit liv, skulle miste det, men den som taber det, skulle finde det, v.24-25.
Jesus gav med dette udtryk for at det ikke var bare han som skulle dø, men disciplene skulle også dø på grund af den opgave som de havde fået. Den som sagde "ja" til Jesus, havde allerede taget sit kors og var på vej til retterstedet.
Udenfor de romerske retslokaler var der opstillet trækors. De som blev dømt til døden, måtte selv bære korsets tværbjælke til retterstedet. Således gik det også med disciplene til Jesus. De blev alle henrettet uden Johannes, som døde en naturlig død i Efesus. Han betjente der en messiansk menighed til sin død.
Den som ikke ville følge Jesus, ville komme til at miste sit liv. Det betød at vedkommende ikke fik del i de retfærdiges opstandelse og i Riget for Israel. Den derimod som døde for Guds riges sag, skulle få del i denne opstandelse og få del i Riget. ""At blive frelst" var det samme som det "at få del i Riget for Israel".
Således er det ikke i vor tidsperiode. "At blive frelst" betyder i den paulinske lære at blive en del af Jesu legeme og får del i det himmelske Jerusalem. Jøderne er Guds folk på jorden, medens den kristne menighed er Guds folk i himmelen.
I og med at Jesus sagde at den som ville følge ham, den var på vej til retterstedet, så pegede han dermed på den tid, som lå foran både Jesus og apostlene, kom til at blive en tid med mange forfølgelser. Der ville komme vanskeligere tider end det som de nu havde oplevet.
Jesus sagde videre: Det havde ingen betydning om et menneske vandt den hele verden, men tog skade på sin sjæl græsk.psyke, som betyder "liv". Hvad kunne mennesket give til vederlag for sin sjæl ? v.26.
Her kommer det tydeligt frem at ethvert menneske var mere værd end hele verdens rigdomme. Rigdommen var oftest det som stod i vejen for Gudsforholdet. Man kunne ikke betale sig ud af synden med sine rigdomme, men det kunne en bare ved at tro på Jesus.
Den som ville vinde Riget for Israel, måtte priotere på en helt anden måde. Vedkommende måtte holde Jesu bud, sælge det som de ejede og følge Jesus: Mat. 19,16-26.
Jesus skulle komme tilbage i sin Faders herlighed sammen med englene. Da skulle han holde dom over jøderne. De skulle dømmes efter deres gerninger, v.27.
Dette var første gang at Jesus talte om sin genkomst. Han havde tidligere talt om sin død, v.21. Han skulle komme tilbage sammen med englene. De skulle først samle sammen de ugudelige, som skal dømmes af Jesus foran herligheds tronen i Jerusalem. Englene skal derefter kaste dem i ild søen: Mat.13,41-42.
Allerede profeten Enok profeterede om dette: Judas v.14-15. Det er Jesus som skal dømme jøderne og verden, men det er englene som skal udføre dommen som Jesus har afsagt over den enkelte: Mat.1341-42.
Før dommen foran Jesu herligheds trone i Jerusalem: Mat.25, skal englene hente de jøder som fortsat er ude i diasporaen efter den store trængselstid, hjem til Israel: Mat. 24,31 og 60,8. (Svaret er: Det er jøderne)
Jesus skal komme tilbage "i sin Faders herlighed" v,27.
Det er den herlighed som han havde hos Gud, før verdens grundvold blev lagt, og som han fik tilbage med sin himmelfart.
I.f.m. Jesu første komme, så måtte han afklæde sig nogen af den herlighed, som han havde, for jøderne var ikke istand til at modtage den i dets fylde. Apostlen Johannes sagde flg. om den herlighed: Joh. 1,14.
I Jesu ypperstepræstelige bøn bad Jesus Faderen om at han måtte få igen fylden af den herlighed, som han havde hos Faderen, før verden blev til: Joh. 17,5.
Når Jesus kommer tilbage, kommer han med fylden af sin herlighed. Alle vil da se og forstå at Jesus er jødernes Messias.
I tillæg til at Jesus vil få sin herlighed tilbage, vil han også af Faderen få alle de jøder som er kommet til tro på ham: Joh.17,4-6.
Det er denne herlighed Jesus skal fylde jorden med i 1000 års-riget. Han skal ikke havde den for sig selv, men han skal dele den med alle dem som tror. De messianske jøder skal dømmes i forhold til deres gerninger. I den messianske jødedom skal menneskerne dømmes i forhold til både tro og gerninger.. De som hverken har tro eller gode gerninger, skal dømmes til evig liv i ild søen. De som både har tro og gode gerninger, skal dømmes til et liv i Riget for Israel.
I den messianske jødedom oprettede man med to retfærdighedsbegreber, og det var Guds retfærdighed og mennesket egen retfærdighed. Det var nødvendigt at have begge dele for at blive frelst: Mat.5,16 og v.20.
I den kristne menigheds tidsperiode er det nok at en tror på Jesus, for at blive frelst. Vi lever i dag i den periode som vi kalder for den "frie nådens periode", men i og med at de fleste ikke ser og forstå, at det er to forskellige Toraher og to forskellige tidsperioder, som er beskrevet i N.T., så bliver dette desværre sammenblandet i forkyndelsen.
Til slut i dette kapitel sagde Jesus at nogle af apostlene skulle få opleve, at Menneskesønnen skulle komme tilbage til sit rige, v.28. Der har været flere tolkninger på dette vers, og vi skal nævne dem.:

1. Det går på Jerusalems ødelæggelse i år 70 efter Messias.
2. Det går på pinsefestens dag og Den Hellige Ånds komme.
3. Det går på Jesu forklarelse på bjerget: Mat.17,1-8.
4. Det går på Jesu genkomst.
   

Den rigtige tolkning af dette vers er den sidste forståelse. Dersom jøderne havde taget imod Jesus. Så havde han kommet tilbage og oprettet Riget for dem efter en tid. I dette vers er udtrykket "heos an" brugt. Det udtrykker en mulighed som er baseret på en betingelse. Betingelsen for at dette kunne ske , var at jøderne tog imod Jesus.
(Se kommentar under Mat.10,23. Se også min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap.: Det historiske og eskatalogiske Guds rige kunne have blevet oprettet ved Jesu første komme.)

Oskaredi@online.no

www.home.no/oeindergaard

www.yeshuattsion.webbyen.dk

www.denpaulinskwegruppe.blogspot.com