JOHN AUREBEKK (2.) html.
HOVEDLINIER I SKRIFTEN Kapitel 5. side 39.
FRA NOA TIL ABRAHAM 2. hush. –
1.Mos.8,1-11,32. ØVRIGHED OG RETSORDEN
Guds arbejde på den 2. dag bestod i
at skille vand fra vand. Derved opstod hvælvingen som Gud kaldte
himmel; 1.Mos.1.6-8. ”Vand oventil” er af umådelig stor værdi.
Skyerne kaldes ”himmelens vandsække”, som Gud fylder, leder og
hælder vand ud af dem, til tugt når det er til gavn for hans jord,
eller til velsignelse; Job.37,11-13. 38,37.
Himmelen står altså i dette
tilfælde i forbindelse med det som er af højere værdi, således
også i Es.55,8-9, der Guds tanker er af højere værdi end vore
tanker, ligeledes højere i magt og i ære (den politiske himmel;
Dan.4,10-26; 5,18.
I den første hush. Manglede den
”politiske himmel”. Det var sandt som Kain sagde: ”Skal jeg
passe på min broder?”; 1.Mos.4,9. Den 2. hush. Begynder med at Gud
indsætter Noa som den første øvrighedsperson, med regerende magt
over ”sin broder”, og med ret til at straffe og det lige til
dødsstraf; 1.Mos.9,5-6. Øvrigheden er således en guddommelig
forordning og derfor et gode; Rom.13,1-6. Den kan fejle, og Noa selv
fejlede; 1.Mos.9,20-21. I større eller mindre grad har alle fejlet,
selv den viseste af alle, kong Salomon; 1.Kong.12,9-11. Som vejr
meldingen stadig melder ”om skiftende skydække” i atmosfære
himmelen, så melder nyheds udsendelserne om stadig skiftning i den
”politiske himmel”. Dette er også tegn på ”de sidste tider”,
for menneskerne skal da være ulydige mod forældre og øvrigheder;
2.Tim.3,1-5. Judas v.8. Vi må som kristne følge Bibelens formaning
om at være al menneskelig ordning undergivet for Herrens skyld;
1.Pet.2,13-17. I enkelte tilfælder må vi alligevel sige som Peter:
”Døm selv om det er ret i Guds øjne at lyde jer mere end Gud”;
Ap.Gr. 4,19. 5,29.
Den 2. hush., fandt sin begyndelse
efter en domshandling af Gud.
Ved denne dom ”gik den verden
,som da var ,under i vandfloden”; 2.Pet.3,6. På den jord som nu
kom til synde, finder vi derfor en ny tingenes tilstand.
Edens have forsvandt med floden.
”Guds åsyn”, Keruberne og det blinkende sværd, som før var at
se ved vejen til livets træ, er også borte.
Ikke menneskets fald, men menneskets
egen retfærdighed tvang Gud til at trække sig mere tilbage fra
jorden. Han måtte knuse deres egen retfærdighed for at komme til
med sin frelse, for kun nød bringer tilbage til Gud.
Men Han forlod dem ikke helt. Han
oprettede sin pagt med dem; 1.Mos.8,20 og 9,8-17. De skulle få kende
Hans godhed gennem naturens vidnesbyrd; Ap.Gr.14,16-17, og Hans kraft
skulle for fremtiden afværge katastrofer af signende art som
Syndfloden. Regnbuen i skyen var tegnet på det.
Vejen tilbage til Gud var fremdeles
offervejen, og Guds godhed og deres nød skulle lede til omvendelse.
Endvidere får Noa noget tilbage af
herredømmet over den lavere skabning; 1.Mos.9,2-3.
Noas ofring af rene dyr viser at
samfund med Gud og velsignelse fra Ham, bare kunne finde sted ved
troen på ”ham som skulle komme”; 1.Mos.8,20. Joh.11,27.
Guds befaling til Noa og hans sønner
var:
”Vær frugtbar, bliv mange og
opfyld jorden”; 1.Mos9,1. Ved Sinear land gjorde de oprør mod
denne Guds plan, idet de sagde:
”Kom lad os bygge en stad og et
tårn hvis top når op til himmelen, og lad os gøre et navn, for at
vi ikke skal adspredes på jorden” ; 1.Mos.11,2-9.
Dette er den første menneskelig
forening eller organisation, med valgsproget: Enighed gør stærk.
Gud var afsat, mennesket ophøjet og æret. Men om dette har Herren
udtalt: Jerm.17,5.
Gud steg ned, forvirrede deres
tungemål, og fremtvang adspredelsen på jorden; 1.Mos.11,9. I
åndelig forstand var dette en nåde fra Gud. For, ”den Gud sætter
ene, han selv er mere nær”.
Menneskelig kraft er ikke en
betingelse for velsignelse fra Gud, men tværtimod svaghed,
hjælpeløshed og fuldstændig afhængig af Ham. Men far en anden
side set førte de forskellige sprog til opdeling af den ene slægt i
forskellige nationer, og p.g.a. nationale modsætninger, opstod
krigen; (omtalt første gang i 1.Mos.14,1-2. Dette foretagende fik
navnet Babel, d.e. forvirring.
Betegnelsen kan passe på alle
menneskelige systemer, religiøse, politiske og kulturelle.
Forvirring er der overalt. Og således vil det blive ved til Kristus
kommer i kraft og megen herlighed, - til dom over den sidste Babel,
det vi nu ser rejser sig; Åb.17,8, - verdensriget som samler alle
systemer til et under Antikrists diktatur (F – G)
Må vi, som ikke har fået denne
verdens ånd, bevares rene for alle dens besmittelse!
Fra Babels tår af begynder
afgudsdyrkelsen. Dette er intet andet end dyrkelse og samfund med
Satan og hans ånder; 1.Kor.10,19-21. Han kaldes da også ”denne
verdens Gud”; 2.Kor.4,4. Han er ikke Gud, men mennesket har gjort
ham til det.
Babelstårnet var udtryk for
menneskets forkastelse af den ene sande Gud, og fra da af byttede de
bort den uforgængelige Guds herlighed mod et billede; Rom.1,20-25.
Afgudsdyrkelsen gennemsyrede til slut hele slægten.
Efter denne indstilling hos slægten
lod Gud dem fare; Ap.Gr.14,16. Det er et ofte omtalt princip i
Skriften. Om farisæerne sagde Jesus:
”Lad dem fare. De er blinde
vejledere for blinde. Men når en blind leder en blind, falder de
begge i grøften”; Matt.15,14. Måske da den ulykkelige tilstand ”i
grøften” kunne vække dem, så Herren kunne komme til med den nåde
han er i besiddelse af, som er for alle syndere overalt i verden.
Kapitel 6
FRA ABRAHAM TIL
KRISTUS
3. hush.
1.Mos.12 – Ap.Gr.2.
ISRAEL OG
HEDNINGEFOLKENE
På Den 3. dag lod Gud vandet under
himmelen samle sig til et sted, og det kaldte Han hav, og det tørre
land kom til syne, og det kaldte Han jord; 1.Mos.1,9-13.
Hav er i Skriften forbundet med det
urolige, fredløse skiftende, typen på den faldende menneskenatur,
med lyster og begæringer. Dernæst på en samling af mennesker,
kaldt folkehavet, opdelt i folk (nationer), skarer, æter og tunger;
Es.57,20-21. Åb.12,18. 13,1. 17,15.
Jorden står – i modsætning til
havet – i.f.m. faste, ordnede forhold med betingelser for
frugtbarhed.
Guds arbejde på den 3. dag peger
hen på Hans udvælgelse af Abraham til stamfar for et nyt folk,
Israel, som fra da af aldrig skal regnes blandt hedningefolkene;
4.Mos.23,9. Es.66,22. Som vist på kortet, deles den ene slægt i to;
jøder (grøn line) og hedninger (sort line, midterste felt), og de
forenes aldrig mere.
De to første hush. med ca. To
tusinde års historie, har kun fået plads i ni kapitler i
Gl.testamente. Anderledes er det i den 3. hush. med omtrent samme
længde, og alligevel omtalt i vel tusinde kapitler. Her begynder Gud
for alvor at udarbejde ”frelses historie”, for frelsen kommer fra
jøderne; Joh.4,22. Jøderne får den første og største plads, og
det af flere grunde.
Mere end halvdelen af Skriften angår
dette folk. Men alt er skrevet os til lærdom; Rom.15,4. Paulus
formaner også de troende i Korinth (og på ethvert sted) til at være
uden anstød for både jøder og grækere; 1.Kor.10,32.
Hvordan kan vi så efterkomme denne
formaning? Bare ved at vandre i lyset af det skrevne Ord; 1.Joh.2,10.
Men dette ”ligger os ikke for hånden”, d.v.s. ligger ikke
tilrette for naturen. Lad os endelig regne med den ting. Så
forundres vi ikke over at vi må gøre os så meget umage med Ordet;
Hebr.4,11. Men den som udviser det ædle sind, gransker daglig
Skrifterne om dette forholder sig således; Ap.Gr.17,11. Hører vi så
til disse?
Israels historie i dette tidsrum
centrerer sig omkring tre store mænd. Gud indgår pagter med hver af
dem, som får betydning både for jøder (Israel) og hedninger i tid
og evighed.
Ved (1) Abraham blev nationen til.
(Dette svarer til sønneudkårelse; Rom.9,4,
d.v.s. Israel som folk kaldes Guds søn; 2.Mos.4,22).
Ved (2) Moses fik de loven
(lovgivningen), et Guds hus hvorved Gud tog bolig igen på jorden
(herligheden), og et ritual for gudstjenesten.; Rom.9,4.
Ved (3) Kong David samlede stammerne
i landet, gjorde Jerusalem til det nationale og religiøse centrum,
og modtog pagten om Messias og Hans rige. Alt dette får sin endelige
opfyldelse i Kristus i 1000 års riget. Vi må imidlertid medtage
nogle detaljer, og dele dette tidsrum i 3. Vi tager blot her med
nogle få træk som vi tror har stor betydning for den tid vi lever
i.
1. Ved Abraham blev nationen
til.
1.Mos.12,2. Joh.8,39. Gal.2,15.
I Ur i Kaldea fandt Gud stamfaderen
for dette nye folk. Han var da u-omskåren, og havde intet fortrin
fremfor de andre afgudsdyrkere; 1.Mos.11,31. Josva 24,2-3. Kald og
udvælgelse var af nåde. Abraham gik på Herrens ord, og det er tro.
For troen hviler på ordet alene; Hebr.11,8.
Med Abraham slutter Herren en pagt,
som indeholdt et syv foldig løfte: Pagten af nåde, og uden
betingelser: ”Jeg vil velsigne den som velsigner dig, og den som
forbander dig vil jeg forbande, og i dig skal alle jordens slægter
velsignes”; 1.Mos.12,1-3.
Igen møder vi dette guddommelige
”Jeg vil” (Se også Ezek.34) som garanterer at pagten bliver
opfyldt i sin tid. Fra første stund er Israel knyttet til et bestemt
land, Kanaan eller Palæstina, og en ny pagt gælder landet;
1.Mos.15,7-21. Efter dette skulle der vel ikke være tvivl om hvem
som har retten til ”jødernes land”; Ap.Gr.10,39.
Af Abrahams historie ser vi at tro
og gudsfrygt hævede ham op over alle andre, så velsignelse
strømmede ud til alle hans omgivelser. Han evnede at bilægge strid
mellem ”brødre” og redde Lot ved forbøn; 1.Mos.13,6-18, 29. I
krig bragte han tilbage ejendom og folket for kongerne i Sodoma og
Gomorra. Ja, han blev åbenbart erklæret for at være Guds høvding
og i lighed med Isak, Herrens velsignede; 1.Mos.23,6. 14,18-20.
19,26-29. Denne sammensmeltningen af det åndelige og timelige,
sociale og det politiske i Abrahams liv, peger ud over sig selv og
hen til Abrahams æt, Kristus, han som i tusind års riget skal gøre
ende på krigene ud over hele jorden; Gal.3,16. Salm.46,10. Mika 4,4.
Denne side skal vi tage op i.f.m. Israel som nation.
Ellers er de 14 kapitler om Abrahams
liv bredfyldte af åndelige lærdomme for os i Menighedens tid, både
til opbyggelse, formaning og trøst. Højdepunktet er ofringen af
Isak;1.Mos.22,2-19, det forbillede som fremfor alle andre og for alle
tider kommer virkeligheden nærmest; Joh.3,16.
Vi så at Gud på den 3. dag bragte
jorden for dagen og fik frugt af den, og fra begyndelsen af 3.hush.
høstede Gud frugt af ”fædrene”, Abraham, Isak og Jakob, troens
frugt; Hebr.11.
Men deres efterkommere vandrede ikke
i den tro som Abraham havde; Rom.9,6-8. Blandt alle Jakobs sønner
tiltog ugudeligheden i uhyggelig grad. Med Guds tilladende vilje drog
Jakob til Ægypten, og det er 1. gang Israel som folk er ude af
løftets land; 1.Mos.15,13-16. 46,3. Senere skulle det ske yderlig 2
to gange; Jerm.29,10-11. Luk.21,24.
I Ægypten tjente de ikke bare
Farao, men også landets afguder; Josva 24,14. De tabte velsignelsen
for dem selv og for andre, men ikke pagten. Iflg. Et løfte til
Abraham kom Gud nær og udfriede dem fra Faraos hånd; Ap.Gr.7,17.
Gennem påskelammets død førte Han dem ind på forløsningens grund
i samfund med sig. Da troede de og sang Hans pris; 2.Mos.kap.1-15. Så
slog de lejer ved Guds bjerg, Horeb; 2.Mos.19,1-2.
2. Lovgivning og pagt ved Moses.
2.Mos.19,1 flg.
I 1.Mos. omtales enkelt personer og
deres efterkommer som 12 stammer. Men stammerne blev til et folk, og
løftet til Abraham blev opfyldt på dette punkt. Israel, eller hele
Israel, er i Skriften et stående udtryk for nationen; 1.Mos.12,2.
2.Mos.1,9. Ap.Gr.2,36. Rom.11,36.
Gud indførte ordnede forhold med
betingelser for frugtbarhed på den 3. dag. Ved Sina skete dette i
åndelig forstand med Israel som nation. Guds oplæring gennem
praksis (vandring) blev sluttet for en tid, og han gik over til
teori, til lære (teologi) som blev formidlet til folket gennem Moses
og Aron. Det var ikke lyn kursus, men års-kursus, en enestående
folkeskole, obligatorisk for alle kvinder og mænd, børn ungdom og
ældre. Det var ”lukkede studier”, for undervisningen blev givet
kun til et folk og på et sprog. Tiltalen var altid: Hør Israel !
Nationen og landet blev udskilt som
Herrens egen vingård og lagt under kultur; Es.5,1-7. Sal.147, 19-20.
Til redskab brugte Han lovens bud som skulle ransage hjerterne og
skabe betingelse for evangeliets sæd, symbolsk fremstillet i
offertjenesten. Og nationen bar frugt, til og med ”druer” men
vilde, af samme for som de gode, men ikke samme kvalitet. Og Paulus
siger at Israel blev en nation af egen retfærdige; Rom.9,27-33.
10,2-4 og 16-21. Men Hebr.11 tager frem lysende eksempler på enkelt
personer i Israel som bar troens vidunderlige frugter for Gud. Og mod
slutningen af perioden blev Guds egen Søn født indenfor dette folk,
Jesus Kristus, den dyrebareste af al ”livsfrugt”, han som Fader
sagde om: ”Dette er min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag,
hør ham!” Luk.1,26-35. 2,4-19. Sal.127,3. Matt.17,5.
Vi nævnede at Abrahams gudsfrygt
bragte ham ind i en åndelig og timelig leder stilling. Det var også
Guds hensigt med Israel nation. Ved tro og lydighed mod pagtens ord
ville Herren hæve dem højt over alle folkene på jorden. Men ved
ulydighed ville de tabe denne lederstilling og komme under
hedningefolkene; 5.Mos.28,1-68. Ulydigheden kom til at præge
forholdet til Gud, og følgen blev undertrykkelse. Gud oprejste først
dommere og siden profeter. De revsede folket og vendte, i enkelte
tilfælder, Israels hjerte tilbage til Herren. Men det blev bare små
lysglimt i mørke. Bedre blev det heller ikke under Israels første
konge. Med David kom en forholdsvis lang glansperiode, og Gud gav nu:
3. Pagten om Messias ved David.
2.Sam.7,12-16, ikke kap.2 som på
kortet.
Profeten Natan forkyndte den første
klare profeti om Messias som jødernes konge i sit herligheds rige,
og siden føjede profeterne nye træk til. Ja, David selv er vel den
som har talt mest om sin store søn, som han også kaldte herre;
2.Sam.23,1-5. Sal.89,20-37. Es.9,6-7. Matt.22,42-45. Luk.1,30-33.
Ap.Gr.3,17-26.
Ved David stiger også Jerusalem
frem som landets politiske og religiøse centrum, og herefter er den
’en af de tre dele i jødiske historie og profeti: Folket
(nationen), landet og byen. Og først når Herren har fuldført hele
sin gerning på Sions bjerg, og bragt disse tre i fuldkommen harmoni,
vil Fredsrigets tid være inde; 2.Sam.5,5-10. Sak.12,9-14. 14,9-11.
Sal.72. Es.10,5-12.
Efter kong Salomon blev riget delt.
De 10 stammer, Israels rige, blev bortført til Assyrien og vendte
ikke tilbage; 2.Kong.17,1-23. C.
De 2 stammer, Juda rige, kom siden
til Babylon for 70 år; 2.Kong.25,1-21, C. Israels stilling, som et
folk hævet over hedningerne, var tabt. Som vi ser på kortet, byttes
linierne om – helt til 1000 års riget. (C – G).
Kapitel 7. SKYGGER OG
PROFETIER FRA 3. Husholdning - FRELSEN KOMMER
At retfærdiggøre sig selv overfor
Gud ved egne gerninger var menneskets egen opfindelse. Det var ”Kains
vej”, Judas v.11. ”Guds vej” har hele tiden været Hans egen
Søn, den Herre Jesus Kristus, Han som kalder sig ”Vejen sandheden
og livet”. Joh.14,6. Fra Adams fald forkyndte Gud denne frelse, og
alle ofringer pegede frem mod Ham; Luk.24,26-27.
”Kains vej” blev prøvet i
perioden før syndfloden. Og resultatet ved vi: En verden af
ugudelighed som gik under i vandfloden.
Spørgsmålet var imidlertid ikke
tilstrækkeligt belyst. Mange indvendinger kunne gøres;
Betingelserne for et godt resultat var tilstede. Gud havde jo ikke
givet så klart til kende hvad Han krævede af mennesket. Ingen lov
var der, ingen straf over ugudelige; Rom.5,13-14. Selv Kain, den
første morder, forsynede Gud med et mærke, som garanterede ham mod
hævn; 1.Mos.4,14-15. Var det da underlig at de ”voksede vildt”,
når de ikke vidste bedre?
Bedre betingelser, mere lys fra Gud
over Hans vilje, strengere straf, og et andet resultat. Til dette
sagde Gud sit ja, vi skal gøre det på den måde. I 2.Mos.19,1-4,
har vi Israels stilling før de modtog loven: Et folk under Guds
uforskyldte nåde. Til dem fremsætter Gud et forslag om Loven, idet
Han siger til Moses:
”Og nu, dersom i lyder Min røst
og holder Min pagt, da skal i være mig en ejendom fremfor alle
jordens folk, for mig hører al jorden til. Og i skal være Mig et
kongerige af præster og et helligt folk.”
Dette er de ord (forslag) du skal
tale til Israel; 2.Mos.19,5-6. Moses lægger forslaget frem for
folket.
Hvad sker? Da svarede alt folket til
hobe og sagde:
”Alt det herren har talt, vil vi
gøre”. De vælger Loven fremfor nåden. Nu er det ”vi vil”
gøre, før var det det ”Herren havde gjort”; 2.Mos.14,31.
Således er vi alle af naturen. Vi sætter vort lid til os selv. Det
ligger for hånden. Men denne historie giver os en grundig lærdom i
menneskets bund fordærvede natur.
Så kommer de gode betingelser:
Først kendte de Guds ømhed og
kærlighed, som havde forløst dem fra trælle huset. Så Hans almagt
som havde opholdt dem i ørkenen. Og nu Hans hellighed og had mod
synden, idet Han kom nær til bjerget. Da skjalv alt folket som var i
lejren. Gud var en fortærende ild mod synd og al urenhed.
Derpå gav han dem loven, det
fuldkomne udtryk for havde Han krævede af mennesket. Den er Gud
værdig på enhver måde, hellig retfærdig og god; Rom.7,12. Men den
har aldrig været, og vil aldrig blive ”Guds vej” til frelse. Den
er menneskets vej, taget op og prøvet under guddommeligt tilsyn, og
fundet at være magtesløs på grund af kødet, d.e , den fordærvede
menneskelige natur; Rom.8,3. Loven blev givet til Israel alene:
2.Mos.19,5. Men lærdommen deraf er beregnet på alle mennesker, for
at hver mund skal lukkes og hele verden stå skyldig for Gud.
Så var da Israel udskilt til
Herren, indgærdet med lovens gærde; Gal.3,23, og indenfor den
jødiske fårefold; Joh.10,1-4, v.16. Her skulle de vandre med Ham i
sandhedens retfærdighed og hellighed. Hvem ville snuble under disse
forhold? Var der alligevel ikke noget godt i mennesket, som ved Guds
hjælp kunne ”vokse op til Ham”?
Og udfaldet? Før Moses kom ned fra
bjerget med Lovens tavler, dansede Israel rundt guldkalven og sang
dens pris; 2.Mos.32.
Pagten var brudt. Dommen kom. Men
denne var begrænset ved Guds nåde, så der døde 3000 på den samme
dag.
På Moses bøn tog Herren folket op
på ny. Men denne gang på nogen anderledes grund; ikke bare nåde,
som i Ægypten; ikke bare Lov, som første gang Herren talte fra
bjerget. Men Lov og Nåde sammen. Samtidig med at Moses fik de nye
tavler, forkyndte Herren sin Nåde i disse ord:
”Herren, Herren er en barmhjertig
og nådig Gud, langmodig og rig på miskundhed og sandhed. Han
bevarer miskundhed mod tusinde led. Han forlader misgerning og
overtrædelser og synd, men Han lader ikke den uskyldige ustraffet.”
2.Mos.34,2-35.
Gud forgreb tingenes gang. Mennesket
næste ”opfindelse” ville netop blive at forene Lov og Nåde til
en frelsesvej. Valgsproget er dette: Gør det bedste du kan
(lovgerninger), så er Gud dig nådig (Nåde). Dette princip fremstod
først blandt jødefolket. Siden dukkede det op i Menigheden
(Galaterbrevet og Hebræerbrevet), og er sammen med ”kristendommen”
spredt ud over den vide jord. Var det ikke dette som nødvendiggjorde
reformationen ved Luther ?
Dette princip har imidlertid sine
vanskeligheder. Hvornår tør en tro at man har gjort det bedste man
kan ? Og er det da sikkert at nåden dækker over resten? Her kan
ingen vished blive. Ingen hvile i Gud. Ingen lovsang om frelsen fuld
og fri.
Gud tog dette blandings system op
til undersøgelse. Og resultatet? Nogen forening af disse ting er
umulig. For Loven har ikke noget med troen at gøre; Gal.3,12.
I stedet for at Loven tjente til
nogen hjælp for Nåden, blev den tvært imod en ”dødens
tjeneste”; 2.Kor.3,7. Og hvad menes med dette udtryk?
Døden var for Israel som for Adam,
det synlige mærke på at de var overtrædere af Guds vilje. For en
således forbryder er pladsen på jorden tabt , og han må bort
herfra under Guds vrede og dom.
Nu sagde Loven: ”Gør dette så
skal du leve”; 3.Mos.18,5. Hvor skulle de leve? På jorden vel. Det
er jo menneskets oprindelige plads. Den gik tabt ved Adams
overtrædelse, men nu var der håb om at vinde den tilbage ved
lovgerninger.
Gik det således for Israel under
denne pagt? Slet ikke. Med åren kom alderdommen, håret grånede,
furerne viste sig, kræfterne svandt, - dødstegnene, som tydelige
beviser på at loven alligevel ikke var til liv. De var trods alle
”gode gerninger” forbrydere. De var under Guds vrede. Deres plads
på jorden var tabt. De var ”dødsens”.
Dette var den fuldstændige prøve
af mennesket under Loven. Alle betingelser for et godt resultat var
tilstede; Es.5,4.Man kunne have ventet at de havde elsket Gud af hele
sit hjerte, og næsten som sig selv. Men nej, de veg hastigt fra den
vej Gud bød dem; 2.Mos.32,8. Og hvorfor? Kødets sans er fjendskab
mod Gud – for det er ikke Guds lov lydig, kan heller ikke være
det; Rom.8,7.
Og ud fra dette resultat med Israel
skal hver mund lukkes, og hele verden blive skyldig for Gud;
Rom.3,19.
Men Gud havde også en anden hensigt
med loven. Den blev en ”fordømmelsens tjeneste”; 2.Kor.3,9. Den
fordømte dem som overtrædere, og gjorde deres egen retfærdighed
til intet. S havde de intet andet at gøre end kaste sig over på
Guds frie, uforskyldte nåde, som Herren – trods loven – var i
besiddelse af. Men Nåden var dengang som nu, bare for hjælpeløse
forbrydere.
Vejen til antagelse og samfund med
Gud var – nu som før – ved tro på en stedfortræders offerdød
alene. Denne nåde fik sit synlige udtryk i Tabernaklet og
offertjenesten der. Denne jordiske helligdom var fremstillet efter
det forbillede Moses fik se på bjerget; 2.Mos.25,40. Det var derfor
en skygge af de ”himmelske ting”; Hebr.9,23. Alt peger frem på
KRISTUS, og Hans værk i sit legemes tempel: Joh.2,19-22.
Hebr.9,1-10. Og for den troende israelit (og for os i menighedens
tid) var der store åndelige velsignelser at få igennem disse
”skygger”. Og for den troende israelit (og for os i menighedens
tid) var der store åndelige velsignelser at få gennem disse
”skygger”.
Nu satte Israel vel pris på dette
Guds telt og nåden Han tilbød dem der, - de som stadig brød loven
og blev skyldige for Ham? Nej, desværre.
Efter at spejderne havde indtaget
landet, stod Amoritternes guder stadig i deres tanker. I stedet for
at bære Guds telt med sig i ørkenen, synes de at bære Moloks telt.
Og hvad de ofrede til herren, var i virkeligheden ofret til
afguderne. Så Herren kunne sige ved Amos:
”Israels hus. Gav i mig vel
slagtofrene og andre ofre i ørkenen i 40 år”? Ap.Gr.7,42.
De fejlede på enhver måde: I
ørkenen under Moses, i landet under Josva og Dommerne. Da de så
krævede en konge, blev den første person i Gud forkastet;
1.Sam.8,7, (siden skulle de også forkaste Sønnen og Ånden). Til
sidst blev riget et delt rige, i strid med sig selv, og kunne ikke
bestå. Straffedommen var besluttet: ”Jeg vil føre jer bort i
fangenskab hinsides Damaskus, siger Herren, hvis navn er Herren”.
Amos 5,25-27.
De 10 stammer, Israel rige, blev
bortført til Assyrien, og vendte ikke tilbage; 2.Kong.17,1-23 (C)
Der 2 stammer, Juda rige, kom senere
i fangenskab i Babylon for 70 år. 2. Kong.25,1-30 (C)
Før dette skete veg Herrens
herlighed fra Templet; Esek.10,4. 8-19. ”Herrens trone” kom i
hedningernes hænder; 1.Krøn.28,5 og 29,23. Israels stilling som et
frit folk, hævet over hedningerne, var tabt. (Som vi ser på kortet
byttet linierne om – indtil 1000 års riget. C - G)
DANIELS PROFETI OM JØDEFOLKET
I Babylon fik jøden Daniel vide sit
folks fremtid frem til 1000 års riget (C – G)”70 uger er tilmålt
dit folk og din hellige stad” ; Daniel 9,24-27. Dette tidsrum er
delt i tre:
1.7 uger til
genrejsningen af Jerusalem (C)
2. 62 uger til en salvet
(Kristus) bliver udryddet. Den jødiske tidsregning afbrydes ved
korset (D)
3. 1. uge, den 70.,
kommer først efter menighedens bortrykkelse (F)
Guds hensigt med Israel blev aldrig
nået ved Hans godhed, om Han end fra første stund havde vist dem
sin godhed på alle områder. Derfor måtte også Hans strenghed til;
Rom.11,22. Dette er Guds tugt. I hele denne periode, på 70 uger, vil
Israel være under Hans tugt. Til dette har Han brugt Hedningerne som
sit vredes ris: Es.10,5-12. Men med tugt har Gud en hensigt;
Hebr.12,10. Opholdet i Babylon havde til hensigt at befri dem fra
afgudsdyrkelsen; Esek.14,3-11, og siden de forkastede Kristus, ville
Han føre Israel frem til denne erkendelse: At tro på Jesus som
Messias; 1.Joh.5,1.. Men dette sker først ved afslutningen af den
store trængsel, når Kristus kommer synligt til Oliebjerget;
Matt.23,39. Sammenlign dette med Josefs historie; 1.Mos.37 – 45.
Efter fangenskabet vendte en del
jøder tilbage til Judæa og genopbyggede byen og templet, se Esras’
og Nehemias’ bøger (C). Men Herrens herlighed fyldte aldrig dette
hus, og pagtens ark var borte. Han talte dog endnu til folket gennem
profeterne Haggai, Sakarias og Malakias. Men efter deres udtalelser
at dømme var den åndelige og moralske tilstand den samme som før
fangenskabet. Nu stod folkets eneste håb til Messias’ komme. Men
det var et forfængeligt håb. For de ventede blot på udfrielsen fra
hedningernes magt, men ville aldrig indrømme at det var på grund af
deres engen synd og skyld at de var kommet ind under denne. Og synden
var deres egen retfærdighed, som til sidst drev dem til at korsfæste
den Messias som de så hårdt havde ventet på (D).
Israels prøve endte i grunden ved
bortførelsen til Babylon, om end Loven havde sin tid indtil
Johannes; Luk.16,16. I stedet for dem optog Gud nu hedningerne eller
en del af dem. Denne prøve gjaldt ikke menneskets egen retfærdighed.
Derfor gav Herren dem (hedningerne) ingen lov, Han kom heller ikke
nær med sin herlighed i en jordisk helligdom. Prøven gjaldt derimod
mennesket visdom, - den visdom Satan vinkede med i eden; I skal blive
ligesom Gud. Men denne visdom kunne de bare få ved at vende sig fra
Gud, og da er den intet andet end dårskab; 1.Kor.1,20.
Menneskets første ”opfindelse”
var kjortler af figenblade. Og hensigten med disse? At skjule
følgerne af sin synd for sig selv og andre. Og så gik det slag i
slag. De har ”lagt det ene til det andet for at finde klogskab”:;
Præd.7,27: (1) Våben og (2) musikinstrumenter i Kains dage, begge
dele vel kendt i vor tid, hvor krigsindustrien blomstrer og radio, TV
og kassette spillere og stereoanlæg indtager hus for hus. (3)
Menneskelig organisation til fremme af egen interessen efter Noas
dage (Babel), og hvem kender ikke til dette nu, når næsten alle
både på det materielle og det religiøse områder ikke kan få
arbejde uden at være organiseret.
Denne menneskets ”klogskab” kom
nu på en prøve, og dermed begyndte ”hedningerne tider”.
Den politiske magt over Palæstina
er da i hedningerne hænder; Luk.21,24.
DANIELS PROFETI OM HEDNINGEFOLKENE
”Hedningenes tider”.; Luk.21,24.
Ved slutningen af 2. hush. lod Gud
alle hedningefolkene vandre deres egne veje, d.v.s. han standsede en
stund al direkte åbenbarelser og profeti. Men ”Gud som råder over
livsens ånde i alt kød”, kunne ikke helt forlade dem;
4.Mos.16,22.Han gav regn og frugtbare tider fra himmelen;
Ap.Gr.14,16-17. Han havde også sin styrende hånd med i deres
politiske og militære afgørelser; Ords.8,14-16 (og læs i hele
kapitlet om Messias). 1.Kong.11,14-23. 2.Kong.5,1. 1.Krøn.5,26. Men
hvad end Gud gjorde for og med dem, så var det først og fremmest
for Israels skyld; Es.45,1-7.
I Babel skete en forandring. Israel
havde tabt sin nationale og politiske uafhængighed (586 f.Kr.)
”Hedningerne tider” var begyndt; Luk.21,24. Dette skriftsted er
vel det mest misforståede. Det betyder ganske enkelt: Fra det
babylonske fangenskab og til 1000 års riget har hedningefolkene den
politiske magt over jødefolket (C – G)
De blev ganske vidst oprettet som
egen nation efter hjemkomsten fra Babylon. De fik deres egen
gudstjeneste og øvrighed. Til dette benyttede Gud sig af en hedens
konge, og de stod under ham. Samme forhold finder vi på Jesu tid;
Luk.2,1. Efter år 70 begyndte bortførelsen fra landet; Luk.21,24. I
1948 blev de igen oprettet som egen stat. Til begge dele benyttede
Gud sig af vestlige nationer; Matt.22,7. Daniel 9,26. I 1967 fik de
hele Jerusalem. Men de er fremdeles under hedningerne (De er f.eks.
fuldstændig afhængig af våbenhjælp fra dem). I flg. 5.Mos.28,1-44
kan de, som nation, indtage bare en af to stillinger; Enten være
over eller under nationerne, enten hoved eller hale. Og fordi de
endda er ulydige, har hedningerne den politiske overmagt, og det er
endnu ”hedningernes tider”.
Fra Babylon af optager Gud
hedningerne i direkte profeti. Ja, de komme måske i forgrunden.:
”Konge, du så et stort billede”
Daniel 2,31-45. Se nu også på dette billede! (vist her på hæftet
side 59). Om end det er inddelt i 4, så er det et helt billede, i et
fra hoved til fod. Dette peger på ”hedningernes tider” som en
sammenhængende tid, fra Nebudkadnesar til det 4. riges ødelæggelse
ved Kristi synlige komme. Dette fandt ikke sted i 1967 ved Jerusalems
erobring. Derfor er det fremdeles ”hedningernes tider”.
”Konge, du så…hovedet af guld…
bryst og arme af sølv… bug og lænder af kobber… benene dels af
jern… og dels af ler… en sten ramte billedet… da knustes på en
gang jernet, leret kobberet, sølvet og guldet… Men stenen… blev
til et stort bjerg som fyldte hele jorden… ” Nu lidt af
betydningen:
Fire verdensriger skal opstå, det
ene afløse det andet. Det var: 1) det babylonske, 2) det medio
persiske, 3) det græske, og 4) det romerske; Dan.5,30, 6,1-9. 8,21.
9,26.
”Konge, kongernes konge, som
himmelens Gud har givet riget og magten og styrken og æren”;
Dan.2,37-45. Nebudkanesar var således diktator og fik magten fra
Gud. Men hovmodet lå nær for hånden, og mere end en gang måtte
Herren ydmyge ham. Kongen kom til sand erkendelse af himmelens Gud.
Efterfølgeren Belsarsar, faldt som
offer for lysternes (vinens) magt, og var deri en tro kopi af den
første øvrighedsperson, nemlig Noa. I sit hovmod drak han vin af
Herrens tempelkar til ære for guder af guld og sølv. Han brød sig
ikke om at eje Guds kundskab, og hans egen visdom var dårskab. Gud
havde vejet hans kongedømmes dage, og samme nat blev riget givet til
Medere og Persere. Dan., kap.5.
Dette var udfaldet af prøven for
det Babylonske riges del. Det samme resultat gentager sig i de andre
rige, blot afviklingen af Gud skulle øges efterhånden, for
materialerne i billedet viser forringelse i værdi, og således vil
det være med kulturen i disse fire verdensriger. Daniel så jo siden
de samme riger under billedet af dyr – rovdyr – som fortærer
hverandre. Dan.,kap.7. Det er Guds syn og det skulle deles af alle
som hører Ham til.
Riget gik over til medere og
persere, og fra dem til grækere. Disse tre riger har fået en kort
beskrivelse i vers 2; det 4 rige omtales i vers 5. Dan.2,38-45. Dette
er ikke noget underligt. Rommerriget fik mest at gøre med
jødefolket, menigheden og ”endens tid”. Kristi fødsel og
offentlig virksomhed blev under kejser Augustus og Tiberius; Luk.2,1.
3,1. Herren brugte romerne til at ødelægge Jerusalem og templet, og
bortførte folket efter år 70; Matt.22,7. Dan.7,26. Siden blev riget
delt i to (de to ben, Dan.2,33.) Så gik den ydre enhed til grunde.
Men ”romer ånden” levede videre. (Latin er fremdeles sproget for
videnskab, teologi, lovgivning og det militære.) Romerkirken viser
øgende livskraft. Rom stiger igen frem på verdensarenaen gennem
Roma traktaten. Vi ser antydninger til de 10 kongeriger i
Fællesmarkedet, den sidste fase i romerrigets eksistens;
Dan.2,34-44.
Forringelsen af metallets værdig,
fra guld til jern, og endda mere beskrivelsen af de 4 dyr i kap. 7
giver ikke nogen støtte til revolusjonisterne. Historien har og vil
give Bibelen ret; ”indtil enden er der krig” og ”i de sidste
dage skal der komme vanskelige tider” Dan.9,26. 2.Tim.3,1.
Verdenshistorien, som er en eneste
krigshistorie, har til fulde bevist rigtigheden af denne profeti.
Krigsindustrien blomstrer som aldrig før, og nationerne er ”væbnet
til tænderne”. Men over disse hviler fra gammel tid Guds dom: En
sten skulle jo ramme billedet og knuse det. Stenen er Kristus og det
rige Han opretter er grundet på ret og retfærdighed; Es.32,17.
Dette rige oprettes aldrig ved
Menigheden, men først ved Kristi (Messias’) synlige komme til
Oliebjerget, og Hans åbenbarelse for jødefolket. Sak.14,4. og
9,9-10. (G.)
Menigheden derimod venter ikke på
1000 års riget (G – H.) men på Kristi komme i luften, og vor
forening med Ham som Hans brud. 1.Tess.4,16-17; Ef.5,31-32. (F.)
Nu har vi egentlig gået for langt i
husholdningerne, fordi vi fulgte ”hedningernes tider” fra
begyndelsen til afslutningen ( C – G.) Vi må derfor gå tilbage og
medtage lidt fra den 3. hush.
Så havde Israel fejlet m.h.t.
retfærdighed under de bedste betingelser; Es.5,3-4. De var trods alt
en nation af ugudelige; Rom.5,6. Og som de var, således var slægten.
Hedningerne havde fejlet m.h.t. visdom; 1.Kor.1,19-22. Da var den
bestemte tid kommet og Gud kunne sende:
Sønnen; Gal.4,4. Rom.5,6.
Det var Guds nye begyndelse, den som
aldrig skulle skuffe Ham, eller give anledning til nogen
efterfølgende forandring.
Først nu – efter en ventetid på
ca. 4 tusinde år – sås ”Det andet menneske” på jorden; 1.
Kor.15,47. Han var ikke et resultat af tidligere slægters udvikling,
tværtimod. Han var kommet ovenfra. Sønnen – den anden person i
Gud – bøjede sig ned og forenede sig med en skabning. Resultatet
var et Gud menneske, og som sådan åbenbarede han Faderen i verden.
Under loven var Gud i mørket. Men
tempeltjenesten indebar i sig selv skygger af himmelske ting. Jesus
talte ikke nu om templer af sten og træ, men om sit legemes tempel;
Joh.2,21. Guds herlighed var igen på jorden, ikke over Nådestolen,
men i et menneske. ”Vi så hans herlighed”, siger apostlen;
Joh.1,14.
Han var heller ikke kommet for at
dømme verden, men for at verden skulle blive frelst ved ham;
Luk.12,13-14. Men først og fremmest var Han sendt til jøderne;
Matt.1,1. Luk.2,4. 11,22-24. 38. Ap.Gr.3,12-26.
Den ventede jødernes Messias,
jødernes konger, var kommet og oprettelsen af hans jordiske rige
nær; Mat.2,1-6. Joh.3,17. Grundloven var lagt frem (Bjergprædikenen
, Matt.5-7, og de medfølgende tegn: Han helbredte al sygdom og al
skrøbelighed – ja gav også sine 12 disciple den samme magt og
myndighed. Alt dette beviste hans evne til at oprette riget, og til
at forlade deres synder om de blot som nation ville vende om til Ham;
Matt.4, 23-25. 10,1-16. 9,1-8.
Dette var indholdet af RIGETS
EVANGELIUM,
Som blev forkyndt (grøn linie – C
– D. Matt.3,2-11, 24.) Hvordan blev resultatet af dette tilbud?
Forkastelse! Til sidst råbte de som et samlet folk: ”Bort med
denne” Luk.23,18. Og da Pilatus indvendte; ”Skal jeg da korsfæste
jeres konge?” Svarede de: Vi har ingen anden koge end kejseren”
Joh.19,14-15.
I 3 år havde vingårdens ejer ledt
efter frugt på ”figentræet”, d.e. Israel som nation, men ingen
fundet. Bestemmelsen blev taget om at hugge det ned, Luk.13,6-9. Men
vingårds-manden gik imellem: ”herre lad det stå endnu et år, til
jeg får gravet omkring det og lagt gødning på, om det måske kunne
bære til næste år! Hvis ikke, da kan du hugge det ned”. De 3 år
svarer til Herren Jesu offentlige virksomhed blandt Israel som
nation; Matt.15,24. Det 4. år svarer til Pinsedag og tiden efter
denne. Da blev der gravet omkring Israel og lagt gødning på som
aldrig før og aldrig siden i dets historie. Guds godhed var
grænseløs og det mod morder-staden: Den Hellige Ånde sendt fra
himlen, vækkelsesprædikanter, gaver (tungemåls-gaven, dialekter),
helbredelser, et indbyrdes trosliv som nåede sit højdepunkt i
kærlighedsmåltidet, salg af ejendom og uddeling af gods så der var
ingen trængende blandt dem. Alt dette var rettet mod den jødiske
nation; Ap.Gr.2,14, 22-36. 3,13, 19-26. 4,10. 5,28-33. 7,1-60.
Stefanus ser endog himlene åbne og Menneskesønnen stå ved Guds
højre hånd, færdig til at komme ned og oprette Riget hvis nationen
ville tage imod ham. Beviset for at denne forståelse er ret, finder
vi i Stefanus’ brug af ordet Menneskesøn, og ikke Brudgommen. Hver
gang dette ord er nævnt, står det i.f.m. Herrens komme for at
oprette Riget; Dan.7,13. Matt.10,23. 16,27-17,3. 24,27-44. Nogen
større nådesbevisning kunne Gud ikke ofre Israel. Hidtil havde
folket været delt i sin opfattelse af Jesus som Messias. Nu blev det
samlet modstand. Som de før havde sendt Sønnen ved døden ud af
vingården, så sendte de ved martyrdøden, Stefanus efter ham, som
deres sendemand, for at fortælle ham ”på den anden side”; Vi
vil (fremdeles) ikke at denne mand skal være konge over os”
Luk.19,12-14. Forfølgelsen mod disciplene tog til; Ap.Gr.8,1. 9,1.
To gange står det at de modsagde og spottede; Ap.Gr.13,45-51.
18,4-6. Det var tegnet på at de som nation spottede Den Hellige Ånd;
Matt.12,31-32. Forhærdelsen er delvis kommet over Israel. De kan
altså blive frelst som enkelt personer, men på samme måde som en
hedning; Ap.Gr.15,11. Rom.11,25.. ”Af bare nåde”.
Vi må til slut nævne lidt om:
”NÅDENS
EVANGELIUM”(D.)
Samtidig som den Herre Jesus Kristus
havde nationen for øje under sin virksomhed, så tog han sig også
af den enkelte, og det på en helt ny og enestående måde at det
vakte anstød hos folkets ledere; Han tog imod syndere og spiste
sammen med dem, optrådte som Gud og tilgav synd direkte, uden at gå
vejen om lovens og tempeltjenestens bud og regler, ja, sagde om sig
selv at Han var vejen, og at ingen kom til Faderen uden ved Ham;
Luk.7,47-50. 15,1-2. Joh.14,6. Som Guds lam bar han verdens synd, og
skaffede til veje de herligste resultater på Guds side. Ja, han
delte ud med rig hånd af disse resultater til alle som tog imod ham,
før han ”betalte gælden”; Joh,1,12. 3,16. 10,9-128. I dette ser
vi kristendommen som skulle – efter korset – afløse jødedommen.
Med dette må vi afslutte den 3.
hush. På kortet strækker den sig fra Abraham til pinsedag. Men som
vi har set, afslutter Gud ikke sit arbejde ganske brat denne gang.
Selv om han tog op Menigheden med jødefolket for en tid efter
pinsedag. Det var den guddommelige kærlighed som endnu ventede….
Ventede på kærlighedens gensvar; tak og tilbedelse; Es.5,1-4.
Luk.17,11-19. Gennem Jesu tårer og stor klage over byen og folket,
kan vi nok ane noget af hvad Gud led ved at måtte opgive sit eget
folk; Luk.19,41-44. En fortsættelse af denne guddommelige sorg
finder vi i Paulus’ liv; Rom.9,1-5. hvordan er det med os?
1.Kor.11,1.
Kapitel 8. 4. Hush. (E – F.)
FRA PINSEDAG TIL BORTRYKKELSEN
- KRISTUS OG MENIGHEDEN
På den 4. dag var Gud optaget med
himmelhvælvingen. Han vender vort blik mod solen, månen og
stjernerne sat således til at lyse på jorden; 1.Mos.1,14-19.
I en 4. hush. er Gud optaget med
”himmelske ting”: Kristus (solen), menigheden (månen) og de
enkelte troende (stjernerne).
På korset fuldendte den Herre Jesus
frelsesværket og fornedrelsen sluttede; Joh.19,30. Herliggørelsen
begyndte allerede ved hans begravelse; Es.53,9 og fortsætter til
forskellige tider, på forskellige steder og på forskellige måder.
Påskedag blev han godtgjort at være Guds vældige Søn ved
opstandelsen fra de døde; Rom.1,4. 40 dage senere blev han optaget i
herlighed; 1.Tim.3,16. Da fik han æres pladsen ved Faderens højre
hånd, og den herlighed han havde hos ham før verden var til;
Salm.110,1. Joh.17,5. Hebr.1,3. Ti dage senere blev han herliggjort
på en ny måde ved at Faderen gjorde ham til hoved for legemet
(menigheden). Men hvordan kom så legemet istand? De troende jøder
skulle nu blive lemmer på Kristi legeme. Bad de om at blive det?
Bibelen siger ingen ting om det. Nej, det var Jesus som bad;
Joh.14,16. Hvornår bad han? Da han var gjort til hoved; Ef.1,22.
Hvad bad han om? Den Hellige Ånd. ”Efter at han nu er ophøjet ved
Guds højre hånd og af Faderen har fået Den Hellige Ånd, som var
lovet, så udgød han dette som i både ser og hører”. Ap:Gr.2,33.
Det var de kraftige virkninger
i.f.m. Åndens udgydelse som alle kunne se og høre. Men Åndens
kraft og udrustning til de mest forskellige tjenester var vel kendt
for jøderne; 2.Mos.31,3. Dom.3,10. 2.Krøn.24,20. Ånden kom over
profeterne og brugte dem til visse opgaver. Ja, dette hændte med
Biliam, ypperstepræsten Kaifas og mange flere; 4.Mos.24,2 flg.
Joh.11,49-51. De kunne til og med bede om at få Ånden på denne
måde, således som Elisa gjorde det; 2.Kong.2,9. 15. Og Jesus sagde
selv at de kunne bede Faderen om Den Hellige Ånd; Luk.11,13. Det gik
an at blive fyldt med Den Hellige Ånd lige fra Mors liv; Luk.1,15.
Altså ser vi at Åndens kraft og
Åndens fylde ikke var noget nyt på Pinsedag. Det vigtigste som
skete kunne de hverken se eller høre. Jesus havde sagt: I skal døbes
med Den hellige Ånd ikke mange dage herefter; Ap.Gr.1,5. Dette skete
på pinsedag. Men Jesus havde ikke forklaret noget om hensigten med
Åndens dåb. Den finder i først hos apostelen Paulus. Han fuldførte
Guds Ord , for sidste del af sandheden: ”Kristus og menigheden”,
blev åbenbaret for ham; Kol.1,25. Ef.3,2-3. Han skulle så lære den
fra sig til alle; Ef.3,8-9.Oh han forklarede det således; ”for vi
er jo alle døbt med en Ånd til at være et legeme,”; 1,Kor.12,13.
Legemet eksisterede altså ikke før pinsedag; Matt.16,18.Men ved
Åndens dåb på denne dag ”forsvandt” de troende jøder som
jøder, og stod frem igen som Kristi legemes lemmer. Menigheden
vidnede om sin opstandne og herliggjorte Frelser, først for jøder
og siden for hedninger. Peter blev sendt til Kornelius’ hus og
talte ord som de blev frelst ved; Ap.Gr.11,14. Fra frelses øjeblikket
fik hedningerne del i den ene Ånd ligesom de troende jøder på
pinsedag. Frelste jøder og frelste hedninger udgør fra da af
menigheden. Disse to grupper som før var så skarpt adskilt, står
nu på lige fod i menigheden. Ligestillingen er udtrykt således:
”Hedningerne er medarvinger og hører med til legemet og har del i
løftet i Kristus Jesus ved evangeliet; Ef.3,6. Videre: ”Så er i
da ikke længere fremmede og udlændinge, men i (hedninger) er de
helliges (ikke jøders) medborgere og Guds husfolk”; Ef.2,19. Og
til slut: Ligestillingen er også vist ved at frelste jøder og
frelste hedninger føjes, som levende stene, sammen til en Guds bolig
i Ånden; Ef.2,22.
Menigheden er et himmelsk folk, med
åndelige velsignelser; Ef.1,3. Den har fået del i et himmelsk kald,
en stilling, et hjem, en skal og en arv der (ikke jødisk og
jordisk); Hebr.3,1. Ef.2,4-7. 2.Kor.5,8. Kol.1,12. 1.Pet.1,3-5.
Vor opgave som menighed er at bringe
evangeliet ud til alle mennesker; Ap.Gr.1,8. Så længe menigheden er
her på jorden og holder ved med dette, er grundlaget til stede for
syndernes forladelse. I denne forbindelse er menigheden Kristi brev
til verden; 2.Kor.3,3. Er hver ”bogstav” (hver troende) tydelig
skrevet? Kan verden læse om Kristus gennem os? Kender vi ikke trang
til at forene os i sangerens bøn: ”O, lad mit liv om Jesus tale!”
Når det gælder menigheden som
Kristi legeme, hedder det; ”men hver for sig er hverandres lemmer”.
Jeg kan altså ikke leve for mig selv. I legemet er der harmoni når
hvert legeme står til tjeneste for de andre. De ældre lemmer tjener
mest og trænger mindst. De ligner mest på Kristus, han som ikke kom
for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv til en
løsesum for mange; Matt.20,28. Rom.12,5. 1.Kor.12,24. 1.Joh.3,16.
Bag al sand tjeneste står Den Hellige Ånd, som uddeler gaver ”til
hver især som han vil”; 1.Kor.12,11.
Det vi har været inde på nu,
finder vi i Paulus’ brev, eller i det han kalder ”mit
evangelium”; Rom.16,25. Ef.3,1-11.
Vi må også medtage noget fra
apostlen Johannes. Hele Åbenbaringen er jo profetisk; Åb.1,3. Her
finder vi også et budskab til menigheden i Kap. 2 og 3. Men dette er
den bekendende menighed, den såkaldte ”ristenhed” eller kirken.
Opfyldelsen af den profetiske side af budskabet kan vi finde igen i
skolens lærebøger i kirkehistorie.
1. Efesus; Åb.2,1-7. Efesus står
for apostel tiden, rig på kristelig lære, liv og virksomhed, men
har forladt den første kærlighed (at have nok i Kristus) Ved at
sammenligne det brev Paulus skrev til Efeser menigheden i år 64 med
det brev fra Johannes i år 96, er det ikke vanskeligt at mærke
nedgangen. Se også 2. Tim.1,15.
2. Smyrna; Åb.2,8-11. Åben
forfølgelse af ”alle som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus”;
2Tim.3,12. Tendens til opdeling af menigheden: Nogle tro indtil døden
og kastet o fængsel, andre ikke. Den sidste klasse ses igen i
Pergamum.
3.Pergamum; Åb.2,12-17. Menigheden
går ind i alliance med verden, forfølgelse og afvigelse fra
sandheden tiltager. (Fra Konstantins tid)
4. Tyratia; Åb.2,18-29. Dette er
middelalderens mørke. K vinden Jesabel råder (Moder – kirken)
5. Sardes; Åb.3,1-6. Dette er
reformasjons tiden, som begyndte så lovende, med frigørelsen fra
romerkirkens lære på så mange punkter. (Tænk på Luthers 95
sætninger bare mod aftalen). Men det endte i død rettroenhed.
6. Filadelfia; Åb.3,7-13. Dette er
de store vækkelses bevægelser i den ”kristne verden” fra 1700
tallet, med nyvagt interesse for selve Skriften og broder samfundet.
Med dette fulgte bibelsk missions syn og missionsiver.
7. Laudikea; Åb.3,14-22. Her er det
nedgang. Dette er nok desværre tilstanden i vor tid.
I alle disse menigheder var der
sande troende, det er ”de som sejrer”. Og til alle disse er der
givet løfter om belønning. Dette vil finde sted ”på hin dag”
for Kristi domstol; 2.Tim.4,8. 2.Kor.5,10. Lønnen her gælder ikke
sjælenes frelse, for da er vi frelst af bare nåde ind i det
himmelske rige; 2.Tim.4,18. Lønnen er for troskab og lydighed mod
hans ord i tjenesten; 1.Kor.4,1-5. Joh.14,15. 23. Resultatet af denne
domstol er at få eller tabe løn. Det omtales i 4 slags kranse;
1.Tess.2,19. 2.Tess.4,7-8. 1.Pet.5,4. Åb.2,10.
Vi så at Laodikea sluttede med
nedgang. Og med nedgang slutter profetien om den 4. husholdning. Vi
kan også gengive lignende ord fra G.T.; ”Ørkenen og det tørre
land skal glæde sig, og den øde mark skal juble og blomstre som en
lilje”; Es.35,1. Eller; ”Og i Sions børn, fryd og glæd jer i
Herren, eders Gud! For Han giver jer læren til retfærdighed, og så
sender han regn til jer, høst regn og vårregn, først” Joel 2,23.
Men at forkynde at dette opfyldes nu, er at pladsser rette profetier
på fejl plads. Sammenhængen viser tydelig at de hører til 1000 års
riget, og at Herren er midt i Israel; Joel 2,27. Men er det tilfælle
i dag?
Men vi må tilbage til Paulus. Han
virkede 3 uger i Tessalonika, og der var sket store ting. Mange af
hedens æt var blevet frelst, havde vendt sig til Gud fra afguderne,
og var sat i tjeneste. Ja, ikke bare i tjeneste, men også i
forventning, ikke på en salig død, men på Jesu personlige komme;
Ap.Gr.17,1-9. 1.Tess.1,8-10. Således lærte han også de troende i
Filippi; Fil.3,20-21. Dette er menighedens salige håb; Tit.2,13.
”Herren selv skal komme ned fra
himmelen… og de døde i Kristus skal opstå først; derefter skal
vi som lever, som bliver tilbage, (forvandles, så vort fornedrelses
legeme blive lig med Hans herligheds legeme, begge flokke er da lige;
1.Kor.15,51-52. Fil.3,20-21, så vi kan) sammen med dem rykkes i
skyer op i luften for at møde Herren, og så skal vi altid være
sammen med Herren. Trøst da hverandre med disse ord”;
1,Tess.4,15-18. Det er Brudgommens møde med sin brud, og det er
første gang vi ser ham som han er; 1.Joh.3,2, se forbillederne i
1.Mos.24,63-67. Så bliver der bryllup i himmelen, og siden at regere
med ham; Åb.19,7-8. 20,4. Salige håb! Salige dag! Kom, Herre Jesus!
Ved den Herre Jesu komme til menigheden, benævnes han som
Brudgommen, Guds Søn, og Herren, og billedlig for den klare
morgenstjerne; Matt.25,6. 1.Tess.1,9-10. 4,15. Åb.22,16, men aldrig
som Menneskesønnen. Det hører til hans komme til Oliebjerget
(kortet E og F.)
FRA BORTRYKKELSEN TIL KRISTI KOMME
TIL OLIEBJERGET
5. Hush. (F – G. TRÆNGSELSTIDEN
På den 5. dag var Gud specielt
optaget med havet (Det vrimlede af liv i Vandet, og Gud skabte de
stor sø dyr) og med jorden (fugle flyver over jorden; 1.Mos.1,20-23
Den 4. hush. som vi er færdig med,
kalder Gud ”nådens år”. Det betegner en lang periode. Den har
til nu varet i næsten 2000 år. Den 5. hush. som vi skal tage for os
her, kalde Han ”hævnens dag”; Luk.4,19. Es.61,2. Denne betegner
en kort tid, og den bliver den 70. uge (7 år) i den jødiske
tidsregning; Dan.9,24. 27. Da tager Gud for alvor op igen Israel som
sit eget folk, som nation i landet. Størstedelen af profetien om
jøder og hedninger fra Esajas og til og med Åbenbaringsbogen får
sin bogstavelige opfyldelse i denne trængselstid og fredsriget som
følger efter. Da så meget skal ske på så kort ti (7 år), må alt
lægges til rette i den 4. hush. (i menighedens tid). Vi begynder at
se hvordan ”det vrimler af liv”, uro og uorden i folkehavet over
hele verden, og ”de store sø dyr” kommer til syne: ti –
kongeriget (fællesmarkedet) i vest, Afrikas forenede stater i syd,
Gog og dets skarer fra norden; Ez.38,1-23. Ligedan ser vi en øgende
tendens til organisation og centralisering med få mænd i
topstillinger. Ved hjælp af massemedia, vil det i sin tid blive
mulig for en diktator at svinge sig til tops i en fart og få fuld
kontrol over folkemassen. Meget mere kunne siges i den retning om
”tidernes tegn”. Men vi må her sige lidt om Israel efter
menighedens bort-atomar (F – G.) Selv om de da genoptager
offertjenesten, som på Jesu tid, så er de fremdeles en vantro
nation, og derfor i trængsel under Guds tugt. Denne bliver så hård
at folkets ledende statsmænd, på vegne af de mange, slutter en pagt
med romerrigets diktatur for 7 år. (ikke alle jøder er med på
dette, da de ved at Gud aldrig har tilladt Israel at slutte en pagt
med andre nationer). Dette er altså den 70. uge; Dan.9,27. Rigtig
nok bliver det en fredstid fra begyndelsen; 1.Tess.5,3. Åb.6,1-2.
Men så begynder veerne; Matt.24,8. Åb.6,3-. I midten af ugen
udgiver den jødiske leder sig for at være Kristus og sætter sig i
Guds tempel. Da vågner en del troende jøder for sandheden i Jesu
tale på Oliebjerget. Nogen må lide martyrdøden for Guds ords skyld
og for det vidnesbyrds skyld som de havde; Åb.6,9-11. (Disse opstår
når Jesus kommer til Oliebjerget og udgør sidste ”afdeling” i
den ”første opstandelse”, og bliver med i det himmelske
Jerusalem; Åb.20,4. 1.Kor.15,23). Andre må forlade Palæstina og
spredes blandt folkene; Matt.24,15-32. På deres flugt forkynder de
Rigets evangelium, om Kristus både som frelser og konge. Han, som
inden 7 år, vil komme igen for at fri dem fra al trængsel: De som
tager imod budskabet, vil skilles ud som ”får” ved Kristi
herligheds trone (på jorden) og arve 1000 års riget. De vantro
dømmes til ild søen; Matt.25,31-46. G.
For Israel bliver sidste del af
trængselen den værste. ”Da skal der være så tor en trængsel
som ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu, og heller ikke
skal blive”; Matt.24,21.
Da vil Herrens samle alle
hedningefolkene til krig mod Jerusalem…. Og halvdelen skal måtte
gå i landflygtighed; Sak.14,2. Åb.16,16. (I år 70 blev hele byen
taget og ødelagt). Men da griber Herren ind og strider mod Israels
fjender. Men overfor Israel åbenbarer han sig i herlighed. På den
dag skal hans fødder stå på Oliebjerget; Sak.14,3-4. Israels
nationale tugt er til ende for altid, og de oprettes i evig
retfærdighed; Dan.9,24. Se kortet over, G, om gode og dårlige
tjenere; Matt.25,14-30. Dette gælder jøder; Matt.25,31-46. gælder
hedninger.
Nu har Herren opfyldt den vanskelige
del af profetien for Israels vedkommende. Israel er blevet en frelst
nation. Jerusalem og hele landet er på jødiske hænder. En ny tid
kan begynde. Men Gud begynder altid i det små; Sak.4,10. Freds riget
begynder også således. Det var jo bare en sten som ramte billedet
på fødderne; Dan.2,34 Israel har altså nedlagt sine våben,
byggearbejdet er i gang, og de bor trygt i åbne byer; Ez.38,8-12.
Israels absolutte sikkerhed er garanteret ved Herrens eget nærvær;
Es.54,17. Men endnu et angreb skal de opleve. Gog fyrsten fra Norden,
rykker ud med alle sine skarer og når Israels land. Men Herren
knuser straks dette sidste store angreb for at demonstrere for alle
at ”Jeg er Herren, hellig i Israel”; Ez. kap.38 og 39. Sal.46,10,
og ingen krig vil blive tålt i tusindårsriget.
Kapitel 10. 6. Hush. (G – H.)
TUSINDÅRSRIGET
KRISTUS OG MENIGHEDEN REGERER
På den 6. dag blev Adam skabt. Men
han var alene som menneske. Gud ledte da alle dyr og fugle til ham.
Men han fandt ingen som hans lige. Gud lod en dyb søvn falde på
ham, åbnede hans side, og af et ribben byggede han en kvinde. (Ordet
”bygge” er brugt om menigheden; Matt.16,18.) Først da blev Adam
tilfreds, fordi Gud gav ham en medhjælp som var hans lige, og han
kunne sige: ”Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød”.
Sammen blev de sat til at råde over jorden; 1.Mos.1,24-2,25.
Dette indeholder mange dyrebare
sandheder som vi må tage med i al korthed. Israel kan se tilbage på
sårene i Jesu side og sige: ”Ved hans sår har vi fået lægedom”;
Es.53,5.Menigheden kan sige det samme for sin del, men har fået
tilmålt en endda støre det af herlighed. Den blev udvalgt til at
være Kristi brud, ”hans lige”, den højeste stilling en skabning
kan få. Ja, den er ”fylden af ham som fylder alt i alle”;
(Efs.1,23 eng. Overs.
I denne hush. (tusindårsriget) vil
der blive store forandringer både i det himmelske og i det jordisk.
Fra den åbne himmel vil Kristus (som Guds Søn, Davids søn og
Menneskesønnen) regere sammen med menigheden; Joh.1,51-52. Åb.7,15.
Mange af løfterne, til ”de som sejrer”, bliver opfyldt i denne
tid; 1.Kor.6,2-3. 2.Tim.2,12. Åb.2,26-28. 3,21. 20,4. Fra
lufthimmelen er Satan fjernet og bundet i afgrunden for 1000 år;
Åb.20,1-2. Fra jorden bliver ”dyret og den falske profet” kastet
levende i ild søen; Åb.19,20. G. (Dette er de to personer fra
kap.13, dyret af havet v.1. og dyret af jorden .11. Se den før
omtalte pagt på 7 år; Dan.7,27.
For de troende på (jorden) er døden
opslugt for evig; Es.25,6-9. 65,19-25. De klimatiske forhold vil i
alle soner blive ideelle for planter, dyre og menneskelivet;
Åb.7,13-17.
I Kristus har Gud atter en gang
forenet himmelen og jorden; Ef.1,10, og velsignelse strømmer ned
over ”Davids hus”. Tempeltjenesten er i gang til minde om Kristus
”i hans køds dage”. Ez.kap.40-47. Es.66,20-21. Fra Templet
flyder dobbeltbækkens vand; Ez.47,1, som bringer liv og sundhed med
sig. Dette taler om Israels store missionstid, da de skal fylde
jorden med Herrens kundskab. ”Ligesom vandet dækker havets bund”;
Es.11,9. 27,6. I de første 5 husholdninger kunne en vel spørge:
”Herre, er det få som bliver frelst?” om får del i den første
opstandelse (F – G.)Luk.13,23. Men i den 6. hush. har Faderen lovet
at ”give ham de mange til del og stærke til bytte,” Es.53,12. Og
disse mange er det som skal fylde den nye jord (H – I.) Den
himmelske afdeling bliver fyldt af de som får del i den første
opstandelse (F –G.)
Det bliver en hush. af syn, ikke så
meget af tro. Himmelen og herligheden er synlig, ligeledes et billede
af Helvede. Der er dødsstraf. Udenfor Jerusalem vil kroppene af de
mænd som faldt fra Herren, tæres af ild som ikke slukkes og orm som
ikke dør. De skal være en afsky for alt kød som i de dage drager
op for at tilbede. Zion, skønhedens krone, er verdensrigets åndelig
og politiske centrum. Sal.50,2. Es.2,2-4. Es.66,23-24.
Endda er der mange som ikke af
hjertet vil omvende sig og tro. Når 1000 års riget er til ende, får
Satan en liden tid. Han samler disse skjulte hyklere. De har sikkert
slået sig ned ved verdens fire hjørner for at komme længst udenfor
den åndelige indflydelse, og nævnes derfor i.f.m. Gog og Magog. De
drager op imod Jerusalem og omringer de hellige lejer og den elskede
stad. Men da falder der ild fra himmelen og fortærer dem;
Åb.20,7-10. Tiden er til ende (H.)
Kapitel 11; DEN KOMMENDE EVIGHED (1.)
GUD ER ALT I ALLE
På den store hvide trone optræder
nu Kristus som dommeren over ”de døde” Ap.Gr.10,42. De fortabte
opstår til ”dommens opstandelse”; Joh.5,29. De dømmes efter
deres gerninger, efter det som er skrevet i bøgerne; Åb.20,11-15.
Fra dødsøjeblikket var de klar over deres stilling; Luk.16,19-31.
Hebr.9,27. Her gæler dommen udmålingen af straffen; Matt.11,20-24.
Luk.12,45-48. Det er en dom som er nødvendig på grund af Guds evige
væsen, ”Du som er ren af øjnene så du ikke kan se på ondt uden
at straffe; Habakuk 1,13. Om nogen vil protestere, kan Gud henvise
til livets bog; Åb.20,12-15. Denne bog står i.f.m. ”Lammet som er
slagtet”. Deres navn er der ikke. Og hvorfor ikke. Fordi de ikke i
nådetiden tog imod Kristus som deres frelser. De må nu ”lide
straf, en evig fortabelse bort fra Herrens åsyn, og fra Hans magts
herlighed; 2.Tess.1,9. Dette kan synes at være en streng straf. Men
hvem kan måle størrelsen af denne synd: at forkaste Ham som har
elsket verden således ”at han gav sin Søn, den enbårne, for at
hver den som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”;
Joh.3,16.
Himlene og jorden gennemgår den
sidste proces i ild; 2.Pet.3,7. Kristus fremstiller nu nye himler og
en ny jord hvor retfærdighed bor; 2.Pet.3,13. Han bliver da ”evig
Fader”, ophavet til tingenes nye tilstand som da tager sin
begyndelse og vil vare ved evig; Åb.21,1. Es.9,6. De frelste fra
1000 års riget befolker den nye jord, det himmelske Jerusalem stiger
ned, og Guds bolig er hos menneskerne; Åb.21,3. Og da er Gud alt i
alle; 1.Kor.15,28.
Disse tilstande for e vig tilværelse
er nået. Ved tank en om denne evighed kommer sangstrofen for os:
”Hvor skal du bo i evighed? Spørgsmålet kommer til dig og til
mig.
I evighed! I evighed! Hvor skal du
bo i evighed?
Vort personlige forhold til Kristi
sonings værk vil afgøre dette.
Har du kære læser, taget imod den
Herre Jesus som din frelser? Hvis ikke, så skynd dig! Tiden herefter
er kort.
Alle troende læsere hilses med
Ef.3,14-21: ”Ham være æren i menigheden og i Kristus Jesus,
gennem alle slægter i alle evigheder! Amen.”