Fra Norsk:
Karmel - blad 1947: Palæstina, zionismen og de kristne:
Indlæg ved H. Seligmann, på Karmel møde i Hillerød.
Når jeg i det flg. skal forsøge at
give et indlæg over emnet: ”Palæstina, zionismen og de kristne”,
så må jeg sige, at for mig stille sagen sig ganske enkel, for vi
har mange uopfyldte løfter at ty til. Der en ganske enkelt ganske
klart tale om en geografisk samling i fædrenes land og på samme tid
en hjertes omvendelse.
Fra Guds side er alt klart. Det er
os kristne såvel som jøder, som , ved at spænde ben under
hverandre ved sær-sætninger, giver anledning til de store og
vanskelige problemer. Det er ikke kun i de store politiske, men også
i den teologiske verden at der er uenighed om sagen. Og man giver
ikke den mest berørte part af sagen – jøderne- tilstrækkelig
forståelse og imødekommenhed overfor mange berettige krav og
forventninger.
Med kristnes øjne kan zionismen, i
hvert fald ikke i dens nuværende form, være en løsning af selve
jødespørgsmålet. Politisk har den selvfølgelig forsøgt, og gør
det fremdeles-at løse det brændende problem, For millioner af jøder
har Palæstina som ”Fædrenes land” fået en ny og uhyre stor
betydning. Interessen for landet har aldrig været svigtende under
hele landflygtigheden.
Jeg tror at kunne sige, at alle
jøder ser med velvilje på Palæstina-projektet, også
assimilationerne, selv om de ikke tænker på selv at bosætte sig
der. Det vil hjælpe både dem som kommer, og dem som forbliver hvor
de er, for det betyder nu så meget med et fædreland og en myndighed
som tager sig af ens sag medens man er i udlandet.
At Gud i zionismen har en finger med
i spillet, er ganske klart. Han bruger den til at fremme sine planer,
idet han på ny minder dem om at de er jøder. Derved sætter han en
stopper for at jøderne går op i og assimilerer sig med de
kulturfolk hvoriblandt de lever.
I tiden efter den franske
revolution, da jødernes ligestilling og ligeberettigelse med de
øvrige borgere i mange af Europas lande efterhånden begyndte og
ghetto - murene faldt, opstod der for jøderne en stadig stigende
assimilation. Jøderne forstod rigtig at værdsætte den franske
revolutions slagord: ”Frihed lighed og broderskab”. Det var jo
netop noget de længtes efter. De gik med liv og sjæl op i det
europæiske kulturliv med dets goder, så de var fulde af
kulturoptimisme.
For en stor del bestod
ligeberettigelsen desværre blot på papiret. Først når man lod sig
døbe, blev man helt anerkendt og kunne opnå stillinger i det
offentlige liv. Den meget kendte tysk-jødiske forfatter Henrich
Heine udtrykte det således: ”Dåbsattesten er entrebilletten til
den europæiske kultur”.Tænk at noget sådant har kunnet finde
sted. Tænk hvor helt anderledes
det ville have gået jøderne om de havde mødt noget mere af levende
kristendom og levende kristne og var blevet grebne af det. Men kirken
og kristenheden havde i de 1900 år gang på gang korpromineret sig
og hvad er der ikke kommet af lidelser og forfølgelser mod jøder i
Jesu – navn. Vi behøver blot at tænke på korstogene og
inkvisitionen. I den forbindelse er det interessant at læse hvad
prof. Regin Prenter skriver i en artikel om antisemitismes historie:
I middelalderens Europa kunne
jøderne ikke være jordbesiddere. Allerede ved overgangen fra
Oldtiden til Middelalderen blev Jøderne trængt ud af Godsejernes
stand ved forbud mod mod, at Jøderne købte kristne slaver. Derved
blev det vanskelig for Jøderne at drive landbrug i stor stil.
Tendensen til at søge til byerne blev herigennem yderligere
forstærket. Og i byerne kunne Jøderne i længden ikke klare sig som
håndværkere, da der i middelalderen organiseres håndværker i laug
og gilder, og disse organisationer havde en så udpræget kristelig
og kirkelig karakter, at jøderne ikke kunne blive medlemmer i dem.
Dermed var jøderne også udelukket fra håndværket. Så blev kun
pengeforretningerne tilbage. Og her kom jøderne til at udfylde en
mangel. Efterhånden som naturalier - husholdningen afløstes af
pengehusholdning, blev der brug for folk, som kunne stille kapital
til rådighed mod rentebetalinger. Efter kirkelig ret var rente-
takning forbud. Jøderne som ikke var bundet af kirkelig ret, kunne
dermed få en cancer som pengeudlånere. Dertil kom, at jøderne var
nødt til at sikre deres tilværelse ved hjælp af penge. Når de
uhyggelige jødeforfølgelser satte ind, havde de kun en udvej: at
søge beskyttelse hos en fyrste, eller hos kirken.. Og for denne
beskyttelse måtte de betale. På denne måde blev Jøden et godt
skatteobjekt for fyrste og pave. Og disse sidste blev økonomisk
interesseret i, at jødehadet blev vedligeholdt. Hvis der ikke var
noget jødehad, behøvede jøderne ikke deres beskyttelse, og de
ville ikke få den indtægt.
Hertil kom, at kirken fra tid til
andenerklærede alle jødiske tilgodehavender for ugyldige. Paven
havde brug for adelens og fyrsterne støtte til sine korstoge. Derfor
var han ikke interesseret i , at de var gennem-forgældede. Og det
hjalp jo temmelig godt, når gælden til jøderne fra tid til anden
kunne annulleres. Middelalderens største teolog, Thomas fra Aquino,
gav den teologiske begrundelse for denne praksis ved at hævde, at
fyrsterne havde ret til at konfiskere jødernes formue, for den var
erhvervet på uærlig måde, nemlig ved renteberegning. Således var
jøderne uhyre praktiske at manøvre med i det middelalderlige
samfund. De var nødsaget til at drive pengeforretninger, fordi ingen
anden udvej var åben for dem, og fordi de måtte have midler til at
købe sig beskyttelse hos de mægtige. Når de så havde tjent penge
til det formål. Hvad havde jøden så andet at gør end at give
renteskruen endnu en drejning?
Hvad er jøden snuhed i
penge-forretninger og hans såkaldte pengegriskhed andet end den
naturlige følge af den politik, kristenheden århundreder igennem
har før overfor Jøden?
Det
var i den mørke middelalder, siger man til forsvar. Ja, men på
baggrund af en højt udviklet kultur og civilisation er det vi har
set for os i de sidste år langt
værre.
Og ikke nok med det. På trods af alt det som skete, at 6 millioner
jøder, ca.35% af jordens jødiske befolkning og 80% af Europas jøder
er blevet udryddet, så findes den ansvarlige antisemitisme i endnu
mere forstærket form i Europas land. Den kommer også til udtryk i
Palæstina-politikken, selv om det sker på en egen måde
Det
er for jøderne den største skuffelse og danne baggrunden for alle
desperate handlinger. Og modstanderne fremviser disse i stor stil for
at dække over vanskelighederne i storpolitikken og jøderne er atter
syndebukken. Under forfølgelserne havde de endnu håbet, men nu er
det næsten ude med det. Det må give os noget at tænke på, både
jøder og kristne. Om mon dog ikke i hvert fald jøderne efterhånden
får øjnene op for der er en Gud alene vi skal sætte vor lid til og
ikke til storpolitikken og materialismen eller andre ideologier.
Zionismen må tilegne sig den åndelige nationalisme som den alene
har behov for.
Det
er så glædeligt at se så mange Karmel- venner som er optaget af
netop denne alvorlige sag i det store problem som hedder
”Israel i dag”. Jeg har fået
et referat af en samtale som vor ven Faye Hansen havde med en jøde
nede i Palæstina. Manden klagede over de kristnes adfærd. Faye
Hansen prøvede at fortælle jøden at der også fandtes virkelige
kristne – ja, tak, sagde jøden. Dem kender jeg. De er de værste!-
Og så fortalte han om de
oplevelser han havde fra Ukraine om progromere derned og hvordan de
katolske præster netop var ledere af disse progromær. Disse blev
ofte iværksat af myndighederne for at aflede folks utilfredshed med
tilstandene. Så var det så nemt at give de ubeskyttede jøder
skylden. Og manden mente ganske sikkert at ”en præst måtte da
være en virkelig kristen”
En
from jøde som jeg engang havde en samtale med om myndigheden i Jesu
ord og hans storhed, svarede mig: ”Det er jo netop denne Kristus
som er skyld i al den ulykke som kommer over os gennem hans bekendere
– og hans ord skal jeg tro på ?” Så
meget har kristenheden skygget for Kristus, at de ikke kan få øje
på ham. Det er den største og varige lykke at være en frelst
kristen, men der følger også med et stort ansvar overfor jøderne.
Når kristne er vågne også på dette punkt, så vil også jøder i
berøring med disse kristne få åbnet øjnene.
Men
tilbage til assimilationen. Den greb stærkt om sig. Så da Theodor
Herzel for akkurat 50 år siden afholdt den første zionist-kongres i
Basel og forkyndte det zionistiske program, da vakte det stor
modstand i jødiske kredse i
Vesteuropa . Jødernes
emancipation var den rette løsning af jødespørgsmålet. De
ortodokse jøders modstand skyldtes mere religiøse argumenter,
Zionismens neutralitet overfor religionen og den enkeltes
gudsforhold, føltes som en vanhelligelse. Intet sted er nation og
religion knyttet så stærkt sammen som i jødedommen. Så var det
vel også de ortodokse jøders forventning af forjættelsernes
opfyldelse – det at Gud selv ville samle dem og føre dem tilbage
til landet, som var medvirkende til modstanden. Det var farisæernes
trofasthed der fastholdt loven og læren-fremfor at opnå fordeler
menneskelig set. Også indenfor disse kredse blev der vundet en del
tilhængere, som ved siden af det nationale lagde hovedvægten på at
leve efter de religiøse forskrifter og traditioner, for ikke at
vanhellige landet. Dette standpunkt kan vi som kristne vurdere
positivt, og vi må inderlig håbe at zionisterne snart må erkende,
at de ligesom andre folk kan stå neutralt overfor religionen, denne
væsentlige faktor for Israel som Guds folk. En jøde uden tro på
Gud, er dybest og historisk set et paradoks. En rabbinsk røst for 15
år siden opfordrede stærkt til indvandring i Palæstina af
ortodokse jøder for at gennemsyre zionismen og for at stands
vanhelligelsen af landet. Det huskes nemlig godt i disse kredse, at
deres egen skyld og synd har været årsagen til deres fordrivelse
fra landet i år 70, selv om de endnu ikke kan se hovedskylden,
forkastelsen af evangeliet. Men zionismen er en ung og kraftfyldt
bevægelse, og vi må med respekt anerkende dens store fortjenester,
selv om vi synes den mangler det væsentligste i sit program. Er det
ikke bedre at søge at komme på talefod med den, frem for at stå
afvisende og lade dem sejle deres egen sø? Og så bagefter sige:
sagde jeg det ikke? - Mon ikke Karmel også her har en væsentlig
opgave? - - Den ortodokse jødedom kan jo bedre modstå
assimilationen og den oftest dermed følgende irreligiøsitet, fordi
den har bevaret sine åndelige værdier