MATTEUS
EVANGELIET KAPITEL 23. Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630
Tingvoll, Norge.
Kristen
Bokproduksjon. Jesu forhold til farisæerne og de skriftlærde. Del
3. Vers 1-12:
Jesus
talte til folket og sine disciple om farisæerne og de skriftlærde.
De sad på Moses stol og derfor så skulle folket gøre og holde alt
det, som de bød dem, men efter deres gerninger skulle de ikke gøre,
for de gjorde ikke det som de sagde. De bandt svære byrder på
mennesker, men selv ville de ikke bære disse byrder. (v.1-4.)
Der
er to forskellige forklaringer på hvorvidt jøderne skulle gøre
alt, det som farisæerne og de skriftlærde bad dem gøre
- De skulle gøre det så længe det var i samsvar med den skriftlige Torah.
- Der er også en mulighed for at første del af vers 3 er galt oversat i vore Bibler. Bare ved at flytte på nogle ord i en sætning, bliver betydningen en helt anden. Den bliver da: "På Moses stol sidder de skriftlærde og farisæerne. I gør derfor alt det som de byder jer, men gør ikke efter deres gerninger."
Jesus
kunne umulig opfordre folket til at de skulle holde alt det, som de
skriftlærde og farisæerne bød dem, for han var ikke enig i en
række af deres lære sætninger. Jesus godtog bare Moses Torah. Han
godtog ikke den mundtlige Torah. Farisæerne og de skriftlærde mente
at den var lige så vigtig som den skrevne Torah.
At
de skriftlærde og farisæerne sad på Moses stol, betyder ikke at
det var dem som skulle have siddet der. De havde efterhånden taget
denne plads. Fra Esras tid og fremover var det præstene som udlagde
Torahen for folket, men efterhånden blev det de skriftlærde med
deres forskellige skoler.
Selve
begrebet "Moses stol" betyder to ting.
- I enhver synagoge var der en stol, som blev kaldt for Moses stol, Når de skriftlærde underviste eller udlagde Torahen, så sad de i denne stol. Når de læste op far Torahen, så stod de op.
- Dette udtryk betyder også at de havde autoritet til at udlægge Torah for folket.
De
fleste skriftlærde var farisæer, men det var ikke alle skriftlærde
som var farisæer. På Jesu tid var der ca. 6000 skriftlærde i
Israel. De så ned på folket og læssede store byrder på jøderne,
men folket skulle ikke bryde sig om dette, så længe som det ikke
harmonerede med Moses Torah.
Farisæerne
og de skriftlærde gjorde alle deres gerninger for at folket skulle
lægge mærket til dem. De gjorde deres minde- sedler og deres dusker
store . De ville sidde øverst ved gæstebudene og have de bedste
pladser i synagogerne. De ville hilses på når de var uden på
gaderne, og de ønskede at blive kaldt "rabbi" af folket.
(v.5-7.)
I
flg. Moses Torah skulle jøderne binde Guds ord på sin hånd og sit
hoved. Dette tog jøderne bogstaveligt. På Jesu tid bar jøderne med
undtagelse af karaiterne dele af Torahen på deres kroppe. De vers
som de bar var: 2.Mos. 13,1-10 og vers 11-17. 5.Mos. 6,4-9 og
11,13-21. Disse afsnit blev skrevet på pergament på hebraisk med
blæk. Disse Skrift-steder blev lagt i 2 æsker og holdt på plads af
remmer. Disse blev kaldt for "bønne remmer".
Det
almindelige folk havde disse bønneremme på blot under bøn, men
farisæerne og de skriftlærde bar dem hele dagen. Ved siden af dette
havde de også 4 bønneknuder på yderkanten af kappen. Disse blev
kaldt for "zizit". De skriftlærde og farisæerne kunne
ikke få nok af anerkendelse af folket. De ville have de bedste
pladser ved gæstebordet og i synagogerne. De ville have hilsener på
gaden og kaldes for "rabbi" af folket.
Selve
ordet "rabbi" betyder "min lærer", "min
hersker" eller "min store". Ingen af profeterne havde
brugt disse tituleringer. Hverken Shammai eller Hillel brugte den.
Det bliver hævdet at den første om brugte titlen var Gamaliel. Der
var 3 former af ordet, og de var "rab" og "rabbon",
som betyder "mester", "min mester" og "vor
mester". Titlerne gav udtryk for forskellige grader af
værdighed.
Når
det gælder titlen "rabbi", så var denne en ny titel i
Israel. Det var blevet mode at give de skriftlærde og farisæerne,
disse titler .Jesus gik imod det. Det var bare Jesus som skulle være
lærer for den messianske menighed. Det betød at farisæerne og de
skriftlærde havde ingen autoritet over denne forsamling.
Videre
sagde Jesus til sine disciple at ingen af dem skulle bruge titlen
"rabbi", for det var bare Jesus som var rabbi. De skulle
være "brødre".
De
skulle heller ikke lade nogen i Israel kalde dem for "far"
(åndelige far), for det var Gud som var deres far. De skulle heller
ikke lade nogen kalde dem for "lærer", for Jesus var deres
lærer, for den som ville være den største af dem, skulle være
"tjener". Den som ophøjede sig selv, skulle blive
fornedret, men den som fornægtede sig selv, skulle blive ophøjet.
(v.8-12.) At ingen skulle blive kaldt for far, går naturligvis ikke
på forholdet mellem barn og forældre, men det går på det åndelige
far udtryk. Det var bare Gud som skulle have denne titel.
Jøderne
skulle heller ikke bruge titlen lærer, for det var bare Jesus som
skulle være deres lærer. Dette betyder ikke at Jesus ikke
anerkendte det lærerembede som f.eks. Peter og de 12 havde, for det
var også indstiftet af ham, men det betød at Jesus skulle være DEN
ØVERSTE LÆRER. Det som de andre lærte, måtte ikke komme i
konflikt med det som Jesus lærte. Jesus gentog at den som ville være
den største iblandt dem, skulle være tjener, den som ophøjede sig
selv, skulle blive fornedret. Det er den ydmyge Gud giver nåde.
Således
er det også i den paulinske lære. Vers
13:
Her
begyndte Jesus de 8 ve råb over farisæerne og de skriftlærde. De
svarer til de 9 saligprisninger, som er beskrevet i Mat. 5,3-11. Det
græske ord for "ve" er "ouai", og det giver også
udtryk for "sorg". Gud ønskede ikke at straffe farisæerne
og de skriftlærde. Han ønskede at frelse dem, men når de ikke
ville tage imod, så må han dømme dem for det.
DET
FØRSTE VE-RÅB.
Det
første ve råb gik på det forhold at farisæerne og de skriftlærde
stængede Guds rige for jøderne. Med sin fornægtelse af Jesus som
jødernes Messias og deres mange tillæg til Mose Torah, så hindrede
de mange jøder at indgå i Riget for Israel, og selv så ønskede de
ikke at indgå i dette rige.
DET
ANDET VE-RÅB. Vers 14:
Det
andet ve råb gik ud på at farisæerne og de skriftlærde tilegnede
sig andres ejendom gennem bedrag. De havde kendskab til Torahen, og
mange enker kom til dem med spørgsmål og ejendom ifm. dødsfald at
deres ægtefælle. Farisæerne og de skriftlærde kunne påvirke
enkerne, således at de bortgav deres ejendomme til dem og ikke til
dem som retmæssigt skulle have dem, og det er arvingerne. De blev
også kritiseret af Jesus fordi de holdt lange bønner for syns
skyld. De gjorde det for at andre kunne se det, og ikke fordi de
ønskede at samtale med Gud.
En
del af farisæerne bad en time før bønnen i synagogen og en time
efter. På grund af at der var 3 bønnetimer, så bad de 9 timer for
dagen. Jesus havde forøvrigt sagt at jøderne ikke skulle bede de
lange bønner. Det var hedningerne som gjorde det, og de troede at
når de bad lange bønner, så blev de bønhørt af deres guder.
Jesus lærte jøderne at bede Fadervor: Mat. 7,9-13. Det var nok for
dem at bede denne bøn.
Vi
som hører til den paulinske kristendomsforståelse, beder også ofte
Herrens bøn, og der er ikke noget galt i det, men det er ikke en bøn
som først og fremmest angår os. Det var en bøn som angik jøderne,
og som tog sigte på at bevare dem som troende jøder i den
messianske forkyndelse. Denne bøn tager også sigte på at bevare
jøderne i den trængselstid som ligger foran. De fleste af os som
beder denne bøn, ved ikke hvad den går ud på. (Se min kommentar
under Mattæus 7,9-13.)
DET
TREDIE VE-RÅB. Vers 15:
De
skriftlærde og farisæerne var ivrige efter at vinde proselytter
blandt hedningerne for deres tro. Der var mange hedninger som var
tiltrukket af denne tanke, at der bare var EN GUD i en verden som var
fyldt af afguder. Disse hedninger var de såkaldte "Gud
frygtige" eller "de som dyrker Gud". Disse var ikke
gået over til jødedommen.
Dem
som var gået over til jødedommen blev kaldt for "proselytter".
Selve ordet proselyt betyder "en som er kommet over til"
eller "en som er nær". Der var 4 typer proselytter, og det
var:
- "Portens proselytter". Det er på hebraisk "Ger ha-ahaar". De forpligtigede sig på de 7 Noakistiske bud. De stod i porten ind til Guds rige.
- Der var de hedninger som boede blandt jøderne. De blev kaldt for "Ger toshabah".
- Der var "retfærdighedens proselytter". De blev kaldt for "Ger hatszedek".
- Der var "pagtens proselytter". De blev kaldt for "Ger haberrith".
De
to førstnævnte grupper behøvede ikke at tage vanddåben eller lade
sig omskære.
"Retfærdighedens
proselytter" måtte tage vanddåben og omskærelsen.. Efter at
det var sket, blev de "pagtens proselytter". De
forpligtigede sig på at holde hele Mose Torah. (Se min bog:
Kristendommens Jødiske Rødder, s. 355.)
De
skriftlærde og farisæerne arbejdede ihærdigt for at hverve
hedninger til proselytter. De rejste både over hav og land, for at
få tag i disse mennesker , og når de havde gjort vedkommende til en
proselyt, så gjorde de ham til "et gehennas barn", som var
to gange værre end dem selv.
De
som blev gjort til proselytter, blev værre end deres læremestre med
hensyn til det læremæssige.
Når
jeg fortrækker at bruge ordet "gehenna" fremfor ordet
"helvede", så har jeg begrundet det før. "helvede"
er ikke et jødisk ord, men det er et ord som forekommer i den
norrøne mytologi. Det er bedst at bruge de hebraiske ord, når man
skal arbejde med de bibelske tekster.
DET
FJERDE VE-RÅB. Vers.16-22:
Jesus
kaldt farisæerne og de skriftlærde for blinde vejledere. De lærte
at om nogen sværgede ved templet, så var denne ed ikke bindende,
men den som sværgede ved guldet, som var i templet, var bundet til
eden. Jesus spurgte dem: Hvad er størst, guldet eller templet , som
helligede guldet ? (v.17-19.)
Dette
var ikke det guld som blev brugt til at udsmykke templet, og som
derfor var en del af templet, men det var gaverne som blev givet til
templet. Farisæerne og de skriftlærde mente at de var mere værd
end selve templet, og at eden skulle sættes ifm. gaverne og ikke med
templet selv, hvor Gud "boede".
Guldet
havde ingen herlighed i sig selv, men på grund af at det var
pladsseret i templet, så fik det del i templets hellighed.
Selve
ordet "hellig" er på græsk "hagios". Det
betyder "noget som er adskilt til et bestemt formål". Det
betyder ikke "uden synd", men det betyder at det skal have
en bestemt funktion i Guds tjenesten.
De
sagde videre at om nogen sværgede ved alteret i templet, så var det
ikke noget at bryde sig om, men om nogen sværgede ved offergaven,
som lå på alteret, da var han bundet til eden. Jesus spurgte dem om
hvad som var størst – gaven eller alteret ? (v.18-19.)
Problemstillingen
var den samme som den som Jesus tog op i versene 16-17. Han brugte
her et andet eksempel. Farisæerne drejede helt rundt som kunne binde
en ed. De mente at det var de sekundære ting, som kunne binde eden,
og ikke de primære.
Jesus
sagde videre til dem at den som sværgede ved alteret, sværgede ikke
bare ved alteret, men ved alt det som lå på alteret, og den som
sværgede ved templet, sværgede ved det og ved Gud, som "boede"
i templet. Den som sværgede ved himmelen, sværgede ved Guds trone
og ved Gud, som bor der. (v.20-22.)
Man
kunne heller ikke skille den ene del fra de andre. Alt som lå på
alteret var hellig, for alteret giver det sin hellighed og renhed.
Den
som sværger ved templet, sværgede ikke bare ved templet, men også
ved Gud som "boede" der. Det gik ikke an at udskille det
som havde med Guds rige at gøre. Det ene bandt eden ligeså meget
som det andet.
Den
som sværgede ved himmelen, sværgede ved Guds trone og ved ham som
sad dertil trods for at Guds trone var større end selve himmelen, så
gik det ikke an at adskille disse ting, således som farisæerne og
de skriftkloge gjorde det. De ønskede ikke at se helheden i Guds
ordninger, men de ønskede at opdele Guds ordninger og finde
smuthuller, hvor de selv kunne berige sig.
DET
FEMTE VE-RÅB. TIENDES BETYDNING. Vers 23-24:
Farisæerne
og de skriftlærde gav tiende af mynte, anis og karve, men de brød
sig ikke om det som vejede tungere i Torahen, og det var,
barmhjertighed og trofasthed. Man burde give tiende og gøre det som
var ret. (v.23.)
I
flg. Torahen skulle der gives tiende af olie, frugt, korn og fæ.
Farisæerne havde bestemt at der til og med også skulle gives tiende
af grøntsager. Talmud siger at til og med urterne i køkkenhaven
skulle der gives tiende af.
De
urter som her er nævnt var af lille værdi. "Mynte" var en
urt, som man plejede at strø på gulvene i husene og i synagogerne.
Den var vellugtende. "Anis" var det samme som Dil. "Karve"
var et krydderi som blev brugt meget.
Selve
ordet tiende kommer af det hebraiske ord "maaser". Det
tilsvarende græske ord er "apodekato". Det betyder "en
tiendepart af". Dette skulle gives tilbage til Gud som en leje
for jorden. Den tilhørte Gud. Det var levitterne som fik tiende, for
de havde ikke noget jord i Israel. De skulle give 10% af det til
præsterne: 4.Mos. 18,21 Det var bare jordbrugsprodukter som var
dyrket i Israel, som der skulle betales tiende af. De jøder som
boede i diasporaen skulle ikke betale tiende: 3.Mos. 27,30-34.
De
som drev andre erhverv end jordbrug, skulle ikke betale tiende,
f,eks. Sømænd, fiskere, minearbejdere, soldater, vævere,
handelsmænd, politiker, åndelige ledere og præsterne skulle ikke
betale tiende.
En
bonde som blot havde 9 dyr, skulle ikke betale tiende, for det var
blot "det som gik under hyrdestaven", som skulle være
belastet med tiende: 3.Mos. 27,31.
Den
jødiske bonde kunne heller ikke tage tilbage eller bytte ud den
tiendedel af dyrene, som gik "under hyrdestaven". Man kunne
heller ikke bytte til et frisk dyr med et sygt dyr.: 3.Mos. 27,33.
Det
var strafbart at nogen andre end medlemmerne af Levi stamme tog imod
tiende. Personer som profeterne, de religiøse ledere eller kongerne
kunne ikke tage imod tienden.
Jesus
bad ikke sine tilhængere om at de skulle betale tiende til ham, for
han var ikke af Levi stamme. Han var af Juda stamme: Hebr. 7,14.
Heller
ikke Peter eller Paulus kunne kræve at deres tilhængere betalte
tiende til dem.
Jøderne
praktiserer heller ikke tiende i dag, for der er ingen Levitter i
Israel i dag. Templet er ødelagt og præstetjenesten ligeledes. De
jødiske rabbiner ved godt at indkræve tiende i dag er ulovlig, som
betyder "mod Torahen". (mange af disse punkter er taget fra
Ken Lawsons artikel: Fakts om tiende. The Berean Searchelight,
November 2003.
Til
trods for det er der mange trossamfund som pålægger sine medlemmer
at betale tiende af deres indtægt. De referer specielt til det som
står i Malakias 3,7-10, hvor der står: "Lige fra jeres fædres
dage har i veget fra mine love og ikke holdt dem. Vend om til mig, så
vil jeg vende om til jer, siger Herren, hærskarernes Gud, siden i
raner fra mig ? Og i siger: Hvad har vi ranet fra dig ? TIENDE og DE
HELLIGE GAVER. Forbandelse har ramt jer, og fra mig raner i, ja hele
folket. Bær HELE TIENDE ind i forgårds huset (i templet), så der
kan findes mad i mit hus (templet), og prøv mig på denne måde,
siger Herren, hærskarernes Gud – om jeg ikke vil åbne himmelens
sluser for jer og udøse velsignelser over jer i rigelig mål."
Det
er helt gal brug af Skriften, når man tager dette Skrift-sted til
indtægt for at de troende i dag skal betale tiende..
Man kan ikke tage Bibelord som hører med til en halt anden
tidsperiode, og pladssere det i menighedens tid. I vor tid er de
velsignelser som vi får, ikke betingede, men ubetingede. Vi får alt
af GUDS NÅDE og ikke på grund af at vi giver tiende.
Der
er meget ubibelsk teologi som bliver forkyndt i vore forsamlinger, og
hovedgrunden til dette er at forkynderne ikke vil skille mellem
tidsperioderne. Særlig gælder det forskellene mellem Israel og den
kristne menighed.
Paulus
sagde meget om at den kristne menighed skulle give penge til den
kristne tjeneste, men han bandt det aldrig op mod Mose Torah: 1.Kor.
9,11. 2.Kor. 9,6-8.
Jesus
sagde videre til farisæerne og de skriftlærde at de skilte myggen
fra, men at de slugte kamelen. (v.24.)
De
strengeste af dem adskilte vinen, eddiken og andet flydende, således
at de ikke skulle drikke noget som var urent. De krævede uvæsentlige
ting, men de overså det som var af større betydning i Torahen.
Både
myg og kamelen var urene dyr i flg. Mose Torah. Jesus nævnte et af
de mindste og et af de største dyr, som jøderne kendte til. Et
gammelt bud blandt jøderne lød således: "den som dræber en
flue på sabbatten, er lige så skyldig som den som dræber en
kamel."
DET
SJETTE VE-RÅB Vers 25-26:
Farisæerne
og de skriftlærde rensede fadet udvendig, for at de skulle være
ceremoniel rene. Fadene her står symbolsk for legemet. De mente at
synden kom ind i et menneske fra ydersiden, men det gjorde den ikke
ifølge Jesu lære. Den kom fra hjertet.
Et
legeme som bare har del i den ydre renhed, er fyldt af "rov og
griskhed" på indersiden. Det græske ord som er brugt for
"griskhed" er "akrasias". Ordet er bl.a. brugt om
ægtefolk som ikke magter at leve i afholdenhed på det seksuelle
område: 1.Kor. 7,5.
Jesus
brugte entalsformen i vers 26: "Du blinde farisæer". Dette
gjorde at sagen blev mere personlig og alvorlig. En måtte først
rense legemet indvendig. Da først havde en mulighed for at den ydre
side ved legemet også blev rent.
Både
den messianske og den kristne menighed er rene i det som Jesus gjorde
for os. Begge menigheder er "I Kristus", men til trods for
det så finder vi alligevel et dobbelt retfærdigheds- og
hellighedsbegreb hos den messianske menighed. Grunde
til det er at disse to menigheder tilhører hver sin tidsperiode.
I
rigets tidsperiode blev der stillet krav til jøderne at de skulle
opfylde Mose Torah i vandringen som troende. Dette krav blev ikke
stillet til den kristne menighed. Fokuser – er blevet forandret fra
kravet om opfyldelse af Mose Torah – til Den Hellige Ånds gerning
i den troendes liv. Alt dette har vi når vi
er "i Kristus".
I
den kristne menigheds tidsperiode bliver menneskene frelst bare ved
tro. De kan tabe hele nådelønnen, men alligevel blive frelst, "om
ens værk brænder op, da skal han tabe lønnen, men selv skal han
BLIVE FRELST, dog som gennem ild.": 1.Kor. 3,15.
Således
er det ikke i den messianske menighed. Der bliver stillet krav til de
troende både når det gælder frelsen og vandringen: Joh. 15,2. Mat.
5,8. Hebr. 12,14.
Formår
vi at se forkellene på frelsesprissipperne i den messianske
forsamling og i den kristne menighed, eller
har erstatnings – sammenblandings – teologien ,ødelagt vore
åndelige indsigt ?
DET
SYVENDE VE-RÅB. Vers. 27-28:
Jøderne
plejede at kalke gravene, således at de skulle vide hvor de var, og
ikke blive urene ved at komme i nærheden af dem. Ifm. påskefejringen
blev gravene i Jerusalem kalket, således at pilgrimmene skulle se
hvor de var og ikke blive urene. Jesus sammenlignede farisæerne og
de skriftlærde med disse grave. Udvendige var de fine at se til, men
indvendig var de fulde af dødningeben og al urenhed.
Overfor
jøderne syntes farisæerne og de skriftlærde at være retfærdige,
men Jesus så deres DOBBELTHED. De var fulde af hykleri og
uretfærdighed på indersiden.
Den
som ville få del i Riget for Israel, den måtte være ren indvendig,
og det var bare troen på Jesus som kunne skabe denne renhed: Mat.
5,8.
DET
OTTENDE VE-RÅB. Vers 29-39.
De
skriftlærde og farisæerne byggede fine grave til profeterne og de
retfærdige. De påstod at dersom de havde levet på profeternes tid,
da havde de ikke kommet til at blive medskyldige i profeternes blod.
I
og med at de kaldte disse u-gerningsmænd for "fædre", så
var de selv af samme kvalitet som dem. Til slut opfordrede Jesus dem
til at fylde op det mål af synd som deres fædre havde. (v. 29-32.)
Ved
foden af Oliebjerget var der mange grave fra gammel tid. Efter
traditionen skal både Sakarias, Absalon, Josef og Jakob være
gravlagt her.
De
tog offentlig afstande fra det som deres fædre havde gjort, når de
dræbte profeterne og de hellige. Det er mulig at de mente det, men
Jesus som gennemskuede dem, sagde at de var af samme kvalitet. De kom
til at gøre det samme.
I
tillæg til dette kaldte de også disse manddrabene for deres
"fædre". (v.30.)
Jesus
opfordrede dem til at lægge deres synder til fædrenes synder,
således at syndemålet kunne blive fuldt, således at dommen kunne
komme. Det ord som her er brugt for syndefaldet, er "metron".
Det betyder "mål", "kvantum" eller "mængde".
Dommen kom også i år 70 e. Messias. Vi ved at når synden er
fuldmoden, kommer dommen.
Dette
mål af synd fyldte de op da de forkastede og dræbte Jesus og siden
apostlene.
Jesus
kalder dem for slanger og ormebørn. De kunne ikke undslippe gehennas
dom, for de kom til at ihjelslå og korsfæste mange af de profeter,
skriftlærde og vismænd, som Gud ville sende dem. De skulle forfølge
nogle af dem
I
deres synagoger og forfølge dem fra den ene by til den anden,
således at de retfærdiges blod, som var udøst helt fra Abel og til
Sakarias, som de slog ihjel mellem templet og alteret, skulle hævnes
på dem. Alt det blod skulle komme over denne generation. (v.33-36.)
De
kunne ikke undfly eller flygte bort fra gehennas straf og dom, for de
kom til at forfølge, jage, slå ihjel og korsfæste de hellige, som
Gud sendte til dem på samme måde som fædrene havde gjort. Det
begyndte med drabet på Johannes og Jesus. Det fortsatte med drabet
på Stefanus. Ap. Gr. 7.
Hele
denne tid frem til år 70 var en sammenhængende historie om drab på
dem som Gud sendte til jøderne.
Efter
år 70 og frem til Bar Kochba oprøret i 132-135 blev det endda værre
for jøderne.
Alt
blod som var udøst fra Abel og frem til Sakarias skulle blive hævnet
på denne generation. Når synden er fuldmoden, kommer dommen. Denne
generation var den værste, for den forkastede til og med Jesus.
Desuden
måtte dommen komme i en bestemt generation.
Dersom
jøderne havde ønsket det, kunne de have brudt forbandelsen som lå
over den jødiske nation. Det kunne de have gjort ved at omvende sig
og komme tilbage til Torahen og troen på Jesus. Vi ved at Guds nåde
er over 1000 led for de som elsker Herren, men vi ved også at der
kommer en særlig straf over børn (når de bliver voksne) indtil den
tredie og fjerde generation for de som hader Gud. 2.Mos. 20,5-6.
Dette
gælder reglen for staf og velsignelse for jøderne, og
dette må ikke sammenblandes med de åndelige regler for den kristne
menighed.
Dette
er også blevet gjort. Der er i det hele taget ikke den ting, eller
det forhold i Bibelen, som ikke er blevet sammenblandet. FORVIRRING
ER ERSTATNINGSTEOLOGIENS PRIS..
Abel
var den første som led uskyldig død på grund af sin tro og den
sidste var Sakarias. Han er omtalt i 2.Krøn. 24,21. Dette var ikke
profeten Sakarias, for den hebraiske Bibel blev afsluttet med 2.
Krønikebog og ikke med profeten Malakias.
Denne
dom skulle komme over "denne slægt", som er det samme som
"denne generation". En generation i bibelsk betydning er 40
år. 40-tallet er også tallet for "prøvning". Det er ikke
bare enkeltindividerne som må prøves. GUD PRØVER OGSÅ
GENERATIONERNE.
Gud
havde giver jøderne mange forvarsler om at dommen ville komme over
jøderne. Ca. 40 år før templets ødelæggelse skete en del
interessante og for jøderne chokerende ting i templet:
- Det røde klæde, som jøderne lagde ud på Yom Kippur, og som skulle symbolisere deres synder, blev ikke hvidt som før. Det forblev at være rødt. Det betød at synderne ikke længere blev tilgivet.
- Ofringerne i templet mistede deres forsonende kraft.
- Dørene ind til templet åbnede sig af sig selv.
- Den venstre lampe, som var lampen i midten, som man tændte de andre lamper med, slukkedes af sig selv. Denne lampe blev kaldt for "shamash", som betyder "tjeneren" Den er et billede på Jesus. Det betyder at Jesus havde etableret en anden Gudstjeneste i Israel fra år 30. Det var troen på ham selv og hans budskab som frelste jøderne. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 4, kap.: Jakob profeterede om Messias..)
Jesus
var i sit eget tempel og henvendte sig til byen Jerusalem og sagde:
"Jerusalem, Jerusalem. Du som ihjelslår profeterne og stener de
som er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg samle dine børn, ligesom
en høne samler sine kyllinger under sine vinger ! Og i ville ikke."
(v.37 og 39.)
Guds
nærvær eller "Schekina-herligheden" var til stede i
Salomos tempel. Gud selv var til stede i det andet tempel. Han
"boede" over de to keruber i Det Aller Helligste. Guds Søn
var også personlig til stede i det andet tempel. Han henvendte sig
til Jerusalem med medynk og gråd: Luk. 19,41-42.
Når
Jesus nævnte navnet Jerusalem TO GANGE, så betyder det at denne
profeti har en DOBBELT OPFYLDELSE. Det var en dom over både det
Jerusalem, som da var, og det fremtidige Jerusalem, som heller ikke
kommer til at tage imod Jesus. Det er først ved afslutningen af
trængselstiden at jøderne vil tage imod Jesus som konge og Messias.
Jesus
brugte det samme verpe for "at ville" (gr.thelo) i begge
tilfælle. Han ville samle Jerusalems indbyggere ind i sit rige, når
de selv ønskede det.
Nu
kaldte Jesus ikke længere templet for "sit hus", men for
"deres hus".(v.38.) Han sagde at det "skal lades øde"
Her tænkte Jesus ikke bare på templet. Han tænkte også på byen
Jerusalem, som også blev kaldt for "Guds hus".
Han
tænkte også på Riget for Israel, som i evangelierne og i de
jødiske Skrifter er fremstillet som "Guds hus".
Til
slut sagde Jesus at fra nu af skulle jøderne ikke se ham før de
sagde: Velsignet være han som kommer i Herrens navn." (v.39.)
I
den græske grundtekst består dette ord, som er oversat med "før",
af to ord, og det er "heos" og "an". Disse to ord
udtrykker en mulighed som er baseret på en betingelse. Dette betyder
at der som jøderne havde taget imod ham efter hans opstandelse, så
havde han oprettet Riget for dem på daværende tidspunkt.
Videre
betyder dette at nådetiden for jøderne endnu ikke var slut, men i
og med at jøderne ikke tog imod ham efter hans død og opstandelse,
så måtte oprettelsen af Riget for Israel
blive udsat med ca. 2000 år.
Ved
afslutningen af denne 2000 årige periode skal jøderne tage imod
Jesus fra Nazaret som deres Messias.
DE
FORSKELLIGE TYPER NÅDE.
I
mellemtiden tages den kristne menighed ud. Den er baseret på Paulus`
hans Skrifter om den ufattelige store nåde, som vi har i Jesus
Kristus: Ef. 2,7.
Det
græske ord som her er oversat med "overvættes", kan lige
så godt blive oversat med "USPORLIGE". Det vil sige: Vi
kan ikke spore dem op. Det vil sige at vi kan ikke finde den nåde,
som Paulus omtaler, i Tanach deres Skrifter eller i de jødiske
Skrifter i N.T.
Den
nåde som Paulus forkyndte, var en SPESIEL TYPE NÅDE, som ikke havde
været før i frelseshistorien. (Se
Robert C. Brocks bog: The Importance of the Apostel Paul,.s.14.)
Gud
er mægtig til at give os ALLE TYPER NÅDE I RIGT MÅL. "Og Gud
er mægtig til at give os AL NÅDE i rigelig mål, for at i ALTID I
ALLE TING kan have ALT hvad i trænger til og således RIGELIG kan
gøre alle gode gerninger." 1.Kor. 9,8.
Alt
det som Kristus og Den Hellige Ånd giver os, er udtryk for Guds
nåde. I Paulus` forkyndelse er ofte ordet "nåden"
identisk med ordet "troen". Vi har flg. typer nåde i den
kristne menigheds periode:
- DEN FRELSENDE NÅDE: Rom. 3,24.
- DEN BEVARENDE og OPBYGGENDE NÅDE: Ap. Gr. 20,32. Rom. 5,21.
- DEN VOKSENDE NÅDE: 1.Kor. 15,10.
- DEN HERSKENDE NÅDE: Rom. 5,21.
- DEN VIRKENDE NÅDE: 1.Kor. 15,10.
- DEN KALLENDE NÅDE: Gal. 1,15.
- DEN ÅNDS-GIVENDE NÅDE: Gal. 3,2.
- DEN KRAFTGIVENDE og HELBREDENDE NÅDE: Gal. 3,5.
- DEN TRØSTENDE og HÅB-GIVENDE NÅDE: 2.Tess. 2,16
- DEN EVIGE NÅDE: 2.Tim. 1,9.
- DEN STYRKENDE NÅDE: 2.Tim. 2,1.
- DEN IBOENDE NÅDE: 2.Tim. 4,22.
- DEN ÅBENBAREDE NÅDE: Titus 2,11.
- DEN OPTUGTENDE og OPDRAGENDE NÅDE: Titus 2,12.
Den
kristne menighed kommer til at blive et UDSTILLINGSVINDUE for verden
i de kommende tidsaldre, for at vise hvor stor hans ufattelige nåde
har været mod denne frelsesforsamling, og for at vise den
ufattelige store kærlighed han har nedlagt i denne menighed