Theodor Herzl. Fra Basel via
London
Basel
programmet: vedtaget på den 1.
Zionistkongres i Basel 1897.
Zionismens
mål er oprettelsen af et offentlig sikret hjemsted for det jødiske
folk i Palæstina.
Til
opnåelsen af dette må påtænker kongressenat benytte følgende
midler:
- Den formålstjenlige befordring af Palæstinas kolonisering med jødiske landmænd, håndværkere og næringsdrivende.
- Organisation og sammenslutning af den samlede jødedom ved hjælp af lokale og generelle foranstaltninger i overensstemmelse med de forskellige landes love.
- Styrkelsen af den jødiske selvfølelse og nationalbevidsthed.
- Forberedende skridt til opnåelse af de regeringers samtykke, som er nødvendige for realiseringen af zionismens mål.
Balfour deklarationen:
Kære lord Rothcshild !
Det
er mig en stor fornøjelse i Hans Majestæts regerings navn at
overrække Dem følgende sympatierklæring med de jødisk zionistiske
bestræbelser, således som den er blevet forelagt kabinettet og
billiget af det.
Hans
Majestæts regering betragter skabelsen af et nationalt hjemsted i
Palæstina for det jødiske folk med velvilje og vil gøre de største
anstrengelser for at lette opnåelsen af dette mål, idet der dog
skal herske klarhed om, at intet skal gøres, som måtte kunne skade
de i Palæstina bestående ikke jødiske samfunds borgelige religiøse
rettigheder eller jødiske rettigheder og politiske stilling i noget
andet land.
Jeg
beder Dem om at ville bringe denne erklæring til den zionistiske
føderations kendskab.
November
1917. Arthur Balfour.
Israels
selvstændighedserklæring:
Israels
land var fødestedet for det jødiske
folk. Her blev dets åndelige, religiøse og nationale særpræg
formet. Her opnåede det uafhængighed og dannede en kultur af
national og almengyldig betydning. Her nedskrev det Bibelen og gav
den til verden.
Forvist
fra Palæstina forblev det jødiske folk trofast overfor landet alle
de steder, det blev ført til i dets diaspora, idet det aldrig
ophørte med at bede for og håbe på dets tilbagevenden og
genopbyggelsen af dets nationale frihed.
Tilskyndet
af denne historiske forbindelse bestræbte jøder igennem århundrede
sig på at komme tilbage til deres fædres land og atter danne
staten. I de sidste årtier er de vendt tilbage i store skarer. De
tæmmede et vildnis, genoplivede deres sprog, byggede byer og
landsbyer og oprettede et kraftigt og stadigt voksende samfund med
egen økonomisk og kulturelt liv. De søgte freden, men var altid
beredt til at forsvare sig selv. De bragte velsignelsesrige
fremskridt til alle landets beboere.
I
året 1897 proklamerede den første zionistkongres, inspireret af
Theodor Herzls vision om en jødisk stat, det jødiske folks ret til
en national genfødsel i deres eget land.
Denne
ret blev anerkendt gennem Balfour deklarationen af 2. November 1917
og bekræftet ved folkeforbundets mandat, som indeholder en
udtrykkelig international anerkendelse af den historiske forbindelse
mellem det jødiske folk og Palæstina og af folkets ret til at
genopbygge det nationale hjemsted.
Det
nazistiske helvede, som opslugte millioner af jøder i Europa,
beviste påny nødvendigheden af genoprettelsen af den jødiske stat,
der ville løse problemet om den jødiske hjemløshed ved at åbne
sine porte for alle jøder og hæve det jødiske folk op til en
ligeberettiget stilling blandt nationernes familie.
Såvel
de overlevende fra den europæiske katastrofe ,som jøder fra andre
lande krævede deres ret til at leve et menneskeværdigt frit og
arbejdsfyldt liv og forsøgte uophørligt uden at frygte farer,
besværligheder eller hindringer at komme ind i Palæstina.
I
den anden verdenskrig ydede den jødiske befolkning i Palæstina en
helstøbt indsats i de frihedselskende nationers kamp imod den
nazistiske ulykke. Deres tab af soldater og deres indsats på
hjemmefronten gav den adkomst til at rangere på lige fod med de folk
, der grundlagde De Forenede Nationer.
Den
29 november vedtog De Forende Nationers generalforsamling en
bestemmelse om oprettelsen af en uafhængig jødisk stat i Palæstina
og opfordrede landets indbyggere til at gennemføre de forberedelser,
der for deres vedkommende måtte være nødvendige for at føre
planen ud i livet.
De
Forende Nationers anerkendelse af det jødiske folks ret til at
oprette sin selvstændige stat kan ikke tilbagekaldes. Det er desuden
det jødiske folks selvfølgelige ret til at være en nation som alle
andre nationer i deres egen suveræne stat.
I
kraft af det jødiske folks naturlige og historiske ret og De
Forenede Nationers resolution proklamerer vi, medlemmer af det
nationale råd, der repræsenterer den jødiske befolkning i
Palæstina og den zionistiske verdensbevægelse, og som er mødt her
i højtidelig forsamling, herved oprettelsen af den jødiske stat i
Palæstina, der skal bære navnet Israel.
Vi
erklærer herved, at fra og med
mandatets ophør ved midnat den 14 Maj 1948 og indtil oprettelsen af
tilbørligt valgte forsamlinger i overensstemmelse med en forfatning,
der skal udarbejdes af et lovgivende nationalråd inden 1. Oktober
1948, skal det nuværende nationalråd virke som provisorisk statsråd
og dets udøvende organ, den nationale forvaltningskomite` skal
udgøre staten Israels provisoriske regering.
Staten
Israel vil fremme landets udvikling
til gavn for alle sine indbyggere; den vil basere sin eksistens på
læren om frihed, retfærdighed og fred; således som de hebraiske
profeter har belært os; den vil skabe fuldstændig social og
politisk ligeberettigelse for alle sine borgere uden hensyn til race,
tro eller køn; den vil garantere den fulde frihed for tænkning og
tro, opdragelse og kultur; den vil beskytte de ophøjede og
ukrænkelige helligdomme
Og
alle religioners hellige steder, og den vil slutte sig til
principperne i De Forenede Nationers frihedsbrev.
Staten
Israel vil være parat til at
samarbejde med organer og repræsentanter for De Forenede Nationer på
grundlag af resolutionen ad 29 November 1947, og den vil søge at
oprette en økonomisk union for hele Palæstina.
Vi
appellerer til De Forenede Nationer om
at bistå det jødiske folk i opbyggelsen af dets stat og om at
optage Israel i nationernes familie.
Vi
opfordrer, stående overfor
umotiverede angreb, staten Israels arabiske indbyggere til at vende
tilbage til fredens vej og gøre en indsats til fordel for statens
udvikling som fuldt ligeberettigede borgere og med passende
repræsentation i alle staters forsamlinger og institutioner, det
være sig provisoriske eller permanente.
Vi
tilbyder fred og venskab til alle
nabostater og deres folk, og vi indbyder dem til samarbejde med den
uafhængige jødiske stat til fordel for det fælles bedste. Staten
Israel er beredt til at yde sin fulde andel i det fredelige arbejde
for fremgang og opbygning i det nære Østen.
Vor
kalden går til hele det jødiske folk
i alle verdensdele, for at det skal samle sig i arbejdet for
indvandring og udvikling, og for at det skal stå os bi i den store
kamp for opfyldelsen af generationers drøm – Israels genfødelse.
I
tillid til den almægtige Gud, undertegner vi denne deklaration ved
dette møde i det provisoriske statsråd i Byen Tlf. Aviv på denne
fredag den 5. Ijar 5708, den 14. Maj 1948.
14. MAJ 1948 I
Marseille:
Endelig
kom den store dag. Stor – den gang – ikke så meget i kraft af,
at Israel skulle proklameres, men stor, fordi rejsen til Israel, som
var påbegyndt seks uger tidligere fra København, nu endelig kunne
fortsættes. Fra den lejr, hvor vi i nogle uger havde søgt at
forberede vor fysiske form, blev vi transporteret til een af de store
gennemgangslejre, hvorfra 1000 passagerer til Israel den næste
morgen skulle afhentes.
Det
første, der skete, var, at vi skulle have vores pas. Det lyder vist
nok ligetil, og for mig, der nogle uger tidligere havde indleveret
mit pas til visering, syntes det også ligetil. Indtil jeg opdagede,
at folk begyndte at stave sig gennem passene – først og fremmest
for at finde ud af, hvorledes deres egne navne stavedes. Det var alle
sammen mennesker, der for så vidt i de sidste 10 år overhovedet
havde haft noget identitetsmærke, havde måtte smøger deres ærmer
op, for at vise det nummer, der i Hitlers rædselslejre, var
tatoveret ind i armen. Et pas – et rejsepas ! Det var noget ganske
ukendt. Men nu var det i deres besiddelse, for der stod ikke et navn
på, og man måtte præsentere sig for den hustru og de børn, der
stod anført på passet, men hvad gjorde det ? De havde dog en gang
været medlem af en større familie, og når nu de andre
familiemedlemmer ikke var mere, var der så noget forkert i, at de
overlevende sluttede sig sammen og dannede nye familier ? Det nye
navn, den nye fødselsdag og det nye fødested skulle man nok lære
udenad – og det hele skulle kun vare en uge. En uge til, og man
behøvede ikke noget falsk navn, man behøvede ikke at præsentere
sig med et nummer . . .
Det
var en ejendommelig stemning. En virkelig dygtig organisation, der
heldigvis kunne opløses nogle dage senere, havde sørget for papirer
til alle. Endnu vidste man ikke, hvorledes englænderne i Palæstina
ville forholde sig, om de ville give nogen jøde, selv med det bedste
pas, adgang til landet. Og man viste ikke, om det i stedet for
englænderne ville være arabiske myndigheder, der ville modtage os i
havnen i Haifa. Men hvis alt gik godt så længe, så skulle vi i
hvert fald hurtigst muligt komme vore alt for få kammerater til
hjælp. Komme os selv til hjælp. . . .
Hele
dagen gik med at holde appel. Man måtte være forvisset om, at alle
var deres nye navne bevidst. Og da natten kom, begyndte vi det store
arbejde med at undersøge kufferterne for våben, for knive, ja endog
for soldaterfotografier ! Den følgende uge skulle vi ikke være
soldater, men turister, og intet skulle sinke os, når den franske
told skulle undersøge bagagen. Hvilket den, da det kom til stykket,
slet ikke gjorde.
Og
så begyndte turisttilværelsen den 15. Maj - - Da Ben Gurion kl.
16,38 afsluttede den korte ceremoni i Tel Aviv museum med ordene:
"Jeg erklærer herved - - - (fortsættes side 30)
I
Tel Aviv:
For
dem, der oplevede den i Israel, var den dag ikke anderledes end mange
andre dage før eller mange, der fulgte. Og dog skal den huskes som
den mest skelsættende dato i det jødiske folks nyere historie, - om
hundrede af år vil den blive fejret, som vi i dag fejrer
udvandringen af Ægypten og Makkabæernes opstand, myter og sagn vil
vandre gennem generationerne, og Guds pegefinger vil åbenbare sig
for det undrende folk, ved præsteskabets hjælp. – Og menneskerne,
der kæmpede denne kamp, vil forsvinde af sigte, civilbefolkningen i
byerne og soldaterne ved fronterne vil fortabe sig i tidens store
tågedis og genopstå som en stor, fortvivlende upersonlig og
ligegyldig polemiker af heroer. Glemte vil de være, menneskerne på
godt og ondt, de der lo, og de der bandede, de der græd, og de der
sang, de der lød og de der svigtede, de bange og de der skjulte
deres angst. Historien vil svøbe dem ind i sin altfavnende
simplificerende helte-toga og skjule sveden og skjorteærmerne.
Alvorlige mænd i stive flipper og ulastelige cylinderhatte vil med
patos i stemmen på en baggrund af vajende faner mindes heltene og
det historiske øjeblik, d. 14.maj 1948 kl. 16,38. Men det, der
fortjener at huskes, vil blive glemt. Det vidunderligt uhøjtidelige
ved menneskerne og deres optræden, det, at hverdagens rytme
fortsatte uden at nogen stoppede op i bevidstheden om, at det han
skabte var historie. Ingen oprette-stemning, ingen heltecener, ingen
præster der velsignede våbnene. Man havde lært at tage
resolutioner og deklarationer og andre lignende officielle handlinger
uden at komme i affekt, tiden havde lært menneskerne, at det var
realiteterne, der spillede en rolle. Og realiteten var, at landet var
i krig og de facto havde været det siden d. 30. November 1947. Via
bølleoptøjer, snigskytter virksomhed, konvoj-angreb og spredte
sammenstød var udviklingen fortsat lige ind i den regulære krig.
Nej den dag var ikke anderledes end så mange andre dage, ikke for
dem der stod midt i den israelske hverdag. Man hørte ikke historiens
vingesus over Tel Avivs flade tage. Og nåede noget af al den susen
som blev frembragt af jøderne i Galuth til Israel, så blev den
overdøvet af støjen fra bilerne, der drønede gennem gaderne.
Ungdommen
sang i de mudder-camouflerede busser på mod fronter og
uddannelseslejre, en gammel, hærget kvinde brød sammen ved
indgangen til vor træningslejr i Tel Avivs udkant, da hun så sin
søn forsvinde gennem porten. "To har jeg allerede mistet",
skreg hun vildt. Jo, krigen havde allerede slået dybe skår, de
talrige sort-rammede plakater på husvæggene med navnene på de
døde, ambulancernes uophørlige strøm talte deres tavse sprog.
Til minde om mange års fællesskab
omkring staten Israels genopståen !
Efter lang tid griber Gud ind påny ! For
SIT EGET HELLIGE NAVNS SKYLD !
Henry
Seligmann, 17/3. 1994. ”Ordet og Israels” første sekretær