Helligånden trine på Jord: Matt. Evangeliet, Jesu liv og lære (5)

HELLIGÅNDEN trindt på jord,
Den danske Salmebog 6003 e. Adam.
Referat fra Oskar Edin Indergaards bog:
MATTEUS EVANGELIET,
"Jesu liv og lære"
(1.)
Side 63: Det "at være den mindste i Himlenes Rige", betyder det samme som at en kan blive medlem i dette Rige uden at en holder alle Jesu bud. Den som bryder et lille bud i Guds rige, skal få en mindre position i dette rige end den som holder alle budene.
Den som holder budene, skulle få en højere position i riget. Dette viser at Jesus ikke afskaffede Torahen eller budene. Alt Torah skal bestå til og med den mindste bogstav eller den mindste tøddel, v.15.
Det betyder videre at dette rige ikke er et perfekt Rige. Der skal også bo syndere der. Rigets periode skiller sig ikke ud fra de andre tidsperioder hvad som gælder akkurat dette.
George Williams siger i sin Bibel-kommentar s.701 at det "at være den mindste i himlenes rige", betyder at en sådan person "ikke kunne være medlem i dette rige".
I rigets tid vil Jesu Torah være i centrum på samme måde som Mose Torah var i centrum i Sinai pagtens tid. Jesus holdt selv jødernes Torah, og han krævede at også hans efterfølgere skulle holde den og efterleve den så godt det lod sig gøre. Dette er mennesket egen retfærdighed.
Dersom jødernes retfærdighed (almisse givning) ikke overgik den retfærdighed (almissegivning) som farisæerne og de skriftlærde kunne fremvise, så kunne de ikke få del i Riget for Israel, v.20.
Der kan være tale om tre forskellige slags tolkninger af dette Bibel-vers, og alle er lige vigtige, rette og interessante:

1. Der er tale om mennesket egen retfærdighed, og ikke den retfærdighed som jøderne fik ved troen på Jesus, og som var den frelsende retfærdighed. Dersom jøderne ikke havde en større retfærdighed end det som farisæerne og de skriftlærde havde, så kom de ikke ind i himlenes rige.
2. På Jesu tid fik ordet "zedeka" også betydningen "at give almisser". Farisæerne mente at almissegivning, bøn og faste var de vigtigste komponenter i en troendes liv. Den vigtigste af disse var almissegivningen. - På baggrund af at de var grådige og ikke ville give så meget i almisser, så kan dette betyde at Jesus udfordrede dem på deres egne regler for det religiøse liv. Dette betyder da at den som ikke gav mere i almisse end farisæerne og de skriftlærde, de fik ikke del i Guds rige. – Vi ved at almissegivning, lån og gaver var et krav til jøderne i Jesu Torah.
3. Det kan også betyde flg.: Dersom jødernes retfærdighed bare var reduceret til almissegivning, så kunne de ikke få del i Guds rige. – Paulus kunne ikke have udtrykt sig på denne måde. I hans forkyndelse er der bare et retfærdighedsbegreb, og det er Guds retfærdighed og Guds nåde. – Medens den messianske jødedom opererede med 2 retfærdighedsbegreber, så har den paulinske lære bare et retfærdighedsbegreb, og det er Guds retfærdighed.
   

Det skulle ikke være vanskeligt at se at kravene i Bjergprædikenen ikke angår kirkens tid, men i og med at mange teologer og Bibel-lærere ikke regner med Riget for Israel som en åndelig størrelse, så ser de Bjergprædikenen og Jesu undervisning i lys af Paulus` undervisning. I deres prædikener begynder de ofte at læse fra messianske Skrifter og særlig evangelierne og sammenknytter dem med Paulus hans undervisning. Dette gøres på 2 måder, og begge er fejlagtige. De hævder:

1. At det som Jesus krævede i de jødiske Skrifter, det giver han i sin nåde.
2. At al undervisning i N.T., som er givet før Golgata, ikke gælder efter Golgata.. – Vi kan på ingen måde være enige i disse vurderinger. Jesus sagde selv i missionsbefalingen i Mat. 28,18-20 at apostlene skulle gå ud i al verden og undervise om alt det som Jesus havde lært dem. Denne missionsbefaling blev givet efter Golgata.
   

Dette kommer meget tydeligt frem i de jødiske Skrifter og særlig i Jakobs brev, som var det første brev som blev skrevet. Det kan være skrevet så tidligt som år 45 efter Messias.
Jeg efterlyser logisk tanke og konsekvens i den teologiske fortolkning. Den eneste måde at gøre dette på, dersom man skal tyde det teologiske indhold i N.T., sin ret, er at regne med 2 selvstændige teologiske systemer, som ikke skal blandes sammen.
De har sine ligheder, men de har også sine uligheder. (Se min bog: Jødedommens Jødiske Rødder, hvor jeg skriver en del om dette.
Medens den messianske jødedom baserer sig på betinget nåde, har den paulinske kristendom fri nåde. Der er ingen som har fortjent Guds nåde, men det er en anden sag.
Side 67: Den jødiske Torah gælder ikke for den kristne menighed. Vi er frelst af nåde ved tro, og vi bliver bevaret på grund af nåden. Vi bliver ikke bevaret som kristne på grund af gerninger eller overholdelse af Guds bud. Når vi gør gode gerninger, så er dette et udtryk for at Guds nåde arbejder med os og i os.: Titus 2,11-12.
Side 99: "Og da Jesus havde endt denne tale, da var folket slået af forundring over hans lære, for han lærte dem som en som havde myndighed græsk.exousia, og ikke som deres skriftlære."
Folket var slået af forundring over Jesu lære. Han lærte med autoritet, og ikke som deres skriftlærde, som henviste til traditionen og de forskellige fortolkninger af andre rabbinere. I det hele taget så går meget af det teologiske arbejde ud på at have oversigt – hvad andre har sagt og skrevet om de forskellige teologiske emner.
Jesus sagde om sin lære at det ikke var hans egen lære, men Guds lære: Joh. 7,15-17.
Vi har med dette (Bjergprædikenen) vist at den er en tale, som ikke angår den kristne menighed, men det messianske Rige, som var etableret i Israel ved døberen Johannes og Jesu virksomhed og forkyndelse.
Den er baseret i stor grad på gerninger og ikke på den fri nåde.
Når man ikke regner med en åndelig størrelse som Riget for Israel i sine teologiske vurderinger, ser man heller ikke at Jesus kom med evangeliet om dette Rige.
Den fatale konsekvens af dette bliver at man trækker Jesu forkyndelse ind i den kristne menigheds forkyndelse. Herved opstår stor forvirring blandt de troende, og det budskab som de både hører og forkynder selv, bliver ikke Paulus` hans nådebudskab, men en sammenblanding af et evangelium, som har i sig elementer både fra Jesu forkyndelse og Paulus` hans forkyndelse. Et således budskab binder de troende og gør dem ikke glade og frie. Det fører til stor frustration blandt de troende, for de forstår ikke hvad den sande paulinske lære går ud på.
Eyvind von Tangen Sivertsen siger flg. om Bjergprædikenen i sin bog: Hvordan læder du Bøgernes Bog ? s. 67-68: "Tilbudet om dette Rige skulle vel gives til folket. Men de ville ikke forstå at dette rige efter sit indre væsen var et Ånds bestemt og Ånds styret Guds rige med Messias tidens herlighed som tilgift.
Vi må gøre alvor af synet på Jesus som den forjættede Israels Messias.
Læser vi Bjergprædikenen ud fra denne forståelse og i lyset af det profetiske ord i Gamle Testamente, kan der vanskelig rejses tvivl om at denne Jesu "programtale" helt og holdent tager sigte på Messias-riget med dets menneskelige ideelle tilstande på jorden.
Lad den nok så meget være et spejl for os til ydmygende selverkendelse i disse "hedninger tider", hvor vi forkynder "Kristi død indtil han kommer". Må vi dog engang komme til så megen forståelse af "Rigets evangelium" i dets både synlige og usynlige, i dets nuværende og kommende skikkelse, at de endeløse diskutioner og drøftelser og fortolkninger af Jesu Bjergprædiken må få sin afslutning."
Charles F.Baker siger flg. om Bjergprædikenen i sin bog: Understandig the Gospels, s. 83-84: "Bjergprædikenen er en opsummering af de moralske åndelige kvalifikationer til tilhængerne af det tusindårige Kongedømme. Der er visse moralske og åndelige absolutter som er uforanderlige, og som gælder Guds folk i alle tidsaldre. Derfor passer mange af de principper, som er beskrevet i denne tale, ligeså godt til medlemmerne af det kristne legeme som til medlemmerne i kongedømmet.
Men der er visse træk i denne tale som bare passer til medlemmerne af Kongedømmet , derfor er der behov for at fordele på en ret måde denne del af Guds ord..
Hensigten med talen er at instruere disciplene hvordan de skal leve i forhold til de forfølgelser og den trængsel, som de ville lide, medens de venter på den aktuelle oprettelse af Kongedømmet. De bliver det om at bede om at Kongedømmet skal komme.
Talen blev givet til disciplene som befandt sig midt i nærværelse af en mængde folk. Talen representerer ikke frelsens evangelium – eller forklarer ikke hvordan synder skal blive frelst, men den henvender sig til folk som allerede var frelst, som kunne kalde Gud for sin Far.
Meget forvirring har opstået idet man har antaget, at en kan blive en kristen ved at forsøge at leve op til Bjergprædikenen. Der er en stor forskel på det at leve, for at blive hellig, eller leve som en hellig. Ef. 5,1-3.
Jeg vil også citere hvad Robert Raphale Geis har sagt om Bjergprædikenen: "En kristen som lytter til Jesu ord og ikke har fået sin forståelse helt fordærvet af såkaldte teologisk visdom, må erkende, at han (Jesus) fastholder Torahen, og endog hvad som er vigtigere: Han skærper den.
Fem gange indleder han med et: Men jeg siger jer. Denne skærpelse af den jødiske livsholdning hænger sikkert sammen med den messianske lov, som "først træder i kraft ved Rigets komme."
(Hvad som gælder Bjergprædikenen, så se min bøger: Jødernes Konge, bind 2 og 4, hvor jeg skriver meget om den. Se også min bog: Jesu Genkomst, bind 5. kapitel: Bjergprædikenen er grundloven i Riget for Israel.)
Side 218: Markus 7,26: Der mødte han en kanaaneisk kvinde. Hun råbte til Jesus og bad ham om at han måtte hjælpe hendes datter, som var plaget af en ond ånd. Hun tiltalte Jesus med titlen: "Herre, du Davids Søn" v.22.
Denne kvinde blev kaldt for "kanaaneisk", for dette område blev kaldt for Kanaan før Israel tog det i besiddelse. I Markus evangelium står det at kvinden var "syrofønisk" Mark. 7,26.
Til trods for at denne kvinde ikke boede i Israel, så havde hun hørt rygtet om at Jesus kunne helbrede og hjælpe mennesker.
Hun havde en rigtig vurdering af Jesus. Hun kaldte ham både for "Herre" og for "Davids Søn".
Ordet "herre" er på græsk "kyrios". På hebraisk er det det samme som "Yhvh".
Betegnelsen "Davids Søn" er det samme som Messias. Han skal i sin tid oprette Riget for Israel, som var en genoprettelse af Davids rige..
Denne kvinde havde en helt rigtig opfattelse af hvem Jesus var. Det som hverken farisæerne eller de skriftlærde forstod en enkel hedensk kvinde.
Dette får os til at forstå at det ikke er kundskaber og traditioner, som får et menneske til at forstå, at Jesus er jødernes Messias, men Den Hellige Ånd, som taler til alle mennesker gennem samvittigheden og deres tanker.
Jesus svarede hende ikke et ord, og disciplene bad om at Jesus måtte skille sig af med denne kvinde, for hun råbte efter dem, v.23.
Det at Jesus ikke svarede hende noget med det samme, kan være udtryk for at han ville prøve hendes tro, for kvindens kendskab til Jesus var enorm og kolossal.
Disciplene derimod ville sende hende bort og ikke hjælpe hende.
Jesus sagde som en forklaring på at han ikke kunne hjælpe hende: "Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus", v.24.
Dette betyder ikke at han ikke ville hjælpe denne kvinde, men hun havde ikke noget krav på ham som "Davids Søn". Han kunne ikke hjælpe hende i egenskab af at han var jøderne Messias. Messias var udsendt af Gud til jøderne for at sone deres synder og oprette Riget for dem.
Kvinden gav sig ikke. Hun faldt ned for ham og sagde: "Herre", hjælp mig, v.25.
Kvinden forstod det som Jesus havde ment med sit udsagn i vers 24. Hun forandrede taktik og tiltalte ham som Gud (Yhvh). Da havde hun en mulighed for at Jesus kunne hjælpe hende, for Yhvh er også hedningernes Gud.
Jesus ville udfordre kvinden endda mere. Han sagde: "Det er ikke ret at tage brødet fra børnene og give det til de små hunde, v.26.
"Brødet" er her et udtryk for "Jesus selv". Jesus er livets brød, Joh. 6,35.
"Børn" er udtryk for "jøderne". De skulle forsyne sig først. De skulle være de første som skulle blive velsignet i Riget for Israel. Når de havde taget imod Jesus, så skulle også hedningerne slutte sig til riget som proselytter. Dette var Guds oprindelige plan med jødefolket.
"De små hunde" er et udtryk for "hedningerne". Hundene blev betragtet som urene, men Jesus havde ikke denne vurdering. Han betragtede ikke noget menneske som urent i sig selv.
Jesus brugte det samme udtryk om hedningerne som jøderne gjorde, men han lagde ikke det samme i udtrykket.
Kvinden gav Jesus ret i dette. Hun sagde at det var sandt, det som Jesus sagde, men hun sagde også at de små hunde åd af de smuler som faldt fra Deres Herrens bord, v.27.
Kvinden indrømmede at det var sandt det som Jesus sagde, at det var jøderne som først skulle arve Rigets velsignelser, men før jøderne tog imod Jesus, måtte hedningerne nøje sig med de små velsignelser, som kunne blive givet dem.
Kvinden indrømmede at det var jøderne som var Herrer i Riget for Israel, og at frelsen bare kunne komme istand ved at hun underkastede sig de messianske ordninger.
Hun kunne kræve noget af Jesus i egenskab af at han var Gud, for han var ikke jødernes Gud, men hele verdens Gud.
Da Jesus så den store teologiske indsigt, den store udholdenhed og den store tro, som hun havde, da helbredte han hendes datter, v.28.
Jesus berømmede denne kvinde for hendes store tro. Dette var det andet eksempel hvor han berømmede nogen for stor tro. Den første var den romerske officer i Kapernaum. Jesus sagde om hans tro: "ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro." Mat.8,10.
Jesus revsede ofte jøderne og til og med også sine disciple for at de havde for liden tro. Denne kvinde som var en hedning, og som ikke havde set Jesu undergerninger, men bare hørt om dem, hun havde større tro ende de fleste jøder. Det er sandt det som Johannes skrev i sit evangelium: "Han kom til sit eget (sine egne ting) og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn. De som tror på hans navn". Joh. 1,11-12.
Denne kvinde havde den store pågåenhed og udholdenhed som Jakob havde, da han kæmpede med Messias. Han sagde: "Jeg slipper dig ikke, uden at du velsigner mig." 1.Mos. 32,26.
I den kristne menigheds tid har jøderne ikke noget forret til Guds rige frem for hedningerne. Jøder og hedninger er ligestillet i Jesu legeme. "idet han ved sit kød (legeme) afskaffede den Torah som kom med bud og forskrifter, for at han ved sig selv kunne skabe de to (jøder og hedninger) til et nyt menneske, idet han gjorde fred." Ef. 2,15.
Paulus gik først til jøderne med det nye budskab om den kristne menighed. Det var naturlig for ham at begynde hos sine egne. Hans forkyndelse førte ofte til at den jødiske synagoge blev delt i to, således at en del af jøderne gik over til den paulinske forkyndelse, medens resten af jøderne forblev i den jødiske synagoge og modarbejdede Paulus` budskab.
Når Paulus skrev ar evangeliet er først for jøderne og derefter for hedningerne, så betyder dette ikke at jøderne har noget forret på evangeliet. Det betyder at han forkyndte først for jøderne: Rom. 1,16.
Medens Paulus gik først til jøderne, så gik Peter og de andre apostle til de messianske menigheder med det messianske budskab. Paulus gik aldrig til disse menigheder med sit budskab.
www.home.no/oeindergaard
www.denpaulinskegruppe.blogspot.com
yeshuatt@mail.dk
www.yeshuattsion.webbyen.dk
PÅ GENSYN !