tirsdag den 2. april 2013

Helligånden trine på Jord: Matt. Evangeliet, Jesu liv og lære (7)


DEN HELLIGE ÅND- trindt på jord,
Den danske Salmebog 6005 e. Adam.
Referat fra Oskar Edin Indergaards bog:
MATTEUS EVANGELIET,
"Jesu liv og lære"
Side 259: I Paulus` undervisning er bønnen ikke betinget af ydre regler. Vi kan bede om hvad vi vil, men det bliver op til Gud om han vil give os det eller ikke. Det eneste løfte som han har givet os i.f.m. bøn, er at han vil bevare os: Fil.4,6-7.
I vor tid er der mange bønner, som ikke bliver besvaret, og hovedgrunden til det er at Gud giver os det som er bedst for os på lang sigt. Det som vi beder om, har ofte kortsigte perspektiver, man han ser alt i det lange perspektiv. Vi må holde fast på det princip at alt tjener til gode, som elsker Herren. Rom.8,28.
Rabbinerne mente at det var nok at tilgive 3 gange. Peter forslog 7 gange og tænkte sig at det var det rigtige antal. Jesus sagde at han skulle tilgive 70 gange 7 gange, som er 490 gange. Det er udtryk for at en skal tilgive så ofte som der er behov for det.
I den messianske lære var tilgivelsen afhængig af at man tilgav selv. Den som ikke tilgav sine medmenneskene deres overtrædelser, fik ikke selv tilgivelse: Mat. 6,14-15.
I den frie nådes tidsperiode er ikke tilgivelse af synd, afhængig af om vi magter at tilgive vor næste eller ikke. Vi har syndernes forladelse på grund af Guds godhed og nåde mod os.
Dette betyder ikke at vi ikke skal tilgive hverandre, men det betyder at tidsperioderne er forskellige.
Den som ikke tilgav selv, fik ikke tilgivelse.
Mat.18,23-35: Denne lignelse illustrerer det som Jesus havde sagt ovenfor, at den som ikke var villig til at tilgive selv, den fik ikke tilgivelsen. "Kongen" i denne lignelse er "Jesus" og "tjenerne" er "jøderne". Dommen er Guds dom over Israel i.f.m. Jesu genkomst.
Den første tjener var sin herre 10 000 talenter skyldig, som udgjorde 60 millioner kroner. Dette var en gæld som han ikke magtede at betale, v.24. Da han ikke magtede at betale sin gæld, bestemte hans herre at alt det som han ejede, skulle sælges. Dette gjaldt både hans hustru og hans barn, v.25.
Den utro tjener bad om udsættelse. Han sagde: "Vær langmodig mod mig, så skal jeg betale det alt sammen", v.26.
Denne tjener var ikke bare utro, men han var også urealistisk. Han kunne aldrig magte at tilbagebetale sin herre det som han var skyldig. Hans herre syntes det var synd for ham og eftergav ham hele gælden, v.27.
Gud tilgav jøderne al deres synd på grund af sin store nåde. Han så at synden bare kunne tilgives på grund af Jesu forsoning og Guds nåde.
Denne tjener havde en medtjener, som var ham 100 penninger skyldig, som udgjorde 70 kr.. Han tog kvælertag på ham og forlangte at han skulle straks tilbagebetale, det som han skyldte ham. Han fik ham kastet i fængsel, v.28-30.
Da hans herre fik høre om dette, kaldte han denne tjener tilsig og sagde til ham at på grund af at han havde eftergivet ham hele gælden, så burde han også tilgive sin næste, v.32-33.
Hans herre, som her er Jesus, blev vred på ham og satte ham i fængsel til de som pinte og sagde til ham at han ikke slap ud af fængselet, før han havde tilbagebetalt hele sin gæld, for den som ikke tilgav selv, den fik ikke tilgivelse af Gud, v.34-35.
I vor tidsperiode er tilgivelsen ikke betinget af at vi tilgiver hverandre. Vi skal tilgive hverandre fordi Jesus har tilgivet os: Ef.4,32 og Kol. 3,13.
Vanddåbens betydning.
Side 264: Det er helt galt det som både Den Romerske og Den Lutherske Kirke hævder, at børnene først bliver Guds barn i dåben. Vanddåben var en jødiske forordning, som blev brugt ved flg. anledninger:
Jøderne rensede sig selv ved et vandbad i.f.m. Guds tjenesten i synagogen og i templet.
Både jødedommen og esserne krævede at de hedninger, som ville gå over til deres tro, måtte tage vanddåben. Dette gjaldt både mænd, kvinder og børn.
Johannes døberen indførte en obligatorisk vand dåb i Israel, for dem som ville have del i Riget for Israel. Vi ved ikke om børnene var inkluderet i denne dåb, men det er naturligt at tro det, for dersom de ikke tog vanddåben, så var de ikke medlemmer i Guds rige. (De første kirkefædre sagde at barnedåben gik tilbage til Jesus og apostlenes tid. Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Vanddåben var obligatorisk i den messianske menighed og : De forskellige typer dåb.)
Da Paulus kom, døbte han nogle få mennesker med vand: 1.Kor.1,14-16., men han indså efterhånden at hverken vanddåben for børn eller for de voksne B hørte med til den læreform som han repræsenterede: 1.Kor.1,17.
Paulus skrev i sine breve om en anden dåb B og det var ikke vanddåben -, men det var genfødelsens dåb. "For vi ved jo alle (alle som hører med til Kristi legeme) døbt med ("i" eller "ved" en Ånd til at være et legeme, enten vi er jøder eller græker, enten vi er trælle eller frie. Vi har fået en Ånd at drikke: 1.Kor.12,13.
Den dåb som er omtalt i Romerbrevet 6,3-6 og i Kolossenserne 2,11-12, er ikke vanddåben, men det er genfødelsens dåb.
I Paulus` undervisning er vanddåben erstattet med genfødelsen.
Det er heller ikke rigtigt det som nogen hævder, at vanddåben har erstattet omskærelsen, for jøderne både døbte sig selv med vand og omskar sine drengebørn. Dette var tilfældet både i den officielle jødedom og i den messianske jødedom, som blev forkyndt helt frem til år 70 efter Messias. Vanddåben hører med til symbolerne og skyggerne af det som skulle komme og hører ikke med til den paulinske lære. Dette gælder både genfødelsens dåb. en Herre, er tro, en dåb.. Ef.4,5.
Paulus opfordrede også de messianske jøder i Hebræerbrevet at de skulle "gå forbi" (Hebr.6,1.) "læren om de forskellige typer dåb".(Hebr.6,2.), således at de kunne "skride frem mod det fuldkomne" Hebr. 6,1. Det fuldkomne var den paulinske lære om den fire nåde.
Vanddåben har ingen betydning i vor tidsperiode. Den har bare ført til at Guds folk er blevet splittet, og den har givet verden et falsk håb om at mennesker kan blive genfødt i dåben, og at de fortsat stå i sin "dåbs pagt" dersom de er ville til at gå tilbage til "dåbens nåde". Dette er en nåde som ikke eksisterer. Det er et falsk håb.
Den Romersk Katolske kirke lærer at der er genfødelse i barnedåben, og at arvesynden bliver taget bort ved vanddåben.
Den Lutherske kirke lærer at der er genfødelse for børn i vanddåben. Den lærer at børn får Den Hellige Ånd ved vanddåben. Dette er forkert lære. Bibelen siger ikke noget om at vandet virker på denne måde. Begge kirkesamfundene lærer at det er Guds Ord, som er lagt ned i vandet, som gør dette. Dette er også forkert lære. De bruger bl.a. et Skrift ord fra den messianske lære, for at bevise dette: Joh.3,5.
Der er flere tolkninger på dette vers. Personlig mener jeg at der her er tale om den naturlige fødsel og den åndelige fødsel. Der er tale om fostervandet, som omgiver mennesket før fødselen, og der er tale om Den Hellige Ånd, som tager bolig i mennesket ved genfødselen, for det som er født af (ud af) kødet (mennesket) er kød (menneske), og det som er født af Ånden, er ånd. Joh.3,5.
De bruger videre det som står i Titus brev 3,5, for at vise at frelsen eller genfødselen ligger i vanddåben. frelste han os, ikke for retfærdige gerningers skyld som vi havde gjort, men efter din miskundhed (nåde), ved badet til genfødelse og fornyelse ved Den Hellige Ånd.
I dette Skrift ord er der heller ikke tale om vanddåben, men om genfødelsen. Jeg kan ikke forstå andet end at mange præster er dybt forvildet, når de forretter barnedåben og bliver tvunget til at videreføre denne store vranglære.
Den Reformerte Kirke tager afstand fra barnedåben og hævder at voksendåben er det eneste rigtige. Den ser på dåben enten som en pagt mellem Gud og menneskerne eller som en bøn fra menneskets side om at få en god samvittighed” overfor Gud. Den bruger flg. Bibel-vers for at bevise dette. Det som nu frelser os i sit modbillede (Jesu legeme eller Jesu død). Dåben er ikke aflæggelse af kødets (legemets) urenhed, men en god samvittigheds pagt græsk. eperotema, som betyder svar, bøn eller berøring) med Gud ved Jesu Kristi opstandelse. 1.Pet.3,21.
Det var ikke vandet som frelste Noa og hans familie, men det var arken. Den var et billede på Jesus. Vandet kan ikke frelse menneskerne. Det eneste som kan frelse er Jesu død og Jesu forsoning.
Det er ikke vanddåben som er beskrevet i 1.Pet.3,21, men det er Jesu død for al verdens synd. Vanddåben kan ikke bevirke at vi får en god samvittighed overfor Gud. Det er bare Jesu forsoning som kan det. hvor meget mere skal da Kristi blod som ved en tidsalderlig (Det skete i en bestemt tidsalder) Ånd, frembar sig som et ulastelig offer for Gud. Rense jeres samvittighed fra døde gerninger til at tjene den levende Gud. Hebr. 9,14.
Hele sammenhængen i 1.Pet.3,18-21 viser at der her er tale om Jesu død som en forsoning for al verdens synd.
Det er mærkelig at Den Reformerte Kirke, som mener at vanddåben ikke giver frelse, skulle mene at vanddåben giver en god samvittighed. Det er bare Jesu forsoning, som kan give en god samvittighed
Vanddåben er heller ingen pagt mellem Gud og menneskerne. Det græske ord som er brugt i 1.Pet.3,21, og som er oversat med @pagt@, er på græsk "eperotema". Det betyder ikke pagt, men det betyder svar, bøn eller begæring.
Den rette oversættelse af 1.Pet.3,21 bliver derfor: ... Dåben (Jesu død og Jesu forsoning) er ikke aflæggelse af kødets urenhed, men en god samvittigheds svar overfor Gud ved Jesus Kristi opstandelse.
Vi har et andet ord på græsk som betyder pagt, og det er diatheke. Vanddåben har aldrig været hverken nogen pagt eller pantet på nogen pagt mellem Gud og menneskerne. I jødedommen var vandet renselses midlet som borttog den ydre eller den kødelige synd.
I den messianske jødedom var vanddåben obligatorisk. Ved siden af vanddåben blev der også krævet at jøderne måtte angre deres synder, omvende sig og komme til personlig tro på Jesus. Det sidste led i den procedure var vanddåben..
Metodisterne lærer at vi skal døbe børnene, fordi de allerede er Guds børn. Dette er et fornuftigt argument, men vanddåben hører ikke med til den paulinske lære, så dette argument falder også bort.
Genfødelsen af et menneske sker bare i.f.m. at mennesket kommer til en personlig tro på Jesus. Barnet, som også er født med en syndig natur, må fødes på ny, således som de voksne må det. Et barn går ikke fortabt for Guds rige om det ikke bliver døbt. Gud holder barnet i sin varetægt helt til de får et personligt kald fra ham til at omvende sig. Gud har ikke givet os nogen bestemt dato for dette. Det kan være individuelt.
Dersom barnet ikke tager imod det personlige kald, så begynder den proces i barnets liv, som vi kalder "forhærdelsen". Når den er fuldmoden arver den døden.
Der er også nogen som siger, at de ikke vil lære barnet om den kristne tro, for de vil ikke påvirke dem i deres valg af trosretning. Dette er det samme som at BEDRAGE SINE BØRN. Jesus siger at børnene skal komme til ham så snart som det er muligt B også spæd-børnene.
Jesus lagde sine hænder på børn og velsignede dem, v.15.
Jøderne måtte holde Mose Torah for at blive frelst.
Mat.19,16-26:
Der kom en rig, ung mand til Jesus og spurgte ham hvad han skulle gøre for at få tag i det evige liv, v.16.
Det han spurgte Jesu om var flg.: Hvad skal jeg gøre for at få tag i det tidsalderlige liv, som var et liv i Riget for Israel. Jesus svarede på flg. måde:
Hvorfor spørger du mig om det gode ?
Der er bare en som er god.
Men vil du gå ind til livet, da hold budene, v.17.
Jesus svarede først med et modspørgsmål. Dette gjorde han ofte i.f.m. sine samtaler med farisæerne og de skriftlærde.
Dette gjorde han for at han ville udfordre dem m.h.t. både deres egen Skrift-forståelse og motiverne for deres spørgsmål.
Han ville give dem den rette forståelse af Guds Ord.
Når Jesus sagde at der bare var en som var god, og det var Gud, så havde han dermed peget på at han var ligestillet med Gud. Det er ikke sikkert at denne mand havde tænkt på det, men det blev en konsekvens af hans spørgsmål.
Jesu sagde videre til ham. Dersom du vil have del i Riget for Israel, da må du holde budene. Efter jødisk vurdering var der 613 bud i Tanach.
Det er umulig at holde budene efter jødernes Torah til egen frelse, så det var ikke det Jesus mente, men han mente at han måtter gøre så godt som han kunne med en ydre overholdelse af budene. Dette er udtryk for menneskets egen retfærdighed.
Det var et krav i den messianske jødedom at en måtte holde budene, for at få del i Riget for Israel: Mat. 5,20
Den jødiske Torah havde flere hensigter. I denne sammenhæng skal vi bare nævne tre af dem:
  1. Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de ikke blive syge.
  2. Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de få leve et godt liv i Israel.
  3. Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de få del i Riget for Israel.
Både selve livet og livet i Riget for Israel var betinget af overholdelse af Torahen. Gud kanaliserede både sine velsignelser og deltagelse i Riget ved overholdelsen af Torahen. Dette har med lydighed at gøre.
I vor tidsperiode, som er den frie nådens tidsperiode, stiller Gud ikke sådanne krav. Det er nok at tro på Jesus, for at få del i frelsen.
Det er flere gange i N.T. at dette spørgsmål er blevet stillet: Hvad skal vi gøre for at blive frelst ? Det svar som vi får, er afhængig af hvilken tidsperiode spørgsmålet angår.
Da jøderne spurgte Peter om hvad de skulle gøre for at blive frelst, svarede Peter flg.: "Omvend jer (hold Torahen), og enhver af jer lader sig døbe på Jesu Kristi navn til syndernes forladelse (bortsendelse), så skal i få Den Hellige Ånds gave." Ap. Gr.2,38.
Da fangevogteren i Filippi spurgte Paulus og Silas om det samme, svarede de: "Tro på den Herre Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus." Ap.Gr.16,31.
Det første udsagn angår den messianske jødedom, medens det andet udsagn angår den frie nådes tidsperiode.
I vor tid kræves der ikke overholdelse af budene eller vanddåben for at blive frelst, men bare tro.
Den rige unge mand spurgte Jesus om hvilke bud han skulle holde, for at arve tidsalderlig liv. Jesus citerer 5 af Torahens 10 bud. De angik mennesket pligter overfor sine medmennesker. Mat.19,18-20.
Manden svarede Jesus at han havde holdt budene. Hvad manglede han endnu for at han kunne arve det tidsalderlige liv?
Det var ikke ret det som manden sagde, at han havde holdt 5 af de bud som Jesus nævnte. Han havde brudt det 10. Bud om han skulle elske sin næste som sig selv og ikke begære hans ejendom.
Det var et krav både i jødedommen: 3.Mos.19,18 og 5 Mos.15,8-11, og i den messianske jødedom at den som ville arve Guds rige, måtte dele sin ejendom med andre jøder. Dette kommer tydeligt frem mange steder i evangelierne. "Giv (lån ud) til hver den som beder dig, og om en tager fra dig det som er dit, da kræv det ikke igen." Luk.6,30 v.35.
Jesus sagde videre til denne mand at dersom han ville være fuldkommen (etisk fuldkommen), da skulle han gå bort og sælge alt det som han ejede og give det til de fattige. Dersom han gjorde det, skulle han få en skat i himmelen. Derefter skulle han komme og følge Jesus, v.21.
Den unge rige mand blev bedt om at "gå", "sælge", "gi" og "følge Jesus".
Dette var Torah krav til jøderne.
Den skat som denne mand skulle få, skulle opbevares i himmelen til Jesu genkomst. Da skulle den udbetales foran Jesu herligheds trone i Jerusalem: Johs. Åb.22,12.
Den unge rige mand gik bedrøvet bort, for han var meget rig (han havde mange ejendomme.) v.22.
Denne mand kunne ikke få del i Riget for Israel, for han ønskede ikke at dele det med de andre. Han havde brudt Mose Torah og Jesu forordninger, som byggede på Mose Torah.
Jesus sagde til sine disciple at det var vanskelig for en rig at komme ind i himmelens rige. Det var lettere for en kamel at gå ind gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige, v.23-24.
Det var ikke umulig for en rig at komme ind i himlenes rige, men det var vanskelig, for de fleste af de som var rige, ønskede ikke at dele deres rigdom med andre. I byporten ind til Jerusalem var der en port som blev kaldt for "Nåleøjet". Om natten, når de andre porte var stænget for trafik, var den port åben. Den var så lille at en kamel bare kunne komme igennem den, når den havde fået sin last taget af.
Den unge, rige mand måtte også få læsset sin rigdom af, før han kunne få del i Guds rige. Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdet og spurgte Jesus om hvem som da kunne blive frelst. Jesus svarede at dette var umuligt for menneskerne, men for Gud var det mulig, v.25-26.
Det burde ikke være vanskelig for Jesu disciple at forstå dette, for de kendte til Mose Torah og havde hørt Jesu undervisning i snart 3 år, men til trods for det, så var det meget de ikke forstod. Når det gælder selve frelse, så er det Gud som giver den. Intet menneske kan fortjene sin egen frelse på grundlag af gode gerninger. Det er bare Gud som kan frelse et menneske. Dette er Guds retfærdighed, og den får vi ved troen på Jesus.
I den messianske jødedom var frelsen betinget. Det krav som blev stillet til jøderne, var at de både gik ind under Guds krav og Guds nåde. Således er det ikke i vor tidsperiode. I vor tid er Guds nåde ubetinget. Det er nok at tro. " Men NU er Guds retfærdighed, som både Torahen og profeterne vidnede om, åbenbaret uden Torah (uden at der kræves efterlevelse af Torah bud.) Det vil sige Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus for alle og over alle som tror. For der er ingen forskel." Rom.3,21-22.
"Da svarede Peter ham: Se vi har forladt alt og fulgt dig: hvad skal vi da få ? Da sagde Jesus til dem: Sandelig siger jeg jer: I som har fulgt mig, skal i genfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds græsk. doxa trone, også sidde på 12 troner og dømme (frelse) græsk. krino Israels 12 stammer. Og hver den som har forladt hus eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller ager for mit navns skyld ? skal få mange fold igen og arve græsk .kleronomeo evig liv (tidsalderlig liv). Men mange som er de første, skal blive de sidste, og de sidste de første, v.27-30.
Peter spurgte Jesus hvad apostlene skulle få. De havde forladt alt og fulgt Jesus, v.27.
På samme måde som kamelen måtte tage sin last af, for at komme ind i Jerusalem gennem "Nåleøjet", på samme måde måtte apostlene have givet afkald på alle ting og fulgt Jesus.
Jesus sagde til dem at de skulle, efter de retfærdiges opstandelse få sidde på 12 troner og dømme (frelse) Israels 12 stammer, v.28.
De retfærdiges opstandelse skal ske efter at den store trængsel er af sluttet. Da skal de 12 apostle sidde på 12 troner i templet i Jerusalem og dømme (frelse) Israels 12 stammer.
Jesus sagde videre at hver den som havde forladt sin familie eller sine gøremål for Jesu navns skyld, skulle få det mangefold igen og arve tidsalderlig liv, v.29
Dette var et løfte til alle jøder, som torede på Jesus og fulgte ham. De skulle arve Riget for Israel i sin endelige manifestation og få store opgaver idet.
Til slut sagde Jesus at "mange som er de første, skal blive de sidste, og de sidste de første." V.30.
Dette betyder at mange af de som blev anset som de største i Guds rige, de skulle degraderes til at være de mindste, for de havde ikke tjent Jesus på en ret måde. De havde ikke haft det rette tjenersind. Mat. 20,27 www.home.no/oeindergaard oskaredi@online.no www.yeshuattsion.webbyen.dk