DEN HELLIGE ÅND-
trindt på jord,
Den
danske Salmebog 6005 e. Adam.
Referat
fra Oskar Edin Indergaards bog:
MATTEUS
EVANGELIET,
"Jesu
liv og lære"
Side
259: I Paulus` undervisning er bønnen ikke betinget af ydre regler.
Vi kan bede om hvad vi vil, men det bliver op til Gud om han vil give
os det eller ikke. Det eneste løfte som han har givet os i.f.m. bøn,
er at han vil bevare os: Fil.4,6-7.
I
vor tid er der mange bønner, som ikke bliver
besvaret, og hovedgrunden til det er at Gud
giver os det som er bedst for os på lang sigt. Det som vi beder om,
har ofte kortsigte perspektiver, man han ser alt i det lange
perspektiv. Vi må holde fast på det princip at alt tjener til gode,
som elsker Herren. Rom.8,28.
Rabbinerne
mente at det var nok at tilgive 3 gange. Peter forslog 7 gange og
tænkte sig at det var det rigtige antal. Jesus sagde at han skulle
tilgive 70 gange 7 gange, som er 490 gange. Det er udtryk for at en
skal tilgive så ofte som der er behov for det.
I
den messianske lære var tilgivelsen afhængig af at man tilgav selv.
Den som ikke tilgav sine medmenneskene deres overtrædelser, fik ikke
selv tilgivelse: Mat. 6,14-15.
I
den frie nådes tidsperiode er ikke tilgivelse af synd, afhængig af
om vi magter at tilgive vor næste eller ikke. Vi har syndernes
forladelse på grund af Guds godhed og nåde mod os.
Dette
betyder ikke at vi ikke skal tilgive hverandre, men det betyder at
tidsperioderne er forskellige.
Den
som ikke tilgav selv, fik ikke tilgivelse.
Mat.18,23-35:
Denne lignelse illustrerer det som Jesus havde sagt ovenfor, at den
som ikke var villig til at tilgive selv, den fik ikke tilgivelsen.
"Kongen"
i denne lignelse er
"Jesus"
og "tjenerne"
er "jøderne".
Dommen er Guds dom over Israel i.f.m. Jesu genkomst.
Den
første tjener var sin herre 10 000 talenter skyldig, som udgjorde 60
millioner kroner. Dette var en gæld som han ikke magtede at betale,
v.24. Da han ikke magtede at betale sin gæld, bestemte hans herre at
alt det som han ejede, skulle sælges. Dette gjaldt både hans hustru
og hans barn, v.25.
Den
utro tjener bad om udsættelse. Han sagde:
"Vær langmodig mod mig, så skal jeg
betale det alt sammen",
v.26.
Denne
tjener var ikke bare utro, men han var også urealistisk. Han kunne
aldrig magte at tilbagebetale sin herre det som han var skyldig. Hans
herre syntes det var synd for ham og eftergav ham hele gælden, v.27.
Gud
tilgav jøderne al deres synd på grund af sin store nåde. Han så
at synden bare kunne tilgives på grund af Jesu forsoning og Guds
nåde.
Denne
tjener havde en medtjener, som var ham 100 penninger skyldig, som
udgjorde 70 kr.. Han tog kvælertag på ham og forlangte at han
skulle straks tilbagebetale, det som han skyldte ham. Han fik ham
kastet i fængsel, v.28-30.
Da
hans herre fik høre om dette, kaldte han denne tjener tilsig og
sagde til ham at på grund af at han havde eftergivet ham hele
gælden, så burde han også tilgive sin næste, v.32-33.
Hans
herre, som her er Jesus, blev vred på ham og satte ham i fængsel
til de som pinte og sagde til ham at han ikke slap ud af fængselet,
før han havde tilbagebetalt hele sin gæld, for den som ikke tilgav
selv, den fik ikke tilgivelse af Gud, v.34-35.
I
vor tidsperiode er tilgivelsen ikke betinget af at vi tilgiver
hverandre. Vi skal tilgive hverandre fordi Jesus har tilgivet os:
Ef.4,32 og Kol. 3,13.
Vanddåbens
betydning.
Side
264: Det er helt galt det som både Den Romerske og Den Lutherske
Kirke hævder, at børnene først bliver Guds barn i dåben.
Vanddåben var en jødiske forordning, som blev brugt ved flg.
anledninger:
Jøderne rensede sig selv ved et vandbad i.f.m. Guds
tjenesten i synagogen og i templet.
Både jødedommen og esserne krævede at de hedninger,
som ville gå over til deres tro, måtte tage vanddåben. Dette
gjaldt både mænd, kvinder og børn.
Johannes døberen indførte en obligatorisk
vand dåb i Israel, for dem som ville have
del i Riget for Israel. Vi ved ikke om børnene var inkluderet i
denne dåb, men det er naturligt at tro det, for dersom de ikke tog
vanddåben, så var de ikke medlemmer i Guds rige. (De første
kirkefædre sagde at barnedåben gik tilbage til Jesus og apostlenes
tid. Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Vanddåben
var obligatorisk i den messianske menighed og : De forskellige typer
dåb.)
Da
Paulus kom, døbte han nogle få mennesker med vand: 1.Kor.1,14-16.,
men han indså efterhånden at hverken vanddåben for børn eller for
de voksne B
hørte med til den læreform som han repræsenterede: 1.Kor.1,17.
Paulus
skrev i sine breve om en anden dåb B
og det var ikke vanddåben -, men det var genfødelsens
dåb. "For
vi ved jo alle (alle som hører med til Kristi legeme) døbt med ("i"
eller "ved"
en Ånd til at være et legeme, enten vi
er jøder eller græker, enten vi er trælle eller frie. Vi har fået
en Ånd at drikke: 1.Kor.12,13.
Den
dåb som er omtalt i Romerbrevet 6,3-6 og i Kolossenserne 2,11-12, er
ikke vanddåben, men det er genfødelsens dåb.
I
Paulus` undervisning er vanddåben erstattet
med genfødelsen.
Det
er heller ikke rigtigt det som nogen hævder, at vanddåben har
erstattet omskærelsen, for jøderne både døbte sig selv med vand
og omskar sine drengebørn. Dette var tilfældet både i den
officielle jødedom og i den messianske jødedom, som blev forkyndt
helt frem til år 70 efter Messias. Vanddåben hører med til
symbolerne og
skyggerne af det som
skulle komme og hører ikke med til den
paulinske lære. Dette gælder både
genfødelsens dåb. en Herre, er tro, en dåb..
Ef.4,5.
Paulus
opfordrede også de messianske jøder i Hebræerbrevet at de skulle
"gå
forbi"
(Hebr.6,1.) "læren
om de forskellige typer dåb".(Hebr.6,2.),
således at de kunne "skride
frem mod det fuldkomne"
Hebr. 6,1. Det fuldkomne var den paulinske
lære om den fire nåde.
Vanddåben
har ingen betydning i
vor tidsperiode. Den har bare ført til at Guds folk er blevet
splittet, og den har givet verden et falsk håb
om at mennesker kan blive genfødt i dåben, og at de fortsat stå i
sin "dåbs
pagt"
dersom de er ville til at gå tilbage til "dåbens
nåde".
Dette er en nåde som ikke eksisterer. Det er et falsk håb.
Den
Romersk Katolske kirke lærer at der er genfødelse i barnedåben, og
at arvesynden bliver taget bort ved vanddåben.
Den
Lutherske kirke lærer at der er genfødelse for børn i vanddåben.
Den lærer at børn får Den Hellige Ånd ved vanddåben. Dette er
forkert lære. Bibelen
siger ikke noget om at vandet virker på denne måde. Begge
kirkesamfundene lærer at det er Guds Ord, som er lagt ned i vandet,
som gør dette. Dette er også forkert lære.
De bruger bl.a. et Skrift ord fra den
messianske lære, for at bevise dette: Joh.3,5.
Der
er flere tolkninger på dette vers. Personlig mener jeg at der her er
tale om den naturlige fødsel og den åndelige fødsel. Der er tale
om fostervandet, som omgiver mennesket før fødselen, og der er tale
om Den Hellige Ånd, som tager bolig i mennesket ved genfødselen,
for det som er født af (ud af) kødet (mennesket) er kød
(menneske), og det som er født af Ånden, er ånd.
Joh.3,5.
De
bruger videre det som står i Titus brev 3,5, for at vise at frelsen
eller genfødselen ligger i vanddåben. frelste han os, ikke for
retfærdige gerningers skyld som vi havde gjort, men efter din
miskundhed (nåde), ved badet til genfødelse og fornyelse ved Den
Hellige Ånd.
I
dette Skrift ord er der heller ikke tale om vanddåben, men om
genfødelsen. Jeg kan ikke forstå andet end at mange præster er
dybt forvildet, når de forretter barnedåben og bliver tvunget til
at videreføre denne store vranglære.
Den
Reformerte Kirke tager afstand fra barnedåben og hævder at
voksendåben er det eneste rigtige. Den ser på dåben enten som en
pagt mellem Gud og menneskerne eller som en bøn fra menneskets side
om at få en god samvittighed” overfor Gud. Den bruger flg.
Bibel-vers for at bevise dette. ”Det
som nu frelser os i sit modbillede (Jesu legeme eller Jesu død).
Dåben er ikke aflæggelse af kødets (legemets) urenhed, men en god
samvittigheds pagt græsk. eperotema, som betyder ”svar”,
”bøn”
eller ”berøring”)
med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.”
1.Pet.3,21.
Det
var ikke vandet som frelste Noa og hans familie, men det var arken.
Den var et billede på Jesus. Vandet kan ikke frelse menneskerne. Det
eneste som kan frelse er Jesu død og Jesu forsoning.
Det
er ikke vanddåben som er beskrevet i 1.Pet.3,21, men det er Jesu død
for al verdens synd. Vanddåben kan ikke bevirke at vi får en god
samvittighed overfor Gud. Det er bare Jesu forsoning som kan det.
hvor meget mere skal da Kristi blod
som ved en tidsalderlig (Det skete i en bestemt tidsalder) Ånd,
frembar sig som et ulastelig offer for Gud. Rense
jeres samvittighed fra døde gerninger til at
tjene den levende Gud. Hebr. 9,14.
Hele
sammenhængen i 1.Pet.3,18-21 viser at der her er tale om Jesu død
som en forsoning for al verdens synd.
Det
er mærkelig at Den Reformerte Kirke, som mener at vanddåben ikke
giver frelse, skulle mene at vanddåben giver en god samvittighed.
Det er bare Jesu forsoning, som kan give en god samvittighed
Vanddåben
er heller ingen ”pagt”
mellem Gud og menneskerne. Det græske ord som er brugt i 1.Pet.3,21,
og som er oversat med @pagt@,
er på græsk "eperotema".
Det betyder ikke pagt, men det betyder svar, bøn eller ”begæring”.
Den
rette oversættelse af 1.Pet.3,21 bliver derfor: ”...
Dåben (Jesu død og Jesu forsoning) er ikke aflæggelse af kødets
urenhed, men en god samvittigheds svar overfor Gud ved Jesus Kristi
opstandelse.
Vi
har et andet ord på græsk som betyder ”pagt”,
og det er ”diatheke”.
Vanddåben har aldrig været hverken nogen pagt eller pantet på
nogen pagt mellem Gud og menneskerne. I jødedommen var vandet
renselses midlet som borttog den ydre eller den kødelige synd.
I
den messianske jødedom var vanddåben obligatorisk. Ved siden af
vanddåben blev der også krævet at jøderne måtte angre deres
synder, omvende sig og komme til personlig tro på Jesus. Det sidste
led i den procedure var vanddåben..
Metodisterne
lærer at vi skal døbe børnene, fordi de allerede er Guds børn.
Dette er et fornuftigt argument, men vanddåben hører ikke med til
den paulinske lære, så dette argument falder også bort.
Genfødelsen
af et menneske sker bare i.f.m. at mennesket kommer til en personlig
tro på Jesus. Barnet, som også er født med en syndig natur, må
fødes på ny, således som de voksne må det. Et barn går ikke
fortabt for Guds rige om det ikke bliver døbt. Gud holder barnet i
sin varetægt helt til de får et personligt kald fra ham til at
omvende sig. Gud har ikke givet os nogen bestemt dato for dette. Det
kan være individuelt.
Dersom
barnet ikke tager imod det personlige kald, så begynder den proces i
barnets liv, som vi kalder "forhærdelsen".
Når den er fuldmoden arver den døden.
Der
er også nogen som siger, at de ikke vil lære barnet om den kristne
tro, for de vil ikke påvirke dem i deres valg af trosretning. Dette
er det samme som at BEDRAGE SINE BØRN. Jesus siger at børnene skal
komme til ham så snart som det er muligt B
også spæd-børnene.
Jesus
lagde sine hænder på børn og velsignede dem, v.15.
Jøderne
måtte holde Mose Torah for at blive frelst.
Mat.19,16-26:
Der
kom en rig, ung mand til Jesus og spurgte ham hvad han skulle gøre
for at få tag i ”det
evige liv”,
v.16.
Det
han spurgte Jesu om var flg.: Hvad skal jeg
gøre for at få tag i ”det
tidsalderlige liv”,
som var et liv i Riget for Israel. Jesus svarede på flg. måde:
”Hvorfor spørger du mig om det gode ?”
”Der er bare en som er god”.
”Men vil du gå ind til livet, da hold budene”,
v.17.
Jesus svarede først med et modspørgsmål. Dette gjorde
han ofte i.f.m. sine samtaler med farisæerne og de skriftlærde.
Dette gjorde han for at han ville udfordre dem m.h.t.
både deres egen Skrift-forståelse og motiverne for deres spørgsmål.
Han ville give dem den rette forståelse af Guds Ord.
Når Jesus sagde at der bare var en som var god, og det
var Gud, så havde han dermed peget på at han var ligestillet med
Gud. Det er ikke sikkert at denne mand havde tænkt på det, men det
blev en konsekvens af hans spørgsmål.
Jesu sagde videre til ham. Dersom du vil have del i
Riget for Israel, da må du holde budene. Efter jødisk vurdering var
der 613 bud i Tanach.
Det er umulig at holde budene efter jødernes Torah til
egen frelse, så det var ikke det Jesus mente, men han mente at han
måtter gøre så godt som han kunne med en ydre overholdelse af
budene. Dette er udtryk for menneskets egen retfærdighed.
Det var et krav i den messianske jødedom at en måtte
holde budene, for at få del i Riget for Israel: Mat. 5,20
Den jødiske Torah havde flere hensigter. I denne
sammenhæng skal vi bare nævne tre af dem:
- Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de ikke blive syge.
- Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de få leve et godt liv i Israel.
- Dersom jøderne holdt Torahen, skulle de få del i Riget for Israel.
Både selve livet og livet i Riget for Israel var
betinget af overholdelse af Torahen. Gud kanaliserede både sine
velsignelser og deltagelse i Riget ved overholdelsen af Torahen.
Dette har med lydighed
at gøre.
I vor tidsperiode, som er den frie nådens tidsperiode,
stiller Gud ikke sådanne krav. Det er nok at tro på Jesus, for at
få del i frelsen.
Det er flere gange i N.T. at dette spørgsmål er blevet
stillet: Hvad skal vi gøre for at blive frelst ? Det svar som vi
får, er afhængig af hvilken tidsperiode spørgsmålet angår.
Da jøderne spurgte Peter om hvad de skulle gøre for at
blive frelst, svarede Peter flg.: "Omvend jer (hold Torahen), og
enhver af jer lader sig døbe på Jesu Kristi navn til syndernes
forladelse (bortsendelse), så skal i få Den Hellige Ånds gave."
Ap. Gr.2,38.
Da fangevogteren i Filippi spurgte Paulus og Silas om
det samme, svarede de: "Tro på den Herre Jesus, så skal du
blive frelst, du og dit hus." Ap.Gr.16,31.
Det første udsagn angår den messianske jødedom,
medens det andet udsagn angår den frie nådes tidsperiode.
I vor tid kræves der ikke overholdelse af budene eller
vanddåben for at blive frelst, men bare tro.
Den rige unge mand spurgte Jesus om hvilke bud han
skulle holde, for at arve tidsalderlig liv. Jesus citerer 5 af
Torahens 10 bud. De angik mennesket pligter overfor sine
medmennesker. Mat.19,18-20.
Manden svarede Jesus at han havde holdt budene. Hvad
manglede han endnu for at han kunne arve det tidsalderlige liv?
Det var ikke ret
det som manden sagde, at han havde holdt 5 af de bud som Jesus
nævnte. Han havde brudt det 10. Bud om han skulle elske sin næste
som sig selv og ikke begære hans ejendom.
Det var et krav både i jødedommen: 3.Mos.19,18 og 5
Mos.15,8-11, og i den messianske jødedom at den som ville arve Guds
rige, måtte dele sin ejendom med andre jøder. Dette kommer tydeligt
frem mange steder i evangelierne. "Giv (lån ud) til hver den
som beder dig, og om en tager fra dig det som er dit, da kræv det
ikke igen." Luk.6,30 v.35.
Jesus sagde videre til denne mand at dersom han ville
være fuldkommen (etisk fuldkommen), da skulle han gå bort og sælge
alt det som han ejede og give det til de fattige. Dersom han gjorde
det, skulle han få en skat i himmelen. Derefter skulle han komme og
følge Jesus, v.21.
Den unge rige mand blev bedt om at "gå",
"sælge", "gi" og "følge Jesus".
Dette var Torah krav til jøderne.
Den skat som denne mand skulle få, skulle opbevares i
himmelen til Jesu genkomst. Da skulle den udbetales foran Jesu
herligheds trone i Jerusalem: Johs. Åb.22,12.
Den unge rige mand gik bedrøvet bort, for han var meget
rig (han havde mange ejendomme.) v.22.
Denne mand kunne ikke få del i Riget for Israel, for
han ønskede ikke at dele det med de andre. Han havde brudt Mose
Torah og Jesu forordninger, som byggede på Mose Torah.
Jesus sagde til sine disciple at det var vanskelig for
en rig at komme ind i himmelens rige. Det var lettere for en kamel at
gå ind gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige,
v.23-24.
Det var ikke umulig for en rig at komme ind i himlenes
rige, men det var vanskelig, for de fleste af de som var rige,
ønskede ikke at dele deres rigdom med andre. I byporten ind til
Jerusalem var der en port som blev kaldt for "Nåleøjet".
Om natten, når de andre porte var stænget for trafik, var den port
åben. Den var så lille at en kamel bare kunne komme igennem den,
når den havde fået sin last taget af.
Den unge, rige mand måtte også få læsset sin rigdom
af, før han kunne få del i Guds rige. Da disciplene hørte det,
blev de meget forfærdet og spurgte Jesus om hvem som da kunne blive
frelst. Jesus svarede at dette var umuligt for menneskerne, men for
Gud var det mulig, v.25-26.
Det burde ikke være vanskelig for Jesu disciple at
forstå dette, for de kendte til Mose Torah og havde hørt Jesu
undervisning i snart 3 år, men til trods for det, så var det meget
de ikke forstod. Når det gælder selve frelse, så er det Gud som
giver den. Intet menneske kan fortjene sin egen frelse på grundlag
af gode gerninger. Det er bare Gud som kan frelse et menneske. Dette
er Guds retfærdighed, og den får vi ved troen på Jesus.
I den messianske jødedom var frelsen betinget. Det krav
som blev stillet til jøderne, var at de både gik ind under Guds
krav og Guds nåde. Således er det ikke i vor tidsperiode. I vor tid
er Guds nåde ubetinget. Det er nok at tro. "
Men NU er Guds retfærdighed, som både Torahen og profeterne vidnede
om, åbenbaret uden Torah (uden at der kræves efterlevelse af Torah
bud.) Det vil sige Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus for
alle og over alle som tror. For der er ingen forskel."
Rom.3,21-22.
"Da svarede Peter ham: Se vi har forladt alt og
fulgt dig: hvad skal vi da få ? Da sagde Jesus til dem: Sandelig
siger jeg jer: I som har fulgt mig, skal i genfødelsen, når
Menneskesønnen sidder på sin herligheds græsk. doxa trone, også
sidde på 12 troner og dømme (frelse) græsk. krino Israels 12
stammer. Og hver den som har forladt hus eller brødre eller søstre
eller far eller mor eller børn eller ager for mit navns skyld ? skal
få mange fold igen og arve græsk .kleronomeo evig liv (tidsalderlig
liv). Men mange som er de første, skal blive de sidste, og de sidste
de første, v.27-30.
Peter spurgte Jesus hvad apostlene skulle få. De havde
forladt alt og fulgt Jesus, v.27.
På samme måde som kamelen måtte tage sin last af, for
at komme ind i Jerusalem gennem "Nåleøjet", på samme
måde måtte apostlene have givet afkald på alle ting og fulgt
Jesus.
Jesus sagde til dem at de skulle, efter de retfærdiges
opstandelse få sidde på 12 troner og dømme (frelse) Israels 12
stammer, v.28.
De retfærdiges opstandelse skal ske efter at den store
trængsel er af sluttet. Da skal de 12 apostle sidde på 12 troner i
templet i Jerusalem og dømme (frelse) Israels 12 stammer.
Jesus sagde videre at hver den som havde forladt sin
familie eller sine gøremål for Jesu navns skyld, skulle få det
mangefold igen og arve tidsalderlig liv, v.29
Dette var et løfte til alle jøder, som torede på
Jesus og fulgte ham. De skulle arve Riget for Israel i sin endelige
manifestation og få store opgaver idet.
Til slut sagde Jesus at "mange som er de første,
skal blive de sidste, og de sidste de første." V.30.
Dette betyder at mange af de som blev anset som de
største i Guds rige, de skulle degraderes til at være de mindste,
for de havde ikke tjent Jesus på en ret måde. De havde ikke haft
det rette tjenersind. Mat. 20,27 www.home.no/oeindergaard
oskaredi@online.no
www.yeshuattsion.webbyen.dk