Guds planer med Israel og den kristne menighed.
Kristen Bokproduksjon, Oskar Edin Indergaard, Tingvoll
re. Egon L. Kristensen, Herning.
Hebraisk sprog og tankegang s. 15-
Der er stor forskel på det hebraiske sprog og de tanker som det giver udtryk for,
og det græske sprog og dets vurderinger. Medens det hebraiske sprog udtrykker
handling og dynamik,udtrykker det græske sprog abstrakte og logiske tanker og
tankerækker. (Vi som bor i vesten hører med til den græske måde at tænke og
udtrykke os på.)
Grunden til dette ligger i de to folkegruppers historie og åndelige erfaringer.
Medens hebræerne var stadig på vandring i gammeltestamentlig tid, var grækerne
optaget af at diskutere religion og filosofi. Dette kommer også til udtryk under Paulus
besøg i Athen. Om dette besøg oplyses: Apostlenes Gr. 17,21.
For hebræerne gik livet ikke ud på at tænke i filosofiske tanker og diskutere dette,
men livet gik ud på at kæmpe de4n kamp som Yhvh havde tiltænkt dem som hans
folk. Dette gik bl.a. ud på at folket under store dele af deres historie har været på
vandring – enten fra det lovede land eller ind i det lovede land, som er Israel.
Dette måtte få konsekvenser for deres måde at tænke og leve på.
Dersom vi ikke kender til dette, så bliver det umulig for os at forstå Bibelens
indhold fuldt ud. Dette gælder både læsningen af Tanach G.T. og det gælder også
læsningen af store dele af N.T.
”Tanach” er den hebraiske benævnelse på G.T. Det er en forkortelse af ordene
Torah (Mose Skrifter), Neveim (profeterne) og Ketubim (Skrifterne)
Det nye Testamente, som burde have været kaldt ”Den nye Pagt” eller ”Den
fornyede Pagt”, hedder på hebraisk ”Berit Chadshah”
(Ordet ”testamente” er ikke noget bibelsk begreb. Det går tilbage til den latinske
Bibel Vulgata. Det er en forkert oversættelse af det hebraiske ord ”berit”, som betyder
”pagt”. Dette ord burde have været fjernet fra vor Bibler, for det giver os et galt
indtryk af forholdet mellem Den gamle (første) pagt og den (fornyede) pagt i Jesu
blod.
Den tankegang, som vi har i Tanach, finder vi igen i N.T., og det er ikke noget
mærkeligt, for det var jøder som skrev både Tanach og N.T.
Det er mulig at også Lukas var jøde, både af afstamning og oprindelig tro, for der er
ingen af evangelisterne som brugte så mange jødiske udtryksformer som han.)
Paulus var også inde på forskellen mellem den den hebraiske og den græske måde
at tænke på, da han skrev, at jøderne kræver tegn (gr.seimeion), medens grækerne
søgte efter visdom (gr.sophia): 1.Kor.1,22.
Dette vil sige at jøderne ønskede at få se tegn, for de var udtryk for handling,
medens grækerne nøjede sig med kundskab og visdom. Dette var et udtryk for de to
folkegruppers måde at se og forstå verden på.
I Evangeliet efter Johannes er de undergerninger som Jesus gjorde, kaldt for tegn. I
dette evangelium er der udtaget 7 af de undergerninger som Jesus gjorde. Se min
bog: Jødedom og Kristendom, Jesus og Paulus.
Martin Luther har sagt at ”der er en speciel energi i det hebraiske sprog” Det er
Guds-rigets dimension som er nedlagt i dette folk og i dette sprog, for det er herrens
sprog og Herrens folk.
Han har videre udtalt følgende om dette sprog: ” i det (det hebraiske sprog) hører vi
Gud taler...På denne måde bliver studiet af det hebraiske sprog en slags messe eller
en Guds-tjeneste. (Luthers Værker, bind 12)
Han har videre sagt om det hebraiske sprog: ”Det hebraiske sprog er det bedste af
alle, med det rigest ordforråd... Dersom jeg var yngre, ville jeg lære mig dette sprog,
fordi ingen kan lære sig at forstå Skriften helt uden det. For selv om N.T., er skrevet
på græsk, er det fyldt af hebraiske tænkemåder og hebraiske udtryk. Det har derfor
træffende blevet sagt at hebræerne drikker af kilden, medens grækerne drikker af
elven som rinder fra den. (Luthers Bordtaler)
De fleste Skrifter i N.T. Er skrevet på græsk. Der er mange ting der tyder på at de 3
første evangelier er skrevet på hebraisk og senere blevet oversat til græsk. Dette kan
også gælde andre Skrifter i N.T., som for eksempel Hebræerbrevet, Jakobs Brev og
Johannes Åbenbaring. Det siges om Johannes Åbenbaring at det har et dårligt græsk,
men når vi oversætter det til hebraisk, så bliver sproget i det glimrende. Se min bog:
Mattæus Evangeliet.
Ved siden af at det hebraiske sprog udtrykker handling og dynamik, er det også et
sprog som i stor grad udtrykker følelser. Jøderne brugte at give udtryk for følelser.
De så ikke på dette som noget mindreværdigt. De kunne både græde og le, blive
vred og være glade. Vi ved at kong David for eksempel skrev Salmerne og dansede
foran Arken: 2.Sam6,14-16. Josef græd højt græd højt da han gav sig til kende
overfor sine brødre: 1.Mos.45,2. Til og med Jesus græd: Luk.19,41.
Dette står i modsætning til den græske måde at tænke på. En skulle være logisk og
klar i sin tanke og holde følelserne under kontrol. Stoikerne for eksempel forsøgte at
underkue deres følelser og leve et nøgternt liv. De skulle ikke lade sig afficere af ydre
forhold. De skulle holde ”masken” uanset hvad der skete. De skulle tage alt med
”stoisk ro”
Jøderne har få abstrakte begreber
Dette er en af grundene til at hebraisk har så få abstrakte begreber
Når jøderne skulle udtrykke abstrakte tanker, brugte de udtryk fra den materielle
eller fysiske verden. Jeg vi citere fra Marvin R. Wilsons bog: Our Father Abraham.
s.137, hvor der bl.a. står: ”at se” er det samme som ”at løfte øjnene op”: 1.Mos.22,4,
”at blive vred” er ”at brænde i ens næseborer”: 2.Mos.4,14. ”at åbenbare” er ”at åbne
ens øjne”: Ruth 4,4. ”ikke at have medynk med” er ”at have et hårdt hjerte”:
1.Sam.6,6. ”at gøre sig færdig” er ”at omgjorde sine lænder”, ”At bestemme sig for at
gå” er ”at vende sit åsyn imod”, ”at være egenrådig” er ”at være stivnakket”:
Apostlenes Gr.7,51.
Ved siden af dette har vi en række andre lignede udtryksmåder i N.T.
Dette er også en af grundene til at hebræerne beskrev ”Yhvh” med konkrete og
menneskelige træk.
”Gud” blev beskrevet med udtryk som ”Guds arm”, ”Guds finger”, ”ansigt”, ”højre
hånd”, ”himmelen”, ”kraften”, ”magten” o.s.v.
På grund af at jøderne ikke brød sig om at udtrykke sig på en abstrakt måde, så var
de heller ikke interesseret i at formulere læresætninger eller dogmer for deres tro. Det
eneste dogme som de havde, var Shema: ”Adonai Israel, Adonai Elohenu, Adonau
echad”. Det bliver oversat med: ”Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er en.”
5.Mos.6,4.
Til trods for at jøderne ikke brød sig om at udarbejde læresætninger for deres tro, så
udarbejdede rabbi Maimoindes 13 dogmer for den jødiske tro.
Det vigtigste for jøderne var ikke de abstrakte tanker om lære-forhold, men at gøre
de rigtige handlinger. Dette var ikke et intellektuelt spørgsmål, men det var et etisk
spørgsmål. Dette kommer bl.a. til udtryk i fortællingen om den unge, rige mand som
kom til Jesus og spurgte: hvad han skulle gøre for at få tidsallerlig liv. Jesus
nævnede tre ting, som han skulle gøre. Når dette var gjort, skulle han følge Jesus. Det
var det samme som at komme til tro på Jesus. Matt.19,16-26. Se min bog: Mattæus
Evangeliet. Jesu liv og lære . Kap19.
Det hebraiske ord ”olam” og det græske ord ”aion” er forkert oversat i vore Bibler.
Disse ord betyder ikke ”evighed” eller ”verden”, som er et græsk konsept, men de
betyder ”tid” eller ”tidsalder”. Se min sidste 8 bøger hvor jeg skriver meget om dette.
Professor Karl William Weyde ved det teologiske Menighedsfakultet oplyser i et
privat brev til mig at Det Norske Bibelselskab arbejder med en ny Bibel-oversættelse,
hvor man vil rette op på en del af de fejl som er begået mht. til en ret oversættelse af
ordene ”olam” og ”aion”
Da jødiske tænkere i senjødedommen (200 før Messias til 135 efter Messias) kom i
kontakt med græsk filosofi og tænkemåde, blev de ”tvunget” til at oversætte dette ord
med ”verden” eller ”evigheden”. De gav desværre efter for det græske pres og
”solgte” dermed en del af deres arv til hedningerne. Dette har ført til stor frustration
og forvirring i læsningen af Guds ord.
”At få tidsallerlig liv” er det samme som at få del i ”den kommende tidsalder”
(hebr. olam ha bah), som er ”Riget for Israel”
Det var det den unge mand ønskede at få del i. Han ønskede ikke at få del i det
abstrakte græske begreb ”evigheden”, som hverken han eller jøderne vidste, hvad det
gik ud på. Han ønskede at få del i Guds riget, som Jesus allerede havde oprettet i
Israel, o som han sammen med døberen Johannes og hans apostle udviklede fra dag
til dag. Det var Riget som profeterne havde beskrevet i Tanach. Se min bog: Jesu
Genkomst bind 5. Kap. 1000 års rigets tidsalder.
Det hebraiske sprog har ikke noget ord som betyder ”evigheden” i forhold til tiden.
Hebraisk operer med tidsaldre. Tiden bliver ikke set på i forhold til evigheden, men i
forhold til tidsalderen. Når tidsalderen er fyldt med sit teologiske indhold, får vi
”tidens fylde” gr.pleroma tu kronu, og vi får en ny tidsepoke, som har sit eget
teologiske indhold. Det er Guds ord og det profetiske ord som giver tidsperioderne
deres indhold.
Den norske teolog Carl. F. Wisløff siger flg. Om dette i sin bog: Jeg ved på hvem
jeg tror: ”Bibelen taler ikke om tid og evighed, men derimod om tid og tidsaldre.
Se Arnold G. Fruchtenbaums bog: The Missing Link in Systematic Theology.
s.665-666. Se også min bog: Kristendom,mens Jødiske Rødder. Kap.: Betydningen af
ordene ”olam” og ”aion”
Det rette spørgsmål for jøderne var: ”Hvad skal jeg gøre for at gøre Guds
gerninger” Johs.6,28,og ikke: Hvad skal jeg tænke for at give udtryk for det som Gud
ønsker. De store spørgsmål i jødedommen var: Hvad vil Gud at jeg skal gøre? Hvad
er Guds planer med mit liv? Hvordan skal jeg magte at realisere Guds planer med mit
liv?
Jøderne forsøgte at forstå Guds gerninger. Nogle af de store spørgsmål som jøderne
stillede sig, var: Hvordan kan Gud handel med sit folk som han gør? Hvorfor bliver
den retfærdige straffet, medens den uretfærdige går fri? Spørgsmålet: ”Hvor længe”,
Gud, vil det vare før du frelser dit folk og straffer Israels fjender? Er et spørgsmål,
som ofte bliver stillet i Tanach.
Det vigtigste for jøderne var forholdet til Gud og til medmenneskerne. I forhold til
Gud blev bønnen det vigtigste hjælpemidlet, og gode gerninger blev det vigtigste i
forhold til medmennesker. Det store spørgsmål bliver: Hvad skal jeg gøre for at gøre
Guds gerninger? Johs.6,28. Det er de gerninger som Gud ønsker at menneske skal
gøre.
Medens grækerne forsøgte at give så rigtig og logisk fremstilling af det som skete,
så var det selve handlingen, beskrivelsen af den og det indtryk som den skabte, som
var vigtig for jøderne. Når Salomon beskrev den jødiske brud i Salomons Højsang, så
beskrev han hende med korrekte kendetegn og billeder. Han skrev at hendes hals ”er
som Davids tårn.” Højs.4,4, og at hendes næse er ”som Libanon-tårnet” Højs.7,4.
En græker ville ikke umiddelbart forstå disse billeder, for han ville opfatte dem
konkret. For ham ville en pige med stor hals og stor næse ikke være noget smukt syn,
men på hebraisk betyder det noget helt andet. Det ville betyde at denne pige var stolt
og vakker, som rettede op sin nakke og var uafhængige af andre.
Der er mange lignende eksempler på at de hebraiske ord og udtryk har en anden
betydning end de græske ord og udtryk. Vi kan medtage et andet eksempel. På græsk
betyder ”Guds søn” en som har ”Guds egenskaber”, eller en som ”har guddommelig
natur”.
På hebraisk betyder dette udtryk en som har et ”bestemt forhold til Gud:” Det kan
være Jesus, det jødiske folk eller englene.
Naturen bliver også beskrevet med konkrete billeder i det hebraiske sprog. Når der i
Se.55,12 står at træerne skal ”klappe i hænderne”, så er det et udtryk for at også
træerne skal glæde sig over den frelse og udfrielsen, som Gud vil give hele verden og
hele skabningen i 1000 års-riget. Rom.8,19-22.
Jøderne lever i tiden og grækerne i rummet
Medens hørelsen var den vigtigste sans for jøderne, så var synet det vigtigste for
grækerne. Gennem hørelsen oplever man en række lyde, som kommer til en
efterhånden. Det betyder at der foregår en handling eller en bevægelse. Synet
derimod opfanger en række objekter, som er plaseret samtidig eller ved siden af
hverandre. Jøderne lever i tiden, medens grækerne lever i rummet.
For jøderne var tiden det samme som handlingerne, som foregik i tiden. Tiden blev
set på i forhold til andre tidsperioder, og ikke i forhold til ”evigheden”. Når det
profetiske indhold, som tilhørte en tid, var opfyldt, kom der en ”ny tid” eller en ”ny
tidsperiode.”
Jeg citerer fra de kendte norske teolog Thorleif Boman, som siger flg. Om
dette:”Grækerne og alle andre indoeuropæere oplevede verden som kosmos, et
vakkert ordnet hele. De boede trygt på jorden under en evig stjernehimmel. Alt var
fast og urokkelig.
For jøderne var verden i bevægelse. Hele tilværelsen, også selve verdensaltet, var
en kontinuerlig række af begivenheder og hændelser, som de oplevede og virkede
med i. Vi kommer ikke denne tankegang nærmere end ved at sige at de oplevede
tiden som historie, som indholdsfyldt tid. De levede i tiden, som vi lever i rummet. Vi
gør også tiden til rum.
Da jødiske tænkere i senjødedommen (200 år før Messias til 135 år efter Messias)
mødte græsk filosofi og så sig tvunget til at finde et hebraisk ord for univers, kaldte
de det ”olam”, grænseløs tid, tid som vi ikke ser begyndelse eller enden på, men med
den samme indholdsfylde som vort verdensrum har. (Jødernes Messias. Grækernes
Kristus s. 19.)
For grækerne var historien en del af naturen, og siden de forskellige begivenheder
gentog si i cykluser, som stadig gentog sig, så søgte de en lovmæssighed i dette. De
søgte at finde faste regler for det som skete.
For grækerne var naturen en del af historien, og det var Gud som bestemte
historiens forløb. Gud var historiens herre, som ville føre dem frem til en afslutning,
og den første af slutning var ”Riget for Israel” eller ”den kommende verden”, som
rabbinerne kaldte den.
Historiens mål var derfor forskellig for grækerne og for hebræerne. For grækerne
var historiens mål den tidløse evighed, men for jøderne var historiens mål Guds rige.
Af den grund kan jøderne heller ikke oversætte ordet ”olam” med ”evighed”. Dette
ord indebærer i sig alt forløbne i historien . Både i fortid, nutid og i fremtid, men det
betyder ikke en ”tidløs evighed.”
Af denne grund spiller verberne også en dominerende rolle i det hebraiske sprog,
fordi de beskriver en bevægelse og en process. De forskellige egenskaber er et
resultat af en proces. Vi skal give nogle eksempler på dette: ”bred” er ”at blive bred”,
”vid” er ”bliv vid”, ”lille” er ”at blive lille”, ”at stille op et telt” er ”at bo” og ”at blive
til” er ”at være”! Eller ”at blive”
Dette betyder at på hebraiske er ikke bestandig A det samme som B, men A bliver
til B. Der er en større dynamik og bevægelse i det hebraiske sprog end i det græske.
På grund af at det hebraiske sprog ikke er ude efter at afdække alle nuancerne i det
som sker, eller efter at finde frem til enhver logisk detalje, så havde de hebraiske
verber i bibelsk tid blot to tider, og det var:
Imperfektum. Det blev brugt om de handlinger som ikke var afsluttet.
Perfektum. Det blev brugt om de handlinger som var afsluttet.
Vi forstår selv hvilke store problemer de har, som skal oversætte Tanach fra
hebraisk til græsk, for det græske sprog har mange tider af verbet, både aktive og
passive.
I det græske sprog er substantiverne det vigtigste, og mange verber bliver også
danne af substantiverne. Både verberne og substantiverne beskriver primært tilstande
og ting. En verden som bliver opfattet gennem synet, fortoner sig som en verden, som
er fuld af genstander og ting. Medens det ”at være” er det vigtigste i græsk
tankegang, er det ”at blive” det vigtigste i hebraisk tankegang.
”at være” udtrykker en tilstand , medens det ”at blive” udtrykker en bevægelse.
Dette forhold kommer også til udtryk i betydningen af det hebraiske substantivet
”davar”. Dette bliver oversat med substantivet ”logos” på græsk. Dette ord har på
hebraisk følgende egenskaber:
Det er det samme som Gud selv. Jeremias 1,4-6.
Det har skabt verden. Salme 33,6.
Det kan frelse og helbrede et menneske. Salme 107,20
Det er det samme som ”Herrens herlighed” Johs.1,14.
Det indgår pagter. 1.Mos.15,1-21.
Det åbenbarer sig. Ezekiel 1,3.
Se min bog: Jesu Genkomst bind 4, kap: Jesus er det levende Guds ord.
Ordet giver udtryk for noget som er dynamisk og fuld af skaberkraft. ”I
begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos (gr.pros) Gud og Ordet var Gud. Han var i
begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved ham (ved Ordet) og uden ham er ikke
noget blevet til af alt det som er blevet til. Johs.1,1-3.
Hvad som gælder den græske præposition ”pros”, så betyder den ”at være ligestillet
med”, ”at være lig med” og ”at være på højde med”.
Når vi sammenligner det græske substantiv ”davar” med den græske substantiv
”logos”, så betyder også dette ord ”mening”, ”indhold” ”årsag” og fornuft”, men
forskellen er at substantivet ”davar” frembringer forandringer. Det er aktivt
handlende i verden. Det forandrer verden, medens substantivet ”logos” er noget som
er en del af verden, og som hjælper mennesker til at forstå verdensaltet.
”Logos” er som en passiv verdensfornuft, medens det hebraiske ”davar”er det som
skaber verden, forandrer verden og opretholder den. Se Marian Eigeles artikel: Jøde
og/eller kristen. I bogen: Jøderne og jødedommen. Redigeret af Egil A. Wyller og
Terje Gudbrandsen.
Vi kan også sige at disse to ord bliver en mødeplads for de to sprog, men det er det
græske ”logos” som må bøje sig for det hebraiske ”davar”, for Yhvh er hele verdens
Gud. Alt må bøje sig for Ham.
Vi burde have skrevet ”davar” med STORE BOGSTAVER, for det er et udtryk for
HERREN SELV. Det er et udtryk for Den treenige Gud.
Den logiske tænkning er forskellig i hebraisk og i græsk.
Grækerne og vi europere er vant til at tænke i logiske tankerækker, for den ene
række bygger på den anden tankerække. Til slut vil dette føre frem til en logisk
konklusion eller en fast regel.
Således var det ikke med jøderne. De tænker hellere i logiske blokke end i logiske
streg.
For grækerne og for os skaber den hebraiske tænkemåde store problemer og
paradokser, for det ene udsagn kan komme til at stå i modsætning til det andet.
De forskellige hebraiske blokke eller udsagn udfordrer derfor den græske logik.
Dette var ikke noget problem for jøderne, men det er et problem for os, dersom vi
ikke er kendt med den jødiske tankegang og den jødiske logik.
Dette var ikke noget problem for jøderne, men det er et problem for os, dersom vi
ikke er kendt med den jødiske tankegang og den jødiske logik.
For jøderne behøvede ikke alle ting og alle forhold at være bevidst således som det
er græsk tankegang. Det var ikke noget problem for hebræerne at leve med disse
”paradokser”
Jøderne havde ikke noget behov for at kende alle ting og forhold, da det bare var
Gud som vidste det.
For jøderne var for eksempel Guds eksistens et ”aksiom”, som er det samme som
”et selvindlysende faktum”,som de ikke behøvede at bevise. For jøderne var Yhvh
den som bestandig har været. Gud beskriver sig som: ”Jeg er”. 2.Mos.3,14.
Medens grækerne og vi i vesten har bortkastet meget værdifuld tid med at forsøge
at bevise Guds eksistens, så har jøderne sparet denne tid,. De har dermed fået et stort
forspring frem for os på det teologiske område. De har kunnet gå direkte på de
forskellige problemstillinger, uden først at have lagt en ”logik grundvold” for deres
tanker. (Dette betyder ikke at jøderne har ret i alle deres logiske vurderinger. De kan
også lære en del af os, således som vi kan lære meget af dem.)
Jødisk teologi er defineret som ”en rejse på jorden” ikke som trosbekendelser,
ideologier eller ideer. I denne rejse virker Gud sammen med mennesker. Når jøderne
opfyldte Guds bud hebr. mitzvot, så kunne de være sikre på at få del i Guds rige.
Jøderne var heller ikke interesseret i at vide alle ting. Hebræerne vidste at
menneskers position var ”under Solen”, og at de ikke magtede at forså alle ting:
Prædikeren. 8,17 og 7,13. Jøderne indså at det som Gud havde gjort vanskelig – gjort
kroget – det kunne mennesker ikke rette op eller forstå. Paulus sagde det samme:
1.Kor.1,20. Guds tanker er ikke menneske tanker: Es.55,8-9. 5.Mos.29,29.
Ved siden af dette er Gud en retfærdig Gud, som ville dømme en retfærdig dom.
Det er ikke op til mennesker at forstå alle ting, men de skulle gøre det som var godt
og ret: 5.Mos.10,12
Det som var i centrum, og det som var vigtig i jødisk teologi, var ikke at man skulle
have svar på alle spørgsmål, men at en skulle elske Herren, sin Gud og sine
medmennesker. Det var Gud og mennesker som var i centrum.
Jøderne kunne ikke tænke sig at opstille dogmer eller ”logiske” Bibeloversigter
over teologiske problemstillinger eller over det som skal ske, således som vi i Vesten
har været så ”flinke” til at gøre.
Jøderne var mere interesseret i ”at opleve sandheden” end ”at tænke på sandheden”
2.Johs.4 og ”at leve i den” 1. Johs.1,6, end at udarbejde teologiske systemer om
sandheden.
Rabbi Josef Soloveitchik har sagt: Vi (jøderne) er praktiske. Vi er mere interesseret
i at opdage hvad Gud ønsker, at mennesker skal gøre, end vi er interesseret i at
beskrive hvad Guds væsen... Som lærer, forsøger jeg aldrig at løse spørgsmål, for de
fleste spørgsmål lader sig ikke løse...
”Jødedommen er aldrig bange for modsigelser. Den anerkender at den fulde
forening af de to bare er mulig i Gud. Han er den som løser modsætningerne.”
I den jødiske tankegang er alle områder af livet teologiske. De vil sige at jøderne
gør ingen forskel på de hellige sekulære områder af livet.. De ser på hele livet som en
enhed hebr.echad . Alt er Guds domæne. Han har en plan med alt det som sker, og
jøderne er opmærksomme på det forhold at Gud er i alt som sker, og som kommer til
at ske-enten det er glæder eller sorger. Det er Han som bestemmer-både det som er
ondt, og det som er godt. Det er Ham som står bag alle ting, som sker. Han har en
plan med det, og dersom mennesker sætter deres lid til Herren, så skal det gå dem
godt til sidst.
Dele af dette er ogsp god ”gammeldags” kristen teologi, og det skiller sigheldigvis-
fra meget af den ”lykke-teologi”, som bliver forkyndt i dag. Den er ikke
bibelsk funderet, men den er fra denne verdens fyrste, som forsøger at forkludre både
Guds veje til mennesker og Guds veje med mennesker.
Salmisten sige: 16,8 og Ords.3,6 siger. Paulus sagde noget af det samme:
1.Kor.10,31 og Kolos.3,17.
Til trods for at det var Gud som bestemmer alle forhold, så fremholdt jøderne
alligevel den frie vilje som noget der var reelt . I Talmud står der: ”Alt er i Guds hånd
undtaget Guds-frygten”. Berakohot 33 b.
Rabbi Akiba har sagt: ”Alt er underlagt Forsynet, men til trods for det så har
mennesker en fri vilje.”
V i har mange eksempler fra Bibelen om at det ene udsagn og den ene fortælling
kan komme til at stå i modsætning til det andet udsagn. Dette var ikke noget problem
for hebræerne, som vi allerede har været inde på.
Vi skal i det følgende nævne en del eksempler på dette.
Når det gælder de ”to skabelsesberetninger” 1.Mos.1-2,3. Og 2.Mos.2,4-9, som vi
tilsyneladende har i vor Bibel, så synes de at ”modsige” hverandre ud fra den græske
tankegang, idet de skiller delvis ulige ting og forhold. For at forklare dette, så har
Vestens teologer ment at der ligger to forskellige kilder til grund for disse to
beretninger.
For jøderne har dette aldrig været noget problem. Disse beretninger giver udtryk for
at det er Gud som handler, og da er der ikke tale om modsætninger, men de beskriver
bevægelse og handling. Gud skaber ved at han handler.
For jøderne er der bare tale om en Skabelsesberetning, selv om den er forskellig
udform,et, Gud kan ikke modsige sig selv.
Når det gælder de forskellige tankerækker eller de forskellig logiske blokker, som
synes at stå i modsætning til hverandre, så kan dette løses på flere måder. Den ene
tankerække eller blokke skal ses ud fra Guds perspektiv og Guds udgangspunkt,
medens den anden skal ses ud fra menneskets ståsted.
Når der for eksempel tales om retfærdighed i Bibelen, så er det tale både om Guds
retfærdighed og menneskets egenretfærdighed. De udsagn som angår dette begreb,
kan synes at være modstridende, men det er de ikke:
I Esajas 55,1-3 er der tale om Guds retfærdighed og den er gratis.
I Esajas 56,1-2 er der tale om menneskets egenretfærdighed, som er en etisk
retfærdighed, som ikke kan frelse et menneske. Her står der at mennesker må ”gøre
retfærdighed og det som er ret”
I 2.Mos.8,15 står der at Farao forhærdede sit hjerte mod Gud.
I 2.Mos.7,3 står der at det var Gud, som forhærdede Faraos hjerte.
Tanach lærer os at Gud både er ”vred” Johs.1,29 og ”nådig” Habakuk. 3,2.
N.T, siger at Jesus både er ”Guds lam” Johs. 1,29 og ”Løven af Juda stamme”
Åbenbaring 5,5.
Jesus sagde at enhver som kom til ham ville han ikke drive bort Johs. 6,37, men
Jesus sagde også at ingen kunne komme til ham uden Faderen havde draget ham.
Johs. 6,44.
Jesus sagde at den som ville bjerge sit liv, måtte miste det. Matt.10,39.
Paulus sagde at når han var svag, da var han stærk. 2.Kor. 12,10.
I brevet til Galaterne står der at vi skal ”bære hverandres byrder” Gal.6,2. Men der
står også at enhver ”skal bære sin egen byrde” Gal.6,5.
I 1.Johs.3,6 står der at ”hver den som bliver i ham, synder ikke”.
I 1.Johs.2,1 står der at ”dersom nogen synder, da har vi en Talsmand hos Faderen,
Jesus Kristus, den retfærdige.
Det første udsagn angår det genfødte menneske. Det kan ikke synde.
Det andet udsagn angår den u-omvendte natur eller kødet, som vi alle har en del af.
Et andet problem, som opstår i læsningen af Bibelen, kan være at to sætninger giver
modsatte oplysninger. Dette kan løses ved at man inddrager en tredje sætning, som
løser dette problem. Se kap. De rabbinske regler for tolkningen af Bibelen punkt 6.
I det hele når vi studerer Bibelen, må vi omstille vort sind og vor tænkemåde til den
måde som hebræerne tænker på.
Robert Martin- Achard har skrevet i sin bog: An Approach to the Old Testamente:
”at vi må gennemgå en intellektuel omvendelse” når vi skal studere Bibelen.
Det er ret, men før vi kan gøre det, så må vi kende til principperne for jødisk
tankegang og det jødiske sprogs egenart. Kundskaben kommer foran og før
erkendelsen. Vi takker Gud for at han giver os begge dele.
Hvad der er gældende hebraisk og græsk måde at beskrive og forstå verden på, så
udfylder de hverandre. De er begge værdifulde, for de beskriver begge en del af
verdens og livets mysterier. Den hebraiske tænkemåde er ved sin psykologiske dybde
i stand til at give os en ret forklaring på den virkelige og sande Guds-åbenbaring,
medens den græsk tænkemåde har lagt grunden for den videnskabelige metode, der
hvor den græske logik står i fokus.
Begge tænkemåder giver os et bidrag til at forstå verden, men de må ikke blandes
sammen, for de arbejder stort set på hvert sit område. Vi skal ikke forsøge at forene
dem. De udfylder hverandre. Niels Bohr har sagt: ”Sandheden ligger i det som
udfylder hverandre.”
http://home.online.no/~oskaredi/index.htm
www.denpaulinskegruppe.blogspot.com
www.yeshuattsion.webbyen.dk