mandag den 21. april 2014

Bibelforkynder, forfatter Oskar Edin Indergaard

Bibelforkynder, forfatter Oskar Edin Indergaard,

Tingvoll, Norge. 6004 e. Adam.

Den rette lære. Del 5.

Når vi læser Bibelen er det af den største vigtighed at vi pladsserer indholdet i den rigtige tidsperiode. Dersom vi ikke gør det, så vil mange udsagn komme i stid med andre udsagn. Dette vil føre både til frustration og det forhold at vi ikke forstår Bibelens indhold.

I forrige artikel beskrev vi de 5 første tidsperioder, og de er: 1) Uskyldighedens periode, 2) Samvitighedens periode, 3) Perioden for menneskelig styre, 4) Løftets periode og 5) Sinai-pagtens periode.

Vi skal i det følgende beskrive de perioder som tilbagestår:

6) Det er perioden for rigets nærhed. Denne periode blev desværre afbrudt. Den blev bare en udfordring til jøderne. Den varede fra døberen Johannes og til Paulus.

Denne periode bliver helt overset i den lutherske teologi. Dette gælder også de fleste af de andre kirkesamfund. Det kalder vi for "erstatningsteologien". Loven og profeterne havde deres tid indtil Johannes. Fra den tid forkyndes evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger sig ind i det med magt. (Luk. 16,16.) Det Guds-Rige, som der her er tale om, er "Riget for Israel eller 1000 års-riget. Dette Rige har Jesu forkyndelse som sin basis. Vi skal i det flg. beskrive Jesu forkyndelse:

Han opfyldet det som stod i G.T. om ham.
Han opfyldte også Sinai-loven på Golgata. Sinai-loven er det mest ekstreme udtryk for Guds vilje.
Han gav jøderne en ny lov. Denne nye lov består af ca. 30 bud. Det er forpligtende bud. Den som ikke opfyldte dem, fik ikke arve Guds Rige. Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder., side 79-84. Obs: Gengivelse, fra bogen,nederst ! G.T. siger klart at Messias skulle give jøderne en ny lov. "Han skal lære Jakob dine bud og Israel din lov. Han skal lægge røgelse for dit ansigt og heloffer (forsoningen) på dit alter." 5.Mos. 33,10. "En profet vil jeg oprejse for dem af deres brødres midte ligesom dig, og jeg vil lægge mine ord i hans mund og han skal tale alt det jeg byder jer." 5.Mos. 18,18.
Han sagde at den som kom til en levende tro på ham, skulle arve Guds Rige.
Han uddybede Sinai-loven ved at lægge vægt på motiverne bag gerningerne.
Han viste mange mennesker en stor kærlighed. Dette gjalt særlig de som var udstødt i samfundet. Han blev kaldt for "tolderes og synderes ven".
Han kom med Nåden. "For af hans fylde har vi alle fået, og det er nåde over nåde. For Loven blev givet ved Moses. Nåden og sandheden kom med Jesus Kristus." (Joh. 1,16-17.) Dette er ikke den nåde som vi har i vor tid, men det er den nåde som man skal have i riget for Israel. Når vi ser ordet "nåde" i N.T., så har vi alt for let for at tro at det gælder vor tidsperiode, men det er ikke rigtig. Der har været nåde at få i alle tidsperioder. Når man ikke regner med "riget for Israel", ser man heller ikke at denne nåde som Jesus talte om, angik dette rige. "Nådens tidsperiode" begyndte på Golgata. Den angår alle tidsperioder. Det er fællesnævneren i alle tidsperioder. Det er det som binder tidsperioderne sammen. Jesu forsoning er grundlaget for alle synders forladelse i alle tidsperioder. Pagten i tidsperioden for rigets nærhed er den nye pagt i Jesu blod. (Mat. 26,28.) Denne pagt er et løfte til jøderne om at Gud skulle give dem en ny pagt i stedet for Sinai-pagten, som ikke er nogen frelsespagt. Dommen i denne tidsperiode, som angik jøderne, er at Gud måtte lægge et åndeligt dække over jøderne, således at de desværre ikke så/ser at Jesus fra Naseret er deres messias. Dette dække bliver først taget bort ved Jesu genkomst til jøderne. "For jeg siger jer". Fra nu af skal i ikke se mig før i siger: Velsignet være han som kommer i Herrens navn." (Mat. 23,39.
Perioden som vi lever i i dag plejer vi at kalde for den "frie nådes periode". Det er Paulus`forkyndelse som er aktuel i dag, og det sentrale i det forhold er at vi er frelst at nåde ved tro og ikke ved gerninger. (Ef. 1,8-9.) Vi har ingen pagt for denne tidsperiode. (Den nye pagt i Jesu blod er oprettet med jøderne. Se Jer. 31,31-34.) Vor tidsperiode er baseret på hemmeligheder og på Guds nåde. Den kom som en stor overraskelse på jøderne og på hedningerne. Hedningerne tog imod tilbudet, men jøderne værgede sig for at tage imod det nye tilbud. Der står at "hedningerne blev glade" for at de var udtaget til frelsen. (Se Ap.Gr. 13,46-48.) Det var ikke ukendt for jøderne at hedningerne havde del i Guds rige, for det står der meget om i G.T. De skulle frelses gennem og sammen med jøderne. De skulle opnå frelsen ved at slutte sig til jødedommen. Da jøderne ikke ville tage imod tilbudet om orettelsen af riget, så fik vi et nyt program fra Herren. Jøderne blev sat til side og hedningerne blev hovedbærerne for Guds rige på jord. Det er et bestemt antalhedninger som skal udtages som Jesu legeme. Når antallet er fuldt, får vi den kristne menigheds bortrykkelse. Derefter kommer jøderne ind igen og fortsætter der hvor de svigtede for snart 2000 år siden. "For jeg vil ikke brødre, at i skal være uvidende om denne hemmelighed – for at i ikke skal synes jer selv kloge – at forhærdelsen delvis er kommet over Israel, indtil fylden af hedningerne er kommet ind, og således skal hele Israel blive frelst." (Rom. 11,25-26.) Paulus`hans forkyndelse kender vi godt til, men det fatale er at man i mange forkyndelser i vor tid sammenblander både Sinai-lovens forkyndelse og jesu forkyndelse ind i den paulinske lære om den frie nåde. Denne forkyndelse,som ikke virker frigørende – folk bliver usikre, om nåden er fri eller om man skal prestere noget for at blive frelst. Man er til og med usikre på om man er frelst. Følgende er nævnt om frelsen. "Men tro er fuld vished om det som håbes, overbevisning om ting som ikke ses." Hebr. 1,1. Dette er troens karakter i alle tidsperioder. Vi må lære os at skille mellem rigets forkyndelse og den kristne menigheds forkyndelse. Vi må forsøge at gøre de troende frie, lykkelige og glade som kristne. Vi har altfor meget tungsind og for lidt glæde i vore forsamlinger, og en af grundene til det er at forkyndelsen ikke er ret. Vi må skille imellem de paulinske hemmeligheder og det profetiske ord. Det er bare i de paulinske Skrifter at vi finder hemmeligheden om den kristne menighed. De andre Skrifter i N.T. angår det profetiske ord. De har også sine hemmeligheder, og de kommer til udtryk i de profetiske Skrifter. Dommen i denne tidsperiode, er at den kristne menighed biver bortrykket til Gud, og det bliver en forfærdelig domstid over både jøder og hedninger.
Det er 1000 års-riget tidsperiode i slutningen af den 7-årige trængselstid som ligger foran os, og som vi nu efterhånden går ind i, - Jesus kommer tilbage og vil dømme både jøder og hedninger. Han vil da styre ud fra Jerusalem og Israel – først i 1000 år og siden altid. Det er dette rige og denne konge som er beskrevet i de mange profetiske udsagn i G.T. Der skal endelig komme en fredstid over hele jorden. Det er den som menneskene har længstes efter i flere tusinde år, men som er uopnåelig på grund af at Satan er denne verdens Gud, og de fleste mennesker vælger at følge ham og underkaste sig hans styre. Han er beskrevet i Bibelen som en løgner og manddraber. I 1000 års-rigets periode skal Satan og de onde ånder være fængslet i abvssos. Det vil blive en fredstid ud over hele jorden. Vi ser frem til at denne kommer. Den behøver ikke at være langt borte.
Her ovennævnte artikel fra samme forfatters bog, "Kristendommens Jødiske Røtter"

Kristen Bokproduksjon, 6630 Tingvoll. Norge. E-mail: oskaredi@online.no

Jesu første forkyndelse side 79-.

Jeg har skrevet om dette i flere af mine bøger, så jeg skal ikke gentage det i detalje her, men i og med at jeg anser dette af den allerstørste vigtighed, skal jeg nævne nogle generelle træk ved Jesu forkyndelse og komme med nogle eksempler på den.

Den var knyttet til overholdelse af Mose Torah og Jesu nye Torah som indirekte forudsætning for frelsen.
Den var knyttet til overholdelse af Mose Torah og Jesu nye Torah i vandringen som troende.
Den var knyttet til to sæt af retfærdighedsbegreber, og det er Guds retfærdighed og menneskets egen retfærdighed.
Den varede i hele tidsperioden fra døberen Johannes og til Paulus.
Rabbinerne vidste godt at når Messias kom, skulle han give jøderne en Ny Torah. Dette kendte de godt ud fra det som Moses havde skrevet i Mose-Torah. "En profet (Messias) vil jeg oprette dem af deres brødres midte, ligesom dig, og jeg vil lægge mine ord i hans mund, og han skal tale til dem alt jeg byder ham. Og enhver som ikke hører på mine ord, som han skal tale i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab for det." (5.Mos. 18,18-18.)

"Omskiftes (forandres) præstedømmet, da går jo også nødvendigvis en omskiftelse af Torahen for sig." (Hebr. 7,12. 9.)

Jeg plejer at skille mellem Jesu første og Jesu anden forkyndelse. Jesu første forkyndelse angår først og fremmest oprettelsen af "riget for Israel", medens Jesu anden forkyndelse angår den kristne menighed.

Vi kan også kalde Jesu første og anden forkyndelse for:

Jesu første Torah og
Jesu anden Torah.
Vi skal i det flg. nævne en del af Jesu forkyndelse. Dette viser at den i sin totalitet ikke passer ind i den forkyndelse som vi har i den kristne menigheds tidsperiode. (Dette gælder ikke det gennerelle aspekt ved forkyndelsen, men det spesielle aspekt.):

Den som holdt Torahen (budene i Torahen), skulle være den største i himlenes rige. (Mat. 5,19.)
Dersom jødernes retfærdighed ikke overgik de skriftlærde og farisæernes retfærdighed, kom de ikke ind i himlenes rige. (Mat. 5,20.)
Den som ville arve Guds rige, måtte være fuldkommen (menneskets egen retfærdighed) i forhold til Torahen (budene i Torahen.) Mat. 5,39-42 og 48.)
Den som ikke tilgav andre, fik ikke selv tilgivelse. (Mat. 6,14-15.)
Den som dømte andre skulle selv dømmes med samme dom. (Mat. 7, 1-2.9
Den som holdt Torahen, skulle få del i Guds rige. Den som ikke holdt Torahen, kunne ikke få del i Guds rige. (Mat. 7,21-23.)
Den som fornægtede Jesus, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 10, 32-33.)
Den som elskede Far og Mor mere end Jesus, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 10,37.)
Den som ikke var villig til at dø for Jesus, fik ikke del i Guds rige. (Mark. 8,34-35.)
Den som skammede sig over Jesus og hans ord, fik ikke del i Guds rige. (Luk. 9,26.)
Den som ikke trængte på med magt og rev Guds rige til sig, fik ikke tag i det. (Luk. 9,26.)
Den som ikke viste barmhjertighed, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 5,7.
Den som talte bespottelig mod Den Hellige Ånd, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 12,31-32.)
Den som talte unyttige ord, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 12,36-37.)
Den som ikke omvendte sig og blev som et barn, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 18,2-5.)
Den som forførte barnet, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 18,6.)
Den som ikke var villig til at sælge det han ejede og give det til de fattige, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 19,21.)
De fattige skulle få del i Guds rige. (Mat. 11,4-5.)
De fattige skulle arve Guds rige. (Mat. 5,3.) (De fleste teologer har ment at dette udtryk betyder at det er "de ydmyge", som skal arve Guds rige, og det er ret, men udtrykket "fattig i Ånden" går ikke på ydmyghed. "De fattige i Ånden" er iflg. Essenerne de fattige som har fået Den Hellige Ånd." (Se David Flussers bog: Jesus., s. 95-96.)
De som gav almisser, skulle arve Guds rige. (Luk. 11,41.)
Den som udlånte penge uden at kræve dem igen, skulle få del i Guds rige. (Luk. 6,35.) Dette udsagn må ses på baggrund af både sabbaten og jubelåret. Det første var hvert syvende år, og det sidste var hvert 50. År. I disse år blev al gæld slettet. Den som ikke magtede at tilbagebetale sine lån, fik dem slettet. Dette har sammenhæng med vort forvalteransvar overfor Gud. Vi ved at alle ting hører Gud til, og at det som vi har, ikke er vort, men det er Guds ejendom. Når vi låner penge bort, er det ikke vore penge vi låner ud. Dersom vi taber de penge som vi har udlånt, så er det ikke os som har tabt dem, men derimod Gud. "Den som låner til den fattige, låner til Herren, og Herren skal gengælde hans velgerninger." (Ords. 19,17.) (Denne undervisninge kommer også til udtryk i Paulus`forkyndelse. "som skrevet er: Han (giveren) strødde ud. Han gav de fattige. Hans retfærdighed forbliver i tidsalderen." (2.Kor. 9,9.) "at de (de rige) skal gøre godt, være rige på gode gerninger, gavmilde, godgørende, så de lægger op en god grundvold for den kommende tid – at de griber det tidsalderlige liv. (1.Tim. 6,18-19.) (Se min bog: Jesu Gjenkomst., bind 5., s. 308-309.)
Den som forlod alle ting skulle få del i Guds rige. (Mark. 10,30.)
Den som ikke gav flere og større almisser end farisæerne og de skriftlærde, fik ikke del i Guds rige. Mat. 5,20.)
Den som ikke kom til en personlig tro på Jesus, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 19,21.)
Den som ikke var født på ny, fik ikke del i Guds rige. (Joh. 3,3.)
Den som ikke var født af vand (den naturlige fødsel) og Ånd fik ikke del i Guds rige. (Joh. 3,5.)
Den som ikke forvaltede sine muligheder på en god måde, fik ikke del i Guds rige. (Mat. 25,28-30.)
Den som frygtede Gud, skulle få del i Guds rige. (Luk. 1,50.)
Den som havde gjort godt, skulle arve Guds rige. (Joh. 5,28-29.)
Den som ikke havde åndelige frugter i sit liv, fik ikke del i Guds rige. (Joh. 15,1-7.)
Den som hjælper jøderne i den store trængsel, skal få del i Guds rige. (Mat. 25, 40 og 45-46.)
Den som holdt Jesu bud, skulle få del i Guds rige. (Joh. 15,10.) (Se min bog: Jesu Gjenkomst.,bind 5. Kap.: Jesu forkyndelse, hvor jeg skriver meget om dette.)
Når det gjalt om at holde Herrens bud, da sagde rabbinerne at dersom hensigten, intenstionen eller hengivenheden ikke var til stede, så havde overholdelsen af budene ikke nogen hensigt. De kaldte denne hensigt for "kavanah". Dersom hensigten ikke var god, så virkede dette imod sin hensigten. Det førte til fartabelse.

Vi skal i det flg. referere to udsagn som går på dette.: "Den som praktiserede retfærdighed i hemmelighed, er større end Moses." (Baba Batha 9.b.).

"Den som giver almisse til de fattige offentlig, gør det til sin egen undergang." (Hagiga 5.a.)

Det Ny Testamente skiller også mellem Jesu første og Jesu anden undervisning. Den første gik på "riget for Israel" og den anden gik på den kristne menigheds tid. "Den første bog (evangeliet efter Lukas) skrev jeg Teofilus, om alt det som Jesus begyndte med både at gøre og at lære. (Ap.Gr. 1,1.)

Hebræerbrevet kalder en del af Jesu første lære for begyndelsen af Jesu lære " Lad os derfor gå forbi begyndelsen af Jesu lære og skride frem mod det fuldkomne (angående den messianske forsamling), så vi ikke atter lægger grundvolden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om ( de forskellige typer) dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og tidsalderlig dom." (Hebr. 6,1-2.)

Jesus sagde selv: "Endnu har jeg meget at sige jer, men i kan ikke bære (forstå) det nu, men når han, Sandhedens Ånd kommer, skal Han vejlede jer til hele sandheden, for han skal ikke tage af sig selv, men det som han hører, skal han tale, og de tilkommende ting skal han forkynde jer." (Joh. 16,12-13.)

Rigets evangelium bliver kaldt for omskærelsens evangelium." Det var det som Peter og den andre apostle forkyndte i Israel.

"tvært imod: da de så at det var mig (Paulus) betroet at forkynde uomskærelsens evangelium, ligesom Peter omskærelsens (evangelium), for han som gav Peter omskærelsens aposteltjeneste, han gav også mig kraft til det blandt hedningerne." (Gal. 2,7-8.)

I og med at de fleste teologer og Bibel-granskere ikke forstå at der her er tale om 2 forskellige evangelier to forskellige evangelier, som har hver sit sigtemål, så bliver Gal. 2,7-8 forkert oversat i vore Bibler.

"Omskærelsens evangelium" er et evangelium til de omskårne. Det er jøderne. Omskærelsen er tegnet på to pagter, og det er Abraham-pagten og Sinai-pagten. Den første blev givet 400 år før den anden. Omskærelsen er et tegn på at jøderne var Guds udvalgte folk på en speciel måde. Gud havde lovet jøderne landet, fra Middelhavet og Eufrat, og Han havde lovet at jøderne skulle være præster og konger for Gud over alle hedningerne. (2.Mos. 19,5-6.)

"Omskærelsens pagt" er ligeledes bundet både til Land-pagten og David-pagten om Messiases kongedømme. Det skal både vare i "tidsalderen" og "for altid". "Han skal være stor og kaldes den højestes Søn, og Gud Herren skal give ham hans far Davids trone (riget for Israel), og han skal være konge over Jakobs hus i tidsaldrene (for altid), og der skal ikke være ende på hans kongedømme." (Luk. 1,32-33.)

Omskærelsens evangelium havde 2 udkaldelser i Israel på Jesu tid. Det var både før og efter Jesu død.:

Guds rige var nær. "og sagde: Omvend jer, for himlenes rige er kommet nær." (Mat. 3,2.)
Guds rige kan blive oprettet dersom i omvender jer. "Så fat da et andet sind og omvend jer, så at jeres synder må blive udslettede, så husvalelsens (nærværets Jesu nærvær) tider kan komme fra Herrens åsyn (åsynet står for hele personen), og Han kan sende den for jer udkårede (forud forkyndte) Messias, Jesus." (Ap.Gr. 3,19-20.)
(Som en orkideblomst må vi sige Amen og tak til forfatteren)

www.home.no/oeindergaard


www.yeshuattsion.webbyen.dk

PÅ GENSYN !