Abram Poljak i Judenchristliche Geminde

Oversættelse af Abram Poljak i Judenchristliche Geminde

”Jesus eller Kristus”

I Israel tror mange i dag (tiden før og omkring 2. verdenskrig) mange dannede jøder på Jesus i den forstand ”at Jesus tilhører os. Han er den største, den centrale jøde, som Martin Buber kalder ham, men kirkens Kristus afviser vi”.

Fra disse kredse hører jeg ofte: ”Vi er for den jødiske profet, Jesus, men ikke for ham som Messias, den paulinske, kirkelige Kristus, så længe du forbinder Jesus med Paulus, kan vi ikke have noget samfund med dig. Med kirkens Kristus, i hvis navn der er sket forfølgelser og krige, kan vi jøder ikke have med at gøre.”

De fleste af dem der siger sådan er østjøder, dvs. De stammer fra Rusland. Jeg er også født der og oplevede som 5 års dreng i Jekaterinoslaw et pogrom (jødeforfølgelse). De plyndrede drog direkte fra kirken ind i jødekvarteret. Jødeforfølgelserne under Hitler var ikke noget nyt for mig.

Jeg har også lært kirken at kende. Men trods dette forstår jeg af skelne imellem den lære – evangeliet – og den menneskelige organisation, og jeg tror, at Jesus er Israels Messias.

Jeg tror på Bibelen som Guds ord, hele Bibelen, både det gamle og det nye testamente.

Jeg tror på alle underne, der fortælles om i Bibelen, at det Røde Hav delte sig og mannaen i ørkenen i det gamle testamente og ligeledes på Jesus som Guds søn og hans genkomst på Oliebjerget i det ny testamente.

Her sætter den jødiske kritik igen ind: Hvordan kan man som et fornuftigt menneske tro, at Jesus er Guds søn? Strider det ikke imod fornuften?

Mit modspørgsmål: Hvordan kan man tro på underne i det gamle testamente? Lad os dog være ærlige og indrømme, at kan vi tro på det ene, kan vi ligeså godt tro på det andet.

Tro er en indre overbevisning, en nåde, en gave, som den ene har og den anden ikke har og som man lige som lidt kan strides om som om spørgsmålet om kunst. Enten har man kunstforstand og forstår visse ting uden videre, eller man har det ikke, og har ikke noget talent, det forbliver et lukket område for os.

Så følger jeg denne indre overbevisning uden hensyn til andre mennesker, der ikke har denne overbevisning. Jeg ved, at man i trosspørgsmål ikke kan overbevise nogen, men kun overtale – og det har ingen værdi, for der opstår kun en forkrøblet tro. På Jesus kan vi kun tro, når Faderen drager os (Johs.6,44.) Og omvendt i sandhed bliver man kun, når det er Gud der omvender os, som Jeremias siger: Omvend mig, så bliver jeg omvendt. Jer.31,18.

Vi vil derfor vente til Gud omvender Israel og den hele verden ”udgyder sin ånd over alt kød, og jorden bliver fuld af Herrens kundskab” : Apostlenes Gr. 2,17.

Paulus.

I den foranstående artikel ”Jesus eller Kristus” vil vi gerne give udtryk for, at vi, når det gælder tro ikke vil gå ind på noget kompromis. Jesus er Israels Messias. Men vi vil ikke nøjes med at forstå Jesus, vi vil også forstå hans store tjener Paulus. Og for bedre at kunne forstå Paulus` karakter og tænkemåde vil vi genoptrykke nogle artikler, der for år tilbage er fremkommet i JCG.

Paulus` vej.

I begyndelsen af min jødekristne virksomhed blev jeg angrebet af en missionær i Wien, der vendte sig imod min ”jødiske-nationale ånd” og forlangte ”det fulde evangelium”. Han skrev bl.a.: Når mænd der er udrustet med Paulus` tro, visdom og energi, optræder blandt Israels børn, vil de bestemt være befriet for den jødiske nationale ånd og prædike Kristi fulde evangelium uden nogen indrømmelse til det nationale og uden at opgive det mindste af den frihed (de friheder), Kristus har skænket os med hensyn til sabbat og traditioner.

Jeg svarede med følgende artikel:

Hvorfra denne sikkerhed? Så længe vi taler om den bibelske Paulus og ikke om fantasiskikkelse, må vi rette os efter, hvad der står skrevet i hans breve og i Apostlenes Gerninger. Og her finder vi sådanne indrømmelser til den jødiske folkeånd, at hvis Paulus kom igen og ville gøre det samme, som han dengang gjorde, ville han sandsynligvis blive udelukket af alle kirker (med undtagelse af den jødekristne).

Ikke alene, at han holdt jødisk-traditionelle løfter (som f.eks. det i 4.Mos.6,5 omtalte), han viste sig endogså i templet for at demonstrere sin tradition bundethed. Og ikke nok dermed, han omskar Timoteus – alene af hensyn til jøderne. Som det er fortalt i Apostlenes Gr. 16,3. I Kenkreæ lod han sit hår klippe af, thi han havde et løfte på sig: Apostlenes Gr. 18,18.

Da Paulus efter sin tredje missionsrejse kom til Jerusalem, lod han sig sammen med 4 mænd, der havde et løfte på sig, rense, for at vise, at det ikke havde noget på sig at han, hvad man beskyldte ham for, lærte alle jøder ude blandt hedningerne frafald fra Moses, for at vise, at han selv vandrede således, at han holdt loven: Apostlenes. Gr.21,17-26.

Men den samme Paulus vendte sig også på det skarpeste imod de jødekristne, der antastede de hedninge kristnes frihed i Kristus og ville pålægge dem jødisk lov.

Til Galaterne skriver han: ”Hvis i lader jer omskære, vil Kristus ikke gavne jer noget” I brevet til Flipperne kalder han omskærelse en sønderskærelse for dem, der prædiker omskærelse for ”hunde og ondsindede arbejdere.” Til Kolossenserbrevet siger han, at de ikke skal bekymre sig om spise- og sabbats love. Og til Titus, at han ikke skal lægge vægt på jødiske fabler og bud, givne af mennesker, som vender sig bort fra sandheden.

Modsiger han sig selv? Nej. Det er ikke et menneskeligt Ja og Nej, men guddommelig visdom og kraft, at være jøderne en jøde og grækerne en græker. Som han selv siger i 1.Kor.9,19-23: (læs det).

Paulus var stor, større end sine fjender, men også større end sine venner. Hans standpunkt var så højt, at kun de få kunne følge ham. Som selv Peter skriver: ”Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer . . . i hans breve findes der ting, som er vanskeligt at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede fordrejer til deres egen fortabelse. 2.Peter3,15.

De ukyndige og ubefæstede – gennemsnits mennesker, gennemsnits jøder og gennemsnitskristne

~ forstår kun sig selv. Paulus forstod alle. De i deres tanker og deres følelser så snævre, så forfærdelig snævre – men han er vidtfavnende, uendelig vidt. De kan ikke se ud over deres egen horisont, men han så ind i den tredje himmel. De kan kun være jøder eller grækere, men han var begge dele, alt for alle. For jøder en jøde, for grækerne en græker, for romerne en romer, for de svage var han svag, for de stærke var han stærk.

I ham mødtes tider og verdener. Han var Guds store værktøj i et tidsskifte og i en verden, der var under forvandling. Han var løftestangen. I et tidsskifte finder en omvurdering af værdierne sted. Og kun når vi er helt befriet fra fordomme, når vi ikke er stivnet i traditioner, kan vi følge med tiden og undgå, at den åndelige udvikling løber forbi os. Også vor tid er evigheds mættet. Også vi står i et tidsskifte og en verdens-omvæltning. Også i vore dage sker en omvurdering af værdierne.

Et tidens tegn er korset i Davidsstjernen. Dets modstandere må besidde sig på Gamaliels ord: ”Hvis

dette forehavende er af mennesker, falder det fra hinanden, men er det af Gud, kan i ikke fælde det.

Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at i kæmper imod Gud.” Apostlenes Gr.5,38-39. Evangeliet udgik fra jøderne i Jerusalem og var bundet til Moseloven. ”Den der bryder et af de mindste iblandt disse bud og lærer mennesker således. . . ”Dette ord af Jesus fra bjergprædikenen lød endnu i ørerne og hjerterne af apostlene og disciplene. Derfor var de overrasket og bestyrtede, da de hørte, at Paulus ophævede Moseloven for hedninger-s vedkommende.

Hvem var – i de jøde kristnes øjne – Paulus? De huskede ham godt nok i hans rolle som anfører for dem, der forfulgte de kristne, hans ”fnysen med trussel om mord ” Apostlenes Gr.9,1.” De vidste ganske vist også, at Jesus havde vist sig for ham ved Damaskus – Men Jesus havde også vist sig for apostlene og disciplene.

Paulus` fortid var ikke egnet til, at han skulle vinde de jøde-kristnes tillid og få dem til, uden videre at godtage hans lære. I deres omsorg for evangeliets renhed kunne de ikke andet end drage til de af ham grundlagte menigheder, og der forlange Moseloven respekteret. At Paulus smed dem ud, må ikke hindre os i at anerkende deres gode hensigter. De havde hørt Jesus sige: ”Jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomne Thi sandelig siger jeg jer, før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller tøddel af loven forgå.” Matt.10,5. Sådan havde de lært, og i denne lære ville de blive. De forstod ikke, at der imidlertid var begyndt en ny udvikling.

Jesus havde ikke afsluttet åbenbaringen, men forudsagt en forjættelse: Johannes 16,12-13.

Og frem for alt kunne de ikke fatte, at Gud i stedet for at oprette riget for Israel, ville sende sit folk ud i i en indre og ydre forbandelser i årtusinder, og vende sin nåde til hedningerne. De kendte kun den ene linje i den guddommelige frelsesplan – den israelitiske og vidste ikke, at der også ville fremtræde en anden – den for de hedninge kristne – og at begge grupper , jøderne såvel som hedningerne ”var indesluttet under ulydighed, for at Gud kunne åbenbare sig for begge” Rom.11,32

Alt dette vidste de ikke, førend den ene, hvem det alene var blevet åbenbaret for (ifølge Ef.3, havde det også været skjult for magterne og myndighederne i den himmelske verden) endelig efter 14 år – kom til Jerusalem og forklarede dem det. I brevet til Galaterne, fortæller Paulus, at han havde svære kampe med de ortodokse jøde kristne, men søjlerne for menigheden – Jakob, Peter og Johannes - rakte ham broder hånd. De erkendte den nåde, der var blevet givet Paulus, og så, at evangeliet for hedningerne var blevet ham betroet, ligesom det for jøderne var betroet Peter. Først nu blev Paulus`

rolle klar for de jøde kristne, den særlig mission, han var kaldet til. Først nu erkendte de, at der var to linier i den guddommelige frelsesplan, og at den hedninge kristne kun var den jødiske lig i væsen

,men ikke i form.

Således blev disse to missions linier bragt sammen og bragt i samklang af Guds udvalgte redskaber _ apostlene og disciplene, udviklet i harmoni og stillet på den linje, der fører til menighedernes fuldendelse – i tiden fylde, som jeg tror er nær.

Jeg tror at menigheden af hedninge kristne snart er fuldendt, er fuldtallig (den udvalgte skare), at hedningerne fylde er gået ind.

I stedet for menigheden af hedninger, træder Israel igen ind. En ny menighed er under dannelse, en gammel, der er ny, den jødiske, for at Israel også kan blive fuldendt. Som Paulus siger: ”Forhærdelse er kommet over Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind, og så skal hele Israel frelses. Ved Israels fald kom frelsen til hedningerne. Men hvis deres fald betød rigdom for verden, hvor meget mere vil det da ikke betyde, når de kommer fuldtalligt med? Rom.11,25-.

Det var vanskeligt for de jøde kristne i Jerusalem at begribe, at de hedninge kristne i Lilleasien, Grækenland og i hele verden ikke skulle tjene Gud efter de jødiske skikke, men efter deres egne skikke. Og i dag kan mange hedninge kristne ikke begribe, at de jøde kristne skal og vil tjene Gud efter deres egne skikke og ikke efter fremmede skikke. For to tusinde år siden kom de hedninge kristnes tid, og jøderne måtte lære denne lektie, så svær den end var. I dag er de jøde kristnes time kommet, og de hedninge kristne må lære den lektie, hvor svær den end er.

Paulus og Peter.

Det er mærkværdigt, at problemer, der for 14 år siden optog vor menighed i Jerusalem, igen i dag er blevet levende. Jeg korresponderede dengang fra Jerusalem med en hedninge kristen ven i Schweiz, der skrev følgende:

”De skriver om en bevægelse i Deres menighed, der vil tage stilling imod Paulus. Dette skal de ikke undre dem over. Jeg betragter det som noget normalt. Vi må ikke glemme, at Paulus var herold for menigheden som Kristi legeme, når denne menighed engang er bortrykket, kommer der i stedet for dens evangelium, evangeliet om riget: Matt.24,14.Med andre ord: så har det paulinske evangelium haft sin tid. Enten er den jødekristne bevægelse en rigets-bevægelse, og så gælder for den evangeliet om riget, eller den hører til Kristi legeme, og så gælder for den det paulinske budskab. Også her er det nødvendigt at trække en klart grænselinie”.

Forfatteren af dette brev, en hedning kristen, der er en ven af vor menigheds dyrebareste venner,

håber, som det fremgår af hans brev, at vi, med henblik på det kommende rige, udvikler os efter den jødisk-lovmæssige linje (Peter og Jacobs linje). Andre ser derimod den største fare og ønsker, at vi helt og fuldt stiller os på den paulinske nådes linje.

Jeg må svare begge parter, at jeg ikke ser nogen modsætning imellem Paulus og Peter, og at den jødisk messianske menighed må udvikle sig efter begge linier, der i den sidste ende, bliver til kun én

linje: Det ville være en fejl, hvis vi ikke trak en grænselinje, men det ville være en endnu større fejl

, hvis vi trak grænsen for skarpt op. Der må ikke konstrueres nogen modsætning imellem Paulus og de andre apostle. De havde kun forskellige opgaver, de talte forskelligt sprog, men de virkede i den samme ånd. Vi må læse de forskellige apostles breve sammen (ligesom de fire evangelier) og betragte dem ligesom et partitur, hvor de forskellige stemmer i et orkester eller et koralværk, bliver

stillet sammen. Dirigenten, der står med partituret, må være i stand til, ikke bare at se én linje, men at kunne se mere og kunne skelne. Han må have samtlige toner og alle klangfarver i øret og vide, hvornår de forskellige stemmer skal være fremtrædende eller træde tilbage. Han må kunne føle med komponisten og finde ud af hans hensigt.

På samme måde må vi læse bibelen, bibelen, der kun har eet motiv, men mange variationer af motivet. Bibelen, det gamle og det nye-testamente, blev skrevet af mange forskellige hænder, men det var den samme ånd, der dikterede det hele. Denne ånd er bibelens skaber, og vi må være opfyldt af hans vilje og finde ud af hans hensigt. Vi må læse bibelen ligesom partitur og have samtlige toner og alle klangfarver i øre og hjerte og vide, hvordan det ene ord skal træde frem og det andet tilbage

1. Men at træde tilbage betyder ikke af forsvinde, men at blive til en anden stemme, der ligger under den første. Så enkelt stiller sagen sig ikke, når det drejer sig om verdslige spørgsmål, hvor man kan trække hårfine grænser som mellem sort og hvidt, Kunsten ligger i schatteringen, aftrapningen, og visdommen i syntesen og sammenstillingen. I det åndelige, dvs. I de af Gud optrukne linjer gives der ikke noget brud . . . Alle veje, hvor forskellige de end kan være, er i den sidste ende kun én vej. De går ud fra Gud og vender tilbage til ham fuld af harmoni. Thi af ham og ved ham og til ham er alle ting. Rom.11,36.
2. Vi messias troende jøder må igen lade Peters lys skinne, og Jakobs brev, som Martin Luther kaldte et stråbrev, må vi holde højt i ære. Begge disse forfattere, såvel som Johannes og Judas, for ikke at tale om forfatteren af Hebræerbrevet, har i første række skrevet til den jøde kristne menighed, og kun jøder, der er rodfæstet i deres folks tradition, kan til fulde forstå og værdsætte dem. Men at være for Peter og Jakob betyder ikke at være imod Paulus. Det paulinske evangelium vil aldrig komme til at have udspillet sin rolle – heller ikke når riget kommer. Himmel og jord kan forgå, men nådens ord vil aldrig forgå. Og ingen har som Paulus gennemtænkt, forkyndt og forklaret ordet om nåden. Hvem der holder af at tænke frit, dvs. sundt og klart og ikke er bundet af fordomme, vil finde det største hos Paulus. Og når mange taler om hans modsigelser i hans breve, viser de kun, at de ikke forstår at læse han partitur, og at de ikke kan se sammenhængen og helheden i hans værk, men kun ser det stykkevis.
3. Jeg gentager. For Peter, betyder ikke at være imod Paulus. At være for Israels-menigheden betyder ikke at være imod hedninge-menigheden. Det ene bør gøres og det andet ikke forsømmes: Matt.23,23. Jo mere jødiske vi er, jo mere radikalt vi udvikler vor menighed efter den jødiske traditions linje, jo mere må vi pleje de paulinske nådes tanker. At kaste den jødiske lov fra os ville være imod Guds vilje og visdom, det ville være anmasselse og dårskab, oprør og provokation overfor det jødiske folk, i hvis midte vi lever. Men at vise de paulinske nådes tanker fra os, ville betyde vort åndelige selvmord. Når jeg siger ”loven” mener jeg dermed de forskrifter fra det gamle testamente og den jødiske tradition, der endnu i dag bliver overholdt i synagogen, som er forenelige med sund fornuft og frem for alt ikke modsiger evangeliet. Jesus sagde: ”Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne, jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomne.” Matt.5,17. Jeg tror at vi må overholde loven som omskærelse, sabbat, festdage og sabbatår. Hvad spiseregler angår, er jeg af den mening, at det er bedst at leve vegetarisk, og hvis man spiser kød, at blodet er taget fra det, som det sker ved ”Kosher tilberedning”: 3.Mos.17,10-16. Disse love blev for jødernes vedkommende hverken ophævet af Jesus eller apostlene. Ved apostel mødet i Jerusalem: Apostlenes Gr. 15. blev det erklæret, at de hedninge kristne ikke skulle være bundet af loven. ”Helligånden og vi har besluttet ingen yderlige byrder at lægge på jer udover dette nødvendige, at i afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og det kvalte og fra utugt. Når i holder jer derfra, handler i ret.” Men vel at mærke: Det blev kun sagt til hedninge kristne, men ikke til de jøde kristne

- tværtimod. Da Paulus og Peter spiste sammen med de hedninge kristne, dvs.. Satte sig ud over visse spiselove, havde de på ingen måde derved demonstreret deres foragt for loven, men kun gjort brug af deres frihed i Kristus af kærlighed og hensynsfuldhed overfor deres hedninge kristne brødre. Denne frihed som vi også ejer, og som er os fuldt bevidst,

må aldrig blive til et skalkeskjul for ondskab og frækhed. Når vi lever iblandt vort folk, der overholder visse love4 og ceremonier, som vel at mærke har guddommelig oprindelse og er foreskrevet i det gamle testamente, så må vi også respektere dem, hvis vi ikke vil provokerte vort folk, der er vore naboer.

Jesus advarer os imod at vække forargelse. Da betalingen af tempelskatten var på tale, sagde han til Peter, at set fra et åndeligt standpunkt behøvede denne skat ikke at have været pålagt, men for ikke at forarge dem, tag så det pengestykker og betal det for mig og dig: Matt.17,27.

For ikke at vække forargelse – derfor, om fri eller bunden, vil vi give kejseren, hvad kejserens er, folket hvad folkets er og loven hvad lovens er, hvor langt vi dermed kan gå.

Vi respekterer og holder loven, men glemmer ikke Paulus` ord, at bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør. I vor efterfølgelse af loven lader vi os ikke binde af bogstaven, men lader os lede af Ånden, der er givet os ved troen på Jesus, i forvisningen om Guds nåde og af kærlighed og barmhjertighed.

Vi lever i nåden og ikke under loven. Vi er fri. I denne vor frihed holder vi loven – ikke fordi vi frygter, men fordi vi elsker: Salme 119,97.

De kristne teologer, der prædiker imod at holde loven og beskylder os for den ”dobbelte fejltagelse”, ved ikke hvorom de taler, og hvem vi er. Loven blev ikke givet til hedninge kristne, den var ikke bestemt for dem, derfor kan de heller ikke bære den, og mange kan heller ikke forstå den.

Og derfor vendte Paulus sig skarpt imod de jøde kristne, der ville pålægge hedninge kristne loven.

Hvis den var pålagt os udefra, ville den være os en byrde, men da vi er født med den, og den er os givet af Gud, er den for os en kilde til glæde og forbundethed med Gud. Salme 119.

Vi er jøder og må gå vor egen vej, og ikke folkenes vej. Modsætningen imellem lov og nåde, som kirken kender – og med retter – kender vi ikke, den hører ikke hjemme i Israel. Her hører lov og nåde sammen. Loven hører til nåden og nåden til loven. Begge flyder fra samme kilde og står i bestandig vekselvirkning.

Dette afsnit kan virke lidt forvirrende på de (os) hedninge kristne, men det hænger sammen med, at vi (de) i jødernes øjne har en forkert opfattelse af loven. Vi anser loven for en byrde, medens den rabbinske litteratur altid giver udtryk for, at loven er den Guds gode gave. Fordi Gud er god, har han i sin nåde givet Israel mange bud at holde (red.anm.)

Hvis de kristne teologer kunne se den hele Paulus, ville de vide, at denne Paulus, den største forkynder af nådes tankerne, efter loven var farisæer: Fil.3,5, at han har omskåret Timoteus:

Apostlens Gr.16,3 og at han i templet har bragt ofre, således som Peter, Jacob og de ældste i den jødiske menighed i Jerusalem ønskede det. Apostlenes Gr.21.

Paulus og Peter, Paulus og Jacob – fuldkomne ens ”under loven” som ”under nåden”.

Og sammen med dem vil også vi, den nye, den gamle-nye jødisk messianske menighed være ”under loven som under nåden”.

Citat slut.