10. dag i den 7. måned Den store Forsoningsdag

DEN STORE FORSONINGSDAG

Referat fra ”Jesu Genkomst” bind 4.

af forfatter Oskar Edin Indergaard, Tingvoll.

(10. dag i den 7. måned.)

Den store forsoningsdag (hebr. Yom Kippur) skal finde sted den 10. DAG I DEN SYVENDE MÅNED, som er TISHRI: 3.Mos. 23,27-32.

Denne dag er den MEST HELLIGE af alle jødernes højtidsdage. Det er en forsoning for hele folket. Jøderne har haft 10 dage efter det nye års begyndelse og til den store forsoningsdag til at forsøge at forbedre deres stilling overfor Gud, således at deres navne kan blive opskrevet i de frelstes bog. På den store forsoningsdag skal det blive kendt hvem som skal leve i det nye år, og hvem som skal dø.

Ypperstepræsten havde en CENTRA ROLLE i gudstjenesten og i frem bæringen af de forskellige ofre denne dag. Det var ham som forrettede AL OFRING i templet.

Ved siden af de daglige ofringer blev der også foretaget en række tillægs ofringer. Desuden gik han i alt 4 GANGE ind i Det Aller Helligste: 3. Mos. 16,2.

For at ypperstepræsten skulle nå alle sine gøremål på en dag, begyndte offerhandlingerne allerede ved midnat, og tidligt om morgenen var tempelpladsen fyldt med mennesker.

Vi skal i det følgende beskrive en del af de opgaver ypperstepræsten havde den dag.

1. Først ofrede han det DAGLIGE OFFER og de forskellige TILLÆGSOFRINGER. Ved disse offerhandlinger havde ypperstepræsten på sig e DRAGT AF GULD, efter at han på forhånd havde taget et renselses bad og vasket hænder og fødder.

I det hele taget var renhedsforskrifterne for ypperstepræsten omfattende. Han badede 5 gange sit legeme, og han vaskede hænder og fødder 10 gange, for at han skulle være kultisk ren til at udføre offerhandlingerne.

2. Efter at det daglige morgenoffer var forrettet. RENSEDE ypperstepræsten sig igen og tog på sig HVIDE KLÆDE. Han gjorde sig istand til offerhandlingerne

i Det Aller Helligste: 3.Mos. 16,4.

Hver gang ypperstepræsten gik ind i Det Aller Helligste , tog han på sig hvide klæder. Disse klæder skulle symbolisere den PERFEKTE RENHED.

Den GYLDNE DRAGT, som ypperstepræsten ellers bar. Symboliserede ypperstepræsten som GUDS BRUDGOM.

3. Første gang ypperstepræsten gik ind i Det aller Helligste gik han ind med RØGELSESOFFERET. Han tog med sig røgelse som var blandet med ild fra røg offeralteret. Han skulle lægge røgelsen foran nådestolen, således at skyen fra røgelsen efterhånden dækkede hele rummet: 3.Mos.16,12-13.

Nådestolen var det samme som låget på arken. I arken var der opbevaret 3 ting: Det var LOVENS 10 BUD. Det var ARONS STAV, som var et bevis på at han og hans slægt udføre ypperstepræst embedet. Til slut var der en KRUKKE MED MANNA. Den skulle minde jødefolket om den store undergerning som Herren havde gjort mod folket, da han gav dem mad i ørkenen i 40 år.

På arken låg var der indtegnet 2 keruber. Over låget på arken befandt Guds herlighed sig i form af Shekina- skyen. Gud var med andre ord TIL STEDE i templet.

I det andet tempel var desværre både arken og Shekina- skyen borte. Dette betyder at Gud IKKE VAR PERSONLIG TILSTEDE i dette tempel, således som han havde været i det første tempel.

Når ypperstepræsten gik in i Det Aller Helligste var der bundet en snor om hans fod. Dersom han ikke forrettede ofringerne rigtig, eller dersom Gud ikke godtog ofrene, så måtte han dø for folket inde i Det Aller Helligste. Dersom dette skete, kunne præsterne drage ham ud fra Det Aller Helligste med hjælp af denne snor.

Dersom Gud godtog ofringerne, som han frembar, kunne han komme levende ud fra Det Aller Helligste. Hver gang dette skete, udbrøde der en STOR JUBBEL fra folket, som havde været i INTENS BØNA, medens ypperstepræsten var inde i Det Aller Helligste. Gud havde TILGIVET FOLKET DERES SYNDER således at de kunne leve videre i det nye år.

Vi ved at den jødiske ypperstepræst på mange måder var et FORBILLEDE på Jesus fra Nazaret, selv om Jesus hørte med til en anden stamme, og selv om han havde en anden opgave end det den jødiske ypperstepræst havde i formidlingen af forsoningen og frelse til folket. Jesus repræsenterede en ANDEN TYPE PRÆSTE DØMME. Han repræsenterede præstedømmet efter Melkisedek vis: Hebr. 6,19-20.

Til trods for at der var stor forskel på disse to typer af præstedømme, stod alligevel ypperstepræsten som REPRÆSENTANT overfor Gud, og han kom levende ud af Det aller Helligste på grund af at Gud godkendte hans offerhandling.

På samme måde godkendte Gud også JESU STORE OFFER bog rejste ham op fra døden på den tredje dag. Døden og dødsriget kunne ikke holde på Jesus, for han havde IKKE PERSONLIG SYND. (kap: Jesu ypperstepræstelige linje.)

4. Den anden gang ypperstepræsten gik ind i Det Aller Helligste, var for at udføre SONING FOR SIG og SIT HUS, efter at han havde slagtet en okse som synd offer: 3.Mos. 16,14.

Før han slagtede denne okse, læste han syndsbekendelsen for sig og sit hus. Denne syndsbekendelse blev læst i alt 3 gange ved disse offer handlinger,

4. Når synd offeret for ham selv og hans hus var udført, skulle ypperstepræsten tage DE TO GEDEBUKKE, som var stillet frem i forgården til templet, og kaste lod om dem. Den ene skulle ofres som et SYNDOFFER FOR FOLKETS SYNDER TIL EN RENSELSE AF TEMPLET. Dette gjaldt både Det Aller Helligste og Det hellige: 3.Mos. 16,15-16.
5. Efter at han havde foretaget renselse for templet, skulle han lægge hænderne på den anden buk og på den måde OVERFØRE FOLKETS SYNDER på den. Bukken skulle bære folkets synder ud i ødemarken, til et sted langt borte, hvor ingen boede: 3.Mos. 16,21-22.

Disse to ofringer må ses som EN ENHED og SOM ET OFFER. Det var grunden til at der blev kastet lod om dem. Den ene buk lige såvel udføre den anden buks opgave, og det blev overladt til Gud hvilken buk han ville foretrække til de forskellige opgaver.

Desuden skulle disse to bukke være helt ens.

Den første buk skulle gøre soning for Israels synder. Han måtte DØ FOR SYNDEN. Vi ved at uden blod bliver udgydt, sker syndsforladelsen ikke: 3.Mos.17,11.

Den anden buk derimod TOG PÅ SIG FOLKETS SYNDER og bragte dem ud i ødemarken. Folket blev med dette RENSET I SIN SAMVITTIGHED for de synder som de havde begået. Denne buk kom ikke tilbage igen, men forblev ude i ødemarken. På den måde forblev jødefolkets synder værende i ødemarken.

Vi ved at disse to bukke begge er et billede på Jesu forsoning. Den ene buk repræsenterer JESU LIDELSE og DØD, medens den anden buk repræsenterede Jesus som den der BORTTOG AL VERDENS SYND.

Efter traditionen skulle denne buk overlades til en fremmed, en ikke-jøde. Som skulle føre den ud i ørkenen.

Det var også dette som skete med Jesus. Han blev af jøderne overladt til hedningerne (romerne), for at dømmes til døden af dem. Jøderne havde ikke nogen anledning til at dømme nogen til døden. Denne ret havde Synedriet mistet i året 7 efter Messias.

På det andet tempels tid rev folket også hår ud af bukken og skreg vildt efter den, da den blev ledet ud i ødemarken. Det samme skete også med Jesus. Til trods for at han bar jødernes synder, skreg store dele af folket mod ham for at han måtte blive korsfæstet. De ville hellere have Barbaras som fri mand og ikke Jesus.

Med tiden udviklede der sig den praksis i Israel at denne buk blev skubbet udenfor et fjeld i ørkenen, således at den mistede livet. Denne tradition har ikke nogen belæg i Gl. testamente.

Frelsen består af to aspekter. Det er for det første det forhold at SYNDEN BLIVER SONET.

For det andet det forhold at den som har gjort synd, BLIVER RENSET FRA SINE SYNDER.

Ved disse to ofringer blev jødefolket både forsonet for sine synder, og det blev renset på sin samvittighed- så langt som disse ofringer kunne gøre dette.

Som vi ved, pegede næsten alle ofringerne i Gl. testamente på det FULDKOMNE OFFER, som er Jesus fra Nazaret. Han var både YPPERSTEPRÆST og OFFER på en og samme tid. Han påtog sig al verdens synd, og gav dem som ville tro på ham, en VIRKELIG GOD SAMVITTIGHED. Det at være frelst betyder bl. Andet at en har en god samvittighed overfor Gud: Hebr. 9,11-14. (Se min bog Jødernes Konge, bind 3., hvor jeg skriver meget om de forskellige ofringer i Israel.)

På samme måde som den anden buk blev ført ud i ørkenen, der hvor ingen boede, for Jesus også ned til dødsriget, efter at han havde sonet al verdens synd: 1.Pet. 3,18-21.

4. Offerhandlingerne blev afsluttet med at ypperstepræsten sendte RESTERNE af synd offeroksen og synd offerbukken til et sted udenfor byen, hvor de skulle brændes.

Det var det samme som skete med Jesus. Han blev også fuldstændig brændt op eller knust på et kors på Golgata. Golgata lå udenfor byen Jerusalem. Jøderne aflivede deres forbrydere udenfor byen, for at byen ikke skulle forurenes af de døde legemer: Johs.19,20.

Samtidig med at resterne af synd offeroksen og synd offerbukken blev sendt for at blive brændt, læste ypperstepræsten en række Skrift-afsnit, som havde med denne dag at gøre. I det hele taget blev der bedt 8 bønner i forbindelse med denne oplæsning af loven.

8. Guds-tjenesten blev afsluttet med at ypperstepræsten lyste VELSIGNELSEN over folket- noget som han også havde gjort 3 gange tidligere på dagen. Dette skete både ved morgen- og eftermiddags- gudstjenesten og ved tillægsofrene.
9. Efter dette måtte han ofre det sædvanlige AFTENOFFER, og til slut måtte han gå ind i Det Aller Helligste en fjerde gang for at HENTE UD røgelsen og røgelseskaret, som havde stået der hele dagen.

Som vi ved blev jøderne tempel ødelagt år 70 efter Messias. Jøderne har dermed ikke noget sted, hvor de kan frembære de foreskrevne ofringer. Som en erstatning for ofrene har jøderne udviklet følgende erstatninger:

a) Der bliver ofret en KYLLING. I forbindelse med denne ofring bliver der udtalt følgende ord: ”Denne kylling er min erstatning. Dette er min udveksling. Dette er min forsoning. Denne kylling vil dø, og jeg vil gå ind i et godt og langt liv og ind i fred.”

b) Rabbinerne mente at BØN TIL GUD sammen med GAVMILDHED og ANGER kunne være en god erstatning for de blodige ofringer. Rabbi Elieser udtrykte det på følgende måde: ”tre elementer erstatter en hård forordning. De er : bøn, gavmildhed og anger”

c) Nogle rabbiner har ment at der som jøderne holder FRED MED HVERANDRE, så vil de blive sparet for Guds vrede på Yom Kippur. Rabbi Eleazar har udtalt: ”..,, for til og med om Israel tilbeder fremmede guder, dersom de holder freden og er samlet, så vil de blive sparet for den Almægtiges dom.”

d) Nogle jøder henviser til FÆDRENES RETFÆRDIGE GERNINGER, og mener at de er nok til offer for Israel.

e) Nogen mener at der også var ANDRE RETFÆRDIGE i Israel, som de kunne bruge som mellemmænd mellem Gud og mennesker.

f) Nogen henviser til DE SMÅ BØRN og deres uskyldighed overfor Gud.

g) Nogen mener at OPLÆSNINGER AF OFFERLOVENE er nok til at forsoningen kan finde sted.

h) Andre igen mener at ABRAHAMS OFFER AF ISAK er nok til at forsoningen kan finde sted.

i) Nogen mener at KÆRLIGHEDEN kan være nok som sonoffer mellem Gud og mennesker. (Se min bog: Jøderne Konge, bind 4. kap.: Synds begrebet i jødedommen.

Ingen af disse forhold, som nævnt ovenfor, kan bringe frelse eller forsoning til jøderne. Det eneste som kan bringe forsoning til jøderne er troen på Jesus fra Nazaret som verdens frelser og jødernes Messias. Dersom jøderne ikke vil tro på Jesus, så har de INGEN FORSONING for deres synder i dag, men således skal det ikke være for bestandig. Engang i fremtiden vil de OMVENDE SIG TIL JESUS FRA NAZARET. Det vil ske på Yom Kippur- dagen en gang i fremtiden.

Den store forsoningsdag peger derfor fremover mod JØDERNES FRELSE og JESU GENKOMST. Efter at jøderne har erkendt SIN STORE FEJLTAGELSE og SIN STOR NATIONALE SKYLD over at de har forkastet den som Gud udsendte, Jesus Messias, skal Jesus komme tilbage på himmelens skyer og frelse jøderne.

Denne store frelseshistoriske begivenhed skal ske ca 2000 år efter Jesu første komme: Hos. 15,- 6,2. Matt. 23,39.

De 10 dage som vi har mellem fejringen af nytå og den store forsoningsdag, vil være en tid for jøderne, hvor de vil orientere sig mere og mere mod Jesus fra Nazaret. De vil efterhånden forstå at de har gjort en STOR FEJLTAGELSE, når de har indgået en fredspagt med Anti-messias. Efter 3½ år vil han desuden bryde denne pagt, idet han invadere Israel og kræver guddommelig tilbedelse.

Den kristne menigheds bortatomar vil også blive et STORT TEGN for både jøder og hele verden angående Guds eksistens. Når de kristne forsvinder ved bortrykning, bliver det klart for alle at JESUS FRA NAZARET ER JØDERNES MESSIAS, for det er dem som har troet på ham, som bliver bortrykket til himmelen.

Den store forsoningsdag er også blevet kaldt for GENKOMSTENS SABBAT. Dette genspejler to forhold:

a.) For det første vil jøderne komme tilbage til Gud ved at de kommer til tro på Jesus fra Nazaret på den dag.

b.) For det andet vil dette udløse Jesu genkomst til jøderne. De skal se op til ham de har gennem stinget på korset, og derefter skal han komme tilbage og hans fødder skal stå på Oliebjerget: Sak.12,10. 14,4.

På den store forsoningsdag gentog jøderne også det egentlige navn på Gud, efter at ypperstepræsten havde udtalt det på den rigtige måde. Derefter bøjede de knæ og tilbad Gud.

Det samme vil ske i forbindelse med jødernes omvendelse i endens tid. De vil da som folk og nation for første gang udtale det rigtige navn på Messias, som er JESUS FRA NAZARET, og de vil bøje knæ for ham, som er HERRERNES HERRE og KONGERNES KONGE.

De forskellige ceremonier på den store forsoningsdag bliver også afsluttet med at der bliver blæst i EN STOR BASUN. Denne blæsning bliver kaldt for ”Shofar Ha Gadol”, og den blev blæst idet templets porter blev lukket ved afslutningen af Yom Kippur.

Denne blæsning symboliserer JØDERNES SAMLING TIL ISRAEL. Gud vil samle jøderne i Israel, og det vil ske på den store forsoningsdag. Han vil samle dem efter at denne basun har lydt. Det er I ISRAEL at JØDERNE SKAL BLIVE FRELST: Es.27,12-13. Matt. 24,31.

For både jøder og hedninger er Jesus fra Nazaret den som opfylder alt det som foregik på den store forsoningsdag. Medens den store forsoningsdag for de kristne var LANGFREDAGEN, som falder den 16. nisan, så vil Gud forsone sig med jødefolket den 10 tishri. Vi ved ikke årstallet for denne forsoning, men efter at den kristne menighed er bortrykket vil der gå ca. 7 år til jødernes omvendelse.

I Israels historie har flg. 2 hændelser sket den 10. tishri:

1. Aron gjorde den første soning for jøderne i ørkenen. 4.Mos.16,1-28.
2. Israel blev angrebet af araberne i år 1973 efter Messias.

(Se også:1. Dag i den 7. måned. Doc.)

15. ” ” ” ” ” ” . Doc.) - Løvhytte-højtiden.