Bibel-åbenbaring (2) Jøde-Kristen-Jesus-Paulus

Bibel-åbenbaring fra ”Kristen Bokproduksjon” Tingvoll, Norge (2.)

Gengivelser fra bogen: Jødedom og Kristendom Jesus og Paulus af: Oskar Edin Indergaard

http://home.online.no/~oskaredi/index.html
oskaredi@online.no

http://yeshuattsion.Webbyen.dk
yeshuatt@mail.dk

http://yeshuattsion.dk
www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

s.129 Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5. kapitel: Jesu genkomst er ikke langt langt borte og kap: At blive født af vand og Ånd.

s.130 Joh.3,1-15: Mange Bibel-lærere mener at det første går på vanddåben, men det gør det ikke. Det går på den naturlige fødsel, som også er dåb.

I Paulus forkyndelse er nåden helt fri. Der kræves ingen ting for at blive frelst og for at blive bevaret som troende. På dette område svigtes der totalt i forkyndelsen. De fleste organisationer og menigheder lærer at det ikke er nok med nåden, men at en må passe på, at en gør de rigtige gerninger.

Mange kristne er usikre på om de er frelst eller ikke og de er usikre på om deres gerninger er fuldkomne overfor Gud. De som tror og lærer dette, har ikke forstået Guds nåde og Paulus undervisning om dette.

De sammenblander også de udsagn som står i Johs. Åbenbaring angående de 7 sendemenigheder med den paulinske kristendom. De 7 sendemenigheder repræsenterer ikke den kristne menighed, men de repræsenterer den messianske jødedom.

Når der for eksempel i kap.3,2., s

tår at Gud ikke har fundet menighedens gerninger fuldkomne for Gud,så gælder dette ikke den kristne menighed.

Medens den messianske jødedom søgte tro og fuldkomne gerninger, så søger den paulinske menighed bare tro og nåde. De gode gerninger skal følge som en naturlig konsekvens af at en genfødelse har fundet sted, men de har ikke noget med selve frelsen at gøre Tit.2,14.

Ordet ”evig” (gr.aionios) er galt oversat. Det skal ikke oversættes med ”evig”,men med tids-alder.

s.131 Johannes talte ikke om frelsen i vor tidsperiode. Han talte om frelsen i ”Riget for Israel”.

Kirkens tid er en parentes i Guds planer med jøderne. Kirkens teologiske grundlag kan vi ikke søge i evangelierne, men vi må søge det i Paulus breve.

s.131 I vor tidsperiode,som er den frie nådens tidsperiode, er gerningerne sat til side i forhold til frelsen. Vi er frelst af nåde og bliver bevaret af nåde: Rom 3,21-24. Ef.2,8-9.

I vor tidsperioden er vanddåben ikke nødvendig, for at få del i frelsen, for frelsen i vor tid er ikke koblet ind i Mose og Jesu lov. Ja, den er direkte skadelig, for den skygger for genfødselen, som er baseret på Jesu forsoning. Man kan ikke blive genfødt både i og udenom vanddåben. En har ikke behov for to genfødsler. Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger: Rom.3,27-28.

s.133 Joh.3,29 – den almindelige fortolkning er at det er den kristne menighed, som er Jesu brud. Dette er galt. Vi er ikke Jesu brud, men vi er Jesu legeme. Se min bog:Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære, kap: Det er jøderne som er Jesu brud.

Den kristne menighed er ikke Jesu brud og hustru. Det er kun ”erstatningsteologien” som hævder dette. Vi er Kristus - legemer, hvor Jesus er hovedet og hver enkelt af os, som er kommet til en levende tro på Jesus, er lemmerne.

s.134 I og med at den kristne menighed er udtaget før verdens grundvold blev lagt, så behøver vi heller ikke væren koblet ind i jødernes mange pagter og løfter. Vi er udtaget i Jesus Kristus før verdens grundvold blev lagt. Vi er udtaget til et liv i himmelen i Rigets tid: Ef.1,3 og 2,6.

Den kristne menighed, som er selve hemmeligheden, er udtaget efter en plan som Gud havde hos sig selv, fra før verden blev skabt: Ef.3,11. 2.Tim.1,9. Titus 1,2-3.

s.135 I og med at den kristne menighed er udtaget efter en plan, som Gud havde før verden blev til, så er vi ikke udtaget efter de løfter og pagter som Gud oprettede med jøderne, for disse løfter og pagter angår i stor grad jordiske forhold.

I tillæg med de løfter som vi har fælles med jøderne, har vi vore egne hemmeligheder og løfter.

Vi er allerede her og nu indsat i himmelen sammen med Jesus: Ef.1,3 og 2,6.

På samme måde som Jesus er højt hævet over alle himle, er vi det også: Ef.4,10.

s.135 Det som vi har fælles med jøderne, er flg. Forhold:a. Vi har Jesus sammen med dem: Ef.2,12-13. b. Vi har Den Hellige Ånd sammen med jøderne. Det er selve frelsespantet. c. Vi har del i den nye pagt i Jesu blod. Det er selve frelsespagten. d. Vi er indsat i det himmelske Jerusalem.

Det er ikke det Jerusalem som er deroppe, som er det første hjem til de messianske jøder. Det er det frigjorte Jerusalem i Rigets tid.

Det er først på den nye jord at jøder og hedninger skal være sammen i det nye Jerusalem. Ef.1,10.

s.136 Løfterne som den kristne menighed har fået, går udenom det jødiske program. Vi kalder det for hemmeligheden, som består af en række del-hemmeligheder.

a. En ny skabning som består af både jøder og hedninger: 2.Kor.5,17 og Ef.2,15.

b. Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger. Det er en gave fra Gud: Rom.3,21 og Ef.2,8-9.

Mose Torah og Jesu uddybning af den er ophævet for den kristne menighed: Ef.2,15 og Kolos.2,14.

500. Vi er allerede nu indsat i himmelen i Jesus Kristus. I og med at han er der, er vi der også, for den kristne menighed er en åndelig enhed eller en åndelig organisme, som ikke kan deles. Dette gælder også de som endnu ikke er kommet til tro på Jesus: Ef.1,3 og 2,6.

e. Den som er sat ind i himmelen, kan ikke miste tilknytning til himmelen, for vi udgør en åndelig enhed med Jesus. Når Jesus er der, er vi også der: Rom.8,28-39.

f. Satan kan heller ikke anklage de som hører med til det kristne legeme, for det er det samme som at anklage Jesus: Rom.8,33-35.

g. Den kristne menigheds bort-atomar før trængselstiden på 7 år: 1.Kor.15,51-52 og 1.Tess.1,10 og 4,14-18.

h. Vi har ”Kristus i os-håbet om herlighed” Kolos.1,27 og 1.Tim.1,10. Dette er det samme som Den Hellige Ånd, som er i os. Det er selve frelsespantet som den kristne menighed har.

Der går to frelseshistoriske linier gennem Bibelen. Den ene er den jødiske linje, og den angår i første omgang jordiske forhold. Den anden linje angår den kristne menighed og gælder himmelske forhold.

Den første linje begyndte med Abraham og slutter med jødernes forkastelse af Jesus. Den anden linje begyndte med Paulus og slutter med den kristne menighed bort-atomar. Efter den tid kommer den jødiske linje ind igen i frelseshistorien.

Ud fra Golgata går der også to linjer. Det er den jødiske linje hvor loven er opfyldt som frelsesgrundlag, men den er ikke ophævet i vandringen for de messianske jøder,

Der er den kristne menighed linje hvor den jødiske lov er taget bort. Dette gælder både jøder og hedninger som hører med til den kristne forsamling. (At jøderne følte (føler) sig forpligtiget på nogle ordninger i Mose-loven, det er en helt anden sag. Her er det samvittigheden hos hver enkelt som skal bestemme, hvilke ordninger og bud man skal følge.

s.140 I Rigets tid vil hele familier, hele stammer og hele nationer blive frelst: Rom 11,26.

Det var ikke blot den ene mand som lå syg ved Betesdas dam. Der lå en mængde syge-både blinde, halte og visne, v3. Det var ikke blot denne mand som behøvede Jesu frelse. Det gjaldt alle jøderne.

s.142 Der vil både være en opstandelse og bort-atomar til himmelen. Den messianske forsamling vil ikke få del i bort-atomar, for den skal regere sammen med Jesus her på jorden, medens vi skal regere sammen med Jesus fra himmelen i ”1000 års-riget”

Joh.5,39-43 Det er bare troen på Jesus som kan give os frelsen. Dette gælder både for den messianske og den kristne forsamling.

Vi forholder os ikke til Jesus som jødernes Messias og jødernes konge, men som hovedet for menigheden. Det er udelukkende Paulus breve som beskriver den kristne menigheds forhold til Jesus. Det er hans Skrifter som gælder for den kristne menighed og ikke de jødiske Skrifter.

s.143 Vi som tilhører den kristne forsamling, har ingen problemer med at se at Jesus er den som Gud sendte, for at forsone verden med sig selv.

I endens tid vil mange jøder komme til at tilbede Antikrist, som deres Messias og frelser. De messianske jøder vil modsætte sig dette, for de venter ikke på Antikrist, men de venter på Messias.

Den kristne menighed behøver ikke at vente på Antikrist, for vi skal bort-atomar før trængselstiden: 1.Tess.1,10.

Dersom jøderne havde troet på det som står i Mose - Torah, så havde de forstået at Jesus var deres Messias, for den talte om ham.

s.144 Den kristne menighed skal ikke dømmes i forhold til Mose lov. Den som tro på Jesus i vor tidsperiode, kommer ikke til dom, men er allerede indsat i himmelen sammen med Jesus.

”brødet” er også et billede på ”Jesus”. Når jøderne bad ”Herrens bøn” om at Gud måtte give dem ”det daglige brød” så er der dobbelt udsagn i det. De bad til Gud om han måtte give dem både det daglige brød og Jesus, for mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord som udgår af Guds mund.

s.145 De fleste jøder så bare det ene brød, men det som brødet var et billede på – nemlig Jesus – så de ikke: Joh.6,35.

I vor tidsperiode er der mange retfærdige som mangler mad!

Det 5 tegn som Jesus udførte, var at han stillede stormen på Genesaret-søen: Joh.6,16-21.

Dette er et billede på jødernes trængsel i trængselstiden og jødernes anerkendelse af Jesus som konge i ”Riget for Israel”. Vers 8 (søen) er et billede på den store trængsel og vers 18 (vinden) er et billede på ”jødernes mange problemer” i denne tid.

Da Jesus kom ”nær til båden” v.19, lagde bølgerne sig og vinden løjede af. Det er et billede på ”Jesu genkomst for jøderne”

Den kristne menighed skal ikke ind i trængselstiden på 7 år. Vi skal blive sparet for den, for vi er Jesu legeme – vi har ingen ting at frygte når det gælder dette.

s.146 Det var Mose-loven som en enhed og som en helhed, som blev sat tilside for hedningerne. Dette betyder ikke at vi ikke har regler og bud i dag som vi skal følge. Vi skal følge de 400 bud og forordninger som Paulus opsatte i sine breve.

s.147 Vi kan ikke bruge alt i Jesu lære i vor undervisning for indeværende tidsperiode, som er den frie nådens tid. Det er Paulus hans Skrifter at vi finder det åndelige fundament for den kristne menighed. Vi må tilbage til Paulus i vor undervisning.

Det jødiske folk vidste også at Messias skulle være konge i tidsalderen, men store dele af folket kendte desværre ikke til forsoningssiden ved Messias: Joh.12,34.

Den kristne menighed har en endda større frihed end det som den messianske menighed havde. Det er Guds nåde som både frelser os, og bevarer os som kristne gennem et helt liv: Tit.2,11-12.

s.148 Det betyder at det ikke er loven, som bringer mennesker til Jesus, men nåden.

Dette betyder også at det ikke er loven, som skal helliggøre de troende, men det er nåden.

Kirken peger på lovens anden og tredje brug,noget som er forkert i vor tidsperiode. Vor kirke og mange af de lutherske og protestantiske organisationer hævder at det er loven som både skal bringe mennesker til frelsen, og at det er loven som skal helliggøre de troende. Dette er ikke rigtigt, for lovens tid er forbi for den kristne menighed. Den blev afskaffet på Golgata: Ef.2,15. Kolos.2,14.

Vi skal ikke forkynde jødernes lov i vor tidsperiode, men nåden. De gode gerninger som vi gør, har ingen ting med frelsen at gøre. De er en naturlig konsekvens af at vi er født på ny og er blevet troende mennesker: Ef.2,10.

Den messianske jødedom regnede med to typer retfærdighed, og det var: a. Guds retfærdighed b. Menneskets egen retfærdighed.

Den første type retfærdighed var den frelsende retfærdighed. Den anden type var en etisk retfærdighed. Den kunne give sig udslag både som en begyndende frelse og i vandringen som troende.

Vi må huske på at begrebet ”frelse” ikke bare betyder genfødelse, men det betyder også vandringen og afslutningen som troende.

Den kristne menighed har bare en type retfærdighed og det er Guds retfærdighed. Det er den som både frelser og bevarer den troende. De gode gerninger skal følge som en naturlig konsekvens af at vi er genfødt. (Dette kan ikke blive gentaget for ofte.)

Medens jøderne søgte den perfekte gerning: Jakob1,4. Da søger vi den perfekte nåde.

s.150 Joh.9. Helbredelsen af denne mand er også et billede på jødernes omvendelse mod slutningen af den store trængsel. De vil blive omvendt som rest og som levning. Israel er den første nation som bliver frelst. Derefter bliver hedningerne frelst som folk og nationer. Det er dette missionsbefalingen i Mat.28,19 sigter til.

Det er ikke den kristne menigheds opgave at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Vi skal være med til at udtage medlemmerne til den kristne menighed og bevare dem for himmelen. Når det kristne legeme er fuldt, kommer Jesus ned i lufthimmelen og henter sit legeme, og da skal vi altid være sammen med Herren. Vi trøster hverandre med dette: 1.Tes.4,14.

Til trods for at de messianske jøder var forpligtet på Mose-loven og Jesu fortolkning af denne under vandringen som troende, så kaldte Jakob Jesu lov for frihedens fuldkomne lov: Jakob 1,25 og 2,12.

s.152 Jesus sagde videre: Jeg har også andre får (gr.,allos, som betyder ”andre af samme slags”, som ikke hører med til denne sti (den jødiske sti eller indhegningen i Israel), også dem skal jeg føre frem og de skal høre min røst, og der skal blive en hjord og en hyrde, vers 16.

Jesus talte her om de messianske jøder som boede i diasporaen. Disse hørte også med til den messianske menighed.

Det er ikke den kristne forsamling som udgør disse ”andre får” for den var ikke gjort kendt på det tidspunkt da det blev sagt: Desuden hører den ikke med til Israel. Den hører med til den store hemmelighed, som Paulus fik åbenbaret.

Jesus udtalte sig ikke om den kristne menighed. Det var ikke hans opgave. Det overlod han til Paulus.

s.153 Den kristen menighed har ikke løfter og pagter den hører ikke med til Israel, men hemmeligheder og den frie nåde: Rom 15,8-9.

Den messianske menighed derimod er opbygget på profeternes Skrifter og de forskellige Pagter som Gud indgik med jøderne: Apostlenes. gr. 3,25-26.

Den kristne menigheds mange hemmeligheder fremkommer i de paulinske Skrifter: Ef.2,20.

Dette er ikke de 12 apostle og profeterne fra Tanach, men apostle og profeter i den kristne menighed, hvor Paulus er den fremmeste. Rom.16,25-26.

Det er gennem Jesus som hoved for menigheden at vi er kommet ind i dette løfte som Gud gav Abraham, om at jøderne skulle få Den Hellige Ånd: Gal.2,18. 3.7 v.14. Ef.3,8-11.

s.154 Den kristne menighed venter ikke på opstandelsen på den sidste dag, men den venter på bort-atomar, som er menighedens ”salige håb”. Tit.2,13. Den skal ske før selve trængselstiden på 7 år.

(Se også: 1.Kor.1,7. Fil.3,20. 1.Tess.1,10.)

s.155 Det er ret at Jesu død er en soning for jødernes synder: Es.53. Dette gjaldt både de jøder som boede i Israel, og de som boede i diasporaen, Det er blevet anslået at der boede 1 million jøder i landet Israel, medens der boede 2 millioner i diasporaen på Jesu tid.

Frelsen gjaldt alle disse plus de hedninger som sluttede sig til den messianske jødedom som proselytter – samt alle de som kom til tro på Jesus i den kristne forsamling: Joh.2,2.

Forsoningen gælder alle mennesker som på en eller anden måde er kommet til tro på Gud som skaberen eller på Jesus som frelseren.

s.156 Jesus kunne ikke blive konge på palmesøndagen, for først måtte han lide døden og sone synden. Derefter skulle han sende Den Hellige Ånd til jøderne. Da var tiden først kommet til at han kunne komme tilbage fra himmelen og blive jødernes konge: Apostlenes. gr. 3,19-21.

Mange af jøderne kendte Jesus som Messias, men de kendte ham ikke som ”det Guds lam som bort-tager verdens synd” Joh.1,29.

Jesus er jødernes konge og Messias, men han er ikke en jordisk konge for den kristne menighed. Han er hovedet for menigheden. Det er af den største betydning at vi skiller mellem disse to sider ved Jesus.

s.157 Det som skulle have været centrum for den kristne menigheds Guds-tjeneste, er tilbedelsen af Gud og glæden over at vi både er frelst og opretholdes af Guds nåde alene.

Nadveren er også for den kristne menighed for Paulus modtog det af Den opstandne Jesus at vi skulle indtage nadveren som et minde om Jesu død og som en forventning på hans komme for menigheden: 1.Kor.11,23-26.

I tillæg til dette er nadveren ”et åndeligt styrkemåltid”, hvor vi får del i Jesu legeme og blod. Vi får styrket vort åndelige fællesskab med Jesus, og vi får del i hans guddommelige natur.

s.158 Prædikanter og forkyndere burde bytte ud ”olieflasken” (Jakob.5,14.) med brødet og vinen når de betjener den kristne menighed. ”olieflasken” hører med til den messianske jødedom, men brødet og vinen er for os. Vi hører aldrig om at Paulus helbredte ved hjælp af ”olieflasken”.

Nadveren er det stærkeste sakramente som vi har i den kristne menighed, men det er også det sakramente som bliver mindst brugt. Det er ikke Gud som ønsker dette, men det er satan som har indbildt de kristne at dette sakramente er så ”hellig” og ”overordnet”, at vi ikke kan tage det hver dag. Dette er en gal vurdering af nadveren. Se min bog: Mattæus Evangeliet Jesu liv og lære s.367-384 og artiklen: Nadverens betydning.

Joh.14,1-3., angår ikke den kristne menigheds bort-atomar, men den angår Jesu genkomst til de 12 apostle. De skulle få sæde i templet i Jerusalem og dømme Israel 12 stammer: Mat.19,28. Se min bog Jesu Genkomst bind 4 kap.:En beskrivelse af Joh.14,1-6.

Vi har flere lignende fortællinger i evangelierne, som viser, at dette er en rigtig forståelse af dette. Markus 13,34-37 siger omtrent det samme som Joh.14,2.

Der var to som skulle våge, og det var dørvogteren og den messianske menighed. Det ”at våge” giver udtryk for det ”at være vågen” Det er det samme som ”at passe på”, således at jøderne ikke skulle gå glip af Jesu genkomst, for det er bare dem som ”holdt ud indtil enden som skulle blive frelst” Mark.13,13.

Loven krævede at jøderne skulle passe på at de holdt Jesu bud i vandringen som troende: Joh.14,15 v.21.

”Dersom (betingelse) i holder mine bud, da bliv i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed” Joh.15,10. Se Jakobs Brev.

Den kristne menighed skal ikke våge angående Jesu komme for menigheden, for vi ved ikke hvornår Jesus kommer for at hente den kristne menighed. Den kristne menighed har ingen specielle tegn som kan pege på Jesu komme. De tegn som er nedskrevet i de jødiske Skrifter, gælder jøderne og verden.”Nåde ” og ”fred” er nøgleordene til den kristne forsamling: Gal.1,3.

s.160 Den kristne menighed har også fået Den Hellige Ånd i sit hjerte som pant og indsegl på frelsen. Vi er gennem Jesus Kristus som hoved for menigheden blevet gjort delagtig i Den Hellige Ånd. Vi er koblet ind i den nye pagt i Jesu blod – I vor tid er det nok at være koblet til Jesus, for at blive bevaret som troende. Det er det den frie nåde går ud på. Gerningerne har ingen ting med frelsen at gøre i vor tidsperiode. De vil naturlig følge - efter at det nye liv er kommet i stand.

s.161 Joh.15,2 omtaler lovens helliggørelse: Gud vil fjerne grenene som ikke bar frugt. I dette vers henvises til to typer helliggørelse: a. Lovens helliggørelse og b. Guds helliggørelse. Det er kun den som kan helliggøre et menneske fuldt ud, for den er forankret i Jesu forsoning. (1.Kor.3,11-15.)

Jeg ved at Joh.15,1-10 bliver brugt om den kristne menigheds forhold til Jesus. Dette er galt, for den angår den jødiske menighed. En del er fælles for de to menighedstyper, men når vi gransker dette nærmere, ser vi også at der er to forskelle.

s.162 Den kristne menighed udgør en højere enhed med Jesus end det som jøderne repræsenterer. Vi er udkaldt til at være en himmelsk forsamling, medens jøderne er en jordisk forsamling. Vort hjem er himmelen, medens jødernes hjem er jorden – i Jerusalem og i Israel.

De messianske jøder skal blive lig Jesus, men vi skal blive ligedannet med hans søns billede: Rom.8,29. 1.Joh.3,2: ved at undersøge sammenhængen som dette vers står i, så viser det sig at ordet ”lig” går på det ”ikke at synde mere”.

Jesus vil bestandig være højt hævet over det som den kristne menighed kan opnå, men vi skal være en åndelig enhed med Jesus, og vi skal repræsenter de samme værdier og ideerne som han har.

De troende jøder skal opstå på den sidste dag og får deres liv bedømt foran Jesu herligheds-trone i Jerusalem: Mat.25,1-30 og Luk.19,15-26, medens den kristne menighed skal fremstilles for Guds domstol i himmelen.

Vi skal have følgende positioner og opgaver:

a. Vi skal blive ligedannet med Jesu billede: Rom.8. b. Vi skal bestandig være sammen med Jesus: 1.Tes.4,18. c. Han skal vise sin herlighed på os: Ef.2,7. d. Alle ting er underlagt Jesus og menigheden: Ef.1,21-23. e. Vi skal styre over hele kosmos - det er alt som er skabt: 1.Kor.6,2.

Vi skal styre over engle: 1.Kor.6,3.

s.163 Apostlene vidste også at der var forskel på deres lære og Paulus lære. Det var ikke deres opgave at forkynde den paulinske lære.

På apostel mødet i Jerusalem i år 50, blev de enige om 3 forhold:

a. Apostlene skulle gå til jøderne med ”omskærelsens evangelium”: Gal.2,7.

Paulus skulle gå til hedningerne med ”u-omskærelsens evangelium”. Det første evangelium angår den messianske menighed og indbefatter Jesu lære. Det andet evangelium angår den kristne menighed og indbefatter Paulus lære.

b. Loven var ophævet for hedningerne med undtagelse af hor, det som var kvalt, blod og afståelse fra afguderne: Apostlenes. Gr. 15,20. Loven var ikke ophævet for den messianske forsamling, for den var endnu i Rigets forkyndelse.

100. Paulus skulle indsamle penge til de fattige i Israel.
     For den kristne menighed er loven både opfyldt og ophævet. Vi har fået nåden i stedet: Rom.3,21. 10,24. Gal.3,24.
     For de messianske jøder var loven ikke ophævet. Jesus udvidede kravene i den til også at gælde for motiver og tanker: Mat.5,17.
     Medens den kristne menighed søger den fri nåde uden gerninger, så søgte den messianske forsamling de perfekte gerninger ved Den Hellige Ånds hjælp.

s.165 I den paulinske forkyndelse er den som tror, blevet gjort retfærdig.

I forkyndelserne foregår der en enorm sammenblanding af disse to aspekter ved Guds ord. Dette fører til at kristen-folket ikke ser den store frihed som vi har i Jesu nåde og i den paulinske forkyndelse.

Vi skal ikke forkynde ”loven” for de troende. Vi skal forkynde nåden: Rom.6,14. Tit.2,11-12.

Gal.1,15. 3,2 v.15. Rom.2,4. 2.Tim.1,9.

s.166 Til de u-frelste skal vi forkynde følgende:

At alle mennesker er fuld af synd og uretfærdighed: Rom.3,10-18.

Ingen kan frelse sig selv ved egne gerninger. At Jesus er død for al verdens synd.

At de har fået deres synder tilgivet: 2.Kor.5,19. At de må modtage denne ufattelige gave.

At den som ikke tager imod denne nådegave, får ikke del i Guds rige.

I den lutherske teologi siger man at ”loven” har 3 funktioner, og de er:

a. Den skal regulere forholdet til næsten og være et fundament for samfundet. Det er ret.

b. Den skal bringe mennesker til Jesus. Det er galt. Det er nåden som skal bringe mennesker til Jesus.

100. Den skal bevare os som troende. Det er også galt. Det er nåden som skal bevare os som troende.

I den messianske jødedom var der følgende betingelser, som måtte være opfyldt, for at jøderne skulle få det som de bad om: De måtte bede i tro og ikke tvivle. De måtte begære det som de bad om: Mark.9,23. 11,24. Jakob 1,6-7. Der måtte være to eller tre som bad sammen. Da kunne de bede om hvad som helst, og de skulle få det: Mat.18,19-20. De måtte bede i Jesu navn: Joh.16,23.De måtte bede efter Guds vilje.

De som bad efter Guds vilje, var sikret på at få det som de bad om. De havde fået det allerede, selv om de ikke havde erfaret det: 1.Joh.5,14-15.

s.168 Paulus underviste ikke på denne måde. Han stillede ikke nogle krav op for at vore bønner og begæringer skal blive opfyldt. Han overlod dette til Guds nåde.

Apostlenes. gr.14,9-10: I dette tilfælde forkyndte Paulus noget som kan blive forvekslet med den messianske jødedom-at troen var nødvendig for at helbredelsen kunne komme i stand.

Dette er ikke tilfældet i den paulinske kristendom, for helbredelsen er en gave som gives til den enkelte helt uafhængig om den enkelte har en stærk tro eller ikke.