Bibel-åbenbaring fra ”Kristen Bokproduksjon” Tingvoll, Norge
(3.)
Gengivelser fra bogen: Jødedom &
Kristendom, Jesus & Paulus af Oskar Edin Indergaard
s.169 I vor tid har Den Hellige Ånd,
som er Guds kraft, en meget friere stilling
i forhold til den kristne menighed end det Han havde i forhold til
den messianske menighed. Grunden til dette er at forholdet mellem Gud
og den kristne menighed er baseret på nåde og ikke på
krav og betingelser.
Det er ikke vor tro som helbreder
os, men Guds nåde.
I
udgangspunktet er det ikke noget galt når vi rammes af sygdom,
ulykker eller prøvelser, men vi ved også at Herren vender det onde
til det gode. Det som ikke havde nogen mening, fil pludselige en
anden og ny mening. Rom.11,33-34.
s.170 Paulus lærte
at synden og dommen var taget bort for hele verden (2.Kor.5,19.) og
at den som kom til tro på Jesus, skulle blive retfærdiggjort.
Udsagnet i
Joh.16,8 angår ikke den paulinske nådelære, men det angår
endetiden og Guds dom over jøderne og verden.. De som ikke ville
omvende sig og komme til tro på Jesus, de blev dømt når Jesus kom
tilbage for at oprette ”Riget for Israel”
Når Den Hellige
Ånd kom, skulle han lære apostlene alle ting. Han skulle lære dem
de ”tilkommende ting”. Han skulle ikke tale af sig selv, men det
som han hørte, kulle han forkynde. Han skulle herliggøre Jesus og
videreføre Jesu lære: Joh.16.12-14.
Jesus havde
meget som han gerne underviste sine apostle om, men de kunne ikke
forstå det på daværende tidspunkt. De skulle forstå det når Den
Hellige Ånd kom:
De forstod ikke
forsoningen. De forstod ikke at Riget kom til at blive udsat med ca.
2000 år.
De forstod ikke
de paulinske hemmeligheder. De forstod ikke at den nye pagt i Jesu
blod skulle erstatte Mose-loven og Jesu fortolkning af den i den frie
nådes tidsperiode. De fortod ikke de fremtidige begivenheder som er
beskrevet i Johannes Åbenbaring.
s.171 Det var han
og den opstandne og herliggjorte Jesus som lærte Paulus de
nytestamentlige hemmeligheder. Han skal også lære den kristne
menighed dette, men i og med at store dele af den paulinske teologi
har været misforstået i snart 2000 år, så er store dele af den
kristne menighed ikke klar over at der er forskel på den messianske
jødedom og den paulinske kristendom. De sammenblander disse to
systemer.
Det er ikke rart
at vi fremdeles ”ser og taler profetisk stykkevis”:
1.Kor.13,9-13, og det til trods for at den fuldkomne lære
blev udarbejdet af Paulus for snart 2000 år siden. ”hvis tjener
jeg er blevet efter den husholdning som er givet mig iblandt jer, Det
vi sige at fuldføre Guds Ord: Kolos.1,25.
s.172
Joh.16,21-23, er et billede på jødernes omvendelse mod
slutningen af trængselstiden: Kvinden er her et symbol på
”jøderne”. De messianske jøder skal da glemme al deres sorg og
trængsel. De skal bare glæde sig over at Messias er kommet, og at
de er frelst som rest og levning.
Den kristne
menighed skal ikke ind i trængselstiden på 7 år. Jesus vil ikke
tillade at hans legeme skal blive ødelagt af Satan og Antikrist:
1.Tess.1,10.
Den kristne
menighed skal derimod tages ud af verden før trængselstiden ”håbet”
er et af de 6 kendetegn som den kristne menighed har: Ef.4,4-6.
s.173 Templet i
Jerusalem skal genopbygges, og Jesus skal modtage gaver og offer af
hedningenationerne. De som ikke vil deltage i Løvsalenes Fest, skal
ikke få regn i deres land: Sakarias 14,17.
Det er fri
fantasi når den romersk katolske kirke hævder, at den har fået
denne fuldmagt gennem Peter, som den hævder var den første bikop i
Rom – det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Peter
arbejdede ikke blandt hedningerne i Rom. Han arbejdede blandt de
messianske menigheder i Israel og ude i diasporaen.
Jeg tænker her på det som skete
på apostel-mødet i år 50, da de satte Jesu missionsbefaling
tilside og satte et skille mellem den kristne menighed og den
messianske menighed. Mat.28,18-20.
Den kristne
menighed har ikke fået denne ”nøglemagt” af Herren. Vi kan ikke
tilgive synd på vegne af Herren. Vi må henvise menneskene til Jesu
forsoning. Vi kan blot tilgive den synd som er begået mod os selv.
Der er heller
ikke behov for at mennesker tilgiver synd på vegne af Gud i vor
tidsperiode, for loven er ophævet og synden er sonet, tilgivet og
glemt.
Vi kan heller
ikke forandre den paulinske lære. Den står fast indtil Herren
henter den kristne menighed.
Efter den kristne
menigheds bort-atomar bliver den messianske lære genindført. Først
i Israel og derefter i hele verden. Da først kommer
misions-befalingen i Mat.28,18-20 til sin fulde ret.
s.174 I vor tid
skal vi ikke udtage folkeslagene for Guds rige. Vi skal være
med til at udtage den kristne menighed. Det er det missionen
både indre og ydre mission går ud på. Vi skal være med til at
udtage et folk af hedninger for Jesu navn: Apostlenes gr.15,14.
I 1000 års-Riget
skal jødiske missionærer formå at indlemme alle folkeslag i Guds
Rige, som er ”Riget for Israel”. Den kristne menighed har ikke
fået denne opgave. Den har fået opgaven at udtage den kristne
menighed, som er Jesu legeme.
s.179 Medens alle
tidsperioder har tro og gerninger om frelsesgrundlag, har
Paulus et helt andet frelsesgrundlag, og det er det forhold at vi er
frelst af nåde ved tro uden gerninger. Den nåde som Paulus
beskrev, både kalder, frelser og bevarer menneskene.
Medens alle
andre tidsperioder opererer med betinget nåde, så opererede
Paulus med den frie nåde. Nogen Bibel-forskere har kaldt
dette for ”nåde plus ingen ting”og det er en god
beskrivelse af indeværende tidsperiode.
Medens det var
troen og gerningerne som frelste menneskene i alle andre
tidsperioder, så opererede Paulus med et helt andet frelsesbegreb,
og det var ”nåde ved tro uden gerninger”. (Vi må huske på at
”frelsen” ikke blot er genfødelsen, men også det forhold at de
troende bliver bevaret gennem et helt liv.
s.180 Den lutherske
og den katolske kirke tror og lærer at genfødelsen finder sted i
forbindelsen med vanddåben. Mange karismatiske menigheder tror og
lærer at vi har krav på at blive helbredt, og at en troende ikke
behøver at være syg. Jeg er uenig i denne vurdering.
Hvad som gælder
”Guds Rige”, så betyder det i de jødiske Skrifter ”Riget for
Israel”. I de paulinske Skrifter betyder det ”Guds menighed”
Når vi læser
N.T., må vi være opmærksomme på det forhold at vi har to
læreformer der. Det er vigtigt at vi er opmærksomme på dette.
Men de aller fleste Bibel-tolkere og menigheder sammenblander disse
to .
s.185 Ordet
”hebræer” betyder ”de som bor på den anden side”. Det vil
sige”de som bor på den anden side af Eufrat floden”
Abraham fik flg.
Løfter af Gud: Han skulle blive til et stort folk. Han skulle få
store velsignelser. Hans navn skulle blive stort. Gud ville velsigne
dem som velsigner Abraham. Gud ville forbande dem som, forbander
Abraham. Alle jordens slægter skulle blive velsignet i Abraham.
Abrahams æt skulle få Israel land. 1.Mos.12,1-7.
Først da
Abraham var 99 år, indgik Gud en pagt med ham. Han fik da udvidet
sit landområde til ikke blot at gælde Kanas land, men til at gælde
hele området fra Ægyptens elv Nilen og til Eufrat: 1.Mos.15,18. Og
17,1-14. (Gaza hører med til det område som Abraham fik løfte om,
så det var ikke Guds vilje at jøderne i 1005 gav dette land til
”palæstinenserne” Jøderne vil få det tilbage ved en senere
anledning.)
Se min bog: Jesu
Genkomst, bind 5. om frelseshistorien som er nedskrevet i Zodiaken,
som er de 12 stjernebilleder som vi har i vort solsystem.
s.186 Der er kun en
ubetinget frelsesperiode mellem Gud og mennesker i frelseshistorien,
og det er den periode vi lever i i dag. På Golgata borttog Gud den
jødiske lov for den kristne menighed – både som frelsesgrundlag
og i vandringen som troende. Dette er en del af den store
hemmelighed som Paulus skrev om i sine breve.
s.187 Der kunne
heller ikke være en ubetinget nådepagt før Jesu forsoning. For på
Golgata sonede Jesus al verdens synd.
Til og med
David, som levede under lovens tidsperiode, var klar over at det
virkelige frelsesprincip var Guds nåde: Rom.4,6.
Vi som lever i
den frie nådes tidsperiode, er både frelst ved nåde og bliver
bevaret af Guds nåde i vandringen som troende. Der kræves ingen
ting af os. Alt er af bare nåde. Vi kan hverken lægge noget til
eller trække noget fra vor frelse: Fil.1,6.
Mange vil
protestere mod dette og hævde at dette er gal lære, for de magter
ikke at give afkald på deres gerninger i deres liv. De mener at
gerningerne eller budene er nødvendige for at frelsen skal blive
opretholdt i en kristens liv, men således er det ikke i den
paulinske lære.
I den paulinske
lære har gerningerne ingen ting med frelsen at gøre, men de skal
vise hvem vi er:Ef.5,5.
Der er ikke
mange i den kristne menighed som har forstået Paulus nådelære
fuldt ud, for de fleste blander jødiske elementer ind i den.
s.188 ”Riget for
Israel” er ikke den perfekte tidsperiode. Det er en periode som
bliver styret af Jesus og troende jøder og hedninger. Der skal være
et retfærdigt styre i denne tid, men til trods for det, så ender
denne periode i oprør mod Gud og med dom.
s.191 (Før
7/12-1964 søgte jeg ikke retfærdigheden, men da jeg kom til tro på
Jesus, fik jeg del i Jesu retfærdighed. En må søge på rette sted,
for at få del i Guds retfærdighed. Den kan ikke findes i jødernes
lov, men hos en person, og denne person er Jesus. Så enkelt er
dette.)
Vi må ikke være
forundret over det som sker i dag. Jødernes isolation og
hedninger(s) had mod dem: Sak.14,9-10.
s.193 Når vi taler
om loven, må vi huske på at den var en pagt som udelukkende
gjaldt jøderne.
Vi må ikke
indblande de troende hedninger eller den kristne menighed i den. Vi
har helt andre love eller regler som vi må forholde os til. Paulus
kaldt dem for ”Kristus- lov” Gal.6,2.
Paulus beskrev
mere end 400 bud og regler for den kristne menighed. Se f.eks.
Rom.12.
Jøderne kendte
ikke Jesus som hoved for menigheden. Dette hører med til
hemmeligheden. Det var kun Paulus som skrev Jesus som hovedet
for menigheden.
s.195 Gud oprejste
en ny mand, Paulus, med et delvis nyt budskab. Det var budskabet om
den frie nåde Hvilket betyder at der ikke længere blev stillet
nogen krav til menneskene angående frelsen.
Det er Guds nåde
som både frelser menneskene og holder dem oppe i vandringen som
troende.. De gode gerninger skal være en følge efter at det nye liv
er kommet i stand.
Fra året 37 og
frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 blev der undervist i både
Rigets lære og den kristne menigheds lære. Paulus lære voksede i
betydning og omfang, medens apostlenes lære aftog i betydning og
omfang: Hebræer.8,13. Brevet kan være skrevet medens Paulus sad som
fange i Cæsarea I årene 58-60 eller under fængsels opholdet i Rom
år 60-62.
Efter den
kristne menigheds bort-atomar vil den messianske jødedom komme ind
i forkyndelsen
igen.
I 1000 års-riget
vil vi få en kombination af Den nye pagt i Jesu blod og opfyldelse
af Mose-loven og Jesu fortolkning af denne: Es.2,3.
s.196 Den kristne
menighed er ikke baseret på løfter og pagter fra Tanach, men vi har
gennem Jesus -Kristus og Jesu forsoning fået del i en del af
jødernes løfter. Dette gælder løftet om Den Hellige Ånd, den nye
pagt i Jesu blod og et liv i himmelen.
Gal.3,7 v. 29
Løftet der her er tale om er løftet om Jesu – Kristus.
Ef.2,13.
I og med at den
kristne menighed udgør en åndelig enhed med Jesus, så hører vi
med til Abrahams åndelig æt, for Jesus er den mest
betydningsfulde jøde som har levet. Han er den centrale jøde.
Gennem Jesu
forsoning er den kristne menighed koblet ind i Den nye pagt i Jesu
blod og ind i en del af jødernes løfter. Der er den hemmelige
side ved løfterne og pagterne.
s.198 Da jødernes
syndemål var fuldt, afbrød Gud selv forbindelse med sit folk. Den
skal blive genoprettet igen ved jødernes antagelse af Jesus:
Rom.11,15 v.17.
De paulinske
hemmeligheder er ikke beskrevet i Tanach, Men Paulus brugte ofte
Tanach, for at vise at det som stod der, kunne være en illustration
på en del åndelige forhold på menigheden.
s.199 Der er
forskel på at være lig med og at være en illustration.
Rom.9,24-25.
Paulus citerer her Hos.2,23.Dette Skrift gå på jødernes
omvendelse i endens tid. Paulus bruger det på den kristne menighed.
Han udvidede forståelsen af det og lagde et andet indhold i det end
det som profeten Hoseas gjorde. Dette kalder vi for ”pacificering”
af Guds ord
og det har vi mange
eksempler på i de jødiske Skrifter og ligeledes i Paulus hans
Skrifter i N.T.
Den kristne
menighed har ikke fået del i jødernes løfter og pagten om et
jordiske verdensrige, men vi har fået løfter om en evig tilværelse
i det himmelske Jerusalem.
At vi er knyttet
til jødernes himmelske løfter, ser vi også af Hebræer brevet
11,39-40.
De messianske
jøder havde både løfter om ”Riget for Israel” og det himmelske
Jerusalem. Den kristne menighed har fået del i det himmelske
Jerusalem, således at vi kan være sammen med de troende jøder, når
de når fuldendelsen, som er det samme som et liv i himmelen.
Det er jøderne
som har fået pagterne og løfterne fra Herren, men vi er kommet ind
i en del af disse løfter.
”Erstatningsteologien” hævder at jødernes løfter og pagter er
gået over til den kristne forsamling. Dette er galt: Rom.9,24
og 2.Kor.3,15-16. Ef.2,12-13 v.19.
s.200 Det kristne
legeme er ikke baseret på løfter og pagter, men det er baseret på
den store hemmelighed, som Paulus fik åbenbaret.
Efeserbrevet
2,11-20 viser at der her er tale om den nye skabning, som består
både af jøder og hedninger.
Hvilket betyder
at vi er kommet nær til frelsen, og at vi er koblet ind i den
kristne menighed ved Krist- blod. Ikke i stedet for, men sammen med
dem.
s.201 Når der står
at ”Guds Rige” var nær”, så betyder det ikke blot at ”det
var nær”, men det betyder ”at det var kommet”. Det græske
verbet for dette er ”engiken”. Som tilsvarende på hebraisk er
”karva”, som betyder ”at være til stede”
.
s.202 Kirken har
bortfortolket den territoriale del af Guds Rige. Den mener at når
Jesus kom, da skete der en nytolkning af Guds løfter til
Israel. På grund af at jøderne ikke ville anerkende Jesus som
Messias, så gik løfterne over til den kristne menighed. Dette er en
forkert vurdering af Guds ord. Denne forkyndelse hører vi til daglig
i vore kirker.
s.203 Det er ikke
den kristne menighed som er Herrens konger og præster. Det er
jøderne. Det som Gud har lovet jøderne, det vil han også holde.
Det er den
såkaldte ”erstatningsteologi”, som lærer at det er den kristne
menighed der er Guds præster og konger, men det er galt. Se
artiklerne: Det er jøderne som er Guds konger og præster og Det
almindelige præstedømme. Del-2.
s.204 Peter skrev i
sit første brev at de messianske jøder er Herrens præster og
konger. Han skrev ikke sine breve til den kristne menighed, men til
de troende jøder: 1.Pet.2,9-10.
s.205 Det var ikke
nogen ny tidsperiode som begyndte med Jesu forsoning. Jesu
død på korset var et løfte som var givet til jøderne om, at
Messias skulle sone deres synder og helbrede deres sygdomme: Es.53,8
s 205 Es.53,3-4
v.10 bliver i Septuagentia oversat med ”sygdom” men det er
forkert.
En således
oversættelse af dette ord vil føre til at Jesus bliver fremstillet
som en som var syg i sit jordeliv. Vi har ikke noget
vidnesbyrd om at Jesus var syg. Han var derimod frisk
hele tiden. Se min bog: Matæus Evangeliet. Jesu Liv og Lære.
I mange
karismatiske forsamlinger hævder man at en kristen har krav på
helbredelse i samme grad som han har krav på syndernes forladelse.
s.207 Es.53,5 bør
oversættes på flg. Måde: ”og forenet med ham er vi blevet
hele” Se Ragner Fastings to artikler om dette i bladet Dagen
den 16/12 2004 og 14/9. 2005. Se min artikel: Jesu forsoning.
s.208 Det er helt
ufattelig at teologer og forkyndere ikke ser at dette ”Riget
for Israel” ikke er kirkens tid. Alle profeterne i Tanach har på
en eller anden måde profeteret om David-kongen som skulle komme og
oprette ”Riget for Israel”.
Se artiklen: En
sammenligning mellem den messianske lære og den paulinske kristendom
ud fra Johannes Evangeliet.
s.209 Jesus
stillede en række krav til jøderne for at de kunne gå ind i Riget,
som allerede var etableret.
Se min bøger:
Jesu Genkomst, bind 5.s. 300-311 og Mattæus Evangeliet. Jesu liv og
lære.
Det var ikke en
slavisk efterfølgelse af disse bud som gav frelsen, men
efterlevelsen af dem
var et udtryk for
at troen var kommet istand.
At en slavisk
efterlevelse af budene, ikke gav frelsen, ser vi af Jesu forhold til
farisæerne. De holdt loven, og troede at der var frelse i den. De
sagde: ”Men denne hob (folket), som ikke kender loven, er
forbandet.” Joh.7,49. 5,39-40.
Se min bog:
Jødernes Konge, bind 2 s.177-178 hvad Axel Torm siger om Jesu
undervisning og nådes begrebet i Jesu undervisning.
Se også Torleif
Bomans bog:Jødernes Messias. Grækernes Kristus side 55-56, hvor han
skriver om Jesu retfærdigheds-begreb.
s.210 Det er ikke
korrekt at lovens tid var slut ved Golgata. Den var opfyldt som
frelsesgrundlag, men ikke i vandringen for de troende jøder. Dette
er to forskellige forhold som ikke må blandes.
s.211 Da Peter
forkyndte evangeliet i Kornelius hus i år 40, så forkyndte han både
loven og nåden. Han sagde til dem følgende som var samlet:
Apostlenes gr.10,34-35.
Da de (den
messianske forsamling) hørte det, priste de Gud og sagde til ham
(Paulus). Du ser, bror, hvor mangfoldige tusinder der blandt jøderne
har modtaget troen, og alle er de nidkære for loven. Apostlens
Gr.21,20. Jakob.1,4, kap.2. Hebræer.3,14. 1.Joh.1,8-9. 2,3 v.6.29.
1.Pet.4,18.
Åbenbaring 2,4
v.25. 3,2.
s.212 Det må være
helt indlysende at den lære og disse Bibel-citater, som er
nævnt ovenfor, ikke har noget som helst med den kristne menighed at
gøre. De angår den messianske menighed.
Den kristne
menighed har ingen ting med den jødiske lov at gøre. Vi er frelst
af nåde ved tro uden gr.=Ef.2,8-9.
s.212 Medlemmerne
af den jødiske menighed var frelst på grundlag tro og gerninger.
Dersom de ikke formåede at holde Guds bud, så måtte de gå til Gud
med dette og bede om tilgivelse: 1.Joh.1,3
I tillæg til at
de messianske jøder måtte gå til Jesus med deres synder, så måtte
de også bekende deres synder overfor hverandre: Jakob 5,16
Desuden deltog
de også i ofringerne i templet. Både Mose-loven og Jesus krævede
at jøderne skulle ofre i Templet: Mat.5,23-24.
s.213 I den
messianske jødedom var vanddåben nødvendig for at få del i
både frelsen og for at få Den Hellige Ånd.
Således er det
ikke i vor tidsperiode. Paulus løsrev frelsen fra dåben, for han
mente at den hørte med til den messianske jødedom og ikke gjaldt
den kristne menighed.