red. CHR.
JERSILD. Lund.: Bibelen på en anden måde: Fem studier
i den Hellige Skrift. Joh. 1,17.
Loven
blev givet i to udgaver og hver udgave i èt eksemplar. Den første
slog Moses i stykker ved Sina bjerg. Den anden udgave blev lagt i
Pagtens Ark i det Allerhelligste. Den indeholder "levende ord"
iflg. Stefanus` tale i Ap.Gr. 7, 38, bogstaver indskrevet på
stentavler, bogstav-pagtens Ord.
Denne
Lov blev givet for overtrædelsernes skyld, Gal. 3, 19. Før Loven
var der synd i verden men synden blev ikke tilregnet, fordi der ingen
Lov var. Rom. 5, 13. Denne tid ligger mellem 1.Mos. 1, 2 og 2. Mos.
20. Det siges også, at Gud bar over med de synder, som forhen (før
Loven) var begået, Rom. 3, 25. Dette forhold gjaldt på Jobs tid,
hvis ellers den tanke er rigtig, at Job levede, før loven blev
givet, Job 13, 23. Der er tilsyneladende også en sådan periode i
det enkelte menneskes erfaring, Rom. 7, 9. Paulus lærte synden at
kende ved Loven, for han havde jo ikke vidst af begær, hvis ikke
Loven havde sagt: Du må ikke begære". Mennesker må således
komme til at stå som syndere, Rom. 5, 19.
Ved
Loven sættes der et skel mellem syndere og retfærdige. Ud fra denne
Lov formaner Gud mennesker til at omvende sig, og man kan sige, at
Luk. 15,7, samler denne formaning i ordene: "Således bliver der
mere glæde i himlen over èn synder, som omvender sig end over 99
retfærdige, som ikke trænger til omvendelse". Fra synd til
retfærdighed. Det bedste eksempel på en stræben i den retning er
måske Paulus iflg. Fil. 3, 6, og Luk. 1, 6 ligger på samme line.
Læs også Ezekiel 18. !
Herrens
vej voldte imidlertid vanskeligheder både i den gamle pagt, Ezek.
33, 17- 20, og i den kristne menighed, Ap. Gr. 9, 2.
Der
skete nemlig det ubegribelige, at Jesus ikke kom til "de
retfærdige", Mat. 9, 11- 13, til dem der var gået over fra
venstre til højre side (skitse 1. ) Og endnu mærkeligere er Joh. 5,
45 og Joh. 3, 17, hvor Jesus ikke engang anklager eller dømmer dem,
der er blevet tilbage på den venstre side af skillelinjen.
Forklaringen heri ligger i Joh. 8, 5. Og Hebr. 10, 28. Moses som
anklageren og Jesus som Frelseren (forsvareren) har hver sin opgave
fra Gud.
Når
vor Frelser ville vise de farisæer, der anklagede den faldne kvinde,
at også de var syndere, satte Han "gåseøjne" ved ordet
retfærdighed, Joh. 8, 7. Der er nemlig ingen retfærdig, ikke en,
Rom. 3, 10.
På
samme måde gik det med de unge, som kom fra hjem, hvor man anså
biogaf, dans, drik, o.s.v. for synd. De fik ikke lov af deres
forældre til at gå i biografen. Men når de så alligevel gik
derhen (hvor de fik pengene fra dengang, da lommepenge var et ukendt
begreb, vides ikke, var deres samvittighed såret, og så blev de
fundet på den vestre side af linjen. Men så var der også dem, der
aldrig havde været i biografen eller på et dansegulv. Når de var
stillet overfor Rom. 3, 10 og 1.Joh. 3, 8, skete der noget meget
mærkeligt i deres nge hjerter. Retfærdige var de ikke, og djævelens
børn ville de sandelig ikke være, og så kom også de efter en
meget svær kamp til at stå som syndere. Børnene fra troende hjem,
disse prægtige dejlige børn, blev pludselig syndere.
Det
hører med til den overmåde høje, guddommelige pædagogik, at Gud
kræver omvendelse (en overgang fra venstre til højre), men venter,
at menneskers erfaring går i den modsatte retning, hvis Guds hensigt
med Loven skal lykkes. Det er her, den virkelige omvendelseskamp
ligger,, kampen for at forstå det selvmodsigende i, at gud kræver
retfærdighed, men resultatet bliver det stik modsatte. Job, Saulus
fra Tarsus, broderen til "den fortabte søn", Luk. 15.
(manden de altid havde været lydig og aldrig haft en glad dag), og
de anklagende farisæere fra Johs. 8 kan tænkes at stå på den høje
side. Og så er der allerede de 99.999 "retfærdige i vore dage,
der aldrig har været i biografen, der aldrig har trådt på et
dansegulv, aldrig har smagt et glas vin, men for hvem Jesus Kristus
og Ham korsfæstet ikke betyder noget. Det er her, korsets forargelse
ligger. Mødet med ham bliver fra højre til venstre, fra "Lovens
retfærdighed" til en syndsbekendelse, der bringer fortabelsens
og forbandelsens hele tyngde over sjælen. Det er i denne stilling,
man hører råbet: "Min Gud, min Gud, hvorfor har Du forladt mig
?"
"Loven
blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus
Kristus". Der findes ingen vej fra retfærdighedens højre side
til nåden (se skitsen), den nåde, der blev givet og endnu givet ved
Jesus Kristus Det ville være krænkende at tilbyde et retfærdigt
menneske nåde. Den, der har brug for nåde, har forbrudt sig mod
Loven. Det er en regel, der gælder i vort retssamfund, og det er en
regel, der gælder i Guds rige. I denne forbindelse er Paulus blevet
et eksempel på, hvorledes dette foregår, 1.Tim. 1, 15-16. Det var
alt det, der var lykkedes for ham under hans bestræbelser for at
opfylde Loven, der voldte ham de største vanskeligheder, da han
lærte den Herre Jesus Kristus, at kende.
Det
er en selvmodsigende oplevelse sammen med Saulus fra -Tarsus, at have
ærinde hen til skar-kassen med det, der var os fordele, fordi vi for
Kristi skyld lærte at regne det alt sammen for tab. Det er på denne
vej, man vinder det evige livs nådegave, Fil. 3, 7-9.
Det
er her, man "mister livet for Kristi skyld", Mat.10, 39,
ikke ved fysiske lidelser, ikke som en helt, ikke som en martyr på
en missionsmark eller i en frafalden kristenhed, men som en forbandet
synder på forbandelsens træ. Det betyder en overgang fra død til
liv, ikke ved et "åndeligt" selvmord, men ved en
henrettelse sammen med den korsfæstede Frelser, Jesus Kristus.
De,
der "holder sig til vejen", Ap. Gr. 9,2. Er dem, der fik
munden stoppet og kom "til at stå som syndere", Rom. 3, 19
og 5, 19. Det er dem, der "har gjort sig skyldige i en synd, der
straffes med døden, og bliver hængt på et træ," 5.Mos. 21,
22.
Og
det er en guddommelig sandhed at der er en vej fra synder-siden forbi
lovretfærdighedens u-tilstrækkelige vej hen til nåden. Thi Guds
gave er evigt liv af nåden. . Og Gud være lovet, at denne gave
udspringer af et løfte, der er ældre end loven, Gal.3, 15-18.
1.Joh. 2, 25, et løfte der er evigt ligesom Guds nåde og
barm-hjerteSl. 25,6.
RETFÆRDIGE
-- SYNDERE
For
dem, der er under loven, går grænsen mellem retfærdige og syndere,
mellem dem på den højre side og dem på den venstre, mellem dem,
der er "udenfor lejren" og de "99" som ikke
trænger til omvendelse", Luk. 15, 7.
Vi
skal nu se ligt på ofrene i den gamle pagt, ofre, som man iflg.
loven har lov til at bringe for synd.
Men
først et ord om "synd" . Synd er lovbrud, 1.Joh. 3, 4, og
det er et spørgsmål om Guds Hellige Lov, de ti Bud. Det ville være
et gode, hvis man i al samtale om synd ville have dette i tankerne.
Det er Guds ti Bud, der skal være målestok for, hvad synd er. Man
kommer ellers nemt ind i diskussioner eller antager meninger, som
ikke hører hjemme i Guds Ord. Lad mig tage et eksempel fra en jødisk
samtale om synd. At bære en Figen på en sabbat regnes fra et jødisk
synspunkt for synd, det er arbejde og opfattes som sabbat-brud. Men
det er tilladt at bære en halv Figen. Da èn i samtalen løb
spurgte, om man så ikke måtte bære to halve Figener, gik
diskussionen i stå.
Når
vi skal beskæftige os med spørgsmålet, hvad synd er, må vi også
have de udvortes love og bud med,, som på den tid gjaldt Israel,
Hebr. 9, 10 m.v. Vi kommer altså til det resultat, at der er to
slags synd mod de ti Bud og synd mod de udvortes der øves "med
fortsæt", 4.Mos. 15, 30., og på den anden side om ufrivillig
synd "af vanvare", 3.Mos. 5,15.
Endelig
er der mennesker der ikke har gjort sig skyldige i nogen af de nævnte
synder. Det er dem der er retfærdige efter Loven. Job er et eksempel
herpå. Der nævnes også Zakarias og Elisabeth, "der begge var
retfærdige for Gud og levede ulastelige efter Herrens Bud og
forskrifter", og endelig er der Saulus fra Tarsus, der var
"ulastelig efter Lovens retfærdigheds krav",. For
retfærdige i denne forstand kræves ikke offer.
Man
kan nu og da høre mennesker sige, at iflg. Ap.Gr. 15, 19-20 er det
forbudt at spise blod. Men når de samme mennesker siger, at hvis man
ikke "har lys over, at det er synd", regner Gud det heller
ikke for synd, så er de imidlertid inde på en farlig og fremfor alt
u-Bibelsk opfattelse. Selv om synd mod de ti Bud og synd mod udvortes
forskrifter (så længe disse gælder9 øves af vanvare, er den
stadig synd og falder ind under samme dom: overtrædelse af Loven.
Ordene
fra Hebr. 10,28 : "Den, der har brudt Mose lov, må uden
barmhjertighed dø på to eller tre vidners udsagn", kan siges
at sammenfatte alt, hvad den Hellige Skrift siger om synd og syndens
følger: død uden barmhjertighed. Intet mere og intet mindre, Rom.
6, 23. På skitsen ovenfor (2) står korstegnet for synd, forbandelse
urenhed, dødsstraf, 5.Mos. 21, 22-23. Det er jo med dette Bibelord
som begrundelse, at man hin Langfredag beder om tilladelse til at
tage Jesus døde legeme ned fra forbandelses træ, før solen går
ned, og sabbatten er inde. Død uden barmhjertighed er lønnen for al
synd: for synd med fortsæt, for synd af vanvare, for synd mod de ti
Bud og for synd mod de udvortes forskrifter.
Det
er her Bibelens tale om "forsoning", "soning"
kommer ind. Lovene som ofre i den gamle pagt skal læses i.d.f. (se
skitsen ovenfor! (3.) :Forsoning-
soning. Selve ordet betyder i den gl. Pagt at dække over, at lukke
den legemlige dør ude. Eksempler herpå findes i.f.m. Noas ark, med
husdøren i de jødiske hjem i Ægypten og i tilflugtsbyens mur,
4.Mos. 35,6. I den ny Pagt ligger der, ikke en beskyttelse mod
legemlig død, men en kraft, der forvandler fra død til liv.
Hvedekornet må dø for at der kan blive frugt. Jesus måtte dø for
at vi skulle få liv. Døde skal stå op, og de, der lever, skal
forvandles.
Da
lægger man først og fremmest mærke til, at der ikke må bringes
blodoffer for synd mod de ti Bud, hverken for synd med fortsæt eller
synd af vanvare, 5.Mos. 19,4-6. Fortæller om et eksempel af den
sidste slags. Tilflugtbyens mure er manddrabs værn, men der er ikke
tale om blodoffer.
Her
kommer man selvsagt ind på spørgsmålet: "Hvad så med
syndernes forladelse i den gamle Pagt?" Til det skal sige, at
syndernes forladelse ikke har og aldrig har haft forbindelse med blod
af bukke og kalve. Ofrene var ikke i stand til efter samvittighedens
krav at føre den ofrende til fuldendelse. De var kun kødelige Bud,
pålagt indtil den tid, da den RETTE ordningen indføres, Hebr. 9,
9-10, Rom. 3, 25. Det "blod", der iflg. Hebr. 9, 22 kræves,
BLOD, der har magt til at rense hjerte og samvittighed, hører sammen
med Jesu korsdød. Det er også derfor Hebr. 9, 15. Har det mærkelige
ord om "forløsningen fra overtrædelserne under den første
Pagt", det vil sige alle de synder, som de mennesker, der levede
under den første pagt, havde begået, mennesker, der længe havde
været døde. Også de skulle udfries fra dødens magt, men så måtte
jo èn dø, èn, der havde magt til at tage deres synd bort, sone
synder fra den gl. Pagts tid. Thi den Messias, der var lovet dem,
skulle jo frelse sit folk fra deres synder og derved også fra dødens
magt over de hensovede. Ellers ville opstandelses-håbet for dem kun
være et tomt ord. Det er også derfor det siges i Rom. 3, 25, at Gud
"i Sin langmodighed havde båret over med de synder, som forhen
var begået", for eksempel det mord, som Moses begik, Abrahams
halvsandhed, Davids ægteskabsbrud og mordet på Urias, Salomons
afgudsdyrkelse o.s.v.. Disse synder krævede "et bedre blod".
Man
kan ikke folde sine hænder overfor politiet eller dommeren og bede
om tilgivelse, hvis man har forbrudt sig mod de borgelige love –
eller kan man det ? Lige så lidt kan man det overfor Guds Hellige
Lov. Glem det aldrig ! Men den, der tilstår sin synd og ser hen til
Guds lam, han ejer det blod og den renselse, som Gud på en måde
både kræver og skænker. Det var ikke synderes lam, der døde på
Golgatas korset, - det var Guds lam. Gud skænker os det lam, der
kræves, et lam, som vi mennesker ikke har magt til at bære frem.
Uden blod bliver udgydt, opnås ingen tilgivelse. Ikke engang de mest
ydmyge bønner om tilgivelse kan erstatte blodet fra Golgata.
Syndsforladelse
er grundet på Guds forjættelse om nåde, et løfte, der er ældre
end alle Hellige Love om synd.
Hebr.
9, 6-7. Bærer ypperstepræsten den tiende dag i den syvende måned
blod frem for sig selv og for folkets ufrivillige forseelser, 2. Mos.
12, 19. Og så vidt jeg kan se, gælder blodet den dag kun
ufrivillige synder med udvortes forskrifter. Således viser det sig
også i vor tid, at ortodokse jøder med gåsefjer går hvert et
hjørne og hvert en krog i hjemmet efter, for at der ikke skal være
glemt nogle smuler af brød, der er bagt med gær. Det er den slags
synd, forsoningsdagen gælder, og de ofre, der bæres frem, kan kun
skænke udvortes renselse, kødelig renhed, Hebr. 9, 13.
Således
vindes der hver forsoningsdag "liv" 365 dage ad gangen, og
ofre må bæres frem år efter år, medens samvittighederne fortsat
tynges af ikke forsonede synder. Hebr. 10, 2. Fortæller os, at man
jo ellers ville have holdt op med at frembære ofre, hvis ofrene i
den gl. Pagt virkelig kunne tage synden bort. Og det vil jo så sige,
at nu efter Jesu død skal der ikke flere ofre til, og på dette
punkt ligger der en af de sværeste fristelser til vantroens synd,
den nemlig, ikke så helt at regne med kraften af Jesu blod, ved
hvilket vi er "blevet helligede", Herbr. 10, 10. Så at vi
ved en sådan vantro og ulydighed fristes til at holde Pagtens blod
for urent og håbe Nådens Ånd, Hebr. 10, 29.
For
de ulastelige er der ikke foreskrevet nogen ofre. Mennesker, der er
ulastelige i udvortes henseende, har ikke bug for udvortes renselse.
Det er jo noget af dette, som den skriftkloge ifølge Mak. 12, 28- 34
har i tankerne, da han siger: At elske Ham af hele sit herte og af
hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske sin næste som
sig selv" det er bedre end brændofre og slagtofre." Ja,
selvfølgelig. Den, der af hele sit hjerte elske, har ikke brug for
blodofre. Mon den skriftkloge var nået derhen ? Eller var det kun en
from tanke, som han deler med mange i dag ?
Den,
der magter lovens bud, har et løfte, det eneste løfte som bud taler
om, nemlig "at det må gå dig vel, og du må få et langt liv
på jorden", Ef. 6, 1-3. En forjættelse, som man altså ikke
skal blande sammen med løftet om evigt liv.
Der
findes ikke evigt liv under Loven, ikke engang, hvis man kunne holde
alle budene. Hvis der var evigt liv at få, da ville man jo ophæve
Guds Nåde og gør Krist død til noget, der er sket "til ingen
nytte", Gal. 2, 21.Med al den kraft og med al den alvor, jeg er
i besiddelse af, vil jeg atter sige: der er ikke liv at få under
Loven. Thi loven kom er altid til mennesker, dr allerede står under
dommen, og da er det for sent at tale om lovlydighed. Det gælder
alle, alle kvindefødte, Jesus Kristus undtagen. Men så måtte han
jo også af fri vilje give sit liv hen i døden, thi på Ham har
loven intet krav om død for synd.
Evigt
liv er en gave af nåde. Men derved er vi kommet frem til den
sandhed, at Kristus ved Sit offer, èn gang for alle, for evigt, bar
det offer, der skænker evigt liv. Hebr. 10, 1-4. Her er den ny og
levende vej, som Jesus har indviet, den dør, der åbnedes, da
forhænget revnede i Jerusalems tempel, og Johannes får senere den
åbne dør at se i Åb. 4,1.Om disse ting vidner Moses, men det er
Kristus, der alene har gjort løfterne til en kendsgerning..
Efterfølgende
skitse (4.) er et forsøg at tegne de forskellige faser i Bibelens
fremstilling af Vejen til livet.
- Vejen til livets træ er lukket. 1.Mos. 3,24.
- Vejen ind til Gud i Tabernaklet (og templet) er en snæver port, også for Jesus, sønnen, der bør være i Sin Faders hus, men ikke har lov til at komme indenfor. Luk. 2, 49. Efterdi Han hverken er præst eller Ypperstepræst på jorden, må han dø, hvis døren skal åbnes og en y og levende vej indvies. Hebr. 10, 19-21.
- At samles til fædrene var den mørke vej nedad, som de gamle måtte gå. Ved Jesu opstandelse, har døden mistet sin magt, og døren er åben. Åb, 1,18. "derefter så jeg, og se en dør var åben ind til himmelen"Åb.4,1.
- Døren er åben og der er fi adgang til livets træ. Åb. 22,14.
VEJEN TIL
LIVET. UDENFOR LEJREN :
I
1.Mos. 25 fortælles der, hvorledes Moses får Guds befaling til at
bygge Tabernaklet. I 2.Mos. 35 læser vi om alt , hvad der skal
bruges til dette Guds hus, og det er måske både første og eneste
gang i Guds riges historie, at der bliver sagt: "Folket kommer
med mere (guld, sølv osv.) end der kræves til udførelsen af
arbejdet, 2.Mos. 36, 5-6.
Loven,
de ti Bud, skrevet med Guds finger på tavlen af sten, fik
hæderspladsen i Tabernaklet. Der, allerlængst inde i det
allerhelligste i den med guld overtrukne ark, fik begge stentavler
deres plads. Senere kom er en guldkrukke med Manna og Arons stav, som
i sin til havde sat grønne skud, ja, den var endog kommet i blomst
og havde båret modne mandler..
Ovenover
sone-dækket blev der anbragt to keruber af rent guld, og mellem dem
havde Gud lovet at åbenbare sig. Gud kalder også denne tid for
himmelens og jordens Gud, 2. Mos. 40, 34-. Vejen indtil det
allerhelligste var den eneste vej til Gud, der dengang fandtes på
jorden. Der var nemlig kun èt tabernakel hos èt folk (Israel),
hvoraf kun èn stamme (Levi) var udvalgt til præstetjeneste, og af
denne stammen måtte kun èn mand (ypperstepræsten) èn gang om året
(den 10/7) komme ind for Herrens åsyn i det allerhelligste.
Sandelig, vejen var smal og porten snæver !
Den
snævre port gik ind til Gud læser vi om i 2.Mos. 26, 31. Og det er
til denne kendsgerning, Herrens Ånd henviser ved Jeremias i kap. 30,
21: "Thi hvem ellers sætter livet i vove ved at nærme sig Mig?
Lyder det fra Herren." Ikke et sekund, ikke et øjeblik måtte
noget menneske se indenfor forhænget med keruberne på. Også den 12
års Jesus, født af Juda stamme, var udelukket fra det
allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten af Levi stamme måtte gå
ind èn gang årligt, Hebr. 7, 14. Luk. 2, 46 og 49. Sandsynligvis
har Jesus også ved sin samtale på vejen til Emmaus, Luk. 24. Især
vers 27, mindet sine disciple om dette vers hos Jeremias .
I
det forreste rum gik præsterne til stadighed ind og udførte deres
Guds tjenestlige handlinger. Det var deres opgave at tilse, at der
var olie i de syv lamper, og at der var skuebrød på bordet.
I
forgården kom så folket med deres ofre og gaver. Man kom ind for
Guds ansigt, når man kom til Tabernaklet og senere til templet. De
dejligste Bibelord om disse ting kan man læse i 1.Kong. 8,10-13 og
27-29 i forbindelse med Salomons tempel. Og dog var dette kun en
skygge af de himmelske ting. I den ny pagt er Guds hus et Åndeligt
hus. I Hebr. 3, 4-6. Læser vi, at "Moses var tro over hans
(Guds) hus som tjener, så han vidnede om det, der engang skulle
forkyndes; men Kristus er tro som Søn over hans (Guds) hus. Og hans
hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor
frimodighed og vort håb." Her træder tingene frem i det rette
lys, særlig når vi i hjertet har tilegnet os 1.Kor. 6, 19-20,
"jeres legemer er et tempel for Helligånden, som er i jer"
og "I tilhører ikke jer selv. I er købt og prisen betalt".
Så forstår vi også Hab. 2, 20 og Johs. 14, 23.
Det
allerhelligste er en højhellig plads. Thi Gud bor derinde. Når
derfor urenhed og ulydighed for første gang viser sig, sker der en
katastrofe, 3.Mos. 10,1-9. En legende fortæller, at da Guds
herlighed fyldte Tabernaklet, tændte Gud selv de syv lamper i det
hellige. Det , der fortælles os i 3.Mos. 10, antyder at de præster,
der var i tjeneste har været drukne, og så er faldet i søvn, olien
i lampen er sluppet op, og lysene er gër ud. De vågner, kommer olie
i karrene og bærer fremmed ild frem, ild, som Gud ikke havde pålagt
dem. Om dette ved vi ikke nøjagtig besked, men af resultatet kan vi
forstå, at Gud ikke kan tåle noget urent eller vanhelligt der, hvor
han bor. Og så får begge de forsømmelige præsters døde legemer
deres plads langt udenfor det hellige Tabernakel, "udenfor
lejren".
Renselsen
begynder indefra og går længere og længere ud, helt ud til folket,
der har sin plads på alle sider af den Hellige Guds Hellige Bolig.
I
3.Mos. 13, 9-14. Læser vi om, hvordan man bærer sig ad, når man
finder en spedalsk. Hvis den undersøgte har sygdom, falder dommen,
og vers 45-46 sættes i kraft, Uren ! Uren ! Udenfor !
På
denne tid er folkets ihukommelse af lyn og torden fra Sina endnu ikke
udvisket, thi man holder da også 2.Mos. 20, 7 om ikke at misbruge
Guds navn, i ære. Forskrækkelsen er derfor stor, da man i lejren
hører en ung mand forbande Guds Hellige Navn. 3.Mos. 24,10-23.
Ligeledes ryster man, når andre bud åbenlyst overtrædes af
sabbat-brydere, 4.Mos. 15, 32-36. Eller af skøger, Jos. 6, 22-23. De
bringes alle udenfor lejren.
Der
er et "i lejren" og et "udenfor lejren". Der er
et "på den venstre side" og et "på den højre side".
Der går en grænse mellem syndere og retfærdige, mellem døde og
levende, mellem raske og syge. Formodentlig skal også Mark. 4, 1-12.
1.Kor. 3, 11-13. Kol. 4, 5. 1.Tess. 4, 9-12 og Åb. 22, 15, ses på
den baggrund der ovenfor er anført ud fra Moses og Profeterne.
Da
Herren Jesus gik ind til sin gerning, gik Hans Ord i samme retning ,
for eksempel i Mat. 9, 11-13. Joh. 5, 45 og 3, 17. Og sin gerning
gjorde Han ikke i men udenfor lejren. Jesus , læreren med den lærde
tunge, læge for de syge, de dødes livgiver, fandt ikke i lejren
nogen, der havde brug for Ham. Tværtimod ! De behøvede ham ikke,
ligesom raske mennesker ikke har brug for en læge. Luk. 15, 7.
På
denne line ligger også fortællingen i Luk. 7, 42. De 10 spedalske
mænd som Jesus traf udenfor lejren, blev sendt hen til præsten i
lejren, til templet. Kun den ene, Samaritaner, der iflg. loven ikke
måtte komme i templet, blev hos Jesus og sagde Ham tak for
helbredelsen. Synderes Frelser, der havde gjort sin gerning udenfor
lejren, blev gjort til synd,gjort til forbandelse for alle dem, der
var udenfor, 2.Kor. 5, 21, og Jesus fik sin plads på forbandelsens
træ efter den dom, de er udtalt i 5.Mos. 21, 22-23 –
hovedskriftstedet for forståelsen af korset.
"det
er fuldbragt"! Ved disse ord sker der noget i Jerusalem, Luk.
23, 44-45. Den snævre port åbnes, en ny og levende vej indvies,
Hebr. 10, 19-22, og fra denne stund er der et tempel på ethvert
sted, blandt ethvert folk, der i Jesu navn samles for at høre Guds
tale og tilbede og takke Ham. Ikke som før kun èn gang årligt, men
når som helst og hvor som helst har hvem som helst fri adgang til
Guds allerhelligste nådetrone.
På
denne baggrund kan man lettere forstå, at en kvinde, der iflg. 5.
Mos. 23, 3. Ikke har lov til at komme ind i Israels forsamling og en
skøge, hvis navn er Rahab fra Josva 6. Begge har fået deres navne
med i Jesu slægtsregister, Mat. 1. Rut af Moab stamme bliver kong
Davids fars farmor, og skøgen Rahab fra Jeriko bliver Ruts
svigermor. I disse forhold er det imidlertid ikke loven, der taler,
men kærligheden, og kærligheden springer over alle mure, der
nogensinde er rejst eller kan tænkes rejst af love og paragraffer.
Moseloven
kræver visselig kærlighed, men kærlighed fødes sandelig ikke ved
et bud. Hvem kan i det hele taget forklare, hvordan kærlighed opstår
?
Men
hvis alle de, der havde deres plads udenfor lejren, fandt frem til
Jesu kors langfredag, til det kors hvor de burde have endt deres liv,
men nu finder, at pladsen allerede er optaget af Jesus, af Ham, der
råbte:"det er fuldbragt", da tænker jeg, at noget varmt
ville fødes i hjertet, noget, der ville få udtryk i tårer og
taksigelse – noget, som man trods alt har lov til at kalde
kærlighed, synderes kærlighed til synderes Frelser.
KORSET
- AT MISTE LIVET
Der
er to steder i de hellige Skrifter, der giver os indholdet i begrebet
"korset". Det første sted er 5. Mos.
21,
18-23. Her tales der om dødssynd, henrettelse og Guds forbandelse
over et syndigt menneske. For rigtig at få fat på, hvad der ligger
i forbindelsen "forbandelsens – træ", må vi hellere
tænke på et skafot, en galge eller et gaskammer, hvor forbrydere
henrettes. I det hele taget får man et uhyggeligt udtryk gennem de
citerede vers af noget, der kun kan tænkes i.f.m. forbrydere og ikke
med helgener, med syndere og ikke med martyrer. Det er jo også helt
på line med indholdet i de ovenfor anførte Skriftsteder, ligesom
der i Luk. 23, 41 – hovedordet i N.T. til forståelse af korset –
er tale om lidelse i.f.m. et kors, lidelse som selvforskyldt løn for
synd.
G.T.
har to steder, hvor "træ" eller "pæl" er nævnt
i.f.m. henrettelse, det er i 1.Mos. 40, 1-19. Og Josva 8, 28-29. Jfr.
Josva 10, 26-27. Der er tale om en bager, der forbrød sig mod sin
herre, ægypter-kongen, og om kongen i Ai, der stod under Guds dom.
Der er altså tale om dødssynd og henrettelse på samme måde som i
5. Mos. 21 og Luk. 23. Der fortæller også visse detaljer i.f.m. den
henrettelses legeme, over hvilket Guds forbandelse hvilede, Liget
måtte ikke hænge på træet natten over, men skulle begraves samme
dag; "thi en hængt er en Guds forbandelse, og du må ikke gøre
dit land urent, som Herren din Gud vil give dig i eje". Disse
ord forklarer også, hvorfor man hin Langfredag bad Pilatus om at få
lov til at tage Jesu legeme ned af korset, for at det ikke skulle
blive på korset sabbatten over, "thi den sabbat var stor",
Joh. 19, 31.
N.T.
er også konsekvent i sin fremstilling af korset. Man gør vel i at
indse og forstå, hvilken himmelvid forskel der er på "mit
kors" udtalt af Jesus og "sit kors" udtalt i.f.m.
hvilket som helst menneske, blot ikke om Jesus "Kors" og
"miste sit liv" hører sammen med forbryderes løn og ikke
med Martyrers, det er løn for dødssynd og ikke for gode gerninger.
Flg.
Skrifts-ord bør læses i.d.f.: Mat. 10, 37- 39. 16, 24- 26. 27, 32.
27, 38- 44. . At også Jesu korsdød set fra et guddommeligt og
Bibelsk synspunkt skal forstås ud fra grundreglen: dødssynd,
forbandelse og henrettelse, fremgår af 2.Kor. 5, 21. Og Gal. 3, 13.
Læs også Mark. 8, 34- 35. (miste sit liv). I denne forbindelse bør
man også have Hebr. 10, 28 i minde.
At
"miste sit liv" for Jesus og for evangeliets skyld – ja,
det er noget, som "den rige unge mand" fra Mat. 19. Og
Mark. 10. Forstod, da Jesus sagde til ham: "Kom så og følg
Mig" ! (I en ældre Bibeloversættelse hed det: "-og tag
dit kors på dig") Den unge mand ville ikke et øjeblik
sammenligne tanken om lidelse for gode gerninger med henrettelsen af
en forbryder for dødssynd. Han er menneskelig set konsekvent og tro
mod Skriftens hovedregel angående "træet". Han laver ikke
om på Guds ord. At han gik bedrøvet bort. Kan man som, et menneske
godt forstå. Han kunne ikke gå ind på betingelserne først at
skulle forsage alt, hvad han ejede, og siden at skulle tage et kors
op og følge Jesus for at henrettes som en forbandet forbryder.
Jesu
kors (ikke vort) er omtalt i Mark. 15, 21-. Luk. 23, 26. Johs. 19,
17-18. , v. 31 1.Kor. 1, 17- 18. Gal. 5, 11.
6,
12- 14. Ef. 2, 16., og Fil. 2, 8. Her får ordene "at miste sit
liv for min (Jesu) og evangeliets skyld" sin rigtige forståelse,
Fil. 3, 7-8. Her er der èn – Paulus der hver dag tager sit kors på
sig og følger Jesus efter. Det er ikke martyren, men den dødsdømte
synder, der følger i Jesu spor. Det er i denne forbindelse, at alt
det, der før var fordele for Paulus, nu blev til skarn, og
skarnkassen blev stedet, hvor alle hans "gode gerninger"
hørte hjemme, også den "gode gerning" at sælge alt, hvad
han ejede, og give det til de fattige.
Heri
ligger korsets forargelse og anstødelighed. En kunstner maler en
bedrøvet synder ved foden af et kors, medens Helligånden i ord, der
ikke kan misforstås, hænger synderen op på forbandelsens træ og
erklærer ham for at være en Guds forbandelse.
Evangeliet
er til, ikke for syndere, der er ved at dø, men for henrettede,
afdøde synder. Det er også af den grund, det i Skriften hedder at
"gå over fra død til liv". Johs. 5, 24. 1.Joh. 3, 13-14.
ET SPØRGSMÅL OM ARV. –
HVEM DØDE FØRST ?
En
gammel kvinde og hendes datter blev fundet døde af gasforgiftning.
Obducenten mente at kunne konstatere, at den gamle mor døde først
og siden datteren. Spørgsmålet om hvem der døde først, skulle
nemlig vise sig at være af afgørende betydning med hensyn til, hvem
der skulle arve.
Moderen
efterlod sig intet, men datteren var ejer af 11,000 kr. Den eneste
slægtning der fantes var en niece til moderen – en kusine til den
afdøde datter.
Hvis
lægens mening var den rigtige, skulle datteren arve sin mor, og der
var intet at få. Men datterens penge skulle gå til staten, eftersom
kusiner ikke arver kusiner. Den efterladte kusine kom altså ikke i
betragtning.
Men
nu findes der næppe nogen, der ikke ønsker at arve. Den unge dame
påstod da også – imod lægens opfattelse – at hendes kusine
døde først, og siden døde mosteren. Hvis dette var tilfældet,
skulle moderen arve de 11,000 Kr. efter sin datter, og niecen samme
sum efter sin moster. Og da ville staten blive sat helt udenfor.
Et
lignende spørgsmål kunne melde sig, når det gælder frelserarven i
Kristus Jesus. Hvor tit har man ikke diskuteret, om disciplene var
født på ny før Jesu død på korset eller efter. Det er til
syvende og sidst et spørgsmål om, hvornår frelsen i Kristus kan
arves. Et helt andet spørgsmål er, om man har lov til at spørge på
den måde. Ikke alle spørgsmål er rigtige, og der gives ikke noget
svar på et spørgsmål, der er forkert stillet. Dette er jo f.eks.
forholdet med den rige unge mand. "Hvad godt skal jeg gøre for
at arve evigt liv"? Således lyder hans spørgsmål. Men kan man
overhovedet spørge sådan ? Det kan man i hvert fald ikke, når det
gælder arv efter mennesker. Det er et menneskes død og ikke
arvingens gøren og laden, som afgør, hvornår og hvem der skal
arve. Hvis den unge mand havde spurgt: "Herre Jesus, hvornår
skal du dø, så jeg kan få frelsen i arv ?! så ville det have
været et rigtigt spørgsmål, på hvilket der også findes et
tydeligt svar. Mat.19, 16-. Mark.10,17-.
Måske
burde vort første spørgsmål lyde sådan: Var Abraham, Isak og
Jakob, og Peter, Jakob og Johannes født på ny, før Jesus døde ?
De var omvendte mennesker, der havde troet på Ham, der skulle komme,
eller – hvad disciplene angår – mennesker, der havde fulgt deres
mester, medens Han var hos dem.
Men,
"genfødelse", Guds gave, evigt liv, der kun fås af nåde
ved Guds gerning i Kristus Jesus, er et spørgsmål, ikke om
omvendelse, men om at arve.
Der
er ingen tvivl om, at Abraham, Isak , Jakob, Peter, Jakob og Johannes
alle var "omvendte" mennesker vi i den betydning, vi her
har brugt ordet "omvendelse". Den kendsgerning, at de tre
nævnte disciple havde et stort fortrin fremfor patriarkerne ved at
se og høre Jesus, har ingen som helst betydning i forbindelse med
arven, og heller ikke giver det disciplene nogen fortrinsstilling
overfor patriarkerne i frelseshenseende.
Spørgsmålet
er altså: Var Abraham, Isak, Jakob, Peter, Jakob og Johannes født
på ny, før Jesus døde og opstod ? Eller var patriarkerne "mindre"
delagtige i det evige livs gave og disciplene "mere"
delagtige i den store frelse ? Nej, det er ikke der, tyngdepunktet
ligger. Så sandt det her er et spørgsmål om en himmelsk Fader og
Hans børn, om testamente og arv, om gave og nåde, så ligger
tyngdepunktet på et helt andet område. I denne forbindelse må vi
atter minde om Hebr. 9, 15-16. Her er det spørgsmål om testamente,
død, arv og den rigtige arvefølge. Det var nødvendigt at Jesus
døde, thi Hans død, som oprettede testamentet, måtte godtgøres.
Det kræves både for patriarker og disciple. Kristus måtte lide
døden. Hans død var ikke unyttigt. Gal. 2,21.
Måske
kan man også bruge et billede her. Mennesker er her som et lerkar,
2.Kor. 4,7.Paulus tænker afgjort på legemet som et lerkar, v. 7-10.
"Skatten" er livet, v. 11. lyset, v.7. Den som har Sønnen
har livet.
(Skite
med 3 potter med muld, 1.:løftet. 2.:løfte med et frø.
3.:hvedekorn med aks og kerne og lerlegemet er sprængt i stykker.)
Den
første urtepotte, det første lerkar, viser hen til patriarkerne.
Det er dem, der har fået løfte, "Det nøgne Guds Ord",
Gal. 3,18. 1.Mos. 49,18. Gal 4, 28. Og løftet gælder evigt liv,
opstandelse, et u-forkrænkeligt legeme, der tåler at være hvor Gud
er, Rom. 8,23.
Løftet
ligner en lille træpind, gartneren sætter i sin urtepotte. Der har
han skrevet navnet på den blomst, der skal komme frem til sin tid.
Men der er endnu kun en lille træpind i mulden. Der mangler et korn,
et løg, noget, af hvilken blomsten kan vokse op. Kornet må dø,
hvis der skal komme noget nyt deraf.
Jesus
brugte billedet med hvedekornet, der bliver lagt i jorden, Johs. 12,
24. I den anden urtepotte er hvedekornet i urtepotten med muld.
Hvedekornet er Jesus. han var det eneste korn. Gud havde, da ikke
alene menneskerne, men også hele skabningen blev lagt under
forgængeligheden, Rom. 8, 20. Det var dette "hvedekorn",
vor himmelske Far "risikerede" langfredag. Hvad ville være
sket, hvis "kornet" ikke var faldet i jorden ? Da ville der
ikke mere være noget håb om liv. Men Gud tog "risikoen".
Jesus døde.
Blandt
de fester, Gud har forordnet ved Moses: 3.Mos.23. er det også, at
"førstegrøde-neget" skal bringes hen til præsten og
svinges for Herrens åsyn. Det skulle ske "dagen efter
sabbatten". Jesus opstod fra de døde "dagen efter
sabbatten", den selvsamme dag, da de jødiske bønder kom med
førstegrøde-neget til præsten. Jesus kaldes også "førstegrøden",
1.Kor. 15, 18-. Og fra dette "førstegrøde-neg" bliver så
hvedekorn spredt i menneskers hjerter. De, der hører, de, der tror.
Har fået et hvedekorn fra "førstegrøde-neget" nedlagt i
deres hjerter. Jesus har taget bolig i dem, Jakob. 4, 5. De er gået
over fra død til liv. De har modtaget livet ved Ånden, og Ånden er
Guds "besegling" af arven, det evige liv. Det er den anden
urtepotte på skitsen her. Her er lerkaret og mulden og "løftet",
men nu er også et "hvedekorn" lagt - Guds pant på arven,
der venter legemes forløsning. Rom. 8, 23. Dette er forholdet med
Jesu disciple efter pinsedag. Nu har de fået noget, som de hensovede
patriarker ikke nåede frem til, Hebr. 11,13. "I tro døde alle
disse uden at have opnået, hvad der var forjættet" Til denne
gruppe slutter sig nu disciplene og alle, der nu og fremover ved
troen modtager frelsens løfte og pant.
Men
alle forventer vi sammen med de hensovede den dag, da vore legemer
skal forløses i opstandelsen. Vi er født på ny ved et løfte, der
er blevet bekræftet ved Åndens pant, Ef. 1, 13-14. Når den tid
kommer, der omtales i 1.Tess. 4, 13-18, skal "det evige livs
blomst" komme frem. Det er den tredie urtepotte på skitsen.
Urtepottens tid er forbi. Nu er det evige liv en kendsgerning. Imens
"sukker vi ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemes
forløsning" Rom. 8, 23.
Langfredag
fik soldaterne at se, at Jesus "allerede var død", Johs.
19, 33. Ud fra denne kendsgerning kunne Jesu ord til den ene af de to
forbrydere, der var korsfæstet sammen med Ham, opfyldes. Først døde
Jesus og derefter røveren. Dermed var spørgsmålet om arven
besvaret. En røver var den første arving, der modtog arven efter
Jesus – det evige livs "i dag".
Pariarker
og disciple, jøder og hedninger, alle, der ved troen har modtaget
løftet, er børn og arvinger. Men rækkefølgen, efter hvilken arven
modtages, er afhængig af testators død.
Der
er børn, arvinger til store formuer, der aldrig når hen til den
dag, hvor arven kan modtages, fordi de dør før testator. Men de er
arvinger.
Der
er andre, og måske de fleste, der lever til den dag, da testator
dør, og de modtager arven.
Det
sker også, at der er børn, de fødes efter testators død. Et
lykkeligt ægteskab blev afbrudt ved mandens pludselige død efter
måske 5-6 måneders varighed. Det barn, der fødes, når tiden er
inde,, fødes da til en arv, der så at sige venter på det.
Patriarkerne
hører til den første gruppe. Disciplene hører til den anden
gruppe. Men du og jeg ligner de børn, der fødes til en arv, der
ligger og venter på at blive modtaget ved troen, det evige livs arv
og pant.
Alle,
der ved troen har modtaget løftet, var børn og arvinger, hvad enten
det skete før eller efter Jesu fødsel i Betlehem. Men det var
nødvendigt, at hans død på Golgata blev godtgjort, for at arven
kunne blive modtaget. Dette var nødvendigt både for dem, der
oplevede de historiske begivenheder ved korset, såvel som dem, der
blev født århundrede senere, og hvem det glade budskab, evangeliet,
skulle tilbydes, genfødselens gave, det evige liv.
Universitet-biblioteket
26. MAJ 1965. LUND
Desuden
har undertegnede til udlån, af samme forfatter 1-3., eksemplar:
Evangeliska
Fosterlands-Stiftelsens Bokforlag, Stockholm 1953.
- "Biblen – på ett annat Satt" 64 s.
- "Jesus i alla Skrifterna" 19 s. " 1958.
- "Den Hellige Ande" 11 s. 1958