Fra Norsk:
Karmel - blad 1947: Palæstina, zionismen og de kristne:
Indlæg ved H. Seligmann, på Karmel møde i Hillerød.
Når jeg i det flg. skal forsøge at
give et indlæg over emnet: ”Palæstina, zionismen og de kristne”,
så må jeg sige, at for mig stille sagen sig ganske enkel, for vi
har mange uopfyldte løfter at ty til. Der en ganske enkelt ganske
klart tale om en geografisk samling i fædrenes land og på samme tid
en hjertes omvendelse.
Fra Guds side er alt klart. Det er
os kristne såvel som jøder, som , ved at spænde ben under
hverandre ved sær-sætninger, giver anledning til de store og
vanskelige problemer. Det er ikke kun i de store politiske, men også
i den teologiske verden at der er uenighed om sagen. Og man giver
ikke den mest berørte part af sagen – jøderne- tilstrækkelig
forståelse og imødekommenhed overfor mange berettige krav og
forventninger.
Med kristnes øjne kan zionismen, i
hvert fald ikke i dens nuværende form, være en løsning af selve
jødespørgsmålet. Politisk har den selvfølgelig forsøgt, og gør
det fremdeles-at løse det brændende problem, For millioner af jøder
har Palæstina som ”Fædrenes land” fået en ny og uhyre stor
betydning. Interessen for landet har aldrig været svigtende under
hele landflygtigheden.
Jeg tror at kunne sige, at alle
jøder ser med velvilje på Palæstina-projektet, også
assimilationerne, selv om de ikke tænker på selv at bosætte sig
der. Det vil hjælpe både dem som kommer, og dem som forbliver hvor
de er, for det betyder nu så meget med et fædreland og en myndighed
som tager sig af ens sag medens man er i udlandet.
At Gud i zionismen har en finger med
i spillet, er ganske klart. Han bruger den til at fremme sine planer,
idet han på ny minder dem om at de er jøder. Derved sætter han en
stopper for at jøderne går op i og assimilerer sig med de
kulturfolk hvoriblandt de lever.
I tiden efter den franske
revolution, da jødernes ligestilling og ligeberettigelse med de
øvrige borgere i mange af Europas lande efterhånden begyndte og
ghetto - murene faldt, opstod der for jøderne en stadig stigende
assimilation. Jøderne forstod rigtig at værdsætte den franske
revolutions slagord: ”Frihed lighed og broderskab”. Det var jo
netop noget de længtes efter. De gik med liv og sjæl op i det
europæiske kulturliv med dets goder, så de var fulde af
kulturoptimisme.
For en stor del bestod
ligeberettigelsen desværre blot på papiret. Først når man lod sig
døbe, blev man helt anerkendt og kunne opnå stillinger i det
offentlige liv. Den meget kendte tysk-jødiske forfatter Henrich
Heine udtrykte det således: ”Dåbsattesten er entrebilletten til
den europæiske kultur”.Tænk at noget sådant har kunnet finde
sted. Tænk hvor helt anderledes
det ville have gået jøderne om de havde mødt noget mere af levende
kristendom og levende kristne og var blevet grebne af det. Men kirken
og kristenheden havde i de 1900 år gang på gang korpromineret sig
og hvad er der ikke kommet af lidelser og forfølgelser mod jøder i
Jesu – navn. Vi behøver blot at tænke på korstogene og
inkvisitionen. I den forbindelse er det interessant at læse hvad
prof. Regin Prenter skriver i en artikel om antisemitismes historie:
I middelalderens Europa kunne
jøderne ikke være jordbesiddere. Allerede ved overgangen fra
Oldtiden til Middelalderen blev Jøderne trængt ud af Godsejernes
stand ved forbud mod mod, at Jøderne købte kristne slaver. Derved
blev det vanskelig for Jøderne at drive landbrug i stor stil.
Tendensen til at søge til byerne blev herigennem yderligere
forstærket. Og i byerne kunne Jøderne i længden ikke klare sig som
håndværkere, da der i middelalderen organiseres håndværker i laug
og gilder, og disse organisationer havde en så udpræget kristelig
og kirkelig karakter, at jøderne ikke kunne blive medlemmer i dem.
Dermed var jøderne også udelukket fra håndværket. Så blev kun
pengeforretningerne tilbage. Og her kom jøderne til at udfylde en
mangel. Efterhånden som naturalier - husholdningen afløstes af
pengehusholdning, blev der brug for folk, som kunne stille kapital
til rådighed mod rentebetalinger. Efter kirkelig ret var rente-
takning forbud. Jøderne som ikke var bundet af kirkelig ret, kunne
dermed få en cancer som pengeudlånere. Dertil kom, at jøderne var
nødt til at sikre deres tilværelse ved hjælp af penge. Når de
uhyggelige jødeforfølgelser satte ind, havde de kun en udvej: at
søge beskyttelse hos en fyrste, eller hos kirken.. Og for denne
beskyttelse måtte de betale. På denne måde blev Jøden et godt
skatteobjekt for fyrste og pave. Og disse sidste blev økonomisk
interesseret i, at jødehadet blev vedligeholdt. Hvis der ikke var
noget jødehad, behøvede jøderne ikke deres beskyttelse, og de
ville ikke få den indtægt.
Hertil kom, at kirken fra tid til
andenerklærede alle jødiske tilgodehavender for ugyldige. Paven
havde brug for adelens og fyrsterne støtte til sine korstoge. Derfor
var han ikke interesseret i , at de var gennem-forgældede. Og det
hjalp jo temmelig godt, når gælden til jøderne fra tid til anden
kunne annulleres. Middelalderens største teolog, Thomas fra Aquino,
gav den teologiske begrundelse for denne praksis ved at hævde, at
fyrsterne havde ret til at konfiskere jødernes formue, for den var
erhvervet på uærlig måde, nemlig ved renteberegning. Således var
jøderne uhyre praktiske at manøvre med i det middelalderlige
samfund. De var nødsaget til at drive pengeforretninger, fordi ingen
anden udvej var åben for dem, og fordi de måtte have midler til at
købe sig beskyttelse hos de mægtige. Når de så havde tjent penge
til det formål. Hvad havde jøden så andet at gør end at give
renteskruen endnu en drejning?
Hvad er jøden snuhed i
penge-forretninger og hans såkaldte pengegriskhed andet end den
naturlige følge af den politik, kristenheden århundreder igennem
har før overfor Jøden?
Det
var i den mørke middelalder, siger man til forsvar. Ja, men på
baggrund af en højt udviklet kultur og civilisation er det vi har
set for os i de sidste år langt
værre.
Og ikke nok med det. På trods af alt det som skete, at 6 millioner
jøder, ca.35% af jordens jødiske befolkning og 80% af Europas jøder
er blevet udryddet, så findes den ansvarlige antisemitisme i endnu
mere forstærket form i Europas land. Den kommer også til udtryk i
Palæstina-politikken, selv om det sker på en egen måde
Det
er for jøderne den største skuffelse og danne baggrunden for alle
desperate handlinger. Og modstanderne fremviser disse i stor stil for
at dække over vanskelighederne i storpolitikken og jøderne er atter
syndebukken. Under forfølgelserne havde de endnu håbet, men nu er
det næsten ude med det. Det må give os noget at tænke på, både
jøder og kristne. Om mon dog ikke i hvert fald jøderne efterhånden
får øjnene op for der er en Gud alene vi skal sætte vor lid til og
ikke til storpolitikken og materialismen eller andre ideologier.
Zionismen må tilegne sig den åndelige nationalisme som den alene
har behov for.
Det
er så glædeligt at se så mange Karmel- venner som er optaget af
netop denne alvorlige sag i det store problem som hedder
”Israel i dag”. Jeg har fået
et referat af en samtale som vor ven Faye Hansen havde med en jøde
nede i Palæstina. Manden klagede over de kristnes adfærd. Faye
Hansen prøvede at fortælle jøden at der også fandtes virkelige
kristne – ja, tak, sagde jøden. Dem kender jeg. De er de værste!-
Og så fortalte han om de
oplevelser han havde fra Ukraine om progromere derned og hvordan de
katolske præster netop var ledere af disse progromær. Disse blev
ofte iværksat af myndighederne for at aflede folks utilfredshed med
tilstandene. Så var det så nemt at give de ubeskyttede jøder
skylden. Og manden mente ganske sikkert at ”en præst måtte da
være en virkelig kristen”
En
from jøde som jeg engang havde en samtale med om myndigheden i Jesu
ord og hans storhed, svarede mig: ”Det er jo netop denne Kristus
som er skyld i al den ulykke som kommer over os gennem hans bekendere
– og hans ord skal jeg tro på ?” Så
meget har kristenheden skygget for Kristus, at de ikke kan få øje
på ham. Det er den største og varige lykke at være en frelst
kristen, men der følger også med et stort ansvar overfor jøderne.
Når kristne er vågne også på dette punkt, så vil også jøder i
berøring med disse kristne få åbnet øjnene.
Men
tilbage til assimilationen. Den greb stærk om sig. Så da Theodor
Herzel for akkurat 50 år siden afholdt den første zionist konkres i
Basel og forkyndte det zionistiske program, da vakte det stor
modstand i jødiske kredse i Vesteuropa. Jødernes emancipation var
jo netop begyndt og mange jøder syntes assimilationen var den rette
løsning af jødespørgsmålet. De ortodokses jøders modstand
skyldtes mere religiøse argumenter. Zionismens neutralitet overfor
religionen og den enkeltes gudsforhold, føltes som en vanhelligelse.
Intet sted er en nation og religion knyttet så stærkt sammen som i
jødedommen. Så var det vel også de ortodokse jøders forventning
af forjættelsernes opfyldelse, det at Gud selv ville samle dem og
føre dem tilbage til landet, som var medvirkende til modstanden.
Det var farisæernes trofaste fast-holden ved loven og læren, frem
for at opnå fordele menneskelig set. Også indenfor disse kredse
blev der vundet en del
tilhængere, som ved siden af det nationale lagde hovedvægten på at
leve efter de religiøse forskrifter og traditioner, for ikke at
vanhellige landet. Dette standpunkt kan vi som kristne vurdere
positivt, og vi må inderlig håbe at zionisterne snart må erkende,
at de ikke ligesom andre folk kan stå neutralt overfor religionen,
denne væsentlige faktor for Israel som Guds folk. En jøde uden tro
på Gud, er dybest og historisk set et paradoks. En rabbinsk røst
for 15 år siden opfordrede stærkt til indvandring i Palæstina af
ortodokse jøder for at gennemsyre zionismen og for at standse
vanhelligelsen af landet. Det huskes nemlig godt i disse kredse, at
deres egen skyld og synd har været årsag til deres fordrivelse fra
landet i året 70 , selv
om de endnu ikke kan se hovedskylden, forkastelsen af evangeliet. Men
zionismen er en ung og kraftfuld bevægelse, og vi må med respekt
anerkende dens store fortjenester, selv om vi synes den mangler det
væsentlige i sit program. Er det ikke bedre at søge at komme på
talefod med den,m frem for at stå afvisende og lade den sejle sin
egen sø? Og bagefter så sige: ”sagde jeg det ikke?” - Mon ikke
Karmel også her har en væsentlig opgave? - - -Den ortodokse jødedom
kan jo bedre modstå assimilationen og den oftest dermed følgende
irreligiøsitet, fordi den har bevaret sine åndelige værdier. Men
det er desværre det derved, at det ortodokse liv er stivnet og
formår naturligvis ikke meget. Situationen er vel desværre således,
at en stor del er assimileret, irreligiøse jøder, trætte af
kulturoptimismen, som så ynkelig har lidt skibbrud. Men i Palæstina
har de dog fået muligheden til igen at blive jøder. De behøver
ikke længere at bede om undskyldning for at de er jøder og skjule
det. De har den mulighed at bevare sig som øvrige rent folkelig set.
Det er jo bibelsk og af den allerstørste værdi. Mon ikke også
berøringen med landet, dets historie, med sproget og gamle skikke
vil bringe mange til eftertanke?
Med
megen sorg må jøderne se på at så mange af gammel testamentes
hellige steder er i
muhamedaners hænder, og de må ikke komme der.
Og
de nytestamentlige steder er i katolske hænder. Jeg tror ikke, at
den kristendom som møder jøderne i Palæstina (kristendommens
vugge) virker særlig indbydende på dem. Nej, der trænges til
levende kristne, levende vidner, som med deres liv påkalder
respektfuld opmærksomhed. Karen
og Eli Bøgh er 2 sådanne gudbenådede vidner i Palæstina. De
forkynder først og fremmest Guds ord ved deres livsførelse og
giver jøderne et andet indtryk af Kristus og kristne. Jeg tror det
er netop dette indirekte arbejde ifm. oplysning og religionssamtale,
som er det rette i øjeblikket. Selv om man fra jødisk side
allerhøjest anerkender Jesus som den største profet og siger nej
til Jesus som Guds Messias og Guds Søn, så er der jo sket en stor
omvæltning fra at hade Jesus og til at anerkende ham som en profet.
Det må vi ikke undervurdere. Det
næste skridt som behøves er mindre,
men selvfølgelig langt mere afgørende. For
sandhedens skyld må det dog siges, at det bare er enkelte som er
nået så langt, men det er sådanne man lytter til fra jødiske
side. Styrket i synet på Israels fremtid og deres omvendelse til
Herren får vi se, at det spirer til vår (forår)
Fordommene
blandt jøderne er meget store og delvis berettigede, så der skal
megen kærlighed,
hensyn og klogskab til for at modvirke dem. Men så skal det også
lykkes i Jesu navn.
Hvad
nu med os (messianske) jødekristne? Når vi taler om enkelte lands
folke- eller statskirker, så ved vi godt, at det er den samme
kristendom alle steder. Det er blot forskel i udtryksmåden og
formerne, fremkaldt og betinget af de enkelte folks egenart og
mentalitet, Men kristendommens inderste væsen – der hvor den
erkendes og leves ret – viser de samme frugter, synds erkendelse,
frelsesbehov, kærlighed til Gud og næsten osv. Således vil det jo
blive når der en gang til alle disse folk, også missionslandene,
bliver føjet et helt folk af jøder, som er blevet kristne, og de
vil få den jødiske kirke, ikke synagoge. Også deres kristendom vil
naturlig være præget af den jødiske egenart – det bedste i den,
lutret gennem lidelser.
Vi
enkelte nulevende jødekristne er forløbere for den kommende jødiske
kirke, så sandt som vi har bevaret den jødiske bevidsthed, eller
fået den tilbage og ikke skjuler vor afstamning, men føler ansvar
og solidaritet og kærlighed til vort jødiske folk. Vi kan og bør
ikke, som hidtil, nøjes med at slå os til ro med at vi er døbt. Vi
må som jødekristne føle et særligt kald til den fælles opgave
overfor Israel sammen med den kristne menighed og i vor stilling som
mellemled .Derfor må
vi søge kontakt med ligesindede jødekristne og dele med hverandre
det som vokser ud af denne særstilling og situation. Dertil behøver
vi selvsagt den kristne menigheds forståelse, støtte og forbøn
Vor
stilling som mellemled, kræver også af os at vi repræsenter den
kristne menighed overfor jøderne, og jøderne og deres problemer
overfor den kristne menighed, som Kristus grebne og
Kristus-efterfølgere.
En
følge af vor særstilling fremkommer deraf, at vi er jøder og dog
ikke jøder, at vi er assimileret og dog ikke assimileret. Fra jødisk
ortodoks side siger man til os: ”I står ikke mere i vort
trossamfund” og deler ikke længere alt det med os, som vi anser
for at være det væsentligste i jødedommen. I har taget et andet
afgjort standpunkt. De irreligiøse eller ateistiske jøder, derimod,
som ikke er døbt, har endnu den mulighed at vende tilbage igen. Det
har i ikke” .
For
den ortodokse jøde er det således fællesskabet i tro som er det
afgørende.
For
den zionistiske først og fremmest den nationale indstilling og
solidaritet.
Efter
denne opfattelse må vi altså indrømme at vi ikke er jøder
længere. Som før nævnt hører nation og religion uløseligt
sammen. Men det er noget ganske nyt for Israel at man kan være
grebet af Jesus Messias
og Israels land og folk og fremtid på en gang.
Der
findes også blandt de døbte jøder navn kristne, som helst vil
fornægte deres fortid. Oftest er det dem som ser allermest jødisk
ud. Disse er naturligvis medansvarlige for jødernes negative
vurdering af os andre og af dåben. I og for sig kan assimilationen i
mange forhold betyde den bedste løsning. Men det gælder ikke for
jøder. Gud ville vel ikke bevare jøderne til i dag efter alle de
lidelser, for at vi nu skulle finde ud af at assimilation er den
eneste løsning af jødespørgsmålet, som nogle mennesker mener. Det
ville jo være selvmord!
Nej, Israel har endnu sin store
opgave foran sig, og det er til den folket bevares.
Har
vi jøde kristne nogensinde været jøder i det gamle begreb israelit
_ Guds kæmpe – så er det nu
Det
var ikke tilfældig at Hitler beordrede, at alle mandlige jøder i
Tyskland skulle bære fornavnet Israel og at de kvindelige navnet
Sarah. Det sved i mange. De ville jo netop ikke mindes at de var
jøder, fordi dette ord for dem var indbegrebet af forfølgelse og
had.'
Lad
mig til slut komme med et par bemærkninger om hvordan jeg selv har
haft det og har det nu.
Jeg
er vokset op i et ortodoks hjem og har fået stærke indtryk af
jødisk fromheds-liv og gudsdyrkelse. Men de holdt ikke da jeg kom ud
i levet. Jeg kastede alt overbord, blev assimilation, men havde
alligevel en inderlig længsel efter et holdepunkt. Det fandt jeg
endelig i 20 års alderen, da jeg for første gang kom i nærmere
berøring med levende kristne med varm forståelse af Israels sag.
Disse kristne syn og deres livs vidnesbyrd, gav mig noget at tænke
på. Gennem Guds Ånd fik jeg synds-erkendelse og begyndte at længes
efter frelse. Efter 2 års stærke brydninger og forberedelse fandt
jeg helt ind i Kristus og modtog den hellige dåb, et skridt som jeg
aldrig har haft den mindste anledning til at angre, selv om det har
været hårdt at se den smerte som jeg derigennem har forvoldt min
familie. Jeg fik dog lov at opleve at deres kærlighed til mig var
stærkere end deres teologi. - Men det var mere som menneske end
egentlig som jøde jeg blev en kristen, for jeg var stadig
assimileret. Men efterhånden som jeg gav Guds Ånd lov til at
arbejde i mig og overvinde mig, forstod jeg at det at være en
israelit, det betyder at være en Guds kæmpe (kæmper). Derigennem
fik jeg et nyt gennemgribende syn for Israel og Guds riges sag.
Fornægtelsen af min jødiske oprindelse blev til en bekendelse. For
betyder det at være en israelit at være en Guds kæmpe (kæmper),
så var der jo under disse omstændigheder ingen grund til at skjule
noget eller være bange for det.
Fra
at være en døbt jøde blev jeg efterhånden en bevidst
jøde-kristen, og Gud har givet mig kærlighed og ansvarsfølelse
overfor dette mit folk som endnu sidder i mørke. Jeg vil blot ønske
og bede om for mig og andre jøde-kristne og de øvrige kristne, at
Paulus` smerte over sit folk må være meget mere levende og
brændende i vore hjerter og sind, så vi drives til arbejde, således
som det nu gives den enkelte