Fra
Norsk Karmel - blad 1947. dansk-norske samarbejde 2.
Hvad er der i vejen med Israel og hvad med kirken?
Til tænkende jøder og kristne, af Joseph Siunnreich.
Jødedom er ikke det samme som
abstrakt teisme eller som almindelig nationalisme, heller ikke det
samme som etik og snæver nationalisme. Forskellen mellem jødedom og
overfladisk unitariske er dens tro på en historisk guddommelig
åbenbaring og Messias-postulatet.
Vigtigst for jødedommen er
messianismen, oprettelsen af gudsrige, guddommeliggørende af livet,
troen på at Gud ikke er en Gud for en død tro, men for en levende.
Israel skulle forventelig blive verdens åndelige leder. ”For du er
et hellig folk for Herren. Herren din Gud har valgt dig til at blive
hans eget folk, frem for alle andre mennesker på jorden”.
Israel må vente at skulle blive
menneskehedens præst, Messias` folk. Dannede israelitter bekender
sig til den historiske Messias: de anvender de såkaldte messianske
profetier om den jødiske nation. Ved det jødiske nytår gentager
Israel den herlige bøn:
”O Gud vore fædres Gud! Hersk du
i herlighed over det hele univers og vær lovprisset over hele jorden
til din ære, og lad dit lys skinne i din herlighed over alle jordens
indbyggere, for at alt som er skabt må vide at du har skabt det, og
alt som er gjort, er gjort af Dig, og alt som har ånde må kunne
sige at Israels Gud er konge, og hans herredømme er over alle ting!”
År efter år gentager Israel sine
gamle bønner om retfærdighedens triumf, om bekæmpelse af
misgerningerne og om sandhedens erkendelse, for Gud er sandhed og
hans ord er sandhed. Velsignet er Herren som helliger Israel.
Jødedommen erklærer at den arbejder for sin Messias
mission og ikke blot beder for den en
gang om året i synagogerne.
Bortset fra denne årlige bøn, hvad
har den jødiske nation gjort i disse sidste 1900 år for at
fuldbyrde sin mission? Hvad har den gjort siden Golgata for at
retfærdiggøre sin fordring på Messias? Kan du pege på hvilke
anstrengelse som er gjort af den jødiske nation siden den sidste af
Jesu apostle døde, for at ødelægge ondskaben og etablere troens,
kærlighedens og fredens herredømme? Kan selv den moderne jøde pege
på en gerning som nationen som sådan har gjort for den åndelige
revolution, for hele menneskehedens frelse?
Er det ikke faktum at jødefolket er
stolt af at de ikke driver aktiv missionsarbejde blandt verdens
nationer for at omvende dem til jødedommen? Tilskynder ikke dine
talsmænd disse kristne, som virkelig mener at de har en stor opgave
at give Israel og som med alle legitime midler forsøger at vende
Israels blik i retning af Golgata, til fortsat at holde sig borte fra
at virke blandt Israel, akkurat som jøderne afholder sig fra at
udbrede sine idealer blandt hedningerne? Er ikke dette ensbetydende
med uvillighed, på grund af bekvemmelighed og opportunisme, til at
overbevise en syndig ond og nedbrudt verden om at Gud må være
verdens Herre - og ikke Satan.
På samme tid som du siger at du har
en historisk mission til menneskeheden, mener du at kende den balsam
som læger alle sår. I himmelens navn, hvorfor holder du da det
tilbage? Hvordan stemmer denne opførelse med din historiske mission?
Desuden lever det jødiske folk ikke udenfor ondskabens rige, men i
det. Ja, endnu mere: det jødiske folk er det mest lidende i denne
verden fuld af lidelser. Hvorfor tillade at det jødiske folk
langsomt skal forbløde sig af de slag som en ond, grusom og uvidende
verden slår, når du er i besiddelse af den ting som kunne redde
både plageånderne og de plagede? Nej, ven, der er noget galt med
dig, der er noget som mangler. Hvad er det?
Til dig som
har en kristen overbevisning siger jeg:
Du tilhører et samfund som
forlanger at være det guddommelige samfund, den retmæssige
efterfølger af det gamle Israel, vogteren af nådens kanaler, den
som bygger op det guddommelige i menneskeheden. Dine kirker kræver
at være Israel og mere end det, for medens Israel blot forlangte at
give verden det fremtidige kongedømme, lærer kirkens herre at vi
har levet i 1900 år i nådens tidsalder. Jeg spørger dig nu: Hvad
mener du når du åbent taler om den organiserede kristenheds
sammenbrud? Hvordan skal det forklares at du er nødt til at medgi
efter 1900 års kristendom at vi fremdeles er langt fra Jesu idealer
i vort samfundsliv? Mennesker bor ærlig talt ikke i den hellige by,
men tvært imod i djævelens! Hvad er grunden til denne frygtelige
kendsgerning?
Religiøse kujoner, moralske
svæklinge og vantro fortæller dig at Guds kongerige bare er et
blændværk for drømmere. Jo før man opgiver tanken, des bedre for
mennesker. Jeg taler ikke til sådanne folk her. Halvvejs kristne og
fjerdedels kristne vil fortælle dig at kongeriget blot er en
regulerende ide, som aldrig var bestem til at blive realiseret. Jeg
benægter det, men selv om vi går med på denne teori for
argumentets skyld, har vi intet vundet, for organiseret kristendom
har slået fejl, selv bare som en åndelig regulator. Spørgsmålet
forbliver ubesvaret. Hvordan kan det forklares at menneskeheden,
efter 1900 års kristendom, åndelig fremdeles står nær ved sin
begyndelse og næppe et skridt nærmere Guds herredømme? Et eller
andet, venner, er galt med kristendommen, noget mangler. Hvad er det?
De bedste blandt dem som har en kristen tro, medgir det, og de
anbefaler fornyelse som universalmiddel. Nu vel, fornyelse er godt
nok, men det er trods alt et af disse ord som kan mene meget eller
ingenting. Omdannelse af hvad og hvorledes? Det er her vanskeligheden
ligger. Og når vi forlanger mere klarhed, fortæller de os at vi må
omdanne delte samfund til en union eller front imod verden under
latinske ledelse; når dette er gjort, er gudsriget etableret.
Venner, det var engang da dit ideal var et faktum. Var verden bedre
den gang? Var den nærmere Guds kongerige? Historien kender ikke til
nogen alvorlig bestræbelse af latinske eller græsk kristendom for
at omdanne det menneskelige samfund til et guddommelig, og de af jer
som venter en foryngelse af kirkerne, enten fra den ene eller anden
part, vil blive bittert skuffet.
Jeg vil gå et skridt videre og sige
at det er en usandhed at tale om et øjeblikkelig sammenbrud af den
organiserede kristendom, for når det gælder organiseret kristendom,
har den næppe løftet en finger for at realiseret et kongedømme.
Hvilken ret har vi derfor tvil at tale om et åndeligt sammenbrud af
organiseret kristendom? Og hvis du samler alle kristne organisationer
under et, vil du ikke kunne oprette Guds kongedømme, af den enkle
grund at det var udeladt fra begyndelsen af.
Kirken gjorde bedre i åbent og
oprigtig at erkende at noget væsentlig, ikke formelt, er galt med
den. Den gjorde nedre i at erkende at der mangles noget vigtigt. Hvad
er det som den mangler?
Resume.
Hvad er det som er galt med kirken?
Hvad er i vejen med jødedommen? Begge påstår at de tager sigte på
samme ting, og begge har tilsyneladende bommet (svigtet) Vi mener at
roden til alt ondt ligger i to alvorlige historiske fejltagelser, som
reducer sig selv til en, nemlig beretningen om den jødiske nations
forhold til Jesus.
Israel forsømte at se, at ligesom
de var det udvalgte folk blandt nationerne, så var Jesus den eneste
udvalgte blandt de valgte folk. De magtede ikke at se at Han var
messias-folkets Messias, den legemliggjorte, guddommelige som lod sig
føde i det jødiske folk, det centrale punkt i Israels historiske
mission til verden.
Da dette var gået tabt for dem.
Overså de i næsten 1900 år at Israel ved at afvise Jesus afhuggede
sig selv, ofrede sin egen sjæl, bandlyste deres eget håb. Er det da
at undres over at Israel siden Golgata ikke bevægede sig hen imod
Guds herredømme? Hvordan kan et legeme bevæge sig uden sit hoved
eller den jødiske nation uden sin guddommelige genius?
Hvad er i vejen med Israel?
Det er uden Jesus.
Kirken begik på den anden side den
samme alvorlige fejl, men i en anden form. Den havde simpelthen glemt
at ifølge den guddommelige plan, som var åbenbaret af profeterne,
består det hellige samfund af Kristus, de hellige og messias-folket,
som havde fået den opgave at trække nationerne som nationer
ind i den hellige by, men uden Israel er dens magt begrænset til at
drage individer ind i det hellige samfund, man ikke nationer som
sådanne. Med andre ord: Kirken som en helhed, indbefattet Israel som
en nation, fuldfører en dobbelt opgave: den redder individer fra
hele verden, og den omdanner hele verden til det himmelske kongerige,
medens en defekt kirke, uden Israel, blot kan bringe redning til
individer, men ikke til nationer, det vil sige i den grad som den er
i stand til at influere på deres samvittighed som individer, men
ikke som samfund.
Dette var den
guddommelige plan, men i virkeligheden indskrænkede kirken ubevidst
sin virkekreds til at gælde blot redning af individuelle sjæle, og
i den henseende er den opførsel uangribelig.
Vanskeligheden
begyndte da den fandt det rigtig at ignorere Israel og proklamere sig
selv som den eneste kirke,
meden den på samme tid hverken var villig eller istand til at bevæge
sig i retning af Guds rige.. Denne holdning og falsk indstilling
måtte lede til ulykke og miskredit, hvilket vi for tiden er de
triste vidner til.
Hvad er det som
er galt med kirken?
Den er uden
Israel.
Sammen
med messias-folket vil den være istand til at forandre verden; uden
dette er den magtesløs; og havde den være modig til at anerkende
guddommelige historiske fakta, og fortælle verden den sandhed at den
er magtesløs foruden Israel,
ville den i det mindste blive sparet for sine venners bebrejdelser og
sine fjenders spot. Ved at forsømme dette og ture frem i sin
ignorering af Israel, har den bragt vanskeligheder over sig selv som
institution og over hele verden.
Eneste lægemiddel ligger altså
i en forening- eller bedre sagt: genforening mellem Israel og kirken.
Herfra kan en sand fornyelse få sin begyndelse.
Dette
er, kære venner – så langt som en er i stand til i få sætninger
at udtrykke sig i en vigtig og betydningsfuld sag – vor bidrag til
løsning af de to spørgsmål: Hvad er galt med Israel og hvad er
galt med kirken? Vi erklærer ikke at have løst dem, vi påstår
ikke at vide eller endog at forslå hvilken form for re-union man
burde vælge, vi vil kun ydmygt forslå den retning i hvilket svaret
på begge spørgsmål bør søges og overlade resten til folk med
større autoritet og større viden end os. Vi bekender os til den
kristne tro, men vi indrømmer kirkens fatale fejltagelse uden
reservationer, vi er ivrige efter at komme i forbindelse med
alvorlige kristne og alvorlige jøder, men vi er specielt
interesseret i en udvikling af ideer med kultiverede jøder, for at
høre deres mening om de spørgsmål vi har rejst.
Vi ønsker blot at bringe
spørgsmålet om kirken og den jødiske nation til den kristne og
jødiske almenhed, idet vi håbe at de lidelser som det jødiske folk
og verden for øvrigt for tiden er udsat for, må bidrage til at gøre
begge parter bedre skikket til at revidere de fatale historiske
mistag, end tilfældet har været hidtil