Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånds samfund

FORHOLDET MELLOM FADEREN, SØNNEN OG DEN HELLIGE ÅND

I denne artiklen vil jeg beskrive en del sider ved det indbyrdes forholdet mellom Gud, Jesu (Messias) og Den Hellige Ånd. Jeg vil ta med både det som Bibelen sier om dette, det som vore trosbekendelser gir udtrykke for, og det som den rabbinske jødedommen lærer om dette. Jødedommen og kristendommen ser forskellig på dette. Mens kristendommen anerkender Jesus fra Nazaret, som er jødernes Messias, som Guds Søn, har ikke jødedommen villet gøre dette. Den har beskrevet Messias som en skabning, som Gud har placeret mellom sig selv og englene. Messias er skabt av Gud, men han er ikke Gud.
Vi kan til en vis grad undskylde de rabbinerne som levede før Jesu fødsel for deres fremstilling av dette, for de kjente bare til Tanach (G.T.), men Tanach gir også et bilde av at Gud har en Søn, som han vil føre frem både til frelse og til konge i Riget for Israel.
Etter Jesu komme har ikke rabbinerne længer noen undskyldning for at de tog feil av Jesus fra Nazaret som deres Messias. De burde ha omvendt sig og revideret sin lære, slik at den kom i samsvar med det som Bibelen lærer om dette, men for dem er traditionen vigtigere end en ret forståelse av Bibelen. Jesus udfordret dem ofte angående dette. ”men de dyrker mig forgæves, idet de lærer lærdomme som er menneskebud.” (Mat.15,9.)
I den rabbinske jødedommen er det en ekstrem monoteisme. Den holder ensidig på at GUD ER EN, og det er ret, men den ser ikke at også Tanach åbner op for en flerhed i Gud-dommen. Dette betyr ikke at det er flere guder i den ene Gud, men det betyr at Gud har flere åbenbaringsformer. Gud åbenbarer sig som både Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd.
Kirkefaderen Gregor av Nazinaz har sagt følgende om jødernes ensidige forståelse av Guds enhed: ”Det var G. T.s opgave å hamre fast monoteismen, og det havde vært farlig å tale om flere i en før denne opgaven var fuldført.”
Det er ikke tre individuelle personligheder i Gud-dommen. Det er bare en Gud-dommerlig personlighed. Den indeholder en trefoldig adskillelse eller åbenbaring. Både Sønnen og Ånden er udgået fra Faderen. Faderen er i dem begge. Sønnen er både Faderen og Ånden. Ånden er udgået fra både Faderen og Sønnen. Det er ikke tre adskilte guder, for der er bare en Gud.
”Et legeme og EN ÅND, ligesom eder og er kald med et håb i deres kald, EN HERRE (Jesus), en tro og en dåb (genfødelsen), EN GUD og alles FADER. Han som er over alle og gjennom alle og i alle.” (Ef.4,4-6.)
”Du tror at GUD ER EN. Du gør vel. Demonene tror det også og skælver.” (Jakob.2,19.)
Gud har tre åbenbaringsformer, og det er:

a) Gud Faderen.

b) Gud Sønnen.

c) Gud Den Hellige Ånd.

Når vi arbejder med denne problemstillingen, så er det så vigtig at vi gir en enkel beskrivelse av dette. ”Å fortolke” er det samme som ”å forenkle”. Det er vigtig at vi ikke vikler os ind i vanskelige ord og uttrykksmåter, men at vi gør det så enkelt som mulig. Jeg skal ta med to eksempler på dette. Vi skal ikke si at Gud BESTÅR AV Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd, men vi skal si at Gud ER Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd.

Vi skal heller ikke si at Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er DELER AV Gud, men vi skal si at Gud ER Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd, for det er det Bibelen lærer.

Dersom vi bruger verbet ”består av” eller ”å være en del av” om Gud-dommen, så er vi ikke i centrum av det som Bibelen lærer. Bibelen bruger verbet ”å være” om dette. ”Yhvh” er også en også en av de vigtigste titlerne på Gud, og det betyr: ”Jeg er” eller ”Jeg er den som er og som bestandig har vært”. Det er ”Den evig eksisterende”.

Kirkens trosbekendelser bruger også konsekvent verbet ”å være” når de skal beskrive forholdet mellom Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd.

BÅDE FADEREN, SØNNEN OG DEN HELLIGE ÅND HAR SIN EGEN SKIKKELSE



Når det gælder kirkens trosbekendelser om forholdet mellom Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd, så er det som står der HELT RETT. Vår kirkes teologi om dette er nedfelt blandt andet i den apostoliske, nikenske og athanasianske trosbekendelsen. Den nikenske og den apostoliske trosbekendelsen er mer kortfattet end den Athanasia trosbekendelsen. (Se Arve Brunvolls bok: Den norske kirkes bekjennelsesskrifter.)
  Vår kirkes forskellige trosbekendelser peger på Guds enhed, og det er ret at Gud er en. De hævder også at Gud-dommen er tre personer, og det er redt. De er ikke adskilt. Både Faderen, Sønnen og Ånden har sin EGEN ÅNDELIGE SKIKKELSE. ”og Faderen som har sendt mig, han har vidnet om mig. Hverken har dere nogensinde hørt HANS RØST (gr.phone) eller set HANS SKIKKELSE (gr.eidos).” (Joh.5,37.) 
”Herren Eide mig (Messias) som sit første værk, før sine andre gerninger, i fordums tid. Fra evighed av er jeg blidt til, fra først av, før jorden var til.” (Salomons Ordspråk 8,22-23.)
”Men det skjedde da alt folket lod sig døbe, og Jesus var blitt døbt og bad, da åbnet himmelen sig, og Den Hellige Ånd kom ned over ham i LEGEMLIG SKIKKELSE (gr.eidos), som en due (farer ned), og en RØST (gr.phone) kom fra himmelen: Du er min Søn, den elskede. I dig har jeg velbehag.” (Luk.3,21-22.)
Av disse Skriftstedene ser vi at både Faderen, Sønnen og Ånden har en åndelig skikkelse. Dette gælder i den åndelige dimensionen. Dette kan vi ikke forstå med vår begrensede åndelige kapacitet, men vi kan godtag det og forkynde det.
I tiden er det bare Sønnen som har fået et jordisk legeme. Han måtte vakle sig sit åndelige legeme, men sin guddommelige natur beholdt han. ”Derfor sier han (Jesus) i det han træder ind i verden: Offer og gave ville du (Faderen) ikke ha, men et legeme (gr.soma) laget du for mig. Brændoffer og sydoffer havde du ikke lyst til. Da sa jeg: Se, jeg kommer- i bogrullen er det skrevet om mig- for å gøre, Gud, din vilje.” (Brevet til Hebræerne 10,5-7.)
”For det er EN GUD og en mellommand mellom Gud og mennesker, MENNESKET JESUS.” (1.Tim.2,5.)
Jesus er både sand Gud og sand menneske. Gud bor i Jesus. ”for det var Guds vilje at HELE HANS FYLDE skulle ta bolig i ham.” (Kol.1,19.)
”For i ham bor HELE GUDDOMMENS FYLDE LEGEMLIG.” (Kol.2,9.)
Det er blevet hævdet fra teologisk hold at da Jesus kom, måtte han aflægge sig en del av sin Guddommelighed. Dette er den såkaldt ”kenosse teorien”, og den er gal. Det eneste Jesus måtte aflægge sig var sin position og sin herlighed ved Faderens højre hånd i himmelen. ”han som da han var i Guds skikkelse (gr.morphe), ikke agtet det for en røvet skat å være Gud lig, men gav avkall på det og tog en tjeners skikkelse (gr. morphe) på sig, i det han kom i menneskers lignelse.” (Ef.2,6-7.)
Selve ordet ”morphe” betegner ”en speciel og karakteristisk form”. I det første tilfillet beskriver den Jesu guddommelige natur. I det andre tilfelet beskriver den Jesu menneskelige natur. Jesus var både sand Gud og sand menneske. Den Gud-dommerlige naturen (gr.morphe theou) som Jesus havde, tog han med sig da han tog på sig en tjeners skikkelse (gr.morphe doulou). (Se Studiebibelen. Bind 5. s. 639-640 om dette.)
Selve ordet ”kenosis” betyder ”udtømmelse”. De teologer som hævder at Jesus måtte aflægge en del av sine Gud-dommerlige egenskaber, bruger blandt andet det som står i Markus 13,32 og Lukas 2,52, for å bevise dette. ”Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i himmelen og heller ikke Sønnen, men BARE FADEREN.”
Det som man har oversatte ordet ”bare” med, er på gresk to ord, og det er ”ei” og ”me”. Disse ordene kan også oversættes med ”vis-ikke”. Dersom vi gør det, bliver indholdet i Markus 13,32 et helt anden. Det bliver da: ”Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i himmelen og HELLER IKKE SØNNEN, VISS IKKE FADEREN.”
Dette er den rette oversættelsen av dette Skrift-stedet. (Se min bog: Israel og den kristne menighed. s.241-243.)
Et andet Skrift-ord som bliver brugt for å bevise at Jesus måtte afklæde sig sin lighed med  Faderen ved sin køds på tagelse, er Lukas 2,52. ”Og Jesus gik frem i visdom og alder og yndest hos Gud og hos mennesker.”
Dette Skrift-ordet angår ikke Jesu lighed med Faderen, men det angår Jesu vokser som menneske. Jesus havde al kundskab og herlighed i sig allerede fra fødselen av, men i og med at han også var et sandt menneske, måtte han få tid til å udvikle sin personlighed.
Da Jesus var sammen med de skriftlærde i templet som 12 åring, ble de forbavset og overrasket over den store visdommen og kundskaben som Jesus havde. ”og alle som hørte ham, var ude av sig selv av forundring over hans forstand og svar.”(Luk.2,47.)
Desuden talte Jesus bare det som Faderen viste ham. ”For jeg har ikke talt av mig selv, men Faderen som har sendt mig, har Gitt mig befaling om hvad jeg skal si, og hvad jeg skal tale.(Joh.12,49.) Jesus gik ikke ut over det. Dette viser den store intimiteten som det var (er) mellom Faderen og Sønnen.
Både Faderen, Ånden og Sønnen er Gud, men de har forskellige funktioner i frelsesværket. Faderen PLANLEGGER det hele, Sønnen GJENNOMFØRER det, og Ånden GIR Sønnen DEN STYRKEN som skal til, for at han kan gøre det. (Se min bog: Jesu Genkomst. Bind 5. Kapitel: De tre personene i Gud-dommen, hvor jeg uddyber dette.)

HVILKE ORD OG UTTRYKK SKAL VI BRUKE NÅR VI SKAL BESKRIVE FORHOLDET MELLOM GUD, SØNNEN OG DEN HELLIGE ÅND?



Når vi diskuterer forholdet mellom Faderen, Sønnen og Ånden, må vi være MEGET NØYE med hvilke ord og udtrykke vi bruger, for dersom vi bruger ord og udtrykke som ikke er korrekte, bliver beskrivelsen ikke ret.
Vi skal i det følgende sætte op en liste over nogle ord og udtrykke som vi kan bruge, og som er blevet brugt, men alle er ikke lige gode:

a) Er Gud 3 eller er han bare en?

b) Kan vi beskrive Gud som 3 personer eller bare som en (person)?

c) Kan vi i det hele talt bruge ordet ”person” om Gud?

d) Skal vi heller bruge ordet ”skikkelse” om Gud?

e) Er det bedre å bruge ordet ”åbenbaringsform” i stedet for ordet ”person” om Gud?

f) Er det bedre å bruge udtrykket ”manifestation” i stedet for ordet ”person” om Gud?

g) Er det bedre å bruge udtrykkene ”et flertal av åbenbaringsformer” eller ”et flertal av manifestationer” i stedet for ”et flertal av personer” om Gud?

h) Skal vi heller bruge ordet ”udtrykkendes” i stedet for ordet ”person” om Gud?

i) Bør vi heller bruge ordet ”Guds væsen” om Guds person?

j) Er det mer korrekt å si at Gud har 3 navn i stedet for at han er 3 personer?

k) Kan vi si at der er 3 kræfter eller 3 viljer i Gud-dommen, eller er der bare en kraft og en vilje?

l) Kan vi si at det er 3 udstrømminger fra Gud?

m) Kan vi si at det er 3 eksistensmåder i Gud?

n) Er det 3 trind i Gud?

o) Er det 3 støtter eller pilarer i Gud?

p) Hvad indebærer ordet ”treenighed”?

q) Er det et godt teologisk udtrykke eller ikke?

r) Kan ”treenigheden” være et flertal av personer, eller gir det udtrykke for bare en person?

s) Er Faderen og Sønnen det samme?

t) Er Faderen større end Sønnen?

u) Er Sønnen bare lig Faderen?

v) Er Sønnen og Faderen av forskellige væsen, eller er de av samme væsen?

w) Er det 3 naturer i Gud, eller er det bare en natur?

x) Skal vi heller bruge ordet ”substans” om Gud i stedet for ordet ”natur”?

y) Kan vi bruge verbet ”å bestå av” når vi snakker om Guds person, eller skal vi bare bruge verbet ”å være”, når vi skal beskrive Gud?

z) Kan vi bruge verberne ”å høre med til” eller ”å være en del av”, når vi skal beskriver forholdet mellom Faderen, Sønnen og Ånden?

æ) Er det bedre å bruge verbet ”å eksistere” i stedet for verbet ”å være”, når vi skal beskrive Gud?

ø) Kan vi bruge de sideordnende konjunktiviske ”enten-eller-eller” i udtrykket ”enten Faderen eller Sønnen eller Ånden” eller ”både-og-og” i udtrykket ”både Faderen og Sønnen og Ånden, når vi skal beskrive forholdet mellom Faderen, Sønnen og Ånden?

å) Eller skal vi bare bruge konjunktiviske ”og-og” i udtrykket ”Faderen og Sønnen og Ånden, når vi skal beskrive forholdet mellom Faderen, Sønnen og Ånden? Eller skal vi bare skrive: ”Faderen, Sønnen og Ånden”?

Som vi ser er det mange ord og utrykt som vi kan bruge, når vi skal forklare forholdet mellom Faderen, Sønnen og Ånden? Jeg vil ikke gå ind på de enkelte ord og utrykte, men jeg vil gi 6 generelle regler som vi må holde os til:

a) Vi må FORENKLE det som står i Bibelen om dette. ”Å fortolke” Guds ord er det samme som å forenkle det.

b) Vi må ikke gå ut over det som Skriften sier om dette. Vi bør så langt som mulig bruge de ord og udtrykke som Bibelen bruger.

c) Vi må veje de forskellige ord og udtrykke op imod hverandre.

d) Vi må ikke bruge de ord og udtrykke som de forskellige filosofiske systemene bruger.

e) Vi må lytte til Den Hellige Ånds stemme. Han er i os som tror.

f) Vi må løsrive os fra traditionen der det er nødvendig. Traditionen kan være redt, men den kan også binde menneskerne til å tro og lære det som er galt.

KIRKEMØTENE I NIKEA OG I KONSTANTINOPEL.

En del av disse problemstillingende som jeg har skitsers ovenfor, ble diskuter på de forskellige kirkemøntene. Det begynde med kirkemødet i Nikea i år 325 og ble afsluttet med kirkemødet i Konstantinopel i året 381.

Det var specielt 5 problemstillinger som disse kirkemøntene måtte ta stilling til. Og det vare:

a) Er Faderen og Sønnen (Jesus) av DEN SAMME NATUR (substans)? De brugte det græske udtrykket ”homoousios”, som betyder ”av samme væsen”.

b) Er Faderen og Sønnen av LIK NATUR? De brugte udtrykket ”homoiousios”, som betyder ”av lignende væsen”.

c) Er Faderen og Sønnen av ULIK NATUR? De brugte udtrykket ”anomoious”, som betyder ”av uligt væsen”.

d) Er udtrykket ”TREENIGHET” dækkende om forholdet mellom Faderen, Sønnen og Ånden?

e) Er Faderen, Sønnen og Ånden EN PERSON, eller er det 3 PERSONER i Gud-dommen) (gr. hypostasis, lat. personas.)

Det ble gjort forskellige vedtak på disse kirkemøntene. Der blev opnået kompromisser. Det som ble dømt som vranglære på et kirkemøde, kunne bli gjort til korrekt teologi på det neste kirkemødet. (Se bogen: 2000 år med Kristus. Kristendommens Historie. s.156-178.)

Desuden var heller ikke de forskellige delegatene til kirkemøntene lige godt inde i de teologiske spørgsmål som ble diskuteret. På kirkemødet i Fesus var det mødt frem ca.2000 udsendinger. Av disse var det 300 biskoper. De fleste av dem havde ikke sat sig ind i den sagen som ble diskutere. Mange av dem var enige med Arius, men de ble tvunget til å gå ind for det som Athanasius lærte. Det var bare to som stemte imod.

Jeg vil citere hvad Ivar Welle skriver i sin bog: Kirkens Historie. Bind 1.s.101-102 om kirkemødet i Konstantinopel. ”Kejserne etter Julia (den frafaldne) fortsatte Konstantins politik. Kristendommen ble begunstiget, hedenskabet trængt mer og mer tilbage. I teologisk henseende støttet nogen arianismen, andre ortodoksien.

Sin endelige afslutning fik udviklingen da Teodosius den store i året 380 påbød at alle hans undersåtter skulle ha ”samme religion som apostel fyrsten Peter fra begyndelsen av overgav til romerne, og som biskop Damaskus i Rom og biskop Peter i Konstantinopel nå holder fast ved.” Dette påbud søgtes alvorlig gennemførte. FRA 380 FANTES ALTSÅ IKKE MER RELIGIONSFRIHET ELLER MENINGSFRIHET INNENFOR KRISTNEDOMMEN i det romerske riget, skønt både hedenskabet og sekterne bestod længe ennå- på tros av loven.

Et kirkemøde i Konstantinopel (381) fattet afgørendes beslutninger angående den fælles tro. Det gentog bekendelsen fra Nikea (325.) og udformet læren om at Den Hellige Ånd er av samme væsen som Faderen og Sønnen.”

Både Østkirken, Romerkirken og reformations kirkerne har godkendt den athanasinaske trosbekjennelsen. Den kaldes derfor for et økumenisk symbol.

SABELLIANISMEN ELLER MODALISMEN.

Det var 3 forskellige syn som gjorde sig gældende på disse kirke mødene. Det første synet var sabellianismen eller modelismen. Det var Sabells fra Ptolemais (ca.250) som først havde udarbejdet dette synet. Han hævdet at treenigheden ikke angår Guds natur, men den angår bare den måden (åpenbaringsmåten) som Gud åbenbarer sig selv på. Som Faderen er han Skaber og Lovgiver, som Sønnen er han Forsoner, og som Ånden er Han Genføder og Helliggeører.

Vi kan også si dette på en anden måde: Gud var Faderen i G.T, Sønnen i evangelierne og Ånden i den nuværende tidsperioden.

Dette synet er også kaldt for ”tidsperiodisk treenighed”. Det betyder at Gud manifesterer sig på forskellige måder i de forskellige tidshusholdningerne.

Jeg har følgende kommentarer til dette synet:

a) Det regner ikke med at det finnes en Gud-dommerlig treenighed hvad som gælder Guds natur. Dette er galt, for Gud er både en og 3.

b) Faderen, Sønnen og Ånden er ikke av den samme naturen, men de er av lig natur. Dette er også galt. De tre personene i Gud-dommen er av den samme naturen.

c) Det regner med at det finnes en treenighed hvad som gælder Guds åbenbaring. Gud åbenbarer sig som Faderen, Sønnen og Ånden. De optræder ikke samtidig. De optræder i hver sine tidsperioder. Dette er galt. Det er ikke bare i tiden at Gud er tre, men det gælder også i natur.

Det er heller ikke ret at den treenige Gud åbenbarer sig i hver sin tidsperiode. Når en av de tre personene i Gud-dommen åbenbarer sig, så er det bestandig i samspil med de andre personene. Dette kommer ikke bestandig frem i teksten, men det er slik. Dette skete for eksempel ved skabelsen. ”I begyndelsen skabte ELOHIM ALEPH TAV himmelen og jorden. Og jorden ble øde og tom, og de var mørke over det store dyp, og GUDS ÅND svevde over vandene.” (1.Mos.1,1-2.)

Bokstavene Aleph-Tav er sat ved siden av ordet Elohim i grundteksten. Det er den første og den sidte bokstaven i det hebraiske alfabetet. Det er en titel som Jesus brugte om sig selv i Johannes Åbenbaring 1,8.
Ved skabelsen var både Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd til stede. Det var Faderen som planla skabelsen, Sønnen udførte den og Den Hellige Ånd skabte ved sin kraft.
De gamle rabbinerne sa at det var Messias ånd som svevde over vandene ved skabelsen.
At der er en flerhed i Gud som kommer til udtrykke samtidig, er beskrevet mange steder- både i Tanach og i N.T. Jeg skal ta med nogen eksempler på dette: ”Herren (Yhvh) (Faderen) sa til min Herre (Yeshuah, som er Sønnen): Sett dig ved min højre hånd til jeg får lagt dine fi ender til skammel for dine fødder.” (Salme 110,1.) Det var Messias eller Yeshuah som var Davids herre.
”Se min tjener (Sønnen) som jeg (Faderen) støtter, min udvalgte, som min sjæl (Faderen) har velbehag i! Jeg lægger min Ånd (hebr. Ruach) på ham. Han skal føre retten ut til hedningefolkene.” (Es.42,1.)
”Fremdeles fik jeg (Daniel) i mine natlige syner hvorledes en som lignet på en Menneskesøn, kom med himmelens skyer, og han gik bort til den gamle av dage. (Gud) og ble først frem for ham.” (Dan.7,13.)
Men til tros for dette, så er Gud en. ”Hør, Israel! Herren vår Gud. Herren er en.” (5.Mos.6,4.) (Se mer om dette Skriftstedet senere.)
”Når Talsmanden (Den Hellige Ånd) kommer, som jeg (Jesus) skal sende eder fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, han skal vidne om mig. (Joh.15,26.)
”Den Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Den Hellige Ånds samfund være med eder alle.” (2.Kor.13,13.)
”Og fordi i er sønner, har Gud sendt sin Søns Ånd i vore hjerter, som råber: Abba Fader.” (Gal.4,6.)
”for ved ham (Jesus) har vi begge adgang til Faderen i en Ånd.” (Ef.2,18.)
”gå derfor ut og gør alle folkeslag til mine disciple i det i døber dem i NAVNET (gr.onoma. Ordet står i entall.) til Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd.” (Mat.28,19.) 
”Et legeme og en Ånd, ligesom og dere er kaldt med et håb i deres kald, en Herre, en tro, en dåp, en Gud og alles Fader, han som er OVER alle og GJENNOM alle og I alle.” (Ef.4,4-6.) 
”For det er en Gud og en mellemmand imellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.” (1.Tim.2,5.)



ARIANISMEN

Arianismen var utarbeidet av Arius (250-336). Han var biskop i Aleksandria. Han lærte at det bare var Faderen som var fra evighed av. Faderen skabte både Sønnen og Ånden som sit første værk ut av ingen ting. Arius sa følgende om Sønnen: ”Det var engang, hvor han ikke var.”

Sønnen er kaldt for Gud på grunn av at han er et direkte udspring (afkom) av Gud Faderen og er blevet udstyret med Gud-guddommelig magt til å skabe.

Dette synet er baseret på følgende Skrift-sted: ”Og Jesus trådte frem og sa: Meg er givet al magt i himmel og på jord.” (Mat.28,18.)

”Men hin dag eller time ved ingen, ikke engang englene i himmelen, ikke engang Sønnen, men alene min Fader.” (Mark.13,32.)

Dette Skrift-stedet kan også oversættes på følgende måde: ”Men hin dag og time ved ingen, ikke engang englene i himmelen. Dersom ikke Sønnen ved det, så ved heller ikke Faderen det.”

”men når alt er ham underlagt, da skal og Sønnen selv underlægge sig ham (Faderen) som la alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.” (1.Kor.15,28.)

”Og han er et bilde av Gud den usynlige. Den førstefødte fremfor enhver skabning.” (Brevet til Kolloss. 1,15.)

De som var enige i dette synet, mente at Faderen og Sønnen ikke var av det samme væsen eller den samme naturen. Jesus var skabt av Gud og hørte dermed til det som var skabt.

Dette er et galt syn, for Jesus hører ikke med til det som er skabt. Han er på samme måden som Faderen fra evighed av. Jesus sa om seg selv: I begyndelsen var Ordet (Thora), og ordet var hos (gr.pros) Gud (Yhvh), og ordet var Gud (Yhvh). Han var i begyndelsen hos Gud (Yhvh).” (Joh.1,1-2.)

Her står det at ”Ordet”, som er en titel på Jesus, var hos Gud fra begyndelsen av.

Hvad som gælder den greske preposisjonen ”pros”, betyder den ikke bare ”hos”. Den betyder også ”ligestillet med” eller ”ansigt til ansigt med”.

Jesus sa videre om sit forhold til Faderen: ”Jeg og Faderen vi er et.” (Joh.10,30.)

”Jesus sier til ham (Filip): Så lang en tid har jeg vært hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den som har set ieg, har set Faderen. Hvorledes kan du da si: Vis os Faderen?” (Joh.14,9.)

DEN ATHANASIANSKE LÆREN

Denne læren blev udarbejdet av Athanasius (296-373). Den kommer til udtryk i den athanasianske trosbekendelsen. Athanasius var biskop i Aleksandria. Han ble for øvrig bortvist fra sitt land i det hele 5 ganger på grund av sin lære, men han ble taget til nåde igen av de forskellige kejserne, og til slut var det hans syn som ble vedtaget på kirkemødet i Konstantinopel i året 381. På grund av hans standhaftighed ble det sagt om ham at han stod ”mod hele verden”. ”Athanasius contra mundum.”, men på grund av sin standhaftighed ”sejrede” han til slut.

Læren gik ut på at Gud er en, men til trods for det så manifesterer Gud sig i 3 adskilte skikkelser eller personer. Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er ikke skabt. De er fra evighed av. De 3 personene i Gud-dommen er ligestillet. Både Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er almægtige. De 3 personene i Gud-dommen har forskellige fungsioner i frelse værket. Det er ikke 3 guder, men en Gud. Både Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er Herre (hebr.Yhvh.)

Sønnen er ikke skabt av Faderen, men han er født av eller gået ut fra Faderen. Den Hellige Ånd er ikke skabt eller født av Faderen, men den er udgået fra Faderen og fra Sønnen.

Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er av den samme natur.
Når en av de 3 personene i Gud-dommen handler, da handler de på vegne av hele
Gud-dommen
Illustreret Bibelleksikon. Nr.7 s.91 opsummerer den athanasianske trosbekendelse på følgende måde: ”Det er en Gud i tre personer og tre personer i en Gud, nemlig Fader, Søn og Hellig Ånd. Alle tre har samme herlighed, evige majestæt, er uskabte, umålelige, evige, almægtige, guddommelige, herskende. Sønnen er født av Faderen. Helligånden er gået ut fra Faderen og Sønnen. Men her er ikke noget før eller senere, eller større eller mindre. Alle tre personer er sammen med hverandre lige evige og lige store. Derfor skal trefoldigheden æres i enhed og enheden i trefoldigheden.”

Den athanasianske trosbekendelsen ble vedtaget i året 381 på kirkemødet i Konstantinopel, men striden om forståelsen av Guds væsen har fortsat helt frem til vår tid.

EN VURDERING AV DEN ATHANASIANSKE TROSBEKJENNELSEN

Når vi ser på de enkelte læresætninger og de begrebene som bliver brugt i den athanasianske trosbekendelsen, så gir den udtryk for en HELT RIKTIG FROSTÅELSE av Gud-dommen. Den teologien som er nedlagt i den er HELT KORREKT i følge Bibelens lære. Centrum i denne teologien er at Gud er en, men alligevel 3.

Denne læren er blandt andet blevet kritiseret av den rabbinske jødedommen som mener, at denne trosbekendelse lærer at det er 3 guder og det til trods for at trosbekendelsen gang på gang pointerer at det bare er en Gud.

Til trods for at Gud er en, finnes det en udvidelse eller en fler-hed i Gud-dommen. Dette gælder både i evighedsdimensionen og i tiden.  

Hvad som gælder ordet ”person”, så kan vi også bruge det om Faderen, Sønnen og Ånden. Vi tænker da ikke på ordet ”person” som noget som er afgrænset i forhold til en anden person, men vi tænker på ordet som noget som er personlig. Det er både Faderen, Sønnen og Ånden.

Bibelen bruger ikke ordet ”PERSON” om Gud. Den bruger ordene ”SKIKKELSE” (gr.eidos) og ”FORM” (gr.morphe). Vi bør helst bruge de ordene som Bibelen bruger om dette.

Vi kan også si at det er 3 NAVN i Gud-dommen, og at Gud-dommen har 3 UTSTRÅLINGER eller 3 MANIFESTASJONER, eller at det er 3 STØTTER eller 3 PILARER i Gud-dommen, men det er bedre å bruge enkle navn og betegnelser om Gud-dommen, for når vi bruger u bibelske ord og udtryk om Gud-dommen, kan dette nærme sig filosofiske betragtninger om Guds væsen. Dette gælder udtryk som ”udstråling” og ”manifestation”. De mange retninger indenfor den jødiske mystik og gnosticismen brugte disse betegnelser.

Når vi skal beskrive de som er vanskelig å forstå, er det bedst å bruge enkle navn og betegnelser om dette. Vi bør bruge disse ord og udtryk som Bibelen lærer. Når vi gør det, er vi på den sikre siden.

Når det gælder Sønnens oprindelige forhold til Faderen, så er det vanskelig å forstå, men det burde ikke være vanskeligere å forstå det end at Den Hellige Ånd også er udgået fra Faderen. I og med at både Sønnen og Ånden er udgået fra Faderen, så må dette betyde det samme, men Bibelen bruger ikke de samme udtrykkene om dette.

I og med at Faderen og Sønnen er det samme, er også Den Hellige Ånd udgået fra Sønnen. Den Hellige Ånd har dermed en dobbelt udgang, men til trods for det, så er det den samme udgang.

Bibelen sier at Gud EIDE Sønnen som sit første værk (Salomos Ordspråk 8,22.), og at han er GÅTT UT fra Faderen. ”Jesus sa til dem: Var Gud deres far, da elsket i mig, for jeg er UTGÅTT FRA GUD og kommer fra ham, for jeg er heller ikke kommet av mig selv, men han har udsendt mig.” (Joh.8,42.)

Ånden er også gået ut fra Faderen. ”Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, Sandhedens Ånd, som UTGÅR FRA FADEREN. Han skal vidne om mig.” (Joh.15,26.)

Jesus sa at Faderen er STØRRE end han. ”I har hørt at jeg sa til jer: Jeg går bort og kommer til jer igen. Dersom i elsker mig, da gledet jer over at jeg går til Faderen, for Faderen er større end mig.” (Joh.14,28.)

At Faderen er større end Sønnen, går ikke på åndelig udrustning og Guddommelighed, men det går på den position som Jesus havde som menneske.

Jesus bad også Gud om å gi ham tilbage den herlighed som han havde hos ham før verdens grundvold ble lagt. ”og nå, herliggør du mig, Fader, hos (gr.pros), som blandt andet betyder ”ligestilling med” dig selv med den herlighed (gr.doxa) jeg havde hos dig før verden (gr.kosmos) var til.” (Joh.17,5.)

Jesus sa også at han og Faderen var (er) ETT. ”jeg og Faderen vi er et (gr.hen). (Joh.10,30.) Ordet ”hen” er et ord i nøytrum. Det betyder ”et i væsen og i natur”. Det betyder ikke ”en i person eller i skikkelse”. Dersom det havde vært tilfælle, så ville grundteksten ha brugt han kjønnsformen for ”et”, og den er ”hes”.

På samme måde som det er en åndelig enhed mellom Faderen og Sønnen, er det også en åndelig enhed mellom de messianske jøderne og Jesus. ”Men jeg beder ikke for disse alene, men også for dem som ved deres ord kommer til å tro på mig, at de må være et (gr.hen), ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at også de må være et (gr.hen) i os, for at verden skal forstå at du har udsendt mig.” (Joh.17,20-21.)

På hebraisk bliver ordet ”echad” brugt om en kollektiv enhed. Faderen og Sønnen er en enhed og er ligeværdige i magt og autoritet.

Det er bestandig en cirkel bevægelse i alt det som Gud gør. Den går fra Faderen gennem Sønnen og ved Ånden og fra Ånden gennem Sønnen og tilbage til  Faderen. De 3 personene i Gud-dommen repræsenterer hverandre i alt det som de gør, men de har forskellige opgaver i frelsesværket.

Jesus sa også at den som havde set Jesus, den havde også set Faderen. ”Jesus sier til ham: Så lang en tid har jeg vært hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den som har set mig, har set Faderen. Hvorledes kan du da si: Vis os Faderen.” (Joh.14,9.)

Dette betyder at det er en åndelig enhed mellom Faderen og Sønnen. De er av den samme Guddommelig natur, men de har hver sin åndelige skikkelse.

EN VURDERING AV BEGREPENE ”TREENIGHET” og ”PERSON”

Selve ordet ”treenighed” kommer fra det latinske ordet ”trinitas” og det ordet greske ”trias”. Det ble første gangen brugt av Theofilus av Aleksandria, men det var Tertullian (160-230) som gjorde det kendt. Det ble laget i et forsøg på å afklare forholdet mellom Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd.

Dette begrebet er en GENIAL KONSTRUKSJON. Det betyr tre i en og en i tre. Det betyr ikke at det er tre forskellige guder i Gud-dommen, men det beskriver det indbyrdes forholdet som det er mellom de tre personene i Gud-dommen og de forskellige opgaver som hver enkelt av dem har. Det er tredobbelt enighed i Gud-dommen.

Dette begrebet ble lagt ned i den ahtanasiankse trosbekendelsen, og det betyder følgende:

a) At Gud er en, men alligevel 3.

b) At det er 3 personer i Gud-dommen.

c) At der er en enighed indenfor Gud-dommen.

d) At Faderen, Sønnen og Ånden er av den samme natur.

e) At Faderen, Sønnen og Ånden er fra evighed av.

f) At hverken Faderen, Sønnen eller Ånden er skabt.

g) At Sønnen er født eller gået ud fra Faderen

h) At Ånden er udgået fra både Faderen og Sønnen.

Når det gjelder Guds vesen og læren om Gud, så vil vi bestandig mangle ord og begreper, for Guds vesen ligger langt utenom det som vi kan fatte og forstå, men til tross for det, så forsøker vi likevel å trenge inn i dette, som er et mysterium.

Når vi arbeider med disse høyhellige tingene, må vi bruke de ord og de uttrykk som Bibelen selv bruker om dem.

Augustin likte ikke begrepet ”treenigheten” og bruken av ordet ”person” om Gud, men han brukte det, for han mente at vi ikke kunne finne noe bedre uttrykk for Gud-dommen. Han sa følgende om dette begrepet: ”Når man spør: Hvilke tre? Lider den menneskelige tale av en stor mangel på kraft. Allikevel sier vi: Tre personer, ikke for at vi skal si det, men for at vi ikke skal være tause.”

Hvad som gælder ordet ”person”, som kommer fra det latinske ordet ”persona”, så har dette begrebet sine svagheder. Både Faderen, Sønnen og Ånden er personer i den forstand at de er personlige, men de er ikke afgrænsede personer i forhold til hverandre. Både Sønnen og Ånden er gået ut fra Faderen, men til trods for det så er de av den samme naturen og av det samme væsen.

Jeg vil citere fra bogen: Bogen om Kristendom. Kristendommen gennem Tiderne- og nu. s.170-171: ”Selvfølgelig er ordet ”person” heller ikke passende. Faktisk er det i den senere tid BLITT KRITISERT I STIGENDE GRAD (udhævet av mig.). I dag betyder ordet noget andet end det gjorde på kirkemøderenes tid. I de første århundrede var det et temmelig neutralt ord som pegede på et personlig fællesskab.

I dag er en ”person” et selvbevist, autonomt individ. Men anvender man det om ”treenigheden”, lyder det som om man taler om 3 guder. Av den grund foretrækker mange å tale om 3 ”eksistensformer”. Den ene Gud eksisterer på 3 forskellige måder.

Jeg (Klaas Runia) mener at denne kritikken er korrekt. Hvad vi i dag mener med ordet ”person”, henviser til selve det guddommelige væsen snarere end til guddommelige adskillelser i det guddommelige væsen. Der er ikke tre individuelle personligheder i Gud. Der er kun en guddommelig personlighed, som inneholder en trefoldig adskillelse.

Men på samme tid må vi gøre det helt klart, at denne ene guddommelige personligheden eksisterer på tre forskellige PERSONLIGE måder. Fader, Søn og Helligånd er ikke bare tre forskellige åbenbaringsformer. Det betyder ”modalisme”, et synspunkt som er temmelig fremtrædende indsenfor moderne teologi, men som kirken med rette har forkastet. Gud åbenbarer ikke kun sig selv som Fader, Søn og Helligånd. Gud er Fader, Søn og Helligånd. Disse tre navnene antyder tre ægte adskillelser i den ene personlige Gud, og disse er i sig selv fuldt ut personlige.”

Hverken den rabbinske eller den messianske jødedommen bruger ordet ”person” om Gud-dommen. Den bruger andre ord. Den messianske Rabbi Moshe Yoseph Koniuchowsky sier følgende om dette i en artikel på sin internettside: www.yourarmstoisrael.org. Artikkelen har tittelen: ”In Our Midst”, som betyder ”I vår Midte: ”Det er 3 SØYLER i den oprindelige manifesstationer som går ut fra Yhvh. Torah rullen som er skrevet på pergament er i midten av de 2 pilarene. Dette betyder bogstavelig Livets tre, som er symbol på Ordet, som er Yeshua, vår Frelser. Han er MIDT INNE I og MELLOM Faderen og Ånden (hebr.Ruach.)

Guds Ord er i følge hebraisk forståelse DEN EVIGE MIDTE PILAREN av Guddommelig udstrømming. Han er ikke medlem nummer 2 av en treenighed. Det ville være polyteisme (flerguderi), som bliver praktiseret i mange store religioner.”

De 2 andre pilarene i Gud-dommen bliver dermed Faderen og Den hellige Ånd. Sønnen er i midten, og de to andre er på hver side av Sønnen.

Dette er også det billedet som den athanasianske trosbekendelsen gir av Gud-dommen, men den bruger ordet ”person” i stedet for ordene ”søjle” eller ”pilar”.

REFORMASJONENS SYN PÅ TREENIGHETEN
Både den lutherske og den reformerte kirken var enig i læren om Guds treenighed. Johan Calvin syntes at det var vanskelig å anerkende det synet, at Sønnen havde vært til fra evighed av, men han fornægter det ikke.
Martin Luther anerkendte læren om treenigheden både fordi han mente at Skriften lærte det, og at troen anerkendte det.
Socianismen i det sjette århundrede benægtede Sønnens præeksistens. Den så på Sønnen som bare et menneske. Den lærte at det bare var en Gud-guddommelig person, og det var Faderen. Denne retningen har haft indflydelse på engelsk Unitarianisme og engelsk og amerikansk deisme.
MODERNE SYN
Kirken som sådan har holdt på det synet som den athanasianske trosbekjennelsen gav uttrykk for, men det finnes også unntak:

a) Filosofferne Kant og Hegel troede ikke på en personlig Gud, men de troede på en upersonlig deisme.

b) Swedenborg og Scleiermacher forsvare det modalistiske syn.

c) Mange føler at Barth var modalist, men på grund av at han benægtede sabellianismen, så mente andre igen at han holdt på kirkens lære. I stedet for å bruge ordet ”personer” om Faderen, Sønnen og Ånden, brugte han udtrykket ”eksistens-måder i Gud” om Faderen, Sønnen og Ånden.

d) Paul Tillich mente at læresetningen om treenigheden var laget av menneskerne, for å tilfredsstille deres egne behov for forståelse av Gud-dommen. Han trodde ikke at det var en person i Gud-dommen, som gav sig udtryk i tre.

e) Jehovas Vidner benægter læren om treenigheten. De benægter at Sønnen er fra evighet av. De ser på Sønnen som en skabning som kom i stand før verden ble skabt. (Se boken: Basic Theology. Av Charles C.Ryrie. s.58-59.)

RABBINERNES SYN PÅ MESSIAS

Den rabbinske jødedommen regner ikke med at Jesus fra Nazaret er hverken Guds Søn eller jødernes Messias. Den ser helt bort fra Jesus og betragter ham som jødedommens værste fjende og største forræder, i og med at han hævdede at han både var Guds Søn og jødernes Messias- noget som han også er. Den ortodokse jødedommen kalder Jesus for ”Yeshu”, som betyder ”den foragtede”. Det rette navnet på ham er ”Yeshuah”, som betyder ”Herren er frelser”.

Den rabbinske jødedommen regner ikke med Jesus fra Nazaret som jødernes Messias, men den regner derimod med Messias. Det er flere forskellige syn på Messias forhold til Gud indenfor den rabbinske jødedommen. I denne artikel skal vi referere de tre mest vanlige, og de er:

a) Messias er skabt av Gud før alt andet var skabt. Han er et mellomvæsen som står mellom Gud og englene. Han er højere end englene, men lavere end Gud.

b) Messias er født som et vanlig menneske, men han har er et helt unikt menneske både hvad som angår udseende og intelligens. (Se min bok: Jesu Gjenkomst. Bind 4. Kapittel: De forskellige jødiske vurderinger av Messias første komme.)

c Det er to Messiaser.

De ældste rabbinerne havde dette første synet på Messias. De mente at Messias var det lyset som Gud skabte før selve skabelsen. ”Da sa Gud (Elohim): Det bliver lys! Og det ble lys.”(1.Mos.1,3.)

I Yalkut, som er en rabbinsk antologi fra Middelalderen, står det: ”Og Gud så lyset- at det var godt. Dette er Messias lys, for å lære jer at Gud så Messias generation og Hans gerninger, før han skabte universet, og han skjulte Messias under sin herligheds trone. Satan spurte Gud, Skaberen av universet: ”For hvem er Lyset under Din Herligheds trone?” Gud svarte ham: ”Det er Messias som vil dømme jer, og som vil få jer til å foragte jer selv.”

Rabbinerne kaldte ofte denne mellomskikkelsen mellom Gud og englene for ”Metraton”. Han var den engelen (paktens engel) som ofte optrådte i Tanach. ”Se. Jeg sender jer en engel foran dig, for å vogte deg på vejen og for å føre dig til det sted som jeg har udset til deg. Tag dig i vare for ham og hør på hans røst. Vær ikke genstridig mod ham. Han skal bære over med deres overtrædelser, for MITT NAVN ER I HAM. Men dersom du lyder hans røst og gør alt det som jeg sier, da vil jeg være en fjende og en modstander av dine modstandere.” (2.Mos.2,23,20-22.)

Rabbi Moses Burali har sagt følgende om det forholdet at ”Guds navn er i ham”: ”For hans navn er Ham selv (Gud), FOR HANS NAVN ER YHVH, og det er han selv. På denne måden vil udtrykket: ”Hans navn er i ham” betyder at ”FYLDEN AV GUDDOMMEN ER I HAM”.” (Denne engelen er med andre ord Gud selv. Min kommentar.)”

I Zoar, Bind 3, som hører med til den jødiske mystiske litteraturen, står det om Metraton: ”DEN MIDTRE STØTTEN I GUDDOMMEN er Metraton, som har fuldført fred i himmelen på grund av hans herlige stilling der.”

Det er i følge dette udsagnet 3 STØTTER I GUDDOMMEN.

I den samme bog står det følgende om de 3 TRINN som der er i Gud-dommen: ”Eliesers far sa til ham: Kom, se mysteriet som der er i ordet YHVH. Her 3 TRINN. Hvert av dem har SELVSTENDIG EKSISTENS. Ikke desto mindre er de ETT, og de er slik forenet at det ene ikke kan skilles fra det andre. Men hvordan kan 3 væsner være et? Er de vitterlig en fordi vi kalder dem en? Hvordan 3 kan være en, KAN BARE ERKJENNES VED ÅPENBARING AV DEN HELLIGE ÅND og egentlig bare med LUKKEDE ØYNE.”

Den rabbinske jødedommen åbner derfor op for at det er 3 støtter og 3 trin i Gud-dommen. Disse udtalelserne som vi har citeret ovenfor, ligger nær op til det som vår kirkes trosbekendelse der siger om de 3 personene i Gud-dommen, om at Gud er både 3 og en. Det er ikke vanskelig å indordne Jesus fra Nazaret i dette billde.

I den jødiske bønnebog Siddur ha Shalem er det nærmest sat lighedstegn mellom Elias, Jesu og Metratons funktioner i himmelen. ”Må det være din vilje at blæsningen fra dette hornet skulle nå Guds tabernakel ved hjælp av vår udsending, Tardiel, hvis navn Elias- må hans navn være velsignet- har givet til ham. Og gennem JESUS, SOM ER ÅSYNETS FYRSTE og FYRSTEN METRATON, må velsignelsen blive os til del. Vær velsignet, Nådens Fyrste.”

Vi lægger mærke til at ordet ”Jesus” (hebr.Yeshuah) er brugt flere steder i den jødiske bønnebog. I forbindelse med titlen ”Åsynets fyrste” bliver navnet Jesus sat i parantes. Det står da i teksten: ”(Yeshuah) Sar hapinam”, som betyder: ””(Jesus) Åsynets fyrste”.

Professor G.Klein, som i sin tid var overrabbiner i Stockholm, skrev i sin bog: Bidrag til Israels religionshistorie. Side 89. følgende om Metraton: ”Metraton er den tjenende ånden som står nærmest Gud, på den ene siden hans betroede og hans repræsentant, på den andre siden Israels repræsentant hos Gud… Metraton heder også ”Åsynets fyrste” (hebr.Sar hapinam) eller ”Fyrsten som sider i Guds inderste rom”

Tallverdien av Metraton er det samme som talværdien av Shaddai, som er en betegnelse på Gud. Den er 314.)

Professor G.Klein skriver også at Metraton ofte bliver sammenkoblet med ordet ”Memra”. Det er aramaisk og betyr ”Ordet”. Det tilsvarende ordet på hebraisk er ”Davar”. (Se min bok: Jesu Genkomst. Bind 4. Kapittel: Jesus er det levende Guds ord.)

I Habakuk 3, 13 finner vi også de to ordene Jesus og Messias skrevet sammen. På hebraisk står det: ”l`yeshuah aleph tav masiach.” Dette bliver på norsk: ”med din Yeshuah Aleph-Tav din Messias.” (Se min bok: Jesu Genkomst. Bind 4, hvor jeg skriver mer om dette.)

I Talmud forekommer det 5 slike mellomvesener mellom Gud og menneskene, og det er:

a) Metraton.

b) Memra.

c) Guds nedad stigende herlighed (hebr.Schekina)

d) Guds Hellige Ånd (hebr. Ruach haKodesh).

e) Den himmelske åbenbarings røst (hebr.Bath Kol).

Ofte er disse identiske med hverandre.

. (Se mine bøker: Jødernes Konge. Bind 3. Kapittel: Messias er Herrens herlighed, Kristendommens Jødiske Røtter. Kapittel: Metraton. og Matteus Evangeliet. Jesu Liv og lære. s.160-162. hvor jeg skriver meget om dette.)

DET ER EN FLERHET I GUD-DOMMEN

Tanach gir også udtryk for at der er en FLERHET i Gud-dommen, men denne flerheden kan ikke løsrives fra det forholdet at Gud er en. Vi må vægtlægge både enheden og flerheden i Gud-dommen lig

e meget. Når Faderen, Sønnen eller Ånden er i aksjon, så er det både de enkelte personene i Gud-dommen og den ene Gud som handler på en og samme tid. Dette er Bibelens forståelse av dette.

Den rabbinske jødedommen har lagt mest vægt på Guds enhed på bekostning av den flerheden som det er i Gud-dommen. Dette er også gjort i den hensigten å benægte at Jesus fra Nazaret er Guds Sønn.

At det er en flerheden i Gud-dommen kommer bedst til udtryk i Shema, som er den eneste trosbekendelsen som jøderne har. ”Hør (hebr.Shema) Israel, Herren (Yhvh) er vår Gud (Elohim), HERREN (Yhvh) ER EN.” (5.Mos.6,4.)

Dette udsagnet bliver kaldt for ”Shema”. Dette udsagnet heder på hebraisk: ”Shema Israel, Yhvh Elohenu, Yhvh echad.”

Det er 4 forhold vi må være opmærksomme på ved dette udsagnet, og det er:

a) Herrens navn er nævnt 3 ganger, og det er Yhvh, Elohenu og Yhvh.

b) Elohenu er en form av Elohim som har fået tillagt eiendomepronomenet ”vår”. Elohim er et flertallsord. Det kommer av Eloah, men vi kan aligevel ikke oversætte det med ”guder”, for Herren er en.

c) Verbet for dette flertals ordet står i ental.

d) Det ordet som er brugt for ”en”, er på hebraisk ”echad”. Det står for en sammensat enhed. Vi har dette udtrykket i for eksempel ord sammensætninger som ”en klasse druer” og ”alt folket rejste sig som en mand”.

Til tross for at Gud er beskrevet som EN, er det alligevel åbnet op for en FLERHET i Guds person.

Når Gud bruger flertals ordet ”Elohim” om sig selv, så åbenbarer han at det er en flerhed i hans person.

Når Gud bruger substantivet ”Eloah” om sig selv, så åbenbarer han enheden i sin person.

Vi skal ikke oversætte ordet ”Elohim” med ”GUDER”. Det bliver galt av to grunde:

a) Det er bare en Gud.

b) Ordet ”elohim” blir også brugt om engle, falske guder, dommere og enkeltpersoner.

Første gangen at Gud brugte benævnelsen ”Yhvh” om sig selv, var da han mødte Moses i den brændende tornebusken. ”Og Elohim sa til Moses: JEG ER DEN JEG ER (hebr. EYE ASHER EYHE”, og HAN sa: Så skal du si til Israels barn: ”JEG ER (hebr. EYE) har sendt mig til jer.” (2.Mos.3,14.)

Selve ordet ”Yhvh” kommer av verbene ”hawa”, ”Haya”, ”hava” og ”chaya”, som betyr ”å være”, ”å eksistere” og ”å leve”. Ordet ”Yhvh” betyder derfor ”Den evig eksisterende” eller ”Den som er”.

Jesus brugte ofte ordet ”Yhvh” om sig selv. Det er på gresk ”ego eimi”. Slike udtryk er:

”Jeg er livets brød”. (Joh.6,35.), ”Jeg er verdens lys”. (Joh.8,12, ”Jeg er den gode hyrde”. (Joh.10,11.), ”Jeg er opstandelsen og livet”. (Joh.11,25.), ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. (Joh.14,6.), ”Jeg er det sande vintræ”. (Joh.15,1.), ”Jeg er jødernes konge”. (Joh.19,21.) og ”Jeg er den første og den sidste”.(Joh.Åp.1,18.)

De 4 bogstavene i ordet ”Yhvh” er: Yud, hey, vav og hey. Yud og hey er han køns former, og Vav og hey er hun køns former. Guds væsen er derfor ikke bare han køn, men det bærer også i seg kvindelige egenskaber.

Dette kommer også til udtryk i en anden titel på Gud som er ”El Shaddai”, som betyder ”Den livgivende” eller ”Den forsørgende Gud”. Selve ordet ”Shaddai” kommer av ordet ”shad”, som betyder ”bryst”. På samme måde som en kvinde gir sit barn næring gennem sit bryst, gir også Gud ossåndelig næring når vi holder os til ham.

Vi skal også referere et andet Skrift-sted i Tanach som sier at Gud er en, men til trods for det så bliver flertalls ordet ”elohim” brugt om Gud. ”Da talte Gud (Elohim) disse ord og sa: Jeg er Yhvh din Elohim, som førte dig ud af Egyptens land, av trælle huset. Du skal ikke ha andre guder (elohim) foruden mig.” (2.Mos.20,1-3.)

At det er en flerhed i Gud-dommen, kommer frem en række steder i Tanach. ”I begyndelsen skabte Gud (Elohim) (Aleph-Tav) himmelen og jorden, og det var mørke over det store dyp, og Guds Ånd (hebr.Ruach)  svævede over vandene.” (1.Mos.1,1-2.)

I dette tilfælle er både Gud (hebr.Elohim), Guds Sønn (Aleph-Tav) og Den Hellige Ånd (hebr.Ruach) nævnt som medskabere til himmelen og jorden. Bokstavene Aleph-Tav er den første og den sidste bokstaven i det hebraiske alfabetet. De bliver ikke læst i teksten, men de bliver udtalt som bogstavene ”eht”.

”I det år kong Ussia døde (740) så jeg Yhvh (Aleph-Tav) sitte på en høj trone, og slæbet av hans trone opfyldte templet.” (Es.6,1.)

Johannes brugte de samme bogstaver på græsk om Jesus. De er ”alfa og omega”. ”Jeg Alfa og Omega, sier Gud Herren, han som er og som var og som kommer, den Almægtige.” (Joh. Åp.1,18.)

GUD HAR EN SØNN

At Gud har en Søn, er nævnt både i Tanach og i N.T. ”Hvem for op til himmelen? Hvem samlet været i sine hænder? Hvem bandt vandet i et klæde? Hvem satte alle jordens grænser? Hvad er hans navn, og hvad er HANS SØNNS NAVN? Du ved det jo.” (Salomos Ordspråk 30,4.)

Derfor skal Herren (hebr.Yhvh) selv give jer et tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en SØNN, og hun gir ham navnet IMMANUEL (som betyder: Gud med os).” (Es.7,14.)

Denne Sønnen som Gud har, er ikke skabt, men han er gået ut fra Gud etter Faderens vilje. Han er ikke skabt, men han er født. Dette skete fra evighed av. Dette ligger langt udenom det som vi magter at forstå med vort intellekt, men troen kan fatte det og holde fast på det. Den kan videre forkynde det.

Guds Søn bliver også kaldt for ”visdommen”. ”Herren EIDE MEG som sit først værk, før sine andre gerninger, i fordums tid. Fra evighed av er jeg blevet til, fra først av, før jorden var. Da afgrundene endnu ikke var til, ble jeg FØDT, da der endda ikke fandtes kilder fyldt med vand” (Salomos Ordspråk 8,22-24.)

Septuaginta, som er en oversættelse av Tanach fra hebraisk til græsk, oversetter sætningen ”Herren ejede mig som sit første værk” på følgende måde: ”Herren SKAPTE mig som sit første værk.” Dette er ikke en rigtig oversættelse av den masoretiske teksten. Guds Søn er ikke skabt, men han er født av Gud fra evighed av.

Vår Bibel fra 1930 følger her Septuaginta. Den bryder dermed med det som den athanasianske trosbekendelsen sier om dette. Bibel-oversetterne bryder selv med sin egen trosbekendelse, og det er ikke godt.

I Salme 2 kommer det også frem at Gud har en søn, som Han har salvet og indsat som konge i Jerusalem. ”Og jeg har dog indsat min konge på Sion, mit hellige bjerg. Jeg vil kundgøre hvad fastsat er: DU ER MIN SØNN. Jeg har født dig i dag.” (Salme 2,6-7.)

De fleste av dagens rabbinere hævder at dette ikke er en beskrivelse av Messias, men at det går på en anden som er salvet, men ikke på Messias.

I Skriftet Yakult Shemoni er det en provokativ kommentar over Salme 2. ”… Dersom jeg finner Kongens Søn, skal jeg få tak i ham og korsfeste ham og dræbe ham med en forfærdelig død. Men Den Hellige Ånd gør nar af ham (og sier:) Han som sider i himmelen ler, Yhvh gør nar av dem.”

I Enoks bog (170-130), som hører med til de jødiske apokryfiske bøger, er Guds Søn omtalt flere steder. I kapitel 62,5 er Messias omtalt som ”kvindens Søn”. I kapitel 48,2 er han omtalt som ”Menneskesønnen”. I kapitel 105,2 er han omtalt som ”Guds Søn”.

I Dødehavs rullerne er også Messias omtalt som Guds Søn. I Fragment 4Q246 står det: ”Han skal blive kaldt Guds Søn. De vil kalde ham Sønnen til Den Højeste… Han vil dømme jorden med retfærdighed… og enhver nation vil bøje sig ned for ham.” (Se boken: The Search for Messiah. Av Mark Eastman og Chuck Smith. s.81-90.)

Rabbinerne mente at titlen ”Guds Søn” er det samme som ”Gud” selv. (Se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu Liv og Lære. s.117.)

Denne Sønnen er lige gammel som Faderen selv. Dette kan ikke vi forstå, for vi er bundet av tidsaspektet og av vore dimensioner i vår tænkning og i vår forståelse av Guds ord. Vi tænker i forhold til højde, længde, bredde og tid. Det er vore dimensioner, og de er begrenset når det gælder å forstå åndelige ting og forhold.

Når et menneske bliver genfødt, kan det tænke og vurdere i forhold til Guds- eller evigheds dimensionen. Vi forstår en del, men det er også mange ting og forhold vi ikke kan forstå. Det lader vi ligge indtil Den Hellige Ånd viser os det.

Vi kan forkynde det vi ikke forstår. Troen vil fatte det, selv om ikke vort intellekt hænger med. Ivar Åsen spurte: ”Kva er vel udenfor enden, då? Nej. Det veksle ved det rækker ikke til. Ei tru må stydja oppunder.”

At Jesus hverken har begyndelse eller ende, kommer også til udryk i Brevet til Hebr. 7,3, hvor det står: ”som er uden far, uden mor, uden æt tavle, som hverken har dages begyndelse eller livs ende, men er gjort lig med Guds Søn- han bliver præst i tidsalderen.”

Vi kan lettere forstå det forholdet at Gud ble født som et menneske et at Jesus er født fra evighed av. I det første tilfælle kan vi forholde os til tiden, til historien og til stedet hvor dette hændte, men i det sidste tilfælle kan vi ikke forholde os til noget andet end til det som står skrevet og til troen. Vi kan tro det. Der tanken og fornuften slutter, der begynder troen, men tron er på ingen måde ufornuftig. Den har sine egne dimensioner. Den som tror på Jesus, vandrer og tænker i to dimensioner. Det er den menneskelige dimensionen, og det er Guds rigets dimension. Den som vandrer og tænker i to dimensioner, står stærkere end den som bare vandrer i en dimension, for Gud-dommen har tat bolig i vedkommende ved Den Hellige Ånd.

Sønnen eller Jesus har TRE FØDSLER, og de er:

a) Han er født fra evighed av.

b) Han er født ind i tiden. Dette skete for snart 2000 år siden.

c) Faderen rejste Jesus op fra de døde. Dette bliver også beskrevet som en fødsel. (Ap.gj.13,32-33.)

At Sønnen er født av Faderen, betyder at det har fundet sted en UTVIDELSE av Faderen på et givet tidspunkt. Han har født Sønnen ud fra sig selv. Sønnen har kvilt i Faderens skød til den tiden kom, da han skulle bringes frem.

Når det står at Jesus er eller var i Faderens skød, så er dette et bilde på den NÆRHETEN som det er mellom Faderen og Sønnen og den omsorgen som Faderen har for Sønnen. ”Ingen har nogensinde set Gud. Den enbårne Søn, som er i Faderens skød, han har forklaret ham.” (Johannes.1,18.)

At Gud ble menneske i Jesus Kristus er også en udvidelse av Gud, og denne udvidelsen forstår vi bedre end den første udvidelsen, for dette kan vi både tidsfæste og knytte det til et bestemt geografisk sted. ”men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født av en kvinde, født under Loven, for at han skulle købe dem fri som var under Loven, for at vi skulle få barnekår.” (Gal.4,4-5.)

At Gud rejste Jesus op fra de døde, betyder at han gav ham livet tilbage, for Jesus var uden synd.

Gud kan altså udvide sig eller trekke sig sammen alt etter som det passer ham. Etter at Jesus har styrt verden i 1000 år, sker det for eksempel en forandring i forholdet mellom Faderen og Sønnen. Da skal Sønnen underlægge sig Faderen, slik at Gud bliver alt i alle. ”men når alt er ham underlagt, da skal og Sønnen selv underlægge sig han som la alt under ham, for at Gud skal være alt i alle.” (1.Kor.15,28.)

Dette betyder ganske enkelt at Jesus ikke skal styre mer som konge på jorden. Etter at han har styrt verden i 1000 år, kommer en ny tidsperiode som vi kalder ”en ny himmel og en ny jord”.

MESSIAS ER ET MENNESKE

Den rabbinske jødedommen er splittet i synet på Messias. Den ene fraktionen mener at Messias er udgået fra Faderen mens den andre fraktionen mente at Messias er skabt av Gud, og at han er et vanlig menneske. Den sidste vurderingen ble udarbejdet i tidlig middelalder. Rabbi Maimonides (1160-1235) var en talsmanden for denne fraktionen.

Han benægtet at Messias er fra evighed av som person, men han mente at Messias sjæl var til fra før verden ble skabt, for verden ble skabt til Messias og til den messianske tidsperioden, som er den sidste tidsperioden på denne jorden.

På det fysiske planet derimod er Messias et almindeligt menneske. Han bliver født av vanlige forældre. Det eneste kravet en må stille til Messias, er at han er en efterkommer av Davids hus gennem Salomons linje. Når han først bliver født, vil han udvikle en åndelig perfektionisme idet han vil holde Torahen på en perfekt måde og kræve at alle folk på jorden gør det.

I enhver generation er det et menneske som kan blive Messias. Når endens tid er kommet, så vil Messias sjel forene sig med denne personen. Messias sjæl er opbevaret i Edens hage indtil den tiden kommer, at den kan forenes med Messias. (Se Jacob Immanuel Schochets bok: Masiach. The Principle of Masiach and the Messianic Era in Jewish Law and Tradition. s. 37-41.)

  Professor Klausner sier følgende om det jødiske bildet av Messias: “Den jødiske Messias er en forløser, stærk med hensyn til ytre og åndelig magt, som i de sidste dage vil bringe det jødiske folk fuldstændig forløsning, og det i økonomisk og åndelig henseende, og sammen med evig fred, materiel velstand og moralsk fuldkommenhed for hele menneskeslægten.” (Se mine bøger: Jødernes Konge. Bind 2. Kapittel: Messias er jødernes konge. Og Guds-riget i Israel. Kapitel: Messias som forsoner og konge.)

DET ER TO MESSIASER

Det oprindelige synet i jødedommen var at det bare er en Messias, men i og med at rabbinerne ikke formåede at forene lidelses- og herligheds siden ved Messias, så mente en del av dem at det var to Messiaser. Den første, Messias ben Josef, ville vinde de store endetidskrigene mod Jordan og mod Roma. Han ville miste livet i disse krigene.

Etter hans død ville Messias ben David komme. Han ville oprejse Messias ben Josef fra de døde og herske over jødernes fjender. (Se mine bøger: Jødernes Konge. Bind 4. Kapitel: Messias er Herrens lidende tjener. Og Jesu Genkomst. Bind 4. Kapitel: Rabbinernes syn på Messias som Herrens lidende tjener.)

Vi har ovenfor behandlet det billedet som den rabbinske jødedommen har av Gud og forholdet mellom Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd. Det er den første vurderingen som er den mest rigtige. De to andre vurderinger er ikke rigtige.

En av hovedgrundene til at den rabbinske jødedommen har et galt bilde av Gud, er det forholdet at den ikke har formået å placere Guds Søn, som er Jesus, på et ret sted i fremstillingen. Den rabbinske jødedommen har ikke formået å se og å forstå at Jesus fra Nazaret er Guds Søn, og av den grund har den heller ikke fået et ret billede av Gud-dommen. Det bliver for mange filosofiske spekulationer og antagelser om Guds væsen i den rabbinske jødedommen. Den har ret i at Gud er en, men det er ikke ret at Messias hører med til det som er skabt. Han er Gud på lige linje med Faderen og Den hellige Ånd. Dette vil blive rettet på når det jødiske folket en gang i fremtiden ser og forstår, at Jesus fra Nazaret både er Guds Søn og jødernes Messias.

I Tanach kommer det også frem mange steder at Messias er Gud. ”Derfor skal Herren selv give jer et tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun gir ham navnet IMMANUEL (som betyder ”Gud med os”).(Es.6,14.)

”For et barn er os født, en søn er os givet, og herredømmet er på hans skulder, og han skal kaldes under, rådgiver, VELDIG GUD, TIDSALDERLIG FADER, Freds fyrste.” (Es.9,6.)

”Stig op på et højt fjeld, du Sions glædesbud! Opløft din røst med kraft, du Jerusalems glædesbud! Opløft den, frygt ikke! Si til Judas byer: SE, DER ER DERES GUD!” (Es.40,9.)

Jesus sa følgende om sit forhold til Gud. ”Jeg og Faderen, VI ER ETT.” (Joh.10,30.)

”Jesu sier til ham: Så lang en tid har jeg vært hos jer, og du kender mig ikke, Filip? DEN SOM HAR SETT MEG, HAR SETT FADEREN. Hvorledes kan du da si: Vis os Faderen? Tror du ikke at JEG ER I FADEREN og FADEREN I MEG? De ord jeg sier til jer, taler jeg ikke av mig selv, men Faderen som bliver i mig, han gør sine gerninger.” (Joh.14,9-10.)

Den kristne kirken har anerkendt Jesus av Nazaret som verdens frelser, men ikke som jødernes Messias, for store deler av den har ment og mener fortsat at den har overtat jødernes løfter og opgaver. 1000 års-riget er blevet erstattet av kirkens tid. Vi lever nå i 1000 års-riget.

Dette er et helt galt syn på Guds planer med Israel og med jøderne. Det vil ske alt det som Tanach sier om dette.

I og med at kirken også anerkender N.T. som Guds ord, så har den de største forudsætninger for å få et rigtig bilde av forholdet mellom Faderen, Sønnen og Den hellige Ånd. Det har den også formået. Den lægger vægt på Guds enhed. Når den bruger begrebet ”treenighed”, så mener den ikke at Gud-dommen består av tre individuelle guder. Det er bare en Gud, som indeholder en trefoldig adskillelse.

Både jødedommen og kristendommen står foran STORE REVISJONER i sin lære. Dette kommer ikke til å ske fuldt ud før Jesus kommer tilbage og sætter alt i sin rette skik og forståelse, men i mellomtiden skal vi sammen få lov til å arbejde med teologien slik at den bliver så rigtig som mulig.

Tingvoll den 7-2-06. Oskar Edin Indergaard

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com