Gensyn med-del 1. Oskar Edin Indergaard

Gensyn med: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og Lære. Del 1.

forfatter Oskar Edin Indergaard resume E. Ladegaard Kristensen

s.14 Hebraisk er et sprog som hellere (end det græske) lægger vægt på aktion og følelser end logik og ensartethed. Hvor vi i vesten kan se logisk brist og logiske mangler i fremstillingen, da vil jøderne ikke have dette problem. Hebræerne er ikke optaget af at alt skal have sine logiske forklaringer.

Af den grund har det hebraiske sprog kun få abstrakte problemer. Når hebræerne skal give udtryk for det som er abstrakt, bruger de konkrete udtryksmåder. Dette vil føre til problemer for os i Vesten, som gerne vil forklare alle ting på en logisk måde.

Medens den hebraiske tankegang og det hebraiske sprog er den udtryksfor som Gud har valgt at udtrykke sig på i Bibelen Skrifter, er den græske-filosofiske logikkens udtryksmåde. Det var filosofeene i oldtiden som udarbejdede systemerne for logisk tænkning.

Medens vi ofte tænker i ”logiske linier” og tænker at Guds logik er den samme som menneske logik, så tænker hebræerne i ”logiske blokke”, hvor den ene blok kan angå Guds tanker og vurderinger, medens den anden blok angår menneskers tanker og vurderinger.

På baggrund af det som vi har skrevet ovenfor, er det indlysende at vi ikke uden videre kan forstå alle sammenhænge i Bibelen ud fra vor måde at tænke og udtrykke os på, men når vi er opmærksomme på de forskel som der er mellem det hebraiske sprog og deres måde at udtrykke sig på, og de vurderinger som vi i Vesten har, så kan vi lettere tilegne os indholdet i Bibelen. Se min bog: Kristendommen Jødiske Rødder: Den hebraiske tænkemåde. Se også min artikel: Kundskaben om jødedommen og bibelsk tænkning. Del 1. på mit

internet: http://home.online.no/~oskaredi/index.htm

Forskellighederne som der er mellem de 4 evangelier, bliver forklaret på følgende måde.

1. De tre første evangelier fortæller mest om Jesu virke i Galilæa, Medens Johannes evangeliet fortæller om Jesu virke i Judæa. De 4 evangelier udfylde hverandre.
2. Medens de 3 første evangelier angår det jødiske folk og den messianske menighed generelt, så angår indholdet i Johannes evangeliet ”en selvstændig, ur-kristen oral (mundtlig) tradition som hørte hjemme i et særligt Palæstinas miljø i tiden før Jerusalems ødelæggelse i år 70. En således lokalisering af traditionen må være en forklaring på den specielle interesse for Jesu virksomhed i Judæa.” Se Studie Bibel, nr.2.s.497
3. I og med at Johannes evangeliet er skrevet så meget senere (ca. år 90) end de andre evangelier, så er den Nåden, som vi har i Jesus Kristus, mere fuldstændig fremstillet hos Johannes end hos de andre evangeliske-forfattere. Da Johannes evangeliet blev skrevet, var den kristne lære fastlagt gennem Paulus hans breve. Dette har også øvet indflydelse på indholdet i Johannes evangeliet. Dette betyder ikke at dette evangelium ikke hører med til de messianske Skrifter. Det betyder at hovedvægten i dette evangelium blive lagt på nåden og ikke på gerningerne. Vi ved at Jesu forkyndelse gik ud på at jøderne måtte forpligtige sig på både Guds krav og Guds nåde. Den som ønskede at få del i Guds rige, måtte gå ind under både Jesu krav og Jesu kærlighed.

s.29 Der er forløbet 30 år mellem Johs.2 og 3, kapitel.

Jøderne fik en tidsperiode på 40 år, således at de kunne forberede sig. Johannes skulle rydde ”vej” for Herren. Det betyder at han skulle jævne vejen foran Messias, således at når han kom, så var det jødiske folk klar til at modtage Messias.

Han var den kommende Elias, som skulle vende fædrenes hjerter til fædrene, således at Gud ikke skulle komme for at straffe folket for deres ulydighed. Mal.4,5-6.

I gl. testamentes tid var det almindelig at når en konge kom, så plejede man at rydde vejen for stene, således at det skulle være let for kongen at komme frem: Es.40,3. I dette Bibel-vers er Messias og Gud fremstillet som det samme – noget som de også er.

Johannes skulle ikke rydde stenene ude i teregnet, men han skulle borttage de åndelige anstødsstene som der var i Israel, således at når Jesus kom, så skulle alle jøderne se og forstå at han var Messias. Luk.3,5-6. Es.40,9.

s.30 Der var et nært samarbejde mellem Johannes og Jesus. De forkyndte det samme budskab om at Guds rige var kommet, i og med at kongen, Jesus, var kommet. Den som ville få del i dette rige, måtte komme til en personlig tro på Jesus, angre sine synder, omvende sig og tage vanddåben.

Der er nogle Bibel-granskere som hævder at Johannes hørte med til den gl. pagt, medens Jesus hørte med til den ny. Pagt . Det er galt. Sandheden er at de begge hørte med til den messianske bevægelse i Israel: Luk.16,16.

Jøderne blev bedt om at vende tilbage til Guds ordninger, idet de angrede deres synder og kom i ny position til Gud. Dette vil også sige at de måtte godtage det som Johannes og Jesus underviste dem om. Begge var udsendinger fra Gud, og de kom med et delvis nyt budskab. Dette vil også sige at de måtte godtage det som Johannes og Jesu underviste dem om. Begge var udsendinger fra Gud, og de kom med et delvi nyt budskab.

Jesu Torah byggede sin undervisning på Mose Torah, men disse to Torah er ikke helt ens med hensyn til indholdet. I Jesu forkyndelse er kærligheden til mennesker mere fremtrædende end i Mose Torah, som forkyndte princippet øje for øje og tand for tand”. Det betyder at

dersom et menneske havde ødelagt øje eller tand på et med-menneske, så skulle det bøde med sit eget øje eller en tand på et m,ed-menneske, så skulle det bøde med sit eget øje og med sin egen tand. 2.Mos.21,24.

I Talmud, som er det jødiske kommentarværk, er dette omtalt til at gælde udbetaling af penge. Den som skadede øjet på et menneske, skulle give vedkommende en kompensation for dette i form af penge.

Det er den fremstilling som Bibelen giver, som er ret. Talmud er blot et kommentar-værk, som er forfattet af mennesker, men Bibelen er Guds ord.

I dette tilfælde ser vi at der er forskel på det, som den skrevne Torah giver udtryk for. Rabbinerne mente at begge disse Torah var ligestillet, men Jesus mente at Mose Torah var den Torah som jøderne skulle holde sig til.

Jesus sagde bl.a. om, sig selv at han ikke var kommet for at ophæve Torah eller profeterne, men han var kommet for at opfylde. Dette betyder bl.a. at han var kommet for at korrigere den mundtlige Torah og tolke den ret, således at den kom i overensstemmelse med Guds ord.

Himlenes rige

Begrebet ”himlenes rige”, består af to ord på græsk, og det er ”ouranos” og ”basileia”

Mange tror og lærer at når vi er kommet til N.T., så er vi kommet ind i kirkens tid. Dette er ikke rigtigt. I den første tid frem til apostlen Paulus så er det udelukkende Riget for Israel det drejer sig om.

Riget for Israel var ikke blot ”kommet nær”. Det var til stede. Det græske verpe som er brugt her, er ”engiken”. Det betyder ”er kommet nær”. Når vi ser på det tilsvarende hebraiske verpe, som er ”karva”, så betyder det ”at være til stede”. Se bogen: Jesus Rabbi and Lord, af Robert L. Lindsey, s.107-109.

Dette er endda et eksempel på at Mattæus evangeliet er oversat fra hebraisk til græsk, for når vi oversætter dette evangelium tilbage til det hebraiske sprog, så får vi ofte en rigtigere forståelse af ordet.

Når kongen i dette rige var kommet, så var riget kommet. Det havde også et geografisk udgangspunkt, og det var Jerusalem og Israel. At dette rige skal udvikle sig til et verdensrige, det er en anden sag.

Mattæus brugte udtrykket ”himlenes rige” i stedet for ”Guds rige”. Han brugte udtrykket ”Guds rige” 5 gange. De andre evangelister brugte bar udtrykket ”Guds rige”.

Grunden til at Mattæus brugte udtrykket ”himlenes rige” så ofte, var at han havde ærefrygt for Guds navn.

s.34 Paulus kaldte sin lære for ”Mine veje i Kristus”. Paulus kom med en delvis ny lære. Den angik ikke den messianske jødedom, men den angik den kristne forsamling. 1.Kor.5,17.

Paulus havde ikke lært de ny- testamentes hemmeligheder af noget menneske, men det var den opstandne Jesus som underviste ham om dette: Gal.1,11-12.

Dette betyder bl.a. at Paulus lærer ikke var lig med apostlenes lære. Begge parter havde fået deres undervisning af Kristus. Apostlene var blevet undervist af Jesus medens han var på jorden. Paulus var blevet undervist af Jesus efter hans himmelfart.

s.38 Efter at Den Hellige Ånd var kommet, blev dette det store frelsespant på om jøderne hørte med til Guds rige eller ikke, ”sandhedens ånd” som verden ikke kan få, for den ser ham ikke og kender ham ikke. I kender ham, for han bor hos jer og skal være i jer. Joh.14,11 v.17.

Til trods for at det er Jesu forsoner-gerning som giver mennesker del i frelsen, så blev alligevel syndernes forladelse kanaliseret gennem vanddåben i den messianske forsamling. Grunden til det var at jøderne var bundet til Torahen.

Den Hellige Ånd var også et løfte som blev givet til jøderne. De blev lovet en ny pagt og en ny ånd i deres hjerter: Jer.31,31-34.

Men Jesus skulle ikke blot døbes med Den Hellige Ånd, han skulle også døbes med ild eller dom.

Det vil sige at han skulle dømme de af folket, som ikke ville underlægge sig Guds ordninger, v.11.

Jesus skulle rense sin tærskeplads og samle hveden i sin lade, medens avnerne, skulle han brænde op med ild, som aldrig kunne blive slukket, v.11-12.

”Hveden” er et billede på de ”troende i Israel”.

”Tærskepladsen” er et billede på ”dommen over jøderne” - først år 70 og derefter i den store trængsel, som ligger foran os.

”Avnen” er et billede på de ”u-frelste i Israel”

”Laden” er et billede på ”Riget for Israel”

Den dom som kom over jøderne, skulle aldrig blive slukket. Det vil sige at disse jøder og disse hedninger, som var gået over til jødedommen som proselytter, fik ikke del i Riget for Israel. De måtte tilbringe denne tid i stor foragt og kval udenfor Riget: Es.66,23-24.

Den som ikke fik del i ”den kommende tidsalder”, som rabbinerne kaldte Det Messianske Rige, fik heller ikke del i ”de kommende tidsaldre”, som er selve ”evigheden”.

s.39 Hvad der gælder udtrykket ”at døbe med ild”, så har vi det samme udtryk i Lukas 12,49-50. ”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden (på Israel), og hvor ville jeg gerne at den var tændt. Men en dåb har jeg at døbes med og hvor jeg gruer til den er fuldført.”

Vers 50 handler ikke om Jesus død, som de fleste tror, men det har med den ild (dommen) som Jesus er kommet for at kaste på jøderne.

I den jødiske litteratur har vi noget som hedder parallelisme. Det går ud på at man gentager det samme menings-indhold i to forskellige sætninger, som står ved siden af hverandre. Ordene er forskellige, men indholdet skal udtrykke det samme.

Således er det også med Luk.12,49-50. De ord som er parallelle her, er ”dåb” og ”ild” og verbet ”at døbes” og ”at kaste”. Sætningen nr.1 og 3 er parallelle, og sætning nr.2 og 4 er parallelle.

Den rette mening af Lukas 12,49-50 bliver da:

”Ild er jeg kommet for at kast på jorden.

Hvor ville jeg gerne at den allerede var tændt.

Jeg har en dom at udføre.

Hvor jeg gruer til det er overstået.

Da Jesus var døbt, steg han straks op af vandet, og se himmelen åbnede sig for ham,og han (Jesus)så Guds Ånd fare ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra himmelen, som sagde: dette er min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag. Matt.3.

s.46 Da de nu traf Jesus i Galilæa, så blev de hans efterfølgere og apostle. De forlod straks deres

garn og fulgte efter Messias, for han sagde at han vil gøre dem til menneske-fiskere. Dette var et meget højere kald end det at fange fisk. Måtte vi alle vælge det som Herren har for os, selv om vi må forlade det sikre og gå ind i det ukendte. Den vej som Herren har for os er den bedste.

Modsat Jesus (Matt.19,29.) siger Paulus at den som ikke tager sig af sin familie, er værre end en vantro: 1.Tim.5,8. I dette tilfælde sagde Jesus det modsatte af det som Paulus underviste om.

Dette skal få os til at forstå at vi her har to forskellige undervisningsformer i N.T. Jesus forkyndte de teologiske sandheder om Riget for Israel, medens Paulus forkyndte hemmelighederne med de kristne menighed.

Som mine læsere sikkert ved, så mener undertegnede at vi har to forskellige læresystemer i N.T.

a.) Forkyndelsen af Riget for Israel. I denne forkyndelse har jødernes Torah, således som Jesus tolkede Mose Torah, en central plads. Den messianske lære finder vi i de 4 evangelier, i Apostlenes gerninger, 1-12, i de jødiske Skrifter og i Johannes Åbenbaring. Denne lære kalder vi for ”evangeliet om Riget”.

b.) Forkyndelsen af den kristne menighed. Den finder vi udelukkende i Paulus breve. Det centrale i disse breve er at mennesker bliver frelst af nåde og ikke ved gerninger: Ef.2,8-9. En bliver heller ikke bevaret som kristen ved ydre overholdelse af budene. Det er Guds nåde som opdrager os til at leve på en ret måde: Titus 2,11-12. Denne lære kalder vi for ”evangeliet om den frie nåde”.

Disse to læresystemer har lære-mæssige ting som er fælles, men de har også mange ting som ikke er fælles, og de skal ikke blandes sammen.

Der har op igennem snart hele frelses-historien være en sammenblanding mellem disse to lære- systemer, men nu er tiden kommet så langt, at vi må begynde at skille disse og forstå Guds ord på en ret måde. Vi må huske på at Paulus opfordrede Timoteus til at fordele Skrifterne på en ret måde. Det gælder også os: 2.Tim.2,15.

Dette er hovedgrunden til at denne Bibel-kommentar blev skrevet. Den vil være et forsøg på at retlede kristen-folket og andre, således at de kan få en ret forståelse af Guds ord.

Jeg ønsker at kristen-folket kan se, at jøderne har et åndeligt fundament og det angår Riget for Israel, medens den kristne menighed har et andet åndelig fundament, og det angår den kristne menighed, som er en himmelsk forsamling.

Dersom vi ikke ser og forstår dette, så kommer vi aldrig ind i den åndelige frihed, som Paulus beskriver i sine breve

Dersom vi ikke får tag i dette, så bliver vi aldrig frigjort i vort kristenliv, for vi kommer til at ind- blande elementer fra Jesus og apostlenes forkyndelse ind i Paulus lære om den frie nåde.

Der kom en ny tid med Paulus.

Indholdet i N.T, skal fordeles på følgende grupperinger af mennesker:

a.) De hedninger som ikke har hørt om jødernes Torah eller om evangeliet om den frie nåde:

Rom.1,18-32.

b.) Jøderne som har Toraen, m,en som ikke vil bøje sig for Guds ordninger i de forskellige tidsperioder: Rom.2,1-3 v.20.

100. De messianske jøder som blev frelst med Rigets evangelium.

d.) De jøder og hedninger som hører med til Jesu legeme. Rom.3,21-31.

e.) De jøder og hedninger som bliver frelst efter den kristne menigheds bort-atomar.

s.50 I Paulus forkyndelse er det den kristne menighed som er i centrum. Den består både af jøder og hedninger. Den kristne menighed er en ny frelses-forsamling, som ikke havde været før. Den indgår i en enhed med Jesus, der Jesus er hovedet, og hver enkelt af os som tror på Jesus, udgør lemmerne på legemet: 1.Kor.12,27.

Medens jøderne har jordiske løfter, så har den kristne menighed himmelske løfter. Vi er allerede på nuværende tidspunkt indsat i himmelen sammen med Jesus (Ef.2,6.) og har del i ”al åndelig velsignelse”: Ef.1,3.

Efter at Gud først havde dømt hedningerne og derefter jøderne, så tog han sig et nyt folk, som bestod både af jøder og hedninger: Rom.11,32. Dette er den kristne menighed. Den består af både jøder og hedninger. Paulus var den første som fik vist de lære-mæssige sandheder om denne menighed.

Det som først og fremmest kendetegner Gud, er ikke strenghed og dom, men nåde, barmhjertighed, frelse og kærlighed. Han vil at alle skal blive frelst og lære sandheden at kende: 2.Mos.34,6.

Når vi studerer frelses-historien, ser vi at dette er rigtig. Vi må blive imponeret over den mængde nåde som findes hos Gud.

s.56 Når man sammenligner den messianske jødedom, så er der lagt meget større vægt på gerningerne end i den paulinske kristendom. Medens man i jødedomme spørger: Hvad skal jeg gøre, for at blive frelst, så spørger man hellere i kristendommen: Hvad skal jeg tro, for at blive frelst. Dette viser også at her er tale om to forskellige trossystemer.

Der er ingen modsætninger mellem den messianske jødedom og kristendommen, for de beskriver to forskellige læresystemer. Den første angår Riget for Israel, og den anden angår den kristen menighed.

Medens jøderne var knyttet til Mose Torah gennem hele perioden frem til templet ødelæggelse i år 70, så er den kristne menighed knyttet til Guds nåde.

Det som frelser både jøder og hedninger er troen på Jesus, men i vandringen som troende bliver der stillet forskellige krav til disse to menigheder. ”Og der er ikke frelse i nogen anden, for der er heller ikke noget andet navn under himmelen, givet blandt mennesker, ved hvilken vi skal blive frelst” Apostlenes. Gerninger 4,12.

s.57 Den 8. saligprisning. ”Salige er de som er forfulgt for retfærdigheds skyld, for himlenes rige er deres: Matt.5,10.

Denne saligprisning er galt oversat. Det er ikke de som bliver forfulgt som skal arve Guds rige,

men det er de som søger Guds rige af hele hjertet, som skal blive frelst.

En får ikke del i Guds rige blot på grund af forfølgelse, men på grund af at man søger frelsen i dette Rige. Dette vers skal oversættes på flg. Måde:”Salige er de som søger (jager efter) retfærdighed (frelsen), for Himlenes rige er deres.”

Grunden til at dette vers er blevet galt oversat er:

a.) At man har ment at den som blev forfulgt for Guds Rige, skulle arve Guds Rige.

b.) Det hebraiske verpe for ”at forfølge” er ”radaf”. Det har to betydninger, og det er ”at forfølge” og ”at jage efter”. Her burde ordet have været oversat med ”at jage efter” og ”at søge”.

s.64 Matt.5,20: Kan også betyde flg. Dersom jødernes retfærdighed blot var reduceret til almissen så kunne de ikke få del i Guds rige.

Paulus kunne ikke have udtrykt sig på denne måde. I hans forkyndelse er det blot et retfærdigheds problem, og det er Guds retfærdighed og Guds nåde.

Medens den messianske jødedom opererede med 2 retfærdigheds-begreber, så har den paulinske lære blot et retfærdigheds-begreb, og det er Guds retfærdighed.

Jeg efterlyse logisk tanke og konsekvens i den teologiske fortolkning. Den eneste måde at gøre dette på, dersom man skal yde det teologiske indhold i N.T, sin ret, er at regne med to selvstændige teologiske systemer som ikke skal blandes sammen.

De har deres ligheder, men de har også deres uligheder. Se min bog: Jødedommens Jødiske Rødder, hvor jeg skriver en del om dette.

Medens den messianske jødedom baserer sig på betinget nåde, har den paulinske kristendom fri nåde. Der er ingen som har fortjent Guds nåde, men det er en anden sag.

s.67 Den jødiske Torah gælder ikke for den kristne menighed. Vi er frelst af nåde ved tro, og vi bliver bevaret på grund af nåden. Vi bliver ikke bevaret som kristne på grund af gerninger eller overholdelse af Guds bud. Når vi gør gode gerninger, så er dette et udtryk for at Guds nåde arbejder med os og i os: Titus 2,11-12.

s.71 Når det gælder de nye bud, som Jesus udarbejdede i Matt.5,39-42 . Så kan vi ikke praktisere dem i vor tidsperiode, for de er givet i en jødisk sammenhæng. Jesu lære angår Riget for Israel. Det er helt urealistisk at leve op til disse bud i vor tid, for det vil føre til uholdbare situationer og social uorden.

Til trods for det så har vi lignede tanker i kristendommen. Vi må huske på at kristendommen er jødedom som er tilpasset os hedninger: Rom.12,14 v.17-19. 1.Kor.5,15.

Vi ser derfor hvor vigtigt det er at vi læser N.T, ud fra et dispentionalistisk synspunkt. Den som ikke regner med de forskellige tidshusholdninger i læsningen af Guds ord, vil få store problemer med at forstå Guds ord på en ret måde.

I Riget tid vil Jesu undervisning være basis for styret i den messianske menighed. Det skal blive et retfærdigt styre, og af den grund vil det også kræve en stor etisk retfærdighed fra menneskers side.

s.76 I den messianske jødedom blev opfyldelsen af bøn reguleret efter to forhold, og det var:

De messianske jøder måtte tro på Jesus som jødernes Messias.

Der måtte holde Jesu bud, for at opnå det som de bad om.

På samme måde som Jesus holdt Guds bud og blev i Guds kærlighed på samme måde var det også med de messianske jøder. For at få det som de bad om, måtte de holde dele af aftalen eller kontrakten.

Således er det ikke i den paulinske kristendom. Opfyldelsen af vore bønner er ikke relateret til om vi holder Jesu lære eller Jesu bud. Der kom en helt ny tid med Paulus.

Vi skal ikke fokusere på opfyldelsen af hvert enkelt bud, men på Guds nåde. Det er Guds nåde som gør at vi holder de bud og de forordninger som gælder i vor tidsperiode. Rom.8,14.Tit. 2,11-14

Når vi holder de forskellige budene, så er dette et bevis på at det er Guds nåde som arbejder med os. Ef. 2,15-. I den paulinske kristendom regner vi blot med et retfærdighedsbegreb, og det er Guds retfærdighed: Rom.3,21-22.

s.78 Den kristne menighed vil være et udstillings-vindu for hele verden i kommende tidsperiode, for at vise hvor ufattelig stor den nåde er som han giver os i nuværende tidsperiode, som er nådens tid. Vi ved ikke engang hvad vi skal bede om, men Den Hellige Ånd hjælper os, således at vi kan bede på en ret måde: Rom.8,27-.

Dette betyder ikke at der ikke var nåde i tidsperioderne før den kristne menighed. Der har været nåde i alle tidsperioder. Det er Guds nåde som har frelst mennesker bestandig.

Før den frie nådes tidsperiode, som er vor tidsperiode, da måtte troen blive demonstreret gennem gerninger og overholdelse af de forskellige bud. Troen måtte blive testet. Således var det både i tidsperioderne før Sina pagtens tid, under Sina pagtens tidsperiode og i Jesu undervisning.

I Paulus forkyndelse da kan en få lov til at være et Guds barn selv om man ikke har de gode frugter i sit kristen-liv. En kan miste hele lønnen, men alligevel blive frelst, for kristen-livet opholdes ikke ved udøvelse af gode gerninger, men ved Guds nåde: 1.Kor.3,15.

Den kristne menighed er ikke overgivet til overholdelse af bud og regler, men vi er overgivet til Guds nåde: Apostlens gr.20,32.

Vi må skille mellem Guds nåde, som har været i alle tidsperioderne, og Nådens tidsperiode.

De Ny. testamentes hemmeligheder blev åbenbaret for en mand, og det var Paulus: Ef.1-2. 3,1-6

Vi må ikke sammenblande det messianske budskab og Paulus lære, for de angår to forskellige tids-husholdninger i Guds rige.

Paulus hans budskab er en parentes ind i Guds program med jøderne.

Efter den kristne menigheds bort-atomar vil Paulus undervisning blive trukket tilbage.

De messianske jøder vil da komme ind i centrum igen, og de vil videreføre Jesu og apostlenes lære, således som den kommer til udtryk i de 4 evangelier, i først del af Apostlenes Gerninger og i de hebraiske Skrifter i N.T.

s.79 ”Fadervor” er en jødisk bøn. Vi kan naturligvis bruge den i indeværende tidsperiode. Men det er ikke alt det som står i denne bøn, som passer for os. Det er en bøn som angår den messianske jødedom. Hvad der gælder det tidsmæssige aspekt ved den, så henviser den til flg. Tidsperioder:

a) Den angår tiden for Jesu og apostlenes forkyndelse.

b) Den gælder trængselstiden på 7 år som endnu er fremtidig.

c) Den gælder for hele 1000 års-rigets periode.

s.82 Den som ikke tilgav først, fik ikke syndernes forladelse af Gud.

Således er det ikke i vor tidsperiode og i den paulinske lære. Vi bliver tilgivet vore synder på grund af Jesu forsoning.

Vi kan være sikre på syndernes forladelse når vi tror på Jesus. Det ”at tro på Jesus” Er det samme som ”at have syndernes forladelse”. Ef.4,32,

s.83 I vor tidsperiode behøver vi ikke at bekende vor synder for at få syndernes forladelse. Guds nåde dækker alt dette. Vi har automatisk syndernes forladelse så længe vi tror på Jesus. Det er det samme som ”at være i Kristus”.

Dette betyder ikke at vi ikke skal lægge alle vore synder frem for Gud og bede ham om at hjælpe os, således at vi kan leve et bedre liv som kristne. Vi skal lægge alt frem for Gud: Ef.4,6, men det er nåden som må føre til at vi lever et bedre liv som kristne og ikke gerningerne.

Den 6. bøn (Matt.6,13) er en bøn om at Gud ikke må lede de messianske jøder ind i fristelse (prøve). Det ord som her er brugt, er på græsk ”pirasmos”. Det skal ikke oversættes med ”fristelse”, men med ”prøve”. Denne bøn angår de prøver som jøderne skal igennem i den 7 års trængselstid, som ligger foran.

Det samme ord er brugt i Johs. Åb.3,10 om menigheden i Filadelfia, som er en messiansk menighed. Gud vil bevare den ud fra (gennem) trængselstiden.

Det forhold at de 7 lilleasiatiske menigheder ikke er paulinske menigheder, ser vi af indholdet af det som Johannes skriver til disse menigheder, hvor der bliver lagt stor vægt på de gerninger som de gør og lidt vægt på Guds nåde, som kendetegner de paulinske menigheder: Johs. Åb. 2,5. 3,2.

Vi gør opmærksom på at i Efesus som i mange andre byer i adspredelsen var der to typer menigheder, som troende på Jesus, og det var.

a) De messianske menigheder, som bestod af jøder og proselytter. De blev betjent af apostlene.

b) De paulinske menigheder, som bestod både af jøder og hedninger. De blev betjent af Paulus og hans medarbejdere.

Lukas 11,13. Den 6. bøn er bøn om at Gud må bevare jøderne fra ”det onde” eller ”den onde”

Dette er også en bøn som angår jøderne i den store trængsel: 2.Tess.2,3-4.

Fadervor afsluttes med en bekræftelse om at Riget for Israel, magten og ære hører Herren til i tidsaldrene.

s.88 Vi må lære at skille mellem den betingede og den ubetingede nåde. Der er ingen som har fortjent Guds nåde, men det er en anden sag.

Vi har let ved at sammenblande disse to læresystemer som er beskrevet i N.T. Der er stor forvirring på dette område. I forkyndelsen blander de fleste sammen Guds krav og Guds nåde.

De to læresystemer som vi har i N.T, må ikke blandes sammen. De har deres egenart, og de har forskellige målsætninger.

Den messianske jødedom tog sigte på at udtage jøder og hedninger for Riget for Israel, medens den paulinske kristendom tog sigte på at udtage den kristne menighed for himmelen.

De som sammenblander disse to læresystemer bidrager til at der bliver forvirring blandt de troende, og at evangeliet mister sin kraft.

De som f.eks. forkynder sat vanddåben er nødvendig for at blive frelst, eller de som forkynder at der er frelse (genfødelse) i vanddåben, de er med til at svække evangeliet om Guds nåde: 1.Kor.1,17.

Store dele af den kristne kirke i dag har ingen kraft i sin forkyndelse. Den er henfaldet til ritualisme og menneskelige påfund.

Bjørnstjerne Bjørnson har sagt at de fleste mennesker går på Guds veje. Dette er ikke ret. Det er det modsatte som er tilfældet. Der hvor de fleste mennesker går er ikke på Guds veje.

s.96 Vi skal ikke forkynde Torah til de u-frelste i vor tidshusholdning. Vi skal forkynde nåden, for deres synder er sonet på Golgata. Han er en soning for al verdens synd: 1.Joh.2,2.

”forsoningens tjeneste” går ud på to ting, og det er:

a) At forkynde at alle troende er frelst ved Jesu forsoner-gerning.

b) Forkynde at Jesus har sonet al verdens synd, og at han ikke længere tilregner verden deres synder. Det er ikke synden som er et problem i vor tid, men det er at mennesker ikke vil tage imod yndernes forladelse: 1.Kor.5,14-21.

De mennesker som går fortabt for Guds rige, bliver heller ikke dømt på grund af synden i deres liv, for den er taget bort, men de bliver dømt på grundlag af deres gerninger. Johs. Åb. 22,12.

s.97 Det forhold at Mose Torah som åndelig system er ophævet, betyder ikke at det enkelte bud i denne Torah er bortfaldet i indeværende tidshusholdning. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap: De ti bud er indtaget i Paulus undervisning med undtagelse af sabbatbud og bud om gengældelse i 3. og 4. slægtled.

Vi har også en række forskrifter og pålæg indenfor den kristne menighed. I Paulus Skrifter har vi i underkant af 400 bud eller forordninger som gælder den kristne forsamling. Dette gælder forholdet til vore medmennesker, til de troende, til samfundet, til ordningen i Guds-tjenesten og til Gud. Rom.2,4. Gal.1,15. 1.Kor.15,10.

s.99 Når man ikke regner med en åndelig størrelse som Riget for Israel i sine teologiske vurderinger, ser en heller ikke at Jesus kom med evangeliet om dette Rige.

Den alvorlige konsekvens af dette bliver at man trækker ind Jesu forkyndelse i den kristne menigheds forkyndelse.

Der opstår stor forvirring blandt de troende, og det budskab som de både hører og forkynder selv, bliver ikke Paulus hans nåde-budskab, men en sammenblanding af et evangelium, som har i sig elementer både fra Jesu forkyndelse og Paulus forkyndelse.

Et sådant budskab binder de troende og gør dem ikke glade og frie.

Det fører til stor frustration blandt de troende, for de forstår ikke hvad den sande paulinske lære går ud på. Eyvind von Tangen Sivertsen siger flg., om Bjergprædikenen i sin bog: Hvordan læser du Bøgernes bog? s.67-68: Tilbudet om dette Rige skulle vel gives til folket. Men de ville ikke forstå at dette rige efter sit inderste væsen var et åndeligt Rige bestem og ånds styret Gudsrige med Messias-tidens herlighed som tilgift.

Vi må gøre alvor af synet på Jesus som den forjættede Israels Messias.

Læs Bjergprædikenen ud fra denne forståelse og i lyset af det profetiske ord i Gl.-testamente, da kan der vanskelig rejses tvivl om at denne Jesu ”programtale” helt og holdent tager sigte på Messias-riget med dets menneskelig ideelle tilstander på jorden.

Hvad som gælder Bjergprædikenen, så se min bøger: Jødernes Konge bind 2 og 4, hvor jeg skriver meget om den. Se også min bog: Jesu Genkomst bind 5, kap: Bjergprædikenen er grundlov i Riget for Israel.

s.102 Jesus var ikke blot interesseret i de store mængder. Han tog sig også af den enkelte. Den spedalske havde tro for at Jesus kunne helbrede ham. Dermed var en vigtig forudsætning til stede for at Jesus kunne gøre dette. Vi ved at i den messianske lære, var troen en forudsætning for at helbredelsen kunne finde sted. Jesus pointerede stadigvæk at troen var det middel som han brugte når han helbredte et menneske.

Jesus ville ikke at den spedalske skulle fortælle det til nogen, at han var blevet helbredt for sin spedalskhed. Han ville ikke fokusere på de messianske undergerninger som han udførte, for at jøderne ikke skulle blive optaget af dem. Han ønskede først og fremmest at jøderne skulle se på ham som den som tog bort al verdens synd.

Se min bog Jesu Genkomst bind 4: De messianske undergerninger.

s.103 Vi kan ikke uden videre overføre disse løfter til den kristne menighed. De er givet til jøderne.

Når vi sammenligner den bibelske jødedom i Tanach, den messianske jødedom og den paulinske kristendom med henblik på helbredelserne, så får vi flg. Forskelle mellem disse 3 trosretninger:

a) I gammel- testamentes tid blev jøderne helbredt på grund af løfter.

b) I den messianske forsamling blev jøderne helbredt på grund af løfter plus tro.

500. I den kristne menighed bliver vi helbredt på grund af Guds nåde. Den er baseret på Jesu forsoning. Gal.3,5.

Med Paulus undervisning bliver der sat lighedstegn mellem ”troen” og Paulus nye lære om ”nåden”. Han kaldte sin nye lære for ”den tro som skulle åbenbares”: Gal.3,23.

Det som kendetegner vore menigheder og hver enkelt troende, er at mange har store kundskaber om den kristne lære, men vi mangler kraften til at udføre opgaverne, som Den Hellige Ånd har givet os gennem de forskellige nådegaver. Dette gælder også helbredelsens nådegave. Af to grunde:

a) For det første lærer vi ikke ret om de forskellige tidsperioder. I forkyndelsen sætter vi lighedstegn mellem den messianske tidsperiode og den kristne menigheds tidsperiode. Guds ordninger kan ikke komme til sin fulde udfoldelse, når undervisningen er forkert. Det er ordet som åbner op for Den Hellige Ånds virksomhed og kraft.

b) For det andet beder man ikke om at få nådegaverne, således at man kan praktisere dem. Praktiserende af nådegaverne er blevet en sag for specialister. Det var ikke meningen. Nådegaverne er givet til hele menigheden og ikke blot til de som har ledende stillinger indenfor menigheden.

s.106 I N.T, er det nævnt to gange at Jesus undrede sig:

a) Han undrede sig over denne kaptajns tro: Luk.7,5.

b) Han undrede sig over jødernes vantro: Luk.6,5-6.

Dette betyder at alle kan komme til tro på Jesus. Det store spørgsmål i hvert enkelt menneskes liv er dette: Hvad vil du gøre med Jesus? Vi du tage imod ham som din frelser, eller vil du forkaste hans tilbud om frelsen?

s.110 Paulus godtog de skrøbeligheder som han havde. Dette kunne være forfølgelser, fængselsophold, totur, farer, anstrengelser, hunger, tørst, kulde, nøgenhed og omsorg for menighederne: 2.Kor.11,23-29.

Se bogen: Understandin the Gospels. Af Charles F. Baker, s.67-68, hvor han skriver om forholdet mellem sygdom og forsoning af synden.

s.111 1.Joh.1,9. Vi kan ikke anvende disse udsagn på den kristne menighed i dag. De angår den messianske menighed og hører med til Riget for Israel. Vi behøver ikke jødernes prosure for at blive helbredt. Vi bliver helbredt på grund af Guds nåde, og vi har syndernes forladelse ”i Kristus”.