KARMEL Organ
for kristent forsknings og oplysningsarbejde i Bibelens land og
Norden.
Nr. 5 Maj 1946 2. Årgang.
Dansk tilslutning: side 82:
Lederen
af Kirkens Korshær i København, kontorchef Eyvind von Tangen
Sivertsen, er sammen med sognepræst Georg Bartholdy og
højskoleforstander Frits Larsen, Hillerød, gået ind i det danske
råd for Karmel instituttet. Så skal Karmels læsere også får dem
at møde efterhånden i bladets spalter.
Nr.10. Oktober 1946 "
Israel og den kristne Menighed"
Når
der bl. Kirkelige kristne kan råde så stor uklarhed m.h.t. både
Kristi genkomst og til tusind årsriget, kan det kun skyldes
svigtende tro på urokkeligheden af Guds Ord og løfterne. "Dagen
og Vejen" sluger i uhyggelig grad de kristnes tanker, og
teologiske modsætninger øver alt for ofte langt mere indflydelse på
Ordets beskikkede forkyndere end det Guds Ord, gennem hvilket vi
alene bliver fortrolige både med Guds tanker og med de veje, Han går
for at virkeliggøre dem. Sker der ikke radikal forandring i denne
henseende, en virkelig hjertevækkelse indenfor den kristne menighed,
da kan vi have grund til at befrygte, at Herrens genkomst om tyven om
natten i stedet for frydefuld forløsning, vil bringe forfærdende
domfældelse.
Endnu
et forhold er der, som netop i den just antydede forbindelse, må
berøres noget nærmere, nemlig den dom, der ovenfor er berørt, og
som efter apostlenes ord Rom.11,18-. Vil ramme den kristne menighed,
såfremt den ikke bevares i den rette ydmyghed i sit syn på Israel
som Guds udvalgte folk, og derfor i selvklogskab tænker egne tanker
om Guds riget og går egne veje til dets virkeliggørelse eller kort
udtrykt ikke "bliver i Guds godhed". Vee den kristne kirke
om den i åndeligt overmod roser sig af sin udvælgelse og betragter
sig selv ikke som "meddelagtige I Olietræets rod og fedme",
men som genstand for Guds selvstændige af Israel uafhængige
udvælgelse. Ve den kristne kirke, om den betragter sig selv som den
endelige og afsluttende åbenbarelse af Guds riget her i tiden og her
på jorden, så den glemmer, at den med Jafet så at sige kun bor til
leje i Sems telte 1.Mos.9,27., idet den som en fremmed og udlænding
1.Pet.2,11. Har sit borgerskab i himmelen Fil.3,20. , er frelste i
håbet Rom.8,24. Ja, har sit moderskød i Jerusalem her oventil
Gal.4,26. Det står fast, at den kristne menigheds sønner udkårets,
først fuldendes med vort legemets forløsning Rom.8,23, når vi får
del enten i opstandelsen fra døde eller i de levendes forvandling og
bortrykkelse til mødet med Herren i luften 1.Kor.15,51-. Og
1.Tess.4,13-.. Men ak,! Er ikke dette syn på kristentro og
kristenliv alt, alt for sjældent iblandt os? Ja, er det ikke det
almindeligste, at det betragtes som noget "overåndeligt",
ja, sværmerisk, der gør os uskikkede til nøgtern menneskekærlighed
at arbejde for Gudsrigets fremme her i tiden og nu på stedet?
Værre
er det nok, når kristenheden ikke blot miskender eller endog glemmer
sin åndelige samhørighed med Israel, men ligefrem vender sig i
uvilje imod dette Guds udvalgte folk, ja, forfølger, ja, søger at
udrydde det. Sandelig, der er et frygteligt Ord, som står skrevet og
det tre gange – og Skriften kan ikke rokkes !- at "den som
forbander dig, vil jeg forbande" 1.Mos.12,3. 27,29. 4.Mos.24,9.
Sandelig
her er vi såre langt udenfor "Guds godhed" og må være
forberedt på en dag at opleve den "afhugning", som Ordet
vidner om Rom.11,21-22 og Johs.15,6. Sak.1,14-15 og 2,4. , og det
således, at de kristnes nationers stilling til Israel-folket i dets
nuværende fornedrelse, på hin dag vil veje tungt til på Guds
vægtskåle Matt.25,31-. Når Paulus således taler om en kommende
dom over kristenheden, sætter han den imidlertid på en
bemærkelsesværdig måde ifm. en genantagelse af Israel-folket, en
ny indpodning på den Guds stamme, "deres eget Olietræ, som de
af naturen tilhører" Rom.11,24. At dette bliver en enestående
kristelig folkelig genfødelse, er utvivlsomt. Det ligger gemt i
ordene "deres eget Olietræ, som de af naturen tilhører",
hvilket øjensynligt er noget andet end den Ånds genfødelse, ved
hvilken den kristne menighed "mod naturen" gøres til et
Guds folk. Og dog må der være en dyb indre sammenhæng mellem de to
udadtil forskellige kendsgerninger. Det siger jo nemlig Rom.11,31, at
Israel skal få barmhjertighed ved den barmhjertighed, som er blevet
menigheden til del.
Har jøderne ret til at indvandre
i Palæstina ? Nr.4. April 1947 s.7o.:
Når
jeg har søgt at gøre mig selv rede for, hvad der er afgørende for
jødefolkets ret til uhindret bosættelse i Palæstina, er flg.
grunde de tungest vejende.
Palæstina
er det af Gud forbeholdte hjemsted for det af Ham udvalgte folk.
Jødefolket
har gennem dets årtusind gamle historie, uanset dets vekslende
skæbne, bevaret sin nationalitet og dermed den ubrydelige
tilknytning til fædrenes land.
En
folkeretslig tilsikret adgang til bosættelse i Palæstina er –
efter Nazismens uhørte grusomme fremfærd mod jøderne og den stadig
eksisterende, ja omsiggribende antisemitisme – for dette folk den
eneste mulighed for en national samfundsdannelse til betryggelse af
dets folkelige eksistens, ganske som land og folk er uadskillelige
for alle jordens øvrige nationer.
Den
arabiske nationalisme er af relativt meget ny dato og er navnlig ikke
udgået fra de palæstinensiske Arabere, men er et produkt af moderne
Ægyptisk storpolitik- med deraf flg. indbyrdes modstridende
interesser indenfor den Muhamedanske verden.
Kendsgerningerne
har vist, at jødernes bosættelse i Palæstina, for landet som sådan
har betydet en uhørt kulturel og national økonomisk opblomstring og
kan derfor ikke med forskellige grunde betegnes som uret mod den i
forhold til landets yderevne tyndt arabisk befolkning, hvorved
særlig må mærkes, at Palæstina hverken er eller nogensinde har
været centrum for et folkeligt arabisk kulturliv.
Englands
regering har ved Balfour deklarationen udtrykkeligt forpligtiget sig
til at "gøre sig de største anstrengelser" for at fremme
oprettelsen af et nationalhjem i Palæstina "for det jødiske
folk".
Denne
deklatation danner den moralske basis for det af folkeforbundets 52
stater godkendte engelske mandatstyre over Palæstina.
Nr.10.
Oktober 1947 s.166. HVORFOR ?
I
et lille skrift "Verdensunderet Israel", der udkom sidst i
forrige århundrede, udtalte den kendte professor F.E.Strøter
følgende, der er lige så aktuelt i dag som for 50 år siden.
"Hvorfor
har Israel nu om stunder så svært ved at tro, at de Kristnes
Kristus virkelig er Israels Messias ? " Fordi kirken gennem
århundreder ligesom har skjult og fortiet for Israel, at denne samme
Jesus vil komme igen fra himmelen, og at da skal alle de forjættelser
og løfter opfyldes, som Gud har givet sit folk gennem de hellige
profeters mund om sin rige velsignelse, om Guds statens
virkeliggørelse, om den evige fred o.s.v. Ap. Gr.3,19-21. Men Israel
kan og vil aldrig komme til tro på en Kristus, der afmales som en
Gud, der kun vil ødelægge sit eget folk og bringe det i ulykke og
fordærvelse, medens Han derimod vil overføre alle de herlige og
rige forjættelser, der netop var givne Israel, til andre. Man kan
vel i kristenheden forundre sig og forfærdes over Israels
hårdnakkede blindhed. Men hvor har ikke denne kristenhed lige indtil
vore dage gjort det usigeligt svært for det stakkels Israel at tro
på Jesus som Israels Messias efter Skrifterne ?
Man
tror at have sagt den fulde sandhed, når man siger: Du blinde Jøde,
hvem venter du på ? Messias er jo kommet for lang tid siden."
Og dog har man hermed kun sagt den halve sandhed om Jesus Kristus ,
og kun at sige den halve sandhed er undertiden værre end slet ingen
ting at sige. Dette viser sig ganske tydeligt, når man undersøger,
hvorledes man i kristenheden omgås med de skriftgrunde, hvorpå
rettroende Israelitter nu til dags støtter deres benægtelse af
Jesus som Messias. Først og fremmest siges der således til Jøden:
"Kristus har som Messias opfyldt alt for Israel, hvad der skulle
opfyldes, og hvad Han ikke har opfyldt, det bliver nu på en åndelig
måde opfyldt på den kristne kirke". "Nuvel" siger
Jøden, "Om vor Messias står der skrevet: I Hans dage blomstrer
retfærd, og dyb fred råder, til Månen forgår, Sl.72,7. Men jeres
Jesus siger selv: Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd
Mat.10,34. Hele kirkehistorien med dens blodige krige og forfølgelser
stadfæster, at Han har talt sandhed. Selv vi har indtil denne dag
erfaret Kristus-bekenderes usigelige had og navnløse grusomhed.
Altså kan jeres Jesus ikke være vor Messias. Tilmed kan i kristne
ikke engang forliges indbyrdes. I er spaltede i utallige sekter og
partier, som bekriger hinanden indbyrdes. Nej, så er vi jøder dog
bedre "Kristne" !
Men
på hvad anden måde kan vi kristne ærligt svare på dette end åbent
at tilstå overfor jøderne: "Sandt nok, Kristus har ikke ved
sit første komme bragt fred på jorden; Han har kun bragt fred med
Gud for hver den, som tror på ham. Men når denne Jesus for anden
gang kommer til jorden – efter Skrifterne – da vil al krig og
ufred forsvinde fra jorden, og folkeslagene vil ikke mere øve sig i
krig. Derfor vil vi kristne bede alvorligt sammen med jer, i Jøder:
Amen, ja, kom Herre Jesus Messias!"
Eller
fremdeles: Hvad gør vi kristne ved den klare, bestemte forjættelse,
som englen Gabriel udtalte ved jomfru Maries bebudelse, at Kristus
ikke alene skal kaldes "Den Højestes Søn", men også at
"Gud Herren skal give ham Davids, Hans Faders trone, og han skal
være konge over Jakobs hus evindelig, og der skal ikke være ende på
hans kongerige." Luk,1,32-33. Og står der ikke klart, at "på
hin dag" – altså på Messias` dag skal Han oprejse Davids
faldne hytte, tætte dens revner, opføre hvad der sank i grus og
bygge den som i gamle dage." Amos 9,11.se Ap. Gr.15,14-.. Alt
siger man jøderne, kun ikke dette. Man forlanger, og det med rette,
at de skal tro på deres Messias` overnaturlige undfangelse ved
Helligånden, på hans naturlige , historiske fødsel af jomfruen
samt på alle enkelthederne i Hans liv, Hans lidelse, død
opstandelse. Men at han, der nu er ophøjet, skal komme igen som en
virkelig Davids søn for at arve sin Faders rige over hele Israel og
virkelig herske over det – det forkaster man som en kødelig
forventning og en nedværdigelse af den opstandne og ophøjede. Man
forlanger, at jøden for at kunne blive salig skal tro på en
bogstavelig opfyldelse af den første del af forjættelsen, men på
den bogstavelige opfyldelse af den sidste del må han ikke tro. Vel
kan jøden, som ethvert andet menneske, være meget blind m.h.t. en
levende erkendelse af og tro på "Ordet som blev kød". Men
når man vil gøre det ret begribeligt for den Jøde, som virkelig
tror Skriften, at Davids trone skal søges i himmelen, eller også at
den skal søges i hjerterne hos alle slags hedninger, som aldrig har
vidst noget om Davids Septet, da må man ikke undre sig over, at
denne Jøde ryster på hovedet af en sådan tvetydig omgang med Den
hellige Skrifts enfoldige Ord. Det er kun naturligt, at han ikke vil
vide noget af en sådan Messias, der aldrig kommer til at opfylde den
Ed, som Gud havde svoret David. Det kan være let nok stolt at
tilgive Jøden hans blindhed. Men det vil måske blive ulige sværere
engang at rense sig overfor Israels Konge for den anklage, at man har
gjort det svært for Hans egne brødre at erkende i Ham deres
retmæssige Messias.
Eyvind
von Tangen Sivertsen.,København. Nr. 10-11 November 1948. NOA,
DANIEL og JOB. Ezekiel 14,14. V.20.
Guds
Ordet i Bibelen er lige så mangfoldigt, som det er rigt. De store
grundlæggende frelsessandheder er som brede veje, der fører gennem
den hele Skrift. Men foruden disse "Alfarveje", som vi alle
kender, rummer Bibelordet mangfoldige, langt mindre befarne stier,
som kun den grundige Bibellæser opdager, ligesom mangen lønlig
skovsti eller bjergsti, kan føre til skønne, uanede udsigter. Sådan
er det gået mig med det mærkelige ord om Noa, Daniel og Job hos
profeten Ezekiel. Sammenhængen, hvorom det drejer sig, er Herrens
alvorsord om de ulykker, et troløst folk drager ned over sig. Når
hunger og rovdyr, sværd og pest kommer over et sådant folk som
Herrens "fire grusomme straffedomme" og disse tre mænd var
i deres midte: Noa, Daniel og Job, så skulle kun de redde deres liv
ved deres retfærdighed, siger Herren gennem profeten.
Ved
første øjekast kunne sammenstillingen af disse tre synes helt
underlig og tilfældig. Havde der været nævnt de tre, der hører
sammen som grundpillerne i Israels Hellige historie, nemlig Abraham,
Isak og Jakob, havde det vel været mere forståeligt, men Noa,
Daniel og Job – hvad kan vel begrunde, at de nævnes frem for så
mange andre, og at netop disse stilles sammen på en måde, vi ikke
kan andet end studse over ? Vi skal nu betragte dem og deres gerning
noget nøjer. Og vi vil da få at se, at ikke blot er der god grund
til at sammenstille netop disse tre mænd; men det vil yderligere
vise sig, at der fra dem kan trækkes betydningsfulde linier op til
den Nye Pagts tid, ja helt op til den tid, vi selv lever i.
Det
første, vi da standser ved, er dette, at disse tre mænd alle har
været ude for store trængsler, for de tos vedkommende i alt fald i
tilknytning til store straffedomme for syndens skyld. For alles
vedkommende har de måttet igennem en særegen frelse, en særegen
indgriben fra Guds side. Trængslernes art var vel forskellige; men
alle var de – hver på sin måde – typiske og dermed som alt
nævnt forbilledlige for, hvad vi kan vente just i vor tid. Alle
disse tre Guds mænd nævnes da også i Ny Testamente og alle tre
ifm. talen om Kristi genkomst.
Noa
levede på en tid, da hele menneskeslægten gik en stor, alle
omfattende katastrofe i møde. "Herren så, at menneskernes
ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten var
ond dagen lang.... men Noa fandt nåde for Herrens øjne 1.Mos.6,5-.
Så "stort" var øjeblikket, at det et par tusinde år
efter kunne siges, at "den daværende verden gik til grunde"
i Vandfloden 2.Pet.3,6. Og så betydningsfuld var Noas frelse, at Gud
gjorde ham til stamfader for en helt ny menneskeslægt igennem hans
tre sønner: Sem, Kam og Jafet. Noa lyttede til Guds advarsel om den
kommende straffedom. Og ved arbejde, sikkert hårdt arbejde, ja slid
fik han, medens tiden var, bygget den Ark, i hvilken stammen til en
Guds nyskabelse af alle levende væsener skulle overleve katastrofen.
Ved dette sit tros-værk "domfældte han verden", hed det
atter igen årtusinde efter Hebe.11,7. Guds domme er altid, i
modsætning til menneskers, den nødvendige virkning af menneskets
egen ringeagt for Hans Frelse. Det selvhjulpne menneske har dømt sig
selv. Således dengang, og således nu.
Daniel
oplevede ligesom Noa en katastrofe, vel ikke af samme omfang som
Syndfloden, men for hans folk, Israel, af den mest skæbnesvangre
betydning. Folkets nationale selvstændighed og politiske
uafhængighed fik gennem verdensmagten Babel et knæk, som endnu
2-3000 år efter ikke er helbredt. Ved sit rene sind blev Daniel for
så vidt sit folks redningsmand, som Gud ikke blot hørte hans bøn
om at tage det genstridige folk til nåde, men gav ham – frem for
nogen anden af alle Israels profeter – et stor-syn ud over både
folkenes verdslige og Israels Hellige historie, mundede ud idet
udvalgte Gudsfolks sluttelige frelse. Som Noa blev arbejdets, således
blev Daniel bønnens mand og derigennem visdommens og indsigtens
mand.
Som
Noa og Daniel er også Job ude i en stor katastrofe. Men nu er det
hverken menneskeslægtens eller et enkelt folks skæbne, det drejer
sig om. Nu er det det enkelte menneskes, det gudfrygtige menneskes
historie, vi får et forunderligt indblik i. Jobs problem er
lidelsens problem. Magtesløs i sig selv som både Noa og Daniel
oplevede han igennem livets hårde, ubønhørlige prøvelser en både
Åndelig og timelig genoprettelse. Job er typen på det retskafne, af
alle respekterede menneske, der ikke blot har sit "på det
tørre", som vi siger, men hvis forhold både til Gud og
mennesker tilsyneladende er i den bedst mulige orden. Job er et
"lykkeligt" menneske. Og så er der dog en orm, der gnaver
ved roden ad al hans "medgang": : Tyngdepunktet for Jobs
sindsliv ligger ikke i Guds forhold til ham, men i hans forhold til
Gud. At der her er tale om den fineste og derfor farligste form for
farisæisme, fremgår af, at formålet med tugtelsen kap.33,17,. Er,
at "mennesket skal fjerne sin gerning" (jf. Buhls
oversættelse af G.T.), så Gud kan komme til at "fjerne"
hovmodet fra manden" (norsk overs.)
Så
gennemgribende er denne oplevelse for Job – som for enhver af os,
der har gjort samme erfaring – at først nu ved han, hvad det vil
sige, at intet er umuligt for Gud, ja at indtil nu havde han "kun
hørt et rygte om dig; men nu har mit øje set dig"
kap.42,2.v.5..Job kunne med andre ord gennemvandret den i sandhed
trange vej – hvor mange af os finder den vel ? – fra Betel til
Pnuel, jf. 1.Mos.28,16. "Sandelig Herren er på dette sted, og
jeg vidste det ikke" og kap.32,30 "jeg har skuet Gud ansigt
til ansigt, har mit liv frelst". VISSELIG, DET ER LETTERE AT
BLIVE FRELST FRA VORE ONDE GERNINGER END FRA VORE SÅKALDTE "gode"
GERNINGER !
Men
lad os nu trække li nierne fra disse tre mærkemænd op til Ny
Testamente, og vi vil se, hvorledes de alle nævnes i tilknytning til
begivenhederne i de dage, der går forud for Kresti genkomst. Først
altså Noa. Her har vi Jesu klare ord om at "ligesom Noas dage
var, således skal Menneskesønnens tilkommelse være"
Mat.24,37. Slutningen på "Hedningernes Tider" bliver
sandelig ikke rosenrød, det skulle da være af en ildevarslende
Solnedgang, netop sådan som vi er vidner til i den gamle
"kristenhed". Der er visselig grund for os til – under
den voksende ligegyldighed overfor Gud og Hans budskab – opmærksomt
at agte på Tidernes Tegn og ikke lulle os ind i ganske urealistiske
drømme om fremskridt og nye og bedre tider.
Og
hvad så Daniel ? Jesus minder os i samme sammenhæng om hans profeti
om "ødelæggelsens vederstyggelighed på hellig grund"
ifm. ødelæggende krig om Jerusalem Luk.21,20. Disse varsler har vi
vel set opfyldt i Israels historie. Men når de sættes ifm. "en
trængsel så stor, som der ikke har været fra verdens begyndelse",
da rettes påny vort blik med nødvendighed frem mod tiden
umiddelbart før Kristi genkomst Åb.16,18. Og de gamle profetier hos
Jeremias 30,7. Og Daniel 12,1. Om den enestående trængsel, igennem
hvilken Israelfolket skal blive frelst. Den strid, der i dag stå om
Israels land og om Jerusalem i særdeleshed, er en yderligere grund
for vågne, Bibel troende kristne til at agte på Tiderne Tegn og se
hen til Kristus som den, der kommer til Israels rigets genoprettelse,
just når det i menneskers øje ser håbløst ud Luk.8,6. Lad os
derfor endnu engang minde hverandre om, at Guds kraft altid
fuldkomnes i vor magtesløshed.
Om
Job taler Jakob i sit brevs 5. Kapitel. Også her er tilknytning til
de sidste dage og Herrens tilkommelse umiskendelig vers 3.7.8.9.11.
Når vi i denne forbindelse med Job som forbillede formanes til
udholdenhed, har jeg for mit personlige vedkommende – mere tør jeg
ikke sige – let ved at sætte det ifm. Jesu ord til Filadelfia
menigheden Åb.3,7-. Der taler både om magtesløshed og om
udholdenhed trods denne "liden kraft". Jeg finder i det
hele taget i dette brev alle hovedlinierne både fra Noas, Daniels og
Jobs historie. Tænk på ordene om "fristelsens time", som
skal komme over hele jorderige for at friste dem som bor på jorden.
Når vi ved, at den antikristlige fristelse til det store frafald
skal ende i en enestående trængsel, da er vi på Bibelsk grund, når
vi hævder, at Syndfloden på Noas tid er den eneste katastrofe i
slægtens historie, der tåler sammenligning med den Guds straffedom,
der hænger truende over hovedet på en frafalden kristenhed. Og hvad
Daniel og hans tid angår , mindes vi også slående derom ved Jesu
selvbetegnelse som den, der har Davids nøgle, så Han lukker op, så
ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op og det vel nok, ikke
blot, når menigheden skal tages ind i himmelen Mat.25,10. Jf.
1.Kor.15,51-. Og 1. Tess.4,13-., men Israel skal vende tilbage til
det Jerusalem som ingen jordisk magt hidtil har villet åbne for dem.
Noa,
Daniel og Job, alene disse tre mænd og dem, der vandrer i samme ånd
som de, er i stand til ved Guds kraft at komme igennem hver sin
katastrofe. Lad os derfor se hen til dem som læremestre just i vor
egen tid. Lad os med Nos arbejde, medens det er dag, at dåbens
frelse – modbilledet af syndflodens vande 1.Pet.3,25. – må blive
så mange til del, som det nu er muligt. Lad os med Daniel bede uden
at blive trætte, visse på, at Herren vil skaffe sine udvalgte ret i
hast, de som råber til Ham dag og nat Luk.18,7. Jf. Es.62,6-. Lad os
med Job holde ud gennem lidelse, al modsigelse, ikke mindst den, som
kommer ikke fra fjender, men fra uforstående venner, så vor håb
ene og alene forankres i Guds trofaste Nådeløfter.
Af kontorchef E. Sivertsen. Nr. 6-7 Juni Juli 1949.
side 109. EN MÆRKELIG PROFETI.
Hos
Esajas 8,17-18, læser vi flg. "jeg bier på Herren, Han, som
dølger sit åsyn for Jakobs hus; til Ham står mit håb. Se jeg og
de børn, Herren gav mig, er varsler og tegn i Israel fra
Hærskarernes Herre, som bor på Zions bjerg."
Som
bekendt har vi i hebræerbrevet 2,13. En så at sige autentisk
tolkning af disse ord. Idet der 2,10 tales om de mange sønner, som
Gud i Kristus vil føre til herlighed, anvendes de anførte ord fra
Esajas på Kristus selv og de "brødre" – dvs. den
nytestamentlige menighed – der som Hans "legeme" udgør
den kristne kirke. Esajas sidestilles altså med Kristus og Hans
sønner med den nye pagts børn, de der er fødte ikke af mands eller
af køds og blods vilje, men af Gud. Når Esajas betragter sig selv
og sine sønner som varsler og tegn i et Israelfolk, for hvilket
Herren har skjult sit ansigt , vil det altså sige, at den kristne
menighed i forhold til Israel folket er at betragte som varsler og
tegn fra Gud. Vi ledes herved til at spørge: Hvem var da Esajas og
hvem er de sønner han taler om ? Der må øjensynligt være noget
forbilledligt ved denne "familie" af særlig betydningsfuld
art, og vi bliver da heller ikke skuffede, når vi betragter deres
navne, navnlig sønnernes, som på højtidelig vis tillægges dem af
Gud selv.
Esajas`
eget navn betyder: Herren skaffer frelse. Og vitterligt er det, at
ingen af de Gl. testamentlige profeter med samme klarhed og kraft som
han har forkyndt den kommende Messias og Hans herlighedsrige, men
samtidig – og herpå lægges der afgørende vægt – den lidende
Herrens tjener, det af Israel ringeagtede rodskud af Davids engang så
herlige stamtræ, født som et menneskebarn af jomfruen "den
unge kvinde", men som Immanuel, stifteren af den nye pagt,
grundlæggeren af det urokkelige Gudsrige. Jo, Esajas er fremfor
nogen evangelisten blandt profeterne, vel skikket til at være den
første blandt den gamle Pagts "varselsmænd" om den
kommende "ypperstepræst" "spiren", som Han
benævnes af profeten Zakarias 3,8. Med Esajas er vi da så langt som
muligt under den gamle pagt inde på ny testamentlig grund, og det
bør ikke undre os, om vi i hans profetier skimter den "Menighedens
Hemmelighed" om hvilken Paulus vidner, at den i alle slægter
ikke blev kundgjort for menneskerne børn, ja "fra evighed har
været skjult i Gud" Ef.3,5. v.9.
Men
nu Esajas sønner ? Thi det er jo først sammen med dem, at der tales
om "varsler og tegn fra Hærskarernes Herre i Israel". I
7,3. Hører vi om Sjearjasjub, hvilket betyder: En rest omvender sig
og i 8,3. Om Maher – Sjalal, Hasj – Baz, dvs. hurtigt – bytte –
hastigt – rov -. At nu disse navne umiddelbart og direkte sigter
til forbigangne begivenheder er vel klart, herom kan enhver læse i
Israels historie på Esajas` tid. Men lige så klart er det – med
Hebræerbrevets tolkning som den bedst mulige hjemmel (om man da tror
på Bibelens Guddommelige inspiration!) – at navnene tager et langt
videre sigte og må være af betydning for os ved tolkningen af den
ovenfor omtalte "Menighedens Hemmelighed".
Først
da navnet Sjear Jasjub. I Romerbrevet kap.9-11, hvor Paulus udvikler
sit syn på Israelsfolket og Menigheden i deres forhold til Guds
udvælgelse, gør han som bekendt særlig brug af Esajas` profetier
og nævner da også udtrykkeligt det med 7,3. Nært forbundne ord i
10,21-22 om at, uanset Israels store folketal skal kun "em rets
omvende sig" Rom.9,27. Det er denne "levning" der som
et nådes udvalg i "den nærværende tid" – dvs. –
"Hedningernes Tid" eller den kristne menigheds tid –
vinder nyt liv i Kristus Rom.11,5. Og derfor sammen med "Hedningernes
fylde" tilhører Ham i Hans tilkommelse til Israel-rigets
genoprettelse Rom.11,25-.
Så
langt forstår vi det der af Esajas kan tales om varsler og tegn, der
af Hebræerbrevet udlægges som sigtende til Kristus og Menigheden.
Men
nu Esajas `anden søn, ham med det mærkelige navn: Maher – Sjalal
, Hasj – Baz. Hvorledes kan dette med "Hurtigt bytte, hastigt
rov" have noget med den kristne menighed af gøre ?
Hebræerbrevet gå jo i alt fald ud fra, at der er en sådan
forbindelse. Lad os nu prøve at finde løsningen. Umiddelbart
hentyder navnet til , at fordi folket foragtede "Siloas sagte
rindende vand – altså det tilsyneladende ringe – så skal
Assyrerkongens hærmasser vælde ind over landet og i hast tage bytte
og røve rov. Den ganske enkle løsning finder vi herpå i Jesu
lignelse om vingården Matt.21,33, der jo netop har tilknytning til
en af de første af Esajas` profetier Es.5,1-. Der handler om det
troløse Israel. I denne forbindelse er det, at Jesus taler dels om
anstødsstenen – atter med henvisning til Es.8,14 og 28,16. –
dels om, at Guds rige skal tages fra eder (Israel) og gives til et
folk (af hedninger, kirken, den kristne menighed) som bærer dets
frugter" Matt.21,42-44. Det er ganske det samme, Paulus siden
hen taler om, når han i Antiokia (den første by, i hvilken der
tales om "kristne") vidner imod jøderne, fordi de ikke
agtede sig selv værdige til det evige liv "foragter Siloas
sagte
rindende
vand" så han nu kender sig som den særligt kaldede
Hedningeapostel, Ap. Gr.13,46-. Også her med særlig henvisning til
Es.42,6. 49,6. Jo, sandelig er Esajas og hans sønner varsler og tegn
fra Gud i et frafaldent Israel. Og så kan vi måske endda gå et
skridt videre i denne vor "allegoriske" tolkning. Thi når
Jesus i sin genkomst kommer "som en tyv" og der sker det
uforudsete og pludselige "indbrud", da er det jo den
kristne menighed han bortfører "i et nu i et øjeblik" og
gør det for omsider at vække Israel til nidkærhed Rom.11,11. v.14.
Esajas taler (66,8) et mærkeligt ord om, at et land skal komme til
verden på en eneste dag, et folk fødes på et øjeblik. Kan der mon
ret, vel være tale der, om andet end frelse, der skal blive "hele
Israel" til del, når hedningerne fylde i Kristi tilkommelse
bogstaveligt talt er "gået ind" i Himlenes rige
Rom.11,25-26.? Og er det ikke den begivenhed, Esajas varsler om på
det anførte sted, når han i direkte ord taler om en forstående
forunderlig fødsel Åbenbaring 12 ? Visselig da skal "hurtigt –
bytte, hastigt rov" blive varsel og tegn fra Herren i Israels
folk. Ja, og i en sovende kirke.
Af
kontorchef Eyvind Sivertsen. Nr. 8 August 1949 DET NORDISKE KARMEL –
MØDE I SKJERN.
Seks
nationers flag vajede udenfor Luthersk Missionsforenings store
bedehus i Skjern da Karmel venner fra hele norden sammen med de mange
interesserede vestjyder strømmede til stævnets åbningsmøde d.17.
August. Foruden Israel og de nordiske flag så vi for første gang De
forenede staters stjernebanner, vidnesbyrdet om Karmel bevægelsens
sidste udvidelse i vest under den jødekristne pastor Newmans
ledelse. Et stor Israel-flag prydede også pladsen ved talerstolen i
det rummelige bedehus, som var fyldt af de vel 220 tilrejsende og
stedets folk allerede første aften.
Sivertsen
hilste som formand for det danske Karmel forsamling velkommen med
ordet i 2.mos.33,18. og bøn. - - -.
December – Januar 1950 – 51
(særnummer) DET FASTE PUNKT.
Har
man blot et enkelt fast punkt, kan selv den enfoldigste lære at slå
en cirkel og dermed, billedligt, drage den line, der symboliserer
evigheden. På samme måde gælder det, at hvis vi kan finde et
Bibelsk ståsted midt i menneskeslægtens historie her på jorden og
her i tiden vil det kunne lykkes os at se Guds line i den Guds rigets
historie, som for den kristne er hemmeligheden i menneskeslægtens
brogede, ja forvirrende levnedsløb. Denne hemmelighed består jo
nemlig i, at evigheden har indgået pagt med tiden. Himmelen så at
sige formælet sig med jorden derved, at Gud er blevet menneske. Vi
kristne er ikke i tvivl om, at dette er sket i Kristus som det
enestående Gud menneske. Ikke således at forstå, at udenfor Ham
har mennesket intet med Gud og Gud intet med mennesket at gøre. Men
således, at kun i Ham har vi den fuldkomne virkeliggørelse af Gud
mennesket, både indadtil efter dets væsen og udadtil efter dets
virke. Vi har Kristi ord for, at "dette er det evige liv, at de
kender dig, den eneste sande Gud og Ham , som Du har sendt, Jesus
Kristus" Joh.17,3. I dette ord hviler vi kristne barnetrygt; her
kender vi os både for tid og evighed forankret i Gud. Her har vi det
ståsted, det centrum, hvorudfra vi ved tro kan anskue som en åndens
virkelighed, den ovenfor nævnte pagt mellem tid og evighed. Her har
vi det centrum, hvorfra vi kan drage den cirkelline, der for os er
billedet på evigheden. Men dette sker jo for os kun ved tro. Og den
virkelighed, det drejer sig om, er en Åndens virkelighed, altså
noget usynligt og noget uhåndgribeligt. Og det, vi i disse
betragtninger om "det faste punkt" er ude efter, er en
historisk, håndgribelig virkelighed, et ståsted, hvorfra vi kan
blive istand til ikke blot som troende kristne, men som naturlige
sandhedssøgere og sandhedskærlige mennesker at anskue Guds rigets
historie som nøglen til at forstå hele menneskeslægtens historie.
Men findes der i det hele taget et sådant ståsted ? Er det ikke en
afsporet "rationalisme", der kræver et sådant ståsted ?
Selve dette dybtgående spørgsmål skal der ikke her gås ind på.
Kun så meget må der, for at vise den praktiske betydning af de i
det flg. anstillede betragtninger, siges, at der – med menneskets
Gud skabte natur som udgangspunkt om og troen på Gudmennesket, så
Kristus ikke gøres til en Ånd uden kød og blod, ja så hele den
første trosartikel forsvinder ud i en uigennemskuelig tåge. Der må
findes et eller andet sted, hvor Åndelig overbevisning og naturlig
tænkning finder sammen, hvor åndelig tro og naturlig viden ikke
mere ligger i indbyrdes strid, men tværtimod hjælper, ja opbygger
den ene den anden. For den, der er så lykkelig at kende sig frigjort
for hele sin personlighed i sin bundethed af Gudsordet i Bibelen, kan
der ingen tvivl være om, at dette ståsted kun kan findes i Kristus,
Ham, der uden at blinke fastholdt sin enestående og fuldkomne enhed
med Gud, som alles Fader Mat.11,27. Og derfor sin suveræne midler
stilling i dette forhold Joh.14,6., en midler stilling, som
udtrykkelig understreges i Ny Testamente 1.Tim.2,5-6.
De
kristne kirker og trossamfund har som bekendt altid kæmpet, og gør
det stadig, for at skaffe en sikkerhed, en garanti for troen. For
pavekirkens vedkommende er dette særligt tydeligt. Man tænker på
den ubrudte bisperække helt tilbage til Peter som den første
kristne biskop med sæde i Rom. Eller på paven som Kristi personlige
stedfortræder og derfor i besiddelse af Helligånden i en sådan
grad, at hans officielle afgørelser i spørgsmål om tro og lære
bliver ufejlbarlige. Eller – som den logiske konsekvens af det
foregående – på selve pavekirken som den eneste sande Kristi
kirke her på jorden. Men lad os ikke farisæisk bryste os overfor
pavekirken i dette stykke. Jeg tror ikke, det skal kunne bestrides,
at alle kristne kirker på et eller måske flere punkter har bevaret
et stykke af pavesikkerhed, hvori de søger udvortes støtte til
forsvar for deres tro eller sikring af deres liv. For et klartseende
øje er det lige meget, om støtten søges i en selvsikker
rettroenheds garanti eller i en selvgjort verdensforargelses
fortjenstfuld, i subjektiv åndsdåb eller objektiv sakramentale.
Altid og alle vegne drejer det sig om en kristendom, der ikke helt og
udelukkende har sine kilder i Kristus selv som vejen, sandheden og
livet; ikke blot som den, der viser vejen, men er vejen; ikke blot
lærer sandheden, men er sandheden; ikke blot skænker livet, men er
livet. Overalt i disse forsøg på afstivning af troen er der tale om
en rationalisme, der på skæbnesvanger vis sammenblander vor egen
tænkning med Guds i Bibel Ordet klarlagte tanker, vore egne følelser
med Guds kærlighed, vor egen vilden og handlen med Guds gerning. Som
kristne må og skal vi i denne tidssold "nøjes" med at
tilhøre et rige, som ikke er af denne verden, nøjes med at have
vort borgerskab i himmelen og derfra forvente den genkommende Kristus
til vor tidsbestemte, synlige legemligheds forvandling. Men forholder
dette sig således, bliver spørgsmålet, om der overhovedet i
Kristus findes et ståsted, hvor synligt og usynligt, tid og evighed,
himmelsk og jordisk ikke blot engang i en fjern fortid har krydset
hinanden, men hvor de har indgået en så urokkelig pagt med
hinanden, at vi kan se hen til og vise andre hen til Ham, ikke blot
som det enestående Åndsmenneske, men også som den enestående
historiske personlighed. Videnskabens interesse for den "historiske
Jesus" er i og for sig i høj grad forståelig. Når den tyske
kateter herom lader os kolde, ligger det derfor ingenlunde i, at vi
som kristne fornægter den historiske virkelighed og i vor tænkning
ikke tør tage konsekvensen heraf. Det vi fornægter, og gør det ud
fra dyb mistillid, er den rationalistiske filosofi, der er det
afgørende og bærende for denne forskning. Og den historiske
virkelighed, der for os er afgørende, netop fordi den er uafhængig
af os, er den Bibelske historie, i hvilken Jesus indgår som det
centrale midtpunkt, det faste punkt, udefra hvilket vi – stående
midt i den naturlige historiske virkelighed – kan drage den
evigheds-cirkel, uden hvilken vor kristendom bliver en blot
tidsbestemt religion ved siden af så mange andre religioner.
DET FASTE
PUNKT: 2. Marts 1951
Jesus
Kristus er ikke blot Guds Søn (fra evighed til evighed). Han er ikke
blot Menneskesøn i al almindelighed (fremtrådt til et bestemt
tidspunkt i menneskeslægtens historie). Jesus er tillige – og
dette er den tredie side ved Hans Guddommelige Sønneudkårelse –
Davids søn, runden af Israels folkets rod og i sit synlige jordeliv
bundet, ja, begrænset til dette folk. Det ord, Jesus levede af som
er udgået af Guds mund, var Gl.testamentes ord Mat.4,4. Og det var
dette ord, der var Ham uomstødeligt Joh.10,35. Det var i dette ord,
han kom til bevidsthed om sig selv og sit kald Luk.4,21. Joh.5,39.,
så det i sandhed kunne siges, at han som Menneskesøn (Gudsordet,
der var blevet kød)) "kom til sit eget" i en ganske særlig
forstand Joh.1,11. Ikke blot i sin første fremtræden, men i
fuldførelsen af hele sit frelsesværk, ser Han sig selv som
virkeliggørelsen af de Gammeltestamentlige forjættelser om Israels
Messias Luk.24,25-.. Her er vi på fast historisk grund, og her er vi
det i og med Jesus Kristus selv. Ikke blot Åndeligt, men også
legemligt tilhører han Israel eller – for at tale med Luther –
kan vi fastslå "dass Jesus Kristus ein geborener Jude sei"
Og dette er så langt fra noget tilfældigt, at det tværtimod er en
livsnødvendig følge af Israels folkets udvælgelse til at være
bæreren og formidleren af Guds rigets åbenbarelse her på jorden,
så at sige dets "jordsforbindelse" , den transformator,
hvorigennem Guds lys og kraft skal blive menneskeslægtens lys og
kraft. Denne sin "kødelige" afstamning vedkender Jesus sig
som noget fra Hans menneskenatur uadskilleligt ikke blot i Hans
første, men også i Hans genkomst. I selve Åbenbaringsbogen er Han
"løven af Juda stammen" Åb.5,5. Den, som "har Davids
nøgle og lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen
lukker op" Åb.3,7.; ja, som selve den strålende Morgenstjerne
er Han "Davids rodskud og ætling" Åb.22,16, og helt ind i
evigheden bevares Israels stammers navne og Jerusalems navn i
uløselig tilknytning til Kristus selv og til Hans menighed.
Åb.21,9-12.
Israels
Guddommelige udvælgelse er efter Skrifterne det grundlæggende, det
primære, og det vel at mærke Israel som et bestemt historisk folk i
et bestemt geografisk land, "Israel er Min førstefødte Søn",
2.Mos.4,22 og "fra Ægypten kaldte Jeg min Søn" , Hoseas
11,1. Den kristne menighed, valgt ud af alle jordens folkeslag,
indsamlet fra alle jordens lande, frelses kun som Israels medarvinger
Ef.3,6., som meddelagtige (udefra indpodede) i det ædle Olietræ,
som Israel af naturen tilhører Rom.11,24. Fastholder vi dette,
bliver "Menneskesønnen" fra at være en jordisk historisk
virkelighed et filosofisk-humanistisk begreb med rod, ikke i den
Bibelske åbenbaring, men i græsk-romersk religiøsitet og
humanisme. I det særlige Åndens tidsrum mellem Kristi himmelfart og
genkomst, "Hedningernes Tider", er Hans virkelighed og
virke kun genstand for tro og derfor efter sit væsen hverken for
beskuelse eller viden. Men i sin synlige genkomst som i sin første
synlige fremtræden her på jorden er Kristus bundet til det
historiske, synlige Israels folk. I sin genkomst skal Kristus
åbenbares synligt i et både Åndeligt og folkeligt genløst
Israelsfolk Mat.23,39. Sak.14,4. Og bliver genopretteren af det
Davidiske kongerige. Ap. Gr. 1,6. Og Luk.1,32-33. Ja, være konge
over hele jorden, der til den tid skal få Jerusalem til hovedstad
som åndecenter for alle jordens folkeslag Sak.14,8.,v.16 og Åb.20,9.
Med hjemmel i det urokkelige Bibelord og ganske uafhængig af
mennesketanker, filosofiske systemer og ideologier, derfor trøster
vi os til at fastslå, at i Jesus Kristus som Davids søn har vi det
faste punkt, udefra hvilket vi kan anskue Gudsriget ikke blot –som
nu – som en Åndelig og derfor usynlig virkelighed, men som en
synlig, historisk kendsgerning, ingen vil kunne løbe storm imod den
uden selv at knuses Mat.21,42-44. Nu kan videnskabens og kunstens
"bygningsmænd" forkaste Kristus som hovedhjørnestenen i
hele menneskeslægtens tusindårige historie. Men på Jesu Kristi
Åbenbaringsdag skal det blive vitterligt for alle, at Guds tanker
til slægtens genfødelse og Hans veje til gennemførelsen af disse
tanker er lige så højt hævet over menneskers tanker og menneskers
veje, som himmelen er højt hævet over jorden, han gav mennesket
Es.55,8-9. Da skal den gudløse nødes til at forlade sin vej og
urettens mand sine tanker, ja, da skal hvert knæ bøje sig i Jesu
navn og hver tunge tilsværge Ham troskab Fil.2,9-11. Es.45,23.
Det
er den kirkebund teologiske grundskade, at den i sit syn på og i sin
forkyndelse af Gudsriget har adskilt, hvad Gud har sammenføjet. Til
menneskelig betryggelse af sin grundkundskab har den ned igennem
tiderne udhugget sig mange forskellige "brønde",
konstrueret sig mange forskellige "beholdere" til bevaring
af "Livets vand". Alle har de været lige utæte Jer.2,13.
Idet åndskirken har identificeret sig med Isrealfolket, har den
overhugget den Bibelske, levende forbindelse mellem Israelsfolket
fortid og dets fremtid. Alt som det Ny. testamentlige håb om Kristi
genkomst blegnede, indrettede kirken sig som det eneste rette
Gudsfolk, den endegyldige åbenbarelse af Gudsriget her på jorden.
Den snævre vejs tålmodige bien på det kommende herlighedsrige
afløstes af allehånde surrogater som alt ovenfor antydet. Israel
var kirken, og kirken var Israel. Dette måtte naturligvis
demonstreres på den ene eller anden måde udadtil. Kirken glemte, at
kun som delagtiggjort i Israel borgerskab havde den vundet borgerskab
i himmelriget som Guds husfolk Ef.2,12. , v.19. Den glemte, at den
grundsten, den selv byggede på, havde Gud engang for alle nedlagt i
Zion Es.28,16. Hebr.12,22., at det er på Zions bjerg, seervinderen
engang skal stå Åb.14,1-. Og at det er Abraham, Isak og Jakob
hedningerne engang skal sidde til bord med i himmelriget Mat.8,11-.
Den glemte at Israelfolkets forsmædelige lod skulle blive dens egen,
om den ikke virkeliggjorde livet i Guds kærlighed Rom.11,20-23., at
Israel igen skulle komme til sin ret, og da "skal" fra Zion
udgå åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord Es.2,3-.
Rom.11,15.,v.26. Og hvad med den af Gud forordnede profetiske
vagttjeneste på Jerusalems nedbrudte mure Es.62,6-7. Luk.21,24. ?
"frelsen
udgår fra jøderne", lød det engang i den første tidens fylde
Joh.4,23. "Frelsen udgår fra Jøderne", skal det endnu
engang komme til at lyde i en ny Tidens Fylde Sak.8,20-23. Hvad vil
det da sige andet end, at da er det forbi med det forargende
korstegn, som enhver stymper kan undsige Luk.2,30. jf. 1.Kor.11,26.
Ja, da vil Jøderne ikke blot, som nu i deres nedværdigelse, men i
deres ophøjelse blive det bevis på kristendommens sandhed, som
kirken indtil i dag forgæves har søgt at føre. Da skal den, som i
de ringe tings dage har fundet hjertet hvile i tro, som tilgift få
tankens hvile i beskuelse. Men den, som uden troens snævre vej, har
søgt hvile i mennesketanker om Gud og Hans rige, fra ham skal det
tages, som han mente at eje. Tro og viden skal i Jesu Kristi
åbenbarelse finde sammen i den levende enhed, som har været i Guds
tanker fra skabningens begyndelse: Es.29.18.,v.22-24. På den dag
skal det komme til at stå endegyldigt fast: Skriften kan ikke rokkes
! Joh.10,35.
Eyvind Sivertsen. Nr. 4. April 1951 "SKRIFTEN KAN
IKKE ROKKES" Bibelens fuldkomne plan.
Tilsyneladende
er Bibelen kun en samling af "Hellige" Skrifter, der er
vidt forskellige m.h.t. forfattere, affattelsestid og indhold. Men
ved nærmere betragtning viser det sig, at disse Skrifters
sammenstilling til det hele, vi kalder "Den Hellige Skrift"
eller med et enkelt ord "Bibelen" (af det græske ord
biblion=bog), langt fra er en tilfældig sammenhobning af dokumenter.
Det drejer sig tvært imod om en klart tilrettelagt og konsekvent
gennemført samling, at man står undrende overfor selve denne
kendsgerning. Man styrkes påny i overbevisning om, at med denne bog
"Bøgernes Bog" står vi ikke overfor noget, der kun er
menneskeligt, sådan som vi stærkt føler det overfor bogstaveligt
talt alle religioners "kanoniske" bøger.
Der
viser sig at være en grundlæggende lighed mellem opbygningen af
Skriftsamlingerne i Gamle og i Ny Testamente. De falder begge i tre
grupper, der handler om.
- Grundvolden for Guds pagt.
- Gudsfolkets vandring i pagten.
- Fuldendelsen af pagten.
I GAMLE TESTAMENTE AFSPEJLES DENNE
TREDELING I:
- Loven Torahen, som er givet ved den enestående Herrens tjener Moses, og som er overleveret i de fem Mosebøger.
- Skrifterne, fra Josvas Bog og til Salomos Højsang, der alle handler om Israels liv og strid, efter at de har erobret det forjættede land. Højsangen danner en ejendommelig overgang til.
- Pagtens fuldendelse ved den kommende Messias, Dette er hovedindholdet i alle de profetiske Skrifter. Den selv samme tredeling møder vi i Ny Testamente.
- De fire evangelier, der indeholder den historiske beretning om grundlæggelsen af den ny pagt ved Guds Søn, Jesus Kristus.
- Apostlenes gerninger og de mange "breve", der handler om den kristne menighed liv og kamp efter indgangeni Riget, "som ikke er af denne verden", men som på sin vis ganske svarer til Israels indgang til det forjættede land, al den stund det er Helligånden, der – som "Faderens forjættelse" – er opbyggeren af og vejlederen i dette rige.
- Åbenbaringsbogen med budskabet om Jesu genkomst til menigheden og Isrealfolkets, ja alle folkeslagenes fuld- ihukommelse i det endnu fremtidige herlighedsrige.
Det er særlig karakteristisk for de Bibelske Skrifter,
der er nævnt under 3, at vejen til den kommende herlighed både i
Gammel og Ny testamente går gennem svære straffedomme, hvis opgaver
er at rense Gudsfolket. Naturligvis er disse tre grupper af Skrifter
ikke rent udvortes – Gudsordet er altid Åndsordet – adskilt så
at sige "vandtætte skodder"; men hovedlinien er og bliver
umiskendelig.
Og hertil kommer så for gruppe 1`s vedkommende en
mærkelig overensstemmelse i detaljer.
Mosebøgerne deles naturligt i de fire Mosebøger men
deres mangfoldige enkelt bestemmelser og femte Mosebog (Deutoronomium
– den anden lovbog) med rekapitulerende og samlende overblik.
Sådant er der utvivlsomt en lignende forskel mellem de tre første
evangelier (synopsen) og Johannes evangeliet, der ligesom samler de
forskellige evangeliers mange spredte træk i sin Åndsbårne
fremstilling – næsten som i et "Deutoroevangelium"- af
Jesus som centralskikkelsen i og bæreren af Gudsriget.
Men også for gruppe 2`s vedkommende kan der peges på
en lighed mellem på den ene side de såkaldte historiske og poetiske
bøger i Gl. Testamente og på den anden side Apostlenes gerninger,
der jo er en historisk beretning, og brevene med deres personligt
prægede Åndsvejledning (svarende til Salmerne, Ordsprogene, og
Prædikeren.
Det er endvidere værd at mærke sig, at de Ny
testamentlige breve ikke er ordnet efter udvortes kronologiske
hensyn; i så fald burde Jakobs Brev og brevene til Tessalonika haft
førstepladsen. Der er en tydelig line i brevenes ordning, der ganske
svarer til de hovedprincipper, vi har nævnt ovenfor under 1-3. Og
dette gælder hver for sig både de Paulinske "hedningebreve"
og de jødisk prægede breve, der indledes med Hebræerbrevet.
Romerbrevet og Hebræerbrevet er begge fundamentale læserbreve (sml.
Gruppe 1.) Efter dem følger praktiske menighedsbreve (gruppe 2.), og
afslutningen dannes af stærkt eskatologisk prægede breve (gruppe
3), nemlig Tessalonika brevene (af Paulus) og Johannes og Judas
breve. Der er til visse grund til at tale om en regelret og dog
Åndsbestemt "kanon"
Og som "alfa og omega" i dette Gudgivne
storværk har vi så begyndelsen: de to første kapitler af første
Mosebog (Genesis) og den første skabelse, og slutningen: de to
sidste kapitler af Åbenbaringsbogen (Apokalypsis) om nyskabelsen.
Mon ikke ovenstående oversigt på en ny og bestyrkende
måde skulle understrege Karmel bevægelsens motto: "Skriften
kan ikke rokkes" Eyvind Sivertsen.
Nr.
8 September 1951
" SKRIFTEN KAN IKKE ROKKES " OM
PROFETIERNES FORSTÅELSE:
Af
den schweiziske teolog Hans Bietenhards tidligere her i bladet
omtalte doktordisputats gengiver vi følgende :
"Den
Gl. testamentlige profeti lader sig ikke uden videre affærdige som
betydningsløs for den kristne eskatalogi. Ny Testamente optager jo
netop mange Gl. testamentlige profetier. Gamle og Ny Testamente
stemmer overens i forkyndelsen af Guds herredømme som det sidste
mål. Ganske vidst må de Gl. testamentlige forjættelser læses i
lyset af den opfyldelse, der allerede er sket, er bortfaldet eller
forvandlet ved Kristi første komme. Den Gl. testamentlige profeti må
sigtes gennem den Ny. testamentlige. Her er det chiliasmens (læren
om tusindårsriget) særlige fortjeneste, at den har fastholdt løftet
til Israel. Dernæst bekæmpe den konsekvente åndeliggørelse og
dermed omtydning af Skriften. I modsætning til de toneangivende
græske kirkefædres eskatalogi, der satte modsætningen mellem det
dennesidige og det hinsidige i stedet for den Bibelske modsætning
mellem nutid og fremtid, mellem denne tidsalder (æon) og den
kommende, holdt ciliasmen fast ved den Bibelske tankegang. På denne
måde stræbte Ciliane at fastholde den Bibelske realisme. Som
almindelig kendt gik den så for vidt, og gennem betoningen af
bogstaven faldt den tilbage til judaismen. Den græske
spiritualistiske allegorisering forvekslede nyplatonisk senantik Ånds
stilling med Ny Testamentes Helligånd og bortforklarede den Bibelske
virkelighed netop i det eskatologiske.
Overfor
begge yderligheder må det siges: Ny testamente erklærer – netop
ved symbolsk og allegorisk fortolkning – visse Gl. testamentlige
forskrifter og forjættelser for "skygger" og forbilleder,
der har fået deres opfyldelse i Kristus. Nu må man efter vor mening
ikke gå videre i allegorisering end Ny testamente selv . Når vi
fastholder, hvad "der står skrevet", som Ciliane vil det,
må vi nøje give agt på, hvad der allerede er opfyldt i Kristus; i
det stykke må vi gå ud fra, at der også er "realisme" i
Ny. testamentes udsagn. Karakteren af fuldendelsen og af den
overgangstid, der er det særegne for Tusindårsriget, gør det – i
mangel af nærværende angivelser i teksten – næsten umuligt at
sige, hvad der allerede i Tusindårsriget i det enkelte vil få sin
opfyldelse af de gammel- og Ny. testamentlige forjættelser.
Som
karakteristisk for fortolkerens opfattelse i sidstnævnte henseende
kan nævnes, at han går ud fra som selvfølgeligt, at der med "den
elskede stad" i Åb.20,9. Menes det historiske Jerusalem her på
jorden.
Sammenfattende
siger Bietenhard: "Det, hvorom det her i stort omfang drejer
sig, er dette: "Er det vore dogmatiske principper, der skal
bestemme Skrifts udlægningen, eller skal dogmatikken bestemmes af
Skriftens udsagn ?" Og fremdeles: "Den der betragter
Rom.9-11 og Ap. Gr.3,19 flg. som jødisk levn i Ny Testamente, han er
åbenbart så Stærblind, at en operation er umulig.
"Vort
eget land". Alle kristne burde glæde sig sammen med det
udvalgte Gudsfolk over det genvundne Fædreland. Men en ting er der,
som ingen bibel troende han være sig Kristen eller Jøde – kan
komme udenom. Det er Herrens Ord fra Sina bjerget til Moses: "Tal
til Israelitterne og sig til dem... Mig tilhører landet; i er kun
fremmede og indvandrede hos Mig" 3.Mos.25,1-23. Det religiøse
problem er for Israels folk det altoverskyggende problem. Er det
endnu ikke klart for alle, vil det engang blive det. Endog i
overvældende grad. Men som kristne beder vi af hjerte om fred over
Guds Israel E.S