Jesu forhold til farisæer og skriftlærde. O.E. Inderg

Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll, Norge. Kristen Bokproduksjon.

Jesu forhold til farisæerne og de skriftlærde. Del 2.: MATTÆUS EVANGELIET KAPITEL 16.

Vers 1-4. Farisæerne og saddukæerne kom til Jesus for at sætte ham på prøve. De bad om at få et tegn fra himmelen af Jesus. (v.1.)

Farisæerne og saddukæerne repræsenterede modsætningerne i den jødiske teologi. Medens farisæerne var de KONSERVATIVE, så var saddukæerne LIBERALE. De troede hverken på engle eller tidsalderlig fortabelse. De godtog heller ikke den mundtlige Torahen og farisæernes og de skriftlærdes fortolkninger af Mose Torah. Af Skrifterne i Tanach godtog de bare de 5 Mosebøger.

I deres had til Jesus havde de slået sig sammen. Tertullian har sagt: "Kristus er altid blevet korsfæstet mellem to røvere."

De bad Jesus om at han måtte vise dem et TEGN FRA HIMMELEN. Det var et tegn direkte fra Gud. Af ærbødighed for Guds navn da nævnte jøderne ikke dette navn direkte, men de brugte bare navnet på Gud, som f.eks. "himmelen", "kraften" eller "magten".

Efter jødisk overtro kunne dæmonerne gøre undergerninger på jorden, men det var bare Gud som kunne gøre undergerninger fra himmelen.

De skriftlærde og farisæerne havde også bedt Jesus, på et tidligere tidspunkt, om at vise dem et tegn: Mat. 12,38, men det var ikke et tegn fra himmelen.

Denne gang bad de Jesus om et tegn fra Gud. De håbede at Jesus ville forsøge sig på det, og dersom han fejlede, så havde de afdækket ham som en falsk Messias.

Jesus sagde til dem at himmelens udseende kunne de tyde, men tidernes tegn kunne de ikke tyde. Når himmelen var rød om aftenen, så vidste de at det ville blive fint vejr den næste dag, og når himmelen var rød og mørk om morgenen, så vidste de at det ville blive uvejr. (v.2-3.)

Det var ingen præsentation at tolke "himmelens udseende" m.h.t. hvilket vejr det skulle blive, for disse vejrtegn var bestandig de samme. De hørte med til den naturlige sfære og kunne tolkes af alle.

De som skulle være "specialister" på Guds ord og det profetiske ord, burde også have kunnet tyde "tidernes Tegn". Det græske ord som her er brugt er "karios". Det betyder "tidens egenart" eller "det som kendetegner tiden".

Det andet ord som er brugt, er "kronos". Det betyder "tiden som går" eller "løbende tid". Vi finder det igen i vort ord "kronologi".

Det som var specielt på denne tid, var at Messias var kommet, men at folkets religiøse ledere ikke kunne forstå dette på grund af deres vantro.

Et u i genfødt menneske kan ikke forstå det som hører Guds rige til, medens et menneske som er oplyst af Den Hellige Ånd, kan forstå mange ting i Guds ord. De kan også på grundlag af Guds ord tyde de tegn som vi har i tiden.

Mange kristne i dag er også vældige flinke til at tale om vejret og tyde det, medens Guds Ord bryder de sig lidet om og kan ikke tolke det som står der. Jesus gjorde ikke noget tegn eller undergerning på bestilling. Han kaldte folkets religiøse ledere, som ofte før "for en ond og utro generation". De skulle ikke få noget tegn fra Jesus uden Jonas-tegnet. Jesus forlod dem og gik bort fra dem. (v.4.)

Profeten Jonas blev sendt til Nineve for at frelse folket der. De tog imod hans budskab om dommen som skulle komme, dersom de ikke omvendte sig. Jesus blev sendt til jøderne med det samme budskab. Dersom jøderne ikke anerkendte ham som jøderne Messias og frelser, så ville dommen komme og den skulle komme i denne onde generation.

Selve Jonas-tegnet gik på Jesu død og opstandelse. På samme måde som Jonas var tre dage og tre nætter i fiskens bug, skulle Messias også være tre dage og tre nætter i jordens skød, og derefter skulle han opstå fra de døde. Mat. 12,40.

Dette tegn var det ENDELIGE BEVIS på Guds dom over Jesus og Jesu sejr. Det var et tegn som endnu lå i fremtiden.

Jesus forlod de religiøse ledere og ville ikke have noget med dem at gøre. Han overlod dem til sig selv. Til trods for at de havde været vindere til og hørt om de mange undergerninger og tegn, som Jesus havde gjort, så ville de ikke tro. De havde forhærdet deres hjerter. Det var deres teologi og læresystemer som havde ført dem på afveje.

Vers 5-12. Jesus og hans apostle drog over til østsiden af Genesaret, og de havde glemt at tage brød med. Jesu sagde til dem at de skulle tage sig i vare for farisæernes og saddukæernes surdej. (v.5-6.)

Disciplene troede at Jesus talte om det forhold, at de havde glemt at medtage brød, men Jesus talte om noget der var langt farligere – nemlig falsk lære. (v.7.)

Jesus var ikke optaget af det daglige brød. Det kunne han let lave istand – enten det var til de mange eller de få. Det som han var mere interesseret i , var at advare sine disciple mod folkets religiøse ledere og deres læresætninger. De stod i modsætning til Jesu undervisning som var "Evangeliet og Riget". Mat. 24,14.

Han var bekymret for at også hans disciple skulle blive influeret af det som var galt. De skulle trods alt videreføre hans lære og læresætninger efter hans himmelfart. "Surdejen" var et billede på "falsk lære". (Mat.13,33.)

Rabbinerne sagde også at surdej var et billede på falsk lære.

Paulus brugte også billedet om surdej på den samme måde. Det gjaldt ikke den messianske lære, men det gjaldt den kristne menigheds teologiske sandheder: 1.Kor. 5,7-8.

Jesus bebrejdede sine apostle for at de havde for lidt tro. Jesus havde ikke talt om at tage brød med, men han havde advaret mod farisæernes og saddukæernes falske læresætninger. (v.8.)

Dersom disciplene havde haft stor nok tro, så havde de forstået at Jesus ikke talte om brød, men om falsk lære. Det var ikke noget problem for ham at fremskaffe brød.

Hvad der gælder troen, var det ikke nok for apostlene at se at Jesus kunne gøre undergerninger, De måtte også stole 100% på at han ville gøre det, som han ønskede at udføre. Troen måtte blive en del af deres personlighed. Troen måtte blive installeret i deres liv: Hebe. 11,1. På samme måde som Peter blev kritiseret af Jesus, fordi han havde for lidt tro, da han ville gå på vandet: Mat. 14,31, alle disciplene blev kritiseret for et samme, og det til trods for at de havde været sammen med Jesus i 2 år. Tvivl er det modsatte af tro. Jakob sagde flg. om den tvivlende: Jakob.1,6-8.

Jesus mindede sine disciple om de 2 brødundere som han havde udført. Det kunne derfor ikke være om brød han talte til dem, når han bad dem om at tage i vare for farisæernes og saddukæernes surdej. Efter at Jesus havde forklaret dem dette, så forstod de at Jesus ikke talte om surdej i brødet, men om farisæernes og saddukæernes lære. (v.9-12.)

Jeg vil citere hvad Charles F. Baker siger om brødunderne og Jesu kapacitet til at forsørge sine disciple -; i sin bog: Understadig the Gospels, s. 138: "hvorfor skulle de nogen sinde være ængstelige på grund af mangel af mad i lyset af de erfaringer (som mad underne, min kommentar). Her ser vi igen forskellen hvad som gælder tidsperioderne. Disciplene fik ikke mad på en overnaturlig måde, medens Jesu var legemlig sammen med dem under Rigets program. Senere under kirkens program finder vi den store apostel Paulus ofte hungrig, tørstig, nøgen og kold: 1.Kor. 4,11. 2.Kor. 11,27 og Fil. 4,12.

Israel var lovet FYSISKE VELSIGNELSER på grundlag af LYDIGHED: 5.Mos. 28,1-4., men vi har ikke noget således løfte som medlemmer af Kristi legeme. Han vil dække vore behov, tak Gud: Fil. 4,19, men der er stor forskel på dette og de rige løfter som Israel har fået.

CESAREA FILIPPI

Vers. 13-2o. Da Jesus var kommet til Cæsarea Filippi, spurgte han sin disciple hvad folk sagde om Menneskesønnen. (v.13.) Jesus brugte her den titel som han fortrak at bruge om sig selv – nemlig Menneskesøn. Denne titel indeholder mange sider ved Jesu liv. Selve ordet "Menneskesønnen" betyder "søn af et menneske" eller bare "menneske".

Jesus spurgte ikke hvad farisæerne og de skriftlærde mente om dette, for det vidste han De mente stort set at Jesus stod i forbindelse med Satan. Jesus spurgte om hvad den almindelige jøde mente om dette. Han var interesseret i at vide hvad folket syntes om hans messianisme. Selv om farisæerne og de skriftlærde havde forkaste ham som jøderne Messias, så var det ikke så sikkert at folket havde forkastet ham.

Jesus fik flg. 4 forskellige svar på hans spørgsmål.

1. Nogen mente at han var døberen Johannes.
2. Andre mente at han var Elias.
3. Andre igen mente at han var profeten Jeremias.
4. Den fjerde gruppe mente at han var en af de andre profeter. (v.14.)

Herodes Antipas mente f.eks. at døberen Johannes var kommet tilbage i Jesu skikkelse; Mat. 14,2.

Elias skulle være forløberen til Messias: Mal. 4,5. Jesus havde sagt at Elias var kommet i døberen Johannes hans tjeneste: Mat. 17,12.

Jeremias var en af de store profeter i Tanach. Han var efter jødisk opfattelse den som lignede mest Jesus. Jøderne forbandt denne profet med den profet som Gud vil sende, og som Moses havde sammenlignet med sig selv: 5.Mos. 18,15.

Det viste sig at jøderne havde HØJE TANKER om Jesus, men ingen af svarene tilkendegav at Jesus var Messias. (Der er også mange blandt jøderne som mente at Jesus var Messias, men det svar er ikke medtaget her.)

I de rabbinske Skrifter er der 3 opfattelser hvem denne person kunne være, som blev sammenlignet med Moses. Og svarene var: Josva, Jeremias eller Messias.

Jesus spurgte sine disciple om hvad de mente om dette, og Peter svarede på vegne af disciplene: "Du er Messias, den levende Guds Søn." (v.15-16.) Disciplene havde naturligvis opdaget hvem Jesus var. De havde været sammen med ham i mere end to år og set hans undergerninger og hørt hans taler. Der var ingen tvivl hos dem hvem Jesus var. Han var Messias. Selve ordet kommer af det hebraiske ord "ha Masiach", og som betyder "Den salvede". Han var den "sønnen" af David som skulle komme og regere i Israel, og som alle profeterne og alle Skrifterne I Tanach havde omtalt. Han var den levende Guds Søn. Selve begrebet "Søn af", betyder at vedkommende er "lig med den som man er søn af."

Både folkets religiøse ledere og folket burde have forstået at Jesus var jødernes Messias – ikke bare ud fra de undergerninger som han udførte, men også ud fra de forskellige Skrifter i Tanach, som belyste de forskellige sider ved Messias. Det som var skrevet om Messias, stemte fuldstændig overens med Jesus liv.

TANACHS FREMSTILLING AF MESSIAS.

Vi skal i det flg. bare kort gengive det som de forskellige Skrifter i Tanach siger om Messias:

1. Messias fremstilles som "Kvindens sæd", som skulle knuse slangens hoved: 1.Mos. 3,15.
2. Messias fremstilles som Påskelammet og som Herrens Engel, som passede på jødefolket i ørkenen i 40 år: 2.Mos. 12,13 og 13,21-22.
3. Messias bliver fremstillet i de mange ofringer i templet og Ypperstepræstens tjeneste for det jødiske folk: 3.Mos. 16,15 og 16,20-21.
4. Messias fremstilles som Klippen, som fulgte jøderne i ørkenen, som Kobberslangen, som frelste jøderne og som Kongen som skulle stige op over Jakob: 4.Mos. 20,11, 21,19 og 24,17-18.
5. Messias fremstilles som den store Profet, Torah –læreren og Formidleren mellem Gud og jøderne. 5.Mos. 18,18 og 33,10
6. Messias blev fremstillet som Høvdingen over Herrens hær: Josva 5,13-14.
7. Messias blev fremstillet som Dommeren over Israel. Han skulle ikke først og fremmest dømme jøderne, men frelse og beskytte dem: Dommernes Bog 3,9.
8. Messias fremstilles som Forløseren, som skal udløse jødefolket: Ruts Bog 2,20.
9. Messias fremstilles som Kongen over Davids hus, som skal have et tidsalderligt kongedømme (1.&) 2.Sam. 7,12-16. 1: og 2.Kongebog fremstiller Messias som der som skal være konge over Israel for bestandig: 1.Kong. 9,4-5.
10. Messias fremstilles som Kongen, som bestandig skal være på Israels trone, og som skal bygge Herrens tempel (2.&) 1.Krøn. 22,9-10.
11. Messias fremstilles som Jerusalems Genopbygger: Nehemias Bog 6,15-16.
12. Messias fremstilles som den der skal genopbygge templet i Jerusalem og som den stor Skriftlærer: Esras Bog 5,2 og 7,10.
13. Messias fremstilles som jødernes Frelser: Esters Bog 3,6 og 8,16-18.
14. Messias fremstilles som den der helbreder og frelser Job og velsigner ham med Rigets velsignelser: Jobs Bog 42,10-13 og 19,25. Job er både et forbillede på Jesus og hedningerne velsignelse i Rigets tid.
15. Messias fremstilles som Israels Sanger, som den lidende Messias, som jøderne Frelser, som den Opstandne Frelser og som Israels Konge: Salme 22,1. 40,7-9. 46,10-12. 72,8-9.
16. Messias fremstilles som Visdommen, som var værkmester hos Gud fra evighed af: Ordsprog. 8,22-25 og 30-31.
17. Messias fremstilles som Vismanden, som formanede jøderne at frygte Herren og holde hans bud: Prædikerens Bog 12,13-14.
18. Messias fremstilles som Brudgommen og Israel som Bruden: Salomos Højsang 5,2-3 og 8,5.
19. Messias fremstilles som Barnet, som blev født af en jomfru, som Fredsfyrsten, som den lidende Messias og som Kongen, som skal tilintetgøre Israels fjender og styre i Rigets tid: Esajas 7,14. 9,6. 2,4. 53,5.10 og 63,6.
20. Messias fremstilles som Pottemageren, som på ny tager sig af Israel, og som Den Retfærdige Spire af Davids æt: Jeremias 18,6 og 33,15-16.
21. Messias fremstillende som Den grædende og sørgende Profet, som klager over jødernes synder: Klagesangene 1,3 og 4,6.
22. Messias fremstilles som Herrens herlighed, som sidder på Guds trone i himmelen, og som templets genopbygger i Rigets tid: Ezekiel 1,26. 43,1,7.
23. Messias fremstilles som Menneskesønnen, som kommer med himmelens skyer og som Kongen i Riget for Israel. Daniel 7,13-14.
24. Messias fremstilles som Israels Ægtemand og Genløser: Hoseas 2,16-19 og 6,2.
25. Messias fremstilles som der de strider for Israel og som Læren til Retfærdighed: Joel 2,11-12. 2,2, 23.
26. Messias fremstilles som den der genopbygger Davids faldne hytte: Amos 9,11.
27. Messias fremstilles som Rigets Herre: Obadias 21.
28. Messias fremstilles som Forsoneren, som skulle være 3 dage og 3 nætter i dødsriget og som den store Hedningemissionær: Jonas 2,1-3. 3,4-5.
29. Messias fremstilles som Barnet som skulle fødes i Betlehem og som herskeren over Israel: Mika 5,1.
30. Messias fremstilles som et Værn på trængselens dag og som Den nidkære og hævnende Gud: Nahum 1,2,7.
31. Messias fremstilles som Israels Frelser på nødens dag: Habakuk 3,3-6, 12-13.
32. Messias fremstilles som Den som gør ende på Israels fangenskab, som Den der borttager Israels straf og som en Kæmpe, som frelser jøderne : Sefanias 2,7. 4,14-15 og 3,17.
33. Messias fremstilles som den der skal fylde templet i Rigets tid med herlighed: Hagai 2,7-9.
34. Messias fremstilles som Jødernes Konge, som rider ind i Jerusalem på asenindens fole, som Den gode Hyrde, som frelser Israel. Som Den der bliver forrådt for 30 sølvpenge, som Den Hyrde som skulle blive slået, som Den gennemstungne Messias, og som Den der kommer tilbage til Oliebjerget: Sakarias 9,9-10,16. 11,12. 13,7. 12,10. 14,4.
35. Messias fremstilles som Pagtens engel og Retfærdighedens sol, som skal gå op over Israel med lægedom under sine vinger: Malakias 3,1. 4,2-3. (Se min bog: Jødernes Konge, bind 4, kap.: Messias i de Gammeltestamentlige Skrifter, hvor jeg skriver mere om dette.)

I det hele har vi 456 profetiske udsagn i Tanaz om Messias, hans funktioner og hans kongedømme. Af disse gik 333 profetiske udsagn i opfyldelse ved Jesu første komme. De øvrige 123 profetiske udsagn kommer til at gå i opfyldelse ifm. Jesu genkomst.

Dersom jøderne havde taget imod Jesus som deres Messias, havde alt dette blevet opfyldt ved Jesu første komme, men nu har jøderne måtte vente på resten af opfyldelsen i snart 2000 år.

Da Peter svarede at Jesus var Messias, blev han prist SALIG af Jesus, for dette havde han ikke kunnet forstå af sig selv, men Gud havde ved Den Hellige Ånd åbenbaret det for ham. (v.17.)

Den som ville forstå det, at Jesus var Messias, måtte være "født på ny" eller "født ovenfra" (gr.anothen), som der står i grundteksten: Joh. 3,3. Ordet "salig" er på græsk "makarios". Dette ord indebærer at man har del i frelsen, udvælgelsen, velsignelsen og lykken. Dette er den første personlige saligprisning som vi har i N.T. (Se Saligprisningerne i Mat. 5,3-11.) Jesus sagde til Peter at han var Peter (gr.petros), at han ville bygge sin menighed (gr.ekklesia), som betyder "udkaldt forsamling", på denne klippe (gr.petra) og at "dødsrigets porter" ikke skulle få magt over denne menighed. (v.18.)

Ordet "petros" var det navn som Jesus gav Simon, Jonas søn. Det betyder "sten" eller "manden som har stenens kvalitet" Jesus sagde ikke at han ville bygge sin menighed på Peter eller nogen af de andre apostle, men han sagde at han ville bygge sin menighed på "denne klippe". Her brugte Jesus et andet ord, og det er ordet "petra", som er hunkønsformen for "fjeld". Det er selve "fjeldet" og ikke en enkelt sten at han vil bygge sin menighed på. Han vil bygge sin menighed på sig selv og sit frelsesværk..

Peter bekræftede i sit første brev at det ikke var på ham, at Guds menighed var bygget, men på Jesus Kristus. Jesus var "den levende sten", medens de andre messianske jøder var "levende stener": 1.Pet. 2,4-6.

Den menighed, som der her er tale om, er hverken den generelne Guds menighed, som består af alle frelste mennesker op gennem hele frelseshistorien, eller den kristne menighed, men det er den messianske menighed af jøder. Den paulinske menighed var ikke åbenbaret, da dette blev sagt.

Når Jesus sagde at han "vil bygge sin menighed" på denne klippe, så mente han den messianske menighed i Rigets tid. Jesus både byggede og vil videre bygge denne menighed på sig selv og sit frelsesværk.

På grund af at denne menighed var bygget på Jesu frelsesværk, så skulle "dødsrigets porte", som er et billede på "døden", ikke få magt over denne menighed. "Dødsriget porter" er indgangen til dødsriget, som på græs hedder "hades". Det er den fysiske død som er indgangen til dødsriget, men på grund af Jesu opstandelse fra de døde (v.21.), så skulle også medlemmerne i denne menighed opstå på et senere tidspunkt. Døden kunne hverken holde på Jesus eller på den messianske menighed.

De "døde" af den messianske menighed skal opstå i opstandelsen på "den sidste dag": Joh. 11,24. Ifm. Jesu genkomst for Israel, medens den kristne menighed skal blive bortrykket til Gud før trængselstiden på 7 år: 1.Kor. 15,50-51 og 1.Tess. 4,14-17.

Den Romersk Katolske Kirke mener at den klippe, som Jesus vil bygge sin menighed på, var Peter og Den Romersk Katolske Kirke. Denne kirke anser Peter for at være den første pave i Rom.

Det betyder videre at denne kirke vil have monopol på sandheden, og at den aldrig kan tage fejl i lærespørgsmål. Når vi ser på denne kirkes mange dogmer og læremæssige grundlag, ser vi at dette ikke stemmer. Er der nogen som har taget fejl i læremæssige spørgsmål, så er det netop Den romersk Katolske Kirke med sine mange læresætninger og sine hedenske traditioner. (se min bog: Jesu Genkomst ,bind 3,, hvor jeg skriver meget om dette.)

Den Protestantiske Kirke mener at Jesus ikke byggede sin kirke på Peter, men på Jesus selv. Dette har den ret i, men den tager fejl når den hævder, at den menighed, som der her er tale om, er den kristne menighed. De jødiske Skrifter omhandler ikke den kristne menighed, men de omhandler den messianske menighed.

Begge disse kirkesamfund hævder at den kristne menighed begyndte på pinsefestens dag. Ap. Gr. 2. Det er også galt. Den kristne menighed begyndte ikke før end ved Paulus` hans omvendelse. DEN KRISTNE MENIGHED BEGYNDTE UDENFOR DAMASKUS.

Jesus sagde videre til Peter at han ville give ham NØGLERNE til HIMLENES RIGE, og det som han bandt på jorden (i Israel), skulle være bundet i himmelen, og det som han løste (gav tilladelse til) på jorden (i Israel), skulle være tilladt i himmelen. (v.19.)

Selve ordet "nøgler" går på autoritet til at udføre en bestemte handlinger. Det var ikke nøglerne til den kristne menighed, som blev givet Peter. De blev givet til Paulus. Det var han som åbnede Guds rige for hedningerne i den paulinske sammenhæng.

De "nøgler" som der her er tale om, angik "himlenes rige" og ikke den kristne menighed. Det havde derfor være mere korrekt at oversætte ordet "jorden" (gr.ge) med ordet "Landet". Det vil sige "landet Israel"

Det var ikke bare Peter som fik nøglerne til himmelens rige. Det blev også givet til de andre apostle: Mat. 18,18.

Vi ved at i Rigets tid skal de 12 apostle sidde på 12 troner og dømme (frelse) Israels 12 stammer: mat. 19,28.

Hvad som gælder binde og løsemagten, så var apostlene forvaltere af denne. De kunne ikke på eget initiativ tage deres bestemmelser, men de skulle annoncere det som Gud havde bestemt i enhver sag.

Når der f.eks. opstod problemer i den messianske menighed, skulle to eller tre af apostlene gå sammen i bøn over dette problem. Og Gud skulle give dem løsning på dette: Mat. 18,19-20.

Her er der ikke tale om at de messianske troende skal få alle ting, som de beder om, men de er tale om at Gud ville give apostlene løsninger på de forskellige læremæssige problemstillinger, efter at de havde bedt over det. Sammenhængen i teksten viser at denne tolkning er den rigtige.

Hvad der gjaldt nøglemagten, som var udtryk for den autoritet som apostlene havde, så blev den brugt på flg. måder:

1. De skulle forkynde evangeliet om riget.
2. De skulle uddrive de onde ånder.
3. De skulle helbrede alle sygdomme.
4. De skulle opvække de døde.
5. De skulle rense de spedalske.
6. De kunne tilgive synd: Joh. 20,23.
7. De kunne fastholde synden for et menneske: Mat. 18,17.
8. De kunne fortage læremæssige justeringer: Ap. Gr. 15,20. (se min bog: kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Magten til at løse og binde og: Paulus havde sin egen nøglemagt.)

Det er galt som det bliver hævdet, at Peter åbnede op for kristendommen på pinsefestens dag, da Den Hellige Ånd blev udgydt. Det var ikke Peter som åbnede op for dette, men det var Gud. Han sendte Den Hellige Ånd til den messianske forsamling. Peter forklarede blot det som var sket. Ap. Gr. 2.

Det var døberen Johannes som først åbnede op for himlenes rige for jøderne "Loven (Torahen) og profeterne havde sin tid INDTIL Johannes FRA DEN TID forkyndes evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger ind i det med magt." Luk. 16,16.

Det er derimod sandt at Peter åbnede op himlenes rige for hedningerne, da han forkyndte evangeliet om Riget for hedningerne i Kornelius hus i året 40. Disse hedninger kom ikke til at tilhøre den kristne menighed, men de kom til at tilhøre Israelitisk.10. Peter forkyndte ikke den frie nåde til disse mennesker, men han forkyndte Mose Torah og den messianske jødedom: FRYGTER HAM og GØR RETFÆRDIGHED: Ap. Gr. 10,35.

Jesus forbød sine disciple at de skulle sige til folket at han var Messias. (v.20.) Grunden til at han gjorde det, var at hverken hans apostle eller resten af folket forstod, hvad det indebar at være Messias. Tiden var ikke moden til det. Sådanne udsagn ville bare vække uro blandt folket, således at romerne kunne straffe dem for det.

I og med at jøderne havde en forkert opfattelse af Messias, ville Jesus ikke at Messias-titlen skulle skygge for hans forsonergerning. Før Messias kunne oprette Riget for Israel, så måtte han sone al verdens synd.

Når det gjaldt apostlene, så havde de endnu ikke forstået at Jesus måtte dø og sone synden, før han kunne blive konge i Det Messianske Rige. Mat. 16,22.

Dette var også en af grundene til at Jesus foretrak at bruge titlen "menneskesønnen" om sig selv (v.13.), men han sagde også at han var Messias (v.20.) I disse vers kombinerede han disse to titler og gav udtryk for at de var identiske.

Der er mange liberale Bibel-forskere som mener at Jesus ikke brugte messias-titlen om sig selv, men det er galt.

Vi kan lægge mærke til at alle disciplene mente at Jesus var Messias, for han sagde at de ikke skulle sige det til nogen., at han var Messias: (V. 21-28.

Fra den tid begyndte Jesus at fortælle sine disciple at han skulle gå til Jerusalem og lide meget. Han skulle blive slået ihjel, men han skulle opstå på den tredie dag. (v.21.)

Udtrykket "FRA DEN TID" betyder at Jesus gav til kende at jøderne ikke kom til at tage imod ham som jøderne Messias. De anså ham for at være en falsk Messias, som måtte dø.

Mattæus evangeliet deles i 3 naturlige deler:

1. Fra kap. 1-2 beskrives Jesu slægtsliste og barndom.
2. Fra kap. 3 og til 16,20 blev Jesus repræsenteret som jødernes Messias.
3. Fra kap. 16,21 og kapitlet ud blev det gjort helt klart at Jesu kom til at blive forkastet af det jødiske folk, og at de religiøse ledere kom til at dømme ham til døden.

Det var Jesus selv som kom med denne oplysning, at han kom til at blive forkastet og måtte dø. Han havde også antydet dette, men disciplene havde ikke forstået det: Mat. 9,15. 12,40.

Det var efter Guds vilje at dette skulle ske. Jødefolket skulle være et redskab til at Jesus kunne sone al verdens synd. De kan derfor ikke lastes for at de korsfæstede herlighedens Herre. Det var nødvendig at Jesus måtte dø: Joh. 12,24.

Det var ikke bare jøderne som korsfæstede Jesus. Romerne var dem som udførte selv handlingen. De repræsenterede hedningefolkene i det som blev gjort: Ap. Gr. 4,27-28.

Jøderne og hedningerne blev ikke gjort ansvarlige for Jesu korsfæstelse og død, for det var i samsvar med Guds planer. Efter Jesu opstandelse og himmelfart fik jøderne en ny mulighed til at Riget kunne have blevet oprettet. Dette tilbud var helt frem til Paulus hans omvendelse i år 37. Efter den tid var mulighederne stænget for oprettelsen af Riget . Der blev imidlertid vundet jøder for himlenes rige helt frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70.

Da Jesus fortalte det rent ud at han skulle dø, tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte Jesus og sagde at dette ikke måtte ske. (v.22.)

Dette viser hvor lidt Peter forstod af sin egen bekendelse at Jesus var Messias (v.21.) Han forstod ikke forsoningssiden ved Messias. Dette forstod apostlene ikke før end efter at Jesus havde stået op fra de døde. Disciplene var fokuseret på oprettelsen af Riget for Israel og forstod ikke at Jesu forsoning var det åndelige fundament, som Riget måtte bygges på. Til trods for at forsoningen var i samsvar med Guds planer, så forstod Peter det ikke. Han sagde at Gud måtte bevare Jesus, fordi han sagde noget så blasfemisk, som at han måtte dø. Han skulle ikke dø efter Peters opfattelse. Nej han skulle leve og oprette Riget for jøderne.

Jesus sagde til Peter at han var inspireret af Satan, når han ville forhindre, at Jesus gik dødens vej. De tænkte ikke som Gud, men de tænkte således som jøderne tænkte – at Guds rige kunne oprettes i Israel uden at have det rette åndelige fundament. (v. 23.)

Dette var en VOLDSOM REAKTION fra Jesu side og den var både rettet mod Peter og mod Satan. Vi ved at Satan ikke havde noget imod at riget blev oprettet, men det måtte ske på hans præmisser: Mat. 4,8-10.

Den som ville følge Jesus måtte fornægte sig selv, tage sit kors op og følge Jesus, for den som ville bjerge sit liv, skulle miste det, men den som tabte det, skulle finde det. (v.24-25.).

Jesus gav med dette udtryk for, at det ikke bare var han som skulle dø, men disciplene skulle også dø på grund af den opgave som de havde fået.

Den som sagde "ja" til Jesus, havde allerede taget sit kors og var på vej til retterstedet.

Udenfor de romerske retslokaler var opstillet trækors. De som blev dømt til døden, måtte selv bære tværbjælken på sit kors til retterstedet. Således gik det også med disciplene til Jesus. De blev alle henrettet undtagen Johannes, som døde en naturlig død i Efesus. Han betjente der en menighed til sin død.

Den som ikke ville følge Jesus, ville komme til at miste livet. Det betyder at vedkommende ikke fik del i de retfærdiges opstandelse og i Riget for Israel. Den derimod som døde for Guds riges sag, skulle få del i denne opstandelse og få del i Riget for Israel. "At blive frelst" var det samme som det "at få del i Riget for Israel".

Således er det ikke i vor tidsperiode. "At blive frelst" betyder i den paulinske lære at en bliver en del af Jesu legeme og får del i det himmelske Jerusalem. Jøderne de er Guds folk på jorden, men den kristne menighed er Guds folk i himmelen.

I og med at Jesus sagde at den som ville følge ham, den var på vej til retterstedet, så pegede han dermed på den tid, som lå for Jesus og apostlene – der kom til at blive en tid med mange forfølgelser. Den kommende tid ville blive vanskeligere end det de hidtil havde oplevet.

Videre sagde Jesus: v.26. Her kommer det tydelig frem at ethvert menneske var mere værd end hele verdens rigdomme. Man kunne ikke betale sig ud af synden med sine rigdomme, men det kunne man ved blot at tro på Jesus.

Den som ville vinde Riget for Israel, måtte prioriter på en helt anden måde.: Vedkommende måtte holde Jesu bud, sælge det som man ejede og følge Jesus. Mat. 19,16-26.

Jesus skulle komme tilbage i sin Faders herlighed sammen med englene. Da skulle han holde dom over jøderne. De skulle dømmes efter deres gerninger. (v.27.)

Det var første gang at Jesus talte om sin genkomst. Han havde tidligere talt om sin død (v.21.) Han skulle komme tilbage med englene. De skulle først samle sammen de ugudelige, som skal dømmes af Jesus foran Jesu herlighedstrone i Jerusalem. Englene skal derefter kaste dem i ild-søen: Mat. 13,41-42.

Allerede Enok profeterede om dette: Judas vers 14-15. Det er Jesus som skal dømme jøderne og verden, men det er englene som skal udføre denne dom som Jesus har afsagt over den enkelte: Mat.13. 41-42.

Før dommen foran Jesu herlighedstrone i Jerusalem: Mat. 25, skal englene hente de jøder som fortsat er ude i diasporaen efter den store trængselstid, hjem til Israel: Mat. 24,31. Esajas 60,8: Svaret er : det er jøderne.

Jesus skal komme tilbage "i sin Faders herlighed". (v.27.)

Det er den herlighed som han havde hos Gud, før verdens grundvold blev lagt, og som han fik tilbage ved sin himmelfart.

Ifm. Jesu første komme, så måtte han afklæde sig noget af den herlighed, som han havde, for jøderne var ikke istand til at modtage den i dens fylde. Apostlene Johannes sagde flg. om denne herlighed: Johannes 1,14.

I Jesu ypperstepræstelige bøn bad Jesus Faderen om han måtte få igen fylden af den herlighed, som han havde hos Faderen, før verden blev til: Joh. 17,5.

Når Jesus kommer tilbage, kommer han med fylden af sin herlighed. Alle vil da se og forstå at Jesus er jødernes Messias.

I tillæg til at Jesus vil få tilbage sin herlighed, vil han også få af Faderen alle de jøder som er kommet til tro på ham: Joh. 17,4-6.

Det er denne herlighed Jesus skal fylde jorden med i 1000 års-riget. Han skal ikke have den for sig selv, men han skal dele den med alle som tror ,de messianske jøder skal dømmes i forhold til deres gerninger. I den messianske jødedom skal menneskerne dømmes i forhold til både tro og gerninger. De som hverken har tro eller gerninger, skal dømmes til et evigt liv i ild-søen. De som både har tro og gode gerninger, skal dømmes til et liv i Riget for Israel.

I den messianske jødedom opererede man med to retfærdighedsbegreber, og det var Guds retfærdighed og menneskets egen retfærdighed. Det var nødvendig at have begge dele, for at blive frelst: Mat. 5,16 og 20.

I den kristne menigheds tidsperiode er det nok at tro på Jesus, for at blive frelst. Vi lever i dag i den periode som vi kalder for den "frie nådens periode", men i og med at de fleste ikke ser og forstår, at der er to forskellige Toraher og to forskellige tidsperioder, som er beskrevet i N.T., så bliver dette desværre sammenblandet i forkyndelsen.

Til slut i dette kapitel sagde Jesus at nogle af apostlene skulle få opleve at Menneskesønnen skulle komme tilbage i sit rige.(v.28.)

Der har været flere fortolkninger på dette vers, og vi skal nævne dem;

1. Det går på Jerusalem ødelæggelse i år 70 efter Messias.
2. Det går på pinsefestens dag og Den Hellige Ånds komme.
3. Det går på Jesu forklarelse på bjerget: Mat. 17,1-8.
4. Det går på Jesu genkomst.

Den rigtige tolkning på disse vers er den sidste forståelse. Dersom jøderne havde taget imod Jesus, så havde han kommet tilbage og oprettet Riget for dem efter en tid. I dette vers er udtrykket "heos an" brugt. Det udtrykker en mulighed som er baseret på en betingelse. Betingelsen for at dette kunne ske, var at jøderne tog imod Jesus. (Se kommentar under Mattæus 10,23. Se også min bog: Jesu Genkomst , bind 5, kap.: Det historiske og eskatologiske Guds riget kunne have blevet oprettet ved Jesu første komme.)

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com