tirsdag den 12. marts 2013

Jesu forkyndelse. Jesu Genkomst 5. O.E. Inderg


                                                                KRISTEN BOKPRODUKSJON.
OSKAR EDIN INDERGAARD, 6630 TINGVOLL, NORGE
”Jesu Gjenkomst” bind 5, s. 299-311.

JESU FORKYNDELSE.

Jesu lære var i samsvar med det som døberen Johannes lærte.
Han forpligtigede jøderne på en række forhold i jødernes lov, og krævede desuden at de kom til personlig tro på ham som jødernes Messias.
Til trods for at jeg har skrevet om det i flere af min bøger, minder Den Hellige Ånd mig stadig om at jeg skal tage dette emne op igen. Jeg anser det som MEGET VIGTIG at vi lærer os at skulle mellem RIGETS FORKYNDELSE og DEN FRIE NÅDES FORKYNDELSE.
Jesus lagde heller ikke frem den læremæssige basis for kirkens periode, men han lagde frem det åndelige indhold i himlenes rige eller Guds rige, som er det samme som Riget for Israel. Når vi skal vurdere Jesu undervisning, må vi være opmærksomme på at RIGET FOR ISRAEL var siktemålet med og baggrunden for hans forkyndelse. Vi kan ikke forstå Jesu forkyndelse dersom vi ikke forstår det.
(I parentes gør jeg opmærksom på at vi kan skille mellem Jesu SPESIELLE FORKYNDELSE, som angår jøderne og frelses principperne i Riget for Israel , og Jesu GENNERELLE FORKYNDELSE, som omhandler den generelle side ved Guds ordninger. Den gælder alle tidshusholdninger.)
Vi kan inddele Jesu forkyndelse og virksomhed i 3 dele, og det er:
  1. Den forkyndelse som angår TROSASPEKTET. Den videreføres uden nogen forandring ind i den frie nådens tidsperiode. Det er troen på Jesus som frelser et menneske.
  2. Den forkyndelse og praksis som angår HELBREDELSER og UNDERGERNINGER. Den føres også videre ind i den frie nådes tidsperiode og er bl.a. knyttet til en del af nådegaverne. Helbredelserne er ikke så udbredt i kikens tid som de var på Jesu tid. Dette har flere årsager, men det skyldes først og fremmest det forhold at helbredelserne og undergerningerne skulle pege på Jesus som jødernes Messias og Riget for Israel. I Rigets tid vil helbredelserne og undergerningerne være det samme igen.
  3. Den forkyndelse som angår jødernes forhold til GUDS KRAV og MOSELOVEN som forudsætning for frelsen. Den angår ikke den frie nådes tidsperiode. Den angår derimod Riget for Israel. I 1000 års riget vil der igen blive stillet strenge etiske krav til menneskene, for at de skal få del i frelsen.

Vi skal i det flg. referere en del af Jesu forkyndelse med henblik på det sidste punkt. Det kommer tydelig frem at hans forkyndelse er nær knyttet til overholdelsen af jødernes lov.
  1. Den som HOLDT LOVEN, skulle være DEN STØRSTE I Riget for Israel: Mat.5,19. 5,17. 22,40. Joh.7,19. 14,15. 14,21. 15,10. Når Jesus henviste til loven, så var det GERNINGSASPEKTET i jødedommen han henviste til. Dette var lovens retfærdighed, som var en etisk retfærdighed. Den kunne i sig selv ikke frelse, men den kunne føre et menneske i den pocisjon at Guds retfærdighed kunne frelse det. Når Jesus henviste til profeterne, så var det TROSASPEKTET ved jødedommen han henviste til. Troen har bestandig været en gave fra Gud. Det er den som frelser et menneske i alle tidsperioderne.

  1. Dersom JØDERNES RETFÆRDIGHED (lovens retfærdighed) ikke OVERGIK de skriftlærdes og farisæernes retfærdighed, fik de ikke del i Riget for Israel: Mat.5,20. 15,9. 21,31. Det hebraiske ord for ”retfærdighed” er ”thzdekah”. Dette ord bliver af rabbinerne også oversat med ”almissegivning”. Den som ikke gav almisser i jødedommen, fik ikke del i Guds rige.

  1. Den som ville OFRE ET SKYLDOFFER, måtte først gå bort og FORLIGE SIG med sin bror. Dersom han ikke gjorde det, havde hans offer ikke nogen virkning: Mat.5,23-24. I jødedommen skiller man mellem to typer soningsoffer, og det var SYND og SKYLDOFFERET. Det første gjaldt synd som var gjort mod Gud. Den kunne bliver tilgivet ved offeret. Det var bare Gud som kunne tilgive denne synd.. Skyldofferet gjaldt synd som var gjort mod et menneske. Dersom synden ikke var opgjort mellem de to partner, som dette gjaldt, virkede dette offer ikke. Det var den som der var blevet syndet imod, som skulle tage initiativet til at oprette forholdet: Mat.18,15.

  1. Den som ville arve Guds rige, måtte VÆRE FULDKOMMEN i forhold til loven: Mat.5,39-42 og 48. Luk.6,29-30. 6,34-35.

  1. Den som IKKE TILGAV ANDRE, FIK IKKE SELV TILGIVELSE af Gud: Mat.6,14-15. 18,21-22., og 35. Disse tekster har ingen ting med den frie nåde at gøre, som er tilknyttet den kristne menigheds periode. De referer sig derimod til rigets forkyndelse, hvor der bliver stillet en RÆKKE KRAV til JØDERNE for at de skulle få del i Guds rige.

  1. Den som DØMTE ANDRE SKULLE DØMMES MED DEN SAMME DOM: Mat.7,1-2. Luk.6,36-38.

  1. Den som HOLDT LOVEN, skulle FÅ DEL I RIGET FOR ISRAEL. Den som IKKE HOLDT LOVEN, FIK IKKE DEL I GUDS RIGE: Mat.7,12 og 21-23. 13,41. 15,6. 16,27. 19,16-17. Luk.10,25-28.

  1. Den som FORNÆGTEDE JESUS, FIK IKKE DEL i Guds rige: Mat.10,32-33. Mark.8,38.

  1. Den som elskede far og mor MERE END JESUS, fik ikke del i Guds rige: Mat.10,37.

  1. Den som IKKE FORNÆGTEDE SIG SELV og IKKE TOG SIT KORS OP og FULGTE JESUS, fik ikke del i Guds rige: Mat.10,38-39.

  1. Den som ikke TRÆNGTE SIG PÅ MAE MAGT og rev Guds rige til sig, fik ikke del i det. Dette giver udtryk for gerningsaspektet ved Jesu forkyndelse. Dette kunne ske ved at holde loven: Mat.11,12. Luk.13,24.

  1. Den som ikke viste BARMHJERTIGHED, fik ikke del i Guds rige: Mat.5,7. 12,7. 23,23. Luk.6,36..

  1. Den som talte BESPOTTELIG MOD HELLIG ÅNDEN, fik ikke del i Guds rige: Mat.12,31-32. Mark.8,28-3O.

  1. Den som talte UNYTTIGE ORD, kunne ikke få del i Guds rige. Menneskene skulle BEDØMMES EFTER DERES ORD. Mat.12,36-37,

  1. Den som ikke OMVENDTE SIG og blev som BARN, kom ikke ind i Guds rige: Mat.18,2-5.

  1. Den som FORFØRTE BARNET, fik ikke del i Guds rige: Mat.18,6.

  1. Den som ikke SOLGTE ALT DET SOM HAN EJEDE og GAV DET TIL DE FATTIGE, fik ikke del i Guds rige: Mat.19,21. 6,3-4. 11,4-5. 19,28-29. Luk.19,28-29. 4,18-19. 6,20. 6,24. 12,33-34. 14,33. 19,8-9. 14,21 Dette betyder ikke at Jesus havde noget imod at folk var rige, men han krævede af dem at de skulle bruge rigdommen til at fremme Guds rigets sag i verden. Den som ikke var villig til det, fik besked om at sælge alt det han ejede og give det til de fattige eller give det til Guds riges udbredelse. Det kommer tydelig frem i Luk.8,3, hvor der står: ”Og Johanne, som var gift med Kuzas, Herodes foged, og Susanna og mange andre, som TJENTE DEM MED DET DE EJEDE.” Dette syn på rigdommen er også i samsvar med jødedommen: Tobit 4,8-9. (Derez Eretz Zuta. Det sidste udsagn er helt i samsvar med det som Jesus sagde: Luk.16,9. Det er også interessant at lægge mærke til at Vulgata, som er romerkirkens oversættelse af Bibelen, oversætter ordet ”retfærdighed” i Daniel 4,27, med ”almissegivning”. ”Derfor konge, lad mit råd tækkes dig, og LØS DIG RA DINE SYNDER VED ALMISSEGIVNING og fra dine misgerninger ved BARMHJERTIGHED MOD DEN FATTIGE, om din lykke skal blive varig.”

18. Den som ikke gav FLERE og STØRRE ALMISSER END FARISÆERNE og DE SKRIFTLÆRDE, FIK IKKE DEL I GUDS RIGE: Mat.5,20. Det græske ord ”dikaiosyne”, som vi vanligvis oversætter med ”retfærdighed”, kan også i evangelierne oversættes med ”almissegivning”. Det tilsvarende hebraiske ord er ”tzedekah”. Rabbinerne mente at der ikke var frelse at få for jøderne, dersom de ikke gav til de fattige, til enkerne og til de fremmede. ALMISSEGIVNING BLEV EN BASIS FOR FRELSEN.: Tobit 12,9. Git.7a. Baba Batra. 9a. Disse udsagn er i samsvar med det som Tanach lærer: 5.Mos.10,17-18. Ords.10,2. 19,17. Den som gav til den fattige, gav ikke først og fremmest gaver til den fattige, men han INVESTEREDE I SIN EGEN FRELSE. Den som ville have et godt forhold til Gud, måtte først etablere et rigtigt forhold til sin næste. De gamle rabbinere sagde at verden var baseret på 3 ting, og det var: a) Torahen, b) Tempel tjenesten og c) Almissegivningen.
De gamle rabbinerne mente at BØN, FASTE og ALMISSE GIVNING var nødvendig for at få del i frelsen.
I og med at Jesus var en jødiske rabbiner (lærer), er der ikke noget mærkeligt i at han også krævede almisse givning som en del af menneskets egen retfærdighed. Dersom denne gave ikke blev givet med den rette hensigt, havde den ingen betydning: Mat. 6,1.
Der var i det hele 8 forskellige måder at give almisse på, og ikke alle var lige gode for Herren. ( Se tidskriftet: Yavo Digest. Vol 3. No.5 og Vol.8. No.3 og bogen: Understandig the Difficult Words of Jesus, af David Bivin og Roy Blizzard.)
Qumran sekten havde også denne regel for sine medlemmer, at de måtte sælge alt det de havde og give det til sekten, således at den kunne forvalte det videre. Qumran sekten hørte også med til de jødiske trosretninger på Jesu tid, og den kan fortælle os meget om jødedommen på Jesu tid.

  1. Den som ikke kom til PERSONLIG TRO PÅ JESUS, FIK IKKE DEL I HIMLENES RIGE: Mat.19,21. 6,33. Mark.1,14-15 og 17, Luk.7,50. Joh.1,13. 3,3. 3,15 og 36.

  1. Den som ikke blev ”født på ny” eller blev født af Gud, kunne hverken se eller komme ind i Guds rige: Joh.3,3-5

  1. Den som IKKE FORVALTEDE SINE MULIGHEDER PÅ EN GOD MÅDE, fik ikke del i himlenes rige: Mat.25,28-30.

  1. De af hedningerne som har HJULPET JØDERNE I DEN STORE TRÆNGSEL, SKAL FÅ DEL I Guds rige: Mat.25,40 og 45-46.

  1. DEN SOM TROEDE og BLEV DØBT, fik del i Guds rige: Mark.16,15-16.

  1. Den som FRYGTEDE Gud, skulle få del i Guds rige: Luk.1,50.

  1. De som har GJORT GODT, skal arve Guds rige. ”Undre jer ikke over dette ! For den time kommer da alle de som er i gravene (Det er legemet som er i graven), skal høre hans røst, og de skal gå ud, de som har gjort godt, til livets opstandelse, de som har gjort ondt til dommens opstandelse (der er 1000 år mellem de to opstandelser.)” Joh.5,28-29.

  1. Den som ikke havde åndelige frugter i sit Guds liv, fik ikke del i himlenes rige: Joh.15,1-7.

Spørgsmål og opgaver:
  1. Hvad er Rigets forkyndelse?
  2. Hvad er forskellen på Rigets forkyndelse og den frie nådes forkyndelse ?
  3. Hvad er den specielle side ved Jesu forkyndelse ?
  4. Hvad er den generelle side ved Jesu forkyndelse ?
  5. I hvilke 3 dele kan vi inddele Jesu forkyndelse ?
  6. Hvad sagde Jesus om jødernes forhold til Moseloven?
  7. Hvilke 25 krav stillede Jesus til jøderne for at de skulle få del i Guds rige ?
  8. Hvad er ordet ”retfærdig” på græsk, og på hebraisk ?
  9. På hvilke to måder kan dette ord oversættes ?
  10. Hvad sagde Jesus om rigdommen ?
  11. Hvad sagde Jesus om almissegivningen ?
  12. Hvad sagde jøderne om dette ?
  13. På hvilke 3 ting var verden grundet i følge rabbinerne ?

PÅ GENSYN !





Indsendt af