lørdag den 16. marts 2013

Matt. Evang. Arbejderne i vingården. O.E. Inderg.


MATTEUS EVANGELIET Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll, Norge. Kristen Bokproduksjon.
KAPITEL 20. Arbejderne i vingården: Vers. 1-17.
Denne lignelse bliver indledet med det som står i Mat. 19,30., - og den bliver afsluttet med Mat. 20,16.
Både Mat. 19,27-29 og 20,1-16 omhandler den samme sag, der angår VILLIGHEDEN TIL AT TJENE i Guds rige eller at være helt underkastet Herrens vilje i dette rige: Mat. 20,27.
Himlenes rige VAR ligesom en husbonde som går tidligt ud om morgenen, for at leje arbejdere til sin vingård. (v.1.)
"Husbonden" her symboliserer Gud, og vingården var Israel eller Riget for Israel. Gud behøvede vingårdsmænd, som kunne indhøste afgrøderne, som var jøderne. Vi ved at høsten var stor, men arbejderne var få i Israel. Apostlene skulle derfor bede høstens Herre om at sende ud arbejdere til sin høst: Mat. 9,37-38.
Selve ordet "husbond" hedder på græsk "oikodepotes". Det "huset" (gr.oikos), som var , som ofte var beskrevet i evangelierne, var Israel eller Riget for Israel. Jesus var husbonden i dette rige. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Brugen af ordene "Husets Herre" og "Husbond".)
Vinhøsten begyndte i slutningen af september og varede til den første regntid kom. Det var nødvendigt at bjerge vinen ind. Selve arbejdsdagen varede fra kl. 6 morgen til kl. 6 aften. Denne husbond var gået ud for at leje disse vingårdsmænd klokken 6 om morgen.
Disse arbejdere stod ledige på torvet. De bad ikke om arbejde, men husbonden kaldte dem til at arbejde i sin vingård. Det betyder at uden et KALD FRA GUD, kunne de ikke arbejde for Herren
Efter at husbonden var blevet enige med arbejderne om en penning om dagen, sendte ham dem bort for at de skulle arbejde i hans vingård. (v.2.)
De havde en KONTRAKT med husbonden om at de skulle på en penning for deres arbejde. En penning var en almindelig dagløn for en arbejder og for en romersk soldat. Det blev anset for at være en god løn for et arbejde.. Den var en krone værd i vore penge. Man kunne købe et lam for 4 penninge. På græsk blev denne penning kaldt for "denar". Den var den vigtigste romerske sølvmynte. Den havde også billede af den herskende kejser og bar hans indskrift.
Denne bonde gik også ud ved den 3 time, for at leje endnu flere arbejdere til sin vingård. Han aftalte ikke nogen bestemt løn med dem, men han sagde bare at han skulle give dem det som var ret (retfærdig). (v.3-4.)
Han gik ud ved 9 tiden og lejede flere arbejdere. De stolede på at han skulle give dem den rigtige løn. Dette var en RIGTIG INDSTILLING (Vi må alle stole på at Gud gør det som er ret.) (5.)
Klokken var da henholdsvis 12 og 15. Han aftalte heller ikke noget med dem om lønnen.
Husbonden gik også ud ved den 11. Time og lejede nye arbejdere – han spurgte dem hvorfor de stod arbejdsledige hele dagen. De svarede at ingen havde tilbudt dem arbejde. (v.6-7.)
Den 11. Time var klokken 17 om eftermiddagen. Der var bare en time tilbage af arbejdsdagen. Disse arbejdere var ikke dovne. De havde ventet hele dagen på arbejde, men da ingen havde budt dem arbejde, så måtte de bare vente til det skete.
Det er lidet sandsynligt at en arbejdsgiver ville leje folk for bare en time, men denne gjorde det. Det viser at han havde OMSORG for både vingården og arbejderne.
Da det var blevet aften sagde husbonden til sin forvalter at han skulle kalde arbejderne sammen, for at give dem deres løn. Han skulle begynde med de sidste og afslutte med de første. (v.8.)
"Aften" var et billede på "tiden for udbetalingen." Arbejderne skulle få den løn som tilfaldt dem. Efter jødisk lov skulle arbejderne få deres løn ved solnedgang. Det var klokken 18.: 3.Mos. 19,13 og 5.Mos. 24,12.
De som var blevet lejet Klokken 17, fik en penning hver (v.9.)
Da de første kom, tænkte de at de skulle få mere end en penning, for de havde arbejdet hele dagen. Da de fik en penning, protesterede de på dette.(v.10-11.)
De havde ingen grund til klage for de havde fået det som de var blevet enige om. Husbonden havde ikke brudt sin kontrakt med dem.
Disse arbejdere havde flg. anklager mod husbonden: De første arbejdere havde bare arbejdet en time og husbonden havde vurderet deres arbejde på line med de som havde arbejdet hele dagen. (v.12.)
Husbonden svarede en af disse arbejdere: "Min ven. Jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en penning ? Tag dit og gå. Jeg vil give den sidste lige så meget som dig. Eller har jeg ikke lov at gøre med mit som jeg vil, eller er dit øje ondt (som er et jødisk udtryk for "grådighed" fordi jeg er god ?" (v.13-15.)
Denne lignelse handler IKKE OM FRELSEN. Den VAR lige for alle, og den baserede sig ikke for arbejde og fortjeneste, men på Guds nåde.
Den handler heller ikke om nådeløn som jøderne skulle få, men den handler om VILLIGHEDEN til at arbejde i Guds rige. Det bliver en del af nådelønnen, men ikke hele nådelønnen. Villigheden og troskaben i arbejdet blev vurderet til at være en penning.
Alle disse arbejdere var troende jøder, for Gud havde kaldt dem til at arbejde i Israel for Guds riges sag, men de første arbejdere brugte VERDSLIGE ARGUMENTER, når lønnen skulle udbetales. I løbet af arbejdsdagen havde de sandsynligvis været glade over at arbejde i Guds rige, men når de så at lønnen blev den samme for alle arbejdere, så klagede de over det.
Det var ikke længden på arbejdsdagen, som var afgørende for Gud, men villigheden og trofastheden til at tjene på en rigtig måde. Arbejderne skulle ikke tænke på lønnen når de arbejdede i Guds rige, men de skulle tænke på det AT UDFØRE TJENESTEN for sin Herre på den rette måde.
Denne lignelse bliver afsluttet med flg. vers: "Således skal de sidste blive de første og de første de sidste, for mange (alle) er kaldt, men få er udvalgt". (v.16.)
Dette betyder ganske enkelt at Jesus begyndte med de som blev kaldt sidst, når han skulle lønne dem for deres trofasthed. Han ville vise dem at han var retfærdig, for denne løn baserede sig på Guds nåde og det som var ret.
Dersom lønnen havde blevet udbetalt i forhold til længden af arbejdsdagen, da skulle de første have mest. Dette ville være i samsvar med Torahen at den som arbejdede mest, den skulle få mest løn, men det er ikke det som er behandlet i denne lignelse. Det er Guds nåde, og den er lige for alle. Til slut kommer der en advarsel i denne lignelse: "for mange (alle) var kaldet til at arbejde i guds rige, men det var ikke alle som var villige til det.
Vers. 17-19. Jesus var på vej til Jerusalem for at dø for både jøderne og hele verdens synd. Han tog de 12 apostle til side og fortalte dem at han skulle blive overgivet til ypperstepræsterne og de skriftlærde, og at hedningerne (romerne) skulle spotte, hudstryge og korsfæste ham. Han skulle stå op igen på den tredie dag.
Det var TREDIE GANG at han fortalte sine disciple dette, men de forstod det ikke. De forstod ikke forsoningen før efter hans død og opstandelse: Luk. 18,31.
Dette betyder at apostlene og disciplene ikke forkyndte forsoningen, før efter at Jesus var opstået fra de døde. Dette er hovedgrunden til at de jødiske breve blev skrevet. De skulle orientere de messianske jøder om Jesu forsoning. Dette gælder på en særlig måde Hebræerbrevet, som sammenligner Jesu forsoning med de Gammeltestamentlige ordninger for forsoning: Hebr. 9,11-12. 1.Joh. 2,2.
De forstod ikke forsoningen, men de hørte Jesu ord og forstod at der kom til at ske noget forfærdeligt. De var "forfærdet" og de "frygtede": Mark. 10,32. Det var ypperstepræsterne og de skriftlærde i Det Høje Råd (Sanhedrin), som skulle dømme Jesus til døden, men de havde ikke nogen magt til at tage livet af Jesus. Retten til at tage liv havde de mistet i året 7 efter Messias, da de af romerne blev frataget retten til at tage liv. Da Sanhedrin så at de havde mistet denne ret, blev der en stor fortvivlelse i Rådet. Rabbi Rakmon har udtalt flg. om dette: "Da Rådets medlemmer så at de var frataget retten over liv og død, blev de grebet af en almindelig bestyrtelse. De dækkede deres hoveder med aske og deres kroppe med fille og råbte." Ve os, Juda spir er taget bort fra os, og Messias er endnu ikke kommet." (Se mine bøger:" Jesu Genkomst, bind 4, kap.: Jakob profeterede om Messias." Og , "Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Jakobs 7 børn med Lea.")
Det var jøderne som dømte Jesus til døden men de havde mistet retten til at tage liv, så overlod de dette til Herodes og Pilatus. Herodes spottede Jesus: Luk. 23,11, og Pilatus var den som formelt var ansvarlig for hudstrygningen og korsfæstelsen af Jesus: Luk. 23,24.
Vers 20-24. Mor til de to Zebedæus sønner gik til Jesus og bad om at hendes to sønner måtte sidde ved Jesu højre og venstre side i hans Rige. Denne kvinde hed Salome: Mark. 15,40 og var gift med Zebedæus. Hun fulgte Jesus på hans rejser. Hun talte på vegne af sine sønner. Hun ønskede at de skulle få ÆREDSPLADSSEREN i Riget for Israel, som var etableret ved Jesu første komme, men endnu ikke var kommet i sin fylde.
Dersom hun havde forstået det som Jesus netop havde fortalt om sin lidelse og død, da havde hun ikke spurgt om dette. Da havde hun heller ikke spurgt om FORSONINGENS BETYDNING. Det var det Moses og Elias talte med Jesus om på fjeldet: Mat. 17,3.
Hun havde måske tænkt at i og med at Jesus havde sagt, at han skulle stå op på den tredie dag, så skulle han etablere Riget for Israel med det samme, og da var det rigtigt at hendes to sønner fik en overordnet position i dette rige.
Vi ved at apostlene også havde diskuteret imellem sig, om hvem som var den største i Guds rige: Mat. 18,1.
Jesus henvendte sig til brødrene og sagde at de vidste ikke, hvad de bad om. Kunne de drikke den kalk som han skulle drikke ? De svarede at det kunne de. Jesus svarede bekræftende på det. De skulle drikke den kalk som han skulle drikke, men det var Faderen som bestemte hvem der skulle have ærespladsen i Guds rige. (v.22-23.)
Når vi beder Jesus om noget, må vi vide hvad vi skal bede om. Vi må bede ret. Det gjorde disse mennesker ikke. De kunne ikke bede Jesus om dette, fordi det var Faderen som skulle bestemme placeringen som de skulle få i Guds rige.
At nogen skal have ærespladsen i Riget for Israel er sikkert , men det er Faderen som skal bestemme dette i Sønnens rige. De som er beredt til det, skal få ærespladserne i Guds rige.
Dette betyder ikke at Sønnen ikke er med til at bestemme dette., men det betyder at der er en enhed mellem Faderen og Sønnen. De mener og tro det samme, "Men den som sejrer, vil jeg give at sidde med mig på min trone (i Jerusalem), ligesom jeg har sejret og sat mig med min Fader på hans trone."
Apostlene burde være fornøjet med det løfte som de allerede havde fået af Jesus. Når han kom tilbage skulle han sidde på 12 troner i templet i Jerusalem og frelse Israels 12 stammer: Mat. 19,28.
Zebedæus sønnerne havde ret i at de skulle komme til at drikke den kalk, som Jesus skulle drikke. Alle apostlene med undtagelse af Johannes kom til at lide martyrdøden. På samme måde som deres Mester, så blev de forfulgt og led nød. Jakob blev den første apostel ,som blev dræbt. Dette skete i året 44: Ap. Gr. 12,2.
Johannes var den eneste apostel som ikke blev dræbt. Han blev efterhånden den ledende i den messianske menighed i Efesus. Han blev på grund af sin tro forvist til Patmos, hvor han nedskrev indholdet i Åbenbaringsbogen: Joh. Åb. 1,1 og vers 10-19. Han kom senere tilbage til Efesus, hvor han døde som en gammel mand i troen på Jesus.
Da de andre apostle hørte dette, blev de vrede på Zebedæus sønnerne. (v.24.) Der var revalicering mellem apostlene om hvem som var den største i Guds rige. Jesus havde svaret dem på et tidligere tidspunkt at den største i Guds rige, var den som gjorde sig lille og ubetydelig som et lille barn: Mat. 18,4. Den største i Guds rige måtte underlægge sig Guds vilje fuldstændig og være helt afhængig af Gud.
Vers 25-28. Jesus kaldte apostlene sammen og sagde at de verdslige konger og stormændene brugte magt over deres folk. Således skulle det ikke være iblandt apostlene. Jesus graderede storheden i Guds rige i to grupper:
  1. Den som ville være STOR, skulle være tjener (gr.diakonos)
  2. Den som ville være DEN STØRSTE, skulle være alles træl (gr.dolous) (v.25-27.)
Storheden i verden er ikke den samme som storheden i Guds rige. Storheden i verden går ud på at herske over andre og skaffe sig position. Således var det ikke i Guds rige. Den som ville være den største i Riget for Israel, den måtte kvitte sine verdslige og fejlagtige tanker om position. Den måtte gå ind i trællens rolle. Han var HELT UDERLAGT sin herre. I dette tilfælle var det Herren Jesus.
Mange af Jesu disciple kom ikke til at blive de største i Guds rige, for de har ikke tjent i Guds rige som træller, men de har enten tjent som tjenere eller som herrer. Mange af de første skal blive de sidste: Mat. 20,16. Luk. 13,28-30.
I Guds rige gælder de samme regler for storhed. Paulus forkyndte det samme som Jesus gjorde, hvad som gælder dette. "Lad det sind være i jer, som var i Kristus Jesus. Han som da han var i Guds skikkelse (gr.morfe), som betyder "lighed med Gud", ikke agtede det for et rov (en røvet skat) at være Gud lig, men af sig selv (frivillig) gav afkald på det, og tog en tjeners skikkelse (gr.morfe) på sig, idet han kom i menneskers lignelse." Fil. 2,5-7.
Heller ikke Jesus var kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv for mange. (v.28.)
Dette er første gang Jesus taler om sin død som en STEDFORTRÆDENDE DØD.
Man betalte løsepenge når en ville have en fange eller en træl frigjort. Løsepengene skulle også blive betalt når et liv var gået tabt: 2.Mos. 21,30. En slave kunne også blive købt tilbage med løsepenge: 5.Mos. 25,51, men det var forbudt at give Gud løsepenge for et menneske: Salme 49,8. Dette betyder at et menneske ikke kan løskøbe (forsone) et andet menneske overfor Gud. Det var kun Jesus som kunne gøre det, og han gjorde det med sit liv og sin død.
Når der står at Jesus skulle være "en løsepenge for mange", så er dette en hebraisk måde at udtrykke "alle" på. Jesu offer gjaldt alle mennesker.
Vers 29-34.
Da Jesus gik ud af Jeriko på vejen til Jerusalem, fulgte meget folk med ham.(v.29.)
Jeriko var det sidste stoppested på vejen til Jerusalem. Folkene skulle til Jerusalem for at fejre påskefesten der. Det var stort at være i følge med Jesus, for der skete bestandig meget under vandringen foran ham.
Der sad to blinde ved vejen, og de bad Herren om han måtte miskunde sig over dem, således at de kunne få deres syn igen. Folket, som ikke var indstillet på at hjælpe disse to blinde mænd, truede dem. (v.30-32.)
Jeriko var en forbandet by (Josva 6,26), men der hvor Jesus gik frem, der blev forbandelsen ophævet. Han gav disse to mænd deres syn tilbage. Det var det de ønskede allermest.
Disse to mænd ,som var jøder, henvendte sig til Jesus som Davids Søn. De havde derfor krav på at han skulle helbrede dem. I tillæg til at de troede på dette havde de tro på at Jesus kunne gøre det.
I modsætningen til den kanaanæiske kvinde: Mat. 15,22-28. Som også henvendte sig til Jesus som Davids Søn, og som ikke fik nogen hjælp fra ham med det samme, så fik disse to mænd det som de ønskede, nemlig deres syn tilbage med det samme. Denne kvinde fik først hjælp af Jesus, efter at hun havde erkendt, at jøderne var Guds specielle udvalgte folk, og at hedningefolkene måtte hente deres velsignelse gennem Israel. Således skal det også blive i 1000 års-riget.
Jesus spurgte de to blinde mænd om hvad de ville, at han skulle gøre for dem. De sagde at de ønskede, at han skulle give dem deres syn tilbage. Jesus ynkedes over dem, rørte ved deres øjne, og de fik straks deres syn igen. De fulgte efter Jesus.. (v.33-34.)
Medens Mattæus skrev at der var to blinde mænd, så nævnede både Markus og Lukas at dette gjaldt en blind mand.
Der er ikke nogen modsætninger . I Markus 10,52 ,kommer det også frem at det var MANDENS TRO, som havde helbredt ham
Vi har før nævnt at troen var nødvendig i den messianske jødedom, for at Jesus kunne helbrede et menneske. Således er det ikke i vor tid. Nu er det Guds nåde som helbreder et menneske, for vi lever i den frie nådens tidsperiode: Gal. 3,5


ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk www.denpaulinskegruppe.blogspot.com