Oskar Edin Indergaard: MATTEUS
EVANGELIET. JESU LIV OG LÆRE.
Kristen Bokproduksjon. 6630 Tingvoll, Norge.
KAPITEL
5, BERGPREKENEN. "Og da han så folket, gik han op på fjeldet,
og da han havde sat sig, kom hans disciple (gr.matethes) til ham. Og
han oplod sin mund, lærte dem og sagde: Salige (gr.makarios) er de
fattige i ånden; for HIMLENES RIGE er deres. Salige er de som sørger
(gr. pnetheo); for de skal trøstes (gr.parakaleo). Salige er de
sagtmodige (gr.pravs); for de skal arve jorden (gr.ge). Salige er de
som hungrer og tørster efter retfærdighed; for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige (gr.eleos); for de skal finde
barmhjertighed (gr.eleo). Salige er de rene (gr.katharos) af hjertet
(gr.kardia); for de skal se Gud. Salige er de fredsommelige: for de
skal kaldes Guds børn. Salige er de som er forfulgt for
retfærdigheds (gr.dikaiosyne) skyld; for HIMMELENS RIGE er deres.
Salige er i når de spotter og forfølger jer og lyver jer allehånde
ondt (gr.poneros) på for min skyld. Glæd (gr.chairo) og fryd jer
for jeres løn er stor i himmelen; for således forfulgte de
profeterne før jer." (v.1-12.)
Bjergprædikenen
Mat. 5-7, er selve GRUNDLOVEN I Riget for Israel. Den giver udtryk
for både lov og nåde, men mest det første. Vi kan i det hele ikke
blande kirkens forkyndelse ind i Bjergprædikenen, for kirkens
forkyndelse er meget nåde og lidt lov. Bjergprædikenen begynder med
de 9 Saligprisninger. Selve ordet "salig"! er på græsk
"makarios", og det betyder "hellig".
Når
der står i teksten at "Salig er", så står ordet "salig"
i flertal i grundteksten. Det betyder at de som havde del i Guds
rige, de havde del i "saligheder". Disse saligheder angår
Riget for Israel, og ikke den kristne menighed, som har sine egne
"saligheder". Den kristne menigheds "saligheder"
er knyttet til nåden og til et liv sammen med Jesus i himmelen.
Vi
skal i det flg. gennemgå de 9 saligprisninger og vise at de er
baseret på GERNINGER og ikke på den frie nåde, og at de angår
RIGET FOR ISRAEL og ikke den kristne menighed. Det kommer også frem
i saligprisningerne. De mennesker som har de egenskaber , som er
beskrevet der, skal arve Guds rige, som er RIGET FOR ISRAEL.
DEN FØRSTE
SALIGPRISNING.
"
Salige er de fattige i ånden, for himlenes rige er deres."
(v.3) Man har tænkt sig at de "fattige i ånden" er nogle
mennesker, som ikke har noget at bygge på selv til egen frelse, men
at de sætter deres lid fuldt og helt til Herren.
Essererne
derimod lærte at "de fattige i ånden" var nogle
mennesker, som havde solgt alle deres ejendele, for at få del i Guds
rige. Vi tror at denne fortolkning er rigtig. Det er altså
menneskets egen retfærdighed, som ligger til grund for deltagelse i
Guds rige. (Se min bog: Jødernes Konge , bind 4, kap.: Jødiske
Bibel-forskeres syn på Jesus og Paulus, hvor der er flere udtalelser
som siger det samme.) Udtrykket "er deres", bør oversættes
med udtrykket; "er af dem", som er det samme som "består
af dem".
Dette
er også tilfældet med Mat. 19,14: "Lad de små børn være og
hindre dem ikke fra at komme til mig, for himlenes rige består af
sådanne." Jesus underviste meget om nødvendigheden med at give
almisse til de fattige. "Jesu sagde til ham: Vil du være
fuldkommen (efter Torahen), da gå bort og sælg alt det du ejer, og
giv til de fattige, så skal du få en skat i himmelen. Kom så og
følg mig." Mat. 19,21.
Således
kan da ingen af jer være min discipel uden at han OPGIVER ALT DET
HAN EJER." Luk. 14,33. Tanach underviser også om dette. "Du
skal give ham (den fattige), og det skal ikke gøre dit hjerte ondt
når du giver ham, for da skal Herren din Gud velsigne dig i alt du
tager dig for." 5.Mos. 15,10.
DEN ANDEN
SALIGPRISNING.
"Salige
er de som sørger, for de skal trøstes." (v.4) Disse mennesker
sørger over deres egen synd og andres synder. Det var de retfærdige
i landet. De forstod at dersom det jødiske folk ikke tog imod Jesus
fra Nazaret, så ville folket og landet komme ind under en stor dom.
Disse mennesker som sørger over deres synder, skal i sin tid høste
med jubelråb. "De som sår med gråd, skal høste med
jubelråb." Salme. 126,5.
DEN
TREDIE SALIGPRISNING.
"Salige
er de sagtmodige (eller gavmilde), for de skal arve LANDET
(gr.tengen), som er det samme som landet Israel Det er de sagtmodige
eller gavmilde i Israel, som skal arve landet i Rigets tid. I vore
Bibler er det græske ord "ge", som betyder både "land"
og "jord", galt oversat. Oversætterne har tænkt sig at de
troende skal arve "den nye jord", men det betyder ikke det.
Det betyder at de skal arve Israel i RIGETS TID.
I
mange af de tilfælder i Mat. Evangeliet, hvor ordet "ge"
er brugt, skal den ikke oversættes med "jorden", men skal
oversættes med "landet". Det gælder " landet
Israel". Også Tanach beskriver dette på en række steder:
Salme 37,11.
Den
jødiske Bibel-forsker Pinchas Lapid siger flg. om dette: "Så
dybt er denne "land-teologi" forankret i jødedommen at
dens ekko genlyder tydelig i N.T. Jesus tilsiger "de sagtmodige
landet": Mat. 5,5. Han citerer Salme 37,11, som på hebraisk har
ordet ""a eretz"" som er den almindelige
betegnelse for Israels land. "Salige er de sagtmodige, for de
skal arve landet". Det land kan i Jesu mund være det Israel,
som Josva tog i besiddelse, således som også Stefanus siger i sin
forsvarstale: Ap. Gr. 7,45.
Det
er det samme "forjættelsens land": Hebr. 11,9, som Abraham
skulle få i eje: Hebr. 11,8. Da apostlene spurgte Jesus efter
opstandelsen:... "Herre, genrejser du på den tid RIGET FOR
ISRAEL.?: Ap. Gr. 1,6, da kunne de ikke forestille sig at der kunne
være tale om et andet land end netop det land, som på den tid var
besat af et fjendtlig folk, romerne."
DEN FJERDE
SALIGPRISNING.
"Salige
er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal
mættes." (v.6) Ordet "retfærdighed" er på hebraisk
"zedekah". Her er det ikke Guds retfærdighed som bliver
omtalt, men det er menneskets egen retfærdighed. Den fik jøderne
ved at efterleve Jesu bud. Disse mennesker skal mættes med de
åndelige hemmeligheder som RIGET FOR ISRAEL har at tilbyde.
Dette
kommer også frem i Mat. 5,20, hvor det står: "For jeg siger
jer: Dersom deres retfærdighed (jødernes retfærdighed) ikke
overgår de skriftlærdes og farisæernes, kommer i ingenlunde ind i
HIMLENES RIGE." Dette løfte er også beskrevet i Tanach, hvor
der står: "Jeg skal i retfærdighed skue dit åsyn (ordet
"åsyn" står for hele personen). Jeg skal, når jeg vågner
(opstandelsen på den sidste dag) mættes ved din skikkelse (Jesu
person)" Salme 17,15.
DEN FEMTE
SALIGPRISNING.
"Salige
er de barmhjertige, for de skal finde barmhjertighed." (v.7)
Dette krav om at vise barmhjertighed er også beskrevet andre steder
i Jesu undervisning: Mat. 9,13 og 12,7 og i Jakobs undervisning, hvor
der står: "For dommen skal være ubarmhjertig mod den som ikke
har gjort barmhjertighed, men barmhjertighed roser sig mod dommen."
Jak. 2,13. Dette betyder ganske enkelt at den som har vist
barmhjertighed, den går fri i dommen. Vi må huske på at Jakobs
brev hører med til RIGETS forkyndelse. De jødiske Skrifter er en
videreføring af det som står i Tanach og af Jesu undervisning.
Dette
krav finder vi også i Tanach: Salme 109,15-16. Hvad der vedrører
begrebet "barmhjertighed", som på hebraisk hedder
"gemiluthashadim", så vil jeg citere fra en artikel:
Lovens grundprincipper Jødisk perspektiv, af Yovonne M.Wang. Den
stod i Dagen 1/3. O3. (En del at citatet er ikke ordret gengivet.)
"I
det jødiske liv er der bestandig en balancegang mellem Guds forhold
til menneskene og menneskenes forhold til hverandre. Den som ikke
vise Guds sindelag mod sin næste, kan heller ikke vente at få del i
Guds nåde. Professor Eugene Borowitz siger i sin bog: Jewish Moral
Virtues: at centrale begreb i den jødiske etik er: trofasthed,
barmhjertighed, anstændighed og det at vise nåde. Rabbi Hama har
sagt flg.: "Hvad mener Skriften med at du skal følge den vej,
Gud har befalet dig ?: 5.Mos. 13,5. Er det mulig for et menneske og
følge Guds Ånd, for er der ikke blevet sagt: For Herren din Gud er
en fortærende ild ? 5.Mos. 4,24.
Nej,
betydningen af "at følge Den Hellige Ånd" er "AT
TAGE EFTER HANS GERNINGER". Ligesom han klæder de nøgne for
der er skrevet: Og Gud Herren gjorde klæder af skind til Adam og
hans hustru: 1.Mos. 3,21- således skal også du klæde den nøgne.
Den Hellige, velsignet være Han, besøgte de syge, således er det
skrevet: Så åbenbarede Herren sig for ham i Mamres terebintelund:
1.Mos. 18,1- således skal du også besøge de syge. Den Hellige,
velsignet være Han, trøstede de sørgende, som der er skrevet: Og
det skete efter at Abraham var død, at Gud velsignede Isak, hans
søn: 1.Mos. 25,11- således skal du trøste de sørgende."
(Talmud Sotha 14 a)
Når
man sammenligner den messianske jødedom, så er der lagt meget
større vægt på GERNINGERNE end i den Paulinske kristendom. Medens
man i jødedommen spørger: Hvad skal jeg GØRE, for at blive frelst,
så spørger man heller ikke i kristendommen: Hvad skal jeg TRO, for
at blive frelst. Dette viser også at der er tale om to forskellige
trossystemer.
Der
er ingen modsætninger mellem den messianske jødedom og
kristendommen, for de beskriver to forskellige læresystemer. Den
første angå RIGET FOR ISRAEL, og den anden angår den KRISTNE
MENIGHED. Medens jøderne var knyttet til Mose Torah gennem hele
perioden frem til templets ødelæggelse i år 70, så er den kristne
menighed knyttet til Guds nåde. Det som frelser både jøder og
hedninger er TROEN PÅ JESUS, men i vandringen son troende bliver der
stille forskellige krav til disse to menigheder: Ap. Gr. 4,12.
DEN SJETTE
SALIGPRISNINGEN.
"Salige
er de rene af hjertet, for de skal se Gud." (v.8) De rene af
hjertet er de som har efterfulgt Jesu bud i vandringen som troende
jøder. De var de retfærdige i landet. De skulle arve GUDS RIGE.
Dette kommer også til udtryk flere steder i Tanach. "Herre,
hvem skal bo i dit telt (templet)? Hvem skal bygge på dit hellige
bjerg (Sion)? Den som vandrer u-straffelig og GØR RETFÆRDIGHED og
taler sandhed i hjertet." Salme 15,1-2. Ja, Gud er god imod
Israel, mod de RENE AF HJERTET." Salme 73,1.
DEN SYVENDE
SALIGPRISNINGEN.
"Salige
er de fredsommelige, for de skal kaldes Guds børn (sønner)."
(v.9.) De som efterlevede Jesu bud, blev kaldt for "fredens
børn". "Og er der et fredens barn der, da skal deres fred
hvile over ham, men hvis ikke, da skal den vende tilbage over jer (de
70 disciple)." Luk. 10,6.
Selve
ordet "fred" er på græsk "eirene". Det går
tilbage til det hebraiske ord "shalom", som ikke bare
betyder "fred", men som betyder at en "skal have det
godt på alle måder og have overflod af alle ting". Det går
også på det "at være frisk og have en god helse". "et
fredens barn" er ikke bare et menneske som elsker fred, men det
er et menneske som er hjertelig, generøst og gæstfri.
De
som havde disse genskaber, skulle blive genstand for alt det pocetive
som ligger i ordet "shalom". Hvad der gælder udtrykket "en
søn af", så betyder det et "menneske som fortjener en
bestemt skæbne" eller "et menneske som er bundet til en
bestem relation". Vi har udtryk som "en dødens søn",
"en Gehennas søn", "Guds sønner" og
"fortabelsens søn"
Jesus
sagde også at han efterlod sine disciple denne fred. Dette var den
fred som Gud gav. Den er både baseret på menneskets egne gerninger
og på Guds nåde: Joh. 14,2 Dette krav er også gengivet i Tanach:
Salme 37,11. 119,165.
DEN OTTENDE
SALIGPRISNINGEN.
"Salige
er de som er forfulgt for retfærdigheds skyld, for HIMMELSNES RIGE
er deres." (v.!0.) Denne saligprisning er blevet galt oversat.
Det er ikke de som bliver forfulgt, som skal arve GUDS RIGE, men det
er de som SØGER GUDS RIGE AF HELE SIT HJERTET, som skal blive
frelst. Man får ikke del i Guds rige bare på grund af at en bliver
forfulgt, men på grund af at en søger frelsen i dette RIGE. Dette
vers skal oversættes på flg. måde: Salige er de som søger (jager
efter) retfærdighed (frelsen), for Himlenes rige er deres."
Grundene til at dette vers er galt oversat , er:
- At man har ment at den som blev forfulgt for Guds Rige, skulle arve Guds Rige.
- Det hebraiske verpe for "at forfølge" er "radaf". Det har to betydninger, og det er "at forfølge" og "at jage efter". Her burde dette ord have været oversat med "at jage efter" og "at søge".
Dette
stemmer også med det som står i Mat. 6,33: "Men søg først
Guds rige og hans frelse (retfærdighed), så skal i få alt dette i
tilgift." Der er også to andre ord som
burde være oversat på en anden måde i dette vers, og det er:
- Ordet "retfærdighed". Det er på hebraisk "zedekah". I dette tilfælde burde ordet have været oversat med "frelse". Dette ord kan også betyde "almissegivning": Mat. 5,20 og 6,1.
Ordet "frelse" er lidt brugt i hebraisk. Det
har mange synonymer. En af dem er ordet "retfærdighed".
"Min retfærdighed er nær. Min frelse bryder frem, og mine arme
skal hjælpe folkene. På mig skal kontingenterne vente, og på min
arm (styrke) skal de bie." Es. 51,5.
I dette tilfælde er ordet "retfærdighed" det
samme som "frelse". Dette er også et eksempel på at to
sætninger som står ved siden af hverandre i teksten, udtrykker det
samme. (Parallellitet.)
Ordet "dom" kan også betyde "frelse".
Det samme gælder også verbet "at dømme". "Giv mig
(David) ret, og før min sag mod folk uden barmhjertighed. Frels mig
fra falske og uretfærdige mænd." Salme 43,1, Dommerne i Israel
skulle ikke dømme Israel, men de skulle frelse og frigøre folket.
Gud er også kaldt for "hele jordens frelser".
Salme 94,2. Retfærdighed og frelse er fundamentet for hans trone:
Salme 89,14. De 12 Jesu apostle skal ikke "dømme" Israel,
men de skal frigøre og frelse Israel: Mat. 19,26. Mat. 19,26 referer
til Salme 122,5, hvor der står." For der er stoler sat til
frelse, stoler for Davids hus."
- Ordene "er deres" bør heller ikke oversættes på denne måde. De bør blive oversat med: "er af sliske" eller "består af sliske."
(Se hvad jeg skrev under Mattæus 5,3 om dette.) Den
rigtige oversættelse af dette vers bliver da: "Salige er de som
søger efter frelse, for himlenes rige består af sådanne."'
DEN
NIENDE SALIGPRISNING.
"Salige er i når de spotter jer og forfølger jer
og lyver jer alle onde hånde ondt på for min skyld." (v.11.)
Den som blev spottet og bagtalt på grund af at vedkommende troede på
Jesus og hans forkyndelse, den skulle være salig, for han havde del
i RIGET FOR ISRAEL.
I
dette tilfælde er det korrekt at oversætte det græske verpe
"dioko" med "at forfølge". "Glæd og fryd
jer, for jeres LØN ER STOR I HIMMELEN, for således har de forfulgt
profeterne som var før jer." (v.12.) Disse mennesker skal ikke
til himmelen for at få deres løn der. De skal frem for Kristi
domstol i himmelen, således som den kristne menighed skal det. De
skal få udbetalt deres løn, som er GEMT eller BEVARET I HIMMELEN.
Dette skal ske ved Jesu komme til jøderne: 1.Pet. 1,3-4.
Denne
arv skal blive udbetalt for jøderne ved Jesu domstol i Jerusalem,
når han kommer tilbage: Joh. Åb. 22,12. I denne dom, som bl.a. er
beskrevet i Mat.25,1-20 og Luk. 19,12-27, bliver gerningerne også
lagt til grund for frelse. Således er det ikke med den kristne
menighed. Den er frelst udelukkende på grund af Guds nåde.
"I
er jordens (landets) salt, men når saltet mister sin kraft, hvad
skal det så saltes med ? Det duer ikke længer til noget, uden at
det kastes ud og trædes ned af menneskene. I er verdens (gr.kosmos)
lys (gr.phos); En by som ligger på et fjeld kan ikke skjules. En
tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i
stagen; så skinner det for alle i huset. Lad således jeres lys
skinne for menneskene, for at de kan se jeres gode (gr.kalos)
gerninger og prise deres Fader som er i himmelen." (v.13-16.)
Jesus sagde at hans disciple var landets (gr."ge",
hebr,"eretz") Israels salt og verdens (gr.kosmos) lys.
(v.13-14)
I
disse to udsagn ligger indbygget alle de missionsbefalinger som Jesus
gav. De skulle forkynde evangeliet om RIGET både i Israel og i hele
verden. De skulle begynde i Israel. Derfor står det også i vers 15
at de skulle tænde deres lys og sætte dem i stagen, således at de
kunne skinne for de menneskene, som boede i HUSET. "Huset"
er et billede på Israel.
Jøderne
skulle ikke bare se på disciplenes tro, men de skulle først og
fremmest se på deres gerninger, som var et udtryk for deres tro. De
skulle prise Gud i himmelen (v.16.) for alle de gode gerninger, som
disciplene havde gjort, og for det budskab, som de havde.
JØDERNES
TORAH. DEL 1.
"I
må ikke tro at jeg er kommet for at ophæve Torahen eller
profeterne, jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at opfylde.
For sandelig (gr.amen) siger jeg jer: Før himmel og jord forgår,
skal ikke den mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af
Torahen, før det er sket alt sammen. Derfor, den som bryder et
eneste af disse mindste bud og lærer mennesker således, han skal
kaldes den mindste i HIMLENES RIGE, men den som holder dem og lærer
andre dem, han skal kaldes stor i HIMMELENS RIGE. For jeg siger jer:
Dersom deres retfærdighed (almissegivningen) ikke overgår de
skriftlærdes og farisæernes, kommer i ingenlunde ind i HIMLENES
RIGE." (v.17-20).
Jesus
var ikke kommet for at ophæve Torahen eller profeterne. Han var ikke
kommet for at ophæve, men for at opfylde. (v.17.) Udtrykket "Torahen
og profeterne" står for alt som er skrevet i Tanach. Jesus var
ikke kommet for at ophæve det, men for at opfylde det. I den jødiske
sammenhæng betyder dette 3 forhold, og de er:
- Jesus skulle opfylde lovene i Torahen, således at han skaffede til veje et NYT FRELSESGRUNDLAG for jøderne.
- Jesu skulle ikke ophæve Torahen for jøderne i VANDRINGEN som troende. Jøderne holdt fast på Mose Torah og Jesu tolkning af den gennem hele Apostlenes Gerninger: Ap.Gr. 21,20-21.
- Jesus skulle tolke Torahen på en RET MÅDE for jøderne. Han skulle rense den for farisæernes og rabbinernes fejltolkning af den.
Når
det gælder udtrykket "at ophæve" og "at opfylde"
Torahen, så indgik disse to udtryk også i rabbinernes diskussion om
den rette tolkning af Mose Torah. Når en rabbiner mente at en anden
rabbiner tolkede Torahen galt, så udtrykte han det på flg. måde:
"Du ophæver (ødelægger) Torahen." Den første rabbiner
mente at det var ham, som havde den rette tolkning af Torahen, og at
det var ham som opfyldte Torahen.
"At
ophæve (ødelægge) kan derfor betyde "at tolke Torahen på en
gal måde. "At opfylder Torahen" kan betyde "at tolke
Torahen på en ret måde. (Se
David Bivin og Roy Blizzard J R,s bog: Understandig the Difficult
Words of Jesus, s. 111-115.)
Alt
det som står i Torahen og profeterne skal opfyldes. Dette gælder
både de historiske begivenheder, og det gælder budene og
forordningerne til jødernes Torah. Jesu ophævede ikke Torahen, men
han udvidede den til også at gælde motiverne som lå bag
gerningerne. Han udarbejdede også sin egen Torah, som byggede på
Mose Torah.
For
den kristne menighed derimod er jødernes Torah ophævet. Det skete
på Golgata. Jesus ophævede der jødernes Torah med sine bud (de 10
bud) og med sine mange forordninger. "idet han ved sit legeme
afskaffede den Torah som kom med bud og forskrifter, for at han ved
sig selv kunne skabe et NYT MENNESKE (den kristne menighed), idet han
gjorde fred." Ef. 2,15.
Den
jødiske Torah som et TROSMÆSSIGT og ENHETLIG SYSTEM er ophævet for
den kristne menighed. Dette betyder ikke at det enkelte bud eller den
enkelte forordning behøver at være ophævet. En af de STORE
FORSKELLE på Riget evangelium og nådens evangelium ligger akkurat i
forholdet til Mose Torah. Medens Torahen fortsat gjaldt for jøderne
som hørte med til den messianske forsamling, så gælder den ikke
for den kristne forsamling.
Ikke
engang den mindste bogstav (en jota), eller en eneste tøddel
(gr.kerea), skulle falde bort af Torahen, før alt var sket. Før
skulle himmelen og jorden blive ødelagt, før den mindste del af
Torahen skulle falde bort. (v.18) "Jotaen", som er det
samme som bogstavet "j", var det mindste af bogstaverne i
den hebraiske alfabet. Massoretene (de som havde inddelt Tanach i de
forskellige vers) havde udregnet at der var 66429 jotaer i Tanach.
"Tøddelen"
var de smalle ornamenter som var pladsseret over en del hebraiske
bogstaver. Dette betyder at Torahen skal falde bort. Dette går på
Mose Torah og på Jesu Torah. Jesu Torah var en FORNYELSE eller en
VIDEREFØRING af Mose Torah.
De
jødiske rabbinere sagde det samme som Jesus om Mose Torah. "Alt
har sin ende himmel og jord har sin ende undtagen en ting som ikke
har ende. Og hvad er det ? Torahen." (Genesis Rabbah a.1.)
"ikke
et bogstav vil nogensinde blive taget bort fra Torahen." (Exodus
Rabbah 6,1.) "dersom alle nationer i verden skulle blive enige
om at borttage bare et ord i Torahen, så ville dette være umuligt
for dem." (Leviticus Rabbah 19,2.)
På
samme måde som Torahen vil stå fast for altid i Israel og er
relateret til beståelsen af himmelen og jorden, er også David- og
Levi pagten relateret til beståelsen af dag og nat. Gud ønsker at
relatere sine løfter og pagter til forhold som står fast. Dette er
en garanti for Guds trofasthed: Jerm. 33,20-21. Den som ikke holdt
endog de MINDSTE af Jesu bud og lærte andre det skulle være den
mindste i HIMELENS RIGE, men den som holdt dem og lærte andre dem,
skulle være stor i RIGET FOR ISRAEL. (v.19.)
Dette
udsagn er myntes på farisæerne og de skriftlærde som havde inddelt
Torahen i 613 bud. 248 bud blev betragtet som posterive og begyndte
med ordene: "Du skal". 365 bud blev betragtet som negative
og begyndte med ordene "Du skal ikke". De lærte videre at
nogle af budene var vigtige, medens andre bude ikke var så vigtige.
Jesu lærte ikke dette. Han lærte at ALLE BUDENE VAR VIGTIGE, for
den som havde brudt et, havde brudt hele Torahen, for den blev
betragtet som en enhed. (Den som har brudt en lænke i en kæde, har
brudt hele kæden.). Jakob lærte også det samme: 2,10.
Når
farisæerne spurgte Jesu om hvilket bud i Torahen som var det STØRSTE
BUD, så er det ikke det som står i
grundteksten. De spurgte Jesus om hvad som er
det STORE BUD. Han svarede da at det store bud, er at man skal elske
Herren sin Gud af hele sit hjerte og hele sin sjæl og hele sin hu og
sin næste som sig selv: Mat. 22,35-40. Det dobbelte kærlighedsbud
var det store bud i Torahen, for det indbefattede hele Torahen. Jesu
var den første som kombinerede disse to tekster fra Tanach: 5.Mos.
6,5 og 3.Mos. 19,18. Til at gælde de to store bud i jødernes Torah.
At
jøderne skulle elske Gud, det vidste de og respekterede de, men de
hadede de fremmede. Det "at være den mindste i HIMMELENS RIGE",
betyder det samme som at man kan blive medlem i dette rige uden at
holde alle Jesu bud. Den som bryder et lille bud i Guds rige, skal få
en mindre position i dette rige end den som holder alle budene
Den
som holder budene, skal få en høj position i riget. Dette viser at
Jesus afskaffede ikke Torahen eller budene. Alt i Torahen skal bestå
til og med det mindste bogstav eller den mindste tøddel. (v.15.) Det
betyder videre at dette rige ikke er et perfekt RIGE. Der skal også
bo syndere der. Rigets periode skiller sig ikke ud fra de andre
tidsperioder hvad der gælder akkurat dette.
George
Williams siger i sin Bibel-kommentar s.701 at det "at være den
mindste i himlenes rige", betyder at personen "ikke kunne
være medlem i dette rige." I Rigets tid vil Jesu Torah være i
centrum på samme måde som Moshe Torah var i centrum i Sina pagtens
tid. Jesus holdt selv jødernes Torah, og han krævede at hans
efterfølgere skulle holde den og efterleve den så godt som det lod
sig gøre. Dette er menneskets egen retfærdighed.
Dersom
jødernes retfærdighed ikke (almissegivning) overgik den
retfærdighed (almissegivningen) som farisæerne og de skriftlærde
kunne fremvise, så kunne de ikke få del i Riget for Israel. (v.20.)
Der kan være tale om 3 forskellige tolkninger af dette Bibel-vers,
og alle er lige vigtige, rette og interessante:
- Det er tale om menneskets egen retfærdighed, og ikke den retfærdighed som jøderne fik ved troen på Jesus, og som var den frelsende retfærdighed. Dersom jøderne ikke havde en større retfærdighed end det som de skriftlærde og farisæerne havde, så kom de ikke ind i himlenes rige.
- På Jesu tid fik ordet "zedeka" også betydningen af "at give almisse", Farisæerne mente at almissegivning, bøn og faste var de vigtigste komponenter i en troendes liv. Den vigtigste af disse var almissegivningen. På baggrund at de var grådige og ikke ville give så meget i almisse, kan dette betyde at Jesus udfordrede dem på deres egne regler for det religiøse liv. Dette betyder da at den som ikke gav mere i almisser end farisæerne og de skriftlærde, de fik ikke del i Guds rige. Vi ved at almissegivningen, lån og gaver var et krav til jøderne i Jesu Torah.
- Det kan også betyde flg.: Dersom jødernes retfærdighed bare var reduceret til almissegivningen, så kunne de ikke få del i Guds rige.
Paulus kunne ikke have udtrykt sig på denne måde. I
hans forkyndelse er der bare et retfærdigheds-begreb, og det er Guds
retfærdighed og Guds nåde.
Medens den messianske jødedom opererede med 2
retfærdighedsbegreber, så har den paulinske lære bare et
retfærdighedsbegreb, og det er Guds retfærdighed.
Det
skulle ikke være vanskelig at se at kravene i Bjergprædikenen ikke
angår kirkens tid, men i og med at mange teologer og Bibel-lærere
ikke regner med Riget for Israel som en åndelig størrelse, så ser
de Bjergprædikenen og Jesu undervisning i lys af Paulus`
undervisning. I deres prædikener begynder de ofte med at læse fra
messianske Skrifter og særlig evangelierne og slutter med Paulus`
hans undervisning.
Dette gøres på 2 måder og begge er
fejlagtige. De hævder:
- At det som Jesus krævede i de jødiske Skrifter, det giver han i sin nåde.
- At al undervisning i N.T., som er givet før Golgata, ikke gælder efter Golgata.
Vi
kan på ingen måde være enige i disse vurderinger. Jesus sagde selv
i missionsbefalingen i Mat. 28,18-20:, at apostlene skulle gå ud i
al verden og UNDERVISE OM ALT DET SOM JESUS HAVDE LÆRT DEM. Denne
missionsbefaling blev givet efter Golgata. Dette kommer også meget
tydeligt frem i de jødiske Skrifter og særlig i Jakobs brev, som
var det første brev som blev skrevet. Det kan være skrevet så
tidlig som år 45 efter Messias.
Jeg
efterlyser logisk tanke og konsekvens i den teologiske fortolkning.
Den eneste måde at gøre dette på, dersom man skal yde det
teologiske indhold i N.T. sin ret, er at regne med to selvstændige
teologiske systemer, som ikke skal blandes sammen.
De
har sine ligheder, men de har også sine uligheder, (Se min bog:
Jødedommens Jødiske Rødder, hvor jeg skriver en del om dette.)
Medens den messianske jødedom baserer sig på BETINGET NÅDE har den
paulinske kristendom FRI NÅDE. Der er ingen som har fortjent Guds
nåde, men det er en anden sag.
DEN FØRSTE TESEN –
ANTITESEN.
"I
har hørt at der er sagt til de gamle: Du skal ikke slå ihjel
(myrde), men den som slår ihjel (myrder), skal være skyldig for
dommen. Men jeg siger jer at hver den som bliver vred (gr.orgisomai)
på sin broder uden grund, skal være skyldig for dommen; men den som
siger til sin broder: Raka skal være skyldig for rådet; men den som
siger: Du dåre (gr.moros)! skal være skyld til helvedes
(gr.gehenna) ild. Derfor, når du bærer dit offer frem til alteret,
og der kommer i hu at din broder har noget imod dig, så lad dit
offer der ligge foran alteret, og gå først og forlig dig med din
broder, og kom så og bær dit offer frem! Skynd dig at være føjelig
mod din modstander så længe du er med ham på vejen, for at ikke
din modstander skal overgive dig til dommeren, og dommeren overgive
dig til tjeneren, og du bliver kastet i fængsel. Sandelig siger jeg
dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra før du har betalt den sidste
øre. (v.21-26.)
En
"tese" er det samme som en "læresætning". Ordet
"anti" betyder enten "mod" eller "i stedet
for". Det er den sidste betydning af ordet som er brugt her.
Jesus
satte sin lære op i disse antiteser i forhold til Mose Torah. Han
byggede sin lære om Riget
på Mose Torah, men han udvidede den til også at gælde de motiver
som lå bag en handling og de forskellige konsekvenser som en
handling førte til. Han udvidede Mose Torah.
I
versene 21-26 kommenterede Jesus det 6 bud om at man ikke skal myrde.
Det oprindelige 6 bud er blevet til det femte bud i vor kirke,for den
katolske kirke har i sin tid udeladt det andet bud, da dette ikke
passede ind med alle de helgenbilleder, som den har.
Det
er galt at oversætte dette verpe med "at slå ihjel", for
det var lov iflg. Mose Torah at tage livet i en del citruationer, men
det var ikke lov " at myrde". "At myrde" betyder
at man "tager ens liv som en bevidst handling". En har
planlagt det. Den som myrder et andet menneske, skulle være skyldig
for dommen. "Dommen" var en lavere lokal domstol (v.21.)
Det
sjette bud er en henvisning til 2.Mos. 20,13. Det verpe som bruges
der for "at dræbe" , er ordet "ratzach", som
betyder "at myrde". Vi har også et verpe på hebraisk, som
betyder "at dræbe", og det er "harag".
De
som oversatte det 6 bud med at "dræbe", har ment at Jesu
lære har et totalt forbud mod "at tage liv", men
det er ikke rigtig. Pasifismen er ikke
nedlagt hverken i Jesu lære eller i jødedommen.
Der
står flg. i Talmud om dette: "Dersom nogen kommer for at dræbe
dig, kom ham i forkøbet og dræb ham først." (Sanhedrin 72 a)
Det
græske sprog har også to verpe for "at tage liv". I denne
kontekst er det verbet "foneuo" som bliver brugt. Det
betyder "at myrde".
Jesus
sagde til sine tilhørere: i har hørt at der er sagt til de gamle
(forfædrene af farisæerne): Du skal ikke myrde. (v.21.)
Jesus
derimod udvidede budet til også at gælde de motiver som lå bag et
mord. Jesu sagde: "Men jeg siger jer" (v.22.) Jesus
flyttede tyngdepunktet fra den ydre gerning til de motiver som lå
bag et mord.
Jesus udvidede
dette bud med tre nye led:
- Han sagde at den som blev vred på sin broder uden grund, han var skyldig for dommen. (v.22.) Denne domstol betod af tre dommere.
- Han sagde at den som sagde "Raka" til sin broder, skulle være skyldig for Rådet, som er det samme som Sanhedrin, som bestod af 71 medlemmer.
- Han sagde; den som sagde til sin broder: "Du dåre" skulle være skyldig i helvedes (gr. "gehennas") ild (dom). (v.22.)
Den
som kaldte sin broder for "en dåre", havde sat sig i Guds
sted og dømte dette menneske til helvede (gr.gehenna), for det er
dåren som siger i sit hjerte, at der er ingen Gud. Salme 53,2.
Dette
er i samsvar med dette bud at den som dømmer andre, skal blive dømt
med den samme dom som han selv dømmer med. Mat. 7,1.
Hvad
der gælder udtrykket "helvede", så er det et ord fra den
gamle mytologi, og man burde ikke bruge det i den hebraiske Bibel.
Man burde hellere bruge det græske udtryk "gehenna", som
går tilbage til det hebraiske udtryk "ge hinnom". Ge
hinnom var en dal syd for Jerusalem, hvor Jerusalems affald blev
brændt, og hvor der til og med blev ofret til guden Molok. Der var
en stank og en stadig ild i denne dal. Det er et billede på selve
fortabelsen.
Vi skal i det flg. bruge
udtrykket "gehenna" og ikke "helvede".
Ellers
kan vi ikke sige så meget om selve fortabelsen. Den er beskrevet i
billeder, men vi ved flg. om den fra Bibelens beskrivelser:
- At fortabelsen har forskellige afdelinger.
- At den er evig.
- At den som kommer der, hverken får del i Riget for Israel eller får del i himmelen
- At det er et sted med åndelig pine. Det er et sted som man for enhver pris må søge at undgå. Den som tor på Jesus, kommer ikke der.
Den
som ville ofre et offer og mindes at hans "bror" havde
noget imod ham på grund af noget som han havde sagt eller gjort imod
ham, da skulle han først gå bort og forlige sig med sin bror. Det
havde ingen hensigt at komme frem for Gud med et offer uden at en
selv var villig til at tilgive fuldt ud. (v.23-24.)
Dette
kommer også til udtryk i Mat. 18,35, hvor der står: "Således
skal også min himmelske Fader gøre med jer om ikke enhver af her AF
HJERTET tilgiver sin bror."
Man
skulle forsøge at komme frem til en mindelig ordning med sin
modstander, så længe som de var "på vejen". Det vil sige
at de var på vejen til retssalen. Når retssagen havde begyndt,
kunne man ikke indgå et kompromis. Da måtte man bare godtage den
dom som dommeren afsagde, og den dom var at man var skyldig, for han
havde ikke opfyldt forpligtelserne i Jesu Torah. (v.25.)
Den
som ikke var villig til at tilgive, blev kastet i fængsel, som er et
billede på gehenna. Man havde ikke mulighed for at slippe ud derfra,
for man havde ikke været villige til at tilgive. (v.26.)
Den
jødiske Torah gælder ikke for den kristne menighed. Vi er frelst af
nåde ved tro, og vi BLIVER BEVARET PÅ GRUND AF NÅDEN. Som kristne
bliver vi ikke bevaret på grund af gerninger eller overholdelsen af
Guds bud. Når vi gør gode gerninger, så er dette et udtryk for at
Guds nåde arbejder med os og i os: Titus 2,11-12.
DEN ANDEN
TESE – ANTITESEN.
"i
har hørt at det er sagt: Du skal ikke drive hor (gr.moichevo). Men
jeg siger jer at hver den som ser en kvinde for at begære hende, har
bedrevet hor med hende i sit hjerte (gr.kardia). Om dit højre øje
frister (gr.skandalizo) dig, da riv det ud og kast det fra dig ! for
det er bedre for dig at et af dine lemmer går tabt end at hele dit
legeme bliver kastet i gehenna. Og dersom din højre hånd frister
dig, da hug den af og kast den fra dig ! for det er bedre for dig at
et af dine lemmer går tabt end at hele dit legeme kommer i gehenna."
(v.27-30.)
Jesus
behandlede her det 7. Bud om at man ikke skulle drive hor. Jesus
udvidede også forståelsen af dette bud til at gælde de drivkræfter
som lå bag selve gerningen, og som førte til hor. Den som havde set
på en kvinde med begær, den havde allerede drevet hor med hende i
sit hjerte. (v.27-28.)
Jesus
sagde at der som dit højre øje (som er det mest kostbare lem på
legemet) frister dig, da riv det ud og kast det fra dig, for det er
bedre at tabe et lem end at hele legemet bliver kastet i gehenna.
(v.29.) Det samme sagde Jesus om den højre hånd. (v.30.)
Disse
jødiske udtryksmåder er blevet misforstået til at tro at det
gælder en konkret afgivelse af et øje eller af en hånd, men det er
ikke rigtig. Denne udtryksmåde bliver på hebraisk kaldt for "kal
ve chomer", som betyder "let" og "tung". Det
betyder at der er TO TRIN i synden. Dersom en afviste synden på et
tidligt tidspunkt og undgik den, ville dette føre til en MINDRE
SKADE end at man gik i trin nummer to og fuldbyrdede synden. Da ville
man blive dømt til gehenna. (Se min artikel: Kundskaben om
jødedommen og bibelsk fortolkning. Del 1, kap.: De rabbinske regler
for bibelsk fortolkning.)
DEN
TREDIE TESE – ANTITESEN.
"Det
er sagt: Den som skiller sig fra sin hustru, skal give hende
skilsmissebrev. Men jeg siger jer at hver den som skiller sig fra sin
hustru uden for hors (gr.pornei) skyld, han volder at hun driver hor,
og den som gifter sig med en fraskilt kvinde, han driver hor."
(v.31-32.)
Den
som skiller sig fra sin kone, skulle give hende skilsmissebrev.
"Dersom en mand tager sig en hustru, og hun ikke tækkes ham
længere, fordi han har fundet noget hos hende som byder ham imod, og
han da skriver hende et skilsmissebrev, og giver hende det i hånden
og sender hende bort fra sit hus": 5.Mos. 24,1.
Skilsmisse
mellem mand og kvinde var ikke efter Guds vilje. Han ønsker at mand
og kvinde skal leve sammen i et livslangt ægteskab. Det eneste som
skulle opløse ægteskabet var døden.
Dette
var Guds oprindelige vilje med ægteskabet, men på grund af jøderne
"hårde hjerter": Mat. 19,8., så bød Gud Moses at lave
denne forordning med skilsmissebrevet. Det var ikke udtryk for Guds
inderste vilje, men det var gjort for at kvinden skulle have et
skilsmissebrev, som gav hende visse rettigheder efter skilsmissen.
Når hun havde dette skilsmissebrev, kunne hun også gifte sig på
ny. Dette brev gav hende en vis beskyttelse.
I Israel på Jesus tid var der to
synspunkter som kunne føre til skilsmisse.:
- Rabbineren Shammai og hans skole mente at det var hor som kunne føre til skilsmisse. Da skulle en eller begge ægtefæller aflives, således at ægteskabet blev legalt opløst ved døden.
- Rabbineren Hillel og hans skole mente at det var mange ting som kunne føre til skilsmisse – til og med at manden ikke syntes om sin kone længere.
Det var meget let at få skilsmisse i Israel på Jesu
tid.Jesus, som bygger på Mose Torah, mente at det bare var hor, som
kunne føre til at ægteskabet blev opløst. Han var dermed på linie
med Shammai. (I mange andre spørgsmål var han mere på linie med
det som Hillel mente).
Jesus sagde videre at den som skiller sig fra sin kone,
uden at det var på grund af hor, den var medskyldig i at kvinden,
dersom hun giftede sig med en anden, drev hor. Den som giftede sig
med en kvinde, som var fraskildt, den drev også hor (v.32.)
Jesus godtog skilsmisse ifm. hor, og han godtog gengifte
i sådanne tilfællerPaulus godtog i det hele taget ikke skilsmisse
og gengifte undtaget i de tilfæller hvor den ene ægtefælle var
død. Rom, 7,2-3 og 1.Kor. 7,10.
Her ser vi flg.
forskelle mellem 3 forskellige tidsperioder:
- Under Mose Torah havde en kvinde ikke lov til at skille sig.
- Under Jesu Torah kunne en kvinde få skilsmisse, hvor manden havde været seksuel utro.
- Under Paulus `Torah kunne ingen af parterne hverken skille sig eller gifte sig på ny uden at en af parterne var død.
Til
trods for dette så har vi også lignende tanker i kristendommen. Vi
må huske på at kristendommen er jødedom som er tilpasset os
hedninger.
"Velsign
dem som forfølger jer. Velsign og forband ikke." Rom. 12,14.
"Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Læg vind på det som godt
er for alle menneskers åsyn. Såfremt det er muligt hold, da hold på
jeres side fred med alle mennesker. Hævn jer ikke selv, mine
elskede, men giv vreden rum (vent på Guds vrede, for det er han som
skal straffe), for der er skrevet: Mig hører hævnen til. Jeg vil
gengælde siger Herren." Rom. 12,17-19.
"Se
til at ingen gengælder ondt med ondt, men læg vind på det som godt
er, mod hverandre og mod alle." 1.Kor. 5,15.
Vi
ser derfor hvor vigtigt det er at vi læser N.T. ud fra et
dispensationalistisk synspunkt. Den som ikke regner med de
forskellige tidshusholdninger i læsningen af Guds Ord, vil få store
problemer med at forstå Guds Ord på en ret måde.
I
Rigets tid vil Jesu undervisning være basis for styret i den
messianske menighed. Det skal blive et retfærdigt styre, og af den
grund vil der også blive krævet en stor etisk retfærdighed fra
menneskenes side.
DEN FJERDE
TESE – ANTITESEN.
"Atter
har i hørt at der er sagt til de gamle: Du skal ikke sværge falsk
ed, men du skal holde dine ed` for Herren. Men jeg siger jer at i
aldeles ikke skal sværge, hverken ved himmelen (gr.ouranos), for den
er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller
ved Jerusalem, for det er den store konges stad. Heller ikke skal du
sværge ved dit hoved; for du kan ikke gøre et hår hvidt eller
sort. Men jeres tale skal være ja, ja, nej, nej; det som er mere end
dette er af det onde (gr.poneros)." (v.33-37.)
Jesus
uddybede her det 3, bud om at man ikke måtte misbruge Guds navn.
Farisæerne mente at der var forskel på om en aflagde ed i Guds navn
eller om en aflagde ed ved de skabte ting. Det første var bindende.
Det sidste var ikke bindende.
Jesus
derimod sagde at man hverken skulle aflægge ed ved himmelen eller
ved jorden eller ved Jerusalem eller ved sit eget hoved. I og med at
Gud havde skabt alt dette, så han var herre over det. Eds aflæggelse
var derfor en krænkelse af Guds navn. (v.34-36.)
Eds-aflæggelsen
her angik den daglige tale, hvor jøderne var snare til at aflægge
ed, og dermed misbrugte de Guds navn. Det gjaldt ikke de citruationer
hvor Gud havde forordnet eds aflæggelse. Se f.eks. 2.Mos. 22,10-11.
Guds
selv aflagde ed i en række situationer. Hebr. 6,17.
Jesus
aflagde selv ed i forhøret hos ypperstepræsten: Mat. 26,63-64.
Paulus
aflagde ed ved flere anledninger: Fil. 1,8. Han tog Gud til vidne på
at det som han sagde, var sandt.
Jødernes
tale skulle være så klart at de kunne svare "ja" eller
"nej" på ting de havde udtalt. (v.37.)
DEN FEMTE
TESE – ANTITESEN.
"I
har hørt at der er sagt: Øje for øje, og tand for tand! Men jeg
siger jer at i ikke skal sætte jer imod den som er ond mod jer; men
om nogen slår dig på din højre kind, da vend også det andet til
ham og om nogen vil føre sag mod dig og tage din kjortel, da lad ham
også få kappen og om nogen tvinger dig til at gå en mil, da gå to
med ham. Giv den som beder dig, og vend dig ikke bort fra den som vil
låne af dig." (v.38-42.)
Disse
vers har ingen ting med pasifisme at gøre, men her uddybede Jesus
den del af den sociale lovgivning, som gjaldt erstatning, i Israel.
Det er beskrevet i 2.Mos.21,23-25 og 3.Mos. 24,18-20. Den som var
blevet påført en skade, havde ret til at få igen eksakt den ting
som vedkommende havde tabt. Dersom han var blevet berøvet et øje,
skulle den som havde forvoldt skaden, også tabe et øje. Dette var
ikke udtryk for noget hævn, men for den nøjagtige straf-udmåling.
I
stedet for at fokusere på egne rettigheder og krav, så ønskede
Jesu at sætte fokus på næstekærligheden, Han lærte:
- En skulle ikke sætte sig op mod den som var ond mod en, men en skulle vende det andet kind til (v.39.) Dette betyder ikke at en skulle godtage det som var ondt. En skulle modarbejde det, men en skulle ikke selv gøre det som var galt. En skulle overlade hævnen til Gud. "Du skal ikke hævne dig og ikke gemme på vrede mod dit folks børn (jøderne) men du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren." 3.Mos. 19,18.
- Om nogen vil føre sag mod en, for at tage kjortelen (det er underklædningen), så skulde han også få kappen (gr.himation) (det er yderklædningen). (v.40.)
- Om nogen ville tvinge en til at gå en mil (ca. 1000 meter), for at bære ens bagage, så skulle en gå to mil sammen med ham. (v.41.)
- Man skulle også låne penge ud til sin fjende, for efter en tid var det mulighed for at de kunne blive venner. (v.42.)
Når
det gælder værdet som er oversat med "at spørge", så
har dette den samme betydning som værnet "at låne". Dette
er et udtryk for den parallellisme som man finder i jødisk digtning.
Dette betyder at to sætninger, som står ved siden af hverandre i
teksten, udtrykker de samme tanker. Hvad der gælder verbet "at
spørge", så har det 3 betydninger på hebraisk, og det er: a)
"at spørge et spørgsmål." b) "at gøre en
henvendelse") c) "at låne")
Når
det gælder de nye budene, som Jesus udarbejdede i versene 39-42, så
kan vi ikke praktisere dem i vor tidsperiode, for de er givet i en
jødisk sammenhæng. Jesu lære angår Riget
for Israel. Det er
helt urealistisk at leve op til disse bud i vor tid, for de vil føre
til uholdbare situationer og social uorden.
Til
trods for dette har vi lignende tanker i kristendommen. Vi må huske
på at kristendommen er jødedom som er tilpasset os hedninger.
"Velsign dem som forfølger jer. Velsign, og forband ikke."
Rom. 12,14. "Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Læg vind på
det som er godt for alle menneskers åsyn. Såfremt det er mulig, da
hold jer på deres side fred med alle mennesker. Hævn ikke jer selv,
mine elskede, men giv vreden rum (vent på Guds vrede, for det er han
som skal straffe), for det er skrevet: Mig hører hævnen til. Jeg
vil gengælde siger Herren." Rom. 12,17-19. "Se til at
ingen gengælder ondt med ondt, men læg altid vind på det som godt
er, mod hverandre og mod alle." 1.Kor. 5,15.
Vi
ser derfor hvor vigtigt det er at vi læser N.T, ud fra den
dispentionalistiske synspunkt. Den som ikke regner med de forskellige
tidshusholdninger i læsningen af Guds Ord, vil få store problemer
med at forstå Guds Ord på en ret måde.
I
Rigets tid vil Jesu undervisning være basis
for styret i den messianske menighed. Det skal blive et retfærdigt
styre, og af den grund vil det også blive krævet en stor etisk
retfærdighed fra menneskenes side.
DEN SJETTE
TESE – ANTITESEN.
"I
har hørt at det er sagt: Du skal elske (gr.agapao) din næste
(gr.plesion) og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elske jeres
fjender, velsign (gr.evlogeo) dem som forbander jer, gør vel imod
dem som hader jer, og bed for dem som forfølger jer, for at i kan
blive jeres himmelske Faders børn; for han lader sin sol gå op over
onde og gode (gr.agathos) og lader det regne over retfærdige
(gr.dikaios) og uretfærdige (gr.adikos). For om i elsker dem som
elsker jer, hvad løn har i da ? Gør ikke også tolderne det samme ?
Og om i hilser bare på jeres brødre, hvad stort gør i da ? Gør
ikke også hedningerne det samme ? Derfor skal i være fuldkomne
(gr.teleios), ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen."
(v.43-48.)
Mose
Torah siger ikke at jøderne skulle hade deres fjender, men der var
kommet ind en læresætning i jødedommen at jøderne skulle elske
deres egne og hade deres fjender. Et aramarisk ord udtryk sagde: "Du
behøver ikke at elske din fjende."
Essenerne
mente det sammen. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap: En
sammenligning mellem Essenernes lære og Jesu lære.)
Jesus
derimod sagde at man skulle elske alle mennesker, for Gud elsker også
alle mennesker. Han giver dem de samme ydre gaver, som er regn, sol,
afgrøder, historiske tider og landområder for deres boliger: Ap.
Gr. 14,17 og 17,26.
Dette
viser at Gud vedkender sig alle mennesker, og at han har omsorg for
alle.
Når
Gud er god mod alle mennesker, skal hans disciple også være det
samme. De skal være etisk fuldkomne, således som Gud er fuldkommen
på alle områder.
Undervisningen
i kapitel 5 er udtryk for DEN STØRRE RETFÆRDIGHED, som Jesus
krævede af jøderne, for at de skulle få del i Riget for Israel.
Dette kan være gode gerninger som f.eks. almissegivning. Meget af
undervisningen her er knyttet tæt op mod Mose Torah.
Dette
viser at undervisningen angår Rigets tid, som begyndte med døberen
Johannes. Riget kunne have været blevet oprettet ifm. Jesu første
komme, dersom jøderne som folk og nation havde taget imod Jesus som
deres Messias