MATTEUS EVANGELIET KAPITEL 17.
Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630
Tingvoll. Norge. Kristen Bokproduksjon.
JESU
ÅBENBARELSE PÅ BJERGET.
Vers
1-13. Seks dage efter at Jesus havde åbenbaret for sine disciple, at
han skulle lide , dø og opstå på den 3. Dag, så tog han med sig
Peter, Jakob og Johannes afsides op på et højt fjeld. Oppe på
fjeldet blev han forklaret for deres øjne, således at både hans
legeme og hans klæder blev hvide som lyset. (v.1-2.)
Vi
ved ikke hvilket fjeld det var. Traditionen har udpeget Tabor til at
være det fjeld, men det kan også være Hermon, da dette fjeld lå i
nærheden af Cesarea Filipi: Mat. 16,13.
Mattæus
sagde at dette skete efter 6 dage, medens Lukas siger at det skete
"omkring otte dage" efter: Luk. 9,28. Der er ingen
modsigelser mellem disse to tidsangivelser. Lukas regnede med den dag
da samtalen om Jesu død og opstandelse fandt sted og den dag, da
forklarelsen skete. Dette fjeld er et billede på Sion i Rigets tid.
Det skal blive forvandlet til at blive det højeste fjeld i Israel.
Det
verpe som er brugt for "at blive forklaret", er på græsk
"metamorpho". Det er sammensat af to ord, og det er "meta"
som betyder "efter" og "efterpå" og "morfe",
som betyder "form", "skikkelse" og
"eksistensform". Det betyder at den herlighed, som Jesus
havde i himmelen, og som han måtte afklæde sig, blev synlig for de
tre apostle. Det var ikke bare hans legeme som blev forklaret, men
også hans klæder. Således som de så ham, således vil han fremstå
som Kongen i Riget for Israel.
Apostlene
fik ham at se som han i virkeligheden er. Han er "afglansen af
hans (Guds) herlighed og afbilledet af hans væsen." Hebr. 1,3.
Efter
at Jesus var blevet forklaret for deres øjne, så kom Moses og Elias
og talte med Jesus. (v.3.)
Lukas
fortæller os at de talte med Jesus om hans bortgang. Det er hans
død: Luk. 9,31. Dette var det vigtigste som skulle ske i
frelseshistorien. Alt afhænger af Jesu forsoning.
Det
var ikke bare Jesus som viste sig for dem i herlighed. Det samme var
tilfældet med Moses og Elias, men de havde naturligvis ikke den
samme herlighed som Jesus havde. Da apostlene fik se dette, så blev
de fuldt vågne. Før havde de været nær ved at sove: Luk. 9,30-32.
Moses
repræsenterede Torahen og Elias repræsenterede profeterne disse to
repræsenterede DE TO LINIER som vi har i jødernes frelseshistorie.
Det er GUDS KRAV og GUDS NÅDE. Guds krav kommer til udtryk i
Sina-pagten, medens Guds nåde kommer til udtryk i Abraham -, David-
, Landpagten og den nye pagt i Jesu blod.
Disse
pagter er helt forskellige. Medens den første er en betinget
nådepagt, er de 4 andre ubetingede nådepagter. Den første pagt
kunne ikke frelse jøderne. Den lovede dem et godt liv dersom de
fulgte forpligtigelserne i denne pagt. Ordet "DERSOM" er et
centralt ord i denne pagt. "Men DERSOM du (Israel) ikke hører
Herrens, din Guds røst, så du agter vel på at holde hans bud og
hans lover, som jeg giver dig i dag, da skal alle disse forbandelser
komme over dig".5.Mos. 28,15.
Desuden
måtte jøderne følge Mose Torah, dersom de skulle få tag i frelsen
og blive bevaret i den. Gud kanaliserede sin frelse gennem
overholdelsen af pagten. Den blev dermed indirekte frelsespagt.
De
4 andre pagter er nådepagter, og de har med Israels løfter og
frelse at gøre. Alle pagter er baseret på Den Nye Pagt i Jesu blod,
som også er en pagt som var lovet jøderne, men som også vi
hedninger får lov til at gøre os nytte af.
Denne
hændelse er et billede på Jesu genkomst i herlighed. Jesus
repræsenter Kongen i Riget for Israel, medens Moses og Elias
repræsenterede de troende jøder og hedninger, som har været
bevaret i himmelen, og som Jesus skal føre med sig ifm. hans
genkomst.
De
tre apostle ,som var sammen med Jesus, repræsenter de jøder som er
i live, når Jesus kommer tilbage.
Peter
som var den forreste talsmand for apostlene, forslog at de kunne
bygge 3 boliger til Jesus, Moses og Elias, så de kunne blive boende
der på fjeldet. Dette viser også hvor lidt Peter havde forstået af
Jesu død og opstandelse. Han forstod ikke forsoningens betydning før
efter at Jesus havde sået op fra de døde. Det gjaldt også de andre
apostle og disciple.
Når
Peter forslog at de skulle bygge 3 boliger på fjeldet, så tænkte
han at dersom de gjorde det, så ville der være en mulighed for at
Riget for Israel kunne blive etableret med det samme. På Løvsalenes
højtid, som også er et billede på 1000 års-riget, plejede jøderne
at bygge hytter af løv og bo i dem så længe som festen varede. (se
min bog: Jesu Genkomst, bind 4, kap: Løvhyttefesten.)
Peter
havde ikke forstået at Riget for Israel ikke kunne blive oprettet
fuldt ud før efter Jesu forsoning og Den Hellige Ånds komme på
pinsefestens dag. Medens Peter endnu talte, da kom der en lysende sky
over dem og overskyggede dem. Ud af skyen kom der en røst som sagde:
"dette er min Søn, som jeg har velbehag i. Hør ham."
(v.5.)
Denne
lysende sky blev kaldt for "Schekina". Det var "Guds
nedadstigende herlighed". Vi må skille mellem Gud selv, som var
inde i skyen, og selve skyen. Vi mennesker kan ikke se Gud som han i
virkeligheden er. Han bor i et lys som vi ikke kan komme ind i. Når
Gud gæster sit folk, så skjuler han sig i denne sky af lys.
Gud
selv talte ud fra skyen, og det som Gud sagde, var følgende:
- "Metraton", som er det samme som "Herrens engel", som igen er det samme som "Messias".
- "Memra", som er Guds Ord. Det er det samme som Messias.
- "Schekina", som er "Guds nedadstigende herlighed".
- "Ruach ha Kodesh", som er "Den Hellige Ånd".
- "Bath Kol", som er den himmelske åbenbaringsrøst, som er "Guds stemme". (Se mine bøger: Kristendommens Jødiske Rødder. Kapitel: Metraton og (bogen) Jødernes Konge, bind 3, kap.: Messias er Herrens herlighed.)
Apostlene
vidste at Jesus var jødernes Messias: Mat. 16,17.v. 20. Problemet
for apostlene var ikke at vide hvem Jesus var, men at forstå alt det
han underviste dem om. De var bundet op i urigtige teologiske
vurderinger, og de kan være det store problem med at kvitte sig af
med.
Således
er det også i dag. Når vi i vore artikler og bøger skiller mellem
Jesu undervisning og Paulus hans undervisning, så er det bare et
FÅTAL AF KRISTENFOLKET som forstår dette, for det passer ikke ind i
den teologi som de er blevet undervist i gennem mange år.
Gud
pointerede derfor overfor apostlene at de måtte høre på og forstå
det som Jesus underviste om. Han henviste til det profetiske ord i
5.Mos. 18,15. Den eneste trosbekendelse som jøderne har er Shema,
som betyder "Hør".
(Se
min bog Jesus Genkomst, bind 5, kap.: Den treenige Gud i Tanaz.)
De
som skulle forkynde om Riget, måtte kende til det åndelige
fundament for riget. De skulle videreføre Jesu undervisning – både
for jøderne i Israel og jøderne i diasporaen. Gennem egne
erfaringer, gennem Jesu undervisning og gennem Den Hellige Ånds
undervisning fik de efterhånden kendskab til Rigets åndelige
fundament.
Da
de tre apostle hørte Guds stemme ud af skyen, blev de så forfærdet,
at de faldt ned på deres ansigt. (v.6.)
Når
et menneske kommer i kontakt med Den Hellige Gud, så bliver
reaktionen den samme. Der kommer en rædsel og en ærefrygt over
mennesket. En opdager sin egen uværdighed overfor Gud. Dette var
både reaktionen til profeten Elias, til Peter, til Paulus og til
Johannes: Es. 6,5. Luk. 5,8. Ap.gr. 9,3-4. Johs. Åb. 1,17-18.
Jesus
gik bort til de tre apostle, rørte ved dem og sagde: "Stå op !
Frygt ikke." (v.7.)
Udtrykket
"Frygt ikke" forekommer ofte gennem hele Bibelen. Den som
tror på Jesus, har ingen grund til at frygte, for den som tror på
Jesus, har den fuldkomne kærlighed lagt ned i sit hjerte, og den
driver frygten ud: 1.Joh. 4,18. Vi bliver opfordret til at elske Gud:
v.8.
Både
Moses, Elias og Schekina var forsvundet. Alt var ved det normale, men
Jesus var der.
Således
er det også med alle Guds mænd og kvinder, som har åbenbaringer
fra Gud. Synet forsvinder, men Jesus er der hele tiden. I vor tid
operer (virker) Jesus gennem Den Hellige Ånd.
Da
de gik ned af fjeldet , så forbød Jesus dem at fortælle noget om
dette syn, før efter at han var opstået fra de døde. (v.9.)
Dette
var det femte forbud som de havde fået, og som er nævnt i dette
evangelium. Grunden til at de ikke fik lov til at sige det –
hverken til de andre apostle eller nogen af jøderne, var det forhold
at det bare ville føre til at forventningerne om oprettelsen af
Riget for Israel ville overskygge det faktum, at Jesus måtte lide og
dø.
Efter
at Jesus var opstået fra de døde, så skrev Peter om dette syn. Det
blev da åbenbaret for alle: 2.Pet. 1,17-18.
I
Mattæus 17,9 hvor også tidsverbet "heos" bliver brugt.
Det betyder "før", men her er det brugt uden partikgelen
"an", som udtrykker en mulighed, som der er knyttet en
betingelse til. Der var med andre ord ingen usikkerhed angående Jesu
død og opstandelse. Han skulle dø for alle verdens synd uden nogen
som helst forpligtigelse fra jødernes side: Mat. 16,28.
De
tre apostle spurgte Jesus hvorfor de skriftlærde sagde at Elias
måtte komme før Messias. Jesus svarede at Elias skulle komme, ja
ikke bare det, men han er kommet, for at sætte alt i den rette skik,
men store deler af jødefolket ville ikke anerkende ham som Elias, og
Herodes Antipas tog livet af ham. Jøderne skulle også tage livet af
Menneskesønnen. (v.10-12.)
Det
var ret det som farisæerne og rabbinerne havde sagt, at Elias skulle
komme før Messias, men i og med at de ikke anerkendte Jesus, som
jødernes Messias, ville de heller ikke anerkende døberen Johannes
som den Elias som skulle komme. Der var en sammenhæng i dette.
Desuden
mente de at Elias ville komme ned fra himmelen, og det gjorde
Johannes ikke.
Johannes
var ikke den samme som Elias, men han gik frem "i Elias ånd og
kraft": Luk. 1,17. Det vil sige at han havde den samme åndelige
dristighed og integritet, som Elias havde haft. Han var ikke bange
for at bringe det budskab, som han havde fået fra Herren.
Når
der står at Johannes skulle sætte "alt i rette skik", så
betyder det at han skulle være det redskab, som skulle genoprette
det åndelige fundament i Israel, således at Jesus kunne genoprette
Davids kongerige.
De
tre apostle forstod at Jesus havde talt til dem om døberen Johannes.
(v.13.)
Det
var godt at Jesus forklarede dem dette, for den Elias som de havde
set på fjeldet, havde åbenbaret sig EFTER AT Messias var kommet. De
var i vildrede. om dette, men nu fik de et svar som de kunne slå sig
til ro med. Det som de fortsat ikke forstod, var at Messias måtte
lide og dø for jødernes synder. (Se det jeg skriver om Elias under
Mattæus 11,10-14.
Vers
14-21. Da apostlene og Jesus kom ned til folket, kom en mand til
Jesus med sin søn. Han havde en eller anden form for epilepsi. Dette
gjorde at han ofte faldt i ilden eller i vandet. Manden faldt på knæ
for Jesus og bad ham om at helbrede drengen. Manden havde ført
drengen til Jesu apostle, men de var ikke i stand til at helbrede
ham.
Denne
mand vidste at Jesus var istand til at hjælpe ham. Han opsøgte
først disciplene til Jesus, men de var ikke istand til at helbrede
ham. Ifm. deres udsendelse havde alle disciplene fået magten til at
helbrede "al sygdom", men til trods for det, så var de
ikke i stand til det. Der manglede noget i deres udrustning, og det
var TRO.
I
flg. Mark. 9,23 sagde Jesus til denne mand på hans forespørgsel om
han kunne helbrede hans søn: "om jeg formår ? Alt er muligt
for den som tror." Manden svarede: "Jeg tror, Hjælp min
vantro." Mark. 9,24.
Det
subjektiv som her er brugt, for "vantro", er "apistis".
Det betyder "ikke tro". Det er blevet oversat med "vantro",
men det er ikke helt rigtigt, for han havde tro til at komme til
Jesus, men han havde ikke den tro som der krævedes, til at hans søn
skulle blive helbredt.
Jesus
bebrejdede også sine apostle , for at de ikke havde den stærke tro,
som skulle til for at drengen kunne have blevet helbredt. Derfor han
sagde til dem. (v.17.)
I
dette udsagn blev også farisæerne og det jødiske folk medtaget,
for ordet "slægt" (gr.genea) går på et "bestemt
slægtled" eller "generation" af det jødiske folk.
Det var den generation som levede på Jesu tid.
Til
trods for at både farisæerne og det jødiske folk var med i dette
udsagn af Jesus, så var der alligevel forskel på den tro
(gr.pistis) som disse havde og den tro som Jesu apostle havde.
Apostlene havde for lidt tro, medens mange af folket ikke havde tro i
det hele taget. Det bliver "vantro".
I
vor tid kræves der ikke en speciel tro, for at blive helbredt. Det
er Guds nåde som helbreder, og helbredelser bliver givet til både
troende og ikke troende: Gal.3,5.
Jesus
truede den onde ånd som var i drengen. Den for ud af ham, og drengen
var helbredt. (v.18.)
Hele
denne begivenhed var en stor kontrast til det som de 3 apostle havde
oplevet på fjeldet. Medens de var på fjeldets top, havde Jesus
åbenbaret sin herlighed for dem. Nu de kom ned fra fjeldet, så de
Djævelen i fuld virksomhed med at plage drengen. Guds gerninger og
Satans gerninger er modsætninger. Medens Satan var kommet for at
plage, pine og ødelægge, så var Jesu kommet for at give liv,
styrke og helbredelser. Han var kommet for at genoprette det som
Satan havde ødelagt. Apostlene gik til Jesus og spurgte om hvad der
var grunden til at de ikke kunne uddrive den onde ånd. Jesus svarede
3 ting på dette spørgsmål:
- De kunne ikke uddrive den på grund af vantro.
- De kunne ikke drive den ud uden bøn.
- De kunne ikke drive den ud uden faste.
Videre
sagde Jesus at dersom disciplene havde tro som et sennepskorn, så
havde de kunne sige at dette fjeld skulle flytte sig fra sit sted,
ingen ting skulle være umulig for den som troede. (v.19-21.)
Det
var ikke nok at have tro for at uddrive denne onde dæmon. Han var
specielt stærk. Der måtte både bøn og faste til.
Det
var ikke størrelsen på tro som betød noget, men det var KVALITETEN
på troen "At have tro som et sennepsfrø" betyder "at
have en liden tro af stor kvalitet, men at have en stor tro af
kvalitet".
"At
flytte fjeld (bjerge)" er et hebraisk udtryk for "at løse
problemer". Det betyder ikke at disciplene skulle forandre
topografien i Israel, men det betyder at de skulle løse alle
problemerne for folket. Jøderne brugte ofte konkrete udtryk for
abstrakte forhold. Det har vi mange eksempler på. (Se min bog:
Kristendommens Jødiske Rødder, Kap.: Den hebraiske tænkemåde. Se
også min artikel: Kundskaben om jødedommen og bibelsk fortolkning.)
Det
mærkelige er at Paulus i sine breve ikke nævner at vi skal kaste
ude dæmoner af menneskerne. Det betyder ikke at vi ikke skal gøre
det, men han lægger hellere vægten på at vi skal med Den Hellige
Ånds hjælp kæmpe mod de onde kræfter, som forsøger at ødelægge
os: Ef. 3,11-12.
Hovedgrunden
til at Paulus ikke nævnte at den kristne menighed skal uddrive de
onde ånder, er det forhold , at det vigtigste, som sker i vor
tidsperiode, er udtagelsen af den kristne menighed og ikke dæmonernes
underlæggelse under Guds rige. Vi magter ikke at kristne verden i
vor tidsperiode. Det går fra ondt til værre med verdensforløbet. I
tiden som ligger foran vil Satan, bare forstærke sit greb på de
u-frelste. Det vil ende i den store trængsel og Harmagedon.
Hvad
der gælder forholdet mellem dæmonerne og den som tror på Jesus, så
har vi ikke anledning til at trænge ind i den troende.. Den Hellige
Ånd som bor i os, vil sørge for det.. Dæmonerne derimod kan virke
gennem vort kød. Dersom vi ikke lægger vort kød under Den Hellige
Ånds indflydelse, så sker det at vi tager afgørelser i vort liv,
som Den hellige Ånd ikke er enig i. Vi gør den Hellige Ånd sorg,
og vi får dårlig samvittighed.
Vers
22-23. Disciplene vidste om dette. Jesus havde fortalt dem dette ved
Cesarea Fillipi. Der havde Peter på vegne af de 12 apostle taget
Jesus til side og irettesat ham for det. :Mat. 16,21. Når Jesus
fortalte dem dette påny, blev de "meget bedrøvede".
(v.23.)
De
reagerede på en NY MÅDE, men til trods for det så forstod de ikke
forsoningens nødvendighed før efter Jesu opstandelse: Luk. 18,34.
Dette betyder at Jesus disciple ikke forkyndte Jesu død og
opstandelse under Jesu jordeliv.
Det
som man ikke forstå, det bør man heller ikke forkynde.
Vers
24-27. Da Jesus og hans disciple kom til Kapernaum, kom de som
opkrævede tempelskatten og spurgte, om Jesus ikke betalte
tempelskatten ? (v.24.) Iflg. 2.Mos. 30,13 skulle alle jødiske mænd,
som var indført i mantalet betale en halv sekel i året i
tempelskat. Denne skat blev kaldt for "didrakma", som
betyder "dobbelt drakma". En dobbelt drakma var det som man
tjente på 2 dage.
Peter
svarede at hans mester betalte denne skat. Dan han kom ind i huset så
spurgte Jesus ham: "Hvem tager kongerne på jorden (i Israel)
skat af - af sine børn eller af de fremmede ? Peter svarede: "Af
de fremmede". Jesus sagde: "Så er jo børnene fri."
(v.25-26.)
Peter
tog det som en selvfølge at Jesus også skulle betale denne skat,
for han var jo borger af Israel. Peter svarede Jesus at kongerne tog
skat af de fremmede, og som en konsekvens af dette skulle børnene
ikke betale denne skat
Med
dette viste Jesus Peter to ting, og det var:
- Jesus var herre over templet og skulle derfor ikke betale nogen skat til templet.
- Jesus inkluderede Peter i sit eget fællesskab og ophøjede ham til søn (samfund) På samme måde som Jesus var herre over templet, var Peter også delagtig i dette ejeskab. Dette gjaldt ikke bare Peter, men det gjaldt de 12 apostle. De skulle i genfødelsen sidde på 12 troner i templet og frelse Israels 12 stammer: Mat. 19,28.
Jesus
bad Peter om at gå ned til Genesaret søen og kaste en krog ud. Den
første fisk som han fik, skulle han tage op. Han skulle finde en
stater i munden på den. Den skulle kan tage ud og give den til
skatte indskriverne for Jesus og Peter. (v.27.) Jesus som både ved
og vidste alt, kendte til at der var en fisk i Genesaret søen, som
svømmede omkring med en stater i munden. Han vidste til og med hvem
der havde kastet den ud i søen. Han vidste hvad den skulle bruges
til. Alt er åbenbaret for Jesus.
En
stater var 4 drakmer. Det var akkurat nok til at dække skatten for
Jesus og Peter.
KAPPITEL
18.
Vers
1-14. Apostlene spurgte Jesus om hvem som var den største i himlenes
rige. (v.1.) De havde på forhånd diskuteret hvem af dem som var den
største i himlenes rige. Da Jesus spurgte dem, om hvad de havde talt
om på vejen, så ville de ikke svare på det: Mark. 9,33-34, men han
vidste alt om dette. Jesus behøver ikke at spørge nogen om noget
som helst. Alt er åbenbaret for ham som vi har med at gøre.
Apostlene
havde et galt billede af hvad STORHED var i Guds rige. De havde ment
at det største i Guds Rige måtte være STYRKE, VELTALENHED,
KUNDSKAB og VISDOM. De var med andre ord misundelige på hverandre
angående den position som hver enkelt havde fået af Jesus. De var
misundelige på Peter, som var blevet gjort til den ledende iblandt
dem. Jesus havde kaldt ham for en "klippe": Mat. 16,18.
Jesus havde også udvalgt 3 apostle til at være sammen med ham på
"Det hellige fjeld": Mat. 17,1.
Jesus
tog et lille barn og stillede det mellem dem og sig og sagde:
(v.2-4.)
Det
som kendetegner et lille barn er YDMYGHED og AFHÆNGIGHED af andre.
På samme måde som et lille barn er afhængig af sine forældre,
skulle apostlene være afhængige af Gud og ikke fremme Guds rige i
egen magt og kraft.
Jesus
som var den største i Guds rige, underkastede sig også under Guds
vilje – både ved at han afså sin egen herlighed hos Faderen, og
ved at han tog på sig al verdens synd. Derfor blev han også ophøjet
af Gud til at være den største: Fil. 2,6-9. Apostlene burde have
vidst dette. Det stod i Tanach: Ordsp. 16, 19-20. Mika 6,8. Mat.
5,3-11.
I
den græske verden var det "at være ydmyg" set på som en
svaghed. I Guds rige er det modsat. Den som var ydmyg , den var
stærk, for den havde sin styrke fra Gud. Jesu lære var en ny lære.
Den som ville være stærk, måtte blive som et barn. Matin Luther
har sagt: Tænk ikke på at blive stor, men lille. Bliver du det
,kommer storheden af sig selv."
Jesus
sagde videre at den som tog imod et barn for Jesu navns skyld, den
tog imod Jesus selv. Den som førte et barn til fald, for ham var det
bedre at der blev hængt en møllesten om hans hals, og han blev
sænket i havets dyb: (v.6-7.)
Der
var to typer møllesten i Israel. Den som var lille, som husmoderen
selv kunne dreje, når hun ville male korn. Her er der tale om den
store møllesten (gr.mulos onikos). Ordet kommer af "onos",
som er det græske ord for "æsel" og "mulos",
som betyder "kvernesten". Det betyder at denne type
kværnsten blev drevet rundt af et æsel eller et andet dyr. Den var
meget større end den lille mursten.
"At
forføre" er på græsk "skandalon". Det betyder "at
sætte en fælde for" "Skandalon" var den pine med
lokkemad, som skulle lokke et dyr ind i fælden.
Vers
7-9. Her er der ikke tale om at man skal lemlæste sig, for at få
del i Guds rige, men denne udtryksmåde beskriver et
fortolkningsprincip som jøderne havde, og som de kaldte for "kall
ve chomer". Det kan oversættes med "let og tung". Det
betyder at ved at tage en vigtig afgørelse på et tidligt tidspunkt,
så kan man forhindre at noget værre sker på et senere tidspunkt.
(Se min artikel: Kundskab om jødedommen og bibelske fortolkning. Del
1.)
"Livet"
var her et udtryk for "himlenes rige". "den
tidsalderlige ild" er både udtryk for "dommen og
"fortabelsen". Dommen gik ud på at jøderne ikke fik del i
Riget for Israel. De fik ikke del i de retfærdiges opstandelse og
blev indbyggere i det jordiske Jerusalem, men de måtte vente i
dødsriget til de uretfærdiges opstandelse på den sidste dag, hvor
de ville blive dømt til et evigt ophold i ildsøen. Johs. Åb.
20,11-15.
I
Paulus sin forkyndelse går fortabelsen ud på at de ikke får del i
det himmelske Jerusalem, som er det samme som himmelen.
Jesus
sagde videre til sine apostle at de måtte se til, at de ikke
foragtede en af disse små, som troede på ham, for deres engle var
altid i Guds nærhed: (v.10-11.)
Med
udtrykket "en af disse små" tænkes der både på børn og
de som havde blevet som børn (v.4.) Dette blev begrundet med to
forhold:
- Deres engle var bestandig i Guds nærhed. De kunne bede Gud om både at bevare de små, som blev forfulgt og at straffe den som forfulgte de små.
- Jesus er kommet for at frelse alle mennesker – også de som blev anset for at være små.
Vi
må passe os for at vi ikke foragter eller ser ned på noget
menneske. Vi skal hjælpe og vejlede alle og pege på Jesus som
redningsmanden for alle mennesker. Vi har ikke noget med at dømme
eller foragte, for dommen hører Jesus til.
Jesus
fortale en lignelse om en mand som havde 100 får. Da den ene
forvildede sig fra de andre, så forlod manden de 99 og ledte efter
den ene, dersom han fandt dette får, så skulle han glæde sig mere
over denne ene end over de 99. Det var ikke Guds vilje at nogen af
"disse små" skulle gå fortabt (v.12-14.)
Jesus
forlod ikke de 99 som var trygt bevaret i flokken. De blev passet af
de andre får, men Jesus ledte efter den ene som havde forvildet sig,
og dersom han fandt det, så blev det en større glæde, når han
fandt den ene, som han havde haft problemer med, end de 99 som havde
opført sig ordentlig.
Den
samme problemstilling kommer til udtryk i lignelsen om de to
bortkomne sønner: Luk. 15,11-32.
Vers
15-17. I den messianske jødedom var der tre trin i oprettelsen for
en som havde syndet mod en troende broder:
- Den der var blevet begået synd imod, skulle først gå til den som havde syndet mod ham – i et forsøg på at få ham til at indse dette. Hovedhensigten var ikke at vedkommende skulle få oprejsning, men at synderen skulle blive frelst.
- Dersom dette ikke hjalp, skulle han medtage to andre fra menigheden. De skulle være vidnerne mod ham som havde syndet. Ved to eller tre vidnerne skulle enhver sag stå fast: 5.Mos. 19,15.
- Dersom dette ikke hjalp, skulle sagen lægges frem for den messianske menighed, som skulle forsøge at lægge pres på den som havde syndet. Dersom dette ikke hjalp, skulle han blive udstødt af forsamlingen og være som en synder og en tolder (en frafalden jøde) både for den som havde syndet og for menigheden.
Paulus
havde også lignede procedure for medlemmerne af den kristne
menighed, som havde begået en synd. Enten kunne menigheden dømme
ham, eller så kunne enhver kristen dømme ham: 1.Kor. 6,1-2. Gal.
6,1. 1.Tim. 5,19-20. Tit. 3,10
MAGTEN TIL AT
LØSE OG BINDE.
Vers
18-20. Binde- og løsemagten var oprindelig blevet givet til Peter:
Mat. 16,18-19. Her blev den givet til alle de 12 apostle. (Se hvad
jeg skriver om nøglemagten ifm. Mat. 16,18-19.
I
Rigets tid var bønnen betinget. Der blev stillet en række krav til
at den kunne blive opfyldt. Kravene var:
- Bønnen måtte være i Jesus navn. Joh. 14,13.
- De måtte samles i Jesu navn. Der skulle være to eller tre som bad om det samme: Mat. 18,16 og vers 19-20.
- De måtte være enige om hvad de skulle bede om: Mat. 18,19.
- De måtte bede i tro: Jakob 1,6.
- De måtte holde Jesu bud, for at bønnen kunne blive opfyldt: Joh. 15,7 vers 10. 1.Joh. 3,20
- De måtte bede efter Jesu vilje: 1.Joh. 5,14.
Apostelene
fik ikke alt det som de bad om. Dersom bønne ikke indeholdt disse
betingelser, så blev den ikke opfyldt.
Vi
skal nævne nogle eksempler på uopfyldte bønner: Mar. 10,35-40.
Luk. 9,54-56.
I
Paulus hans undervisning er bønne ikke betinget af ydre regler. Vi
kan bede om hvad vi vil, men det bliver op til Gud om han vil give os
det eller ikke. Det eneste løfte han har givet os ifm. bønnen, er
at han VIL BEVARE OS: Fil. 4,6-7.
I
vor tid er der mange bønner som IKKE BLIVER BESVARET, og
hovedgrunden til det er at Gud giver os det som er bedst for os på
langt sigt. Det som vi beder om, har ofte kortsigtet perspektiv,
men han ser alt i det lange perspektiv. Vi må holde fast på det
princip at alt tjener dem til gode, som elsker Herren: Rom. 8,28.
Vers
21-22. Rabbinerne mente at det var nok at tilgive 3 gange. Peter
foreslog 7 gange og tænkte sig at det var det rigtige antal. Jesus
sagde at han skulle tilgive 70 gange 7 gange som er 490 gange. Det er
udtryk for at man skule tilgive så ofte som der er behov for det.
I
den messianske lære var tilgivelsen afhængig af at man tilgav selv.
Den som ikke tilgav sine medmennesker, fik ikke selv tilgivelse: mat.
6,14-15.
I
den frie nådens tidsperiode er tilgivelsen af synd ikke afhængig af
om vi magter at tilgive vor næste eller ikke. Vi har syndernes
forladelse på grund af Guds godhed og nåde mod os.
Dette
betyder ikke at vi ikke skal tilgive hverandre, men det betyder at
tidsperioderne er forskellige.
DEN SOM IKKE TILGAV SELV,
FIK IKKE TILGIVELSE.
Vers
23-35. Denne lignelse illustrerer det som er sagt ovenfor, at den som
ikke var villig til at tilgive selv, den fik ikke tilgivelse.
"Kongen" i denne lignelse er "Jesus" og
"tjenerne" er "jøderne". Dommen er Guds dom over
Israel ifm. Jesu Genkomst.
Den
første tjener var sin herre skyldig 1000 talenter, som udgjorde 60
millioner kroner. Dette var en gæld som han ikke magtede eller
formåede at betale. (v.24.) Da han ikke magtede at betale sin gæld,
bestemte hans herre at alt det som han ejede, skulle sælges. Dette
gjaldt både hans hustru og hans børn. (v.25.) Den utro tjener bad
om udsættelse. Han sagde: "Vær langmodig mod mig, så skal jeg
betale dig alt sammen." (v.26.)
Denne
tjener var ikke bare utro, men han var urealistisk. Han kunne aldrig
formå at betale tilbage til sin herre det som han var skyldig. Hans
herre syntes det var synd for ham og eftergav hele gælden. (v.27.)
Gud
tilgav al deres synd på grund af sin store nåde. Han sagde at
synden bare kunne tilgives på grund af Jesus forsoning og Guds nåde.
Denne
tjener havde en med tjener, som skyldte ham 100 penninge, som
udgjorde 70 kr.. Han tog kvælertag på ham og forlangte at han
straks skulle tilbagebetale, det som han var ham skyldig.. Han fik
ham kastet i fængsel. (v.28-30.)
Da
hans herre fik høre om dette, kaldte han denne tjener til sig og
sagde til ham at på grund af at han havde eftergivet ham hele
gælden. Så burde han også have tilgivet sin næste. (v.32-33.)
Hans
herre som her er Jesus, blev vred på ham og satte ham i fængsel til
dem som pinte og sagde til ham at han ikke slap ud af fængselet, før
han havde tilbagebetalt hele sin gæld, for den som ikke slev tilgav,
den fik ikke tilgivelse af Gud. (v.34-35.)
I vor tidsperiode er tilgivelsen
ikke betinget af at vi tilgiver hverandre. Vi skal tilgive hverandre
fordi Jesus har tilgivet os: Ef. 4,32. Kol. 3,13