lørdag den 16. marts 2013

Matt. Evang. Åbenbarelsen på bjerget. O.E. Inderg.


MATTEUS EVANGELIET KAPITEL 17.
Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll. Norge. Kristen Bokproduksjon.
JESU ÅBENBARELSE PÅ BJERGET.
Vers 1-13. Seks dage efter at Jesus havde åbenbaret for sine disciple, at han skulle lide , dø og opstå på den 3. Dag, så tog han med sig Peter, Jakob og Johannes afsides op på et højt fjeld. Oppe på fjeldet blev han forklaret for deres øjne, således at både hans legeme og hans klæder blev hvide som lyset. (v.1-2.)
Vi ved ikke hvilket fjeld det var. Traditionen har udpeget Tabor til at være det fjeld, men det kan også være Hermon, da dette fjeld lå i nærheden af Cesarea Filipi: Mat. 16,13.
Mattæus sagde at dette skete efter 6 dage, medens Lukas siger at det skete "omkring otte dage" efter: Luk. 9,28. Der er ingen modsigelser mellem disse to tidsangivelser. Lukas regnede med den dag da samtalen om Jesu død og opstandelse fandt sted og den dag, da forklarelsen skete. Dette fjeld er et billede på Sion i Rigets tid. Det skal blive forvandlet til at blive det højeste fjeld i Israel.
Det verpe som er brugt for "at blive forklaret", er på græsk "metamorpho". Det er sammensat af to ord, og det er "meta" som betyder "efter" og "efterpå" og "morfe", som betyder "form", "skikkelse" og "eksistensform". Det betyder at den herlighed, som Jesus havde i himmelen, og som han måtte afklæde sig, blev synlig for de tre apostle. Det var ikke bare hans legeme som blev forklaret, men også hans klæder. Således som de så ham, således vil han fremstå som Kongen i Riget for Israel.
Apostlene fik ham at se som han i virkeligheden er. Han er "afglansen af hans (Guds) herlighed og afbilledet af hans væsen." Hebr. 1,3.
Efter at Jesus var blevet forklaret for deres øjne, så kom Moses og Elias og talte med Jesus. (v.3.)
Lukas fortæller os at de talte med Jesus om hans bortgang. Det er hans død: Luk. 9,31. Dette var det vigtigste som skulle ske i frelseshistorien. Alt afhænger af Jesu forsoning.
Det var ikke bare Jesus som viste sig for dem i herlighed. Det samme var tilfældet med Moses og Elias, men de havde naturligvis ikke den samme herlighed som Jesus havde. Da apostlene fik se dette, så blev de fuldt vågne. Før havde de været nær ved at sove: Luk. 9,30-32.
Moses repræsenterede Torahen og Elias repræsenterede profeterne disse to repræsenterede DE TO LINIER som vi har i jødernes frelseshistorie. Det er GUDS KRAV og GUDS NÅDE. Guds krav kommer til udtryk i Sina-pagten, medens Guds nåde kommer til udtryk i Abraham -, David- , Landpagten og den nye pagt i Jesu blod.
Disse pagter er helt forskellige. Medens den første er en betinget nådepagt, er de 4 andre ubetingede nådepagter. Den første pagt kunne ikke frelse jøderne. Den lovede dem et godt liv dersom de fulgte forpligtigelserne i denne pagt. Ordet "DERSOM" er et centralt ord i denne pagt. "Men DERSOM du (Israel) ikke hører Herrens, din Guds røst, så du agter vel på at holde hans bud og hans lover, som jeg giver dig i dag, da skal alle disse forbandelser komme over dig".5.Mos. 28,15.
Desuden måtte jøderne følge Mose Torah, dersom de skulle få tag i frelsen og blive bevaret i den. Gud kanaliserede sin frelse gennem overholdelsen af pagten. Den blev dermed indirekte frelsespagt.
De 4 andre pagter er nådepagter, og de har med Israels løfter og frelse at gøre. Alle pagter er baseret på Den Nye Pagt i Jesu blod, som også er en pagt som var lovet jøderne, men som også vi hedninger får lov til at gøre os nytte af.
Denne hændelse er et billede på Jesu genkomst i herlighed. Jesus repræsenter Kongen i Riget for Israel, medens Moses og Elias repræsenterede de troende jøder og hedninger, som har været bevaret i himmelen, og som Jesus skal føre med sig ifm. hans genkomst.
De tre apostle ,som var sammen med Jesus, repræsenter de jøder som er i live, når Jesus kommer tilbage.
Peter som var den forreste talsmand for apostlene, forslog at de kunne bygge 3 boliger til Jesus, Moses og Elias, så de kunne blive boende der på fjeldet. Dette viser også hvor lidt Peter havde forstået af Jesu død og opstandelse. Han forstod ikke forsoningens betydning før efter at Jesus havde sået op fra de døde. Det gjaldt også de andre apostle og disciple.
Når Peter forslog at de skulle bygge 3 boliger på fjeldet, så tænkte han at dersom de gjorde det, så ville der være en mulighed for at Riget for Israel kunne blive etableret med det samme. På Løvsalenes højtid, som også er et billede på 1000 års-riget, plejede jøderne at bygge hytter af løv og bo i dem så længe som festen varede. (se min bog: Jesu Genkomst, bind 4, kap: Løvhyttefesten.)
Peter havde ikke forstået at Riget for Israel ikke kunne blive oprettet fuldt ud før efter Jesu forsoning og Den Hellige Ånds komme på pinsefestens dag. Medens Peter endnu talte, da kom der en lysende sky over dem og overskyggede dem. Ud af skyen kom der en røst som sagde: "dette er min Søn, som jeg har velbehag i. Hør ham." (v.5.)
Denne lysende sky blev kaldt for "Schekina". Det var "Guds nedadstigende herlighed". Vi må skille mellem Gud selv, som var inde i skyen, og selve skyen. Vi mennesker kan ikke se Gud som han i virkeligheden er. Han bor i et lys som vi ikke kan komme ind i. Når Gud gæster sit folk, så skjuler han sig i denne sky af lys.
Gud selv talte ud fra skyen, og det som Gud sagde, var følgende:
  1. "Metraton", som er det samme som "Herrens engel", som igen er det samme som "Messias".
  2. "Memra", som er Guds Ord. Det er det samme som Messias.
  3. "Schekina", som er "Guds nedadstigende herlighed".
  4. "Ruach ha Kodesh", som er "Den Hellige Ånd".
  5. "Bath Kol", som er den himmelske åbenbaringsrøst, som er "Guds stemme". (Se mine bøger: Kristendommens Jødiske Rødder. Kapitel: Metraton og (bogen) Jødernes Konge, bind 3, kap.: Messias er Herrens herlighed.)
Apostlene vidste at Jesus var jødernes Messias: Mat. 16,17.v. 20. Problemet for apostlene var ikke at vide hvem Jesus var, men at forstå alt det han underviste dem om. De var bundet op i urigtige teologiske vurderinger, og de kan være det store problem med at kvitte sig af med.
Således er det også i dag. Når vi i vore artikler og bøger skiller mellem Jesu undervisning og Paulus hans undervisning, så er det bare et FÅTAL AF KRISTENFOLKET som forstår dette, for det passer ikke ind i den teologi som de er blevet undervist i gennem mange år.
Gud pointerede derfor overfor apostlene at de måtte høre på og forstå det som Jesus underviste om. Han henviste til det profetiske ord i 5.Mos. 18,15. Den eneste trosbekendelse som jøderne har er Shema, som betyder "Hør".
(Se min bog Jesus Genkomst, bind 5, kap.: Den treenige Gud i Tanaz.)
De som skulle forkynde om Riget, måtte kende til det åndelige fundament for riget. De skulle videreføre Jesu undervisning – både for jøderne i Israel og jøderne i diasporaen. Gennem egne erfaringer, gennem Jesu undervisning og gennem Den Hellige Ånds undervisning fik de efterhånden kendskab til Rigets åndelige fundament.
Da de tre apostle hørte Guds stemme ud af skyen, blev de så forfærdet, at de faldt ned på deres ansigt. (v.6.)
Når et menneske kommer i kontakt med Den Hellige Gud, så bliver reaktionen den samme. Der kommer en rædsel og en ærefrygt over mennesket. En opdager sin egen uværdighed overfor Gud. Dette var både reaktionen til profeten Elias, til Peter, til Paulus og til Johannes: Es. 6,5. Luk. 5,8. Ap.gr. 9,3-4. Johs. Åb. 1,17-18.
Jesus gik bort til de tre apostle, rørte ved dem og sagde: "Stå op ! Frygt ikke." (v.7.)
Udtrykket "Frygt ikke" forekommer ofte gennem hele Bibelen. Den som tror på Jesus, har ingen grund til at frygte, for den som tror på Jesus, har den fuldkomne kærlighed lagt ned i sit hjerte, og den driver frygten ud: 1.Joh. 4,18. Vi bliver opfordret til at elske Gud: v.8.
Både Moses, Elias og Schekina var forsvundet. Alt var ved det normale, men Jesus var der.
Således er det også med alle Guds mænd og kvinder, som har åbenbaringer fra Gud. Synet forsvinder, men Jesus er der hele tiden. I vor tid operer (virker) Jesus gennem Den Hellige Ånd.
Da de gik ned af fjeldet , så forbød Jesus dem at fortælle noget om dette syn, før efter at han var opstået fra de døde. (v.9.)
Dette var det femte forbud som de havde fået, og som er nævnt i dette evangelium. Grunden til at de ikke fik lov til at sige det – hverken til de andre apostle eller nogen af jøderne, var det forhold at det bare ville føre til at forventningerne om oprettelsen af Riget for Israel ville overskygge det faktum, at Jesus måtte lide og dø.
Efter at Jesus var opstået fra de døde, så skrev Peter om dette syn. Det blev da åbenbaret for alle: 2.Pet. 1,17-18.
I Mattæus 17,9 hvor også tidsverbet "heos" bliver brugt. Det betyder "før", men her er det brugt uden partikgelen "an", som udtrykker en mulighed, som der er knyttet en betingelse til. Der var med andre ord ingen usikkerhed angående Jesu død og opstandelse. Han skulle dø for alle verdens synd uden nogen som helst forpligtigelse fra jødernes side: Mat. 16,28.
De tre apostle spurgte Jesus hvorfor de skriftlærde sagde at Elias måtte komme før Messias. Jesus svarede at Elias skulle komme, ja ikke bare det, men han er kommet, for at sætte alt i den rette skik, men store deler af jødefolket ville ikke anerkende ham som Elias, og Herodes Antipas tog livet af ham. Jøderne skulle også tage livet af Menneskesønnen. (v.10-12.)
Det var ret det som farisæerne og rabbinerne havde sagt, at Elias skulle komme før Messias, men i og med at de ikke anerkendte Jesus, som jødernes Messias, ville de heller ikke anerkende døberen Johannes som den Elias som skulle komme. Der var en sammenhæng i dette.
Desuden mente de at Elias ville komme ned fra himmelen, og det gjorde Johannes ikke.
Johannes var ikke den samme som Elias, men han gik frem "i Elias ånd og kraft": Luk. 1,17. Det vil sige at han havde den samme åndelige dristighed og integritet, som Elias havde haft. Han var ikke bange for at bringe det budskab, som han havde fået fra Herren.
Når der står at Johannes skulle sætte "alt i rette skik", så betyder det at han skulle være det redskab, som skulle genoprette det åndelige fundament i Israel, således at Jesus kunne genoprette Davids kongerige.
De tre apostle forstod at Jesus havde talt til dem om døberen Johannes. (v.13.)
Det var godt at Jesus forklarede dem dette, for den Elias som de havde set på fjeldet, havde åbenbaret sig EFTER AT Messias var kommet. De var i vildrede. om dette, men nu fik de et svar som de kunne slå sig til ro med. Det som de fortsat ikke forstod, var at Messias måtte lide og dø for jødernes synder. (Se det jeg skriver om Elias under Mattæus 11,10-14.
Vers 14-21. Da apostlene og Jesus kom ned til folket, kom en mand til Jesus med sin søn. Han havde en eller anden form for epilepsi. Dette gjorde at han ofte faldt i ilden eller i vandet. Manden faldt på knæ for Jesus og bad ham om at helbrede drengen. Manden havde ført drengen til Jesu apostle, men de var ikke i stand til at helbrede ham.
Denne mand vidste at Jesus var istand til at hjælpe ham. Han opsøgte først disciplene til Jesus, men de var ikke istand til at helbrede ham. Ifm. deres udsendelse havde alle disciplene fået magten til at helbrede "al sygdom", men til trods for det, så var de ikke i stand til det. Der manglede noget i deres udrustning, og det var TRO.
I flg. Mark. 9,23 sagde Jesus til denne mand på hans forespørgsel om han kunne helbrede hans søn: "om jeg formår ? Alt er muligt for den som tror." Manden svarede: "Jeg tror, Hjælp min vantro." Mark. 9,24.
Det subjektiv som her er brugt, for "vantro", er "apistis". Det betyder "ikke tro". Det er blevet oversat med "vantro", men det er ikke helt rigtigt, for han havde tro til at komme til Jesus, men han havde ikke den tro som der krævedes, til at hans søn skulle blive helbredt.
Jesus bebrejdede også sine apostle , for at de ikke havde den stærke tro, som skulle til for at drengen kunne have blevet helbredt. Derfor han sagde til dem. (v.17.)
I dette udsagn blev også farisæerne og det jødiske folk medtaget, for ordet "slægt" (gr.genea) går på et "bestemt slægtled" eller "generation" af det jødiske folk. Det var den generation som levede på Jesu tid.
Til trods for at både farisæerne og det jødiske folk var med i dette udsagn af Jesus, så var der alligevel forskel på den tro (gr.pistis) som disse havde og den tro som Jesu apostle havde. Apostlene havde for lidt tro, medens mange af folket ikke havde tro i det hele taget. Det bliver "vantro".
I vor tid kræves der ikke en speciel tro, for at blive helbredt. Det er Guds nåde som helbreder, og helbredelser bliver givet til både troende og ikke troende: Gal.3,5.
Jesus truede den onde ånd som var i drengen. Den for ud af ham, og drengen var helbredt. (v.18.)
Hele denne begivenhed var en stor kontrast til det som de 3 apostle havde oplevet på fjeldet. Medens de var på fjeldets top, havde Jesus åbenbaret sin herlighed for dem. Nu de kom ned fra fjeldet, så de Djævelen i fuld virksomhed med at plage drengen. Guds gerninger og Satans gerninger er modsætninger. Medens Satan var kommet for at plage, pine og ødelægge, så var Jesu kommet for at give liv, styrke og helbredelser. Han var kommet for at genoprette det som Satan havde ødelagt. Apostlene gik til Jesus og spurgte om hvad der var grunden til at de ikke kunne uddrive den onde ånd. Jesus svarede 3 ting på dette spørgsmål:
  1. De kunne ikke uddrive den på grund af vantro.
  2. De kunne ikke drive den ud uden bøn.
  3. De kunne ikke drive den ud uden faste.
Videre sagde Jesus at dersom disciplene havde tro som et sennepskorn, så havde de kunne sige at dette fjeld skulle flytte sig fra sit sted, ingen ting skulle være umulig for den som troede. (v.19-21.)
Det var ikke nok at have tro for at uddrive denne onde dæmon. Han var specielt stærk. Der måtte både bøn og faste til.
Det var ikke størrelsen på tro som betød noget, men det var KVALITETEN på troen "At have tro som et sennepsfrø" betyder "at have en liden tro af stor kvalitet, men at have en stor tro af kvalitet".
"At flytte fjeld (bjerge)" er et hebraisk udtryk for "at løse problemer". Det betyder ikke at disciplene skulle forandre topografien i Israel, men det betyder at de skulle løse alle problemerne for folket. Jøderne brugte ofte konkrete udtryk for abstrakte forhold. Det har vi mange eksempler på. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, Kap.: Den hebraiske tænkemåde. Se også min artikel: Kundskaben om jødedommen og bibelsk fortolkning.)
Det mærkelige er at Paulus i sine breve ikke nævner at vi skal kaste ude dæmoner af menneskerne. Det betyder ikke at vi ikke skal gøre det, men han lægger hellere vægten på at vi skal med Den Hellige Ånds hjælp kæmpe mod de onde kræfter, som forsøger at ødelægge os: Ef. 3,11-12.
Hovedgrunden til at Paulus ikke nævnte at den kristne menighed skal uddrive de onde ånder, er det forhold , at det vigtigste, som sker i vor tidsperiode, er udtagelsen af den kristne menighed og ikke dæmonernes underlæggelse under Guds rige. Vi magter ikke at kristne verden i vor tidsperiode. Det går fra ondt til værre med verdensforløbet. I tiden som ligger foran vil Satan, bare forstærke sit greb på de u-frelste. Det vil ende i den store trængsel og Harmagedon.
Hvad der gælder forholdet mellem dæmonerne og den som tror på Jesus, så har vi ikke anledning til at trænge ind i den troende.. Den Hellige Ånd som bor i os, vil sørge for det.. Dæmonerne derimod kan virke gennem vort kød. Dersom vi ikke lægger vort kød under Den Hellige Ånds indflydelse, så sker det at vi tager afgørelser i vort liv, som Den hellige Ånd ikke er enig i. Vi gør den Hellige Ånd sorg, og vi får dårlig samvittighed.
Vers 22-23. Disciplene vidste om dette. Jesus havde fortalt dem dette ved Cesarea Fillipi. Der havde Peter på vegne af de 12 apostle taget Jesus til side og irettesat ham for det. :Mat. 16,21. Når Jesus fortalte dem dette påny, blev de "meget bedrøvede". (v.23.)
De reagerede på en NY MÅDE, men til trods for det så forstod de ikke forsoningens nødvendighed før efter Jesu opstandelse: Luk. 18,34. Dette betyder at Jesus disciple ikke forkyndte Jesu død og opstandelse under Jesu jordeliv.
Det som man ikke forstå, det bør man heller ikke forkynde.
Vers 24-27. Da Jesus og hans disciple kom til Kapernaum, kom de som opkrævede tempelskatten og spurgte, om Jesus ikke betalte tempelskatten ? (v.24.) Iflg. 2.Mos. 30,13 skulle alle jødiske mænd, som var indført i mantalet betale en halv sekel i året i tempelskat. Denne skat blev kaldt for "didrakma", som betyder "dobbelt drakma". En dobbelt drakma var det som man tjente på 2 dage.
Peter svarede at hans mester betalte denne skat. Dan han kom ind i huset så spurgte Jesus ham: "Hvem tager kongerne på jorden (i Israel) skat af - af sine børn eller af de fremmede ? Peter svarede: "Af de fremmede". Jesus sagde: "Så er jo børnene fri." (v.25-26.)
Peter tog det som en selvfølge at Jesus også skulle betale denne skat, for han var jo borger af Israel. Peter svarede Jesus at kongerne tog skat af de fremmede, og som en konsekvens af dette skulle børnene ikke betale denne skat
Med dette viste Jesus Peter to ting, og det var:
  1. Jesus var herre over templet og skulle derfor ikke betale nogen skat til templet.
  2. Jesus inkluderede Peter i sit eget fællesskab og ophøjede ham til søn (samfund) På samme måde som Jesus var herre over templet, var Peter også delagtig i dette ejeskab. Dette gjaldt ikke bare Peter, men det gjaldt de 12 apostle. De skulle i genfødelsen sidde på 12 troner i templet og frelse Israels 12 stammer: Mat. 19,28.
Jesus bad Peter om at gå ned til Genesaret søen og kaste en krog ud. Den første fisk som han fik, skulle han tage op. Han skulle finde en stater i munden på den. Den skulle kan tage ud og give den til skatte indskriverne for Jesus og Peter. (v.27.) Jesus som både ved og vidste alt, kendte til at der var en fisk i Genesaret søen, som svømmede omkring med en stater i munden. Han vidste til og med hvem der havde kastet den ud i søen. Han vidste hvad den skulle bruges til. Alt er åbenbaret for Jesus.
En stater var 4 drakmer. Det var akkurat nok til at dække skatten for Jesus og Peter.
KAPPITEL 18.
Vers 1-14. Apostlene spurgte Jesus om hvem som var den største i himlenes rige. (v.1.) De havde på forhånd diskuteret hvem af dem som var den største i himlenes rige. Da Jesus spurgte dem, om hvad de havde talt om på vejen, så ville de ikke svare på det: Mark. 9,33-34, men han vidste alt om dette. Jesus behøver ikke at spørge nogen om noget som helst. Alt er åbenbaret for ham som vi har med at gøre.
Apostlene havde et galt billede af hvad STORHED var i Guds rige. De havde ment at det største i Guds Rige måtte være STYRKE, VELTALENHED, KUNDSKAB og VISDOM. De var med andre ord misundelige på hverandre angående den position som hver enkelt havde fået af Jesus. De var misundelige på Peter, som var blevet gjort til den ledende iblandt dem. Jesus havde kaldt ham for en "klippe": Mat. 16,18. Jesus havde også udvalgt 3 apostle til at være sammen med ham på "Det hellige fjeld": Mat. 17,1.
Jesus tog et lille barn og stillede det mellem dem og sig og sagde: (v.2-4.)
Det som kendetegner et lille barn er YDMYGHED og AFHÆNGIGHED af andre. På samme måde som et lille barn er afhængig af sine forældre, skulle apostlene være afhængige af Gud og ikke fremme Guds rige i egen magt og kraft.
Jesus som var den største i Guds rige, underkastede sig også under Guds vilje – både ved at han afså sin egen herlighed hos Faderen, og ved at han tog på sig al verdens synd. Derfor blev han også ophøjet af Gud til at være den største: Fil. 2,6-9. Apostlene burde have vidst dette. Det stod i Tanach: Ordsp. 16, 19-20. Mika 6,8. Mat. 5,3-11.
I den græske verden var det "at være ydmyg" set på som en svaghed. I Guds rige er det modsat. Den som var ydmyg , den var stærk, for den havde sin styrke fra Gud. Jesu lære var en ny lære. Den som ville være stærk, måtte blive som et barn. Matin Luther har sagt: Tænk ikke på at blive stor, men lille. Bliver du det ,kommer storheden af sig selv."
Jesus sagde videre at den som tog imod et barn for Jesu navns skyld, den tog imod Jesus selv. Den som førte et barn til fald, for ham var det bedre at der blev hængt en møllesten om hans hals, og han blev sænket i havets dyb: (v.6-7.)
Der var to typer møllesten i Israel. Den som var lille, som husmoderen selv kunne dreje, når hun ville male korn. Her er der tale om den store møllesten (gr.mulos onikos). Ordet kommer af "onos", som er det græske ord for "æsel" og "mulos", som betyder "kvernesten". Det betyder at denne type kværnsten blev drevet rundt af et æsel eller et andet dyr. Den var meget større end den lille mursten.
"At forføre" er på græsk "skandalon". Det betyder "at sætte en fælde for" "Skandalon" var den pine med lokkemad, som skulle lokke et dyr ind i fælden.
Vers 7-9. Her er der ikke tale om at man skal lemlæste sig, for at få del i Guds rige, men denne udtryksmåde beskriver et fortolkningsprincip som jøderne havde, og som de kaldte for "kall ve chomer". Det kan oversættes med "let og tung". Det betyder at ved at tage en vigtig afgørelse på et tidligt tidspunkt, så kan man forhindre at noget værre sker på et senere tidspunkt. (Se min artikel: Kundskab om jødedommen og bibelske fortolkning. Del 1.)
"Livet" var her et udtryk for "himlenes rige". "den tidsalderlige ild" er både udtryk for "dommen og "fortabelsen". Dommen gik ud på at jøderne ikke fik del i Riget for Israel. De fik ikke del i de retfærdiges opstandelse og blev indbyggere i det jordiske Jerusalem, men de måtte vente i dødsriget til de uretfærdiges opstandelse på den sidste dag, hvor de ville blive dømt til et evigt ophold i ildsøen. Johs. Åb. 20,11-15.
I Paulus sin forkyndelse går fortabelsen ud på at de ikke får del i det himmelske Jerusalem, som er det samme som himmelen.
Jesus sagde videre til sine apostle at de måtte se til, at de ikke foragtede en af disse små, som troede på ham, for deres engle var altid i Guds nærhed: (v.10-11.)
Med udtrykket "en af disse små" tænkes der både på børn og de som havde blevet som børn (v.4.) Dette blev begrundet med to forhold:
  1. Deres engle var bestandig i Guds nærhed. De kunne bede Gud om både at bevare de små, som blev forfulgt og at straffe den som forfulgte de små.
  2. Jesus er kommet for at frelse alle mennesker – også de som blev anset for at være små.
Vi må passe os for at vi ikke foragter eller ser ned på noget menneske. Vi skal hjælpe og vejlede alle og pege på Jesus som redningsmanden for alle mennesker. Vi har ikke noget med at dømme eller foragte, for dommen hører Jesus til.
Jesus fortale en lignelse om en mand som havde 100 får. Da den ene forvildede sig fra de andre, så forlod manden de 99 og ledte efter den ene, dersom han fandt dette får, så skulle han glæde sig mere over denne ene end over de 99. Det var ikke Guds vilje at nogen af "disse små" skulle gå fortabt (v.12-14.)
Jesus forlod ikke de 99 som var trygt bevaret i flokken. De blev passet af de andre får, men Jesus ledte efter den ene som havde forvildet sig, og dersom han fandt det, så blev det en større glæde, når han fandt den ene, som han havde haft problemer med, end de 99 som havde opført sig ordentlig.
Den samme problemstilling kommer til udtryk i lignelsen om de to bortkomne sønner: Luk. 15,11-32.
Vers 15-17. I den messianske jødedom var der tre trin i oprettelsen for en som havde syndet mod en troende broder:
  1. Den der var blevet begået synd imod, skulle først gå til den som havde syndet mod ham – i et forsøg på at få ham til at indse dette. Hovedhensigten var ikke at vedkommende skulle få oprejsning, men at synderen skulle blive frelst.
  2. Dersom dette ikke hjalp, skulle han medtage to andre fra menigheden. De skulle være vidnerne mod ham som havde syndet. Ved to eller tre vidnerne skulle enhver sag stå fast: 5.Mos. 19,15.
  3. Dersom dette ikke hjalp, skulle sagen lægges frem for den messianske menighed, som skulle forsøge at lægge pres på den som havde syndet. Dersom dette ikke hjalp, skulle han blive udstødt af forsamlingen og være som en synder og en tolder (en frafalden jøde) både for den som havde syndet og for menigheden.
Paulus havde også lignede procedure for medlemmerne af den kristne menighed, som havde begået en synd. Enten kunne menigheden dømme ham, eller så kunne enhver kristen dømme ham: 1.Kor. 6,1-2. Gal. 6,1. 1.Tim. 5,19-20. Tit. 3,10
MAGTEN TIL AT LØSE OG BINDE.
Vers 18-20. Binde- og løsemagten var oprindelig blevet givet til Peter: Mat. 16,18-19. Her blev den givet til alle de 12 apostle. (Se hvad jeg skriver om nøglemagten ifm. Mat. 16,18-19.
I Rigets tid var bønnen betinget. Der blev stillet en række krav til at den kunne blive opfyldt. Kravene var:
  1. Bønnen måtte være i Jesus navn. Joh. 14,13.
  2. De måtte samles i Jesu navn. Der skulle være to eller tre som bad om det samme: Mat. 18,16 og vers 19-20.
  3. De måtte være enige om hvad de skulle bede om: Mat. 18,19.
  4. De måtte bede i tro: Jakob 1,6.
  5. De måtte holde Jesu bud, for at bønnen kunne blive opfyldt: Joh. 15,7 vers 10. 1.Joh. 3,20
  6. De måtte bede efter Jesu vilje: 1.Joh. 5,14.
Apostelene fik ikke alt det som de bad om. Dersom bønne ikke indeholdt disse betingelser, så blev den ikke opfyldt.
Vi skal nævne nogle eksempler på uopfyldte bønner: Mar. 10,35-40. Luk. 9,54-56.
I Paulus hans undervisning er bønne ikke betinget af ydre regler. Vi kan bede om hvad vi vil, men det bliver op til Gud om han vil give os det eller ikke. Det eneste løfte han har givet os ifm. bønnen, er at han VIL BEVARE OS: Fil. 4,6-7.
I vor tid er der mange bønner som IKKE BLIVER BESVARET, og hovedgrunden til det er at Gud giver os det som er bedst for os på langt sigt. Det som vi beder om, har ofte kortsigtet perspektiv, men han ser alt i det lange perspektiv. Vi må holde fast på det princip at alt tjener dem til gode, som elsker Herren: Rom. 8,28.
Vers 21-22. Rabbinerne mente at det var nok at tilgive 3 gange. Peter foreslog 7 gange og tænkte sig at det var det rigtige antal. Jesus sagde at han skulle tilgive 70 gange 7 gange som er 490 gange. Det er udtryk for at man skule tilgive så ofte som der er behov for det.
I den messianske lære var tilgivelsen afhængig af at man tilgav selv. Den som ikke tilgav sine medmennesker, fik ikke selv tilgivelse: mat. 6,14-15.
I den frie nådens tidsperiode er tilgivelsen af synd ikke afhængig af om vi magter at tilgive vor næste eller ikke. Vi har syndernes forladelse på grund af Guds godhed og nåde mod os.
Dette betyder ikke at vi ikke skal tilgive hverandre, men det betyder at tidsperioderne er forskellige.
DEN SOM IKKE TILGAV SELV, FIK IKKE TILGIVELSE.
Vers 23-35. Denne lignelse illustrerer det som er sagt ovenfor, at den som ikke var villig til at tilgive selv, den fik ikke tilgivelse. "Kongen" i denne lignelse er "Jesus" og "tjenerne" er "jøderne". Dommen er Guds dom over Israel ifm. Jesu Genkomst.
Den første tjener var sin herre skyldig 1000 talenter, som udgjorde 60 millioner kroner. Dette var en gæld som han ikke magtede eller formåede at betale. (v.24.) Da han ikke magtede at betale sin gæld, bestemte hans herre at alt det som han ejede, skulle sælges. Dette gjaldt både hans hustru og hans børn. (v.25.) Den utro tjener bad om udsættelse. Han sagde: "Vær langmodig mod mig, så skal jeg betale dig alt sammen." (v.26.)
Denne tjener var ikke bare utro, men han var urealistisk. Han kunne aldrig formå at betale tilbage til sin herre det som han var skyldig. Hans herre syntes det var synd for ham og eftergav hele gælden. (v.27.)
Gud tilgav al deres synd på grund af sin store nåde. Han sagde at synden bare kunne tilgives på grund af Jesus forsoning og Guds nåde.
Denne tjener havde en med tjener, som skyldte ham 100 penninge, som udgjorde 70 kr.. Han tog kvælertag på ham og forlangte at han straks skulle tilbagebetale, det som han var ham skyldig.. Han fik ham kastet i fængsel. (v.28-30.)
Da hans herre fik høre om dette, kaldte han denne tjener til sig og sagde til ham at på grund af at han havde eftergivet ham hele gælden. Så burde han også have tilgivet sin næste. (v.32-33.)
Hans herre som her er Jesus, blev vred på ham og satte ham i fængsel til dem som pinte og sagde til ham at han ikke slap ud af fængselet, før han havde tilbagebetalt hele sin gæld, for den som ikke slev tilgav, den fik ikke tilgivelse af Gud. (v.34-35.) I vor tidsperiode er tilgivelsen ikke betinget af at vi tilgiver hverandre. Vi skal tilgive hverandre fordi Jesus har tilgivet os: Ef. 4,32. Kol. 3,13


ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuat@mail.dk www.denpaulinskegruppe.blogspot.com