Matt. Evangeliet, en sammenligning. O.E. Inderg.

MATTEUS EVANGELIET

Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll. Norge.

KRISTEN BOKPRODUKSJON.

EN SAMMENLIGNING MELLEM JESU OG PAULUS` LÆRE

KAPITEL 11.

"Og det skete da Jesus var færdig med at give sine disciple disse forskrifter, da drog han derfra for at lære og forkynde (gr.kerysso) i deres byer. Men da Johannes i fængselet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og lod sige: Er du den som skal komme, eller skal vi vente en anden ? Og Jesus svarede og sagde til dem: Gå bort og fortæl Johannes det som i hører og ser: Blinde ser halte (lamme) går, spedalske renses og døve hører og døde står op, og evangeliet (gr.evangelion) forkyndes for fattige; og salig (gr.makarios) er den som ikke tager anstød af mig." (v.1-7.)Da Jesus havde givet sine apostle de forskrifter som er gengivet i kap.18, drog han videre for at lære, forkynde og helbrede i de andre byer i Galilæa. (v.1.)

Vi må huske på at Jesu lære primært ikke gjaldt den kristne menigheds tid, selv om en del af principperne er de samme. Jesu lære angik jøderne og deres forhold til himlenes rige, som er det samme som Riget for Israel. Rent tidsmæssig gælder denne lære tre perioder, og det er: Fra døberen Johannes og til Paulus hans undervisning om den frie nåde. Disse to forkyndelser gik paralle frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70. Efter Jerusalems og templets ødelæggelse blev "evangeliet om Riget" trukket tilbage. Det skal komme igen efter den kristne menigheds bortrykkelse.

1. I 1000 års-riget, som er det samme som Riget for Israel.
2. Disse forskrifter finder vi i døberen Johannes, Jesu og apostlenes forkyndelse evangelierne, i den første del af

Ap. Gr. og i de jødiske Skrifter i N.T. Den kristne menigheds lære finder vi i Paulus` breve. Der er både ligheder og forskelle på disse to undervisninger. Vi skal i det flg. beskrive de ligheder som der er:

1. I begge undervisninger må et menneske fødes på ny for at få del i Guds rige. Joh. 3,1-10, men det som ligger til grund for den nye fødsel, vil være forskellig. I den messianske jødedom måtte en både omvende sig, angre sine synder, tage vanddåben og tro på Jesus, for at få del i Guds rige. I vor tid er det nok at tro på Jesus og bekende Jesu navn. Man bliver på dette grundlag døbt ind i det kristne legeme af Den Hellige Ånd. 1.Kor. 12,13.
2. I begge undervisninger må et menneske tro på Jesus, for at få del i Guds rige. Et udtryk for dette er at "VÆRE I KRISTUS". Dette udtryk bliver brugt om begge menigheder. "For i, brødre, er blevet efterfølgere af de Guds menigheder (de messianske menigheder), som er I KRISTUS JESUS i Judæa idet også i har lidt det samme af deres landsmænd som de har lidt af jøderne." 1.Tess. 2,14. "Derfor, dersom nogen er I KRISTUS, da er han del af en ny skabning. Det gamle er borte. Se, der er kommet noget nyt i stedet." 2.Kor. 5,17.
3. I begge lærer må et menneske have Den Hellige Ånd som frelsespant for at være frelst.
4. I begge lærerne er det Guds nåde som frelser.
5. I begge lærer er de som bliver frelst, gjort til nye mennesker. Efter pinsefestens dag fik vi en type nye mennesker, og det er GENFØDTE MENNESKER.
6. Jesus opfyldte Torahen for både jøder og hedninger som grundlag for frelsen, for ingen kan frelse sig selv ved egne gerninger. I vandringen som troende jøder var Torahen ikke ophævet for de messianske jøder. De blev testet på deres tro i forhold til Mose Torah og Jesu Torah.

Den kristne menighed er ikke bundet til den jødiske Torah i vandringen som troende.

Af uligheder kan vi nævne følgende forhold:

1. Medens den messianske forkyndelse tog sigte på at udtage medlemmer for himlenes rige, så tager den paulinske lære ud medlemmer til Kristi legeme.
2. Medens den messianske forkyndelse udtog et folk af jøder og hedninger, som kunne styre sammen med Jesus i Rigets tid, så tager den paulinske lære ud et folk af hedninger og jøder, som ikke har en jordisk tilknytning. Dette folk har en HIMMELSK TILKNYTNING i Rigets tid, vi skal styre sammen med Jesus ud fra himmelen. De messianske jøder skal styre på jorden.
3. Medens den messianske lære udtog et folk af den jødiske nation, som skal være præster og konger i Rigets tid, så tager den paulinske forkyndelse ud et folk som udgør Kristi legeme.
4. Medens den messianske lære var knyttet til Jesus krav og forordninger, som var baseret på en rigtig fortolkning af Mose Torah, så er den paulinske lære udelukkende knyttet til Guds nåde og Paulus` undervisning.
5. Medens den messianske lære opererede med to retfærdighedsbegreber, som var Guds retfærdighed og jødernes egen retfærdighed, så har den paulinske lære bare et retfærdighedsbegreb, og det er Guds retfærdighed eller Guds nåde.
6. I den messianske lære måtte jøderne holde Torahen, dersom de skulle få del i Guds rige. I den paulinske lære er det nok at tro på Jesus
7. I den messianske lære måtte jøderne tage vanddåben, for at blive medlemmer i Guds rige. I den kristne menigheds lære er VANDDÅBEN AFSKAFFET som indirekte frelsesmiddel, for den hører med til jødedommen.
8. I den messianske lære måtte jøderne holde Jesu Torah, der som de skulle blive helbredt. I den paulinske lære bliver en helbredt ved Guds nåde. "Han som giver jer Ånden og VIRKER KRAFTIGE GERNINGER iblandt jer, gør han det ved lovgerninger eller ved Ånden ?" Gal. 3,5.
9. I den messianske lære måtte jøderne have TRO som forudsætning for at helbredelsen kunne finde sted. I den paulinske lære er helbredelserne ikke knyttet til menneskernes tro, men til Guds nåde
10. I den messianske lære blev jødernes forhold til Gud reguleret ved at de opfyldte Jesu lære og Jesu bud. I den paulinske lære bliver forholdt til Gud reguleret gennem Guds nåde.
11. I forholdet til medmenneskerne og til samfundet er begge lære knyttet til de regler som Guds Ord har opsat for dette. De messianske jøder var knyttet til Mose Torah og til Jesu nye Torah. Hedningerne har altid været knyttet til Mose Torah.
12. I den messianske lære virkede nådegaverne som en TOTALITET. I den paulinske lære virker nådegaverne bar stykkevis. 1.Kor. 13,9-13.
13. I den messianske lære havde de 12 apostle den samme autoritet som Jesus. De kunne til og med tilgive synd på Guds vegne. Joh. 20,23. Denne autoritet har den kristne menighed ikke. (se min bog: kristendommens Jødiske Rødder: En sammenligning mellem den messianske jødedom og den kristne menighed.)

Vi, som hører med til den kristne menighed, er knyttet til den paulinske undervisning, som naturligvis medtager en del jødiske elementer ind i læren. Kristendom er jødedom som er tilpasset hedninger i den frie nåden tidsperiode.

Der er nogen som tror og lærer, at vi ikke behøver noget bud eller nogle regler i vor tidsperiode, men dette er ikke rigtigt. Til trods for at alle Torahens bud og forordninger bliver opfyldt i det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og sin næste, så giver Paulus alligevel mange formaninger til den kristne menighed. Der er ca. 400 bud og forordninger i Paulus hans undervisning. Disse bud og forordninger bliver kaldt for "Kristi lov". (Se f.eks. Romerbrevet 12-14, som er fyldt af formaninger om, hvordan en kristen skal leve. Ef. 6,2. (Se også Robert C.Brocks bog: The Commands of Christ for Christian Living.

Der er også nogen som lærer, at vi behøver budene, for at kødet (den uomvendte natur i os) skal blive bedre. Dette er også urigtigt, for ved udøvelsen af gerninger VOKSER KØDET, og det mindsker ikke: Gal. 5,16. Ef. 6,11.

Jesus er også død for vort kød, så det har muligheder i sig for at blive svækket. Jesus døde for hele mennesket: Rom.6,6.

Det forhold at Mose Torah som et egentlig trossystem er ophævet i vor tid, betyder ikke at de enkelte bud i jødernes Torah er ophævet.

I Riget for Israel, når det kommer, må hedningerne også underkaste sig Jesu Torah og Jesu undervisning: Mat. 28,20.

DØBEREN JOHANNES. DEL 2.

Døberen Johannes havde på dette tidspunkt siddet ca, et år i fængselet. Han blev fængslet af Herodes Antipas, fordi han offentlig havde irettesat ham for hans i legitime forhold til sin "kone". Han sad fængslet i Makerus fængsel der var en del af Herodes Antipas hans slot.

Til trods for at døberen Johannes både havde hørt Guds stemme om at Jesus var Messias, og havde set Guds Ånd fare ned over Jesus som en due: Mat. 3,16-17, så formåede han ikke at fastholde denne åbenbaring og tro den fuldt ud. Han ville have en NY BEKRÆTIGELSE af Jesus på at Jesus var jødernes Messias.

Dette behøver ikke at være udtryk for mangel på tro, men det kan være et udtryk for en manglende forståelse for Jesu forsoning. Til trods for at Johannes havde udtalt at Jesus bar bort (tog bort) al verdens synd: Joh. 1,29, så behøvede dette ikke at betyde at han kendte til alle sammenhænge angående Jesus som konge i Riget og Jesus som forsoner.

Dette kendte apostlene heller ikke til før efter Jesu død og opstandelse: Luk. 18,31-34.

Johannes sendte derfor nogle af sin disciple til Jesus, og de spurgte ham direkte. "Er du den som skal komme eller skal vi vente en anden ?" (v.3.)

Jesus svarede ikke direkte på dette spørgsmål, men han pegede på de messianske undergerninger, som han havde foretaget. (v.5.) De var bevis på at Gud havde sendt ham, og at han var jødernes Messias. Men jeg har det vidnesbyrd som er større end Johannes har vidnet, for de gerninger som Faderen har givet mig at udføre, selve disse gerninger som jeg gør, de vidner om mig at Faderen har udsendt mig. Joh. 5,36.

Jesus sagde også at evangeliet om riget blev forkyndt for DE FATTIGE. (v.5.)

Når Jesus sagde at evangeliet blev forkyndt for de fattige, så betyder dette ikke at evangeliet ikke blev forkyndt for de rige. Det blev forkyndt for alle mennesker, men der blev sat et krav til de jøder som ville arve Guds rige, at de måtte sælge det som de ejede og give det til fællesskabet.

De rigdomme som jøderne havde, var ikke deres ejendele, men de skulle forvalte dem på vegne af Gud til fællesskabets bedste. Dette kommer tydeligt frem i Mose Torah og i Jesu lære.

"De fattige" var derfor jøderne som havde givet deres penge og deres rigdomme til Guds rige.

I den almindelige fortolkning har man ment at "de fattige", er de "fattige i ånden"!. Dette er dem som ingenting har i dem selv, men er afhængige af Guds ordninger og Guds nåde. Dette er ikke en rigtig forståelse af hvem "de fattige" var

Essenerne, som var en sekt på Jesu tid, lærte at "de fattige" var dem som havde givet deres penge og rigdomme til fællesskabet og til Guds rige.

Der blev stillet krav til de som ville være medlemmer i dette trossamfund, at de måtte sælge det som de ejede og give det til fællesskabet.

De beskrivelser som Jesus brugte i Mat. 11,5, var til dels de samme ord som kommer til udtryk hos profeten Esajas, "Da skal blinde øjne åbnes, og de døve ører oplades. Da skal den lamme spring som en hjord, og den stumme tunge juble. For kilder bryder frem i ørkenen og bække i ødemarken. (Det sidste skal ske på et senere tidspunkt.) Es. 35,5-6. "Herrens, Israels Guds Ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig til at forkynde et godt budskab for de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem som har et sønderbrudt hjerte, til at udråbe frihed for de fangne og løslade de bundne, til at udråbe et nådens år (1000 års-riget) fra Herren og en hævnens dag fra Gud (det sidste skal ske på et senere tidspunkt), til at trøste alle sørgende, til at give de sørgende i Sion hovedpryd i stedet for aske (som er udtryk for sorg), glædens olie (Den Hellige Ånd) i stedet for sorg, lovprisnings klæde i stedet for en vandsmægtet ånd, og de skal kaldes de retfærdiges terebinter, Herrens plantning til hans ære." Es.61,1-3.

I og med at bare en del af det som stod i disse profetiske udsagn, blev opfyldt ifm. Jesu første komme, så er dette også et bevis på at Riget for Israel kunne have blevet oprettet ved Jesu første komme.

I og med at jøderne ikke ville anerkende Jesus som deres Messias, så fik han bare gennemført en del af sit messianske program ved sit første komme.

Den resterende del af det profetiske ord vil han gennemføre ved sin genkomst.

Til slut sagde Jesus i sit svar til Johannes: "Salige er de som ikke tager anstød af mig." (v.6.)

Det ord som er oversat med "anstød", er på græsk "skandalon". Dette ord beskriver "den pine i en snare, som var fæstet til lokkemad til", og gjorde at snaren blev udløst, når et dyr kom bort i denne pine. Dyret blev da siddende fast i snaren.

Der var meget i Jesu lære som jøderne hverken forstod eller ville anerkende. De som ville have del i Guds rige, måtte anerkende Jesu lære og Jesus fuldt ud. Det var først og fremmeste fornedrelsen ved Jesus, som blev et anstød for mange jøder.

I Mat. 5,3-11 er der beskrevet 9 saligprisninger. I Mat. 11,6 har vi den tiende saligprisning i dette evangelium. Selve ordet "salig" eller "lykkelig". Dette ord giver udtryk for at den som har de forskellige saligprisninger, den har også del i Guds rige. "At have del i saligprisningerne betyder det samme som "at være frelst".

"Da nu disse gik bort, begyndte Jesus at tale til folket om Johannes. Hvorfor var det i gik ud i ørkenen ? for at se et rør som svajer for vinden ? Eller hvorfor var det i gik derud ? for at se et menneske klædt i fine klæder ? Se, de som går i fine klæder, er i kongens hus. Eller hvorfor var det i gik derud ? for at se en profet (gr.prophetes) ? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet. Det er ham der er skrevet om: Se jeg sender mit bud for dit åsyn; han skal rydde din vej for dig". (v.7-10.)

Jesus svarede ikke direkte på Johannes "hans spørgsmål", men han svarede med at pege på de gerninger som han gjorde. I og med at han var den første som kunne gøre disse gerninger i Israel, så var gerninger et bevis på at Jesus var Messias. Han behøvede ikke at sige ret ud at han var Messias. De gerninger som han gjorde, var svar nok.

Da Johannes hans disciple var gået, for at give Johannes det svar som Jesus gav ham, stillede han 3 spørgsmål til folket.

1. Det første spørgsmål var: Hvorfor var i gået ud i ørkenen? For at se et rør som svajer for vinden? " (v.7.) Ved Jordans bred voksede der siv. Disse planter kunne blive op til 6 meter høje. Når vinden kom, bøjede sivene sig. Det var udtryk for noget som var skiftende og ikke stod fast.

Således var det ikke med Johannes. Når modstanden kom, stod han fast i det som han troede på. Han lod sig ikke knække af modstanden og den forfølgelse som han havde. Han stod fast i troen på Jesus helt til døden befriede ham.

2. Det andet spørgsmål var: "Eller hvorfor gik i derud ? For at se et menneske klædt i fine klæder ? Se, de som går i fine klæder er i kongens hus" (v.8.) Det var ikke for at se en udsending fra Herodes Antipas, at jøderne gik ud i ødemarken, for at blive døbt af Johannes, men det var fordi de ønskede at omvende sig og få del i Guds rige. Den Hellige Ånd overbeviste dem om deres synd, og at de behøvede den renselse som Johannes bød dem i sin dåb. I tillæg til vanddåben sagde Johannes også til folket at de måtte tro på Jesus for at blive frelst. "Den som tror Sønnen, har tidsalderlig liv (et liv i tidsalderen), men den som ikke tror på Sønnen, skal ikke se livet (i Riget for Israel), men Guds vrede bliver over ham." Joh.3,36.
3. Det tredie spørgsmål som Jesus stillede folket, var: Eller hvorfor var det i gik ud ? for at se en profet ? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet." (v.9.)

En profet var et menneske var et menneske som formidlede videre det som Gud ønskede at sige til sit folk. De Gammeltestamentlige profeter hørte Guds stemme. De opholdt sig i Guds nærhed. Det som de profeterede, var Guds Ord, og det var til at stole på.

De Gammeltestamentlige profeter havde også Guds Ånd og Guds salvelse fuldt ud i og over deres liv. I Nytestamentlig tid er Den Hellige Ånd et generelt frelsespant. Således var det ikke i Gammeltestamentlig tid. Den Hellige Ånd, som er Guds Ånd, var knyttet til opgaven som profet.

I Gammeltestamentlig tid blev det profetiske ord formidlet gennem profeterne. "For Herren, Israels Gud, gør ikke noget uden at han har åbenbaret sit lønlige råd for sine tjenere, profeterne." Amos 3,7.

Johannes var selv en profet. Jesus sagde at han var "endog mere end en profet." (v.9.) Det ord som er oversat med "mer" er på græsk "pristeroen", betyder "meget mere".

Han var ikke bare en profet, men han var selv en del af det profetiske ord. Han var selve opfyldelsen af det profetiske ord. Han skulle være forløberen for Messias. Hans forkyndelse skulle pege på Jesus som Messias og berede Herren et velskikket folk, således at han kunne oprette Riget for dem: Es. 40,1-3 og 50,9-10. Mal. 3,5-6.

I de to sidste skriftsteder ser vi at Jesu første og andet komme er beskrevet som om de skal ske sammenhængende, men i og med at jøderne ikke ville anerkende Jesus som deres Messias, så blev bare en del af det profetiske ord opfyldt i.f.m. Jesu første komme.

Den resterende del af det profetiske ord vil blive opfyldt ved Jesu andet komme.

Dette viser også at Riget for Israel og endetiden kunne have blevet realiseret fuldt ud ved Jesu første komme.

Den kristne menighed som er en parantes i Guds planer med Israel, er ikke nævnt i Tanach.

"Sandelig siger jeg jer: Nogen større end døberen Johannes er ikke oprejst blandt dem som er født af kvinder; men den mindste (den mindre) i himlenes rige er større end ham. Men fra døberen Johannes` dag indtil nu trænger de sig med magt ind i himlenes rige, og de som trænger sig ind, river det til sig. For alle profeter og Torahen har profeteret indtil Johannes, og om i vil tage imod det (eller "han"): Han er den Elias som skal komme. Den som har øre, han hører !" (v.11-15.)

Johannes er den største som var født af kvinder. Han var mere end en profet. Han var selv en del af det profetiske ord. Johannes var anerkendt af hele folket til at være en Guds profet. Mange af farisæerne og sadduserne kom til ham, for at få del i hans dåb, men han afviste dem, for de var ikke villige til at omvende sig og gøre de gerninger som vanddåben og omvendelsen krævede: Mat. 2,7-8.

Det er ikke rigtigt det som mange hævder, at Johannes ikke hørte med til himlenes rige. Han var en af DE FØRSTE MEDLEMMER af dette Rige på Jesu tid. Det går ikke an at sige at Johannes var den største, som var født af kvinder på den ene side, og at enhver som er medlem i himmelens rige, er større end ham. Det bliver inkonsekvent og lidt ulogisk.

Det Jesus mente med dette udsagn, var flg.: I mener at jeg er den mindre (mindste) i himlenes rige, men jeg er større end han. Med udtrykket "den mindre" så henviste Jesus til folkets mening om sig selv. (v.11.)

Johannes mente at Jesu var større end ham selv. Han sagde flg. om sit forhold til Jesus: "Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han som kommer efter mig, er stærkere end jeg. Han hvis sko jeg ikke er værdig til at bære. Han døber jer med Den Hellige Ånd og ild (dom)" Mat. 3,11.

At Johannes hørte med til himlenes rige, ses også af vers 12, hvor der står at de messianske jøder trængte sig ind i himlenes rige FRA JOHANNES HANS DAGE. Det er klart at også han er inkluderet i dette rige.

Lukas siger det samme: "Torahen og profeterne havde deres tid INDTIL Johannes. Fra den tid forkyndes evangeliet om Guds rige, og enhver trænger sig ind i det med magt." Luk. 16,16.

HIMLENES RIGE BLIVER STORMET.

Hvad som gælder forståelsen af vers 12, så har der været mange ulige oversættelser af det. Vi skal her nævne nogle:

1. "Himmel riget trænger sig frem og djærve mænd giver sig i dets vold. (Gartner)
2. "Himmelriget bliver taget med storm, og den voldsomme tager det med magt. (Barclay)
3. "bliver himlenes rige taget med magt, og den voldsomme griber fat i det." (Darby)
4. "har lidt voldsomme angreb og voldsomme mænd forsøger at indtage det." (Good News)
5. "udsat for stormangreb." (Hedegaard)
6. "Øves der vold mod himlenes rige. Det er voldsmænd som vil røve det til sig.. (Gunnes)
7. "ivrige mennesker"." (Philips)
8. "er blevet udsat for vold, og de voldsomme tager det med storm." (Jerusalem)
9. "trænger himmelrige frem med storm." (Svensk oversættelse)
10. "lider himmelriget under vold." (Tysk oversættelse.)
11. "presser sig ind i himlenes rige- disse ivrige sjæle stormer det." (Moffat)
12. "voldsmænd forsøger at tage det med magt." (Beck.)
13. "er gået frem med magt." (Indernational.)
14. "tages himmelriget med storm." (Dansk oversættelse)
15. "bliver himmelriget taget med magt." (Færøyisk oversættelse)
16. "tages Gudsriget med storm, og de fremstormende løber af med det." (Seidelin)
17. "bliver himmelriget taget med storm, og de stærke og mægtige lægger med iver beslag på det." (Wuest)
18. "har ivrige skarer samlet sig, for at gå mod himmelriget." (Living) Se Studiebibelen. Nr.1, s. 326.) Den norske Bibel-oversættelse fra 1930 har flg. ordlyd: "Men fra døberen Johannes hans dage indtil nu trænger de sig med magt ind i himlenes rige, og de som trænger sig ind, river det til sig."

Det er klart at ikke alle disse oversættelser kan være rigtige. En del af udsagnene modsiger hverandre. Disse udsagn kan samles i to grupper, og det er:

1. Himlenes rige bliver udsat for vold, og det er voldsmænd som forsøger at rive det il sig, for at ødelægge det.
2. De som trænger sig ind i himlenes rige, river det til sig og bliver medlemmer af det.

Det er sandt at himlenes rige blev udsat for vold, og at mange forsøgte at ødelægge det. Jeg tænker da på alle de forsøg fra farisæerne og de skriftlærde på at ødelægge Guds rige, som Jesus forkyndte det.

Jeg tror at den sidste opfattelse er rigtig. Johannes var den første som forkyndte at himlenes rige var kommet. Ved at jøderne tog hans dåb og omvendte sig, blev de medlemmer af dette rige. Der skulle en aktiv indsats til fra Jødernes side, for at få del i Guds rige og for at blive bevaret som troende. De måtte følge Mose Torah og Jesu nye Torah.

Professor David Flusser har ment at den rette forståelse af dette udsagn, er at finde i en gammel jødiske fortolkning (midrash) af Mika 2,12-13, hvor der står: "Jeg vil samle dig, Jakob, samle jer så mange som i er. Samle sammen vil jeg det som er tilbage (levningen) af Israel. Jeg vil føre dem sammen som får i en kve (indhegning) , som en hjord til sine marker, så det larmer af mennesker. Vejbryderen (hebr.poretz) går foran dem. De bryder igennem og drager frem igennem porten og går ud af den. Deres konge drager frem og Herren i spidsen for dem."

Det som står i Mika 2,12-13, kan godt være en basis profeti for Mat.11,12. Vers 12 kan gå på jødernes vandring hjem til Eretz Israel – både fra Ægypten og fra Babylon.

Vers 13 har et videre sigtemål. Efter rabbinsk opfattelse var "vejbryderen" enten Alias eller Messias. Rabbinerne gav udtryk for begge opfattelser. Rabbi David Qhimi har sagt flg. om dette: "Den som åbner vejen for dem, er Elias, og deres konge er kvisten, Davids søn."

Rabbi Radak mente også at vejbryderen var Elias, og at kongen var Messias.

Rabbi Baa-al Hatturim har sagt flg. om denne vejbryder: "paretsordet" henviser til en konge som rydder vejen for sig selv." Selve ordet "parets" betyder "brud"

Efter min opfattelse er det Johannes som var vejbryderen, så kan vi forstå Mat. 11,12 på flg. ,måde: På samme måde som hyrden samlede sin hjord ind i indhegningen, samlede også døberen Johannes store dele af det jødiske folk for Guds rige.

Johannes lavende en passage ind i Guds rige med sin dåb og sin forkyndelse, således at de jøder, som ønskede det, kunne få del i dette rige. Han indbød jøderne til at blive medlemmer i Guds rige. Nogen stormede frem for at få del i Guds rige, medens andre igen brugte en tid på at bestemme sig.

På baggrund af dette kan vi bedre forstå hvad Jesus mente med udsagnet i Mat. 11,12. Han mente at da himlenes rige brød frem for jødefolket, så brød mange af jøderne ind i dette rige med magt. De måtte bryde med den offisielle jødedom, og det kunne til og med koste dem livet. Når døberen Johannes kom, så var det to ting som skete i Israel, og det var:

1. Himlenes rige brød sig frem som en mulighed til frelse og som en mulighed til at få genoprettet Davids rige på ny.
2. De som trængte sig ind i dette rige, fandt frihed og fred i dette rige. Denne fortolkning at det var Elias som var vejbryderen, stemmer også med det som står i :Mal.3,1.

Både Johannes og Jesus indsamlede jøderne i denne indhegning som vi kalder for "himlenes rige". Det var baseret på Abraham-pagten. David-pagten, Mose Torah, Jesu nye Torah og den nye pagt i Jesu blod: Joh. 10,1-4.

På grund af at Jesus opfyldte alle budene i Mose Torah, så blev han slev døren ind til Guds rige for jøderne: Joh. 10,9.

Jesus havde også andre medlemmer, som ikke hørte til den jødiske indhegning i Israel. Når han sagde dette, så tænkte han på de 10 STAMMER, som var ude i diasporaen: Joh. 10,16.

Dette passer også med dette som står i Esekiel 37,21-22 om de 10 stammer og deres forhold til Juda stamme, som er i landet. (Se David Bivin og Roy Blizzard Jr., s, bog: Understandig the Difficult Words of Jesus, s. 84-87. Se også mine bøger: Jødernes Konge, bind 4, kap.: Offertjenesten i Ny.testamentlig tid og Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: "Ben Parets" .

De messianske jøder trængte sig ind i himlenes rige med magt. De afbrød den traditionelle jødedom og blev Jesu disciple. De fleste af farisæerne og de skriftlærde var imod dette, og de forfulgte Jesu og hans disciple. De af jøderne som trængte sig ind i Guds rige, de rev det til sig og fik tag i det. (v.12.)

Der ligger to andre aspekter i udtrykket at de messianske jøder trængte sig ind i Guds rige med magt, og det er:

1. De gjorde alt hvad de kunne for at få del i det. Ikke noget offer var for stort, for at få del i det. Jesu forkyndelse var den ABSOLUTTE UDFORDRING til jøderne.
2. De bestemte sig på at opfylde Jesu lære og Jesu Torah. Vi ved at ingen kan frelses ved lovgerninger, men til trods for det blev der stillet STORE KRAV til de messianske jøder i vandringen som troende.

Jesus sagde at den byrde (Jesu Torah), som han lagde på de messianske jøder, var let: mat. 11,30.

Det samme sagde Jakob om Jesu nye Torah. : Jak. 2,25.

Mange Bibel-tolkere mener at "FRIHEDENS FULDKOMNE TORAH er det samme som "DEN FRIE NÅDE", som Paulus beskrev, men det er ikke en rigtig tolkning. "Frihedens fuldkomne Torah" er Jesu lære. Læs Jakobs Brev kap 2, hvor han skriver mere om Jesu Torah, som er baseret på Mose Torah.

Evangelisten Johannes sagde også at Jesu lære, skulle FRIGØRE de messianske jøder. : Joh. 8,31-32.

I N.T. er der to sandheder SOM BLIVER BESKREVET, OG DET ER:

1. Sandheden angående den messianske forsamling.
2. Sandheden angående den kristne forsamling.

De fleste Bibel-granskere blander disse to sandheder sammen og tror at det bare er en sandhed, som er åbenbaret i N.T. men det er ikke rigtigt. Dette fører til at den "sandhed", som de forkynder, ikke er den virkelige sandhed. Deres forkyndelse bliver derfor en blanding af flere sandheder. Meget af det som bliver forkyndt i vor tid, er dermed ikke sandhed, men det er vranglære. Grunden til at det er blevet således, er at forkynderne og Bibel-lærerne ikke skiller mellem det som Gud har sagt til og lovet jøderne, og det som han har sagt til og lovet den kristne menighed.

DØBEREN JOHANNES OG ELIAS

At døberen Johannes hørte med til himlenes rige, kommer også til udtryk i vers 13, hvor der står: "For alle profeterne og Torahen har profeteret INDTIL (frem til ) Johannes."

Profeterne og Torahen har også profeteret om forhold som gik forbi Johannes og hans tid, men hvad som gjaldt de profetiske udsagn omoprettelsen af Riget for Israel, så profeterede de indtil Johannes. Dersom det ikke var tilfældet, så havde Mattæus ikke brugt tidsverbet "heos", som i den sammenhæng betyder "indtil", man han havde brugt tidsverbet "til og med".

Dersom jøderne var villige til at godtage Jesus budskab om dette, så var Johannes den Elias som skulle komme. (v.14.)

Det var ikke Elias selv som skulle komme, men Johannes som skulle gå frem i den kraft og i den Ånd som Elias havde: Luk. 1,17.

Jesus bekræftede også at Elias SKULLE KOMME, man han sagde også at Elias VAR KOMMET. "Han svarede og sagde: Elias KOMMER SANDT NOK først (før Jesus) og skal sætte alt i rette skik, men jeg siger jer at Elias VAR KOMMET, og de kendte ham ikke, men de gjorde med ham hvad de ville. Det samme skal også Menneskesønnen lide af dem. " Mat. 17,11-12.

Elias er dermed kommet og jøderne kan ikke vente nogen anden Elias.

Mange Bibel-forskere mener at den ene af de to jødiske vidnere, som er bekrevet i Johs. Åbenbaring er Elias. (Se min bog: Jesu Gjenkomst, bind 3, kap.: De to jødiske vidnere i Jerusalem)

Som vi ved blev Elias taget levende op til himmelen i en ildvogn. 2.Kong. 2,11.

(Se Risto Santalas bog: The Midrah of the Messiah, og min bog: Kristendommens Jødiske Rødder.)

Udtrykket "den som har ører han hører" v.15, er brugt 14 gange i N.T. Det er bare brugt af Jesus. Det er en advarsel til det jødiske folk om at de måtte give agt på Jesu forkyndelse, for de blev gjort ansvarlig for den. Jesu beskyldte det jødiske folk for at de ikke havde åndelige opladte ører. Mat. 13,14-16.

Dette udtryk åbner også for den mulighed at Riget kunne have blevet oprettet fuldt ud, dersom jøderne havde forstået det budskab, som Jesus forkyndte, på en ret måde og havde taget imod ham som jødernes Messias. Jesu disciple derimod var salige fordi de havde akcepteret Jesus som deres frelser og Messias. Mat. 13,16.

Det samme udtryk er også brugt i Johs. Åb. Da skal de messianske menigheder ikke længere høre Jesus stemme, for han sidder ved Faderens højre hånd i himmelen, men de skal høre på Den Hellige Ånd, som skal vejlede dem til hele sandheden angående den messianske menighed: Åb. 3,7.

"Men hvem skal jeg ligne denne slægt (generation) med? Den ligner små børn som sidder på torvene og råber til sine legebrødre: Vi (Johannes og Jesus) blæste på fløjte (forkyndte nåden) for jer, og i ville ikke danse; vi sang sørgesange (forkyndte Torahen), og i ville ikke græde (angre deres synder). For Johannes kom: han hverken spiste eller drak, og de siger: Han er besat. Menneskesønnen kom; han æder og drikker, og de siger: Se, for en frådser og vin drikker, tolderes og synderes ven ! Men visdommen (gr.sophia) er retfærdiggjort (gr.dikaioo) af sine børn." (v.16-19.)

Den generation som levede på Jesu tid, var bestem til at være den generation som skulle modtage Jesus og oprettelsen af Riget for Israel. Den var udgangspunktet for den generation i Israel, som var udpeget til at modtage velsignelser fra Herren, men på grund af sin vantro, blev den en generation som Herren måtte straffe hårdt. Straffen var flg.:

1. De fik ikke del i frelsen, som i denne sammenhæng er Riget for Israel.
2. Guds oprindelige timeplan blev udsat med 2000 år.
3. Kongen måtte drage til himlen igen.
4. Jerusalem og templet blev ødelagt af romerne.
5. Der blev lagt et åndeligt dække over jøderne: Rom. 11.
6. Jøderne måtte ud i den store landflygtighed, som har varet i snart 2000 år.

Jesus kaldte denne generation for en "vantro og vrang" generation: Mat. 17,17.

At denne generation var udtænkt til at være den SIDSTE GENERATION før oprettelsen af Riget, ses også af det som står i Mat. 24,34. I dette udsagn forekommer partikkelen "an". Den kan oversættes med "eventuelt" eller "muligvis". Den udtrykker en hypotetisk mulighed som er baseret på en betingelse. Betingelsen var at jøderne måtte omvende sig og komme til tro på Jesus. I og med at Mat. 24 omtaler endetiden, så betyder det at den generation som levede i Israel på Jesu tid, kunne have blevet endetids generationen i Israel med oprettelsen af Riget, men i og med at den ikke tog imod Jesus, så blev det den generation som måtte dømmes.

Den kom til at fylde op de synder som deres fædre havde samlet op gennem mange generationer: Mat. 23,32.

Vi ved at når synden er fuldmoden, så fører den til død og dom. Dette gælder både enkelt individet og nationerne. Det er de samme regler som gælder for individet som for kollektivet.

Det er dermed TO-ENDETIDS-GENERATIONER i Israel. Den velsignelse som den første generation havde mulighed for at få del i, overgik til den sidste generation. Den må også gennem store vanskeligheder og forfølgelser, men den vil mod slutningen af den syv årige trængselstid tage imod Jesus som frelser og konge.

På hebraisk hedder endetids generationen "dor acharon". Det betyder "den sidste generation". Der er mange Bibel-tolkere som mener at Salmerne indeholder profetiske budskaber om vor tid. Første gang at "den sidste generation" er beskrevet, er i Salme 48,14, hvor der står: "Giv agt på dets (Jerusalems) volder, vandre gennem dets borge, for at i kan fortælle om det til den kommende (sidste) generation.

Vi ved at staten Israel blev oprettet den 14. Maj 1948. Dette kan betyde at den sidste generation for oprettelsen af Riget begyndte den 14. Maj 1948. (Læg mærke til at kapitlet og verset i Salmen stemmer overens med datoen og årstallet for Israels oprettelse.

Vi ved at en generation regnes for 40 år. Dersom vi lægger 40 år til 1948 kommer vi til året 1988. En generations levetid er imidlertid 70 eller 80 år. Dersom vi regner med det sidste året, kommer vi til 2028.

Der er ingen som ved eksakt når alt dette skal ske, men at vi lever i den yderste endetid for den kristne menighed, er der vel ikke tvivl om. Israel er det store tegn på den profetiske klokke: Mat. 24,32. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap. Den sidste generation.)

Det forhold at jøderne ikke tog imod Jesus, var den bespottelse mod Den Hellige Ånd, som der ikke var tilgivelse for. De kunne tale imod Jesus i egenskab af et menneske. det kunne blive tilgivet, men bespottelse mod Jesu undergerninger, som pegede på Den Hellige Ånds kraft, det kunne ikke blive tilgivet: Mat. 12, 31-32 og 41-42.

At Johannes og Jesus representerede det samme budskab, og at de begge var medlemmer af Riget for Israel, som var etableret i sin spæde begyndelse i Israel, ses også af det forhold at de havde det SAMME BUDSKAB til jøderne, men uanset hvad de gjorde, så var dette ikke godt nok for den onde og vantro generation, som levede i Israel på Jesu tid. De opførte sig som småbørn, som hele tiden kritiserede det budskab som de hørte. (v.16.)

Både Johannes og Jesus "blæste på fløjte" for jøderne, men de ville ikke danse og glæde sig over forkyndelsen. De forkyndte det glade budskab til jøderne om GUDS NÅDE, og at tiden var kommet så langt, at RIGET kunne have blevet realiseret fuldt ud, men de vantro jøder ville ikke godtage det.

De "sang sørgesange" for jøderne, men de vantro jøder ville ikke græde og omvende sig af den grund. De forkyndte Torahen og straffen for jøderne, men det gjorde heller ingen virkning på dem. De var forhærdet. (v.17.) Johannes blev kritiseret for hans asketiske livsførelse. Han havde på sig en kappe af kamelhår og et læderbælte, og han spiste græshopper og vild honning: Mat. 3,4.

Jesu blev kritiseret for at han spiste og drak for meget, og at han var sammen med syndere. (.18-19.)

Denne kritik var naturligvis ikke sand. Vi kan ikke vente saglige og objektive vuderinger fra verden, for den ligger i det onde og må følge de retningslinier som "denne verdens fyrste" sætter op for sine børn (tilhængere).

Den visdom som både Johannes og Jesus representerede, blev retfærdiggjort (godtaget) af deres børn (tilhængere). (v.20.) I nogle oversættelser står der at "visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger". Det betyder at den visdom som både Johannes og Jesus representerede, viste at de havde ret i, det som de sagde og gjorde.

På hebraisk kan ordet for "visdom", også betyde "sluthet", "listighed" og til og med "dumhed".

Når Jesus sagde at "visdommen er retfærdiggjort af alle sine børn", så skal ordet "visdom" her betyde "dumhed". På grund af den uholdbare dukumentacion som de brugte mod Johannes og Jesus, så blev deres udsagn en "dumhed".

Jesus revsede ikke bare den enkelte jøde (v.20-24.) fordi de ikke tog imod ham, men han revsede SAMTLIGE INDBYGGERE i de byer hvor han havde gjort sine undergerninger, at de ikke havde taget imod ham og omvendt sig. Dette viser at Jesus ikke bare godtog at den enkelte jøde omvendte sig, men hans opgave var at frelse HELE ISRAEL.

I Rigets tid, når det bliver genoprettet, så er det NATIONERNE som skal frelses og gå ind som medlemmer i riget. Israel skal blive frelst som den første nation, og derefter skal de andre nationer følge efter. Israel skal være den nation som forkynder evangeliet om Riget for Israel til de andre nationer i 1000 års-riget. Israel skal være Guds missionær i Rigets tid. Dette kommer også frem i missionsbefalingen i Mat. 28,18-20, hvor Jesu disciple bliver bedt om "at gøre ALLE FOLKESLAG" til Jesu discipler. (v.19.)

Missionsbefalingen i Mat.28,18-20 angår ikke den kristne menighed. Det er ikke den kristne menigheds opgave at udtage folkeslagene for Guds rige. Den opgave som menigheden har fået, er at være med til at udtage Kristi legeme, som består af enkeltindivider fra mange folkeslag.

Allerede på apostelmødet i Jerusalem i år 49 (50) blev det slået fast at før Israel kunne blive frelst, så måtte Gud udtage et folk af hedninger for sit navns skyld. Dette udsagn angår den kristne menighed. Ap.Gr. 15,14.

Efter at hedningerne er blevet taget ud, skal Israel blive frelst og riget skal blive genoprettet: Ap.Gr. 15,14-17.

At hedningerne skulle tages ud før Israel, var ikke beskrevet i Tanach, men det var i OVERENSTEMMELSE MED Guds Ord. Det var ingen ting i Tanach som sagde, at således skulle det ikke gå. Tanach holdt denne mulighed åben. At hedningerne skulle have adgang til Riget for Israel, og at de skulle tro på Gud sammen med jøderne, det kender vi godt til fra mange udsagn i Tanach. "Lov Herren, alle hedninger. Pris ham, alle folk." Salme 117,1. "Se min tjener (Jesus), som jeg (Gud) støtter, som min sjæl har velbehag i. Jeg lægger min Ånd på ham. Han skal føre ret (Guds lov) ud til hedningefolkene." Es. 42,1.

I og med at det var profeteret i Tanach, at jøderne ikke kom til at tage imod Messias, når han kom første gang, så er det indlysende at Jesus måtte tage sig af hedningerne, før Israel kunne omvende sig: Es. 53,2-3.

Gamle Simon i templet var klar over den RIGTIGE RÆKKEFØLGE i frelsen. Før Israel blev frelst, skulle hedningerne blive frelst: Luk. 2,30-32.

Når Paulus udtalte sig i Rom. 15,8-12 om forholdet mellem hedningerne og jøder, så er det ikke den kristne menighed han taler om, men det er menneskenes fælles tilbedelse af Gud i Rigets tid..

På samme måde som Peter refererede til det profetiske ord på apostelmødet, så gjorde også Paulus det her. Dette viser også at dette ikke angår den kristne forsamling, for den er ikke omtalt i Tanach.

I Rom. 11,15-25 skrev Paulus derimod om den kristne menigheds forhold til jøderne. Dette bliver udtrykt som en "hemmelighed".

Det er bare ET KENDETEGN på Jesu komme for den kristne menighed, og det er det forhold at legemet er OPFYLDT af de mennesker, som skal høre med til legemet, og dette antal er det bare Gud som kender til.

Jesus revsede de byer som havde set hans store undergerninger og alligevel ikke havde omvendt sig. Han nævnte her 3 byer, og det var Korasin, Betsaida og Kapernaum. (v.21 og 23.)

Betsaida lå helt nord i Galilæa. Andreas, Filip og Peter var fra denne by: Joh. 1,45. Selve navnet er et aramarisk ord og betyder "fiskehuset".

Kapernaum lå ca. 4 km. vest for Jordans udløb i Genesaretsøen. En blomstrende by på denne tid. Man regner med at den havde 30000 indbyggere. Den havde en synagoge, en romersk forlægning og et toldsted, hvor Mattæus var overtolder. Jesus udtog denne by som hovedsæde for sin virksomhed i Galilæa og i Israel.

På grund af at denne by ikke tog imod Jesu budskab, skulle den blive nedstødt til dødsriget (v.23.) Dette betyder at de fleste af indbyggerne i denne by, ikke skulle få del i de retfærdiges opstandelse og Riget for Israel, når det kommer, men de skal fortsat være i dødsriget (gr.hades) og vente på den endelige dom, som er de fortabtes opstandelse og dom.

I dag er der bare ruiner af disse byer tilbage. Det var ret det som Jesus sagde, at der skulle komme en speciel dom over disse byer. Jesus sagde videre at det skulle gå de hedenske byer Tyrus, Sidon og Sodoms land bedre på dommens dag end de tre jødiske byer. (v.22-24.), for dersom de kraftige gerninger som Jesus gjorde var gjort i disse byer så havde de omvendt sig. (v.21.)

Dette viser at der er grader af straf i fortabelsen. De som har haft store kundskaber om Guds gerninger og planer, skal få en hårdere dom end de som har mindre eller lidt kendskab til dette. Menneskene skal ikke dømmes på grund af at de ikke kender til alle Guds planer med Israel, men de skal dømmes fordi de ikke har benyttet sig af de vidnesbyrdene som Gud har nedlagt i tidsperioderne, og som fortæller om Guds eksistens. Disse vidnesbyrd taler til den enkeltes samvittighed, menneskenes tanker og selve skaberværket: Rom. 2,1-16.

Gud dømmer ikke et mennesker på grundlag af kundskaber som de ikke har. Gud er en retfærdig Gud: Rom. 5,13.

"På den tid tog Jesus til orde og sagde: jeg priser (gr.exomologeo) dig Fader, himlens og jordens skaber, fordi du har skjult det for de vise (gr.sophos) og forstandige, og åbenbaret (gr.apokalypto) det for de umyndige, ja, Fader, fordi således skete det som var velbehagelig for dig. Alle ting er dig overgivet, og ingen kender (gr.epigonosko) Sønnen , uden Faderen, heller ikke kender nogen Faderen, uden Sønnen, og den som Sønnen vil åbenbare det for." (v.25-27.)

Til trods for den modstand som Jesus mødte fra farisæerne, de skriftlærde og store dele af folket, så tog han sig tid til at lovprise Gud, himmelen og jordens skaber. Han lovpriste Gud fordi Gud havde skjult sin frelse for "de vise og forstandige", men åbenbaret den for "de umyndige". (v.25.)

Med udtrykket "de vise og forstandige" tænkte Jesus på farisæerne og de skriftlærde, som havde teologisk uddannelse og skulle være spesialister på Skrifterne.

Med udtrykket "de umyndige" tænkte Jesus på de som ikke havde denne kundskab og indsigt i Guds Ord, men som alligevel fik tag i frelsen i Jesus Kristus. Dette viser os at frelsen ikke bare er baseret på udannelse og kundskaber, men på ÅBENBARING.

Det var "velbehagelig" for Gud at den som troede på Sønnen, skulle arve det tidsalderlige liv. Gud vil lønne den som tager sin tilflugt til hans Søn. (v.26.)

Gud har overladt alle ting til Jesus. Faderen og Sønnen er det samme. De har fuldt kendskab til hverandre, for de danner en enhed i væsen, men til trods for det, så er de to forskellige personer.

Sønnen kan åbenbare både Treenigheden og alle forhold angående frelsen for den som kommer til tro på Jesus. (v.27.) Joh. 17,3. (Se min bog: Jesu Gjenkomst. Bind 5., hvor jeg skriver mere om Treenigheden.)

"Kom til mig, alle i som stræber og har tungt at bære, og jeg vil give jer hvile ! Tag mit åg på jer og lære af mig ! for jeg er sagtmodig (gr.pravs) og ydmyg (gr.tapenios) af hjertet (gr.kardia); så skal i finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er gavnlig, og min byrde er let." (v.29-30.)

Hvad der gælder udsagnet: "Kom til mig!", så er udtrykket: "Kom her" meget brugt i Tanach og i de rabbinske fortolkninger. Det står i Ruts bog 12,12: "Herren gengælder dig hvad du har gjort. Gid du må få fuld løn af Herren, Israels Gud, til hvem du ER KOMMET", for at søge ly under hans vinger." Dette bliver fortolket i Mishah til at betyde at Ruth "var kommet nær til Messias hans kongedømme."

Det samme udtryk forekommer også i Rut 2,14, hvor der står: "Da tiden var kommet til at holde måltid, sagde Boas til hende: KOM HID og spis af brødet og dyp dit stykke i vandkrukken ! Så satte han sig ved siden af høstfolkene, og han rakte hende ristet korn, og hun spiste og blev mæt, og endda havde hun tilovers."

Dette udsagn bliver fortolket på flg. måde i Misnhah Rut:

1. "Kom hid" betyder "at hun var kommet nær til kongedømmet."
2. "Spis af brødet" betyder "et af kongedømmets brød."
3. "Dyp dit stykke i vin ediken" referer sig til "lidelser og onde gerninger."
4. "Så satte hun sig ved siden af høstfolkene" betyder "at kongedømmet blev taget fra ham for en tid."
5. "han rakte hende ristet korn" betyder "at han vil igen få kongedømmet."
6. "og hun spiste" betyder "at hun spiste kongedømmets brød i den nuværende verden."
7. "og blev mæt" betyder "at hun spiste det i den Messianske tidsalder", som er "Messias` dage".
8. "og endda havde hun tilovers", betyder "at hun skal spise i den kommende tidsalder." Det er det samme som 1000 års-riget.

Rabbi Jonathan som har skrevet dette, som vi har nævnt ovenfor, har også givet os 6 forklaringer på hvem denne person var, som blev frataget sit kongedømme, og det var:

1. David.
2. Salomo.
3. Ezekias.
4. Manasse.
5. Messias.
6. Boaz.

Fortolkningen af Rut 4,12 er en korrekt fortolkning. Den er guddommelig inspireret, og i den ligger der store sandheder angående Messias, hans forhold til sit folk og de forskellige faser i oprettelsen af Guds riget i Israel. Hovedpersonen i Rut 4,12 er naturligvis Messias. Boas var et forbillede på Messias, og Rut representerede de af jøder og hedninger som skulle få del i Guds rige. (Rut var hedningekvinde fra Moab).

Vi vil i det flg. give en korrekt fortolkning af Rut 4,12, som er samsvarer både med rabbinernes tanker og med Guds riges udvikling i verden:

1. Rut var kommet nær til kongedømmet i og med at hun var kommet vær til Boas, som var et forbillede på Messias.
2. Kongedømmet blev taget fra Messias i og med at jøderne ikke ville anerkende Jesus som jødernes Messias.
3. Før Messias oprettede kongedømmet, måtte han sone synden for hele verden.
4. I.f.m. jødernes omvendelse så vil Jesus få igen sit kongedømme. Dette vil ske i endes tid af vor tidsalder.
5. Den som har troet Jesus i denne tidsalder, vil også have del i både den messianske tidsalder og i den kommende.

Rabbinerne af Juda skole delte også tiden op i 3 tidsaldre, og det var:

1. Den nuværende tidsalder.
2. Messias sine dager.
3. Den kommende tidsalder.

Vi ved at ordet "brød" i bibelsk sammenhæng ikke bare angår "mad", men at det også er benævnelse på Jesus eller på Jesu legeme. Jesus er det "overnaturlige brød" som er kommet ned fra himmelen.

Jesus sagde om sig selv at han var "det brød som var kommet ned fra himmelen." Joh. 6,33: Dette brød gav "verden liv." Han sagde videre om sig selv at han var "Livets brød" Joh. 6,35., og at han var det "Levende brød." Joh. 6,51. Den som spiser af dette brød, skulle få leve i tidsalderen.

Det brød som han gav verden, var "hans kød". Den som ikke spiste Jesu kød og drak hans blod, havde ikke "tidsalderlig liv." Joh. 6,53.

Det "at komme til Jesus", er det samme som "at komme nær til Guds rige". De jøder som har troet på Jesus, skal få del både i den messianske tidsalder og i de kommende tidsaldre." (Se Risto Santalas bog: The Midrash of Messias, s. 90-92 og s. 213218. Se også min bog: Kristendommen Jødiske Rødder, kap.: Ruts bog peger på Messias to komme.)

Med udtrykket "mit åg" tænkte Jesus her på sin lære og på sin Torah. De jøder som ikke kom til tro på ham, måtte underkaste sig hans lære. Når de gjorde det, fik de tag i frelsen, som er det samme som et liv i syndernes forladelse og Guds nåde

Når en sammenligner det åg som Jesus pålagde de messianske jøder, så var det LET i forhold til det åg som farisæerne og de skriftlærde lagde på folket. Ved siden af selve Torahen, som betod af 613 bud, så have de lavet en række andre love, som de krævede at jøderne skulle holde. De havde bygget op et gærde omkring Torahen, således at det var umuligt at holde det for almindelige folk. Når en jødisk elev indskrev sig hos en skriftlærd, blev det sagt at han tog et "åg". Det åg der sigtes til, var Torahen.

  Oskaredi@online.no www.home/oeindergaard Referent: yeshuatt@mail.dk www.yeshuattsion.webbyen.dk PÅ GENSYN !