Matt. Evangeliet - De 12 Apostle. O.E. Indergaard

MATTEUS EVANGELIET

Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard:

Kristen Bokproduksjon, 6630 Tingvoll. Norge.

DE TOLV APOSTLE: kapitel 10.

"Og han kaldte sin 12 disciple til sig og gav dem magt (gr.exousia) over urene ånder, til at uddrive dem, og til at helbrede al sygdom og al skrøbelighed (gr.astheneia)... Disse 12 sendte Jesus ud og bød dem: Gå ikke ud på vejen til hedningerne (gr.ethnos), og gå ikke ind i nogen af samaritanernes byer, men gå hellere (bare) til de fortabte (gr.appolumi) får af Israels hus ! Og når i går af sted, da forkynde (gr.kerysso) dette budskab: Himlenes rige er kommet nær ! Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder ! For intet har i fået det og for intet skal i give det. I skal ikke tage sølv eller guld eller kobber med i jeres bælter, ikke skæppe til rejsen, ikke to kjortler, ikke sko, ikke stav; for arbejderen er sin føde værd. Og hvor i kommer ind i en by eller i en landsby, der skal i spørge efter hvem som er det værd i denne by; og blive hos ham til i drager bort derfra ! Og når i kommer ind i et hus, da skal i hilse det; og dersom huset er det værd (gr.axios), da kommer deres fred over det; men dersom det ikke er det værd , da vender jeres fred (gr.eirene) tilbage til jer ! Og om nogen ikke tager imod jer (gr.dechmai) jer og ikke hører på jeres ord, da gå ud af det hus eller den by, og ryst støvet af jeres fødder ! Sandelig siger jeg jer: det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere (bedre) på dommens (gr.krisis) dag (gr.hemera) end denne by. (udsnit:1-15.)

Selve ordet "discipel" betyder "efterfølger". Af sine mange disciple udvalgte Jesus 12, som blev kaldt "apostle". Det betyder "en som er udsendt". De blev også kaldt "disciple".

Grunden til at Jesus udvalgte sig akkurat 12 apostle har sammenhæng med at der var 12 stammer i Israel. 11 af disse var i Galilæa, medens Judas Iskariot var fra Judæa. De blev udsendt i grupper på to og to. Mark. 6,7. De blev udsendt med akkurat den SAMME FULDMAGT som Jesus havde. De skulle:

1. Drive ud de onde ånder.
2. Helbrede al sygdom og alle skrøbeligheder. (v.1.)
3. Undervise om den messianske lære.
4. Forkynde "evangeliet om Riget". (v.7.) Vi ved ikke hvorfor Jesus udvalgte sig akkurat 12 af sine nærmeste medarbejdere. Det er Guds hemmelighed. At han udvalgte Peter, Andreas, Jakob, Johannes og Mattæus er naturlig, for de var de 5 første disciple som Jesus havde. Jesus udvalgte sig flg. 12 apostle:

1. Simon Peter. Han hed oprindelig Simon, men Jesus havde givet ham navnet "Kefas". Det er det samme som "Peter". Joh. 1,42. Det er et græsk ord som betyder "lille klippe". Peter var ikke den store Peter (gr.petros), som den katolske kirke hævder. Det er Jesus som er den store klippe. Han er selve GRUNDSTENEN i både den messianske menighed og den kristne menighed. Mat.16,17-19. Peter blev efterhånden leder for de 12. Efter apostel-mødet i Jerusalem i året 49 (50), så overlod han ledelsen for menigheden i Jerusalem til Jakob. Han overlod denne opgave til Jakob, og han blev derefter en omrejsende evangelist, som forkyndte "evangeliet om Riget" for de messianske menigheder både i Israel og i diasporaen. Han og de andre apostle forkyndte ikke det paulinske budskab. Det var ikke deres opgave. De havde et nært samarbejde med Paulus og hans medarbejdere, men vi kan ikke se at de optrådte i samme menigheder.
2. Andreas var broder til Peter. Deres far var Jonas. Det var Andreas som havde ledt Peter til Jesus. Joh. 1,41-42. Han var oprindelig fisker. Det samme var hans bror Peter. De var begge disciple af Johannes. De var fra byen Betsajda i Galilæa.
3. Jakob og Johannes var brødre. Deres far var Zebedæus. Jesus gav dem navnet "Boganeres". Det er et aramaisk ord og betyder "tordensønnerne" Dette navn gav udtryk for deres iver og nidkærhed i arbejdet med at følge Jesus.
4. Filip er et græsk ord som betyder "hesteelsker", Filip var fra byen Betsajda i Galilæa. Det var også hjembyen til Peter og Andreas.
5. Bartholomeus er et hebraisk navn. Det betyder "søn af Tolmai". Han heder også Natanael. Det var Filip som førte Natanael til Jesus. Jesus sagde om Ham: "Se, der er en israelit (jøde), som der ikke er svig i." Joh. 1,48.
6. Tomas betyder "tvilling".
7. Mattæus var overtolder i Kapernaum.
8. Jakob var søn af Alfeus.
9. Judas med tilnavnet Lebbus kommer af ordet "leb", som betyder "hjerte". Det kan betyde at han var hengiven og elskede Jesus. Han havde også et andet navn, og det var Tadeusz.
10. Simon. Han havde tilnavnet Kaneanus. "Kanaanæisk" er det hebraiske ord for det græske ord "zelotens", som betyder "ivrig". Dette kan betyde at han havde været medlem af det nationalistiske parti, som gjorde oprør mod romerne ved hjælp af vold.
11. Judas. Det var ham som forrådte Jesus for 30 sølvpenge.

De 12 apostle blev udsendt med et begrænset geografisk område. De skulle hverken gå til hedningerne eller til samaritanerne, men de skulle gå til "Israels hus"(som er en betegnelse for jøderne i Israel) med "evangeliet" om Guds rige. Det var det samme budskab som både døberen Johannes og Jesus havde.(v.5-6.)

Dette betyder ikke at hedningerne ikke skulle få høre med til Guds rige, men det betyder at apostlene FØRST skulle forkynde for jøderne. Det var dem som var FØRSTEARVINGER til himlenes rige.

De havde heller ikke nogen kundskaber til at de kunne gå til hedningerne med evangeliet. Jesus forkyndte også evangeliet for hedningerne til trods for at han blot var udsendt til jøderne. Guds planer var at FØRST SKULLE RIGET ETABLERES I ISRAEL. Derefter skulle det etableres i hele verden.

De skulle ikke tage betaling når de underviste, forkyndte, uddrev onde ånder eller helbredte, for de havde fået denne kraft gratis fra Herren.

Når det gælder apostlene og Jesu disciple, kan vi ikke tale om nådegaver, for de havde en TOTAL KRAFT til at gøre det samme som Jesus gjorde. De havde den samme myndighed som Jesus havde. Ordet "nådegave" forekommer heller ikke i evangelierne.

Vi som tilhører den kristne forsamling, har ikke denne totalitet i vor tjeneste. Både nådegaverne og vor profetiske tjeneste er begrænset (2.Kor. 12-14.) Vi kan ikke sætte lighedstegn mellem de 12 apostle og den kristne menighed. De forkyndte Riget for Israel med de medfølgende tegn, Medens den kristne menigheds primære opgave er at være med til at udtage Kristi legeme.

Apostlene skulle ikke medtage, penge, mad, to kjortler eller sko på rejsen, for de skulle forvente at Herren ville sørge for dem. De skulle øve sig i ikke at være bekymret for hvad de skulle spise og drikke eller for hvad de skulle klæde sig med. Mat. 6,25.

På et senere tidspunkt blev denne instruktion forandret således at de skulle medtage det som var nødvendig på deres rejser. Luk. 22,36. Ordet "nu" indledte en ny fase i Guds planer med verden. Det betyder flg.:

1. At de ikke længere kunne regne med at blive forsørget af den jødiske befolkning. De skulle selv sørge for mad og klæder, og de skulle forsvare sig.
2. At modstanden mod dem blandt det jødiske folk var blevet større.
3. At de nu skulle ud til hedningerne med evangeliet om Riget – først til de som boede i Israel – og senere til hedningefolkene i hele verden. Dette kommer også til udtryk i den NYE MISSIONSBEFALING som Jesus gav i Mat. 28,18-20.

Vi skal komme tilbage til denne missionsbefaling, men det som vi allerede nu kan lægge mærke til, er det forhold at Jesus sagde til apostlene, at de skulle lære hedningerne alt det som Jesus havde lært dem.(v.20.) Det betyder at hedningerne også skal holde Jesu Torah og Jesu undervisning i 1000 års-riget, når det kommer engang i fremtiden.

Når de kom ind i en by, skulle de ikke bo hos hvem som helst. De skulle bo hos den som var det "værd". Det betyder at de skulle tage ind hos den som ventede på "Israels trøst", og som anerkendte Jesus som jødernes Messias. (v.11.)

Når de kom ind i et hus, skulle de hilse de som boede i huset med den jødiske hilsen "Shalom". Selve hilsenen betyder "fred". I denne hilsen ligge der et ønske om at de måtte have det godt på alle områder i livet – både på det åndelige og på det materielle område.

Dersom menneskerne i dette hus ikke var denne velsignelse værd, så skulle denne velsignelse blive givet til apostlene. (v.13.)

Dersom mennesker i et hus eller en by ikke tog imod apostlene og deres budskab, da skulle de ryste støvet af deres fødder. Dette betyder at de havde været der, og at de ikke mere havde ansvaret for dette hus eller denne by. (v.14.)

Hvad der gælder ordet "hus" , så har det flg. betydninger på hebraisk: Det kan betyde "hus", "hjem", "hushold", "familie", "stamme", "dynast", "en rabbi-skole", "et sted" og "templet i Jerusalem".

Hvad der gælder brugen af ordet "hus" med et substantiv i genitiv i tillæg, så er dette et udbredt grammatikalsk konstruktion at det hebraiske har mere end 200 idiomatiske udtryk af denne type. Udtrykket "Israels hus" (hebr. "beit Israel" (v.6.) er et eksempel på dette.

Det skulle gå Sodoma og Gomorras land bedre på dommens dag end denne familie og denne by. (v.15.)

Dette betyder at der er grader af lidelser i fortabelsen. I det land og i det områder hvor kundskaben om Guds rige har været stor. Menneskerne skal blive dømt i forhold til hvilke kundskaber de har haft om Guds ordninger i deres respektive tidsperioder. Dette er et RETFÆRDIG PRINSIP, som vi også kender fra vort eget retssystem.

Den dom der her er tale om, er den endelige dom over u-frelste mennesker.. Den skal ske efter 1000 års-riget er afsluttet. Disse mennesker skal dømmes foran Guds domstrone, som i dette tilfælde er sat i lufthimmelen: Joh. Åb. 20,12 og vers 15.

"Se jeg sender jer som får midt blandt ulve; vær derfor kloge (gr.phronimos) som slanger og enfoldige som duer ! Men vogt jer for menneskerne ! for de skal overgive jer til domstolene og hudstryge jer i deres synagoger; og i skal føres frem for landshøvdinge og konger for min skyld, til vidnesbyrd for dem og for hedningerne. Men når de overgiver jer, da skal i ikke være bekymret (gr.merimnao) for hvorledes eller hvad i skal tale; for der skal gives jer i samme stund hvad i skal tale. For det er ikke jer som taler, men det er jeres Faders Ånd som taler i jer."(v.16-20.) Jesus pegede på opgaven, som han gav apostlene og hans udsendingene, ikke var let. De skulle møde mange modstandere, som skulle prøve at hindre dem i at udføre den opgave de havde fået af Jesus. (v.15.)

Jesus bad dem om at være kloge og enfoldige i den forstand at de skulle være retskafne.(v.16.)

Apostlene blev bedt om selv at passe på overfor menneskerne, for de skulle torturere dem og føre dem frem for deres domstole, for at dømme dem der. Dette førte til at apostlene vidnede om Jesus – både for jøderne og hedningerne , som styrede i Israel. (v.18.)

Apostlene skulle ikke være bekymret for hvad de skulle sige til deres forsvar, for de ord som de skulle sige, ville komme til dem, når de behøvede dem. (v.19.)

Dette kalder vi for Den Hellige Ånds inspiration, og det kender vi godt til. Gud giver os det vi behøver, når vi skal forsvare vores tro, skrive en artikel eller holde en tale, for det er ikke vi som taler, men det er Den Hellige Ånd i os som taler. Det er det samme som Guds Ånd. (v.20-23.)

Det voldsomme had mod Jesus og apostlenes forkyndelse skulle føre til at familierne blev splittet i deres syn på Jesus; modstand skulle være stor indenfor den enkelte familie. Dette skulle oveni købet føre til at nogle af Jesu tilhængere måtte bøde med livet. (v.21.)

Dette skulle gå så langt at apostlene skulle blive hadet af alle, på grund af at de troende på Jesus. Dette udsagn går på endetiden. (v.22.)

Jesus var ikke kommet for at sende fred i Israel, nej, han kom for at sende strid: Luk. 12,51-53.

Det var ret som gamle Simon sagde ifm. at Jesus blev båret frem i templet, for at blive løskøbt som den førstefødte. Alt som var førstefødt, tilhørte Herren og måtte indløses med et offer: Luk. 2,34.

Dette had mod de messianske jøder skulle tiltage i Israel. (v.22.)

Dette udsagn betyder at endetiden allerede var kommet til Israel som kald og udfordring til at anerkende Jesus som Messias. Dersom jøderne havde taget imod Jesus, så ville vi have fået endetiden med den fulde oprettelse af Riget for Israel. Det var jøderne som skulle bestemme dette, men som vi ved, så forkastede de fleste af jøderne deres Messias.

Dette betyder at tilbudet om oprettelsen af Riget blev trukket tilbage, og vi fik menighedens tid. Den har snart varet i 2000 år. Efter den kristne menigheds bortrykkelse vil igen endetiden komme til Israel og hele verden.

I den tid vil der blive en stor forfølgelse af jøderne. Det vil desværre blive et nyt Holocaust. I den vil både de messianske jøder og store dele af det jødiske folk blive hadet af alle verdens nationer. Vi ser klare spor til dette i dag. Stadig flere mennesker og nationer vender sig mod Israel og mener at de behandler de såkaldte Palæstina arabere dårlig, og at jøderne er en fare for verdensfreden.

Udsagnet "men den som holder ud til enden, han skal blive frelst" (v.22.), betyder ikke at alle messianske jøder skal blive bjerget gennem trængselstiden, men det betyder at alle de som holder fast på sin tro på Jesus, skal få del i frelsen i 1000 års-riget.

Mange messianske jøder skal også blive dræbt i denne tid, men en del skal også overleve den store trængselstid, som skal kommer over jorden. Dette kommer bl.a. til udtryk i Joh. Åb.,kap.2-3, som er en beskrivelse af en del af de messianske menigheder i endetiden. Nogen af dem er lovet udfrielse fra trængselen, medens andre må gennemgå martyriet: Joh. Åb. 3,10 og 2,10.

I endetiden skal de messianske jøder blive forfulgt og jaget fra den ene by til den anden by i Israel. De skal ikke "komme til ende (gr.telos) med Israels byer, før (gr.heos an) Menneskesønnen kommer." (v.23.)

Mange af Jesu udsagn har et TO-SIDIGT aspekt. De går på den NÆRE FREMTID og den FJERNE FREMTID (endetiden). De kunne have blevet opfyldt i Israel i den nære fremtid, men på grund af at jøderne ikke tog imod Jesus som deres Messias, så blev begivenhederne udsat til den fjerne fremtid.

For at udsagnene kunne blive opfyldt i den nære fremtid, så knyttede der sig en forudsætning eller krav til dem, og det var at jøderne tog imod Jesus. Således er det også med dette udsagn.

I dette udsagn er der en partikel, som på græsk hedder "an". Den bliver desværre ikke oversat i vore Bibler, men den giver udtryk for en HYPOTETISK MULIGHED, som er baseret på en, BETINGELSE. Vi kan oversætte denne partikel med "eventuelt" eller "muligvis".

Dersom vi medtager denne partikel i den norske tekst, så kommer teksten til at lyde: "I skal ikke komme til ende med Israels byer, før (eventuelt, muligvis) Menneskesønnen kommer."

Dette betyder at der var en mulighed for at Jesus kunne komme tilbage og oprette Riget for dem allerede i den nære fremtid. Betingelsen var at jøderne ville anerkende Jesus. Da dette ikke skete, så blev denne begivenhed udsat til den fjerne fremtid, som er det samme som endetiden.

Vi kan derfor operere med TO ENDETIDER i den bibelske profeti, og det er:

1. Den "nære" eller den "hypotetiske endetid".
2. Den virkelige endetid.

Vi kan derfor sige at endetiden begyndte med døberen Johannes og Jesu forkyndelse. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5.,kap.: Det historiske og eskatologiske Gudsriget kunne have blevet oprettet ved Jesu første komme.)

Vi kan også sige at i og med at døberne Johannes og Jesus indledte endetiden, så lever vi også i dag i endetiden. Det er ikke den profetiske endetid, for den gjaldt bare Israel, men det er endetiden for menigheden.

Medens endetiden for jøderne afsluttes med det græske ord "telos", som betyder "absolut ende" og "afslutning", så afsluttes endetiden for den kristne menighed med det græske ord "synteleia", som betyder, "endetid".

En discipel er ikke over sin herre. Det betyder at han får den samme behandling som sin herre. Når farisæerne kaldte Jesus for Beelsebul, hvor meget mere skal så ikke hans tjenere blive kaldt med det samme navn. (v.24-25.

Selve navnet "Beelsebul" går tilbage til det hebraiske ord "Baal" som betyder "herre" og "senbul", som betyder "hus". Baal var en øverste guddom i den kanaanæiske religion. I nogle oversættelser er ordet "Beelsebul" brugt. Ordet"sebub" betyder "flue". Navnet betyder derfor enten "husets Herre" eller "fluernes Herre". Det var i al fald en benævnelse på Satan. At hævde at Jesus eller hans apostle havde Beelsebul som deres herre, eller at de var fyldt med Beelsebul kraft, var derfor den højeste grad af Guds bespottelse.

Jesus opfordrede sine apostle at de ikke måtte være bange for deres fjender. Alt det som Jesus havde fortalt dem om Guds rige, skulle blive åbenbaret. Det kan være enten Guds rigets åndelige side, eller det kan være Guds rigets hemmeligheder, som bliver åbenbaret i Mat. 13,3-52. (v.26.)

Det som Jesus fortalte apostle og disciplene i sine hemmeligheder, det skulle de forkynde videre i det åbenbare. De skulle forkynde det fra tagene, som var en af de bedste stede for kundgørelser. (v.27.)

Apostlene skulle ikke frygte for deres modstandere. De kunne bare slå legemet ihjel (gr.soma) og ikke sjælen (gr.psyke). Det græske ord "psyke" står for både "sjælen" og "livet". Dette betyder at deres modstandere ikke kunne tage dem fra det nye liv, som de havde fået i troen på Jesus. (De som tror på Jesus har ingen ting at frygte). De skulle derimod frygte Gud: (v.28.)

Dette betyder to ting, og det er:

1. Det er både sjælen og legemet som går fortabt. "At gå fortabt" betyder i den sammenhæng at man ikke fik del i de retfærdiges opstandelse og Riget for Israel.
2. Det "at blive ødelagt" er ikke det samme som "at blive tilintetgjort" Hverken sjælen eller legemet bliver tilintetgjort, men det bliver ødelagt i den betydning at de ikke får del i de retfærdiges opstandelse og Riget for Israel.

(gr.homologeo) for min Fader. (gr.arneomai) mig for menneskerne: (v.29-33.)

To spurve blev solgt for en "akssarion", som var den mindste pengeenhed i det romerske pengesystem. Den var 5 øre værd. Ikke engang en spurv falder til jorden uden at Gud ved om det eller tillader det. Når Gud har omsorg for spurvene; har han da ikke det for sine disciple: Han kender til og med antal hår som vi har på hovedet.

Apostlene skulle ikke frygte sine modstandere, for de var mere værd end mange spurve. (v.30.). De skulle derimod frygte Gud. "at frygte Gud betyder ikke at man er bange for Gud", men det betyder at man har respekt for Guds ordninger og forkynder hans veje. (v.26.)

Den som vedkender sig Jesus eller bekender Jesus for menneskerne, den skulle Jesus også kendes ved for Gud, som var i himmelen, men den som fornægtede Jesu for menneskerne, den måtte Jesus også fornægte for Gud. (v.32-33.)

Dette betyder ganske enkelt at den som troede på Jesu navn, skulle blive frelst. Den derimod som ikke troede på Jesus og fornægtede ham, kunne ikke blive frelst og få del i Riget for Israel.

"I må ikke tro at jeg er kommet for at sende fred (gr.eirene) på jorden (til Israel). Jeg er ikke kommet for at sende fred, men sværd. For jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, mellem en datter og hendes mor, og mellem en svigerdatter og hendes svigermor, og en mands hus folk skal blive hans fjender. Den som elsker (phileo) far eller mor mere end mig, er mig ikke værd (gr. axios), og den som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd, og den som ikke tager sit kors (gr.stauros) og følger efter (gr.akoloutheo) mig er mig ikke værd. Den som finder sit liv (gr. psyke), skal miste det, og den som mister sit liv for min skyld, skal finde det." (v.34-39.)

I udgangspunktet var Jesus kommet for at give fred til både Israel og resten af verden, men den fred som han gav, ville ofte resultere i ufred, for de u- igenfødte jøderne i en familie ville reagere negativt på Jesu lære. Dette vil da i sin tid føre til at Jesus måtte sende "sværdet", som er et udtryk for "dommen".

Når nogen i en familie tog imod Jesus, så ville dette vække modstand hos de øvrige familiemedlemmer, som ikke havde fået tag i frelsen i Jesus Kristus. Dette er en generel sandhed og den gælder både Riget for Israel og den kristne menighed.

Det var et krav i den messianske jødedom at jøderne måtte elske Jesus højere end sine egne familiemedlemmer. Den som ikke gjorde det, var ikke værdig for Jesus. Det vil sige at vedkommende ikke var værdig til at få del i himlenes rige, som allerede var etableret i Israel.

Således er det ikke i den kristne menigheds tidsperiode. Vi har mange eksempler på sløve kristne, som sætter mange ting i livet højere end Jesus. Disse får også lov at være Guds børn, for i vor tidsperiode er vi frelst udelukkende af Guds nåde. Det sætter ingen krav til at være en kristen uden det at man er født på ny og har Den Hellige Ånd i sit hjerte, som bevis på at man er genfødt. Den som TROR og BEKENDER, den er Guds barn. Rom. 10,9-10.

Vi skal også holde de bud som gælder for vor tidsperiode, men vi må ikke fokusere på dem i forhold til Guds nåde. Det er ikke vi som skal holde dem, men det er Guds nåde som er i os.

Romerbrevet, kap. 7 beskriver en genfødt kristen som forsøger at leve sit kristenliv i forhold til budene og ikke i forhold til Guds nåde. Vedkommende har det ikke godt. (v.18-25.)

I den messianske jødedom blev den troende, som ikke bar åndelig frugt i sit liv, udestænget fra Guds rige: Mat. 7,19.

Udenfor de romerske retslokaler var opstillet en række kors. De som blev dømt til døden, måtte selv bære sit kors til retterstedet. Det måtte også Jesus gøre. "At bære sit kors" betyder derfor at en var "indviet til døden", og en måtte regne med "at lide martyrdøden" på grund af troen på Jesus.

Det var ikke noget krav at en måtte lide martyrdøden, for at få del i Guds rige, men den som unddrog sig martyriet, dersom en blev stillet på dette valg, fik ikke del i Guds rige.

De fleste apostle og mange af Jesu disciple blev dræbt på grund af at de forkyndte Guds rige og troede på Jesus. Vi skal i det flg. se hvordan det gik dem: Døberen Johannes blev halshugget på grund af sin tro.Stefanus blev stenet i Jerusalem i året 35.Andreas blev korsfæstet i Patria I Akaia.Bartholomeus eller Natanael blev flået levende i Albanabolis.Filip blev hængt på en stolpe i Hieropolis i Frygia.Jakob (den ældre) blev halshugget af Herodes Antipas. Han var den første martyr. Dette skete i året 44.Jakob (den yngre) blev kastet ud fra et udspring i templet og blev derefter stenet.Johannes blev kastet i en kedel med kogende olie i Rom, men han blev reddet. Han blev senere forvist til øen Patmos på grund af sin tro. Han var hyrde for den messianske menighed i Efesus. Han var den eneste af apostlene som døde en naturlig død.Judas (Lebbeus Taddeus) blev skudt med pile i Persia.Mattæus blev levende brændt i Arabia Felix, eller han blev slæbt omkring i Alexandrias gader til han døde.Simon Peter blev korsfæstet i Rom med hovedet nedad. Dette hændte under Neros regeringstid i året 67.Simon, zeloten, blev korsfæstet i Israel.Tomas blev stukket ihjel i Koromandel i Øst-Indien medens han forkyndte evangeliet der. I Himalaya-fjeldene findes der fortsat nogle kristne som kalder sig for "Tomas kristne".Mattias (Judas Iskariotss efterfølger) døde i Etiopien.Lukas blev hægt i et olietræ i Hellas.Barnabas blev stenet og halshugget.Paulus blev halshugget i Rom i året 67 under Neros regeringstid.Jakob (Jesus bror) blev korsfæstet i Jerusalem.

I den frie nåde tid er det ikke således at man ikke får del i Guds rige som for vor del er i himmelen, om en unddrager sig at dø for Jesu sag. Vi er frelst af bare nåde, og der kræves ikke noget mere uden det at tro på Jesus og leve i nåden.

Vi må respektere tidsperioderne og deres egenart, men det bliver ikke gjort i fortolkningen og forkyndelsen af Guds ord. Dette er også grunden til at der er så megen forvirring angående den kristne lære. Man blander ind i den forhold som har med andre tidsperioder at gøre, og dette fører til en stor forvirring og frustration blandt de troende.

De fleste teologer og Bibel-forkyndere blander ind både jødedommen og den messianske jødedom i Paulus hans lære. Dette må føre til forvirring på det teologiske område.

Denne forvirring vil TILTAGE nu i endetiden. Endetiden betyder bl.a. FORVIRRING.

Dette fører også til at evangeliet MISTER SIN KRAFT: 1.Kor. 1,17. Forkyndelsen har næsten ingen kraft i vor tid.

I den messianske jødedom blev der stillet krav om den FULDKOMNE HENGIVELSE til Jesus. Den som ville følge Jesus, måtte helt opgive det gamle liv. Den som tabte det gamle liv, fik tag i et nyt liv. Vedkommende skulle finde dette igen i de retfærdiges opstandelse og dermed få del i Riget for Israel. (v.39.)

Således er det ikke i vor tidsperiode. Vi kan få lov at være Guds barn selv om vi ikke magter at efterleve Guds krav fuldt ud, for vi er frelst af Guds nåde og opretholdes ved Guds nåde.

Det er ikke det mindste rart at en tænkende mand som Søren Kierkegaard mente, at der ikke fandtes nogen som kunne efterleve Jesu lære, og at det dermed ikke fandtes nogen som kunne kalde sig for en kristen. Dersom han havde regnet med de forskellige tidsperioder og deres egenart, så havde han forstået at Jesu lære angår Riget for Israel og ikke den kristne menigheds tid.

Men han skal få ære for at han tog Jesu lære alvorlig og forstod indholdet i den. Det er trods alt bedre end den blanding af de to lære, som vi har i vore menigheder og i den forkyndelse, som bliver givet i de kristne menigheder.

Den som tog imod apostlene, tog imod Jesus selv, for de var udsendinge fra Jesus og repræsenterede det samme budskab. De havde også den samme lære og de gjorde de samme undergerninger. De 12 apostle og de 70 udsendinge kunne til og med udføre de messianske undergerninger, som i udgangspunktet bare Jesus som jødernes Messias kunne udføre.

Den som tog imod Jesus, tog også imod Gud, fordi de repræsenterede det samme. Jesus er enhed med Gud. De er to forskellige personer, men de er alligevel en enhed. (v.40.)

Jesus sagde om sit forhold til Gud: "Jeg og Faderen er et (gr.hen)

(Joh.10,30.) Jesus og Gud er den perfekte enhed, men i og med at den neutrale form "hen" af talordet "en" er brugt, så viser dette at de ikke er en person, men to forskellige personer.

På samme måde som Gud og Jesus er ett, dannede også de messianske jøder en enhed, både med sig selv og med Den Treenige Gud. "Jeg beder om at de ALLE MÅ VÆRE ETT(gr.hen) I OS, for at verden skal tro at du har udsendt mig." Joh. 17,21.

Den messianske menighed skulle udgøre en enhed som var tilknyttet Den Treenige Gud. Den kristne menighed skal ikke bare være en enhed, men den skal også udgøre Kristi legeme. Begge menigheder er "i Kristus". Det vil sige: De er indpodet i hans forsoningsværk.

De messianske jøder udgør "Jesu brud", medens vi udgør "Jesu åndelige legeme"

Alle som er frelst er podet ind i Jesu forsoning.

Det er umulig for os at forstå Treenigheden, men det er let at tro at det er således. Troen kan let indfange det som forstanden ikke kan fatte. Jeg vil i den forbindelse citere fra jødernes hellige bog. Zohra, bind.3 om hvad den siger om Treenigheden: "Eliesers far sagde til ham: Kom, se mysteriet i G-D-U (hebr. Yhvh): her er TRE TRIN. Hvert af dem har SELVSTENDIG EKSISTENS. Ikke desto mindre er de ett, og de er således forenes at den ene IKKE KAN SKILLES fra det andet. Men hvordan kan tre væsen (navn) være en ? Er de vitterlig en, fordi vi kalder dem en ? Hvordan kan tre være en, det kan bare erkendes ved Den Hellige Ånd, og egentlig bare med lukkede øjne (troens øjne)." (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, hvor jeg skriver meget om rabbinernes forståelse af Guds væsen og karakter.)

"Den som tager imod (gr.decomai)jer, tager imod mig, og den som tager imod mig, tager imod ham som sendte mig. Den som tager imod en profet (gr.prophetes) fordi han er en profet, skal få en profets løn og den som tager imod en retfærdig (gr.dikaios), skal få en retfærdig løn. Og den som giver èn af disse små bare et bæger koldt vand at drikke fordi han er en discipel (gr.mathetes), sandelig siger jeg jer: Han skal ingenlunde miste sin løn." (v.40-42.)Den som tog imod en profet og hans budskab fordi han var en profet, skulle få en profets løn, og den som tog imod en retfærdig, fordi han var en retfærdig, skulle få en retfærdigs løn.(v.41.) De messianske jøder skulle få den samme løn som disse.

Den løn som de messianske jøder skal få, er opbevaret i himmelen. Den skal deles ude når Jesus kommer igen. Hebr. 11,26. 2.Joh. 8, og Joh. Åb. 22,12.Om en messiansk jøde bare gav en af de 12 apostle et glas vand, skulle han få nådeløn for det, for den som tog imod apostlene, den tog imod Jesus selv. De var hans udsendinge. (v.42.)Der er to typer løn, og begge genspejler menneskernes forhold til Jesus. Det er:

1. Retfærdigheds løn.
2. Uretfærdigheds løn.

Oskaredi@online.no www.home.no/oeindergaard Referent: Yeshuatt@mail.dk www.yeshuattsion.webbyen.dk PÅ GENSYN !