I.R.2. Matteus
Evangeliet ”Jesu og Paulus’ liv og lære”
(fortsat gennemgang af O.E.I. s. bog)
Side 11;
Når vi arbejder med tekster fra
N.T. må vi skille mellem den messianske menighed og den paulinske
menighed. De har delvis forskellig teologisk fundament for sin
virksomhed.
Den messianske menighed var knyttet
til Jesu Torah, men den paulinske menighed er knyttet til Paulus sin
Torah.
Jesus byggede sin undervisning på
DET PROFETISKE ORD, som var godt kendt i G.T. (Tanach), medens Paulus
fik åbenbaret DE NY TESTAMENTLIGE HEMMELIGHEDER. De var ikke –
hverken i Tanach eller i Jesu undervisning.
De messianske Skrifter er de 4
evangelier, Ap. Gerninger, kap.1-12. Hebræerbrevet, Jakobs brev,
Peters første og andet brev, Johannes første, andet og tredje brev,
Judas brev og Johs. Åbenbaring.
Det teologiske indhold i disse
Skrifter ANGÅR IKKE den kristne menighed, men de angår Israel og de
messianske menigheder i Israel og i diasporaen. Det er de paulinske
Skrifter som beskriver den åndelige basis for den kristne menighed.
Dette betyder ikke at en del
åndelige principper ikke er de samme i disse to sæt af Skrifter,
men dersom vi ikke magter at skille mellem Rigets forkyndelse og den
kristne menighed forkyndelse, så kan vi være HELT SIKRE på at de
teologiske vurderinger som vi har, ikke er korrekte.
Dersom vi ikke magter at skille
disse to sæt af Skrifter, så er vi også
Denne Bibel-kommentar bliver derfor
både en kommentar af de enkelte vers i dette evangelium, og det
bliver også en sammenligning mellem Jesu og apostlenes forkyndelse
og Paulus hans forkyndelse. Det b liver derfor en ANDERLEDES
Bibel-kommentar og en VIGTIG Bibel-kommentar, for nu er tiden kommet
så langt i frelseshistorien at vi må begynde at forstå, at vi må
skille mellem rigets FORKYNDELSE og den kristne menigheds
forkyndelse. Det ligger i sagens natur at der er ligheder i disse to
forkyndelser, men der er også STORE FORSKELLE. Rigets forkyndelse
angår jøderne og det messianske rige, medens den kristne
forkyndelse angår den kristne menighed, som består både af jøder
og hedninger. Den første forkyndelse angår JORDISKE FORHOLD, medens
den anden forkyndelse angår HIMMELSK FORHOLD.
Den nåde som blev givet i Rigets
forkyndelse, var BETINGET af at jøderne fulgte budene i Jesu lære,
medens den nåde som Jesus giver i indeværende tidsperiode, er UDEN
BETINGELSER.
Jøderne måtte blive TESTET på
deres tro. Testen som de måtte gennem, var overholdelsen af Jesu nye
Torah, som bestod af en række bud. Dette forhold kommer til udtryk i
hele Jesu forkyndelse. Centrum i denne forkyndelse er
Bjergprædikenen. Matt.5-7.
Det betyder ikke at vi ikke skal
følge de bud og forskrifter som er givet i vor tidsperiode i
vandringen som troende, men det betyder at Mose Torah og Jesu
fornyede Torah er SAT TIL SIDE i vor tidsperiode som TEOLOGISKE
SYSTEMER. De 10 bud som EN ENHED er sat tilside.
Det betyder ikke at det enkelte bud
er ophævet. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5. Kap.: de 10 bud er
indtaget i Paulus’ undervisning med undtagelsen af sabbatsbudet og
buddet om gengældelse i 3. og 4. slægtled.)
Dette betyder ikke at de enkelte bud
og de mange formaninger, som vi har i Paulus’ breve, ikke skal
vejlede de troende i vandringen som kristne. Vi skal kende til dem,
men vi bliver ikke bevaret som kristne, eller vi bliver ikke mere
helliggjort i vort Guds liv gennem EN YDRE OVERHOLDELSE af budene og
forskrifterne. Det er Guds nåde som må bevirke dette. Når vi gør
gode gerninger og holder budene, så er dette et udtryk for at det er
Guds nåde som arbejder med os og i os.
Paulus overlod ikke den kristne
menighed til bud og regler, men han overlod den til Guds nåde. Det
er Guds nåde som skal optugte de de kristne til nu at leve et
rigtigt liv, og ikke en ydre overholdelse af bud og regler: Titus
2,11-12.
Der er nogle enkelte kristne
forsamlinger som hævder, at vi ikke længer behøver de enkelte bud
og forskrifter i vandringen som troende, og at det er nok, at vi
lever i samsvar med det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og
vor næste.
Til dette er flg. at sige: der er
ingen modsætning mellem det dobbelte kærlighedsbud og de andre bud
og forskrifter. Det dobbelte kærlighedsbud og de andre bud og
forskrifter. Det dobbelte kærlighedsbud er SUMMEN AF alle de andre
bud.
De 4 evangelier beskriver Jesu liv
og lære. Medens de 3 første stort set følger det samme teologiske
tidsskema og har en ens fremstilling, så er det evangeliet efter
Johannes skrevet på en helt anden måde. Det er bygget op omkring 7
af de undergerninger som Jesus gjorde. Johannes kalde de for ”tegn”.
Det var tegn på at Messias var kommet, og at RIGET var etableret:
Johs.21,30-31.
De tre første evangelier bliver
kaldt for de ”synoptiske evangelier”, og det betyder ”samsyn”.
Indholdet i dem er bygget op efter en fælles kronologi.
Når de synoptiske evangelier en
sjælden gang afviger fra hverandre m.h.t. indholdet og kronologien,
så kan dette forklares på flg. måde:
a) De afvigende udsagn udfylder hverandre.
b) De
afvigende udsagn kan angå forskellige begivenheder.
c) Det
hebraiske sprog og den hebraiske tankegang lægger heller ikke så
meget vægt på at udsagnene skal være helt lige og logiske klare.
Det er den græske måde at tænke på.
Hebraisk er et sprog som hellere
lægger vægt på AKTION og FØLELSER end på logik og ensartethed..
Hvor i i vesten kan se brist og logiske mangler i fremstillingen, der
vil jøderne ikke have dette problem. Hebræerne er ikke så optaget
af at alt skal have sin logik og sin forklaring.
Af den grund har det hebraiske
sprog få abstrakte begreber. Når hebræerne skal give udtryk for
det som er abstrakt, bruger de konkrete udtryksmåder. Dette vil føre
os til problemer i Vesten, som gerne vil forklare alle ting på en
logisk måde.
Medens den hebraiske tankegang og
det hebraiske sprog, er den udtryksform som Gug har valgt at udtrykke
sig på. I Bibelens Skrifter, er den græske logik filosoffernes
udtryksmåde. Det var filosofferne i oldtiden som udarbejdede
systemerne for logisk tænkning.
Medens vi ofte tænker i ”logiske
tanker” og tænker at Guds logik er den samme som menneskenes
logik, så tænker hebræerne i ”logiske blokke”, hvor den ene
blok angår Guds tanker og vurderinger, medens den anden blok angår
menneskenes tanker og vurderinger.
På baggrund af det som vi har
skrevet ovenfor, er det indlysende at vi ikke uden videre kan forstå
alle sammenhænge i Bibelen ud fra vor måde at tænke på og at
udtrykke os på, men når vi er opmærksomme på forskellene som der
er mellem det hebraiske sprog og hebræernes måde at udtrykke sig
på, og de vurderinger som vi i Vesten har, så kan vi let tilegne os
indholdet i Bibelen. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Røtter:
Kap. Den hebraiske tænkemåde. Se også min artikel: Kundskab om
jødedommen og bibelsk fortolkning. Del 1. på min
internet-side:http://home.online.no/~oskaredi/index.htm
De forskelligheder som der er
mellem de 4 evangelier, bliver forklaret på flg. måder:
1.) De tre første evangelier
fortæller mest om Jesu virke i Galilæa, medens Johs. Evangelium
fortæller om Jesu virke i Judæa. De 4 evangelier udfylder
hverandre.
2.) Medens de 3 første evangelier
angår det jødiske folk og den messianske menighed generelt, så
angår indholdet i Johs. Evangeliet ”en selvstændig, ur kristen
oral (mundtlig) tradition som hører hjemme i et palæstina miljø i
tiden før Jerusalems ødelæggelse i år 70. En lokalisering af
traditionen tør være en forklaring på den specielle interesse for
Jesu virksomhed i Judæa.” (Se Studie Bibelen. Nr.2 s.497.)
3.) I og med at Johannes evangeliet
er skrevet så meget senere (ca. år 90) end de andre evangelier, så
er den NÅDEN, som vi har i Jesus Kristus, mere fuldstændig
fremstillet hos Johannes end hos de andre evangelieforfattere. Da
Johs. Evangeliet blev skrevet, var den kristne lære fastlagt gennem
Paulus’ breve. Det har også øvet indflydelse på INDHOLDET i
Johs. Evangeliet.
Dette betyder ikke at Johs.
Evangeliet ikke hører med til de messianske Skrifter. Det betyder at
hovedvæksten i dette evangelium bliver lagt på nåden og ikke på
gerninger. Vi ved at Jesu forkyndelse gik ud på at jøderne måtte
forpligtige sig på både GUDS KRAV og GUDS NÅDE. Den som ønsker at
få del i Guds rige, må gå ind under både Jesu krav og Jesu
kærlighed..
Den store rabbinske forsker Israel
Abraham har sagt flg. om Johannes evangelieum: ”Det er mit
overvejende indtryk at det indeholder en ÆGTE TRADITION om en side
ved Jesu forkyndelse, som ikke har fundet plads hos synoptikerne.”
4.) Det er også blevet hævdet at
de 4 evangelier er blevet skrevet til 4 forskellig folkegrupper.
Mattæus skrev til jøderne. Markus skrev til romerne. Lukas skrev
til grækerne. Johannes skrev til hele verden
5.) Den mest korrekte måde at
forklare evangeliernes egenart på, er at evangelierne beskrev
FORSKELLIGE SIDER VED JESUS. Mattæus beskrev Jesus som KONGEN.
Markus beskrev Jesus som GUDS SØN eller som GUD SØNNEN. Johannes
beskrev Jesus som GUDS SØN eller som GUD. Dette svarer også til 4
vigtige sider ved Messias, som beskrevet i Tanach.
6.) I tillæg til dette er de 4
evangelier skrevet i den hensigt at beskrive de 4 niveauer, som vi
har i jødisk Bibel tolkning:
a) Det første niveau udgør det
BOGSTABELIGE ASPEKT ved en tekst. Dette niveau bliver kaldt for
”PESHAR”. Evangeliet efter Markus beskriver dette niveau bedst.
b. Det andet niveau udgør det
SKJULTE ASPEKT ved en tekst. Dette niveau bliver kaldt for ”REMEZ”.
Evangeliet efter Lukas beskriver dette niveau bedst.
c. Det tredje niveau udgør de
MORALSKE og LÆREMÆSSIGE ASPEKT ved teksten. Dette niveau bliver
kaldt for ”DROSH” Evangeliet efter Mattæus beskriver dette
niveau bedst.
d. Det 4 niveau udgør de SKJULTE og
HEMMELIGE ASPEKTER ved en tekst. Dette niveau bliver kaldt for
”SOHD”. Evangeliet efter Johannes beskriver dette bedst. (Se min
bog: Kristendommens Jødiske Røtter: Kap.: Den hebraiske tænkemåde.
Se også min artikel: Kundskab om jødedommen og bibelsk fortolkning.
Del 1.)
DEN JØDISKE DÅB,
Matt. 3,5-12.
Side 35:
Det var et stort antal jøder som
kom tvivl Johannes, for at blive døbt af ham og for at få del i
Riget for Israel. Der kom folk både fra Jerusalem, fra Judæa og fra
landet omkring Judæa. De lod sig døbe af Johannes i elven Jordan
til syndernes forladelse, idet de bekendte deres synder, v.5-6.
Jøderne kendte ikke til denne dåb.
Det var noget nyt for dem at HELE FOLKET skulle døbes til syndernes
forladelse. De Var vant til at døbe sig selv til renselse ved
forskellige anledninger. Det var Mose Torah som pålagde dem dette.
De måtte ære rituelle rene når de skulle deltage i Guds tjenesten
i templet og synagogerne.
Mose Torah krævede enten hel
NEDDYKNING i vandet eller bare en BERØRING af vandet. Der Var
imidlertid stillet et krav til vandet, og det var at det måtte være
RINDENDE og ikke stillestående. Stillestående vand blev betragtet
som forurenet vand.
Det var heller ikke vand mængden
som betød noget, men det som var vigtig, var at vandet var det
middel som RENSEDE jøderne fra deres synder, således at de kunne
komme i et rigtigt forhold til Gud, således at de kunne deltage i
Guds tjenesten.
Dersom jøderne ikke havde renset
sig fra deres synder, så blev både de og det jødiske samfund urent
i forhold til Gud. Det var ikke bare den enkelte jøde som kunne
blive uren, hele landet kunne også blive det.
Det var både personer og genstander
som blev renset med vand i jødedommen. Vi skal tage med nogle
eksempler på ”vanddåben” i jødedommen:
2.Mos.18-20. 3.Mos.14,8. 15,16 og v.18. 17,15.
Vi presserende at vanddåben bare
gav en YDRE RENSELSE.. Den har ikke noget med begravelse, død og
opstandelse at gøre. (Hvad der gælder teksterne i Rom.6,3-7 og
Kol.2,11-12, så har de ikke noget med vanddåben at gøre, men de
går på genfødelsen.)
Gud ønskede at kanalisere jødernes
frelse gennem Johannes dåben. Han ønskede at føre frem et HELLIGT
FOLK , som kunne være PRÆSTER for hele verden i RIGETS tid. På
samme måde som både Aron og levitterne blev indsat i deres embeder
gennem en vand dåb, det samme måtte ske med det jødiske folk:
2.Mos.40,10-12.
Vi ved at levitterne skulle være
præster i templet i Jerusalem, men vi ved også at HELE ISARAEL er
udtaget til at være præster. De skulle være præster for Gud i
1000 års riget: 1.Pet.2,9.
Vand dåb af det jødiske folk
betyder at GUDS RIGE VAR KOMMET. Johannes stillede 3 krav til det
jødiske folk, for at de skulle få del i Guds rige, og de var:
a) De måtte angre deres synder.
b) De måtte omvende sig. Det vil sige at de måtte
holde Mose Torah.
c) De
måtte tage vand dåben.
Vanddåben er også relateret til
David pagten, som gav løfter om at det Davi diske kongedømme aldrig
skulle uddø i Israel .Det skulle vare altid. Denne pagt peger på
Messias’ komme: 1.Krøn.17,11-14.
Når Johannes sagde at han døbte,
for at Jesus skulle ÅBENBARES for Israel, forstår vi at vanddåben
peger tilbage på David pagten og Jesu første komme: 1.Joh.1,31.
Mange af farisæerne og saddusserne
kom også til Johannes dåb, men han afviste dem, for han så at de
ikke mente noget med dåben. De bar ikke frugterne i deres liv, som
skulle være et resultat af omvendelsen og dåben. Han kaldte dem for
”ormebørn” og spurgte dem om hvem som havde undervist dem,
således at de kunne undgå den store trængselstid, som lå foran
jødefolket, dersom de ikke tog imod Messias, v.7-8.
Den trængselstid, som der her er
tale om, er romernes ødelæggelse af landet, byen og folket i år 70
efter Messias. I forlængelsen af dette forkyndte Johannes også den
store trængselstid, som skal komme både over jøderne og hele
verden, og som endnu er fremtidig. Trængselen kom af den grund at
jøderne ikke ønskede at tage imod Jesus fra Nazaret som deres
Messias.
Den dåb som Johannes tilbød
jøderne, var en YDRE DÅB. Han pegede på Jesus som den som skulle
komme med den virkelige STORE DÅB, og det var dåben ”af” eller
”med” Den hellige Ånd ind i Jesu person.
Efter at Den Hellige Ånd var
kommet, blev dette det store frelsespant på om jøderne hørte med
til GUDS RIGE eller ikke: Johs.14,17, v.11. Til trods for at det er
Jesu forsonergerning som giver mennesker del i frelsen, så blev
alligevel syndernes forladelse kanaliseret gennem vanddåben i den
messianske forsamling. Grunden til det var at jøderne var bundet til
Torahen.
Den Hellige Ånd var også et løfte
som blev givet til jøderne. De blev lovet en ny pagt og en ny Ånd i
deres hjerter: Jerm.31,31-34. Den Hellige Ånd kom også på
Pinsefestens dag, således som det var lovet.
Men Jesus skulle ikke bare døbe med
Den Hellige Ånd, han skulle også døbe med ild eller dom. Det vil
sige han skulle dømme de af folket, som ikke ville underlægge sig
ordninger, v.11-12. ”Hveden” er et billede på de” troende i
Israel”. ”Tærskepladsen” er et billede på ”dommen over
jøderne”, først i år 70 og derefter i den store trængsel, som
ligger foran os. ”Avnerne” er et billede på de ”u-frelste” i
Israel. ”Laden” er et billede på ”Riget for Israel”: Es.
66,23-24.
Den som ikke fik del i ”den
kommende tidsalder”, som rabbinerne kaldte Det Messianske Rige, fik
heller ikke del i ”de kommende tidsaldre”, som er selve
”evigheden”.
Vedrørende udtrykket ”at døbe
med ild”, så har vi det samme udtryk i Luk.12,49-50: ”ild er jeg
kommet for at kaste på jorden (på Israel), og hvor ville jeg gerne
at den allerede var tændt. Men en dåb har jeg at døbes med, og
hvor gruer jeg til den er fuldført.”
Vers 50 handler ikke om Jesu død,
som de fleste tror, men det har med den ild (dommen) som Jesus er
kommet for at kaste på jøderne. I den jødiske litteratur har vi
noget som hedder parallelisme
. Det går ud på at man gentager det
samme meningsindhold i to forskellige sætninger, som står ved siden
af hinanden. Ordene er ulige, men indholdet skal udtrykke det samme.
Den rette mening af Luk.12,49-50 bliver da: ”Ild er jeg kommet for
at kaste på jorden. Hvor ville jeg gerne at den var tændt. Jeg har
en dom at udføre. Hvor jeg gruer til det er ovre.
Side 46:
Kapernaum blev udgangspunktet for
Jesu virksomhed. Han tilbragte det meste f sin tid i Galilæa. På
sin vandring langs Genesaret søen traf han Peter og Andreas. De var
brødre. Han havde truffet dem på et tidligere tidspunkt i Judæa:
De havde været der og modtaget Johannes dåben og var dermed
disciple af Johannes.
I Judæa havde de talt med Jesus og
Jesus havde givet Peter et nyt navn, som var Kefas. Det betyder
”klippe” eller ”del af en klippe”. ”Peter” er den græske
form af det hebraiske ord ”Kefas”: Johs.1,35-43. Når de nu traf
Jesus i Galilæa, så blev de hans efterfølger og apostle. De forlod
STRAKS deres garn og fulgte efter Messias, for han sagde at han ville
gøre dem til menneskefiskere, v.18-20.
Dette var et meget HØJERE KALD end
det at fange fisk. Måtte vi alle vælge det som Herren har for os,
selv om vi måtte forlade det sikre og gå ind i det ukendte. Den vej
som Herren har for os, er den bedste.
Da Jesus gik videre traf han
Zebedæus sønnerne, Jakob og Johannes, og han kaldte også dem til
at blive hans disciple og apostle. De brød STRAKS op og forlod
båden, sine garn og sin gamle Far, v.21-22. Vi ved at det var et
krav i Jesu undervisning, at den som ikke forlod sine forældre og
sine gøremål, den kunne ikke være en discipel af Jesus:
Mat.10,30-37. 19,29.
Paulus derimod siger at den som ikke
tager sig af sin egen familie, er værre end vantro: 1.Tim.5,8.
I dette tilfælle så sagde JESUS
DET MODSATTE AF DET SOM Paulus underviste om. Dette skal få os til
at forstå at vi her har TO FORSKELLIGE UNDERVISNINGESFORMER i N.T.
Jesus forkyndte de teologiske sandheder om RIGET FOR ISRAEL, medens
Paulus forkyndte hemmelighederne med den KRISTNE MENIGHED.
Tre af disse apostle, Peter, Andreas
og Johannes kom til at have et specielt nær kontakt med Jesus under
hans vandring. De udgjorde på en måde en indre kerne af hans
apostle. De var sammen med ham både på forklarelsens bjerg og i
Getsemane: Mat.17,1-8. 26,37-46.
Vi ved ikke hvad som var grunden
til, at akkurat disse blev udvalgt til at ære sammen med Jesus ved
specielle og vigtige anledninger. En af grundene kan være at de var
blandt de første, som blev Jesu disciple, da han kom til Galilæa.
Ellers så ved vi at Herren udvælger den som han selv vil, til de
forskellige tjenester.
VI VED VIDERE AT BÅDE Peter og
Johannes blev ledere i den messianske forsamling i Israel. De var
blandt STØTTERNE i den messianske synagoge i Jerusalem. På deres
rejser besøgte de jødiske menigheder både i Israel og i
diasporaen, og de Skrifter som de skrev til disse menigheder,
indeholder den jødiske messianske lære.
Som
mine læsere sikkert ved, så mener undertegnede at vi har to
FORSKELLIGE LÆRESYSTEMER i N.T., og det er:
a) Forkyndelsen af RIGET FOR
ISRAEL. I denne forkyndelse har jødernes Torah, således som Jesus
tolkede Mose Torah, en central plads. Den messianske jødiske lære
finder vi i de 4 evangelier, i Ap. Gerninger, 1-12, i de jødiske
Skrifter og i Johs. Åbenbaring. Denne lære kalder vi for
”evangeliet om Riget”.
b) Forkyndelsen af den kristne
menighed. Den finder vi udelukkende i Paulus’ breve. Det centrale i
disse breve er at menneskene bliver frelst af nåde og ikke ved
gerninger: Ef.2,8-9. En bliver heller ikke bevaret som kristen ved en
ydre overholdelse af budene. Det er Guds nåde som opdrager os til at
leve på en ret måde: Titus 2,11-12. Denne lære kalder vi for
”evangeliet om den frie nåde”.
Disse to læresystemer har
læremæssige ting som er fælles, men de har også mange ting so0m
ikke er fælles, og de skal ikke blandes sammen. Det har op igennem
næsten hele frelseshistorien været en SAMMENBLANDING mellem disse
to læresystemer, men nu er tiden kommet så langt, at vi må begynde
at skille disse og forstå Guds Ord på en ret måde. Vi må huske på
at Paulus opfordrede Timoteus til at fordele Skrifterne på en
RETTELIG MÅDE. Det gælder også os. ”Læg vind på at fremstille
dig for Gud som en som holder prøve, som en arbejder som ikke har
noget at skamme sig over, idet du RETTELIG (på en ret måde) lærer
sandhedens Ord.” 2.Tim.2,15.
Dette er også hovedgrunden til at
denne Bibel kommentar bliver skrevet. Den vil være et forsøg på at
RETLEDE kristenfolket og andre, således at de kan få en RET
FROSTÅELSE af Guds Ord.
Jeg ønsker at kristenfolket kan få
se, at jøderne har et åndelig fundament, og det angår RIGET FOR
ISRAEL, medens den kristne menighed har et åndelig fundament, og det
angår den kristne menighed, som er en himmelsk forsamling.
Dersom vi ikke ser og forstår
dette, kommer i aldrig ind i den ÅNDELIGE FRIHED, som Paulus
beskriver i sine breve.
Dersom vi ikke får tag i dette, så
bliver vi aldrig helt frigjort i vort kristenliv, for vi kommer til
at blande ind elementer far Jesu og apostlenes forkyndelse i Paulus*
lære om den frie nåde. Der kom en NY TID ,med Paulus.
Alt dette får vi rigelig med tid,
og anledning, til at kommentere i fortsættelsen, men jeg vil nævne
det for mine læsere allerede på et tidligt tidspunkt, således at
de kan være opmærksomme på dette og glæde sig over hvordan N.T.
skal forstås på en ret måde.
Hvad som gælder
indholdet i N.T. så skal det deles på flg. grupperinger af
mennesker:
a) De hedninger som ikke har hør om
jødernes Torah eller om evangeliet om den frie nåde: Rom.1,18-32.
b) Jøderne som har Torahen, men som
ikke il bøje sig for Guds ordninger i de forskellige tidsperioder:
Rom.2,1-3, 20.
c) De messianske jøder som blev
frelst ve RIGETS evangelium.
d) De jøder og hedninger som hører
med til Jesu legeme: Rom.3,21-31.
e) De jøder og hedninger som bliver
frelst efter den kristne menigheds bortrykkelse.
Side 50.
I Paulus’ forkyndelse er det den
kristne menighed som er i centrum. Den består både af jøder og
hedninger. Den kristne menighed er en NU FRELSEFORSAMLING, som ikke
havde eksisteret før. Den indgår i en enhed med Jesus, hvor Jesus
er hovedet, og hver enkelt af os som tror på Jesus, udgør legemerne
på dette legeme: 1.Kor.12,27.
Medens jøderne har JORDISKE LØFTER,
så har den kristne menighed HIMMELSKE LØFTER. Vi er allerede på
nuværende tidspunkt sat ind i himmelen sammen med Jesus: Ef.2,6 og
har del i ”al åndelig velsignelse”: Ef.1,34.
Først handlede Gud med hedningerne
i 1500 år, fra Adam og til ”Babels forvirring”. Da hedningerne
ikke ville underkaste sig Guds ord og Guds ordninger, så dømte han
dem ved at forvirre deres tungemål og spredte dem ud i verden:
1.Mos.11,7-9.
Efter dette udtog Gud sig et nyt
folk, og det var jøderne. De ville heller ikke underkaste sig Guds
ordninger, men gjorde oprør mod Gud. I Gammeltestamentlig tid gjorde
de oprør mod Gud. I Nytestamentlig tid gjorde de oprør mod Jesus og
mod Den Hellige Ånd. Til slut kom også Guds dom over jøderne.
Efter at Gud først havde dømt
hedningerne og derefter jøderne, så tog han sig et helt nyt folk,
som bestod af både jøder og hedninger: Rom.11,32.
Dette er den kristne menighed. Den
består af både jøder og hedninger. Det var først Paulus som fik
at vide de læremæssige sandheder om denne menighed.
Det som først og fremmest
kendetegner Gud, er ikke strenghed og dom, men nåde, barmhjertighed,
frelse og kærlighed. Han vil at alle skal blive frelst og lære
sandheden at kende: 2.Mos.34,6.
Når vi studere frelseshistorien,
ser vi at dette også er rigtig. Vi må blive imponeret over den
mængde nåde som findes hos Gud.
Side 57.
DEN
OTTENDE SALIGPRISNING.
”Salige er de som
er forfulgt for retfærdigheds skyld, for HIMLENS RIGE er deres.”
v.10
Denne saligprisning er blevet galt
oversat. Det er ikke de som bliver forfulgt som skal arve GUDS RIGE,
men det er de som SØGER GUDS RIGE AF HELE SIT HJERTE, som skal blive
frelst. Man får ikke del i Guds rige blot på grund af at man bliver
forfulgt, men på grund af at en søger frelsen i dette Rige. Dette
vers skal oversættes på flg måde: ”Salige er de som søger
(jager efter) retfærdighed (frelsen), for Himlenes rige er deres.”
Grunden til at dette vers er blevet galt oversat er:
a. At man har ment at den som blev
forfulgt for Guds Rige, skulle arve Guds Rige.
b) Det hebraiske verpe for ”ar
forfølge” er ”radaf”. Det har to betydninger, og det er ”at
forfølge” og ”jage efter”. Her burde dette ord hav været
oversat med ”at jage efter” og ”at søge”.
Dette stemmer også med det der står
i Matt.6,33. Der er også 2 andre ord som burde være oversat på en
anden måde i dette vers, og det er:
a) Ordet ”retfærdighed”. Det er
på hebraisk ”zdekah”. I dette tilfælde burde ordet være
oversat med ”frelse”. Dette ord kan også betyde
”almissegivning”, Matt.5,20 og 6,1.
Ordet frelse er lidt brugt i
hebraisk. Det har mange synonymer. En af dem er ordet ”retfærdighed”:
Es 51,5. I dette tilfælde er ordet ”retfærdighed” det samme som
”frelse”. Dette er også et eksempel på at to sætninger som
står ved siden af hinanden i teksten, udtrykker det samme.
(Parallellitet)
Ordet ”dom” kan også betyde
”frelse”. Det samme gælder også verbet ”at dømme” : Salme
43,1. Dommerne i Israel skulle ikke dømme Israel, men de skulle
frelse og frigøre folket.
Gud er også kaldt for ”hele
jordens frelser”: Salme 94,2. Retfærdighed og frelse er
fundamentet for hans trone. Salme 89,14. De 12 apostle til Jesus skal
ikke ”dømme” Israel, men de skal frigøre og frelse Israel:
Matt.19,26, som også referer til Salme 122,5, hvor der står:” For
der er stole sat til frelse, stoler for Davids hus.
b) Ordene ”er deres” bør heller
ikke blive oversat på denne måde. De bør blive oversat med: ”er
af slike” eller ”består af slike”.
(Se hvad jeg har skrevet under
Matt.5,3 om dette.) Den rigtige oversættelse af dette vers bliver
da: ”Salige er de som søger efter frelsen, for himlenes rige
består af slike.”
Side 63.
Det ”at være den mindste i
HIMLENES RIGE”, betyder det samme som at en Kan blive medlem i
dette Rige uden at en holder alle Jesu bud. Den som bryder et lille
bud i Guds rige, skal få en mindre position i dette rige end den som
holder alle budene.
Den som holder budene, skulle få en
højere position i riget. Dette viser at Jesus ikke afskaffede
Torahen eller budene. Alt Torahen skal bestå til og med det mindste
bogstav eller den mindste tøddel v.15.
Dette betyder videre at dette rige
ikke er et perfekt Rige. Der skal også bo syndere der. Rigets
periode skiller sig ikke ud fra de andre tidsperioder hvad som gælder
akkurat dette.
George Williams siger i sin Bibel
kommentar s.701 at det ”at være den mindste i himlenes rige”,
betyder at en slik person ”ikke kunne være medlem i dette rige”.
Side 64.
Vi ved at almissegivning, lån
og gaver var et krav til jøderne i Jesu Torah. Det kan også betyde
flg.: Dersom jødernes retfærdighed bare var reduceret til
almissegivning, så kunne de ikke få del i Guds
Rige.
Paulus kunne ikke have udtrykt sig
på denne måde. I hans forkyndelse er der bare et
retfærdighedsbegreb, og det er Guds retfærdighed og Guds nåde.
Medens den messianske jødedom
opererede med 2 retfærdighedsbegreb, og det er Guds retfærdighed.
Det skulle ikke være vanskeligt at
se at kravene i Bjergprædikenen ikke angår kirkens tid, men i og
med at mange teologer og Bibellærer ikke regner med Riget for Israel
som en åndelig størrelse, så ser de Bjergprædikenen og Jesu
undervisning i lys af Paulus’ undervisning. I deres prædikener
begynder de ofte med at læse fra de messianske Skrifter og særlig
evangelierne og ender op med Paulus’ hans undervisning. Dette
gøres på to måder, og begge er fejlagtige. De hæver:
a) At det som Jesus kræver i de
jødiske Skrifter, det giver han i sin nåde.
b) At al undervisning i N.T., som er
givet før Golgata, ikke gælder efter Golgata.
Vi kan på ingen måde være enige i
disse vurderinger. Jesus sagde selv i missionsbefalingen i
Matt.28,18-20 at apostlene skulle gå ud i al verden og UNDERVISE OM
ALT DET SOM JESUS HAVDE LÆRT DEM. Denne missionsbefaling blev givet
efter Golgata
ref. Egon Ladegaard Kristensen:
yeshuatt@mail.dk
www.denpaulinskegruppe.blogspot.com