MATTEUS EVANGELIET
Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard: Kristen Bokproduksjon, 6630
Tingvoll, Norge.
KAPITEL
12. "På den tid gik Jesus gennem en ager på sabbatten, og hans
disciple var sultne og begyndte at plukke aks og spise. Men da
farisæerne så det, sagde de til ham: Se, dine disciple gør det som
ikke er tilladt på en sabbat. Men han sagde til dem. Har i ikke læst
hvad David gjorde da han var sulten, han og de som var sammen med
ham, hvorledes han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, som
hverken han eller de der var sammen med ham havde lov til at spise,
men kun præsterne ?" (v.1-4.)
I
følge Mose Torah var det tilladt at plukke aks og spise dem når man
var sulten: 5.Mos. 23,25. Det som ikke var tilladt, var at udføre
arbejde: 2.Mos. 20,10. De skriftlærde havde defineret det "at
plukke aks" som det samme som det "at udføre et arbejde",
og det til trods for at Torahen sagde det modsatte. De tog mere
hensyn til deres egne fortolkninger af Torahen end det som Torahen
selv gav udtryk for. De mente at Gud ved Sina havde Gud givet jøderne
to sæt lov tavler, og det var:
Den skriftlige Torah
som Gud gav Moses.
Den mundtlige Torah som også blev givet til
Moses, men som ikke blev gjort kendt for jøderne. Det
er ikke korrekt at Gud gav Moses to sæt af Toraher på Sina.
Den mundtlige Torah er ikke givet af Gud, men den er de skriftlærdes
fortolkninger af Mose Torah og hele Tanach. Den kommer til udtryk i
Talmud. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap.: De jødiske
Skrifter.) Mange af farisæerne og de skriftlærde mente også at den
mundtlige Torah var overordnet Mose Torah.
Jesus
mindede farisæerne om at David havde gjort noget tilsvarende, som
det disciplene havde gjort. Da han og hans mænd ikke havde mad, gik
han på kongens (Sauls) befaling til præsten Abimelek i Nob, hvor
tabernaklet var, og bad ham om brød til sine mænd. Da præsten ikke
havde brød, fik David uddelt de 12 skuebrød, som var taget ud af
Tabernaklet og skulle spises af præsterne: 1.Sam. 21,1-6. De 12
skuebrød var bagt af fint mele. De var sandsynligvis bagt uden
surdej. Surdejen står for synden. Vi ved ikke helt sikker hvad de 12
brød symboliserer, men det er sandsynligt at tro at de enten
repræsenterede de 12 stammer eller Guds menighed i Israel, som var
udtaget fra de 12 stammer.
De
12 skuebrød hed på hebraisk "læheæm panim", som betyder
"ansigtsbrød". De blev kaldt dette fordi kagerne skulle
lægges frem for "Herrens åsyn". ".Mos. 25,30. De 12
brød lå på skuebrødbordet i to rækker i Det Hellige i
Tabernaklet. Det var pladsseret på nordsiden midt imod den syvarmede
lysestage. Miststolpen i lysestagen symboliserede Jesus, medens de 6
arme, som gik ud fra midterstolpen, repræsenterede den jødiske
menighed. Når Aron skulle tænde lysestagen, så tændte han først
midterstolpen. Derefter tændte han de andre fra dette lys. Viser at
der var en enhed mellem Jesus og den messianske menighed.
Skuebrødbordet
var et billede på Jesu forsoning. Hver sabbat blev de 12 brød spist
af præsterne og byttet ud med nye brød. Dette betyder at jøderne
ønskede at FORNY PAGTEN med Gud hver uge. Når præsterne spiste de
12 brød, så gjorde de det på vegne af de 12 menigheder. Dette
betyder videre at jøderne forpligtigede sig på at holde Torahen (Se
min bog: Jødernes Konge, bind 3, kap.: Den syvarmede lysestage og
Skuebrødsbordet.)
De
12 skuebrød på skuebrødsbordet pegede også fremover mod DET ENE
BRØD, som er Jesus selv. Han skulle i sin tid sone synden til det
jødiske folk, som blev repræsenterer af de 12 brød. De skulle
skiftes ud hver uge, men Jesus skal aldrig skiftes ud. Han har en
TIDSALDERLIG forsoning.
Det
som David og hans mænd gjorde, var ikke tilladt iflg. Torahen, men
det blev godtaget af farisæerne, fordi de anerkendte David som den
store konge i Israel, som Gud havde udpeget til at oprette det
Davidistiske kongedømme i Israel. Sermonilovene blev brudt, fordi
David og hans mænd havde behov for mad. Kærligheden var overordnet
en absolut overholdelse af sermonilovene. "At vise
barmhjertighed" var større for Gud end mange ordninger og ofre
i Torahen. Gud havde mere lyst til barmhjertighed end til offer:
Hoseas 6,6.
Mange
ting som farisæerne og de skriftlærde lærte, var ikke ulovlige i
sig selv, men de havde mistet fokus et. Det vigtigste var ikke
lovene, men det var MENNESKET. Lovene skulle hjælpe jøderne til et
bedre liv og fremme forholdet til Gud, men farisæerne og de
skriftlærdes mange fortolkninger af Torahen havde ført til at dette
blev en byrde for jøderne.
Grunden
til at Jesus henviste til det som David havde gjort, var at han ville
vise farisæerne deres hykleri og dobbeltmoral. De angreb Jesu
disciple fordi de havde spist korn på en sabbat, som ikke var nogen
forbrydelse iflg. Torahen, men de angreb ikke David for det som han
havde gjort. Den "forbrydelse" som han havde gjort, var
imod Torahens bud, men det som Jesu disciple havde gjort, var tilladt
iflg. Torahen.
"Eller
har i ikke læst i loven at præsterne på sabbatten vanhelligede
sabbatten i templet og er dog uden skyld ? Men jeg siger jer at her
er det som er større end templet. Og dersom i havde vidst
(gr.ginosko) hvad det er: jeg har lyst til barmhjertighed (gr.eleos)
og ikke til offer, da havde i ikke fordømt de uskyldige. For
Menneskesønnen er herre over sabbatten." (v.5-8.)
Det
andet brud på Torahen som Jesus henviste til var det forhold at
præsterne i templet "brød" sabbatten. De brugte sabbatten
som en almindelig dag, endda det ikke var tilladt iflg. et bud i
Torahen, om at jøderne skulle holde sabbatten hellig. Den som ikke
holdt sabbat i Israel, skulle miste livet: 2.Mos. 31,15.
På
sabbaten var der mange aktiviteter som foregik i templet. Der blev
fortaget en række ofringer på denne dag, og præsterne måtte
betjene folket på mange måder.
Der
blev også fortaget mange omskærelser på denne dag. De blev
fortaget af præstene i templet: Joh. 7,22.
Når
Jesus sagde at de "vanhelligede sabbatten", så betyder det
at de brugte den som en almindelig dag.(v.5.)
Farisæerne
kritiserede ikke præsterne fordi de "brød" sabbatten. Der
var derfor ingen saglig grund til at de skulle kritisere Jesus. Han
brød ikke Torahen, men han brød "de gamle vedtægter" og
viste jøderne den sande og egentlige hensigt med Torahen. En af Jesu
opgaver var "at opfylde Torahen". Det vil sige "at
tolke den på rette måde".
Jesus
sagde om sig selv at han var større end templet (v.6.) Han sagde
også at han var større end:
Døberen Johannes. Mat. 11,11.
Profeten Jonas. Mat. 12,41.
Kong Salomo. Mat. 12,42.
I
og med at Jesus fortolkede Torahen på en ret måde for jøderne og
til og med "brød" den efter farisæerne og de skriftlærdes
mening, så pegede han på sig selv som LOVGIVEREN og som GUD SELV,
for det var Gud som havde givet jøderne Mose Torah. Den var også i
samsvar med det profetiske ord: 5.Mos. 18,15.
Jesus
sagde om sig selv at han til og med var "herre over sabbatten"
(v.8.). Det som var det vigtige for ham, var ikke en redigeret
overholdelse af sabbatsbudet, men at han kunne betjene menneskene –
uanset hvilken dag det var. Det var lov at vise barmhjertighed på en
sabbat.: (v.9-14.)
Farisæerne
vogtede på Jesus for at se om han helbredte på en sabbat, således
at de kunne anmelde ham for domstolen. De mente at det var galt at
helbrede på en sabbat, endda Torahen ikke sagde noget om dette. De
mente videre at Jesus kunne bruge de andre dage i ugen til at
helbrede: Luk. 13,14. Mat. 12,11 og 13. Dersom Jesus ikke havde
helbredt, så ville han efter sit eget udsagn have gjort en ond
gerning, men han var ikke kommen for at gøre onde gerninger, men for
at gøre det som var godt. Jesus gjorde bare gode ting: Ap. Gr.
10,38.
Jesus
havde kraft til at helbrede. Det var ikke måden det skete på som
havde nogen betydning, men at det skete. Der var ikke noget fast
mønster i Jesu forskellige måder at helbrede på. Jesus varierede
sit ydre mønster, for at vise SIN ALMAGT.
Farisæerne
havde opsat ikke mindre ens 38 forbud over forhold som ikke var
tilladt at udføre på sabbatten. Det var f.eks. ikke tilladt at
pløje på en sabbat, at så, at høste, at tærske, at bygge, at
nedrive, at koge, at bage, at tænde et lys, at slukke et lys, at
skrive to bogstaver, at gå mere end en sabbatsrejse (som var 200
meter) og at bære noget.
De
diskuterede om det var tilladt at spise et æg som hønen havde lagt
på en sabbat.
I
tillæg til dette kunne der også være lokale varianter om hvad der
var tilladt eller ikke.
I
stedet for at glæde sig over at Jesus havde gjort en velgerning mod
denne mand, så gik farisæerne ud af synagogen for at holde råd om
hvordan de skulle få taget livet af Jesus.
"At
helbrede" et menneske på en sabbat anså de for at være en
stor forbrydelse og Jesus måtte aflives på grund af det, men at
planlægge et mord på en sabbat, det syntes de var helt i orden.
"Men
da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra, og mange fulgte ham
og han helbredte dem alle. Og han bød dem strengt at de ikke skulle
gøre ham kendt, for at det skulle opfyldes som er talt ved profeten
Esajas, som siger: Se, min tjener, som jeg har udvalgt, men elskede,
som min sjæl har velbehag i. Jeg vil lægge min Ånd på ham, og han
skal forkynde ret (gr.krisis) for hedningerne (gr.ethnos). Han skal
ikke trætte eller råbe, og ingen skal høre hans røst på gaden;
han skal ikke knuse et knækket rør og ikke slukke en rygende tande,
før han har ført retten (gr.krino) frem til sejer. Og til hans navn
skal hedningerne håbe (gr.elpizo)." (v.15-21.)
Da
Jesus fik at vide at farisæerne planlagde at tage livet af ham drog
han derfra. Mange som havde sygdomme, fulgte efter ham, og han
helbredte alle. (v.15.)
Ved
sin forsonergerning på Golgata tog Jesus på sig alle menneskers
synder. Lidelser og sygdom er en følge af synden. Når vi kommer til
tro på Jesus, får vi vore synder tilgivet, men vi behøver ikke at
blive fri for vore sygdomme.
Således
var det ikke med jøderne. De kunne være sikre på at blive helbredt
for deres sygdomme af flg. grunde:
- Både Jesus og hans apostle havde den kraft som skulle til for at helbrede. Jesus havde givet apostlene besked om at de skulle helbrede al sygdom hos jøderne.
- Jøderne havde oprettet en kontakt med Gud. Denne gik ud på at dersom de holdt Torahen, så skulle de ikke blive syge: 2.Mos.15,26 og 5.Mos. 28,1-13.
- Dersom de havde tro så kunne de blive helbredt. Hvor troen manglede, kunne Jesus ikke helbrede. Da Jesus kom til Nazaret, kunne han ikke helbrede så mange mennesker der, for de manglede troen på at han kunne helbrede: Mark. 6,5.
- De mange helbredelser som fandt sted i Israel på Jesus tid, var bevis på at Riget for Israel var oprettet. Jøderne havde fået løfter om at ingen skulle være syge i Rigets tid: Es. 33,24. (Her ser vi også at der er sammenhæng mellem syndernes forladelse og sygdom.)
Således
er det ikke i vor tidshusholdning. Når vi kommer til tro på Jesus
er vi sikre på at få syndernes forladelse (gr.afesin) som betyder
"bortsendelse"), men vi kan ikke være sikre på at vi
bliver helbredt fra vore sygdomme. Vi skal i det flg. nævne de
grunde til at det er således:
- Vi har ingen kontrakt med Gud om at dersom vi holder Torahen, så skal vi ikke blive syge. Mose Torah er ikke for os hedninger.
- Vi bliver ikke helbredt i forhold til nogen lov, men i forhold til Guds nåde. "Han som altså giver jer Ånden og virker KRAFTIGE GERNINGER blandt jer, gør han det ved lovgerninger eller ved troens (nådens) forkyndelse ?" Gal.3,5.
- Medens Jesus og apostlene havde en fylde af nådegaver, som virkede hele tiden, så er Åndens gaver i vor tidsperiode opdelt i forskellige nådegaver, som de troende kan have i større eller mindre grad og styrke. 1.Kor. 12,1-11. Ef. 4,7.
Vi
må ikke blande forkyndelsen i Rigets tid ind med forkyndelsen i vor
tid. Dette bliver gjort i alt for stor grad i forkyndelsen, og dette
fører til at forkyndelsen bliver gal og virker ikke. Dette fører
til frustration både for den som forkynder og for tilhørerne.
Når
forkyndelsen ikke fungerer, så ty` man til forklaringer som man ikke
har dækning for i Bibelen, og som derfor ikke er korrekte. I mange
af de karismatiske miljøer og i trosmenighederne har det været
almindelig at sige, at når et menneske ikke blev helbredt, så har
det for liden tro. Dette er HELT GALT, og det har ført mange
mennesker ind i dybeste fortvivlelse og frustrationer.
Vi
ved ikke hvorfor Gud bare helbreder enkelte mennesker i dag, medens
andre ikke bliver helbredt. Vi ved at dette har med Guds nåde at
gøre. Gud ser længere end som vi gør det. Han ser hvad som er
bedst for os på længere sigt. Gud arbejder i et længere perspektiv
end det som vi gør. Vi ser på det nuværende behov som de
vigtigste, men Gud ser på vore tidsalderlige behov.
Jesus
ønskede ikke at folket skulle kende ham som en undergører, og at
jøderne skulle søge ham bare for at blive helbredt. (v.16.)Han
ønskede at jøderne skulle anerkende ham som Messias. Til trods for
at han allerede havde oprettet Riget for dem, og til trods for at han
gjorde mange undergerninger, så måtte det ikke få overskygge det
forhold at han også var kommet for at sone folkets synder. Det var
den vigtigste opgave som han havde ved sit første komme.
Jesus
vidste at jøderne ikke ville tage imod ham, da han kom første gang.
Han citerede derfor Es. 42,1, som siger, at Messias skal forkynde ret
(frelse) for hedningerne. Jesus antydede allerede her at jøderne
ikke kom til at tage imod ham som deres Messias. (v.17-18.)
Hvad
der gælder det græske ord "krisis", så kan det både
oversættes med "ret", "dom" og "frelse".
Her skal det oversættes med "frelse"
Før Gud dømmer hedningerne, så skal han frelse alle de hedninger
som tror på ham.
Jesus
skulle ikke diskutere eller råbe ud sit budskab i Israel. Han skulle
ikke agitere for sit budskab på Israels gader, men han skulle
fremlægge sin lære på en rolig måde. De tegn som han gjorde,
skulle understrege lærens sandhed og gyldighed. (v.19.)
Han
skulle heller ikke "knuse et knækket rør", som er et
billede på Juda, eller "slukke en rygende tande", som er
et billede på Israel, før han havde "ført frelsen (gr.krisis)
frem til "sejr" (i Israel)." (v.20.)
De
to billeder "et knækket rør" og "en rygende tande"
er billeder på Israel. Jesus skulle ikke dømme dem med det samme,
men han skulle give dem god tid således at de kunne omvende sig. Her
kommer Jesu nåde og omsorg for sit eget folk til udtryk.
Men
Gud viste ikke bare omsorg for sit folk. Han viste også omsorg for
hedningerne.
Når
Jøderne ikke ville tage imod ham, så vendte han sig til hedningerne
med sin frelse. (v.21.)
(v.22-29.)
Efter at Jesus havde antydet at Guds rige skulle tages fra jøderne
på grund af deres vantro v.18 og 21, så fortsatte han sine
velgerninger overfor det jødiske folk. Han helbredte en mand som
både var stum og blind, således at denne mand både kunne høre og
se, v. 22.
Selv
om dette ikke var en af de speciale undergerninger, som bare Messias
kunne gøre, så var det alligevel en STOR UNDERGERNING. Det er
vanskelig at gradere Jesus undergerninger, og sige den ene er større
end den anden, for de hører alle med til Guds riges gerninger, som
det er bare Gud der kan udføre.
Folket
som var vidne til denne undergerning, var "ude af sig selv af
forundring" over det som var sket. De stillede sig det spørgsmål
om "dette kunne være Davids Søn", som var en betegnelse
på Messias. (v.23.)
Farisæerne
og de skriftkloge som var til stede og så denne mægtige
helbredelse, sagde at det var ikke i egenskab af Messias, at Jesus
helbredte den syge, men ved hjælp af Belsebul, som var fyrsten over
de onde ånder, at Jesu helbredte og drev ud de onde ånder.(v.24.)
Farisæerne
anerkendte dermed at der fandtes et "ondskabens rige", hvor
Satan var fyrsten over dæmonerne. De tog derimod fuldstændig fejl
når de mente at Jesus stod ifm. Satan.. Han stod ikke ifm. Satan,
men han var kommen for at genoprette det som Satan havde forårsaget
af lidelser blandt det jødiske folk.
Farisæerne
og de skriftlærde sagde ikke noget til Jesus om dette, men han
kendte alligevel deres tanker. Det er bare Gud som ved hvad der bor i
et menneske og hvilke tanker det har. Dette var nok en undergerning,
som farisæerne og de skriftlærde kunne drage lærdom af, men i og
med at de havde bestem sig for at Jesus stod ifm. Satan, så var de
ikke åbne for de andre vurderinger. (v.25.)
Jesus
gav dem nok en grund til at han ikke stod ifm. Satan. Han sagde at
"hvert rige som kommer i strid med sig selv, lægges øde,"
(v.25). Med dette mente han at det ikke var i Satans interesse at
uddrive de onde ånder af et menneske, for så længe som de onde
ånder var i et menneske, tilhørte det menneske Satan og hans rige.
Dersom Satan begynder at uddrive de onde ånder af et menneske, da
var han kommet i strid med sig selv og kunne ikke fortætte at
eksistere. (v.26.)
En
del af farisæerne foretog selv ånds uddrivelse af mennesker som var
besat af Satan. Dette blev godkendt af farisæerne og de skriftlærde,
og dersom Jesus udrev de onde ånder ved Satan, så måtte
nødvendigvis de jødiske åndemanere også uddrive de onde ånder
ved Satans kraft.
De
jødiske åndemanere uddrev heller ikke de onde ånder ved Satans
magt og kraft. De gjorde det ved den magt og kraft som de havde fået
af Gud. De skulle derfor være med til at dømme farisæerne og de
skriftlærde for deres fejltagelse med hensyn til Jesus. (v.27.)
Det
var farisæerne og de skriftlærde som tog fejl. De hadede Jesus, for
de mente at han var en falsk Messias, som uretmæssig gjorde sig lig
med Gud: Joh. 5,18.
Jesus
uddrev ikke de onde ånder ved Satans hjælp, men han drev ud med
Guds Ånd, som er det samme som Guds kraft. Det var bare ved Guds
kraft at dette kunne ske. Der var ingen andre forklaringer på dette.
Når dette skete, da var himlenes rige kommet til jøderne og var
blevet etableret i Israel. (v.28.)
Når
det gælder udtrykket: "da er Guds rige jo kommet til jer,"
så bliver det græske verpe "epthasen" brugt for "at
være kommet". Det betyder "at det NETOP ER KOMMET."
Jeg
vil i.d.f. citere det som Studiebibelen, bind 1, s. 341 siger om
dette: "er kommet" (epthasen) betegner i moderne græsk
noget som netop er kommet. Her vil det sige at RIGET VAR KOMMET, MEN
IKKE I SIN FYLDE. Jesu død og opstandelse lå endnu i fremtiden.
Udtrykket betegner ikke bare en tidsangivelse, nærhed, men NÆRVÆR.
Det kan også udtrykke at det er kommet UVENTET over dem.
Begge
vurderinger er rigtige, og de understreger det som vi før har
hævdet, at Guds rige allerede var etableret i Israel.
Det
som det jødiske folk havde ventet på helt fra Abrahams tid af, det
var nu begyndt at gå i opfyldelse i Israel. Joh. 8,56. Luk. 10,24.
Før
Guds rige kunne blive etableret fuldt ud i Israel, så måtte Satan,
som er verdens fyrste, blive bundet, således at Jesus kunne røve
hans ejendom. (v.29.)
Nu
blev Satan ikke bundet fuldt ud ifm. første Jesu komme. Der var
endnu mange jøder som ikke ville vende sig bort fra denne tidsalders
fyrste og anerkende Jesus som jødernes Messias og som Gud.
Ifm.
Jesu genkomst, skal Jesus binde Satan for 1000 år i afgrunden. Joh.
Åb. 20,2-3.
"Den
som ikke er med mig, han er imod mig, og den som ikke samler med mig,
han spreder. Derfor siger jeg jer: Hver synd (gr.hamartia) og
bespottelse (gr.blasphemia) skal blive menneskene forladt
(gr.aphiemi); men bespottelse mod Ånden skal ikke forlades. Om nogen
taler et ord mod Menneskesønnen, det skal blive ham forladt, men om
nogen taler mod Den Hellige Ånd, det skal ikke bliver ham forladt,
hverken i denne tidsalder (gr.aion) eller i den kommende. Lad enten
træet (Israel) være godt (gr.kalos) og dets frugt god, eller lad
træet være dårligt og dets frugt dårligt; for på frugten skal
træet (Israel) kendes. (v.30-33.)
Jesus
udfordrede farisæerne og de skriftlærde nok en gang, idet han sagde
til dem at de som ikke var med ham ,de var imod ham. De som ikke
samlede jøderne ind i Guds rige sammen med ham, de var med til at
forføre jøderne, således at de ikke fik fat i Guds rige. (v.30.)
Han
sagde videre til dem at enhver bespottelse skulle blive jøderne
forladt undtaget det at tale bespotteligt mod Den Hellige Ånd. Det
betyder at når de så at Jesus helbredte jøderne og drev ud de onde
ånder af dem, så skulle jøderne vide at dette var Guds værk og
ikke Satans værk. (v.31.)
En
således vurdering af Jesu gerninger viser at disse mennesker enten
var helt forhærdet eller stod i færd med at blive det. Dersom de
omvendte sig før det var forsent, så kunne Gud tilgive denne synd,
men dersom jøderne holdt fast på at stå Den Hellige Ånd imod (i
deres vurdering af Jesus), så var de for altid tabt for Guds rige.
Dette
er "den synd til døden", som både Hebræerbrevet og
1.Johannes brev omtaler. I og med at disse Skrifter er jødiske
Skrifter, som omhandler himlenes rige, så er det også naturlig at
de beskriver dette: Hebr. 6,4-6.
1.Joh.
5,16: I udgangspunktet findes der ingen speciel synd som er "til
døden" i vor tidsperiode, undtaget det at afvise Den Hellige
Ånds kald til frelse. Når et menneske gør det tilstrækkelig mange
gange, så forhærder Gud selv det menneske, således at vedkommende
ikke får flere kald fra Gud. Tag derfor vare på Guds kald i jeres
liv.
Dersom
et menneske talte imod Jesus i egenskab af Menneskesøn (som et
menneske), så skulle det blive tilgivet, men bespottelse mod Den
Hellige Ånd kunne ikke blive tilgivet – hverken i denne tidsalder
(gr.aion) eller i den kommende tidsalder, som er Riget for Israel.
(v.32.)
I
og med at Jesus her skilte mellem denne tidsalder, som er tidsalderen
for det første tilbud af Riget for Israel, og den kommende
tidsalder, giver han dermed til kende at den nuværende tidsalder
ikke kom til at udvikle sig til det fuldstændige Guds riget på
jorden. Det fuldstændige Guds rige på jorden vil komme engang i
fremtiden.
Det
græske ord for "tidsalder" er "aion". Det bliver
urigtigt oversat med "verden". Grunden til at dette ord
bliver galt oversat, er at teologerne og de som oversætter Bibelen,
ikke ønsker at regne med tidsperioderne i deres teologi. De ønsker
hellere at se på Bibelen som en generel bog, som har generelt
indhold, men således er det ikke.
Dersom
vi ikke opdeler Bibelens indhold i tidsperioder, så kan vi være
HELT SIKRE på at vi ikke forstår Bibelens indhold på rette måde.
Den almindelige måde indenfor luthersk og reformert teologi at
forstå Bibelens indhold på, er at dele den op i det som Gud kræver
(Torahen) og det som Gud giver (nåden)
Dette
bliver en altfor overfladisk måde at læse Bibelen på og man får
ikke frem Bibelens indhold ved en således forståelse af Bibelen. En
tager ikke Bibelens budskab alvorlig.
Når
Jesus regner med tidsperioderne, så må vi også regne med dem.
Jesus
advarede både farisæerne og de skriftlærde og folket mod synd og
bespottelse af Den Hellige Ånd. De kunne ikke både være for og
imod Jesu person og Jesu lære.(v.30.) Enten var træet (som er et
billede på Israel) godt, eller så var det ondt. Det var de frugter
som jøderne havde i deres liv, som bestemte om de var gode eller
onde. (v.33.)
De
som var onde, fik ikke del i Riget for Israel. De som var gode, havde
allerede del i Riget .
De
forskellige træer symboliserer også de forskellige åndelige
tilstande som jøderne har haft og skal have i frelseshistorien:
- Tornebusken symboliserer Israel i fornedrelsen.
- Myrtebuske symboliserer Israel i landflygtigheden.
- Figentræet symboliserer Israels nationale genrejsning.
- Olietræet symboliserer Israel frelse.
- Vintræet symboliserer de frelste i Israel i rigets tid
(Se
min bog: Jesu Genkomst, bind,1,kap.: Figentræets tegn.)
Messias
blev også i de rabbinske skrifter betegnet som "det grønne
træ". Når Jesus i Luk. 23,31 brugte udtrykket (det grønne
træ), så vidste farisæerne og de skriftlærde at han pegede på
sig selv som Messias.
Når
Jesus ikke så ofte sagde rent ud at han var Messias, så var der så
mange andre måder som han kunne udtrykke dette på, og som jøderne
forstod, vers 34-37.
Jesus
kaldte farisæerne for "ormeyngel", som er det samme som
"ormebørn". Vi ved at ormen har gift i sig, som enten kan
skade et menneske eller til og med dræbe det. Den gift som var i
farisæerne og de skriftlærde, var det forhold at de mente at Jesus
stod ifm. Satan. Denne gift spredte de videre til jøderne, således
at den ikke bare blev ødelæggende for dem selv, men også for
folket.
Det
som bor i menneskets hjerte, som kendetegner det inderste af
menneskets sjæl, kommer til udtryk i det som mennesket taler eller
gør. Et godt menneske taler og gør det som er godt, medens et ondt
menneske taler og gør det som er ondt, vers 34-35. Mat. 15,19.
Ifm.
Jesu genkomst skal jøderne dømmes i forhold til hvad de har sagt og
ment om Jesu person. "ordene" er et udtryk for hvilke
tanker de har haft i hjertet. Dersom de har troet på og anerkendt
Jesus, så skal de gå fri af dommen og arve tidsalderlig liv, som er
et liv i Riget for Israel. Dersom de ikke har troet på Jesus og
udtalt bespottelige ord om Jesu kraft til at helbrede, så får de
ikke del i Riget for Israel. (v 36-37.)
Vers
38-40: Til trods for at Jesus havde vist farisæerne og de
skriftlærde mange tegn på at han var Messias, ville nogen af dem
have endnu et tegn på at Jesus var Messias. Jesus ville ikke give
dem dette tegn, for de ville ikke tro på ham uanset hvilket tegn han
gav dem. De allerfleste af dem havde allerede forhærdet deres
hjerter, således at de havde mistet muligheden til at blive
medlemmer i Guds rige.
Dersom
Jesus havde givet dem endnu et tegn på sin Guddom, så ville de bare
hævde at han stod ifm. Satan, og det var ved Satans magt han både
helbredte og uddrev de onde ånder.
Det
var ikke bare de skriftlærte og farisæerne som ikke ville tage imod
Jesus. Store dele af det jødiske folk forkastede også Jesus,
således at han kaldte det jødiske folk "for en ond og utro
generation".
I
stedet for at give dem et tegn, henviste Jesus til det som skete med
Jonas.
Jesus
bevidnede dermed at det var et HISTORISK FAKTUM, at Jonas var blevet
slugt af en stor fisk, og at han var borte fra jorden i 3 dage og 3
nætter. Det var ingen tilfældighed at dette skete med Jonas. Han
skulle være et forbillede på Jesu død og et tegn til jøderne om
at det samme skulle ske med Jesus.
Dette
var første gang at Jesus antydede i dette evangelium, at han skulle
dø og stå op igen på den tredie dag.
Vers
41-42: Nineve mænd skal stå frem på den sidste dag og vidne mod
indbyggerne i Israel på Jesu tid og fordømme denne generation, for
de tog ikke imod hverken Jesus eller hans forkyndelse. Profeten Jonas
blev sendt af Gud til Nineve, som var Assyriens hovedstad.
Indbyggerne i Nineve omvendte sig ved Jonas hans forkyndelse, men
jøderne omvendte sig ikke ved Jesu forkyndelse, endda han
repræsenterede noget som var MEGET STØRRE end Jonas. Jonas var et
forbillede på Jesus, men Jesus var selv opfyldelsen af det
profetiske ord.
Vers
43-45: Den onde ånd, som repræsenterede afgudsdyrkelsen i Israel,
blev tvunget til at forlade Israel når jøderne kom tilbage fra
fangenskabet i Babylon. Da havde jøderne sonet for overtrædelsen af
sabbatten og andre synder i 70 år.
Da
den onde ånd blev drevet ud, så søgte den hvile på steder hvor
der ikke var nogle mennesker (i ødemarken), men i og med at den
helst ville have sit tilhold i mennesker (i dette tilfælde jøderne),
så ønskede den at komme tilbage til Israel. Den kom tilbage ifm.
jødernes forkastelse af Jesus.
Når
den kom tilbage, så fandt den sit hus, som er et billede på det
onde Israel på Jesu tid, fyldt af religiøsitet og tomme ritualer,
men til trods for det så var alligevel "huset ledig". Det
vil sige at endnu var der muligheder for at Israel kunne tage imod
Jesus som frelser og Messias.
Dersom
jøderne havde taget imod Jesus og hans budskab, så havde den onde
ånd aldrig kommet tilbage til Israel.
I
endens tid vil den onde ånd gå bort igen og tage med sig 7 andre
ånder, som er værre end den selv. De vil tage bolig i endetidens
Israel, som helt må overgive sig til disse onde ånder, således at
de til og med vil indgå en pagt med Antikrist, som de tror er deres
Messias.
Vers.
46-50: grunden til at Jesu mor og hans brødre opsøgte Jesus, var at
de ville STOPPE HANS VIRKSOMHED, for de mente at han var besat af
Satan. I Mark. 3,21 står det at "han har Belsebul".(V.46-47.)
Det
er ikke rart at Jesus afviste dem og ikke ville tale med dem, for han
vidste at han ikke stod i forbindelse med Satan, men at han derimod
var udsendt af Gud.
Jesus
afviste ikke at han var i slægt med Maria og sine brødre, men han
pegede på det åndelige slægts og fællesskab, som var vigtigere
for ham end det familiære bånd. Han pegede på sine apostle som
sine åndelige slægtninge. (v.48-49.)
De
som gjorde Guds vilje var Jesu slægtninge. Dette betyder at den som
holdt Jesu nye Torah, den hørte med til den messianske familie.
(v.50