MATTEUS EVANGELIET KAPITEL 26.
Bibelforkynder, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll, Norge. Kristen Bokproduksjon.
Vers 1-5:
Jesus havde undervist både det jødiske folk og de religiøse ledere hele tirsdag den 12. Nisan. Denne undervisning strækker sig fra Matt. 21,23 og til 26,5. Det havde været en anstrengende dag. Jesus havde udlagt de forskellige sider ved Guds-riget, og han udfordrede hele det jødiske folk på den mulighed som de havde, til at Riget for Israel kunne blive oprettet efter hans død og opstandelse.
Vi ved at indtil Jesu død, så blev det jødiske folk ikke gjort ansvarlig for Jesu død, for dette var i overensstemmelse med Guds planer om en soning for hele verden.
Helt på slutningen af tirsdagen den 12, nisan sagde Jesus at der var to dage til påsken. (v.2.)
Påsken begyndte torsdag den 14. Nisan, og den varede i 7 dage. Det var jødernes store højtid, og den skulle minde dem om udgangen fra Ægypten.
Påskelammet skulle slagtes i templet torsdag den 14. Nisan, og det skulle spises mellem solnedgang og midnat den 14. nisan. På den samme dag skulle Jesus blive overgivet til at blive korsfæstet. (v.2.)
Oprindelig var dette to højtider. Det var påsken og det usyrede brøds højtid. Den sidste højtid begyndte den 15. nisan, men i og med at disse to højtider lå så nær herandre i tid, så var de blevet slået sammen til en højtid.
Vi ved ikke hvad Jesus gjorde onsdag den 13. Nisan. Det kan vi bare gætte os til. Vi kan tænke os at han var sammen med sine apostle, og at de talte sammen, om det som skulle ske. Jesus var i hvert fald færdig med at forkynde, undervise og helbrede, som var hans tre hovedgøremål. Nu var det forsoningen som lå foran ham.
Torsdag den 14. nisan kom ypperstepræsterne og folkets ældste sammen hos ypperstepræsten Kaifas i hans gård og rådslog om at gribe Jesus med list og slå ham ihjel, men dette måtte ikke ske på selve højtiden, for at der ikke skulle blive opstand blandt folket. (v.3-5.)
Mellem årene 37-67 efter Messias var der ikke mindre end 28 ypperstepræster i Israel. Det var romerne som indsatte ypperstepræsterne, og de fortsatte at have deres titler så længe de levede.
Kaifas var ypperstepræst fra år 18-36. Han var gift med en datter af Annas, som også var yperstepræst: Joh. 18,13.
Det møde som ypperstepræsterne nu havde sammen med Sanhedrin, var et HEMMELIGT MØDE. Det foregik ikke på det sædvanlige sted, men det foregik i ypperstepræstens gård eller i ypperstepræstens palads. Det ord som her er brugt, er på græsk "aula". Det betyder enten "gårdsplads" eller "palads".
De diskuterede HVORDAN de skulle formå at gribe Jesus med list og dræbe ham. (v.4.)
De diskuterede ikke OM de skulle dræbe Jesus, for det havde de allerede bestemt på et tidligere tidspunkt: Mat. 12,14, men de søgte efter en mulighed til at tage livet af Jesus.
De ønskede ikke at dette skulle ske på selve højtiden, for da var der en mængde folk i Jerusalem. De frygtede for at dele af folket skulle tage parti for Jesus, og at dette skulle føre til optøjer. Dette kunne føre til at de romerske myndigheder greb ind. Jøderne kunne blive straffet for således et oprør, og de religiøse myndigheder kunne miste noget af den magt og position som de havde.
Gud derimod havde bestemt at Jesus skulle dø på denne højtid. Jesus var Guds store tilbud til det jødiske folk om syndernes forladelse og oprettelsen af Riget for dem.
MARIA FORSTOD AT JESUS MÅTTE DØ
Vers 6-13:
Da Jesus kom til Betania og var i Simon den spedalskes hus, kom der en kvinde med en alabastkrukke med kostelig salve og hælede den ud over Jesu hovede. (v.6-7.)
Vi ved ikke hvem denne Simon var. At han var kaldt for "en spedalsk", kan tyde på at Jesus havde helbredt ham på et tidligere tidspunkt. Han stillede sit hjem til disposition for Jesus og hans apostle.
Den kvinde som der her er tale om, er Maria: Joh. 12,4., som også havde deres hjem i Batania. Hun havde med sig en alabastkrukke med kostelig salve. Denne salve var nardus: Mark. 14,3., som kom fra en urt der blev dyrket i Indien.
Markus evangeliet fortæller at den havde en værdi af 300 denarer. Det var den løn som en almindelig arbejder havde på et helt år.
Hun hældte denne salve over Jesu legeme medens han sad til bords og Mattæus fortæller at denne salve blev hældt over hans hoved. (v.7.). Johannes fortæller at salven blev hældt ud over hans fødder: Joh. 12,3. Der er ingen modsætninger mellem disse tre udsagn. Jesus sagde selv at denne salve blev hældt ud over hele hans legeme: Joh. 12,3.
De andre af Jesu apostle reagerede negativt på det som Maria gjorde. De mente at denne olie kunne have blevet solgt for mange penge, som de kunne give til de fattige. (v.8-9.)
Dette udsagn viser at de ikke havde forstået, at Jesus skulle dø og igen opstå på den tredie dag, endda Jesus havde sagt dette ved flere anledninger.
Jesus tog Maria i forsvar og sagde at hun ikke havde gjort noget galt, da hun salvede ham over hele hans legeme. Hun havde derimod gjort en GOD GERNING mod Jesus. De fattige havde de altid iblandt sig, men Jesus havde de ikke altid iblandt sig. Ved denne gerning gjorde hun hans legeme færdig til at dø. (v.10-12.)
Maria var den eneste af Jesus disciple som havde forstået at Jesus skulle dø og opstå igen.
I forbindelse med Lasarus død så havde Jesus sagt flg. til Marta: "Jesus sagde til hende. Jeg er opstandelsen og livet. Den som tror på mig, om han end dør, skal han dog leve." Joh. 12,25. Marta havde ikke forstået dette.. Hun havde tænkt på den generelle opstandelse på den sidste dag, men Jesus havde tænkt på sin egen død og opstandelse.
Marie tog konsekvensen af dette og salvede Jesu legeme. Dette vidner både om hengivelse og intelligens.
Judas Iskariot forstod også at Jesus kom til at dø, men han forstod ikke at han kom til at opstå på den tredie dag. Dette var en af grundene til at han forrådte Jesus.
Udtrykket "at gøre istand til ens gravfærd" betyder "at gøre en i stand til graven". Dette verpe er på græsk "entalsform". Det kommer af "en", som betyder "i" og "taphus". Det er det samme som "at balsamere".
Dette forhold at Maria forstod og gjorde denne enestående gerning, skulle føre til at overalt i verden (gr.kosmos), hvor dette evangelium blev forkyndt, så skulle dette blive til et minde om hende. (v.13.)
Vers 14-16:
Judas Iskariot gik til ypperstepræsterne og spurgte dem om hvad de ville give ham, for at han skulle forråde Jesus. De gav ham 30 sølvpenge. Og fra den tid søgte han lejlighed til at forråde (gr.paradidomi) ham." (v.14-16.)
Det var forudsagt i Skrifter at en af de 12 skulle forråde Jesus, som er det samme som Messias: Salme 41,10.
Dette betyder ikke at han var nødt til at forråde Jesus, men han gjorde det af egen fri vilje. Der er ingen som bliver tvunget til at begå en ond handling, men man gør den af egen fri vilje.
Ypperstepræsterne lovede at give ham 30 sølvpenge for at forråde Jesus. dette tilsvarer ca. 60 kroner. Det var den værdi som en udslidt eller som en slave havde. 2.Mos. 21,32. Det var også prisen for en kvindelig slave.
Det var også forudsagt i Tanach at Messias skulle blive forrådt for 30 sølvpenge: Sakarias 11,13.
I det hele taget er der 465 profetiske udsagn i Tanach om Messias og hans rige. Af disse gik 313 i opfyldelse ifm. Jesu første komme. Vi kan være HELT SIKRE på at resterende udsagn om Messias vil gå i opfyldelse ved Jesu genkomst.
Når farisæerne og de skriftlærde ikke forstod, og mange jøder fortsat ikke forstår at Jesus fra Nazaret er jødernes Messias, så har det med 2 forhold at gøre ,og det er:
- De ville (vil) ikke forstå.
- Deres fortolkning af Tanach og N.T. var
(er) gal.
På den første dag af de usyrede brøds højtid gik disciplene til Jesus for at spørge ham om hvor de skulle gøre påskemåltidet istand til ham. Han svarede at de skulle gå ind i byen. Der skulle de træffe en mand, som de skulle sige til, at Mesteren ville holde påskemåltid hos ham sammen med sine disciple og de gjorde istand påskemåltidet hos denne mand.
Den første dag i de usyrede brøds højtid var torsdag den 14., nisan. (Selve den usyrede brøds højtid varede fra den 15-21, nisan, men i og med at påsken og de usyrede brøds højtid var blevet slået sammen, så blev navnene på disse to højtider brugt om hverandre.)
På den dag skulle ske to vigtige ting, og det var:
- Al surdej måtte fjernes fra alle jødiske huse. "Surdejen " var et billede på "synden".
- Påskelammet skulle slagtes mellem kl. 15 og 18.
Det skulle slagtes i templet i Jerusalem, og det måtte spises enten
i Jerusalem eller i den umiddelbare nærhed. En måtte se templet
fra det sted man spiste det.
Den mand som de skulle
træffe ,er ikke navngivet, men det var ingen tilfældig person. Det
var en bestemt mand som hørte med til Jesu disciple. Udtrykket "ton
dina" betyder "den og den" eller "den der ved
om". Dette udtryk blev nævnt, når man ikke ville bruge navnet
på en person.
Iflg, Luk. 22,8 var det
ikke alle disciple til Jesus som fik denne opgave, men det var Peter
og Johannes.
Påskelammet skulle
spises mellem kl.18 og midnat. I og med at den nye dag begyndte kl.
18 om eftermiddagen, så blev påskelammet spist tidlig torsdag
morgen.
Disciplene gik bare til
templet for at få det slagtet. De stegte det også og gjorde istand
alle de ting som hørte med til det jødiske påskemåltid.
NADVERMÅLTIDET
Vers 20-25:I flg. Johannes Evangeliet var det første som skete under påskemåltidet det, at Jesus vaskede disciplenes fødder. Dette gjaldt også Judas: Joh. 13,4-20.
Det jødiske påskemåltid skulle minde om jødernes udgang af Ægypten. Det var et måltid som varede i flere timer. Det havde sin egen tradition med bestemte ritualer og madretter. (Se min Bog: Jesu Genkomst, bind 4.kap.: Det jødiske påskemåltid.)
Da det var blevet aften , satte han sig til bords med de 12. Medens de spiste, sagde han til dem at en af dem skulle forråde ham. De blev meget bedrøvede og begyndte at spørge Jesus hvem det kunne være, som skulle forråde ham.(v.21-22.) Jesus svarede ikke direkte på deres spørgsmål om hvem det var som skulle forråde ham. Han sagde at den som dyppede i fadet sammen med ham, den var det som skulle forråde ham. (v.23.)
Alle apostlene dyppede i det samme fad sammen med Jesus. Han ville ikke sige med det samme hvem det var, som skulle forråde ham. Han ville at hver enkelt skulle RANSAGE SIG SELV og sine motiver, om de eventuelt ønskede at forråde Jesus. Han gav dermed Judas EN SJANSE til at forandre sine onde planer.
Jesus sagde videre at Menneskesønnen skulle dø, for dette var skrevet om ham, at det skulle ske, men det havde været bedre for det menneske, som forrådte ham, at vedkommende ikke var blevet født. Da spurgte Judas ham om det var han, som skulle forråde Jesus, Jesus sagde: "Du har selv sagt det."(v.24-25.)
Det var meget frækt af Judas at stille dette spørgsmål, for han havde allerede indgået aftalen med ypperstepræsterne om at forrådte Jesus. Han havde til og med fået udbetalt pengene for det.
At Jesus skulle dø for al verdens synd, var efter Guds besluttede og forudvidende råd. : Ap. Gr. 2,23. Det var Guds planer at dette skulle ske, men til trods for det, så skulle også den dømmes som forrådte Jesus. Alle mennesker er ansvarlige for deres gerninger.
Udtrykket "Du har selv sagt det", er en beskæftigelse af at det var Judas, som skulle forråde Jesus. det er det samme som at Jesus havde sagt: "Ja det er dig som skal forråde mig."
Der har været en del diskussion blandt Bibel-lærere om Judas var til stede under selve nadvermåltidet eller ikke. Jeg mener at han var det. Det kommer tydelig frem hos Lukas at Judas var til stede under dette måltid.
Efter at Jesus havde uddelt brødet og de 4 bæger med vin, så sagde han flg. om Judas. "Men se, hans hånd som forråder mig, er med mig over bordet." : Luk. 22,21.
Dette måtte også ske for at Salme 41,10 skulle blive opfyldt, hvor der står: "også den mand som jeg havde fred med, som jeg stolede på, som spiste mit brød, har løftet sin hæl imod mig."
Judas står som et billede- ikke bare for de som forrådte Jesus- men også for de som deltager i nadveren på uværdig måde, og som ikke var istand til at skelne mellem almindeligt brød og vin og Jesu legeme og blod. Paulus skriver om dette i 1.Kor. 11,27-29.
"Men medens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede (gr.evlogeo) og brød det, gav disciplene og sagde: Tag, spis ! Dette er mit legeme. Og han tog en kalk og takkede gav dem den og sagde: drik alle deraf ! For dette er mit blod, den nye (gr.kainos) pagts (gr.diatheke) blod, som udgydes for mange (i betydningen "alle") til syndernes (gr.hamartia) forladelse (gr.aphesis). men jeg siger jer. Fra nu af skal jeg ikke drikke af denne vintræets frugt, før den dag da jeg skal drikke den ny (gr.kaions) med jer i min Faders rige. Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget." (v.26-30.)
Medens de spiste, tog Jesus et brød og brød det og gav det til sine apostle og sagde at de skulle spise det, for det var (symboliserede) hans legeme. Han tog ligeledes et bæger med vin, takkede og sagde at de skulle drikke af vinen, for det var (symboliserede) hans blod, som skulle udgydes til syndernes forladelse for alle mennesker. (v.26-27.)
Selve nadvermåltidet var ikke noget nyt. Den indgik i det jødiske påskemåltid, man det nye var at Jesus knyttede sammen med sit legeme og sit blod. Han knyttede det sammen med sig selv.
Nadveren var både for Jesus elv, for han apostle og dispiler og for dem som senere kom til tro på ham. Den er både for den messianske og den kristne menighed.
Jesu blod er den nye pagt om Gud indgik med jøderne.
Det var ikke nogen ny pagt, men det var en FORNYELSE AF Sina-pagten.
Den nye pagt skulle tjene et nyt formål, og det nye formål var oprettelsen af Riget for Israel. Enhver som kom til tro på Jesus, blev medlemmer i dette rige, som stod i færd med at blive oprettet i hele sin fylde.
Denne pagt indgik Gud med jøderne og ikke men hedningerne. Det var et løfte om at Gud ville indgå en ny eller en fornyet pagt med dem i stedet for Sina-pagten, som de ikke formåede at holde, men som de brød hele tiden. Den skulle oprettes med Juda og Israel: Jerm. 31,31-34.
Denne pagt skulle give jøderne et nyt hjerte og en ny ånd. Han ville give dem Den Hellige Ånd. Dette skulle føre til to ting
- De skulle kende til Herrens vilje.
- De skulle følge Guds bud og holde hans love:
Esek. 36,27.
I vandringen som troende skulle jøderne fortsat nøje holde alle Guds bud og regler. Det var Den Hellige Ånd som var i dem, som skulle hjælpe dem til det.
Således er det også i den kristne menigheds tidsperiode, men den kristne menighed er ikke knyttet til Mose Torah eller til Jesu Torah. Den er knyttet til Paulus` hans Torah.
Den kristne menighed har ingen speciel pagt med Gud. Den er oprettet i henhold til Guds nåde og Guds hemmelige planer. Der er den STORE HEMMELIGHED i Guds frelsesplan.
Det forhold at den kristne menighed administrerer dele af den nye pagt i Jesu blod, det er en helt anden sag: 2.Kor. 3,5-6. (Se min bog: kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Fire forskellige syn på den nye pagt.)
Når Jesus sagde at den nye pagts blod blev udgydt for mange, så betyder det at det blev udgydt for "alle".
På dette tidspunkt blev frelsen kanaliseret gennem den messianske jødedom. Frelsen var for de jøder og de hedninger som kom til tro på Jesus og sluttede sig til den messianske jødedom. Hedningerne måtte gå vejen om ad jødedommen for at blive frelst.
På dette tidspunkt stod hedningerne udenfor Israels løfter og pagter, men efter den nye åbenbaring som Paulus fik, så er jøderne og hedningerne stillet på lige line i Guds planer som deler af en ny skabning: Ef. 2,12-13.
Ordet "pagt" er på græsk "diatheke". På hebraisk er det "berit". Det græske ord kommer af et verpe "diatidzemi", som betyder "at distribuere" og "at disponere". En pagt er en aftale mellem to parter. Det kan være betingede eller ubetingede pagter. Alle pagterne er nådepagter, for de kommer fra Gud.
Man kan aldrig oversætte ordet "diatheke" med "testamente", som det f.eks. er gjort i Hebr. 9,16. Det er en gal oversættelse af dette ord.
Jesus sagde videre at han ikke skulle drikke mere af vintræet frugt (vinen), før han drak den på en ny måde sammen med apostlene i Guds rige. (v.29.)
Vinen vil være den samme, men den vil have et NYT INDHOLD, i og med at forsoningen har fundet sted. Dette var sidste gang af Jesus skulle drikke af vinen, før han døde. Han skulle drikke den på en ny måde i Riget for Israel, som lå i forlængelse af hans død og opstandelse.
På græsk er der to ord for "ny" og det er:
- "Neos", som betyder "ny" i den betydning at det ikke har været før, f, eks. En ny dag.
- "Kaninos", som betyder "af en ny
kvalitet." Jukas siger dette på en lidt anden måde. "For
jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af det før
GUDS RIGE er kommet." Luk. 22,18.
Nadveren var et PAGTSMÅLTID mellem Gud og de messianske jøder. De 11 apostle repræsenterede de messianske jøder. Judas repræsenterede de jøder som ikke formåede at skelne mellem brødet og vinen og Jesu legeme og blod. Hele konteksten, som den står i, viser at dette er tilfælde. De messianske jøder skulle holde nadveren til MINDE OM JESUS: Luk. 22,19.
I evangelierne er der flg. aspekter ved det jødiske nadvermåltid:
- Brødet og vinen var både brød og vin, men det symboliserede samtidig Jesu legeme og blod.
- Vinen var den nye pagt i Jesu blod.
- Blodet skulle være til en soning for alle.
- Brødet skulle brydes.
- Jesus skulle ikke drikke af vinen før han drak den på en ny måde i Riget for Israel.
- Nadveren skulle være til minde om Jesus.
- Det var "Helliggørelsens bæger". Det blev skænket i begyndelsen af måltidet, efter at værten havde vasket sine hænder. I den forbindelse så vaskede Jesus apostlenes fødder: Joh. 13,1-17. Dette bæger er beskrevet i Luk. 22,17
- Det var "Plagernes" eller "
Mindernes bæger". Det blev ikke drukket, men det blev tømt ud
af gæsterne, efter at fortællingen om de 10 plager i Ægypten var
blevet oplæst.
Jesus drak denne kalk i
sin kamp i Getsemane og på korset: Luk. 22,44.
Dette bæger kommer også
til udtryk i det som Jesus sagde i Lukas 22,19: ......gør dette til
minde om mig.
- Det var "Velsignelsens" eller "Forsoningens bæger". Dette bæger blev drukket efter at måltidet var afsluttet. Glassene blev fyldt op således at vinen randt over i dem. Dette symboliserede Guds nåde, som var uden grænser. "Ligeså kalken EFTER AT DE HAVDE SPIST, og sagde: Denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer: Luk. 22,20.
- Det var "fuldendelsens" eller "Rigets
bæger". Det blev også kaldt for "Bægeret for Guds
ægteskab med det jødiske folk. Når jødende skulle drikke det, så
sagde de højt "Ja" til Guds forslag om giftemål.
Efter at Jesus havde
drukket de 4 bæger vin sammen med sine apostle, så sagde han at han
ikke mere skulle
drikke af vintræets
frugt, som er vinen, før han drak den på en ny måde i Riget for
Israel. det betyder at det som
vinen symboliserer,
skulle få sin fulde opfyldelse i Riget for Israel: Luk. 22,18. (Se
Risto Santalas bog: The
Midrahs of Messiah, s.
218-222. Se også min bog : Kristendommens Jødiske Rødder., s.
362-364.)
- Jøderne satte frem en stol til Elias, og
skænkede op et bæger vin til ham. Det er "Elias bæger".
Der bliver bare
Skænket op, men det
bliver ikke drukket af nogen. Det er Elias selv som skal drikke det,
når han kommer og indvarsler Messias` komme og Rigets oprettelse. På
slutningen af måltidet bliver dette bæger tømt ud.
- Der bliver også skænket op et bæger med vin
til Messias. Børn fik opgave at se efter om der var kommet
krusninger i dette glas.
Dersom de opdagede det, da var det et tegn på at Messias var kommet.
Vinen er forøvrigt et
billede på "jødernes frelse". (Se min bog: Jesu Genkomst
, bind 1, kap.: Figentræets tegn.)
Nadveren var et fældeskabsmåltid, som skulle fejres
i tiden og et måltid, som skulle fejres engang i fremtiden, når
Guds rige er kommet. Det rige som der her er tale om er Riget for
Israel.Selv om rabbinerne ikke var enige i Jesu udlæggelse og forståelse af nadveren, så omtalte mange af dem også et FESTMÅLTID I DENNE VERDEN, som skulle peger fremover på et endda større FRESTMÅLTID I DEN KOMMENDE VERDEN. Den som deltog på en ret måde i festmåltidet i denne verden, vil også få del i den kommende verden.
Vi kan finde mange fællestræk mellem det som Jesus sagde om nadveren og det som rabbinerne sagde om dette festmåltid
ref. Egon Ladegasard Kristensen: Enfamilieshusets www.denpaulinskegruppe.blogspot.com
www.yeshuattsion.webbyen.dk