Uddrag fra
”Karmel” bladene 1946-49: Norsk - Dansk samarbejde 3.
Jesus søskende
vil- som u-afklarede tvivlende, igen opleve sidste dagen i sidste
jødisk højtid (dato i år bliver uge 39) = 1.Tess.4,16.
2.Tess.1,5-7. Matt.24,30-31. Johs.7,3-4.
En jødekristen
hilsen til Karmel- mødet. (1946 s.157)
Gerne ville jeg have været
personlig tilstede og delt velsignelsen og fællesskabet ved samværet
af så gode venner af Israels sag. En mørkere baggrund for mødet
kan vel vanskelig tænkes, thi er jøderne blevet forfulgt af deres
fjender, så må de nu skuffet erkende, at mange af dem, som de med
rette troede var deres venner, har svigtet dem og arbejder imod dem.
Der er en del mennesker som lader
sig afskrække af de mange vanskeligheder og de spørger: Er
Palæstina tanken alligevel rigtig? Ja, ofte skal vi jo tvinges til
eftertanke og så overvinde vanskelighederne. Vidst var Josuas indtog
i Kanaan heller ikke ligefrem smertefrit for landets tidligere
beboere, tværtimod, og alligevel var det Guds mening.
Ja, et er
verdens storpolitik, et andet er om vi alle Israels venner kan vise
jøderne den åndelige Guds riges storpolitik, som ikke kun regner
med lande, men også med det enkelte individ og endog på lang sigt
helt ud i evigheden. Og så er der det at denne politik altid er
eens, kærligheds bestem med Bibelens lys og Guds forjættelser
gennem profeterne for hele folkets og alle andre folks fremtid!
Vi siger ofte,
man kan ikke prædike for tomme maver! Hvorfor må det ikke også
gælde jøderne? Og hvorfor er man så forarget over jødernes
materialisme (og det især blandt troende mennesker) end over de
såkaldte kristnes? Jødernes materialisme kunne man bedre forstå,
thi forfulgte som altid var de nødt til langt mere at tænke på
penge. Vel sejler de kristne lande og den kristne kultur under
kristent flag, men sidder Kristus ved roret og får lov at styre?
Vi jødekristne
er så glade ved at vide om jer som forstår os og ved hvordan vi
føler og hvad vi trænger til og hvad vi gerne vil være begyndelse
til. Gid alle karmelvenner må få dette i eje, så vi må finde vor
plads i deres kreds, på den rette måde, ikke af nogen form for
forfængelighed, men af nødvendighed!
Jødekristendommen må jo få lov til at vokse og grundfæste sig og
føle støtte hos kristne venner især også for at undgå enhver
fristelse for judaisme. For alle karmelvenner må det være naturlig
og nødvendig ved siden af bibelstudiet at studere den jødiske
folkesjæl, de jødiske problemer og jødisk historie, og denne
forenede viden giver vægt i samtale med jøde og græker.
Min hilsen med
ønsket bom Guds nåde og fred og lys og velsignelse med Es..57,18:
Jeg så hans vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham trøst
til bod.
Henry Seligmann,
København.
Israel og den kristne menighed af Eyvind von Tangen Sivertsen.
(1946 s.169)
() tilføjet af referent.
Når der blandt
kirkelige kristne kan råde så stor uklarhed med hensyn til både
Krist- genkomst og til tusind års-riget, kan det kun skyldes
svigtende tro på urokkeligheden af Guds ord og løfter ”dagen og
vejen” sluger i uhyggelig grad de kristnes tanker, og teologiske
modsætninger øver alt for ofte mere indflydelse på ordets
beskikkede forkyndere end det gudsord, gennem hvilket vi alene bliver
fortrolige både med Guds tanker og de veje, han går for at
virkeliggøre dem. Sker der ikke en radikal forandring i denne
henseende, en virkelig hjertevækkelse indenfor den kristne menighed,
da kan vi have grund til at befrygte, at Herrens genkomst (med
skyerne: 1.Kor.15,51-52. 1.Tess.4,16. 2.Tess.1,5-7.) som tyven om
natten – den frydefuld forløsning- vil bringe forfærdelse som en
domfældelse.
Endnu et forhold
er der, som, netop i den antydede forbindelse, må berøres noget
nærmere nemlig ovenfor berørte omtale, som efter apostelens ord:
Rom.11,18-. Vil ramme den (også) den kristne menighed, såfremt den
ikke bevares i den rette ydmyghed i sit syn på Israel som Guds
udvalgte folk og derfor i selvklogskab tænker egne tanker om
Guds riget og går egne veje til dets virkeliggørelse eller kort
udtrykt ikke ”bliver i Guds godhed”. Ve den kristne kirke om den
i åndeligt overmod roser sig af sin udvælgelse og betragter sig
selv som ”meddelagtig i olietræets rod og fedme”, men som
genstand for Guds selvstændige af Israel uafhængige udvælgelse.
Ve den kristne
kirke, om den betragter sig selv som den endelige og afsluttende
åbenbarelse af Gudsriget her i tiden og her på jorden, så den
glemmer, at den med Jafet så at sige kun bor til leje i Sems telte:
1.Mos.9,27 idet den som en fremmed og udlænding: 1.Pet.2,11 har sit
borgerskab i himmelen: Fil.3,20 er frelst i håbet: Rom.8,24 ja, har
sit moderskød i Jerusalem heroventil: Gal.4,26. Det står fast, at
den kristne menigheds sønner-udkårent først fuldendes med vort
legemes forløsning: Rom.8,23, når vi får del i enten opstandelsen
fra døde eller i de levendes forvandling og bortatomar til mødet
med Herren i luften. 1.Kor.15,51-52 1.Tess.4,13-. Men, ak! Er ikke
dette syn på kristentro og kristenliv alt, alt for sjældent iblandt
os? Ja, er det ikke det almindeligste at det betragtes som noget
”overåndeligt” ja, sværmerisk, der gør os uskikkede til i
nøgtern menneske-kærlighed at arbejde for Guds-rigets fremme her i
tiden og nu på stedet?
Værre er det
dog, når kristenheden ikke blot miskende eller endog glemmer sin
åndelige samhørighed med Israel, men ligefrem vender sig i uvilje
imod dette Guds udvalgte folk, ja, foragter, ja, forfølger, ja,
søger at udrydde det. Sandelig, det er et frygteligt ord, som står
skrevet og det tre gange – Skriften kan ikke rokkes! - at den som
forbander dig, vil jeg forbande: 1.Mos.12,3 v 27 og 29. 4.Mos.24,9.
Sandelig, her er
vi såre langt udenfor ”Guds godhed” og må være forberedt på
en dag at opleve den ”afhugning”, som ordet vidner om: Rom.
11,21-22. Johs.15,6 jf. Sak.1,14-15 og 2,4., og det således, at de
kristne nationers stilling til Israel-folket i dets nuværende
fornedrelse på hin dag vil veje tungt til på Guds vægtskål jf.
Matt.25,31-. Når Paulus således taler om en kommende dom over
kristenheden sætter han den imidlertid på en bemærkelsesværdig
måde ifm.,en genantagelse af Israel-folket, en ny indpodning på den
Guds stamme, ”deres eget olietræ, som de af naturen tilhører:
Rom.11,24. At dette bliver en enestående kristelig folkelig
genfødelse, er utvivlsomt. Det ligger gemt i ordene ””deres eget
olietræ, som de af naturen tilhører” hvilket øjensynligt er
noget andet end den Ånds-genfødelse, ved hvilken den kristne
menighed ”mod naturen” gøres til et Guds-folk. Og dog må
der være en dyb indre sammenhæng mellem de to udadtil forskellige
kendsgerninger. Det siges nemlig: 11,31, at Israel skal få
barmhjertighed ved den barmhjertighed, som blev menigheden til del.
Har jøderne ret til at indvandre i Palæstina? s.70,
1947
Når jeg har
søgt at gøre mig selv rede for, hvad der er afgørende for
jødefolkets ret til uhindret bosættelse i Palæstina, er flg.,
grunde de tungest vejende.
Palæstina er
det af Gud forbeholdte hjemsted for det af Ham udvalgt folk.
Jødefolket har
igennem dets årtusinde gamle historie, uanset dets vekslende skæbne,
bevaret si nationalitet og dermed den ubrydelige tilknytning til
fædrenes land.
En folkeretlig
tilsikret adgang til bosættelse i Palæstina er – efter
Nazisternes uhørt grusomme fremfærd mod jøderne og den stadig
eksisterende, ja om-gribende sig antisemitisme – for dette folk den
eneste mulighed for en national samfundsdannelse til betryggelse for
dets folkelige eksistens, ganske som land og folk er uadskillelige
for alle jordens øvrige nationer.
Den arabiske
nationalisme er af relativ ny dato og er navnlig ikke udgået fra de
palæstinensiske arabere, men er et produkt af moderne Ægyptisk
storpolitik med deraf flg. Indbyrdes modstridende interesser indenfor
den muhamedanske verden.
Kendsgerninger
har vist, at jødernes bosættelse i Palæstina, for landet som
sådant har betydet en uhyre kulturel og national økonomisk
opblomstring og kan derfor ikke med forskellige grunde betegnes som
uret mod den i forhold til landets yderevne fåtallige arabiske
befolkning, hvorved særlig må mærkes at Palæstina hverken er
eller nogensinde har været centrum, for et folkeligt arabisk
kulturliv.
Englands
regering har ved Balfur-deklarationen udtrykkeligt forpligtiget sig
til at gøre de største anstrengelser for at fremme oprettelsen af
et nationalhjem i Palæstina for ”det jødiske folk”.
Denne
deklaration danner den moralsk basis for det af folkeforbundets 52
stater godkendte engelske mandat-styre over Palæstina.
E.S: Jødernes tilbagevenden til Palæstina s.40 år 1948
At det, der sker
for øjne af os med hensyn til jødernes tilbagevenden til deres
ældgamle fædreland
, har krav på en
ganske særlig interesse, er vel alle enige om. Rent menneskelig set
er et folks begyndende nationale genfødelse – og så meget er der
her utvivlsomt tale om – en så betydningsfuld begivenhed, at den
af os alle bør følges med den største opmærksomhed. For kristne
kommer der imidlertid hertil, at det for os drejer sig om intet
mindre end Bibelens folks tilbagevenden til Bibelens land, således
som denne ”verdens begivenhed” har været forudsagt fra de ældste
tider i dette Guds udvalgte folks historie. Her rejser sig,imidlertid
straks et spørgsmål og, for mange kristnes vedkommende, en alvorlig
tvivl og betænkelighed. Er Gud virkelig med i det der foregår? Er
det ikke folket, som tager sig selv til rette, ja som med rent
verdslige, delvis ligefrem forkastelige midler vil tvinge sig adgang
til det land, som Gud har forbeholdt sig at give dem i sin time og
ved sine midler? Når folket som helhed fastholder sin aftagen fra
Kristus og sætter sin lid til religiøst indifferent Zionisme, kan
vi da som kristne have nogen tillid til, at der kan komme noget
virkeligt god ud af det, der nu sker? Må vi ikke, al menneskelig
sympati for det så enestående hårdt ramte folk til trods, langt
snarere frygte for følgerne af det, der sker? Kort udtrykt: Er der
ikke i det profetiske ord sagt klart og tydeligt at forudsætningen
for folkets gud-villede tilbagevenden til forjættelsernes land er
dets omvendelse til Gud? Kan dette spørgsmål kun besvares med et
ja, må følgen selvsagt blive, at kristne må se med alt mulig
forbehold på vor tids begivenheder i Palæstina og-væsentlig-
forholde sig passivt afventende i bedømmelse og stillingtagen.
Der skal i det
følgende gøres et forsøg på at besvare dette spørgsmål og
dermed alle de andre fremsatte spørgsmål. Forinden skal dog
forudskikkes et par bemærkninger. Dels at der fra jødisk side atter
og atter fremhæves, at man så langt fra billiger og støtter den
terror, der fra visse hold praktiseres, at der tværtimod må tages
bestem afstand fra voldsanvendelse, som en fjende af jødernes sag
(Se korrespondance fra Jerusalem i ”Jødisk Samfund”, januar
1948) Dels at man indenfor de jødiske kredse i alt fald her i landet
er klar over at skal skal Palæstinas genfødelse lykkes, må der
samtidig vises folket ”vej ud af den religiøse dekadence”, af
det ånds mørke, der truer vore dyrebareste værdier (overrabbiner
Melchior dec.47) fremdeles er det en kendsgerning, at jødefolket
stilling som helhede til Kristus er i forjættelse-fyldt bevægelse
fra foragt, ja had til dyb interessant spørgen og forskning, ja har
været i bevægelse, praktisk talt lige siden grunden til den moderne
zionisme lagdes i slutningen af forrige århundrede. Det er derfor i
strid med de faktiske forhold, om man vil gøre vor tids jødefolk
som helhed til åndelig ”død” masse.
Men nu Bibelens
tale om folkets tilbagevenden. At en sådan i det hele taget er
forudsagt, vil man i den forbindelse gå ud fra. Det følger dog med
sikkerhed af, at forjættelserne om tilbagevenden fra Babylon er så
omfattende og vidtspændende, at de nødvendigvis må række langt
videre end til selve denne begivenhed. Og hertil kommer, at vi møder
disse stærke løfter ikke blot i Israels frafaldstid under kongerne,
men dels på et langt tidligere tidspunkt, hvor Babels-riget ikke
havde nogen relation til Israel (Moses), dels efter hjemkomsten fra
Babel (profeten Sakarias). Endeligt er det ubestrideligt, at den
herligheds-tilstand for land og folk, ja for hele folkeverden, som
profetierne lover i tilknytning til Israels tilbagevenden til landet,
endnu aldrig er blevet virkeliggjort. Hele dette punkt lader vi
imidlertid i denne sammenhæng ligge. Derimod mærker vi os, at når
Moses i vældige ord forholder sit folk både velsignelsens vej og
forbandelsens vej, som da ligger foran det, og i forbindelse dermed
taler om en tilbagevenden (om så dine forstøde befinder sig ved
himmelens ende), såfremt de af hele deres hjerte omvender sig til
Herren, da hedder det om den tid i landet bosatte folk, at ”Herren
dig Gud vil omskære dit hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele
dit hjerte og hele din sjæl, for at du må leve” I 5.Mos.9,4-5
hedder det da også med uimodsigelig klarhed: ”tænk ikke” for
min retfærdigheds skyld lod Herren mig komme ind og tage dette land
i besiddelse... Det er ikke fir din retfærdigheds skyld eller dit
ædle hjertes skyld...,nej, det er på grund af disse folks ondskab,
at Herren driver dem bort foran dig, og fordi Han ville opfylde
det ord, Han tilsvor dine fædre Abraham, Isak og Jakob – en
begrundelse ganske svarende til hvad vi læser i det forudgående:
5.Mos.7,6-8. Da Gud fordum førte sit folk ud af Ægypten var det da
heller ikke for deres fromheds skyld, men fordi han ”hørte deres
jamren og ihukom sin pagt med Abraham, Isak og Jakob: 2.Mos.2,24 jf.
6,6-9.
Skulle noget
lignende ikke kunne ske efter de uhørte lidelser, hans fol har været
ude for i vor tid, det folk som jo stadige efter udvælgelsen er
elsket for fædrenes skyld: Rom.11,28?
Ved udfrielsen
fra Babylon hører vi da heller inte om folket omvendelse; tværtimod.
Her er det Daniel, som med hentydning til Mose oven-førte ord om
Israels fremtid og til folkets befrielse fra Ægypten stiller sig i
gabet for det og bekender dets synd, ja dets genstridighed og
gudløshed. Når han beder på folkets vegne, sker det ”ikke i
tillid til vore retfærdigheds- handlinger … men i tillid til din
store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og
grib uden tøven ind for Din egen skyld, min Gud; thi Dit navn
er nævnt over din by og Dit folk! Daniel 9,5 og 18-19. Og det er som
bekendt ikke blot Israels umiddelbare forestående befrielse, men
folkets hele fremtid, det drejer sig om, og hvorom Gud giver ham en
åbenbarelse, så han skal sætter ”lukke for ordene og segl for
bogen til endens tid: 12,4 v.9.
Vi skal nu se,
at vi både hos Esajas og Ezekiel møder ganske samme synspunkt for
Guds indgriben, samme betingelse for Israels befrielse fra dets
fjenders magt og det hjemfærd til det land., Gud en gang for alle
har givet sit udvalgte folk.
Klart vidner
Esajas om Israels brøde: Es.43,24-25. 48,10,11,14-15. 49,8-. Et
omvendt folk taler ikke til sin Gud, som Zion her gør det. Mærkeligt
er det også med forudsigelsen om den ringe plads i landet. Palæstina
er som bekendt ikke større end Jylland. Da de ca. 50,000 jøder
vendte tilbage fra Babylon, har der ikke manglet plads. Men nu-når
de kommer i hundred-tusindvis ja mere? Dog-fast står løftet til
Abraham om landet, ikke blot på denne side af Jordan, men lige fra
Eufrat floden og til Nilens bæk! 1.Mos.15,18.
Endnu tydeligere
taler Ezekiel kap.36-37. Der varsles herom, hvordan Israel, der hvor
de kom hen blandt folkene, vanærede Herrens navn, idet man sagde om
dem: ”De er Herrens folk, og dog måtte de ud af Hans land!” ”Da
ynkedes jeg over mit hellige navn, som Israels hus vanærede blandt
folkene... Sig derfor til Israels hus: så siger den Herre Herren:
Det er ikke for jeres skyld, jeg griber ind, men for mit hellige
navns skyld, so m i vanærede blandt de folk i kom til. Jeg vil
hellige mit store navn som vanæres blandt folkene, og folkene skal
kende, at jeg er Herren - - -.
Kan denne tale
være tydeligere m.h.t. rækkefølgen: Hjemkomst - omvendelse? Det
store syn at de døde ben i dalen: kap.37 har et langt videre sigte
end hjemkomsten fra Babylon. Folket oplevede ikke nogen stor vækkelse
den gang; ej heller forenedes dengang Juda og Israel til et rige;
lige så lidt som de kom til at bo i landet i tidsalderen, og David,
Guds tjener, blev så vidst ikke deres fyrste evindelig, og folkene
kom sandelig ikke til at kende, ”at jeg er Herren, som helliger
Israel. Men også her lyder det u-omvendte folks klage: vers 11.
Derfor skal profeten tale til dem og sige i Herrens navn: Ezekiel
37,21-22 v.26.
Lad så være at
der kan anføres ord, der kan tydes i en anden retning end den
ovenfor hævdede. Jeg skal i nærværende sammenhæng indskrænke mig
til at pege på, at en henvisning til Jeremias 31,9 om, at folket
skal komme med gråd og ledes frem af Herren ”medens de ydmygt
beder”, ikke kan være afgørende, dels fordi der her ikke er tale
om egentlig omvendelse, dels fordi der da ikke kan være tvivl om, at
mange fromme jøder under deres rædselsfulde lidelser har opsendt
lige så ydmyge som brændende bønner til Gud om udfrielse. Lige så
vidst som vi må hævde, at der er ”et dække over deres hjerte når
Moses oplæses”, lige så lidt har vi ret til at frakende dem
menneskelig ærlighed i deres gudsforhold. Og i øvrigt bør det
understreges at der i det anførte ord tales om en massebevægelse
indenfor Israel: I en stor forsamling vender de hjem, Zionismen, som
vi har i dag er vidne til den, og den indvandring af nogle
hundred-tusinde jøder, der indtil nu har fundet sted i Erez Israel,
er jo kun at ligne ved pionerer, stød-tropper, der indleder en
egentlig folkebevægelse blandet de millioner af jøder, som –
endnu! - befinder sig godt i udlændighed og ikke selv føler noget
kald til at forlade ”Ægyptens kødgryder”
Skal vi anlægge
et evangelisk synspunkt på den hele her omhandlede og – os det
skal vi jo da - synes det ikke at være til at komme udenom, at hele
det ”lønsynspunkt”, ud fra hvilket man hævder omvendelse som
betingelse for hjemkomst, er uholdbart.
I det store kap:
Rom.11,32 v.35 udbryder Paulus som bekendt: Thi Gud har indesluttet
alle under ulydighed, for at Han kunne forbarme sig over alle... hvem
gav Han først, så at der skulle gives Ham til gengæld derfor? Men,
kunne man så indvende, er ikke hele denne magtanvendelse, der ligger
til grund for jødefolkets tilbagevenden til Palæstina – lige fra
Balfour Deklarationens diktat til de nuværende kampe – netop i
strid med det evangeliske syn, der for eksempel, får så klart
udtrykt i profeten Sakarias ord: ikke ved magt og ikke ved styrke,
men ved min Ånd, siger Hærskarernes Herre: Sak.4,6.
Hertil er
imidlertid at sige, at hele den gammel- testamentes profeti som
bekendt har et dobbelt sigte, idet den peger frem mod Jesu dobbelte
komme, først som den lidende herrens tjener uden ydre magt og styrke
og derefter- netop i genkomsten til Israles folks befrielse – som
den ”Herrernes Konge og Kongernes Konge”, der nu har ”taget sin
store magt og tiltrådt sit Kongedømme” Åbenbaringen 11,17 og
19,6 v.15-16. At det anførte ord fra Sakarias sigter til Jesu første
komme, kan der næppe rejses begrundet tvivl om. Det svarer ganske
til profetien om Kongen, der som Ypperstepræst (kap.3) skal komme
”ydmyg, ridende på et Æsel, på en asenindes fole” (9,9) og til
orden om, at ”Hyrden vil jeg slå, så fårene spredes” (13,7).
Alle kristne kan
blive enige om, at anden grundvold for det kommende Isralrige end
den, som allerede for længst er lagt ”ikke ved magt og ikke ved
styrke”, kan der ikke blive tale om, navnlig da ikke når den store
time for Israels åndelige genfødelse kommer. Men dette udelukker
ikke, at Gud, nu som fordum, ved folkets udvortes befrielse fra
fjendehånd (antisemitismen) kan fremme sin vilje gennem de politiske
begivenheder og dermed altid i forbindelse med stående
magtanvendelse.
Hvorledes skulle
dog Gud ellers kunne være den al-rådende i menneskeslægtens
tilsyneladende forvirrede historie.
E.S: Det jødiske
nationalitetsmærke, s. 57 år 1948
I
det jødiske blå-hvide nationalflag findes som kendt det såkaldte
”magen-David-tegn”. Det er to trekanter som er lagt over
hverandre og på den måde danner en seks-stjerne, nemlig med ordet
”Imanuel”, dvs. ”Gud med os”, og derunder: O, Herre, hjælp!
O,Herre, giv sejer!” Hvor tegnet stammer fra , er tvivlsomt.
Tidligst konstateret-om ikke derfor benyttet-skal det være ifm. En
indskrift på en jødisk gravsten muligvis fra det 3.århundrede e.
Kristus og ikke senere end det 6.århundrede. Indskriften er på
hebraisk og lyder: Her hviler Leon David fra Melos` søns
hustru.”Foran ordet David er indhugget seks-stjerne tegn hugget
ind. I den jødiske litteratur omtales dette tegn i det 12
århundrede, og da som om det havde beskyttende kraft. Herfra stammer
formodentlig betegnelsen ”Davids skjold”. I Bibelen findes ingen
tilknytning til tegenets anvendelse. Ser man det ifm. femkanten, den
såkaldte ”Drudefod” (Svanefod), også kaldt ”Salomons segl”,
er dets oprindelse vel af magisk-overtroisk art. Det er da også
Kabbalah, den middelalderlige, mystiske-teosofiske åndsretning, som
har bragt tegnet til almindelig anvendelse.
I
nyere tid er der fra visse-liberal-teologisk- hold indenfor
jøde-verden rejst indsigelse mod seks-stjernes anvendelse som
nationalitetsmærke. Ja, man har endog sammenlignet det med
antisemitismens hagekors, idet de begge bliver brugt med lige uret.
Det hævdes fra denne side at det ægte og historiske rigtige tegn
for jødedommen ville være Menorah, den syvarmede lysestage, som
efter Guds anordning blev anbragt i helligdommen i det første
Tabernakel sammen med skue-
bordet
og
røgelses-alteret. Dette tegn findes overalt i gamle synagoger i
Palæstina, i de jødiske katakomber i Rom og også i middelalderens
synagoger.
Hvordan alt
dette forholder sig, er det for kristne grund til eftertanke med
hensyn til denne sag. Ikke akkurat fordi den syvarmede lysestage er
en så almindelig prydgenstand i kristne hjem-formet efter gengivelse
af kejser Titus` triumfbue i Rom. Nej, det som måtte vække til
eftertanke er at vi i Åbenbaringsbogen – bogen som frem for nogen
anden handler om den kristne menighed- findes anvendt syvstjernen som
denne menighed symbol, således at de enkelte menigheds-kredse ses
under billedet af syv guldlysestager. Mellem disse vandrer. Idet han
holder syvstjernen i sin højre hånd .
Når vi ved disse
to ting. Først dette at den nye pagts menighed har sin rod og dermed
sin livskraft i Israels Messias.
Da denne
menighed imidlertid ikke tilhører et enkelt folk, men udtages
(atomar) som en førstegrøde af alle jordens folkeslag, falder det
så naturlig at den ses under billedet af de syv fra hverandre
adskilte lysestager.
Men dernæst
dette at når hedninger-fylden er kommet ind i Guds rige, vender
Jesus tilbage for ”at genopbygge Davids faldne hytte” og frelse
”hele Israel”, som atter skal have sit hjem i det ældgamle
fædreland efter den årtusinde lange adspredelse blandt alle jordens
folkeslag.
Tænker vi over
dette, hvilket skønt og betegnende symbol på det genoprettede
Israel og dermed på den genoprettede sande gudsdyrkelse i dette
lands udvalgte folk, ville det da ikke være om netop Menorahen, den
ene syvarmede lysestage fra Guds helligdom blev Israels-folkets
nationalitetsmærke. Hvad kunne være mere karakteristisk som symbol
på et frelst Israel, ”kongeriget af præster”?
E.S: Nærsynet
og langsynet kristne. s. 67: 1948
Det
er med kristne mennesker som med mennesker i det hele-taget-nogle er
åndelige nærsynede, andre er åndelige langsynede. Det er håbløst
at strides om hvem der har ret. Det har de jo for så vidt begge to,
da Gud-rigets dimension som bekendt ikke blot er højde og dybde, men
også længde og bredde. Repræsenteres af Kierkegaard og Grundtvig.
Det tør vel siges at typerne her i Danmark på en særlig
karakteristisk måde. Den første kredsede-indtil det- monomanne- om
”den enkelte”, den anden båret og næret af et historisk
vid-syn, for hvilket det folkelige fra en rent tidsbestemt,
”verdslig” plan løftes ind i og indgår en organisk forbindelse
med guds-rigets stor-syn og- hvorfor ikke-?- storpolitik, som
omfatter hele menneskeslægten. At missionsiveren og dermed uroen i
særlig grad præger den nærsynede type, og samkørslens og dermed
hvilken særlig den langsynede type, kan næppe bestrides. Man kan
vidst også, med udgangspunkt i et kendt bibelord, udtrykke det
således at medens den første fordyber sig i ”den ene dag”, er
den anden på en særlig måde grebet af ”de tusinde år”. Og
denne sidste har desuden den betydning at den siger os at for Gud
faller de to betragtningsmåder sammen, ja, hører uløselig sammen,
så vidst som for Ham ikke blot 1000 år er som en dag, men samtidig
en dag som tusinde år. Og det ville være godt om vi kristne kunne
blive klar over det livsfarlige i at skille det som Gud har
sammenføjet. Herom kunne der nok siges en hel del af betydning og
til-mindre smigrende- belysning af den golde u-fordragelighed som
vort kirkelige liv lider under. Kun så meget til indledning af de
betragtninger over Israel-problemet som fremsættes i det flg.
I
”menighedsbladet” for 20. juli 1947 har syrien-missionæren
Alfred Nielsen udtrykt sin forargelse over at ”danske statsborgere
(gennem en adresse til UNO) har mindet Trygve Lie om at de forende
nationer vil (bør?) råde bod på den uret som er begået mod
jøderne ved indskrænkningen af bosætningsretten i Palæstina. A.N.
Stiller sig helt på de, efter hans mening i denne sag forud-rettede
arabers side og slutter med at sige at ”stort bliver de danske
statsborgeres ansvar som har støttet denne henvendelse uden at se
sagen fra mere end en side”. Højskoleforstander C. P. O.
Christiansen går som medunderskriver af adressen ind under dette
ansvar, idet han hævder at ”jøderne har historisk ret til at bo i
dette land”, og at ansvaret ikke er ”mindre stort for dem som
bestrider dette folks (Israel-folket) fortsatte indvandring til deres
fædreland, hvorigennem de har skænket kristenheden den største af
alle historiske gaver”.Om denne væsentlige politiske side af
Israel-problemet skal der i denne sammenhæng ikke siges mere, blot
mindes om at vor dagspressens gengivelse af engelske kommentarer til
begivenhederne i Palæstina ikke er fyldestgørende til fuld
forståelse af hvad jøderne med rette har måttet vente af Englands
oprindelige standpunkt i denne sag. Til orientering i så henseende
kan det anbefales at gøre sig kendt med den dokumentariske
fremstilling i H. Bonde. Henriksens nylig udkomne bog
”Palæstina-jødernes land”- til Bibelsk belysning af hele det
Israels-problem som ligger til grund for det særlige Palæstina-
problem. Sak jeg derimod komme med nogle bemærkninger om ”Profeti
og opfyldelse” i tilknytning til et foredrag af prof. Fr. Torm med
anførte titel. Dette er i uddrag gengivet i ”Israels-missionen”
nr.7 oktober 1947. Israels problemet har både som ånds-personlig og
folke-historisk problem en så overordentlig betydning til
orientering i den nuværende kaotiske verdenssituation at det tør
forudsættes af værdi for læserne at blive orienteret angående
divergerende anskuelser som gør sig gældende men hensyn til dette
spørgsmål. Og jeg mener at divergensen beror på om problemet
ønskes mere nærsynet end langsynet, mere rent missions-messing
eller mere folkelig. Men ganske vidst også således at første
syntese af de to forskellige betragtningsmåder fører til den
sandhed som gør guds-riget helt virkelig i denne sag. Og dernæst
således-lad det være sagt straks- at i den kirkelige praksis
repræsenteres de to synsmåder væsentlig af ”Den danske Israels
mission”, ledet af prof. Torm,på den ene side, og på den anden
side af ”Karmel- instituttet”, som er kommet her til landet fra
Norge. Under motto ”For Bibelen og Israel”der har til hensigt at
danne åndelig og økonomisk grundlag for kristen forsknings og
oplysningsarbejde i Bibelen land og Norden.
Instituttet ledes af generalsekretær
cand, theol, Faye Hansen her i landet ifm. det danske
Karmel-udvalget, som består af sognepræst Gerorg Bartholdy,
højskoleforstander cand, mag. Frits Larsen (Luthersk
Missionsforening) og undertegnede.
Forståelsen af profetierne om Israel.
Professor Torm hævder at der er en
dybtgående forskel mellem profetierne i Gl.- testamente og
opfyldelsen i Ny- testamente, idet den sidste er langt rigere end
profetien, som intet sted giver os et billede af Messias som helt
svarer til virkeligheden i Kristus, og at det derfor gælder om at vi
bliver klar over at denne forskel vil gentage sig ved Jesu genkomst.
Hertil er nu at sige at profetien jo
netop ikke indskrænker sig til at skildre et udvortes herlig
Messias-rige. I tilsyneladende modstrid til dette fremstilles
Messias: Es.53 som den ledende herrens tjener, som først når han
har fuldbragt et skyldoffer, skal se afkom, leve længe. Først når
hans sjæl har haft møje som den der er ”såret for vore
overtrædelser, knust for vore misgerninger”, skal han se hvorved
han skal ”mættes”. De vil ifølge Jesu egne ord sige at ”herrens
vilje lykkes ved hans hånd”: Johs.4,34. I det forgående kap.
Es.52: hedder det malende tydeligt: ”Se min tjener skal gå frem
med visdom, han skal blive opløftet og være meget høj. Ligesom
mange blev forfærdet over ham-så ilde tilredt var han at han så
ikke ud som et menneske, og hans skikkelse ikke var som andre
mennesker-således skal han få mage folkefærd til at fare op (i
forundring), For ham skal konger lukke munden, for det som ikke var
fortalt dem, det har de set, og det de ikke havde hørt, det har de
fornemmet.
Der er jo netop i denne
tilsyneladende urimelige dobbelthed i Messias-billedet som fik selve
apostlene til at forarges på Jesus, trods al deres ”tro” på
ham. Da korset blev en virkelighed, skulle der en særlig Åndens
åbenbarelse til før troen, deres menneskelige tro, blev genfødt
ved kraften ovenfra, så de nu formåede at se lys i Guds lys og
virke, ikke i egen, men i Guds kraft.
At apostlene ikke over
lidelses-siden i profetierne har glemt og opgivet herligheds-siden,
fremgår af deres forventning (efter opstandelsen) af Israels-rigets
genoprettelse. Denne forventning sætter Jesus vel på den plads som
tilkommer dem, men han tager den sandelig ikke fra dem: Ap. gr.1,4-8.
Jesus havde jo selv givet dem denne forventning næring ved ordet om
at Jerusalems og Israel-folkets nedværdigelse kun skulle være
tidsbestemt: Luk.21,24. Og apostlen Peter erklærede med al ønskelig
tydelighed at Israels omvendelse og Jesu-genkomst kommer ”de tider
da alt det blive genoprettet som Gud har talt om ved sine hellige
profeters mund fra ældgamle dage”: Ap. gr. 3,19-21 Og lidt senere
har vi Jakobs ord ved apostel-mødet i Jerusalem at når Gud ud af
hedninger har udtaget sig et folk for sit navn (altså ”også”
den kristne menighed), vil han- og her påberåbes atter det
profetiske vidnesbyrd- vende tilbage og genopbygge Davids faldne
hytte og genopbygge og genrejse det nedrevne af den: Ap.
gr.15,14-16.
Herefter bliver det uforståeligt
hvad det vil sige at det profetiske billede af Messias i det Gl.
testamente ikke svarer til virkeligheden i det. Ny-testamente.
Allerede før Jesu fødsel møder vi løftet om at ”Gud Herren skal
give ham hans fader davids trone, og han skal være konge over Jakobs
hus evindelig, og der skal ikke være ende på hans kongedømme:
Luk.1,32-33.
Det er profetier som ikke fik sin
opfyldelse og ifølge sagens natur ikke kunne opfyldes på Herrens
lidende tjener, og som derfor må få sin opfyldelse ved Jesu
genkomst til Israels-rigets gen-oprettelse
Jeg siger må få-
ja, naturligvis kun hvis man tror det profetiske ord.
Gør man ikke
det, så passer naturligvis ikke det profetiske billede af Messias i
Det gl. testamente
Men hvorledes
man i så fald kan hævde at opfyldelsen er blevet langt rigere end
profetien, må synes uforståelig.
Nej, sagen er
den, at enten tror man på Israel-folkets og dermed på Israel-rigets
genoprettelse – begge dele knyttet sammen som ethvert andet
folkeliv til et fælles modersmål og en fælles historie – eller
også tror man ikke på det.
Med professor
Torm at hævde at ”disse profetier” (om folkets tilbagevenden til
Palæstina) fik sin opfyldelse ved hjemkomsten fra ”Babylon” er
ugørlig. Allerede af den grund at de blev gentaget med særlig
realistisk udmaling af Sakarias – som virkede efter hjemkomsten fra
Babylon. Hele dette 8. kap. hos denne profet er fra først til sidst
et vidnesbyrd om en endnu fremtidig genoprettelse af Israel-riget,
både åndelig oh folkelig. Og læg mærke til det karakteristiske
indskud i vers 6: Om dette kan være umulig i deres øjne som er
blevet tilbage af dette folk i de dage, mon det da også skulle være
umulig i mine øjne? Siger Herren, hærskarernes Gud.
”Mange mener”
, siger professor Torm, ”at de (profetierne om en tilbagevenden til
Palæstina) skal opfyldes igen engang. Det er mulig, men vi ved det
ikke sikkert. I hvert-fald gentages de ikke i Ny. Testamente.
”Hvad vil det
da sige at Jerusalems ”ned- trædes” er tidsbegrenset, at
Israels-folket skal genoprettes, at de profeterede genoprettelses
tider skal komme ved Jesu genkomst, at Davids faldne hytte skal
genopbygges?
Hvad mening
ville der være i alt dette dersom folket selv skulle forblive spredt
ud over jorden, som de er nu?
Og hvad mening
med de mange før-eksilske profetier som uimodsigelig har langt
videre sigte end tilbagekomsten fra Babylon. For her tales der om en
tilbagevending både fra Østens og Vestens land, ja, fra alle
jordens lande, om det forstødte folk så endog befandt sig ved
”Himmelens ende”: 5.Mos.30,4-5.
For professor
Torm findes der i Det ny. testamente blot èn usvigelig profeti om
Israels fremtid. Det er profetien om Israels kommende omvendelse. Men
hvorledes skal ”hele Israel”: Rom.11,20-kunne frelse- altså som
Israel og som helhed – dersom de faktisk ikke udgør en folkelig
enhed, ikke har noget fælles fædreland, ikke har noget fælles
modersmål?
Har
Gud gang på gang indgået pagt med sit udvalgte folk og lovet dem
landet i disse pagter (endog så udvortes og detaljeret bestemt, som
i løftet til Abraham i 1.Mos.15,18, og ”tilhører” (nutid!)
pagterne stadig dette folk: Rom.9,4.-hvordan
kan man da ”åndeliggøre” alt dette uden at miste fodfæstet i
den virkelighed, som er udgået fra Skaberens hånd,
uden at afkoble Guds-rigets historie fra verdenshistorien? Ære være
alt uselvisk arbejde for at hjælpe den enkelte jøde ind i den
frigørende tro på Jesus Kristus! Ære være al nærsynet
missionsiver når den er udtryk for Jesu ægte menneskelighed!
Men hvorfor dog nægte sig selv og
andre en berigelse af menneskekærligheden, en udvidelse af
ånds-horisonten? Det vindes kun ved et ”lang-syn” med blik for
folket
Israel, dets guddommelige udvælgelse som sådan frem for alle
jordens andre folk, dets gudgivne opgave fra at have været en
forbandelse til at blive en velsignelse for alle disse andre folk.
E.S: Kirken og
Israel s. 93
Når Grundtvig synger om den tid da de manges øjne skal ”skæres
for den sorte stær”, føler jeg mig overbevist om at dette blot er
mulig – men da virkelig også er mulig – når kirken opgiver sin
selvtilstrækkelige klogskab. Det er dette Paulus taler om i
Rom.11,25, og han sætter det i forbindelse meden blindhed (altså
adskilligt mere end nærsyn) overfor Israels plads i Guds
”husholdning” og kirkens totale afhængighed af dette folk i dets
menneskelige samhørighed med Kristus. Hele den kristne kirkes
historie er – menneskelig set – en parentetisk afbrydelse af
Israel-folkets historie.
Israels-folkets åndelige genforening med David-sønnen Jesus vil
siger Paulus, blive liv af døde for verden. Heri stemmer han overes
med alle profeterne.
Når professor Torm siger at der
ikke fortælles noget om hvor, når og hvorledes dette skal ske, er
det blot rigtigt på en bestemt måde, nemlig rent tidsmæssigt.
Åndshistorisk siges det jo nemlig tydelig at det sker når hedninger
fylden er gået ind i Guds riget: Rom.11,25, og at det står i
forbindelse med Jesu genkomst: Ap. gr.3,20-21.
Og disse sidste to ord siger os i
øvrigt en anden og betydningsfuld ting, nemlig at den
kirkehistoriske parentes som begyndte med Israel forkastelse af Jesus
som folket Messias, vil blive afsluttet ved folets
forening
med ham, ved hans genkomst.
Det kan derfor ikke være rigtig at Israels omvendelse til Jesus
skal medføre en særlig blomstringstid for kirken som vi kender den
i nutid og fortid.
At hedninge ”fylden” er gået ind i Guds rige, må stå i
forbindelse med en afslutning af det som i særlig forstand afsluttes
med Jesu genkomst som er knyttet til Israel-rigets genoprettelse,
klar bliver det at vi hermed er gået ind i et helt nyt afsnit af
Guds riges historie, det som Paulus betegner som liv af døde for
verden.
På det her udviklede syn hviler der overfor nævnte Karmel-
arbejdet.
Det vil forstås at det på ingen måde er et konkurenes-
foretagende, i forhold til Israel-missionen.
Det er et arbejde som er sprunget ud af en Bibelsk inspiration i
tilknytning til en enestående historisk situation : Israels
folkelige vækkelse, dets tilbagevenden til det årtusinde fædreland
og dets genoptagelse af det lige så gammelt modersmål.
Vi som arbejder for Karmel har den tro at det at ”blive jøderne
en jøde”! I vore dage ikke kan skille fra at forstå folket i dets
nationale kamp, selv om den er nok så ”verdslig”.
Ved at se det som ske med Israel som
villet af Gud,
da kender man tydelig en befrielse og en hvile for hjerte og tanke.
Og det midt i en enestående kaotisk og faretruende tid. Da begynder
man nemlig at forstå hvad der menes med David-sangens ord: Bed om
fred for Jerusalem! Lad det gå dem vel som elsker dig! Salme 22,6.
ref: Egon Ladegaard Kristensen. yeshuatt@mail.dk
www.denpaulinskegruppe.blogspot.com