Nådelønnens forskellige motiver. Jesu Genkomst 1.

Nådelønnens forskellige motiver. Nådelønnen har flg. motiver:

1. For det første er det et rigtigt princip at den som har gjort en fin indsats i Guds riges arbejde, skal få større nådeløn end den som har været lad og passiv. Begge bliver frelst, men lønnen vil være forskellig.
2. For det andet virker den ansporende på samvittigheden og bliver en drivkraft i arbejdet. En ved at få løn for den del af arbejdet som består og ikke brænder op foran Jesu domstol. Erich Sauer siger flg om dette: "Ligesom bortrykkelsen er en vederkvægelse for hjertet, så er Kristi domstol ansporende for samvittigheden...Frelsen hænger sammen med troen, lønnen med troskaben. Som barn modtager vi hans liv, som tjenere hans løn". Nu kan vi ikke udrette noget af os selv. Det er Den Hellige Ånd, som er i vore hjerter, som driver os fremover i arbejdet i Guds rige. Han er den som virker, således at vi kan udføre det som Han vil. Han er selve drivkraften i vort arbejde. Uden Jesu kraft kan vi ikke gøre noget: 1.Kor. 12,4-6. 1.Kor. 12,11 Fil. 1,10-11. Fil. 2,13. Hebr. 13,21.
3. For det tredie går Guds rige fremover når vi udøver vore nådegaver og tjenester på rette måde. Jesus har gjort sig afhængig af det kristne legeme i denne tidsperiode for at evangeliet skal kunne nå ud til alle verdens folk. I vort arbejde er vi med til at udbrede Guds rige og vinde mennesker for himmelen. Vi ved at Guds rige både er de troende og det område hvortil forkyndelsen når ud til. Guds rige er ikke kommet længere end der hvor forkyndelsen er nået. Når vi udsender missionærer, og når vi forkynder på de steder hvor Guds rige ikke er, så er vi med til at udvide Guds riges grænser. Satan må da afgive en del af sit område , og nye mennesker bliver vundet for Guds rige. I udgangspunktet er alle "vredens børn". Ef. 2,3. Når et menneske omvender sig og kommer til tro på Jesus, da må Satan og hans rige afgive denne person til Guds rige. Guds riges børn bliver rekrutteret fra Satans rige. De bliver revet ud af Satans greb og den evige (tidsalderlige) fortabelse. Gud har i stor udstrækning gjort sig afhængige af sine børn og vort arbejde.
4. For det fjerde skal nådelønnen være grundlaget og udgangspunktet for de opgaver som vi skal have i den himmelske og i den jordiske fase af riget for Israel. Vi skal få overordnede opgaver i 1000 års-riget. Vort udgangspunkt vil være himmelen, men vi skal have funktioner på jorden. Vi skal være det himmelske bindeled mellem himmelen og jorden. Vi skal være præster og konger. Dette skal ske på jorden. I himmelen skal vi udøve vort almindelige præstedømme. Himmelen har ikke brug for noget præstedømme som sådant Jesus er gået ind i himmelen som den store og endegyldige ypperstepræst. Når han kommer tilbage, kommer han som kongen og som løven af Juda stamme. Da sagde Jesus til dem (apostlene): Mat. 19,28. Luk. 22,19-30. 1.Kor. 6,2-3. 2.Tim. 2,11-13. "For det var ikke under engle Han lagde den kommende verden (1000 års-riget), som vi taler om. (Han lagde den under sig selv, den jødiske nation og den kristne menighed) Hebr. 2,5. 1.Pet. 2,9. Åb. 1,6. Åb. 5,9-10.

Den kristne menighed skal styre sammen med Jesus i rigets tid som præster og som konger. De som har fået den største nådeløn foran Jesu domstol, skal få de største opgaver i rigets tid.

Lad os se lidt på præsteembedet. I Gammeltestamentlig tid var præsten mellemmand og formidler mellem Gud og menneskerne. Det var Guds mening at Israel eller jøderne skulle være præster for Gud overfor hedningerne. Det skal de også blive i rigets tid. Efter at Jesus kom og sonede al verdens synd, så er dette embede som sådan bortfaldet. I og med at vejen indtil Gud er åben for alle mennesker, så er det i vor tidsperiode ikke længere noget behov for et bestemt embede, som hedder præsteembedet. I Ny Nytestamentlig tid er alle som er frelst og genfødt, gjort til præster. Vor præstelige Guds tjeneste i dag er at frembære de offer som tækkes Gud. Det sidste skal også være tilfældet i rigets tid. (Se min bog: Jødernes konge, bind 4, kap. : Offertjenesten i Ny Nytestamentlig tid.

Alle troende i vor tidsperiode er derfor præster, og det er derfor galt at kalde et embede eller en bestemt funktion for "præsteembedet" eller "præstefunktion", således som det bliver gjort i en række kirkesamfund. Det er en nedvurdering af det som indgår i begrebet "det almindelige præstedømme", hvor vi alle er præster, både mænd og kvinder.

Vi må videre skille mellem "det almindelige præstedømme" p.d.e.s. og det som vi kalder for "ældste funktion" eller "Hyrdefunktion" p.d.a.s. Den sidste funktion er iflg. Bibelen forbeholdt manden. (Hør min kassette: Det almindelige præstedømme og embedsforståelse i den lutherske kirke, hvor jeg gør rede for dette.)

I riget for Israel skal den kristne menighed tilbede Gud i egenskab af det "almindelige præstedømme", medens vi skal være overordnede præster for de mennesker som lever i 1000 års-riget. Riget for Israel er en jødisk periode. Dette er en af grundene til at præsteembedet er kommet tilbage igen. Vi skal være et kongeligt præsteskab. Disse to funktioner skal være slået sammen. Den styreform vi skal få i 1000 års-riget er teokratisk, som betyder Gud-styre.-styret på jorden kan ikke oprettes før Jesus kommer tilbage: Mat. 23,39.

Jeg vil i den forbindelse gerne citere det som Erich Sauer siger om den kristne menigheds funktion i rigets tid: "De som er dømt og har fået deres løn for Kristi domstol, bliver gjort til verdens dommere. De skal være den herskende adel i det evige himmelrige. Og fordi det er "et legeme" , må den enkelte ikke forherliges foran helheden. Det hele er "de helliges arvelod i lyset", og den enkelte har bare en "del" i det. De er alle sammen et "kongerige", og de enkelte er "konger og præster". Det hele er overordnet den enkelte. Den enkelte har sin plads i rækken når det gælder det heles forløb. Den enkelte kan derfor ikke opleve sin fuldendelse isoleret, men bare i personlig livs samfund med den fuldendte helhed.

Jeg vil også citere det som Adolf Bjerkreim siger om vor styre i riget for Israel. Dette står i bogen: "Spørgsmål og Svar", bind 2, s. 417: "Nej 1000 års rigets begynder ikke med bortrykkelsen. Den tidsperiode som den store trængsel strækker sig over, ligger mellem bortrykkelsen og riget for Israel . Det er ikke i paradis menigheden skal regere med Kristus, men i riget når det oprettes."

Jeg vil også citere hvad C.I.Scofield siger om dette i sin lille bog: "Tusindårsriget", s. 6: Læge mærke til grænsen for de helliges regering. Vi skal ikke regere i himmelen. Vi skal ikke regere i den vide sfæren som kaldes Guds rige. Men vi skal regere på jorden. Tilgiv mig at jeg standser endda et øjeblik ved disse udredninger, for det er af fundamental betydning for forståelsen af Skriften. Guds rige er det store omfattende udtryk. Himlenes rige får sin fulde manifestation i Kristi tusindårige regering over jorden. Menigheden er en klart afgrænset samling af frelste mellem pinsedag og Herrens komme i skyen (skyerne) lige foran den store trængsel, og de skal slutte sig til ham Og regere sammen med ham ,når himlenes rige bliver oprettet.

Jeg vil også citere det som P. Beyerhaus siger om den kristne menigheds styre i 1000 års-riget i sin bog: "Guds plan med Israel og folkene", s.34: begrebet "kongerige af præster" hentyder til den kommende teokratiske hierarkiske ordning i Guds rige her på jorden. Denne jord med alle folkeslagene er bestemt til at blive omdannet til et kongerige, i hvilken Gud er den absolutte, af alle folkeslag anerkendte hersker. For kun således kan dens oprindelige bestemmelse gå i opfyldelse, nemlig at blive en god verden, rig på velsignelse, fred, retfærdighed, velstand og kulturel udfoldelse.

Mellem Gud og folkeslagene står et embede, som Gud selv har oprettet. Det er præsterne, som er formidlere af hans anvisninger og velsignelse, og samtidig er de talsmænd for menighedens overtrædelser. Via præsterne skal kommunikationen mellem Gud og folkeslagene foregå efter en fastsat form.

Jeg vil citere det som Samuel Roswall siger om Guds styret i 1000 års-riget i sin bog: Den lange vej, s. 34: "Ethvert forsøg på at gennemføre teokrati på verdens nuværende forudsætninger vil i bedste fald blive et vrangbillede, fordi djævelen er løs og udøver sin forførende magt over menneskene. Men når Jesus kommer igen, og Guds modstandere bindes, skal folkene kende Herren og kunne give sig ind under Kristi konge herredømme. I den nuværende tidshusholdning udøver Gud sin "regeringsmagt" ved Helligånden i genfødte hjerter. I den kommende verden trænger strålerne fra det Gl. Testamentlige teokratisk gennem brudt i Kristi frelses gernings prisme".

Jeg vil også citere det som Da Costa siger om sammenhængen mellem den jordiske og den himmelske fase i 1000 års-riget: " Det er dette kongerige, som fra gammel tid blev besunget af profeter og salmister, som alle troende i den gamle tid har ventet på med længsel, som alt, hvad som angår tempeltjenesten i det gamle Israel, er et forbillede på. Et kongerige fra himmelen, men her på jorden, så synlig og håndgribelig, så virkelig som de fire verdensdele, som Daniel så i sit nattesyn, og som vil blive gjort ende på af det Israelske verdensmonarki under Jesus Kristus som jødernes konge".

Sverre Kornmo siger flg. om Jesus og den kristne menigheds styre i 1000 års-riget i sin bog: Endetiden i profetiernes lys, s.112, 117-118: "menigheden som sådan er ikke lovet noget jordisk rige. Menighedens herlighed er og bliver af åndelig og himmelsk art. Også i 1000 års-riget vil menighedens herlighed være af himmelsk art, men alligevel vil menigheden regere sammen med Jesus i herliggjorte legemer på jorden. Alt fra jorden vil da blive dikteret fra det himmelske "hovedkvarter" ved Jesus og menigheden.

I stedet for bombetogter over Israels land, vil der komme bølger af fly fra de fjerne lande til Jerusalem for at få undervisning i Guds ord og bud. Mika 4,2. Medens alle propaganda tidligere gik imod Kristus og alt som er rent og hellig, vil det da blive helt modsat. Alle love og retsbegreber vil være i harmoni med Guds Ord. Hele verdensordningen vil blive underlagt Kristus og hans menighed, som skal regere sammen med den herliggjorte konge. Da vil der blive fuld korrespondance mellem himmel og jord, idet de hellige, som er udvalgt i Kristus vil være til stede i herliggjorte legemer ligesom Jesus var hos sine disciple efter opstandelsen. Overalt på hele jorden vil de udøve deres magt og indflydelse, både i åndelige og materielle anliggender. Alle ting er underlagt den himmelske styrelse.

Mellem himmel og jord vil der være samkvem, for de hellige som da er bortrykket til himmelen, vil have deres "hovedkvarter" i det himmelske , men de vil også besøge jorden som himmelske repræsentanter for at tage del i styret, men samtidig vil de undervise i evangeliets sandheder, som vil være endda mere aktuel i den tid end i vor tid. Det står klart skrevet i Salme 72:

Erich Sauer siger flg. om de troendes gøremål i 1000 års-riget i sin bog: Den korsfæstedes triumf, s. 151-152:

"Men samtidig er den dag oprundet, da Herren skal hjemsøge himmelens hær i det høje og jordens konger nede på jorden. Es. 24,21, og da det behager ham at give det store rige med magt og herlighed til sin "lille hjord". Luk. 12,32. Åb. 20,4. Daniel 7,18 og 22. Åb. 1,6, og 5,10. De som er dømt og har fået løn foran Kristi domstol, bliver gjort til verdens dommere, de skal være den herskende adel i det evige himmelrige.

Og fordi de er "et legeme" 1.Kor. 12,12-13. Ef. 2,16 må den enkelte ikke forherliges foran helheden 1.Tess. 4,15. Det hele er "de helliges arvelod i lyset", og den enkelte er bare en "del" i det. Kol. 1,12. De er alle sammen et kongerige et kongedømme. Åb. 1,6 og 5,10., Og de enkelte er præster og konger Det hele er overordnet den enkelte. Den enkelte har sin plads i rækken når det gælder det heles forløb. Den enkelte kan derfor ikke opleve sin fuldendelse isoleret, men bare i personlig livs sammenhæng med den fuldendte helhed.

Derfor venter de hensovede på de kommende generationers fuldendelse. Hebr. 11,40 og Åb. 6,10-11.

Derfor bliver "sjælene" ikke overklædt, Åb. 6,9 og Hebr. 12,23, b., straks ved døden med det kommende herlighedslegeme. 1.Kor. 15,23,b.

Derfor falder opstandelsen af de døde i Kristus i tid sammen med "overklædelsden" 2.Kor. 5,2-4.,af dem som da lever, ved oprykkelsen. 1.Tess. 4,15. For endemålet for det ene er at skabe en organisme, ikke bare frelse for den enkelte, men herliggørelse for helheden, ikke bare en personlig saligheds tilstand, men et "Guds rige". Mat. 6,10.

Og ligesom når Guds kosmiske universelle stat af verdener står under forvaltning af englefyrster, som har deres områder. Jfr. Dan. 10,13 og 20., således skal de frelste herske som konger med Kristus der er Herre over soler og verdener. Åb. 22,5., og 1.Kor. 6,2-3. Åb. 3,21. Luk. 12,37. Dette er det største løfte i Bibelen !.

Erich Sauer siger videre følgende om den kristne menighed i 1000 års-riget i "Den korsfæstedes triumf" side 221: Men hvor er menigheden i 1000 års-riget ? – Det ser ud som den er hos Kristus i himmelen og ikke egentlig på jorden. Efter bortrykkelsen er menighederne "altid med Herren" 1.Tess. 4,17. Hovedet er forenet med lemmerne, og lemmerne har del i hovedets herredømme og herlighed. 2.Tess.2,14. Kol. 3,4 og 1.Kor. 1,9.. De skal regere med Kristus 2.Tim. 2,12. Åb. 20, 4-6 og 1.Kor. 6,2-3. "Den som sejrer, ham vil jeg give at sidde med mig på min trone" Åb. 3,21 og Mat. 19,28.

Efter at de er herliggjorte, har de ikke længere et jordisk legeme, men et himmelsk lyslegeme. Fil. 3,21 og 1.Kor. 15,40-49., og med deres åndelige legemer skiller de sig derfor ud fra Israel og fra hedningefolkene. De optræder derfor sandsynligvis på jorden på samme måde som Herren, når han viste sig efter sin opstandelse: Som herliggjorte tilhører de den himmelske verden, men kan – nøjagtig som han – endda få del i livet på jorden (muligvis endda både spise og drikke) Mat. 26,29. Luk. 24,39-43 og Johs. 20,27. Men i detaljerne går disse spørgsmål langt over vor tanke og forstand. Vi glæder os til den kommende herlighed. Alle enkelthederne overlader vi til Herren.

Per Faye Hansen siger flg. om menighedens opgaver i 1000 års-riget i sin brochure: "Israel og 1000 års-riget": Når det gælder spørgsmålet om riget er her på jorden eller i himmelen, tror jeg for min del at det er begge steder med det væsentlige de frelste af Israel som Herrens evangeliske instrumenter på jorden i fredens rige. De troende som bliver bortrykket, menigheden, skal regere med Kristus, men da Han som Gud er allestedsnærværende, kan Han være både med dem i himmelen og med Israel på jorden på en og samme gang. Det synes mig rimeligst at de hellige skal regere med Messias ovenfra. Hvorfor skulle de ellers oprykkes og møde Herren i luften ? Jeg kunne tænke mig et "overhud" og et "Underhus" i det Messianske parlament med Messias selv som kongen, en dennesidig virkeliggørelse af Guds rige på jord, før den endelige dom, da Messias skal overgive alt til Faderen.

Jeg vil til slut citere lidt fra min egen bog: Israel og den kristne menighed side 209-210, hvor jeg skriver om den kristne menigheds styre i 1000 års-riget: Den kristne menighed skal være med til at styre over hedningerne og være præster i 1000 års-riget. De skal både styre ud fra Guds tempel i himmelen og ud-fra Jesu herligheds trone i Jerusalem. fra den himmelske helligdom, men dette forhindrer ikke at den også er med til at styre verden ud fra Jesu tempel i Jerusalem. I og med at de troende på dette tidspunkt har fået herligheds-legemerne, så de kan forflytte sig rask fra et sted til et andet. Enkelthederne i menighedens opgaver i 1000 års-riget har vi ikke oplysninger om, men vi kan dog antyde de store træk og hovedlinier. (Se ellers mine bøger: "Israel og den kristne menighed" og "Den kristne menigheds bortrykkelse", hvor jeg skriver mere om dette.

Hvad bliver så den kristne menigheds opgaver i 1000 års-riget ? Jeg skal bare kort opsummere det som disse forskellige udsagn siger om dette og om de to forskellige faser i Guds rige i 1000 års-riget:

1. Den kristne menighed skal være dommere i Guds rige, som er 1000 års-riget.
2. Begrebet "Guds rige" i sin yderste konsekvens er Guds fuldendte rige. 1000 års-riget er ikke ligt med dette rige, men det er en del af Guds rige.
3. Den kristne menighed skal regere på jorden og ikke i himmelen.

d. Den kristne menighed er en afgrænset frelsesforsamling. Den er lig med Jesu legeme og udtages i

tidsintervallet fra pinsefestens dag og indtil Jesu komme for den kristne menighed. Jesu legeme består af

både jøder og hedninger.

4. Den kristne menighed skal være et kongerige af præster.
5. Den kristne menighed skal være bindeled mellem Gud og folkeslagene i rigets tid.
6. 1000 års-riget har både en himmelsk og en jordisk fase.
7. Den kristne menighed er et kongerige fra himmelen, men den skal også regere på jorden.
8. Den kristne menighed er ikke lovet noget jordisk rige. Det er derimod Israel og jøderne.
9. Den kristne menighed vil regere sammen med Jesus over jorden.
10. Hele verden skal blive underlagt Jesus og den kristne menighed.
11. Den kristne menighed skal undervise i de Bibelske sandheder i rigets tid.
12. Den kristne menighed skal være den herskende adel i det evige himmelrige.
13. Den kristne menighed er både præster og konger.
14. Den kristne menighed skal herske, ikke bare over jorden, men også over universet i rigets tid.
15. Jesus skal tjene den kristne menighed i rigets tid.
16. Den kristne menigheds udgangspunkt er himmelen, men de skal også være på jorden.
17. Den kristne menigheds herligheds legemer vil skille sig ud fra jøderne og hedningefolkene i rigets tid.
18. Den kristne menighed skal både styre ud fra Guds tempel i himmelen og Jesu herligheds trone i Jerusalem.

DER ER TO TYPER NÅDELØN.

Nådelønnen består ikke udelukkende i det som een oparbejder sig ved gode gerninger i kristenlivet, og som viser sig at holde mål foran Jesu domstol. Den består også af alle de Den består også af alle de åndelige velsignede rigdomme som vi får del i, efter at vi er kommet til himmelen. Det sidste bliver fælles for alle troende.

Begge typer løn er af nåde, og de baserer sig på Kristi forsoningsværk og Den Hellige Ånds gerning i hver enkelt troende. Vi skal i det flg. beskrive den anden type af nådelønnen, som vi får del i, ved at man er en genfødt kristen og er kommet til himmelen. Vor løn er i himmelen. Det er der vi får udbetalt lønnen.

Hvad angår saligprisningerne i evangelierne, så gælder de specielt jøderne og angår riget for Israel, men generelt angår de også den kristne menighed. I og med at vi er koblet ind i jødernes mange pagter og løfter, så er dette også løfter der gælder den kristne forsamling. Vi er de helliges medborgere og Guds hus folk, se Ef. 2. Se også kapitlerne: Bjergprædikenen er grundloven i 1000 års-riget og forskellige tolkninger af Bjergprædikenen i min bog: "Jødernes Konge" bind 2.

Den kristne forsamling har fået flg. løfter eller skal få del i flg. rigdomme og nådegaver:

1. Vi skal får del i himlenes rige. Her betyder dette udtryk det samme som riget for Israel. I sin undervisning talte Jesus om det konkrete og historiske Guds riget i Israel helt frem til Mat. 13. Fra da af forkyndte han både det konkrete Guds rige og Guds rigets hemmeligheder. Den som fik del i himlenes rige, den fik del i frelsen. Efter jødisk tankegang er det det samme som at blive frelst. Jøderne skiller ikke mellem den himmelske og den jordiske fase af Guds riget. Det gør derimod grækerne, og det er desværre deres tankegang som i stor udstrækning har fået gennemslags kraft hos os hedninge kristne. Når vi taler om frelsen, så mener mange af os hedningetroende at det er ensbetydende med et isoleret liv i himmelen, men sandheden er at frelsen er så meget mere end det. Vi skal som troende ikke bare leve i himmelen, men vi skal være med til at styre verden i rigets periode: Mat. 5,3. De troende i Gammeltestamentlig tid ventede ikke på at de skulle komme til himmelen, men de ventede på at himmelen eller det himmelske Jerusalem skulle komme til dem: Hebe. 11,10. Jesus sagde også til sine apostle at han skulle komme tilbage og hente dem, således at de bestandig kunne være der hvor han var. I dette tilfælde menes der både i himmelen og på jorden: Johs. 14,3. Det samme vor også tilfældet med apostlene. De spurgte ikke Jesus om han kom til at oprette riget for Israel ved Den Hellige Ånds udgydelse: Ap. Gr. 1,6. Vi må tilbage til de jødiske ideer om frelsen dersom vi skal forstå det rigtig. De græske tanker på dette område repræsenterer ikke sandheden i dette spørgsmål. De repræsenterer derimod filosofiske og hedenske elementer. Det er jøderne som har ret i dette, for deres ideer er hentet fra Bibelen, som er en bog som er dikteret af Gud selv.
2. Vi skal få trøst i rigets tid: Mat. 5,4.
3. Vi skal være jødernes medarvinger til hele verden: Rom. 4,13.
4. Vi skal mættes med retfærdighed: Mat. 5,6.
5. Vi skal finde barmhjertighed: Mat. 5,7.
6. Vi skal se Gud: Mat. 5,8.
7. Vi skal kaldes Guds børn: Mat. 5,9.
8. Vi skal få del i det evige eller det tidsalderlige liv. Den som får del i den nye tidsalder, som er riget for Israel , den får også del i det evige liv. Det evige liv har både med åndelig kvalitet og tilknytning til en bestemt tidsalder at gøre: Johs. 10,28. (Se kap. "Den rigtige oversættelse af "aion" og "aionios".)
9. Vi skal være der som Jesus er, og Faderen skal give os ære. Johs. 12,26.
10. Vi skal se Jesu herlighed som han havde hos Faderen, før verdens grundvold blev lagt. Johs. 17,24.
11. Vi skal får del i nøglemagten i fuld udstrækning. Det som vi binder på jorden, skal være bundet i himmelen, og det som vi løser på jorden, skal være løst i himmelen. Dette gælder både læremæssige sandheder og det forhold at vi kan tilgive syndere fuldt ud. Vi bliver gjort lige med Kristus: Mat. 18,18. Johs. 20,23.
12. Vi er Guds arvinger og Kristi medarvinger. Vi skal arve alle ting sammen med Jesus: Rom. 8,17.
13. Vi skal blive gjort ligedannet med Guds Søns billede: Rom. 8,29.
14. Gud skal give os alle ting sammen med Jesus: Rom 8,32.
15. Vi skal være med til at dømme verden: 1.Kor. 6,2.
16. Vi skal være med til at dømme de faldne engle: 1.Kor. 6,3.
17. Vi skal se Gud ansigt til ansigt, og vi skal få alle nådegaverne i hele deres fylde og udstrækning:1.Kor.13,8-12.
18. Vi skal får del i en evig (tidsalderlig) fylde af herlighed: 2.Kor. 4,17.
19. Vi skal overklædes med vort herlighedslegeme: 2.Kor. 5,1.
20. Vi er velsignet med al åndelig velsignelse i himmelen: Ef. 1,3.
21. Vi skal få barnekår hos Gud: Ef. 1,5.
22. Vi er allerede nu indsat sammen med Jesus i himmelen eller i de himmelske ting: Ef. 2,6.
23. Vi har vort borgerskab i himmelen: Fil. 3,20.
24. Jesus skal forvandle vort fornedrelses legeme, således at det bliver lig med hans herligheds legeme: Fil. 3,21.
25. Vort live er skjult med Kristus i Gud: Kol. 3,3.
26. Ved Jesu åbenbarelse for verden skal vi blive åbenbaret sammen med Ham i herlighed: Kol. 3,4.
27. Jesus skal ved sit komme for den kristne menighed fri os fra den kommende vrede(som er trængselstiden på 7 år): 1.Tess. 1,10.
28. Vi skal blive ulastelige i hellighed for vor Guds og Faders åsyn, når Jesus kommer med alle sine hellige: 1.Tess. 3,13.
29. Vi skal altid være sammen med Herren: 1.Tess. 4,17.
30. Ved sit komme til Israel skal Jesus vise sig herlig i alle troende: 2.Tess. 1,10.
31. Vi skal herske sammen med Jesus: 1.Tim. 2,12.
32. Når Jesus åbenbares, da kommer Hans rige: 2.Tim. 4,1.
33. Vort salige håb er åbenbarelsen af Jesus Kristus: Tit. 2,13.
34. Der står en sabbatshvile (riget for Israel) tilbage for alt Guds folk: Hebr. 4,9.
35. Jesus er vor ypperstepræst for altid. Han gik ind i himmelensom forløber for os: Hebr. 6,20.
36. Jesus kan fuldkomment frelse dem som kommer til Gud ved Ham: Hebr. 7,25.
37. De kaldte skal får den evige (tidsalderlige) arv, som er lovet dem: Hebr. 9,15.
38. Jesus skal åbenbare sig til frelse for dem som venter på Ham: Hebr. 9,28.
39. Vi er blevet gjort fuldkomne ved Jesu offer: Hebr. 10,14.
40. I Jesu blod har vi frimodighed til at indgå i himmelen: Hebr. 10,19.
41. Vi venter på den stad (det himmelske Jerusalem), som Gud er skaber og bygmester til: Hebr. 11,10.
42. Vor løn er i himmelen: Hebr. 11,26.
43. Vi skal få et rige som ikke kan blive rystet: Hebr. 12,28.
44. Vi skal være en førstegrøde af Guds skabninger: Jak. 1,18.
45. Vi skal dømmes efter frihedens fuldkomne lov,(som frigør os): Jak. 2,12.
46. Vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde: 1.Pet. 1,3.
47. Vi har en uforgængelig og u-smittet arv, som er gemt for os i himmelen: 1.Pet. 1,4.
48. Vi holdes oppe til den eskatologiske frelse, som skal åbenbares på os ved Jesu komme for menigheden: 1.Pet. 1,5.
49. Endemålet for vor tro er sjælenes frelse: 1.Pet. 1,9.
50. Vi er en udvalgt æt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et folk til ejendom: 1.Pet. 2,9.
51. Jesus skal føre os frem for Gud ved bortrykkelsen: 1.Pet. 3,18.
52. Herlighedens og Guds Ånd hviler over os: 1.Pet. 4,14.
53. Gud skal ophøje os i sin tid: 1.Pet. 5,6.
54. Gud har omsorg for os: 1.Pet. 5,7.
55. Gud har kaldt os til en evig (tidsalderlig) herlighed i Kristus Jesus: 1.Pet. 5,10.
56. Gud har givet os de største og dyreste løfter. Vi skal få del i guddommelig natur: 2.Pet. 1,4.
57. Gud skal udfri de Gud-frygtige af fristelser: 2.Pet. 2,9.
58. Vi har salvelse af Den Hellige og ved alle ting: 1.Johs. 2,20.
59. Vi er lovet det evige eller det tidsalderlige liv: 1.Johs. 2,25.
60. Dersom vi bliver i Kristus, skal vi ikke blive til skamme ved Hans åbenbarelse: 1.Johs. 1,1,28.
61. Når Jesus åbenbares, da skal vi blive Ham lig: 1.Johs. 3,2.

Løfterne i Johannes Åbenbaring.

Hvad der gælder de løfter, som er givet til de 7 Lilleasiatiske menigheder, så gælder disse også for hver enkelt medlem af den kristne menighed. 7 – tallet i Bibelen står for fuldstændighed. (Se kapitlet: Bibelens tal symbolik og matematiske mønster.) De 7 Lilleasiatiske menigheder repræsenterer derfor ikke bare sig selv, men alle kirkesamfund til enhver tid, fra Den hellige Ånds udgydelse på pinsefestens dag og indtil Jesu genkomst for Israel.

Løfterne til de 7 Lilleasiatiske menigheder repræsenterer følgende forhold:

1. De er givet til hver enkelt af de 7 Lilleasiatiske menigheder.
2. De er givet til enhver menighed gennem alle tider.
3. De er givet til hver enkelt troende: Åben. 1,3.,og 3,22. Ved siden af at dette er beskrivelsen af de 7 Lilleasiatiske menigheder, er det også kronologisk og historisk oversigt over kirkens historie, fra den første tid og frem til Antikrists samarbejde med skøge-kirken i endens tid og Jesu genkomst til Israel.

1. Efesus perioden beskriver kirkens åndelige stilling på Johannes` tid: Åb. 2,1-7.
2. Smyrna perioden beskriver perioden frem til kejser Konstantins omvendelse til kristendommen. Dette skete i 315. Denne tid var en martyr tid med 10 store kristendomsforfølgelser fra de romerske kejseres side: Åb, 2,8-11.
3. Pergamun perioden er tiden fra Konstantins omvendelse og til pave kirkens fremtræden på 1500 tallet. I denne tid blev kristendommen anerkendt som statens religion, og den kristne lære blev efterhånden sammenblandet med filosofiske og hedenske elementer. Det var til stor skade for kirken. Dele af Kristi lære blev på grund af dette ikke ret forstået og forkyndt. Dette gælder også i dag: Åb. 2,12-17.
4. Tyatira perioden står for pavekirkens periode. Denne tid varede fra 500 til 1500. Denne periode betegner højdepunktet for frafald fra den oprindelige kristne lære til pavekirkens mange falske dogmer og læresætninger, som også i dag sættes over Guds Ord i de katolske kirker. Dette var også en forfølgelses tid for dem som hold fast på Guds Ord, således som vi har det i Bibelen. Denne tid giver os forsmag på det som vil komme i endetiden. (Se kapitlerne: den store skøge og Den oprindelige Babylonisme.)
5. Sardes perioden beskriver tiden for reformationen på 1500 tallet. Perioden strækker sig frem til 1800 tallet. Reformationen var et forsøg på at rense kirken for falsk lære og afgudsdyrkelse, men den gik ikke langt nok. I en del tilfæller forsøgte reformationen at indgå kompromis med den katolske kirke, og det går ikke an i lære – og trosspørgsmål.
6. Filadelfia perioden begyndte med pietismen på 1800 tallet. Dette blev en stor vækkelsestid i Europa og i Amerika. Som en følge af dette blev det en stor missionstid. Denne periode har vi endnu i dag, men den holder nu på at blive svækket på gr. af det store frafald som vi har fra de kristne trossandheder.
7. Laodikea perioden er det som mer og mer kommer til at betegne den officielle kirke. Det store frafald i den moderne tid i kirken begyndte på 1800 – tallet med den liberale teologis fremmarch. I den bliver alle de Bibelske frelsessandheder, som vi har, benægtet. Denne kirke vil bare mere og mere gå i samarbejde med u-bibelsk lære, med de fremmede religioner og med den katolske kirke, som er centrum i den store skøge i endens tid.

Vi har med dette 2 endetids menigheder. Det er Filadelfia menigheden og Laodikea menigheden. Filadelfia menigheden er Guds sande menighed, og dens periode vil også ende med bortrykkelsen: Åb. 3,10.

Laodikea menigheden vil som sådan ikke få del i bortrykkelsen, men den vil gå ind i trængselstiden på 7 år og samarbejde med Antikrist. I slut fasen af trængselstiden vil Antikrist selv gøre ende på den store skøge: Åb. 17,16.

Til trods for at denne kirke som sådan ikke får del i bortrykkelsen, så vil alligevel mange af dens medlemmer omvende sig til Herren i løbet af trængselstiden. Vejen vil gå gennem martyriet, men de vil få tag i frelsen og i opstandelsen på den sidste dag. Vi må huske på at Jesus står udenfor i denne kirke, men Han banker på hvert enkelt menneskehjerte og vil gerne ind: Åb. 3,20. De troende i trængselstiden finder vi bl.a. igen i Åb. 6,9-11. 7, 13-17. 13,10. 14,13. 18,4. Mat. 25,1-13.

Vi skal se på de forskellige løfter som de 7 lilleasiatiske menigheder har fået:

1. Menigheden i Efesus har fået flg løfter: Åb. 2,7. Livets træ er ikke tilgængelig for os troende på nuværende tidspunkt. Det hører med til det som vi får del i, når vi kommer til himmelen. Livets træ er et konkret træ, som hører med til den åndelige dimension. Det giver sin frugt 12 gange i året. Vi ved fra 1.Mosebog hvilken egenskab frugten på livets træ gav. Den gav evig liv – i den betydning at den som spiste af dette træ, den skulle leve for altid. I tillæg til dette giver livets træ helse til de mennesker som lever på den nye jord, og det giver os deltagelse og indsigt i det Guddommelige livs fylde. Livets træ står centralt i det nye Jerusalem, som er det samme som Guds tronsal på den nye jord: Åb. 22,2.
2. Menigheden i Smyrna fik flg. løfter: Åb. 2,11. Den anden død er det samme som ild-søen eller den evige fortabelse. Det vil sige at man er evig skilt fra Guds kærlighed. Der findes ikke mere nogen vej tilbage til frelsen: Åb. 20,6. 20,14. 21,8. Den evige fortabelse går endvidere ud på at de mennesker som får del i den, de vil være plaget af en intens uro og anger i samvittigheden til enhver tid, fordi de ikke tog imod de mange tilbud som de fik i livet om udfrielse og nåde. Der står om den rige mand at han var i pine i dødsriget: Mat. 16,24. Videre går fortabelsen ud på at de mennesker som får del i den, for altid må leve sammen med Satan og de onde ånder. Ild-søen er oprindeligt lavet til Satan og de onde ånder. Ikke noget menneske behøver at komme der, dersom det ikke selv ønsker det. Der er istandsat frelsesordninger til alle mennesker: Mat. 25,41. Til slut går den evige død ud på at de mennesker, som får del i den, ikke får del i borttykkelsen eller den første opstandelse og får ikke del i Guds rige, når det kommer. De får hverken del i riget for Israel eller den nye himmel og den nye jord. Udtrykket den anden død står i modsætning til udtrykket den første død, som vi levede i før vi kom til tro på Jesus. Den første død er døden i synd og overtrædelser. Den fører til at vi må død på grund af at vi har synd i vor ånd, vor sjæl og vort legeme. Dette betyder imidlertid ikke at mennesket behøver at gå fortabt af den grund. Den som benytter sig af Jesu frelsesværk, skal ikke gå fortabt. Alle som tror på Ham, han har del i Hans sejer og opstandelse. Vi skal ikke skades af den anden død: Ef. 2,1. Kol. 2,13. Udtrykket den første død kan også gå på den forsonings død som Jesus døde for os på Golgata. Vi kan benytte os fuldt ud af alle sider ved Jesu forsoningsværk. Alt det som Jesus har, det har vi. Når Han er død, så er vi alle som tror, døde sammen med Ham: Rom. 6,8. 2.Kor. 5,15. Kol. 3,3. 2.Tim. 2,11. Den som har del i Jesu død og opstandelse, den skal ikke skades af den anden død, som er ild-søen eller selve fortabelsen.

I kristen sammenhæng deler vi døden op i 3 forskellige typer:

1. Den legemlige død. Den må vi gennem alle sammen, dersom vi da ikke er så heldige at få opleve bortrykkelsen af den kristne menighed, som nu står foran sin nære opfyldelse. På grund af at vi alle sammen har synd i vore legemer, så er vi underlagt den legemlige død. I den forbindelse lever vi fortsat under dødens og syndens lov: Rom. 8,2. Men det behøver vi ikke at være bange for. I og med at den hellige Ånd bor i vore hjerter, skal han frigøre os fra den legemlige død: Rom. 8,10-11.
2. Den åndelige død. Denne død indtræder hos et menneske når nådetiden for det menneske er forbi. Det vil igen sige at mennesket har forhærdet sig overfor Gud i en sådan grad og udstrækning at den Hellige Ånd ikke længere er istand til at komme i kontakt med mennesket, for at kalde det ind i Guds rige. Mennesket er forhærdet. Synden mod Den Hellige Ånd er den eneste synd som ikke kan tilgives: Mat. 12,32. Den åndelige død kan indtræffe før den legemlige død, eller den kan indtræffe ved det samme tidspunkt.
3. Den evige eller den tidsallerlige død. Dette betyder at man hverken får del i bortrykkelsen eller i den første opstandelse. En får dermed ikke del i riget for Israel. Den som ikke får del i riget, den går fortabt for riget. Dette er den oprindelige og hebraiske forståelse af hvad det betyder at gå fortabt. De jødiske tanker angående frelsen går ud på at alle mennesker skulle opstå på den sidste eller yderste dag, og få sin bedømmelse af Gud. De som får del i riget for Israel, bliver frelst, og de som ikke får del i riget, de går fortabt. Dette er fortsat en rigtig vurdering af hvad der ligger i frelses begrebet. Dette er også grunden til at vi ikke bør oversætte det græske ord "aion med "verden", som det bliver gjort i de fleste af vore Bibel-oversættelser. Det skal oversættes med "tidsalder". Det er ikke verdens ende vi venter på, men vi venter på "denne tidsalders ende" og på "den nye" eller "den kommende tidsalder". Videre oversætter vore Bibel-oversættere dette ord med " i evighed". Dette er også galt og er med til at skjule for os troende den herlige sandhed at Jesus skal komme tilbage og styre som konge i en bestemt tidsalder – nemlig riget for Israel. Ordet "eon", som vi også bruger på norsk, betyder heller ikke i evighed, men det giver udtryk for en længere eller kortere tidsperiode. Af den grund bør vi heller ikke oversætte det tilsvarende adjektiv "aionios" med "evig". Vi bør oversætte det med "tidsalderlig" eller "det som hører tidsalderen til". Evig liv betyder at man får del i bortrykkelsen eller den første opstandelse og får del i alt det som hører den nye tidsalder til. (Se kapitlet: den rigtige oversættelse af "aion" og "aionios".

1. Menigheden i pergamom har fået flg. løfter: Åb. 2,17. Den skjulte Manna er et billede på Jesus i hans fornedrelse. Af den Manna som faldt i ørkenen, blev noget af det samlet op og gemt i en guldkrukke i arken: 2.Mos. 16,14-15., og Hebr. 9,4. Johs. 6, 49-51. De troende får del i det skjulte Kristus liv. Når det er skjult, betyder det to ting. For det første er det skjult for resten af verden. Den forstår ikke den rigdom som vi troende har i Kristus. Moses har givet klart udtryk for dette ved sit liv og ved sit valg: Hebr. 11,24-26. For det andet er kristenlivets hele fylde også skjult for os troende. Vi ved ikke fuldt ud hvad det går ud på, fordi dets fylde hører fremtiden til. Vi kan bare ane det og strække os ud efter det. Nu er vi Guds børn, men det er endnu ikke åbenbaret det som vi skal blive. Nu ser vi i et spejl, i en gåde, men ved Jesu komme for menigheden skal vi se og forstå fuldt ud, ligesom vi nu fuldt ud er kendt af Herren. 1. Kor. 13. De troende får endvidere en hvid sten. De hvide sten blev brugt af grækerne når de skulle afgive retskendelse i retssager. Den som fik den hvide sten, blev frikendt. Den som ikke blev frikendt, fik en sort sten. Hvid er forøvrigt retfærdighedens og dermed frikendelsens farve. Den hvide sten blev derved pantet på at vedkommende er frelst og får del i den kommende tidsalder, som er riget for Israel. Sejrherren i idrætslegeme fik også en hvid sten. Denne sten gav ham visse rettigheder. Således er det også med os. Vi skal få alle rettigheder i Guds rige og arve sammen med Sønnen. Vi er Guds arvinger og Kristi medarvinger: Rom. 8,17. Den hvide sten kan også stå for venskab og gæstfrihed. Den blev delt i to, og de to parter skrev hver sit navn på hver sin halvdel af stenen. Derefter byttede de stenene, som et bevis på venskab og trofasthed. Stenen er et pant på at vi er Guds barn, og at vi er i Jesu kærlighed og omsorg Den som sejrer vil også få et nyt navn, som svarer til hans nye status og personlighed i det fremtidige Guds rige. Vi ved fra G.T. at flere personer der fik navneforandring: Abram blev forandret til Abraham, som betyder far til mange folk, 1.Mos. 17,5. Sarais navn blev forandret til Sara, som betyder herskerinde. 1:Mos. 17,15. Jakobs navn blev forandret til Israel, som betyder den som har kæmpet med Gud og sejret. 1.Mos. 32,28. I N.T. fik Simon det nye navn Peter, som betyder lille klippe. Johs. 1,42. Når nogen far et nyt navn af Herren, så giver dette nye navn udtryk for at vedkommende har fået en ny funktion og status. Herren udtrykker med dette menneskets virkelige væsen eller fremtidige funktion. Jeg vil i denne forbindelse gerne citere det som Erich Sauer siger om dette i sin bog: "På troens arena" s. 65-66: Billedet af den hvide sten med sejrherrens navn forkynder at deltageren vil blive anerkendt af Herren som sejrherre. Den foragtede og forfulgte vil få ære. Menneskets forkastelses dom vil blive omgjort, og de som her blev hadet og udstødt, skal få himmelske rigdomme og evig herlighed. I løbet for den store pris, vinder den troende sejren. Når det gælder de troendes navne, de foragtedes og de vanæredes, eftersom de vidnede om Kristus, skal de vide at Herren vil give dem et nyt navn, et ærens navn, et ærens navn som tilsvarer storheden i triumfen og herligheden: Es. 62,2-3. Samtidig vil løberens æresbevisning korrespondere med hans individuelle forhold til Kristus. Enhver vil modtaget et nyt navn som ingen kender uden den som får det. Hver har sin specielle historie. Gud er ikke bare fællesskabet med Gud, men den enkeltes. Der eksisterer et hemmeligt bånd som binder den genløstes sjæl til Kristus genløseren. Hver sjæl har sit eget aller helligste, hvor bare Herren har adgang. Derfor vil hvert lem på menigheden i fuldkommenhed stå i et forhold til Kristus som ingen anden deler på samme måde, og som derfor heller ingen andre til fulde kan fatte. Hvor indre og dyb foreningen er lemmerne imellem, er det ikke en af dem som i herlighed vil modtage det nye navn ved formidling fra et andet lem, men enhver vil modtage det direkte fra hovedet. Enhver har sin del i Kristus, sin gave, sit eget kald, som tilhører ham alene. Menigheden af de sejrende vil således opleve den utømmelige mangfoldighed gennem hvilken den vil åbenbare rigdommene i den guddommelige nåde. Den store grundlæggende lov for individualitet skal komme til sin fulde ret i herlighed: hver sejrherre vil få sit navn som bare er givet til ham, og det skal fuldt og helt udtrykke hans personlige karakteristika, hans personlige forhold til Kristus og hans personlige kald i Guds tjenesten. Personligheden skal på ingen måde udslettes, det vil ikke blive således at man går op i massen, intet nirvana, hvor den enkelte smelter ind som en bølge i havet. Nej, Gud vil have karakterer. En organisme af individuelle personligheder, mennesker med et du og jeg – forhold til Ham. Det er mennesker som udgør det store vi i det organiske Guds rige og samtidig er et forvandlet og hellig jeg. Derfor kan enhver prise ham for det specielle kærlighedsforhold han har til ham, for den underfulde måde som Han har behandlet ham på.
2. Menigheden i Tyratia har fået flg. løfter: Åb. 2,26-28. Vi skal styre som præster og konger ud fra den himmelske fase af riget i 1000 års-riget. Det var ikke under engle at Gud lagde den kommende verden, men under Sønnen og de troende af forskellige frelseskategorier: Hebr. 2,5. (se kapitlet: "Jesu domstol", hvor jeg skriver mere om dette) For den kristne menighed er Jesu morgenstjerne. Det er den kraftigste stjerne på himmelen, og den indvarsler at en ny dag, eller en ny tidsperiode kommer. Denne tidsperiode er riget for Israel. Når Jesus kommer, skal han dele sin herlighed og sin kraft med os: 2.Pet.1,19. Åb. 22,16. Efter at morgenstjernen viser sig på himmelen før dagens frembrud, bliver den borte en stund før selve dagen. Dette betyder at før den nye tidsalder kommer, så går verden ind i en 7 årig trængselstid. Efter den tid kommer Jesus frem som retfærdighedens sol: Malakias 4,2. Vi husker også at i forbindelse med Jakobs kamp med Gud ved Pnuel, efter at Jakob havde sejret, så han at solen randt (blev synlig). Dette peger også fremover mod jødernes omvendelse i endens tid og oprettelsen af riget for Israel: 1.Mos. 32,31. Stjernen er også et billede på Jesu komme til Israel:4.Mos. 24,17. For verden vil Jesus for altid være verdens lys "det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var i færd med at komme til verden"; Johs. 1,9. (Før han kom, havde han også den opgave at oplyse menneskerne gennem Den Hellige Ånd og gennem de ydre Guds bevis) Johs. 8,12.
3. Menigheden i Sardes har fået flg. løfter: Åb. 3,5. De hvide klæder er billede på den retfærdighedsdragt som den kristne menighed vil få. Det vil være en retfærdighedsdragt som udelukkende baserer sig på Jesu forsoningsværk og den frie nåde. Denne retfærdighedsdragt hedder på græsk "himatios levkois". Det er bare den kristne forsamling som har denne type dragt. De forskellige frelses forsamlinger har forskellige typer dragter. Grunden til det er at vi skal vide til hvilken frelses periode de tilhører, og på hvilken måde de er blevet frelst. (Vi skiller mellem lovens retfærdighed, som er en etisk retfærdighed og Guds retfærdighed, som vi får ved troen på Jesus. Det er bare den sidste type retfærdighed som frelser. I 6 af tidsperioder for menneskernes frelse vil vi have en kombination mellem de to frelsesprincipær. Det er bare i menighedens tidsperiode at vi har den såkaldte frie nåde. Se min bog: Jødernes Konge, bind 1.2.3.og 4. Vi kan også lægge mærke til at de 24 ældste i himmelen har den samme dragt. Dette beviser at de 24 ældste tilhører den kristne menighed, og at de har fået deres dom foran Jesu domstol i himmelen: Åb. 4,4. (Se kapitlet: De 24 ældste) Vi kan lægge mærke til at når det gælder menigheden i Laodikea, så manglede den de hvide klæder, som står for den retfærdighed som Jesus tilvandt os på Golgata. Den havde ikke del i Kristus: Åb. 3,18. Som parentes skal vi bare kort nævne at den store hvide skare af mennesker som kommer ud af den store trængsel, og som er beskrevet i Åb. 7,9-17, ikke har den samme frelsesdragt som den kristne menighed. De har lange hvide kjortler (gr. stola levka.) Dette viser os at denne store menneskemængde, som her er beskrevet, ikke er det samme som den kristne menighed. Den kristne menighed skal ikke gennem trængselstiden: Åb. 7, 13-14. På grund af at vi har del i Jesu frelsesværk, så hverken vil eller kan han slette vore navne ud af livets bog, som er den bog hvor alle de frelste i alle frelses tidsperioder er opskrevet. Det vigtigste spørgsmål i tilværelsen er: Er dit navn skrevet i livets bog.. Dersom den er det, er du allerede frelst. Dersom den ikke er det, så går du fortabt for Guds rige og er medlem af Satan hans rige. Dersom vi er indskrevet i livets bog, så vil Jesus kendes ved os for Faderen og Hans engler. Faderen og Hans engler skal hylde os, fordi vi var villige til at tro på Sønnen og pege på Ham i en ond verden: Mat. 10,32. Luk. 12,8.
4. Menigheden i Filadelfia har fået følgende løfter: Åb. 3,12. Disse løfter angår den himmelske fase af riget. I sine gøremål skal den kristne forsamling være en støtte i Guds tempel, som er selve himmelen eller det ny Jerusalem, som i rigets tid skal være meget nærmere jorden end i dag. Dette er et løfte om at vi for bestandig skal bo sammen med Gud i himmelen: Åb. 22,3-5. Desuden får den kristen menighed et trefoldigt løfte om at Jesus vil skrive på hver enkelt af os Guds navn, navnet på det himmelske Jerusalem og Jesu nye navn: det sidste er det bare Jesus selv som kender til. Vi er da fuldstændig indviet til Gud, det himmelske Jerusalem og til Jesus. At Guds navn er skrevet på den kristne menighed, betyder at vi fuldstændig er i Guds besiddelse. Vi er i Ham, og Han er i os. At blive indskrevet med navnet til det nye Jerusalem, betyder at vi for bestandig skal bo der. Det vil være vort udgangspunkt i vor virksomhed, både i 1000 års-riget og på den nye jord. At Jesus skal skrive Sit nye navn på os, betyder at vi da skal kende ham fuldt ud, ligesom vi på nuværende tidspunkt allerede fuldt ud er kendt af ham. Vi kender ikke endnu Kristus i hele hans fylde.
5. Menigheden i Laodikea har også fået følgende løfter, og det til trods for at den ved Jesu komme for den kristne menighed ikke har livet i Herren. Vi ved at ingen som tilhører denne menighed, bliver med når Jesus kommer og henter sine (bortrykkelsen). Medlemmerne i denne menighed går ind i trængselstiden på 7 år. En del af denne menighed vil imidlertid omvende sig i løbet af disse år. De vil da indgå i Guds riget gennem martyriet, men de vil få del både i de generelle løfter og de specielle som er knyttet til menigheden: Åb. 3,21. Dette løfte angår den jordiske fase af riget . På samme måde som nu hvor Jesus sidder på Guds trone i himmelen, på samme måde skal vi sidde sammen med Jesus på hans trone i Jerusalem og dømme og styre over hedningerne. Dette er et løfte som siger klart og tydeligt at den kristne menighed også skal have en jordisk tilknytning i rigets tid. Jesus har anledning til at sidde på 2 troner: Det er Guds trone, som er i himmelen, og Hans egen trone som er i Jerusalem. Vi troende har ikke anledning til at sidde på Guds trone i himmelen. Det er bare Den Treenige Gud som har anledningen dertil. Vi skal sidde på troner som er pladsseret rundt Guds trone: Åb. 4,4.

Vi har derimod fået løfter om at sidde sammen med Jesus på Hans trone i Jerusalem og styre sammen med ham i rigets tid: Ezekiel 43,7. Mat. 5,34-35.

DE 24 ÆLDSTE.

På samme måde som Johannes blev bedt af Herren om at stige op til himmelen, for at betragte endetids begivenhederne fra himmelen, på samme måde skal den kristne menighed rykkes bort til Herren før den sidste og 70. Åruge for Israel og Jerusalem: Åb. 4,1-2.

Eftersom jeg ser det angår bortrykkelsen bare den nytestamentlige menighed. Det var Paulus som først fik åbenbaringen om hemmeligheden med bortrykkelsen. 1.Kor. 15,51. De gammeltestamentlige troende opstår ikke før på den sidste dag. Det vil sige dagen før oprettelsen af riget for Israel.

Ikke engang Jesus forkyndte om den kristne menigheds bortrykkelse. Han var ikke sendt til os for at forkynde den kristne menigheds mange hemmeligheder, men han var sendt af Gud for at sone al verdens synd og for at tilbyde jøderne riget for Israel. Den kristne menigheds periode og riget for Israel er to forskellige frelsesperioder, og de må ikke sammenblandes. Da jøderne som folk ikke ville tage imod hverken forsoningen eller tilbudet om oprettelsen at riget, så fik vi efterhånden kendskab til den kristne menigheds mange hemmeligheder. Riget gik ind i sin hemmelighedsform.

Vi kan ikke uden videre sætte lighedstegn mellem Jesu forkyndelse p.d.e.s. og Paulus` hans forkyndelse p.d.a.s.. Den som gør det ser ikke nuancerne i Guds Ord. Mange af rigets love gælder også i vor tid, men vi kan ikke forvente at rigets love virker fuldkomment i vor tid. Den åndelige sige ved riget for Israel er etableret på jorden, men riget hører fremtiden til. (Se mine bøger: Jødernes Konge, bind 1.2.3 og 4. Hvor jeg skriver meget om dette.

Den kristne menighed skal hverken ind i eller gennem trængselstiden, som vil vare i 7 år. (Se min bog: Den kristne menigheds bortrykkelse, hvor jeg redegør for de 3 forskellige syn angående tidspunktet for menighedens bortrykkelse. Se også kapitlet: Jesu komme for den kristne menighed.

I og med at den kristne menighed ikke skal ind i trængselstiden på 7 år i egenskab af de 24 ældste, som Johannes skildrer i Åbenbaringsbogen i forbindelse med hans bortrykkelse til himmelen. De sad på deres troner i en ring rundt om Guds trone i himmelen: Åb. 4,3-4.

De 24 ældste er en frelsesforsamling som er ny i himmelen. Det nye som har sket er det forhold at bortrykkelsen af den kristne menighed har fundet sted. Når vi sammenligner det himmelske citruations billede i begyndelsen af trængselstiden med citruations billedet af himmelen, som Hebræerbrevets forfatter beskrev i Hebr. 12,22-23 så er de 24 ældste ikke nævnt her. Det betyder at noget ny og noget radikalt er sket: Hebr. 12.22-24.

På dette tidspunkt havde himmelen følgende "indbyggere":

1. De mange tusinde engler var der.
2. Højtidsskaren eller menigheden at de førstefødte var der, Det er de gammeltestamentlige troende som stod op i forbindelse med Jesu opstandelse. Der var mange som opstod dengang. Dette var en førstegrøde af de gammeltestamentlige troende, og de skulle vise jøderne at opstandelsen var begyndt, og at riget dermed kunne oprettes: Mat. 27,51-52.
3. Gud var der.
4. De fuldendte retfærdiges ånder var der. Det vil sige alle troende som endnu ikke havde fået deres opstandelses-legemer.
5. Jesus var der.

De 24 ældste repræsenterer dermed den kristne forsamling samt de gammeltestamentlige troende som opstod i forbindelse med Jesu opstandelse. Det vil være 12 jøder og 12 hedninger.

Der har været mange opfattelser op gennem frelseshistorien hvem de 24 ældste er. Mange Bibel-forskere har ment at de er englefyrster og ikke mennesker. Vi skal i det flg. se at de ikke kan være engler. De er derimod mennesker.

1. For det første er de klædt i den kristne menigheds frelsesklædning. Den hedder på græsk "himation levkoin" Dette er en løstsiddende kappe. (Se O.K.Indergaards bog: Temaer i Bibelsk profeti., del 2. ,s. 200)
2. For det andet bærer de kranser og kroner som den kristne menighed får foran Jesu eller Guds domstol i himmelen: Åb. 4,4.
3. For det tredie kaster de deres kranser og kroner ned for Guds trone og hylder Ham som deres Frelser. De giver dermed udtryk for at de takker Gud for frelsesværket, og at kronerne tilhører Jesus, som tilvandt os frelsen og dermed nådelønnen: Åb. 4,10-11. Englene derimod har ikke behov for frelsen. De forstår ikke Jesu frelsesværk fuldt ud, for det angår ikke dem direkte: Herbr. 2,16.
4. For det fjerde synger de. Englene derimod kan ikke synge, således som de troende kan det. De bare taler: Åb. 5,12. Åb. 7,11-12 Åb. 5,9. Den sang som de 24 ældste synger, er en ny sang. Den er ikke blevet sunget før. Det er sangen til Lammets pris. Det er en sang om frelsen. Det er en glædens sang. Det er en sang som har med præstetjenesten at gøre.

Vi kan nævne at der findes 9 "nye sange" i Bibelen og det er:

1. Den nye sang som Gud lægger ind i hjertet og munden til enhver troende: Salme 40,4.
2. De retfærdiges nye sang som synges til tak for de velsignelser som er beskrevet i Salme 32 og 33,3.
3. Den nye sang som bliver sunget til ære for den kommende Messias som Herrens lidende tjener: Es. 42,10.
4. Hele verdens sang til den kommende Messias. Det er jødiske missionærer som opfordrer hele verden til at synge denne sang i trængselstiden: Salm. 96,1.
5. Israels nye sang ifm. Messias` sejer over hedningerne og Hans genkomst: Salm.89,1.
6. Israels nye sang i riget for Israel: Salm. 149,1.
7. Davids nye sang som tak for at Gud gav ham sejr: Salm. 144,9-10.
8. Himmelens nye sang, som bare de 144000 af Israels 12 stammer kan lære, (fra landet dvs. Israel) Åb. 14,3.
9. Den nye sang som er nævnt i Åb. 5,9.

1. For det femte gør de 24 ældste præstetjeneste i himmelen. De falder ned for Lammet med deres harper og med guldskåle, som er fulde af røgelse. Røgelsen her er Jesu forsoningsværk eller Jesu bønner. Den bliver lagt til de helliges bønner. Bønnerne er de troende jøders og de troende hedninger bønner i trængselstiden: Åb. 5,8 og 8,3.
2. For det sjette er de 24 ældste udtaget fra: Åb. 5,9. De repræsenterer den samlede menighed, både af jøder og hedninger.
3. For det syvende skal de 24 ældste blive gjort til konger og præster på jorden: Åb. 5,10.

(Vi gør opmærksom på at det bare er Textus Receptus som har oversættelsen "os" og "vi" i Åb. 5,10. De andre grundtekster har "dem" og "de" på dette sted. Det viser sig imidlertid at Textus Receptus er den grundtekst som er den rette, i og med at de andre grundtekster er blevet rettet på en række punkter af Origenes og andre.)

Hebr. 2,5: Dette gælder ikke engler, men troende personer. Vi ved at Gud ikke lagde den kommende verden under engler, men under Sønnen og de som tror på Ham.

Det skulle med dette være klart at de 24 ældste i himmelen ikke er englefyrster, men mennesker, som har fået del i opstandelsen og bortrykkelsen. De repræsenter både de gammeltestamentlige troende, som stod op ifm. Jesu død og den hele kristne menighed eller Jesu legeme, som udtages fra pinsefestens dag og indtil Jesu komme for den kristne menighed.

De andre troende fra Gammeltestamentlig tid fortsætter med at være "de fuldendte retfærdiges ånder": Hebr. 12,23, indtil opstandelsen på den sidste dag.

I og med at den kristne menighed er en parentes (hemmelighed), som varer i ca. 2000 år, midt i Guds specielle løfter til jøderne, så må vi ikke blande løfternes mange opgaver og løfter ind i den kristne menigheds tid. Løfterne til Israel står fast, og de opfyldes i henhold til løfterne. Når Bibelen siger at de troende jøder skal opstå på den sidste dag, så gør de det.

Jesus tager den kristne menighed til sig før trængselstiden på 7 år. Når den kristne menighed er bortrykket til Gud, begynder igen det jødiske tidsskema at gå. Der tilbagestår da den sidste og 70. Åruge for Israel og Jerusalem: Dan. 9,24-27.

Vi må heller ikke tro at de 24 ældste er det samme som den store hvide skare af mennesker som kom ud af den store trængsel, og som er beskrevet i Åb. 7. Dette er martyrerne fra trængsels tiden på 7 år. Vi forstå af flg. forhold at dette er to forskellige frelses forsamlinger:

1. De 24 ældste sad på deres troner i himmelen: Åb. 4,4. Den store hvide skare derimod stod for tronen. Dette er Jesu herlighedstrone i Jerusalem. Skaren består af både martyrer og mennesker, som er kommet levende igennem trængselstiden: Åb. 7,15.
2. De 24 ældste havde kroner på deres hoveder: Åb. 4,4. Den store hvide skare havde derimod palmegrene i hænderne. Palmegrene er glædens og sejrens symbol, og de peger på riget for Israel: Åb. 7,9.
3. De 24 ældste var klædt i "himation levkoin",som er den hvide frelsesdragt til den kristne forsamling: Åb. 4,4. Den store hvide skare var derimod klædt i "stole levke", som er frelses dragten til de troende i trængselstiden: Åb. 7,13.
4. De 24 ældste var blevet gjort til konger og præster: Åb. 5,10. Den store hvide skare skal derimod tjene Jesus i hans nye tempel i Jerusalem: Åb. 7,15.
5. De 24 ældste blev rykket op til himmelen til Gud før trængselstiden. Den begynder ved Åbenbaringen kap. 6.
6. Den store hvide skare kom ud af den store trængsel. Det vil sige at den ikke tilhører den kristne menighed. Det er de mennesker som er blevet troende i løbet af trængselstiden. De fleste af disse har lidt martyrdøden for deres tro: Åb. 7,14.

Vi skal i det flg. citere det som en del Bibel-forskere har kommet frem til m.h.t. de 24 ældstes identitet og tilknytning:

Sigfrid Beck siger flg. om dette i sin bog: "Lys over fremtiden" side 93:

Disse ældste er ikke virkelige, men symbolske skikkelser, som repræsenterer de forløste hellige, sejers vindere, fra både den gamle og den nye pagt. Det er forsamlingen af konger og præster : Åb. 5,8-10., idet de er iført sejers vindernes hvide præstedragt: Åb. 19,8 og bærer de gyldne kongekroner til disse. Det kan ikke, noget som også fremgår af det som netop er anført, være engle eller englefyrster, som nogen har ment, for betegnelsen ældste bruges altid i Skriften om Guds folks ledere og repræsentanter og aldrig om engle.

Willy Høyås siger flg om de 24 ældste i sin bog: "Det som herefter skal ske" side 33-34: Lad os se lidt på indledningskapitlerne i Åbenbaringsbogen: Skriv det du så, både det som er og det som herefter skal ske, Åb. 1,19.

"Det du så" går på synet i Kap.1. "det som er" omtaler menighedens epoke i kap. 2-3. "det som skal ske herefter", møder vi i kap. 4,1-2. Her finder vi bortrykkelsen fremstillet. Vi finder altså menigheden værende i himmelen under trængselstiden.

A.Haug siger flg. om de 24 ældste i sin bog: "Profet-ordet gennem tidsaldrene" side 169-170:

Disse 24 ældste som her er nævnt, er den herliggjorte Kristi menighed, som nu er ved tronen. For ingen anden er givet denne rang. Det ser vi bl.a. af Johannes hilsen til de 7 menigheder, hvor det hedder: Åb. 1,5-6.

Af dette kan vi med sikkerhed slutte at disse 24 ældste er symbolet på den sejrende menighed. Om denne hedder der at den : Ef. 2,20. – Tolvstammefolkets ypperste, profeterne og menighedens ypperste, de 12 Herrens apostle.

K.M.Scmidt siger flg. om de 24 ældste i sin bog: "Bibelstudier over Åbenbaringsbogen", side 39-40: I en kreds rundt om tronen så Johannes 24 andre troner og på dem 24 ældste iført hvide klæder med gyldne sejerskranser på deres hoveder. Der har været mange spekulationer over, hvem disse ældste er. Er det himmelske væsener, eller er det frelste hellige, som Johannes ser ? Mange fortolkere ser de ældste som repræsentanter for den frelste og bortrykkede menighed fra den gamle pagt og 12 fra den nye pagt, svarende til de 12 patriarker (stammer) og de 12 apostle. Tallet skal dog ikke tages bogstaveligt som gældende 24 personer, men som et symbolsk tal omfattende alle de frelste hellige.

Studiebibelen nr. 4, s. 769, siger flg. om de 24 ældste: "Tilhængere af den tolkning som her refereres, ser disse 24 ældste som repræsentanter for den samlede menighed. Ældste er en term som både i GT og NT bruges om menighedens ledere, og 24 er det dobbelte 12-tal. Det minder om Israels 12 patriarker og menighedens 12 apostle. Det ny Jerusalem, som udtrykkelig siges at være bruden, Lammets hustru, har også dette dobbelte tal, navnene på Israels 12 stammer og Lammets 12 apostle, skrevet på byens porte og grundstenene: Åb. 21,12-14."

Sverre Kornmo siger flg. om de 24 ældste i sin bog: "Endetiden i profeternes lys" s. 41.:

"Forholdet mellem Kristus og menigheden kommer klart frem i Åb. Kap. 4-5. På dette tidspunkt er Johannes rykket op til himmelen og får nu at se fremtids syner fra den himmelske verden. Han ser en trone som var sat i himmelen, og han som sad der, var at se til som jaspis og sarder-sten... Rundt omkring tronen var 24 troner, og på tronerne så jeg 24 ældste sidde, klædt i hvide klæder, med guldkroner på deres hoveder: Kap. 4,3-4.

Den samme skare af ældste og livsvæsener er omtalt i: Åb. 5,8-10.

Menigheden (eller bruden) er ikke omtalt senere i Åbenbaringsbogen end i kap. 3, fra da ses den i himmelen. De 24 ældste som repræsenterer en stor skare fra hver stamme og tunge og folk og æt, må være menigheden som er taget bort før seglene brydes: Åb. 5,10.

Ingen får kroner eller sidder på troner før efter opstandelsen, og derfor må der have foregået en opstandelse før seglene brydes og domssener udføres.

Helseth-Dyrseth siger flg. om de 24 ældste i sin bog: "Den store hemmelighed", s. 94-96: I kap. 4 og 5 er menigheden fremstillet under sinds-billede af "de 24 ældste".

Den fortolkning som går ud på at de 24 ældste repræsenterer højtstående englevæsener, er ikke i overensstemmelse med hvad Skriften forøvrigt siger om engle. Vi hører nemlig aldrig om at engle synger, bortset fra Job 38,7, hvor det siges at morgenstjernerne jublede og alle Guds sønner råbte af fryd (eng., oversættelse). Guds vældige gerning i skaberværket, universets overvældende skønhed og fine harmoni som åndeverdenen var vidne til, fremkaldte denne lovsang, men straks synden kom ind og forstyrrede og ødelagde det herlige harmoniske i Guds store værk, forstummede englesangen.

Ved slige store begivenheder som Kristi fødsel, Kristi opstandelse og den frelste skares hjemkomst til herligheden, hører vi rigtignok om englenes jubel. Men bortset fra ovennævnte sted i Jobs bog, læser vi aldrig om at engle synger. Det er bare de frelste syndere som kan synge forløsningens sang: Åb. 5,9.

Det siges heller ikke på et eneste sted i Skriften at engle bliver kronet. Men om de 24 ældste læser vi: Åb. 4,4.

Holder vi os til den gamle gode regel, at Skrift forklarer Skrift, vil vi ingen vanskelighed have med at identificere denne første afdeling af hellige som omtales i Åbenbaringsbogens første del (fra og med kap. 4.)

I 1. Krøn.23 og 24 får vi høre at levitterne skulle møde i helligdommen, David inddelte dem i 24 skifter med et overhoved for hvert skift. Alle levitterne skulle nemlig ikke møde i helligdommen samtidig, for de talte nærmere 40 000. Men i disse 24 overhoveder var hele forsamlingen hjernecenteret for Herrens åsyn. Således også når det gælder de 24 ældste, som Johannes så i herligheden. Den repræsenterer hele forsamlingen – hele Kristi blodkøbte menighed.

O.K.Indergaard siger flg. om de 24 ældste i sin brosyre: "Når skal menigheden oprykkes" : I det himmelske citruations billede foran den 70. Åruge for Israel, Åb. 4 og 5, finder vi derfor også den herliggjorte nytestamentlige menighed, ekklesia. Allerede i Hebr. 12,22-23, som viser det himmelske citruations billede ved begyndelsen af den nytestamentlige menigheds tid, finder vi en forsamling herliggjorte mennesker i himmelen, nemlig højtidsskaren, gr. panegyris, og menigheden af de førstefødte, gr. ekklesia prototokon, som utvivlsomt er de mange gammeltestamentlige hellige som opstod sammen med Jesus: Mat. 27,52-53, sammen med Enok og Elias, som er blevet herliggjort uden død, og Moses som Gud opvakte fra de døde. Her nævnes også de retfærdiges ånder, som endnu ikke havde fået sine herlighedslegemer.

Der er i N.T. tre græske synonymer for hellige forsamlinger:

1. Synagoge, som særlig angår den jødiske forsamling.
2. Ekklesia, som særlig angår den nytestamentlige forsamling.
3. Panegyris, som kun forekommer et sted i Skriften, nemlig i Hebr. 12,23, som betyder højtidelig forsamling for festlig glæde, og som i vor Bibel er oversat med højtidsskaren.

Men det himmelske situationsbillede i Åb. 4 og 5 som beskriver citruationen i himmelen efter menighedens bortrykkelse, men før den 70. åruge, er begge de to herliggjorte forsamlinger, nemlig den gammeltestamentlige panegyris og den nytestamentlige ekklesia, repræsenteret ved de 24 ældste, som er medlemmer i den himmelske rådsforsamling, Es. 3,14. 23,23.. hor Israels stammers tolv-tal, Åb. tal, Åb. 21,12 og 14, er forenet til et hele og følgelig repræsenterer den Gammeltestamentlige og den Nytestamentlige pagts menighed i deres sammenhæng. De synger den nye sang om Lammet, som med sit blod købte dem til Gud af hver stamme og tunge og folk og ætt, og gjorde dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden. Vi ser dem deltage i himmelen under hele nærværet af Jesu parousia, hvor Guds retfærdige dommer falder over en Gud frafalden menneskehed.

Forkynder, forfatter, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll, Norge

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com