lørdag den 16. marts 2013

Omtale fra Studie Bibel (Thoral Gilbrant) E.L.Krist.


Omtale fra Studie Bibelen (Thoralf Gilbrant) bind 1, s.255af, Bjergprædikenens disposition:
  1. GUDRIGETS BORGERE: 5,3-16.

  1. Deres særpræg og kår, v.3-12.
  2. Deres kald og opgaver, v.13-16.

  1. GUDS RIGETS LOV: 5,17-48.

Kristi lov og Moseloven: Det nye fuldbyrder og overgår det gamle, 17-20. En højere lov og en højere lov opfyldelse:
  1. En højere lov om broderskab dømmer uvilje som mord, 21-26
  2. En højere lov om renhed fordømmer det urene begær som hor, 27-30.
  3. En højere lov om ægteskabet dømmer skilsmisse og gengifte, 31-32.
  4. En højere lov om sandfærdighed forbyder det at sværge som unødvendig og ondt, 33-37.
  5. En højere lov om retfærdigheden sætter selvbeherskelse og velvilje i stedet for retten til gengældelse, 38-42.
  6. En højere lov om kærlighed kræver en kærlighed ligesom Guds egen kærlighed omfatter alle, 43-48.

  1. SAND GUDSTJENESTE. 6,1-18.
  1. ”Når du giver almisse”, v. 2-4.
  2. ”Når i beder”, v. 5-15.
  3. ”Når i faster”, v.16-18.

  1. DE TIMLIGE TING, 6,19-34.
  1. Samle skatter i himmelen, v.19-21.
  2. Faren ved jordisk rigdom, v.22-24.
  3. Vær uden bekymring ! v. 25-34.

  1. SAND OG FALSK GUDSDYRKELSE, 7,1-27.
  1. Kritik eller bøn ? v.1-12
  2. De to vejer, v.13-14.
  3. To slags lærere, v.15-20.
  4. To slags tilhørere, v.21-27.

SALIGPRISNINGERNE:
Saligprisningerne er en stilform som er kendt fra Det Gl. testamente. Den kan bruges i salmestil, i visdoms og lærestil og i profeti knyttet til gudsrigets fuldendelse.
Saligprisningerne i Bjergprædikenen er poetiske i form, paradoksale i indhold. I prægnante, knappe sætninger tilsiges de som intet har, det største af alle goderne. De kan ikke løsrives fra Jesu person.
Saligprisningerne kan ses som svar på spørgsmålet: Hvem kommer ind i Guds rige ? Baggrunden har vi i de såkaldte indgangsliturgier i GT, hvor der spørges hvem som skal få adgang til Herrens tempel, Salme 15 og 24.

DE FATTIGE I ÅNDEN:
Er den første menneskegruppe som Jesus priser salig. GT bruger ofte ord for fattig, ikke som betegnelse for et menneskes sociale eller økonomiske stilling, men billedlig, religiøst, om mennesket forhold til Gud. Det betegner mennesket totale afhængighed af Gud som skaber og frelser, jf. Salme 86,1 og Sefanias 3,12. Dette ser ud til at have været et fast indarbejdet sprogbrug på Jesu tid, i Dødehav-rullerne kalder Kumran menigheden sig ofte de fattige i ånden. Det væsentlige ved begrebet er ikke mennesket økonomiske eller sociale stilling, heller ikke dets indre kvaliteter eller gode egenskaber, men dets afhængighed af Gud og dets erkendelse af dette. Hvem Jesus konkret mener, giver evangelierne selv det bedste billede af : Det er de syge og udstødte, toldere og syndere som flokkedes om Jesus og modtager hans velsignelse.
Videre taler Jesus om de sørgende, de som sørger over deres synd og som sørger over ondskaben, lidelsens og dødens magt i verden. Disse skal Herrens salvede trøste: Es. 61,1. Mat. 11,5 og 28. Luk. 16,25.
Salige er de sagtmodige, de ydmyge som ikke tænker højt om sig selv og ikke pukker på deres krav.
Den fjerde saligprisning gælder de som hungrer og tørster efter retfærdighed. Hunger og tørst bruges ofte i Skriften som billede på længsel efter Gud og hans frelse. Her gælder det vel særskilt længselen efter den nye tilstand når Gud opretter sit retfærdsrige.
Disse fire første saligprisninger er på en særlig måde paradoksale ved dette at mennesker prises salige på grund af det de mangler. Det er ikke dyder som nævnes, men bare det sønderknuste sind som sætter al sin lid og sit håb til Gud alene. Og han som forkynder dette, er selv Messias, trøsteren, glædesforkynderen.
De sidste saligprisninger gælder de barmhjertige, som selv skal finde barmhjertighed, de rene af hjertet, som ejer det udelte helhjertede sind, den indre renhed, ikke bare den ydre kultiske renhed, de fredsskabende, ikke bare de passive fredsommelige, men de som aktivt er med og skaber fred, de forfulgte, som for retfærdighedens skyld og for Jesu skyld tåler lidelser og forfølgelser i denne verden. Dette er de mennesker som virkelig er salige.

JORDENS SALT, VERDENS LYS

De forfulgte og de udstødte, v.10 og 11, er jordens salt og verdens lys !
At disciplene er lys og salt, beror ikke i første række på hvad de gør, men på hvad de er i kraft af at de tilhører Jesus. Desto vigtigere er det at de ikke kommer i konflikt med deres eget væsen, så at de bliver saltløss salt eller et lys under en skæppe.
Jesu formaning lyder: I er lys ... lad derfor jeres lys skinne ! Jævnfør den paulinske formaning, Kol.3,1 flg. I er jordens salt. Saltet har mange egenskaber. Det er uundværligt fordi det bevarer maden fra forrådnelse, det gennemstrømmer maden og giver den smag. Disciplene bevarer verden mod forrådnelse ikke bare ved sin indsats eller indflydelse i samfundet, men også således at Guds dom over verden for disciplenes skyld udslettes, jf. 1.Mos.18,20-. Mat. 24,22.
Men saltet kan miste sin kraft ved at det ophører at være salt. Da kastes det ud. Dette udtryk bruges ofte om at kastes ud af Guds rige, jf. Mat. 22,13. Dermed bliver ordet en alvorlig formaning til disciplene.
I er verdens lys. I jødedommen bruges udtrykket ”verdens lys” om Gud, om Guds lov eller om Israel-folket. I Es. 42,6 og 49,6, kaldes Herrens tjener hedningernes lys, og i Mat. 4,16 kaldes Jesus selv for lyset, jf. Joh. 8,12 og 9,5. I Jesus er Guds lys blevet synligt for verden, jer. 2.Kor. 4,4-6. På vort sted bruges udtrykket verdens lys om disciplene. De er verdens lys fordi de er Jesu disciple. Et således discipelforhold kan ikke hemmeligholdes: En by som ligger på en fjeldtop, kan ikke skjules. Et discipelforhold kan ikke skjules. Et discipelforhold uden konsekvenser er meningsløst og umulig.
I vers 15 videreføres billedet af en lampe. Her synes en lille forskydning i billedbrugen. I vers 14 er lys noget disciplene er, i vers 15 noget de har. Lampen synes da at betegne disciplenes vidnesbyrd i ord og handling som lader Kristus lyse frem, og dermed gør disciplene til lys eller lysbærere. I vers 16 formanes disciplene til at lade deres lys skinne ved gode gerninger. Disciplenes gerninger skal ikke være til pris for dem selv, men for Gud. Gode gerninger er den eneste naturlige følge af discipelforholdet til Jesus. De viser umiddelbart til Gud som sit ophav, således at ingen tænker på at det er gerningsmandens fortjeneste. Disse gode gerninger som lyser for menneskerne og som anerkendes af Gud, vil alligevel ofte være skjult for den troende selv, jf. Mat. 25,37-.

ANTITESENE
Afsnittet kap. 5,21-48 gives i form af såkaldte ”antiteser”. Hver af de seks underafsnittet begynder med en modsætning. Første tesen:
”I har hørt at der er sagt til de gamle” eller en lignende sætning. Så følger antitesen: ”Men jeg siger jer.”
De egentlige antiteser er ofte udvidet med selvstændige loggia med lignende indhold.
De seks antiteser kan gives flg. overskrifter:
  1. Drab og vrede (det 5, bud.)
  2. Ægteskabsbrud, vers 27-30. (det 6, bud.)
  3. Skilsmisse, vers 31-32. (5.Mos. 24,1.)
  4. Ed og sandfærdighed, vers 33-37. (3.Mos. 19,12 jf. det 8.bud)
  5. Gengældelse, vers 38-42. (2.Mos. 21,24.)
  6. Fjendekærlighed, vers 43-48. (jf. 3.Mos. 19,18.)

Antiteserne udgør på mange måder kernen i Bjergprædikenen. Forståelsen af dem er afgørende for det som traditionelt kaldes Bjergprædikenens problem. Den egentlige antitese-form er sær-stof for Mattæus. Ellers finder vi parallelstof til de udsagn som er knyttet til antiteserne, hos Lukas og Markus.
Det foregående afsnit om Jesus og loven udgør baggrunden for antiteserne. Her understreger Jesus at han ikke er kommet for at ophæve loven og profeterne. Tvært imod er han kommet for at stadfæste og opfylde. Også de jødiske rabbinere talte om visse deler af loven, som synd ofrene, skulle ophæves i den kommende messianske tidsalder. Allerede det Gl.tetamente taler jo klart om det midlertidige ved lovens pagt og nødvendigheden af en ny pagt. I modsætningen til loven som kun består i denne tidsalder, skal Jesu ord bestå i evighed, Mat. 24,35. Jesus siger ikke at loven skal bestå når himmel og jorden forgår, bare at den skal stå fast indtil verdens ende. Også et andet moment kommer ind i billedet. Lovens gyldighed varer til alt det er sket ,som skal ske. Han som kom for at opfylde loven, både stadfæster loven og bringer loven til sin ende ved sin offerdød på Golgata.
Efter at Jesus på denne måde har stadfæstet loven, går han her i antiteserne videre. Han skærper og radikaliserer den Gl. Testamentlige lov. Jesus afløser den Gl.Testamentlige lov åbenbaring med at forkynde Guds egentlige vilje som skal kendetegne Guds rige og den nye retfærdighed.
Antiteserne står som en modsætning ikke bare til farisæernes fortolkning eller til en almindelig populær forståelse af lovens bud, skønt også dette tydelig fremgår af Jesus ord. Antiteserne står som en modsætning til hele den Gl.Testamentlige lov tradition. På grund af hjerternes hårdhed er Moselovens forordninger ikke et fuldgyldig udtryk for Guds rene vilje. Op mod lovens og traditionens autoritet stiller Jesus sin egen: ”Men jeg siger jer”. Ordet er udtryk for en uhørt autoritet som overgår både den skriftlærdes autoritet som er hentet fra loven, og profetens autoritet som viser til guddommelig åbenbaring med et ”så siger Herren”. Jesus begrunder overhovedet ikke sin autoritet uden fra, men sætter sit ord op mod lovens ord og tolker det med den autoritet som bare lovgiveren selv kan have. I Jesu ord kommer Guds egentligste og dybeste vilje til udtryk, den som loven bare giver et ufuldkomment billede af.
Jesus ophæver altså ikke loven. Tvært imod fuldkommengør han den. Det nye bud som Jesus giver, kærligheds bud, er netop summen af det som Gud før har talt. Dette kaster også lys over det originalitets-problem som har været stærk fremme når det gælder Bjergprædikenen. Fremstående jødiske lærde har f.eks. i Talmud og Midrascherne kunnet påvise paralleller og analogier til et forbavsende stort antal Jesus-udsagn. Dette skal ikke forurolige den som er klar over at i NT er Jesus ikke fremstillet som stifteren af en ny religion. Han kommer ikke med en ny lære eller en ny etik. Det han kommer med er Guds ord, det som Faderen har givet ham at tale, Joh. 12,49 og 14,24, og dette er i naturlig overensstemmelse med det som før var givet.
Bjergprædikenen er den nye Messias-lov for Guds folk. Den optager i sig det som Gud før har talt, og er den fulde endegyldige åbenbaring af Guds vilje. Den er givet af ham som kom, både med nåden og sandheden, Joh. 1,17 - og den fulde sandhed, og det fulde lys og nåden som virkeliggør og opfylder loven i den som tror, Rom. 8,4.
Indholdet i antiteserne sammenfattes i vers 48. Formuleringen knyttes til 3.Mos. 19,2, hvor det hedder at Israel skal være hellig, ligesom Gud er hellig. Jesus sammenfatter sine ord med kravet om fuldkommenhed. Ordet fuldkommen kan næppe her have den græske betydning af fejlfri eller syndfri, som toppen af den etiske rang-skala. Ordet fuldkommen må ses mod baggrunden af det hebraiske sjalem som betegner at en er hel og udelt i sit forhold til Gud og medmennesker, uden reservation eller noget kompromis. Men hengivelsen til Gud og hans kærlighedskrav skal være absolut og uindskrænket.

HOVEDTOLKNINGER AF BJERGPRÆDIKENEN

Bjergprædikenen rejser mange spørgsmål. Uddraget af dette er de som en har kaldt ”Jesu enkle lære” er faktisk et af de vanskeligste afsnit i Skriften at tolke. Opfattelserne er da også meget delte. Vi skal her give et resume af de vigtigste tolkninger:
  1. Den perfektionistiske tolkning:
Efter denne opfattelse skal Bjergprædikenen være perfektionistisk lov forkyndelse. Bjergprædikenen skal bare være lutret, radikaliseret jødedom. Jesus skal optræde som Torah lærer, og det er lov religion han forkynder. Han siger hvad han kræver af sine disciple, stiller krav som overgår Moses og rabbinerne.
De som hævder denne tolkning, mener at JESUS DELTE DEN JØDISKE OPFATTELSE, AT JØDERNE HAR FRI VILJE OG EVNE TIL AT GØRE Guds vilje og holde hans bud. Jesus skulle da forkynde gerningsretfærdighed: Gør dette så skal du leve ! – Alt er bare radikaliseret jødedom.
Rigtig nok stiller Jesus så uhørt store krav at han ved intet menneske kan magte at holde dem, men ved at stille kravet så højt , tvinges hans efterfølgere til en desto alvorligere indsats, og således kan de i hvert fald opfylde en del af budene.
Det er klart at denne opfattelse ikke kan være rigtig. Det går ikke an at stille Jesus ind i den jødiske lov-fromhed, og anse ham for at være en almindelig lovlærer. Jesus er noget langt mere end en jødiske lovlærer som bare repræsenterer en lutret, humaniseret, forenklet og koncentreret jødedom – i modsætning til jødedommens relativisering og kasuistisk.
Rigtignok forkyndes i Bjergprædikenen Guds vilje i form af konkrete, håndfaste krav, men det er alligevel klart at Jesus har fuldstændig sprængt jødedommens monistiske ramme. Bjergprædikenen er udtryk for noget helt nyt.. Den er evangelisk. Guds rige etik. Den kan bare forstås ud fra saligprisningerne og Jesu budskab om Guds rige som er kommet nær.

  1. Den forberedende forståelse:
Denne tolkning står i skarp modsætning til den foregående. Medens tilhængerne af det første syn tolker Bjergprædikenen ud fra jødedommen, er dette sidste syn nævnt som et eksempel på hvor man havner når man tolker Jesus ud fra Paulus og ud fra senere tiders kristne dogmatik.
Den såkaldte ”forberedende tolkning” hævder at det er en stor misforståelse at mene at det skulle være mulig at opfylde Bjergprædikenen.
Jesus optræder som bods prædikant. Bjergprædikenens hensigt er at gøre ende på alle menneskers muligheder til at kunne retfærdiggøre sig for Gud ved lov opfyldelse. Budene radikaliseres til det absolutte, et krav om absolut kyskhed, sandhed, kærlighed til fjender, osv. Men hvem lever således, og hvem forstår dette.
En hævder så at Jesu tale skal vise at det ikke er nogen lov som gør levende. Bjergprædikenen er en forberedelse til evangeliet. Den skal fratage mennesket alle egne frelses resursers og forløsnings muligheder. Den skal optugte os for nåden og retfærdiggørelsen af tro uden lovgerninger. Jesus driver Moses til det yderste, for at Moses skal drive til Kristus.
Bjergprædikenen tolkes altså i Paulinsk lys. Bjergprædikenen bliver et eksempel på lovens pædagogiske opgave, og den er en dom over etisk idealisme og jødedommens gerningsretfærdighed.
Det er en udbredt opfattelse at Bjergprædikenens opgave er at vække til synds-erkendelse. Det er for såvidt også helt klart. Der hvor alvoren i Jesu krav betones, må det føre til at vor ynkelighed kommer for dagen. Men dersom en tror at dette er Bjergprædikenens eneste hensigt, vil den knap nok være i stand til at udføre selv denne funktion. Det bliver vanskelig at tage alvorlig en lov som ikke er alvorlig ment.
Nu er Bjergprædikenen i høj grad alvorlig ment. Talen munder ud i de alvorlige ord at den som hører Jesu ord uden at gøre efter dem, bygger sit hus på sand, og det hedder: ”ikke enhver som siger til mig, Herre, Herre, skal komme ind i himlenes rige, men den som gør min himmelske Faders vilje.” Mat. 7,21.
Bjergprædikenen viser med al ønskelig tydelighed at Jesus forudsætter at hans disciple er forløst og kaldt til at leve efter hans ord, og at efterlevelsen er en betingelse for at gå ind i det fremtidige gudsrige.

  1. Bjergprædikenen som interimistisk:
Den teologiske retning som hævder denne tolkning, vil forstå Bjergprædikenen ud fra Jesu eskatologiske syn, hans stærke forkyndelse af at endetiden er inde. Tolkningen står da i opposition til den liberale af eskatologiske forståelse af Bjergprædikenen, at den skulle være udtryk for almene kultur etiske krav.
Jesu etik opfattes som en heroisk interimistisk, opråb til radikal forberedelse for den kommende dom. Efter dette syn er Bjergprædikenen hoved dokumentet for den radikale eskatologiske grundanskuelse i Jesu forkyndelse. Den er et opråb til den største forsagelse og til kraftanstrengelse før katastrofen. Bjergprædikenen er en opfordring til at forbedre sig for den nye tidsalder og til at bryde alle broer med den eon som forgår.
Denne tolkning understreger det verdensforsagende i Jesu etik, og vil tolke den asketisk. Man tolker Bjergprædikenen ud fra et dualistisk syn på de to eoner, tidsaldre, og ud fra et ensidig futuristisk eskatologisk syn på Guds rige.
Det som er ret i dette syn, er at Jesu etik virkelig er bestemt af hans eskatologiske syn. Bjergprædikenen taler om liv og død, rigets frelse og helvedes dom – med eskatologisk alvor, men dette er alligevel ikke udgangspunkt for en appel til mennesker om en speciel indsats, intet motiv for overmenneskelig kraftanstrengelse. Jesu etik må ikke opfattes som et undtagelseskrav, en interimistisk for undtagelses tilstander. Tvært imod er Bjergprædikenens krav et udtryk for gudsrige-normerne, de etiske normer for troen og omvendelsens liv i det eskatologiske samfund med Gud som allerede her og nu, midt under den gamle æon, bryder igennem i Jesu discipelskab – i menigheden.
Bjergprædikenen er ikke præget af kosmisk undergang-stemning, men af bevidstheden om at Guds rige er kommet nær, og at mulighederne for en ny lov opfyldelse er for hånden: Esek. 36,26-27. Jesu Bjergprædiken er videre talt i bevidstheden om at denne etik er evangelisk etik, båret og bestemt af Guds frelse og gerning, ikke af menneskelige anstrengelser. Derfor er Bjergprædikenens budskab hinsides farisæisk lov forkyndelse og apokalyptisk indterims-heroisme. Bjergprædikenen er evangelisk formaning.

4. Bjergprædikenen som kateket undervisning:
Af Mat. 5,1 fremgår det at Bjergprædikenen var rettet til Jesu disciple. Det er i fuldt samsvar med dette når en række teologer opfatter Bjergprædikenen som den foreligger i Mattæus evangeliet, som kateket undervisning for nyomvendte i de ur kristne menigheder. Det er jo tydelig at Bjergprædikenen forudsætter evangelier-forkyndelsen, og at omvendelsen allerede har fundet sted. Bjergprædikenen kan ikke forstås ud fra jødedommens situation. Som talen er gengivet hos Mattæus, må den tolkes ud fra klare kristne kriterier. I Bjergprædikenen bliver Jesu befalinger sammenfattet. Dette knytter sig naturlig til Jesu ord i Mattæus-evangeliets afslutning: ”Lær dem at holde alt det jeg har befalet jer”.
Men budskabet om at holde Herrens bud og befalinger har evangeliet som sin forudsætning. Dette gælder både i Bjergprædikenen og i missionsbefalingen. Bjergprædikenen er fuld af rene efter sætninger som bliver uforståelige dersom forudsætningerne ikke klinger med. Bjergprædikenen har ikke loven som baggrund, men evangeliet, budskabet om at Guds rige er kommet nær, budskabet om syndernes forladelse.
Når det har været påstået at Bjergprædikenen er tavs om menneskets uduelighed til at gøre Guds vilje, så er dette ikke rigtig. Bjergprædikenen begynder ved den åndelige fattigdomens trange dør. Det er heller ikke rigtig når det påstås at Bjergprædikenen er tavs om Jesu midler embede og hans forløsnings-værk. Bjergprædikenen taler klart om at den som får modtage Guds gode gaver, er ikke den som fortjener dem, men den som beder om dem. Mat. 7,7-..., og hovedbønnen i Bjergprædikenen, den første og grundlæggende af alle bønner for den synder som nærmer sig Gud, er Fadervorets bøn ”forlad os vor skyld”, Mat. 6,12.
Det er til disse som har fået sine synder tilgivet som svar på bøn, og som har blevet fri fra den ondes magt som svar på bøn, at Bjerprædikens budskab retter sig. Der er heller ingen tvivl om Jesu egen centrale stilling. Han lærer ikke som de skriftlærde. Han taler med myndighed: ”Men jeg siger jer”. Det er ikke en menneskelig morallære som taler til os i Bjergprædikenen, men han som skal sige det sidste og afgørende ord i selve dommen, Mat. 7,21-.
Det er ham som har magt til at forlade synder og som ved sit ord har magt til at bryde syndens magt i et menneskes liv, som taler i bjergprædikenen. Hans ord er et skabende Guds Ord. Det er mere end lov. Det er evangelium.
Ud fra dette må Bjergprædikenen forstås: Således ser dit liv ud når du er blevet en sand discipel, når du hører den nye eon til og har smagt den kommende verdens kræfter. Således giver den levende tro sig til kende, således ser deres liv ud, som står oppe i frelsestiden og er befriet fra Satans vælde. Således vil livet blive der hvor Guds kongevælde hersker. På denne måde beskriver Bjergprædikenen et sandt og ægte discipelskab af Jesus Kristus. Således lever den som ud fra gudsrige-forløsningen lever i troens lydighed.
Forudsætningerne mangler ikke. Vi har dem i saligprisningerne, Mat. 5,3-12 og i temaet i Mat. 5,13-16. (Begge disse afsnit omslutter hele Bjergprædikenen som en matematisk formel. Tallet foran parantecen gælder for enhver størrelsen indenfor denne. Disse ord gælder for hvert ord i talen, men de bliver ikke gentaget hver gang.) ”Jeremias”. Bjergprædikenen retter sig til disse som Jesus priser salige.
Bare således kan Jesu svære fordringer blive forståelige. De er talt – ikke til naturlige mennesker, men til forløste. Jesu ord er ikke et forsøg på at presse god frugt af et dårligt træ. Tvært imod siger han at det ikke er mulig. Bjergprædikenen er ikke en appel til selvstræb. Det er ham som indbyder sjælene til hvilen, som siger ”Tag mit åg på jer, og lære af mig – for mit åg er gavnlig, og min byrde er let”, Mat. 11,28-30, jf. 1.Joh. 5,3: ”Hans bud er ikke tunge.”
Det er også bare denne baggrund at de mange ”luker” (gåder) i Bjergprædikenen kan forstås. Her er for mange spørgsmål som lades åbne, til at Bjergprædikenen kan opfattes som en ”lov”. Der gøres ikke noget som helst forsøg på at detail-regulære disciplenes liv. Der gives bare eksempler på hvordan Guds bud, givet ved Moses, kommer til at realisere sig i Jesu menighed: De etiske krav er ikke retsregler, ikke bud i almindelig mening, men eksempler, symptomer, tegn på hvordan Guds kongevælde bryder ind på det etiske område i livs relationerne og ruller op syndens og Satans rige. Disciplene skal selv blive tegn på den nye verdens indbrud. Guds sejer skal i deres liv blive synlig i en ny vandel. De er verdens lys og jordens salt.
Ifølge denne tolkning bliver Bjergprædikenen ikke lov forkyndelse, men parentes, kristen formaning. Fra dette synspunkt er hele Bjergprædikenen at forstå som en formaningstale. Først tilsiges disciplene Guds rige ved saligprisningerne evangeliske indikativer. Så konstateres det lige fortællende, forkyndende, at disciplene, i kraft af at de har fået del i Guds riges forløsning, er jordens salt og verdens lys. Alle de efterfølgende formaninger er bare vejledende og tilskyndende til følgelig at lade saltet virke og lade lyset skinne i de mange konkrete livs relationer. Jesu krav har evangelisk fortegn. ”Han drager evangeliet ind i de ti bud og gør dem lette.” (Luther) I formaningen møder der os et forhold som er helt modsat eller omvendt af det almindelige forhold mellem bud og opfyldelse. Formaningen er en helt egenartet funktion af loven. En forkyndelse af Guds vilje som helt og holdent har evangelisk karakter.
Denne opfattelse havde allerede Luther. Han siger at Bjergprædikenen ikke skal forstås som lov, men som evangelium, idet den må forstås ud fra saligprisningerne. Alt tager til, siger han, ”med en fin, herlig og venlig indledning, med lokkende og herlige løfter”, Luther siger at Kristus har forvandlet loven til Guds barns herlige frihed og bundethed, og gennem evangeliet vist vejen til lovens virkelige opfyldelse. Han , viser hvordan Guds nåde udlægger loven og gør den let. – ”Loven stiller mennesket overfor sin egen kraft, og råber det til at yde sit yderste”. Evangeliet derimod stiller mennesket overfor Guds gave, og kalder det til at gøre denne gave til grundlag for sit liv. Det er to verdener. (Jeremias.) Guds gave går foran hans krav.
Bjergprædikenen viser altså hvordan den levende tro giver sig tilkende, hvordan en ægte omvendelse realiserer sig i kristenlivet. Det er en tale om efterfølgelsens nødvendighed, en kraftig påvisning af den tro som ikke virkeliggør sig i en ny lydighed, er falsk og falder igennem i dommen.
Men dette viser igen at Bjergprædikenen ikke bare har en formanende opgave, men har også en advarende funktion. Det er rigtig at Bjergprædikenen skildrer det sande discipel liv, men det må ikke forbises at Bjergprædikenen også forkynder dommen over de falske disciple. Hele Bjergprædikenens afslutningsafsnit drejer sig om dette. Mat. 7,13-27 giver en alvorlig formaning om at virkeliggøre og efterleve den Jesu lære som Bjergprædikenen har fremstillet under henvisning til den dom som forestår.

Bjergprædikenens afslutning kan deles i fire underafsnittet:
  1. Den trange port. 7,13-14.
  2. De falske profeter, vers 15-20.
  3. Dommen over de falske disciple, vers 21-23.
  4. Dobbeltlignelsen om de to husbygere, vers 24-27.
Det første og det fjerde af disse afsnit synes at have mere almen adresse til folket, medens de to midterste afsnit, vers 15-23, er advarsler som særlig er rettet til discipelflokken og menigheden.
Den store fare ved de falske profeter er at de kan forføre disciplene til at blive falske disciple, disse disciple som Herren ikke vedkender sig. ”Ikke enhver som siger til mig, Herre, Herre, skal komme ind i himlenes rige, men den som gør min himmelske Faders vilje.”
Jesus fortsætter med at fortælle dobbeltlignelsen om de to husbygere. Det er holdningen til Jesu ord, disse ord som han har talt her i Bjergprædikenen, som er afgørende. Den som hører hans ord og gør efter dem, er lig en forstandig mand som byggede på klippen. Den som hører ordene uden at gøre efter dem, er lig en uforstandig mand, som bygger sit hus på løs sand. Når skyldregnen falder og vandfloden kommer, falder huset. Vandfloden er ikke i første række et billede på livets prøvelser, men på dommen.
Ligesom Moseloven afsluttes med at stille folket på valg mellem lydighed og ulydighed, velsignelse eller forbandelse, 5.Mos. 30,15-20, afsluttes Bjergprædikenen med at stille tilhørerne på valg mellem den smalle og den brede vej. I mødet med Jesu ord er der bare to muligheder: At blive stående, eller at falde, liv eller død, frelse eller fortabelse. Overfor Jesu ord gælder det både at høre og gøre, så ikke ordet skal være uden frugt, jf. Mat. 13,22. Vor holdning til Jesu ord er livets vigtigste spørgsmål, som afgør vor evige skæbne.
Bjergprædikenen begynder altså med at Jesus tilsiger de fattige i ånden Gud rige og priser dem salige, og den slutter med at bare den som handler efter Jesu ord og gør hans himmelske Faders vilje, bliver stående i dommen og går ind til livet. Men afslutnings ordene ophæver ikke den nådens frie gave som er givet i indlednings ordene. Handlingen efter Jesu ord står ikke som en selvstændig vej ind til livet, uafhængig af ham selv og hans gave til de fattige i ånden. Handlingen er ikke en forudsætning for at komme ind i discipel forholdet, men den er prøven på om discipel forholdet er ægte den spænding vi her møder i Bjergprædikenen mellem saligprisningen og advarselen mod selvbedrag, mellem Jesu frelses tilsigelse og Jesu krav, er den samme spænding som vi i forskellige former møder overalt i Det ny Testamente. Det er den som modtager Guds nåde, som skal holde Guds bud, så han ikke forgæves har taget imod nåden 2.Kor. 6,1

ref
Indsendt af