OPRETHOLDELSE AF GUDS NÅDE
En sammenligning mellem den
messianske jødedom og den paulinske lære udefra Johannes
Evangeliet:
Forfatter, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll.
KRISTEN BOKPRODUKSJON, Norge.
I denne artikel vil vi tage for
os det læremæssige indhold i Johannes Evangeliet og vise at vi ikke
kan sætte lighedstegn mellem Johannes og Paulus` deres forkyndelser.
Johannes Evangeliet beskriver
Jesu virksomhed i Israel-særlig i Judæa. I og med at Jesus var født
under loven og levede hele sit liv under loven, så siger det sig
selv at Johannes Evangeliet vil reflektere dette.
Gerningsaspektet ved Jesu
forkyndelse vil derfor være fremtrædende i dette evangelium.
Gerningerne var nødvendig for at få del i nåden. (Dette betyder
ikke at nogen kan frelse sig selv ved gerninger.) (Se også mit
resume over Johannes Evangeliet på min internetside.)
Når vi arbejder med de Bibelske
tekster, kan vi ikke vente at vi skal finde både tros-og
gerningsaspektet beskrevet i det samme Bibelvers. Det er SUMMEN af
udsagnene som udgør LÆREN. Vi må derfor opsamle de forskellige
udsagn og systematisere dem. Det er dette fortolkningen går ud
på.
Vi vil derfor finde både tros og
gerningsaspekt spredt udover (gennem) hele Johannes Evangeliet, men i
og med at vi skal sammenligne Johannes og Paulus` deres lærer, så
vil vi lægge vægt på akkurat disse to aspekter i fremstillingen.
1.
Jesus kom til sine egne ting
(folket, landet og templet), men hans egne (de fleste af dem) tog
ikke imod ham, men de af hans folk som tog imod ham, de blev Guds
børn. Joh.1,11-12.
(Det vigtigste er ikke hvilken
frelsesforsamling man tilhører, men at man er frelst, for Gud skal
føre alle frelste sammen på den nye jord. Ef.1,10.)
De af jøderne som modtog Jesus som
deres frelser, tilhørte ikke den kristne forsamling, men de tilhørte
Riget for Israel. Jesus forkyndte udelukkende Riget for Israel. Han
forkyndte næsten udelukkende for jøderne, og han sagde til sine
apostle at de ikke skulle forkynde for hedningerne, men til de
fortabte får af Israels hus: Mat.10,5-6.
Dette betød ikke at hedningerne
ikke skulle få del i frelsen. De kunne slutte sig til den messianske
jødedom som proselytter, medens jøderne FØRST skulle få høre
evangeliet om RIGET, og derefter kunne hedningerne tilslutte sig.
Jesus sagde til den synkroniske kvinde: ”...lad først børnene
(jøderne) BLIVE MÆTTE, for det er ikke smukt at tage børnenes brød
og kaste det for de små hunde: Mark.7,27.
Dette er et princip som går igen
hele vejen fra Moses og indtil nådetiden, for jøderne var lovet
oprettelsen af ”Riget for Israel”. Det var jøderne som FØRST
skulle have de forskellige frelse-tilbud fra Gud.
Paulus gik også først til jøderne
med tilbudet om frelsen, men efter at nådetiden for jøderne var
ude, så gik han til ALLE som ville høre hans forkyndelse: Ap.
Gr.28,30. Fra den tid af var jøderne og hedningerne LIGESTILLET I
Jesu legeme.
Efter den kristne menigheds
bortrykkelse vil tilbudet om Riget for Israel komme inde igen.
Jøderne vil igen, efter deres omvendelse til Jesus blive de førende
i Guds rige, efter at de nu har været tilsidesat i snart 2000 år:
5.Mos.28,13.
2.
Loven (Torahen) blev givet ved
Moses. Nåden og sandheden kom med Jesus: 1.Joh.1,17. Jesus uddybede
loven for jøderne. Det kan vi særlig se i Bjergprædikenen i
Mat.5-7, men også overalt i Jesu og apostlenes forkyndelser. Dette
gælder også de breve som apostlene skrev.
Den nåde og sandhed, som der her er
tale om, er ikke den frie nåde eller sandhed om den kristne
forsamling, men det er nåden og sandheden om Riget for Israel. Der
havde været nåde og sandhed i jødedommen før Jesu tid, men den
nåde og sandhed som der her er tale om, er profeternes SAMLEDE
VIDNESBYRD om at Messias skulle komme – både som forsoner og som
konge.
Dette betyder da at dette vat en
stor nåde for det jødiske folk, og det betyder at det Profetiske
Ord er sandhed. Det må gå i opfyldelse når tiden er kommet til at
det kan ske.
Jesus byggede sin lære bl.a. rundt
om Moseloven. Jesus var den anden Moses. Moses var et forbillede på
Jesus: 5.Mos.18,15. (PÅ HAM SKAL I HØRE)
Medens både jødedommen og den
messianske jødedom tilstræbte både TRO og den PERFEKTE GERNING,
for at blive frelst og bevaret i nåden, så gik den paulinske lære
ud på at man både blev frelst og bevaret som troende af
nåde eller troen alene.
3.
Johannes sagde flg. om Jesus: ”Se
Guds lam som bærer (bort) VERDENS gr. kosmos SYND.”
Johannes så klart at det ikke bare
var jødernes synder at Jesus skulle tage på sig og bære bort på
Golgata, men det var hele verdens synd. Han udskilte sig dermed fra
de 12 apostle som ikke forstod forsoningssiden ved Jesus, og det til
trods for at både Esajas 53 og Salme 22 beskrev dette på en kraftig
måde.
Ud fra Esajas 53 var det jødernes
synder Messias skulle tage på sig, men Johannes udvidede det til at
gælde hele verdens synd.
Det var SYNDEN som Jesus tog med sig
op på korset og IKKE VORE SYGDOMME. Vi kan ikke sætte lighedstegn
mellem synden og sygdommen således som det bliver gjort i de
karismatiske forsamlinger. Dersom dette var tilfældet, så havde
ingen af os behov for at være syge, for på samme måde som synden
er sonet 100%, så skulle sygdommen også være det.
At helbredelsen ligger i Jesu
forsoning er en helt anden sag. (Se min bog: Mattæus Evangeliet.
Jesu liv og lære., kap.8.)
4.
Johannes døbte med vand:
1.Joh.1,33. Det var for at gøre det jødiske folk til KONGER og
PRÆSTER i Rigets tid. Se 2.Mos.19,6 og 1.Pet.2,9.
Det er en tilsnigelse at hævde at
den kristne menighed er konger og præster i dag. (Se min artikel om
dette på min internetside: www.home.no/oeindergaard
Der er ikke noget som hedder ”det almindelige konge - og
præstedømme” i dag. Det har med jøderne i styret i 1000
års-riget at gøre. De løfter og de profetier som ikke kunne
oprettes ved Jesu første komme, venter til Jesu andet komme.
De fleste Bibel-tolkere har set at
vi ikke har noget ”kongedømme” i dag, og derfor kaldte de dette
for det ”almindelige præstedømme”. De har altså trukket en af
de lovede funktioner ud, for at få det til at stemme med forståelsen
af teksten. Det er ikke således begreberne (løfterne) skal
behandles. Dette er et udtryk for den såkaldte
”erstatningsteologi”, som går ud på at fratage Israel og
jøderne deres kald og løfter.
Ved siden af at vanddåben gav en
ydre renselse, så var den også relateret til David-pagten.
Vanddåben skulle også pege på Jesu første komme som Davids Søn
og Israels konge: 1.Joh.1,31.
Vi ved at en af hensigterne med Jesu
gerninger, således som de er nedskrevet i evangelierne, var at
jøderne skulle IDENTIFISERE Jesus som Messias. Selv om
apostlene ikke forstod forsoningsiden ved Jesus, så forstod de at
han var Messias og Davids Søn: Mat.16,16. Joh.8,24 og 20,31.
I den messianske jødedom var både
syndernes forladelse og uddelingen af Den Hellige Ånd betinget af
vanddåben: Mark.16,16. Ap. Gr.2,38 1.Pet.3,21. Videre sagde Jesus
om ”dåben” at den er en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesus
Kristi opstandelse: 1.Pet.3,21. Denne tekst har været tolket på
flg. måder:
- Dåben går på Jesu forsoning.
- Dåben går på genfødelsen.
- Dåben går på vanddåben. Vanddåben giver enten en god samvittighed for den som bliver døbt, eller vanddåben er i sig selv en pagt mellem Gud og den enkelte.
I Hebræerbrevet, som er skrevet af
Paulus, står der at det er JESU BLOD (forsoningen) som giver en god
samvittighed: Hebr.9,14.
Det siger sig selv at både
vanddåben og Jesu blod ikke kan give menneskerne en god
samvittighed.
Jeg for min del tror at den dåb der
her er tale om, er Jesu dåb til døden for al verdens synd. Den
sammenhæng som 1.Pet.3,21 står i, viser at dette er rigtig.
Når vi arbejder med de Bibelske
tekster, må vi være meget opmærksomme på at ordet ”dåb”, kan
have mange betydninger i N.T. (Se min bog: kristendommens Jødiske
Rødder, kap.: De forskellige typer dåb.)
VANDDÅBEN HØRER IKKE MED TIL DET
PAULINSKE SYSTEM. I forholdet til Gud er alle budene og forskrifterne
i Mose Torah ophævet. Se Gal.3. Ef.2,15. Kol.2,14. Det er ikke
Guds bud og forskrifter som er ophævet i vor tidsperiode, men det er
Mose Torah eller Loven som en enhed. Hvornår skal vi begynde
at forstå dette ? I Paulus`undervisning har vi mere end 400 bud og
forskrifter.
I det paulinske system har
GENFØDELSEN ERSTATTET VANDDÅBEN.
Da Paulus kom til Korint på sin
anden missionsrejse i året 51, så fik han en åbenbaring fra Herren
om at vanddåben ikke var aktuel længere i hans forkyndelse, for den
hørte med til den messianske jødedom. Han skrev: ”Gud har ikke
udsendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med
vise ord for at evangeliet (om Jesu forsoning) ikke skulle tabe sin
kraft. For ordet om korset er vel en dårskab for dem som går
fortabt, men for os som bliver frelst, er det en Guds kraft.”
1.Kor.17-18 og 2,1-2.
Dette betyder at dersom han
fortsatte at forkynde banedåben, så ville dette svække
forkyndelsen om Jesu forsoning. Paulus mente at vanddåben hørte med
til det jødiske system, som havde med Riget for Israel at gøre.
Paulus skrev også i Ef.4,5 at der
bare var EN DÅB, og det er naturligvis genfødelsen og ikke
vanddåben. Genfødelsen har tre faser, og de sker samtidig. De er.
- Man får Den Hellige Ånd i sit hjerte.
- Den Hellige Ånd døber den troende ind i det kristne legeme: 1.Kor.12,13.
- Den troende bliver sat ind i himmelen i Jesus Kristus: Ef.1,3 og 2,6.
Når vi går
udenom tiden, som vi må forholde os til, og ind i
evighedsdimensionen, som er Guds dimension, så er vi SAT IND I
HIMMELEN allerede FØR verdens grundvold blev lagt: Ef.1,4.
Den kristne menighed er som EN
ENHED allerede indsat i himmelen sammen med Jesus. Den som er sat ind
i himmelen, kan aldrig miste sin position i Jesu legeme. Rom.8,29-39
og Ef.1,11-14.
Det er Jesus som er hovedet for
menigheden som er garantisten for at dette er rigtig: Ef.1,14.
Fil.1,6.
Medlemmer af den kristne menighed
kan miste hele nådelønnen og alligevel blive frelst: 1.Kor.3,12-15,
og grunden til det er at vi både er frelst og bliver bevaret
udelukkende af Guds nåde. NÅDE PLUS INGENTING I TILLÆG.
Medlemmer i den messianske menighed
havde ikke denne forsikring om at den ikke kunne falde ud af Guds
nåde, for det grundlag som den byggede på var nåde og gerninger.
”Øksen ligger allerede ved roden til træerne (jøderne). Derfor
bliver hvert træ som IKKE BÆRER GOD FRUGT, KASTET PÅ ILDEN. Og
folket spurgte ham: HVAD SKAL VI DA GØRE ?” Luk.3,9-10.
Det jødiske folk måtte bære
FULDMODEN FRUGT, for at blive frelst: Luk,8,14-15. Jakob 1,3-4.
Joh. Åb.2,5.
Medens den messianske menighed søgte
DEN PERFEKTE gerning, så søger den kristne menighed DEN
PERFEKTE NÅDE. (Se hvad jeg skriver under Johannes 15,1-10 om dette.
5.
Jesus sagde til Natanael at han så
ham under figentræet: Joh.1,49.
Dette betyder at Jesus så Natanael
medens han befandt sig under et bestemt figentræ. Han var der i bøn
for Israel nationale genfødelse og introduktionen af Riget for
Israel.
Figentræet er både et billede på
det religiøse Israel og et billede på Israels nationale
genrejsning.
Dette betyder at Riget for Israel
kunne have blevet oprettet efter Jesu død og opstandelse og efter
Den Hellige Ånds komme, dersom jøderne ville have anerkend Jesus
som deres Messias. Men som vi ved, så skete dette ikke. Israel blev
sat til side, og vi fik menighedens tid.
Vi må ikke blande døberne
Johannes – Jesus og apostlenes lære ind i Paulus lære. De har
forskellige sigtepunkter. Medens den første lære gik ud på at
udtage det jødiske folk til et jordisk rige, så gik Paulus ud på
at udtage den kristne menighed til et liv og en eksistens i himmelen.
6.
Natanael sagde: Rabbi, du er Guds
Søn. Du er ISRAELS KONGE.” Joh.1,50.
Natanael anerkendte Jesus som
jødernes konge og Messias. Han anerkendte Jesus med det samme:
Joh.1,48-50, uden at kende noget til Jesus. Det var Filip som førte
ham til Jesus: Joh.1,46.
Det var ret det som Filip sagde at
Jesus var både Guds Søn og Israels konge. Jesus er kongen i Riget
for Israel. Han skal i sin tid styre verden ud fra Israel og
Jerusalem. De 12 apostle skal styre sammen med ham ud fra templet i
Jerusalem: Mat.19,28. Det levitiske præsteskab skal være præster
og levitter i templet i Jerusalem. De øvrige jøder skal være
”konger og præster” udover hele jorden.
Jesus er ikke menighedens konge, men
han er HOVEDET FOR MENIGHEDEN, som er hans legeme. Medens de troende
jøder anerkendte Jesus som Messias, så kender den kristne menighed
ikke Jesus som Messias, men som hoved for den kristne menighed.
”Derfor kender vi fra nu af ikke nogen efter kødet (efter det
menneskelige). Har vi kendt Kristus efter kødet (som Messias), så
kender vi ham DOG IKKE LÆNGERE SÅLEDES.” 2.Kor.5,16.
Nu kender vi Jesus som den OPSTANDNE
FRELSER som talte til Paulus som HOVEDET FOR LEGEMET. Det er de
åbenbaringer som Paulus fik af Jesus efter hans opstandelse og
himmelfart, som er kirkens lære, og ikke de mange udsagn i
evangelierne eller de jødiske Skrifter som angår Riget for Israel..
I den kristne menighed er der en
gedigen sammenblanding at disse TO LINIER I frelseshistorien. Vi
må TILBAGE TIL PAULUS. Det er Paulus som lagde det åndige
grundlag for den kristne menighed.
7.
Jesus sagde videre til ham: ”I
skal se himmelen åbnet og Guds engle stige op og ned over
Menneskesønnen.” Joh.1,52.
Dette skal ske i Rigets tid. Jesus
skal være konge i Jerusalem. Der skal være en intim kontakt mellem
himmelen og jorden i den tid. Vi vil få overordnede opgaver i dette
styre, men enkelthederne er ikke åbenbaret endnu.
I 1000 års-riget vil Det himmelske
Jerusalem også ligge meget nærmere til jorden end den gør i dag.
(Se min bog: Jesu Genkomst, bind 3, kap.:Det himmelske Jerusalem.)
8.
Brylluppet i Kanaàn er et billede
på Riget for Israel. Joh.2,1-11.
De 6 vandkar som var i bryllupshuset
(v.6.), er et billede på jødernes forhold til Gud i deres naturlige
tilstand. 6 tallet står for 6000 år. Jødernes omvendelse skal ikke
ske før der er gået 6000 år fra skabelsen af.
Det forhold at vandet blev til vin
(v.9.),er et billede på ISRAELS FRELSE: Es.5,7. Mika 4,4. Se min
bog: Jesu Genkomst, bind 1. Kap: Figentræets tegn.)
Maria, Jesu mor, udfordrede Jesus da
de ikke havde mere vin i bryllupshuset. Jesus afviste hende og sagde:
”Hvad har jeg med dig at gøre, kvinde ? Min time er endnu ikke
kommet.” (v.4.)
Maria repræsenterer her det vantro
Israel, som bare havde sans for de ydre gerninger og ikke det forhold
at Jesus virkelig var jødernes Messias. Hun skulle senere komme til
en virkelig tro på ham.
Når Jesus sagde at hans time endnu
ikke var kommet, så tænkte han på oprettelsen af Riget for Israel.
Han vidste at jøderne ikke kom til at tage imod det første tilbud
om oprettelsen, men til trods for det så indbød han jøderne til
Riget – både før og efter sin opstandelse.
Brylluppet i Kanaàn var på den
tredie dag. (v.1.) Dette betyder at Riget for Israel skal oprettes
efter 2000 år. Denne tredie dag er ligeledes den syvende dag, for
Jesus brugte 2 dage på rejsen fra Judæa og til Kana i Galilæa.
Disse to rejsedage står for 2000 år. Det er i den tid at den
kristne menighed bliver udtaget. Efter at den kristne menighed er
udtaget, kommer Jesus tilbage for at frelse jøderne på den syvende
dag, som står for 7000 år. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5,
kap.: Jesu genkomst er ikke langt borte.)
Brylluppet i Kanaàn er et billede
på Riget for Israel. Jesus er selve brudgommen. De troende jøder er
Jesu brud. De 12 apostle er brudesvendene. Brylluppet skal ikke
holdes i himmelen, men på jorden. (Se hvad jeg skriver om dette
under Johannes 3,29.)
9.
I Nikodemus`møde med Jesus kommer
det tydeligt frem at ingen kan komme ind i Guds rige, som er det
samme som himlenes rige, uden at en bliver født på ny: Joh.3,1-15.
Her kommer det tydeligt frem at den
som vil blive frelst, måtte FØDES TO GANGE. Det var først ved den
legemlige fødsel (ud af vandet, som er fostervandet), og derefter ud
af Ånden, som er genfødselen. De fleste Bibel-forskere lærer at
det første går på vanddåben, men det gør det ikke. Det går på
den naturlige dåb, som er fødselen. Nikodemus forstod dette, for
han sagde: ”... Hvorledes kan et menneske fødes når han er gammel
? Kan han vel anden gang KOMME IND I MORS LIV og FØDES ?” (v.4.)
(Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap.: At blive født af vand og
Ånd.)
Der har været flg.
opfattelser af hvad vandet i denne beretning står for, og de er:
- Almindelig vand.
- Guds Ord.
- Ånden.
- Anger.
- Den naturlige fødsel.
Det er den sidste vurdering som er
ret.
Genfødelsen er FÆLLES for de to
læreformer, men det som ligger omkring frelsen, er ikke det samme.
I den messianske jødedom måtte man
holde Jesu bud både i forkant af frelsen og i vandringen som
troende. Dette kan vi kalde for den betingede nåde.
I Paulus forkyndelse er NÅDEN HELT
FRI. Der kræves ingen ting for at blive frelst og for at blive
bevaret som troende.
På dette område svigter det TOTALT
i forkyndelsen. De fleste organisationer og menigheder mener at det
ikke er nok med nåden, men at en må passe på at man også gør de
rigtige gerninger.
Mange kristne er usikre på om de er
frelst eller ikke og lurer på om deres gerninger ER FULDKOMNE FOR
GUD. De som tror og lærer dette, har ikke forstået Guds nåde og
Paulus`undervisning om dette.
De blander også sammen de udsagn
som står i Johannes Åbenbaring angående de 7 sendemenigheder
med den paulinske kristendom. De 7 sendemenigheder repræsenterer
ikke den kristne menighed, men de repræsenterer den messianske
jødedom. Når der f.eks. stå i Johannes Åbenbaring 3,2, at Gud
ikke har fundet menighedens gerninger FULDKOMNE FOR GUD, så gælder
dette ikke den kristne menighed.
Medens den messianske jødedom søgte
tro og fuldkomne gerninger, så søgte den paulinske menighed bare
tro af nåde. De gode gerninger skal følge som en naturlig
konsekvens af at genfødelsen har fundet sted, men de har ikke noget
med selve frelsen at gøre. ”han som gav sig selv for os for at
forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et ejendomsfolk.
NIDKÆR TIL AL GOD GERNING.”
De gode gerninger skal vise hvem vi
er.
Det er sagt at medens jødedommen
spørger efter, hvad skal jeg GØRE for at blive frelst, så spørger
den paulinske kristendom efter hvad man skal TRO, for at blive
frelst. Dette er en enkel men god karakteristik på forskellen mellem
de to læresystemer.
10.
”For således har Gud elsket
verden gr.kosmos at hver den som tror på ham, ikke skal gå fortabt,
men have tidsalderlig liv.” Joh.3,16.
Dette betyder at alle som kom til
tro på Jesus – både jøder og deres proselytter – skulle få et
liv i den tidsalder som blev indledet med Johannes døber, og det var
Riget for Israel.
Ordet ”evig” gr.aionios er
forkert oversat. Det skulle ikke oversættes med ”evig”, men med
”tidsalderlig”.
Johannes talte ikke om frelsen i vor
tidsperiode. Han talte om frelsen i Riget for Israel. Kirkens tid er
en parantes i Guds planer med jøderne. Da jøderne ikke ville tage
imod Jesus, så fik vi efterhånden kirkens tid. Dens teologiske
grundlag kan vi ikke søge i evangelierne, men vi må søge dem i
Paulus` breve.
11.
Jesus sagde: ”men hver den som GØR
SANDHEDEN, han kommer til lyset, for at HANS GERNINGER må blive
åbenbare, for de er gjort i Gud.” Joh.3,21.
Dette beskriver Rigets lære. Den
består af både tro og gerninger. Jesu lære bestod af både nåde
og gerninger. I Bjergprædikenen udvidede Jesus kravende i Mose
Torah. Han tilpassede dem til den nye tidsperiode som netop var
begyndt – Rigets tid. I den tid skulle de etiske krav blive større,
for Satan skulle være bundet i 1000 år, og hele verden skulle få
et retfærdigt styre.
I vor tidsperiode, som er den frie
nådes tidsperiode, er gerningerne lagt til side i forhold til
frelsen. Vi er frelst af nåde og bliver bevaret af nåde. ”Men NU
er Guds retfærdighed, som loven og profeterne vidnede om, åbenbaret
UDEN LOV. Det vil sige Guds retfærdighed ved troen på Jesus
Kristus for alle og over alle som tror. For der er ingen forskel.
Alle (både jøder og hedninger) har syndet og de bliver
retfærdiggjort uforskyldt ved hans nåde ved forløsningen i Jesus
Kristus.” Rom.3,21-24. Ef. 2,8-9.
12.
Både Jesu dispiler og Johannes
døbte med vand. Der blev en del diskussion mellem Johannes disciple
og en jøde om DÅBEN disciple som døbte. Johannes døbte også. De
døbte jøderne ind i Guds rige. Uden at vanddåben havde fundet
sted, kunne de ikke få del i Guds rige. Dette giver udtryk for
den betingede nåde.
Den jøde, som der her er tale om,
havde ingen tro på Johannes-dåben. Han havde ingen forståelse for
det Guds rige som var oprettet ved Johannesforkyndelse. Han forstod
at der var FORSKEL på den jødiske dåb og Johannes-dåben. Den
jødiske dåb gav bare en ydre renselse, medens Johannes-dåben var
en betingelse for at få del i Himlenes rige.
I vor tidsperiode er vanddåben ikke
nødvendig for at få del i frelsen, for frelsen i vor tid er
koblet bort fra Mos og Jesu lov. Ja, den er direkte SKADELIG, for
den skygger for genfødelsen, som er baseret på Jesu forsoning. Man
kan ikke blive genfødt både i og udenom vanddåben.
I vor tidsperiode er vi frelst af
nåde uden gerninger. Troens lov har ophævet gerningernes lov.
”Hvor er så vor ros ? den er udelukket. Ved hvilken lov ?
Gerningernes ? nej, ved troens lov. For vi holder for at mennesket
bliver retfærdiggjort ved troen – uden lovgerninger. (som for
eksempel vanddåben.) Rom.3,27-28.
13.
Johannes sagde: ”Den som har
bruden, han er brudgommen.” Joh.3,29
Den almindelige fortolkning er at
det er den kristne menighed som er Jesu brud. Dette er galt.
Vi er ikke Jesu brud, men vi er Jesu legeme.
Gennem hele tanach var jøderne
fremstillet som brud, hustru eller som hore. Det er almindelig at
bruge kvindebenævnelser på Guds forhold til jøderne. Når Jesus er
brudgommen, er det helt sikkert at det er de frelste af jøderne som
er Jesu brud.
Døberen Johannes sagde også at
Jesus var brudgommen, og at de troende jøder var bruden. ”Den som
har bruden, den er brudgom, men brudgommens ven (Johannes), glæder
sig storligen over brudgommens røst. Denne er min glæde nu blevet
fuldkommen.” Joh.3,29.
”Kongesønnens bryllup” i Mat.
22 er et billede på Riget for Israel. I ”Kongesønnens bryllup”
skal den jødiske brud blive til ”Lammets hustru”.
Brudgommens ven var Johannes, v.29.
Han var forloveren i dette bryllup. De 12 apostle var ”brudesvendene”
i dette bryllup: Mat.9,15.De havde specielle praktiske opgaver ifm.
brylluppet.(Se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære, kap.:
Det er jøderne som er Jesu brud.)
Den messianske menighed bliver også
beskrevet som vintræet, hvor Jesus er stammen, og hvor enkelte af de
troende jøder er grenene: Joh.15,1-8.
Den kristne menighed er ikke Jesu
brud og hustru. Det er bare erstatningsteologien som hævder det. Vi
er Kristi legeme – Jesus er hovedet og hver enkelt af os som er
kommet til en levende tro på Jesus, er lemmerne.
14.
”Den som tror Sønnen, har
tidsalderlig liv, men den som ikke vil tro på Sønnen skal ikke se
livet, men Guds vrede gr.orge bliver over ham.” Joh.3,36.
De af jøderne som troede på Jesus,
skulle få del i det tidsalderlige liv, som var et liv i Riget for
Israel. den som ikke ville tro, skulle blive dømt i den store
trængsel som lå foran jøderne. Dette er selve den store trængsel.
Dersom jøderne havde taget imod Jesus som Guds Søn og Messias på
denne tid, havde vi fået selv endetiden og oprettelsen af Riget for
Israel.
Den kristne menighed har ikke del i
Riget for Israel. Den kristne menighed har sin egen selvstændige
eksistens. Den er ikke baseret på pagter og løfter, men på
hemmeligheder og Guds nåde. GENNEM JESUS som hoved for menigheden –
har vi fået en del løfter som er de samme som jødernes løfter.
Dette gælder løftet om Den Hellige Ånd, løftet om selve frelsen
og løftet om et liv i himmelen. ”Men hører i Kristus til, da er i
jo Abrahams æt (åndelige æt), arvinger efter løfte (om Den
Hellige Ånd.) Gal.3,29.
”men NU, I JESUS KRISTUS, er i
,som før var langt borte kommet nær til VED JESU BLOD.” Ef.2,13.
Abraham er åndelig far til alle som tror: Gal.3,7. Den som har tro,
bliver velsignet sammen med den troende Abraham.”:Gal.3,9.
Vi er koblet ind i jødernes mange
pagter og løfter som angår styret på jorden i 1000 års-riget.
Dette er pagter og løfter som er relateret til Jesus som Messias. Vi
er ikke knyttet til Jesus som Messias, men til Jesus som HOVEDET FOR
MENIGHEDEN. Vi som før var LANGT BORTE. Vi er kommet NÆR TIL ved
Jesu blod: Ef.2,13.
I og med at den kristne menighed er
udtaget FØR verdens grundvold blev lagt, så behøver vi heller ikke
at være koblet ind i jødernes mange pagter og løfter. Vi er
udtaget i Kristus Jesus FØR verdens grundvold blev lagt. Vi er
udtaget til et liv i himmelen i Rigets tid.
Den kristne menighed, som er selve
hemmeligheden, er udtaget efter en plan som Gud havde hos sig selv
fra før verden blev skabt. ”efter det fortsæt (vilje, plan) fra
tidsalderlige tider som han har fuldført i Kristus Jesus, vor
Herre.”:Ef.3,11. 2.Tim.1,9. Titus 1,2-3.
I og med at den kristne menighed er
udtaget efter en plan Gud havde fra før verden blev til, så er vi
ikke udtaget efter de løfter og pagter som Gud har gjort med
jøderne, for disse løfter og pagter angår jordiske forhold..
I tillæg til de løfter som vi har
fælles med jøderne, har vi vore egne hemmeligheder og løfter.
Vi er allerede her og nu sat ind i
himmelen sammen med Jesus: Ef.1,3 og 2,6.. På samme måde som Jesus
er højt hævet over alle himler, er også vi det: Ef.4,10.
Det som vi har fælles med jøderne er følgende forhold:
- Vi har Jesus sammen med dem. ”at vi på den tid stod UDENFOR KRISTUS, fremmede for Israels borgerret og fremmede for pagterne MED DERES HÅB (som er Jesus), men nu I KRISTUS JESUS, er i som før var langt borte, kommet nær til ved KRISTI BLOD.”:Ef.2,12-13.
- Vi har Den Hellige Ånd sammen med jøderne. Det er selve frelsespantet.
- Vi har del i den nye pagt i Jesu blod. Det er selve frelsespantet.
- Vi er sat ind i det gode jødiske olietræ, som grene på dette træ: Rom.11,17-24. Dette olietræ er et billede på Israels åndelige velsignelse, som er frelsen.. Dette er et generelt løfte om at der nu er kommet en ny tid, hvor de hedninger som tror på Jesus, er koblet ind i Israels frelse. Dersom de fortsætter med at tro, skal de forblive i det jødiske olietræ, men dersom de bliver overmodige og begynder at rose sig mod Israel, skal de selv blive hugget af: Rom.11,18-22. De vilde oliegrene kan derfor ikke være et billede på den kristne menighed, for den skal aldrig blive hugget løs fra de gode jødiske olietræ, men det er et generelt billede på hedningerne muligheder til at få del i frelsen.
- Vi er sat ind i det himmelske Jerusalem.” Men det Jerusalem som er deroppe, er frit og det er mor for os alle (både jøder og hedninger).” Gal.4,26. Det er ikke det Jerusalem som er deroppe, som er det første hjem til de messianske jøder. Det er det frigjorte Jerusalem i Rigets tid. Det er først på den nye jord at jøder og hedninger skal være sammen i det nye Jerusalem. ”om en husholdning i tidernes fylde: at han ville samle alt i eet i Kristus, både de som er i himmelen, og de som er på jorden gr.tes ges det er den messianske forsamling i Rigets tid.”: Ef.1,10. Den endelige ”fuldendelse” for jøderne er ikke Riget for Israel, men det er ”den nye himmel og den nye jord”. Riget for Israel er en jordisk periode, men himmelen hører til den FULDE FORLØSNING. Den kristne menighed skal være sammen med jøderne når de bliver fuldendt. ”Og endda alle disse fik vidnesbyrd for sin tro, opnåede de ikke det som var lovet, fordi Gud forud havde udset noget bedre for os (den kristne menighed), så de (de messianske jøder og de jødiske proselytter) ikke skulle nå FULDENDELSEN uden os. (Vi skal være sammen med dem i deres fuldendelse.)”: Hebe.11,39-40.
De løfter som den kristne menighed
har fået, går UDENOM det jødiske program. Vi kalder det for
HEMMELIGHEDEN, som består af en række del-hemmeligheder. Disse
hemmeligheder er:
- En ny skabning som består af både jøder og hedninger: 2.Kor. 5,17 og Ef. 2,15 .
- Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger: Rom. 3,21 og Ef. 2,8-9.
- Mose Torah og Jesu uddybning af den er ophævet for den kristne menighed: Ef.2,15 og Kol. 2,14.
- Vi er allerede nu indsat i himmelen i Jesus Kristus. I og med at han er der, er også vi der, for den kristne menighed er en åndelig enhed eller en åndelig organisme som ikke kan opdeles: Ef.1,3 og 2,6.
- Den kristne menigheds bortrykkelse før trængselstiden på 7 år: 1.Kor. 15,51-52 og 1.Tess. 1,10 og 4,14-18.
- Vi har ”Kristus i os-håbet om herlighed”: Kol.1,27 og 1.Tess. 1,10. Dette er det samme som Den Hellige Ånd, som er i os. Det er selve frelsespantet som den kristne menighed har.
Der går TO FRELSESHISTORISKE LINIER
gennem Bibelen. Den ene er den jødiske line, og den angår i første
omgang jordiske forhold.
Den anden line angår den kristne
menighed og gælder himmelske forhold.
Den første line begyndte med
Abraham og sluttet med jødernes forkastelse af Jesus.
Den anden line begyndte med Paulus
og slutter med den kristne menigheds bortrykkelse.
Efter den tid kommer den jødiske
line ind igen i frelseshistorien.
Ud fra Golgata går der også TO
LINIER:
Det er den jødiske line hvor lover
er opfyldt som frelsesgrundlag, men den er ikke ophævet i vandringen
for jøderne
Det er den kristne menighed line
hvor den jødiske lov er taget bort. Den angår i det hele taget ikke
den kristne menighed. Dette gælder både jøder og hedninger..
(At jøderne føler sig forpligtiget
på nogle af ordningerne i Mose-loven, det er en helt anden sag. Her
er det samvittigheden hos hver enkelt som skal bestemme, hvilke
ordninger og bud en skal følge.)
15.
Den samaritanske kvinde
repræsenterede de hedninger som har del i Guds rige: Joh. 4,4-42.
På Jesu tid bestod frelsen i at man
sluttede sig til den messianske jødedom og blev proselyt. Gennem
omskærelse, vanddåb og forpligtigelse på at holde jødernes lov
blev man indlemmet i menigheden.
Samaritanerne var et blandingsfolk
af assyrere og jøder. Efter at nord-riget var blevet erobret af
Assyrien i året 722 før Messias, blev de fleste af de jøder som
boede i Samarie, tvangs-flyttet til Assyrien. Forskellige folkeslag
fra Det Assyriske Verdensrige blev flyttet til Samarie, og der opstod
et blandingsfolk af ”assyrere” og jøder, og det var
samaritanerne.
Samaritanerne havde en
blandingsreligion som bestod af elementer fra både hedensk religion
og jødedommen. De anerkendte blot de 5 Mosebøger af Tanach. De
anerkendte ikke profeterne, Salmerne eller de andre Skrifter i
Tanach. De anerkendte heller ikke farisæernes vedtægter.
Samaritanernes trosbekendelse havde følgende 6 artikler:
- Troen på en Gud.
- Troen på profeten Moses.
- Troen på at Garisim var det bjerg hvor Gud skulle tilbedes med offer.
- Troen på at Gud skulle dømme verden.
- Troen på at Moses skulle genopstå som den nye Messias.
Jesus sagde til den samaritanske
kvinde at han var Messias: Det er mig (som betyder:”Jeg er”). Jeg
som taler med dig.” (v.25-26.)
Der blev også en diskussion mellem
Jesus og den samaritanske kvinde om hvor de skulle tilbede-enten i
Jerusalem eller på Gardist. (v.20-24.)
Jesus sagde at der skulle komme en
tid da de hverken skulle tilbede i Jerusalem eller på Gardist. Han
sigter da til Jerusalems ødelæggelse i år 70 efter Messias. Det
vigtigste var ikke hvor man tilbad, men at man tilbad Gud i Ånd og
sandhed, for Gud er begge delene. Det er sådanne tilbedere Gud vil
have.
Dette betyder ikke at man ikke skal
tilbede i Jerusalem. Det var det rette sted for tilbedelsen, men det
betyder at en kan ikke gøre dette til et spørgsmål om bare
lokalisering, for dersom man gør det, så bliver det ingen
tilbedelse i Ånd og sandhed.
Det Jesus ville give samaritanerne,
var både frelsen og i sin tid Den Hellige Ånd: Joh.4,10..
”Det levende vand” er et billede
på den Hellige Ånd, som det nye frelsespant i Riget for Israel. De
troende i Samarie fik også både den hellige Ånd og Ånds-fylden i
forbindelse med evangelisten Filips besøg i Samaria: Ap. Gr. 8,5-17.
Der var mange af samaritanerne som
kom til tro på Jesus (v.41-42.) De blev dermed indlemmet i Riget for
Israel
Jesus blev værende hos
Samaritanerne i 2 dage. Disse to dage symboliserer de 2000 år som
Jesus vil være borte fra jøderne. Det er i dette tidsrum at den
kristne menighed bliver udtaget. ”Han (Gud) vil gøre os levende
EFTER 2 DAGE. På den TREDIE DAG vil han oprejse os, og vi skal leve
for hans åsyn.” Hoseas 6,2.
16.
På Jesu tid var agrene (markerne) i
Israel hvide indtil høsten: Joh. 4,35.
Dette betyder at den messianske høst
i Israel var fuldt færdig til at blive indhøstet. Det var Guds
ønske og plan at først skulle jøderne i Israel blive frelst.
Derefter skulle jøderne i diasporaen blive frelst. Derefter skulle
hedningerne slutte sig til jøderne som frelste mennesker.
Men således gik det ikke. Jøderne
forpurrede Guds planer ved at de ikke tog imod Jesus som deres
Messias, således at Guds planer med Israel og jøderne ikke lod sig
realisere på denne tid. Dette fik flg. konsekvenser:
- Endetiden blev udsat med ca. 2000 år.
- Jøderne blev dømt og sendt ud til alle folkeslag:: Luk. 21,24.
- Den kristne menighed kom ind som en parentes i Guds planer med Israel.. Den begyndte med Paulus`omvendelse i året 37. Fra dette år og frem til år 70 var det en AFVIKLINGSTID for den messianske jødedom.
Vi skal ikke her
komme ind på det eksakte tidspunkt for Israels forhærdelse, for da
er det bare Gud som ved det, men jeg vil sitere hvad P.G. Felter
siger om dette i sin bog: Guds frelsesplan i Bibelen,s.79: ”I
Mattæus 13 lukkedes døren for folket i landet. I Acta (Ap. Gr.) 28
lukkedes døren for jøderne i adspredelsen og dermed hele Israels
hus.” (Se min artikel: Den kristne menighed begyndte ikke ved
afslutningen af Apostlenes gerninger.) Vi må alligevel skille
mellem Israels forhærdelse og det forhold at de messianske
menigheder fortsatte at eksistere. Selv om Israel blev forkastet af
Gud på grund af deres afvisning af Jesus som Messias, alligevel
fortsatte de messianske menigheder at eksistere. De eksisterede også
efter Jerusalems ødelæggelse i år 70.
16.
Da Jesus kom tilbage til Galilæa,
efter at han havde været 2 dage hos samaritanerne, helbredte han
sønnen til en som var i tjeneste hos kongen. Denne mand kom til tro
på Jesus med HELE SIT HUS: Joh. 4,46-54. Dette var det andet tegn
som Jesus gjorde. Evangeliet efter Johannes er opbygget omkring 7
tegn. Disse tegn eller undere, som de andre evangelister kaldte dem,
er bare et LILLE UDDRAG af alle de tegn og undergerninger som Jesus
gjorde: Joh.20,31. I Rigets tid vil hele familier, hele stammer og
hele nationer blive frelst. Israel vil være den første nation som
bliver frelst: Rom. 11,26. I vor tid vil det være enkeltindivider
som bliver frelst og ikke hele nationer, stammer og familier.
17.
Ved Betesda-dammen lå en mand som
havde været syg i 38 år: Joh. 5,1-15. Dette var det tredie tegn
som Jesus gjorde. Denne mand er et billede på de 38 år som jøderne
var på vandring i ørkenen: Joh. 5,5.
”Betesda” betyder ”nådens
hus”. Denne mand er et billede på det jødiske folk. Mange af dem
søgte frelse ved en ydre opfyldelse af de bud og forskrifter som var
beskrevet i loven, men det var ikke nok til frelsen. Centrum i
frelsen har bestandig været TROEN, og den har bestandig været en
gave fra Gud. Det som ligger rundt troen vil variere fra den ene
tidsperiode til den anden.
Denne mand som søgte frelsen i
Betesda-dam, som er et billede på vanddåben, havde ingen, som kunne
kaste ham i vandet, når det blev oprørt, v.4.
Både vanddåben og det forhold at
denne mand måtte have hjælp til at blive kastet i vandet, er udtryk
for GERNINGER. Dette betyder at det ikke var gerningerne som frelste
de messianske jøder, men det var troen på Jesus. Det har hverken
været, og er heller ikke i dag vandet som frelser menneskerne, men
det er troen på Jesus. Frelsen er ikke knyttet til vandet, men
det er knyttet til Jesus.
Det forhold at Gud kanaliserede sin
frelse gennem vanddåben, er en helt anden sag. Frelsen blev også
kanaliseret gennem andre gerninger. Evangelisten Markus viser os
denne DOBBELTHED i den messianske jødedom – både tro og vanddåb
(gerninger). ”Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst, men
den som IKKE TROR, skal blive fordømt.” Markus. 15,16.
Det var ikke bare denne ene mand,
som lå ved Betesda-dammen. Der lå en mængde syge der, både
blinde, halte og visne, v.3.. Det var ikke bare denne mand som
behøvede Jesu frelse. Det gjaldt alle jøderne.
Når det gælder helbredelse i
Israel, så ved vi at de som holder loven, de var sikre på
helbredelsen, men frelsen og helbredelsen er ikke det samme. I
forhold til det jødiske folk så havde loven to sigtepunkter, og det
var:
- Der skulle være en pagt (kontrakt) mellem Gud og det jødiske folk. Alle som holdt loven og tilegnede sig lovens retfærdighed, skulle få et godt og langt liv. Dette gjaldt den almindelige jøde: 5.Mos. 28,1-14.
- De som var kommet til en levende tro på Jesus, måtte også forpligtige sig på at holde Mose lov eller Jesu uddybning af den. Dette gav dem både et godt og et langt liv, men det sikrede dem også del i frelsen.
18.
”Sandelig siger jeg jer: Den time
kommer, og er nu, da de døde (de legemlige døde) skal høre Guds
Søns røst, og de som hører, skal stå op.” Joh.5,25.
Under forudsætningen af at jøderne
tog imod Jesus som deres Messias, var den tid kommet at opstandelsen
af de retfærdige kunne ske. De som havde gjort gode gerninger,
skulle opstå i de retfærdiges opstandelse, og de som havde gjort
onde gerninger, skulle opstå i de uretfærdiges opstandelse, v.29.
Den første opstandelse vil ske før
oprettelsen af 1000 års-riget, medens den sidste opstandelse vil ske
efter 1000 års-riget er afsluttet: Joh.6,40. Se Daniel 12,1-3., og
Johs. Å. 20,4-6.
Den kristne menighed skal også få
del i en opstandelse. Der vil både være en opstandelse og en
bortrykkelse til himmelen. Den messianske forsamling vil ikke få del
i bortrykkelsen, for den skal regere sammen med Jesus på jorden,
medens vi skal regere sammen med Jesus fra himmelen i 1000 års-riget.
Vor frelse er heller ikke baseret på
gerninger, men udelukkende på TRO og NÅDE. Det var det Paulus` NYE
BUDSKAB gik ud på.
19.
Jøderne ransagede Skrifterne at de
skulle få tidsalderlig liv ved at gøre det, men de forstod
ikke at Skrifterne pegede på Jesus. Han kunne give dem et liv i
tidsalderen, dersom de havde kommet til tro på ham. Da dette ikke
skete – vil de komme til at tro Antikrist, når han kommer engang i
fremtiden: Joh. 5,39-43.
Det er bare troen på Jesus som kan
give frelsen. Dette gælder både for den messianske og den kristne
forsamling. Blandt jøderne var der forskellig syn på hvem Jesus
var. I den messianske forsamling så de på Jesus som Davids Søn og
konge. Det var først på et senere tidspunkt at de forstod at han
var verdens forsoner.
For den kristne menighed er Jesus
både frelseren og hoved for menigheden. Vi forholder os ikke til
Jesus som jødernes Messias og konge, men HOVEDET FOR MENIGHEDEN. Det
er UDELUKKENDE (hvad) Paulus skrev om den kristne menigheds forhold
til Jesus. Det er hans Skrifter som gælder for den kristne
menighed og ikke de jødiske Skrifter.
Dette betyder ikke at vi ikke kan
bruge visse dele i de jødiske Skrifter i vor undervisning, men det
betyder at vi på ingen måde kan bruge alt det som står der. Hele
Bibelen er nyttig for os til læredom, overbevisning, retledning og
optugtelse i retfærdighed: 2.Tim. 16.
Vi som tilhører den kristne
forsamling, har ingen problemer med at se at Jesus er den som Gud
sendte for at forsone verden med sig selv.
I endens tid vil mange jøder komme
til at tilbede Antikrist som deres Messias og frelser. De messianske
jøder vil modsætte sig dette, for de venter ikke på Antikrist, men
de venter på Kristus. Den kristne menighed behøver ikke at vente på
Antikrist, for vi skal bortrykkes før trængselstiden. Gud skal fri
os ud af den trængselstid som skal komme over hele verden: 1.Tess.
1,10.
20.
Det er ikke Jesus som skal anklage
jøderne på dommens dag, men det er Mose Skrifter, for de beskriver
Jesus som jødernes Messias og frelser: Joh. 5,45-47.
Dersom jøderne havde troet det som
stod i Mose Torah, så havde de forstået at Jesus var deres Messias,
for de talte (forud-profetisk) om ham.
Jøderne mente at Moses var den
største profet som de havde haft. Det var hans Skrifter som var de
vigtigste i Tanach. Hans Skrifter var vigtigere end f.eks.
profeternes Skrifter. Dette blev begrundet med to forhold:
- Det var på Sina at Gud havde indgået lov-pagten med jøderne.
- Gud havde talt ansigt til ansigt med Moses. Det havde han ikke gjort med de andre profeter. Han havde åbenbaret sig for dem i drømmer, syner og åbenbaringer: 4.Mos. 12,5-8.
Jesus ligestillede Mose lov med
profeterne. Begge var lige vigtige: Mat. 5,17.
Ved siden af at jøderne havde den
største respekt for Mose lov, så havde farisæerne og mange af de
skriftlærde opbygget deres eget lov-system rundt om Mose lov. De
kaldte det for de ”gamle vedtægter”. Disse var ikke bare
ligestillet med Mose lov, men de var OVERORDNET Moses undervisning.
De mente at Gud havde givet jøderne
to love på Sina. den ene var Mose lov, og den anden var den
mundtlige lov, som kom til udtryk ved farisæernes og de skriftlærdes
Bibelfortolkninger. Disse er nedfældet i Talmud. (Se min artikel:
Kundskab om jødedommen og bibelsk fortolkning, del 3.)
Den kristne menighed skal ikke
dømmes i forhold til Mose lov. Den som tror på Jesus i vor
tidsperiode, kommer ikke til dom, men er allerede indsat i himmelen
sammen med Jesus.
Foran Guds trone i himmelen, skal vi
få vores liv bedømt af Jesus. Her er ikke tale om frelse eller
fortabelse, men der er tale om tab eller godkendelse af nådeløn:
1.Kor. 3,8-15.
Medens den kristne menighed skal
dømmes i himmelen, skal jøderne og de andre folkeslag dømmes foran
Menneskesønnens trone i Jerusalem. De skal dømmes i forhold til
deres gerninger og i forhold til deres tro. De som ikke har gode og
rigtige gerninger, får ikke del i Guds rige, som er Riget for
Israel. Se Mat. 25.
21.
Det fjerde tegn som Jesus gjorde var
det såkaldte ”brødunder”: Joh. 6,5-15. Jesus forvandlede 5 brød
og 2 fisk til mad for 5000 mænd foruden kvinder og børn til mad.
Dette var en messiansk undergerning. At Messias skulle give jøderne
brød, når han kom, er omtalt mange steder i Tanach: 5.Mos. 28,1-14
og Salme 146,7.
Kong David havde aldrig set en
retfærdig forladt, eller hans afkom tigge sit brød: Salme 37,25
Gud skulle ikke bare give jøderne
brød i Riget for Israel. Han skulle også give dem overflod med
brød. Efter at disse mennesker havde spist, blev der 12 kurve
tilovers, v.13. 12 tallet er Israels specielle tal.
”Brødet” var også et billede
på ham selv. Når jøderne bad ”Fadervor” om at Gud måtte give
dem ”det daglige brød”, så var der en dobbelthed i dette
udsagn. De bad til Gud om at han måtte give dem både brød og
Jesus, for mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord som
udgår af Guds mund.
De fleste jøder så bare dette ene
brød, men det som brødet var et billede på – nemlig Jesus –
forstod de ikke. ”Jesus sagde til dem: Jeg er LIVETS BRØD. Den som
kommer til mig, skal ikke hungre, og den som tror på mig, skal
aldrig nogen sinde tørste.” Joh. 6,35.
I vor tidsperiode er der mange
retfærdige som mangler mad.
Efter at Jesus havde udført
brødunderet, ville jøderne gøre ham til konge med magt, v.15.
Det er rigtig at Jesus er jødernes
konge, men tidspunktet for magtovertagelsen passede ikke. Jesus måtte
først forsone al verdens synd, og sende Den Hellige Ånd til
jøderne. derefter kunne de gøre ham til konge: Ap. Gr. 3,19-21.
Jesus er ikke den kristne menigheds
konge. Han er hovedet for menigheden, som er hans legeme. I dette
legeme er jøderne og hedningerne ligestillet.
22.
Det femte tegn som Jesus gjorde, var
at han stillede stormen på Genesaret-søen: Joh. 6,16-21.
Dette er et billede på jødernes
trængsel i trængselstiden og jødernes modtagelse af Jesus som
konge i Riget for Israel. ”Søen”, v.18 er et billede på den
store trængsel, og ”Vinden”,v.18 er et billede på jødernes
mange problemer i denne tid, v.18
Da Jesus kom ”nær til båden”,
v.19, lagde bølgerne sig og vinde løjede af. Dette er et billede på
Jesus komme for jøderne.
Den kristne menighed skal ikke ind i
trængselstiden på 7 år. Vi skal blive sparet for den, for vi er
Jesu legeme og er allerede indsat i himmelen sammen med Jesus. Vi har
ingen ting at frygte.
23.
”Jesus sagde til de jødiske
ledere”: Har Moses ikke givet jer loven ? Og ingen af jer holder
loven. Hvorfor står i mig efter livet ?”, 7,19
Dette udsagn viser at Mose lov ikke
var ophævet for jøderne. Jesus var ikke kommet for at ophæve loven
og profeterne, men for at opfylde den (dem). Mat. 5,17-18.
Mose loven var heller ikke ophævet
for den messianske menighed og dens proselytter. De måtte bestræbe
sig på at holde Mose lov og Jesu fortolkning af den.
Når vi ser på missionsbefalingen i
Mat. 28,18-20, kommer det tydeligt frem at både jøder og hedninger
skal holde budene og forskrifterne i Jesu fortolkning af Mose Torah.
Denne undervisning angår 1000 års-riget.
Mose loven er ophævet for den
kristne menighed. Rent juridisk blev den ophævet af Jesus på
Golgata: Ef. 2,14 og Kol. 2,15., og rent formelt blev den sat til
side på apostel-mødet i Jerusalem i året 50. Det blev da bestemt
at hedningerne ikke behøvede at følge Mose lov. Ap. Gr. 15,28-29.
Det var Mose lov som en ENHED som
blev sat til side for hedningerne. Dette betyder ikke at vi (ikke)
har regler og bud i dag som vi skal følge. Vi skal følge de 400 bud
og forordninger som Paulus har sat op i sine breve.
24.
Kvinden som blev grebet i hor, er et
billede på Israel: Joh. 7,1-11.
I Bibelen bliver kvindebenævnelser
brugt om Israel. Således er benævnelsen ”skøge”, ”horkvinde”,
”søster”, ”veninde”, ”hustru” og ”brud”. En
undtagelse er ”den store skøge”, som er beskrevet i Johs.
Åbenbaring 7,1-11. Den store ”skøge” er en sammenslutning af de
hedenske religioner i verden. Sentrum i dette er
den romersk katolske kirke.
I Johs.
Åbenbaring bliver Israel også beskrevet som ”kvinden”,
Joh. Å. 12.
De skrift-lærete og farisæerne kom
til Jesus med denne kvinde som var grebet i hor. De ville konfrontere
ham med Mose-loven, for den bestemte at kvinden skulle stenes. Ud fra
Mose-loven var det ret og rigtig at denne kvinde måtte dø.
Jesus byggede bl.a. sin lære på
Mose-loven, men han førte godheden og kærligheden ind i det jødiske
retfærdighedsbegreb. Han så at kvinden angrede sin synd og var
bange for at dø, og derfor tilgav han hende hendes synd. Han slap
hende fri med den advarsel, at hun ikke skulle drive hor mere, v.11 .
(Se Thorleif Bomans bog: Jødernes Messias. Grækernes Kristus, s.
55-61.)
Jesu lære er ikke helt ens med
Mose-loven, for hans lære angik en ny tid – nemlig Riget for
Israel. Således som Jesus lærte, således vil det også blive i
1000 års-riget.
Vi kan heller ikke bruge store ting
af Jesu lære for indeværende tidsperiode, som er den frie nådens
tid. Det er Paulus hans Skrifter at vi finder det åndelige fundament
for den kristne menighed. Vi må TILBAGE TIL PAULUS i vor
undervisning.
Det forhold at Jesus tilgav denne
kvinde og gav hende en ny mulighed, peger fremover mod jødendes
frelse i endens tid. Jøderne vil som folk og levning få en ny
chance til at blive frelst, og denne gang vil de anerkende Jesus som
deres Messias og frelser.
25.
Jesus sagde: ”... hver den som gør
synd, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset (i Israel) i
tidsalderen. Sønnen bliver der i tidsalderen. Får Sønnen da
frigjort jer, da bliver i virkelig frie.” Joh. 8,34-36.
”Trællen” er et billede på de
af jøderne som ikke ville tro på Jesus. De skulle ikke indgå i
tidsalderen, som er et udtryk for Riget for Israel. Det var ikke bare
”nært”, men det ”var kommet” til Israel. Det begyndte med
døberen Johannes og varede til det tidspunkt da Gud forkastede sit
folk. Der er ingen som eksakt ved tidspunktet for dette. Efter min
vurdering ligger det omkring år 50. (Se min artikel: den kristne
menighed begyndte ikke ved afslutningen af Apostlenes Gerninger.)
”Sønnen”, som er et billede på
Jesus, skulle derimod blive i tidsalderen. Han skulle være konge i
dette Rige: 1.Kor. 15,25.
Det jødiske folk kendte også til
at Jesus skulle være konge i tidsalderen, men store dele af folket
kendte desværre forsoningssiden ved Messias. ”Folket svarede ham:
Vi har hørt af Loven at Messias forbliver i tidsalderen, hvorledes
kan du (Jesus) da sige at Menneskesønnen skal ophøjes ? Hvem er
denne Menneskesøn ?” Joh. 12,34.
Det som kendetegner denne tidsalder,
er frihed, fred og retfærdighed. Satan og de onde ånder vil være
fængslet i denne tid.
Den kristne menighed har en ENDDA
STØRRE FRIHED end det som den messianske menighed havde. Det er Guds
nåde som frelser os og bevarer os kristne gennem et helt liv: Titus
2,11-12.
Dette betyder at det ikke er loven,
som skal bringe menneskerne til Jesus, men det er nåden.
Dette betyder også at det ikke er
loven som skal helliggøre os, men det er nåden.
Dette betyder videre at det som den
lutherske kirke kalder for ”lovens første” og ”anden brug”,
er forkert brug af Guds ord i vor tidsperiode. Vor kirke hævder at
det er ”loven” som både skal bringe menneskerne til frelsen, og
at det er ”loven” som skal helliggøre de troende. Dette er
ikke rigtig, for lovens tid er forbi for den kristne menighed. Den
blev afskaffet på Golgata: Ef. 2,14 og Kol. 2,14.
Vi skal ikke forkynde loven, men
nåden. De gode gerninger som vi gør, har ingen ting med frelsen at
gøre. De er en naturlig konsekvens af at vi er født på ny og er
blevet troende mennesker.
26.
Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig
siger jeg jer: Om nogen holder mit ord (mine bud), skal han aldrig se
døden i tidsalderen.” Joh. 8,51.
Frelsen i den messianske jødedom
var betinget af to forhold, og det var tro og efterfølgelse af Jesu
bud. Den messianske jødedom regnede derfor med to typer
retfærdighed, og det var:
- Guds retfærdighed og
- Mennesket egen retfærdighed.
Den første type retfærdighed var
den frelsende retfærdighed.
Den anden type var etisk
retfærdighed. Den kunne give sig udslag i forkant af frelsen og i
vandringen som troende.
Vi må huske på at frelsen ikke
bare betyder genfødselen, men den betyder også vandringen som
troende.
Den kristne menighed har bare en
type retfærdighed, og det er Guds retfærdighed. Det er den som både
frelser og bevarer den troende. De gode gerninger skal følge som en
naturlig konsekvens af at vi er genfødte troende.
Medens jøderne søgte den PERFEKTE
GERNING. Jakob 1,4..
Søger vi den PERFEKTE NÅDE.
27.
Det sjette tegn som Jesus gjorde,
var at han helbredte den mand, som var født blind: Johs. 9.
Denne mand er også et billede på
Israel. Israel var født blind fordi det gennem lang tid havde
underlagt sig farisæernes og de skriftlærdes lære og tolkninger af
Guds ord.
Jesus gjorde manden frisk ved at
spytte på jorden og dannede en dej, som han smurte på den blindes
øjne, v.6.
Efter at Jesus havde gjort dette,
fik manden besked om at gå og vaske sig i Siloa-dammen, og da kunne
han se. Dette er udtryk for en gerning. Her ser vi kombinationen
mellem tro og gerninger, som er typisk for den messianske jødedom.
”Siloa” betyder ”udsendt”.
Både Jesus og Den Hellige Ånd var udsendt fra Gud. ”Vandet” i
denne dam pegede dermed på Jesus som Guds Søn og jødernes Messias
og på den Hellige Ånd som Guds kraft.
Denne hændelse var en STOR
UDFORDRING for farisæerne og deres lære, for ifølge. den var det
ikke lovligt hverken at danne dej eller smøre noget udover på en
sabbat. Når denne mand fik sit syn igen, så havde han dermed bevist
at farisæernes vurderinger og lære ikke var korrekte. Dette betyder
videre at Jesus var jødernes Messias.
Denne undergerning var også et
specielt MESSIAS-TEGN. Rabbinerne lærte at den som helbredte et
menneske som var født blind, han var Messias.
I tillæg til dette tegn var der tre
andre store tegn, og de var:
- Helbredelsen af en spedalsk.
- Uddrivelse af onde ånder i situationer hvor personen ikke kunne tale.
- Opvækning af døde, hvor personen havde været død i mere end 4 dage.
(Se min bog: Jesu
Genkomst, bind 4, kap.:De messianske undergerninger.)
Denne mand kendte også til dette
specielle Messias-tegn, for han sagde: ”Så længe verden har stået
(fra tidsalderen af), er det uhørt at nogen har åbnet øjnene på
en blindfødt.”,v.32. Han udfordrede dermed farisæerne på deres
egne vurderinger angående Messias, men farisæerne udskældte ham og
kastede ham ud af synagogen, v.34.
Den blinde mand kendte til den
messianske lære, for han sagde: ”Vi ved at Gud hører ikke
syndere, men den som er GUDFRYGTIG og GØR HANS VILJE (holder
loven), ham hører han.”, v.31.
Dette var akkurat det samme budskab
som Peter forkyndte i Kornelius` hans hus. ”men blandt ethvert
folkeslag tager han imod dem som frygter ham og gør retfærdighed.”
Ap. Gr. 10,35.
I den kristne menigheds tidsperiode
er det nok at tro på Jesus, for at få del i Guds rige.
Helbredelsen af denne mand er også
et billede på jødernes omvendelse i slutningen af den store
trængsel. De vil blive omvendt som rest og som levning. Israel er
den første nation som bliver frelst. Derefter bliver hedningerne
frelst som folk og nationer. Det er dette missionsbefalingen i
Mattæus 28,19 sigter til, da Jesus sagde flg.: ”gå derfor ud og
gør ALLE FOLKESLAG til disciple..”
Det er ikke den kristne menigheds
opgave at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Vi skal være med
til at udtage medlemmer til den kristne menighed og bevare dem for
himmelen. Når det kristne legeme er fyldt, kommer Jesus ned i
lufthimmelen og henter sit legeme, og da skal vi altid være sammen
med Herren. Vi skal trøste hverandre med ”disse ord”.: 1.Tess.
4,14-18.
28.
”Sandelig, sandelig siger jeg
jer”: Den som ikke går ind i fårestien gennem døren, men stiger
over andetsteds, han er en tyv og en røver, men den som går ind
gennem døren, han er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op,
og fårene hører hans røst, og han kalder sine får ved navn og
fører dem ud (til Golgata), og fårene følger ham, fordi de kender
hans røst: Joh. 10,1-4.
Denne lignelse giver udtryk for Jesu
kærlighed til den messianske forsamling i Israel.
”Fårestien” er et billede på
den messianske forsamling som var baseret på både Abraham, David,
Mose pagten og den nye pagt i Jesu blod. ”Døren” ind til fårene
er Jesus selv. Jesus førte den jødiske menighed ud af den jødiske
indhegning, hvor de var indestængt på grund af Mose lov, som
krævede perfekte gerninger for at blive frelst. Han førte dem ud
til Golgata, hvor han sonede deres synd, og satte dem fri fra lovens
krav om fuldkommenhed.
”Jeg er døren. Den som går ind
gennem mig, han bliver frelst, og han skal gå IND og UD og finde
føde.”,v.9.
De af jøderne som kom til tro på
Jesus, blev frelst. De kunne nu gå ind og ud af den jødiske
indhegning som FRIE MENNESKER. Før Jesus kom var de indestænget.
Til trods for at de messianske jøder
var forpligtiget på Mose lov og Jesu fortolkning af den i vandringen
som troende, så kaldte Jakob Jesu lov for ”FRIHEDENS LOV”. ”Tal
således og GØR SÅLEDES som de som skal dømmes efter frihedens
lov.” Jakob 2,12.
Videre sagde Jesus: ”Tyven kommer
bare for at stjæle, myrde og ødelægge. Jeg er kommet for at i skal
have LIV og have OVERFLOD. Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde
sætter sit liv til for fårene, v.10-11.
”TYVEN” er et billede på
Antikrist, som vil optræde i endens tid. De messianske jøder vil
ikke følge ham, men de jødiske ledere vil indgå en pagt med ham i
endens tid. Denne pagt vil vare i 3½ år. Efter den tid gør jøderne
oprør mod Antikrist og han og hans hære forsøger at ødelægge
Israel, jøderne og Jerusalem. Daniel 9,27.
Antikrist vil føre jøderne ud i
den største elendighed som nogen sinde har eksisteret på denne
jord. Der skal blive en trængselstid, som bare få mennesker skal
overleve.
Jesus derimod ønskede at give
jøderne liv og overflod af alle ting. Det vil han også gøre i
1000års-riget.
Jesus sagde videre: ”Jeg har også
andre får ,gr.allos, som betyder ”andre at samme slags”, som
ikke hører med til denne sti (den jødiske indhegning i Israel),
også dem skal jeg føre frem, og de skal høre min røst, og der
skal blive EN HJORD og EN HYRDE.”,v.16.
Jesus talte her om de messianske
jøder som boede i diasporaen. Disse hørte også med til den
messianske menighed.
Det græske ord som her er brugt for
”andre” er ”allos”. Det betyder ”andre af samme slags”.
Det er ikke den kristne forsamling
som udgør disse ”andre får”, for den var ikke gjort kendt på
det tidspunkt, da dette blev sagt. Desuden hører den ikke med til
Israel. Den høre med til DEN STORE HEMMELIGHED, som Paulus
fik åbenbaret.
Ordene ”sti”, ”indhegning”,
og ”får” er brugt udelukkende om Israel og den messianske
forsamling.
”Frygt ikke, du lille hjord ! For
det har behaget jeres Far at give jer Riget.” Luk. 12,32.
Jesus udtalte sig ikke om den
kristne menighed. Det var ikke hans opgave, det overlod han til
Paulus.
Den kristne menighed hører ikke
med til Israel. Den er ikke baseret på løfter og pagter. Den
har ikke pagter, men løfter og hemmeligheder.
Den messianske menighed er bygget op
på profeternes Skrifter i Tanach, og de forskellige pagter Gud
indgik med jøderne. ”I er børn af PROFETERNE og af DEN PAGT som
Gud gjorde med vore fædre, da han sagde til Abraham: og i din sæd
skal alle jordens slægter velsignes. I var de første som Gud sendte
sin tjener til, da han lod ham fremstå, for at han skulle velsigne
jer, idet enhver af jer vender sig bort fra sin ondskab.” Ap. Gr.
3,25-26.
Den kristne menigheds mange
hemmeligheder kommer frem i de paulinske Skrifter. ”I som er bygget
op på apostlenes og profeternes grundvold, medens hjørnestenen er
Jesus Kristus selv.” Ef. 2,20.
”Men han som er mægtig til at
styrke jer efter mit evangelium og Jesu Kristi forkyndelse
(Jesu forkyndelse som hovedet for menigheden), efter åbenbaringen af
den HEMMELIGHED som har været fortiet i tidsalderlige tider, men NU
er kommet for lyset ved profetiske Skrifter efter den tidsalderlige
Guds befaling, kundgjort for alle folk, for at virke troens
lydighed." Rom.16,25-26.
Det er gennem Jesus som hoved for
menigheden at vi er kommet ind i det løfte som Gud gav Abraham, om
at jøderne skulle få Den Hellige Ånd.”for at Abrahams
velsignelse kunne komme over hedningerne i Kristus Jesus, så vi
(jøderne) kunne få Ånden, som var os (jøderne) lovet.”
Gal.3,14.
”men hører i Kristus til, da er i
jo Abrahams æt, arviger efter løftet.” Gal. 3,29
”for ved ham har vi begge (både
jøder og hedninger) adgang til Faderen i en Ånd.” Gal. 2,18.
Dette betyder at vi er koblet ind i
Den nye pagt i Jesu blod.
Vi hører ikke med til Abrahams
etniske æt, men Abrahams åndelige æt. ”derfor skal i vide at de
som har tro, de er Abrahams børn." Gal. 3,7.
Da jøderne ikke ville tage imod
Jesu tilbud til dem om Den nye pagt i Jesu blod og oprettelsen af
Riget, så satte Gud i væk PLAN B for verden. Han forenede jøder og
hedninger i eet legeme. Denne beslutning var taget fra før
tidsalderen var kommet i stand. Det var Paulus som fik åbenbaringen
om denne hemmelighed. ”Mig, den ringgeste af de hellige, blev den
nåde givet at forkynde hedningerne evangeliet om Kristi uransagelige
(usporlige) rigdom, og at oplyse alle (både jøder og hedninger) om
hvorledes husholdningen er med den hemmelighed som har været skjult
fra tidsalderlige tider i Gud, som har skabt alt, for at Guds
mangfoldige visdom nu ved menigheden skulle blive kundgjort
for-magterne og myndighederne, efter det fortsæt (plan) fra
tidsalderlige tider som han fuldførte i Kristus Jesus, vor
Herre."Ef. 3,8-11
29.
Jesu opvækning af Lasarus var det
syvende tegn som Jesus gjorde: Joh. 11,1-46.
Denne hændelse er også et billede
på jødernes opstandelse på den sidste dag. Jesus var i Perea på
den anden side af Jordan da dette hændte. Han ventede to dage før
han begyndte at gå til Jerusalem, v.6. Disse 2 dage symboliserer de
2000 år da jøderne har været sat til side på grund af deres
ulydighed mod evangeliet om Guds rige og mod Jesus.
Til trods for at Lasarus havde
ligget 4 dage i graven, og til trods for at det allerede stinkende
fra ham, v.17 og 23, så opvakte Jesus ham fra døden. Denne tid
symboliserer de 4000 år fra Abraham og til Jesu genkomst for
jøderne. I hele den tid har jøderne ventet på opstandelsen på den
sidste dag og oprettelsen af Riget for Israel, v.24.
Den kristne menighed venter ikke
på opstandelsen på den sidste dag, men den venter på
bortrykkelsen, som er menighedens håb. Den skal ske før selve
trængselstiden på 7 år.
30.
Efter at Jesus havde udført det
syvende tegn, kaldte ypperstepræsterne og farisæerne sammen hele
Rådet, for at drøfte hvad de skulle gøre med Jesus.
Problemstillingen var flg.: ”Hvad skal vi gøre ? For dette
menneske gør MANGE TEGN. Lader vi ham fortsætte således, da vil
alle TRO PÅ HAM, og romerne kunne komme og tage vort sted og folk:
Joh. 11,47-48.
Kaifas, som var ypperstepræst i
dette år, sagde: ”I forstår ingen ting. Heller ikke tænker i på
at det er til gavn for jer at EET MENNESKE DØR FOR FOLKET, og ikke
hele folket GÅR TIL GRUNDE.”v.49-50.
Dette udsagn har en dobbelt betydning:
- Det angik forholdet mellem det jødiske folk og romerne.
- Det angik forholdet mellem det jødiske folk og Gud.
Kaifas havde ikke det sidste i
tankerne, når han udtalte dette, men Gud brugte ham således at han
kunne profetere om FORSONINGEN. Gud kan bruge hvem han vil til at
profetere og til at fremme sine planer.
Som et resultat af forsoningen da
vil Jesus på (lang) sigt samle både de jøder som bor i landet, og
de jøder som bor i (adspredelsen) diasporaen til eet: v,51-52.
Det er ret at Jesus død var en
forsoning for jøderne. Es.53. Dette gjaldt både de jøder som boede
i Israel, og de som boede i diasporaen. Det er blevet anslået at der
boede 1 million jøder i landet Israel, samtidig med at der boede 2
millioner jøder i adspredelsen på denne tid.
Frelsen gjaldt alle disse plus de
hedninger som sluttede sig til den messianske jødedom.
Videre gjaldt Jesu forsoning alle de
som kom til tro på Jesus gennem den kristne forsamling. ”og han er
en soning for VORE SYNDER, dog ikke bare for vore, men for HELE
VERDENS,” 1,Joh. 2,2.
Forsoningen gælder alle mennesker
som på en eller anden måde har kommet til tro på Gud som skaberen
eller på Jesus som frelseren. Troens karakter kan være forskellig
for de forskellige mennesker. Den er baseret på tidsperiodernes
karakter og egenart.
31.
På palmesøndagen (den 10. Nisan) i
året 32 ville store dele af folket gøre Jesus til konge.
”På den flg. dag, da mange af
folket, som var kommet til højtiden, fik høre at Jesus kom til
Jerusalem, tog de palmegrene og gik ud for at møde ham, og råbte:
Hosianna ! Velsignet være han som kommer i Herrens navn, ISRAELS
KONGE.” Joh. 12,12-13.
Jesus bekræfter at han var Israels
konge ved at sætte sig på en ung æselføl og red ind i Jerusalem
på den, v.14-15. Dette var et KLART SIGNAL på at han var Messias,
for profeten Sakarias havde skrevet: ”Fryd dig storlig, Sions
datter ! Råb højt, Jerusalems datter ! Se, din konge kommer til
dig, retfærdig er han og fuld af frelse, fattig og ridende på et
asen, på assenindens unge fole.” Sak. 9,9.
Jesus kunne ikke blive konge på
palmesøndagen, for først måtte han, lide døden og sone synden.
Derefter skulle han sende Den Hellige Ånd til jøderne. Da først
var tiden kommet til at han kunne komme tilbage fra himmelen og blive
jødernes konge : Se Apostlenes Gerninger 3, 19-21.
Mange jøder kendte Jesus som
Messias, men de kendte ham ikke som ”det Guds lam som tog bort
verdens synd.” Joh.1,29. Før Jesus kunne blive konge, måtte han
gå i døden for alle mennesker.
Jesus er jødernes konge, men han er
ikke konge for den kristne menighed. Han er hovedet for menigheden.
Det er af den STØRSTE BETYDNING at vi skiller mellem disse to sider
ved Jesus. Dersom vi magter det, så vil et af hovedproblemerne i
tolkningen af N.T. være løst.
32.
Under påskemåltidet vaskede Jesus
disciplenes fødder: Joh. 13,2-17. Dette viser at Jesus holdt fast på
de jødiske ritualer for renselse af den ydre synd eller
tilsmudsning. Peter ønskede at Jesus også skulle vaske hænderne og
hans fødder, men Jesus sagde til ham: ”Den som er badet (genfødt)
trænger ikke til andet end at vaske fødderne, men er ren over det
hele,.., v.10.
Dette er skikke som den kristne
menighed ikke har. Vi er frelst af nåde alene, og opretholdes som
kristne af Guds nåde alene.
Når mange medlemmer af den kristne
menighed ikke ville give slip på de jødiske seermonir som f.eks.
vanddåb, håndspålæggelse, brug af olie ved helbredelser og
forskellige renselsesskikke, så er dette et udtryk for at mange
bliver tiltrukket af disse seermonir. Det er ikke det nye menneske
som bliver tiltrukket af dette, for det har mere end nok med Guds
nåde,men det er kødet som bor i os.
Dette er en af grundene til at den
katolske kirke har meget stærkere tag på de fleste folk end det som
den protestantiske kirke har. Den protestantiske kirke har skåret
drastisk ned på termonierne og ritualerne, men endnu er der mange
ting som burde have være taget bort. Det u- i genfødte og det
religiøse menneske elsker traditioner. Det genfødte menneske
elsker Guds Ord og Guds ordninger.
Det som skulle have været i centrum
for den kristne menigheds Guds-tjeneste, er tilbedelsen af Gud og
glæden over at vi både er frelst og opretholdes af Guds nåde
alene.
33.
”Jeres hjerter forhærdes ikke.
Tro på Gud og tro på mig. I min FADERS HUS (templet i Jerusalem) er
der mange rum. Var det ikke således så havde jeg sagt jer (de 12
disciple) det, for jeg går bort for at berede jer sted, og når jeg
er gået bort og har beredt jer sted, da KOMMER JEG IGEN, og vil tage
jer til mig, for at i også skal være der (i Jerusalem og i Israel)
jer er.” Joh. 14,1-3.
Denne tekst angår ikke den
kristne menigheds bortrykkelse, men den angår Jesu genkomst til
de 12 apostle. De skulle sidde i Jerusalem og dømme Israels 12
stammer: Mat. 19,28. (Se min bog : Jesu Genkomst, bind 4: kap.: En
beskrivelse af Johannes 14, 1-6.
Vi har flere lignende fortællinger
i evangelierne, som viser at dette er rigtig forståelse af dette:
Mark. 13,34-37 siger omtrent det samme som Joh. 14,1-2. ”Ligesom
en mand (Jesus) som drog udenlands (til himmelen) og forlod SIT HUS
(den messianske menighed) og overgav sine tjenere (apostlene) styret,
enhver sin gerning, og bød dørvogteren (Mose lov og Jesu
fortolkning af den) at han SKULLE VÅGE, således skal I VÅGE –
fordi i ved ikke hvornår HUSETS HERRE KOMMER, enten det bliver om
aftenen eller ved midnat eller ve hanegal eller om morgenen, for at
han ikke skal finde jer sovende, når han kommer uforvarende
(pludselig). Men det jeg siger til jer, det siger jeg til alle: VÅG.”
Mark. 13,34-37.
Det var to som skulle våge, og det
var dørvogteren og den messianske menighed. Det ”at våge” giver
udtryk for det ”at være vågen”. Det er det samme som ”art
passe på”, således at man ikke skal gå glip at Jesu genkomst,
for det er bare dem som ”holdt ud indtil enden som skulle blive
frelst.” Mark. 13,13.
Loven krævede at jøderne skulle
passe på at de holdt Jesu bud i vandringen som troende. ”Dersom i
elsker mig, da hold minde bud.” Joh. 15.
”Den som har mine bud og holder
dem, han er den som elsker mig, men den som elsker mig, skal elskes
af min Fader, og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” Joh.
14,21.
”dersom (betingelse) i holder mine
bud, da bliv i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud
og bliver i hans kærlighed.” Joh. 15,10. (Se også Jakobs brev.)
Den kristne menighed skal ikke
våge angående Jesu komme for menigheden, for vi ved ikke
hvornår Jesus kommer for at hente sin menighed. Dersom vi lever i
Guds nåde, så kommer vi med når Jesus kommer. Den kristne menighed
har ingen specielle tegn som kan pege på Jesu komme. De tegn som er
gengivet i de jødiske Skrifter, gælder jøderne og verden.
I den kristne menighed, da handler
Gud med os i forhold til sin store nåde. ”Nåde” og ”fred”
er de nøgleord som er givet den kristne forsamling. ”Nåden være
med jer og fred fra Gud Fader og vor Herre Jesu Kristus.” Gal. 1,3.
34.
”og jeg vil bede Faderen, og han
skal give jer en anden (gr.allos, som betyder ”en anden af den
samme kvalitet”, for at han kan være hos jer i tidsalderen.
Sandhedens Ånd, som verden ikke kan få, for den ser ham ikke og
kender ham ikke. I kender Ham, for han bliver hos jer og skal være
i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse. Jeg (Den hellige
Ånd) kommer til jer.” Joh. 14,16-18.
Jesus sagde at Faderen ville sende
”en anden af den samme kvalitet”. Dette betyder at Jesus og Den
Hellige Ånd er af samme kvalitet. De danner en enhed og er begge
udgået fra Faderen.
Løftet om Den Hellige Ånde er
givet til jøderne. Hans komme skulle ske som et resultat af Jesu
forsoning. Den Hellige Ånd er knyttet til den nye pagt i Jesu blod.
Den skulle føre til at jøderne skulle få en ny Ånd i deres
hjerter, som skulle bevirke at de magtede at holde Jesu bud. Jerm.
31,31-34.
Den kristne menighed har også fået
Den Hellige Ånd i sit hjerte som pant og indsegl på frelser har
gennem Jesus Kristus som hoved for menigheden , blevet gjort
delagtige i Den Hellige Ånd. Vi er koblet ind i den nye pagt i Jesu
blod.
Der har været en del diskussion om
den kristne menighed skal tage nadveren eller ikke. Den peger på
Jesu død og samfundet med Jesus. ”brødet” var et billede på
Jesu legeme og ”vinen” var et billede på ”den nye pagt i Jesu
blod”. Det var Jesus som indstiftede nadveren. Den blev en del af
påskemåltidet. Mat. 26,26-28.
Nadveren er også for os, for Paulus
modtag det af den opstandne Jesus at vi skulle modtage nadveren, som
et minde om Jesu død og som en forventning på hans komme for
menigheden: 1.Kor. 11,23-26.
Nadveren er et bindeled mellem den
messianske jødedom og den paulinske kristendom.
35.
”jeg er det sande vintræ, og min
Fader er vingårdmanden. Hver gren på mig som ikke bærer frugt, den
tager han bort, og hver den som bærer frugt, den renser han, for at
den kan bære mere frugt. I er rene på grund af det ord jeg har talt
til jer.” Joh. 15,1-3.
Vintræet er et billede på Jesus.
Gud er vingårdsmanden. De troende i Israel er grenene. De var blevet
bevaret af to grunde:
- De var koblet ind i vintræet, som er et billede på Jesus.
- De var rene på grund af at de efterfulgte Jesu undervisning. Det betyder at de holdt Jesu bud. I vor tid er det nok at være koblet til Jesus, for at blive bevaret som troende. Det er det den frie nåde går ud på. Gerninger har ingen ting med frelsen at gøre i vor tidsperiode. De vil følge efter som en naturlig del af at det nye liv er kommet i stand. De grene som ikke bar frugt (lovens helliggørelse), ville Gud rense (Guds helliggørelse), således at de kunne bære mere frugt., v.2.
I dette
vers er der tale om to typer helliggørelse, og det er:
- Lovens helliggørelse. Det er den helliggørelse som mennesket magter at producere. Den er ikke nok til frelse, men den angår selve vandringen som troende.
- Guds helliggørelse. Det er kun den som kan helliggøre et menneske, for den er forankret i Jesu forsoning
I vor tidsperiode regner vi bare med
en type helliggørelse i forhold til selve frelsen, og det er Guds
helliggørelse. ”Men af ham, er i i Kristus Jesus, som er blevet os
visdom fra Gud og retfærdighed og HELLIGGØRELSE og forløsning.”
1.Kor. 1,30. Der bliver i dag ikke stillet noget krav til etisk eller
lovens helliggørelse, for at blive bevaret som troende.
I den kristne menigheds tid bliver
der ikke stillet krav om at en skal bære frugt for Guds rige, for at
blive frelst eller for at blive bevaret som troende. Den kristne
menighed skal frem for Jesu domstol, for at få det igen som er sket
ved legemet – enten det som er godt eller det om er ondt. Det som
er dårlig, skal brænde op, men det som er godt skal belønnes. Om
ALT BRÆNDER OP (hele frugten), så skal en alligevel blive frelst.
.1.Kor. 3,11-15.
”Om noget ikke bliver i mig,
kastes han ud som en gren og visner, og de sankes sammen og kastes på
ilden og de brænder. Dersom i bliver i mig og mine ord bliver i jer,
da bed om hvad som i vil, og i skal få det.”v. 6-7.
Den som forblev i Jesus og holdt
Jesu ord (Jesu bud), den kunne bede om hvad som helst (også
helbredelser) og få det. I den messianske jødedom var helbredelser
afhængig af at jøderne holdt Jesu bud. Således er det ikke i
dag. I dag bliver vi helbredet på grund af Guds nåde. Der er
ikke stillet nogen betingelser til helbredelsen.
Jeg ved at denne lignelse:
Joh. 15,1-10, bliver brugt på den kristne menigheds forhold til
Jesus. Dette er galt, for den angår den jødiske menighed. En del af
det som står her, er fælles for de to menighedstyper, men når vi
gransker dette nærmere, så ser vi også at der er forskelle. Jeg
skal tage for mig en del forskelle på den messianske og den kristne
menighed:
- I forholdet til den kristne menighed er Jesus ikke vintræet, men han er hovedet for legemet. Den kristne menighed udgør en HØJERE enhed med Jesus end det som jøderne repræsenterer. Vi er udkaldt til at være en himmelsk forsamling, medens jøderne er en jordisk forsamling. Vort hjem er himmelen, medens jødernes hjem er Jerusalem og Israel.
- De messianske jøder skal blive LIG Jesus, men vi skal blive ”LIGEDANNET MED HANS SØNS BILLEDE.” Rom. 8,29.
Om de messianske jøder står der:
”I elskede. Nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret
hvad vi skal blive. Vi ved at når han åbenbares, da skal vi blive
ham LIGE, for vi skal se ham som han er.” 1.Joh. 3,2.
Når vi undersøger denne
sammenhæng, som dette vers står i, så viser det sig at ordet ”lig”
går på det ”ikke at synde mere”.
Den kristne menighed derimod skal
blive ligedannet med det billede som Jesus gav af sig selv som hoved
for menigheden. Dette betyder ikke at vi indehaver den samme position
som Jesus har, for den vil bestandig være højt hævet over det som
den kristne menighed kan opnå, vi skal være i en åndelig enhed med
Jesus, og vi skal repræsentere de samme værdier og ideer som han
har.
”Et billede” gr.eikon er ikke
det samme som genstanden selv, men det skal fortælle os noget om
hvad selve genstanden står for, eller hvad den repræsenterer.
Således er det også med vort forhold til Jesus.
- De troende jøder skal opstå på den sidste dag og få deres liv bedømt foran Jesus (ved) herlighedens trone i Jerusalem: Mat. 25,1-30 og Luk. 19,25-26, medens den kristne menighed skal stilles frem for Guds trone i himmelen.
- Jøderne skal styre over byer i Rigets tid, medens vi skal have overordnede opgaver i Rigets tid. Der står ikke så meget i N.T. om den kristne menigheds opgaver i Rigets tid. Det er endnu hemmeligheder som ikke er åbenbaret.
Vi skal have følgende positioner og opgaver:
- Vi skal blive ligedannet med Jesu billede: Rom. 8,29.
- Vi skal bestandig være sammen med Jesus: 1.Tess. 4,18.
- Han skal vise sin herlighed på os: ”For at han i de kommende tider (i Riget for Israel) kunne vise sin nådes overmættende rigdom i godhed mod os i Kristus Jesus.” Ef. 2,7.
- Alle ting er underlagt Jesus og menigheden. Ef. 1,21-23.
- Vi skal styre over hele kosmos – Det er alt som er skabt. ”Eller ved i ikke at de hellige skal styre over verden, gr. kosmos og dersom verden bliver dømt (styret) ved jer, er i da uværdige til at dømme i de ringgeste sager ?” 1.Kor. 6,2.
- Vi skal styre over engle. ”Ved i ikke at vi skal styre over engle, hvor meget mere da i timelige ting.” 1.Kor. 6,3.
Apostlene
vidste at der var forskel på deres lære og Paulus` hans lære. Det
var ikke deres opgave at forkynde den paulinske lære. På
apostel-mødet i Jerusalem i år 50, blev de enige om tre ting:
- Paulus skulle gå til hedningerne med u-omskærelsens evangelium. Apostlene skulle gå til jøderne med omskærelsens evangelium. Gal. 2,7.
- Loven blev ophævet for hedningerne med undtagelse af hor, det som er kvalt, blod og offerkød. Ap. Gr. 15,20. Loven var ikke ophævet for den messianske forsamling, for den levede endnu i Rigets forkyndelse.
- Paulus skulle indsamle penge til de fattige i Israel.
For den kristne menighed er loven
OPFYLDT og OPHÆVET. Vi har fået NÅDEN i stedet. ”Men nu er Guds
retfærdighed, som loven og profeterne vidner om, åbenbaret UDEN
LOV.” Rom. 3.21.
For Kristus er Lovens ENDE (HENSIGT)
til retfærdighed for hver den som tror.” Rom. 10,4.
”Så er da loven blevet vor
tugtemester (vejviser, opdrager) indtil (ikke til) Kristus, for at vi
skulle blive retfærdiggjort ved tro.” Gal. 3,24.
For de messianske jøder var loven
ikke ophævet. Jesus udvidede kravene i den til også at gælde både
motiver og tanker. ”I må ikke tro at jeg er kommet for at ophæve
loven og profeterne. Jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at
opfylde.” Mat. 5,17.
Medens den kristne menighed søgte
den frie nåde uden gerninger, så søgte den messianske forsamling
de perfekte gerninger ved Den Hellige Ånds hjælp.
Paulus så på loven på flg. måde:
- Loven er ophævet for hedningerne.
- De enkelte bud i loven er opsummeret i det dobbelte kærlighedsbud: Rom. 13.8. Vi skal ikke lægge hovedvægten på opfyldelsen af hvert enkelt bud, men på det at elske hverandre. Den som har elsket den anden, har opfyldt loven.” Rom. 13,8.
- I forholdet til næsten og samfundet er budene ikke ophævet. Dette har ikke noget med frelsen at gøre. ”Det kommer ikke an på omskærelse, og det kommer ikke an på forhud, men på at holde Guds bud. Disse finder vi i Paulus` hans undervisning.” 1.Kor. 7,19.
- Loven er ikke for de troende men for de ugudelige og synderne. De skal blive dømt på grundlag af loven. Vi skal dømmes på grundlag af nåden: 1.Tim. 1,8-10.
I den messianske jødedom var loven
ikke ophævet i forholdet til Gud. Gud krævede både en større
retfærdighed og en større hellighed af jøderne. Han krævede både
tro og gerninger: ”den som har mine bud og HOLDER DEM, han er den
som elsker mig, men den som elsker mig, skal elskes af min Fader, og
jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” Joh. 14,21. ”dersom
i holder MINE BUD (betingelse), da bliver i i min kærlighed, ligesom
jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.” Joh.
15,10.
”Mine børn. Lad ikke nogen
forføre jer. Den som GØR RETFÆRDIGHED (lovens retfærdighed), er
retfærdig, ligesom han (Jesus) er retfærdig.” 1.Joh. 3,7.
”Og derved kender vi at vi kender
ham: Om vi holder hans bud.” 1.Joh. 2,3.
I den paulinske er den som tror,
gjort retfærdig.
Vi kunne have skrevet mere om dette,
men Paulus` lære og apostlenes deres lære, har forskellige fokus i
forhold til loven og til Jesu bud.
Vi som tilhører den kristne
menighed er FRI FRA LOVEN og BUDENE i vort forhold til frelsen. Om vi
magter at se dette, så kan vi begynde at vandre i det som Paulus
lærte os. Vi bliver frigjorte kristne.
I forkyndelserne er der en enorm
SAMMENBLANDING af disse to aspekter ved Guds ord. Dette fører til at
kristen-folket ikke ser den store frihed som vi har i Jesu nåde og i
den paulinske forkyndelse..
Erstatningsteologien fører til både
frustration og forblindelse af en rigtig forståelse af Guds ord.
Vi skal ikke forkynde loven for de
troende. Vi skal forkynde nåden. ”For synden skal ikke herske over
jer. I er jo ikke under loven, men under nåden.” Rom. 6,14. ”For
Guds nåde er åbenbaret til frelse for alle mennesker, idet den
(nåden) OPTUGTER OS til at fornægte ugudelighed og de verdslige
lyster og leve tugtig og retfærdig og gudfrygtig i den nuværende
tidsalder.” Titus 2,11-12.
Vi skal heller ikke forkynde loven
for de u-frelste, men vi skal forkynde nåden. ”Men da han som
udvalgte mig fra moders liv, og kaldte mig VED SIN NÅDE.” Gal.
1,15. ”Eller foragter du hans godheds og tålmods og langmodig
rigdom, og ved du ikke at GUDS GODHED (Guds nåde) DRIVER DIG TIL
OMVENDELSE ?” Rom. 2,4. ”bare dette vil jeg vide af jer: Var det
ved lov-gerninger i fik Ånden, eller VED TROENS (NÅDENS)
FORKYNDELSE ?.” Gal. 3,2. ”han som frelste os og kaldte os med et
helligt kald, ikke efter vore gerninger, men efter sit eget fortsæt
(vilje) og den NÅDE som er givet i Kristus Jesus før tidsalderlige
tider.” 2.Tim. 1,9.
Til de u-frelste skal vi forkynde følgende:
- At Jesus er død for deres synder.
- At de har fået deres synder tilgivet: 2.Kor. 5,19.
- At de må modtage denne gave.
- At den som ikke modtager denne gave, ikke får del i Guds rige.
Jesu forsoning er at betragte som en
kontrakt mellem Gud og menneskerne. Gud har allerede sat sit
underskrift under kontrakten, men kontraktens indhold begynder ikke
at virke før menneskerne også signerer kontrakten.-frelste, for den
er ophævet, men vi skal give dem evangeliet om Guds store kærlighed
i Jesu forsoning. Jesus døde for alle mennesker til fastsat tid.
Når Paulus forlod menighederne, så
overgav han dem til Guds nåde. Den skulle bevare dem. ”Og nu
OVERGIVER jeg jer til Gud og Guds nådes ord, han som er mægtig til
at OPBYGGE jer og give jer arvelog blandt alle dem som er blevet
helliget.” Ap. Gr. 20,32.
I
luthersk teologi siger man at ”loven” har tre funktioner, og de
er:
- Den skal bringe os til Jesus. Det er galt. Det er nåden som skal bringe os til Jesus.
- Den skal bevare os som troende. Det er også galt. Det er nåden som skal bevare os som troende.
- Den skal regulere forholdet til næsten og være fundament for samfundet. Det er ret.
I og med at jøderne fortsat var
under loven i den messianske jødedom, så bliver den at betragte som
en KONTRAKT mellem Gud og den enkelte. Når jøderne opfyldte sin del
af kontrakten, så var Gud FORPLIGTET til at opfylde sin del.
Når de messianske jøder holdt Jesu
bud (Johannes 15,7), kunne de få deres ønsker og deres bønner
opfyldt. Således er det ikke i dag. Vi får ikke alt det som
vi beder om. Vi får det som er bedst for os. ”Og vi ved at alle
ting tjener dem til gode som elsker Herren, de som efter hans råd er
kaldt.” Rom. 8,28.
I den messianske jødedom var der
flg. betingelser, som måtte være opfyldt, for at jøderne skulle få
det de bad om:
- De måtte bede I TRO og IKKE TVIVLE. De måtte BEGÆRE det som de bad om. ”Men Jesus sagde til ham: Om jeg formår ? ALT ER MULIG FOR DEN SOM TROR.” Mark.9,23. ”Sandelig siger jeg jer at den som siger til dette bjerg (Oliebjerget). Løft dig op og kast dig i havet og IKKE TVIVLER i sit hjerte, men TROR at det han siger, skal ske, ham skal det vederfares. Derfor siger jeg jer: ALT det i BEDER OM og BEGÆRER, tro blot at i har fået det, så skal det vederfares jer.” Mark. 11,24. ”Men har bede i tro, uden at tvivle, for den som tvivler, ligner en havets bølge, som drives og kastes for vinden. For det menneske må ikke tro, at det skal få noget af Herren.” Jakob 1,6-7.
- Der måtte være TO eller TRE som bad. Da kunne de bede om hvad som helst, og de skulle få det. Mat. 18,19-20.
- De måtte bede I JESU NAVN. Mat. 18,19-20 og Joh. 16,23.
- De måtte bede EFTER GUDS VILJE. De som bad efter Guds vilje, var sikret at få det som de bad om. De havde fået det allerede, selv om de ikke havde erfaret det . 1.Joh. 5,14-15.
- De måtte HOLDE JESU BUD. Joh. 14,15 og 15,7.. (Se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære, kap.: Magten til at løse og binde, s.258.)
Paulus underviste ikke på denne
måde. Han opstillede ikke noget krav for at vore bønner og
begæringer skal blive opfyldt. Han overlod dette til Guds nåde. Det
er bare EN GANG at Paulus henviste til et menneskes tro, for at dette
menneske kunne blive helbredt. ”Han hørte Paulus tale. Denne så
skarpt på ham, og da han så at han havde TRO TIL AT BLIVE HELBREDT,
sagde han med høj røst: Rejs dig op og stå på dine fødder. Og
han sprang op og gik omkring.” Ap. Gr. 14,9-10.
I dette tilfælde forkyndte Paulus
den messianske jødedom, at troen var nødvendig for at helbredelsen
kunne komme i stand. Der kunne være to grunde til det:
- Denne mand havde en speciel stærk tro på at han kunne blive helbredt.
- Paulus var ikke klar over at det udelukkende var nåden som helbredte. Han kendte ikke til alle ny-nytestamentlig hemmeligheder fra begyndelsen af. Han fik dem efterhånden som tiden gik.
Hvad som vedrører troen, så er der følgende at sige om den:
- Troen er en gave fra Gud. Det er en indre forventning og en vished om det som Gud har lovet, det vil han opfylde i sin tid. ”Men tro er fuld vished om det som håbes. Overbevisning om ting som ikke ses.” Hebr. 11,1.
- Tro som ”forventning” og som ”begæring”. Det var den tro som Jesus krævede af jøderne, for at de kunne blive helbredt.
- Frelsende tro. Paulus satte ofte lighedstegn mellem troen og nåden. ”men efter at troen (nåden) er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren."”Gal. 3,25.
- Tro som nådegave. ”en anden tro ved den samme Ånd.” 1.Kor. 12,9.
- Voksende tro. Det er voksende indsyn i Guds ordninger.
Den messianske jødedom, var meget
mere forud-sigtbar, end at den paulinske kristendom er, i og med at
den førstnævnte var baseret på Jesu bud og opfyldelsen af dem.
Dette blev betragtet som en kontrakt.
I vor tid har Den Hellige Ånd, som
er Guds kraft, en mere FRIERE STILLING i forhold til den kristne
menighed end det Han havde i forhold til den messianske menighed.
Grunden til det er at forholdet mellem Gud og den kristne menighed er
baseret på NÅDE og IKKE PÅ KRAV og BETINGELSER.
Det er særlig ifm. helbredelse af
sygdom at vi har en meget USUND og FORKERT FORKYNDELSE i mange af
vore menigheder. Vi skal bare kort give en vurdering af dette:
- Det var ikke sygdommen, men synden Jesus sonede på Golgata. Vi har derfor ikke noget krav på af være (rask) frisk. Vi har derimod krav på syndernes forladelse.
- Vi er allesammen underlagt syndens og dødens lov. Dette gælder selve legemet.
- Det er ikke vor tro som helbreder os, men Guds nåde.
I udgangspunktet er det ikke noget
godt at vi rammes af sygdom, ulykker eller prøvelser, men vi ved
også at Herren plejer at vende det onde til det gode. Det som ikke
havde en mening, fik pludselig en anden og ny mening.
Nogle prædikanter siger at det ikke
er Guds mening, at vi skal være syge. Hvad ved de om det ? Der står
i Bibelen at ingen kender Guds sind, således at han kan være Guds
rådgiver. ”O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud. Hvor
uransagelige hans domme er, og hvor usporlige hans vej. For hvem
kendte Herrens sind ? Eller hvem var hans rådgiver ?” Rom.
11,33-34.
Hvad som gælder Guds vilje, så må vi dele den i to, og det er:
- GUDS EGENTLIGE VILJE. Det er det som Gud ønsker inderst inde. Han ønsker ikke at nogen skal være syge. Han ønsker at alt skal være perfekt.
- GUDS TILLADERLIGE VILJE. Han tillader at onde ting sker. Det er Satan som står bag alt som er ondt. Han bruger ofte menneskerne til at fremme sine onde planer.
Vi skal alle
sammen dø engang. Det sker ofte gennem sygdom. Da er det godt
at vide at ingen ting kan skille os fra Kristi kærlighed. Ikke
trængsel, angst, forfølgelse, hunger, nøgenhed, fare eller sværd.
Vi bliver betragtet som slagtefår. I alt dette vinder vi MERE END
SEJER ved ham som elsker os. Rom. 8,35-37.
For at dette skal kunne ske, må vi
kende til at N.T. beskriver to forskellige læresystemer. Det er
Rigets lære, og det er den kristne menigheds lære.. den første
er baseret på tro og gerninger, medens den anden er baseret på tro
og nåde.
36.
Når Den Hellige Ånd kom, skulle
apostlene lære alle ting. Han skulle lære dem ”de tilkommende
ting”, v.13. han skulle ikke tale af sig selv, men det som han
hørte, skulle han forkynde. Han skulle herliggøre Jesus og føre
videre Jesu lære. Joh.16, 12-14.
Jesus havde meget som han endnu
ville undervise sine apostle om, men de kunne ikke forstå det endnu,
v.12. De skulle forstå det når Den Hellige Ånd kom. Dette gjaldt
bl.a.:
- De forstod ikke forsoningen.
- De forstod ikke at Riget kom til at blive udsat med ca. 2000 år.
- De forstod ikke de paulinske hemmeligheder.
- De forstod ikke at Den nye pagt i Jesu blod skulle erstatte Mose lov.
- De forstod ikke at de fremtidige ting som er beskrevet i Johs. Åbenbaring.
Alt dette skulle
Den hellige Ånd lære dem når han kom.
Den kristne menighed er også koblet
ind i den nye pagt i Jesu blod, og vi har fået Den Hellige Ånd som
frelsespant og indsegl. Vi har Den Hellige Ånd fælles med jøderne.
Det var Han og den opstandne og
herliggjorte Jesus som lærte Paulus de ny-nytestamentlig
hemmeligheder.
Han skal også lære den kristne
menighed dette, men i og med at den paulinske teologi og forståelse
af Guds ord har været i miskredit i snart 2000 år, så er store
dele af den kristne menighed ikke klar over at der er forskel på den
messianske jødedom og den paulinske kristendom. De blander disse
to lære-systemer sammen.
Det er ikke rart at vi fremdeles
”ser stykkevis og taler profetisk stykkevis”: 1.Kor. 13,9-13., og
det til trods for at den fuldkomne lære blev udarbejdet af Paulus
for snart 2000 år siden. ”hvis tjener jeg er blevet, efter den
husholdning som er mig givet blandt jer. ”at jeg overalt skal
forkynde jer Guds ord”: Kol. 1,25. (dvs.: ”AT FULDFØRE GUDS
ORD.”)
37.
”Når kvinden (Israel) føder
(Israels omvendelse i endens tid), har hun sorg (i den store
trængsel, fordi hendes time er kommet, men når hun har født sit
barn (det omvendte Israel), kommer hun ikke længere sin trængsel i
hu, af glæde over at et menneske er født til verden . Således har
også i nu sorg, men jeg skal se jer igen, og jeres hjerter skal
glæde sig, og ingen tager jeres glæde fra jer. Og på den dag (når
Jesus kommer tilbage og jøderne bliver frelst) skal i ikke spørge
mig om noget (for da skal i forstå alt). Sandelig siger jeg jer: Alt
det i beder Faderen om, skal han give jer i mit navn.”: Joh.
16,21-23.
Denne fortælling går på Jesu
genkomst og jødernes omvendelse på slutningen af trængselstiden.
”Kvinden” er her et billede på ”jøderne”. de messianske
jøder skal da glemme al deres sorg og trængsel. De skal blot glæde
sig over at Messias er kommet, og at de er frelst som rest og
levning.
Den kristne menighed skal ikke ind i
trængselstiden på 7 år. Jesus vil ikke tillade at hans legeme
bliver ødelagt af Satan og Antikrist. ”og vente hans Søn fra
himmelen. Som han opvakte fra de døde, Jesus, han som FRIER OS FRA
DEN KOMMENDE VREDE.” 1.Tess. 1,10.
38.
”Jeg beder ikke om at du skal tage
dem (de messianske jøder) ud af verden, men at du skal bevare dem
fra det onde (den Onde),” Joh. 17,15.
Hvad som gælder Jesu afskedstale:
Joh. 14-16 og Jesu ypperstepræstelige bøn: Joh. 17, så angår
disse taler ikke den kristne menighed. De angår de messianske jøder.
De messianske jøder skal ikke tages
ud af verden. Jesus bad om at de måtte blive bevaret fra den Onde i
trængselstiden. Dette er det samme som Jesus udtalte i
”Fadervor”..., men fri os fra det onde (den Onde).. ”Mat. 6,13.
(se min bog: Mattæus Evangeliet.
Jesu Liv og Lære, kap.: Fadervor er en jødiske bøn, s. 79.)
Den kristne menighed skal derimod
tages ud af verden før trængselstiden. Det er den kristne menigheds
store håb. ”Håbet” er et af de 6 kendetegn som den kristne
menighed har.: Ef. 4,4-6.
39.
”Fader” ! Jeg vil at hvor jeg
er, der skal også de som du har givet mig ,være hos mig (i Riget
for Israel), for at de skal se min herlighed, som du har givet mig,
for du har elsket mig før verdens grundvold blev lagt.” Joh.
17,24.
Da Jesus kom til jøderne, så måtte
han afklæde meget af sin herlighed. Se Fil. 2,5-11. Ved sin
himmelfart fik han igen denne herlighed som han havde hos sin far.
Han skal omgive sig med denne herlighed, når han kommer tilbage til
Israel, for at oprette Riget for Israel.
Han ønsker at dele denne herlighed
både med jøderne og de hedninge nationer som underkaster sig hans
tyre i Rigets tid. I Rigets tid vil jøderne være det ledende folk
på jorden. De skal være konger og præster for Jesus ud over hele
jorden, medens Jesus skal være jødernes konge og ypperstepræst.
Han skal regere hele verden ud fra Jerusalem.
Templet i Jerusalem skal bygges op
igen, og Jesus skal modtage gaver og offer fra hedningenationerne. De
som ikke vil deltage i Løvsalenes Fest, skal ikke få regn i deres
land.: Sakarias 14,17.
40.
Jesus bekræfter overfor Pilatus at
han var konge, men han sagde også at hans Rige ikke var af denne
verden. Joh. 18,33-37.
Jesus er jødernes konge, men hans
rige er ikke af denne verden. Det betyder ikke at Riget ikke er i
denne verden, men det betyder at dette Rige er af en helt anden
åndelig beskaffenhed end verdens riger – de som forgår. Jesu Rige
er bygget på Jesu forsoning og et ret og retfærdigt styre.
Den kristnes menigheds rige er
ikke på jorden, men den er i himmelen. ”for det håbs skyld
som er gemt for jer I HIMLENE som i forud har hørt om ved sandhedens
ord i evangeliet.” Kol. 1,5.
”han friede os ud af mørkets magt
og satte os over i SIN ELSKEDES SØNS RIGE.” Kol. 1,13.
41.
I tillæg til alle de fuldmagter som
apostlene fik af Jesus, fik de også den fuldmagt at de KUNNE TILGIVE
eller FORLADE SYND. Joh. 20,23.
Dette er en fuldmagt som de skal
fortsætte med at have i 1000 års-riget. De skal sidde på 12 troner
i Jerusalem og dømme jøderne. Mat. 19,28.
Den kristne menighed har ikke
fået denne fuldmagt, selv om Den Romersk Katolske kirke hævder,
at den har fået denne fuldmagt gennem Peter, som den mener var den
første biskop i Rom. Dette er fri fantasi og har ikke noget med
virkeligheden at gøre. Peter arbejdede ikke blandt hedningerne i
Rom. Han arbejdede blandt den messianske menighed i Israel og ude i
diasporaen.
Dette er den ”nøglemagt” som de
12 apostle fik af Jesus. De kunne tilgive synd og fastholde synd. De
kunne udtale sig om læremæssige ting og delvis forandre på det som
Jesus havde lært. Jeg tænker her på det som skete på
apostel-mødet i året 50, da de satte Jesu missionsbefaling i (
Mat. 28,18-20) til side og satte et skille mellem den kristne
menighed og den messianske menighed.
Den kristne menighed har ikke
fået denne ”nøglemagt” af Herren. Vi kan ikke tilgive synd
på Herrens vegne. Vi må henvise til Jesu forsoning. Vi kan bare
tilgive den synd som er begået mod os selv.
Der er heller ikke behov for at
menneskene tilgiver synd på Guds vegne i vor tidsperiode, for loven
er ophævet og synden sonet, tilgivet og glemt.
Vi kan heller ikke forandre den
paulinske lære. Den står fast indtil Herren henter den kristne
menighed. Efter den kristne menigheds bortrykkelse bliver den
messianske lære indført igen. Først i Israel og derefter i hele
verden.
Da først kommer
missionsbefalingen i Mat. 28,18-20 til sin fulde ret.
Da skal de messianske jøder:
- gøre alle folkeslag til Jesu disciple.
- Døbe alle mennesker til Den Treenige Guds navn.
- Lære alle mennesker at de må holde Jesu undervisning.
I vor tid skal vi ikke udtage
FOLKESLAGENE for Guds rige. Vi skal være med til at UDTAGE DEN
KRISTNE MENIGHED. Det er det missionen – både indre og ydre
missionen – går ud på. Vi skal være med til at udtage et folk af
hedninger for Jesu navn. Ap. Gr. 15,14.
44.
Efter Jesu opstandelse fra de døde,
så viste han sig for apostlene 3 gange. Ved den sidste anledning bad
han dem om at de måtte kaste garnene ud på den højre side af
båden. De fik da 153 fisk. Joh. 21,1-11.
Der er 153 forskellige slags fisk i
Genesaret. De symboliserer de 153 folkeslag som man regnede med var i
verden dette viser os flg. forhold:
- Nådetiden for den messianske jødedom var endnu ikke slut. Hedningerne kunne endnu blive indlemmet i den messianske jødedom.
- I 1000 års-riget skal jødiske missionærer greie (formå) af indlemme alle folkeslag i Guds Rige, som er Riget for Israel.
Den kristne
menighed har ikke fået denne opgave. Den har fået opgaven at
være med til at udtage den kristne menighed, som er Jesu legeme.
Tingvoll
den 21-9-05
Oskar Edin Indergaard:
Referent:
PÅ
GENSYN !