Messiansk og Paulinsk sammenligning. O.E.Inderg

                                                       OPRETHOLDELSE AF GUDS NÅDE

En sammenligning mellem den messianske jødedom og den paulinske lære udefra Johannes Evangeliet:

Forfatter, Oskar Edin Indergaard, 6630 Tingvoll.

KRISTEN BOKPRODUKSJON, Norge.

I denne artikel vil vi tage for os det læremæssige indhold i Johannes Evangeliet og vise at vi ikke kan sætte lighedstegn mellem Johannes og Paulus` deres forkyndelser.

Johannes Evangeliet beskriver Jesu virksomhed i Israel-særlig i Judæa. I og med at Jesus var født under loven og levede hele sit liv under loven, så siger det sig selv at Johannes Evangeliet vil reflektere dette.

Gerningsaspektet ved Jesu forkyndelse vil derfor være fremtrædende i dette evangelium. Gerningerne var nødvendig for at få del i nåden. (Dette betyder ikke at nogen kan frelse sig selv ved gerninger.) (Se også mit resume over Johannes Evangeliet på min internetside.)

Når vi arbejder med de Bibelske tekster, kan vi ikke vente at vi skal finde både tros-og gerningsaspektet beskrevet i det samme Bibelvers. Det er SUMMEN af udsagnene som udgør LÆREN. Vi må derfor opsamle de forskellige udsagn og systematisere dem. Det er dette fortolkningen går ud på.

Vi vil derfor finde både tros og gerningsaspekt spredt udover (gennem) hele Johannes Evangeliet, men i og med at vi skal sammenligne Johannes og Paulus` deres lærer, så vil vi lægge vægt på akkurat disse to aspekter i fremstillingen.

1.

Jesus kom til sine egne ting (folket, landet og templet), men hans egne (de fleste af dem) tog ikke imod ham, men de af hans folk som tog imod ham, de blev Guds børn. Joh.1,11-12.

(Det vigtigste er ikke hvilken frelsesforsamling man tilhører, men at man er frelst, for Gud skal føre alle frelste sammen på den nye jord. Ef.1,10.)

De af jøderne som modtog Jesus som deres frelser, tilhørte ikke den kristne forsamling, men de tilhørte Riget for Israel. Jesus forkyndte udelukkende Riget for Israel. Han forkyndte næsten udelukkende for jøderne, og han sagde til sine apostle at de ikke skulle forkynde for hedningerne, men til de fortabte får af Israels hus: Mat.10,5-6.

Dette betød ikke at hedningerne ikke skulle få del i frelsen. De kunne slutte sig til den messianske jødedom som proselytter, medens jøderne FØRST skulle få høre evangeliet om RIGET, og derefter kunne hedningerne tilslutte sig. Jesus sagde til den synkroniske kvinde: ”...lad først børnene (jøderne) BLIVE MÆTTE, for det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det for de små hunde: Mark.7,27.

Dette er et princip som går igen hele vejen fra Moses og indtil nådetiden, for jøderne var lovet oprettelsen af ”Riget for Israel”. Det var jøderne som FØRST skulle have de forskellige frelse-tilbud fra Gud.

Paulus gik også først til jøderne med tilbudet om frelsen, men efter at nådetiden for jøderne var ude, så gik han til ALLE som ville høre hans forkyndelse: Ap. Gr.28,30. Fra den tid af var jøderne og hedningerne LIGESTILLET I Jesu legeme.

Efter den kristne menigheds bortrykkelse vil tilbudet om Riget for Israel komme inde igen. Jøderne vil igen, efter deres omvendelse til Jesus blive de førende i Guds rige, efter at de nu har været tilsidesat i snart 2000 år: 5.Mos.28,13.

2.

Loven (Torahen) blev givet ved Moses. Nåden og sandheden kom med Jesus: 1.Joh.1,17. Jesus uddybede loven for jøderne. Det kan vi særlig se i Bjergprædikenen i Mat.5-7, men også overalt i Jesu og apostlenes forkyndelser. Dette gælder også de breve som apostlene skrev.

Den nåde og sandhed, som der her er tale om, er ikke den frie nåde eller sandhed om den kristne forsamling, men det er nåden og sandheden om Riget for Israel. Der havde været nåde og sandhed i jødedommen før Jesu tid, men den nåde og sandhed som der her er tale om, er profeternes SAMLEDE VIDNESBYRD om at Messias skulle komme – både som forsoner og som konge.

Dette betyder da at dette vat en stor nåde for det jødiske folk, og det betyder at det Profetiske Ord er sandhed. Det må gå i opfyldelse når tiden er kommet til at det kan ske.

Jesus byggede sin lære bl.a. rundt om Moseloven. Jesus var den anden Moses. Moses var et forbillede på Jesus: 5.Mos.18,15. (PÅ HAM SKAL I HØRE)

Medens både jødedommen og den messianske jødedom tilstræbte både TRO og den PERFEKTE GERNING, for at blive frelst og bevaret i nåden, så gik den paulinske lære ud på at man både blev frelst og bevaret som troende af nåde eller troen alene.

3.

Johannes sagde flg. om Jesus: ”Se Guds lam som bærer (bort) VERDENS gr. kosmos SYND.”

Johannes så klart at det ikke bare var jødernes synder at Jesus skulle tage på sig og bære bort på Golgata, men det var hele verdens synd. Han udskilte sig dermed fra de 12 apostle som ikke forstod forsoningssiden ved Jesus, og det til trods for at både Esajas 53 og Salme 22 beskrev dette på en kraftig måde.

Ud fra Esajas 53 var det jødernes synder Messias skulle tage på sig, men Johannes udvidede det til at gælde hele verdens synd.

Det var SYNDEN som Jesus tog med sig op på korset og IKKE VORE SYGDOMME. Vi kan ikke sætte lighedstegn mellem synden og sygdommen således som det bliver gjort i de karismatiske forsamlinger. Dersom dette var tilfældet, så havde ingen af os behov for at være syge, for på samme måde som synden er sonet 100%, så skulle sygdommen også være det.

At helbredelsen ligger i Jesu forsoning er en helt anden sag. (Se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære., kap.8.)

4.

Johannes døbte med vand: 1.Joh.1,33. Det var for at gøre det jødiske folk til KONGER og PRÆSTER i Rigets tid. Se 2.Mos.19,6 og 1.Pet.2,9.

Det er en tilsnigelse at hævde at den kristne menighed er konger og præster i dag. (Se min artikel om dette på min internetside: www.home.no/oeindergaard Der er ikke noget som hedder ”det almindelige konge - og præstedømme” i dag. Det har med jøderne i styret i 1000 års-riget at gøre. De løfter og de profetier som ikke kunne oprettes ved Jesu første komme, venter til Jesu andet komme.

De fleste Bibel-tolkere har set at vi ikke har noget ”kongedømme” i dag, og derfor kaldte de dette for det ”almindelige præstedømme”. De har altså trukket en af de lovede funktioner ud, for at få det til at stemme med forståelsen af teksten. Det er ikke således begreberne (løfterne) skal behandles. Dette er et udtryk for den såkaldte ”erstatningsteologi”, som går ud på at fratage Israel og jøderne deres kald og løfter.

Ved siden af at vanddåben gav en ydre renselse, så var den også relateret til David-pagten. Vanddåben skulle også pege på Jesu første komme som Davids Søn og Israels konge: 1.Joh.1,31.

Vi ved at en af hensigterne med Jesu gerninger, således som de er nedskrevet i evangelierne, var at jøderne skulle IDENTIFISERE Jesus som Messias. Selv om apostlene ikke forstod forsoningsiden ved Jesus, så forstod de at han var Messias og Davids Søn: Mat.16,16. Joh.8,24 og 20,31.

I den messianske jødedom var både syndernes forladelse og uddelingen af Den Hellige Ånd betinget af vanddåben: Mark.16,16. Ap. Gr.2,38 1.Pet.3,21. Videre sagde Jesus om ”dåben” at den er en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesus Kristi opstandelse: 1.Pet.3,21. Denne tekst har været tolket på flg. måder:

1. Dåben går på Jesu forsoning.
2. Dåben går på genfødelsen.
3. Dåben går på vanddåben. Vanddåben giver enten en god samvittighed for den som bliver døbt, eller vanddåben er i sig selv en pagt mellem Gud og den enkelte.

I Hebræerbrevet, som er skrevet af Paulus, står der at det er JESU BLOD (forsoningen) som giver en god samvittighed: Hebr.9,14.

Det siger sig selv at både vanddåben og Jesu blod ikke kan give menneskerne en god samvittighed.

Jeg for min del tror at den dåb der her er tale om, er Jesu dåb til døden for al verdens synd. Den sammenhæng som 1.Pet.3,21 står i, viser at dette er rigtig.

Når vi arbejder med de Bibelske tekster, må vi være meget opmærksomme på at ordet ”dåb”, kan have mange betydninger i N.T. (Se min bog: kristendommens Jødiske Rødder, kap.: De forskellige typer dåb.)

VANDDÅBEN HØRER IKKE MED TIL DET PAULINSKE SYSTEM. I forholdet til Gud er alle budene og forskrifterne i Mose Torah ophævet. Se Gal.3. Ef.2,15. Kol.2,14. Det er ikke Guds bud og forskrifter som er ophævet i vor tidsperiode, men det er Mose Torah eller Loven som en enhed. Hvornår skal vi begynde at forstå dette ? I Paulus`undervisning har vi mere end 400 bud og forskrifter.

I det paulinske system har GENFØDELSEN ERSTATTET VANDDÅBEN.

Da Paulus kom til Korint på sin anden missionsrejse i året 51, så fik han en åbenbaring fra Herren om at vanddåben ikke var aktuel længere i hans forkyndelse, for den hørte med til den messianske jødedom. Han skrev: ”Gud har ikke udsendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord for at evangeliet (om Jesu forsoning) ikke skulle tabe sin kraft. For ordet om korset er vel en dårskab for dem som går fortabt, men for os som bliver frelst, er det en Guds kraft.” 1.Kor.17-18 og 2,1-2.

Dette betyder at dersom han fortsatte at forkynde banedåben, så ville dette svække forkyndelsen om Jesu forsoning. Paulus mente at vanddåben hørte med til det jødiske system, som havde med Riget for Israel at gøre.

Paulus skrev også i Ef.4,5 at der bare var EN DÅB, og det er naturligvis genfødelsen og ikke vanddåben. Genfødelsen har tre faser, og de sker samtidig. De er.

1. Man får Den Hellige Ånd i sit hjerte.
2. Den Hellige Ånd døber den troende ind i det kristne legeme: 1.Kor.12,13.
3. Den troende bliver sat ind i himmelen i Jesus Kristus: Ef.1,3 og 2,6.

Når vi går udenom tiden, som vi må forholde os til, og ind i evighedsdimensionen, som er Guds dimension, så er vi SAT IND I HIMMELEN allerede FØR verdens grundvold blev lagt: Ef.1,4.

Den kristne menighed er som EN ENHED allerede indsat i himmelen sammen med Jesus. Den som er sat ind i himmelen, kan aldrig miste sin position i Jesu legeme. Rom.8,29-39 og Ef.1,11-14.

Det er Jesus som er hovedet for menigheden som er garantisten for at dette er rigtig: Ef.1,14. Fil.1,6.

Medlemmer af den kristne menighed kan miste hele nådelønnen og alligevel blive frelst: 1.Kor.3,12-15, og grunden til det er at vi både er frelst og bliver bevaret udelukkende af Guds nåde. NÅDE PLUS INGENTING I TILLÆG.

Medlemmer i den messianske menighed havde ikke denne forsikring om at den ikke kunne falde ud af Guds nåde, for det grundlag som den byggede på var nåde og gerninger. ”Øksen ligger allerede ved roden til træerne (jøderne). Derfor bliver hvert træ som IKKE BÆRER GOD FRUGT, KASTET PÅ ILDEN. Og folket spurgte ham: HVAD SKAL VI DA GØRE ?” Luk.3,9-10.

Det jødiske folk måtte bære FULDMODEN FRUGT, for at blive frelst: Luk,8,14-15. Jakob 1,3-4. Joh. Åb.2,5.

Medens den messianske menighed søgte DEN PERFEKTE gerning, så søger den kristne menighed DEN PERFEKTE NÅDE. (Se hvad jeg skriver under Johannes 15,1-10 om dette.

5.

Jesus sagde til Natanael at han så ham under figentræet: Joh.1,49.

Dette betyder at Jesus så Natanael medens han befandt sig under et bestemt figentræ. Han var der i bøn for Israel nationale genfødelse og introduktionen af Riget for Israel.

Figentræet er både et billede på det religiøse Israel og et billede på Israels nationale genrejsning.

Dette betyder at Riget for Israel kunne have blevet oprettet efter Jesu død og opstandelse og efter Den Hellige Ånds komme, dersom jøderne ville have anerkend Jesus som deres Messias. Men som vi ved, så skete dette ikke. Israel blev sat til side, og vi fik menighedens tid.

Vi må ikke blande døberne Johannes – Jesus og apostlenes lære ind i Paulus lære. De har forskellige sigtepunkter. Medens den første lære gik ud på at udtage det jødiske folk til et jordisk rige, så gik Paulus ud på at udtage den kristne menighed til et liv og en eksistens i himmelen.

6.

Natanael sagde: Rabbi, du er Guds Søn. Du er ISRAELS KONGE.” Joh.1,50.

Natanael anerkendte Jesus som jødernes konge og Messias. Han anerkendte Jesus med det samme: Joh.1,48-50, uden at kende noget til Jesus. Det var Filip som førte ham til Jesus: Joh.1,46.

Det var ret det som Filip sagde at Jesus var både Guds Søn og Israels konge. Jesus er kongen i Riget for Israel. Han skal i sin tid styre verden ud fra Israel og Jerusalem. De 12 apostle skal styre sammen med ham ud fra templet i Jerusalem: Mat.19,28. Det levitiske præsteskab skal være præster og levitter i templet i Jerusalem. De øvrige jøder skal være ”konger og præster” udover hele jorden.

Jesus er ikke menighedens konge, men han er HOVEDET FOR MENIGHEDEN, som er hans legeme. Medens de troende jøder anerkendte Jesus som Messias, så kender den kristne menighed ikke Jesus som Messias, men som hoved for den kristne menighed. ”Derfor kender vi fra nu af ikke nogen efter kødet (efter det menneskelige). Har vi kendt Kristus efter kødet (som Messias), så kender vi ham DOG IKKE LÆNGERE SÅLEDES.” 2.Kor.5,16.

Nu kender vi Jesus som den OPSTANDNE FRELSER som talte til Paulus som HOVEDET FOR LEGEMET. Det er de åbenbaringer som Paulus fik af Jesus efter hans opstandelse og himmelfart, som er kirkens lære, og ikke de mange udsagn i evangelierne eller de jødiske Skrifter som angår Riget for Israel..

I den kristne menighed er der en gedigen sammenblanding at disse TO LINIER I frelseshistorien. Vi må TILBAGE TIL PAULUS. Det er Paulus som lagde det åndige grundlag for den kristne menighed.

7.

Jesus sagde videre til ham: ”I skal se himmelen åbnet og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen.” Joh.1,52.

Dette skal ske i Rigets tid. Jesus skal være konge i Jerusalem. Der skal være en intim kontakt mellem himmelen og jorden i den tid. Vi vil få overordnede opgaver i dette styre, men enkelthederne er ikke åbenbaret endnu.

I 1000 års-riget vil Det himmelske Jerusalem også ligge meget nærmere til jorden end den gør i dag. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 3, kap.:Det himmelske Jerusalem.)

8.

Brylluppet i Kanaàn er et billede på Riget for Israel. Joh.2,1-11.

De 6 vandkar som var i bryllupshuset (v.6.), er et billede på jødernes forhold til Gud i deres naturlige tilstand. 6 tallet står for 6000 år. Jødernes omvendelse skal ikke ske før der er gået 6000 år fra skabelsen af.

Det forhold at vandet blev til vin (v.9.),er et billede på ISRAELS FRELSE: Es.5,7. Mika 4,4. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 1. Kap: Figentræets tegn.)

Maria, Jesu mor, udfordrede Jesus da de ikke havde mere vin i bryllupshuset. Jesus afviste hende og sagde: ”Hvad har jeg med dig at gøre, kvinde ? Min time er endnu ikke kommet.” (v.4.)

Maria repræsenterer her det vantro Israel, som bare havde sans for de ydre gerninger og ikke det forhold at Jesus virkelig var jødernes Messias. Hun skulle senere komme til en virkelig tro på ham.

Når Jesus sagde at hans time endnu ikke var kommet, så tænkte han på oprettelsen af Riget for Israel. Han vidste at jøderne ikke kom til at tage imod det første tilbud om oprettelsen, men til trods for det så indbød han jøderne til Riget – både før og efter sin opstandelse.

Brylluppet i Kanaàn var på den tredie dag. (v.1.) Dette betyder at Riget for Israel skal oprettes efter 2000 år. Denne tredie dag er ligeledes den syvende dag, for Jesus brugte 2 dage på rejsen fra Judæa og til Kana i Galilæa. Disse to rejsedage står for 2000 år. Det er i den tid at den kristne menighed bliver udtaget. Efter at den kristne menighed er udtaget, kommer Jesus tilbage for at frelse jøderne på den syvende dag, som står for 7000 år. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap.: Jesu genkomst er ikke langt borte.)

Brylluppet i Kanaàn er et billede på Riget for Israel. Jesus er selve brudgommen. De troende jøder er Jesu brud. De 12 apostle er brudesvendene. Brylluppet skal ikke holdes i himmelen, men på jorden. (Se hvad jeg skriver om dette under Johannes 3,29.)

9.

I Nikodemus`møde med Jesus kommer det tydeligt frem at ingen kan komme ind i Guds rige, som er det samme som himlenes rige, uden at en bliver født på ny: Joh.3,1-15.

Her kommer det tydeligt frem at den som vil blive frelst, måtte FØDES TO GANGE. Det var først ved den legemlige fødsel (ud af vandet, som er fostervandet), og derefter ud af Ånden, som er genfødselen. De fleste Bibel-forskere lærer at det første går på vanddåben, men det gør det ikke. Det går på den naturlige dåb, som er fødselen. Nikodemus forstod dette, for han sagde: ”... Hvorledes kan et menneske fødes når han er gammel ? Kan han vel anden gang KOMME IND I MORS LIV og FØDES ?” (v.4.) (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5, kap.: At blive født af vand og Ånd.)

Der har været flg. opfattelser af hvad vandet i denne beretning står for, og de er:

1. Almindelig vand.
2. Guds Ord.
3. Ånden.
4. Anger.
5. Den naturlige fødsel.

Det er den sidste vurdering som er ret.

Genfødelsen er FÆLLES for de to læreformer, men det som ligger omkring frelsen, er ikke det samme.

I den messianske jødedom måtte man holde Jesu bud både i forkant af frelsen og i vandringen som troende. Dette kan vi kalde for den betingede nåde.

I Paulus forkyndelse er NÅDEN HELT FRI. Der kræves ingen ting for at blive frelst og for at blive bevaret som troende.

På dette område svigter det TOTALT i forkyndelsen. De fleste organisationer og menigheder mener at det ikke er nok med nåden, men at en må passe på at man også gør de rigtige gerninger.

Mange kristne er usikre på om de er frelst eller ikke og lurer på om deres gerninger ER FULDKOMNE FOR GUD. De som tror og lærer dette, har ikke forstået Guds nåde og Paulus`undervisning om dette.

De blander også sammen de udsagn som står i Johannes Åbenbaring angående de 7 sendemenigheder med den paulinske kristendom. De 7 sendemenigheder repræsenterer ikke den kristne menighed, men de repræsenterer den messianske jødedom. Når der f.eks. stå i Johannes Åbenbaring 3,2, at Gud ikke har fundet menighedens gerninger FULDKOMNE FOR GUD, så gælder dette ikke den kristne menighed.

Medens den messianske jødedom søgte tro og fuldkomne gerninger, så søgte den paulinske menighed bare tro af nåde. De gode gerninger skal følge som en naturlig konsekvens af at genfødelsen har fundet sted, men de har ikke noget med selve frelsen at gøre. ”han som gav sig selv for os for at forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et ejendomsfolk. NIDKÆR TIL AL GOD GERNING.”

De gode gerninger skal vise hvem vi er.

Det er sagt at medens jødedommen spørger efter, hvad skal jeg GØRE for at blive frelst, så spørger den paulinske kristendom efter hvad man skal TRO, for at blive frelst. Dette er en enkel men god karakteristik på forskellen mellem de to læresystemer.

10.

”For således har Gud elsket verden gr.kosmos at hver den som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have tidsalderlig liv.” Joh.3,16.

Dette betyder at alle som kom til tro på Jesus – både jøder og deres proselytter – skulle få et liv i den tidsalder som blev indledet med Johannes døber, og det var Riget for Israel.

Ordet ”evig” gr.aionios er forkert oversat. Det skulle ikke oversættes med ”evig”, men med ”tidsalderlig”.

Johannes talte ikke om frelsen i vor tidsperiode. Han talte om frelsen i Riget for Israel. Kirkens tid er en parantes i Guds planer med jøderne. Da jøderne ikke ville tage imod Jesus, så fik vi efterhånden kirkens tid. Dens teologiske grundlag kan vi ikke søge i evangelierne, men vi må søge dem i Paulus` breve.

11.

Jesus sagde: ”men hver den som GØR SANDHEDEN, han kommer til lyset, for at HANS GERNINGER må blive åbenbare, for de er gjort i Gud.” Joh.3,21.

Dette beskriver Rigets lære. Den består af både tro og gerninger. Jesu lære bestod af både nåde og gerninger. I Bjergprædikenen udvidede Jesus kravende i Mose Torah. Han tilpassede dem til den nye tidsperiode som netop var begyndt – Rigets tid. I den tid skulle de etiske krav blive større, for Satan skulle være bundet i 1000 år, og hele verden skulle få et retfærdigt styre.

I vor tidsperiode, som er den frie nådes tidsperiode, er gerningerne lagt til side i forhold til frelsen. Vi er frelst af nåde og bliver bevaret af nåde. ”Men NU er Guds retfærdighed, som loven og profeterne vidnede om, åbenbaret UDEN LOV. Det vil sige Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus for alle og over alle som tror. For der er ingen forskel. Alle (både jøder og hedninger) har syndet og de bliver retfærdiggjort uforskyldt ved hans nåde ved forløsningen i Jesus Kristus.” Rom.3,21-24. Ef. 2,8-9.

12.

Både Jesu dispiler og Johannes døbte med vand. Der blev en del diskussion mellem Johannes disciple og en jøde om DÅBEN disciple som døbte. Johannes døbte også. De døbte jøderne ind i Guds rige. Uden at vanddåben havde fundet sted, kunne de ikke få del i Guds rige. Dette giver udtryk for den betingede nåde.

Den jøde, som der her er tale om, havde ingen tro på Johannes-dåben. Han havde ingen forståelse for det Guds rige som var oprettet ved Johannesforkyndelse. Han forstod at der var FORSKEL på den jødiske dåb og Johannes-dåben. Den jødiske dåb gav bare en ydre renselse, medens Johannes-dåben var en betingelse for at få del i Himlenes rige.

I vor tidsperiode er vanddåben ikke nødvendig for at få del i frelsen, for frelsen i vor tid er koblet bort fra Mos og Jesu lov. Ja, den er direkte SKADELIG, for den skygger for genfødelsen, som er baseret på Jesu forsoning. Man kan ikke blive genfødt både i og udenom vanddåben.

I vor tidsperiode er vi frelst af nåde uden gerninger. Troens lov har ophævet gerningernes lov. ”Hvor er så vor ros ? den er udelukket. Ved hvilken lov ? Gerningernes ? nej, ved troens lov. For vi holder for at mennesket bliver retfærdiggjort ved troen – uden lovgerninger. (som for eksempel vanddåben.) Rom.3,27-28.

13.

Johannes sagde: ”Den som har bruden, han er brudgommen.” Joh.3,29

Den almindelige fortolkning er at det er den kristne menighed som er Jesu brud. Dette er galt. Vi er ikke Jesu brud, men vi er Jesu legeme.

Gennem hele tanach var jøderne fremstillet som brud, hustru eller som hore. Det er almindelig at bruge kvindebenævnelser på Guds forhold til jøderne. Når Jesus er brudgommen, er det helt sikkert at det er de frelste af jøderne som er Jesu brud.

Døberen Johannes sagde også at Jesus var brudgommen, og at de troende jøder var bruden. ”Den som har bruden, den er brudgom, men brudgommens ven (Johannes), glæder sig storligen over brudgommens røst. Denne er min glæde nu blevet fuldkommen.” Joh.3,29.

”Kongesønnens bryllup” i Mat. 22 er et billede på Riget for Israel. I ”Kongesønnens bryllup” skal den jødiske brud blive til ”Lammets hustru”.

Brudgommens ven var Johannes, v.29. Han var forloveren i dette bryllup. De 12 apostle var ”brudesvendene” i dette bryllup: Mat.9,15.De havde specielle praktiske opgaver ifm. brylluppet.(Se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære, kap.: Det er jøderne som er Jesu brud.)

Den messianske menighed bliver også beskrevet som vintræet, hvor Jesus er stammen, og hvor enkelte af de troende jøder er grenene: Joh.15,1-8.

Den kristne menighed er ikke Jesu brud og hustru. Det er bare erstatningsteologien som hævder det. Vi er Kristi legeme – Jesus er hovedet og hver enkelt af os som er kommet til en levende tro på Jesus, er lemmerne.

14.

”Den som tror Sønnen, har tidsalderlig liv, men den som ikke vil tro på Sønnen skal ikke se livet, men Guds vrede gr.orge bliver over ham.” Joh.3,36.

De af jøderne som troede på Jesus, skulle få del i det tidsalderlige liv, som var et liv i Riget for Israel. den som ikke ville tro, skulle blive dømt i den store trængsel som lå foran jøderne. Dette er selve den store trængsel. Dersom jøderne havde taget imod Jesus som Guds Søn og Messias på denne tid, havde vi fået selv endetiden og oprettelsen af Riget for Israel.

Den kristne menighed har ikke del i Riget for Israel. Den kristne menighed har sin egen selvstændige eksistens. Den er ikke baseret på pagter og løfter, men på hemmeligheder og Guds nåde. GENNEM JESUS som hoved for menigheden – har vi fået en del løfter som er de samme som jødernes løfter. Dette gælder løftet om Den Hellige Ånd, løftet om selve frelsen og løftet om et liv i himmelen. ”Men hører i Kristus til, da er i jo Abrahams æt (åndelige æt), arvinger efter løfte (om Den Hellige Ånd.) Gal.3,29.

”men NU, I JESUS KRISTUS, er i ,som før var langt borte kommet nær til VED JESU BLOD.” Ef.2,13. Abraham er åndelig far til alle som tror: Gal.3,7. Den som har tro, bliver velsignet sammen med den troende Abraham.”:Gal.3,9.

Vi er koblet ind i jødernes mange pagter og løfter som angår styret på jorden i 1000 års-riget. Dette er pagter og løfter som er relateret til Jesus som Messias. Vi er ikke knyttet til Jesus som Messias, men til Jesus som HOVEDET FOR MENIGHEDEN. Vi som før var LANGT BORTE. Vi er kommet NÆR TIL ved Jesu blod: Ef.2,13.

I og med at den kristne menighed er udtaget FØR verdens grundvold blev lagt, så behøver vi heller ikke at være koblet ind i jødernes mange pagter og løfter. Vi er udtaget i Kristus Jesus FØR verdens grundvold blev lagt. Vi er udtaget til et liv i himmelen i Rigets tid.

Den kristne menighed, som er selve hemmeligheden, er udtaget efter en plan som Gud havde hos sig selv fra før verden blev skabt. ”efter det fortsæt (vilje, plan) fra tidsalderlige tider som han har fuldført i Kristus Jesus, vor Herre.”:Ef.3,11. 2.Tim.1,9. Titus 1,2-3.

I og med at den kristne menighed er udtaget efter en plan Gud havde fra før verden blev til, så er vi ikke udtaget efter de løfter og pagter som Gud har gjort med jøderne, for disse løfter og pagter angår jordiske forhold..

I tillæg til de løfter som vi har fælles med jøderne, har vi vore egne hemmeligheder og løfter.

Vi er allerede her og nu sat ind i himmelen sammen med Jesus: Ef.1,3 og 2,6.. På samme måde som Jesus er højt hævet over alle himler, er også vi det: Ef.4,10.

Det som vi har fælles med jøderne er følgende forhold:

1. Vi har Jesus sammen med dem. ”at vi på den tid stod UDENFOR KRISTUS, fremmede for Israels borgerret og fremmede for pagterne MED DERES HÅB (som er Jesus), men nu I KRISTUS JESUS, er i som før var langt borte, kommet nær til ved KRISTI BLOD.”:Ef.2,12-13.
2. Vi har Den Hellige Ånd sammen med jøderne. Det er selve frelsespantet.
3. Vi har del i den nye pagt i Jesu blod. Det er selve frelsespantet.
4. Vi er sat ind i det gode jødiske olietræ, som grene på dette træ: Rom.11,17-24. Dette olietræ er et billede på Israels åndelige velsignelse, som er frelsen.. Dette er et generelt løfte om at der nu er kommet en ny tid, hvor de hedninger som tror på Jesus, er koblet ind i Israels frelse. Dersom de fortsætter med at tro, skal de forblive i det jødiske olietræ, men dersom de bliver overmodige og begynder at rose sig mod Israel, skal de selv blive hugget af: Rom.11,18-22. De vilde oliegrene kan derfor ikke være et billede på den kristne menighed, for den skal aldrig blive hugget løs fra de gode jødiske olietræ, men det er et generelt billede på hedningerne muligheder til at få del i frelsen.
5. Vi er sat ind i det himmelske Jerusalem.” Men det Jerusalem som er deroppe, er frit og det er mor for os alle (både jøder og hedninger).” Gal.4,26. Det er ikke det Jerusalem som er deroppe, som er det første hjem til de messianske jøder. Det er det frigjorte Jerusalem i Rigets tid. Det er først på den nye jord at jøder og hedninger skal være sammen i det nye Jerusalem. ”om en husholdning i tidernes fylde: at han ville samle alt i eet i Kristus, både de som er i himmelen, og de som er på jorden gr.tes ges det er den messianske forsamling i Rigets tid.”: Ef.1,10. Den endelige ”fuldendelse” for jøderne er ikke Riget for Israel, men det er ”den nye himmel og den nye jord”. Riget for Israel er en jordisk periode, men himmelen hører til den FULDE FORLØSNING. Den kristne menighed skal være sammen med jøderne når de bliver fuldendt. ”Og endda alle disse fik vidnesbyrd for sin tro, opnåede de ikke det som var lovet, fordi Gud forud havde udset noget bedre for os (den kristne menighed), så de (de messianske jøder og de jødiske proselytter) ikke skulle nå FULDENDELSEN uden os. (Vi skal være sammen med dem i deres fuldendelse.)”: Hebe.11,39-40.

De løfter som den kristne menighed har fået, går UDENOM det jødiske program. Vi kalder det for HEMMELIGHEDEN, som består af en række del-hemmeligheder. Disse hemmeligheder er:

1. En ny skabning som består af både jøder og hedninger: 2.Kor. 5,17 og Ef. 2,15 .
2. Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger: Rom. 3,21 og Ef. 2,8-9.
3. Mose Torah og Jesu uddybning af den er ophævet for den kristne menighed: Ef.2,15 og Kol. 2,14.
4. Vi er allerede nu indsat i himmelen i Jesus Kristus. I og med at han er der, er også vi der, for den kristne menighed er en åndelig enhed eller en åndelig organisme som ikke kan opdeles: Ef.1,3 og 2,6.
5. Den kristne menigheds bortrykkelse før trængselstiden på 7 år: 1.Kor. 15,51-52 og 1.Tess. 1,10 og 4,14-18.
6. Vi har ”Kristus i os-håbet om herlighed”: Kol.1,27 og 1.Tess. 1,10. Dette er det samme som Den Hellige Ånd, som er i os. Det er selve frelsespantet som den kristne menighed har.

Der går TO FRELSESHISTORISKE LINIER gennem Bibelen. Den ene er den jødiske line, og den angår i første omgang jordiske forhold.

Den anden line angår den kristne menighed og gælder himmelske forhold.

Den første line begyndte med Abraham og sluttet med jødernes forkastelse af Jesus.

Den anden line begyndte med Paulus og slutter med den kristne menigheds bortrykkelse.

Efter den tid kommer den jødiske line ind igen i frelseshistorien.

Ud fra Golgata går der også TO LINIER:

Det er den jødiske line hvor lover er opfyldt som frelsesgrundlag, men den er ikke ophævet i vandringen for jøderne

Det er den kristne menighed line hvor den jødiske lov er taget bort. Den angår i det hele taget ikke den kristne menighed. Dette gælder både jøder og hedninger..

(At jøderne føler sig forpligtiget på nogle af ordningerne i Mose-loven, det er en helt anden sag. Her er det samvittigheden hos hver enkelt som skal bestemme, hvilke ordninger og bud en skal følge.)

15.

Den samaritanske kvinde repræsenterede de hedninger som har del i Guds rige: Joh. 4,4-42.

På Jesu tid bestod frelsen i at man sluttede sig til den messianske jødedom og blev proselyt. Gennem omskærelse, vanddåb og forpligtigelse på at holde jødernes lov blev man indlemmet i menigheden.

Samaritanerne var et blandingsfolk af assyrere og jøder. Efter at nord-riget var blevet erobret af Assyrien i året 722 før Messias, blev de fleste af de jøder som boede i Samarie, tvangs-flyttet til Assyrien. Forskellige folkeslag fra Det Assyriske Verdensrige blev flyttet til Samarie, og der opstod et blandingsfolk af ”assyrere” og jøder, og det var samaritanerne.

Samaritanerne havde en blandingsreligion som bestod af elementer fra både hedensk religion og jødedommen. De anerkendte blot de 5 Mosebøger af Tanach. De anerkendte ikke profeterne, Salmerne eller de andre Skrifter i Tanach. De anerkendte heller ikke farisæernes vedtægter.

Samaritanernes trosbekendelse havde følgende 6 artikler:

1. Troen på en Gud.
2. Troen på profeten Moses.
3. Troen på at Garisim var det bjerg hvor Gud skulle tilbedes med offer.
4. Troen på at Gud skulle dømme verden.
5. Troen på at Moses skulle genopstå som den nye Messias.

Jesus sagde til den samaritanske kvinde at han var Messias: Det er mig (som betyder:”Jeg er”). Jeg som taler med dig.” (v.25-26.)

Der blev også en diskussion mellem Jesus og den samaritanske kvinde om hvor de skulle tilbede-enten i Jerusalem eller på Gardist. (v.20-24.)

Jesus sagde at der skulle komme en tid da de hverken skulle tilbede i Jerusalem eller på Gardist. Han sigter da til Jerusalems ødelæggelse i år 70 efter Messias. Det vigtigste var ikke hvor man tilbad, men at man tilbad Gud i Ånd og sandhed, for Gud er begge delene. Det er sådanne tilbedere Gud vil have.

Dette betyder ikke at man ikke skal tilbede i Jerusalem. Det var det rette sted for tilbedelsen, men det betyder at en kan ikke gøre dette til et spørgsmål om bare lokalisering, for dersom man gør det, så bliver det ingen tilbedelse i Ånd og sandhed.

Det Jesus ville give samaritanerne, var både frelsen og i sin tid Den Hellige Ånd: Joh.4,10..

”Det levende vand” er et billede på den Hellige Ånd, som det nye frelsespant i Riget for Israel. De troende i Samarie fik også både den hellige Ånd og Ånds-fylden i forbindelse med evangelisten Filips besøg i Samaria: Ap. Gr. 8,5-17.

Der var mange af samaritanerne som kom til tro på Jesus (v.41-42.) De blev dermed indlemmet i Riget for Israel

Jesus blev værende hos Samaritanerne i 2 dage. Disse to dage symboliserer de 2000 år som Jesus vil være borte fra jøderne. Det er i dette tidsrum at den kristne menighed bliver udtaget. ”Han (Gud) vil gøre os levende EFTER 2 DAGE. På den TREDIE DAG vil han oprejse os, og vi skal leve for hans åsyn.” Hoseas 6,2.

16.

På Jesu tid var agrene (markerne) i Israel hvide indtil høsten: Joh. 4,35.

Dette betyder at den messianske høst i Israel var fuldt færdig til at blive indhøstet. Det var Guds ønske og plan at først skulle jøderne i Israel blive frelst. Derefter skulle jøderne i diasporaen blive frelst. Derefter skulle hedningerne slutte sig til jøderne som frelste mennesker.

Men således gik det ikke. Jøderne forpurrede Guds planer ved at de ikke tog imod Jesus som deres Messias, således at Guds planer med Israel og jøderne ikke lod sig realisere på denne tid. Dette fik flg. konsekvenser:

1. Endetiden blev udsat med ca. 2000 år.
2. Jøderne blev dømt og sendt ud til alle folkeslag:: Luk. 21,24.
3. Den kristne menighed kom ind som en parentes i Guds planer med Israel.. Den begyndte med Paulus`omvendelse i året 37. Fra dette år og frem til år 70 var det en AFVIKLINGSTID for den messianske jødedom.

Vi skal ikke her komme ind på det eksakte tidspunkt for Israels forhærdelse, for da er det bare Gud som ved det, men jeg vil sitere hvad P.G. Felter siger om dette i sin bog: Guds frelsesplan i Bibelen,s.79: ”I Mattæus 13 lukkedes døren for folket i landet. I Acta (Ap. Gr.) 28 lukkedes døren for jøderne i adspredelsen og dermed hele Israels hus.” (Se min artikel: Den kristne menighed begyndte ikke ved afslutningen af Apostlenes gerninger.) Vi må alligevel skille mellem Israels forhærdelse og det forhold at de messianske menigheder fortsatte at eksistere. Selv om Israel blev forkastet af Gud på grund af deres afvisning af Jesus som Messias, alligevel fortsatte de messianske menigheder at eksistere. De eksisterede også efter Jerusalems ødelæggelse i år 70.

16.

Da Jesus kom tilbage til Galilæa, efter at han havde været 2 dage hos samaritanerne, helbredte han sønnen til en som var i tjeneste hos kongen. Denne mand kom til tro på Jesus med HELE SIT HUS: Joh. 4,46-54. Dette var det andet tegn som Jesus gjorde. Evangeliet efter Johannes er opbygget omkring 7 tegn. Disse tegn eller undere, som de andre evangelister kaldte dem, er bare et LILLE UDDRAG af alle de tegn og undergerninger som Jesus gjorde: Joh.20,31. I Rigets tid vil hele familier, hele stammer og hele nationer blive frelst. Israel vil være den første nation som bliver frelst: Rom. 11,26. I vor tid vil det være enkeltindivider som bliver frelst og ikke hele nationer, stammer og familier.

17.

Ved Betesda-dammen lå en mand som havde været syg i 38 år: Joh. 5,1-15. Dette var det tredie tegn som Jesus gjorde. Denne mand er et billede på de 38 år som jøderne var på vandring i ørkenen: Joh. 5,5.

”Betesda” betyder ”nådens hus”. Denne mand er et billede på det jødiske folk. Mange af dem søgte frelse ved en ydre opfyldelse af de bud og forskrifter som var beskrevet i loven, men det var ikke nok til frelsen. Centrum i frelsen har bestandig været TROEN, og den har bestandig været en gave fra Gud. Det som ligger rundt troen vil variere fra den ene tidsperiode til den anden.

Denne mand som søgte frelsen i Betesda-dam, som er et billede på vanddåben, havde ingen, som kunne kaste ham i vandet, når det blev oprørt, v.4.

Både vanddåben og det forhold at denne mand måtte have hjælp til at blive kastet i vandet, er udtryk for GERNINGER. Dette betyder at det ikke var gerningerne som frelste de messianske jøder, men det var troen på Jesus. Det har hverken været, og er heller ikke i dag vandet som frelser menneskerne, men det er troen på Jesus. Frelsen er ikke knyttet til vandet, men det er knyttet til Jesus.

Det forhold at Gud kanaliserede sin frelse gennem vanddåben, er en helt anden sag. Frelsen blev også kanaliseret gennem andre gerninger. Evangelisten Markus viser os denne DOBBELTHED i den messianske jødedom – både tro og vanddåb (gerninger). ”Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den som IKKE TROR, skal blive fordømt.” Markus. 15,16.

Det var ikke bare denne ene mand, som lå ved Betesda-dammen. Der lå en mængde syge der, både blinde, halte og visne, v.3.. Det var ikke bare denne mand som behøvede Jesu frelse. Det gjaldt alle jøderne.

Når det gælder helbredelse i Israel, så ved vi at de som holder loven, de var sikre på helbredelsen, men frelsen og helbredelsen er ikke det samme. I forhold til det jødiske folk så havde loven to sigtepunkter, og det var:

1. Der skulle være en pagt (kontrakt) mellem Gud og det jødiske folk. Alle som holdt loven og tilegnede sig lovens retfærdighed, skulle få et godt og langt liv. Dette gjaldt den almindelige jøde: 5.Mos. 28,1-14.
2. De som var kommet til en levende tro på Jesus, måtte også forpligtige sig på at holde Mose lov eller Jesu uddybning af den. Dette gav dem både et godt og et langt liv, men det sikrede dem også del i frelsen.

18.

”Sandelig siger jeg jer: Den time kommer, og er nu, da de døde (de legemlige døde) skal høre Guds Søns røst, og de som hører, skal stå op.” Joh.5,25.

Under forudsætningen af at jøderne tog imod Jesus som deres Messias, var den tid kommet at opstandelsen af de retfærdige kunne ske. De som havde gjort gode gerninger, skulle opstå i de retfærdiges opstandelse, og de som havde gjort onde gerninger, skulle opstå i de uretfærdiges opstandelse, v.29.

Den første opstandelse vil ske før oprettelsen af 1000 års-riget, medens den sidste opstandelse vil ske efter 1000 års-riget er afsluttet: Joh.6,40. Se Daniel 12,1-3., og Johs. Å. 20,4-6.

Den kristne menighed skal også få del i en opstandelse. Der vil både være en opstandelse og en bortrykkelse til himmelen. Den messianske forsamling vil ikke få del i bortrykkelsen, for den skal regere sammen med Jesus på jorden, medens vi skal regere sammen med Jesus fra himmelen i 1000 års-riget.

Vor frelse er heller ikke baseret på gerninger, men udelukkende på TRO og NÅDE. Det var det Paulus` NYE

BUDSKAB gik ud på.

19.

Jøderne ransagede Skrifterne at de skulle få tidsalderlig liv ved at gøre det, men de forstod ikke at Skrifterne pegede på Jesus. Han kunne give dem et liv i tidsalderen, dersom de havde kommet til tro på ham. Da dette ikke skete – vil de komme til at tro Antikrist, når han kommer engang i fremtiden: Joh. 5,39-43.

Det er bare troen på Jesus som kan give frelsen. Dette gælder både for den messianske og den kristne forsamling. Blandt jøderne var der forskellig syn på hvem Jesus var. I den messianske forsamling så de på Jesus som Davids Søn og konge. Det var først på et senere tidspunkt at de forstod at han var verdens forsoner.

For den kristne menighed er Jesus både frelseren og hoved for menigheden. Vi forholder os ikke til Jesus som jødernes Messias og konge, men HOVEDET FOR MENIGHEDEN. Det er UDELUKKENDE (hvad) Paulus skrev om den kristne menigheds forhold til Jesus. Det er hans Skrifter som gælder for den kristne menighed og ikke de jødiske Skrifter.

Dette betyder ikke at vi ikke kan bruge visse dele i de jødiske Skrifter i vor undervisning, men det betyder at vi på ingen måde kan bruge alt det som står der. Hele Bibelen er nyttig for os til læredom, overbevisning, retledning og optugtelse i retfærdighed: 2.Tim. 16.

Vi som tilhører den kristne forsamling, har ingen problemer med at se at Jesus er den som Gud sendte for at forsone verden med sig selv.

I endens tid vil mange jøder komme til at tilbede Antikrist som deres Messias og frelser. De messianske jøder vil modsætte sig dette, for de venter ikke på Antikrist, men de venter på Kristus. Den kristne menighed behøver ikke at vente på Antikrist, for vi skal bortrykkes før trængselstiden. Gud skal fri os ud af den trængselstid som skal komme over hele verden: 1.Tess. 1,10.

20.

Det er ikke Jesus som skal anklage jøderne på dommens dag, men det er Mose Skrifter, for de beskriver Jesus som jødernes Messias og frelser: Joh. 5,45-47.

Dersom jøderne havde troet det som stod i Mose Torah, så havde de forstået at Jesus var deres Messias, for de talte (forud-profetisk) om ham.

Jøderne mente at Moses var den største profet som de havde haft. Det var hans Skrifter som var de vigtigste i Tanach. Hans Skrifter var vigtigere end f.eks. profeternes Skrifter. Dette blev begrundet med to forhold:

1. Det var på Sina at Gud havde indgået lov-pagten med jøderne.
2. Gud havde talt ansigt til ansigt med Moses. Det havde han ikke gjort med de andre profeter. Han havde åbenbaret sig for dem i drømmer, syner og åbenbaringer: 4.Mos. 12,5-8.

Jesus ligestillede Mose lov med profeterne. Begge var lige vigtige: Mat. 5,17.

Ved siden af at jøderne havde den største respekt for Mose lov, så havde farisæerne og mange af de skriftlærde opbygget deres eget lov-system rundt om Mose lov. De kaldte det for de ”gamle vedtægter”. Disse var ikke bare ligestillet med Mose lov, men de var OVERORDNET Moses undervisning.

De mente at Gud havde givet jøderne to love på Sina. den ene var Mose lov, og den anden var den mundtlige lov, som kom til udtryk ved farisæernes og de skriftlærdes Bibelfortolkninger. Disse er nedfældet i Talmud. (Se min artikel: Kundskab om jødedommen og bibelsk fortolkning, del 3.)

Den kristne menighed skal ikke dømmes i forhold til Mose lov. Den som tror på Jesus i vor tidsperiode, kommer ikke til dom, men er allerede indsat i himmelen sammen med Jesus.

Foran Guds trone i himmelen, skal vi få vores liv bedømt af Jesus. Her er ikke tale om frelse eller fortabelse, men der er tale om tab eller godkendelse af nådeløn: 1.Kor. 3,8-15.

Medens den kristne menighed skal dømmes i himmelen, skal jøderne og de andre folkeslag dømmes foran Menneskesønnens trone i Jerusalem. De skal dømmes i forhold til deres gerninger og i forhold til deres tro. De som ikke har gode og rigtige gerninger, får ikke del i Guds rige, som er Riget for Israel. Se Mat. 25.

21.

Det fjerde tegn som Jesus gjorde var det såkaldte ”brødunder”: Joh. 6,5-15. Jesus forvandlede 5 brød og 2 fisk til mad for 5000 mænd foruden kvinder og børn til mad. Dette var en messiansk undergerning. At Messias skulle give jøderne brød, når han kom, er omtalt mange steder i Tanach: 5.Mos. 28,1-14 og Salme 146,7.

Kong David havde aldrig set en retfærdig forladt, eller hans afkom tigge sit brød: Salme 37,25

Gud skulle ikke bare give jøderne brød i Riget for Israel. Han skulle også give dem overflod med brød. Efter at disse mennesker havde spist, blev der 12 kurve tilovers, v.13. 12 tallet er Israels specielle tal.

”Brødet” var også et billede på ham selv. Når jøderne bad ”Fadervor” om at Gud måtte give dem ”det daglige brød”, så var der en dobbelthed i dette udsagn. De bad til Gud om at han måtte give dem både brød og Jesus, for mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord som udgår af Guds mund.

De fleste jøder så bare dette ene brød, men det som brødet var et billede på – nemlig Jesus – forstod de ikke. ”Jesus sagde til dem: Jeg er LIVETS BRØD. Den som kommer til mig, skal ikke hungre, og den som tror på mig, skal aldrig nogen sinde tørste.” Joh. 6,35.

I vor tidsperiode er der mange retfærdige som mangler mad.

Efter at Jesus havde udført brødunderet, ville jøderne gøre ham til konge med magt, v.15.

Det er rigtig at Jesus er jødernes konge, men tidspunktet for magtovertagelsen passede ikke. Jesus måtte først forsone al verdens synd, og sende Den Hellige Ånd til jøderne. derefter kunne de gøre ham til konge: Ap. Gr. 3,19-21.

Jesus er ikke den kristne menigheds konge. Han er hovedet for menigheden, som er hans legeme. I dette legeme er jøderne og hedningerne ligestillet.

22.

Det femte tegn som Jesus gjorde, var at han stillede stormen på Genesaret-søen: Joh. 6,16-21.

Dette er et billede på jødernes trængsel i trængselstiden og jødernes modtagelse af Jesus som konge i Riget for Israel. ”Søen”, v.18 er et billede på den store trængsel, og ”Vinden”,v.18 er et billede på jødernes mange problemer i denne tid, v.18

Da Jesus kom ”nær til båden”, v.19, lagde bølgerne sig og vinde løjede af. Dette er et billede på Jesus komme for jøderne.

Den kristne menighed skal ikke ind i trængselstiden på 7 år. Vi skal blive sparet for den, for vi er Jesu legeme og er allerede indsat i himmelen sammen med Jesus. Vi har ingen ting at frygte.

23.

”Jesus sagde til de jødiske ledere”: Har Moses ikke givet jer loven ? Og ingen af jer holder loven. Hvorfor står i mig efter livet ?”, 7,19

Dette udsagn viser at Mose lov ikke var ophævet for jøderne. Jesus var ikke kommet for at ophæve loven og profeterne, men for at opfylde den (dem). Mat. 5,17-18.

Mose loven var heller ikke ophævet for den messianske menighed og dens proselytter. De måtte bestræbe sig på at holde Mose lov og Jesu fortolkning af den.

Når vi ser på missionsbefalingen i Mat. 28,18-20, kommer det tydeligt frem at både jøder og hedninger skal holde budene og forskrifterne i Jesu fortolkning af Mose Torah. Denne undervisning angår 1000 års-riget.

Mose loven er ophævet for den kristne menighed. Rent juridisk blev den ophævet af Jesus på Golgata: Ef. 2,14 og Kol. 2,15., og rent formelt blev den sat til side på apostel-mødet i Jerusalem i året 50. Det blev da bestemt at hedningerne ikke behøvede at følge Mose lov. Ap. Gr. 15,28-29.

Det var Mose lov som en ENHED som blev sat til side for hedningerne. Dette betyder ikke at vi (ikke) har regler og bud i dag som vi skal følge. Vi skal følge de 400 bud og forordninger som Paulus har sat op i sine breve.

24.

Kvinden som blev grebet i hor, er et billede på Israel: Joh. 7,1-11.

I Bibelen bliver kvindebenævnelser brugt om Israel. Således er benævnelsen ”skøge”, ”horkvinde”, ”søster”, ”veninde”, ”hustru” og ”brud”. En undtagelse er ”den store skøge”, som er beskrevet i Johs. Åbenbaring 7,1-11. Den store ”skøge” er en sammenslutning af de hedenske religioner i verden. Sentrum i dette er den romersk katolske kirke.

I Johs. Åbenbaring bliver Israel også beskrevet som ”kvinden”, Joh. Å. 12.

De skrift-lærete og farisæerne kom til Jesus med denne kvinde som var grebet i hor. De ville konfrontere ham med Mose-loven, for den bestemte at kvinden skulle stenes. Ud fra Mose-loven var det ret og rigtig at denne kvinde måtte dø.

Jesus byggede bl.a. sin lære på Mose-loven, men han førte godheden og kærligheden ind i det jødiske retfærdighedsbegreb. Han så at kvinden angrede sin synd og var bange for at dø, og derfor tilgav han hende hendes synd. Han slap hende fri med den advarsel, at hun ikke skulle drive hor mere, v.11 . (Se Thorleif Bomans bog: Jødernes Messias. Grækernes Kristus, s. 55-61.)

Jesu lære er ikke helt ens med Mose-loven, for hans lære angik en ny tid – nemlig Riget for Israel. Således som Jesus lærte, således vil det også blive i 1000 års-riget.

Vi kan heller ikke bruge store ting af Jesu lære for indeværende tidsperiode, som er den frie nådens tid. Det er Paulus hans Skrifter at vi finder det åndelige fundament for den kristne menighed. Vi må TILBAGE TIL PAULUS i vor undervisning.

Det forhold at Jesus tilgav denne kvinde og gav hende en ny mulighed, peger fremover mod jødendes frelse i endens tid. Jøderne vil som folk og levning få en ny chance til at blive frelst, og denne gang vil de anerkende Jesus som deres Messias og frelser.

25.

Jesus sagde: ”... hver den som gør synd, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset (i Israel) i tidsalderen. Sønnen bliver der i tidsalderen. Får Sønnen da frigjort jer, da bliver i virkelig frie.” Joh. 8,34-36.

”Trællen” er et billede på de af jøderne som ikke ville tro på Jesus. De skulle ikke indgå i tidsalderen, som er et udtryk for Riget for Israel. Det var ikke bare ”nært”, men det ”var kommet” til Israel. Det begyndte med døberen Johannes og varede til det tidspunkt da Gud forkastede sit folk. Der er ingen som eksakt ved tidspunktet for dette. Efter min vurdering ligger det omkring år 50. (Se min artikel: den kristne menighed begyndte ikke ved afslutningen af Apostlenes Gerninger.)

”Sønnen”, som er et billede på Jesus, skulle derimod blive i tidsalderen. Han skulle være konge i dette Rige: 1.Kor. 15,25.

Det jødiske folk kendte også til at Jesus skulle være konge i tidsalderen, men store dele af folket kendte desværre forsoningssiden ved Messias. ”Folket svarede ham: Vi har hørt af Loven at Messias forbliver i tidsalderen, hvorledes kan du (Jesus) da sige at Menneskesønnen skal ophøjes ? Hvem er denne Menneskesøn ?” Joh. 12,34.

Det som kendetegner denne tidsalder, er frihed, fred og retfærdighed. Satan og de onde ånder vil være fængslet i denne tid.

Den kristne menighed har en ENDDA STØRRE FRIHED end det som den messianske menighed havde. Det er Guds nåde som frelser os og bevarer os kristne gennem et helt liv: Titus 2,11-12.

Dette betyder at det ikke er loven, som skal bringe menneskerne til Jesus, men det er nåden.

Dette betyder også at det ikke er loven som skal helliggøre os, men det er nåden.

Dette betyder videre at det som den lutherske kirke kalder for ”lovens første” og ”anden brug”, er forkert brug af Guds ord i vor tidsperiode. Vor kirke hævder at det er ”loven” som både skal bringe menneskerne til frelsen, og at det er ”loven” som skal helliggøre de troende. Dette er ikke rigtig, for lovens tid er forbi for den kristne menighed. Den blev afskaffet på Golgata: Ef. 2,14 og Kol. 2,14.

Vi skal ikke forkynde loven, men nåden. De gode gerninger som vi gør, har ingen ting med frelsen at gøre. De er en naturlig konsekvens af at vi er født på ny og er blevet troende mennesker.

26.

Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Om nogen holder mit ord (mine bud), skal han aldrig se døden i tidsalderen.” Joh. 8,51.

Frelsen i den messianske jødedom var betinget af to forhold, og det var tro og efterfølgelse af Jesu bud. Den messianske jødedom regnede derfor med to typer retfærdighed, og det var:

1. Guds retfærdighed og
2. Mennesket egen retfærdighed.

Den første type retfærdighed var den frelsende retfærdighed.

Den anden type var etisk retfærdighed. Den kunne give sig udslag i forkant af frelsen og i vandringen som troende.

Vi må huske på at frelsen ikke bare betyder genfødselen, men den betyder også vandringen som troende.

Den kristne menighed har bare en type retfærdighed, og det er Guds retfærdighed. Det er den som både frelser og bevarer den troende. De gode gerninger skal følge som en naturlig konsekvens af at vi er genfødte troende.

Medens jøderne søgte den PERFEKTE GERNING. Jakob 1,4..

Søger vi den PERFEKTE NÅDE.

27.

Det sjette tegn som Jesus gjorde, var at han helbredte den mand, som var født blind: Johs. 9.

Denne mand er også et billede på Israel. Israel var født blind fordi det gennem lang tid havde underlagt sig farisæernes og de skriftlærdes lære og tolkninger af Guds ord.

Jesus gjorde manden frisk ved at spytte på jorden og dannede en dej, som han smurte på den blindes øjne, v.6.

Efter at Jesus havde gjort dette, fik manden besked om at gå og vaske sig i Siloa-dammen, og da kunne han se. Dette er udtryk for en gerning. Her ser vi kombinationen mellem tro og gerninger, som er typisk for den messianske jødedom.

”Siloa” betyder ”udsendt”. Både Jesus og Den Hellige Ånd var udsendt fra Gud. ”Vandet” i denne dam pegede dermed på Jesus som Guds Søn og jødernes Messias og på den Hellige Ånd som Guds kraft.

Denne hændelse var en STOR UDFORDRING for farisæerne og deres lære, for ifølge. den var det ikke lovligt hverken at danne dej eller smøre noget udover på en sabbat. Når denne mand fik sit syn igen, så havde han dermed bevist at farisæernes vurderinger og lære ikke var korrekte. Dette betyder videre at Jesus var jødernes Messias.

Denne undergerning var også et specielt MESSIAS-TEGN. Rabbinerne lærte at den som helbredte et menneske som var født blind, han var Messias.

I tillæg til dette tegn var der tre andre store tegn, og de var:

1. Helbredelsen af en spedalsk.
2. Uddrivelse af onde ånder i situationer hvor personen ikke kunne tale.
3. Opvækning af døde, hvor personen havde været død i mere end 4 dage.

(Se min bog: Jesu Genkomst, bind 4, kap.:De messianske undergerninger.)

Denne mand kendte også til dette specielle Messias-tegn, for han sagde: ”Så længe verden har stået (fra tidsalderen af), er det uhørt at nogen har åbnet øjnene på en blindfødt.”,v.32. Han udfordrede dermed farisæerne på deres egne vurderinger angående Messias, men farisæerne udskældte ham og kastede ham ud af synagogen, v.34.

Den blinde mand kendte til den messianske lære, for han sagde: ”Vi ved at Gud hører ikke syndere, men den som er GUDFRYGTIG og GØR HANS VILJE (holder loven), ham hører han.”, v.31.

Dette var akkurat det samme budskab som Peter forkyndte i Kornelius` hans hus. ”men blandt ethvert folkeslag tager han imod dem som frygter ham og gør retfærdighed.” Ap. Gr. 10,35.

I den kristne menigheds tidsperiode er det nok at tro på Jesus, for at få del i Guds rige.

Helbredelsen af denne mand er også et billede på jødernes omvendelse i slutningen af den store trængsel. De vil blive omvendt som rest og som levning. Israel er den første nation som bliver frelst. Derefter bliver hedningerne frelst som folk og nationer. Det er dette missionsbefalingen i Mattæus 28,19 sigter til, da Jesus sagde flg.: ”gå derfor ud og gør ALLE FOLKESLAG til disciple..”

Det er ikke den kristne menigheds opgave at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Vi skal være med til at udtage medlemmer til den kristne menighed og bevare dem for himmelen. Når det kristne legeme er fyldt, kommer Jesus ned i lufthimmelen og henter sit legeme, og da skal vi altid være sammen med Herren. Vi skal trøste hverandre med ”disse ord”.: 1.Tess. 4,14-18.

28.

”Sandelig, sandelig siger jeg jer”: Den som ikke går ind i fårestien gennem døren, men stiger over andetsteds, han er en tyv og en røver, men den som går ind gennem døren, han er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine får ved navn og fører dem ud (til Golgata), og fårene følger ham, fordi de kender hans røst: Joh. 10,1-4.

Denne lignelse giver udtryk for Jesu kærlighed til den messianske forsamling i Israel.

”Fårestien” er et billede på den messianske forsamling som var baseret på både Abraham, David, Mose pagten og den nye pagt i Jesu blod. ”Døren” ind til fårene er Jesus selv. Jesus førte den jødiske menighed ud af den jødiske indhegning, hvor de var indestængt på grund af Mose lov, som krævede perfekte gerninger for at blive frelst. Han førte dem ud til Golgata, hvor han sonede deres synd, og satte dem fri fra lovens krav om fuldkommenhed.

”Jeg er døren. Den som går ind gennem mig, han bliver frelst, og han skal gå IND og UD og finde føde.”,v.9.

De af jøderne som kom til tro på Jesus, blev frelst. De kunne nu gå ind og ud af den jødiske indhegning som FRIE MENNESKER. Før Jesus kom var de indestænget.

Til trods for at de messianske jøder var forpligtiget på Mose lov og Jesu fortolkning af den i vandringen som troende, så kaldte Jakob Jesu lov for ”FRIHEDENS LOV”. ”Tal således og GØR SÅLEDES som de som skal dømmes efter frihedens lov.” Jakob 2,12.

Videre sagde Jesus: ”Tyven kommer bare for at stjæle, myrde og ødelægge. Jeg er kommet for at i skal have LIV og have OVERFLOD. Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene, v.10-11.

”TYVEN” er et billede på Antikrist, som vil optræde i endens tid. De messianske jøder vil ikke følge ham, men de jødiske ledere vil indgå en pagt med ham i endens tid. Denne pagt vil vare i 3½ år. Efter den tid gør jøderne oprør mod Antikrist og han og hans hære forsøger at ødelægge Israel, jøderne og Jerusalem. Daniel 9,27.

Antikrist vil føre jøderne ud i den største elendighed som nogen sinde har eksisteret på denne jord. Der skal blive en trængselstid, som bare få mennesker skal overleve.

Jesus derimod ønskede at give jøderne liv og overflod af alle ting. Det vil han også gøre i 1000års-riget.

Jesus sagde videre: ”Jeg har også andre får ,gr.allos, som betyder ”andre at samme slags”, som ikke hører med til denne sti (den jødiske indhegning i Israel), også dem skal jeg føre frem, og de skal høre min røst, og der skal blive EN HJORD og EN HYRDE.”,v.16.

Jesus talte her om de messianske jøder som boede i diasporaen. Disse hørte også med til den messianske menighed.

Det græske ord som her er brugt for ”andre” er ”allos”. Det betyder ”andre af samme slags”.

Det er ikke den kristne forsamling som udgør disse ”andre får”, for den var ikke gjort kendt på det tidspunkt, da dette blev sagt. Desuden hører den ikke med til Israel. Den høre med til DEN STORE HEMMELIGHED, som Paulus fik åbenbaret.

Ordene ”sti”, ”indhegning”, og ”får” er brugt udelukkende om Israel og den messianske forsamling.

”Frygt ikke, du lille hjord ! For det har behaget jeres Far at give jer Riget.” Luk. 12,32.

Jesus udtalte sig ikke om den kristne menighed. Det var ikke hans opgave, det overlod han til Paulus.

Den kristne menighed hører ikke med til Israel. Den er ikke baseret på løfter og pagter. Den har ikke pagter, men løfter og hemmeligheder.

Den messianske menighed er bygget op på profeternes Skrifter i Tanach, og de forskellige pagter Gud indgik med jøderne. ”I er børn af PROFETERNE og af DEN PAGT som Gud gjorde med vore fædre, da han sagde til Abraham: og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes. I var de første som Gud sendte sin tjener til, da han lod ham fremstå, for at han skulle velsigne jer, idet enhver af jer vender sig bort fra sin ondskab.” Ap. Gr. 3,25-26.

Den kristne menigheds mange hemmeligheder kommer frem i de paulinske Skrifter. ”I som er bygget op på apostlenes og profeternes grundvold, medens hjørnestenen er Jesus Kristus selv.” Ef. 2,20.

”Men han som er mægtig til at styrke jer efter mit evangelium og Jesu Kristi forkyndelse (Jesu forkyndelse som hovedet for menigheden), efter åbenbaringen af den HEMMELIGHED som har været fortiet i tidsalderlige tider, men NU er kommet for lyset ved profetiske Skrifter efter den tidsalderlige Guds befaling, kundgjort for alle folk, for at virke troens lydighed." Rom.16,25-26.

Det er gennem Jesus som hoved for menigheden at vi er kommet ind i det løfte som Gud gav Abraham, om at jøderne skulle få Den Hellige Ånd.”for at Abrahams velsignelse kunne komme over hedningerne i Kristus Jesus, så vi (jøderne) kunne få Ånden, som var os (jøderne) lovet.” Gal.3,14.

”men hører i Kristus til, da er i jo Abrahams æt, arviger efter løftet.” Gal. 3,29

”for ved ham har vi begge (både jøder og hedninger) adgang til Faderen i en Ånd.” Gal. 2,18.

Dette betyder at vi er koblet ind i Den nye pagt i Jesu blod.

Vi hører ikke med til Abrahams etniske æt, men Abrahams åndelige æt. ”derfor skal i vide at de som har tro, de er Abrahams børn." Gal. 3,7.

Da jøderne ikke ville tage imod Jesu tilbud til dem om Den nye pagt i Jesu blod og oprettelsen af Riget, så satte Gud i væk PLAN B for verden. Han forenede jøder og hedninger i eet legeme. Denne beslutning var taget fra før tidsalderen var kommet i stand. Det var Paulus som fik åbenbaringen om denne hemmelighed. ”Mig, den ringgeste af de hellige, blev den nåde givet at forkynde hedningerne evangeliet om Kristi uransagelige (usporlige) rigdom, og at oplyse alle (både jøder og hedninger) om hvorledes husholdningen er med den hemmelighed som har været skjult fra tidsalderlige tider i Gud, som har skabt alt, for at Guds mangfoldige visdom nu ved menigheden skulle blive kundgjort for-magterne og myndighederne, efter det fortsæt (plan) fra tidsalderlige tider som han fuldførte i Kristus Jesus, vor Herre."Ef. 3,8-11

29.

Jesu opvækning af Lasarus var det syvende tegn som Jesus gjorde: Joh. 11,1-46.

Denne hændelse er også et billede på jødernes opstandelse på den sidste dag. Jesus var i Perea på den anden side af Jordan da dette hændte. Han ventede to dage før han begyndte at gå til Jerusalem, v.6. Disse 2 dage symboliserer de 2000 år da jøderne har været sat til side på grund af deres ulydighed mod evangeliet om Guds rige og mod Jesus.

Til trods for at Lasarus havde ligget 4 dage i graven, og til trods for at det allerede stinkende fra ham, v.17 og 23, så opvakte Jesus ham fra døden. Denne tid symboliserer de 4000 år fra Abraham og til Jesu genkomst for jøderne. I hele den tid har jøderne ventet på opstandelsen på den sidste dag og oprettelsen af Riget for Israel, v.24.

Den kristne menighed venter ikke på opstandelsen på den sidste dag, men den venter på bortrykkelsen, som er menighedens håb. Den skal ske før selve trængselstiden på 7 år.

30.

Efter at Jesus havde udført det syvende tegn, kaldte ypperstepræsterne og farisæerne sammen hele Rådet, for at drøfte hvad de skulle gøre med Jesus. Problemstillingen var flg.: ”Hvad skal vi gøre ? For dette menneske gør MANGE TEGN. Lader vi ham fortsætte således, da vil alle TRO PÅ HAM, og romerne kunne komme og tage vort sted og folk: Joh. 11,47-48.

Kaifas, som var ypperstepræst i dette år, sagde: ”I forstår ingen ting. Heller ikke tænker i på at det er til gavn for jer at EET MENNESKE DØR FOR FOLKET, og ikke hele folket GÅR TIL GRUNDE.”v.49-50.

Dette udsagn har en dobbelt betydning:

1. Det angik forholdet mellem det jødiske folk og romerne.
2. Det angik forholdet mellem det jødiske folk og Gud.

Kaifas havde ikke det sidste i tankerne, når han udtalte dette, men Gud brugte ham således at han kunne profetere om FORSONINGEN. Gud kan bruge hvem han vil til at profetere og til at fremme sine planer.

Som et resultat af forsoningen da vil Jesus på (lang) sigt samle både de jøder som bor i landet, og de jøder som bor i (adspredelsen) diasporaen til eet: v,51-52.

Det er ret at Jesus død var en forsoning for jøderne. Es.53. Dette gjaldt både de jøder som boede i Israel, og de som boede i diasporaen. Det er blevet anslået at der boede 1 million jøder i landet Israel, samtidig med at der boede 2 millioner jøder i adspredelsen på denne tid.

Frelsen gjaldt alle disse plus de hedninger som sluttede sig til den messianske jødedom.

Videre gjaldt Jesu forsoning alle de som kom til tro på Jesus gennem den kristne forsamling. ”og han er en soning for VORE SYNDER, dog ikke bare for vore, men for HELE VERDENS,” 1,Joh. 2,2.

Forsoningen gælder alle mennesker som på en eller anden måde har kommet til tro på Gud som skaberen eller på Jesus som frelseren. Troens karakter kan være forskellig for de forskellige mennesker. Den er baseret på tidsperiodernes karakter og egenart.

31.

På palmesøndagen (den 10. Nisan) i året 32 ville store dele af folket gøre Jesus til konge.

”På den flg. dag, da mange af folket, som var kommet til højtiden, fik høre at Jesus kom til Jerusalem, tog de palmegrene og gik ud for at møde ham, og råbte: Hosianna ! Velsignet være han som kommer i Herrens navn, ISRAELS KONGE.” Joh. 12,12-13.

Jesus bekræfter at han var Israels konge ved at sætte sig på en ung æselføl og red ind i Jerusalem på den, v.14-15. Dette var et KLART SIGNAL på at han var Messias, for profeten Sakarias havde skrevet: ”Fryd dig storlig, Sions datter ! Råb højt, Jerusalems datter ! Se, din konge kommer til dig, retfærdig er han og fuld af frelse, fattig og ridende på et asen, på assenindens unge fole.” Sak. 9,9.

Jesus kunne ikke blive konge på palmesøndagen, for først måtte han, lide døden og sone synden. Derefter skulle han sende Den Hellige Ånd til jøderne. Da først var tiden kommet til at han kunne komme tilbage fra himmelen og blive jødernes konge : Se Apostlenes Gerninger 3, 19-21.

Mange jøder kendte Jesus som Messias, men de kendte ham ikke som ”det Guds lam som tog bort verdens synd.” Joh.1,29. Før Jesus kunne blive konge, måtte han gå i døden for alle mennesker.

Jesus er jødernes konge, men han er ikke konge for den kristne menighed. Han er hovedet for menigheden. Det er af den STØRSTE BETYDNING at vi skiller mellem disse to sider ved Jesus. Dersom vi magter det, så vil et af hovedproblemerne i tolkningen af N.T. være løst.

32.

Under påskemåltidet vaskede Jesus disciplenes fødder: Joh. 13,2-17. Dette viser at Jesus holdt fast på de jødiske ritualer for renselse af den ydre synd eller tilsmudsning. Peter ønskede at Jesus også skulle vaske hænderne og hans fødder, men Jesus sagde til ham: ”Den som er badet (genfødt) trænger ikke til andet end at vaske fødderne, men er ren over det hele,.., v.10.

Dette er skikke som den kristne menighed ikke har. Vi er frelst af nåde alene, og opretholdes som kristne af Guds nåde alene.

Når mange medlemmer af den kristne menighed ikke ville give slip på de jødiske seermonir som f.eks. vanddåb, håndspålæggelse, brug af olie ved helbredelser og forskellige renselsesskikke, så er dette et udtryk for at mange bliver tiltrukket af disse seermonir. Det er ikke det nye menneske som bliver tiltrukket af dette, for det har mere end nok med Guds nåde,men det er kødet som bor i os.

Dette er en af grundene til at den katolske kirke har meget stærkere tag på de fleste folk end det som den protestantiske kirke har. Den protestantiske kirke har skåret drastisk ned på termonierne og ritualerne, men endnu er der mange ting som burde have være taget bort. Det u- i genfødte og det religiøse menneske elsker traditioner. Det genfødte menneske elsker Guds Ord og Guds ordninger.

Det som skulle have været i centrum for den kristne menigheds Guds-tjeneste, er tilbedelsen af Gud og glæden over at vi både er frelst og opretholdes af Guds nåde alene.

33.

”Jeres hjerter forhærdes ikke. Tro på Gud og tro på mig. I min FADERS HUS (templet i Jerusalem) er der mange rum. Var det ikke således så havde jeg sagt jer (de 12 disciple) det, for jeg går bort for at berede jer sted, og når jeg er gået bort og har beredt jer sted, da KOMMER JEG IGEN, og vil tage jer til mig, for at i også skal være der (i Jerusalem og i Israel) jer er.” Joh. 14,1-3.

Denne tekst angår ikke den kristne menigheds bortrykkelse, men den angår Jesu genkomst til de 12 apostle. De skulle sidde i Jerusalem og dømme Israels 12 stammer: Mat. 19,28. (Se min bog : Jesu Genkomst, bind 4: kap.: En beskrivelse af Johannes 14, 1-6.

Vi har flere lignende fortællinger i evangelierne, som viser at dette er rigtig forståelse af dette: Mark. 13,34-37 siger omtrent det samme som Joh. 14,1-2. ”Ligesom en mand (Jesus) som drog udenlands (til himmelen) og forlod SIT HUS (den messianske menighed) og overgav sine tjenere (apostlene) styret, enhver sin gerning, og bød dørvogteren (Mose lov og Jesu fortolkning af den) at han SKULLE VÅGE, således skal I VÅGE – fordi i ved ikke hvornår HUSETS HERRE KOMMER, enten det bliver om aftenen eller ved midnat eller ve hanegal eller om morgenen, for at han ikke skal finde jer sovende, når han kommer uforvarende (pludselig). Men det jeg siger til jer, det siger jeg til alle: VÅG.” Mark. 13,34-37.

Det var to som skulle våge, og det var dørvogteren og den messianske menighed. Det ”at våge” giver udtryk for det ”at være vågen”. Det er det samme som ”art passe på”, således at man ikke skal gå glip at Jesu genkomst, for det er bare dem som ”holdt ud indtil enden som skulle blive frelst.” Mark. 13,13.

Loven krævede at jøderne skulle passe på at de holdt Jesu bud i vandringen som troende. ”Dersom i elsker mig, da hold minde bud.” Joh. 15.

”Den som har mine bud og holder dem, han er den som elsker mig, men den som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” Joh. 14,21.

”dersom (betingelse) i holder mine bud, da bliv i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.” Joh. 15,10. (Se også Jakobs brev.)

Den kristne menighed skal ikke våge angående Jesu komme for menigheden, for vi ved ikke hvornår Jesus kommer for at hente sin menighed. Dersom vi lever i Guds nåde, så kommer vi med når Jesus kommer. Den kristne menighed har ingen specielle tegn som kan pege på Jesu komme. De tegn som er gengivet i de jødiske Skrifter, gælder jøderne og verden.

I den kristne menighed, da handler Gud med os i forhold til sin store nåde. ”Nåde” og ”fred” er de nøgleord som er givet den kristne forsamling. ”Nåden være med jer og fred fra Gud Fader og vor Herre Jesu Kristus.” Gal. 1,3.

34.

”og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden (gr.allos, som betyder ”en anden af den samme kvalitet”, for at han kan være hos jer i tidsalderen. Sandhedens Ånd, som verden ikke kan få, for den ser ham ikke og kender ham ikke. I kender Ham, for han bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse. Jeg (Den hellige Ånd) kommer til jer.” Joh. 14,16-18.

Jesus sagde at Faderen ville sende ”en anden af den samme kvalitet”. Dette betyder at Jesus og Den Hellige Ånd er af samme kvalitet. De danner en enhed og er begge udgået fra Faderen.

Løftet om Den Hellige Ånde er givet til jøderne. Hans komme skulle ske som et resultat af Jesu forsoning. Den Hellige Ånd er knyttet til den nye pagt i Jesu blod. Den skulle føre til at jøderne skulle få en ny Ånd i deres hjerter, som skulle bevirke at de magtede at holde Jesu bud. Jerm. 31,31-34.

Den kristne menighed har også fået Den Hellige Ånd i sit hjerte som pant og indsegl på frelser har gennem Jesus Kristus som hoved for menigheden , blevet gjort delagtige i Den Hellige Ånd. Vi er koblet ind i den nye pagt i Jesu blod.

Der har været en del diskussion om den kristne menighed skal tage nadveren eller ikke. Den peger på Jesu død og samfundet med Jesus. ”brødet” var et billede på Jesu legeme og ”vinen” var et billede på ”den nye pagt i Jesu blod”. Det var Jesus som indstiftede nadveren. Den blev en del af påskemåltidet. Mat. 26,26-28.

Nadveren er også for os, for Paulus modtag det af den opstandne Jesus at vi skulle modtage nadveren, som et minde om Jesu død og som en forventning på hans komme for menigheden: 1.Kor. 11,23-26.

Nadveren er et bindeled mellem den messianske jødedom og den paulinske kristendom.

35.

”jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdmanden. Hver gren på mig som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver den som bærer frugt, den renser han, for at den kan bære mere frugt. I er rene på grund af det ord jeg har talt til jer.” Joh. 15,1-3.

Vintræet er et billede på Jesus. Gud er vingårdsmanden. De troende i Israel er grenene. De var blevet bevaret af to grunde:

1. De var koblet ind i vintræet, som er et billede på Jesus.
2. De var rene på grund af at de efterfulgte Jesu undervisning. Det betyder at de holdt Jesu bud. I vor tid er det nok at være koblet til Jesus, for at blive bevaret som troende. Det er det den frie nåde går ud på. Gerninger har ingen ting med frelsen at gøre i vor tidsperiode. De vil følge efter som en naturlig del af at det nye liv er kommet i stand. De grene som ikke bar frugt (lovens helliggørelse), ville Gud rense (Guds helliggørelse), således at de kunne bære mere frugt., v.2.

I dette vers er der tale om to typer helliggørelse, og det er:

1. Lovens helliggørelse. Det er den helliggørelse som mennesket magter at producere. Den er ikke nok til frelse, men den angår selve vandringen som troende.
2. Guds helliggørelse. Det er kun den som kan helliggøre et menneske, for den er forankret i Jesu forsoning

I vor tidsperiode regner vi bare med en type helliggørelse i forhold til selve frelsen, og det er Guds helliggørelse. ”Men af ham, er i i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud og retfærdighed og HELLIGGØRELSE og forløsning.” 1.Kor. 1,30. Der bliver i dag ikke stillet noget krav til etisk eller lovens helliggørelse, for at blive bevaret som troende.

I den kristne menigheds tid bliver der ikke stillet krav om at en skal bære frugt for Guds rige, for at blive frelst eller for at blive bevaret som troende. Den kristne menighed skal frem for Jesu domstol, for at få det igen som er sket ved legemet – enten det som er godt eller det om er ondt. Det som er dårlig, skal brænde op, men det som er godt skal belønnes. Om ALT BRÆNDER OP (hele frugten), så skal en alligevel blive frelst. .1.Kor. 3,11-15.

”Om noget ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner, og de sankes sammen og kastes på ilden og de brænder. Dersom i bliver i mig og mine ord bliver i jer, da bed om hvad som i vil, og i skal få det.”v. 6-7.

Den som forblev i Jesus og holdt Jesu ord (Jesu bud), den kunne bede om hvad som helst (også helbredelser) og få det. I den messianske jødedom var helbredelser afhængig af at jøderne holdt Jesu bud. Således er det ikke i dag. I dag bliver vi helbredet på grund af Guds nåde. Der er ikke stillet nogen betingelser til helbredelsen.

Jeg ved at denne lignelse: Joh. 15,1-10, bliver brugt på den kristne menigheds forhold til Jesus. Dette er galt, for den angår den jødiske menighed. En del af det som står her, er fælles for de to menighedstyper, men når vi gransker dette nærmere, så ser vi også at der er forskelle. Jeg skal tage for mig en del forskelle på den messianske og den kristne menighed:

1. I forholdet til den kristne menighed er Jesus ikke vintræet, men han er hovedet for legemet. Den kristne menighed udgør en HØJERE enhed med Jesus end det som jøderne repræsenterer. Vi er udkaldt til at være en himmelsk forsamling, medens jøderne er en jordisk forsamling. Vort hjem er himmelen, medens jødernes hjem er Jerusalem og Israel.
2. De messianske jøder skal blive LIG Jesus, men vi skal blive ”LIGEDANNET MED HANS SØNS BILLEDE.” Rom. 8,29.

Om de messianske jøder står der: ”I elskede. Nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret hvad vi skal blive. Vi ved at når han åbenbares, da skal vi blive ham LIGE, for vi skal se ham som han er.” 1.Joh. 3,2.

Når vi undersøger denne sammenhæng, som dette vers står i, så viser det sig at ordet ”lig” går på det ”ikke at synde mere”.

Den kristne menighed derimod skal blive ligedannet med det billede som Jesus gav af sig selv som hoved for menigheden. Dette betyder ikke at vi indehaver den samme position som Jesus har, for den vil bestandig være højt hævet over det som den kristne menighed kan opnå, vi skal være i en åndelig enhed med Jesus, og vi skal repræsentere de samme værdier og ideer som han har.

”Et billede” gr.eikon er ikke det samme som genstanden selv, men det skal fortælle os noget om hvad selve genstanden står for, eller hvad den repræsenterer. Således er det også med vort forhold til Jesus.

3. De troende jøder skal opstå på den sidste dag og få deres liv bedømt foran Jesus (ved) herlighedens trone i Jerusalem: Mat. 25,1-30 og Luk. 19,25-26, medens den kristne menighed skal stilles frem for Guds trone i himmelen.
4. Jøderne skal styre over byer i Rigets tid, medens vi skal have overordnede opgaver i Rigets tid. Der står ikke så meget i N.T. om den kristne menigheds opgaver i Rigets tid. Det er endnu hemmeligheder som ikke er åbenbaret.

Vi skal have følgende positioner og opgaver:

1. Vi skal blive ligedannet med Jesu billede: Rom. 8,29.
2. Vi skal bestandig være sammen med Jesus: 1.Tess. 4,18.
3. Han skal vise sin herlighed på os: ”For at han i de kommende tider (i Riget for Israel) kunne vise sin nådes overmættende rigdom i godhed mod os i Kristus Jesus.” Ef. 2,7.
4. Alle ting er underlagt Jesus og menigheden. Ef. 1,21-23.
5. Vi skal styre over hele kosmos – Det er alt som er skabt. ”Eller ved i ikke at de hellige skal styre over verden, gr. kosmos og dersom verden bliver dømt (styret) ved jer, er i da uværdige til at dømme i de ringgeste sager ?” 1.Kor. 6,2.
6. Vi skal styre over engle. ”Ved i ikke at vi skal styre over engle, hvor meget mere da i timelige ting.” 1.Kor. 6,3.

Apostlene vidste at der var forskel på deres lære og Paulus` hans lære. Det var ikke deres opgave at forkynde den paulinske lære. På apostel-mødet i Jerusalem i år 50, blev de enige om tre ting:

1. Paulus skulle gå til hedningerne med u-omskærelsens evangelium. Apostlene skulle gå til jøderne med omskærelsens evangelium. Gal. 2,7.
2. Loven blev ophævet for hedningerne med undtagelse af hor, det som er kvalt, blod og offerkød. Ap. Gr. 15,20. Loven var ikke ophævet for den messianske forsamling, for den levede endnu i Rigets forkyndelse.
3. Paulus skulle indsamle penge til de fattige i Israel.

For den kristne menighed er loven OPFYLDT og OPHÆVET. Vi har fået NÅDEN i stedet. ”Men nu er Guds retfærdighed, som loven og profeterne vidner om, åbenbaret UDEN LOV.” Rom. 3.21.

For Kristus er Lovens ENDE (HENSIGT) til retfærdighed for hver den som tror.” Rom. 10,4.

”Så er da loven blevet vor tugtemester (vejviser, opdrager) indtil (ikke til) Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort ved tro.” Gal. 3,24.

For de messianske jøder var loven ikke ophævet. Jesus udvidede kravene i den til også at gælde både motiver og tanker. ”I må ikke tro at jeg er kommet for at ophæve loven og profeterne. Jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at opfylde.” Mat. 5,17.

Medens den kristne menighed søgte den frie nåde uden gerninger, så søgte den messianske forsamling de perfekte gerninger ved Den Hellige Ånds hjælp.

Paulus så på loven på flg. måde:

1. Loven er ophævet for hedningerne.
2. De enkelte bud i loven er opsummeret i det dobbelte kærlighedsbud: Rom. 13.8. Vi skal ikke lægge hovedvægten på opfyldelsen af hvert enkelt bud, men på det at elske hverandre. Den som har elsket den anden, har opfyldt loven.” Rom. 13,8.
3. I forholdet til næsten og samfundet er budene ikke ophævet. Dette har ikke noget med frelsen at gøre. ”Det kommer ikke an på omskærelse, og det kommer ikke an på forhud, men på at holde Guds bud. Disse finder vi i Paulus` hans undervisning.” 1.Kor. 7,19.
4. Loven er ikke for de troende men for de ugudelige og synderne. De skal blive dømt på grundlag af loven. Vi skal dømmes på grundlag af nåden: 1.Tim. 1,8-10.

I den messianske jødedom var loven ikke ophævet i forholdet til Gud. Gud krævede både en større retfærdighed og en større hellighed af jøderne. Han krævede både tro og gerninger: ”den som har mine bud og HOLDER DEM, han er den som elsker mig, men den som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” Joh. 14,21. ”dersom i holder MINE BUD (betingelse), da bliver i i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.” Joh. 15,10.

”Mine børn. Lad ikke nogen forføre jer. Den som GØR RETFÆRDIGHED (lovens retfærdighed), er retfærdig, ligesom han (Jesus) er retfærdig.” 1.Joh. 3,7.

”Og derved kender vi at vi kender ham: Om vi holder hans bud.” 1.Joh. 2,3.

I den paulinske er den som tror, gjort retfærdig.

Vi kunne have skrevet mere om dette, men Paulus` lære og apostlenes deres lære, har forskellige fokus i forhold til loven og til Jesu bud.

Vi som tilhører den kristne menighed er FRI FRA LOVEN og BUDENE i vort forhold til frelsen. Om vi magter at se dette, så kan vi begynde at vandre i det som Paulus lærte os. Vi bliver frigjorte kristne.

I forkyndelserne er der en enorm SAMMENBLANDING af disse to aspekter ved Guds ord. Dette fører til at kristen-folket ikke ser den store frihed som vi har i Jesu nåde og i den paulinske forkyndelse..

Erstatningsteologien fører til både frustration og forblindelse af en rigtig forståelse af Guds ord.

Vi skal ikke forkynde loven for de troende. Vi skal forkynde nåden. ”For synden skal ikke herske over jer. I er jo ikke under loven, men under nåden.” Rom. 6,14. ”For Guds nåde er åbenbaret til frelse for alle mennesker, idet den (nåden) OPTUGTER OS til at fornægte ugudelighed og de verdslige lyster og leve tugtig og retfærdig og gudfrygtig i den nuværende tidsalder.” Titus 2,11-12.

Vi skal heller ikke forkynde loven for de u-frelste, men vi skal forkynde nåden. ”Men da han som udvalgte mig fra moders liv, og kaldte mig VED SIN NÅDE.” Gal. 1,15. ”Eller foragter du hans godheds og tålmods og langmodig rigdom, og ved du ikke at GUDS GODHED (Guds nåde) DRIVER DIG TIL OMVENDELSE ?” Rom. 2,4. ”bare dette vil jeg vide af jer: Var det ved lov-gerninger i fik Ånden, eller VED TROENS (NÅDENS) FORKYNDELSE ?.” Gal. 3,2. ”han som frelste os og kaldte os med et helligt kald, ikke efter vore gerninger, men efter sit eget fortsæt (vilje) og den NÅDE som er givet i Kristus Jesus før tidsalderlige tider.” 2.Tim. 1,9.

Til de u-frelste skal vi forkynde følgende:

1. At Jesus er død for deres synder.
2. At de har fået deres synder tilgivet: 2.Kor. 5,19.
3. At de må modtage denne gave.
4. At den som ikke modtager denne gave, ikke får del i Guds rige.

Jesu forsoning er at betragte som en kontrakt mellem Gud og menneskerne. Gud har allerede sat sit underskrift under kontrakten, men kontraktens indhold begynder ikke at virke før menneskerne også signerer kontrakten.-frelste, for den er ophævet, men vi skal give dem evangeliet om Guds store kærlighed i Jesu forsoning. Jesus døde for alle mennesker til fastsat tid.

Når Paulus forlod menighederne, så overgav han dem til Guds nåde. Den skulle bevare dem. ”Og nu OVERGIVER jeg jer til Gud og Guds nådes ord, han som er mægtig til at OPBYGGE jer og give jer arvelog blandt alle dem som er blevet helliget.” Ap. Gr. 20,32.

I luthersk teologi siger man at ”loven” har tre funktioner, og de er:

1. Den skal bringe os til Jesus. Det er galt. Det er nåden som skal bringe os til Jesus.
2. Den skal bevare os som troende. Det er også galt. Det er nåden som skal bevare os som troende.
3. Den skal regulere forholdet til næsten og være fundament for samfundet. Det er ret.

I og med at jøderne fortsat var under loven i den messianske jødedom, så bliver den at betragte som en KONTRAKT mellem Gud og den enkelte. Når jøderne opfyldte sin del af kontrakten, så var Gud FORPLIGTET til at opfylde sin del.

Når de messianske jøder holdt Jesu bud (Johannes 15,7), kunne de få deres ønsker og deres bønner opfyldt. Således er det ikke i dag. Vi får ikke alt det som vi beder om. Vi får det som er bedst for os. ”Og vi ved at alle ting tjener dem til gode som elsker Herren, de som efter hans råd er kaldt.” Rom. 8,28.

I den messianske jødedom var der flg. betingelser, som måtte være opfyldt, for at jøderne skulle få det de bad om:

1. De måtte bede I TRO og IKKE TVIVLE. De måtte BEGÆRE det som de bad om. ”Men Jesus sagde til ham: Om jeg formår ? ALT ER MULIG FOR DEN SOM TROR.” Mark.9,23. ”Sandelig siger jeg jer at den som siger til dette bjerg (Oliebjerget). Løft dig op og kast dig i havet og IKKE TVIVLER i sit hjerte, men TROR at det han siger, skal ske, ham skal det vederfares. Derfor siger jeg jer: ALT det i BEDER OM og BEGÆRER, tro blot at i har fået det, så skal det vederfares jer.” Mark. 11,24. ”Men har bede i tro, uden at tvivle, for den som tvivler, ligner en havets bølge, som drives og kastes for vinden. For det menneske må ikke tro, at det skal få noget af Herren.” Jakob 1,6-7.
2. Der måtte være TO eller TRE som bad. Da kunne de bede om hvad som helst, og de skulle få det. Mat. 18,19-20.
3. De måtte bede I JESU NAVN. Mat. 18,19-20 og Joh. 16,23.
4. De måtte bede EFTER GUDS VILJE. De som bad efter Guds vilje, var sikret at få det som de bad om. De havde fået det allerede, selv om de ikke havde erfaret det . 1.Joh. 5,14-15.
5. De måtte HOLDE JESU BUD. Joh. 14,15 og 15,7.. (Se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære, kap.: Magten til at løse og binde, s.258.)

Paulus underviste ikke på denne måde. Han opstillede ikke noget krav for at vore bønner og begæringer skal blive opfyldt. Han overlod dette til Guds nåde. Det er bare EN GANG at Paulus henviste til et menneskes tro, for at dette menneske kunne blive helbredt. ”Han hørte Paulus tale. Denne så skarpt på ham, og da han så at han havde TRO TIL AT BLIVE HELBREDT, sagde han med høj røst: Rejs dig op og stå på dine fødder. Og han sprang op og gik omkring.” Ap. Gr. 14,9-10.

I dette tilfælde forkyndte Paulus den messianske jødedom, at troen var nødvendig for at helbredelsen kunne komme i stand. Der kunne være to grunde til det:

1. Denne mand havde en speciel stærk tro på at han kunne blive helbredt.
2. Paulus var ikke klar over at det udelukkende var nåden som helbredte. Han kendte ikke til alle ny-nytestamentlig hemmeligheder fra begyndelsen af. Han fik dem efterhånden som tiden gik.

Hvad som vedrører troen, så er der følgende at sige om den:

1. Troen er en gave fra Gud. Det er en indre forventning og en vished om det som Gud har lovet, det vil han opfylde i sin tid. ”Men tro er fuld vished om det som håbes. Overbevisning om ting som ikke ses.” Hebr. 11,1.
2. Tro som ”forventning” og som ”begæring”. Det var den tro som Jesus krævede af jøderne, for at de kunne blive helbredt.
3. Frelsende tro. Paulus satte ofte lighedstegn mellem troen og nåden. ”men efter at troen (nåden) er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren."”Gal. 3,25.
4. Tro som nådegave. ”en anden tro ved den samme Ånd.” 1.Kor. 12,9.
5. Voksende tro. Det er voksende indsyn i Guds ordninger.

Den messianske jødedom, var meget mere forud-sigtbar, end at den paulinske kristendom er, i og med at den førstnævnte var baseret på Jesu bud og opfyldelsen af dem. Dette blev betragtet som en kontrakt.

I vor tid har Den Hellige Ånd, som er Guds kraft, en mere FRIERE STILLING i forhold til den kristne menighed end det Han havde i forhold til den messianske menighed. Grunden til det er at forholdet mellem Gud og den kristne menighed er baseret på NÅDE og IKKE PÅ KRAV og BETINGELSER.

Det er særlig ifm. helbredelse af sygdom at vi har en meget USUND og FORKERT FORKYNDELSE i mange af vore menigheder. Vi skal bare kort give en vurdering af dette:

1. Det var ikke sygdommen, men synden Jesus sonede på Golgata. Vi har derfor ikke noget krav på af være (rask) frisk. Vi har derimod krav på syndernes forladelse.
2. Vi er allesammen underlagt syndens og dødens lov. Dette gælder selve legemet.
3. Det er ikke vor tro som helbreder os, men Guds nåde.

I udgangspunktet er det ikke noget godt at vi rammes af sygdom, ulykker eller prøvelser, men vi ved også at Herren plejer at vende det onde til det gode. Det som ikke havde en mening, fik pludselig en anden og ny mening.

Nogle prædikanter siger at det ikke er Guds mening, at vi skal være syge. Hvad ved de om det ? Der står i Bibelen at ingen kender Guds sind, således at han kan være Guds rådgiver. ”O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud. Hvor uransagelige hans domme er, og hvor usporlige hans vej. For hvem kendte Herrens sind ? Eller hvem var hans rådgiver ?” Rom. 11,33-34.

Hvad som gælder Guds vilje, så må vi dele den i to, og det er:

1. GUDS EGENTLIGE VILJE. Det er det som Gud ønsker inderst inde. Han ønsker ikke at nogen skal være syge. Han ønsker at alt skal være perfekt.
2. GUDS TILLADERLIGE VILJE. Han tillader at onde ting sker. Det er Satan som står bag alt som er ondt. Han bruger ofte menneskerne til at fremme sine onde planer.

Vi skal alle sammen dø engang. Det sker ofte gennem sygdom. Da er det godt at vide at ingen ting kan skille os fra Kristi kærlighed. Ikke trængsel, angst, forfølgelse, hunger, nøgenhed, fare eller sværd. Vi bliver betragtet som slagtefår. I alt dette vinder vi MERE END SEJER ved ham som elsker os. Rom. 8,35-37.

For at dette skal kunne ske, må vi kende til at N.T. beskriver to forskellige læresystemer. Det er Rigets lære, og det er den kristne menigheds lære.. den første er baseret på tro og gerninger, medens den anden er baseret på tro og nåde.

36.

Når Den Hellige Ånd kom, skulle apostlene lære alle ting. Han skulle lære dem ”de tilkommende ting”, v.13. han skulle ikke tale af sig selv, men det som han hørte, skulle han forkynde. Han skulle herliggøre Jesus og føre videre Jesu lære. Joh.16, 12-14.

Jesus havde meget som han endnu ville undervise sine apostle om, men de kunne ikke forstå det endnu, v.12. De skulle forstå det når Den Hellige Ånd kom. Dette gjaldt bl.a.:

1. De forstod ikke forsoningen.
2. De forstod ikke at Riget kom til at blive udsat med ca. 2000 år.
3. De forstod ikke de paulinske hemmeligheder.
4. De forstod ikke at Den nye pagt i Jesu blod skulle erstatte Mose lov.
5. De forstod ikke at de fremtidige ting som er beskrevet i Johs. Åbenbaring.

Alt dette skulle Den hellige Ånd lære dem når han kom.

Den kristne menighed er også koblet ind i den nye pagt i Jesu blod, og vi har fået Den Hellige Ånd som frelsespant og indsegl. Vi har Den Hellige Ånd fælles med jøderne.

Det var Han og den opstandne og herliggjorte Jesus som lærte Paulus de ny-nytestamentlig hemmeligheder.

Han skal også lære den kristne menighed dette, men i og med at den paulinske teologi og forståelse af Guds ord har været i miskredit i snart 2000 år, så er store dele af den kristne menighed ikke klar over at der er forskel på den messianske jødedom og den paulinske kristendom. De blander disse to lære-systemer sammen.

Det er ikke rart at vi fremdeles ”ser stykkevis og taler profetisk stykkevis”: 1.Kor. 13,9-13., og det til trods for at den fuldkomne lære blev udarbejdet af Paulus for snart 2000 år siden. ”hvis tjener jeg er blevet, efter den husholdning som er mig givet blandt jer. ”at jeg overalt skal forkynde jer Guds ord”: Kol. 1,25. (dvs.: ”AT FULDFØRE GUDS ORD.”)

37.

”Når kvinden (Israel) føder (Israels omvendelse i endens tid), har hun sorg (i den store trængsel, fordi hendes time er kommet, men når hun har født sit barn (det omvendte Israel), kommer hun ikke længere sin trængsel i hu, af glæde over at et menneske er født til verden . Således har også i nu sorg, men jeg skal se jer igen, og jeres hjerter skal glæde sig, og ingen tager jeres glæde fra jer. Og på den dag (når Jesus kommer tilbage og jøderne bliver frelst) skal i ikke spørge mig om noget (for da skal i forstå alt). Sandelig siger jeg jer: Alt det i beder Faderen om, skal han give jer i mit navn.”: Joh. 16,21-23.

Denne fortælling går på Jesu genkomst og jødernes omvendelse på slutningen af trængselstiden. ”Kvinden” er her et billede på ”jøderne”. de messianske jøder skal da glemme al deres sorg og trængsel. De skal blot glæde sig over at Messias er kommet, og at de er frelst som rest og levning.

Den kristne menighed skal ikke ind i trængselstiden på 7 år. Jesus vil ikke tillade at hans legeme bliver ødelagt af Satan og Antikrist. ”og vente hans Søn fra himmelen. Som han opvakte fra de døde, Jesus, han som FRIER OS FRA DEN KOMMENDE VREDE.” 1.Tess. 1,10.

38.

”Jeg beder ikke om at du skal tage dem (de messianske jøder) ud af verden, men at du skal bevare dem fra det onde (den Onde),” Joh. 17,15.

Hvad som gælder Jesu afskedstale: Joh. 14-16 og Jesu ypperstepræstelige bøn: Joh. 17, så angår disse taler ikke den kristne menighed. De angår de messianske jøder.

De messianske jøder skal ikke tages ud af verden. Jesus bad om at de måtte blive bevaret fra den Onde i trængselstiden. Dette er det samme som Jesus udtalte i ”Fadervor”..., men fri os fra det onde (den Onde).. ”Mat. 6,13.

(se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu Liv og Lære, kap.: Fadervor er en jødiske bøn, s. 79.)

Den kristne menighed skal derimod tages ud af verden før trængselstiden. Det er den kristne menigheds store håb. ”Håbet” er et af de 6 kendetegn som den kristne menighed har.: Ef. 4,4-6.

39.

”Fader” ! Jeg vil at hvor jeg er, der skal også de som du har givet mig ,være hos mig (i Riget for Israel), for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig før verdens grundvold blev lagt.” Joh. 17,24.

Da Jesus kom til jøderne, så måtte han afklæde meget af sin herlighed. Se Fil. 2,5-11. Ved sin himmelfart fik han igen denne herlighed som han havde hos sin far. Han skal omgive sig med denne herlighed, når han kommer tilbage til Israel, for at oprette Riget for Israel.

Han ønsker at dele denne herlighed både med jøderne og de hedninge nationer som underkaster sig hans tyre i Rigets tid. I Rigets tid vil jøderne være det ledende folk på jorden. De skal være konger og præster for Jesus ud over hele jorden, medens Jesus skal være jødernes konge og ypperstepræst. Han skal regere hele verden ud fra Jerusalem.

Templet i Jerusalem skal bygges op igen, og Jesus skal modtage gaver og offer fra hedningenationerne. De som ikke vil deltage i Løvsalenes Fest, skal ikke få regn i deres land.: Sakarias 14,17.

40.

Jesus bekræfter overfor Pilatus at han var konge, men han sagde også at hans Rige ikke var af denne verden. Joh. 18,33-37.

Jesus er jødernes konge, men hans rige er ikke af denne verden. Det betyder ikke at Riget ikke er i denne verden, men det betyder at dette Rige er af en helt anden åndelig beskaffenhed end verdens riger – de som forgår. Jesu Rige er bygget på Jesu forsoning og et ret og retfærdigt styre.

Den kristnes menigheds rige er ikke på jorden, men den er i himmelen. ”for det håbs skyld som er gemt for jer I HIMLENE som i forud har hørt om ved sandhedens ord i evangeliet.” Kol. 1,5.

”han friede os ud af mørkets magt og satte os over i SIN ELSKEDES SØNS RIGE.” Kol. 1,13.

41.

I tillæg til alle de fuldmagter som apostlene fik af Jesus, fik de også den fuldmagt at de KUNNE TILGIVE eller FORLADE SYND. Joh. 20,23.

Dette er en fuldmagt som de skal fortsætte med at have i 1000 års-riget. De skal sidde på 12 troner i Jerusalem og dømme jøderne. Mat. 19,28.

Den kristne menighed har ikke fået denne fuldmagt, selv om Den Romersk Katolske kirke hævder, at den har fået denne fuldmagt gennem Peter, som den mener var den første biskop i Rom. Dette er fri fantasi og har ikke noget med virkeligheden at gøre. Peter arbejdede ikke blandt hedningerne i Rom. Han arbejdede blandt den messianske menighed i Israel og ude i diasporaen.

Dette er den ”nøglemagt” som de 12 apostle fik af Jesus. De kunne tilgive synd og fastholde synd. De kunne udtale sig om læremæssige ting og delvis forandre på det som Jesus havde lært. Jeg tænker her på det som skete på apostel-mødet i året 50, da de satte Jesu missionsbefaling i ( Mat. 28,18-20) til side og satte et skille mellem den kristne menighed og den messianske menighed.

Den kristne menighed har ikke fået denne ”nøglemagt” af Herren. Vi kan ikke tilgive synd på Herrens vegne. Vi må henvise til Jesu forsoning. Vi kan bare tilgive den synd som er begået mod os selv.

Der er heller ikke behov for at menneskene tilgiver synd på Guds vegne i vor tidsperiode, for loven er ophævet og synden sonet, tilgivet og glemt.

Vi kan heller ikke forandre den paulinske lære. Den står fast indtil Herren henter den kristne menighed. Efter den kristne menigheds bortrykkelse bliver den messianske lære indført igen. Først i Israel og derefter i hele verden.

Da først kommer missionsbefalingen i Mat. 28,18-20 til sin fulde ret.

Da skal de messianske jøder:

1. gøre alle folkeslag til Jesu disciple.
2. Døbe alle mennesker til Den Treenige Guds navn.
3. Lære alle mennesker at de må holde Jesu undervisning.

I vor tid skal vi ikke udtage FOLKESLAGENE for Guds rige. Vi skal være med til at UDTAGE DEN KRISTNE MENIGHED. Det er det missionen – både indre og ydre missionen – går ud på. Vi skal være med til at udtage et folk af hedninger for Jesu navn. Ap. Gr. 15,14.

44.

Efter Jesu opstandelse fra de døde, så viste han sig for apostlene 3 gange. Ved den sidste anledning bad han dem om at de måtte kaste garnene ud på den højre side af båden. De fik da 153 fisk. Joh. 21,1-11.

Der er 153 forskellige slags fisk i Genesaret. De symboliserer de 153 folkeslag som man regnede med var i verden dette viser os flg. forhold:

1. Nådetiden for den messianske jødedom var endnu ikke slut. Hedningerne kunne endnu blive indlemmet i den messianske jødedom.
2. I 1000 års-riget skal jødiske missionærer greie (formå) af indlemme alle folkeslag i Guds Rige, som er Riget for Israel.

Den kristne menighed har ikke fået denne opgave. Den har fået opgaven at være med til at udtage den kristne menighed, som er Jesu legeme.

Tingvoll den 21-9-05

Oskar Edin Indergaard:

www.home.no/oeindergaard

oskaredi@online.no

Referent:

www.yeshuattsion.webbyen.dk

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

PÅ GENSYN !