Ordet & Israel
af Eyvind von Tangen Sivertsen: 1966 nr.5,
ref. Egon Ladegaard Kristensen
Det er på et misforhold til
relativitetsteorierne i kristenlivet, at både sværmeriet og den
kirkelige farisæisme beror. Det som altid har været ortodoksiens
skavank, er et misforhold til det objektive (centrifugale) i
kristendommen. Den er blevet afhængig af de såkaldte nådemidler på
en udvortes og derfor en u-åndelig måde, og derfor er den atter og
atter slået over i sin modsætning, en ensidig subjektiv
(centripetal) fordybelse i nåden selv fremfor i dens synlige,
objektivt fremtrædende "midler". Den lovbundne, sjælelige
kirkelighed lægger mere vægt på Ordet end på Ånden, mere vægt
på kirken end på menigheden, mere vægt på læren end om
tilegnelsen af sakramenterne, mere vægt endelig - for at nævne det
femte af de såkaldte "nådemidler" - på det foreskrevne
"fadervor" end på de frie bønner.
For at forsvare Ordet (Guds Ord!)
mod bibelkritikken (menneskers kritik!) tager man sin tilflugt til
udvortes, altså sjælelige bevismidler, om vel kan have sin
videnskabelige værdi, men netop også kun en sådan, hvilket vil
sige, at for troens tilegnelse af Ordet som det forligende Gudsord
er de uden væsentlig betydning. Lad kun kritikken rive og slide i
Ordets "legeme"; dets ånd, som er liv af Guds liv, er
ligeså øjet hævet over dens markskrigeriske pral, som himmelen er
hævet over jorden. Den levende Kristus, korsfæstet forbilledligt
den gamle og virkelig i den nye offertjeneste, vidnende fremadskuende
i profeternes og tilbageskuende i apostlenes forkyndelse, han er
selve Ordet, det evige Ord, det urokkelige Ord, det genfødende Ord.
Eller tænk på kirken i dens
forhold til menigheden. Vistnok er kirken i videre forstand Kristi
legeme, fo så vidt den uden tvivl er det redskab i den synlige
verden, ud betjener sig af til sit riges opbyggelse, indtil Jesus
Kristus selv åbenbares og alle sande troende sammen med ham. Men når
der er så og så mange kirker og sekter og samfund hver med sin mere
eller mindre specielle lære og ritus,så kan man da - eller burde
man kunne- sige sig selv, at eftersom Gud øjensynligt ikke har
bundet sin velsignelse til en eneste bestemt kirkeafdeling, så er
det nødvendigt, om vi ikke vil støde an, at anlægge et
relativitets-synspunkt i hele denne forviklede sag. Jesus Kristus
selv er menighedslegemet hoved; men om han end virker i "kødet",
så er og bliver han dog Ånd og væsentlig set kun Ånd, indtil han
påny åbenbares i sit andet komme, og da netop til det riges
oprettelse, som kirkerne ned igennem tiderne har sagt ved kødelige
midler at oprette og monopolisere hver for sig.
Hvad sakramenterne angår, er det
lige så nødvendigt at lægge vægten på det evige indhold fremfor
den tidsbestemte fremhæve. I den henseende synes det højest
betegnende, at Johannes evangeliet taler mere end noget af de andre
evangelier just om denne åndelige side, medens den udvortes
kirkelige (sakramentale) træder ganske i baggrunden. Johannes har
ingen dåbsbefaling; men hvem har som han forstået at fremdrage Jesu
ord om den åndrige genfødelse gennem troen på korsets evangelium
(Johs.3.) Johannes har ingen nadverberetning, men hvor i synopsen
finder vi noget sidestykke til Johs. 6 ?
Så rigtigt det er at søg at klare
sine tanker om sakramentet ud fra Skriften, så må det stå fast, at
det dybeste og mest almenkristelige, vi kan nå til i denne sag, er
det troens indre liv i Gud, som både dåb og nadver dog, når alt
kommer til alt, kun er tidsbestemt og tidsbegrænsende udtryk for.
Jesus kan - som Åndens Herre - ikke
meddele sig til os ad anden vej end Åndens, dvs. gennem personlig
tro. Jesus kan - som åndelig personlighed - ikke forene sig med os
gennem blot en ting; Ånden kan lige så lidt forplantes, som den kan
forstås udenom en personlig tro. Åndens sans er og bliver kun denne
ene; tro. Men bliver sakramentet da ikke ved denne betragtning
misvisende eller dog overflødig? På ingen måde. Det udvortes
sakramente har i alt fald to henseender væsentlig betydning. Dels
peger det tilbage på at Gud har åbenbaret sig ikke blot i åndelig,
men i legemlig skikkelse, dels peger det fremad på, at Gud i Jesu
genkomst vil underlægge sig dvs. forløse ikke blot vor ånd, men
også vort nu dødelige legeme.
Med andre ord: I sakramentet
helliges på en særlig måde den fysiske natur dels i tilbageskuende
erindring om hans andet komme (jf.1.Kor.11,24-26.)
Men hertil kommer vel yderligere den
symbolik, som sakramenterne er udtryk for som afbilleder i den
synlige at den usynlige verden (død - ny fødsel - vækst), og den
bekendelseshandling, som dens udøve giver anledning til. Symbolikken
peger indad i troslivets forhold til Gud og styrker os i troen på
Åndens herredømme over legemet, på den usynlige verdens magt til
at gennemtrænge og underlægge sig den synlige verden.
Omvendt peger bekendelseshandlingen
udad i troslivets forhold til verden og bliver uimodsigelige
vidnesbyrd om vor kristentro efter dens hele omfang.
Som den tredie velsignelse ved
sakramenterne kan endelig fremhæves det enhedsbånd, som de fra Guds
side er bestemt til at være for Jesu Kristi menighed som det ene,
hele og udelelige legeme Ef.4,5. 1,Kor.10,17.; men her må vi
rigtignok med skam bekende, hvorledes menneskers selviskhed har gjort
netop sakramenterne til ganske det modsatte.
Organisation - organisme
1967 nr.5, s.1.
Hvis det var Gud om at gøre, at
enten trosbekendelsens formulering eller kirkens organisation skulle
anses for og behandles som hovedsagen i hans rige, hvorfor mon da
ikke Herren selv eller hans apostle har gjort endog blot et forsøg
på at give os en virkelig klar og bindende vejledning i så
henseende? Må vi ikke meget snarere sige, at når både de
konfessionelle og det rituelle moment i den grad er underordnet, som
tilfældet er i samtlige nytestamentlige Skrifter, kan det kun have
sin grund i, At Gud vil have disse spørgsmål betragtende som
underordnede.
Hvor vildledte må derfor ikke
kirkerne være, når de bærer sig ganske modsat ad og stiller det i
spidsen, som Herren lader komme i ånden, tredie - eller slet ingen!
- række. Gud er livets Gud, og derfor er al lære for ham
kraftesløs, når den ikke er livets lys. Gud er livets Gud, og
derfor er al organisation for ham tom, når den ikke er en levende
organisme.
Fordi Gud er det fuldkomne, evige
personlighedsliv, derfor kan han kun have behag i og kun fuldelig
velsigne både den teori og praksis, som udspringer direkte af og
bæres direkte af troslivet i ham.
Tilværelsens højeste og skønneste
selvåbenbaring er den ånds-fødte og ånds-fylde menighed, som i
Jesu Kristi åbenbarelse skal stråle frem som hjertebladet i en helt
ny tingenes tilstand og orden. Da skal livet blive både
folkeslagenes lys og deres kraft.