tirsdag den 12. marts 2013

Ordet og Israel n. 5 af Eyvind von Tangen Sivertsen


                    Ordet & Israel af Eyvind von Tangen Sivertsen: 1966 nr.5,
ref. Egon Ladegaard Kristensen

Det er på et misforhold til relativitetsteorierne i kristenlivet, at både sværmeriet og den kirkelige farisæisme beror. Det som altid har været ortodoksiens skavank, er et misforhold til det objektive (centrifugale) i kristendommen. Den er blevet afhængig af de såkaldte nådemidler på en udvortes og derfor en u-åndelig måde, og derfor er den atter og atter slået over i sin modsætning, en ensidig subjektiv (centripetal) fordybelse i nåden selv fremfor i dens synlige, objektivt fremtrædende "midler". Den lovbundne, sjælelige kirkelighed lægger mere vægt på Ordet end på Ånden, mere vægt på kirken end på menigheden, mere vægt på læren end om tilegnelsen af sakramenterne, mere vægt endelig - for at nævne det femte af de såkaldte "nådemidler" - på det foreskrevne "fadervor" end på de frie bønner.
For at forsvare Ordet (Guds Ord!) mod bibelkritikken (menneskers kritik!) tager man sin tilflugt til udvortes, altså sjælelige bevismidler, om vel kan have sin videnskabelige værdi, men netop også kun en sådan, hvilket vil sige, at for troens tilegnelse af Ordet som det forligende Gudsord er de uden væsentlig betydning. Lad kun kritikken rive og slide i Ordets "legeme"; dets ånd, som er liv af Guds liv, er ligeså øjet hævet over dens markskrigeriske pral, som himmelen er hævet over jorden. Den levende Kristus, korsfæstet forbilledligt den gamle og virkelig i den nye offertjeneste, vidnende fremadskuende i profeternes og tilbageskuende i apostlenes forkyndelse, han er selve Ordet, det evige Ord, det urokkelige Ord, det genfødende Ord.
Eller tænk på kirken i dens forhold til menigheden. Vistnok er kirken i videre forstand Kristi legeme, fo så vidt den uden tvivl er det redskab i den synlige verden, ud betjener sig af til sit riges opbyggelse, indtil Jesus Kristus selv åbenbares og alle sande troende sammen med ham. Men når der er så og så mange kirker og sekter og samfund hver med sin mere eller mindre specielle lære og ritus,så kan man da - eller burde man kunne- sige sig selv, at eftersom Gud øjensynligt ikke har bundet sin velsignelse til en eneste bestemt kirkeafdeling, så er det nødvendigt, om vi ikke vil støde an, at anlægge et relativitets-synspunkt i hele denne forviklede sag. Jesus Kristus selv er menighedslegemet hoved; men om han end virker i "kødet", så er og bliver han dog Ånd og væsentlig set kun Ånd, indtil han påny åbenbares i sit andet komme, og da netop til det riges oprettelse, som kirkerne ned igennem tiderne har sagt ved kødelige midler at oprette og monopolisere hver for sig.
Hvad sakramenterne angår, er det lige så nødvendigt at lægge vægten på det evige indhold fremfor den tidsbestemte fremhæve. I den henseende synes det højest betegnende, at Johannes evangeliet taler mere end noget af de andre evangelier just om denne åndelige side, medens den udvortes kirkelige (sakramentale) træder ganske i baggrunden. Johannes har ingen dåbsbefaling; men hvem har som han forstået at fremdrage Jesu ord om den åndrige genfødelse gennem troen på korsets evangelium (Johs.3.) Johannes har ingen nadverberetning, men hvor i synopsen finder vi noget sidestykke til Johs. 6 ?
Så rigtigt det er at søg at klare sine tanker om sakramentet ud fra Skriften, så må det stå fast, at det dybeste og mest almenkristelige, vi kan nå til i denne sag, er det troens indre liv i Gud, som både dåb og nadver dog, når alt kommer til alt, kun er tidsbestemt og tidsbegrænsende udtryk for.
Jesus kan - som Åndens Herre - ikke meddele sig til os ad anden vej end Åndens, dvs. gennem personlig tro. Jesus kan - som åndelig personlighed - ikke forene sig med os gennem blot en ting; Ånden kan lige så lidt forplantes, som den kan forstås udenom en personlig tro. Åndens sans er og bliver kun denne ene; tro. Men bliver sakramentet da ikke ved denne betragtning misvisende eller dog overflødig? På ingen måde. Det udvortes sakramente har i alt fald to henseender væsentlig betydning. Dels peger det tilbage på at Gud har åbenbaret sig ikke blot i åndelig, men i legemlig skikkelse, dels peger det fremad på, at Gud i Jesu genkomst vil underlægge sig dvs. forløse ikke blot vor ånd, men også vort nu dødelige legeme.
Med andre ord: I sakramentet helliges på en særlig måde den fysiske natur dels i tilbageskuende erindring om hans andet komme (jf.1.Kor.11,24-26.)
Men hertil kommer vel yderligere den symbolik, som sakramenterne er udtryk for som afbilleder i den synlige at den usynlige verden (død - ny fødsel - vækst), og den bekendelseshandling, som dens udøve giver anledning til. Symbolikken peger indad i troslivets forhold til Gud og styrker os i troen på Åndens herredømme over legemet, på den usynlige verdens magt til at gennemtrænge og underlægge sig den synlige verden.
Omvendt peger bekendelseshandlingen udad i troslivets forhold til verden og bliver uimodsigelige vidnesbyrd om vor kristentro efter dens hele omfang.
Som den tredie velsignelse ved sakramenterne kan endelig fremhæves det enhedsbånd, som de fra Guds side er bestemt til at være for Jesu Kristi menighed som det ene, hele og udelelige legeme Ef.4,5. 1,Kor.10,17.; men her må vi rigtignok med skam bekende, hvorledes menneskers selviskhed har gjort netop sakramenterne til ganske det modsatte.


Organisation - organisme
1967 nr.5, s.1.

Hvis det var Gud om at gøre, at enten trosbekendelsens formulering eller kirkens organisation skulle anses for og behandles som hovedsagen i hans rige, hvorfor mon da ikke Herren selv eller hans apostle har gjort endog blot et forsøg på at give os en virkelig klar og bindende vejledning i så henseende? Må vi ikke meget snarere sige, at når både de konfessionelle og det rituelle moment i den grad er underordnet, som tilfældet er i samtlige nytestamentlige Skrifter, kan det kun have sin grund i, At Gud vil have disse spørgsmål betragtende som underordnede.
Hvor vildledte må derfor ikke kirkerne være, når de bærer sig ganske modsat ad og stiller det i spidsen, som Herren lader komme i ånden, tredie - eller slet ingen! - række. Gud er livets Gud, og derfor er al lære for ham kraftesløs, når den ikke er livets lys. Gud er livets Gud, og derfor er al organisation for ham tom, når den ikke er en levende organisme.
Fordi Gud er det fuldkomne, evige personlighedsliv, derfor kan han kun have behag i og kun fuldelig velsigne både den teori og praksis, som udspringer direkte af og bæres direkte af troslivet i ham.
Tilværelsens højeste og skønneste selvåbenbaring er den ånds-fødte og ånds-fylde menighed, som i Jesu Kristi åbenbarelse skal stråle frem som hjertebladet i en helt ny tingenes tilstand og orden. Da skal livet blive både folkeslagenes lys og deres kraft.