Salmerne beskriver Messias som Herrens lidende -

Oskar Edin Indergaards Bibelforklarings bog: "Jesu Gjenkomst", bind 4, s. 320-.

SALMERNE BESKRIVER MESSIAS SOM HERRENS LIDENDE TJENER.

Salmerne har også dette todelte Messias-billede. Vi skal i det flg. beskrive Messias som Herrens lidende tjener og sammenligne disse udsagn med det som N.T, siger om det samme.

1. I Salme 16,10-11 får vi at vide GUD VIL IKKE OVERLADE MESSIASES SJÆL (LIV) I DØDSRIGET. Dette er et løfte til Messias om at Gud skal oprejse ham igen fra døden, efter at han har sonet al verdens synd og lidt døden for menneskers overtrædelser: Salme.16,10-11. Apostlen Peter siger at dette løfte gælder Jesus fra Nazaret, som er jødernes Messias: Ap. Gr. 2,27-28.
2. I Salme 22,1-26 får vi en detaljeret beskrivelse af Messias` lidelser i f. hans død. Denne Salme beskriver akkurat det som sker med et menneske ifm. en korsfæstelse. Vi skal ikke gengive Salmen her, men bare trække frem de aktuelle vers og beskrive hvad de går ud på:

1. Messias råbte fra korset: "MIN GUD! MIN GUD! HVORFOR HAR DU FORLADT MIG?" ,v. 1.
2. Menneskerne spotter Messias på grund af at han ser elendig ud, v. 7-8.
3. Menneskerne håner Messias og siger at han skal sætte sin tillid til Gud, for han skal udfri ham, v. 9.

Da Jesus hang på korset, spottede ypperstepræsterne, de skriftlærde og de ældste Jesus og sagde at Gud skulle befri ham fra døden, for han havde sat sin lid til Gud og sagt at han var Guds Søn: Mat. 27,41-43. Joh. 19,23-24.

Den død som Jesus døde var en stedfortrædende død. Han døde een gang for alle menneskers synder. På grund af at Jesu ikke havde personlig synd, kunne døden ikke holde på ham. Han stod op fra de døde på den tredie dag efter sin korsfæstelse som SYNDENS FORSONER og DØDENS OVERVINDER og vandt en tidsalderlig forløsning for alle mennesker. Det vil sige en forløsning som gør at menneskerne kan få del i den kommende tidsalder, som er Riget for Israel. Dette rige har både en himmelsk og en jordisk fase: Mat. 28, 5-6.

Da Jesus hang på korset stak en af de romerske soldater et spyd i hans side, således at hans hjerte brast".: Joh. 19,34.

3) I Salme 31,6 siger Messias at han vil OVERGIVE SIN ÅND TIL GUD i forbindelse med sin død. "I din hånd overgiver jeg min ånd, du forløser mig Herre, du trofaste Gud." Da Jesus døde på korset råbte han det samme til Gud: Luk. 23,46.

4. I Salme 34,21 får vi vide at IKKE NOGEN BEN SKAL BRYDES ifm. hans død. Gud skal TAGE VARE PÅ ALLE HANS BEN. Da de romerske soldater kom til Jesus, brød de ikke hans ben, for han var allerede død: Joh. 19,33.

5) I Salme 35,11 står det at MESSIAS SKAL BLIVE ANKLAGET AF FALSKE VIDNERE ifm. retssagen mod ham. "Der opstår uretfærdige vidner de spørger mig om det jeg ikke ved." Ifm. rets sagen mod Jesus blev der også ført frem falske vidner mod Jesus, men deres vidnesbyrd stemte ikke overens: Mat. 25,59-60.

6. I Salme 38,12 står det at MESSIAS` VENNER SKAL HOLDE SIG PÅ LANG AFSTAND FRA HAM ved hans død. Det samme skete også ved Jesu korsfæstelse. Han blev forrådt af Judas Iskariot, som både stjal af pengene og overgav Jesus til hans fjender: Luk. 23,49.

7) I Salme 41,10 står der at Messias SKULLE BLIVE FORRÅDT AF EN VEN. "også DEN MAND SOM JEG HAVDE FRED MED, SOM JEG STOLEDE PÅ, SOM SPISTE MIT BRØD, HAR LØFTET SIN HÆL IMOD MIG." Det samme skete med Jesus. Han blev forrådt af Judas Iskariot, som både stjal penge og overgav Jesus til fjender: Luk. 22,48.

I Salme 69 er der beskrevet en række forhold som har med Messias` død at gøre:

8) a) MESSIAS SKAL HADES UDEN GRUND:, v. 5.

2. MESSIAS ER BELEVET EN FREMMED FOR SINE BRØDRE, v. 9.
3. NIDKÆRHED FOR GUDS HUS HAR ØDELAGT MESSIAS og GUDS FJENDER HAR HÅNET HAM, v. 10.
4. Messias kamp ifm. hans død er beskrevet i detaljer, v. 16-21.
5. Ifm. Jesu død fik han DE GAV MIG MALURT AT SPISE OG SLUKKEDE MIN TØRST MED EDDIKE,v.22.

Jesus så at store dele af jøderne både hadede Gud og ham selv, og det til trods for at han gjorde Guds gerning midt iblandt jødefolket. De hadede ham med andre ord uden at der var grundlag for det: Joh. 15,23-25.

Ikke engang hans brødre troede på ham medens han endnu levede; Joh. 7,5.

Da Jesus rensede templet i begyndelsen af sin gerning, refererede hans disciple til det som står skrevet i Salme 69,10. Joh. 17.

Da Jesus hang på korset, fik han både eddike og galle af de romerske soldater: der stod et kar fyldt af eddike, de satte da en svamp fuld af eddike på en isop stilk og holdt den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken ,sagde han: det er fuldbragt. Og han bøjede sit hoved opgav (overgav) sin ånd i (Guds varetægt): Joh. 19,29-30. Mat. 27,34.

9. I Salme 109 får vi en del oplysninger om jødernes forhold til Messias:

1. Vi får at vide at jøderne har talt løgn og falskhed mod Messias. De HAR GENGÆLDT HANS KÆRLIGHED MED LØGN: v.1-5.
2. Vi får videre vide at en af hans nærmeste venner skal forråde ham, og at EN ANDEN SKAL FÅ HANS EMBEDE. Den som forråder Messias, skal selv LIDE DØDEN: v. 6-8. Dette hen spejler sig på Judas Iskariot, som forrådte Jesus. Han gik senere bort og hængte sig, og en anden fik hans embede . Det var Mattias: Mat. 27,3-5. Ap. Gr. 1,26.
3. Messias er elendig på grund af hans mange lidelser, men hans uvenner spotter ham og ryster på hovedet, på grund af hans elendighed: v, 22-25.

9. I Salme 118 får vi vide at til trods for at Gud straffede Messias hårdt, så OVERGAV HAN HAM IKKE TIL DØDEN, Gud FRELSTE MESSIAS, DEN STEN SOM BYGNINGS MÆNDENE (DE RELIGIØSE LEDERE), BLEV GJORT TIL EN HOVEDHJØRNESTEN AF GUD: v, 16-23. Rabbi Shalomo ben Isak har udtalt flg. om forholdet mellem Messias og denne sten, "som blev forkastet af de religiøse ledere i Israel, men som alligevel blev gjort til DEN VIGTIGSTE STEN af Gud: at den herskeren som skulle fødes i Betlehem, er "den sten som bygningsmændene forkastede." Skriftet Metsudat David siger flg. om hovedhjørnestenen: at på denne måde kommer "på den aller mest ansete plads, således at den kan ses af alle." Salme 118 er mulig den mest brugte Salme i Israel. Den synges af det jødiske folk både i påsken, på pinsedagen, som fejres til minde om lovgivningen på Sina og som en fest for førstegrøden. Videre synges denne salme på den 8. Dag i løvsalenes højtid og på den 8. Dag i hanuka-festen, som er en indvielsefest til templet. Da disciplene sang lovsangen ved nadvermåltidet, var det Salme 113- 118 de sang.

Rabbinerne Juda og Samuel har sagt om Salme 118: "Dette er den sang i Torahen, 2.Mos. 15, som Moses og israelitterne sang, da de steg op af Det røde hav... "profeterne har befalet israelitterne at de, når de engang bliver frelst, skal synge denne p.a. af deres frelse."

At Messias er denne hjørnesten, bliver også beskrevet i Esajas 28,16.

Efter rabbinernes opfattelse er denne sten et BILLEDE PÅ MESSIAS. Når der står at den som tror på ham, haster ikke, så betyder det efter deres opfattelse at den troende ikke behøver at skynde sig, for dette skal ikke ske straks. I begyndelsen skal der være store lidelser, både for Messias og det jødiske folk.

Jesus henviser i Mat. 21,33-46 til sig selv som denne hjørnesten, som blev forkastet af bygningsmændene, men som alligevel bliver hovedhjørnestenen. Vi skal ikke gengive denne lignelse i sin helhed, men vi skal trække ud hovedpunkterne i den:

1. Der var en mand som plantede en vingård. Manden var Gud og vingården var Israel. Se Es. 5,1-7.
2. Han satte et gærde omkring vingården. Det var Moseloven.
3. Han lejede den ud til vingårdmænd. Det var de religiøse ledere i Israel, v. 33.
4. Da det var frugt tid , sendte han sine tjenere til vingårdmændene, for at de skulle tage imod frugten. Tjeneren var profeterne, og frugttiden var tiden for oprettelsen af Riget for Israel, v. 34.
5. Vingårdmændene tog tjeneren og slog dem ihjel. Dette betyder at de religiøse ledere ihjelslog profeterne, som var sendt fra Gud, v. 35-36.
6. Til slut sendte Gud sin Søn til jøderne, men ham slog de også ihjel, v. 37-39
7. Når vingården Herre kommer, skal han ødelægge vingårdmændene og overlade ansvaret for vingården til andre vingårdmænd, som giver ham hans frugt i rette tid. Dette betyder at de religiøse ledere på Jesu tid skulle blive frataget det åndelige ansvar som de havde i Israel. Det skal blive overtaget af apostlene, som er de nye vingårdmænd. "og jeg TILSIGER JER RIGET, ligesom min Fader har tilsagt mig det." Luk. 22,29.
8. Jesus henviste til sig selv som den hovedhjørnesten, som blev forkastet, men som alligevel blev anerkendt af Gud som hovedhjørnestenen. Dette er gjort af Gud, og det er underfuldt for vore øjne, v. 42.
9. Den som falder på denne sten, skal knuses, men den som denne sten falder på, han skal smuldre til støv.. Det betyder at den som ikke vil anerkende Jesus fra Nazaret som sin frelser og Messias, den bliver dømt og får ikke del i frelsen, som er deltagelse i Riget for Israel, v. 44.
10. De religiøse ledere forstod at Jesus talte om dem som bygningsmændene, v. 45.
11. De forsøgte at gribe ham, men de frygtede for folket, som anså Jesus for en profet, v. 46.

At Jesus er hovedhjørnestenen bliver også bekræftet i Ef. 2,20 og 1.Pet. 2,4-8, hvor der står: I er bygget op på apostlenes og profeternes grundvold, medens HOVEHJØRNESTENEN ER JESUS SELV." Og 1.Pet. 2,4-8.

For de vantro jøder og hedninger er Jesus en SNUBLESTEN og en ANSTØDSKLIPPE: Rom. 9,30-33.

For verdensrigerne er Jesus den ØDELÆGGNEDE STEN som skal ramme verdensrigernes billed kolos på fødderne og ødelægge verdensrigerne TIL FORDEL FOR 1000 ÅRS-RIGET, som er Guds rige: Dan. 2,34.

For den kristne menighed i den frie nådes tidsperiode er Jesus HOVEDHJØRNESTENEN. Ef. 2,20. For det fremtidige frelste Israel bliver Jesus HOVEDHJØRNESTENEN, som blev forkastet af de religiøse ledere på Jesu tid, men som til trods for det er jødernes Messias og frelser: Salme 118,22.

SAKARIAS BESKREV MESSIAS SOM HERRENS LIDENDE TJENER.

Vi har i de to foregående kapitler beskrevet det som Esajas og Salmerne har profeteret om Messias som Herrens lidende tjener. Vi skal også give en oversigt over det som profeten Sakarias skrev om dette:

1) I Sakarias 11,12 får vi vide at Messias SKAL BLIVE SOLGT FOR 30 SØLVPENGE." Da Judas Iskariot forrådte Jesus var det nøjagtig denne sum han fik af de religiøse ledere. Den sum tilsvare 60 norske kroner: Mat. 26,14-15.

2. I Sakarias 11,13 får vi at vide at disse penge på et senere tidspunkt SKULLE BLIVE KASTET IND I TEMPLET, og at POTTEMAGEREN SKULLE FÅ DEM. Da Judas Iskariot forstod at han havde forrådt en uskyldig person, angrede han sit svig overfor Jesus og gik tilbage til de religiøse ledere med pengene og kastede dem ind i templet. De religiøse ledere købte pottemagerens ager til gravsted for fremmede for pengene, for de kunne ikke beholde dem i templet, fordi de var blodpenge: Mat. 27,3-8.
3. I Sakarias 12,10 får vi vide at Messias SKAL BLIVE STUKKET I SIDEN ifm. sin død. Dette Skrift-sted blev opfyldt da de romerske soldater stak spyddet ind i Jesu side, åledes at der kom blod og vand fra såret: Joh. 19,33-34.
4. I Sakarias 13,6-7 får vi vide at MESSIAS SKAL FÅ MANGE SÅR I SINE VENNERS HUS, og AT DER SKAL BLIVE BRUGT ET SVÆRD MOD HAM. Disse sår skal han bl.a. have i SINE HÆNDER. HYRDEN (MESSIAS) SKAL BLIVE SLAGTET og HANS VENNER SKAL FLYGTE. I f. Jesu arrestation og de forskellige forhør som fulgte, blev han slået flere gange og efter at han var blevet dømt til døden, blev han hudflettet. Dette betyder at han fik 39 piskeslag, således at han ikke længere så ud som et almindeligt menneske: Mat. 26,67 og 27,26 og v. 30. Ifm. arrestationen og forhørene af Jesus flygtede også hans nærmeste venner, således at han blev stående alene i sit forsvar: Joh. 16,31-32.

RABBINERNES SYN PÅ MESSIAS SOM HERRENS LIDENDE TJENER.

Rabbinerne inddelte Messias lidelser i 3 deler:

1. Det var de lidelser som Messias havde før sit komme til verden.
2. Det var de lidelser som Messias kom til at få efter sit komme.
3. Det var jødefolkets lidelser.

Rabbinerne har haft 9 forskellige vurderinger når det gælder hvem som er Herrens lidende tjener:

1. Den første vurdering går ud på at det er MESSIAS som er Herrens lidende tjener. Denne opfattelse var enerådende helt til rabbi Shlomo Yizaki eller Rashi, som levede fra 1040-1105, hævdede for første gang at det var det jødiske folk som var Guds lidende tjener.
2. Den anden vurdering var at der var TO MESSIASER. Den første Messias ben (hebr. søn af) Josef (eller Messias ben Efraim) skulle dø for folkets synder, medens den anden. Messias ben David, skulle sejre over Israels fjender i det sidste store slag (Gog krigen) og oprejse Messias ben Josef fra de døde. Dette syn var almindelig i det elvte århundrede. Der er ikke mange rabbinere som hævder dette syn i dag.
3. Den tredie vurdering går ud på at det er JØDEFOLKET, som er Herrens lidende tjener. Det var rabbiner Rashi som først introducerede dette syn, og det er den mest almindelige opfattelse blandt rabbinere i dag.
4. Den fjerde vurdering går ud på at det er DE TROENDE JØDER som er Herrens lidende tjener.
5. Den femte vurdering går ud på at det er MOSES som er Herrens lidende tjener.
6. Den sjette vurdering har gået ud på at det er EN AF PROFETERNE som er Herrens lidende tjener, eks. Job, Nehemias, Esajas eller Jeremias.
7. Den syvende vurdering har gået ud på at det er PROFETERNE TILSAMMEN.
8. Den ottende vurdering har gået ud på at det er EN AF KONGERNE I ISRAEL, f.eks. Esekias, Ussias eller Hoseas.
9. Den niende vurdering har gået ud på at det er OFFERDYRENE I OFFERTJENESTEN.

Af disse 9 vurderinger er det det første syn som er rigtig. Dette er det OPRINDELIGE JØDISKE SYN. Vi skal i det flg. citere en del rabbinere som har givet udtryk for dette syn. Targum Jonathan fra det første århundrede efter Messias siger: "Se min tjener Messias skal have fremgang, han skal være stor og vokse overmåde stærk: Som Israels hus så ham gennem mange dage. For deres åsyn blev formørket blandt folkene, deres ansigts farve borte for menneskets sønner.

I den babylonske Talmud Sanhedrin 98 a står der: Rabbinerne siger at Messias` navn er DEN LIDENDE LÆRDE (som også er kaldt for den SPEDALSKE LÆRDE) af rabbinernes hus, for det er skrevet: "Sandelig han har båret vor bekymring og båret vore sorger, endda vi troede at han var slået, ramt af Gud og gjort bedrøvet." Den babylonske Sanhedrin 98 b siger: "Messias hvad er hans navn ?... Rabbinerne af Judas hus siger: DEN SYGE. Som det er sagt: "Sandelig vore sygdomme har han taget på sig."

I Midrash Rabbah fra det sjette århundrede står der flg. i en kommentar til Ruths Bog 2,4: "Han taler om kongen Messias: Kom hid..., hold dig nær til tronen..., og dyp stykket dit i vineddiken!" Dette viser til straffen, som der er sagt: "Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vore misgerninger. I traktaten Pesiktan Avkat Rochel fra 700-tallet står der: "Da Gud skabte verden rakte han ud sin hånd fra sin herlighedstrone og kaldte frem Messias` sjæl. Og han sagde til ham: VIL DU FRELSE MINE BØRN og FORLØSE DEM OM 2000 ÅR? Han svarede JA. Gud sagde: Vil du også bære deres straf og forsone deres misgerninger, som der står skrevet: "... vore piner har han båret." ? Es. 53. Han svarede ham: JEG VIL BÆRE DEM MED GLÆDE." I Midrash Yanchuma fra 800-tallet står der: "Dette er Messias kongen, som skal blive opløftet og være meget høj, højere end Abraham, større end Moses, og højere end de tjenende englene." Eleazar ha Kalir har skrevet flg. i Maschor: "Vor retfærdige salvede har forladt os, rædsel har grebet os, og vi har ingen til at frikende os. Han har båret vore misgerninger og overtrædelsers åg, og han er såret for vore overtrædelser. Han bar vore synder på sine skuldre, så at vi kunne finde tilgivelse fra vore grove misgerninger. Vi skal læges ved hans sår på den tid da Den Evige (Gud) skal skabe ham (Messias) som en ny skabning."

Den kendte jødiske salmedigter Eleazar Ben Qalir, som levede i det niende århundrede, har skrevet flg. om dette: "Vor retfærdighed har blevet borte for os. Vi er slået af skræk og gru, og har ingen til at retfærdiggøre os. Vore synder og åget af vore overtrædelser bærer Han, og Han er såret for vore overtrædelser. Han bærer vore syndebyrde på sine skuldre for at finde tilgivelse for alle vore misgerninger. . Ved hans sår skal vi blive helbredt... O ,du den Ene Evige, det er på tide at du skaber Ham på ny ! O, før ham op fra jordens svære, oprejs ham fra Seirs land (Rom). For at forkynde frelse for os fra Libanons bjerg (tempel-bjerget)- endnu en gang fra Jinnons hånd (Jinnon er navnet på Messias). Den mest kendte af rabbinerne på denne tid Moses ben Maimon eller Maimonides eller Ramban (1135-1204) mente at det er Messias som er Herrens lidende tjener. I Zohars bog, 1270-1300, står det i 2, 212 a: I den time de fortæller Messias om Israels lidelser i udlændighed og om de syndige blandt dem, som ikke søger kundskab om sin herre, i den time græder Messias over de syndige blandt dem. Dette er hvad som er skrevet: "Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vore misgerninger." Es. 53,5.

De sjæler finder så tilbage til rette sted. I Edens have er der en sal som er kaldt Salen for Elendighedens sønner. Messias går ind i denne sal og bud sender al sygdom, alle smerter og alle lidelser i Israel, slik at de kan komme over ham. Og DE KOMMER OVER HAM." I Zohars bog står videre: Det står skrevet: "Han er såret på grund af vore misgerninger... "Messias tager på sig enhver sygdom, enhver smerte og enhver af Israels straffedomme. De kommer alle og ligger på ham. Dersom han ikke tager dem af Israel, havde ikke noget menneske kunnet bære Israels straf for overtrædelsen af loven, derfor hedder det: sandelig, vore sygdomme har han taget på sig." I den samme bog står der: "Når man fortæller Messias om elendigheden under Israels fangenskab, og at de selv er skyldige i den, så skal han (Messias) græde højt over deres synder, for det er skrevet: "Han er såret for vore overtrædelser, knust for vore misgerninger." Es. 53.

I Luchot Habberit (242 a) står der: han vil giver sig selv og sit liv i døden. MED SIT BLOD VIL HAN FORSONE SIT FOLK." Rabbi Moshe Kohen Iben Ceispin af Cordoba skrev i 1350: "Fortolkere siger at det kapitel taler om Israels fangenskab, selv om entalsformen er brudt gennemgående.

Andre har antaget at det betyder de retfærdige som i denne verden er knust og mishandlet..., men også her forvrænges versenes naturlige mening, når de forandres til flertalsform. Da synes det mig – om vi forlader vore læreres kundskab, bøjer os bort fra "deres hjerter hårhed" og deres særegne meninger – at jeg MED GLÆDE kan tolke kapitlet i samsvar med vore rabbineres lære: DET ER KONGEN MESSIAS." Rabbi Elijah de Vidas, som levede på 1500-tallet, har sagt: "Bag ordene "straffen lå på ham, for at vi skulle have fred, ligger flg. mening: Messias bærer vore byrder og må gå grund af dette blive tilintetgjort. Derfor må alle som ikke benytter sig af hans stedfortrædende lidelser, SELV BÆRE STRAFFEN og LIDE DØDEN."

Rabbi Moshe Alsheikh, som levede fra 1508-1600,har sagt: "Vore rabbiner accepterer og bekræfter den opfattelse at profeten taler om Messias, og vi selv slutter os til denne vurdering." Den samme rabbiner har skrevet i Safeds skrifter: "Må jeg få bemærke at de salige hensovede rabbinere MED EN RØST godtog og forstærkede den tanke, at profeten (Esajas) talte om kongen Messias.

I Esajas Tagum står der: Vi alle har blevet spredt ligesom får, enhver blev sendt ud i fangenskab til sin egen skæbne, men det var Herrens vilje at tilgive os alle vore synder, for hans egen skyld..."

Samme Trargum siger: "Og han (Messias) vil bygge templet, som var forurenet på grund af vore synder."

Rabbiner Herz Hombog skrev i 1818: "Efter Rashis og Ibn Ezras mening handler det om Israel ved slutningen af deres fangenskab. I tilfælde, hvad der kan være indholdet i denne sætning: "Han blev såret for vore overtrædelser ?" Hvem blev såret? Hvem er overtræderne? Hvem bar sygdommen og smerten? Faktum er at dette referer til kongen Messias."

(Se min bog: Jødernes Konge, bind 4, kap.: Messias er Herrens lidende tjener, hvor jeg skriver mere om dette.)

FORHOLDET MELLEM ELIAS OG MESSIAS.

Tenach giver videre oplysninger om at ifm. Messias` komme, skulle hans herol og forløber, Elias, komme før ham. Han skulle berede Herren et VELSKIKKET FOLK og vende fædrenes hjerter til børn og børns hjerter til fædrene. Elias skulle komme FØR HERRENS DAG. Dette viser også at profeterne i Tenach ikke så den kristne menigheds tidsperiode, som lå mellem Jesu første og andet komme: Mal. 3,1-2 og 4,5-6.

En del af de jødiske forfattere har ment at "fædrene" betyder patriarkerne, Abraham, Isak, Jakob, Moses og profeterne. Jeg tror at dette er rigtigt. Elias` funktion skal derfor være at bevirke at jødefolket som er børnene, skal omvende sig til TENACH SAMLEDE FRELSESVIDNESBYRD. Dette gælder både NÅDENS og LOVENS ASPEKT I TENACH. Dersom ikke jøderne gjorde det ville Herren komme og slå landet med forbandelse. Det var også det sidste som skete.

I Esajas 40,1-11 har vi den fyldigste beskrivelse i Tenach om forholdet mellem Messias og Elias. Vi skal referere den i sin helhed, for den indeholder mange fine sandheder og momenter. "Trøst, trøst mit folk, siger deres Gud (til Elias) . Tal venlig til Jerusalem og sig at dens strid er endt, at dets skyld er betalt, at det af Herrens hånd har fået DOBBELT igen for alle sine synder. Hør ! Der er en som råber (Elias): Ryd i ørkenen vej for Herren ! Gør i ødemarken en jævn vej for vor Gud ! Hver dal skal hæves , hvert bjerg, hver høj skal sænkes, det bakket land blive faldt og fjeldvæg til slette. Og Herrens herlighed skal åbenbares, og alt kød (alle jøder) skal se det, for Herrens mund har talt. Hør ! Der er en som siger (det er Messias): Råb ! Og en anden (Elias) : som svarer: Hvad skal jeg råbe ? (Du skal råbe) ALT KØD ER SOM GRÆS, og alt dets herlighed som markens blomst. Græsset bliver tørt, blomsten visner når Herrens ånde blæser på det, ja sandelig, folket er græs. Græsset bliver tørt, blomsten visner, men vor Guds Ord står fast i tidsalderen. Stig op på et højt fjeld, du SIONS GLÆDESBUD (Elias). Opløft din røst med kraft, du Jerusalems glædesbud ! Opløft den, frygt ikke ! Sig til Judas byer: SE, DER ER JERES GUD (som er Messias) ! Se Herren, Israels Gud, kommer med vælde (Messias` anden komme), og hans arm råder, hans løn (de troende) er med ham og hans gengældelse (dom) går foran ham. Som en hyrde skal han vogte sin hjord (i 1000 års-riget), i sin arm skal han samle lammene, og ved sin barm skal han bære dem, de får som har lam skal han lede."

I denne beskrivelse af forholdet mellem Messias og Elias kommer flg. momenter klart til udtryk.:

1. Elias skal trøste Jerusalem, v. 1.
2. Han skal sige til Jerusalem og til jøderne at DETS STRID VAR ENDT, og AT SKYLDEN VAR BETALT. Dette betyder at ved Messias`første komme, KUNNE RIGET FOR ISRAEL HAVE BLEVET OPRETTET, for jøderne havde betalt sin skyld overfor Gud. De havde betalt dobbelt af det som de var skyldige, v.2. Dette er i samsvar med Moseloven, som sagde at dersom nogen havde stjålet noget eller ødelagt eller misbrugt andres ejendom, skulle de give det dobbelte igen af genstandens værdi. 2.Mos 22,1-15. Det var akkurat det som jødefolket havde gjort. De havde ikke fulgt de regler som Gud havde sat for udnyttelsen af jorden i Israel. Dette var også hovedgrunden til at de måtte ud i de to landflygtigheden til Assyerien og Babylon.
3. Elias fik besked om at berede det åndelige landskab i Israel, således at jøderne var åndelig beredt på at tage imod Messias, når han kom, v. 3-4.
4. Elias fik besked om at pege på Messias som HERRENS HERLIGHED , som alle jøderne skulle få at se, v. 5.
5. Elias fik endvidere besked om at pege på livets forgængelighed i modsætning til Guds Ord, som står fast i tidsalderen, v.6-8.
6. Elias proklamerede til jødefolket: MESSIAS ER DERES GUD,v.9.
7. Elias pegede videre på endetiden og Herrens dag, v. 10.
8. Til slut profeterede han om FREDSRIGET og Messias som kongen i dette rige, v.11.

Både Mattæus, Markus, Lukas og Johannes evangelium bevidner at døberen Johannes var den forløber som skulle komme og introducere Messias for jøderne. Johannes var ikke det samme som Elias, men han kom med DEN SAMME KRAFT og ÅNDELIGE AUTORITET som Elias havde haft.

Vi skal ikke gengive alt som er sagt om forholdet mellem Johannes og Jesus i evangelierne, men her det vigtigste:

1. Johannes forkyndte i Judæas ørken og sagde: Omvend jer, for himlenes rige (1000 års-riget) er kommet nær !" Mat. 3,1-2.
2. Johannes henviste til det som profeten Esajas havde sagt om Elias som skulle optræde i ørkenen og bede jødefolket om at de måtte omvende sig." , v. 3.
3. Folket i Jerusalem i Judæa og de som boede omkring Jordan blev døbt af Johannes, idet de bekendte deres synder.". v. 5-6. Man regner med at Johannes døbte ca. 900 000 voksne personer. Disse blev døbt i vand til Jesus Messias. Johannes er dermed en af de største missionærer som har levet.
4. Johannes godtog ikke at farisæerne og de skriftkloge kom til hans dåb, for han godkendte ikke det retfærdighedsbegreb som de havde. De stolede nemlig på egen retfærdigheden. Desuden troede de heller ikke på at Jesus var jødernes Messias. Han sagde til dem at de skulle bære den frugt som var et resultat af en virkelig omvendelse. Denne frugt kommer frem i de krav som Jesus stillede til det jødiske folk, v. 7-8.
5. Johannes pegede på "den kommende verden". Dette er det samme som trængselstiden og det som skal ske ifm. Herrens dag, v. 7.
6. Johannes sagde til farisæerne og de skriftlærde at det ikke var nok til frelsen, at de henviste til at de havde Moses som åndelig og slægtsmæssige far, og at de hørte til jødefolket. Gud var istand til at oprette et nyt folk, og det var også det han gjorde, da han tog lederskabet i Guds rige fra farisæerne og de skriftlærde og gav den til apostlene, v. 9.
7. Johannes henviste til dommen og sagde: At hvert menneske som ikke har god frugt (Jesu krav), skulle blive hugget ned og blive kastet i ilden, v. 10.
8. Johannes døbte med vand til omvendelse, men Messias skulle døbe med Den Hellige Ånd og ild, som er GENFØDELSENS DÅB. Johannes kom med DEN LILLE RENSELSE, som er vanddåben, medens Jesus kom med de STORE og GENNEMGRIBENDE RENSELSE, som er genfødelsen, v. 11.
9. Den som forkastede både Johannes og Jesu dåb og budskab, skulle Jesus dømme. Han skulle rense sin tærskeplads, samle hveden (de troende) i lade, og brænde op de verdslige med uudslukkelig ild, v. 12.
10. Da Jesus kom til Johannes og ville blive døbt af ham, værgede Johannes sig for at gøre dette med den begrundelse at VANDDÅBEN VAR UNDERLEGEN GENFØDELSENS DÅB, som Jesus kom med, men i og med at det endda var JOHANNES-DÅBENS TID, og i og med at Jesus ønskede at gå IND UNDER DE FORPLIGTELSER som Gud havde sat til jøderne på dette tidspunkt, så blev han døbt af Johannes, v. 13-15.
11. Efter at Jesus var blevet døbt, kom der to manifestationer fra Gud, om at Gud godtog det som var sket. For det første kom GUDS ÅND synlig over Jesus på samme måde som en due kommer ned. For det andet kom der en røst fra himmelen, som sagde: "Dette er min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag." v. 16-17.
12. Johannes sagde om Jesus at alle jøder skulle se Guds frelse (Yeshua), "Og alt kød skal se Guds frelse." Luk. 3,6.
13. Johannes udfordrede ikke bare farisæerne og de skriftlærde. Han udfordrede også det jødiske folk, og sagde at den kommende vrede (Herrens dag) stod for døren. De som ikke ville omvende sig og bære god frugt, blev dømt, v. 7-9.
14. Det jødiske folk spurgte Johannes hvad de skulle gøre for at blive frelst, for de troede at han var en profet. Han svarede flg. til de forskellige grupperinger, som kom til ham for at blive døbt:

1. Til folket sagde han: Den som har to kjortler, skal dele med den som ikke har nogen, og den som har mad, skal dele med den som ikke har mad.
2. Til tolderne sagde han: Kræv ikke mere skat end det som er foreskrevet.
3. Til krigerne sagde han: Pres ikke penge af nogen ved vold, men nøjes med den løn som i får, v. 10-14. (I disse udsagn kommer gerningsaspektet ved Johannes` forkyndelse til udtryk. Ved siden af dette måtte også folket komme til en PERSONLIG TRO PÅ JESUS.)

1. Johannes gav også mange andre formaninger til folket, og Han forkyndte evangeliet om Jesus og Guds rige, v. 18.
2. Johannes var udsendt af Gud for at vidne om lyset, som er Messias således at ALLE JØDERNE skulle komme til tro på Jesus. Joh. 1, 6-7.
3. Johannes sagde flg. om Jesus: "Han som kommer efter mig , er kommet foran mig, fordi han var før mig. For af hans fylde har vi alle (som har taget imod) fået, og det er NÅDE OVER NÅDE, for loven blev givet ved Moses (som var en mellemmand), nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. (Det blev åbenbaret gennem en bestemt person, Guds Søn.) Ingen har nogen sinde set Gud, den enbårne Søn, som er i Faderens skød, han har forklaret ham, v. 15-18.
4. Præsterne og levitterne, som var udsendt fra de religiøse myndigheder i Jerusalem, stillede Johannes flg. tre spørgsmål:

1. Er du Messias ? På dette spørgsmål svarede han at han ikke var Messias. Han var Messias` forløber.
2. Er du Elias ? Han svarede at han ikke var Elias, for han var ikke den personlige Elias.
3. Er du profeten ? (Det var den profet som Moses havde talt om i 5.Mos. 18,15-18. Dette var et udsagn om Messias.) På dette spørgsmål svarede Johannes at han ikke var profeten. Han sagde at han var den person som Esajas 40,3 havde omtalt, v. 19-23.

1. De spurgte ham videre om hvorfor han døbte, når han ikke var nogen af de tre personer som de havde nævnt. Jøderne ventede at ifm. Messias` komme, ville det jødiske folk få det i en åndelig fornyelse og renselse. De henviste til det som profeterne Esekiel og Sakarias havde skrevet om dette.: "Og jeg vil sprænge rent vand (genfødelsen) på jer, og I SKAL BLIVE RENE, fra alle jeres urenheder og fra alle jeres modbydelige afguder vil jeg rense jer." Esekiel 36,25. Sakarias 13,1. Johannes svarede dem at han døbte bare med eller i vand, men midt iblandt folket stod Messias, men de kendte ham ikke, v. 24-26.
2. Johannes gav Jesus flg. vidnesbyrd: "Se, der (er) Guds lam, som bærer (bort) verdens synd, v. 29.
3. Johannes sagde videre at hensigten med vanddåben var at Messias skulle blive kendt i Israel, for VANDDÅBEN PEGER PÅ MESSIAS´KOMME. Det var Gud selv som havde indstiftet vanddåben for jøderne og havde bedt Johannes om at døbe med vand. Johannes dåben var INDSTIFTET AF GUD og den var EN UDFORDRING til jødernes lydighed overfor Guds ordning og vilje, v. 31-33.
4. Johannes vidnede om at Jesus var Guds Søn, v. 34.

Jesus stadfæstede også at Johannes var den Elias som skulle komme. Han var ikke den historiske person Elias, men han skulle gå frem i Eliases kraft og ånd. Han skulle have den samme åndelige autoritet som Elias havde haft. Jesus sagde flg. om Johannes og om det indbyrdes forhold mellem ham og Johannes:

1. Jesus sagde at Johannes var mere end en profet. Mat. 11,9.
2. Jesus henviste til det som stod i Malakias 3,1 og 4,5-6 og bekræftede at det var Johannes som var omtalt i disse Skrift-steder, v. 10.
3. Jesus sagde videre om Johannes: Nogen større end døberen Johannes er ikke oprejst blandt dem som er født af kvinder, men den mindste (mindre) i himmelens rige er større end ham.", v. 11.

Dette vers er blevet tolket på to forskellige måder:

1. I og med at Johannes levede i en OVERGANGSPERIODE mellem Tenach og tilbudet til jøderne om at Jesus ville frelse dem og oprette Riget for Israel for dem, så kunne Johannes ikke opnå de åndelige goder, som tilhørte det fremtidige Guds rige Hans opgave som forløberen til Jesus, var den største opgave i Guds rige som havde eksisteret indtil da, men den mindste i det fremtidige Guds rige ville overgå ham i åndelig erfaring.
2. Den anden tolkning på dette udsagn, og som mange af kirkefædrene gik ind for, var det forhold at udsagnet var en sammenligning mellem Johannes og Jesus selv og jødernes vurdering af dem. Mange af jøderne mente at Johannes var større end Jesus, og at Jesus var den som var "den mindste" i Guds rige. De anså Johannes som en profet, men Jesus kendte de ikke. De dømte ham til og med til døden for blasfemi og for at være en falsk Messias.

1. Videre sagde Jesus om de åndelige regler, som hørte denne tid til: "Men fra døberen Johannes` dage indtil nu trænger de sig med magt ind i himlenes rige (så langt som det var kommet), og de som trænger sig ind, river det til sig." v. 12. I dette udtryk kommer loven og gerningsaspektet ved Jesu forkyndelse til udtryk.
2. Jesus sagde at Johannes var den Elias som skulle komme, men det gjaldt bare for dem som ville tage imod Jesu vidnesbyrd om Johannes. Det var bare den som havde åndelige opladte ører, som kunne høre og forstå Jesu budskab. "og om i vil tage imod det: han er den Elias som skal komme: Den som har øre, han høre !",v. 14-15.
3. Jesus sammenlignede jøderne på sin tid med små børn som sad på torvene og råbte til hverandre. Uanset hvad Johannes eller Jesus sagde til dem, så ville jøderne hverken godtage Johannes eller Jesu forkyndelse. De sagde om Johannes at han var besat af en ond ånd, for han levede som en asket. Jesus derimod, som både spiste og drak, blev betragtet som en stor-spiser og en vin drikker, v. 16-19

ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk www.yeshuattsion.webbyen.dk

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com