VAR GRUNDTVIG "Chilliast" ? Ordet &
Israel. Maj 1956
En
"chilliast" er i dagens teologiske sprog en yderst
fordægtig person, endnu værre end en "pietist". Ordet
stammer fra den græske betegnelse for talordet 1000 og sigter til,
at den pågældende ikke blot gør alvor af at tro på
virkeliggørelsen af det i Åbenbaringsbogen kap. 20- omhandlede
tusindårsrige under Kristi herredømme, men hævder, at det bliver
et virkeligt rige her på jorden mod afslutningen af den nærværende
tidsalder.
Så
lidt fortrolig er vor forkyndelse – og derfor også vore menigheder
– med Åbenbaringsbogens fremtidssyner, at en "chilliast"
altså er en fordægtig person, som den "sunde" lære skal
holde sig på afstand fra.
Vi
har tidligere her i bladet (1951 side 98) anført bemærkelsesværdige
udtalelser af Grundtvig om jødefolket og dets "gyldenår mod
tidernes slutning".
Når
vi igen beskæftiger os med dette spørgsmål, sker det på baggrund
af en afhandling af afdøde biskop, dr. phil. C. I. Scharling
(Grundtvig-studier 1950) om "Det eskatalogiske hos Grundtvig",
der, med al anerkendelse af det levende håbs betydning for
Grundtvig, dog munder ud i en påstand om, at "Grundtvig ikke
har troet på et ydre, fuldkomment Guds rige her på jorden; han var
ikke "chilliast" (side 52)
Særdeles
mærkeligt og nærmest utilgiveligt er det, at den lærde forfatter
og fremstående kirkemand øjensynligt er ukendt med Grundtvigs
udtalelser om Tusindårsriget i det værk, "Kirke – Spejl",
der udkom så sent som 1871, altså året før hans død,
udtalelser,, der derfor er hans sidste ord i denne sag. Af den ret
indgående fremstilling (side 8o-89) skal vi citere fl, idet vi
bemærker, at bogen er en gengivelse af en række mundtlige foredrag.
:
"De
har vel sagtens hørt eller læst lidt om det såkaldte Tusindårsrige
eller dog om det sværmeri eller kætteri, som på pluddervælsk
hedder chilliasme; men De har vidst aldrig hørt noget tydelig
fremstilling af, hvor tanken om Tusindårsriget egentlig hører
hjemme, og i hvad forhold den står til den kristelige tankegang i
det hele, og navnlig til troen på et virkeligt Kristus Rige i denne
verden; og dog er tanken om et kristeligt Tusindårsrige både så
gammel i kristenheden og så godt hjemme i vor Hellige Skrift, at
oplyste kristne umulig kan enten overse, overhøre, overspringe eller
afvise den.
Grundtvig
begynder med at afvise al (også Luthers !) tvivl om
Åbenbaringsbogen, som ægte apostolisk Skrift, kraftig hævdet som
sådan af biskop Irenæus i Smyrna (slutningen af 2.århundrede, der
til sin læremester martyr-biskoppen Polykarp, den navnkundigste af
alle apostelen Johannes` disciple. Det hedder derefter: "Ligesom
nemlig Jesu kongenavn Kristus i vor trosbekendelse ved dåb uløseligt
sammenknytter den nye pagts folk og rige med den gamles, således må
vi finde det højest rimeligt og nødvendigt at Kristus engang må
blive lige så umiskendeligt, som Israels riget var det i kong Davids
og kong Salomons dage, og bliver ganske anderledes stormægtigt
mellem floden og havet (1.Mos. 15,18.) for at svare til spådommene
både hos Esajas, Ezekiel og Daniel, og da især hos Daniel, hvor
Gudsriget som skal oprettes i den romerske jernalder, lignes ved
stenen, som ikke blot rullede uden håndbevægelse, men knuser alt,
hvad der møder den og vokser til at fylde jorden ...Når der således
står skrevet, at englen Gabriel lovede på Guds vegne Jesus, Maries
søn, sin Fader Davids trone og et anderledes bestandigt rige end
hans, da måtte denne trone og dette rige dog vel i det mindste være
lige så virkelig på jorden, lige så umiskendelige og lige så
stormægtige som Davids... Det var derfor intet under, at apostlene
efter Skriften spurgte Jesus, efter Hans opstandelse, ikke om Han
ville oprette Israels riget påny, men kun om Han ville gøre det nu
med det samme, og Herrens svar lyder derfor ingenlunde på, at Han
aldrig vil gøre det, men kun på, at tids spørgsmålet er
ørkesløst, da Den Himmelske Fader med flid holder tiden hemmelig.
Endelig
må jo Kristi rige få en anderledes umiskendelig og stormægtig
skikkelse på jorden end nu, når Skriften efter Herrens egen mund
skal opfyldes, så Hans riges evangelium prædikes i den ganske
verden til et vidnesbyrd for alle folk, før verdens ende, ligesom
den sidste store kamp og afgørende sejer over Satans riget
forudsætter samme klare umiskendelighed og samme guddommelige
stormægtighed.
M.h.t.
forståelsen af Jesu Ord overfor Pilatus om, at hans rige ikke er af
denne verden og derfor aldrig kan forsvares eller udbredes ved ydre
magtmidler, men at enhver, som er af sandhed, hører Hans røst,
hedder det:
"Hermed
siger Herren ikke blot som protestanterne har ment, at Han er konge i
sandhedens, den guddommelige sandheds rige, men også, at han kan og
vil give denne sandhed et så bestandigt, højrøstet og kraftigt
vidnesbyrd, at alle sandhedskærlige mennesker frivilligt bliver hans
undersåtter". Til bestyrkelse heraf henviser Grundtvig til
Paulus` ord i 2.Tess. 2. Om, at "Herren i Sin herlige
åbenbarelse skal tilintetgøre den lovløse, syndens menneske
(Antikrist) med sin munds Ånde" samt til, at "der siges
endog udtrykkelig, at det er under navn af "Guds ord", at
Herren går med Sin hær i marken, og at hans tveæggede sværd udgår
af Hans mund.
Heraf
følger da, at det såkaldte Tusindårsrige, som det er spået i
Åbenbaringsbogen, er, så vidt vi kan skønne, en aldeles kristelig
ting og tanke, hjemmehørende i apostlenes lærdom."
Grundtvig
er ikke blind for, at der kan rejses spørgsmål om, hvor riget skal
have sit centrum, men bemærker dog udtrykkeligt, at hverken kan man
tænke sig, at Vorherre, når han klar vil åbenbare Sit riges
herlighed på et enkelt sted, skulle skifte skueplads, ikke heller
synes de hebraiske spådomme, især hos Ezekiel, at kunne opfyldes,
med mindre Jødeland og Jerusalem endog før verdens ende får et
gyldenår".
Grundtvig
slutter sin betydningsfulde og netop i vor tid højest aktuelle
redegørelse med at fremhæve det karakteristiske i, at "ligesom
sikker flere jødekristne end Johannes efter Jerusalems forstyrrelse
har taget deres tilflugt til Efesus og Lilleasien, således har også
Papias, Polykarp, Irenæus og i det hele taget Johannes-disciplene
været af hebraisk oprindelse, og står derfor så enlige mellem
grækerne".
Ak
ja, hvor er endnu i dag teologien inficeret netop af græsk, altså
humanistisk-hedensk visdom. Hvor trænger vi dog, midt i vor tids
teologiske tågetale og folkelige mørkeangst til. At Bibelens –
den hele Bibels – Åbenbaringsord sættes på lysestagen til at
skinne for alle, lærd som lægd.
Symbolsk
er den skønne Menorah, den syvarmede lysestage fra deres ældgamle
mosaiske Tabernakel, ført tilbage til Israels land som rigsvåben og
vartegn for den nyoprettede Israel stat. Det skal nok endnu en gang –
ved slutningen som ved begyndelsen af "den kristen æra" –
vise sig, at frelsen kommer fra
jøderne.
P.S.
Ville det være for meget at vente, at Gurndtvig Selskabet som
udgiver af "Grundtvig Studier" i en kommende publikation af
disse bringer et supplement til biskop Scharlings udtalelse om, at
Grundtvig ikke var "chilliast" ?
Når
Scharling bestrider nordmanden Paulus Svendsens ret til at hefte
denne betegnelse på Grundtvig ("Guldalderdrøm og
Udviklingstro", Oslo 1940), må man modsige ham.
Men
Svendsen benyttet ganske vidst ikke "Kirkespejl" til støtte
for sin opfattelse.
Nærværende
artikel står eventuelt til rådighed, men må i så fald aftrykkes i
sin helhed