Vanddåbens betydning. cand. philol O.E. Inderg

                                               Referat fra Oskar Edin Indergaards bog:

MATTEUS EVANGELIET

”Jesu liv og lære”

Vanddåbens betydning. Side 432:

Disiplene skulle også døbe dem som kom til tro på Jesus, ind til Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd. Dette skulle ske så hurtigt som mulig. Den form som her er brugt er af verbet ”baptizo”, som betyder ”at døbe”, ”at sænke ned”, ”at dyppe”, ”at toe” og ”at rense”, er presens partisipp. Der står at de skulle gøre alle folkeslag til Jesu disiple ”døbe dem”.

Dette tilkendegiver to forhold, og det er:

1. At dåben skulle ske så hurtig som mulig efter omvendelsen.
2. At dåben var nødvendig for frelsen.

Denne dåbe er knyttet til Rigets tid. I rigets forkyndelse måtte man både angre sin synd, omvende sig (det betyder at en måtte GÅ TILBAGE TIL JESU TORAH) og tage vanddåben.

Vanddåben kunne i sig selv ikke frelse noget menneske, men den kunne give jøderne en ydre renselse. Vanddåben var et KRAV, som blev stillet til jøderne. Gud kanaliserede sin frelse gennem 4 trin:

1. Anger.
2. Omvendelse. Det er opfyldelse af Mose Torah og Jesu Torah.
3. Vanddåben.
4. Troen på Jesus.

Dette giver ikke udtryk for den frie nåde, som vi har i dag, men det giver udtryk for den BETINGEDE NÅDE, som man havde på Jesu tid, som man havde hele tiden frem til templets ødelæggelse i år 70, og som man fortsat skal have i Riget for Israel..

Efter Jesu opstandelse og himmelfart så forkyndte også – naturligvis – apostlene dette. Det kommer til udtryk i det som Peter sagde til jøderne: ”... Omvend jer, og enhver af jer lader sig døbe på Jesu navn til (ind i) syndernes forladelse, så skal i få Den Hellige Ånds gave.” Ap.Gr.2,38.

I vor tid får vi Den Hellige Ånd uden at være døbt på forhånd. I vor tidsperiode er Den Hellige Ånds gave gjort uafhængig af anger, omvendelse og dåb. ”Dette ene vil jeg have at vide af jer (galaterne): Var det ved lovgerninger i fik Ånden, eller var det ved TROENS FORKYNDELSE ?” Gal.3,2. (Her står ”troen” for Paulus `hans nye forkyndelse om den ”frie nåde”.)

Det eneste som kræves i den frie nådens tidsperiode for at blive frelst, er at man BEKENDER at Jesus er Herre, og at en TROR at Gud opvagte ham fra de døde. Rom.10,9-10. Dersom det sker med et menneske, så er dette menneske frelst. Dette er den frie nåde..

Dette er heller ikke at betragte som gerninger, men det er et resultat af at omvendelsen HAR FUNDET STED.

I Rigets forkyndelse er synden også sonet og taget bort, men til trods for det så kræves der lov-gerninger både for den som er frelst, og for den som vil gå ind i Guds rige. Grunden til det er at der er to retfærdighedsbegreber i den messianske jødedom, og de er:

1. Guds retfærdighed.
2. Menneskets egen retfærdighed.

De messianske jøder var ligemeget frelst som medlemmerne i den kristne forsamling, men de måtte BLIVE TESTET på deres tro i forhold til Mose Torah og Jesu Torah.

I den kristne menigheds tidsperiode er det EN STOR SYND at tvivle på sin frelse. Den har ingen ting med gerninger at gøre, men den er baseret udelukkende på Jesu forsoning.

Paulus sammenligner den frie nåde og Torahen på en glimrende måde da han sagde flg.: ”men Torahen har ikke noget med troen (nåden) at gøre, men den holder dem (budene), skal leve ved dem.” Gal.3,12.

Dette betyder to ting, og de er:

1. I den frie nådes tidsperiode bliver en udelukkende frelst ved tro.
2. I både jødedommen og den messianske jødedom var det nødvendig med gerninger for at blive bevaret som troende. Vi taler om betinget nåde. (At ingen kan opfylde Guds Torah til sin egen frelse, det er en helt anden sag.)

Vanddåben hører ikke med til det paulinske system. Den eneste funktion vanddåben har haft i indeværende tidsperiode, er at den har skabt FRUSTRATION og SPLITTELSE blandt Guds folk.

I begyndelsen af sin virksomhed så døbte Paulus også, men da han kom til Korint ca. år 51, så viste Gud ham at han ikke længere skulle døbe, men at han bare skulle forkynde evangeliet om Guds frie nåde. ”For Kristus har ikke udsendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, for at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft.” 1.Kor.1,17.

Grunden til at Paulus ikke ønskede at døbe mere, var to-foldig:

1. For det første skabte dåben STOR FORVIRRING i menigheden. ”Er Kristus blevet delt ? Var det Paulus som blev korsfæstet for jer, eller var det til Paulus navn at i blev døbt ?” 1.Kor.1,13.
2. Gud havde vist ham at vanddåben ikke hørte med til både Sina-pagtens husholdning og til den messianske forsamling.

Det eneste Paulus ville forkynde eller høre om, var Jesu forsoning – ikke vanddåben og ikke Torahen. ”for jeg VIL IKKE VIDE NOGET (noget som helst) blandt jer UDEN JESUS KRISTUS og HAM KORSFÆSTET.” 1.Kor.2,2.

Vi ved at Jesus pålagde sin disiple at de skulle døbe. Det er da mærkeligt at Paulus bare 20 år efter at missionsbefalingen blev givet, kunne sige at Jesus havde ikke udsendt ham for at døbe. Vi må da forstå at her foreligger en FORANDRING i Guds planer og et SKIFTE af husholdningen.

Det som sker, når et menneske bliver frelst i nuværende tidshusholdning, er at Den Hellige Ånd med det samme DØBER dette menneske ind i Jesu legeme. En er da frelst og behøver ikke vanddåben. ”for vi er jo alle døbt med (”i” eller ”ved”) en Ånd til at være et legeme, enten vi er jøder eller græker, enten vi er trælle eller frie, og vi har alle fået en Ånd at drikke (af).” 1.Kor.12,13.

Når vi bliver frelst, så får vi HELE ÅNDEN i vort hjerte som pant og indsegl til forløsningens dag (Jesu komme for menigheden). Det er Den Hellige Ånd som uddeler de åndelige gaver, tjenesterne og embederne, efter som han selv ønsker det. 1.Kor.12,4-11.

”Men hver og en af os (dette gjalt også Paulus) er nåden givet efter det mål som Kristi gave (nådegaverne) tilmåles med.” Ef.4,7.

Hvad der gælder Ånds-dåben, så er den tilgængelig for alle troende, for alle troende har Den Hellige Ånd. Åndsdåben er en spesiel AKTIVISERING af Den Hellige Ånd i vore liv. Den fungerer ikke som et frelsespant, men den UDRUSTER OS på en kraftig måde i vor tjeneste.

Ånds-dåben har sin FØRSTE BEGYNDELSE, men den har MANGE PÅFYLDNINGER i løbet af en kristens liv. Paulus opfordrer de kristne til at blive fyldt af Ånden og det til trods for at de havde hele Ånden. ”Og drik jer ikke drukne af vin, for i det er der ryggesløshed, men BLIV FYLDT AF Ånden.” Ef.5,18.

Det er også en STOR MISFORSTÅELSE at tro og hævde at Romerbrevet 6,3-4 og Kol.2,11-12 angår vanddåben. Det går ikke på vanddåben men på GENFØDELSES DÅB.

Dette kommer tydeligt frem i Kol.2,11, hvor der står: ””han i hvem i blev omskåret med en omskærelse som ikke er gjort med hænder, ved afklædningen af kødet (syndelegemet), ved Kristi omskærelse.”

Kolossenserne 2,12 beskriver det åndelige grundlag for genfødelsen. ”idet i blev begravet med ham i dåben (Jesu død) og i den blev oprejst med ham ved troen på Guds kraft-han som oprejste ham fra de døde.”

I Titus brev 3,5 bliver genfødelsen kaldt ”BADET TIL GENFØDELSE og FORNYELSE ved Den Hellige Ånd.” ”frelste han os, ikke for retfærdige gerningers skyld, som vi havde gjort, men efter sin miskundhed (nåde) ved badet til genfødelse og fornyelse ved Den Hellige Ånd.”

I Efeserbrevet 4,5 siger Paulus også at der bare er EN DÅB i indeværende tidsperiode. ”en Herre, en tro, en dåb.” Det skulle ikke være vanskeligt at se hvilken dåb Paulus her sigter til. Det er GENFØDELSENS DÅB.

Vanddåben i en eller anden form var en jødisk skik. Den havde med RENSELSE at gøre og ikke med GENFØDELSE. I jødedommen har vandet et af de vigtigste elementer i forbindelse med renselse.

Den kristne kirke har tillagt vanddåben en del aspekter som den i det hele taget ikke skal have. Disse aspekter er:

1. Den er ikke en pagt. ”Dåben er ikke aflæggelse af kødets urenhed, men et SVAR PÅ EN GOD SAMVITTIGHED med Gud ved Kristi opstandelse.” 1.Pet.3,21. Her er der ikke tale om vanddåben, men om Jesu forsoning, som også er en dåb. Mark.18,38. Se min bog: kristendommens Jødiske Rødder, kap.: De forskellige typer dåb. Det ord som her er oversat med ”pagt”, er på græsk eperotema, det skal ikke oversættes med ”pagt”, men med ”svar”. Hvad der gælder ordet ”pagt”, så er det på græsk diatheke.
2. Vanddåben har heller ingen ting med død, begravelse og opstandelse at gøre. Vanddåben er baseret på bl.a. en fejl forståelse af Johannes 3,1-11. Når Jesus sagde at den som ville blive frelst, måtte blive født både af vand og Ånd, så tænkte han her på den som ville blive frelst, måtte gennem TO FØDSELER, og det var den NATURLIGE FØDSEL og det var den ÅNDELIGE FØDSEL. ”Vandet står her for ”fostervandet” og ”Ånden” står for Den Hellige Ånd, v.5. Vers 6 udtrykker en paralleitet med vers 5. ”Vandet” bliver sammenlignet med ”det som er født af kødet” (den naturlige fødsel). Dette er en udtryksmåde som jøderne brugte, når de ville udtrykke den samme sag med ulige ord og begreber. Det samme forhold eller den samme sag bliver da gentaget i en ny sætning med delvis andre ord.Dette kalder vi for parallelitet”. Nikodemus forstod det, for han spurgte om det gik an at komme ind i mors liv og blive født om igen. Han kendte ikke den åndelige fødsel, men han kendte til den naturlige fødsel og fostervandets betydning og funktion, v.4.
3. Der er ikke genfødelse i vanddåben. Vanddåben betyder meget for mange mennesker, men den har ingen teologisk betydning i dag. Den fører bare til FRUSTRATION, FORVIRRING og ET FALSK HÅB – både for den som er frelst og for den som går fortabt for Guds rige. De præster og de teologer som forkynder og hævder, at der er frelse og genfødelse i vanddåben, FØRER FOLKET VILD. Dette er en af de STØRSTE VRANGLÆRE som vi har i vor kirke. Må Gud åbne vore øjne således at vi alle kan se og forstå, at vanddåben ikke fremmer frelsen. Den fremmer fortabelsen, for den giver et FALSK HÅB til de som ikke er genfødt af Den Hellige Ånd. BORT MED VANDDÅBEN og IND MED DEN FRIE NÅDE.

Nådens betydning. Side 437.

Disiplene skulle også gå ud i hele verden og lære alle folkeslag AT HOLDE ALT DET SOM JESUS HAVDE BEFALET AT DE SKULLE HOLDE, kap.28,20.

Vi ved at Jesu undervisning til det jødiske folk var baseret både på NÅDE og på OVERHOLDELSE AF JESU TORAH, som byggede på Mose Torah. Jesus sammenfattede Mose Torah til noget over 30 bud.,se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Jesu første forkyndelse.

Jesu forkyndelse var baseret på både nåde og krav. En måtte FORPLIGTIGE SIG PÅ BEGGE DELE, FOR AT FÅ DEL I GUDS RIGE.

Jesu forkyndelse indeholder både:

1. Guds retfærdighed, som den frelsende retfærdighed.
2. Menneskets egenretfærdighed, som en ydre retfærdighed, som ikke giver frelse. Den gav jøderne indgang i Guds Rige, og den var med til at oprette Guds-forholdet i vandringen. Dersom jøderne ikke holdt Jesu bud, fik de hverken komme ind i Guds Rige eller være medlemmer i Guds rige. Således er det ikke med Paulus` forkyndelse. Det er nåden, og ikke Torahen eller budene, som både frelser og opdrager menneskene til at leve et ret liv: Ef. 2,8-9. Titus 2,11-12.

Den jødiske Torah – det være sig Mose Torah eller Kristi Torah – er sat til side og ophævet i vor tidsperiode. Dette gælder som ÅNDELIGE SYSTEMER. Dette betyder ikke at vi ikke har bud og forordninger i den paulinske lære. Man har regnet ud at der er ca. 400 bud og forordninger i den paulinske lære. Disse går både på forholdet til Gud, til næsten, til samfundet og ordninger i Guds-tjenesten. (Se Robert C.Brocks bog: The Commands of Christ for Christian Living.)

Det er Mose Torah som er ophævet i den kristne menigheds tid, Ef.2,14-15, og ikke budene og reglerne, men det vi må passe på er at det ikke er vor YDRE OVERHOLDELSE af bud og regler, som skal regulere forholddet til Gud og til næsten. Dersom det bliver forholdet, kommer vi ind i en NY FORM FOR TRÆLDOM.

Det er den INDRE OVERHOLDELSE af Guds bud og forordninger, som skal regulere forholdet til Gud og til næsten, og den bliver fremmet af Guds nåde. ”ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget som af os selv, men vor DUELIGHED ER AF GUD., som gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke for bogstav, men for ånd, for BOGSTAVEN SLÅR IHJEL, MEN ÅNDEN GØR LEVENDE.” 1.Kor.3,5-6.

Nåden virker på flg. måder:

Den bringer mennesker til Kristus. Gal.3,2.

Den gør kraftige gerninger og helbreder menneskene. Gal.3,5.

Den frelser menneskene. Ef. 2,8-9.

Den opretholder menneskenes forhold til Gud. Ap.Gr.20,32.

Den opdrager menneskene til at leve et rigtigt liv. Titus 2,12.

Paulus nævnte ofte de bude og forordninger som vi har i vor tid, men han satte dem IKKE I SENTRUM for vandringen. Han satte fokus på nåden og på den kærlighed som vi har til hverandre: Rom.13,8-9. 1.Kor.7,19.

Paulus kaldte de bude og forordninger som vi har i den kristne menigheds tid, for KRISTI LOV: Gal.6,2.

Jeg vil sitere det som C.C.Ryrie siger i Ryie Study Bible om dette, s.285:

”Mose-Torah var givet til den jødiske nation – ikke for at være en byrde, men for at skille dette folk fra alle andre folk og gøre det klogt, stort og yndig for en hellig Gud. Som livsregel for Guds folk er Mose Torah BLEVET ERSTATTET for de kristne med Kristi lov: Gal.6,2., selv om nogle af de spesielle bude i den gamle Toreh er genindtaget som krav i den nye Torah, Rom.13,9. Som del af den inspirerede Skrift så er den gamle som den nye Torah tjenlig for folk til alle tider, 1.Tim.1,8-10. 2.Tim.3,16.”

Ved siden af at Paulus gav en række bud og forordninger for den kristne menighed, så udtalte han sig også om hvordan en kristen skal leve i vandringen som troende. Her bliver heller ikke fokuset lagt på ydre overholdelser af det enkelte bud og den enkelte forordning, men fokuset bliver lagt på at vi skal vandre i SAMSVAR MED DET NYE LIV.

Han siger flg. om de troendes vandring:

1. Vi skal vandre i et nyt liv. Rom.6,4.
2. Vi skal vandre-ikke efter kødet-men efter Ånden. Rom.8,4.
3. Vi skal vandre sømmelig. Rom.13,13.
4. Vi skal vandre i kærlighed. Rom.14,15. Ef.5,2.
5. Vi skal vandre i tro. 2.Kor.5,7.
6. Vi skal vandre i Ånden. Gal.5,25.
7. Vi skal vandre i de gode gerninger som Gud har lagt færdige foran os. Ef.2,10.
8. Vi skal vandre som værdige for det kald som vi er kaldet med. Ef.4,1.
9. Vi skal ikke vandre som hedningerne vandrer i deres sinds tomhed. Ef.4,17.
10. Vi skal vandre som lysets børn Ef.5,8.
11. Vi skal vandre varlig. Ef.5,15.
12. Vi skal vandre således som Paulus og hans medarbejdere gjorde. Fil.3,17.
13. Vi skal ikke vandre som fjender af Kristi kors. Fil.3,18.
14. Vi skal vandre værdige for Herren til velbehag i alt. Kol.1,10.
15. Vi skal vandre i Kristus. Kol.2,6.
16. Vi skal vandre værdige for Gud. 2.Tess.1,12.
17. Vi skal vandre efter den lærdom som Paulus og hans medarbejdere gav os. 2.Tess.3,6.
18. Vi skal vandre tilbørlig og arbejde. 2.Tess.3,11.

Dersom vi som kristne vandrer på den måde, som er beskrevet ovenfor, så indebærer dette at vi holder Guds bud og forordninger, uden at vi selv er klar over det. Dersom vi forstår hvilken ufattelig kraft Guds nåde er i vore liv, så bliver overholdelsen af Guds bud ikke noget problem for os.

Vi ved at Mose Torah blev ophævet på Golgata for den kristne menighed, men det blev den ikke for den messianske menighed. Den levede i troen på Jesus og fortsatte med at holde Mose Torah. ”Da de (de messianske ledere i Jerusalem) hørte det (at mange hedninger var blevet omvendt ved Paulus` forkyndelse), priste de Gud, og så sagde de til ham: Du ser broder, hvor mange tusinder der er blandt jøderne som har taget imod troen (på Jesus), og ALLE ER NIDKÆRE FOR TORAHEN.” Ap.Gr.21,20.

Paulus sagde også at jøderne fortsat var under Torahen. ”og jeg er blevet som en jøde for jøderne, for at vinde jøder. DE SOM ER UNDER TORAHEN: 1.Kor,9,21: for dem som er uden lov, er jeg blevet som en som er uden lov om jeg end ikke er lovløs for Gud, men lovbundet for Kristus – for at vinde dem som er uden lov;

Dette må få os til at forstå at der er to forskellige evangelier-forkyndelser i N.T., og disse er:

1. Den messianske forkyndelse, som angår Riget for Israel.
2. Den paulinske forkyndelse, som angår den kristne menighed.

Medens den messianske jødedom fokuserede på overholdelse af Jesu Torah, så fremhævede Paulus også den store betydning som SAMVITTIGHEDEN havde i vandringen som troende. Dette gjalt ikke bare ens egen samvittighed, men det gjalt også samvittigheden til de medtroende. Dersom samvittigheden til den medtroende ikke var stærk, så skulle en tage hensyn til dette. En skulle underordne sin egen samvittighed under den andens samvittighed. Dette har bl.a. med kristen næstekærlighed at gøre: 1.Kor.8,12.

Der er ingen modsætninger mellem den frie nåde og budene. De arbejder på hver deres områder i de troendes liv. Vi må huske på at den paulinske lære er podet ind i jødedommen. Kristendommen er jødedom som er tilpasset hedningerne i en bestemt tidsperiode.

Paulus løsrev ikke sin teologi fra det jødiske rodsystem, men han fik nye åbenbaringer, som ikke havde være kundgjort før. Han fik åbenbaret de forskellige hemmeligheder om den kristne menighed.

Han lærte både at vi er podet ind i det gode jødiske olietræ (frelsestræet), at vi havde fået del i jødernes løfter og pagter, at vi kan lære meget af Tanach. Det betyder ikke at alt det som står i Tanach, er gyldig for os: Rom.11,17-18. Ef. 2,12-13. 2.Tim. 3,16-17.

Vi skal ikke lære menneskene at holde alt det som Jesus lærte sine disipler og det jødiske folk. Jesu undervisning har med Riget for Israel at gøre, men når prædikanterne, præsterne og Bibel-lærerne ikke har noget syn for Israel, så nå de tolke hele Jesu forkyndelse ind i den paulinske forkyndelse. Dette må nødvendigvis føre til GAL LÆRE og STOR FORVIRRING både hos dem selv og hos kristenfolket.

Dette fører videre til at store dele af kristenfolket ikke bliver FRIGJORT I NÅDEN, men at de forsøger at tilfredsstille Gud – de forsøger at holde de bude og de forpligtigelser, som Jesus underviste om. Den frie nåde, som Paulus forkyndte, kommer bort i en såddan forkyndelse. Vi får et BLANDINGSEVANGELIUM og ikke det frie evangelium om frelsen i Jesus Kristus udelukkende på grund af Guds nåde. Det er også nåden som skal regulere forholdet mellem Gud og den enkelte troende.

Denne forkyndelse lægger Paulus sin forkyndelse ind under Jesu forkyndelse og apostlenes forkyndelse.

Paulus lægger sin forkyndelse IND UNDER DELER AF DEN GAMLE (FØRSTE) PAGT.

Hvad der gælder Jesu forkyndelse, så har den 2 faser, og det er:

1. Det som han forkyndte i sin vandring i 3½ år. Denne forkyndelse angår Riget for Israel.
2. Det som han forkyndte til Paulus ud fra himmelen. Det angår den kristne menighed.

Hvad som gælder missionsbefalingen i Matteus 28,18-20, så må vi lægge mærke til at i Rigets tid vil også HEDNINGERNE VÆRE UNDERLAGT ALLE JESU KRAV og BUD, som Jesus forkyndte i denne missionsbefaling.

Rabbinerne diskuterede hvilke bud som vil eksistere i Rigets tid, som er det samme som ”den kommende verden”. De diskuterede også hvilke bud jøderne skulle holde og hvilke bud hedningerne skulle holde.

I følge denne missionsbefaling står der at både jøderne og hedningerne skal holde DE SAMME BUDE. Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Jesu nye Torah vil bestå af 30 bud.

Denne missionsbefaling, som angår endetiden og Riget for Israel, indeholder også et løfte til disiplene om at Jesus skulle være med dem ”indtil tidsalderens ende.”v.20.

Det ord som her er oversat med ”ende”, er på græsk ”synteleis”. Det betyder ikke selve ”enden”, men det betyder ”endetiden”. Medens ”enden” gr.telos er det sidste som sker, så strækker endetiden sig over et vist tidsrum. Endetiden strækker sig over 7 år.

I og med at den kristne menighed ikke skal ind i trængselstiden, som ligger foran, men bliver bjerget fra den ved bortrykkelsen, så gælder heller ikke dette løfte den kristne menighed. Det gælder Jesu disipler og de messianske jøder

Vi har gennemgået den missionsbefaling som Jesus gav sine disipler i Matteus 28,18-20, og vist at den ikke angår den kristne menighed, men at den angår Israel. Da jøderne som nation ikke tog imod Jesus som deres Messias, konge og frelser, så blev denne missionsbefaling TRUKKET TILBAGE. Den vil komme igen i endens tid – efter den kristne menigheds bortrykkelse og i 1000 års-riget.

Ved siden af denne missionsbefaling, så har vi flere missionsbefalinger i EVANGELIERNE. De angår Riget for Israel. Se min bog: Jesu Gjenkomst, bind 5, kap.: De forskellige missionsbefalinger.

Den kristne menighed har fået SIN EGEN MISSIONSBEFALING, og den finder vi i 2.Kor.5,18-21.Det er den vi må holde os til i dag.: ”Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus, og gav os FORLIGELSENS TJENESTE, fordi Gud i Kristus forligte verden med sig selv, så han IKKE TILREGNER DEM DERES OVERTRÆDELSER og har nedlagt i os ORDET OM FORLIGELSEN. Så er vi da SENDEBUD I KRISTI STED, som om Gud selv formanede ved os. Vi beder i Kristi sted: Lad jer forlige med Gud. Han som ikke vidste af synd, har han (Gud) gjort til synd for os, for at vi i ham skal blive retfærdige for Gud

ref. Egon Ladegaard Kristensen: yeshuatt@mail.dk

www.denpaulinskegruppe.blogspot.com www.yeshuattsion.webbyen.dk