Reciter 7.
Af
Oskar Edin Indergaard: APOSTLENES GERNINGER:
Vi kunne ligeså vel have kaldt dette
Skrift for: Den Hellige Ånds gerninger eller jødernes forkastelse
af tilbudet om oprettelsen af "Riget for Israel". Vi deler
Apostlenes Gerninger op i to, og det er:
Den Petri ske periode. (Ap. Gr.1-12.) I
denne tid var Peter den ledende. De 12 apostle, de 70 og Jakob
forkyndte "Riget for Israel" i Israel.
Den paulinske periode.(Ap. Gr.13,-28.)
I denne tid var Paulus den ledende. Han og hans medarbejdere
forkyndte hemmeligheden med den kristne menighed. De forkyndte for
jøder og hedninger ude i diasporaen. På slutningen af denne periode
(kap.21,17-23,10) forkyndte Paulus også for jøderne i Israel.
De 12 apostle er ikke nævnt i
Apostlenes Gerninger efter kap.15. Det betyder at det budskab som de
forkyndte, var et andet budskab end det som Paulus forkyndte. De
forkyndte "Riget for Israel" ude i diasporaen. Jøderne i
Israel havde i stor grad forkastet tilbudet om oprettelsen af Riget,
men jøderne i diasporaen måtte også få høre om "evangeliet
om Riget" og Jesu forsoning. Der var ca. 1million jøder i
Israel på den tid og mellem 1-2,5 millioner jøder ude i diasporaen.
Nådetiden for jøderne stod endnu ved
magt. Dersom de omvendte sig, holdt Jesu bud, lod sig døbe og kom
til tro på Jesus, ville han komme tilbage og oprette Riget for dem.
Denne periode var en OVERGANGSPERIODE,
hvor mange af Rigets manifestationer både blev forkyndt og var i
funktion. Det gjaldt også Paulus` undervisning. Han underviste det
som han havde kendskab til. Når Den Hellige Ånd viste ham nye ting
og nye sammenhænger, forandrede han sin undervisning i samsvar med
det nye liv. Af sådanne manifestationer som hørte med til Rigets
forkyndelse, kan vi nævne: Familie dåb, vand dåb, håndspålæggelse,
kastning af lod ved afgørelser, tro for at blive helbredt, salving
af olie ifm. Helbredelse og stærke undergerninger. I og med at det
teologiske indhold i Apostlenes Gerninger beskriver både Rigets lære
og den kristne menigheds lære, så må vi kunne skelne mellem disse.
Dersom vi ikke er opmærksomme på dette, kan vi være helt sikre på
at vi blander disse to evangelier-forkyndelser sammen.
Det er lægen Lukas som har skrevet
Apostlenes Gerninger. Han var med Paulus på flere af hans
missionsrejser. Det er skrevet ca. år 63.
Kapitel 1:
"Da de (de 12 apostle) var kommet
sammen, spurgte de ham: Genrejser du på den tid (Ved Den Hellige
Ånds komme) "Riget for Israel" ? v.6. Riget kunne have
blevet oprettet dersom jøderne havde taget imod Jesus og apostlenes
forkyndelse om dette Rige.
Apostlene havde allerede fået Den
Hellige Ånd som frelsespant. Johs.20,22.
"Johannes døbte vel med vand, men
i skal døbes med (græsk. "en") Den Hellige Ånd ikke
mange dage herefter,"v.5.)For at nådegaverne skulle fungere i
apostlenes liv, måtte de også blive døbt med Den Hellige Ånd. Den
græske proposition som her er brugt, er "en". Den bliver
oversat med både "med", "af" og "i",
"Åndsdåben" er en AKTIVISERING af Den Hellige Ånd. Den
græske præposition som her er brugt, er "en". Den bliver
oversat med både "med", "af" og "i".
Ånds-dåben er en AKTIVISERING af Den Hellige Ånd. Alle troende får
Den Hellige Ånd ved deres omvendelse, men det er ikke bestandig at
Den Hellige Ånd bliver aktiviseret i deres liv, således at
nådegaverne kommer i sin hele funktion.
Jesus fornyede missionsbefalingen til
sine apostle om at gå ud med evangeliet om Riget lige til jordens
ende. "... i skal være min vidner både i Jerusalem, Judæa og
Samarie og lige til jordens ende," v.8. Apostlene skulle
forkynde først i Israel, og derefter gå ud til alle folkeslagene i
hele verden Jødernes omvendelse ligger implicit i denne
missionsbefaling. Denne missionsbefaling kan ikke blive udført før
jøderne omvander sig som folk og nation. Dette er en
missionsbefaling for 1000 års-riget, således som også de andre
missionsbefalinger i evangelierne er det.
Efter Lovens krav måtte de være to
vidner til Jesu himmelfart, v.10.
Kapitel 2:
De som var mødt op på pinsefestens
dag, fik både Den Hellige Ånd som frelsespant og en aktivisering af
Den Hellige Ånd på en og samme tid," v.4.
Løftet om Den Hellige Ånd var et
løfte til jøderne og de hedninger som ville slutte sig til
jødedommen, v.11 og 39.
Da jøderne så og hørte det som skete
på pinsefestens dag, spurgte de Peter og de andre apostle om hvad de
skulle gøre. Peter sagde: "Omvend jer og enhver af eder lader
sig døbe på (græsk. "en") Jesu navn til syndernes
forladelse (græsk."efasin", som betyder "bortsendelse",
så skal i få Den Hellige Ånds gave (Det er Den Hellige Ånd,"
v.38. Der blevet stillet to krav til jøderne. a) De skulle omvende
sig. Det vil sige at de skulle leve i samsvar med Jesu bud. b) De
skulle tage vanddåben. Dette krav blev stillet til jøderne for at
de skulle få del i frelsen. Dette er et udtryk for "betinget
nåde". Således er det ikke i vor tidsperiode. Det er nok at
tro på Jesus for at blive frelst. Dette er udtryk for den
"ubetingede nåde".
Peter var ikke opmærksom på at Jesu
død og opstandelse var basis for syndernes forladelse. Han anklagede
jøderne for at de havde korsfæstet Messias,v.36.
"Mange tegn og undere blev gjort
ved apostlenes hænder",43. Dette er manifestationer på at
Riget var kommet, og at det kunne have blevet oprettet ifm. Jesu
første komme. Disse manifestationer følger også den kristne kirke,
men de er ikke så udbredt i dag som de var i den første tid. Det
vigtigste i vore tidsperioder er ikke undergerninger og tegn, men
udtagelsen af den kristne menighed, som er Jesu legeme.
Den hebraiske menighed var afhængig af
ydre ceremonier og undergerninger. Det skulle understrege overfor
jøderne at det som skulle ske var fra Gud, og at Guds riget var i
færd med at blive oprettet.
Den kristne menighed har ikke jordiske
løfter og har derfor mindre behov for at Guds kraft skal vise sig i
ydre manifestationer. Vi er sat ind i de himmelske kræfter, der alt
er perfekt. Guds nåde er nok for os – også når vi lider.
Medlemmerne solgte det som de ejede og
havde alt fælles, v.44, Det var også et krav i Rigets undervisning
om at man skulle sælge det som man havde og give det til de fattige.
Det baserede sig på Mose Loven og Jesu lære, som siger at man skal
dele med andre det som en har. Man skal også dele sine ejendele med
de som man ved, ikke vil betale tilbage igen. Luk.6,27-36.
På pinsefestens dag blev der lagt 3000
jøder til menigheden. De blev døbt med vanddåben. Det var også en
forudsætning for frelsen i Rigets forkyndelse, v.41.
Hver dag blev der lagt til menigheden
de som lod sig frelse, v.47. Dette er ikke den kristne menighed, som
blev etableret ved Paulus` undervisning, men den messianske menighed
i Israel. Den hørte med i "Riget for Israel".
Kapitel 3:
Manden som lå ved den skønne tempel
dør, er et billede på Israel. Han var vanfør fra moders liv af.
Han blev helbredt ved troen på Jesu navn. Store deler af Israel var
vanfør i åndelig mening. Israel kunne også have blevet helbredt
dersom jøderne havde ville tage imod Jesus og troet på hans navn,
v.1-12.
Peter formanede jøderne til at omvende
sig og komme til tro på Jesus. Dersom dette skete, ville Jesus komme
tilbage og oprette Riget for dem, v.19. Forsoningen var gjort
afhængig af ANGER og af at JØDERNE HOLDT JESU BUD. Det var
BETINGET. Således er det ikke i dag. Vi er tilgivet vore synder ved
troen på Jesus.
Jesu genkomst var også BETINGET af at
jøderne angrede og omvendte sig (holdt Jesu bud). Jesu komme for den
kristne menighed er ikke betinget af dette. Når Jesu legeme er
fuldt, kommer han for at hente sine.
Samuel var den første store profet
efter Moses, v.24.
Kapitel 4:
Den jødiske menighed voksede hurtigt i
Jerusalem. Der kom 5000 nye troende til tro på Jesus, v.4.
Apostlene blev truet af Det Høje Råd
(hebræer. Sandrine) om ikke mere at tale om Jesus. De svarede: "...
vi kan ikke lade være at tale om det som vi har set og hørt,"v.18-20
"i det du rækker din hånd ud til
helbredelse og til tegn og undergerninger ved den hellige tjener Jesu
navn," v.30. Rigets manifestationer var bl.a. helbredelser, tegn
og under.
"Og da de havde bedt, skjalv det
sted hvor de var samlet, og de blev alle fyldt med Den Hellige Ånd,
og de talte Guds Ord med frimodighed," v.31. Det forhold at
jorden skjalv, hørte også med til Rigets manifestationer, og det er
ikke det normale i vor tid. De blev også fyldt med Den Hellige Ånd,
endda de var fyldt på et tidligere tidspunkt, Ap. Gr.2,4. Det
betyder ganske enkelt at Den Hellige Ånd i dem blev aktiviseret på
en stærk måde. I den første tid blev alle troende fyldt med Den
Hellige Ånd, således burde det også være i vor tid, men p.a. af
fejl forkyndelse og forståelse af Guds ord, så sker dette desværre
ikke med alle troende.
De troende solgte det som de ejede og
havde alt tilfælles, v.32-35. Således skal det også blive i 1000
års-riget. Det var et krav til de som ville være med i Riget, at de
måtte dele deres ejendele med de fattige. Dette baserede sig på
Mose Loven. I vor tidsperiode forlanges ikke at man sælger alt det
som man ejer for at være medlem af Guds rige.
Josef med tilnavnet Barnabas var Levit.
Han kunne ikke have ejendom i Israel, og derfor solgte han denne
ejendom og gav pengene til fællesskabet, v.36. Dette var også i
samsvar med Jesu lære. Han gik senere over til Paulus` lære og blev
Paulus` medarbejder.
Apostlene bad ikke om at slippe for
forfølgelse, men om at måtte tale Guds Ord med frimodighed, v.29.
Kapitel 5:
Ananias og Safira solgte også deres
ejendom, men de skjulte en del af pengene og ville have dem for sig
selv. På gr. af dette måtte de lade livet, v.1-11. Dette kunne
aldrig have sket i den frie nådens tidsperiode. Det var RIGETS LOVER
som var i funktion.
Peter og apostlene begyndte at forstå
at der var en sammenhæng mellem Jesu død og opstandelse og jødernes
forsoning. Dette havde de ikke forstået hverken ifm. Jesu
undervisning om dette efter pinsefestens dag, v.31.
Kapitel 6:
Til og med medlemmerne i den jødiske
menighed lå i strid med hverandre. De jøder som talte hebraisk så
ned på de jøder som talte græsk, v.1.
Der blev udpeget 7 mænd som skulle
fordele maden og pengene. Seks af disse var græsktalende jøder
medens en var "hedning" (Nikolaus) Stefanus og Filip var
blandt de seks, v.5.
De 12 apostle prioriterede bøn og
forkyndelse, v.4.
En stor mængde præster kom til tro,
v.7. Måske en af grundene til det var det som skete med forhænget i
templet ifm. Jesu død. Det revnede fra øverst til nederst.
Stefanus var fuld af nåde og kraft, og
gjorde undergerninger og store tegn blandt folket, v.8. Det er ret
det som står i Mark. 16,17: "Også disse tegne skal følge dem
som tror." Dette udsagn angår ikke den kristne menighed. Det
angår den jødiske menighed. En af grundene til at vi har lidt af
disse undergerninger i vor tid, er det forhold at den kristne
menighed ikke er bygget på under og tegn, men på tro og Guds nåde.
Vi må lære at fordele Guds Ord på en ret måde. Vi må skille
mellem det som er sagt til jøderne og det som er sagt til den
kristne menighed.
Kapitel 7:
Abraham havde et ophold på 25 år i
Karan, v.4.
Gerorge Williams hævder i sin
Bibel-kommentar at kap. 7 er det sidste kald til de 2 stammer i
Israel til at modtage kongedømmet. Nu gik forkyndelsen ud til de 10
stammer. Tilbudet endte ved Jerusalems ødelæggelse i år 70.
Abraham blev udkaldt af nåde. Gud tog
sig en afgudsdyrker til at fremme sine planer.
Stefanus anklagede de religiøse ledere
i Israel at de ikke havde holdt Mose Loven, v.53. Stefanus henviste
til Loven i sit forsvar mod de skriftlærde og farisæerne. Det kan
vi ikke gøre i vor tidsperiode. Loven er ophævet som indirekte
frelses tilbud.
Ved steningen skulle det første
officielle vidne skubbe den fordømte ned fra en 2,75 meter høj af
sats. Det andet vidne skulle kaste den første sten, v.59.
Kapitel 8:
Ifm. mordet på Stefanus blev der en
stor forfølgelse af den jødiske menighed i Jerusalem. Alle undtaget
de 12 blev adspredt udover Israel.
Filip drog til Samaria og forkyndte
evangeliet om Guds rige og Jesu Kristi navn og mange lod sig døbe,
v.12. De blev døbt til den Herre Jesu navn, v.16. Vanddåben var
obligatorisk i Rigets forkyndelse. Det er den ikke i vor tid.
Vanddåben hørte med til Mose Loven og Jesu undervisning. Den hører
ikke med til det paulinske system.
De som blev frelst i Samaria, fik Den
Hellige Ånde med det samme, men de fik ikke Ånds dåben, som er en
aktivisering af Den Hellige Ånd. Efter at Peter og Johannes var
kommet fra Jerusalem og lagt hænderne på dem, fik de Ånds dåben,
v.18. I Rigets forkyndelse blev Guds kraft og Guds ordninger overført
ved håndspålæggelse.
Denne aktivisering af Den Hellige Ånd
kan ske ifm. modtagelsen af Den Hellige Ånd eller på et senere
tidspunkt. Den Hellige Ånds dåb er for alle, men på grund af gal
forkyndelse og traditionen så sker dette desværre ikke hos alle
kristne i dag. Mange troende ser på Den Hellige Ånds dåb som
sekterisk og noget som er farlig
Kapitel 9:
Paulus forfulgte de troende af den
jødiske menighed både i Israel og lige til Damaskus. Han blev
frelst på en dramatisk måde udenfor Damaskus. Dette skete i år 37
efter Messias, v.1-8.
Ananias lagde hænderne på ham, og han
fik synet igen efter at han havde været blind i tre dage, v.9 og 17.
De 3 dage de symboliserer de 2000 år som jøderne ikke havde været
i centrum for Guds planer. De har stået på sidelinjen og set
hvorledes Gud handlede med hedningerne, men Gud skal føre dem ind
igen i sine planer med folket og med landet, Rom. 11,29.
Efter at Saulus (Paulus) blev frelst,
blev han døbt med Rigets dåb. Ap. Gr.22,16.
Før Ananias opsøgte Paulus, så
åbenbarede Herren for Ananias hvilke planer han havde med Paulus`
liv: "... for han er mig et udvalgt redskab til at bære mit
navn frem for både HEDNINGER OG KONGER og for ISRAELS BØRN, v.15.
Dette var et brud på det oprindelige
program som jøderne havde. De skulle først gå til jøderne. Når
de blev frelst skulle de gå til hedningerne med evangeliet om Riget.
Paulus` hans primære opgave var at forkynde det nye budskab om den
frie nåde til hedningerne. Han skulle ikke forkynde for jøderne i
Israel. Han skulle heller ikke forkynde i de messianske menigheder i
diasporaen. det skulle apostlene tage sig af. Ude i diasporaen gik
han først til de jødiske synagoger. Da de ikke ville underkaste sig
hans undervisning, brød han med dem og dannede nye menigheder, som
bestod af både jøder og hedninger. Dette betyder at man havde tre
typer menigheder ude i diasporaen, og det var:
a. De jødiske synagoger.
b. De messianske forsamlinger og
c. De paulinske forsamlinger
I år 58 brød han med sit oprindelige
program – ikke at gå til jøderne i Israel med sit nye evangelium.
Dette kan betyde at nådetiden for
jøderne var i færd med at gå ud allerede på dette tidspunkt. I
Romerbrevet som
blev skrevet 57-58, skrev Paulus flg.
om forholdet mellem jøderne og hedningerne: "For jeg vil ikke,
brødre, at i
skal være uvidende om denne
hemmelighed – for at i ikke skal synes kloge – at FORHÆRDELSEN
ER KOMMET DELVIS OVER ISRAEL, indtil
fylden af hedninger er kommet ind." Rom.11,25.
Rigets budskab angår ISRAEL og ALLE
NATIONER. De skal samles ind i Riget. Den frie nådens budskab gælder
folk som er TAGET UD både fra Israel og nationerne. Det er enkelt
individer som bliver frelst i vor tid og ikke hele nationer.
Efter sin omvendelse i år 37 forkyndte
Paulus i synagogerne i Damaskus om at Jesu var Guds Søn , v.20.
Dette udtryk betyder både at Jesus havde et forhold til Gud og at
Jesus er Gud. "At være søn af" betyder "at være lig
med".
Han beviste også ud fra Skrifterne
(Tanach) at Jesus var Messias, v.22.
Efter at Saulus blev frelst, tog Gud
ham til side i en tidsperiode på 3 år. Han var da i Arabien, og Gud
underviste ham om den nye tidsalder og det nye budskab, som han
skulle forkynde for "hedninger, konger og Israels børn,"
v.15.
Efter at have været i Arabien i tre
år, drog han tilbage til Damaskus og til Jerusalem. Dette skete i år
40. Der var han sammen med apostlene og talte frimodig til de
græsk-talende jøder om frelsen i Jesus Kristus. De ville tage livet
af ham, og han blev sendt til Tarsus, v.20-30. I år 43 blev han
hentet af Barnabas til Antiokia, Ap. Gr.11,25. Han grundlagde også
menigheder i Lilleasien før sin første missionsrejse.
Tabita "var rig på goder
gerninger og gav mange almisser,"v.36. Dette hørte med til
Rigets forpligtelser. Den som ville arve "Riget for Israel",
måtte være rig på gode gerninger og give mange almisser.
Kapitel 10:
Peter gik til Kornelius og hans hus
efter åbenbaringen fra Gud. Gud viste ham at hedningerne ikke var
urene, men at de hørte med til Guds rige, v.10-16. Dette var ikke
noget nyt, for både Tanach og N.T. siger at også hedningerne har
del i "Riget for Israel". "Hver den som påkalder Guds
navn skal blive frelst." Ap. Gr.2,21. "For løftet hører
jer til og jeres børn og alle dem som er langt borte (hedningerne),
så mange som Herren vor Gud kalder," 2,39.
Peter åbnede Guds rige for
hedningerne. (Det vil sige Filip havde åbnet det endda på et
tidligere tidspunkt for den etiopiske høvedsmand, og da han gik til
Samaritanerne med evangeliet om Riget. Ap. Gr.8.
Nikodemus havde også de rette
forudsætninger for at blive frelst, og det var flg.:
a) han var from.
b) han frygtede Gud. Det vil sige han
holdt Guds bud.
c) han gav mange almisser til de
fattige.
d) han bad altid til Gud, v.2.
Peter sagde flg. til Kornelius og hans
hus: "men blandt ethvert folkeslag tager han imod den som
frygter ham (holder Loven eller de love som hedningerne skulle
holde.)" v.35. Dette udsagn giver udtryk for Lovens
retfærdighed. Der er BETINGELSER som er knyttet til denne tale.
Betingelserne er i forkant af frelsen.
Peter forkyndte Rigets budskab til
Kornelius og hans hus, men til trods for det, så blev de blandt de
første medlemmer i den kristne forsamling. (Se Ap. Gr. 15,14-15.)
Peter forkyndte ikke bare menneskets
egen retfærdighed. Han forkyndte også Guds retfærdighed, som er
den anden komponent i Rigets forkyndelse. "Han giver alle
profeterne det vidnesbyrd at enhver som TROR PÅ HAM, får syndernes
forladelse ved hans navn," v.43.
Medens Peter talte "faldt Den
Hellige Ånd på alle dem som hørte Ordet," v.44, og de talte
"med tunger og lovpriste Gud," v.46. I dette tilfælde fik
de både Den Hellige Ånd som pant på frelsen og Ånds dåben på en
og samme tid.
Efter alt dette, så blev de døbt med
vand, v.47. Dette var Rigets dåb, og det normale var at den skulle
være i forkant af genfødelsen. I og med at den kom til slut, peger
også dette UD OVER den messianske forsamling, som ventede på "Riget
for Israel".
I det hele taget må vi være
opmærksomme på at denne tid var både en MULIGHEDENS TID for
oprettelsen af Riget og en OVERGANGSTID mellem Riget og den kristne
menighed. Det lære-mæssige var endnu ikke fastlagt for den kristne
menighed. Paulus havde endnu ikke fået udformet fuldt ud den kristne
lære, og derfor så brugte han også Rigets elementer i sin
forkyndelse. Han forkyndte til enhver tid det som han havde fået
kundskab om.
Kapitel 11:
De andre apostle og brødrene i
Jerusalem kritiserede Peter da de fik at høre at han havde forkyndt
evangeliet om Riget til hedningerne. De gav sig på det, da Peter
fortalte dem hvad der skete, v.1-17. De blev glade over at Gud også
havde "givet hedningerne omvendelse til livet",v.18.
De burde ikke have reageret negativt på
hedningerne omvendelse, for dette var forudsagt i Tanach, og Jesus
havde nedlagt det i missionsbefalingen i Mat.28,18-20, men de tænkte
måske at før hedningerne kunne komme ind i Riget, så måtte
jøderne blive frelst først og det var ikke sket endnu.
Ifm. mordet på Stefanus, blev der en
stor forfølgelse af den jødiske menighed i Jerusalem. De troende
jøder med undtagelse af apostlene blev tvunget til at rømme. Nogle
af disse drog til Antiokia "men de talte ikke ordet til andre
end jøder," v.19.
I blandt disse som kom til Antiokia,
var der også nogle mænd fra Kypros og Kyrene. De derimod forkyndte
"evangeliet om den Herre Jesus" også til grækerne, og der
udbrød en stor vækkelse blandt grækerne, som var hedninger,
v.20-21. Derimod havde den jødiske menighed i Antiokia fået et
stort indslag af genfødte hedningerne. Dette vakte bekymring i
Jerusalem.
Barnabas blev sendt fra Jerusalem til
Antiokia for at få en oversigt over vækkelsen. Da han så omfanget
af den, forstod han at dette kunne jøderne ikke takle alene. Han
rejste derfor til Antiokia. Det var det paulinske budskab de
underviste – så langt som det var gjort kendt på det tidspunkt.
Barnabas var gået over til Paulus` læredom, v.22-26.
Menigheden i Antiokia var oprindelig en
jødisk, messiansk forsamling, som ene var jøder. Det ses af tre
forhold:
A. Barnabas blev sendt fra Jerusalem
for at få en oversigt over vækkelsen i Antiokia, v.22.
Der kom nogle profeter fra Jerusalem
til Antiokia. Profeten Agnbus kom med en profeti om at de skulle
komme en hungersnød over Israel, v.27.
Der blev samlet penge ind fra
menigheden i Antiokia til menigheden i Jerusalem. Pengene blev taget
med
af Barnabas og Paulus, v.27-30.
I Antiokia fik de troende "navnet
kristne", v.26. Det betyder "de som hører Messias til".
Udtrykket bruges 3 gange i N.T. og i Ap. Gr.11,26. 26,28 og 1.Peter
4,16. Det er brugt om de messianske troende i den jødiske menighed
og om de troende i de paulinske forsamlingerne. Det er en
FÆLLESBENÆVNELSE.
Barnabas blev et af bindeleddet mellem
de messianske forsamlinger i Jerusalem og de paulinske menigheder.
Når Paulus og Barnabas arbejdede blandt jøderne, blev Barnabas navn
nævnt først. Når de arbejdede blandt hedningerne, blev Paulus navn
nævnt først. Se Ap. Gr.11,30. 12,25. 13,1. 13,50. Kapitel 12:
Mary var søster til Barnabas, v.12.
Hun var mor til Johannes Markus. Han var med Barnabas på hans første
og anden missionsrejse. Barnabas var onkel til Johannes Markus, som
skrev Markus-evangeliet.
Efter at Peter var blevet udfriet fra
fængselet af en engel, .4-10, trak han sig tilbage til et ukendt
sted og overlod ledelsen til Jakob og brødrene, v.17. Dette gjorde
han fordi myndigheden i Jerusalem var ude efter at fængsle ham på
ny. Dette peger også fremover mod den nye tid. Efter apostel-mødet
i Jerusalem 49-50 er apostlene eller Jakob heller ikke omtalt i Ap.
Gr. Vi kender en del til deres virksomhed gennem de breve som de
skrev. Indholdet i disse hører også med til Rigets forkyndelse. De
er skrevet til de jødiske menigheder ude i diasporaen. De er ikke
skrevet til de paulinske menigheder.
Barnabas og Saulus tog med sig Markus
Johannes til Jerusalem,v.25.
Kapitel 13:
Kapitel 13 indleder det som vi kalder
for PAULUS SINE GERNINGER. Det er ikke længere de 12 apostle som er
i funktion. Efter kap.15 hører vi ikke noget mere til dem.
Menigheden i Antiokia var oprindelig en
jødisk menighed, men den gik over til at blive en paulinsk menighed.
Den blev ledet af 8 personer, og det var: Barnabas, Simon (Niger),
Lukas, Mananen, og Saulus (Paulus). De var profeter og lærere, v.1.
og ikke "ældste og apostle", som det var i menigheden i
Jerusalem. Der var også profeter i menigheden i Jerusalem.
Det var Den Hellige Ånd som udtog
Barnabas og Saulus til den gerning som han kaldte dem til, v.2. Den
første missionsrejse som varede fra 45-47, begyndte i Antiokia.
Begge var UDTAGET AF DEN HELLIGE ÅND til denne gerning. De var IKKE
UDSENDT AF DE 12 apostle i Jerusalem.
De begyndte først i den jødiske
synagoge på Kypros. Elymas eller Barjesus, som var en jødisk
troldmand og en falsk profet, er et billede på den jødiske nation.
De var modstandere af Paulus` budskab om den frie nåde, v.6.
Her fik Saulus også et nyt navn, og
det var Paulus. Det første betyder "udbedt", medens det
andet betyder lille", v.9.
Da de kom til Perge i Lilleasien drog
Markus Johanne hjem til Jerusalem. Han ønskede ikke at være sammen
med dem længere, v.13. Der kan være flere grunde til at han forlod:
Han var for ung til at være med på en
så slidsom tur.
Han var heller ikke udsendt af Den
Hellige Ånd, men det var Barnabas og Paulus som ville have ham med.
Fra Perge drog de til Antiokia i
Pisidia. Der forkyndte de i den jødiske synagoge, som også bestod
af hedninger eller gudfrygtige. De forkyndte at Jesus var opfyldelsen
af et løfte som var givet til fædrene, v.32.
De forkyndte videre at det var troen på
Jesus som gav syndernes forladelse og ikke overholdelsen af Mose
Loven, v. 38-39.
De advarede jøderne mod ikke at tage
imod Jesus, v.40-41
De formanede de jøder som havde taget
imod den nye tro, at de måtte "holde fast ved GUDS NÅDE"v.43.
De forkyndte et rent NÅDESBUDSKAB i en jødisk synagoge.
Den næste sabbat kom næsten hele byen
sammen for at høre "Herrens Ord". Da jøderne så det,
blev de nidkære og modsagde og spottede Paulus` budskab, v.44-45.
Den jødiske synagoge blev delt i to.
Den ene del holdt fast ved den jødiske tro, medens den anden gik
over til det paulinske evangelium.
De sagde flg. til jøderne: "det
var nødvendig at Guds Ord blev talt FØRST til jer, men siden i
støder det fra jer og ikke agter jer værdige til det evige
(tidsallerlige) liv, så vender vi os nu til hedningerne. For således
er Herrens bud til os: Jeg har sat dig (Jesus) til et lys for
hedningerne, for at du skal være til frelse indtil jordens ender,"
v.46-47.
Det var et princip i Paulus`
forkyndelse at jøderne skulle få høre evangeliet om den frie nåde
først. Jøderne havde førsteprioritet på at få del i Jesu legeme,
som den nye frelsesforsamling, som blev udtaget ved Paulus`
forkyndelse: Rom.1,16.
Da jøderne ikke ville tage imod
Paulus` budskab i de byer som han forkyndte, så vendte han sig til
hedningerne.
Selv om de Paulinske hemmeligheder ikke
er nævnt i Tanach, så er der mange udsagn der som omtaler det
forhold at jøderne ikke kom til at tage imod Jesus. Hedningerne
derimod kom til at tage imod ham. Se, Es.42,6 og 49,6.
Hedningerne blev glade over at de var
udtaget til frelsen, og de priste Herrens Ord og modtog troen så
mange som var udset til evig liv, v.48.
Jøderne rejste en forfølgelse mod
Paulus og Barnabas og jagede dem bort. De drog til Ikonium, v.50-52.
Kapitel 14.
I Ikonium kom en stor mængde – både
af jøder og græker – til troen, men jøderne startede også her
en forfølgelse af dem. Nogen holdt med jøderne medens andre holdt
med Paulus og Barnabas, v.1-6.
I Lystra traf Paulus en mand som var
vanfør fra mors liv. Han blev helbredt, for Paulus sagde "at
han havde TRO TIL AT BLIV HELBREDT," v.9. her giver Paulus
udtryk for et krav som hørte med til Rigets forkyndelse. De som blev
helbredt i denne forkyndelse, måtte have tro for at blive helbredt.
Således er det ikke i den frie nådens tidsperiode. I dag bliver
mennesker helbredt på grund af Guds nåde. Vi bliver helbredt om vi
har tro eller ikke, men på grund af at Paulus ikke endnu kendte alle
hemmeligheder med nåden, så forkyndte han det som han kendte til.
I Lystra blev Barbabas kaldt for
Jupiter (Zews) og Paulus blev kaldt for Merkur (Hermes), for det var
ham der førte ordet, v.12.
Paulus blev stenet, men ved et Guds
under så beholdt han livet. Tiden var endnu ikke kommet til at han
skulle dø, v.19.
De drog videre til Derbe, hvor de også
vandt mange tilhængere, v.20-21.
De drog tilbage til Lystra, Ikonium og
Antiokia. De sagde: "Vi må gå ind i Guds rige gennem mange
trængsler, v.22. Med udtrykket "Guds rige" menes der ikke
her "Riget for Israel", men den kristne menighed, som også
er en del af Guds rige. Den udgør den himmelske fase af "Riget
for Israel", som også er en del af Guds rige. Den udgør den
himmelske fase af "Riget for Israel", når det bliver
etableret.
De udvalgte ældste i hver by, v.23.
Det ord som her er brugt, er på græsk "presbyteros".
Dette betyder at der i enhver menighed skal være flere ledere,
hyrder eller pastorer. De skal aflaste hverandre og dele ansvaret med
at lede menigheden.
Efter at de havde været på rejse i 2
år, kom de tilbage til Antiokia i Lilleasien, hvor de blev 2,5 år,
v.28.
Kapitel 15:
Der blev indkaldt til kirkemøde
(menighedsmøde, egen tilføjelse) i Jerusalem i årene 49-50, hvor
Paulus` forkyndelse om den frie nåde blev diskuteret. Der var kommet
krav om det fra farisæernes parti i Jerusalem, som krævede at de
hedninger som kom til tro på Jesus, måtte blive omskåret og holde
Mose Loven, v.1-5..
De forstod ikke at de hedninger som
havde taget imod troen, ikke måtte slutte sig til Israel - tage
omskærelsen, vanddåben og holde Mose-lov. De baserede denne
vurdering på Skrift-steder som Es.56,6-7. 60,1-3. Sak.8,13 og 23,
hvor der står at Riget var først til jøderne og derefter til
hedningerne. De henviste til den rækkefølge som dele af Tanach
beskriver når det gælder oprettelsen af Guds rige på denne jord,
men de havde glemt at Tanach også hævder at jøderne ikke kom til
at modtage Messias, når han kom. (Se Esajas 53.) Jøderne stod
overfor flg. valg:
Dersom jøderne tog imod Jesus, så
ville Riget have blevet oprettet, og hedningerne ville have kommet
ind som medlemmer i Riget.
Dersom jøderne ikke tog imod Jesus, så
ville Gud handle videre med hedningerne. Jøderne ville blive sat til
side som Guds folk. Det var det sidste som skete.
De Jesus troende farisæer var ikke
u-bibelske, men de var udenom Guds tidsskema, således som det meste
af forkyndelsen i dag også er.
Det var heller ikke apostlenes lære
som blev diskuteret på dette møde. Jøderne skulle FORTSAT VÆRE
UNDER MOSELOVEN eller KRISTI FØRSTE LOV, for de havde ikke fået
nogen åbenbaring om at de skulle underlægge sig Paulus`
forkyndelse.
Det blev heller ikke diskuteret om de
jøder, som hørte med til den paulinske forsamling, skulle blive
omskåret og holde Mose Loven i vandringen som troende. Det var
hedningerne og deres forhold til Mose Loven som blev diskuteret.
Efter at der havde været en skarp
diskussion mellem farisæerne og de 12 apostle og de ældste, v.6-7,
tog Peter ordet. Han sagde flg.: Brødre. I ved at der allerede for
længe siden gjorde Gud det valg blandt jer at ved min mund skulle
hedningerne få høre evangeliets ord og komme til tro," v. 7.
Det var Gud som havde bestemt at Peter
skulle gå til Kornelius` hus med evangeliet om Jesus. han forkyndte
RIGETS PROGRAM for dem, men de blev alligevel tilhørende den
paulinske forsamling. (Se Ap. Gr.10.)
Peter sagde videre: "Og han (Gud)
gjorde ingen forskel mellem os (jøderne) og dem. I det han VED TROEN
rensede deres hjerter. Hvorfor frister i nu Gud ved at lægge et åg
(Mose Loven) på disciplenes nakke, som hverken vi eller vore fædre
var i stand til at bære ? Men ved den Herre Jesu Kresti NÅDE tror
vi at vi bliver frelst på samme måde som de," v.9-11.
Det var ikke noget nyt at Gud frelser
VED TRO. Det var et frelsesprincip som havde fungeret op gennem hele
frelseshistorien. (Se Hebe.11.) men til trods for det så var det
ikke den frie nåde som Peter forkyndte i Kornelius` hus. Det var den
BETINGEDE NÅDE. Peter havde i sin forkyndelse til hedningerne sagt
at "Gud tog imod dem som FRYGTER HAM og GØR RETFÆRDIGHED"
(holder loven.) Ap. Gr.10,35. Han stillede krav til hedningenes
frelse. Vi må i det hele taget være opmærksomme på at der er to
retfærdigheds- begreber i ”Rigets” forkyndelse:
Menneskets egen retfærdighed, som er
en ydre retfærdighed og
Guds retfærdighed som er den frelsende
retfærdighed.
Paulus derimod havde ikke villet
udtrykke det på denne måde. Han ville have sagt: At hedningerne
bliver frelst AF NÅDE VED TRO, Ef.2,8-9, uden nogen betingelser. Der
er stor forskel på Peter hans forkyndelse og Paulus` forkyndelse.
Peter forkyndte aldrig den frie nåde, for det lå udenom Rigets
forkyndelse. Dette gjaldt også de 12 apostle, de 70 udsendinge og
Jakob.
Mose Loven havde ikke formået at
frelse jøderne, for de kunne ikke holde den fuldt ud til egen
frelse. Den havde været en byrde for dem. Det samme sagde Paulus.
Ap. Gr.13,39.
JESU FORSONING, ENHEDEN I KRISTUS og
FRELSE VED TRO var fælles for de to programmer, men til trods for at
de havde fælles træk, så var (er) de forskellige.
Dette var også den ENESTE GANG at
nogen af de 12 apostle gik til hedningerne med evangeliet om Riget.
Dette var en engangs-hændelse, men den var i tråd med Guds ledelse.
Der var flere grunde til at Peter blev
sendt til Kornelius` hus, og de er:
Gud ønskede det.
Det var en støtte til Paulus` nye
program.
Det var for at vise jøderne at
hedningerne blev frelst uden omskærelse, vand dåb og overholdelse
af Mose Lov.
Det var for at vise at Gud godtog det
som var sket.
Det var for at vise at jøderne måtte
godtage det nye program med hedningerne.
Det var for at vise jøderne at der var
TO FORSKELLIGE PROGRAMMER som var i funktion.
Det var for at vise jøderne at dersom
de ikke tog imod Rigets forkyndelse, så ville det nye program
overtage forkyndelsen, og jøderne ville blive sat til side som Guds
folk.
At Gud sendte Peter til Kornelius` hus,
er også et FORBILLEDE på det som skal ske med hedningerne i 1000
års-riget. Både i den store trængsel og i Riget skal jøderne gå
til hedningerne med Rigets evangelium, som er nedfældet i Jesu
første undervisning. Paulus sagde også det samme til jøderne: det
var nødvendig at Guds Ord blev talt først til jer, for at det
profetiske program kunne gennemføres, men siden i vender jer bort
fra det, så går vi til hedningerne. Ap. Gr.13,46.
Paulus tog med sig både Barnabas og
Titus til mødet (fællesmødet i Jerusalem) Det var et klogt valg.
Barnabas, som havde hørt med til Rigets program, havde gået over
til det paulinske evangelium. Titus, som var græker, var kommet til
tro på Jesus uden omskærelse og uden at holde Loven. Begge to var
en UDFORDRING
til jøderne. Ingen havde nogen
indsigelse mod at de deltog på dette møde.
Barnabas og Paulus sagde ikke så meget
på mødet, for det var deres lære der var under debat. De fortalte
om hvor store "tegn og undergerninger Gud havde gjort blandt
hedningerne ved dem,"v.12.
Efter at Peter, Barnabas og Paulus
havde haft deres indlæg på mødet. Tog Jakob, som nu var blevet
pastor i menigheden i Jerusalem, ordet og sagde: "Simon har
fortalt hvorledes Gud FØRST (før Rigets oprettelse) drog omsorg for
at få et folk af hedninger for sit navn. Og dermed samstemmer
profeternes ord, således som det er skrevet. Derefter (efter
udtagelsen af hedningerne eller det kristne legeme), vil jeg (Jesus)
vende tilbage og igen opbygge Davids faldne hytte ("Riget for
Israel"), og jeg vil igen oprejse det, for at levningen af
menneskerne (levningen af jøderne) skal søge
Herren, ja alle hedningefolkene som mit
navn er blevet nævnt over (forkyndelsen i trængselstiden), siger
Herren, som gør dette," v.14-17.
Ordet "derefter" v.16, kan
forholde sig til 3 ting, og det er:
efter Jesu genkomst.
efter at den frie nådens budskab er
fuldendt.
Efter at hedningerne er kommet ind i
fuldt tal.
I og med at Jakob udtalte at før
Israel blev omvendt, så måtte den kristne menighed tages ud, v.14,
så er dette et udtryk for to forhold, og det er:
Han vidste at jøderne ikke kom til at
tage imod tilbudet om Riget.
Han pladser medlemmerne i Kornelius`
hus i den kristne menighed, og ikke i den jødiske menighed.
Det vigtigste som sker i dag, er
udtagelsen af den kristne menighed. Det er ikke folkeslagene som skal
udtages i vor tidsperiode, men det at få etableret et folk af
hedninger for Jesu navns skyld. Det kristne legeme skal få et
bestemt antal medlemmer. Rom.11,25, Når dette er fyldt, kommer Jesus
ned fra lufthimmelen og tager sit legeme til sig. Dette indleder
trængselstiden på 7 år.
Jakob refererede ikke Barnabas og
Paulus deres taler, men til Peter. Dette var klogt, for jøderne
anerkendte Peter, v.14-21.
Han brugte til og med det jødiske navn
på Peter, og ikke navnet som Jesus havde givet ham. Mat.16,18.
Jakob kom med forslag om hvilke
forpligtigelser hedningerne skulle have i forhold til Loven. Både
apostlene og de ældste og hele menigheden i Jerusalem var enige i
det som Jakob foreslog. Hans forslag gik ud på flg.:
Hedningerne skulle afholde sig fra at
spise "afgudernes urenhed". Det er det samme som offer kød.
De skulle afholde sig fra "hor".
Det er offentlig prostitution.
De skulle afholde sig fra "det som
var kvalt". Det er dyr som er selvdøde.
De skulle afholde sig fra "blod".
Blodet var et udtryk for selve livet eller sjælen, for sjælen var i
blodet. Når blodet randt ud af et legeme, så forsvandt også livet.
Denne aftale betød at hedningerne var
LØST FRA Mose Loven i deres vandring som troende. Jøderne derimod
var ikke løst fra den.
Dersom hedningerne ønskede at lære
noget mere om Mose Loven, så kunne de opsøge de jødiske synagoger,
hvor Loven blev oplæst hver sabbat, v.21.
På dette (fællesmøde) blev der også
indgået en aftale mellem jøderne og Paulus om omfanget af deres
virksomhed. Apostlene skulle fra nu af blot gå til jøderne med
evangeliet om Riget, medens Paulus skulle gå til hedningerne med
evangeliet om den frie nåde, Gal.2,7-9.
Jøderne afsluttede selv Rigets
program, som gik ud på at jøderne skulle gøre alle folkeslagene
til Jesu disciple, og forkyndte fra nu af blot til jøderne. De havde
allerede nu en forståelse af at jøderne ikke kom til at tage imod
tilbudet om oprettelsen af Riget. På den anden side måtte jøderne
i diasporaen også få høre de gode nyheder om at Messias havde
kommet og tilbudt dem "Riget for Israel". dersom de ville
omvende sig tage vanddåben og holde Jesu (bud),ville Jesus komme
tilbage og oprette Riget for dem. Gud er langmodig og nådig. Han gør
sit yderste for at folk skal blive frelst, og særlig gælder det
hans ejendomsfolk.
Paulus måtte forpligtige sig på at
give de fattige jøder støtte. Gal.2,10. Dette viser også at Rigets
program var svækket.
Både Jakob, Peter, Johannes, Barnabas,
Paulus og Titus gav hverandre hånden (broderhånd) på den NYE
AFTALE. Gal.2,9.
Det resultat som mødet kom frem til,
var et KOMPROMIS, men det var alligevel en stor sejer for Paulus og
hans lære om den frie nåde.
Der blev skrevet til menighederne i
Antiokia, Syrien og Kilikien hvor de blev orienteret om disse
bestemmelser, v.23-29.
I tillæg til det blev Barnabas,
Paulus, Silas og Judas sendte menigheden i Antiokia, v.22.
Efter at de havde været i Antiokia en
tid, forslog Paulus at han og Barnabas skulle besøge de menigheder
som de havde grundlagt på deres første missionsrejse. Barnabas
ville at de skulle tage med sig Johannes Markus, men Paulus var imod
det, for han havde ikke fuldført den første missionsrejse. Der blev
en strid mellem Paulus og Barnabas. Barnabas tog med sig Johannes
Markus, og de drog til Kypros, medens Paulus tog med sig Silas,
v.34-40. Silas hørte oprindelig med til den jødiske menighed, men
han gik over til den paulinske forkyndelse. Dette viser også det
nære samarbejde som der var mellem de to grupper.
Paulus og Silas drog gennem Syrien og
Kilikien og "styrkede menighederne" der, v.40. dette var de
menigheder som Paulus havde dannet i sine "stille år",
efter at han blev sendt tilbage til Tarsus af apostlene i Jerusalem.
Kapitel 16:
Paulus` anden missionsrejse varede fra
51-53. Da Paulus og Silas kom til Lystra, traf de Timotius. De lod
ham blive omskåret, for han var jøde. Han havde jødisk mor. De
omskar ham for jødernes skyld, således at de ikke skulle modsætte
sig den nye forkyndelse. De tog hensyn til jøderne, v,1-3. Desuden
var det også naturligt at Timotius blev omskåret, for han var jøde.
Omskærelsen er pagts tegnet på både Abraham – og Sina-pagten.
De blev hindret i at tale mange steder
i Asien, for Gud kaldte dem til Europa, v.6. Dette er også typisk
for den nye tid. De skulle ikke gå ud til alle folkeslag med
evangeliet om Riget, men de skulle gå til de mennesker som Den
Hellige Ånd viste dem.
Gud viste Paulus i et syn at de skulle
drage over til Makedonien med evangeliet, v.9-10.
I Troas mødte de Lukas som var sammen
med dem på flere af deres missionsrejser, v.8. Det er ham som har
skrevet Apostlenes Gerninger. I tillæg til det har han skrevet Lukas
evangeliet. Han forblev Paulus` trofaste medarbejder gennem hele
Paulus` liv. Han havde en speciel tjeneste i Guds rige. Han skulle
skrive både om de jødiske menigheder og om de paulinske menigheder.
Det var ikke noget problem for ham at skille jøde-kristendommen ud
fra den paulinske lære. Dette magter de aller fleste ikke i vor tid.
Da de kom til Filippi, mødte de Lydia
fra Tyratia. Hun blev døbt med hele sit hus, v.15. Vanddåben for
hele familien er et udtryk for Rigets dåb. Dette viser også at
Riget endnu havde en mulighed til at blive oprettet. Nådetiden for
jøderne var endnu ikke gået ud.
Fangevogteren i Filippi blev også døbt
med alle sine. På spørgsmålet om hvad han skulle gøre for at
blive frelst, fik han flg. svar: "tro på den Herre Jesus, så
skal du blive frelst og hele dit hus," v.30-31. Til trods for at
han tog vanddåben, som er typisk for Rigets forkyndelse, så kommer
den nye forkyndelse, så kommer den nye forklaring tydeligt frem her.
Det er nok at tro på Jesus for at blive frelst. Når den rige unge
mand (Mat.19,16-23.) stillede det samme spørgsmål til Jesus, så
fik han et HELT ANDET SVAR. Han fik det svar:
Han skulle holde alle budene.
Han skulle sælge det som han ejede og
give det til de fattige.
Efter at han havde gjort dette, skulle
han følge Jesus og komme til tro på ham. Dette er udtryk for Rigets
forkyndelse, som er noget helt andet end den frie nådens
forkyndelse.
I og med at muligheden for oprettelsen
af "Riget for Israel" var til stede gennem Apostlenes
Gerninger, så var forkyndelsen ikke helt tilpasset den nye tid.
Paulus kendte heller ikke til alle hemmelighederne med det kristne
legeme på dette tidspunkt. Vi skal nævne en del særegenheder med
forkyndelsen:
De som kom til tro på Jesus, blev døbt
med hele deres hus. Denne familie dåb var typisk for jødedommen og
Rigets forkyndelse. Det var også HELE DET JØDISKE FOLK SOM BLEV
DØBT TIL MOSES I SKYEN og I HAVET. Børnene var inkluderet her. Den
jødiske menighed blev derfor kaldt for "Mose legeme"
(Judas 1,9.) Gud handlede med det jødiske folk og ikke så meget med
enkelt individerne.
En af grundene til at Johannes døbte
jøderne, var det forhold at de skulle være præster for hele verden
i Rigets tid. De skulle være skikket til at være præster. Det var
det oprindelige kald jøderne havde fået. "Og i skal være mig
et kongerige af præster og et helligt folk." 2.Mos.19,6.
Løftet om Den Hellige Ånd vor også
til HELE FOLKET.
Løftet om Den nye pagt i Jesus blod
var til hele det jødiske folk. Hele Israel blev betragtet som en
FAMILIE, som skulle repræsentere Guds kongedømme i verden.
Paulus lærte hverken omskærelse eller
vand dåb, men han praktiserede det.
Kapitel 17 beskriver Paulus og Silas`
ophold i Tessalonika, Berøa og Athen.
Vi skal ud trække flg. forhold fra
Paulus` hans berømte tale i Athen:
En del af romerne tilbad en ukendt Gud.
Der var et alter for ham i Athen v.23. Paulus identificerede denne
Gud med jødernes Gud, som er den eneste virkelige Gud. Han var
blevet en fjern Gud for disse mennesker. Paulus kunne give dem
kundskaber om denne Guden. Han gjorde den levende for dem.
Gud skal ikke tilbedes i templer og ved
gudebilleder. Han har selv gjort alt som er i himmelen og på jorden,
v.24-25.
I sin tid spredte Gud menneskerne
således at de kunne bebo hele jorden, og han gav dem historiske
tider og grænser, v.26. Dette skete ifm. ødelæggelsen af Babylon i
gammel tid.
Hoved-hensigten med dette var at
menneskerne skulle søge Gud. Han er ikke langt borte fra noget
menneske, "for i ham er det vi lever og rører os og er til,"
v.27-28. Disse to vers giver trøst til alle de hedninger som lever
udenom "Lov" og "evangelium". De kan søge Gud og
finde ham.
Gud har båret over med
"vankundighedens tider," v.30. Dette gjaldt både jøder og
hedningerne. Han har ikke bare båret over med disse tider, men han
har også sendt Jesus som soning for al verdens synd, således at
både jøder og hedningerne kunne få BEGYNDE PÅ NY i det kristne
legeme.
På baggrund af dette pålagde Gud alle
mennesker at de skulle omvende sig, v.30.
Kapitel 18:
Paulus opholdt sig i Korint i 1,5 år.
I denne periode skrev han to breve til Tessalonikerne. De blev
skrevet i året 52. Han vidnede for jøderne der at "Jesus er
Messias," v.5.
Medens Paulus var i Korinth, fik han en
HELT NY ÅBENBARING fra Gud. Han skulle ikke længere døbe
menneskerne. Han skulle bare forkynde dem evangeliet om Jesu
forsoning. Fra den tid kan vi ikke se at Paulus døbte nogen. Dette
er nok bevis på at nådetiden for jøderne holdt på at blive
svækket, og at den nye forkyndelse om den frie nåde holdt på at
blive konsolideret. "For Kristus har ikke udsendt mig for at
døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, for at
Kristi kors (forsoningen) ikke skulle tabe sin kraft,"
1.Kor.1,17.
Til trods for at Paulus var med til at
døbe mennesker til Jesu navn, så forkyndte han aldrig syndernes
forladelse ved vanddåben. I jødekristendommen fik man ikke
syndernes forladelse, dersom man ikke tog vanddåben.
Da Paulus kom til Kenkreæ, som var en
havneby til Korinth, klippede han sit hår, for han havde taget et
naziseerløfte på sig. Tiden for løftet var udløbet. Vi ved ikke
hvad løftet gik ud på, eller hvor lang tid det gjaldt, men han
måtte til Jerusalem for at bære frem de foreskrevne offer, v.18 &
22. (Se 4.Mos.6,1-21 om nasiræer-løftet
Som medlem af den kristne menighed stod
det Paulus frit om han ville benytte sig af ordningen i Mose-loven,
men som jøde var han bundet af sin samvittighed til at holde dele af
Mose-loven. I den kristne menigheds tidsperiode står det frit for
hver enkelt jøde hvor meget af Mose-loven vedkommende ønsker at
holde. Han har frihed til både at holde deler af Mose-loven og til
ikke at holde den. Det naturlige er imidlertid at jøderne holder
deler af Loven: Kol. 3,16-17.
På tilbagevejen til Antiokia var
Paulus et kort besøg i Efesus. Han lovede at komme tilbage, v.19-21.
Før Paulus kom til Antiokia, drog han
først til Jerusalem. Der hilste han på den jødiske menighed,
ofrede i templet og ophævede det løfte som han havde haft, v.22.
Paulus afsluttede dermed sin anden missionsrejse. Den havde varet fra
år 51-53.
Efter at Paulus havde været i Antiokia
en tid, tog han fat på den tredie missionsrejse. Den varede i 4 år,
fra 54-58. Han drog gennem Galatien og Frygien til Efesus, v.23.
Akvillas og Priscilla, som Paulus havde
mødt første gang i Korinth, v.2 havde bosat sig i Fesus. De var
jøder, men var gået over til den Paulinske lære. I Efesus traf de
en jøde ved navn Apollos. Han underviste i den jødiske synagoge.
Han var fra Aleksandria og havde store kundskaber i Tanach. Han
kendte til "Guds vej", således som den var åbenbaret
gennem døberen Johannes. Han var brændende i ånden. Han kendte
bare til Johannes forkyndelse og Johannes dåben. Han var døbt med
den og tilhørte dermed den messianske menighed. Han undervist i
synagogen om det som han vidste om Jesus., v.24-25.
Akvilla og Priskilla udlagde "Guds
vej" nøjer for ham – i samsvar med Paulus` lære. Apollos
blev sendt til menigheden i Korinth efter at menigheden i Efesus
havde skrevet anbefalingsbrev om ham. Han blev til stor hjælp for
menigheden der, "for med kraft mål bandt han jøderne
offentlig, idet han viste fra Skrifterne at Jesus var Messias,"
v.27-28.
På grund af sin dygtighed – både i
Skrifterne og som taler -, blev menigheden i Korinth splittet. Det
var ikke hans fejl, men det var menighedens fejl. I menigheden i
Korinth blev der efterhånden 4 partier. Den ene holdt sig til Jesu
lære. Den anden holdt sig til Peters lære. Den tredie holdt sig til
Paulus` lære. Den fjerde holdt sig til Apollos` lære, 1.Kor.1,12.
Kapitel 19:
Paulus havde et ophold på 2 år i
Efesus. Han boede hos Akvillas og Priskilla. "Alle som boede i
Asien fik Herrens Ord at høre," v.10.
I Efesus traf Paulus 12 af Johannes
hans apostle. De rejste rundt som prædikanter. De havde ikke fået
Den Hellige Ånd, for de var bare døbt med Johannes dåben til Jesus
Kristus. Paulus lagde hænderne på dem, og de fik både Den Hellige
Ånd som pant på frelsen og den såkaldte Ånds dåb. De talte med
tunger og talte profetiske ord, v.2-7.
Det var ikke Paulus som døbte dem. Da
de hørte Johannes` undervisning om Jesus, lod de sig døbe, 4-5.
Paulus gjorde store undergerninger i
Efesus, således at endog sved dugen og forklæde, som de havde på
sig, formidlede helbredelser, v.12. Det er Rigets manifestationer.
Der var endnu muligheder for at Riget kunne oprettes.
I denne tid blev der et stort opløb i
Efesus på grund af gudinden Dina, v.23-41.
Paulus skrev Galaterbrevet og de to
breve til Korinterne i denne tid. De blev skrevet i årene 55 og 57.
Kapitel 20:
Paulus drog fra Efesus til Makedonien
og til Korinth, hvor han skrev Romerbrevet i år 58. Han drog videre
til Filippi og til Troas. I Troas faldt Eutykus ud af vinduet og blev
taget død op, men Paulus rejste ham op far de døde, v.9-
Paulus drog videre til Milet, og derfra
sendte han bud til de ældste i Efesus. Han tog afsked med dem og
opsummerede sin tjeneste:
Han havde vidnet om Guds nådes
evangelium, v.24.
Han havde forkyndt hele Guds råd –
så langt som det var åbenbaret på dette tidspunkt.
Han bad de ældste om at passe på
menigheden.
Han overgav dem til Gud og hans Ord om
nåden, v.32. Han havde ingen efterfølger eller organisation som
kunne tage vare på dem.
Han var bundet af Den Hellige Ånd til
at drage til Jerusalem.
Han vidste at dette ville betyde
forfølgelse, men det brød han sig ikke om, v,23.
Han profeterede at han ikke kom til at
se dem igen, v.25.
For ham var det vigtigt at fuldføre
den plan som Gud havde med hans liv, v.24.
Kapitel 22:
Paulus drog fra Efesus til Tyrus og til
Cæsarea, hvor han traf Fillip, som var evangeliet. Han boede hos ham
en stund. Fillip havde sin tjeneste i Israel. Han havde forkyndt
"Riget for Israel" både for samaritanerne og jøderne.
Selv om vi ikke hører noget mere til ham i Ap. Gr., fortsatte han
med at forkynde Riget – både i Israel og for jøderne i
diasporaen, v.8.
Filip havde 4 ugifte døtre, som havde
profetisk gave, v.9. I henhold til Joel 3,1 skulle også døtrene
tale profetisk når Riget kom.
Paulus blev advaret flere gange mod at
drage til Jerusalem, men til trods for at det ville betyde trængsel
og vanskeligheder, så ønskede han alligevel at drage til Jerusalem,
v.4 & 10. Han følte sig bundet til at rejse. Han rejste ikke for
at forkynde "Riget for Israel", for det var der andre som
tog sig af, men han dog for:
At vise jøderne at Jesus var
jødernes Messias og
for at vise at hedningerne hørte med
til Guds rige. Jøderne havde store problemer med at forstå dette.
Da han kom til Jerusalem, tog "brødrene
imod ham med glæde", v.17. Han blev oplyst om at titusinde af
jøder havde taget imod troen, og at de var nidkære for Loven.
Jøderne anklagede ham for at han lærte at jøderne ikke skulle
holde Loven og omskære deres børn, v.20-21. Det var delvis sandt.
Paulus forkyndte aldrig Loven som indirekte frelsesvej for jøderne i
diasporaen. Han lærte at Jesus forsoning havde erstattet Lovens
krav. Han forkyndte ikke Loven men den frie nåde – både for jøder
og hedninger. Se Rom. 3,21-31.
Det var ikke sandt at han ikke
forkyndte omskærelsen for jøderne.
Hvad som gjaldt en del af budene i
Loven, så var Paulus bundet til dem på grund af at han var jøde:
For ham var det vigtigst at vinde mennesker for Kristus. Da han var i
diasporaen, var det heller ikke lige let at holde de forskellige bud
i Loven til enhver tid.
Jøderne udfordrede Paulus til at følge
4 mænd, som havde et nasiræer på sig, således at de kunne ofre de
foreskrevne ofre i templet. Paulus skulle også betale for dette.
Paulus samtykkede deri, for der var ingen ting i hans samvittighed
som tilsagde at han ikke skulle gøre dette, v.20-27.
Til trods for at han gjorde dette,
ville jøderne slå ham ihjel, v.27-36.
Kapitel 22:
Paulus holdt sin forsvarstale for det
jødiske folk. Han fortalte om sin fortid som farisæer, v.4. Han
fortalte om hvordan han havde forfulgt den messianske menighed –
både i Israel og i diasporaen, v.4-5. Han fortalte om hvordan han
mødte Jesus udenfor Damaskus, v.6-11.
Han fortalte hvad Ananias havde
profeteret over ham:
Han var udkåret af Gud til at kende
hans vilje (med den nye tidshusholdning).
Han fik Jesus at se og høre røsten af
hans mund.
Han skulle være et vidne for alle
mennesker (både jøder og hedninger) om det han havde set og hørt,
v.12-15.
Ananias forslog videre at Paulus skulle
lade sig døbe med Rigets dåb til syndernes forladelse, v.16.
Efter sit ophold i Arabien på 3 år,
drog han til Jerusalem for at samtale med de 12 apostle. Der mødte
han Jesus i templet. Han sagde til ham: "Skynd dig og gå i hast
ud af Jerusalem, for de kommer ikke til at tage imod DIT VIDNESBYRD
om mig,"v.18.
Jesus sagde videre til Paulus: "Drag
ud. Jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte, v.21.
Jøderne havde hørt på Paulus, indtil
han sagde at hedningerne var ligestillet med jøderne i Guds rige. De
kunne ikke godtage det. De kunne med andre ord ikke godtage det
paulinske budskab, som går ud på at jøder og hedninger er
ligestillet i et legeme. De ønskede at dræbe Paulus, v.22-23.
Kapitlerne 23 og 24:
Paulus afsluttede sin missionsrejse i
Jerusalem. Den havde varet fra år 54-58.
Paulus sad i fangenskab i Cæsarea i 2
år – fra 58-60. Kapitlerne 23-24 fortæller om fængselsophold og
hans forhør øveretspræsten Ananias og landshøvdingen Feliks.
Kapitlerne 25-26 fortæller om
fængselsopholdet og hans forhør hos landshøvdingen Festus og den
jødiske konge Agrippa. Paulus ankede sin sag ind for kejseren, for
han ønskede at drage til Rom.25,11.
Kapitel 27:
Paulus bliver sendt til Rom. Dette
skete i årene 60-61. På turen led de skibbrud, men de blev bjerget
alle sammen
Kapitel 28 fortæller om opholdet på
Malta og i Rom. Han blev i Rom fra år 61-63. Han mødte de ledende
blandt jøderne. Det var bare nogle få af dem som ville tro hans
budskab, v.17 & 24.
I fangenskabet i Rom talte han med alle
de som kom til ham både jøder og hedninger. Han tog sig af
enkeltindividerne, v.30. Det var også hans opgave.
Når han talte med jøderne, så
"vidnede han om Guds rige" og forsøgte at bevise ud fra
Mose Skrifter at Jesus var Messias, v.23. Når der står at han
"vidnede om Guds rige", så er dette ikke "Riget for
Israel", men han vidnede om den fælles nåde som både J
Jøder og hedninger havde fået i Jesu
forsoning. Han vidnede om den nye tidsperiode som var kommet.
I denne tid skrev han de såkaldte
fangeskabsbreve, som er: Brevet til Efesus, Kolossenserne, Filipperne
og brevet til Filemon.
Efter at han havde siddet i fængsel i
Rom i 2 år, blev han frigivet. Fra året 63-67 gjorde han flere
rejser. Vi ved både fra hans breve og fra andre kilder at han rejste
meget i denne periode. Det er også sandsynlig at han rejste helt til
Spanien. I dette tidsrum skrev han Det første brev til Timotius og
brevet til Titus. Det var i årene 64-65.
Han blev fængslet på ny i året 67. I
fængselet skrev han det andet brev til Timotius. Han blev myrdet i
året 67 under kejser Nero.
I de breve som han skrev mellem 63 og
67, opsummerede Paulus sin lære om den kristne menighed.
Indenfor dispensationssagen (inddeling
af frelseshistorien i tidshusholdninger) er der flere syn angående
tidspunktet for begyndelsen af den kristne menighed. Vi skal i det
flg. nævne 3 af dem:
Det er den normale dispensstionalisme.
De har dette syn som mener at kirken begyndte på pinsefestens dag.
Dette kan ikke være rigtigt, for pinsefestens dag og Den Hellige
Ånds komme var et løfte til jøderne om at Gud ville give dem en ny
pagt og en ny Ånd. Jem,31,31-34. Efter dette syn så beskriver
Apostlenes gerninger 2-28 den kristne menighed.
Det er den moderate
ultra-dispensationssag – som har dette syn og mener at den kristne
menighed begyndte ved Paulus` omvendelse udenfor Damaskus i året 37.
I tiden frem til år 70 blev der forkyndt 2 evangelier. Apostlene
forkyndte Rigets evangelium, medens Paulus forkyndte den frie nådens
evangelium. Denne tid var en overgangstid mellem Riget og den frie
nåde. Undertegnede har dette syn.
Det er den ekstreme traditionalisme. De
som har dette syn, hævder at Paulus forkyndte Rigets evangelium for
jøder og hedningerne helt frem til Apostlenes gerninger 28,28. De
hedninger som blev vundet for denne tid tilhørte Israel. det var
først efter den tid at Paulus fik åbenbaringen om den kristne
menighed. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder.)
Dette syn kan ikke være ret. Det
indebærer bl.a. at begge breve til Tessalonikerne og begge breve til
Korinterne, Romerbrevet og Galaterbrevet ikke angår den kristne
menighed, for de er skrevet før Apostlenes gerninger 28,28.
Det betyder videre at der er 2 legemer
i Jesu krop. Et legeme for Apostlenes Gerninger 28,28 og et legeme
efter Apostlenes gerninger 28,28.. Det er to folkeslag-jøder og
hedninger i Jesu legeme, men det er en anden sag.
Paulus siger i sine breve at det er:
ET LEGEME. 1.Kor.12,13. & Ef.4,4.
EN ÅND 1.Kor.12,12 & Ef.4,4
ET HÅB (bortrykkelsen). 1.Tess.4,13-18
& Ef.4,4.
EN HERRE 1.Kor.15,47-49 & Ef.4,5.
EN TRO 1.Kor.15,1-4 & Ef.4,5.
EN DÅB (genfødelsen og Den Hellige
Ånds dåb) Rom.6,3-4 & Ef.4,5.
EN GUD og FADER FOR ALLE. Gal.1,1-5 &
Ef.4,6.
Dersom det ekstreme dispentionalistiske
syn er rigtigt, betyder det også at oprykkelsen, som er beskrevet i
1:Tess,4,14-18 & 1.Kor.15,51-52 ikke angår den kristne menighed.
Dersom dette syn er rigtigt, betyder
det at det bare er de breve som Paulus skrev efter år 62, som angår
den kristne menighed.
Det er W.E.Bullinger under indflydelse
af Charles Welsh som er ansvarlig for det ultra dispentionalistiske
syn. Bullinger havde oprindelig et moderat ultra dispentionalistisk
syn. (Se Paul M. Sandlers hæfte: The Histrical begining of the
Church, s.43-51