Messias er Herrens herlighed: Oskar Edin Indergaard

MESSIAS ER HERRENS HERLIGHED

Jødernes Konge bind 3 s. 64: Oskar Edin Indergaard, Tingvoll

På samme måde som Faderen er fra evighed af er Sønnen det også. Han er født af Faderen fra evighed af, og han har det samme væsen og den samme herlighed som Faderen. Han er før alle ting, og han har skabt alle ting, og han opretholder alle ting ved sin magt, sit ord og sin vilje.

Før Jesus blev menneske, var han hos Faderen og var indhyllet i den samme glans og den samme herlighed som Faderen. Han blev kaldt for ”Sønnen”, Den førstefødte”

”Menneskesønnen” Åsynets (Guds) fyrste” og ”Åsynets engel” Salme 1.6-7 v.12

89,27-28. 100,1. 118,16. Ords.30,4. Es.9,6. 6,14. Salme 80,16 v.18. Dan.7,13. 1. Mos.32,30. Es.63,8-9. Mal.3,1.

Med udgangspunkt i profet-skrifterne i G.T., brugte de gamle rabbinere følgende benævnelser på Messias, som sad på Guds trone i himmelen, ved hans højre hånd:

1. Åsynets fyrste (hebr. Sar hapinam). 2. Åsynets engel (hebr. Malak panim)

Tardiel. 4. Yeshua, åsynets fyrste. 5. Metraton. 6. Fyrsten som sidder i Guds inderste gemak. 7. Ordet (hebr. Ueshua, som betyder: Gud er frelse). 9 Pagtens engel (hebr. Malak habberit). 10. Pnuel eller Pniel, som betyder: Guds åsyn. 11. Guds Søn. 12 Den Højes Søn. 13. Den Helliges Søn.

Citat fra bogen ”Kristus i Det Gamle Testamente af Risto Santalas s. 55-58: Jøderne bruger også disse navne om Messias: ”åsynets fyrste” (Sar Happanim) og ”åsynets engel” (Malak Panim). Messias opgave er ligesom at genspejle Guds væsen.

I den jødiske bønnebog er der en mærkelig bøn som omtaler ”Jesus åsynets fyrste”. Jeg ved om to forskellige tildragelser hvor en ung mand i forbindelse med denne nytårsbøn har spurgt hvem denne ”Jesus, åsynets fyrste” egentlig er, og han blev udelukket af synagogen på grund af dette. Bønnen er forbundet med det tegn som ”shjofar”-, hornet giver da det nye år begynder, og det lyder således:

”Må det være din vilje at lyden af dette horn måtte nå frem til Guds tabernakel ved vor repræsentant Tardiel, som Elias – velsignet være hans minde har givet navn til, og ved Jesus, åsynets fyrste, og ved Metratron, og må nåden blive os til del. Vær velsignet, du nådens Herre”. Navnet Jesus forekommer her i sin rigtige hebraiske form ”Jesjua eller ”Frelseren”

Bønnebogen forudsætter at han (Jesus) fungerer som midler mellem mennesker og Gud.
Når vi i Herrens velsignelse beder om at Herren skal lade sit ansigt lyse, er det egentlig et spørgsmål og det ansigt som vi ser i Jesus. Han er ”åsynets fyrste” og ”åsynets engel”, han er Pnuel og også ”pagtens engel”. Han formidler kundskaben om Faderen til os.
Allerede Moses fik ”skue” Herrens skikkelse. Allerede han oplevede Gud som en nådig Gud. Men først i Jesus Kristus ser vi ind i Guds hjerte.



Oplevelsen af Guds åsyn, som Faderen elskede og tilgivende ansigt, virker helbredende ind på menneskelivet. ”Hver den som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.”

Citat fra ”Karmel -Israel Nyt” nr.13-14, 1982.

I en kort bøn som bruges på nytårsfesten (Rosh Hashana), medens man blæser i basuner (Shofar) nævnes navnet ”Jeshua” faktisk som fyrsten ved Herrens åsyn, medindehaver af guddommens trone og guddommelighed og den eneste talsmand som taler Israels sag i den himmelske ret.

Hvem er denne person ”Jeshua”? Ingen ved det med nøjagtighed. Men når vi husker på at de første kristne var jøder, som tog del i synagogens gudstjeneste er dette ikke nogen mysterium. Det må være en bøn som de messianske jøder har formet i denne fjerne tid og som siden er fulgt med til vore dage som en del af den jødiske bønnesamling.

Og de sandheder som er skjult i denne bøn er fuldstændig som det Ny Testamente i en nøddeskal.

Moderne udgaver af bønnebogen, som har følt at dette er et stærkt prokristen argument, har udelukket det fra sine sider, men det findes som en lysende sol i tidligere udgaver af ”Machzo løjamim noraim.

Ifølge nogle jødiske skrifter har Messias følgende opgaver og egenskaber:

1. Han skal genspejle Guds væsen. 2. Han er den tjenende Ånd som står nærmest Gud. Han er Guds fortrolige og Guds repræsentant. 3. Han er Israels repræsentant og talsmand hos Gud. 4. Han er midlerne eller mellemmanden mellem Gud og mennesker. 5. Han ofrer de retfærdiges sjæle til Gud, for at forsone Gud, medens Israel er i landflygtighed. 6. Han taler godt for jøderne, for at forsone deres synder. 7. Han er medindehaver af Guds trone. 8. Han sidder ved Guds højre hånd. 9. Han har del i guddommeligheden. 10. Han er den eneste som taler Israels sag for retten i himmelen. 11. Han er Guds Søn. 12. Han er Abrahams sønnesøn. 13. Han er en trofast hyrde. 14. Han er Israels lærer. 15. Han er engle lærer. 16. Han er den højestes Søn. 17. Han er den Helliges Søn. 18. Han er det mellemste væsen i guddommen. 19. Han er mellem mand mellem Gud og mennesker.

Nu vil jøderne ikke anerkende Jesus fra Nazaret som deres Messias eller som Guds Søn. Selv om de har læren om den treenige Gud indbygget i G.T. Og i deres hellige bøger, og selv om de mener klart at Gud har forskellige udtryksformer, så holder de fortsat på at Gud er een og at hans navn er eet. I udgangspunktet er dette også ret og noget som vi bestandig må hævde, men Guds enhed virker ikke således at den ikke kan åbenbare sig for os i sin Søn. ”HØR ISRAEL, HERREN VOR GUD, HERREN ER EN” 5.Mos.6,4. 32,39. Es.37,16. 45,5.

Til trods for at Gud kommer til os i 3 forskellige udtryksformer, er han alligevel én Gud og hans navn er eet. Dersom en ikke vil anerkende dette, at Gud kan have forskellige udtryksformer, så har man reduceret Gud til at passe ind i et teologisk skema som en selv kan kontrollere med sine tanker og med sin intellekt. Vi kan ikke indfange Gud og hans væsen i vore tanker og ideer. HAN ER EN FORUNDERLIG GUD, OG HAN ER UNDERETS GUD.

En af hovedgrundene til at jøderne ikke har villet anerkende Messias som lig med Faderen, er det forhold at de trænger ingen forsoner mellem sig og Faderen. Den ortodokse jødedom mener at en selv kan være herre over sine synder, og at frelsen står til den enkelte.

Til trods for dette fremkommer det alligevel klart i en del af de gamle jødiske skrifter at Gud er tre, men alligevel én. Gud har 3 forskellige udtryksformer, men det er den samme Gud som er indbefattet i disse.

I Zohars bog del 3, s. 303 står der følgende om Gud, Messias og han Ånd. ”Du er en trofast hyrde, og dog er det sagt: KYSS SØNNEN. I dybet er du stor, du Israels lærer, og engle lærer, tjenende engles, DEN HØJES SØN, Den helliges søn, lovet være hans navn og HANS HELLIGE ÅND”.

Der står videre i Zohar: ”Eliesers far sagde til ham: Kom, se mysteriet i ordet G_U_D: her er tre trin, hvert af dem har selvstændig eksistens. Ikke desto mindre er de et, og de er således forenet at de ikke kan skilles fra hverandre. Men hvordan kan tre væsen (navn) være én?, KAN BLOT ERKENDES VED ÅBENBARING FRA DEN HELLIGE ÅND, og egentlig med lukkede øjne.”

Lære om treenigheden ligger også indbygget i jødernes Schema. ”Shema Jisrael, Adonai Elohenu Adonai ehoad” ”Hør Israel, vor Gud, Herren er én.” 5.Mos.6,4.

Når vi analyserer jødernes Schema, finder vi følgende forhold:

1. Herrens navn er nævnt 3 gange. Adonia – Alohenu – Adonai.
2. Elohenu betyder vore guder. Det er oversat fra Elohim, som betyder guder. Dette ord forekommer ca. 2600 gange i G.T. Elohenu har fået tillagt ejendomspronomenet i først person flertal som endelse.
3. Det ord som er brugt for at udtrykke én Hebr. Ehoad bliver bestandig brugt om en kollektiv enhed, ikke om en absolut enhed.

Yderligere oplysninger i denne sag, da findes en fyldigere fremstilling t. eks. I ”Tracts for Jews” nr.1, skrevet af rev. J. Wilkerson.”

I stedet for at afkræfte læren om den treenige Gud, så bekræfter jødernes Schema læren om at Gud er én, men alligevel tre. Det er tre i den ene og én i de tre, og de tre personer i guddommen går ud på det samme: De opretholder skaberværket og lægger forholdene så godt til rette for både skaberværket og skabningen at den kan opnå liv og frelse i en falden og fordærvet verden. Det er ikke blot mennesket som opnår frelsen. Den skal komme både dyr, fugle, fisk og hele naturen til gode, om end på forskellig vis. Oprettelsen tager sit udgangspunkt i Jesu frelsergerning på Golgata, men først i 1000 års-riget vil vi se de altomfattende resultater af Jesu forsoningsværk.

På samme måde som Gud er treenig, har han også nedlagt vidnesbyrdet om sin egen treenighed i sin ypperste skabning, nemlig mennesket. Vi består også af tre dele, sjæl, ånd og legeme. Til trods for dette er vi en enhed: Hebræer 4,12.

Det forhold at mennesket er skabt i Guds billede, betyder flg. Forhold:

1. På samme måde som Gud er delt, er vi det også.
2. Gennem vor ånd kan vi få kontakt og samfund med Gud.
3. Den som tro på Gud og Sønnen skal blive gjort lige med Jesu herligheds-legeme.

Jesus pegede også på at der kun var én Gud. Til trods for dette hævder han ved en række anledninger at han var udgået fra Faderen, at han er Gud, at han er fra evighed af, at han er til evindelig, at han var både hos Faderen og hos mennesker på samme tid, at det som Faderen vil, det vil også Sønnen, at Gud blev menneske gennem Sønnen, og at Gud, Jesus og Den Hellige Ånd er en enhed.

Se min bog: Jødernes Konge bind 1. s.132-141.

Jøderne skal forstå dette en dag: At Jesus fra Nazaret er deres Messias, og at han er gjort lig med Faderen. På den dag skal de også sige, at han navn er ET, men da skal de forstå det på en anden måde: Sakarias 14,9.

Da Jesus kom til verden for 2000 år siden, måtte han afklæde sig sin ydre herlighed. Dette var helt naturlig. Han kunne ikke åbenbare sin fulde herlighed for os mennesker

for dersom dette havde sket, havde alle jøder, som han kom i berøring med, måtte dø. For ingen kan i virkeligheden se Gud som han i virkeligheden er og alligevel blive i live.

Desuden bor Gud i et stort lys som vi ikke kan komme til eller opleve således som vi er, som syndige mennesker: 1.Tim.6,16.

Jesus gav helt frivillig afkald på at være i Guds skikkelse og at være Gud lig i Guds fulde herlighed. Han gav afkald på at være indhyllet i Guds herlighed og sidde på Faderens trone i himmelen, og han kom til os som et menneske. I stedet for at Jesus var iklædt sit åndelige og herligheds-legeme, som ikke hører til vor dimension.

Der var alligevel en forskel. I Jesu legeme var der ikke synd. Han kom ikke i et syndigt køds legeme, men i et legeme som var ligt med vort syndige legeme. HAN KOM I SYNDIG KØDS LIGNELSE: Hebræer 10,9. Rom.8,3. 2.Kor.5,21. 1.Tim.3,16. 1.Pet.2,22.

Jesus agtede det ikke for et røvet skat at være Gud lig med hensyn til herlighed, men han udtømte sig frivillig for denne ydre herlighed og kom til os som et menneske. Dette gjorde han for at frelse verden. Han kom som Guds Søn. Han blev gjort til Menneskesøn, som tog på sig al verdens synd og døde for os medens vi endnu var syndere, for at vi ved hans offer skulle få syndernes forladelse til evigt liv:

Fil.2,5-8.

Det er ikke sandt det som liberal teologi hævder at Jesus ved at han blev et menneske, også gav afkald på Faderens kundskaber og indsigt. Det var ikke det han gav afkald på, men sin herlighed ved Faderens højre hånd. Til trods for at han kom i syndig køds lignelse, så vidste han alt og kunne udtale sig om alle ting, på samme måde som Faderen og Den Hellige Ånd kan det.

Liberal teologi hævder at Jesus måtte fraskrive sig noget af sin alvidenhed ved sin indtræden i verden. Denne vurdering bliver kaldt for ”kenose” teorien, som kommer af det græske ord ”kenose”, som betyder at tømme sig for, ”selvudtømmelse” eller ”give afkald på”. Dette er en stor vranglære, og den står ikke i sandheden. Den danske Bibel-forsker P. Madsen har bl.a. sagt fl. om dette: ”den anden person i treenigheden har ved inkarnationen afført sig de relative guddommelige egenskaber . . og han (Jesus) har sammentrængt de eminente egenskaber til en potenstilstand . . . sammentrængt fra Actons til potens, dvs. fra fuld udviklet skikkelse i spireform, til en intensiv tilstand hvori guddomsvæsenet er til stede som en spirekraftig sæd.

Mere end beklagelig er det også at f.eks. prof. O. Hallesby forfægter dette syn i sit Bibel-studier. Han skrev flg. Om dette i sin bog: Den kristne troslære, s. 199: gik Jesu fornedrelse under jordelivet så langt at han bestem ha udtalt sig om forhold i den gamle pagt på en måde som vi kan påvise er fejlagtige? Spørgsmålet gælder ikke Jesu alvidenhed. Den har han tydeligvis fraskrevet sig: Mark.13,32. Men spørgsmålet for troen er dette: Kan det tænkes at Jesus i sin forkyndelse har udtalt sig bestemt på de om råder, hvor han i fælge sin fornedrelse ikke vidste besked? Da imidlertid Skriften ikke udtaler noget bestemt om denne grænse for Krist fornedrelse, må troslæren lade spørgsmålet stå åbent.

Dette fejlagtige og meget liberale syn på Jesu alvidenhed kommer desværre også frem i vore to Bibel-oversættelser i Markus 13,31-32. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står det fl: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men hin dag eller time ved ingen, ikke engang engle i himmelen, ikke engang Sønnen, men alene Faderen.”

I Bibel-oversættelsen fra 1978 står det: ” Men den dag eller time kender ingen, ikke engang engle i himmelen og heller ikke Sønnen, men kun Faderen.” Markus 13,32.

Det som er galt oversat her er ordene ”men alene” eller ”men bare”. På græsk hedder disse to ord ”ei” og ”me”, og de betyder ikke det som vore Bibler siger, men de betyder ”hvis” og ”ikke”. Når dette tages i betragtning, så bliver oversættelsen af dette vers følgende: ”Men hin dag og time ved ikke engang engle i himmelen, og heller ikke Sønnen, hvis ikke Faderen.”

At engle ikke ved tidspunktet for Jesu genkomst, det forstår vi godt, for de hører med til skabningen og har begrænset viden og kundskab. De er afhængige af de informationer som de får af den treenige Gud.

Jesus derimod som er den treenige Gud, vidste og ved alt, og i Markus 13,32 står der også at dersom ikke Faderen vidste det, så vidste heller ikke Sønnen det, men i og med at Faderen vidste det, så vidste Sønnen det også.

Vi håber den nye Bibel-oversættelse som Arthur Berg, Toralf Gilbrant og Carl Frederik Wisløff vil sørge for at dette blive ændret.

Vi kan også nævne at Johs. 9,33 har disse to ord ”ei” og ”me”, og her er de ret oversat i vore Bibler. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”var denne mand ikke fra Gud da kunne han intet gøre.

I grundteksten står der: ei me en hutospara theu uk edynato poiein uden”. Dette betyder; ”dersom denne mand ikke var fra Gud kunne han ikke gøre noget.”

Sidney Collet skriver fl. om dette: ”Det burde være kendt i vide kredse at det græske ord som oversættes med ”uden”, består af to ord, nemlig ei, = hvis, og me, = ikke, og betyder altså egentlig - ”hvis ikke”.

Afdøde Ærkebiskop Trent – en af de største autoriteter når det gælder forelæsning ved et College i London, og det kan blive set af enhver som vil slå op i et godt græsk leksikon, verset vil da lyde: ”-heller ikke sønnen hvis ikke faderen. ” Med andre ord: ”Hvis jeg (sønnen) ikke foruden at være menneske også var Gud (faderen), så ville jeg heller ikke vide det.” Vi har nøjagtig samme tanke i Johs.9,33, hvor disse græske ord er rigtigt oversat med ”hvis ikke”, nemlig: ”(ei) hvis denne mand (me) ikke var Gud, kunne han intet gøre.”

Dette er efter min mening den rigtige læsemåde af dette omstridte bibelsted, hvor vi synes at have en tydelig henvisning til Messias` navn i Es.9,6. - ”Evig fader”. Derfor er Krist ord bogstavelig sande når han siger: ”Den som har set mig, har set faderen”, og: ”Jeg og faderen er et`.”

Både Jesus og de som skrev N.T, hævdede gang på gang at Jesus og Faderen vor lige med hensyn til kundskaber og indsigt under Jesu liv på jorden: 2.Kor.4,6. Johs.1,14. Kolos.1,19. 2,3 v. 9. Hebræer. 1,3.

Jesus pegede også på at Gud var større end han i hans fornedrelse. . Dette går ikke på kundskaber og indsigt, men det går på ydre glans og herlighed. Jesus måtte aflægge sig dette, for han kunne ikke træde ind i verden med sin himmelske herlighed. Det er noget som siger sig selv. Verden kan ikke tage imod Guds fulde herlighed, således som den er i vor tidsperiode. Derfor måtte Jesus give afkald på dette: Johs.10,29. 14,28. 1.Kor.3,23. 11,3.

Til trods for at Jesus måtte fraskrive sig sin ydre glans og herlighed, så apostlene og disciplene Guds herlighed i Kristus Jesus i alt det som han sagde og gjorde. De forstod at han repræsenterede Gud, og at han kom fra Gud, for hans gerninger og hans udtalelser beviste at han var en lærer so var kommet fra Gud. Store dele af det jødiske folk erkendte dette, og det var også dette en af jødernes rådsherrer, Nikodemus måtte erkende ved sit første møde med Mesteren: Johs.3,1-2. 2,11. 11,40. 2. Kor,3,18. Ef.1,18. 2.Tess.2,14. Hebræer 2,7. 1.Pet.4,14. 5,10. Judas. 24-25.

Det er sandsynlig at Jesus under hele sit jordeliv måtte holde igen, således at hans herlighed ikke skulle blive åbenbaret for hans apostle og disciple. I og med at Jesus er Gud, så havde han fuld kontrol til at gøre dette.

Det hændte imidlertid en gang at han blev forklaret for Peter, Jakob og Johannes, medens de var sammen med Jesus på forklarelsens bjerg, som sandsynligvis er Hermon fjeldet. Grunde til at dette skete , var at han ville vise dem sin herlighed som han ville komme til at omgive sig med i sit rige, som er det samme som 1000 års-riget: Matt.17,1-9. 2. Pet.1,16-18.

På samme måde som Peter, Jakob og Johannes fik set den herliggjorte Frelser i al sin glans og herlighed på Forklarelsens bjerg, fik også Johannes ham at se på Patmos, i forbindelse med modtagelsen af Åbenbaringsbogen. På samme måde som de 3 andre apostle faldt også Johannes ned på sit ansigt da han så Frelseren i sin fulde herlighed, med sine lysende klæder og sin lysglans: Åbenbaringen 1,10-18.

På vejen til Damaskus åbenbarede også den opstandne og herliggjorte Frelser sig for Paulus. Han hørte hans stemme og ordene som han sagde og så hans herlighed og Herrens skikkelse. De andre, som var sammen med Paulus, hørte røsten som talte med Paulus, men ordene som han talte fik de ikke fat i. Det var kun Paulus som så: Ap. Gr.9,5-7. 22,9 v.14.

Før sin lidelse og død på korset, bad Jesus Faderen om at måtte få igen sin herlighed som han havde hos Faderen fra begyndelsen af. Han blev lovet dette af Faderen. Tilbage-afgivelsen af Jesu herlighed var ikke afhængig af at han led døden for os og sonede al verdens synd. Jesus havde allerede før sin kød på-tagels del i Guds herlighed i himmelen. Korsfæstelsen og døden var en frivillig sag, og Gud kunne ikke tvinge Sønnen til det,, men Sønnen var lydig og gjorde det i sin store kærlighed til hele skaberværket.

Ved dette fik han også dele sin herlighed med os. Han vidste det: at dersom ikke hvedekornet (Jesus selv) falder til jorden og døde, så blev det blot det ene korn, men dersom det faldt i jorden og døde, så skulle det bære megen frugt. Johs.12,23-24 v.28.

17,5. Hebræer 2,10. 1.Pet.1,11. 3,18. 4,1.

Ja, den herlighed som Jesus opnåede ved sin fornedrelse og død, var større end den herlighed, som han havde hos Faderen fra før, for ved sin himmelfart første han også de gammel testamentlige troendes sjæler og ånder med sig fra dødsriget og lige ind i den tredje himmel. Han førte en del ad sin løn eller sine børn med sig. HAN LOD DEM BLIVE GJORT DELAGTIGE I SIN EGEN HERLIGHED: Salme 68,19. 73,24-25 Matt. 27,52-53. Ef.4,8-10. Hebræer 12,22-23.

Den som tror på Jesus som verdens Frelser og som jødernes konge, skal få del i Jesu herlighed. Vi skal arve alle ting sammen med Jesus. JESUS ER GUDS HOVEDARVING: Rom.4,13. Gal.3,16 v.29. 2.Tim.2,8.

På samme måde som Jesus genvandt sin herlighed ved at gå ind i lidelsen, på samme måde skal vi troende også vinde frem til Kristus. På samme måde som Kristus led, skal vi også lide. Han efterlod os et forbillede. På samme måde som verden forfulgte Jesus, skal den også forfølge de som tror. Det er de troendes lod i verden. Den som siger noget andet, den holder sig ikke til det som Bibelen siger om dette. (Jeg tænker her på meget af den såkaldte herligheds teologi som bliver forkyndt. Det er ikke sandt at en troende ikke kan have vanskeligheder i livet. Guds ord og erfaringen viser os et helt andet billede.

Den kristne menighed bliver udtaget i lidelser og savn: Ap.Gr. 9,16 Rom.8,17-18. 2.kor.1,5. Fil.1,29. 3,10. Kolos.1,24Hebræer 11,35-38. 1.Pet.4,13. 5,9-10.

Se min bog: Jødernes Konge, bind 1. s.214-216, hvor jeg også skriver om lidelserne til de første apostle/disciplene.

Dersom vi er villige til at lide sammen med Jesus, skal vi også få del i Jesu -Kristus herlighed, og jo mere vi forsager og lider, jo større bliver herligheden. Vi må huske på at vi alle skal frem for Jesu domstol for at få igen del som er sket med legemet, enten det er godt eller ondt. VI SKAL ALLE FÅ NÅDELØN. Hvor indsatsen er stor og uegennyttig, der bliver lønnen stor. Johannes opmuntrer os til at få fuld løn: 2. Johs. v.8.

Se min bog: Den kristne menigheds bort-atomar, s.119-127, hvor jeg har skrevet en del om nådelønnen.

Særlig skal de som har ført de mange til Gud og Kristus få del i en ekstre stor herlighed. I opstandelsen skal de skinne som stjerner. Daniel 12,3.

Gud er en retfærdig Gud og dommer. For at alle troende skal have mulighed for at få fuld løn, har han sat det i forbindelse med kærlighedens nådegave. Dersom vi har mange store nådegaver, men ikke har kærlighed i vor udøvelse af disse, har vi ikke løn af dette. Det som en gjorde modvillig i Guds riges arbejde, det har ikke løn. Uden at vi har kærlighedens nådegave, har vi ingen ting, da når vi ikke frem med vort budskab og arbejde.

Alle troende kan bede Faderen om at han giver os kærlighedens nådegave, således at vi kan få fuld nådeløn. Vi må udføre al vor tjeneste for Herren af frivillighed og ikke tvang: 1. Kor.9,17. 12,31-13,3

Vi som tror lever nu i lidelsen og i fornedrelsen, men ved Jesu genkomst skal verden først forstå at det er os som har valgt ret, og at det er dem som har valgt galt.

Når Jesus kommer tilbage til Israel på himmelen skyer sammen med de troende og englene, da skal både han og vi åbenbares i herlighed: Matt.16,27. 24,30. Kolos.3,4. 1. Tess.3,13. 2.Tess.1,6-7 v.10 Titus 2,12-13. 1.Pet.1,15. 4,13. 5,1 v.4. Judas 14. 1.Johs.8,2.

Jeg har i disse udsagn om Jesu genkomst og de troendes samling med ham, ikke sat skille mellem Jesu komme for den kristne menighed, som efter min vurdering skal ske før den sidste og 70. år-uge for Israel, og Jesu genkomst til Israel og til Oliebjerget, som vil ske i forbindelse med Harmageddon. Jesu genkomst vil ske i forskellige hold. Se min bog: Den kristne menigheds bortrykkelse, s.24-112 hvor jeg har redegjort for 3 forskellige syn på den kristne menighed bort-atomar.

Det gamle Testamente har mange beskrivelser om den herlighed som skal komme over jorden og Israel, når herlighedens konge kommer tilbage til Jerusalem. Ud fra det som skete med Jesus fra Nazaret, og ud fra det som N.T. Beretter om dette, så vil herlighedens konge indtage verden og Israel ved en invasion fra himmelen.

Den herlighed, han vil dele med både skabeværket og skabningen, har både sin basis i den herlighed som han havde hos Faderen før verden var til og den herlighed som han tilvandt os ved sin lidelse, død og opstandelse.

1000 års-riget er oprettelsens tid efter at verden har ligget i mørke og den ondes styre i 6000 år. Satan og de onde engle, skal være fængslet i afgrunden i 1000 år, og mennesker og dyr skal hvile sig og nyde Guds skaberværk fuldt ud i 1000 år. DETTE ER JORSENS SABBATSHVILE: Salme 24,7-10. 26,8. 72,19. 96,6. 102,16-17. Es.4,2. 11,9-10. 24,14 v.23. 26,15. 33,17. 35,2. 40,5. 44,23. 46,13. 49,3. 58,8. 59,19.

60,1-3 v.15 og 19. 62,2. Jer.33,16. Åbenbaringen 7,2-8 og 14,1. Esajas 66,18-19. Habakuk 2,14. 2,7 v.9. 3,3. Sakarias 2,9. 6,13.

Efter at vi nu i 3 kap. Har skrevet om Herrens herlighed, kan vi nu konkludere med at dette begreb betyder følgende forhold:

1. Schekina- herligheden. Det er Guds nedstigende herlighed. Den viser sig både i skyen, i stormen og i ilden. Det var denne herlighed som fulgte jøderne på deres vandring fra Ægypten og ind i det lovede land. Det var denne herlighed som fyldte det første tempel, men på grund af synd og overtrædelser blandt Israel-folket, måtte den forlade templet og landet. Denne herlighed skal komme tilbage til Israel i forbindelse med Jesu genkomst. Den skal slutte Jesu store indtog i Jerusalem.
2. Herrens herlighed er den lysglans som omgiver Herren og hans trone i himmelen. Både Moses, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel og Johannes fik se denne herlighed.
3. Herrens herlighed er også Jesus selv og alt det fine og positivt som han skal bringe med sig når han kommer for at oprette Riget for Israel. RIGET FOR ISRAEL ER SELVE FREDSRIGET. Der skal være fred mellem mennesker og dyr og mellem nationerne. Es. 2,3-4: www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

re. Egon L. Kristensen, Herning.

MESSIAS ER HERRENS HERLIGHED

Jødernes Konge bind 3 s. 64: Oskar Edin Indergaard, Tingvoll

På samme måde som Faderen er fra evighed af er Sønnen det også. Han er født af Faderen fra evighed af, og han har det samme væsen og den samme herlighed som Faderen. Han er før alle ting, og han har skabt alle ting, og han opretholder alle ting ved sin magt, sit ord og sin vilje.

Før Jesus blev menneske, var han hos Faderen og var indhyllet i den samme glans og den samme herlighed som Faderen. Han blev kaldt for ”Sønnen”, Den førstefødte”

”Menneskesønnen” Åsynets (Guds) fyrste” og ”Åsynets engel” Salme 1.6-7 v.12

89,27-28. 100,1. 118,16. Ords.30,4. Es.9,6. 6,14. Salme 80,16 v.18. Dan.7,13. 1. Mos.32,30. Es.63,8-9. Mal.3,1.

Med udgangspunkt i profet-skrifterne i G.T., brugte de gamle rabbinere følgende benævnelser på Messias, som sad på Guds trone i himmelen, ved hans højre hånd:

2. Åsynets fyrste (hebr. Sar hapinam). 2. Åsynets engel (hebr. Malak panim)

Tardiel. 4. Yeshua, åsynets fyrste. 5. Metraton. 6. Fyrsten som sidder i Guds inderste gemak. 7. Ordet (hebr. Ueshua, som betyder: Gud er frelse). 9 Pagtens engel (hebr. Malak habberit). 10. Pnuel eller Pniel, som betyder: Guds åsyn. 11. Guds Søn. 12 Den Højes Søn. 13. Den Helliges Søn.

Citat fra bogen ”Kristus i Det Gamle Testamente af Risto Santalas s. 55-58: Jøderne bruger også disse navne om Messias: ”åsynets fyrste” (Sar Happanim) og ”åsynets engel” (Malak Panim). Messias opgave er ligesom at genspejle Guds væsen.

I den jødiske bønnebog er der en mærkelig bøn som omtaler ”Jesus åsynets fyrste”. Jeg ved om to forskellige tildragelser hvor en ung mand i forbindelse med denne nytårsbøn har spurgt hvem denne ”Jesus, åsynets fyrste” egentlig er, og han blev udelukket af synagogen på grund af dette. Bønnen er forbundet med det tegn som ”shjofar”-, hornet giver da det nye år begynder, og det lyder således:

”Må det være din vilje at lyden af dette horn måtte nå frem til Guds tabernakel ved vor repræsentant Tardiel, som Elias – velsignet være hans minde har givet navn til, og ved Jesus, åsynets fyrste, og ved Metratron, og må nåden blive os til del. Vær velsignet, du nådens Herre”. Navnet Jesus forekommer her i sin rigtige hebraiske form ”Jesjua eller ”Frelseren”

Bønnebogen forudsætter at han (Jesus) fungerer som midler mellem mennesker og Gud.
Når vi i Herrens velsignelse beder om at Herren skal lade sit ansigt lyse, er det egentlig et spørgsmål og det ansigt som vi ser i Jesus. Han er ”åsynets fyrste” og ”åsynets engel”, han er Pnuel og også ”pagtens engel”. Han formidler kundskaben om Faderen til os.
Allerede Moses fik ”skue” Herrens skikkelse. Allerede han oplevede Gud som en nådig Gud. Men først i Jesus Kristus ser vi ind i Guds hjerte.



Oplevelsen af Guds åsyn, som Faderen elskede og tilgivende ansigt, virker helbredende ind på menneskelivet. ”Hver den som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.”

Citat fra ”Karmel -Israel Nyt” nr.13-14, 1982.

I en kort bøn som bruges på nytårsfesten (Rosh Hashana), medens man blæser i basuner (Shofar) nævnes navnet ”Jeshua” faktisk som fyrsten ved Herrens åsyn, medindehaver af guddommens trone og guddommelighed og den eneste talsmand som taler Israels sag i den himmelske ret.

Hvem er denne person ”Jeshua”? Ingen ved det med nøjagtighed. Men når vi husker på at de første kristne var jøder, som tog del i synagogens gudstjeneste er dette ikke nogen mysterium. Det må være en bøn som de messianske jøder har formet i denne fjerne tid og som siden er fulgt med til vore dage som en del af den jødiske bønnesamling.

Og de sandheder som er skjult i denne bøn er fuldstændig som det Ny Testamente i en nøddeskal.

Moderne udgaver af bønnebogen, som har følt at dette er et stærkt prokristen argument, har udelukket det fra sine sider, men det findes som en lysende sol i tidligere udgaver af ”Machzo løjamim noraim.

Ifølge nogle jødiske skrifter har Messias følgende opgaver og egenskaber:

2. Han skal genspejle Guds væsen. 2. Han er den tjenende Ånd som står nærmest Gud. Han er Guds fortrolige og Guds repræsentant. 3. Han er Israels repræsentant og talsmand hos Gud. 4. Han er midlerne eller mellemmanden mellem Gud og mennesker. 5. Han ofrer de retfærdiges sjæle til Gud, for at forsone Gud, medens Israel er i landflygtighed. 6. Han taler godt for jøderne, for at forsone deres synder. 7. Han er medindehaver af Guds trone. 8. Han sidder ved Guds højre hånd. 9. Han har del i guddommeligheden. 10. Han er den eneste som taler Israels sag for retten i himmelen. 11. Han er Guds Søn. 12. Han er Abrahams sønnesøn. 13. Han er en trofast hyrde. 14. Han er Israels lærer. 15. Han er engle lærer. 16. Han er den højestes Søn. 17. Han er den Helliges Søn. 18. Han er det mellemste væsen i guddommen. 19. Han er mellem mand mellem Gud og mennesker.

Nu vil jøderne ikke anerkende Jesus fra Nazaret som deres Messias eller som Guds Søn. Selv om de har læren om den treenige Gud indbygget i G.T. Og i deres hellige bøger, og selv om de mener klart at Gud har forskellige udtryksformer, så holder de fortsat på at Gud er een og at hans navn er eet. I udgangspunktet er dette også ret og noget som vi bestandig må hævde, men Guds enhed virker ikke således at den ikke kan åbenbare sig for os i sin Søn. ”HØR ISRAEL, HERREN VOR GUD, HERREN ER EN” 5.Mos.6,4. 32,39. Es.37,16. 45,5.

Til trods for at Gud kommer til os i 3 forskellige udtryksformer, er han alligevel én Gud og hans navn er eet. Dersom en ikke vil anerkende dette, at Gud kan have forskellige udtryksformer, så har man reduceret Gud til at passe ind i et teologisk skema som en selv kan kontrollere med sine tanker og med sin intellekt. Vi kan ikke indfange Gud og hans væsen i vore tanker og ideer. HAN ER EN FORUNDERLIG GUD, OG HAN ER UNDERETS GUD.

En af hovedgrundene til at jøderne ikke har villet anerkende Messias som lig med Faderen, er det forhold at de trænger ingen forsoner mellem sig og Faderen. Den ortodokse jødedom mener at en selv kan være herre over sine synder, og at frelsen står til den enkelte.

Til trods for dette fremkommer det alligevel klart i en del af de gamle jødiske skrifter at Gud er tre, men alligevel én. Gud har 3 forskellige udtryksformer, men det er den samme Gud som er indbefattet i disse.

I Zohars bog del 3, s. 303 står der følgende om Gud, Messias og han Ånd. ”Du er en trofast hyrde, og dog er det sagt: KYSS SØNNEN. I dybet er du stor, du Israels lærer, og engle lærer, tjenende engles, DEN HØJES SØN, Den helliges søn, lovet være hans navn og HANS HELLIGE ÅND”.

Der står videre i Zohar: ”Eliesers far sagde til ham: Kom, se mysteriet i ordet G_U_D: her er tre trin, hvert af dem har selvstændig eksistens. Ikke desto mindre er de et, og de er således forenet at de ikke kan skilles fra hverandre. Men hvordan kan tre væsen (navn) være én?, KAN BLOT ERKENDES VED ÅBENBARING FRA DEN HELLIGE ÅND, og egentlig med lukkede øjne.”

Lære om treenigheden ligger også indbygget i jødernes Schema. ”Shema Jisrael, Adonai Elohenu Adonai ehoad” ”Hør Israel, vor Gud, Herren er én.” 5.Mos.6,4.

Når vi analyserer jødernes Schema, finder vi følgende forhold:

4. Herrens navn er nævnt 3 gange. Adonia – Alohenu – Adonai.
5. Elohenu betyder vore guder. Det er oversat fra Elohim, som betyder guder. Dette ord forekommer ca. 2600 gange i G.T. Elohenu har fået tillagt ejendomspronomenet i først person flertal som endelse.
6. Det ord som er brugt for at udtrykke én Hebr. Ehoad bliver bestandig brugt om en kollektiv enhed, ikke om en absolut enhed.

Yderligere oplysninger i denne sag, da findes en fyldigere fremstilling t. eks. I ”Tracts for Jews” nr.1, skrevet af rev. J. Wilkerson.”

I stedet for at afkræfte læren om den treenige Gud, så bekræfter jødernes Schema læren om at Gud er én, men alligevel tre. Det er tre i den ene og én i de tre, og de tre personer i guddommen går ud på det samme: De opretholder skaberværket og lægger forholdene så godt til rette for både skaberværket og skabningen at den kan opnå liv og frelse i en falden og fordærvet verden. Det er ikke blot mennesket som opnår frelsen. Den skal komme både dyr, fugle, fisk og hele naturen til gode, om end på forskellig vis. Oprettelsen tager sit udgangspunkt i Jesu frelsergerning på Golgata, men først i 1000 års-riget vil vi se de altomfattende resultater af Jesu forsoningsværk.

På samme måde som Gud er treenig, har han også nedlagt vidnesbyrdet om sin egen treenighed i sin ypperste skabning, nemlig mennesket. Vi består også af tre dele, sjæl, ånd og legeme. Til trods for dette er vi en enhed: Hebræer 4,12.

Det forhold at mennesket er skabt i Guds billede, betyder flg. Forhold:

4. På samme måde som Gud er delt, er vi det også.
5. Gennem vor ånd kan vi få kontakt og samfund med Gud.
6. Den som tro på Gud og Sønnen skal blive gjort lige med Jesu herligheds-legeme.

Jesus pegede også på at der kun var én Gud. Til trods for dette hævder han ved en række anledninger at han var udgået fra Faderen, at han er Gud, at han er fra evighed af, at han er til evindelig, at han var både hos Faderen og hos mennesker på samme tid, at det som Faderen vil, det vil også Sønnen, at Gud blev menneske gennem Sønnen, og at Gud, Jesus og Den Hellige Ånd er en enhed.

Se min bog: Jødernes Konge bind 1. s.132-141.

Jøderne skal forstå dette en dag: At Jesus fra Nazaret er deres Messias, og at han er gjort lig med Faderen. På den dag skal de også sige, at han navn er ET, men da skal de forstå det på en anden måde: Sakarias 14,9.

Da Jesus kom til verden for 2000 år siden, måtte han afklæde sig sin ydre herlighed. Dette var helt naturlig. Han kunne ikke åbenbare sin fulde herlighed for os mennesker

for dersom dette havde sket, havde alle jøder, som han kom i berøring med, måtte dø. For ingen kan i virkeligheden se Gud som han i virkeligheden er og alligevel blive i live.

Desuden bor Gud i et stort lys som vi ikke kan komme til eller opleve således som vi er, som syndige mennesker: 1.Tim.6,16.

Jesus gav helt frivillig afkald på at være i Guds skikkelse og at være Gud lig i Guds fulde herlighed. Han gav afkald på at være indhyllet i Guds herlighed og sidde på Faderens trone i himmelen, og han kom til os som et menneske. I stedet for at Jesus var iklædt sit åndelige og herligheds-legeme, som ikke hører til vor dimension.

Der var alligevel en forskel. I Jesu legeme var der ikke synd. Han kom ikke i et syndigt køds legeme, men i et legeme som var ligt med vort syndige legeme. HAN KOM I SYNDIG KØDS LIGNELSE: Hebræer 10,9. Rom.8,3. 2.Kor.5,21. 1.Tim.3,16. 1.Pet.2,22.

Jesus agtede det ikke for et røvet skat at være Gud lig med hensyn til herlighed, men han udtømte sig frivillig for denne ydre herlighed og kom til os som et menneske. Dette gjorde han for at frelse verden. Han kom som Guds Søn. Han blev gjort til Menneskesøn, som tog på sig al verdens synd og døde for os medens vi endnu var syndere, for at vi ved hans offer skulle få syndernes forladelse til evigt liv:

Fil.2,5-8.

Det er ikke sandt det som liberal teologi hævder at Jesus ved at han blev et menneske, også gav afkald på Faderens kundskaber og indsigt. Det var ikke det han gav afkald på, men sin herlighed ved Faderens højre hånd. Til trods for at han kom i syndig køds lignelse, så vidste han alt og kunne udtale sig om alle ting, på samme måde som Faderen og Den Hellige Ånd kan det.

Liberal teologi hævder at Jesus måtte fraskrive sig noget af sin alvidenhed ved sin indtræden i verden. Denne vurdering bliver kaldt for ”kenose” teorien, som kommer af det græske ord ”kenose”, som betyder at tømme sig for, ”selvudtømmelse” eller ”give afkald på”. Dette er en stor vranglære, og den står ikke i sandheden. Den danske Bibel-forsker P. Madsen har bl.a. sagt fl. om dette: ”den anden person i treenigheden har ved inkarnationen afført sig de relative guddommelige egenskaber . . og han (Jesus) har sammentrængt de eminente egenskaber til en potenstilstand . . . sammentrængt fra Actons til potens, dvs. fra fuld udviklet skikkelse i spireform, til en intensiv tilstand hvori guddomsvæsenet er til stede som en spirekraftig sæd.

Mere end beklagelig er det også at f.eks. prof. O. Hallesby forfægter dette syn i sit Bibel-studier. Han skrev flg. Om dette i sin bog: Den kristne troslære, s. 199: gik Jesu fornedrelse under jordelivet så langt at han bestem ha udtalt sig om forhold i den gamle pagt på en måde som vi kan påvise er fejlagtige? Spørgsmålet gælder ikke Jesu alvidenhed. Den har han tydeligvis fraskrevet sig: Mark.13,32. Men spørgsmålet for troen er dette: Kan det tænkes at Jesus i sin forkyndelse har udtalt sig bestemt på de om råder, hvor han i fælge sin fornedrelse ikke vidste besked? Da imidlertid Skriften ikke udtaler noget bestemt om denne grænse for Krist fornedrelse, må troslæren lade spørgsmålet stå åbent.

Dette fejlagtige og meget liberale syn på Jesu alvidenhed kommer desværre også frem i vore to Bibel-oversættelser i Markus 13,31-32. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står det fl: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men hin dag eller time ved ingen, ikke engang engle i himmelen, ikke engang Sønnen, men alene Faderen.”

I Bibel-oversættelsen fra 1978 står det: ” Men den dag eller time kender ingen, ikke engang engle i himmelen og heller ikke Sønnen, men kun Faderen.” Markus 13,32.

Det som er galt oversat her er ordene ”men alene” eller ”men bare”. På græsk hedder disse to ord ”ei” og ”me”, og de betyder ikke det som vore Bibler siger, men de betyder ”hvis” og ”ikke”. Når dette tages i betragtning, så bliver oversættelsen af dette vers følgende: ”Men hin dag og time ved ikke engang engle i himmelen, og heller ikke Sønnen, hvis ikke Faderen.”

At engle ikke ved tidspunktet for Jesu genkomst, det forstår vi godt, for de hører med til skabningen og har begrænset viden og kundskab. De er afhængige af de informationer som de får af den treenige Gud.

Jesus derimod som er den treenige Gud, vidste og ved alt, og i Markus 13,32 står der også at dersom ikke Faderen vidste det, så vidste heller ikke Sønnen det, men i og med at Faderen vidste det, så vidste Sønnen det også.

Vi håber den nye Bibel-oversættelse som Arthur Berg, Toralf Gilbrant og Carl Frederik Wisløff vil sørge for at dette blive ændret.

Vi kan også nævne at Johs. 9,33 har disse to ord ”ei” og ”me”, og her er de ret oversat i vore Bibler. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”var denne mand ikke fra Gud da kunne han intet gøre.

I grundteksten står der: ei me en hutospara theu uk edynato poiein uden”. Dette betyder; ”dersom denne mand ikke var fra Gud kunne han ikke gøre noget.”

Sidney Collet skriver fl. om dette: ”Det burde være kendt i vide kredse at det græske ord som oversættes med ”uden”, består af to ord, nemlig ei, = hvis, og me, = ikke, og betyder altså egentlig - ”hvis ikke”.

Afdøde Ærkebiskop Trent – en af de største autoriteter når det gælder forelæsning ved et College i London, og det kan blive set af enhver som vil slå op i et godt græsk leksikon, verset vil da lyde: ”-heller ikke sønnen hvis ikke faderen. ” Med andre ord: ”Hvis jeg (sønnen) ikke foruden at være menneske også var Gud (faderen), så ville jeg heller ikke vide det.” Vi har nøjagtig samme tanke i Johs.9,33, hvor disse græske ord er rigtigt oversat med ”hvis ikke”, nemlig: ”(ei) hvis denne mand (me) ikke var Gud, kunne han intet gøre.”

Dette er efter min mening den rigtige læsemåde af dette omstridte bibelsted, hvor vi synes at have en tydelig henvisning til Messias` navn i Es.9,6. - ”Evig fader”. Derfor er Krist ord bogstavelig sande når han siger: ”Den som har set mig, har set faderen”, og: ”Jeg og faderen er et`.”

Både Jesus og de som skrev N.T, hævdede gang på gang at Jesus og Faderen vor lige med hensyn til kundskaber og indsigt under Jesu liv på jorden: 2.Kor.4,6. Johs.1,14. Kolos.1,19. 2,3 v. 9. Hebræer. 1,3.

Jesus pegede også på at Gud var større end han i hans fornedrelse. . Dette går ikke på kundskaber og indsigt, men det går på ydre glans og herlighed. Jesus måtte aflægge sig dette, for han kunne ikke træde ind i verden med sin himmelske herlighed. Det er noget som siger sig selv. Verden kan ikke tage imod Guds fulde herlighed, således som den er i vor tidsperiode. Derfor måtte Jesus give afkald på dette: Johs.10,29. 14,28. 1.Kor.3,23. 11,3.

Til trods for at Jesus måtte fraskrive sig sin ydre glans og herlighed, så apostlene og disciplene Guds herlighed i Kristus Jesus i alt det som han sagde og gjorde. De forstod at han repræsenterede Gud, og at han kom fra Gud, for hans gerninger og hans udtalelser beviste at han var en lærer so var kommet fra Gud. Store dele af det jødiske folk erkendte dette, og det var også dette en af jødernes rådsherrer, Nikodemus måtte erkende ved sit første møde med Mesteren: Johs.3,1-2. 2,11. 11,40. 2. Kor,3,18. Ef.1,18. 2.Tess.2,14. Hebræer 2,7. 1.Pet.4,14. 5,10. Judas. 24-25.

Det er sandsynlig at Jesus under hele sit jordeliv måtte holde igen, således at hans herlighed ikke skulle blive åbenbaret for hans apostle og disciple. I og med at Jesus er Gud, så havde han fuld kontrol til at gøre dette.

Det hændte imidlertid en gang at han blev forklaret for Peter, Jakob og Johannes, medens de var sammen med Jesus på forklarelsens bjerg, som sandsynligvis er Hermon fjeldet. Grunde til at dette skete , var at han ville vise dem sin herlighed som han ville komme til at omgive sig med i sit rige, som er det samme som 1000 års-riget: Matt.17,1-9. 2. Pet.1,16-18.

På samme måde som Peter, Jakob og Johannes fik set den herliggjorte Frelser i al sin glans og herlighed på Forklarelsens bjerg, fik også Johannes ham at se på Patmos, i forbindelse med modtagelsen af Åbenbaringsbogen. På samme måde som de 3 andre apostle faldt også Johannes ned på sit ansigt da han så Frelseren i sin fulde herlighed, med sine lysende klæder og sin lysglans: Åbenbaringen 1,10-18.

På vejen til Damaskus åbenbarede også den opstandne og herliggjorte Frelser sig for Paulus. Han hørte hans stemme og ordene som han sagde og så hans herlighed og Herrens skikkelse. De andre, som var sammen med Paulus, hørte røsten som talte med Paulus, men ordene som han talte fik de ikke fat i. Det var kun Paulus som så: Ap. Gr.9,5-7. 22,9 v.14.

Før sin lidelse og død på korset, bad Jesus Faderen om at måtte få igen sin herlighed som han havde hos Faderen fra begyndelsen af. Han blev lovet dette af Faderen. Tilbage-afgivelsen af Jesu herlighed var ikke afhængig af at han led døden for os og sonede al verdens synd. Jesus havde allerede før sin kød på-tagels del i Guds herlighed i himmelen. Korsfæstelsen og døden var en frivillig sag, og Gud kunne ikke tvinge Sønnen til det,, men Sønnen var lydig og gjorde det i sin store kærlighed til hele skaberværket.

Ved dette fik han også dele sin herlighed med os. Han vidste det: at dersom ikke hvedekornet (Jesus selv) falder til jorden og døde, så blev det blot det ene korn, men dersom det faldt i jorden og døde, så skulle det bære megen frugt. Johs.12,23-24 v.28.

17,5. Hebræer 2,10. 1.Pet.1,11. 3,18. 4,1.

Ja, den herlighed som Jesus opnåede ved sin fornedrelse og død, var større end den herlighed, som han havde hos Faderen fra før, for ved sin himmelfart første han også de gammel testamentlige troendes sjæler og ånder med sig fra dødsriget og lige ind i den tredje himmel. Han førte en del ad sin løn eller sine børn med sig. HAN LOD DEM BLIVE GJORT DELAGTIGE I SIN EGEN HERLIGHED: Salme 68,19. 73,24-25 Matt. 27,52-53. Ef.4,8-10. Hebræer 12,22-23.

Den som tror på Jesus som verdens Frelser og som jødernes konge, skal få del i Jesu herlighed. Vi skal arve alle ting sammen med Jesus. JESUS ER GUDS HOVEDARVING: Rom.4,13. Gal.3,16 v.29. 2.Tim.2,8.

På samme måde som Jesus genvandt sin herlighed ved at gå ind i lidelsen, på samme måde skal vi troende også vinde frem til Kristus. På samme måde som Kristus led, skal vi også lide. Han efterlod os et forbillede. På samme måde som verden forfulgte Jesus, skal den også forfølge de som tror. Det er de troendes lod i verden. Den som siger noget andet, den holder sig ikke til det som Bibelen siger om dette. (Jeg tænker her på meget af den såkaldte herligheds teologi som bliver forkyndt. Det er ikke sandt at en troende ikke kan have vanskeligheder i livet. Guds ord og erfaringen viser os et helt andet billede.

Den kristne menighed bliver udtaget i lidelser og savn: Ap.Gr. 9,16 Rom.8,17-18. 2.kor.1,5. Fil.1,29. 3,10. Kolos.1,24Hebræer 11,35-38. 1.Pet.4,13. 5,9-10.

Se min bog: Jødernes Konge, bind 1. s.214-216, hvor jeg også skriver om lidelserne til de første apostle/disciplene.

Dersom vi er villige til at lide sammen med Jesus, skal vi også få del i Jesu -Kristus herlighed, og jo mere vi forsager og lider, jo større bliver herligheden. Vi må huske på at vi alle skal frem for Jesu domstol for at få igen del som er sket med legemet, enten det er godt eller ondt. VI SKAL ALLE FÅ NÅDELØN. Hvor indsatsen er stor og uegennyttig, der bliver lønnen stor. Johannes opmuntrer os til at få fuld løn: 2. Johs. v.8.

Se min bog: Den kristne menigheds bort-atomar, s.119-127, hvor jeg har skrevet en del om nådelønnen.

Særlig skal de som har ført de mange til Gud og Kristus få del i en ekstre stor herlighed. I opstandelsen skal de skinne som stjerner. Daniel 12,3.

Gud er en retfærdig Gud og dommer. For at alle troende skal have mulighed for at få fuld løn, har han sat det i forbindelse med kærlighedens nådegave. Dersom vi har mange store nådegaver, men ikke har kærlighed i vor udøvelse af disse, har vi ikke løn af dette. Det som en gjorde modvillig i Guds riges arbejde, det har ikke løn. Uden at vi har kærlighedens nådegave, har vi ingen ting, da når vi ikke frem med vort budskab og arbejde.

Alle troende kan bede Faderen om at han giver os kærlighedens nådegave, således at vi kan få fuld nådeløn. Vi må udføre al vor tjeneste for Herren af frivillighed og ikke tvang: 1. Kor.9,17. 12,31-13,3

Vi som tror lever nu i lidelsen og i fornedrelsen, men ved Jesu genkomst skal verden først forstå at det er os som har valgt ret, og at det er dem som har valgt galt.

Når Jesus kommer tilbage til Israel på himmelen skyer sammen med de troende og englene, da skal både han og vi åbenbares i herlighed: Matt.16,27. 24,30. Kolos.3,4. 1. Tess.3,13. 2.Tess.1,6-7 v.10 Titus 2,12-13. 1.Pet.1,15. 4,13. 5,1 v.4. Judas 14. 1.Johs.8,2.

Jeg har i disse udsagn om Jesu genkomst og de troendes samling med ham, ikke sat skille mellem Jesu komme for den kristne menighed, som efter min vurdering skal ske før den sidste og 70. år-uge for Israel, og Jesu genkomst til Israel og til Oliebjerget, som vil ske i forbindelse med Harmageddon. Jesu genkomst vil ske i forskellige hold. Se min bog: Den kristne menigheds bortrykkelse, s.24-112 hvor jeg har redegjort for 3 forskellige syn på den kristne menighed bort-atomar.

Det gamle Testamente har mange beskrivelser om den herlighed som skal komme over jorden og Israel, når herlighedens konge kommer tilbage til Jerusalem. Ud fra det som skete med Jesus fra Nazaret, og ud fra det som N.T. Beretter om dette, så vil herlighedens konge indtage verden og Israel ved en invasion fra himmelen.

Den herlighed, han vil dele med både skabeværket og skabningen, har både sin basis i den herlighed som han havde hos Faderen før verden var til og den herlighed som han tilvandt os ved sin lidelse, død og opstandelse.

1000 års-riget er oprettelsens tid efter at verden har ligget i mørke og den ondes styre i 6000 år. Satan og de onde engle, skal være fængslet i afgrunden i 1000 år, og mennesker og dyr skal hvile sig og nyde Guds skaberværk fuldt ud i 1000 år. DETTE ER JORSENS SABBATSHVILE: Salme 24,7-10. 26,8. 72,19. 96,6. 102,16-17. Es.4,2. 11,9-10. 24,14 v.23. 26,15. 33,17. 35,2. 40,5. 44,23. 46,13. 49,3. 58,8. 59,19.

60,1-3 v.15 og 19. 62,2. Jer.33,16. Åbenbaringen 7,2-8 og 14,1. Esajas 66,18-19. Habakuk 2,14. 2,7 v.9. 3,3. Sakarias 2,9. 6,13.

Efter at vi nu i 3 kap. Har skrevet om Herrens herlighed, kan vi nu konkludere med at dette begreb betyder følgende forhold:

4. Schekina- herligheden. Det er Guds nedstigende herlighed. Den viser sig både i skyen, i stormen og i ilden. Det var denne herlighed som fulgte jøderne på deres vandring fra Ægypten og ind i det lovede land. Det var denne herlighed som fyldte det første tempel, men på grund af synd og overtrædelser blandt Israel-folket, måtte den forlade templet og landet. Denne herlighed skal komme tilbage til Israel i forbindelse med Jesu genkomst. Den skal slutte Jesu store indtog i Jerusalem.
5. Herrens herlighed er den lysglans som omgiver Herren og hans trone i himmelen. Både Moses, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel og Johannes fik se denne herlighed.
6. Herrens herlighed er også Jesus selv og alt det fine og positivt som han skal bringe med sig når han kommer for at oprette Riget for Israel. RIGET FOR ISRAEL ER SELVE FREDSRIGET. Der skal være fred mellem mennesker og dyr og mellem nationerne. Es. 2,3-4: www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

re. Egon L. Kristensen, Herning.

MESSIAS ER HERRENS HERLIGHED

Jødernes Konge bind 3 s. 64: Oskar Edin Indergaard, Tingvoll

På samme måde som Faderen er fra evighed af er Sønnen det også. Han er født af Faderen fra evighed af, og han har det samme væsen og den samme herlighed som Faderen. Han er før alle ting, og han har skabt alle ting, og han opretholder alle ting ved sin magt, sit ord og sin vilje.

Før Jesus blev menneske, var han hos Faderen og var indhyllet i den samme glans og den samme herlighed som Faderen. Han blev kaldt for ”Sønnen”, Den førstefødte”

”Menneskesønnen” Åsynets (Guds) fyrste” og ”Åsynets engel” Salme 1.6-7 v.12

89,27-28. 100,1. 118,16. Ords.30,4. Es.9,6. 6,14. Salme 80,16 v.18. Dan.7,13. 1. Mos.32,30. Es.63,8-9. Mal.3,1.

Med udgangspunkt i profet-skrifterne i G.T., brugte de gamle rabbinere følgende benævnelser på Messias, som sad på Guds trone i himmelen, ved hans højre hånd:

3. Åsynets fyrste (hebr. Sar hapinam). 2. Åsynets engel (hebr. Malak panim)

Tardiel. 4. Yeshua, åsynets fyrste. 5. Metraton. 6. Fyrsten som sidder i Guds inderste gemak. 7. Ordet (hebr. Ueshua, som betyder: Gud er frelse). 9 Pagtens engel (hebr. Malak habberit). 10. Pnuel eller Pniel, som betyder: Guds åsyn. 11. Guds Søn. 12 Den Højes Søn. 13. Den Helliges Søn.

Citat fra bogen ”Kristus i Det Gamle Testamente af Risto Santalas s. 55-58: Jøderne bruger også disse navne om Messias: ”åsynets fyrste” (Sar Happanim) og ”åsynets engel” (Malak Panim). Messias opgave er ligesom at genspejle Guds væsen.

I den jødiske bønnebog er der en mærkelig bøn som omtaler ”Jesus åsynets fyrste”. Jeg ved om to forskellige tildragelser hvor en ung mand i forbindelse med denne nytårsbøn har spurgt hvem denne ”Jesus, åsynets fyrste” egentlig er, og han blev udelukket af synagogen på grund af dette. Bønnen er forbundet med det tegn som ”shjofar”-, hornet giver da det nye år begynder, og det lyder således:

”Må det være din vilje at lyden af dette horn måtte nå frem til Guds tabernakel ved vor repræsentant Tardiel, som Elias – velsignet være hans minde har givet navn til, og ved Jesus, åsynets fyrste, og ved Metratron, og må nåden blive os til del. Vær velsignet, du nådens Herre”. Navnet Jesus forekommer her i sin rigtige hebraiske form ”Jesjua eller ”Frelseren”

Bønnebogen forudsætter at han (Jesus) fungerer som midler mellem mennesker og Gud.
Når vi i Herrens velsignelse beder om at Herren skal lade sit ansigt lyse, er det egentlig et spørgsmål og det ansigt som vi ser i Jesus. Han er ”åsynets fyrste” og ”åsynets engel”, han er Pnuel og også ”pagtens engel”. Han formidler kundskaben om Faderen til os.
Allerede Moses fik ”skue” Herrens skikkelse. Allerede han oplevede Gud som en nådig Gud. Men først i Jesus Kristus ser vi ind i Guds hjerte.



Oplevelsen af Guds åsyn, som Faderen elskede og tilgivende ansigt, virker helbredende ind på menneskelivet. ”Hver den som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.”

Citat fra ”Karmel -Israel Nyt” nr.13-14, 1982.

I en kort bøn som bruges på nytårsfesten (Rosh Hashana), medens man blæser i basuner (Shofar) nævnes navnet ”Jeshua” faktisk som fyrsten ved Herrens åsyn, medindehaver af guddommens trone og guddommelighed og den eneste talsmand som taler Israels sag i den himmelske ret.

Hvem er denne person ”Jeshua”? Ingen ved det med nøjagtighed. Men når vi husker på at de første kristne var jøder, som tog del i synagogens gudstjeneste er dette ikke nogen mysterium. Det må være en bøn som de messianske jøder har formet i denne fjerne tid og som siden er fulgt med til vore dage som en del af den jødiske bønnesamling.

Og de sandheder som er skjult i denne bøn er fuldstændig som det Ny Testamente i en nøddeskal.

Moderne udgaver af bønnebogen, som har følt at dette er et stærkt prokristen argument, har udelukket det fra sine sider, men det findes som en lysende sol i tidligere udgaver af ”Machzo løjamim noraim.

Ifølge nogle jødiske skrifter har Messias følgende opgaver og egenskaber:

3. Han skal genspejle Guds væsen. 2. Han er den tjenende Ånd som står nærmest Gud. Han er Guds fortrolige og Guds repræsentant. 3. Han er Israels repræsentant og talsmand hos Gud. 4. Han er midlerne eller mellemmanden mellem Gud og mennesker. 5. Han ofrer de retfærdiges sjæle til Gud, for at forsone Gud, medens Israel er i landflygtighed. 6. Han taler godt for jøderne, for at forsone deres synder. 7. Han er medindehaver af Guds trone. 8. Han sidder ved Guds højre hånd. 9. Han har del i guddommeligheden. 10. Han er den eneste som taler Israels sag for retten i himmelen. 11. Han er Guds Søn. 12. Han er Abrahams sønnesøn. 13. Han er en trofast hyrde. 14. Han er Israels lærer. 15. Han er engle lærer. 16. Han er den højestes Søn. 17. Han er den Helliges Søn. 18. Han er det mellemste væsen i guddommen. 19. Han er mellem mand mellem Gud og mennesker.

Nu vil jøderne ikke anerkende Jesus fra Nazaret som deres Messias eller som Guds Søn. Selv om de har læren om den treenige Gud indbygget i G.T. Og i deres hellige bøger, og selv om de mener klart at Gud har forskellige udtryksformer, så holder de fortsat på at Gud er een og at hans navn er eet. I udgangspunktet er dette også ret og noget som vi bestandig må hævde, men Guds enhed virker ikke således at den ikke kan åbenbare sig for os i sin Søn. ”HØR ISRAEL, HERREN VOR GUD, HERREN ER EN” 5.Mos.6,4. 32,39. Es.37,16. 45,5.

Til trods for at Gud kommer til os i 3 forskellige udtryksformer, er han alligevel én Gud og hans navn er eet. Dersom en ikke vil anerkende dette, at Gud kan have forskellige udtryksformer, så har man reduceret Gud til at passe ind i et teologisk skema som en selv kan kontrollere med sine tanker og med sin intellekt. Vi kan ikke indfange Gud og hans væsen i vore tanker og ideer. HAN ER EN FORUNDERLIG GUD, OG HAN ER UNDERETS GUD.

En af hovedgrundene til at jøderne ikke har villet anerkende Messias som lig med Faderen, er det forhold at de trænger ingen forsoner mellem sig og Faderen. Den ortodokse jødedom mener at en selv kan være herre over sine synder, og at frelsen står til den enkelte.

Til trods for dette fremkommer det alligevel klart i en del af de gamle jødiske skrifter at Gud er tre, men alligevel én. Gud har 3 forskellige udtryksformer, men det er den samme Gud som er indbefattet i disse.

I Zohars bog del 3, s. 303 står der følgende om Gud, Messias og han Ånd. ”Du er en trofast hyrde, og dog er det sagt: KYSS SØNNEN. I dybet er du stor, du Israels lærer, og engle lærer, tjenende engles, DEN HØJES SØN, Den helliges søn, lovet være hans navn og HANS HELLIGE ÅND”.

Der står videre i Zohar: ”Eliesers far sagde til ham: Kom, se mysteriet i ordet G_U_D: her er tre trin, hvert af dem har selvstændig eksistens. Ikke desto mindre er de et, og de er således forenet at de ikke kan skilles fra hverandre. Men hvordan kan tre væsen (navn) være én?, KAN BLOT ERKENDES VED ÅBENBARING FRA DEN HELLIGE ÅND, og egentlig med lukkede øjne.”

Lære om treenigheden ligger også indbygget i jødernes Schema. ”Shema Jisrael, Adonai Elohenu Adonai ehoad” ”Hør Israel, vor Gud, Herren er én.” 5.Mos.6,4.

Når vi analyserer jødernes Schema, finder vi følgende forhold:

7. Herrens navn er nævnt 3 gange. Adonia – Alohenu – Adonai.
8. Elohenu betyder vore guder. Det er oversat fra Elohim, som betyder guder. Dette ord forekommer ca. 2600 gange i G.T. Elohenu har fået tillagt ejendomspronomenet i først person flertal som endelse.
9. Det ord som er brugt for at udtrykke én Hebr. Ehoad bliver bestandig brugt om en kollektiv enhed, ikke om en absolut enhed.

Yderligere oplysninger i denne sag, da findes en fyldigere fremstilling t. eks. I ”Tracts for Jews” nr.1, skrevet af rev. J. Wilkerson.”

I stedet for at afkræfte læren om den treenige Gud, så bekræfter jødernes Schema læren om at Gud er én, men alligevel tre. Det er tre i den ene og én i de tre, og de tre personer i guddommen går ud på det samme: De opretholder skaberværket og lægger forholdene så godt til rette for både skaberværket og skabningen at den kan opnå liv og frelse i en falden og fordærvet verden. Det er ikke blot mennesket som opnår frelsen. Den skal komme både dyr, fugle, fisk og hele naturen til gode, om end på forskellig vis. Oprettelsen tager sit udgangspunkt i Jesu frelsergerning på Golgata, men først i 1000 års-riget vil vi se de altomfattende resultater af Jesu forsoningsværk.

På samme måde som Gud er treenig, har han også nedlagt vidnesbyrdet om sin egen treenighed i sin ypperste skabning, nemlig mennesket. Vi består også af tre dele, sjæl, ånd og legeme. Til trods for dette er vi en enhed: Hebræer 4,12.

Det forhold at mennesket er skabt i Guds billede, betyder flg. Forhold:

7. På samme måde som Gud er delt, er vi det også.
8. Gennem vor ånd kan vi få kontakt og samfund med Gud.
9. Den som tro på Gud og Sønnen skal blive gjort lige med Jesu herligheds-legeme.

Jesus pegede også på at der kun var én Gud. Til trods for dette hævder han ved en række anledninger at han var udgået fra Faderen, at han er Gud, at han er fra evighed af, at han er til evindelig, at han var både hos Faderen og hos mennesker på samme tid, at det som Faderen vil, det vil også Sønnen, at Gud blev menneske gennem Sønnen, og at Gud, Jesus og Den Hellige Ånd er en enhed.

Se min bog: Jødernes Konge bind 1. s.132-141.

Jøderne skal forstå dette en dag: At Jesus fra Nazaret er deres Messias, og at han er gjort lig med Faderen. På den dag skal de også sige, at han navn er ET, men da skal de forstå det på en anden måde: Sakarias 14,9.

Da Jesus kom til verden for 2000 år siden, måtte han afklæde sig sin ydre herlighed. Dette var helt naturlig. Han kunne ikke åbenbare sin fulde herlighed for os mennesker

for dersom dette havde sket, havde alle jøder, som han kom i berøring med, måtte dø. For ingen kan i virkeligheden se Gud som han i virkeligheden er og alligevel blive i live.

Desuden bor Gud i et stort lys som vi ikke kan komme til eller opleve således som vi er, som syndige mennesker: 1.Tim.6,16.

Jesus gav helt frivillig afkald på at være i Guds skikkelse og at være Gud lig i Guds fulde herlighed. Han gav afkald på at være indhyllet i Guds herlighed og sidde på Faderens trone i himmelen, og han kom til os som et menneske. I stedet for at Jesus var iklædt sit åndelige og herligheds-legeme, som ikke hører til vor dimension.

Der var alligevel en forskel. I Jesu legeme var der ikke synd. Han kom ikke i et syndigt køds legeme, men i et legeme som var ligt med vort syndige legeme. HAN KOM I SYNDIG KØDS LIGNELSE: Hebræer 10,9. Rom.8,3. 2.Kor.5,21. 1.Tim.3,16. 1.Pet.2,22.

Jesus agtede det ikke for et røvet skat at være Gud lig med hensyn til herlighed, men han udtømte sig frivillig for denne ydre herlighed og kom til os som et menneske. Dette gjorde han for at frelse verden. Han kom som Guds Søn. Han blev gjort til Menneskesøn, som tog på sig al verdens synd og døde for os medens vi endnu var syndere, for at vi ved hans offer skulle få syndernes forladelse til evigt liv:

Fil.2,5-8.

Det er ikke sandt det som liberal teologi hævder at Jesus ved at han blev et menneske, også gav afkald på Faderens kundskaber og indsigt. Det var ikke det han gav afkald på, men sin herlighed ved Faderens højre hånd. Til trods for at han kom i syndig køds lignelse, så vidste han alt og kunne udtale sig om alle ting, på samme måde som Faderen og Den Hellige Ånd kan det.

Liberal teologi hævder at Jesus måtte fraskrive sig noget af sin alvidenhed ved sin indtræden i verden. Denne vurdering bliver kaldt for ”kenose” teorien, som kommer af det græske ord ”kenose”, som betyder at tømme sig for, ”selvudtømmelse” eller ”give afkald på”. Dette er en stor vranglære, og den står ikke i sandheden. Den danske Bibel-forsker P. Madsen har bl.a. sagt fl. om dette: ”den anden person i treenigheden har ved inkarnationen afført sig de relative guddommelige egenskaber . . og han (Jesus) har sammentrængt de eminente egenskaber til en potenstilstand . . . sammentrængt fra Actons til potens, dvs. fra fuld udviklet skikkelse i spireform, til en intensiv tilstand hvori guddomsvæsenet er til stede som en spirekraftig sæd.

Mere end beklagelig er det også at f.eks. prof. O. Hallesby forfægter dette syn i sit Bibel-studier. Han skrev flg. Om dette i sin bog: Den kristne troslære, s. 199: gik Jesu fornedrelse under jordelivet så langt at han bestem ha udtalt sig om forhold i den gamle pagt på en måde som vi kan påvise er fejlagtige? Spørgsmålet gælder ikke Jesu alvidenhed. Den har han tydeligvis fraskrevet sig: Mark.13,32. Men spørgsmålet for troen er dette: Kan det tænkes at Jesus i sin forkyndelse har udtalt sig bestemt på de om råder, hvor han i fælge sin fornedrelse ikke vidste besked? Da imidlertid Skriften ikke udtaler noget bestemt om denne grænse for Krist fornedrelse, må troslæren lade spørgsmålet stå åbent.

Dette fejlagtige og meget liberale syn på Jesu alvidenhed kommer desværre også frem i vore to Bibel-oversættelser i Markus 13,31-32. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står det fl: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men hin dag eller time ved ingen, ikke engang engle i himmelen, ikke engang Sønnen, men alene Faderen.”

I Bibel-oversættelsen fra 1978 står det: ” Men den dag eller time kender ingen, ikke engang engle i himmelen og heller ikke Sønnen, men kun Faderen.” Markus 13,32.

Det som er galt oversat her er ordene ”men alene” eller ”men bare”. På græsk hedder disse to ord ”ei” og ”me”, og de betyder ikke det som vore Bibler siger, men de betyder ”hvis” og ”ikke”. Når dette tages i betragtning, så bliver oversættelsen af dette vers følgende: ”Men hin dag og time ved ikke engang engle i himmelen, og heller ikke Sønnen, hvis ikke Faderen.”

At engle ikke ved tidspunktet for Jesu genkomst, det forstår vi godt, for de hører med til skabningen og har begrænset viden og kundskab. De er afhængige af de informationer som de får af den treenige Gud.

Jesus derimod som er den treenige Gud, vidste og ved alt, og i Markus 13,32 står der også at dersom ikke Faderen vidste det, så vidste heller ikke Sønnen det, men i og med at Faderen vidste det, så vidste Sønnen det også.

Vi håber den nye Bibel-oversættelse som Arthur Berg, Toralf Gilbrant og Carl Frederik Wisløff vil sørge for at dette blive ændret.

Vi kan også nævne at Johs. 9,33 har disse to ord ”ei” og ”me”, og her er de ret oversat i vore Bibler. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”var denne mand ikke fra Gud da kunne han intet gøre.

I grundteksten står der: ei me en hutospara theu uk edynato poiein uden”. Dette betyder; ”dersom denne mand ikke var fra Gud kunne han ikke gøre noget.”

Sidney Collet skriver fl. om dette: ”Det burde være kendt i vide kredse at det græske ord som oversættes med ”uden”, består af to ord, nemlig ei, = hvis, og me, = ikke, og betyder altså egentlig - ”hvis ikke”.

Afdøde Ærkebiskop Trent – en af de største autoriteter når det gælder forelæsning ved et College i London, og det kan blive set af enhver som vil slå op i et godt græsk leksikon, verset vil da lyde: ”-heller ikke sønnen hvis ikke faderen. ” Med andre ord: ”Hvis jeg (sønnen) ikke foruden at være menneske også var Gud (faderen), så ville jeg heller ikke vide det.” Vi har nøjagtig samme tanke i Johs.9,33, hvor disse græske ord er rigtigt oversat med ”hvis ikke”, nemlig: ”(ei) hvis denne mand (me) ikke var Gud, kunne han intet gøre.”

Dette er efter min mening den rigtige læsemåde af dette omstridte bibelsted, hvor vi synes at have en tydelig henvisning til Messias` navn i Es.9,6. - ”Evig fader”. Derfor er Krist ord bogstavelig sande når han siger: ”Den som har set mig, har set faderen”, og: ”Jeg og faderen er et`.”

Både Jesus og de som skrev N.T, hævdede gang på gang at Jesus og Faderen vor lige med hensyn til kundskaber og indsigt under Jesu liv på jorden: 2.Kor.4,6. Johs.1,14. Kolos.1,19. 2,3 v. 9. Hebræer. 1,3.

Jesus pegede også på at Gud var større end han i hans fornedrelse. . Dette går ikke på kundskaber og indsigt, men det går på ydre glans og herlighed. Jesus måtte aflægge sig dette, for han kunne ikke træde ind i verden med sin himmelske herlighed. Det er noget som siger sig selv. Verden kan ikke tage imod Guds fulde herlighed, således som den er i vor tidsperiode. Derfor måtte Jesus give afkald på dette: Johs.10,29. 14,28. 1.Kor.3,23. 11,3.

Til trods for at Jesus måtte fraskrive sig sin ydre glans og herlighed, så apostlene og disciplene Guds herlighed i Kristus Jesus i alt det som han sagde og gjorde. De forstod at han repræsenterede Gud, og at han kom fra Gud, for hans gerninger og hans udtalelser beviste at han var en lærer so var kommet fra Gud. Store dele af det jødiske folk erkendte dette, og det var også dette en af jødernes rådsherrer, Nikodemus måtte erkende ved sit første møde med Mesteren: Johs.3,1-2. 2,11. 11,40. 2. Kor,3,18. Ef.1,18. 2.Tess.2,14. Hebræer 2,7. 1.Pet.4,14. 5,10. Judas. 24-25.

Det er sandsynlig at Jesus under hele sit jordeliv måtte holde igen, således at hans herlighed ikke skulle blive åbenbaret for hans apostle og disciple. I og med at Jesus er Gud, så havde han fuld kontrol til at gøre dette.

Det hændte imidlertid en gang at han blev forklaret for Peter, Jakob og Johannes, medens de var sammen med Jesus på forklarelsens bjerg, som sandsynligvis er Hermon fjeldet. Grunde til at dette skete , var at han ville vise dem sin herlighed som han ville komme til at omgive sig med i sit rige, som er det samme som 1000 års-riget: Matt.17,1-9. 2. Pet.1,16-18.

På samme måde som Peter, Jakob og Johannes fik set den herliggjorte Frelser i al sin glans og herlighed på Forklarelsens bjerg, fik også Johannes ham at se på Patmos, i forbindelse med modtagelsen af Åbenbaringsbogen. På samme måde som de 3 andre apostle faldt også Johannes ned på sit ansigt da han så Frelseren i sin fulde herlighed, med sine lysende klæder og sin lysglans: Åbenbaringen 1,10-18.

På vejen til Damaskus åbenbarede også den opstandne og herliggjorte Frelser sig for Paulus. Han hørte hans stemme og ordene som han sagde og så hans herlighed og Herrens skikkelse. De andre, som var sammen med Paulus, hørte røsten som talte med Paulus, men ordene som han talte fik de ikke fat i. Det var kun Paulus som så: Ap. Gr.9,5-7. 22,9 v.14.

Før sin lidelse og død på korset, bad Jesus Faderen om at måtte få igen sin herlighed som han havde hos Faderen fra begyndelsen af. Han blev lovet dette af Faderen. Tilbage-afgivelsen af Jesu herlighed var ikke afhængig af at han led døden for os og sonede al verdens synd. Jesus havde allerede før sin kød på-tagels del i Guds herlighed i himmelen. Korsfæstelsen og døden var en frivillig sag, og Gud kunne ikke tvinge Sønnen til det,, men Sønnen var lydig og gjorde det i sin store kærlighed til hele skaberværket.

Ved dette fik han også dele sin herlighed med os. Han vidste det: at dersom ikke hvedekornet (Jesus selv) falder til jorden og døde, så blev det blot det ene korn, men dersom det faldt i jorden og døde, så skulle det bære megen frugt. Johs.12,23-24 v.28.

17,5. Hebræer 2,10. 1.Pet.1,11. 3,18. 4,1.

Ja, den herlighed som Jesus opnåede ved sin fornedrelse og død, var større end den herlighed, som han havde hos Faderen fra før, for ved sin himmelfart første han også de gammel testamentlige troendes sjæler og ånder med sig fra dødsriget og lige ind i den tredje himmel. Han førte en del ad sin løn eller sine børn med sig. HAN LOD DEM BLIVE GJORT DELAGTIGE I SIN EGEN HERLIGHED: Salme 68,19. 73,24-25 Matt. 27,52-53. Ef.4,8-10. Hebræer 12,22-23.

Den som tror på Jesus som verdens Frelser og som jødernes konge, skal få del i Jesu herlighed. Vi skal arve alle ting sammen med Jesus. JESUS ER GUDS HOVEDARVING: Rom.4,13. Gal.3,16 v.29. 2.Tim.2,8.

På samme måde som Jesus genvandt sin herlighed ved at gå ind i lidelsen, på samme måde skal vi troende også vinde frem til Kristus. På samme måde som Kristus led, skal vi også lide. Han efterlod os et forbillede. På samme måde som verden forfulgte Jesus, skal den også forfølge de som tror. Det er de troendes lod i verden. Den som siger noget andet, den holder sig ikke til det som Bibelen siger om dette. (Jeg tænker her på meget af den såkaldte herligheds teologi som bliver forkyndt. Det er ikke sandt at en troende ikke kan have vanskeligheder i livet. Guds ord og erfaringen viser os et helt andet billede.

Den kristne menighed bliver udtaget i lidelser og savn: Ap.Gr. 9,16 Rom.8,17-18. 2.kor.1,5. Fil.1,29. 3,10. Kolos.1,24Hebræer 11,35-38. 1.Pet.4,13. 5,9-10.

Se min bog: Jødernes Konge, bind 1. s.214-216, hvor jeg også skriver om lidelserne til de første apostle/disciplene.

Dersom vi er villige til at lide sammen med Jesus, skal vi også få del i Jesu -Kristus herlighed, og jo mere vi forsager og lider, jo større bliver herligheden. Vi må huske på at vi alle skal frem for Jesu domstol for at få igen del som er sket med legemet, enten det er godt eller ondt. VI SKAL ALLE FÅ NÅDELØN. Hvor indsatsen er stor og uegennyttig, der bliver lønnen stor. Johannes opmuntrer os til at få fuld løn: 2. Johs. v.8.

Se min bog: Den kristne menigheds bort-atomar, s.119-127, hvor jeg har skrevet en del om nådelønnen.

Særlig skal de som har ført de mange til Gud og Kristus få del i en ekstre stor herlighed. I opstandelsen skal de skinne som stjerner. Daniel 12,3.

Gud er en retfærdig Gud og dommer. For at alle troende skal have mulighed for at få fuld løn, har han sat det i forbindelse med kærlighedens nådegave. Dersom vi har mange store nådegaver, men ikke har kærlighed i vor udøvelse af disse, har vi ikke løn af dette. Det som en gjorde modvillig i Guds riges arbejde, det har ikke løn. Uden at vi har kærlighedens nådegave, har vi ingen ting, da når vi ikke frem med vort budskab og arbejde.

Alle troende kan bede Faderen om at han giver os kærlighedens nådegave, således at vi kan få fuld nådeløn. Vi må udføre al vor tjeneste for Herren af frivillighed og ikke tvang: 1. Kor.9,17. 12,31-13,3

Vi som tror lever nu i lidelsen og i fornedrelsen, men ved Jesu genkomst skal verden først forstå at det er os som har valgt ret, og at det er dem som har valgt galt.

Når Jesus kommer tilbage til Israel på himmelen skyer sammen med de troende og englene, da skal både han og vi åbenbares i herlighed: Matt.16,27. 24,30. Kolos.3,4. 1. Tess.3,13. 2.Tess.1,6-7 v.10 Titus 2,12-13. 1.Pet.1,15. 4,13. 5,1 v.4. Judas 14. 1.Johs.8,2.

Jeg har i disse udsagn om Jesu genkomst og de troendes samling med ham, ikke sat skille mellem Jesu komme for den kristne menighed, som efter min vurdering skal ske før den sidste og 70. år-uge for Israel, og Jesu genkomst til Israel og til Oliebjerget, som vil ske i forbindelse med Harmageddon. Jesu genkomst vil ske i forskellige hold. Se min bog: Den kristne menigheds bortrykkelse, s.24-112 hvor jeg har redegjort for 3 forskellige syn på den kristne menighed bort-atomar.

Det gamle Testamente har mange beskrivelser om den herlighed som skal komme over jorden og Israel, når herlighedens konge kommer tilbage til Jerusalem. Ud fra det som skete med Jesus fra Nazaret, og ud fra det som N.T. Beretter om dette, så vil herlighedens konge indtage verden og Israel ved en invasion fra himmelen.

Den herlighed, han vil dele med både skabeværket og skabningen, har både sin basis i den herlighed som han havde hos Faderen før verden var til og den herlighed som han tilvandt os ved sin lidelse, død og opstandelse.

1000 års-riget er oprettelsens tid efter at verden har ligget i mørke og den ondes styre i 6000 år. Satan og de onde engle, skal være fængslet i afgrunden i 1000 år, og mennesker og dyr skal hvile sig og nyde Guds skaberværk fuldt ud i 1000 år. DETTE ER JORSENS SABBATSHVILE: Salme 24,7-10. 26,8. 72,19. 96,6. 102,16-17. Es.4,2. 11,9-10. 24,14 v.23. 26,15. 33,17. 35,2. 40,5. 44,23. 46,13. 49,3. 58,8. 59,19.

60,1-3 v.15 og 19. 62,2. Jer.33,16. Åbenbaringen 7,2-8 og 14,1. Esajas 66,18-19. Habakuk 2,14. 2,7 v.9. 3,3. Sakarias 2,9. 6,13.

Efter at vi nu i 3 kap. Har skrevet om Herrens herlighed, kan vi nu konkludere med at dette begreb betyder følgende forhold:

7. Schekina- herligheden. Det er Guds nedstigende herlighed. Den viser sig både i skyen, i stormen og i ilden. Det var denne herlighed som fulgte jøderne på deres vandring fra Ægypten og ind i det lovede land. Det var denne herlighed som fyldte det første tempel, men på grund af synd og overtrædelser blandt Israel-folket, måtte den forlade templet og landet. Denne herlighed skal komme tilbage til Israel i forbindelse med Jesu genkomst. Den skal slutte Jesu store indtog i Jerusalem.
8. Herrens herlighed er den lysglans som omgiver Herren og hans trone i himmelen. Både Moses, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel og Johannes fik se denne herlighed.
9. Herrens herlighed er også Jesus selv og alt det fine og positivt som han skal bringe med sig når han kommer for at oprette Riget for Israel. RIGET FOR ISRAEL ER SELVE FREDSRIGET. Der skal være fred mellem mennesker og dyr og mellem nationerne. Es. 2,3-4: www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

re. Egon L. Kristensen, Herning.

MESSIAS ER HERRENS HERLIGHED

Jødernes Konge bind 3 s. 64: Oskar Edin Indergaard, Tingvoll

På samme måde som Faderen er fra evighed af er Sønnen det også. Han er født af Faderen fra evighed af, og han har det samme væsen og den samme herlighed som Faderen. Han er før alle ting, og han har skabt alle ting, og han opretholder alle ting ved sin magt, sit ord og sin vilje.

Før Jesus blev menneske, var han hos Faderen og var indhyllet i den samme glans og den samme herlighed som Faderen. Han blev kaldt for ”Sønnen”, Den førstefødte”

”Menneskesønnen” Åsynets (Guds) fyrste” og ”Åsynets engel” Salme 1.6-7 v.12

89,27-28. 100,1. 118,16. Ords.30,4. Es.9,6. 6,14. Salme 80,16 v.18. Dan.7,13. 1. Mos.32,30. Es.63,8-9. Mal.3,1.

Med udgangspunkt i profet-skrifterne i G.T., brugte de gamle rabbinere følgende benævnelser på Messias, som sad på Guds trone i himmelen, ved hans højre hånd:

4. Åsynets fyrste (hebr. Sar hapinam). 2. Åsynets engel (hebr. Malak panim)

Tardiel. 4. Yeshua, åsynets fyrste. 5. Metraton. 6. Fyrsten som sidder i Guds inderste gemak. 7. Ordet (hebr. Ueshua, som betyder: Gud er frelse). 9 Pagtens engel (hebr. Malak habberit). 10. Pnuel eller Pniel, som betyder: Guds åsyn. 11. Guds Søn. 12 Den Højes Søn. 13. Den Helliges Søn.

Citat fra bogen ”Kristus i Det Gamle Testamente af Risto Santalas s. 55-58: Jøderne bruger også disse navne om Messias: ”åsynets fyrste” (Sar Happanim) og ”åsynets engel” (Malak Panim). Messias opgave er ligesom at genspejle Guds væsen.

I den jødiske bønnebog er der en mærkelig bøn som omtaler ”Jesus åsynets fyrste”. Jeg ved om to forskellige tildragelser hvor en ung mand i forbindelse med denne nytårsbøn har spurgt hvem denne ”Jesus, åsynets fyrste” egentlig er, og han blev udelukket af synagogen på grund af dette. Bønnen er forbundet med det tegn som ”shjofar”-, hornet giver da det nye år begynder, og det lyder således:

”Må det være din vilje at lyden af dette horn måtte nå frem til Guds tabernakel ved vor repræsentant Tardiel, som Elias – velsignet være hans minde har givet navn til, og ved Jesus, åsynets fyrste, og ved Metratron, og må nåden blive os til del. Vær velsignet, du nådens Herre”. Navnet Jesus forekommer her i sin rigtige hebraiske form ”Jesjua eller ”Frelseren”

Bønnebogen forudsætter at han (Jesus) fungerer som midler mellem mennesker og Gud.
Når vi i Herrens velsignelse beder om at Herren skal lade sit ansigt lyse, er det egentlig et spørgsmål og det ansigt som vi ser i Jesus. Han er ”åsynets fyrste” og ”åsynets engel”, han er Pnuel og også ”pagtens engel”. Han formidler kundskaben om Faderen til os.
Allerede Moses fik ”skue” Herrens skikkelse. Allerede han oplevede Gud som en nådig Gud. Men først i Jesus Kristus ser vi ind i Guds hjerte.



Oplevelsen af Guds åsyn, som Faderen elskede og tilgivende ansigt, virker helbredende ind på menneskelivet. ”Hver den som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.”

Citat fra ”Karmel -Israel Nyt” nr.13-14, 1982.

I en kort bøn som bruges på nytårsfesten (Rosh Hashana), medens man blæser i basuner (Shofar) nævnes navnet ”Jeshua” faktisk som fyrsten ved Herrens åsyn, medindehaver af guddommens trone og guddommelighed og den eneste talsmand som taler Israels sag i den himmelske ret.

Hvem er denne person ”Jeshua”? Ingen ved det med nøjagtighed. Men når vi husker på at de første kristne var jøder, som tog del i synagogens gudstjeneste er dette ikke nogen mysterium. Det må være en bøn som de messianske jøder har formet i denne fjerne tid og som siden er fulgt med til vore dage som en del af den jødiske bønnesamling.

Og de sandheder som er skjult i denne bøn er fuldstændig som det Ny Testamente i en nøddeskal.

Moderne udgaver af bønnebogen, som har følt at dette er et stærkt prokristen argument, har udelukket det fra sine sider, men det findes som en lysende sol i tidligere udgaver af ”Machzo løjamim noraim.

Ifølge nogle jødiske skrifter har Messias følgende opgaver og egenskaber:

4. Han skal genspejle Guds væsen. 2. Han er den tjenende Ånd som står nærmest Gud. Han er Guds fortrolige og Guds repræsentant. 3. Han er Israels repræsentant og talsmand hos Gud. 4. Han er midlerne eller mellemmanden mellem Gud og mennesker. 5. Han ofrer de retfærdiges sjæle til Gud, for at forsone Gud, medens Israel er i landflygtighed. 6. Han taler godt for jøderne, for at forsone deres synder. 7. Han er medindehaver af Guds trone. 8. Han sidder ved Guds højre hånd. 9. Han har del i guddommeligheden. 10. Han er den eneste som taler Israels sag for retten i himmelen. 11. Han er Guds Søn. 12. Han er Abrahams sønnesøn. 13. Han er en trofast hyrde. 14. Han er Israels lærer. 15. Han er engle lærer. 16. Han er den højestes Søn. 17. Han er den Helliges Søn. 18. Han er det mellemste væsen i guddommen. 19. Han er mellem mand mellem Gud og mennesker.

Nu vil jøderne ikke anerkende Jesus fra Nazaret som deres Messias eller som Guds Søn. Selv om de har læren om den treenige Gud indbygget i G.T. Og i deres hellige bøger, og selv om de mener klart at Gud har forskellige udtryksformer, så holder de fortsat på at Gud er een og at hans navn er eet. I udgangspunktet er dette også ret og noget som vi bestandig må hævde, men Guds enhed virker ikke således at den ikke kan åbenbare sig for os i sin Søn. ”HØR ISRAEL, HERREN VOR GUD, HERREN ER EN” 5.Mos.6,4. 32,39. Es.37,16. 45,5.

Til trods for at Gud kommer til os i 3 forskellige udtryksformer, er han alligevel én Gud og hans navn er eet. Dersom en ikke vil anerkende dette, at Gud kan have forskellige udtryksformer, så har man reduceret Gud til at passe ind i et teologisk skema som en selv kan kontrollere med sine tanker og med sin intellekt. Vi kan ikke indfange Gud og hans væsen i vore tanker og ideer. HAN ER EN FORUNDERLIG GUD, OG HAN ER UNDERETS GUD.

En af hovedgrundene til at jøderne ikke har villet anerkende Messias som lig med Faderen, er det forhold at de trænger ingen forsoner mellem sig og Faderen. Den ortodokse jødedom mener at en selv kan være herre over sine synder, og at frelsen står til den enkelte.

Til trods for dette fremkommer det alligevel klart i en del af de gamle jødiske skrifter at Gud er tre, men alligevel én. Gud har 3 forskellige udtryksformer, men det er den samme Gud som er indbefattet i disse.

I Zohars bog del 3, s. 303 står der følgende om Gud, Messias og han Ånd. ”Du er en trofast hyrde, og dog er det sagt: KYSS SØNNEN. I dybet er du stor, du Israels lærer, og engle lærer, tjenende engles, DEN HØJES SØN, Den helliges søn, lovet være hans navn og HANS HELLIGE ÅND”.

Der står videre i Zohar: ”Eliesers far sagde til ham: Kom, se mysteriet i ordet G_U_D: her er tre trin, hvert af dem har selvstændig eksistens. Ikke desto mindre er de et, og de er således forenet at de ikke kan skilles fra hverandre. Men hvordan kan tre væsen (navn) være én?, KAN BLOT ERKENDES VED ÅBENBARING FRA DEN HELLIGE ÅND, og egentlig med lukkede øjne.”

Lære om treenigheden ligger også indbygget i jødernes Schema. ”Shema Jisrael, Adonai Elohenu Adonai ehoad” ”Hør Israel, vor Gud, Herren er én.” 5.Mos.6,4.

Når vi analyserer jødernes Schema, finder vi følgende forhold:

10. Herrens navn er nævnt 3 gange. Adonia – Alohenu – Adonai.
11. Elohenu betyder vore guder. Det er oversat fra Elohim, som betyder guder. Dette ord forekommer ca. 2600 gange i G.T. Elohenu har fået tillagt ejendomspronomenet i først person flertal som endelse.
12. Det ord som er brugt for at udtrykke én Hebr. Ehoad bliver bestandig brugt om en kollektiv enhed, ikke om en absolut enhed.

Yderligere oplysninger i denne sag, da findes en fyldigere fremstilling t. eks. I ”Tracts for Jews” nr.1, skrevet af rev. J. Wilkerson.”

I stedet for at afkræfte læren om den treenige Gud, så bekræfter jødernes Schema læren om at Gud er én, men alligevel tre. Det er tre i den ene og én i de tre, og de tre personer i guddommen går ud på det samme: De opretholder skaberværket og lægger forholdene så godt til rette for både skaberværket og skabningen at den kan opnå liv og frelse i en falden og fordærvet verden. Det er ikke blot mennesket som opnår frelsen. Den skal komme både dyr, fugle, fisk og hele naturen til gode, om end på forskellig vis. Oprettelsen tager sit udgangspunkt i Jesu frelsergerning på Golgata, men først i 1000 års-riget vil vi se de altomfattende resultater af Jesu forsoningsværk.

På samme måde som Gud er treenig, har han også nedlagt vidnesbyrdet om sin egen treenighed i sin ypperste skabning, nemlig mennesket. Vi består også af tre dele, sjæl, ånd og legeme. Til trods for dette er vi en enhed: Hebræer 4,12.

Det forhold at mennesket er skabt i Guds billede, betyder flg. Forhold:

10. På samme måde som Gud er delt, er vi det også.
11. Gennem vor ånd kan vi få kontakt og samfund med Gud.
12. Den som tro på Gud og Sønnen skal blive gjort lige med Jesu herligheds-legeme.

Jesus pegede også på at der kun var én Gud. Til trods for dette hævder han ved en række anledninger at han var udgået fra Faderen, at han er Gud, at han er fra evighed af, at han er til evindelig, at han var både hos Faderen og hos mennesker på samme tid, at det som Faderen vil, det vil også Sønnen, at Gud blev menneske gennem Sønnen, og at Gud, Jesus og Den Hellige Ånd er en enhed.

Se min bog: Jødernes Konge bind 1. s.132-141.

Jøderne skal forstå dette en dag: At Jesus fra Nazaret er deres Messias, og at han er gjort lig med Faderen. På den dag skal de også sige, at han navn er ET, men da skal de forstå det på en anden måde: Sakarias 14,9.

Da Jesus kom til verden for 2000 år siden, måtte han afklæde sig sin ydre herlighed. Dette var helt naturlig. Han kunne ikke åbenbare sin fulde herlighed for os mennesker

for dersom dette havde sket, havde alle jøder, som han kom i berøring med, måtte dø. For ingen kan i virkeligheden se Gud som han i virkeligheden er og alligevel blive i live.

Desuden bor Gud i et stort lys som vi ikke kan komme til eller opleve således som vi er, som syndige mennesker: 1.Tim.6,16.

Jesus gav helt frivillig afkald på at være i Guds skikkelse og at være Gud lig i Guds fulde herlighed. Han gav afkald på at være indhyllet i Guds herlighed og sidde på Faderens trone i himmelen, og han kom til os som et menneske. I stedet for at Jesus var iklædt sit åndelige og herligheds-legeme, som ikke hører til vor dimension.

Der var alligevel en forskel. I Jesu legeme var der ikke synd. Han kom ikke i et syndigt køds legeme, men i et legeme som var ligt med vort syndige legeme. HAN KOM I SYNDIG KØDS LIGNELSE: Hebræer 10,9. Rom.8,3. 2.Kor.5,21. 1.Tim.3,16. 1.Pet.2,22.

Jesus agtede det ikke for et røvet skat at være Gud lig med hensyn til herlighed, men han udtømte sig frivillig for denne ydre herlighed og kom til os som et menneske. Dette gjorde han for at frelse verden. Han kom som Guds Søn. Han blev gjort til Menneskesøn, som tog på sig al verdens synd og døde for os medens vi endnu var syndere, for at vi ved hans offer skulle få syndernes forladelse til evigt liv:

Fil.2,5-8.

Det er ikke sandt det som liberal teologi hævder at Jesus ved at han blev et menneske, også gav afkald på Faderens kundskaber og indsigt. Det var ikke det han gav afkald på, men sin herlighed ved Faderens højre hånd. Til trods for at han kom i syndig køds lignelse, så vidste han alt og kunne udtale sig om alle ting, på samme måde som Faderen og Den Hellige Ånd kan det.

Liberal teologi hævder at Jesus måtte fraskrive sig noget af sin alvidenhed ved sin indtræden i verden. Denne vurdering bliver kaldt for ”kenose” teorien, som kommer af det græske ord ”kenose”, som betyder at tømme sig for, ”selvudtømmelse” eller ”give afkald på”. Dette er en stor vranglære, og den står ikke i sandheden. Den danske Bibel-forsker P. Madsen har bl.a. sagt fl. om dette: ”den anden person i treenigheden har ved inkarnationen afført sig de relative guddommelige egenskaber . . og han (Jesus) har sammentrængt de eminente egenskaber til en potenstilstand . . . sammentrængt fra Actons til potens, dvs. fra fuld udviklet skikkelse i spireform, til en intensiv tilstand hvori guddomsvæsenet er til stede som en spirekraftig sæd.

Mere end beklagelig er det også at f.eks. prof. O. Hallesby forfægter dette syn i sit Bibel-studier. Han skrev flg. Om dette i sin bog: Den kristne troslære, s. 199: gik Jesu fornedrelse under jordelivet så langt at han bestem ha udtalt sig om forhold i den gamle pagt på en måde som vi kan påvise er fejlagtige? Spørgsmålet gælder ikke Jesu alvidenhed. Den har han tydeligvis fraskrevet sig: Mark.13,32. Men spørgsmålet for troen er dette: Kan det tænkes at Jesus i sin forkyndelse har udtalt sig bestemt på de om råder, hvor han i fælge sin fornedrelse ikke vidste besked? Da imidlertid Skriften ikke udtaler noget bestemt om denne grænse for Krist fornedrelse, må troslæren lade spørgsmålet stå åbent.

Dette fejlagtige og meget liberale syn på Jesu alvidenhed kommer desværre også frem i vore to Bibel-oversættelser i Markus 13,31-32. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står det fl: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men hin dag eller time ved ingen, ikke engang engle i himmelen, ikke engang Sønnen, men alene Faderen.”

I Bibel-oversættelsen fra 1978 står det: ” Men den dag eller time kender ingen, ikke engang engle i himmelen og heller ikke Sønnen, men kun Faderen.” Markus 13,32.

Det som er galt oversat her er ordene ”men alene” eller ”men bare”. På græsk hedder disse to ord ”ei” og ”me”, og de betyder ikke det som vore Bibler siger, men de betyder ”hvis” og ”ikke”. Når dette tages i betragtning, så bliver oversættelsen af dette vers følgende: ”Men hin dag og time ved ikke engang engle i himmelen, og heller ikke Sønnen, hvis ikke Faderen.”

At engle ikke ved tidspunktet for Jesu genkomst, det forstår vi godt, for de hører med til skabningen og har begrænset viden og kundskab. De er afhængige af de informationer som de får af den treenige Gud.

Jesus derimod som er den treenige Gud, vidste og ved alt, og i Markus 13,32 står der også at dersom ikke Faderen vidste det, så vidste heller ikke Sønnen det, men i og med at Faderen vidste det, så vidste Sønnen det også.

Vi håber den nye Bibel-oversættelse som Arthur Berg, Toralf Gilbrant og Carl Frederik Wisløff vil sørge for at dette blive ændret.

Vi kan også nævne at Johs. 9,33 har disse to ord ”ei” og ”me”, og her er de ret oversat i vore Bibler. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”var denne mand ikke fra Gud da kunne han intet gøre.

I grundteksten står der: ei me en hutospara theu uk edynato poiein uden”. Dette betyder; ”dersom denne mand ikke var fra Gud kunne han ikke gøre noget.”

Sidney Collet skriver fl. om dette: ”Det burde være kendt i vide kredse at det græske ord som oversættes med ”uden”, består af to ord, nemlig ei, = hvis, og me, = ikke, og betyder altså egentlig - ”hvis ikke”.

Afdøde Ærkebiskop Trent – en af de største autoriteter når det gælder forelæsning ved et College i London, og det kan blive set af enhver som vil slå op i et godt græsk leksikon, verset vil da lyde: ”-heller ikke sønnen hvis ikke faderen. ” Med andre ord: ”Hvis jeg (sønnen) ikke foruden at være menneske også var Gud (faderen), så ville jeg heller ikke vide det.” Vi har nøjagtig samme tanke i Johs.9,33, hvor disse græske ord er rigtigt oversat med ”hvis ikke”, nemlig: ”(ei) hvis denne mand (me) ikke var Gud, kunne han intet gøre.”

Dette er efter min mening den rigtige læsemåde af dette omstridte bibelsted, hvor vi synes at have en tydelig henvisning til Messias` navn i Es.9,6. - ”Evig fader”. Derfor er Krist ord bogstavelig sande når han siger: ”Den som har set mig, har set faderen”, og: ”Jeg og faderen er et`.”

Både Jesus og de som skrev N.T, hævdede gang på gang at Jesus og Faderen vor lige med hensyn til kundskaber og indsigt under Jesu liv på jorden: 2.Kor.4,6. Johs.1,14. Kolos.1,19. 2,3 v. 9. Hebræer. 1,3.

Jesus pegede også på at Gud var større end han i hans fornedrelse. . Dette går ikke på kundskaber og indsigt, men det går på ydre glans og herlighed. Jesus måtte aflægge sig dette, for han kunne ikke træde ind i verden med sin himmelske herlighed. Det er noget som siger sig selv. Verden kan ikke tage imod Guds fulde herlighed, således som den er i vor tidsperiode. Derfor måtte Jesus give afkald på dette: Johs.10,29. 14,28. 1.Kor.3,23. 11,3.

Til trods for at Jesus måtte fraskrive sig sin ydre glans og herlighed, så apostlene og disciplene Guds herlighed i Kristus Jesus i alt det som han sagde og gjorde. De forstod at han repræsenterede Gud, og at han kom fra Gud, for hans gerninger og hans udtalelser beviste at han var en lærer so var kommet fra Gud. Store dele af det jødiske folk erkendte dette, og det var også dette en af jødernes rådsherrer, Nikodemus måtte erkende ved sit første møde med Mesteren: Johs.3,1-2. 2,11. 11,40. 2. Kor,3,18. Ef.1,18. 2.Tess.2,14. Hebræer 2,7. 1.Pet.4,14. 5,10. Judas. 24-25.

Det er sandsynlig at Jesus under hele sit jordeliv måtte holde igen, således at hans herlighed ikke skulle blive åbenbaret for hans apostle og disciple. I og med at Jesus er Gud, så havde han fuld kontrol til at gøre dette.

Det hændte imidlertid en gang at han blev forklaret for Peter, Jakob og Johannes, medens de var sammen med Jesus på forklarelsens bjerg, som sandsynligvis er Hermon fjeldet. Grunde til at dette skete , var at han ville vise dem sin herlighed som han ville komme til at omgive sig med i sit rige, som er det samme som 1000 års-riget: Matt.17,1-9. 2. Pet.1,16-18.

På samme måde som Peter, Jakob og Johannes fik set den herliggjorte Frelser i al sin glans og herlighed på Forklarelsens bjerg, fik også Johannes ham at se på Patmos, i forbindelse med modtagelsen af Åbenbaringsbogen. På samme måde som de 3 andre apostle faldt også Johannes ned på sit ansigt da han så Frelseren i sin fulde herlighed, med sine lysende klæder og sin lysglans: Åbenbaringen 1,10-18.

På vejen til Damaskus åbenbarede også den opstandne og herliggjorte Frelser sig for Paulus. Han hørte hans stemme og ordene som han sagde og så hans herlighed og Herrens skikkelse. De andre, som var sammen med Paulus, hørte røsten som talte med Paulus, men ordene som han talte fik de ikke fat i. Det var kun Paulus som så: Ap. Gr.9,5-7. 22,9 v.14.

Før sin lidelse og død på korset, bad Jesus Faderen om at måtte få igen sin herlighed som han havde hos Faderen fra begyndelsen af. Han blev lovet dette af Faderen. Tilbage-afgivelsen af Jesu herlighed var ikke afhængig af at han led døden for os og sonede al verdens synd. Jesus havde allerede før sin kød på-tagels del i Guds herlighed i himmelen. Korsfæstelsen og døden var en frivillig sag, og Gud kunne ikke tvinge Sønnen til det,, men Sønnen var lydig og gjorde det i sin store kærlighed til hele skaberværket.

Ved dette fik han også dele sin herlighed med os. Han vidste det: at dersom ikke hvedekornet (Jesus selv) falder til jorden og døde, så blev det blot det ene korn, men dersom det faldt i jorden og døde, så skulle det bære megen frugt. Johs.12,23-24 v.28.

17,5. Hebræer 2,10. 1.Pet.1,11. 3,18. 4,1.

Ja, den herlighed som Jesus opnåede ved sin fornedrelse og død, var større end den herlighed, som han havde hos Faderen fra før, for ved sin himmelfart første han også de gammel testamentlige troendes sjæler og ånder med sig fra dødsriget og lige ind i den tredje himmel. Han førte en del ad sin løn eller sine børn med sig. HAN LOD DEM BLIVE GJORT DELAGTIGE I SIN EGEN HERLIGHED: Salme 68,19. 73,24-25 Matt. 27,52-53. Ef.4,8-10. Hebræer 12,22-23.

Den som tror på Jesus som verdens Frelser og som jødernes konge, skal få del i Jesu herlighed. Vi skal arve alle ting sammen med Jesus. JESUS ER GUDS HOVEDARVING: Rom.4,13. Gal.3,16 v.29. 2.Tim.2,8.

På samme måde som Jesus genvandt sin herlighed ved at gå ind i lidelsen, på samme måde skal vi troende også vinde frem til Kristus. På samme måde som Kristus led, skal vi også lide. Han efterlod os et forbillede. På samme måde som verden forfulgte Jesus, skal den også forfølge de som tror. Det er de troendes lod i verden. Den som siger noget andet, den holder sig ikke til det som Bibelen siger om dette. (Jeg tænker her på meget af den såkaldte herligheds teologi som bliver forkyndt. Det er ikke sandt at en troende ikke kan have vanskeligheder i livet. Guds ord og erfaringen viser os et helt andet billede.

Den kristne menighed bliver udtaget i lidelser og savn: Ap.Gr. 9,16 Rom.8,17-18. 2.kor.1,5. Fil.1,29. 3,10. Kolos.1,24Hebræer 11,35-38. 1.Pet.4,13. 5,9-10.

Se min bog: Jødernes Konge, bind 1. s.214-216, hvor jeg også skriver om lidelserne til de første apostle/disciplene.

Dersom vi er villige til at lide sammen med Jesus, skal vi også få del i Jesu -Kristus herlighed, og jo mere vi forsager og lider, jo større bliver herligheden. Vi må huske på at vi alle skal frem for Jesu domstol for at få igen del som er sket med legemet, enten det er godt eller ondt. VI SKAL ALLE FÅ NÅDELØN. Hvor indsatsen er stor og uegennyttig, der bliver lønnen stor. Johannes opmuntrer os til at få fuld løn: 2. Johs. v.8.

Se min bog: Den kristne menigheds bort-atomar, s.119-127, hvor jeg har skrevet en del om nådelønnen.

Særlig skal de som har ført de mange til Gud og Kristus få del i en ekstre stor herlighed. I opstandelsen skal de skinne som stjerner. Daniel 12,3.

Gud er en retfærdig Gud og dommer. For at alle troende skal have mulighed for at få fuld løn, har han sat det i forbindelse med kærlighedens nådegave. Dersom vi har mange store nådegaver, men ikke har kærlighed i vor udøvelse af disse, har vi ikke løn af dette. Det som en gjorde modvillig i Guds riges arbejde, det har ikke løn. Uden at vi har kærlighedens nådegave, har vi ingen ting, da når vi ikke frem med vort budskab og arbejde.

Alle troende kan bede Faderen om at han giver os kærlighedens nådegave, således at vi kan få fuld nådeløn. Vi må udføre al vor tjeneste for Herren af frivillighed og ikke tvang: 1. Kor.9,17. 12,31-13,3

Vi som tror lever nu i lidelsen og i fornedrelsen, men ved Jesu genkomst skal verden først forstå at det er os som har valgt ret, og at det er dem som har valgt galt.

Når Jesus kommer tilbage til Israel på himmelen skyer sammen med de troende og englene, da skal både han og vi åbenbares i herlighed: Matt.16,27. 24,30. Kolos.3,4. 1. Tess.3,13. 2.Tess.1,6-7 v.10 Titus 2,12-13. 1.Pet.1,15. 4,13. 5,1 v.4. Judas 14. 1.Johs.8,2.

Jeg har i disse udsagn om Jesu genkomst og de troendes samling med ham, ikke sat skille mellem Jesu komme for den kristne menighed, som efter min vurdering skal ske før den sidste og 70. år-uge for Israel, og Jesu genkomst til Israel og til Oliebjerget, som vil ske i forbindelse med Harmageddon. Jesu genkomst vil ske i forskellige hold. Se min bog: Den kristne menigheds bortrykkelse, s.24-112 hvor jeg har redegjort for 3 forskellige syn på den kristne menighed bort-atomar.

Det gamle Testamente har mange beskrivelser om den herlighed som skal komme over jorden og Israel, når herlighedens konge kommer tilbage til Jerusalem. Ud fra det som skete med Jesus fra Nazaret, og ud fra det som N.T. Beretter om dette, så vil herlighedens konge indtage verden og Israel ved en invasion fra himmelen.

Den herlighed, han vil dele med både skabeværket og skabningen, har både sin basis i den herlighed som han havde hos Faderen før verden var til og den herlighed som han tilvandt os ved sin lidelse, død og opstandelse.

1000 års-riget er oprettelsens tid efter at verden har ligget i mørke og den ondes styre i 6000 år. Satan og de onde engle, skal være fængslet i afgrunden i 1000 år, og mennesker og dyr skal hvile sig og nyde Guds skaberværk fuldt ud i 1000 år. DETTE ER JORSENS SABBATSHVILE: Salme 24,7-10. 26,8. 72,19. 96,6. 102,16-17. Es.4,2. 11,9-10. 24,14 v.23. 26,15. 33,17. 35,2. 40,5. 44,23. 46,13. 49,3. 58,8. 59,19.

60,1-3 v.15 og 19. 62,2. Jer.33,16. Åbenbaringen 7,2-8 og 14,1. Esajas 66,18-19. Habakuk 2,14. 2,7 v.9. 3,3. Sakarias 2,9. 6,13.

Efter at vi nu i 3 kap. Har skrevet om Herrens herlighed, kan vi nu konkludere med at dette begreb betyder følgende forhold:

10. Schekina- herligheden. Det er Guds nedstigende herlighed. Den viser sig både i skyen, i stormen og i ilden. Det var denne herlighed som fulgte jøderne på deres vandring fra Ægypten og ind i det lovede land. Det var denne herlighed som fyldte det første tempel, men på grund af synd og overtrædelser blandt Israel-folket, måtte den forlade templet og landet. Denne herlighed skal komme tilbage til Israel i forbindelse med Jesu genkomst. Den skal slutte Jesu store indtog i Jerusalem.
11. Herrens herlighed er den lysglans som omgiver Herren og hans trone i himmelen. Både Moses, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel og Johannes fik se denne herlighed.
12. Herrens herlighed er også Jesus selv og alt det fine og positivt som han skal bringe med sig når han kommer for at oprette Riget for Israel. RIGET FOR ISRAEL ER SELVE FREDSRIGET. Der skal være fred mellem mennesker og dyr og mellem nationerne. Es. 2,3-4: www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

re. Egon L. Kristensen, Herning.

MESSIAS ER HERRENS HERLIGHED

Jødernes Konge bind 3 s. 64: Oskar Edin Indergaard, Tingvoll

På samme måde som Faderen er fra evighed af er Sønnen det også. Han er født af Faderen fra evighed af, og han har det samme væsen og den samme herlighed som Faderen. Han er før alle ting, og han har skabt alle ting, og han opretholder alle ting ved sin magt, sit ord og sin vilje.

Før Jesus blev menneske, var han hos Faderen og var indhyllet i den samme glans og den samme herlighed som Faderen. Han blev kaldt for ”Sønnen”, Den førstefødte”

”Menneskesønnen” Åsynets (Guds) fyrste” og ”Åsynets engel” Salme 1.6-7 v.12

89,27-28. 100,1. 118,16. Ords.30,4. Es.9,6. 6,14. Salme 80,16 v.18. Dan.7,13. 1. Mos.32,30. Es.63,8-9. Mal.3,1.

Med udgangspunkt i profet-skrifterne i G.T., brugte de gamle rabbinere følgende benævnelser på Messias, som sad på Guds trone i himmelen, ved hans højre hånd:

5. Åsynets fyrste (hebr. Sar hapinam). 2. Åsynets engel (hebr. Malak panim)

Tardiel. 4. Yeshua, åsynets fyrste. 5. Metraton. 6. Fyrsten som sidder i Guds inderste gemak. 7. Ordet (hebr. Ueshua, som betyder: Gud er frelse). 9 Pagtens engel (hebr. Malak habberit). 10. Pnuel eller Pniel, som betyder: Guds åsyn. 11. Guds Søn. 12 Den Højes Søn. 13. Den Helliges Søn.

Citat fra bogen ”Kristus i Det Gamle Testamente af Risto Santalas s. 55-58: Jøderne bruger også disse navne om Messias: ”åsynets fyrste” (Sar Happanim) og ”åsynets engel” (Malak Panim). Messias opgave er ligesom at genspejle Guds væsen.

I den jødiske bønnebog er der en mærkelig bøn som omtaler ”Jesus åsynets fyrste”. Jeg ved om to forskellige tildragelser hvor en ung mand i forbindelse med denne nytårsbøn har spurgt hvem denne ”Jesus, åsynets fyrste” egentlig er, og han blev udelukket af synagogen på grund af dette. Bønnen er forbundet med det tegn som ”shjofar”-, hornet giver da det nye år begynder, og det lyder således:

”Må det være din vilje at lyden af dette horn måtte nå frem til Guds tabernakel ved vor repræsentant Tardiel, som Elias – velsignet være hans minde har givet navn til, og ved Jesus, åsynets fyrste, og ved Metratron, og må nåden blive os til del. Vær velsignet, du nådens Herre”. Navnet Jesus forekommer her i sin rigtige hebraiske form ”Jesjua eller ”Frelseren”

Bønnebogen forudsætter at han (Jesus) fungerer som midler mellem mennesker og Gud.
Når vi i Herrens velsignelse beder om at Herren skal lade sit ansigt lyse, er det egentlig et spørgsmål og det ansigt som vi ser i Jesus. Han er ”åsynets fyrste” og ”åsynets engel”, han er Pnuel og også ”pagtens engel”. Han formidler kundskaben om Faderen til os.
Allerede Moses fik ”skue” Herrens skikkelse. Allerede han oplevede Gud som en nådig Gud. Men først i Jesus Kristus ser vi ind i Guds hjerte.



Oplevelsen af Guds åsyn, som Faderen elskede og tilgivende ansigt, virker helbredende ind på menneskelivet. ”Hver den som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.”

Citat fra ”Karmel -Israel Nyt” nr.13-14, 1982.

I en kort bøn som bruges på nytårsfesten (Rosh Hashana), medens man blæser i basuner (Shofar) nævnes navnet ”Jeshua” faktisk som fyrsten ved Herrens åsyn, medindehaver af guddommens trone og guddommelighed og den eneste talsmand som taler Israels sag i den himmelske ret.

Hvem er denne person ”Jeshua”? Ingen ved det med nøjagtighed. Men når vi husker på at de første kristne var jøder, som tog del i synagogens gudstjeneste er dette ikke nogen mysterium. Det må være en bøn som de messianske jøder har formet i denne fjerne tid og som siden er fulgt med til vore dage som en del af den jødiske bønnesamling.

Og de sandheder som er skjult i denne bøn er fuldstændig som det Ny Testamente i en nøddeskal.

Moderne udgaver af bønnebogen, som har følt at dette er et stærkt prokristen argument, har udelukket det fra sine sider, men det findes som en lysende sol i tidligere udgaver af ”Machzo løjamim noraim.

Ifølge nogle jødiske skrifter har Messias følgende opgaver og egenskaber:

5. Han skal genspejle Guds væsen. 2. Han er den tjenende Ånd som står nærmest Gud. Han er Guds fortrolige og Guds repræsentant. 3. Han er Israels repræsentant og talsmand hos Gud. 4. Han er midlerne eller mellemmanden mellem Gud og mennesker. 5. Han ofrer de retfærdiges sjæle til Gud, for at forsone Gud, medens Israel er i landflygtighed. 6. Han taler godt for jøderne, for at forsone deres synder. 7. Han er medindehaver af Guds trone. 8. Han sidder ved Guds højre hånd. 9. Han har del i guddommeligheden. 10. Han er den eneste som taler Israels sag for retten i himmelen. 11. Han er Guds Søn. 12. Han er Abrahams sønnesøn. 13. Han er en trofast hyrde. 14. Han er Israels lærer. 15. Han er engle lærer. 16. Han er den højestes Søn. 17. Han er den Helliges Søn. 18. Han er det mellemste væsen i guddommen. 19. Han er mellem mand mellem Gud og mennesker.

Nu vil jøderne ikke anerkende Jesus fra Nazaret som deres Messias eller som Guds Søn. Selv om de har læren om den treenige Gud indbygget i G.T. Og i deres hellige bøger, og selv om de mener klart at Gud har forskellige udtryksformer, så holder de fortsat på at Gud er een og at hans navn er eet. I udgangspunktet er dette også ret og noget som vi bestandig må hævde, men Guds enhed virker ikke således at den ikke kan åbenbare sig for os i sin Søn. ”HØR ISRAEL, HERREN VOR GUD, HERREN ER EN” 5.Mos.6,4. 32,39. Es.37,16. 45,5.

Til trods for at Gud kommer til os i 3 forskellige udtryksformer, er han alligevel én Gud og hans navn er eet. Dersom en ikke vil anerkende dette, at Gud kan have forskellige udtryksformer, så har man reduceret Gud til at passe ind i et teologisk skema som en selv kan kontrollere med sine tanker og med sin intellekt. Vi kan ikke indfange Gud og hans væsen i vore tanker og ideer. HAN ER EN FORUNDERLIG GUD, OG HAN ER UNDERETS GUD.

En af hovedgrundene til at jøderne ikke har villet anerkende Messias som lig med Faderen, er det forhold at de trænger ingen forsoner mellem sig og Faderen. Den ortodokse jødedom mener at en selv kan være herre over sine synder, og at frelsen står til den enkelte.

Til trods for dette fremkommer det alligevel klart i en del af de gamle jødiske skrifter at Gud er tre, men alligevel én. Gud har 3 forskellige udtryksformer, men det er den samme Gud som er indbefattet i disse.

I Zohars bog del 3, s. 303 står der følgende om Gud, Messias og han Ånd. ”Du er en trofast hyrde, og dog er det sagt: KYSS SØNNEN. I dybet er du stor, du Israels lærer, og engle lærer, tjenende engles, DEN HØJES SØN, Den helliges søn, lovet være hans navn og HANS HELLIGE ÅND”.

Der står videre i Zohar: ”Eliesers far sagde til ham: Kom, se mysteriet i ordet G_U_D: her er tre trin, hvert af dem har selvstændig eksistens. Ikke desto mindre er de et, og de er således forenet at de ikke kan skilles fra hverandre. Men hvordan kan tre væsen (navn) være én?, KAN BLOT ERKENDES VED ÅBENBARING FRA DEN HELLIGE ÅND, og egentlig med lukkede øjne.”

Lære om treenigheden ligger også indbygget i jødernes Schema. ”Shema Jisrael, Adonai Elohenu Adonai ehoad” ”Hør Israel, vor Gud, Herren er én.” 5.Mos.6,4.

Når vi analyserer jødernes Schema, finder vi følgende forhold:

13. Herrens navn er nævnt 3 gange. Adonia – Alohenu – Adonai.
14. Elohenu betyder vore guder. Det er oversat fra Elohim, som betyder guder. Dette ord forekommer ca. 2600 gange i G.T. Elohenu har fået tillagt ejendomspronomenet i først person flertal som endelse.
15. Det ord som er brugt for at udtrykke én Hebr. Ehoad bliver bestandig brugt om en kollektiv enhed, ikke om en absolut enhed.

Yderligere oplysninger i denne sag, da findes en fyldigere fremstilling t. eks. I ”Tracts for Jews” nr.1, skrevet af rev. J. Wilkerson.”

I stedet for at afkræfte læren om den treenige Gud, så bekræfter jødernes Schema læren om at Gud er én, men alligevel tre. Det er tre i den ene og én i de tre, og de tre personer i guddommen går ud på det samme: De opretholder skaberværket og lægger forholdene så godt til rette for både skaberværket og skabningen at den kan opnå liv og frelse i en falden og fordærvet verden. Det er ikke blot mennesket som opnår frelsen. Den skal komme både dyr, fugle, fisk og hele naturen til gode, om end på forskellig vis. Oprettelsen tager sit udgangspunkt i Jesu frelsergerning på Golgata, men først i 1000 års-riget vil vi se de altomfattende resultater af Jesu forsoningsværk.

På samme måde som Gud er treenig, har han også nedlagt vidnesbyrdet om sin egen treenighed i sin ypperste skabning, nemlig mennesket. Vi består også af tre dele, sjæl, ånd og legeme. Til trods for dette er vi en enhed: Hebræer 4,12.

Det forhold at mennesket er skabt i Guds billede, betyder flg. Forhold:

13. På samme måde som Gud er delt, er vi det også.
14. Gennem vor ånd kan vi få kontakt og samfund med Gud.
15. Den som tro på Gud og Sønnen skal blive gjort lige med Jesu herligheds-legeme.

Jesus pegede også på at der kun var én Gud. Til trods for dette hævder han ved en række anledninger at han var udgået fra Faderen, at han er Gud, at han er fra evighed af, at han er til evindelig, at han var både hos Faderen og hos mennesker på samme tid, at det som Faderen vil, det vil også Sønnen, at Gud blev menneske gennem Sønnen, og at Gud, Jesus og Den Hellige Ånd er en enhed.

Se min bog: Jødernes Konge bind 1. s.132-141.

Jøderne skal forstå dette en dag: At Jesus fra Nazaret er deres Messias, og at han er gjort lig med Faderen. På den dag skal de også sige, at han navn er ET, men da skal de forstå det på en anden måde: Sakarias 14,9.

Da Jesus kom til verden for 2000 år siden, måtte han afklæde sig sin ydre herlighed. Dette var helt naturlig. Han kunne ikke åbenbare sin fulde herlighed for os mennesker

for dersom dette havde sket, havde alle jøder, som han kom i berøring med, måtte dø. For ingen kan i virkeligheden se Gud som han i virkeligheden er og alligevel blive i live.

Desuden bor Gud i et stort lys som vi ikke kan komme til eller opleve således som vi er, som syndige mennesker: 1.Tim.6,16.

Jesus gav helt frivillig afkald på at være i Guds skikkelse og at være Gud lig i Guds fulde herlighed. Han gav afkald på at være indhyllet i Guds herlighed og sidde på Faderens trone i himmelen, og han kom til os som et menneske. I stedet for at Jesus var iklædt sit åndelige og herligheds-legeme, som ikke hører til vor dimension.

Der var alligevel en forskel. I Jesu legeme var der ikke synd. Han kom ikke i et syndigt køds legeme, men i et legeme som var ligt med vort syndige legeme. HAN KOM I SYNDIG KØDS LIGNELSE: Hebræer 10,9. Rom.8,3. 2.Kor.5,21. 1.Tim.3,16. 1.Pet.2,22.

Jesus agtede det ikke for et røvet skat at være Gud lig med hensyn til herlighed, men han udtømte sig frivillig for denne ydre herlighed og kom til os som et menneske. Dette gjorde han for at frelse verden. Han kom som Guds Søn. Han blev gjort til Menneskesøn, som tog på sig al verdens synd og døde for os medens vi endnu var syndere, for at vi ved hans offer skulle få syndernes forladelse til evigt liv:

Fil.2,5-8.

Det er ikke sandt det som liberal teologi hævder at Jesus ved at han blev et menneske, også gav afkald på Faderens kundskaber og indsigt. Det var ikke det han gav afkald på, men sin herlighed ved Faderens højre hånd. Til trods for at han kom i syndig køds lignelse, så vidste han alt og kunne udtale sig om alle ting, på samme måde som Faderen og Den Hellige Ånd kan det.

Liberal teologi hævder at Jesus måtte fraskrive sig noget af sin alvidenhed ved sin indtræden i verden. Denne vurdering bliver kaldt for ”kenose” teorien, som kommer af det græske ord ”kenose”, som betyder at tømme sig for, ”selvudtømmelse” eller ”give afkald på”. Dette er en stor vranglære, og den står ikke i sandheden. Den danske Bibel-forsker P. Madsen har bl.a. sagt fl. om dette: ”den anden person i treenigheden har ved inkarnationen afført sig de relative guddommelige egenskaber . . og han (Jesus) har sammentrængt de eminente egenskaber til en potenstilstand . . . sammentrængt fra Actons til potens, dvs. fra fuld udviklet skikkelse i spireform, til en intensiv tilstand hvori guddomsvæsenet er til stede som en spirekraftig sæd.

Mere end beklagelig er det også at f.eks. prof. O. Hallesby forfægter dette syn i sit Bibel-studier. Han skrev flg. Om dette i sin bog: Den kristne troslære, s. 199: gik Jesu fornedrelse under jordelivet så langt at han bestem ha udtalt sig om forhold i den gamle pagt på en måde som vi kan påvise er fejlagtige? Spørgsmålet gælder ikke Jesu alvidenhed. Den har han tydeligvis fraskrevet sig: Mark.13,32. Men spørgsmålet for troen er dette: Kan det tænkes at Jesus i sin forkyndelse har udtalt sig bestemt på de om råder, hvor han i fælge sin fornedrelse ikke vidste besked? Da imidlertid Skriften ikke udtaler noget bestemt om denne grænse for Krist fornedrelse, må troslæren lade spørgsmålet stå åbent.

Dette fejlagtige og meget liberale syn på Jesu alvidenhed kommer desværre også frem i vore to Bibel-oversættelser i Markus 13,31-32. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står det fl: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men hin dag eller time ved ingen, ikke engang engle i himmelen, ikke engang Sønnen, men alene Faderen.”

I Bibel-oversættelsen fra 1978 står det: ” Men den dag eller time kender ingen, ikke engang engle i himmelen og heller ikke Sønnen, men kun Faderen.” Markus 13,32.

Det som er galt oversat her er ordene ”men alene” eller ”men bare”. På græsk hedder disse to ord ”ei” og ”me”, og de betyder ikke det som vore Bibler siger, men de betyder ”hvis” og ”ikke”. Når dette tages i betragtning, så bliver oversættelsen af dette vers følgende: ”Men hin dag og time ved ikke engang engle i himmelen, og heller ikke Sønnen, hvis ikke Faderen.”

At engle ikke ved tidspunktet for Jesu genkomst, det forstår vi godt, for de hører med til skabningen og har begrænset viden og kundskab. De er afhængige af de informationer som de får af den treenige Gud.

Jesus derimod som er den treenige Gud, vidste og ved alt, og i Markus 13,32 står der også at dersom ikke Faderen vidste det, så vidste heller ikke Sønnen det, men i og med at Faderen vidste det, så vidste Sønnen det også.

Vi håber den nye Bibel-oversættelse som Arthur Berg, Toralf Gilbrant og Carl Frederik Wisløff vil sørge for at dette blive ændret.

Vi kan også nævne at Johs. 9,33 har disse to ord ”ei” og ”me”, og her er de ret oversat i vore Bibler. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”var denne mand ikke fra Gud da kunne han intet gøre.

I grundteksten står der: ei me en hutospara theu uk edynato poiein uden”. Dette betyder; ”dersom denne mand ikke var fra Gud kunne han ikke gøre noget.”

Sidney Collet skriver fl. om dette: ”Det burde være kendt i vide kredse at det græske ord som oversættes med ”uden”, består af to ord, nemlig ei, = hvis, og me, = ikke, og betyder altså egentlig - ”hvis ikke”.

Afdøde Ærkebiskop Trent – en af de største autoriteter når det gælder forelæsning ved et College i London, og det kan blive set af enhver som vil slå op i et godt græsk leksikon, verset vil da lyde: ”-heller ikke sønnen hvis ikke faderen. ” Med andre ord: ”Hvis jeg (sønnen) ikke foruden at være menneske også var Gud (faderen), så ville jeg heller ikke vide det.” Vi har nøjagtig samme tanke i Johs.9,33, hvor disse græske ord er rigtigt oversat med ”hvis ikke”, nemlig: ”(ei) hvis denne mand (me) ikke var Gud, kunne han intet gøre.”

Dette er efter min mening den rigtige læsemåde af dette omstridte bibelsted, hvor vi synes at have en tydelig henvisning til Messias` navn i Es.9,6. - ”Evig fader”. Derfor er Krist ord bogstavelig sande når han siger: ”Den som har set mig, har set faderen”, og: ”Jeg og faderen er et`.”

Både Jesus og de som skrev N.T, hævdede gang på gang at Jesus og Faderen vor lige med hensyn til kundskaber og indsigt under Jesu liv på jorden: 2.Kor.4,6. Johs.1,14. Kolos.1,19. 2,3 v. 9. Hebræer. 1,3.

Jesus pegede også på at Gud var større end han i hans fornedrelse. . Dette går ikke på kundskaber og indsigt, men det går på ydre glans og herlighed. Jesus måtte aflægge sig dette, for han kunne ikke træde ind i verden med sin himmelske herlighed. Det er noget som siger sig selv. Verden kan ikke tage imod Guds fulde herlighed, således som den er i vor tidsperiode. Derfor måtte Jesus give afkald på dette: Johs.10,29. 14,28. 1.Kor.3,23. 11,3.

Til trods for at Jesus måtte fraskrive sig sin ydre glans og herlighed, så apostlene og disciplene Guds herlighed i Kristus Jesus i alt det som han sagde og gjorde. De forstod at han repræsenterede Gud, og at han kom fra Gud, for hans gerninger og hans udtalelser beviste at han var en lærer so var kommet fra Gud. Store dele af det jødiske folk erkendte dette, og det var også dette en af jødernes rådsherrer, Nikodemus måtte erkende ved sit første møde med Mesteren: Johs.3,1-2. 2,11. 11,40. 2. Kor,3,18. Ef.1,18. 2.Tess.2,14. Hebræer 2,7. 1.Pet.4,14. 5,10. Judas. 24-25.

Det er sandsynlig at Jesus under hele sit jordeliv måtte holde igen, således at hans herlighed ikke skulle blive åbenbaret for hans apostle og disciple. I og med at Jesus er Gud, så havde han fuld kontrol til at gøre dette.

Det hændte imidlertid en gang at han blev forklaret for Peter, Jakob og Johannes, medens de var sammen med Jesus på forklarelsens bjerg, som sandsynligvis er Hermon fjeldet. Grunde til at dette skete , var at han ville vise dem sin herlighed som han ville komme til at omgive sig med i sit rige, som er det samme som 1000 års-riget: Matt.17,1-9. 2. Pet.1,16-18.

På samme måde som Peter, Jakob og Johannes fik set den herliggjorte Frelser i al sin glans og herlighed på Forklarelsens bjerg, fik også Johannes ham at se på Patmos, i forbindelse med modtagelsen af Åbenbaringsbogen. På samme måde som de 3 andre apostle faldt også Johannes ned på sit ansigt da han så Frelseren i sin fulde herlighed, med sine lysende klæder og sin lysglans: Åbenbaringen 1,10-18.

På vejen til Damaskus åbenbarede også den opstandne og herliggjorte Frelser sig for Paulus. Han hørte hans stemme og ordene som han sagde og så hans herlighed og Herrens skikkelse. De andre, som var sammen med Paulus, hørte røsten som talte med Paulus, men ordene som han talte fik de ikke fat i. Det var kun Paulus som så: Ap. Gr.9,5-7. 22,9 v.14.

Før sin lidelse og død på korset, bad Jesus Faderen om at måtte få igen sin herlighed som han havde hos Faderen fra begyndelsen af. Han blev lovet dette af Faderen. Tilbage-afgivelsen af Jesu herlighed var ikke afhængig af at han led døden for os og sonede al verdens synd. Jesus havde allerede før sin kød på-tagels del i Guds herlighed i himmelen. Korsfæstelsen og døden var en frivillig sag, og Gud kunne ikke tvinge Sønnen til det,, men Sønnen var lydig og gjorde det i sin store kærlighed til hele skaberværket.

Ved dette fik han også dele sin herlighed med os. Han vidste det: at dersom ikke hvedekornet (Jesus selv) falder til jorden og døde, så blev det blot det ene korn, men dersom det faldt i jorden og døde, så skulle det bære megen frugt. Johs.12,23-24 v.28.

17,5. Hebræer 2,10. 1.Pet.1,11. 3,18. 4,1.

Ja, den herlighed som Jesus opnåede ved sin fornedrelse og død, var større end den herlighed, som han havde hos Faderen fra før, for ved sin himmelfart første han også de gammel testamentlige troendes sjæler og ånder med sig fra dødsriget og lige ind i den tredje himmel. Han førte en del ad sin løn eller sine børn med sig. HAN LOD DEM BLIVE GJORT DELAGTIGE I SIN EGEN HERLIGHED: Salme 68,19. 73,24-25 Matt. 27,52-53. Ef.4,8-10. Hebræer 12,22-23.

Den som tror på Jesus som verdens Frelser og som jødernes konge, skal få del i Jesu herlighed. Vi skal arve alle ting sammen med Jesus. JESUS ER GUDS HOVEDARVING: Rom.4,13. Gal.3,16 v.29. 2.Tim.2,8.

På samme måde som Jesus genvandt sin herlighed ved at gå ind i lidelsen, på samme måde skal vi troende også vinde frem til Kristus. På samme måde som Kristus led, skal vi også lide. Han efterlod os et forbillede. På samme måde som verden forfulgte Jesus, skal den også forfølge de som tror. Det er de troendes lod i verden. Den som siger noget andet, den holder sig ikke til det som Bibelen siger om dette. (Jeg tænker her på meget af den såkaldte herligheds teologi som bliver forkyndt. Det er ikke sandt at en troende ikke kan have vanskeligheder i livet. Guds ord og erfaringen viser os et helt andet billede.

Den kristne menighed bliver udtaget i lidelser og savn: Ap.Gr. 9,16 Rom.8,17-18. 2.kor.1,5. Fil.1,29. 3,10. Kolos.1,24Hebræer 11,35-38. 1.Pet.4,13. 5,9-10.

Se min bog: Jødernes Konge, bind 1. s.214-216, hvor jeg også skriver om lidelserne til de første apostle/disciplene.

Dersom vi er villige til at lide sammen med Jesus, skal vi også få del i Jesu -Kristus herlighed, og jo mere vi forsager og lider, jo større bliver herligheden. Vi må huske på at vi alle skal frem for Jesu domstol for at få igen del som er sket med legemet, enten det er godt eller ondt. VI SKAL ALLE FÅ NÅDELØN. Hvor indsatsen er stor og uegennyttig, der bliver lønnen stor. Johannes opmuntrer os til at få fuld løn: 2. Johs. v.8.

Se min bog: Den kristne menigheds bort-atomar, s.119-127, hvor jeg har skrevet en del om nådelønnen.

Særlig skal de som har ført de mange til Gud og Kristus få del i en ekstre stor herlighed. I opstandelsen skal de skinne som stjerner. Daniel 12,3.

Gud er en retfærdig Gud og dommer. For at alle troende skal have mulighed for at få fuld løn, har han sat det i forbindelse med kærlighedens nådegave. Dersom vi har mange store nådegaver, men ikke har kærlighed i vor udøvelse af disse, har vi ikke løn af dette. Det som en gjorde modvillig i Guds riges arbejde, det har ikke løn. Uden at vi har kærlighedens nådegave, har vi ingen ting, da når vi ikke frem med vort budskab og arbejde.

Alle troende kan bede Faderen om at han giver os kærlighedens nådegave, således at vi kan få fuld nådeløn. Vi må udføre al vor tjeneste for Herren af frivillighed og ikke tvang: 1. Kor.9,17. 12,31-13,3

Vi som tror lever nu i lidelsen og i fornedrelsen, men ved Jesu genkomst skal verden først forstå at det er os som har valgt ret, og at det er dem som har valgt galt.

Når Jesus kommer tilbage til Israel på himmelen skyer sammen med de troende og englene, da skal både han og vi åbenbares i herlighed: Matt.16,27. 24,30. Kolos.3,4. 1. Tess.3,13. 2.Tess.1,6-7 v.10 Titus 2,12-13. 1.Pet.1,15. 4,13. 5,1 v.4. Judas 14. 1.Johs.8,2.

Jeg har i disse udsagn om Jesu genkomst og de troendes samling med ham, ikke sat skille mellem Jesu komme for den kristne menighed, som efter min vurdering skal ske før den sidste og 70. år-uge for Israel, og Jesu genkomst til Israel og til Oliebjerget, som vil ske i forbindelse med Harmageddon. Jesu genkomst vil ske i forskellige hold. Se min bog: Den kristne menigheds bortrykkelse, s.24-112 hvor jeg har redegjort for 3 forskellige syn på den kristne menighed bort-atomar.

Det gamle Testamente har mange beskrivelser om den herlighed som skal komme over jorden og Israel, når herlighedens konge kommer tilbage til Jerusalem. Ud fra det som skete med Jesus fra Nazaret, og ud fra det som N.T. Beretter om dette, så vil herlighedens konge indtage verden og Israel ved en invasion fra himmelen.

Den herlighed, han vil dele med både skabeværket og skabningen, har både sin basis i den herlighed som han havde hos Faderen før verden var til og den herlighed som han tilvandt os ved sin lidelse, død og opstandelse.

1000 års-riget er oprettelsens tid efter at verden har ligget i mørke og den ondes styre i 6000 år. Satan og de onde engle, skal være fængslet i afgrunden i 1000 år, og mennesker og dyr skal hvile sig og nyde Guds skaberværk fuldt ud i 1000 år. DETTE ER JORSENS SABBATSHVILE: Salme 24,7-10. 26,8. 72,19. 96,6. 102,16-17. Es.4,2. 11,9-10. 24,14 v.23. 26,15. 33,17. 35,2. 40,5. 44,23. 46,13. 49,3. 58,8. 59,19.

60,1-3 v.15 og 19. 62,2. Jer.33,16. Åbenbaringen 7,2-8 og 14,1. Esajas 66,18-19. Habakuk 2,14. 2,7 v.9. 3,3. Sakarias 2,9. 6,13.

Efter at vi nu i 3 kap. Har skrevet om Herrens herlighed, kan vi nu konkludere med at dette begreb betyder følgende forhold:

13. Schekina- herligheden. Det er Guds nedstigende herlighed. Den viser sig både i skyen, i stormen og i ilden. Det var denne herlighed som fulgte jøderne på deres vandring fra Ægypten og ind i det lovede land. Det var denne herlighed som fyldte det første tempel, men på grund af synd og overtrædelser blandt Israel-folket, måtte den forlade templet og landet. Denne herlighed skal komme tilbage til Israel i forbindelse med Jesu genkomst. Den skal slutte Jesu store indtog i Jerusalem.
14. Herrens herlighed er den lysglans som omgiver Herren og hans trone i himmelen. Både Moses, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel og Johannes fik se denne herlighed.
15. Herrens herlighed er også Jesus selv og alt det fine og positivt som han skal bringe med sig når han kommer for at oprette Riget for Israel. RIGET FOR ISRAEL ER SELVE FREDSRIGET. Der skal være fred mellem mennesker og dyr og mellem nationerne. Es. 2,3-4: www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

re. Egon L. Kristensen, Herning.

MESSIAS ER HERRENS HERLIGHED

Jødernes Konge bind 3 s. 64: Oskar Edin Indergaard, Tingvoll

På samme måde som Faderen er fra evighed af er Sønnen det også. Han er født af Faderen fra evighed af, og han har det samme væsen og den samme herlighed som Faderen. Han er før alle ting, og han har skabt alle ting, og han opretholder alle ting ved sin magt, sit ord og sin vilje.

Før Jesus blev menneske, var han hos Faderen og var indhyllet i den samme glans og den samme herlighed som Faderen. Han blev kaldt for ”Sønnen”, Den førstefødte”

”Menneskesønnen” Åsynets (Guds) fyrste” og ”Åsynets engel” Salme 1.6-7 v.12

89,27-28. 100,1. 118,16. Ords.30,4. Es.9,6. 6,14. Salme 80,16 v.18. Dan.7,13. 1. Mos.32,30. Es.63,8-9. Mal.3,1.

Med udgangspunkt i profet-skrifterne i G.T., brugte de gamle rabbinere følgende benævnelser på Messias, som sad på Guds trone i himmelen, ved hans højre hånd:

6. Åsynets fyrste (hebr. Sar hapinam). 2. Åsynets engel (hebr. Malak panim)

Tardiel. 4. Yeshua, åsynets fyrste. 5. Metraton. 6. Fyrsten som sidder i Guds inderste gemak. 7. Ordet (hebr. Ueshua, som betyder: Gud er frelse). 9 Pagtens engel (hebr. Malak habberit). 10. Pnuel eller Pniel, som betyder: Guds åsyn. 11. Guds Søn. 12 Den Højes Søn. 13. Den Helliges Søn.

Citat fra bogen ”Kristus i Det Gamle Testamente af Risto Santalas s. 55-58: Jøderne bruger også disse navne om Messias: ”åsynets fyrste” (Sar Happanim) og ”åsynets engel” (Malak Panim). Messias opgave er ligesom at genspejle Guds væsen.

I den jødiske bønnebog er der en mærkelig bøn som omtaler ”Jesus åsynets fyrste”. Jeg ved om to forskellige tildragelser hvor en ung mand i forbindelse med denne nytårsbøn har spurgt hvem denne ”Jesus, åsynets fyrste” egentlig er, og han blev udelukket af synagogen på grund af dette. Bønnen er forbundet med det tegn som ”shjofar”-, hornet giver da det nye år begynder, og det lyder således:

”Må det være din vilje at lyden af dette horn måtte nå frem til Guds tabernakel ved vor repræsentant Tardiel, som Elias – velsignet være hans minde har givet navn til, og ved Jesus, åsynets fyrste, og ved Metratron, og må nåden blive os til del. Vær velsignet, du nådens Herre”. Navnet Jesus forekommer her i sin rigtige hebraiske form ”Jesjua eller ”Frelseren”

Bønnebogen forudsætter at han (Jesus) fungerer som midler mellem mennesker og Gud.
Når vi i Herrens velsignelse beder om at Herren skal lade sit ansigt lyse, er det egentlig et spørgsmål og det ansigt som vi ser i Jesus. Han er ”åsynets fyrste” og ”åsynets engel”, han er Pnuel og også ”pagtens engel”. Han formidler kundskaben om Faderen til os.
Allerede Moses fik ”skue” Herrens skikkelse. Allerede han oplevede Gud som en nådig Gud. Men først i Jesus Kristus ser vi ind i Guds hjerte.



Oplevelsen af Guds åsyn, som Faderen elskede og tilgivende ansigt, virker helbredende ind på menneskelivet. ”Hver den som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.”

Citat fra ”Karmel -Israel Nyt” nr.13-14, 1982.

I en kort bøn som bruges på nytårsfesten (Rosh Hashana), medens man blæser i basuner (Shofar) nævnes navnet ”Jeshua” faktisk som fyrsten ved Herrens åsyn, medindehaver af guddommens trone og guddommelighed og den eneste talsmand som taler Israels sag i den himmelske ret.

Hvem er denne person ”Jeshua”? Ingen ved det med nøjagtighed. Men når vi husker på at de første kristne var jøder, som tog del i synagogens gudstjeneste er dette ikke nogen mysterium. Det må være en bøn som de messianske jøder har formet i denne fjerne tid og som siden er fulgt med til vore dage som en del af den jødiske bønnesamling.

Og de sandheder som er skjult i denne bøn er fuldstændig som det Ny Testamente i en nøddeskal.

Moderne udgaver af bønnebogen, som har følt at dette er et stærkt prokristen argument, har udelukket det fra sine sider, men det findes som en lysende sol i tidligere udgaver af ”Machzo løjamim noraim.

Ifølge nogle jødiske skrifter har Messias følgende opgaver og egenskaber:

6. Han skal genspejle Guds væsen. 2. Han er den tjenende Ånd som står nærmest Gud. Han er Guds fortrolige og Guds repræsentant. 3. Han er Israels repræsentant og talsmand hos Gud. 4. Han er midlerne eller mellemmanden mellem Gud og mennesker. 5. Han ofrer de retfærdiges sjæle til Gud, for at forsone Gud, medens Israel er i landflygtighed. 6. Han taler godt for jøderne, for at forsone deres synder. 7. Han er medindehaver af Guds trone. 8. Han sidder ved Guds højre hånd. 9. Han har del i guddommeligheden. 10. Han er den eneste som taler Israels sag for retten i himmelen. 11. Han er Guds Søn. 12. Han er Abrahams sønnesøn. 13. Han er en trofast hyrde. 14. Han er Israels lærer. 15. Han er engle lærer. 16. Han er den højestes Søn. 17. Han er den Helliges Søn. 18. Han er det mellemste væsen i guddommen. 19. Han er mellem mand mellem Gud og mennesker.

Nu vil jøderne ikke anerkende Jesus fra Nazaret som deres Messias eller som Guds Søn. Selv om de har læren om den treenige Gud indbygget i G.T. Og i deres hellige bøger, og selv om de mener klart at Gud har forskellige udtryksformer, så holder de fortsat på at Gud er een og at hans navn er eet. I udgangspunktet er dette også ret og noget som vi bestandig må hævde, men Guds enhed virker ikke således at den ikke kan åbenbare sig for os i sin Søn. ”HØR ISRAEL, HERREN VOR GUD, HERREN ER EN” 5.Mos.6,4. 32,39. Es.37,16. 45,5.

Til trods for at Gud kommer til os i 3 forskellige udtryksformer, er han alligevel én Gud og hans navn er eet. Dersom en ikke vil anerkende dette, at Gud kan have forskellige udtryksformer, så har man reduceret Gud til at passe ind i et teologisk skema som en selv kan kontrollere med sine tanker og med sin intellekt. Vi kan ikke indfange Gud og hans væsen i vore tanker og ideer. HAN ER EN FORUNDERLIG GUD, OG HAN ER UNDERETS GUD.

En af hovedgrundene til at jøderne ikke har villet anerkende Messias som lig med Faderen, er det forhold at de trænger ingen forsoner mellem sig og Faderen. Den ortodokse jødedom mener at en selv kan være herre over sine synder, og at frelsen står til den enkelte.

Til trods for dette fremkommer det alligevel klart i en del af de gamle jødiske skrifter at Gud er tre, men alligevel én. Gud har 3 forskellige udtryksformer, men det er den samme Gud som er indbefattet i disse.

I Zohars bog del 3, s. 303 står der følgende om Gud, Messias og han Ånd. ”Du er en trofast hyrde, og dog er det sagt: KYSS SØNNEN. I dybet er du stor, du Israels lærer, og engle lærer, tjenende engles, DEN HØJES SØN, Den helliges søn, lovet være hans navn og HANS HELLIGE ÅND”.

Der står videre i Zohar: ”Eliesers far sagde til ham: Kom, se mysteriet i ordet G_U_D: her er tre trin, hvert af dem har selvstændig eksistens. Ikke desto mindre er de et, og de er således forenet at de ikke kan skilles fra hverandre. Men hvordan kan tre væsen (navn) være én?, KAN BLOT ERKENDES VED ÅBENBARING FRA DEN HELLIGE ÅND, og egentlig med lukkede øjne.”

Lære om treenigheden ligger også indbygget i jødernes Schema. ”Shema Jisrael, Adonai Elohenu Adonai ehoad” ”Hør Israel, vor Gud, Herren er én.” 5.Mos.6,4.

Når vi analyserer jødernes Schema, finder vi følgende forhold:

16. Herrens navn er nævnt 3 gange. Adonia – Alohenu – Adonai.
17. Elohenu betyder vore guder. Det er oversat fra Elohim, som betyder guder. Dette ord forekommer ca. 2600 gange i G.T. Elohenu har fået tillagt ejendomspronomenet i først person flertal som endelse.
18. Det ord som er brugt for at udtrykke én Hebr. Ehoad bliver bestandig brugt om en kollektiv enhed, ikke om en absolut enhed.

Yderligere oplysninger i denne sag, da findes en fyldigere fremstilling t. eks. I ”Tracts for Jews” nr.1, skrevet af rev. J. Wilkerson.”

I stedet for at afkræfte læren om den treenige Gud, så bekræfter jødernes Schema læren om at Gud er én, men alligevel tre. Det er tre i den ene og én i de tre, og de tre personer i guddommen går ud på det samme: De opretholder skaberværket og lægger forholdene så godt til rette for både skaberværket og skabningen at den kan opnå liv og frelse i en falden og fordærvet verden. Det er ikke blot mennesket som opnår frelsen. Den skal komme både dyr, fugle, fisk og hele naturen til gode, om end på forskellig vis. Oprettelsen tager sit udgangspunkt i Jesu frelsergerning på Golgata, men først i 1000 års-riget vil vi se de altomfattende resultater af Jesu forsoningsværk.

På samme måde som Gud er treenig, har han også nedlagt vidnesbyrdet om sin egen treenighed i sin ypperste skabning, nemlig mennesket. Vi består også af tre dele, sjæl, ånd og legeme. Til trods for dette er vi en enhed: Hebræer 4,12.

Det forhold at mennesket er skabt i Guds billede, betyder flg. Forhold:

16. På samme måde som Gud er delt, er vi det også.
17. Gennem vor ånd kan vi få kontakt og samfund med Gud.
18. Den som tro på Gud og Sønnen skal blive gjort lige med Jesu herligheds-legeme.

Jesus pegede også på at der kun var én Gud. Til trods for dette hævder han ved en række anledninger at han var udgået fra Faderen, at han er Gud, at han er fra evighed af, at han er til evindelig, at han var både hos Faderen og hos mennesker på samme tid, at det som Faderen vil, det vil også Sønnen, at Gud blev menneske gennem Sønnen, og at Gud, Jesus og Den Hellige Ånd er en enhed.

Se min bog: Jødernes Konge bind 1. s.132-141.

Jøderne skal forstå dette en dag: At Jesus fra Nazaret er deres Messias, og at han er gjort lig med Faderen. På den dag skal de også sige, at han navn er ET, men da skal de forstå det på en anden måde: Sakarias 14,9.

Da Jesus kom til verden for 2000 år siden, måtte han afklæde sig sin ydre herlighed. Dette var helt naturlig. Han kunne ikke åbenbare sin fulde herlighed for os mennesker

for dersom dette havde sket, havde alle jøder, som han kom i berøring med, måtte dø. For ingen kan i virkeligheden se Gud som han i virkeligheden er og alligevel blive i live.

Desuden bor Gud i et stort lys som vi ikke kan komme til eller opleve således som vi er, som syndige mennesker: 1.Tim.6,16.

Jesus gav helt frivillig afkald på at være i Guds skikkelse og at være Gud lig i Guds fulde herlighed. Han gav afkald på at være indhyllet i Guds herlighed og sidde på Faderens trone i himmelen, og han kom til os som et menneske. I stedet for at Jesus var iklædt sit åndelige og herligheds-legeme, som ikke hører til vor dimension.

Der var alligevel en forskel. I Jesu legeme var der ikke synd. Han kom ikke i et syndigt køds legeme, men i et legeme som var ligt med vort syndige legeme. HAN KOM I SYNDIG KØDS LIGNELSE: Hebræer 10,9. Rom.8,3. 2.Kor.5,21. 1.Tim.3,16. 1.Pet.2,22.

Jesus agtede det ikke for et røvet skat at være Gud lig med hensyn til herlighed, men han udtømte sig frivillig for denne ydre herlighed og kom til os som et menneske. Dette gjorde han for at frelse verden. Han kom som Guds Søn. Han blev gjort til Menneskesøn, som tog på sig al verdens synd og døde for os medens vi endnu var syndere, for at vi ved hans offer skulle få syndernes forladelse til evigt liv:

Fil.2,5-8.

Det er ikke sandt det som liberal teologi hævder at Jesus ved at han blev et menneske, også gav afkald på Faderens kundskaber og indsigt. Det var ikke det han gav afkald på, men sin herlighed ved Faderens højre hånd. Til trods for at han kom i syndig køds lignelse, så vidste han alt og kunne udtale sig om alle ting, på samme måde som Faderen og Den Hellige Ånd kan det.

Liberal teologi hævder at Jesus måtte fraskrive sig noget af sin alvidenhed ved sin indtræden i verden. Denne vurdering bliver kaldt for ”kenose” teorien, som kommer af det græske ord ”kenose”, som betyder at tømme sig for, ”selvudtømmelse” eller ”give afkald på”. Dette er en stor vranglære, og den står ikke i sandheden. Den danske Bibel-forsker P. Madsen har bl.a. sagt fl. om dette: ”den anden person i treenigheden har ved inkarnationen afført sig de relative guddommelige egenskaber . . og han (Jesus) har sammentrængt de eminente egenskaber til en potenstilstand . . . sammentrængt fra Actons til potens, dvs. fra fuld udviklet skikkelse i spireform, til en intensiv tilstand hvori guddomsvæsenet er til stede som en spirekraftig sæd.

Mere end beklagelig er det også at f.eks. prof. O. Hallesby forfægter dette syn i sit Bibel-studier. Han skrev flg. Om dette i sin bog: Den kristne troslære, s. 199: gik Jesu fornedrelse under jordelivet så langt at han bestem ha udtalt sig om forhold i den gamle pagt på en måde som vi kan påvise er fejlagtige? Spørgsmålet gælder ikke Jesu alvidenhed. Den har han tydeligvis fraskrevet sig: Mark.13,32. Men spørgsmålet for troen er dette: Kan det tænkes at Jesus i sin forkyndelse har udtalt sig bestemt på de om råder, hvor han i fælge sin fornedrelse ikke vidste besked? Da imidlertid Skriften ikke udtaler noget bestemt om denne grænse for Krist fornedrelse, må troslæren lade spørgsmålet stå åbent.

Dette fejlagtige og meget liberale syn på Jesu alvidenhed kommer desværre også frem i vore to Bibel-oversættelser i Markus 13,31-32. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står det fl: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men hin dag eller time ved ingen, ikke engang engle i himmelen, ikke engang Sønnen, men alene Faderen.”

I Bibel-oversættelsen fra 1978 står det: ” Men den dag eller time kender ingen, ikke engang engle i himmelen og heller ikke Sønnen, men kun Faderen.” Markus 13,32.

Det som er galt oversat her er ordene ”men alene” eller ”men bare”. På græsk hedder disse to ord ”ei” og ”me”, og de betyder ikke det som vore Bibler siger, men de betyder ”hvis” og ”ikke”. Når dette tages i betragtning, så bliver oversættelsen af dette vers følgende: ”Men hin dag og time ved ikke engang engle i himmelen, og heller ikke Sønnen, hvis ikke Faderen.”

At engle ikke ved tidspunktet for Jesu genkomst, det forstår vi godt, for de hører med til skabningen og har begrænset viden og kundskab. De er afhængige af de informationer som de får af den treenige Gud.

Jesus derimod som er den treenige Gud, vidste og ved alt, og i Markus 13,32 står der også at dersom ikke Faderen vidste det, så vidste heller ikke Sønnen det, men i og med at Faderen vidste det, så vidste Sønnen det også.

Vi håber den nye Bibel-oversættelse som Arthur Berg, Toralf Gilbrant og Carl Frederik Wisløff vil sørge for at dette blive ændret.

Vi kan også nævne at Johs. 9,33 har disse to ord ”ei” og ”me”, og her er de ret oversat i vore Bibler. I Bibel-oversættelsen fra 1930 står der: ”var denne mand ikke fra Gud da kunne han intet gøre.

I grundteksten står der: ei me en hutospara theu uk edynato poiein uden”. Dette betyder; ”dersom denne mand ikke var fra Gud kunne han ikke gøre noget.”

Sidney Collet skriver fl. om dette: ”Det burde være kendt i vide kredse at det græske ord som oversættes med ”uden”, består af to ord, nemlig ei, = hvis, og me, = ikke, og betyder altså egentlig - ”hvis ikke”.

Afdøde Ærkebiskop Trent – en af de største autoriteter når det gælder forelæsning ved et College i London, og det kan blive set af enhver som vil slå op i et godt græsk leksikon, verset vil da lyde: ”-heller ikke sønnen hvis ikke faderen. ” Med andre ord: ”Hvis jeg (sønnen) ikke foruden at være menneske også var Gud (faderen), så ville jeg heller ikke vide det.” Vi har nøjagtig samme tanke i Johs.9,33, hvor disse græske ord er rigtigt oversat med ”hvis ikke”, nemlig: ”(ei) hvis denne mand (me) ikke var Gud, kunne han intet gøre.”

Dette er efter min mening den rigtige læsemåde af dette omstridte bibelsted, hvor vi synes at have en tydelig henvisning til Messias` navn i Es.9,6. - ”Evig fader”. Derfor er Krist ord bogstavelig sande når han siger: ”Den som har set mig, har set faderen”, og: ”Jeg og faderen er et`.”

Både Jesus og de som skrev N.T, hævdede gang på gang at Jesus og Faderen vor lige med hensyn til kundskaber og indsigt under Jesu liv på jorden: 2.Kor.4,6. Johs.1,14. Kolos.1,19. 2,3 v. 9. Hebræer. 1,3.

Jesus pegede også på at Gud var større end han i hans fornedrelse. . Dette går ikke på kundskaber og indsigt, men det går på ydre glans og herlighed. Jesus måtte aflægge sig dette, for han kunne ikke træde ind i verden med sin himmelske herlighed. Det er noget som siger sig selv. Verden kan ikke tage imod Guds fulde herlighed, således som den er i vor tidsperiode. Derfor måtte Jesus give afkald på dette: Johs.10,29. 14,28. 1.Kor.3,23. 11,3.

Til trods for at Jesus måtte fraskrive sig sin ydre glans og herlighed, så apostlene og disciplene Guds herlighed i Kristus Jesus i alt det som han sagde og gjorde. De forstod at han repræsenterede Gud, og at han kom fra Gud, for hans gerninger og hans udtalelser beviste at han var en lærer so var kommet fra Gud. Store dele af det jødiske folk erkendte dette, og det var også dette en af jødernes rådsherrer, Nikodemus måtte erkende ved sit første møde med Mesteren: Johs.3,1-2. 2,11. 11,40. 2. Kor,3,18. Ef.1,18. 2.Tess.2,14. Hebræer 2,7. 1.Pet.4,14. 5,10. Judas. 24-25.

Det er sandsynlig at Jesus under hele sit jordeliv måtte holde igen, således at hans herlighed ikke skulle blive åbenbaret for hans apostle og disciple. I og med at Jesus er Gud, så havde han fuld kontrol til at gøre dette.

Det hændte imidlertid en gang at han blev forklaret for Peter, Jakob og Johannes, medens de var sammen med Jesus på forklarelsens bjerg, som sandsynligvis er Hermon fjeldet. Grunde til at dette skete , var at han ville vise dem sin herlighed som han ville komme til at omgive sig med i sit rige, som er det samme som 1000 års-riget: Matt.17,1-9. 2. Pet.1,16-18.

På samme måde som Peter, Jakob og Johannes fik set den herliggjorte Frelser i al sin glans og herlighed på Forklarelsens bjerg, fik også Johannes ham at se på Patmos, i forbindelse med modtagelsen af Åbenbaringsbogen. På samme måde som de 3 andre apostle faldt også Johannes ned på sit ansigt da han så Frelseren i sin fulde herlighed, med sine lysende klæder og sin lysglans: Åbenbaringen 1,10-18.

På vejen til Damaskus åbenbarede også den opstandne og herliggjorte Frelser sig for Paulus. Han hørte hans stemme og ordene som han sagde og så hans herlighed og Herrens skikkelse. De andre, som var sammen med Paulus, hørte røsten som talte med Paulus, men ordene som han talte fik de ikke fat i. Det var kun Paulus som så: Ap. Gr.9,5-7. 22,9 v.14.

Før sin lidelse og død på korset, bad Jesus Faderen om at måtte få igen sin herlighed som han havde hos Faderen fra begyndelsen af. Han blev lovet dette af Faderen. Tilbage-afgivelsen af Jesu herlighed var ikke afhængig af at han led døden for os og sonede al verdens synd. Jesus havde allerede før sin kød på-tagels del i Guds herlighed i himmelen. Korsfæstelsen og døden var en frivillig sag, og Gud kunne ikke tvinge Sønnen til det,, men Sønnen var lydig og gjorde det i sin store kærlighed til hele skaberværket.

Ved dette fik han også dele sin herlighed med os. Han vidste det: at dersom ikke hvedekornet (Jesus selv) falder til jorden og døde, så blev det blot det ene korn, men dersom det faldt i jorden og døde, så skulle det bære megen frugt. Johs.12,23-24 v.28.

17,5. Hebræer 2,10. 1.Pet.1,11. 3,18. 4,1.

Ja, den herlighed som Jesus opnåede ved sin fornedrelse og død, var større end den herlighed, som han havde hos Faderen fra før, for ved sin himmelfart første han også de gammel testamentlige troendes sjæler og ånder med sig fra dødsriget og lige ind i den tredje himmel. Han førte en del ad sin løn eller sine børn med sig. HAN LOD DEM BLIVE GJORT DELAGTIGE I SIN EGEN HERLIGHED: Salme 68,19. 73,24-25 Matt. 27,52-53. Ef.4,8-10. Hebræer 12,22-23.

Den som tror på Jesus som verdens Frelser og som jødernes konge, skal få del i Jesu herlighed. Vi skal arve alle ting sammen med Jesus. JESUS ER GUDS HOVEDARVING: Rom.4,13. Gal.3,16 v.29. 2.Tim.2,8.

På samme måde som Jesus genvandt sin herlighed ved at gå ind i lidelsen, på samme måde skal vi troende også vinde frem til Kristus. På samme måde som Kristus led, skal vi også lide. Han efterlod os et forbillede. På samme måde som verden forfulgte Jesus, skal den også forfølge de som tror. Det er de troendes lod i verden. Den som siger noget andet, den holder sig ikke til det som Bibelen siger om dette. (Jeg tænker her på meget af den såkaldte herligheds teologi som bliver forkyndt. Det er ikke sandt at en troende ikke kan have vanskeligheder i livet. Guds ord og erfaringen viser os et helt andet billede.

Den kristne menighed bliver udtaget i lidelser og savn: Ap.Gr. 9,16 Rom.8,17-18. 2.kor.1,5. Fil.1,29. 3,10. Kolos.1,24Hebræer 11,35-38. 1.Pet.4,13. 5,9-10.

Se min bog: Jødernes Konge, bind 1. s.214-216, hvor jeg også skriver om lidelserne til de første apostle/disciplene.

Dersom vi er villige til at lide sammen med Jesus, skal vi også få del i Jesu -Kristus herlighed, og jo mere vi forsager og lider, jo større bliver herligheden. Vi må huske på at vi alle skal frem for Jesu domstol for at få igen del som er sket med legemet, enten det er godt eller ondt. VI SKAL ALLE FÅ NÅDELØN. Hvor indsatsen er stor og uegennyttig, der bliver lønnen stor. Johannes opmuntrer os til at få fuld løn: 2. Johs. v.8.

Se min bog: Den kristne menigheds bort-atomar, s.119-127, hvor jeg har skrevet en del om nådelønnen.

Særlig skal de som har ført de mange til Gud og Kristus få del i en ekstre stor herlighed. I opstandelsen skal de skinne som stjerner. Daniel 12,3.

Gud er en retfærdig Gud og dommer. For at alle troende skal have mulighed for at få fuld løn, har han sat det i forbindelse med kærlighedens nådegave. Dersom vi har mange store nådegaver, men ikke har kærlighed i vor udøvelse af disse, har vi ikke løn af dette. Det som en gjorde modvillig i Guds riges arbejde, det har ikke løn. Uden at vi har kærlighedens nådegave, har vi ingen ting, da når vi ikke frem med vort budskab og arbejde.

Alle troende kan bede Faderen om at han giver os kærlighedens nådegave, således at vi kan få fuld nådeløn. Vi må udføre al vor tjeneste for Herren af frivillighed og ikke tvang: 1. Kor.9,17. 12,31-13,3

Vi som tror lever nu i lidelsen og i fornedrelsen, men ved Jesu genkomst skal verden først forstå at det er os som har valgt ret, og at det er dem som har valgt galt.

Når Jesus kommer tilbage til Israel på himmelen skyer sammen med de troende og englene, da skal både han og vi åbenbares i herlighed: Matt.16,27. 24,30. Kolos.3,4. 1. Tess.3,13. 2.Tess.1,6-7 v.10 Titus 2,12-13. 1.Pet.1,15. 4,13. 5,1 v.4. Judas 14. 1.Johs.8,2.

Jeg har i disse udsagn om Jesu genkomst og de troendes samling med ham, ikke sat skille mellem Jesu komme for den kristne menighed, som efter min vurdering skal ske før den sidste og 70. år-uge for Israel, og Jesu genkomst til Israel og til Oliebjerget, som vil ske i forbindelse med Harmageddon. Jesu genkomst vil ske i forskellige hold. Se min bog: Den kristne menigheds bortrykkelse, s.24-112 hvor jeg har redegjort for 3 forskellige syn på den kristne menighed bort-atomar.

Det gamle Testamente har mange beskrivelser om den herlighed som skal komme over jorden og Israel, når herlighedens konge kommer tilbage til Jerusalem. Ud fra det som skete med Jesus fra Nazaret, og ud fra det som N.T. Beretter om dette, så vil herlighedens konge indtage verden og Israel ved en invasion fra himmelen.

Den herlighed, han vil dele med både skabeværket og skabningen, har både sin basis i den herlighed som han havde hos Faderen før verden var til og den herlighed som han tilvandt os ved sin lidelse, død og opstandelse.

1000 års-riget er oprettelsens tid efter at verden har ligget i mørke og den ondes styre i 6000 år. Satan og de onde engle, skal være fængslet i afgrunden i 1000 år, og mennesker og dyr skal hvile sig og nyde Guds skaberværk fuldt ud i 1000 år. DETTE ER JORSENS SABBATSHVILE: Salme 24,7-10. 26,8. 72,19. 96,6. 102,16-17. Es.4,2. 11,9-10. 24,14 v.23. 26,15. 33,17. 35,2. 40,5. 44,23. 46,13. 49,3. 58,8. 59,19.

60,1-3 v.15 og 19. 62,2. Jer.33,16. Åbenbaringen 7,2-8 og 14,1. Esajas 66,18-19. Habakuk 2,14. 2,7 v.9. 3,3. Sakarias 2,9. 6,13.

Efter at vi nu i 3 kap. Har skrevet om Herrens herlighed, kan vi nu konkludere med at dette begreb betyder følgende forhold:

16. Schekina- herligheden. Det er Guds nedstigende herlighed. Den viser sig både i skyen, i stormen og i ilden. Det var denne herlighed som fulgte jøderne på deres vandring fra Ægypten og ind i det lovede land. Det var denne herlighed som fyldte det første tempel, men på grund af synd og overtrædelser blandt Israel-folket, måtte den forlade templet og landet. Denne herlighed skal komme tilbage til Israel i forbindelse med Jesu genkomst. Den skal slutte Jesu store indtog i Jerusalem.
17. Herrens herlighed er den lysglans som omgiver Herren og hans trone i himmelen. Både Moses, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel og Johannes fik se denne herlighed.
18. Herrens herlighed er også Jesus selv og alt det fine og positivt som han skal bringe med sig når han kommer for at oprette Riget for Israel. RIGET FOR ISRAEL ER SELVE FREDSRIGET. Der skal være fred mellem mennesker og dyr og mellem nationerne. Es. 2,3-4: www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

re. Egon L. Kristensen, Herning