Afdelingsmissionær Bent Houmå Jørgensen, Godthåbsvej 23. 6007 e. Adam.
Samtidig med dit bibelske oplæg, læser jeg fra O.E.Indergaard; bogen Jødedom og Kristendom;
Udgiveren er forfatterens eget forlag ”Kristen Bokproduksjon” Tingvoll 2006.
oskaredi@online http://home.online.no/~oskaredi/index.htm ref.: Egon Ladegaard Kristensen yeshuatt@mail.dk
EN GENFØDT KRISTEN KAN IKKE FALDE UD AF NÅDEN, s.491-.
De fleste troende vil hævde at en genfødt kristen kan falde ud af nåden. Ifølge den paulinske undervisning er dette en UMULIGHED. Den som en gang er frelst, og har fået Den Hellige Ånd som INDSEGL og PANT kan ikke miste den frelse som Gud gennem Jesus har givet ham, for vedkommende er sat ind i himmelen sammen med Jesus. Dersom Gud skal flytte et genfødt menneske ud af himmelen, så må han også flytte Kristus ud af himmelen, for den enkelte troende og Jesus udgør en åndelig enhed, som ikke kan skilles.
Dette forhold at en genfødt kristen ikke kan falde ud af nåden, hører med til EN AF HEMMELIGHEDERNE, som indgår i DEN STORE HEMMELIGHED. Det var Paulus som fik åbenbaret disse hemmeligheder. I og med at vi er frelst af nåde og bliver opretholdt af nåde alene, siger det sig selv at den som en gang er sat ind i himmelen, ikke kan flyttes ud derfra.
Dette gælder da de som VIRKELIG ER GENFØDT til et levende håb og er frelst, men det gælder ikke de som tilsyneladende er kommet til tro på Jesus og har sluttet sig til den kristne menighed. Der findes mange af dem. Det er ikke om dem jeg skriver.
Det kan være følgende grunder til at mennesker har sluttet sig til kirken uden af være frelst :
A De har været medlemmer af kirken helt fra de var små og har forblevet at være det.
B De har taget afstand fra den moralkodeks som verden har og har sluttet sig til kirken. Det er en protest mod verdens morallære at de er medlemmer af kirken, men dette er ikke nok til at frelse et menneske.
C De har haft en ”lovis omvendelse”. Når man forkynder loven til et u-omvendt menneske, kan dette føre til at vedkommende ikke opnår frelsen i Jesus Kristus, denne forkyndelse fører til at mennesker selv ønsker frigørelse ved at holde Guds bud.
Disse mennesker er ikke medlemmer af den kristne menighed, men de er medlemmer af kirken, og det kan være en helt anden sag. Den kristne menighed har bare en slags medlemmer, og det er de genfødte kristne.
Kirken derimod har to slags medlemmer, og det er de genfødte kristne, og det er de verdslige. I forkyndelsen må kirken tage hensyn til dette, og det viser sig desværre at i forkyndelsen har kirken ikke ofte favoriseret dem som ikke er kommet til en levende tro på Jesus og ”glemt” de genfødte troende, som også har krav på åndelig føde.
Det som sker når et menneske bliver frelst, er følgende:
A Man får sine synder tilgivet.
B Man får Den Hellige Ånd.
C Man bliver indsat i det kristne legeme, som er Jesus, Jesus og hans legeme er en åndelig enhed. ”for vi er jo alle døbt (genfødt) med en Ånd til at være et legeme, enten vi er jøder eller græker, enten vi er trælle eller fri, og vi har fået en Ånd at drikke.” 1.Kor.12,13.
Alt dette skete i det øjeblik da vi blev frelst, men den som er frelst, kan ikke bare forholde sig til sin egen tid, han må også forholde sig til ting og forhold som har sket før vedkommende selv kom til eksistens og til tro, for Gud forholder sig ikke bare til tiden, men han forholder sig også til selve evigheden. For Gud er der ikke noget som hedder tid, for Gud bare ER. Det var også den definition Gud gav sig selv, da Moses spurgte hvem han var: ”Og Gud sagde til Moses: Jeg er den jeg er, og han sagde: Således skal du sige til Israels børn: ”JEG ER”, Har sendt mig.” 2.Mos.3,14.
I forhold til Gud så forholder ethvert punkt på tidslinen sig til anden punkt som angår den samme sag. Vi skal nævne et eksempel på dette. Selv om Jesus døde på et kors på Golgata for snart 2000 år siden, så døde han for al verdens synd før verdens grundvold ble lagt. ”For vi (den messianske menighed) går ind til hvilen, vi som er kommet til troen, således som han har sagt: Sandelig, de skal ikke komme til min hvile, endda gerningerne (Jesu forsoning) var fuldført FRA VERDENS GRUNDVOLD BLEV LAGT.” Hebe.4,3.
Det samme gælder frelsen. ”han som frelste os og kaldte os med et hellig kald, ikke efter vore gerninger, men efter sit eget fortsæt (vilje, plan) og den nåde som er os givet i Kristus FRA TIDSALDERLIGE TIDER AF.” 2.Tim.1,9.
Dette betyder at vi kom ikke bare til tro den dag da vi blev frelst, men vi kom ind i frelsen på et meget TIDLIGERE TIDSPUNKT. Hvad som gælder dette, så er det to tidspunkter som er vigtige.
Og det er:
A Vi blev frelst på Golgata for 2000 år siden. Det var ikke bare Jesus som døde på korset, men alle mennesker døde på dette kors, for det var der Jesus tog bort al verdens synd. ”i det vi har opgjort med os selv at en (Jesus) er død FOR ALL (mennesker), derfor er DE ALLE DØDE, og han døde FOR ALLE, for at de som lever (det er ikke bare de som tror, som lever), ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som er død og opstanden for dem.”
2.Kor.5,15.
B Vi er blevet sat ind i himmelen sammen med Jesus fra FØR VERDENS GRUNDVOLD blev lagt. ”ligesom han udvalgte os i ham før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige for hans åsyn.” Ef.1,4.
Den kristne menighed er allerede sat ind i himmelen sammen med Jesus. Den er ikke bare indbukket der som en del kristne lærer. Den er FULDTALLIG i himmelen på nuværende tidspunkt. Dette gælder både de mennesker som er kommet til tro på Jesus, og det gælder de mennesker som endnu ikke er kommet til tro på Jesus.
Den som engang er kommet til tro på Jesus, har fået Den Hellige Ånd og er sat ind i himmelen, kan ikke ekskluderes fra himmelen. Gud driver ikke med på og flyttet menneskerne ud og ind af Guds rige i himmelen. Den som en gang er sat ind i himmelen, vil altid forblive der.
Dette hører med til en af de ny - nytestamentlige hemmeligheder som angår den kristne menighed.
Der er flere grunde til at det må være således:
A Den som er i Jesus Kristus, er tryg for sin frelse. Lige så lidt som Gud kan dømme Jesus, så kan han heller ikke dømme os. Vi er lige så sikre på frelsen som Jesus er det, for vi er skjult inde i ham.
Vi er godt skjult inde i ham at ikke engang satan kan anklage os for Gud, for det er det samme som at han anklager Jesus, og det vil Gud ikke tillade. ”Hvem vil anklage Guds udvalgte? (Svar: Ingen) Gud er den som retfærdiggør. Hvem er den som fordømmer?? (Svar: Ingen) Kristus er den som er død, ja, hvad mere er, som også er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.” Rom.8,33-34.
B I vor tidsperiode forholder vi os – ikke til loven – men til Guds nåde Guds nåde både FRELSER OS og BEVARER OS som troende. Vi kan være HELT SIKRE PÅ at han som begyndte en god gerning i vore liv, han skal fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag. Fil.1,6.
I og med at Guds nåde ligger udenom os selv og omgiver os på alle kanter, og vi ikke kan påvirke den, så kan vi være HELT SIKRE PÅ at vi både er frelst og kommer til at blive bevaret som troende. Det gælder også de mennesker som tilsyneladende er kommet bort fra troen, så sandt de er kommet ind i troen. Gud vil bevare dem i den frelse som han allerede har givet dem.
Vi har mange Skrift - ord fra Paulus` breve som viser os FRELSENS SIKKERHED. Vi er udtaget FØR verdens grundvold blev lagt. Paulus bruger ofte tidsverbet FORUD i denne sammenhæng. ”For dem som han forud kendte, dem har han også forud bestemt til at blive ligedannet med hans Søns billede, for at han skulle være den førstefødte bland mange brødre, og dem som han forud bestemte, dem har han også kaldt, og dem so m han kaldte, dem har han også retfærdiggjort, og dem som han retfærdiggjorde dem har han også HERLIGGJORT.” Rom.8,29-30.
”i det han i kærlighed FORUD bestemte os til at få barnekår hos sig ved Jesus Kristus efter sin frie viljes råd.” Ef.1,5.
”han i hvem vi også har fået arvelod, efter at vi FORUD var bestemt til det efter hans fortsæt (plan, vilje), som virker alt efter hans viljes råd.” Ef.1,11.
Af andre forstærkende ord som Paulus brugte i forbindelse med vor frelses sikkerhed, nævner vi ordene: ”SÅ MEGET MERE” og ”VIS PÅ”. For så sandt som vi er blevet forlige med Gud ved hans Søns død, da vi var fjender, så skal vi så MEGET MERE blive frelst ved hans liv efter at vi er blevet forliget.” Rom.5,10.
Sikkerheden i vor frelse er ikke knyttet til os, men den er knyttet til Jesu død og opstandelse. ”Men er vi død med Kristus, da tror vi at vi også skal leve med ham, for vi ved at Kristus er opstanden fra de døde, dør han ikke mere. Døden har ikke nogen magt over ham.” Rom.6,8-9.
”For jeg er VIS PÅ at hverken død eller liv, hverken engle eller kræfter, hverken det som er nu, eller det som skal komme, eller nogen magt, hverken højde eller dybde, eller nogen anden skabning skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Rom.8,38-39.
”I ser bare til det udvortes. Om nogen er VIS med sig selv at han hører Kristus til, han dømmer atter hos sig selv at ligesom han hører Kristus til, således også vi.” 2.Kor.10,7.
”Det er troværdige ord, for er vi død med ham, skal vi også leve med ham, holder vi ud, skal vi også herske med ham, fornægter vi, skal han også fornægte os (tab af løn). Er vi troløse, så er han trofast, for han kan ikke fornægte sig selv (det er det kristne legeme)”. 2.Tim.2,11-13.
Alle disse Skrifte – ord, som jeg har citeret ovenfor, taler klart om FRELSENS SIKKERHED og VISHED, men grundene til at mange troende mennesker ikke magter at holde fast på dette er følgende:
A De forstår ikke nådens grænseløse kærlighed og kraft
B De forstår ikke egenarten i den tidsperiode som vi lever i i dag. Det er den frie nådes tidsperiode. Vi er både frelst af nåde og bliver bevaret af nåde. Der er ingen som kan rokke ved. Den er en gave som gives til menneskerne til trods for alle vore svagheder og skrøbeligheder. Nåden står fast om vi falder.
C Der er en del udsagn i N.T. som kan tolkes derhen, at vi ikke er sikret frelsen, men dersom vi tolker dem ret, ser vi at de rokker ikke ved det faktum, at frelsen er sikret for alle, som en gang er kommet til tro på Jesus.
D De blander sammen den paulinske forkyndelse med den forkyndelse som angår ”Riget for Israel”. I ”Riget for Israels” forkyndelse blev jøderne også frelst af nåde, men de måtte holde loven eller Jesu bud og regler i vandringen som troende. I tillæg til dette måtte de holde ud helt indtil afslutningen af deres liv. Da først var de sikret frelsen.
Vi skal i det flg. referere en del udsagn af Paulus` Skrifter som kan misforstås med hensyn til frelsens sikkerhed. Det er ikke Skrift – ordene der er noget i vejen med, men tolkningen af dem. Vi må også huske på at tolke dem i den sammenhæng som de står i.
1. ”For dersom det volder din broder ved din mad, da vandrer du ikke længere i kærlighed, før ikke ved din mad den i fortabelse som Kristus er død for.” Rom.14,15.
Ordet ”fortabelse” er et stærkt ord som ikke burde blive brugt her. En burde hellere oversætte dette ord med ”ødelæggelse”. I grundteksten er der her brugt et verpe ”apollumi” som betyder ”at ødelægge, tilintetgøre, gå til grunde eller gå fortabt”.
Det er ikke det evige liv som bliver ødelagt eller går til grunde, men det er det ÅNDELIGE LIV på grund af at vedkommende vil have konstant dårlig samvittighed.
Når vi ser på store dele af kristen-folket – både i de katolske, lutherske og reformerte kirker – ser vi først at store dele af de åndelige liv ikke fungerer eller er gået tabt i stor grad. Den frimodighed og den glæde som vi har i Kristus, er helt borte. Det ser ud til at kristenlivet er en byrde eller et offer som en må betale en pris for, men prisen er allerede betalt – en gang for alle mennesker. Den betalte Jesus for hele verden på Golgata for snart 2000 år siden.
Grunden til dette er GAL FORKYNDELSE. Forkyndelsen bliver fokuseret omkring opfyldelsen af loven, og den frie nåde bliver trængt til side. De udsagn som vi har i N.T., om den kristne menighed, bliver blandet sammen med de udsagn som angår den messianske menighed. Dersom vi formår at skille mellem disse to delvis forskellige undervisninger i vor læsning og forståelse af N.T., i vor praktiserende af kristenlivet og i vor forkyndelse, så kommer glæden tilbage. Da kan vi sige med mage andre: ”Glæden i Herren er min styrke”.
2. Et andet Bibel - ord, som det er let at misforstå, står i 1.Kor.15,1-2. ”Jeg kundgør jer, brødre, det evangelium som jeg forkynder jer, som i også tog imod, som i også står fast i, som i bliver frelst ved, dersom i holder fast ved det ord hvormed jeg forkyndte jer, såfremt i IKKE FORGÆVES ER KOMMET TIL TROEN.”
Dette betyder ikke at de troende korintere forgæves var kommet til troen på Jesus, men det betyder at de er kommet til tro på Jesus ved det evangelium som Paulus forkyndte. Det angik Jesu død og opstandelse. Dersom ikke Jesu døde og opstod, så var de forgæves kommet til tro på Jesus, men nu er Kristus død og opstået fra de døde.
Dersom Jesus ikke var død og opstået fra de døde, da var de forgæves kommet til tro på ham, og de var fortsat i deres synder. ”men er Kristus ikke opstanden, da er vor forkyndelse intet. Da er også deres tro intet.” 1.Kor.15,14 og 17. 20.
Det er vigtig med en rigtig forståelse af 1.Kor.15,2 at vi ser og forstår dette udsagn i DEN SAMMENHÆNG, som det står i og ikke bare ser dette Bibel – ord isoleret og lader det stå alene. Dette Bibel – ord må ses i sammenhæng med alle versene i 1.Kor.15,1-20.
3. Et tredje Bibel – ord, som er let at misforstå, står i Gal.5,4. ”I er skilt fra Kristus, i vil retfærdiggøres ved loven. I er FALDET UD AF NÅDEN.”
Det er rigtig at den som vil blive retfærdiggjort ved loven, ikke opnår frelsen, for frelsen er ikke at få ved loven, men ved troen på Jesus. ”Jeg agter ikke Guds nåde for intet, for er retfærdighed at få ved loven, da er altså Kristus død forgæves.” Gal.2,21.
”men loven har ikke noget med troen at gøre, men: Den som gør den (holder loven), skal leve (dersom de holdt Moseloven, faldt de ikke ud af Guds frelsende nåde, men de faldt ud af Guds helliggørende nåde) derved.” Gal.3,12
Nu var det alle i menigheden i Korinth som troede på Jesus. De VAR FRELST.
Gal.5,4 kan forstås på to måder, og det er:
A Det kan være et HYPOTETISK UDSAGN til menigheden. Dette gjaldt ikke de troende i Galatien. De var allerede frelst. Det som er sandt, er at den som vil blive retfærdiggjort ved loven, er faldet ud af nåden. Den er heller ikke kommet ind i Guds nåde.
B Det kan tænkes at nogen i menigheden i Gallatien lod sig omskære. Det ved vi ikke, men om det skete, så faldt de ikke ud af retfærdiggørelsen, men de faldt ud af helliggørelsen. Det er ikke helliggørelsen som giver frelsen, men det er retfærdiggørelsen. Den troende i vor tidsperiode kan leve et mangelfuldt kristenliv, men dersom han er retfærdiggjort, så er han frelst. Det er dette mange ikke forstår. Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger. Ef.2,8-9.
Hvad der gælder judaistisks budskab, om at menneskerne måtte holde loven for at blive frelst, så var dette et sandt budskab, men det gjald ikke det nådebudskab som Paulus forkyndte. Det gjald Rigets budskab. Judaistiskes evangelium skulle ikke forkyndes i Gallatien, men den skulle forkyndes for de messianske menigheder i Israel og i diasporaen.
Paulus kaldte judaistiske for ”brødre”, men han kaldte dem også for ”falske brødre” Gal.2,4. Dette betyder at de var frelst, men det evangelium som de forkyndte, skulle ikke forkyndes for hedningerne.
(Hvad som gælder ordet ”brødre”, så er dette et fællesnavn på de troende. Det gælder både mænd og kvinder. Det græske sprog har ikke noget ord for ”søskende”.
4. Et fjerde Bibel – ord, som kan tolkes galt, er brevet til Fil.3,11, hvor der står: ”om jeg dog kan vinde frem til opstandelse fra de døde.”
Dette Bibel vers giver udtryk for nogen usikkerhed hos Paulus om dette, men det er et udtryk for der var ingen ting i eller hos ham selv, so m kunne give frelsen. Jeg citere fra Studiebibelen. Bind 4. s.173, hvor der står flg. om dette: ”… Ordene ”om jeg dog” udtrykker hverken mistro til Guds kraft og bevarende omsorg eller tvivl på egen frelse. Det er et ord som er skrevet i en meget ydmyg ånd af en som ikke havde tillid til noget hos sig selv, når det gjaldt den evige frelse.”
5. Et femte Bibel – ord, som kan tolkes i retningen, at en kan falde ud af nåden, er brevet til Kol. 1,21-23. ”Også jer, som fordum var fremmede og fjender ved jeres sindelag, i de onde gerninger, jer har han nu forliget i hans jordiske legeme ved døden, for at fremstille jer hellige og ulastelig og ustraffet for hans åsyn, SÅ SANDT I BLIVER VED I TROEN, grundfæstet og faste, og IKKE LADER JER ROKKE fra det håb som evangeliet giver. Det som i har hørt, som er blevet forkyndt for enhver skabning under himmelen, og som jeg, Paulus, er blevet tjener for.”
Her er der ikke tale om at falde ud af nåden, men sammenhængen viser at dette gælder HELLIGGØRELSEN. Vi har vor helliggørelse fuldt ud i Jesu forsoning, men vi har også vor egen helliggørelse. Det er den helliggørelse som Den Hellige Ånd formidler i vor vandring som troende. Denne type helliggørelse kan ikke blive fuldkommen, for kødet eller den ikke omvendte natur vil bestandig være i vor sjæl, i vort sind og i vort hjerte. (Disse ord bliver ofte brugt synonymt.)
Gud ønsker at denne type helliggørelse skal være så fuldkommen som mulig. ”Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt igennem (Guds helliggørelse), og gid jeres ånd og sjæl og legeme må bevares fuldkomne (vor egen helliggørelse), ulastelig ved vor Herre Jesu Kristi komme (for den kristne menighed.)” 1.Tess.5,23.
Dersom de troende i Kolossen forblev fuld ud i Paulus` lære, så skulle de opnå denne type helliggørelse. Dersom de ikke magtede at være trofaste mod hele Paulus` lære, så skulle de blive frelst, men de skulle ikke få del i den fuldkomne helliggørelse, som det går an at få tag i.
Dette betyder ikke at en kan blive syndfri, men det betyder at helliggørelsen kan bedres dag for dag.
6. Et sjette Bibel – vers , som kan tolkes, som om en kristen kan falde ud af nåde, er 1.Tim.4,1. ”Men Ånden siger med tydelige ord at i de kommende tider skal NOGEN FALDE FRA TROEN, idet de holder sig til forførende ånder og djævelske lærdomme.”
Her går ordet ”troen” ikke på den individuelle tro, men den går på ”de paulinske læresætninger”. Man kan ikke komme bort fra de paulinske læresætninger og samtidig være en troende. Dette gælder alle troende som ikke følger Paulus` hans lære, således som den skal forstås. De mister ikke frelsen af den grund, men de mister en rigtig forståelse af Paulus` lære. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, hvor jeg skriver meget om andre kristne grupperinger.)
Den tro som der her er tale om, er altså ikke den individuelle og frelsende tro, men troen som læresætninger og fuldstændig lære. Vi finder denne brug af tro mange steder i N.T. ”en Herre, EN TRO, en dåb.” Ef.4,5.
”Men du har efterfulgt MIN LÆRE, min færd, mit fortsæt, MIN TRO, min langmodighed, min kærlighed, min tålmodighed.” 2.Tim.3,10.
En kan ikke falde ud af nåden om en ikke forstår eller ikke følger alt i den paulinske lære. Det er genfødelsen som giver frelsen og ikke forståelsen af Guds Ord.
Dette gjaldt f.eks. tre personer (Hymeneus, Aleksander og Filetus) i menigheden i Efesus, hvor Timoteus var hyrde. De lærte at opstandelsen (bortrykkelsen af den kristne menighed) allerede havde fundet sted. Dette var imod det som Paulus lærte. Paulus overgav dem til satan. Det vil sige at Han udelukkede dem fra menigheden, således at de skulle få anledning til at tænke sig om, for at de kunne komme tilbage til den rette paulinske lære om dette; 1.Tim.1,19-20 og 2.Tim.2,17-18.
Disse mistede ikke frelsen, men de tog fejl angående det lære-mæssige spørgsmål. Dette førte til at andre blev draget ind i deres vranglære. I sin tid vil det også føre til at de miste nådelønnen.
”Kærligheden til penge” er et andet forhold som fører til, at man ikke kan følge Paulus` lære fuldt ud. ”For pengekærlighed er rod til alt ondt. Af lyst dertil har nogle faret vild fra troen (læren) og har gennemstukket sig selv med megen pine.” 1.Tim.6,10.
De som ikke følger den paulinske undervisning helt ud, har ”vendt sig bort efter satan”. Dette betyder ikke at de er faldet ud af nåden, men de lever ikke i samsvar med den paulinske undervisning. Dette gjaldt også en del kvinder i menigheden i Efesus; 1.Tim.5,14-15.
Det paulinske udtryk ”at vende sig til satan” betyder ikke tab af frelsen, men det betyder, at man går udenom den paulinske lære. Det er satan som står bag sådanne afvigelser.
7. Et syvende Bibel – ord som bliver misforstået, er 2.Tim.2,11-13 Her er der ikke tale om fortabelse af det evige liv, men det er TAB AF NÅDELØNNEN. Vi skal alle frem for Jesu domstol for at få igen det som er sket ved legemet. 1.Kor.3,11-15.
Til slut vil jeg citere den misforstået sætning om at Demas forlod Paulus. 2-Tim.4,10.
Det var ikke bare Demas som forlod Paulus i fængselet. Det gjorde også Kreskens og Titus. De drog ud af den grund at de havde kærlighed til de u-omvendte i verden, således at de kunne b live frelst. Således var det også med Demas. Vi har behov for mange af dem.
Dersom det var således at Demas fik kærlighed til verden og forlod Paulus, så står der ikke noget om at han forblev i denne tilstand, og hvorvidt han kom tilbage til Paulus på et senere tidspunkt. Dette Skriftord kan ikke bruges som bevis på at en genfødt kristen kan falde ud af nåden.
Der er også flere Skriftord vi kunne have taget med i denne oversigt. Jeg henviser til artiklen: ”Den frie nåden”.
Som jeg nævnte ovenfor, så er en af grundene til at mange genfødte kristne mener, at de kan falde ud af frelsen og nåden, det forhold at de blander de mange udsagn som angår den messianske menighed ind i den paulinske lære. De messianske troende var også frelst af nåde ved tro, men de måtte forholde sig til loven eller Jesu og apostlenes lære i vandringen som troende. Der blev stillet en række krav til dem i vandringen som troende.
I forkyndelsen og undervisningen af Guds ord, er der TOTALT KAOS på dette område. Vi kan næsten sige at forkyndelsen har LIDT SKIBBRUD på sin lære. Det er et Guds under at mennesker kan blive vundet for Jesus og blive bevaret som troende under sådan en undervisning, men dette viser hvor stor Guds nåde er i vor tidsperiode. Han handler med os i forhold til den frie nåde og ikke i forhold til forkyndelsen, for dersom han havde gjort det, så havde få blevet frelst.
Efter Jesu død, opstandelse og himmelfart underviste han de troende ud fra det himmelske Jerusalem, som Åge Åleskjær så rigtig underviste om på sit seminar 15-18/11. 05, men sagen er den at der udgik TO UNDERVISNINGER fra det himmelske Jerusalem, som ikke skal sammenblandes. Dette forkyndte Åge Åleskjær ikke. Han forkyndte at der blot er et evangelium efter pinsefestens dag. På det punkt er jeg ikke enig med ham