Y.T. resumere fra forfatter Oskar Edin Indergaards bog: side 1.
Paulus brev til Romerne; 292 sider.
s. 18. Det må være klart at det er to forskellige evangelier som er beskrevet i de Paulinske breve.
Dette bliver benægtet både af kirken og de lutherske organisationer i Norge og andre lande. De sammenblander disse to evangelier. Kirken befinder sig ikke (vel) i de paulinske i (deres) forkyndelse, endda det var Paulus som fik tildelt opgaven at forkynde evangeliet blandt hedninge-
folkene. Kirken befinder sig mere i den messianske forkyndelse, som har med ”Riget for Israel” at gøre, end i Paulus hans teologi. Kirken har endnu ikke set og forstået den kristne menigheds kald og forkyndelse. Den forkynder et blandings evangelium, hvor der både bliver lagt vægt på Mose lære og Jesu uddybning af den frie nåde. Det er en fuldstændig forvirring i kirkens forkyndelse af evangeliet: 2.Tim.2,15.
s. 23. Det er ”frugten” af vort arbejde som skal bedømmes foran Jesu domstol i himmelen: Rom.
14,10. Denne domstol er ikke en domstol som skal bestemme frelse eller fortabelse, men det er vore gerninger som skal bedømmes der. Alle som, møder op for denne domstol, er frelst, men ikke alle får den samme nådeløn. En kan miste hele lønnen, men til trods for det så er en frelst: 1.Kor.3,10-15
Denne nådeløn bestemmer bl.a. de åndelige positioner som vi skal have i ”Rigets tid”.
I den messianske jødedom er der også tale om ”frugt” i Guds-livet, men her kan mangel på frugt føre til at man ikke får del i den messianske frelse: Johs. 15,1-2. Af dette ser vi hvor vigtigt det er, at vi skiller mellem den messianske jødedom, som har med ”Riget for Israel” at gøre og Paulus` hans teologi, som har med den kristne menighed at gøre. Dersom vi ikke gør det, så bliver vort Bibel-studium en sammenblanding af de åndelige sandheder som hører ”Riget” til, og åndelige sandheder
som hører den kristne menighed til. Dette gør hverken kirken eller de fleste kristelige organisationen, og af den grund er der kun en liden kraft i deres forkyndelse. Guds ord skal forkyndes ^klart og rent^
som også kirken lærer, men den gør det ikke.
s. 46. Det sidste vi hører om Peter i Ap,gr. 12,17 er følgende: Så gik han bort og drog til et andet sted. Dette er et billede på ”Rigets” periode der blev afviklet. Fra kap. 13 er det Paulus og hans medarbejdere, deres gerninger og deres lære som bliver omtalt. ”Riget” gik ind i sin hemmelighed og den kristne menighed steg frem. Men i og med at kirken og mange forkyndere ikke regner med ”Rigets tid” og ”Rigets” forkyndelse, så ser de ikke at vi må fordele indholdet i N.T i to dele.
Forkyndelsen i vor tid ligger nede med brækket ryg. Den har stort set – desværre – mistet sin kraft
for den blander Torah bud ind i den frie nåde.
s. 55. Den kristne menighed er ikke underlagt den nye pagt i Jesu blod. Se min artikel: ”Forholdet mellem den ”gamle” og den nye pagt i Jesu blod”. på min internetside. http://home.online.no/~oskaredi/artikler/artikler.html
s. 56. for at vise sin retfærdighed i den tid som nu (gr. ) er, så han kunne være retfærdig og gøre den retfærdig som har troen på Jesus. s. 57: Vi er ikke længer under den jødiske Torah. Dette gælder både jøder og hedninger. Begge folkegrupper er stillet på lige line i forhold til frelsen. Det fortrin som jøderne havde i ”Rigets” udvælgelse og forkyndelse, er taget bort i indeværende tidsperiode. At dette skille skal komme tilbage i ”Rigets tid”, det er en helt anden sag. Medens jøderne i den messianske forkyndelse opnåede Guds retfærdighed både gennem tro og gerninger, er gerningerne taget bort i indeværende tidsperiode. De er flyttet over til vandringen som troende. Dette er Guds retfærdighed i vor tidsperiode. Der kræves ingen ting af gerninger i vor tid, for at opnå Guds retfærdighed uden at komme til tro på Jesus. Guds retfærdighed er dermed langt fra det som vi mennesker regner som retfærdighed. Vi giver retfærdighed til dem som lever i samsvar med vore love og ordninger, men Gud giver retfærdighed til dem som er kommet til tro på Jesus.
s. 58. Nu. I vor tidsperiode, bliver vi retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved Jesu Krist forsoning på Golgata. Denne forsoning bliver sammenlignet med det låg som var på pagtskisten (gr.
hitlaserion) i det jødiske tempel. Det var dækket med blod, og dette blod gav jøderne syndernes forladelse for de synder som de havde gjort. I vor tid opnår vi syndernes forladelse ved troen på Jesus. Kap.3,25-26.
side 2.
s. 67. Paulus stillede spørgsmålet: Gælder saligprisningerne blot jøderne, eller gælder den også hedningerne? Blev frelsen tilregnet Abraham da han var omskåret, eller da han havde forhud?
Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret. Abraham fik omskærelsen som tegn på retfærdigheden af tro som han havde, da han var uomskåret. Han blev dermed far til alle hedninger som tror, og far til alle omskårne som ikke blot har omskærelsen, men som vandrer i fodsporene af den tro som Abraham havde da han var uomskåret. Kap.4,9-12. Omskærelsen fik han først da han var 99 år gammel. Han fik dermed løftet om den fri nåde 15 år før omskærelsen. 1.Mos. 15,6. s. 68: Abraham fik omskærelsen som et tegn og et segl på den tro som han havde, medens han var uomskåret, således at løftet om retfærdiggørelse ved tro alene skulle gælde både for de jøder som var omskåret, og de hedninger som var uomskåret. På denne måde kunne han være åndelig far til alle hedninger som tror, og alle jøder som tror. v.11-12.
s. 69. Abraham og hans æt fik ikke løfterne ved Mose Torah, men ved troen, for den egentlige hensigt med Mose Torah var at den skulle vise jøderne, at de ikke kunne opfylde Torahen til egen. Den virkede ikke til frelse, men til vrede og til dom, for der hvor der ikke er nogen lov, der er heller ikke nogen fordømmelse. Påbuddene og budene in Mose Torah vat ikke i funktion på den tid da Abraham fik løftet, derfor kunne heller ikke budene og forskrifterne omstøde løftet om frelse. Isoleret set havde heller ikke Torahen at den kunne frelse jøderne, for den virkede vrede og fordømmelse. På denne måde er Torahen taget bort hvad der omfatter retfærdiggørelsen og frelsen.
Af den grund fik Abraham løftet om frelsen ved troen således at løftet kunne stå fast for hele ætten – ikke bare for jøderne, men også for hedningerne. Gud havde sat Abraham til mange folks far. Abraham troende på Gud, for han kunne gøre de døde levende, og kunne forudse det som endnu ikke var hændt. v.13-17.
s. 73. Dette er ikke bare skrevet til Abraham at retfærdigheden blev tilregnet ham. Det er også skrevet for vores skyld. Vi er også blevet tilregnet den samme retfærdighed. Vi tror at Gud opvakte Jesus, vor Herre, fra de døde. Jesus blev givet os for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse. v.23-25.
Dette er også skrevet til os for at vi også skal vide, at troen på Jesus bliver tilskrevet os til vor retfærdiggørelse. Det bliver sat ind på vor åndelige konto. Vi som tror på Jesu forsoning, skal blive frelst, for Jesus døde for vore synder og blev oprejst til vor retfærdiggørelse.
s. 76. Det kristne håb er et levende håb som står fast: 1.Pet.1,3. Det kristne håb er knyttet til én person og det er Jesus Kristus og det som han har gjort for os. ”Paulus, Jesus Krist tjener, efter befaling af Gud, vor frelser og Jesus Kristus, vort håb” 1.Tim.1,1.
s. 78. Den kristne menighed har ingen ting at rose sig af i sig selv, for vi har ikke gerninger at henvise til, som kan komme os til gode på dommens dag. Vi er ikke under Torahen (Mose og Jesu undervisning til det jødiske fol. Vi er derimod under nåden (Paulus hans undervisning til den kristne menighed: Rom. 6,14. ”hvad er så vor ros? Den er udelukket. Ved hvilken lov? Gerningernes? (Mose og Jesu Torah)? Nej, ved troens lov (Paulus` undervisning Rom. 3,27 (Pauli undervisning har erstattet Mose og Jesu undervisning til det jødiske folk.)
Centrum i kirkens forkyndelse er Bjergprædikenen, vanddåben og Jesu lignelser. Det burde ikke være således, for dette er centrum i ”Rigets” forkyndelse. Det er Paulus breve som skal være centrum i kirkens forkyndelse. Hvornår skal kirken, dets tjenere og prædikanter begynde at forstå dette, med at fordele Guds ord på en rette måde? 2.Tim. 2,15.
s. 80. I den paulinske forkyndelse er det nok med tro og nåde, for at blive frelst. Gerningerne er flyttet fra at være et grundlag for frelsen i den messianske jødedom, til selve vandringen i den paulinske forkyndelse. Vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger. Ser du forskellen mellem den messianske jødedom, som har med Riget for Israel at gøre? Hvis ikke, må du bede Gud om han må åbenbare dig dette, således at du kan glæde dig over alle de åndelige goder, som er nedlagt i det paulinske evangelium. s. 81: Jesus forlod sine himmelske herligheder og kom i syndig køds lignelse
for at dele kår med os, og da han i al sin færd var fundet som et sandt menneske, gik han i døden for os, for at hæve os op til sin egen åndelige standard og herlighed: Fil.2,6-8. Hebr. 10,5-7.
side 3.
I kap. 5,10 er verbet ”at forlige” brugt 2 gange. Det står i en tid som hedder ”aorist”, og den er brugt om ”et forhold som er afsluttet i fortiden”. Det betyder at at Jesus både døde for os, medens vi endnu var syndere, og Jesu liv, som han lever for os i dag, er en handling som er trådt i kraft FOR LÆNGE SIDEN. Fra Guds side skete forligelsen fra før verdens grundvold blev lagt, men for os mennesker skete det på Golgata, og da vi kom til troen på Jesus. Dette borger for frelsens sikkerhed
for den som er retfærdiggjort. Der er mange som ikke ser og forstår at den som en gang er blevet retfærdiggjort, er frelst for altid. Han kan ikke falde ud af Guds retfærdiggørende og bevarende nåde: Rom. 8,30.
s. 84. Skal vi ikke takke Gud og give ham lovprisning og ære fordi vi allerede her og nu er indsat i himmelen sammen med Jesus. Den som er indsat der, kan ikke falde ud af sin position der: Ef. 2,4-6
s. 86. Det er ikke missionsbefalingerne i de 4 Evangelier som er kirkens missionsbefaling, men det er missionsbefalingen i 2.Kor. 5,18-21 som er vor missionsbefaling, men i og med at kirken ikke magter at fordele Guds ord på en ret måde, sammenblander den også de forskellige missionsbefalinger. Missionsbefalingen i Evangelierne er underlagt både tro, vand dåb og gode gerninger, medens missionsbefalingen i 2.Kor. 5,18-21 er baseret udelukkende på det at modtage forsoningen. Det giver troen på Jesus, og det er nok i vor tidsperiode.
s. 87. 2.Kor.5,21 og 1.Tim.1,15: Dette er troværdige ord og fuld modtagelse værd at modtage at Jesus Kristus kom til verden for at frelse syndere, og blandt dem er jeg den første. (ikke den største synder, som nævnt i nogle Bibel-oversættelser.
s. 97. Vi skal ikke synde bevidst, for sat nåden skal blive endnu større. Det må ikke ske, Det er en umulighed at vi som er retfærdiggjort og frelst, kan leve i synden, for vi er død fra den. Kap.6,1-2.
Vi lægger mærke til verbet ”afdød” står i ”aorist” form på græsk. Det betyder at vor død skete for
længe siden. Det skete fra før verdens grundvold blev lagt. Det forhold at vi er frelst fra før verdens grundvold blev lagt, viser os frelsens sikkerhed og vished. Det er en umulighed at vi, som er død fra synden, skal kunne leve i den. Der er forskel på ”at leve i synden” og ”det at gøre synd”.
”At leve i synden” betyder at man ”går aktiv ind for at synde”, men vi gør synd daglig både i tanker ord og gerninger.
Rom. 8,1-2, hvilken herlig sandhed om frelsens sikkerhed og vished for den som er genfødt og frelst, men v i ved også at store dele af eksegesen (fortolkningen) har kastet sine mørke skygger over denne herlige sandhed, idet store dele af kristenheden ikke ser og ikke forstår dette: At den som engang er retfærdiggjort er også herliggjort. Rom.8,30.
Store dele af kristenheden lærer fortsat – desværre - at man ved at føre dårlig kristenliv, kan falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde. Nej, det er ikke sandt. Vi kan falde ud af andre typer nåde, men ikke ud af frelsens retfærdiggørelsens nåde. Den står fast til evig tid, for vi er ikke længere under den jødiske Torah, men vi er under nåden (Paulus` undervisning. Se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære., s.327-328., hvor jeg lister op de forskellige typer nåde som en kristen har.
1.Kor.3,15. Det er vigtig at vi vandrer på en ret måde, men vi taber ikke frelsen om vi vandrer på en dårlig måde. Gud har både snilde og slemme børn, men børn er de! Dette er også et udtryk for Guds ufattelige store nåde mod os i vor tidsperiode, at når vi én gang er blevet Guds ban, så er vi for altid Guds barn. Dette skulle få os til at lovprise Herren højt og lovsynger hans navn og vende os bort fra synden. Det er blot når vi ser nåden, at vi kan vende os bort fra synden. Loven i en eller anden udgave magter ikke at skabe syndeerkendelse. Den afdækker kun synden og gør synden større i kvantitet og kvalitet. Det er vigtig at vi vandrer på en ret måde, men vi taber ikke frelsen om vi vandre på en dårlig måde. Gud har både snilde og slemme barn, men barn er de alle.
Rom.6,4. Vældig mange troende tror at det gælder vanddåben, men det gør det ikke. Det gælder genfødelsens dåb. I og med at verbets tid ”blev døbt” står i ”aorist”, som en fortidsform, da kan heller ikke dette gå på vanddåben, for den sker i tiden. Vi er både døbt, begravet og oprejst sammen med Jesus i genfødelsen. Denne dåb er en dåb til døden og en dåb til oprejsning og et nyt liv. Det er Kristus i os. Det er det samme liv som Kristus lever i dag i himmelen. Det er ikke til at tro at det er
side 4.
således, men Guds ord siger at det er sådan, og derfor stoler vi på det. På samme måde som Kristus påtog sig vore synder i sit liv og begravede dem ved sin død, på samme måde er vi, som er kommet til tro på ham, også uden synd i det nye liv som vi lever. Jesus tog ikke synden med sig op af graven, men han begravede den der for altid. Det har heller ingen hensigt for os at grave den op igen, for den er forsvundet for altid. Ordet ”forladelse” betyder ”bortsenædelse”.
Rom. 6,4: Vi er oprejst til dette nye liv ”ved Faderens herlighed” Det betyder at det er gennem Faderens herlighed at dette sker. Det nye liv er et udtryk for den frie nåde, som giver os nyt liv, som er uden synd. Når vi får tag i dette nye liv, skal vi vandre i dette nye liv, og ikke i det gamle: 2.Kor.5,17.
Kirken og lutheranerne lærer at denne dåb, som her er omtalt, er vanddåben. De hævder også at der er genfødelse i dåbens vand. Dette er helt galt, men så længe som kirken ikke forstår at fordele Guds ord på ret måde; .Tim.2,15, må den desværre vandre videre i sin store uvidenhed og forvirring
Sandheden er at kirken bedrager folket. Den lover dem retfærdiggørelsen i dåbens vand, men der findes ingen retfærdiggørelse i dåben vand. Vand dåben har ingen ti8ng med retfærdiggørelse at gøre, men i den messianske havde vand dåben følgende funktioner, og det var:
a) En ydre renselse af bestemte synder: Johs.3,25.
b) Proselyt dåb for hedninger.
- En dåb til syndernes forladelse; Matt.28,19. Ap.gr.
I den kristne menigheds tid er vand dåben taget bort, og det som giver os identifikation i vor tid med både Kristus og menigheden, er genfødelsen, som også bliver kaldt for ”en dåb”; 1.Kor.12,13.
1.Kor.1,17. Ef.4,5. Se min bog Kristendommens Jødiske Rødder, kap.;De forskellige typer dåb.
Vi må bede om at kristen-folket må få Åndelige opladte øjne, således at de kan se storheden i Jesu forsoning: Ef.1,17-20. (Der sidder også vi i dag)
s. 104. Vi er blevet forenet sammen med Jesus ved sen død som er lig Jesu død. På samme måde skal vi blive det ved en opstandelse der ligner Jesu opstandelse. Vort gamle menneske (kødet) blev korsfæstet sammen med Jesus for at syndelegemet (køde4t) skulle gå til grunde, således at vi ikke længere skal tjene synden, for den som er død, er retfærdiggjort fra synden; Rom.6.5-7. Gal.2,20.
”det gamle menneske” er også en identifikation med Adams liv i synden. Vi ved at han ved sit fald, førte synden ind i verden; Rom.5,12, men ved vor genfødelse blev dette liv korsfæstet sammen med Jesus. Det blev spigret op på korset sammen med ham, og ved hans død blev det taget bort, og et nyt liv begyndte. Det er Kristus – livet i os. Det er det samme som Kristus i os og vi i Kristus; Kol., 11.
s. 106 . I sandhed må vi sige at Romerne 6 giver os et unikt indsyn i Den frie Nåde, oh hvordan den skal forstås, og den store frihed som vi har i Jesus Kristus. Vi har den samme frihed i forhold til synden som det Jesus havde. Dette gælder vort nye liv. Hvad der gælder kødet, så skal det ved Helligåndens hjælp mineraliseres så meget som mulig, men kødets gerninger har ingen indflydelse på vor frelse. Det kan derimod hindre os i at gøre gode gerninger, og dermed både hindre os i at vor nådeløn bliver så stor som mulig og svække Guds rigets vækst og helliggørelse i vort liv.
s. 110. Paulus torah åbner ikke blot op for et tidsallerlige liv sammen med Den Treenige Gud, den åbner også op for en herlighed som er ubeskrivelig. ”men som skrevet er: Hvad øje ikke så og øre ikke hørte, og hvad ikke opkom i noget menneske hjerte, hvad Gud har beredt dem som elsker ham” 1.Kor.2,9. (Dette er de paulinske hemmeligheder som ikke havde været åbenbaret før.) ”for at han i kommende tider kunne vise sin nådes overvældende godhed mod os i Kristus Jesus: Ef.2,7. Jeg bliver helt overvældet af dette Skrift-ord..
s. 112. Paulus havde mange benævnelser på sin lære, Her kalder han den ”Den læredomsform som er mig overgivet.” Se min artikel: Den sunde lære, på min internetside, hvor jeg opstiller de mange benævnelser som Paulus har på sin lære. Denne lære var en hemmelighed som ikke var blevet åbenbaret, før Paulus fik åbenbaring om den, Rom.1-2. Ef.3,4-5.
Side 5.
I den almindelige forkyndelse sker der en sammenblanding af Paulus nye budskab og Jesu og apostlenes budskab til det jødiske folk. Pauluses budskab er baseret på den frie nåde medens Jesu og apostlenes budskab er baseret på nåde og gerninger. Paulus budskab angår den kristne menighed medens Jesu og apostlenes budskab gælder det jødiske folk og Riget for Israel. I og med at de troende i Rom havde taget imod Pauluses budskab om den frie nåde, var de blevet frigjort fra synden i deres nye liv og kunne dermed ikke længere tjene synd. De var trådt ind i retfærdighedens tjeneste; Rom.6,18.
Der er forskel på det ”at tjene synden” og det ”at gøre synd”. Dersom man tjener synden, da er dette en aktiv og bevidst handling fra menneskernes side. Man ønsker at udføre synden til trods for at man ved, at det er synd at gøre synd. Det u-i genfødte menneske er bundet af synden. Det kan ikke ved sin egen kraft rive sig løs fra synden. Det er bare Guds indgriben i et menneskes liv som kan borttage synden og frelse et menneske ind i Guds rige, men i og med at vi er en todelt skabning, så har vi en kamp mod synden i vort eget liv. Vi gør synd, men tjener ikke synden.
Vi falder ikke ud af Guds frelsende og bevarende nåde om vi synder, men vi falder ud af andre typer nåde. Desværre så bliver Paulus` budskab hans budskab om den frie nåde ikke forstået af mange troende. De tror og lærer at vi kan falde ud af nåden, når vi synder bevidst. Dette er ikke ret for retfærdiggørelsen som er helt uden om os selv, dækker alle vore synder – både bevidste og ubevidste – både store og små synder. Eksegesen har opdelt synderne i store og små synder og lærer at man kan gøre de små synder uden at miste retfærdiggørelsen og frelsen, men dersom en kristen gør de store synder, så falder vedkommende ud af nåden. Dette er også en gal vurdering af Guds ord, for Gud regner ikke med små og store synder. Han er død for hele verdens synd.
s.115. De som er genfødt, skal ikke gøre disse onde gerninger, men om de gør dem, så dækker Krist blod og forsoning også disse synder. Dersom Gud havde regnet på samme måde, som mange troende gør, så havde ingen af os blevet frelst. Vi må skille mellem vor stilling i Kristus og vor status som kristne.
s. 116. Rom.6,22: slutfrelsen af vor frelse, som er forløsningen eller helliggørelsen. Den begynder med den kristne menigheds bortrykkelse, 1.Kor.15,51-52 og 1.Tess.4,14-18. Den løn som frelsen giver er tidsalderlig liv sammen med Jesus og de hellige. Den løn som synden giver, er et tidsallerligt liv sammen med satan, de onde ånder og de u-frelste. Hvad som gælder ordene ”tidsalder” (gr.aion) og ”tidsallerlig” (gr aionios), så skal de ikke oversættes med ”evighed” eller ”evig”, men de skal oversættes med ”tidsalder” og ”tidsallerlig” eller ”det som hører tidsalderen til”. Det betyder at både frelsen og fortabelsen begynder i en bestemt tidsalder, og at dette fører mennesker ind i enten et liv sammen med Jesus eller et liv sammen med satan. Disse to livsformer og tilstande fortsætter også ind i fremtiden. De vil aldrig afslutte. (Johs.17,3.)
s. 121. Jesus ikke blot døde for jødernes synder, men han stod op igen fra graven til jødernes retfærdiggørelse. Dette virkede bl.a. til at jøderne kan bære frugt for Gud.
Hensigten med Jesu død var at jøderne skulle høre ”en anden til” Den anden er her Kristus. Der var ingen modsætning mellem Kristus og den jødiske Torah, men er var en modsætning mellem den jødiske Torah og den kristne menighed. Kristus står derfor her for hovedet for menigheden.
Vi skal lægge mærke til at det er ikke loven (mose Torah), som er død, men det er jøderne som døde i forhold til Toraen. Efter at de er kommet til tro på Jesus, er det helt andre love som styrer deres liv. Det er ”Livets ånds Lov” Rom.8,2. Mose Torah er ikke død. Den er opfyldt til frelse for jøderne, men den er ikke ophævet. ”I må ikke tro at jeg er kommen for at ophæve loven (Mose Torah) og profeterne. Jeg er ikke kommen for at ophæve, men for at fylde op. ”Det græske verpe ”pleroo” betyder ”at fylde op,at udvide”
I Jesu undervisning til det jødiske folk, er Mose Torah udvidet til også at gælde motiverne for gerningerne, Jesus sagde: Matt.5,27-28
Jesu undervisning til det jødiske folk skal komme tilbage igen i Rigets tid. I forhold til Mose Torah er Jesu Torah skærpet, men der er også nedlagt i den en meget større nåde og kærlighed til enkelt individet end Mose Torah kunne fremvise. Det er helt umuligt for os i dag at følge Jesu Torah
til det jødiske folk. De krav og bud som er nedlagt i den, forudsætter en helt anden tid. Denne tid bliver Riget for Israel da djævelen og de onde ånder er forseglet i abyssos for 1000 år. Da har mennesker en mulighed for at opfylde den ydre side ved Jesu Torah. Det er menneskets egen retfærdighed: Matt.5,20.
Dette er en retfærdighed som ikke kan frelse et menneske, men den lægger vejen åben for Guds retfærdighed. Det er den eneste form for retfærdighed som kan frelse et menneske. Vi må lære at skille mellem de forskellige tidsperioder i Bibelen. Dersom vi ikke gør det, bliver læsningen af Bibelen et eneste rod for os, og det er det som sker i store dele af forkyndelse. Man blander ind Rigets forkyndelse med den kristne menigheds forkyndelse.
En af hensigterne med Jesu død og opstandelse er at jøderne skal bære frugt for Gud: Rom.7,4.
Det er bare når de er døde at de kan bære frugt for Herren: Den giver nådeløn. Guds rige vokser ved denne frugt. De bliver helliggjort ved denne frelse.
Det er en velbehagelig frugt for Herren. Det er bare Herren selv som kan skabe denne frugt. Han skaber den og giver den tilbage ved at Den Hellige Ånd virker i jødernes liv for en nåde! Gud må gøre alt. Jøderne er modtagere af Guds gerning i deres liv og modtagere af Guds nåde.
I den paulinske kristendom kan en troende miste hele frugten (nådelønnen), men til trods for det, så bliver han stående i dommen. Grunden til det er at den jødiske Torah er taget bort fra de troende jøder i den kristne menighed: 1.Kor.3,10-15.
I den messianske jødedom var det nødvendig, at de troende havde åndelige frugter i deres liv. Dersom jøderne ikke havde gode frugter faldt de ud af Guds bevarende og beskyttende nåde. Når vi læser de jødiske Skrifter i N.T, ser vi at dette er ret: Mat.3,10. Joh.15,1-2.
Før jøderne blev frelst, var de udelukkende i kødet. I det nye liv er de ikke længere i kødet, men de er i Ånden. Før de blev frelst, var de bare kød. Efter at de er frelst, er de i Kristus Jesus:
Rom.7,18. 8,9. Gal.5,17. 5,16.
s. 125. Der er mange kristne som ikke forstår, at den kristne meni9ghed ikke knyttet til den nye pagt i Jesu blod. De sætter lighedstegn mellem den nye pagt i Jesu blod og Jesu forsoning. Jesu forsoning gælder både jøder og hedninger, men det er jøderne som har pagten: Rom.9,4. Den kristne menighed har ingen pagter med Gud. Den har løfter om den frie nåde, og det er nok for os., Den frie nåde behøver ingen pagter, for der er ingen forpligtelser i den, uden det at tage imod Jesus som sin frelser.
Jøderne skal takke Gud for hans opfyldelse af løfterne. Hedningerne skal takke Gud for hans miskundhed: Rom.15,8-9.
Vi ved art templet i Jerusalem skal genopbygges og i dette tempel skal der foregå ofringer (Ezekiel 40-48) Dette bliver at betragte som mineoffer over det som Jesus gjorde og underkastelsesoffer under Messias, som både er jødernes konge og ypperstepræst og profet.
Der er mange troende som ikke kan godtage eller forstå at ofringerne skal genoptages i Rigets tid, for Kristus har sonet al verdens synd. Ja, det er ret, men ofrene i Rigets tid er tilbageskuende for det som Jesus gjorde for os, da han sonede vor synd. Dette er så vigtigt at dette offer aldrig må glemmes. Af den grund er ofrene i Riget tid Minne ofringer over Jesu forsoning. Således er det også med den hellige nadver. Den er også tilbageskuende på det som Jesus gjorde for os på Golgata.
Den Hellige Ånd som er et fælles frelsespant for jøder og hedninger, vil hjælpe jøderne således at de magter at opfylde de skærpede bud i den nye pagt i Jesu blod.
Den Hellige Ånd vil også hjælpe medlemmerne i den kristne menighed således at de kan forstå den paulinske forkyndelse fuldt ud. Centrum i den er det forhold at vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger på basis af Jesus forsoning.
Mange kristne ved ikke hvad de er død eller forløst fra. Grunden til det er at de sammenblander nåden og gerningerne. De ser nok at retfærdiggørelsen ligger udenom mennesket, men når det kommer til vandringen, så mener menge troende at vor livsførelse kan fratage os retfærdiggørelse. De regner ikke med at det nye liv i os lever sit eget selvstændige liv, og at det ikke kan dø mere, for det er løst fra loven og gerninger.
Rom.7,7-25. Mange har tolket dem som en beskrivelse af både Paulus og andre menneskers åndelige kamp, for at blive frelst ved at holde den jødiske Torah.
side 7
Disse kristne bliver indadvendte og er mere optaget af deres egen frelse (som er fuldbyrdet for snart 2000 år siden) og kan derfor ikke gå ud i verden med det glade budskab om den frie nåde!
Efter at frelsen er blevet etableret, bliver disse vers forstået derhen at de udtrykker en kamp, for at blive bevaret som troende. Den første del af denne vurdering er ret, men ikke den sidste del, for der er ingen kamp for at blive bevaret som troende. Guds nåde giver os både retfærdiggørelsen og bevarelsen som troende.
Der har været megen diskussion indenfor kristenheden om børns stilling i forhold til Gud. Lutheranerne har ment og mener fortsat at vand dåben er nødvendig for børns frelse, og at de børn, som ikke bliver døbt, går fortabt for Guds rige. Dette er ikke en rigtig vurdering, for Guds ord siger at Guds rige består af dem: Luk.18,16.
I de fleste Bibel-oversættelser står der: ”for Guds rige hører sådanne til” Det er en gal oversættelse. I grundteksten er verbet ”estin” brugt, og det betyder ”at være” som er det samme som ”at bestå af”.
Vi behøver ikke at bekymre os for børnene og deres frelse. Jesu blod dækker også for dem. Der er ikke de samme krav og regler før børn og deres forhold til Gud og til frelsen som der er for de voksne. Vi kan ikke automatisk overføre de Skrift-ord som gælder os voksne. På børn. Det bliver gjort men det er galt. De som har mistet et barn, eller de som har taget abort, behøver ikke at være ængstelige for sine børn. De er hos Herren under hans beskyttelse. De bør være mere bekymrede for deres egen frelse. Børns forhold til Gud er en sag som Gud tager sig af, og når det er tilfældet, ved vi at børnene er i de bedste hænder..
At lære at genfødelsen ligger i vandet, eller at det sker i.f.m, vand dåben, er en VRANG LÆRE som går tilbage til den babylonske religion i oldtiden. Det var katolicismen som føre den videre til protestantismen. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 3. kap: Den fjerde basun) Luther var usikker om genfødelsen lå i barnedåben. Han skifter syn flere gange, men han konkluderer med at der er frelse i eller i forbindelse med vand dåben. Han gjorde med andre ord et GALT VALG.
s. 131. I den messianske jødedom er den jødiske Torah med hele vejen, men i den paulinske kristendom er den jødiske Torah taget bort som krav, for at få del i retfærdiggørelsen og frelsen: Rom.10,5. Gal.3,12. I den messianske jødedom var lovens hensigt både at være med på at frelse og bevare jøderne for Riget for Israel og vække og forstærke synden.
I den paulinske kristendom er den jødiske Torah sat ud af drift og kraft.
s. 132. Rom.7,14: Dette udsagn viser med al tydelig klarhed at dette ikke gælder en genfødt troende. Vi er ikke længer i kødet, men vi er i Ånden: Rom.7,5-6,22. 8,4,9.
s.135. Vi må sætte fokus på den frie nåde og det nye liv i forkyndelsen og ikke grave os ned i en uendeligheds forkyndelse om en kristens forhold til frelsen og til Gud. Vi ved vel at vi delvis bliver, som den forkyndelse som vi hører. Mange kristne går rundt som de har en DYSTER HEMMELIGHED i deres liv som i ingen måde må komme ud. De vantro ser på os og bedømmer kristendommen delvis udefra hvordan vi kristne opfører os. Dersom vi havde forstået Paulus undervisning på en ret måde, bliver vi glade og frigjorte kristne. Kristendommen er ikke en katastrofe, men den er et udtryk for DEN HØJESTE FORM FOR GLÆDE:Fil.4,4.
Der er mange mennesker som tror og håber på at ved at holde loven, så kan de nærme sig Gud. De har en vurdering af at når de gør deres bedste, så vil Gud gøre resten. GUD VIL GØRE ALT, og vi skal være passive modtagere af Guds nåde. En genfødt troende tjener bare én herre, og det er Guds lov. At han har kamp mod synden i hans liv, det er en helt anden sag.
Der er mange som lærer at vi kan falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde, dersom vi udøver aktiv synd i vore liv. Dette er galt for der er ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus. Verbet som er bruget her, står i præsens. Ja, siger mange: Der er ingen fordømmelse dersom man fortsætter at være i Jesus Kristus. De som hævder dette, har ikke forstået Paulus forkyndelse om den frie nåde. Hele Romerbrevet kap.8 er fulde af udsagn som fortæller os om frelsens sikkerhed og vished. I samfundet med Kristus, er vi død fra loven. Den har ikke mere nogen krav på os. I det nye liv har vi opfyldt alle lovens bud, for Jesus Kristus har opfyldt dem for os. Vi har fået Jesu liv i vore hjerter. Loven er taget bort fra det nye liv som er helt perfekt.
side 8.
Loven gælder ikke længere for os når det gælder retfærdiggørelsen og frelsen. Loven gælder bare for dem som ikke er kommet til tro på Jesus. Vi som er kommet til tro på Jesus , er blevet stillet udenfor lovens magtområde. Vi kan hverken håbe på noget fra loven eller frygte noget fra den. Vi er døde for og fra den: Rom.7,4.
Vi som er kommet til tro på Jesus har fået et helt nyt liv i vor hjerter. Det er Den Hellige Ånd. Den bliver kaldt for ”Livets Ånd” v.2. For den giver liv. Den giver både tidsalderlig liv og lyser op for os således at vi kan forstå både den jødiske messianisme og den paulinske kristendom. Det sætter os fri al.5,1. I og med at vi har fået Den Hellige Ånd i vore hjerter, er vi felst fra syndens og dødens lov. Denne lov går ud på at den, som gør synd ikke kommer til tro på Jesus, går fortabt for Guds rige og må leve en hel evighed uden samfund med Gud og de troende. Vedkommende er udenom Guds kærlighed.
s.144. Jesus skal tage os ud af denne verden. Vi får løfte om at Jesus ved Den Hellige Ånd skal rejse os op igen fra døden. Dette sker i.f.m. Jesu komme for den kristne menighed. Jesus skal selv komme ned i luft-himmelen med et bydende råb og med overengels røst og Guds basun (stemme), og først skal de døde i Kristus blive forvandlet og sammen med dem løftes op i himmelrummet. Derefter skal Kristus føre sin menighed ind i den himmelske herlighed og så skal vi for bestandig være sammen med Kristus. Paulus skrev at vi skal trøste hverandre med det som han skrev om bortrykkelsen. 1.Tess.4,14-18. Gør vi det?
Vi må skille mellem den kristne men9gheds bortrykkelse og den generelle opstandelse af de troende. Den første begivenhed skal ske før den store trængsel, medens den anden begivenhed skal ske på slutningen af den store trængsel. Bortrykkelsen har med den kristne menighed at gøre, medens opstandelsen på den sidste dag har med Riget for Israel at gøre. Bortrykkelsen af den kristne menighed var en hemmelighed som først Paulus fik åbenbaring om: 1.Kor.15,51.
s.145. a) Den som lever efter kødet, skal/kan miste sin frelse. Dersom han derimod dræber synden, som er i legemet, ved Ånden, skal han leve. Dette går på en som er troende.
Jeg tror ikke at denne tolkning er ret, for det er en umulighed at den som engang er retfærdiggjort, kan miste sin frelse.
b) Den anden tolkning går ud på at det er en generel regel, at alle som lever efter kødet, skal dø, og de som lever efter Ånden, skal leve. Dette er ret, men jeg tror ikke at det er det, som bliver omtalt i denne tekst. Dette er sagt til troende brødre
- Den tredje tolkning er at dette går på en troendes vandring, og det har med helliggørelsen at gøre. Vi ved at mange troende som desværre lever efter kødet. Straffen for at leve et kødeligt liv, er at de dør mer eller mindre på det åndelige område. Vi har mange eksempler på det. De har den Hellige Ånd i hjerter, men de er ukendt med de bibelske sandheder og fører et dårligt kristenliv. Den derimod som dræber synden i sit liv ved Den Hellige Ånds hjælp, skal have overflod af liv: Ef.5,14-15.
Den som er genfødt, skal ikke leve efter kødet. Dersom vedkommende gør det, lever han ikke i samsvar med Guds vilje: Gal.5,24-.25. Af v.25 fremgår at det også går an at leve efter kødet, selvom en har Ånden i sit hjerte. Det er trist at møde kristne som lever på en kødelig måde. Dette har altid været det store problem indenfor de troendes rækker, at mange er småbørn i Kristus. Der har ikke foregået nogen åndelig vækst hos disse kristne. Jesus har lagt en god grundvold i deres liv, men de er ikke vokset i kristenlivet: 1.Kor.3,11.
Når vi er blevet genfødte kristne, har vi to vidnesbyrd i vore hjerter, og det er Den Hellige Ånd og vor ånd. De har det samme vidnesbyrd og det er at; vi er Guds børn. Den hellige Ånd har taget bolig i vor ånd og har taget herredømme over den. Vor Ånd er blevet lydig overfor Den Hellige Ånd
Rom. 8,16-18. 1.Tess.3,13. 5,23.
Der er tre benævnelser på de som skal arve herligheden, og det er barn, arving og Kristi medarvinger v.17. Det er ikke almindelig at børn og arvinger får hele arven udbetalt med det samme. Således er det også med den arv som vi har fået. Vi har allerede her og nu fået tag i dele af den, men den fulde arv hører fremtiden til: Kol.,4.
De lidelser, som vi gennemgår i tiden, er små mod den herlighed som skal åbenbares på os:
side 9
2.Kor.4,17. Ef.2,7. Der står at de som lider sammen med Jesus v.17, skal få del i arven. Dette betyder ikke at vi må lide, for at få del i arven, for vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger, men det betyder at jo støre lidelsen og forsagelsen er, jo større bliver arven.
Det er normalt for en kristen at han lider i denne tidsalder. Der kan være forskellige typer lidelse som for eksempel forfølgelse, misforståelser, uoverensstemmelser i det læremæssige og det forhold at de troende i det hele taget ikke er interesseret i Guds ord og Guds ordninger. Jesus sagde: Har de forfulgt mig, skal de også forfølge jer: Joh. 15,20. Dersom ikke en kristen lider i denne verden, så er det et dårligt tegn. Det kan være at han har slået af på de bibelske sandheder og ikke står i sandheden.
s.148. Vi som er frelst, har fået ”Åndens førstegrøde” Rom.8,23. Det vil sige at vi har fået Den Hellige Ånd som den førstegrøde af alle åndelige goder som skal indhøstes. På samme måde som indhøstningen sker til forskellige tider i Israel om høsten, skal vi også indhøste de forskellige åndelige goder efter tur. Den første frugt som vi får, er Den Hellige Ånd. Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, kap.: Indhøstnings festernes symbolske betydning.
Begyndelsen på forløsningen af skaberværket er den kristne menigheds borttykkelse, men selve frigørelsen kommer i Rigets tid. Da skal både menneskerne, dyr, planter, solen, stjerne og planeterne få den frihed som der her er tale om. Frigørelsen kommer efter at Guds børn bliver åbenbaret. I Rigets tid skal både mennesker og resten af skabeværket nyde denne herlighed fuldt ud. Jesus skal sidde på sin herlighedstrone i Jerusalem og styre hele verden med retfærdighed ud fra Jerusalem og Israel. Jøderne skal styrer som præster og konger både i Israel og over hele jorden, og vi som hører med til den kristne menighed, skal være med på at styre over hele kosmos. Rom.4,13.
Hele verden skal få nyde godt af den frihed som de troende har i Rigets tid. Det er menneskeene som først må frigøres, for det var dem som faldt i synd og drog med sig resten af skaberværket, og i o med at resten af skabningen forholder sig til menneskerne, som er det ypperste af det som Gud har skabt, måtte også det lægges ind under synden. Det er bare menneskerne som bliver dømt i forhold til synden. Resten af skaberværket går fri i dommen.
Der er to som beder for os: Det er Den Hellige Ånd, og det er Kristus. Den Hellige Ånd er sendt fra Gud til os. Joh.14,17. Den Hellige Ånd repræsenterer Guds stemme i vor samvittighed, og af den grund kan han også rette op på vore bønner således at de bliver ret overfor Faderen og Ånden. Åndens attrå er han egen vilje. Han ved til enhver tid hvad der er Faderen til behag. Den Hellige Ånd går i forbøn for os med ”usigelige sukke” v.26. Dette betyder at han også lider, når vi lider. Vi bliver bedt om ikke at gøre Den Hellige Ånd sorg. Ef.4,30.
Jeg vil citere hvad Øyvind Andersen skrev i.f.m. Rom.28-30 i sin bog: Fortolkning af Rommerbrevet. S, 137: Men før vi går over til det næste afsnit, må vi nævne en vigtig kendsgerning. Vi har ikke lov til at trække den slutning at en kristen ikke kan komme bort fra Gud! Slagordet: ”Engang frelst-altid frelst” er stik i strid med Guds ord. Apostelen taler her ikke i modsætning til det som han siger andre steder. Se for eksempel Rom.11,22 og Gal.6,7-8 og andre steder. Men for den som lever i troen på Jesus, er herligheden lige vis som at han tror.
Jeg er naturligvis meget uenig i det syn som Øyvind Andersen her gav udtryk for, men det er typisk for mange lutheranere at de ikke ser, at den som er retfærdiggjort, den er også herliggjort. Det betyder at vedkommende er indsat i himmelen sammen med Jesus. Hvad der gælder de to Skriftsteder, som Øyvind Andersen refererer til, så gælder Romerbrevet 11,22 ikke den kristne menighed. Det angår jøderne. Hvad som gælder Galaterbrevet 6,7-8 så gælder det ikke frelsen, men det gælder en kristens vandring.
Retfærdiggørelsen har med frelsen at gøre. Helliggørelsen har med vandringen som troende at gøre. Vi ved at vi som er kommet til tro på Jesus, lever på to plan, og det er tidsplanet og evighedsplanet. Vi har allerede her og nu fået tag i den fuldkomne frelse i Jesus Kristus, men vi må leve vore liv i tiden. II vandringen skal vi med Den Hellige Ånds hjælp forsøge at være så lige Jesus som mulig. Det er det helliggørelsens vej går ud på.
Vi skal medtage nogle Bibel-vers som viser os frelsens sikkerhed i den paulinske undervisning. Rom.5,9-10: og opvakte (gr.aorist) og sat (gr.aorist sammen med ham i himmelen, i Kristus Jesus.
side 10.
Ef.2,6. Og jeg er vis på at han som begyndte en god gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Fil.1,6.
Vi finder ikke udsagn om at de troende er frelst eller indsat i himmelen allerede her og nu i de jødiske Skrifter i N.T. Grunden til det er at disse Skrifter ikke angår den kristne menigheds tid, men de angår Riget for Israel eller 1000 års-riget. I denne periode må menneskerne forholde sig til de bud og regler Jesus underviste om i Evangelierne, og som Apostlene underviste om i de jødiske Skrifter i N.T. Når vi sammenligner disse to evangelier forkyndelser, skulle det ikke være vanskeligt at se og forstå, at de angår forskellige perioder i frelseshistorien, men i og med attologerne og forkynderne ikke ser dette, så forstår heller ikke lægefolket dette. Når en blind leder en anden blind, falder de begge i grøften.
Den dom som skulle ramme os ramte Jesus. I Jesu dom er vi allerede dømt. Det var en stedfortrædende død. Han døde ikke for sine egne synder, men han døde for al verdens synd. En mand en gang for alle mennesker. Når satan og verden anklager os, er de 2000 år for sent ude. De er på ingen måde ”up to date”. De har ikke fulgt godt med i frelseshistorien. Rom.8,35-39.
Det er helt naturlig at vi bliver forfulgt af verden og de onde ånder, for de har samme ærinde, og det er at ødelægge for de troende og fremme satans rige her på jorden. Det at være forfulgt for Jesu navns skyld, er både naturlig, og det er et godt tegn. Det er et bevis på at vi er i troen: Joh.15,20. Rom.8,17. v. 36.
s. 161. Jøderne er udvalgt til at være Guds specielle folk i verden. De skulle være præster for Gud, både i Israel og over hele verden. Det er ikke den kristne menighed som er udvalgt til at være præster. Det er jøderne. Når eksegesen bruger benævnelsen ”det almindelige præstedømme” om den kristne menighed, da er det et udtryk for ”erstatnings teologi”: 1.Pet.2,9.
Der er ikke noget mærkeligt i at jøderne vender sig bort fra kristendommen, af den grund at vi har overført alle jødernes løfter på kirken. Vi er selv skyld i at jøderne ikke ser og forstår at Jesus fra Nazaret er deres Messias. Vi er medansvarlige at de går fortabt for Guds rige.
s. 163. De har ”herligheden”. Det var den herlighedssky (hebr. Shekinah) som fulgte Israel gennem vandringen i ørkenen i 40 år, og det var den samme herlighedssysom sænkede sig over tabernaklet og templety.Gud var inde i skyen.
Selv om Israel var sat tilside på grund af ulydighed mod Gud, så havde de ikke mistet alt det som er beskrevet i Rom.9,4. De var sat tilside i en periode på 2000 år. ”Han vil gøre os levende efter 2 dage (2000 år). På den tredje dag vil han oprejse os, og vi skal leve for hans øjne” Hos. 6,2. Gud kan ikke lyve. Vi kan stole på Gud. Det som han har lovet i sit ord, det vil han holde. 1.Sam.15,29.
I tillæg til alt dette har de fædrene. Det var først og fremmest Abraham, Isak og Jakob. Og ikke mindst: Jesus var kommet fra jøderne. Han er ikke bare et menneske, men Gud og menneske i samme person. På grund af hans store kærlighed mod alle folk, er hans vanvn velsignet i tidsaldrenes tidsaldre v.5. Når der står at Jesus kom af jøderne ”efter kødet”, så indikerer dette at han også havde et andet udgangspunkt end det jødiske, og det er det himmelske. Han er Gud og menneske i en og samme person.
Erstatningsteologien siger at Guds løfter til Israel er gået over til hedningerne og til kirken. Og det er os som er Abrahams børn og Abrahams ætt. Dette må vi afvise, for i versene 6-13 er det Israel og Jøderne Gud taler om. De løfter som Gud har givet jøderne, dem agter han at opfylde på sit folk. Efter den kristne menigheds bortrykkelse4 så kommer jøderne ind igen som Guds aktive og genfødte folk. De løfter som ikke allerede er opfyldt, vil blive opfyldte Rigets tid. ”Guds ord har ikke slået fejl” v.6. Det græske verpe for at ”slå fejl” er ”ekpipto”, og det betyder ”at falde ud” eller ”at blive til intet”
s.165. For at være et Guds barn, må man blive født på ny. Dette gælder både jøder og hedninger: Joh.3,6. Der var mange jøder på på Paulus som hævede, at det var nok at være Abrahams etniske barn for at være frelst. De mente at de kunne benytte sig af Abrahams gode gerninger, for at være Abrahams åndelige børn. Også Jesus afviste denne tanke: Joh.8,37-38. Jøderne foragtede hedningerne og så ned på dem som mindreværdige. De mente at de i sig selv var urene. De kaldte dem hunde.
Side 11.
Når der står at Gud elskede Jakob, men han hadede Esau, så er dette ikke korrekt oversat i vore Bibler. Det hebraiske ord som bliver oversat med ”at hade”, betyder ”at elske mindre”. Det betyder videre ”ikke at være udvalgt til et bestemt formål”. Gud kan ikke hade noget menneske. Han kan blot hade synden. Desuden gav han også Esau et landområde (Edom) øst for Israel og velsignede ham med en stor familie, og det til trods for at Esau flere gange trossede Guds ordninger og Guds hensigt med sit liv.
s. 167. Hvad skal vi da sige om udvælgelsen af Isak og Jakob? Var Gud uretfærdig da han udvalgte disse til arvinger til Israels løfter? Nej, på ingen måde, for der findes ikke uretfærdighed hos Gud. Da Gud straffede store dele af Israel under vandringen i ørkenen i 40 år, så var dette en straf for dem som for vild og ikke ville underkaste sig Gud og Moses. Han gav miskundhed (nåde) til dem som fulgte Guds veje, og han viste barmhjertighed mod dem. Guds nåde og miskundhed er afhængig af hvordan et menneske lever sit liv. Dersom et menneske foragter Guds nåde, så får det ikke nåde. Dersom et menneske Tager vare på Guds nåde, så får det mere nåde. I versene 15. 17 og 18 er ordene ”at miskunde sig” oig ”miskundhed brugt”. Si min artikel på min internetside: Den rette fortolkning af Rom.9 – om de forskellige nådebegreber som bruges i Tanach og N.T.
s. 169. De messianske jøder er de troende jøder helt fra Abraham og indtil Paulus. De er udvalgt til at arve Riget for Israel. Efter den kristne menigheds bortrykkelse kommer de messianske jøder ind på den frelseshistoriske arena igen og vil være konger og præster i Rigets tid.
Den kristne menighed er udvalgt til at arve himmelen. Den skal have sin basis i himmelen i Rigets tid og have overordnede styreopgaver. Vi skal styre over hele kosmos: Rom.4,13. På den nye jord skal vi være sammen med jøderne og alle de andre troende. Når vi ikke finder noget om den kristne menighed i de jødiske Skrifter, så er grunden til det at den ikke har noget at gøre i disse Skrifter, for den var en Hemmelighed som først blev åbenbaret af Paulus. Der er Mange som efterlyser den kristne menighed i de messianske Skrifter. De kan ikke finde den der, og det er ret. Dersom den havde været beskrevet der, havde dette skabt stor forvirring hos jøderne, for de kendte ikke til denne menighed. Så enkelt er dette.
Den kristne menighed kan ikke falde ud af sin udvælgelse, for vi forholder os ikke til den jødiske Torah., Vi forholder os udelukkende til Guds frie nåde. ”... og dem som han har retfærdiggjort, dem har han også HERLIGGLORT.” Rom.8,30, ”og opvakt (aorist) sammen med ham og sat (aorist) os sammen med ham i himmelen, i Kristus Jesus. Ef.2,6.
s. 172. Profeten Hoseas, som profeterede i Nord-riget havde også profeteret at dele af Efraim stamme skulle blive frelst. De skulle blive Guds folk Rom.9,25-26. Deres omvendelse skulle ske ”på det sted” stedet er Israel Men alligevel skal tallet på Israels børn (Efraim stamme) blive som havets sand, som ikke lader sig måle eller tælle, det skal ske: Hos.1,10-11 og 2,23.
Profetiske udsagn fra Hoseas og Esajas angår endens tid, men vi ved at endens tid begyndte med
Jesu første komme. Israels omvendelse begyndte med .Jesu første komme. Da jøderne som folk ikke modtog Jesus Messias som deres konge og frelser, blev deres endelige frelse udsat til et senere tidspunkt. Den kommer efter menighedens bortrykkelse i endens tid.
Når udtrykket ”mit folk” er brugt: Rom.9,25, så bliver der henvist til 1.Pet.2,10 hvor der står: ”I som fordum ikke var et folk, men nu er Guds folk. I som ikke havde fundet miskundhed, men nu har fået miskundhed”. Dette udsagn går ikke på den kristne menighed, for den kristne menighed er ikke omtalt i 1.Petrs brev, for dette brev hører med tilde messianske Skrifter.
Når benævnelsen ”hedninger” er brugt i v.24, så tænker de fleste på at dette angår folkeslagene, for vi ved at der også er rester af folkeslagene som skal blive frelst ifm. Jesu genkomst, men det angår ikke folkeslagene i denne kontekst. Det går på Efraim stamme. Efraim stamme var den første som indførte afgudsdyrkelsen i Israel. Den skilte sig ud fra Judah stamme og grundede sin egen ”gudsdyrkelse” i Samarie. Der indførte den fremmede guder. Det var grunde til at Gud måtte straffe dem og føre dem i fangenskab til Assyreren. Dette skete i året 722.
Efraim stamme er også blevet kaldt for ”ikke mit folk” Hoseas kalder også jøderne i Efraim for !Lo Amme” som betyder ”ikke mit folk”. Når du ikke hører med til Guds folk, hører du med
side 12.
hedningerne.
Profeten Ezekiel som blev bortført i året 597 sammen med Daniel, kaldte de bortførte der for hedninger: Esek.,3. Også i Rom.11,25-26 bliver Efraim kaldt for ”fylden af hedningerne”
Vi skal ikke tolke folkeslagene ind i Rom.9.-11. For disse kap. Angår Guds forhold til Israel. Det er galt når studiebibelen s. 601 skriver om ”hedningerne” i vers 24: ”Hidtil har frelseskaldet været koncentreret om jøderne. Nu omtaler også Paulus hedningerne. Pagtsløftet har aldrig slået fejl, og Gud har ikke svigtet sit ord. Det viser sig i Guds sande Israel, de som er hans børn, den åndelige sæd (jfr.-9, 11,5-7.)Men løftet fra Gud går længere end til jøderne. Også hedningerne er regnet med”.
Udtrykket ”Guds sande Israel” er et udtryk fra erstatnings teologien. Den mener at ”Guds sande Israel” er de jøder som tror på Jesus Messias. At hedningerne er regnet med til Riget for Israel, det ved vi, men det er ikke det som er omtalt i denne tekst.
At den grund at denne forståelse er fejl, magter heller ikke den, som har kommenteret Romerbrevet i Studiebibelen, at tolke det som står i vers 26 på en ret måde. Det gælder ordene ”på dette sted”. Jeg citerer fra Studiebibelen: ”Med ordene ”på dette sted” mener profeten Hoseas Jerusalem. Det er noget uklart hvad Paulus lægger i dette. Nogen mener at der sigtes til Jesu genkomst, medens andre er af den opfattelse at apostlen her mener hele hedningeverdenen. På ethvert sted hvor folket er blevet betragtet som fremmede, skal de kaldes Guds børn”.
Denne beskrivelse er gal og forvirrende. ”Det stedet”, som her er omtalt , er Israel. Det er i Israel at jøderne som folk og nation skal omvende sig til Jesus Messias: Es.66,8. Joel 3,5. Sak.12,10. 2.Pet.1,19.
s. 176. Matt.28,18-20 og Mark 16,16. 1.Joh.1,9. Hvad som er gældende disse Skriftsteder, så giver de ikke udtryk for den paulinske lære om den frie nåde. I den paulinske forkyndelse må vi ikke bekende vore synder, for at blive frelst eller for at blive bevaret i troen. Det er nok at tro på Jesus. Vi er tilgivet i og med at vi tror på Jesus: Ef.4,32.
Rom.9 skal i sin helhed tolkes på jøderne. Det er Juda og Efraim stamme som er beskrevet i dette kapitel. Versene 1.21 beskriver jøderne forhold til Gud i gammel-testamnetlig tid, medens versene 22-23 beskriver jødernes forhold til Jesus Messias på Paulus hans tid. Den kristne menighed er i det hele taget ikke beskrevet i dette kapitel. Det er erstatnings teologien som har tolket ind hedningerne her. Den går ud på at tage så meget som mulig af det som Gud har lovet jøderne og overføre det på den kristne menighed. Vi afviser denne type teologi og bekæmper den overalt hvor den dukker op.
s. 181. I Vers 4 (Rom.10) står der at ”Kristus er loven enbde”. Det græske ord ”telos” betyder både ”ende” og ”hensigt” eller ”sigtemål”. I forhold til den kristne menighed er Jesus ”loven ende”, men i forhold til den messianske menighed og jøderne er han ikke ”lovens ende” Han er derimod ”lovens hensigt” eller ”lovens sigtemål”.
For de messianske jøder, som skulle arve Riget for Israel, fyldte Jesus Mose Torah med et delvis nyt indhold. Dette gjaldt både gerningsaspektet og nådeaspektet: Matt.5,17.
s. 182. Når vi læser N.T., må vi huske på at der er to forskellige linier eller to forskellige programmer som omtales der og det er: a) Den messianske line som er baseret både på nåde , tro og gerninger, bekendelse af synd og bekendelse af Jesu navn. b) Den kristne menigheds line som er baseret udelukkende på nåde og tro. I Paulus er det først og fremmest den kristne menigheds line som bliver beskrevet, men af og til hænder det at han også skrev om den messianske line. Det gør han både i Romerbrevet kap. 9-11.(Dette gælder også brevet til Hebræerne som der er stor sandsynlighed for, at det er Paulus som har skrevet)., I kap. 9 skriver Paulus ikke om den kristne menighed, men han skriver om de messianske jøder- både fra Juda og Efraim stamme – som kom til tro på Jesus som jødernes frelser og konge.
s. 185. I den kristne menigheds tid er det nok at vi tror på Jesus som Herre, for at vi skal blive frelst. Der er ikke noget krav til frelsen at den skal bekendes, men det er naturligt at vi som er frelst, bekender Jesu navn. Versene 9-10 i Romerbrevet er også et bevis på at disse var ikke er skrevet til den kristne forsamling. For os som lever i den frie nådes periode, er det nok at tro på Jesus for at blive frelst.
Side 13.
Det egentlige frelsesprispi gennem hele Bibelen er at det er troen som giver retfærdiggørelsen ”for hvad siger Skriften: Abraham troede Gud og det blev regnet ham til retfærdighed” Rom.4,3.
Se brevet til Hebræerne kap.11: for at hver den (både Juda og Efraim) som tror på ham, skal have tidsallerlig liv. For således elskede Gud verden at han gav sin Søn, den enbårne, for at hver den som tror på ham, ikke skal fortabes, men have tidsalterlig liv” Joh.3,15-16. 1.Joh.4,9.
s. 190. Jeg vil gøre jer (jøderne) nidkære på det som ikke er et folk. På et uforstandig folk vil jeg gøre jer nidkære. (Det er de messianske jøder): Rom.10,17-21.
5.Mos.32,21: Der står ikke folk i flertal, men folk i ental. Dette var de 12 apostle og den messianske forsamling. De var jøder, og de var en del af jødefolket, men til trods for det så kom de til tro på Jesus som deres frelser og Messias: Matt.21,24. 1.Pet.2,9-10.
Rom.11,6: Dette betyder at de messianske jøder ikke længere var frelst i forhold til Mose Torah, men de var frelst i forhold til Jesu forsoning og den nye frelse for de messianske jøder som Gud etablerede ved Jesu død og opstandelse. Han opfyldte den jødiske Torah til frelse således at de kunne modtage retfærdiggørelsen ved troen Jesus Messias.
Rom.11,7-12: Jeg siger altså: Har de (Juda stamme) da snublet for at de skulle falde? Langt fra (gr.me genoito)! Men ved deres fald er frelsen kommet til hedningerne (Efraim stamme), for at dette skal vække dem (Juda stamme) til nidkærhed. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 4 kap. Rabbinernes syn på Messias som Herrens lidende tjener.
Ap.gr. 28,26-28: Dette gælder både hedningerne af Israel (Efraim stamme) og hedningerne udenom Israel.
Men i og med at Judas stammes forhærdelse og fald var en rigdom for Efraim stamme og og tabet af Juda stamme var en rigdom for verden (Efraim stamme), hvor meget større åndelig rigdom skal der ikke blive, når Efraim bliver frelst helt og fuldt engang i fremtiden: Rom.11,12. Dette betyder at jødernes endelige frelse i endens tid, skal begynde med Efraim. Dette bliver også i vers 25 kaldt for ”hedningenes fylde”
Joh.1,9-10 og 7,4. ”verden her er Israel”
s. 199. Rom.11,13: For til jer taler jeg, i hedninger (Efraim)! Så sandt som jeg er hedningenes apostel, priser jeg mit embede. Vers 14: om jeg blot kunne vække mine kødelige frænder (Juda) til nidkærhed og få nogen af dem frelst. Vers 15: For er verden (Efraim) blevet forliget med Gud ved deres (Juda stamme) forkastelse, hvad andet vil da deres (Juda stamme), antagelse blive end liv af døde.
Paulus taler her til Efraim. Han var udsendt til dem og ikke til jøderne i
Juda. I og med at han var hedningerne apostel, så lovpriste han sit embede. Allerstørste ønske var at han om mulig kunne vække jøderne af Juda stamme til nidkærhed for Jesus Messias, således at nogen af dem kunne blive frelst, for verden (Efraim stamme) er blevet forliget med Gud ved deres (Juda stamme) forkastelse af Jesus. Han mente at jødernes (Juda stamme) frelse ville blive et liv af døde for dem. v.13-15.
Romerbrevet blev skrevet til den kristne menighed i Rom. I vers 13 står der ikke at indholdet i Romerbrevet, kap.11 galt denne menighed, men der står at han talte til hedningerne som er Efraim
Paulus var ”hedningenes apostel” på en speciel måde.I.f.m. Sin omvendelse fik han 3 kald og det var at forkynde evangeliet for: Hedningenationer, Konger, Israels børn. Det var medlemmer af Efraim stamme eller de 10 stammer i diasporaen. De blev kaldt for ”hedningerne” af den grund at de levede i diasporaen og mange af dem havde forladt jødedommen: Ap.gr.9,15. Han kaldte dem for ”verden” (gr.komos) Grunden til det var at Efraim var spredt omkring i hele verden. På grund af Juda stammes forkastelse af Jesus, er dele af Efraim blevet frelst, men det skal ske engang i fremtiden at når Juda bliver frelst, da vil deres omvendelse skabe ”liv af døde” - ikke blot for dem selv – men også for resten af verden.
Rom.11,16: Men er førstegrøden (en del af Juda stamme) hellig, da er dejen (hele Israel) det også, og er roden (patriarkerne) hellige, da er grenene (hele Israel) det også. Vers 17: Om nu alligevel nogle af grene (en del af Juda stamme) blev afbrudt, og du som var en vild olivenkvist (Efraim), blev indpodet ibland dem og fik del med dem i olietræets rod og fedme.
Side 14.
vers 18: da ros dig ikke mod grenene (Judas stamme)! Men hvis du roser dig, så er det dog ikke dig som bærer roden, men roden son bærer dig. Men dersom førstegrøden af jøderne (en del af Juda stamme) er hellig (afsat til frelse), så er også dejen (resten af Israel). Dersom roden (patriarkerne) er hellige, da er også grenene (hele Israel) det.
s. 203. Efraim, som var ”en vild oliekvist” blev podet ind på det gode jødiske olietræ og fik del i frelse. Det var Juda stamme som holdt fast i dyrkelsen af Yhvh i Israel i gammel tid og tog vare på gudstjenesten i templet i Jerusalem. Efraim stamme skilte sig ud fra Juda stamme og oprettede sin egen gudsdyrkelse i Samarie, indsatte et nyt præsteskab fra de 10 stammer og stillede 2 guldkalve i Betel og i Dan, som folket tilbad.
Det er således vi må se dette og ikke koble hedninge nationerne ind i det jødiske olietræ. Olietræet symboliserer udelukkende Israel. Hedningernes forhold til Gud har aldrig været symboliseret ved træer. Olietræet er et billede på Israels åndelige liv og Israels frelse: Rom.11,17 og 24. Figentræet er et billede på Israels nationale genrejsning: Matt.24,32. Vintræet er et billede på Israels nationale liv og på Kristus: Es.5,7 og Joh.15,1. Tornebusken er et billede på Antikrist styre over Israel i 7 år.
Den kristne menighed er ikke udtaget i forhold til pagter og løfter i Gammeltestamentlig tid, men vi er udtaget i forhold til de paulinske hemmeligheder og de løfter som ligger i disse hemmeligheder: Ef. 2,11-13. De naturlige grene på det gode olietræ var Juda, men Efraim er også kaldt for et olietræ: Hoseas 14,5-7. Det er grene fra dette olietræ, som blev podet ind i det gode jødiske olietræ v.17 men til trods for det så har bestandig Efraim vist nedladende og misundelig holdning overfor Juda v. 18.
Grunden til at Efraim har været misundelig på Juda stamme er det forhold at en del af Juda er kommet tilbage til Israel efter det babylonske fangenskab og genopbygget tempelet og etableret gudstjenesten i templet på ny, medens Efraim stamme fortsat måtte være i diasporaen, men der skal komme en tid da Efraims misundelse skal vige og Gud skal samle begge stammerne til en enhed: Es.11,11-13 og 27,12. Rom.11,19-22.
Advarselen i vers 22 viser også at dette ikke er skrevet til den kristne menighed, for de som er kommet til tro kan ikke falde ud af frelsen: Ef.2,6. Vi er heller ikke knyttet til det gode jødiske olietræ. Vi er knyttet til Jesu person. Han er hovedet for den kristne menighed og hver enkelt af os er lemmer på dette legeme.
I endens tid efter at den kristne menighed er bortrykket til Gud vil Juda igen blive koblet ind i sit eget olietræ: Rom.11,23-27.
s. 208. Lignelsen om ”den ældste søn” er et billede på Juda. Se også Matt.19,27-30. Her står noget af det samme: de første som tog imod og tjente Jesus Messias i Israel, var Juda. I Rigets tid derimod skal mange af de som tjente Jesus først, blive de sidste og mange af de sidste blive de første.
Begrebet hedningerne fylde har dermed ikke noget med hedningenationerne at gøre. Det betyder at når Efraim omvender sig til Herren i endens tid, da skal resten af Juda også blive frelst. (Se Ragnar Hastings dobbelt kronik i avisen ”Dagen” d.20-21 januar 2007 hvor han også skrev at begrebet ”hedningernes fylde” går på Efraim og ikke på hedningenationerne. Se også hvad Restoration Scripures skriver om dette i gennemgåendes af 1.Mos.49,19 og Rom.11,25.
Vi hedninger er ikke koblet inde i det gode jødiske olietræ, men vi er koblet ind i Jesu person og forsoning. Vort forhold til Gud kommer til udtryk i Paulus hans breve til den kristne menighed. Det er der hemmelighederne med den kristne menighed er beskrevet. I Romerbrevet 9-11 skrev Paulus ikke om den kristne menighed, men i disse tre kapitler beskrev han Guds forhold til jøderne i fortid, samtid og fremtid. Det som bl.a. sker i Israel i dag, er at stadig flere fra Efraim kommer tilbage til Israel fra diasporaen. Det er i Israel at jøderne skal blive frelst og ikke i diasporaen. Dette sker efter at den kristne menighed er bortrykket til Herren: 1.Tess.4,14-187 oh 1.Kor.15,51-52.
Et andet forhold som viser at begrebet ”hedningernes fylde” ikke kan overføres på hedninge nationerne, er det forhold at når Efraim bliver frelst, er den kristne menighed ikke på jorden. Den er i himmelen sammen med Jesus. I endens tid, efter den kristne menigheds bortrykkelse, vil jøderne igen få tilbudet om at gå ind i pagten som blev oprettet med dem for snart 2000 år siden.
De vil da opdage at de har taget fejl m.h.t. Jesus Messias. Det skal blive en tid med fred og retfærdig styre over hele verden.
side 15.
s. 212. De allerfleste kristne og kirken misforstår den nye pagt i Jesu blod. De tror og lærer at vi er frelst i forhold til den, men det er ikke ret. Vi er frelst ved vor tro på Jesus. Rom.11,28-30.
s. 223. I og med at det er Den Hellige Ånd som udeler opgaverne, tjenesterne, embederne og nådegaverne, skal vi ikke trænge os frem hvad som gælder dette. Vi skal vente på at Gud giver os dette. Dette har ingen ting med naturlige gaver eller uddannelse at gøre, men det har med Guds udvælgelse at gøre. Dersom menighederne havde ladet Gud bestemme, så havde der sket store forandringer i vore menigheder, men som det er i dag, så er det ikke Den Hellige Ånd som fordeler opgaverne i menighederne, men det er uddannelse og anciennitet som ligger til grund for uddelingen af opgaverne og embederne. Dette er også en af grundene til at der sker så små åndelige vækster i vore menigheder. Vi har ikke ventet på Gud, men vi har presset frem afgørelser som ikke er fra Gud, men som er fra mennesker.
s. 227. Vi må derfor bede Gud om at han oprejser prædikanter, profeter og lærer som kan lære ret. Bibelens indhold skal ikke fortolkes, men den skal fordeles på en ret måde: 2.Kor.2,15.
s. 228. 2.Tim. 4,3-4. Dette sker i dag, og der skal endda ske mere efter menighedens bortrykkelse.
s. 230. Matt.18,21-22. Dette er ikke et udtryk for den frie nåde, men det er et udtryk for den betingede nåde som er baseret både på nåde og gerninger.
Således er det ikke med den paulinske kristendom. Der får den tilgivelse som tror på Jesus. Vi skal tilgive- ikke for selv at få tilgivelse- men vi skal tilgive som en følge af at Kristus har tilgivet os. s. 232; I den paulinske kristendom kan den som er genfødt og frelst ikke,falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde, for vedkommende er indsat i himmelen fra før verdens grundvold blev lagt: Ef.1,4 og 2,6. Han kan derimod falde ud af en række andre typer nåde. s.233. Rom.12,12. 1.Tim.1,1.Titus 2,13, Joh.16,33.
s.242. Rom.13,8-10 bliver misforstået derhen at man mener, at den lov, som her er omtalt, er den jødiske Torah, men således er det ikke. Vi er ikke under den jødiske Torah, men vi er under Paulus torah for den kristne menighed. Vi er derimod under nåden som er et andet udtryk for Paulus (gr.tu nomu) og (gr.nomu) Rom.3,21 og 6,24.
s. 244. I Romerbrevet 13,8-9 er det ikke Mose Torah der bliver refereret til, men det er Paulus regler. I Paulus findes der ca. 1030 bud og love for vandringen som troende Mose Torah findes der 613 bud og love. En del af de love og regler som Paulus indlagde i sin lære, sammenfalder naturligvis med en del af de love og regler som vi finder i Mose Torah. De er et udtryk for det som Paulus lærte af den opstandne Kristus om menighedens lære.
s. 246. Hvad der gælder vor frelse, så kan den ses både i tidsaspektet og i evighedsaspektet. Vi som er frelst allerede her og nu, men vi venter på Jesu komme for menigheden. Det er afslutningen på vor frelse: 1.Tess.4,18. Gør vi det? s. 247. Både i Rom.13,11 og 1. Tess.5,6 bliver vi troende opfordret til ikke at sove. Der er meget åndelig søvn i menigheden i dag. Der er fortsat mange ”småbørn i Kristus” i menigheden. Dette gælder ikke blot kundskaber i Guds ord, men det gælder helliggørelse og udførelse af de opgaver og de nådegaver som Gud har givet den enkelte. Vi kan ikke falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde ved vor åndelige søvn, men vi kan falde ud af andre typer nåde: 1.Kor.11,30. Ef.6,10-18.
s. 248. Vi skal ikke blot ”iklæde os lysets våben”Rom.13,14. Det vil sige at vi skal iklæde os Kristi forsoning, og det er nok for os. Dette sker ved genfødelsen og ikke i dåbens vand som kirken og lutherske organisationer lærer. Der er ingen genfødelse eller frelse i dåben. Det er naivt og ubibelsk at tro og lære dette.
Denne tanke at der er genfødelse i dåbens vand, går tilbage til gammel, hedensk religion. Denne tanke blev videreført til den katolske kirke som igen førte den over til Luther og de lutherske kirkesamfund. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 3. s.128. Det er i troen på Jesus at genfødelsen eller retfærdiggørelsen sker og ikke i dåbens vand. Når kirken og de lutherske organisationer lærer dette, så fører de folk bag lyset. De lover dem frelse i dåbens vand, men der er der ingen frelse. Det er det bare vand. Jeg for min del forstår ikke at de lutherske teologer og forkyndere tør hævde dette af to grunde. a) for det første er det galt. b) for det andet fører det menneskerne ind i fortabelsen ved denne lære.
Side 16.
Den som ”har iklædt sig Kristus” Rom.13,14. Har ”korsfæstet kødet med dets lyster og begæringer” Gal.5,24. Vedkommende kan ved hjælp af Den Hellige Ånd og et helliggjort liv afvise kødets gerninger som fortsat er i os. Vi skal ikke have omsorg for kødet. Det skal isoleres i vore liv. Dette sker ved: Bibellæsning og bøn. Samfund med andre troende. En ret forståelse af Guds ord. Nadveren som både er et fællesmåltid, et styrkemåltid og et minemåltid om Jesu komme for menigheden.
s. 249. Den som er svag i troen: Rom.14,1, er her den som ikke har fået tag i eller ikke forstår den paulinske lære fuldt ud. Dette gælder de allerfleste kristne som lever i dag. De har en eller anden begrænsning i sin forståelse af Guds ord. De skiller ikke mellem Rigets forkyndelse og den kristne menigheds forkyndelse. De skiller heller ikke mellem retfærdiggørelsen og helliggørelsen, og mener at den som lever et dårligt kristenliv., kan falde ud af Guds frelsende og bevarende nåde. De ved ikke at vi er fuldkomne i Kristus: Kol.2,10.
s. 252. Tidspunkterne for de jødiske højtider er forandret i den ”kristne kalender”. Dette blev gjort at kejser Julian og den romerske kirke for at både staten og kirken skulle distancere sig fra jødedommen, og for at de skulle tilpasse sig de hedenske højtider i Babylon. Se mine bøger: Jødernes Konge,bind 4 kap.: Tidspunktet for Messiases første komme og Jesu Genkomst, bind 3, kap.: Den fjerde basun.
s. 254. I.F.M Jesu komme for den kristne menighed, skal medlemmerne af den kristne menighed fremstilles for Jesu domstol i himmelen, for at få igen det som er sket ved legemet – enten det som er godt, eller det som er ondt. De dårlige gerninger skal brænde op, men de gode og rigtige gerninger skal få løn. Alle som kommer frem for denne domstol er frelst: 1.Kor.3,10-15. Det er vore gerninger som skal dømmes foran denne domstol. Det er ikke de troendes synder. De blev dømt på Golgata (gr. Tetelestai) s. 255. Guds riger er opbygget på – over og underordninger. Der er ikke noget demokrati, men det er et heraki der Den Treenige Gud er på toppen og vi mennesker længere nede på rangstigen.
s. 264. Kristus er vor store forbillede. Vi skal strække os ud efter ham. Vi skal vandre således som han vandrede i den fuldkomne kærlighed. Han gav os et billede af Gud. Således som Sønnen er således er også Faderen.
s. 265. Efter den kristne menigheds bortrykkelse, vil det profetiske program for Israel komme tilbage i endens tid, og både jøder og hedninger skal blive frelst ind i Riget for Israel. Paulus forkyndelse som vi finder i hans breve til hedningerne, er en parentes i Guds profetiske program med jøderne. Efter den kristne menigheds bortrykkelse før trængselstiden på 7 år, vil den messianske forkyndelse komme tilbage igen. Da vil jøder og hedninger samles ind i det profetiske program. Riget for Israel vil blive oprettet igen: Ap.gr.1,6, og Jesus skal være konge ud fra det nyopbyggede tempel i Jerusalem.
s. 270. Rom.15,15. Der skulle djærvhed til for at minde om dette, og det er også en mangelvare blandt præster og prædikanter. Man har alt for let ved at tilpasse sig forkyndelsen til det som tilhørerne lider at høre. Mange præster pladsseer tilhørerne ind i Guds rige bare på grund af at de er døbt, og tør ikke forkynde ordentlig om frelsen og fortabelsen. Mange prædikanter har også tilpasset forkyndelsen efter de synspunkter som de forskellige kristne organisationer har,, og til trods for at de inderst inde ved, at deres budskab ikke er helt korrekt. Der er ikke noget som hedder ”næsten korrekt” i forkyndelsen. Det som ikke er korrekt er galt.
s. 271. Det er ikke den frie nåde som, bliver forkyndt i mange kristne forsamlinger, men det er den betingede nåde. Nåden gælder ikke bare retfærdiggørelse. Den gælder også helliggørelse og herliggørelsen. Alt dette er frit i den frie nådes tidsperiode. I og med at man blander ind i den messianske jødedom i Paulus`sit frie evangelium, så bliver nåden ikke længere fri, men den bliver betinget.
Paulus beskrev sig selv som en offerpræst for hedningerne. Han havde fået denne opgave af Jesus selv, og Paulus lagde hedningerne frem som et offer for Gud. Han kom med dem og lagde dem ned på Herrens alter i himmelen.
s. 274. Vi har to forskellige tidsperioder, som ikke er lige - -.
s. 17.
s. 278. I indeværende tidsperiode er der forskel på jødernes og den kristne menighed. I Rigets tid vil de messianske jøder igen blive styrende. Kirkens tid er en parentes i Guds planer med Israel og jøderne.
Dette viser os det store ansvar som en forkynder af Guds ord har. De fleste forkyndere af i dag magter ikke at forkynde Guds ord på en ordentlig måde, for de blander Paulus` nådesbudskap ind i den messianske jødedom. Dersom de er genfødt ved Den Hellige Ånd, så fører dette ikke til fortabelse for dem, for vi er frelst af nåde uden gerningert, men de vil atbe megen nådeløn, på grund af at de ikke fordeler Guds ord på en ret måde. 1.Tim.2,15.
s. 282. Jeg tror ikke Guds ord åbner for kvindelige ledere af kirken, men således som tiden er blevet, har kirken selv og staten åbnet op for kvinden i alle embeder i kirken. Dette er imod Guds ordninger om forholdet imellem mand og kvinde. Guds rige er bygget op som et hiraki: 1.Kor.11,3.
Jeg har ikke noget imod kvinden som sådan - men jeg respekterer Guds ord højere end ndet som er gal eksegese og tidsånden siger om Guds ordninger.
s. 285. I Rom.16,8-15. Beder Paulus om at hilse en række personer i den kristne menighed i Rom. Alle de nævnte er ukendte personer i Guds rige: De deler skæbne med de mange millioner at roende som der har været op gennem frelse historien. Vi kende dem ikke. De er lemmer på Kristi legeme, og det vigtigste af alt er at Herren kender os. Vi skal engang mødes i skyen på vej mod det himmelske Jerusalem. Der skal Jesus dømme os for de gerninger vi har gjort. Vi skal få uddelt nådeløn foran Jesu domstol i himmelen; Rom.14,10 og får tildelt de opgaver som vi skal have i Rigets tid.
Vi ved at medens de troende jøder skal styre hele verden ud fra Jerusalem i Rigets tid : 1.Kor.6,2-3.
s. 287. 2.Tess.1,7-11: Vi skal være sammen med Jesus når han kommer tilbage til jorden sammen med de andre troende og sine engle, for at holde dom over verden. Fil.3,20 og Kol.1,5.: Vort hjem er i himmelen i Rigets tid. Vi skal være med til at styre verden i Rigets tid ud fra det himmelske Jerusalem.
1.Kor.15,28: Efter Rigets tid, skal Jesus underlægge sig Gud og den Treenige Gud skal ”være alt i alle” Det betyder at han skal overføre alle de hellige ting (gr.ta.panta) til alle troende. Vi skal alle sammen stilles på lige line i Den Treenige Gud.
Så dukker spørgsmålet op v.17, hvad skal vi gøre med de genfødte troende, som ikke fordeler Guds ord på en ret måde?
Så skal vi være sammen med dem eller ikke? Jo, vi skal være sammen med dem, og vi skal forsøge at retlede dem så godt vi kan, og dersom de ikke vil tage imod eller ikke forstår den paulinske lære, så er det deres eget ansvar.
Vi skal også forsøge at danne rene paulinske grupper eller menigheder hvor det er muligt. Det kan blive en menighed i dit hus dersom der er interesse for det. Den behøver ikke at være så stor. Der kan i glæde jer med det paulinske evangelium og kende frelsens sikkerhed og tryghed. Vi skal derimod holde os borte fra de liberalske menigheder som har fornægtet de bibelske sandheder om Jesu forsoning. Den Treenige Gud, Guds dom over menneskerne og de ufrelstes evige adskillelse far Gud.
s. 290. I og med den nye tidsperiode, hvor troende var frelst ved nåde af tro uden gerninger, så var dåben ikke længere nødvendig: 1.Kor.1,17. Rom. 16,25-27. Dette var en åbenbaring af en hemmelighed (gr. mysterion)som havde været skjult i alle tidsaldrene, (den vil blive afsluttet med den kristne menigheds bortrykkelse) med den hensigt at hedningefolkene skulle komme til tro på Jesus.