Bibel-åbenbaring fra ”Kristen Bokproduksjon” Tingvoll, Norge (3.)
Gengivelser fra bogen: Jødedom & Kristendom, Jesus & Paulus af Oskar Edin Indergaard
http://home.online.no/~oskaredi/index.htm oskaredi@online.no
http://yeshuattsion.webbyen.dk yeshuatt@mail.dk
www.denpaulinskegruppe.blogspot.com
s.169 I vor tid har Den Hellige Ånd, som er Guds kraft, en meget friere stilling i forhold til den
kristne menighed end det Han havde i forhold til den messianske menighed. Grunden til dette er at
forholdet mellem Gud og den kristne menighed er baseret på nåde og ikke på krav og betingelser.
Det er ikke vor tro som helbreder os, men Guds nåde.
I udgangspunktet er det ikke noget galt når vi rammes af sygdom, ulykker eller prøvelser, men vi
ved også at Herren vender det onde til det gode. Det som ikke havde nogen mening, fil pludselige
en anden og ny mening. Rom.11,33-34.
s.170 Paulus lærte at synden og dommen var taget bort for hele verden (2.Kor.5,19.) og at den som
kom til tro på Jesus, skulle blive retfærdiggjort.
Udsagnet i Joh.16,8 angår ikke den paulinske nådelære, men det angår endetiden og Guds dom
over jøderne og verden.. De som ikke ville omvende sig og komme til tro på Jesus, de blev dømt når
Jesus kom tilbage for at oprette ”Riget for Israel”
Når Den Hellige Ånd kom, skulle han lære apostlene alle ting. Han skulle lære dem de
”tilkommende ting”. Han skulle ikke tale af sig selv, men det som han hørte, kulle han forkynde.
Han skulle herliggøre Jesus og videreføre Jesu lære: Joh.16.12-14.
Jesus havde meget som han gerne underviste sine apostle om, men de kunne ikke forstå det på
daværende tidspunkt. De skulle forstå det når Den Hellige Ånd kom:
De forstod ikke forsoningen. De forstod ikke at Riget kom til at blive udsat med ca. 2000 år.
De forstod ikke de paulinske hemmeligheder. De forstod ikke at den nye pagt i Jesu blod skulle
erstatte Mose-loven og Jesu fortolkning af den i den frie nådes tidsperiode. De fortod ikke de
fremtidige begivenheder som er beskrevet i Johannes Åbenbaring.
s.171 Det var han og den opstandne og herliggjorte Jesus som lærte Paulus de nytestamentlige
hemmeligheder. Han skal også lære den kristne menighed dette, men i og med at store dele af den
paulinske teologi har været misforstået i snart 2000 år, så er store dele af den kristne menighed ikke
klar over at der er forskel på den messianske jødedom og den paulinske kristendom. De
sammenblander disse to systemer.
Det er ikke rart at vi fremdeles ”ser og taler profetisk stykkevis”: 1.Kor.13,9-13, og det til trods
for at den fuldkomne lære blev udarbejdet af Paulus for snart 2000 år siden. ”hvis tjener jeg er
blevet efter den husholdning som er givet mig iblandt jer, Det vi sige at fuldføre Guds Ord:
s.172 Joh.16,21-23, er et billede på jødernes omvendelse mod slutningen af trængselstiden: Kvinden
er her et symbol på ”jøderne”. De messianske jøder skal da glemme al deres sorg og trængsel. De
skal bare glæde sig over at Messias er kommet, og at de er frelst som rest og levning.
Den kristne menighed skal ikke ind i trængselstiden på 7 år. Jesus vil ikke tillade at hans legeme
skal blive ødelagt af Satan og Antikrist: 1.Tess.1,10.
Den kristne menighed skal derimod tages ud af verden før trængselstiden ”håbet” er et af de 6
kendetegn som den kristne menighed har: Ef.4,4-6.
s.173 Templet i Jerusalem skal genopbygges, og Jesus skal modtage gaver og offer af
hedningenationerne. De som ikke vil deltage i Løvsalenes Fest, skal ikke få regn i deres land:
Sakarias 14,17.
Det er fri fantasi når den romersk katolske kirke hævder, at den har fået denne fuldmagt gennem
Peter, som den hævder var den første bikop i Rom – det har ikke noget med virkeligheden at gøre.
Peter arbejdede ikke blandt hedningerne i Rom. Han arbejdede blandt de messianske menigheder i
Israel og ude i diasporaen.
Jeg tænker her på det som skete på apostel-mødet i år 50, da de satte Jesu missionsbefaling
tilside og satte et skille mellem den kristne menighed og den messianske menighed. Mat.28,18-20.
Den kristne menighed har ikke fået denne ”nøglemagt” af Herren. Vi kan ikke tilgive synd på
vegne af Herren. Vi må henvise menneskene til Jesu forsoning. Vi kan blot tilgive den synd som er
begået mod os selv.
Der er heller ikke behov for at mennesker tilgiver synd på vegne af Gud i vor tidsperiode, for
loven er ophævet og synden er sonet, tilgivet og glemt.
Vi kan heller ikke forandre den paulinske lære. Den står fast indtil Herren henter den kristne
Efter den kristne menigheds bort-atomar bliver den messianske lære genindført. Først i Israel og
derefter i hele verden. Da først kommer misions-befalingen i Mat.28,18-20 til sin fulde ret.
s.174 I vor tid skal vi ikke udtage folkeslagene for Guds rige. Vi skal være med til at udtage den
kristne menighed. Det er det missionen både indre og ydre mission går ud på. Vi skal være med til
at udtage et folk af hedninger for Jesu navn: Apostlenes gr.15,14.
I 1000 års-Riget skal jødiske missionærer formå at indlemme alle folkeslag i Guds Rige, som er
”Riget for Israel”. Den kristne menighed har ikke fået denne opgave. Den har fået opgaven at
udtage den kristne menighed, som er Jesu legeme.
s.179 Medens alle tidsperioder har tro og gerninger om frelsesgrundlag, har Paulus et helt andet
frelsesgrundlag, og det er det forhold at vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger. Den nåde som
Paulus beskrev, både kalder, frelser og bevarer menneskene.
Medens alle andre tidsperioder opererer med betinget nåde, så opererede Paulus med den frie
nåde. Nogen Bibel-forskere har kaldt dette for ”nåde plus ingen ting”og det er en god beskrivelse af
indeværende tidsperiode.
Medens det var troen og gerningerne som frelste menneskene i alle andre tidsperioder, så
opererede Paulus med et helt andet frelsesbegreb, og det var ”nåde ved tro uden gerninger”. (Vi må
huske på at ”frelsen” ikke blot er genfødelsen, men også det forhold at de troende bliver bevaret
gennem et helt liv.
s.180 Den lutherske og den katolske kirke tror og lærer at genfødelsen finder sted i forbindelsen
med vanddåben. Mange karismatiske menigheder tror og lærer at vi har krav på at blive helbredt, og
at en troende ikke behøver at være syg. Jeg er uenig i denne vurdering.
Hvad som gælder ”Guds Rige”, så betyder det i de jødiske Skrifter ”Riget for Israel”. I de
paulinske Skrifter betyder det ”Guds menighed”
Når vi læser N.T., må vi være opmærksomme på det forhold at vi har to læreformer der. Det er
vigtigt at vi er opmærksomme på dette. Men de aller fleste Bibel-tolkere og menigheder
sammenblander disse to .
s.185 Ordet ”hebræer” betyder ”de som bor på den anden side”. Det vil sige”de som bor på den
anden side af Eufrat floden”
Abraham fik flg. Løfter af Gud: Han skulle blive til et stort folk. Han skulle få store velsignelser.
Hans navn skulle blive stort. Gud ville velsigne dem som velsigner Abraham. Gud ville forbande
dem som, forbander Abraham. Alle jordens slægter skulle blive velsignet i Abraham. Abrahams æt
skulle få Israel land. 1.Mos.12,1-7.
Først da Abraham var 99 år, indgik Gud en pagt med ham. Han fik da udvidet sit landområde til
ikke blot at gælde Kanas land, men til at gælde hele området fra Ægyptens elv Nilen og til Eufrat:
1.Mos.15,18. Og 17,1-14. (Gaza hører med til det område som Abraham fik løfte om, så det var
ikke Guds vilje at jøderne i 1005 gav dette land til ”palæstinenserne” Jøderne vil få det tilbage ved
en senere anledning.)
Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5. om frelseshistorien som er nedskrevet i Zodiaken, som er de
12 stjernebilleder som vi har i vort solsystem.
s.186 Der er kun en ubetinget frelsesperiode mellem Gud og mennesker i frelseshistorien, og det er
den periode vi lever i i dag. På Golgata borttog Gud den jødiske lov for den kristne menighed –
både som frelsesgrundlag og i vandringen som troende. Dette er en del af den store hemmelighed
som Paulus skrev om i sine breve.
s.187 Der kunne heller ikke være en ubetinget nådepagt før Jesu forsoning. For på Golgata sonede
Jesus al verdens synd.
Til og med David, som levede under lovens tidsperiode, var klar over at det virkelige
frelsesprincip var Guds nåde: Rom.4,6.
Vi som lever i den frie nådes tidsperiode, er både frelst ved nåde og bliver bevaret af Guds nåde i
vandringen som troende. Der kræves ingen ting af os. Alt er af bare nåde. Vi kan hverken lægge
noget til eller trække noget fra vor frelse: Fil.1,6.
Mange vil protestere mod dette og hævde at dette er gal lære, for de magter ikke at give afkald på
deres gerninger i deres liv. De mener at gerningerne eller budene er nødvendige for at frelsen skal
blive opretholdt i en kristens liv, men således er det ikke i den paulinske lære.
I den paulinske lære har gerningerne ingen ting med frelsen at gøre, men de skal vise hvem vi
Der er ikke mange i den kristne menighed som har forstået Paulus nådelære fuldt ud, for de fleste
blander jødiske elementer ind i den.
s.188 ”Riget for Israel” er ikke den perfekte tidsperiode. Det er en periode som bliver styret af Jesus
og troende jøder og hedninger. Der skal være et retfærdigt styre i denne tid, men til trods for det, så
ender denne periode i oprør mod Gud og med dom.
s.191 (Før 7/12-1964 søgte jeg ikke retfærdigheden, men da jeg kom til tro på Jesus, fik jeg del i
Jesu retfærdighed. En må søge på rette sted, for at få del i Guds retfærdighed. Den kan ikke findes i
jødernes lov, men hos en person, og denne person er Jesus. Så enkelt er dette.)
Vi må ikke være forundret over det som sker i dag. Jødernes isolation og hedninger(s) had mod
dem: Sak.14,9-10.
s.193 Når vi taler om loven, må vi huske på at den var en pagt som udelukkende gjaldt jøderne.
Vi må ikke indblande de troende hedninger eller den kristne menighed i den. Vi har helt andre love
eller regler som vi må forholde os til. Paulus kaldt dem for ”Kristus- lov” Gal.6,2.
Paulus beskrev mere end 400 bud og regler for den kristne menighed. Se f.eks. Rom.12.
Jøderne kendte ikke Jesus som hoved for menigheden. Dette hører med til hemmeligheden. Det
var kun Paulus som skrev Jesus som hovedet for menigheden.
s.195 Gud oprejste en ny mand, Paulus, med et delvis nyt budskab. Det var budskabet om den frie
nåde Hvilket betyder at der ikke længere blev stillet nogen krav til menneskene angående frelsen.
Det er Guds nåde som både frelser menneskene og holder dem oppe i vandringen som troende.. De
gode gerninger skal være en følge efter at det nye liv er kommet i stand.
Fra året 37 og frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 blev der undervist i både Rigets lære og den
kristne menigheds lære. Paulus lære voksede i betydning og omfang, medens apostlenes lære aftog i
betydning og omfang: Hebræer.8,13. Brevet kan være skrevet medens Paulus sad som fange i
Cæsarea I årene 58-60 eller under fængsels opholdet i Rom år 60-62.
Efter den kristne menigheds bort-atomar vil den messianske jødedom komme ind i forkyndelsen
I 1000 års-riget vil vi få en kombination af Den nye pagt i Jesu blod og opfyldelse af Mose-loven
og Jesu fortolkning af denne: Es.2,3.
s.196 Den kristne menighed er ikke baseret på løfter og pagter fra Tanach, men vi har gennem Jesus
-Kristus og Jesu forsoning fået del i en del af jødernes løfter. Dette gælder løftet om Den Hellige
Ånd, den nye pagt i Jesu blod og et liv i himmelen.
Gal.3,7 v. 29 Løftet der her er tale om er løftet om Jesu – Kristus. Ef.2,13.
I og med at den kristne menighed udgør en åndelig enhed med Jesus, så hører vi med til
Abrahams åndelig æt, for Jesus er den mest betydningsfulde jøde som har levet. Han er den
Gennem Jesu forsoning er den kristne menighed koblet ind i Den nye pagt i Jesu blod og ind i en
del af jødernes løfter. Der er den hemmelige side ved løfterne og pagterne.
s.198 Da jødernes syndemål var fuldt, afbrød Gud selv forbindelse med sit folk. Den skal blive
genoprettet igen ved jødernes antagelse af Jesus: Rom.11,15 v.17.
De paulinske hemmeligheder er ikke beskrevet i Tanach, Men Paulus brugte ofte Tanach, for at
vise at det som stod der, kunne være en illustration på en del åndelige forhold på menigheden.
s.199 Der er forskel på at være lig med og at være en illustration.
Rom.9,24-25. Paulus citerer her Hos.2,23.Dette Skrift gå på jødernes omvendelse i endens tid.
Paulus bruger det på den kristne menighed. Han udvidede forståelsen af det og lagde et andet
indhold i det end det som profeten Hoseas gjorde. Dette kalder vi for ”pacificering” af Guds ord
og det har vi mange eksempler på i de jødiske Skrifter og ligeledes i Paulus hans Skrifter i N.T.
Den kristne menighed har ikke fået del i jødernes løfter og pagten om et jordiske verdensrige, men
vi har fået løfter om en evig tilværelse i det himmelske Jerusalem.