Gengivelser fra bogen: Jødedom & Kristendom, Jesu & Paulus af Oskar Edin Indergaard.
s.213 Paulus døbte mennesker helt frem til år 51. Da åbenbarede Gud for ham at vanddåben ikke
hørte med til den kristne menigheds åndelige basis.
Han sluttede med at døbe af to årsager: At ingen skulle sige at de var døbt til Paulus navn
Og, at korset (forsoningen) ikke skulle tabe sin kraft. 1.Kor.1,17 og 2.Kor.2,1-2.
Når Paulus skrev om dåben i sine breve, så gjaldt dette genfødelsen og ikke vanddåben..
Vanddåben var en del af det jødiske system, og den skulle ikke gælde for den kristne menighed.
Den blev betragtet som en gerning, og den skulle erstattes af genfødelsen – for den kristne
menighed er frelst af nåde ved tro uden gerninger: Titus 3,5.
Paulus skrev videre i Ef.4,5 at der blot var en dåb. Det må være genfødelsens dåb.
Udsagnene i Rom.6,3-7 og Kolos.2,11-12, har ikke noget med vanddåben at gøre, men med
genfødelsen og med begravelsen af det gamle syndelegeme. Dette skete på Golgata. Der døde vi,
blev begravet og opstod sammen med Jesus. Hans død er vor død. Hans opstandelse er vor
opstandelse. (barnedåben bliver på en måde mennesket bidrag til frelsen.
s.214 I mange menigheder er der et krav om at menneskene skal tage vanddåben, endda de er
genfødt. Tænk hvor mange lidelser vi kunne have sparet folk for dersom kravet om vanddåben
bortfaldt. Jeg tænker ikke mindst på forholdene ude på missionsmarken. Ud med vanddåben ind
med den frie nåde.
s.217 På apostel-mødet i år 50 forstod Jakob og apostlene at nådetiden for oprettelsen af Riget var
slut. De afbrød den missionsbefaling som Jesus havde givet dem om at gå ud i hele verden med
evangeliet om Riget: Mat.28,19. De messianske jøder skulle forkynde for jøderne, medens Paulus
skulle forkynde for hedningerne: Gal.2,7-9.
Jakob som var leder for menigheden i Jerusalem henviste til det profetiske ord og sagde, at først
måtte hedningerne udtages, og derefter skulle Israel komme inde igen som Guds folk: Apostlenes.
Apostlene anerkendte Paulus som en troende broder, men til trods for det, så indrømmede Peter at
det ikke var alt han forstod i Paulus undervisning: 2,Pet.3,15-17.
Der foregik to parallelle undervisninger fra år 50 og til år 70:
Apostlenes undervisning som angik den messianske menighed – den er knyttet til omvendelse,
bekendelse af synd, tro og jødernes lov
Paulus undervisning som angik den kristne menighed – som udelukkende er knyttet til nåden. Se
min bog: Guds riget i Israel, side 124-125.
s.218 Paulus blev taget ud af den farisæiske jødedom – han var den første som blev frelst efter den
nye ordning: 1.Tim.1,15-16. Det græske ord ”protos” betyder ikke ”størst” men ”først”
Paulus havde ikke fået budskabet fra noget menneske, men direkte fra Jesus selv: Gal.1,11-12.
Paulus hørte ikke til den messianske menighed, som han i sin tid havde forfulgt, men han hørte
med til den kristn forsamling, eller hemmeligheden. Han lagde et nyt åndelig grundlag for en ny
menighed, som er Krist-legeme: 1.Kor.3,10.
s.219 Da Paulus kom tilbage til Jerusalem efter 3 års fravær, mødts han både Jakob, Peter, Barnabas
og de andre apostle. Han var i Jerusalem i 14 dage. De diskuterede Paulus nye åbenbarelser, men de
kunne ikke indlemme ham i den messianske jødedom. De sendte ham til Tarsus som var hans
hjemby. Han dannede nye menigheder i Lille-Asien.
”Guds nåde” er det som kendetegner Paulus budskab. Lovens tid var slut, og den frie nådetid var
begyndt. Frelsen var ikke længere knyttet til jødernes lov.
s.220 Det var en helt speciel type nåde Paulus forkyndte. Han forkyndte at menneskene blev frelst
”af nåde ved tro uden gerninger”
Gennem hele Bibelen hører vi eller om at menneskene blev frelst af tro, men kombinationen
”nåde ved tro uden gerninger”Det var der kun Paulus som forkyndte. Det betyder at alt er af bare
nåde. Det gælder både Guds kald, vandringen og afslutningen som troende: Fil.1,6 v.10.
De messianske forfattere lærte også at menneskene blev frelst af tro, men de havde ikke
kombinationen ”nåde ved tro uden gerninger”
således som Paulus havde det, hans forkyndelse er et udtryk for det inderste af Guds nåde. Denne
nådetype kaldte Paulus for Guds nådes overvældende rigdom mod os i Kristus: Ef.2,7.
Der har været nåde i alle tidsperioder, men ikke den type nåde som Paulus forkyndte den helt frie
Vi må huske at Paulus skrev sine breve – ikke til de messianske menigheder – men til den kristne
menighed, som bestod af både jøder og hedninger.
Han skulle ikke forkynde til de messianske menigheder, men han skulle forkynde for de jøder som
blev kaldt til at tilhøre den kristne menighed. Han kaldte sit budskab for ”Guds nådes evangelium”
Apostlenes. gr.9,15 og 20,21 v.24. 1.Kolos.1,25-26. Ef.3,2. 1.Tim.1,4.
s.221 Paulus fik ikke hele hemmeligheden på en gang. Han fik den lidt efter lidt: 1.Kor.13,9-13.
Paulus hørte ikke til den messianske jødedom. Han var et udvalgt redskab for Herren til at
forkynde den kristne menigheds mange hemmeligheder. Han forkyndte hemmeligheder som ikke
var åbenbaret før, heller ikke i G.T.
Medens den messianske jødedom er baseret på pagter og løfter, er den kristne menighed baseret
på hemmeligheder og Guds nåde. Vi er kommet ind i disse hemmeligheder ved troen på Jesus som
menighedens hoved, ikke gennem Jesus som jødernes konge: Rom.16,25-26.
s. 222 Centrum i den paulinske hemmelighed er at vi er frelst af nåde ved tro uden gerninger.
Rom.3,21-26 og Ef.2,8-9.
Den messianske jødedom lærte også at den messianske forsamling var frelst af nåde, men den
lærer også at de messianske jøder måtte leve livet i samsvar med loven. Dem som ikke gjorde det,
stod i fare for at falde ud af nåden.
Konsekvensen er at loven ikke er aktuel længere i forkyndelsen – til hedninger, jøder og den
kristne menighed. Vi skal forkynde nåden til de tre grupperinger: Tit.2,11.Rom.3,21-22.
Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære, side 327-328.
s.223 Guds retfærdighed er åbenbaret uden loven. Den opnås ved troen på Jesus: Rom.3,21-22.
Der er en kamp mellem det nye liv og kødet. Det er ikke loven som skal kæmpe denne kamp, men
Ånden: Rom.8,13.
s.225 Den anden hemmelighed er at jøder og hedninger er ligestillet i et åndeligt legeme. Det er en
åndelig organisme hvor Jesus er hovedet, medens de troende er lemmerne på dette legeme. Legemet
kan ikke opdeles i enkeltdele. Både Jesus og de troende udgør legemet.
Denne åndelige organisme har flere benævnelser, Det er blevet kaldt ”Kristus”, ”menigheden”, ”et
nyt menneske” og ”en ny skabning”. Derfor , dersom nogen er i Kristus, da (tilhører) han en ny
skabning. Det gamle (den messianske lære) er borte. Se alle ting er blevet nye. (Lovens tid er forbi):
2.Kor.5,17. Gal.5,15. 1.Kor.10,17. 12,12-13.
Disse benævnelser bliver aldrig brugt om de messianske troende. De havde også Den Hellige Ånd
i deres liv som bevis på at de var genfødt. De var ”I Kristus”, men de havde ikke den intimitet med
Kristus, som den kristne menighed har: 2.Tes.2,14.
Kolos.1,26-27 er en beskrivelse af den kristne menighed. Kristus i os. Vi er en enhed med Kristus
og kan aldrig skilles fra Kristus..
Vi er allerede indsat i himmelen. Vi er der sammen med Jesus: Ef.2,6.
s.227 Dette betyder at den som tilhører den kristne menighed, aldrig kan falde ud af Guds nåde. En
som er sat ind i himmelen, vil forblive at være der.
Jeg taler ikke her om de som gerne vil være kristne, men som ikke er genfødt. De har aldrig tilhørt
Rom.8,33. Vi kan ikke anklages for vi er Guds udvalgte. Der vil ikke blive nogen konsekvens i
anklagen. Den som tror på Kristus, er udvalgt, kaldt, retfærdiggjort og helliggjort.
Et andet moment er at anklagen sker overfor Gud, men Gud har allerede dømt i vort favør. Han
har allerede stillet sig på vor side og sagt at han er for os. Han har erklæret os retfærdige, og denne
bestemmelse er endelig og uigenkaldelig.
Den messianske menighed derimod, blev anklaget af Satan både dag og nat for den levede i en
frelses- situation, hvor loven ikke var taget bort i vandringen som troende: Åbenbaring.12,10.
s.228 Den messianske menighed er udvalgt fra verdens grundvold blev lagt: Mat.25,34.
Medens den kristne menighed er udvalgt fra før verdens grundvold blev lagt: Ef.1,4.
Enkeltpersonerne i den messianske menighed kunne falde ud af nåden dersom de ikke havde
åndelig frugt i deres liv. Den messianske menighed bliver bedømt både ud fra Guds nåde og
gerninger: Luk.3,7-10 og Joh.15,1-10.
Dette får og også til at forstå lignelsen om de 10 brudejomfruer som tog deres lamper og gik ud
for at møde brudgommen: Mat.25,1-13.
De 10 jomfruer er et billede på den messianske menighed i endens tid. De havde alle olie (som er
et billede på Den Hellige Ånd) på deres lamper. Da brudgommen gav sig tid, slumrede de alle ind
og sov. Dette betyder at det bliver vanskelig at holde sig vågen i endens tid. I løb af ventetiden
havde 5 af jomfruerne tabt Den Hellige Ånd og kom ikke ind til brylluppet, som er et billede på
1000 års-riget.
Jesus beskrev den messianske menighed i endens tid på flg. Måde: Mat.24,9-13.
s.229 Se min bog: Matæus Evangeliet. Jesu liv og lære, artiklerne: En genfødt kristen kan ikke
falde ud af nåden og Den frie nåde.
Titus 2,13. (Joh.14,1-4 er ikke en beskrivelse af Jesu komme for den kristne menighed, men en
beskrivelse af Jesu genkomst til jøderne.)
s.233 Gud har ikke opgivet sin plan med at oprette ”Riget for Israel” Han har blot udsat den!
Hvorfor ser teologerne, præsterne, forkynderne og de kristne politikere ikke dette?
Hvorfor taler de kristne politiker i Kristelig Folkeparti ikke som Bibelen taler i denne sag? Er de
skamfulde over det kristne budskab, eller tror de ikke at det profetiske ord kommer til at gå i
s.241 Hovedgrunden til at den kristne menighed er splittet i synet på en række lære-mæssige
forhold, er det forhold at fortolkerne ikke regner med tidsperioderne og heller ikke sætter grænserne
mellem dem på rette steder. Dersom man havde et ret syn på dette,så havde vi ikke behøvet at have
forskellige syn på f.eks. vanddåb, tiende, sabbat eller søndag som helligdag, forholdet mellem Israel
og kirken, synet på ”Riget for Israel” og tidspunktet for den kristne menigheds bort-atomar i forhold
til trængselstiden. - Den som ikke studerer Bibelen bliver agterudsejlet på en række områder i
s.242 Paulus sagde at det udelukkende var troen som frelste et menneske. Han var selv glad for at
han ikke havde døbt så mange mennesker: 1.Kor.1,14-17.
Når en del kristne mener at der er frelse i dåbens vand, så blander de sammen udsagn om vanddåb
med udsagn om både genfødelsen og Ånds-dåben.
Angående tiende, så var dette et krav der var nedfældet i Gina-pagten. Paulus sagde ikke noget
om tiende, men han sagde at vi skulle lægge til side det som vi havde tro for og råd til: 1.Kor.16,2.
Dersom nogen ønsker at give tiende, så er det op til den enkelte. Man er ikke bundet i dette
spørgsmål i indeværende tidsperiode. Se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære s. 319-321.
Når det gælder forholdet mellem Israel og menigheden, så begyndte den kristne menighed hverken
ved Golgata eller på pinsefestens dag, men den begyndte med Paulus omvendelse udenfor
s.242 Sandheden er den at Gud ikke har indgået nogen speciel pagt med den kristne menighed. Vi
som hører med til den kristne menighed, er koblet ind i den nye pagt i Jesu blod. Vi administrerer
dele af den nye pagt i Jesu blod på vegne af jødefolket i vor tidsperiode, og dette er også en af
grundene til at Paulus stiller de troende i vor tid vældig frit i forhold til krav og bestemmelser.
s.243 Guds løfter til jøderne om at de skal være præster for hele verden og land-løftet om et
sammenhængende landområde fra Nilen og til Eufrat står fast fra Guds side. Jøderne har aldrig
mistet løfterne fra Gud, men på grund af ulydighed har Gud måttet vente med opfyldelsen af
Den kristne forsamling er en parentes i Guds planer med Israel, og dersom det er således at den
kristne menighed er en parentes, så må de ordninger som Gud har tiltænkt menigheden, afsluttes
indenfor parentesen.
s.246 Vi lever ikke længere i forhold til hverken Mose-loven, de 10 bud eller nogen anden lov i vort
forhold til Gud. Vi er sammen med Jesus død bort fra lovens krav. Vi lever ikke længere i relation til
lovens krav, men vi lever i Åndens nye væsen eller i den frie nåde.
Som en følge af Jesu forsoning så faldt hele Mose-loven bort for den kristne menighed. Kernen i
Mose-loven er de 10 bud. For den messianske forsamling uddybede Jesus loven og de 10 bud, men
for den kristne menighed borttog han alt dette som frelsesgrundlag.
Vi finder ingen forbud om at vi ikke skal gøre noget udskåret billede af det som er oppe i
himmelen. (Vi skal naturligvis ikke tilbede det.) Rom.7. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5 kap:
De 10 bud er indtaget i Paulus undervisning med undtagelse af sabbats bud og bud om gengældelse
i 3. og 4. slægtled. Desuden afsnit om Jesu undervisning.
s.255 Læren om det almindelige præstedømme siger flg.: I virkeligheden er det lægfolkene som er
de egentlige præster.
Dette er ikke korrekt, men det er et udtryk for den såkaldte ”erstatningsteologi”, som desværre
både luthersk og reformert teologi er fyldt af. Det er ikke det kristne lægfolk som er Herrens
præster. Det er jøderne som fortsat er det. Dette løfte til jøderne er ikke ophævet. Det er heller ikke
gået over til os hedninger: Rom.11,29.
Ved at vi ikke hævder Bibelens syn på Israel og jøderne, svækker vi jødernes sag og mister meget
af den velsignelse som vi ellers kunne have haft over vore kirker og vore liv.
s.257 Vor kirkes teologi har ment at den kristne kirke har overtaget jødernes rolle som Guds folk og
endda værre at dette skete ifm. Jesu første komme. Det betyder at alle de gammel- testamentes
løfter, som jøderne har fået, opfyldes på en ikke bogstavelig måde i Kristus og er gået over til den
kristne menighed. Teologerne kalder dette for ”Kristus-transformation” De må derfor blive nytolket
i ny- testamente tid. Se Oskar Skarsaunes hæfte:”Endetid: Hvordan forstås Bibelens ende-
tidsprofetier?”. Se også artiklen: Oskar Skarsaune og dispensjonalismen.
Dette er gal teologi. Gud har ikke forandret på sine løfter til jøderne De står fast, for Gud angrer
ikke på sit kald og sine nådeløfter: Rom.11,29.
s.258 Alle er enige i at jøderne blev kaldt for Herrens konger og præster i Gammeltestamentlig tid:
I 1000 års-riget en periode som teologerne heller ikke regner med – vil det ”jødiske almindelige
præstedømme” komme tilbage igen: Es.61,6.
I vor tid har vi ikke noget almindelig præstedømme, for det hører jøderne til og angår styret over
Hvad som gælder begrebet ”konger og præster”, så forekommer det kun i de jødiske Skrifter i NT.
Det er Peter og Johannes som skrev om dette. Paulus nævner det ikke i sine Skrifter. Peter og
Johannes forkyndte og skrev – ikke til den kristne menighed, men de forkyndte og skrev til jøderne.
Vi må ikke blande sammen de messianske jøder med den kristne menighed. Disse to grupper har
forskellige kald og forskellige sigtemål. De messianske jøder skulle udgøre kernen i det frelste
Israel. Israels frelse lå i forlængelse af deres frelse.
s.258 Israel havde en mulighed til at blive frelst på apostlenes tid. Peter skrev at dersom de
omvendte sig, så ville Jesus komme tilbage og oprette ”Riget for Israel” for dem: Apostlenes.
Da jøderne ikke ønskede at omvende sig til Messias, så oprejste Gud en ny mand, Paulus, med et
delvis andet evangelium end det evangelium som apostlene havde. Gud åbenbarede for Paulus
hemmelighederne, med den kristne menighed.
s.259 Under Rigets periode skal den kristne menighed være i himmelen, medens de troende jøder
skal styre sammen med Jesus som konger og præster på jorden. Det er først på den nye jord at disse
to frelses-grupperinger skal bo sammen.
Det er sandt det som står i Åbenbaringsbogen 5,8, at Jesus b lod frelser mennesker ”til Gud fra
hver stamme og tunge og folk og æt”, men disse mennesker er ikke den kristne menighed, for den er
ikke omtalt i Johs. Åbenbaring. Vers 9 fortæller os hvilke mennesker det er. Det er jøder, som er
samlet fra alle folkeslag, for de skal være konger og præster for Gud, og de skal være konger på
jorden. Det er jøderne som har fået denne opgave.
s.269 De som ikke ser at der er forskel på ”omskærelsens evangelium og u-omskærelsens
evangelium”. De kender ikke til forskellen på ”heteros” og ”allos”!
De fordeler ikke Guds ord på en ret måde: 2.Tim.2,15.
De skiller ikke mellem Rigets forkyndelse og den kristne menigheds forkyndelse.
De ser ikke at vi har to evangeliske forkyndelser i N.T., og dette fremmer erstatningsteologien.
De skiller heller ikke mellem de jødiske Skrifter og Paulus Skrifter i N.T.
De mener at ”evangeliet om Jesu forsoning” på den ene side er det samme som ”omskærelsens
evangelium” og ”u-omskærelsens evangelium” på den anden side. Dette er ikke ret. Jesu forsoning
er i centrum i begge disse evangelier, men vi kan ikke sætte lighedstegn mellem dem, for dersom vi
gør det, så forstår vi ikke det som N.T., siger om det.
s.270 Når Paulus brugte adverbiet ”allos” om ”Jesus” i 2.Kor.11,4, så betyder det at der ikke findes
nogen anden Jesus. Han er den samme i begge evangelierne, men vi må alligevel skille mellem
Jesus som Messias og Jesus som hovedet for menigheden.
Vi skal ikke forkynde Jesus som Messias for den kristne menighed, men vi skal forkynde Jesus
som menighedens frelser og hovedet for menigheden. Benævnelsen ”Messias” har med ”Riget for
Israel” at gøre.
Ifm. ordene ”ånd” og ”evangelium” er ordet ”heteros” brugt. Det betyder at når judaisterne
forkyndte Rigets evangelium for de kristne menigheder, så fik de troende der både ”en anden ånd”
og ”et andet evangelium”. Den ”ånden” som der her er tale om, er ”forvirringens ånd”, og det
evangelium som der her er tale om, er ”Rigets evangelium”
Her er ikke tale om at de troende mister Den Hellige Ånd ved denne forkyndelse, men Den
Hellige Ånd kan ikke udfolde sig frit i et blandingsevangelium og i en blandet forkyndelse.
Dette er hovedgrunden til at der sker så få positive manifestationer i den kristne menighed.
Dette betyder ikke at de troende faldt ud af Guds frelsende og bevarende nåde, men det betyder at
de blev forvirret med hensyn til forkyndelsen.
s.271 Det er i den paulinske forkyndelse at loven ikke har noget med frelsen at gøre. Se min bog:
Jesu Genkomst bind 5, kap: De 8 evangelier i N.T., hvor jeg skriver en del om dette.
s.272 Paulus formaner os gang på gang at vi må skille mellem Jesu og apostlenes forkyndelse på
den ene side og den forkyndelse som han stod for på den anden side. Den første forkyndelse angår
”Riget for Israel” Den anden forkyndelse angår den kristne menighed tid, og den angår os. Dette
gælder den specielle side ved forkyndelsen, men ikke det dom er generelt. Der er en del generelle
aspekter ved Guds ord som gælder til enhver tid.
Torleif Boman skrev i sin bog: Jødernes Messias-Grækernes Kristus, s.173: Paulus forkyndte sit
budskab for det enkelte menneske. Men til trods for at Paulus havde afskaffet hele Jesu forkyndelse
og hele hans offentlige virksomhed, bevarede kirken Jesu evangelium og hans forkyndelse for
folket. Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder, hvor jeg skriver meget om dette. Se også
artiklen: Den messianske jødedom og den paulinske kristendom, del 1.
Paulus højeste ønske overfor menigheden var at den måtte får del i dette og få del i den frihed,
s.272 son vi skal have i indeværende tidsperiode. Han arbejdede med det hele sit liv, og det
evangelium som han forkyndte, blev mødt med modstand og foragt fra mange sider. Således er det
Vi behøver ikke at bekymre os for evangeliet om ”Himlenes Rige”. Det skal Jesus tage sig af når
han kommer tilbage.
Når Paulus opfordrede haver enkelt troende til at få del i Guds fylde og aldersmålet for Kristus
fylde, som er beskrevet i Ef.3,19 og 4,13, så gælder dette den hele og fulde sandhed om den frie
nådes forkyndelse. Dersom vi sammenblander Jesu forkyndelse og Paulus forkyndelse, så når vi
aldrig frem til den fylde som Gud ønsker, at vi skal have: Fil.3,15-16.
Det gælder om at have et ret udgangspunkt. Dersom vi har det, skal vi forstå Paulus forkyndelse
mere og mere.
Folkereligiøsitet siger: Når jeg gør det så godt som jeg kan, så gør Gud resten. Dette bliver galt,
for i den paulinske teologi, da gør Gud alt med hensyn til frelsen og bevarelsen af en troende, og vi
gør ingen ting uden at tage imod.
Paulus lære er ikke progressiv teologi men den er ny teologi, som ikke har været før.
s.279 Paulus kom med en helt ny åbenbaring, som hverken Jesus eller apostlene forkyndte. Den var
heller ikke gjort kendt i G.T.
Når vi ser apostlenes forkyndelse efter pinse, så forkyndte de ikke blot nåden. De forkyndte også
loven: se Jakobs brev.
I vor tidsperiode er det ikke nødvendig at have en stærk tro, for at blive helbredt. Dette hører med
til den messianske jødedom, og det var den Jesus og apostlene forkyndte. I vor tid er det Guds nåde
som giver helbredelse. Den nåde som vi har i vor tidsperiode, behøver ikke at gå vejen om
menneskets egen tro, for at mennesket skal blive helbredt.
Vanddåben hører heller ikke med til den kristne menigheds tidsperiode. Den er uretmæssig taget
ud af det jødiske system og placeret ind i den kristne menighed. Når Paulus skrev om dåben, så var
det en helt anden dåb han skrev om, og det er genfødelsens dåb: Rom.67,3-5 og Kolos.2,11-12.
s.280 Vanddåben giver ingen god samvittighed med Gud. Det er bare genfødelsen som gør det:
Hebræer 9,14. Her må ryddes kraftig op.
Den romerske og den lutherske kirke mener at genfødelsen ligger i dåbens vand, og at en må
døbes i vand, for at blive frelst. Dette er den største vildfarelse som vor kirke har. Dette er et lavmål
af teologisk vurdering. De fleste som kommer til tro på Jesus er ikke døbt på forhånd.
Denne lære har været med til at føre mange millioner mennesker ind i fortabelsen. En kan ikke
henvise til dåbens vand når opgørets dag kommer, men det eneste som holder på denne dag, er
hvorvidt en har Den Hellige Ånd som pant og indsegl i sit hjerte. Dette er det samme som at have
troen på Jesus, og den er en gratis gave. Se artiklen: Dåbens betydning.
s.281 Man skal så langt som mulig bruge tekster som er hentet fra Paulus breve som hovedtekster,
og så kan en supplere med andre tekster fra Bibelen, for det er den paulinske teologi som gælder i
s.283 Paulus evangelium bliver kaldt for ”Guds nådes evangelium”: Apostlenes Gr.20,24.
Dette var et evangelium som ikke havde været forkyndt før. Det var skjult ”i og hos Faderen”:
Ef.3,3-7. Han havde ikke lært det af noget menneske, men af den opstandne Kristus: Gal.1,11-12.
Rigets evangelium udtog jøderne til et jordisk rige, medens Paulus evangelium udtager mennesker
for himmelen.
s.284 Ordet ”nåde”! Er et nøgleord i Paulus forkyndelse. Det er på græsk ”charis”. Det er brugt 155
gange i N.T. Paulus brugte ordet 109 gange. Ordet betyder ”favør” eller ”gunst”. ”Nåde” betyder at
en ”opnår en favør eller gunst hos Gud på basis af Jesu forsoner gerning, som en ikke fortjener.
Når todelingen er kommet bort i forkyndelsen , da skyldes det den såkaldte ”erstatningsteologi”.
Den går ud på at menigheden har overtaget Israels rolle i frelseshistorien.
Det var Guds vilje at Paulus skulle blive apostel. Han skrev brevet til de hellige i Efesus – de som
havde tro på Jesus. v.1.Det betyder at brevet også er skrevet til de hellige overalt i verden.
Ordet hellig betyder ganske enkelt ”at være udtaget til en bestemt opgave”. Vi er også hellige. . Vi
er perfekt når vi er i Jesus, men ikke i os selv. Det er ikke det samme som at være perfekt: 1.Kor.12-
s.284 Gud har velsignet os med alle åndelige velsignelse som himmelen hat i Jesus Kristus. Hver
enkelt af os har ikke alt dette, men i og med at den kristne menighed bliver betragtet som en enhed,
så har hver af os alt dette. Det er givet til menigheden, og det udeles gennem bøn og brug af
nådegaverne: 1.Kor.12-14.
s.285 Vi er udvalgt af Gud i Jesus før verdens grundvold blev lagt. (v.4.) Dette er ikke noget
problem for Gud, for han er udenom tidsskemaet. Hensigten med udvælgelsen er at vi skal være
hellige og ulastelige for hans åsyn. Det er overfor hans person. I Jesus Kristus er vi perfekte for
Alt dette er baseret på Jesu forsoning. Det er Jesu blod, som er det samme som Jesu død, som
bevirker forsoningen. (v.7.)
Vi er ikke bare udvalgt i Jesus,men han kundgjorde også for Paulus og for os sin viljes
hemmelighed efter sit frie råd. (v.9) Denne hemmelighed angår det kristne legeme.(Se Ef.2,15.)
Husholdningen i tidernes fylde har med fremtiden at gøre. (v.10.) Bibelens indhold bliver opdelt i
tidsperioder eller tidshusholdninger.
Beviset på at vi er Guds børn, er at vi har fået Den Hellige Ånd i vore hjerter. (v.13.) Dette er et
gammelt løfte til jøderne.
Det som kendetegner de troende er to forhold, og det er: Kærligheden til Gud og kærligheden til
de hellige. (v.15.)
Paulus bad for denne menighed at Gud måtte give den visdom og åbenbarings Ånd til kundskab
om Guds ordninger, således at de kunne forstå hvilket håb de var kaldt til, og hvilken arv de havde.
(v.17-18.) Den som ved dette, tager vare på sin arv.
Alle som tror på Jesus har del i Guds kraft. Denne kraft er så stor at han opvakte Jesus fra de døde
og satte ham ved sin højre hånd i himmelen. (v.19-20.)
Ved Jesu himmelfart blev han sat over enhver magt og myndighed som findes, ikke blot i den
nærværende verden, men også i den kommende. (v.21.) Den kommende verden er et jødisk udtryk
for ”Riget for Israel”
Han lagde alle ting under Jesu fødder. Han er hovedet for legemet, medens enhver enkelt af os er
lemmerne på Krist krop. Vi er hans lemmer med hver vore opgaver. Vi er fyldt af ham. Han fylder
alt (alle åndelige ting og forhold) i sit legeme. (v.22-23.)
Af den grund er det så vigtigt at menigheden fungerer, for det er gennem den at hver enkelt af os
skal have vækster, men når menigheden svigter, så udebliver også væksterne.
s.290 Man kan derfor sige at den kristne forsamling har et højere kald end det som jøderne har.
I 1000 års-riget skal disse to forsamlinger samarbejde. Den messianske menighed skal styre
verden ud fra Jerusalem medens den kristne menighed skal være med på at styre verden ud fra den
himmelske verden.
I 1.Tim.1,15 har Bibel-oversætterne oversat dette ord galt. De har ment at Paulus var den største
synder, men det kan ikke stemme. Der var mange syndere i verden på Paulus tid som var større
synder end han, for eksempel kejser Nero. I v.16 har Bibel-oversætterne oversat dette ord rigtig.
s.291 Hvad der gælder de nytestamentlige hemmeligheder, så blev de introduceret af blot en mand,
og det var Paulus. Han gav det videre til sine medarbejdere. Han skrev 13 breve om disse
hemmeligheder.
Englene forstod heller ikke disse hemmeligheder. De måtte lære det af den paulinske menighed
når han underviste om disse ting: Ef.3,10.
Bredden går på det forhold at legemet består både af jøder og hedninger.
Længden går på Guds tålmodighed. Han kunne have dømt Israel og verden efter at begge
”folkegrupper” havde forkastet ham, men han indførte et nyt trossystem – den frie nådes
tidshusholdning.
Dybden går på Jesu forsoning. Profeterne vidste at forsoningen gjaldt jøderne: Es.53, men de
vidste ikke at der skulle komme en tid, da også hedningerne skulle få del i denne frelse på et
selvstændigt grundlag. Højden går på Jesu position i himmelen. Han er højt hævet over alle
himle:Ef.4,10.