mandag den 21. april 2014

Bibel-åbenbaring 5

Bibel-åbenbaring fra ”Kristen Bogproduktion” Tingvoll, Norge (5.)
Gengivelser fra bogen: Jødedom & Kristendom, Jesus & Paulus af Oskar Edin Indergaard
http://home.online.no/~oskaredi/index.htm
http://yeshuattsion.webbyen.dk
www.denpaulinskegruppe.blogspot.com

s.292 Paulus forstod ikke alle sammenhænge med den kristne menighed fra begyndelsen af . Vi må
huske på at hele Bibelen er en fremadskridende åbenbaring.
Ved siden af dette var Paulus undervisning en ny lære som ikke havde været før. I de første 6
breve som Paulus skrev, var der en del jødiske elementer, som ikke hører med til den kristne
menigheds lære. Dette gælder særlig vanddåben, omskærelsen og tro som forudsætning for
helbredelse: Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære.

s.293 Før den kristne menighed kunne blive etableret som den eneste menighed, måtte både
hedninger og jøder blive forkastet af Gud. Det første skete ved Babylon i gammel tid. Det andet
skete mod slutningen af Apostlenes gr., da Paulus kategorisk sagde at fra nu af ville han gå til
hedninger: Apostlene. gr.28,28. Rom.11,32.
I den kristne menighed, som er en helt ny frelsesforsamling, kunne Gud på ny forbarme sig over
både hedninger og jøder i eet legeme. Således fungerer Guds nåde og Guds kærlighed.

s.294 Ved at den messianske meni9ghed solgte alt det som den ejede og havde, så svækkede
medlemmerne deres eget eksistensgrundlag. I tillæg til dette kom der også et dårlig år i Israel. Dette
er baggrunden for at de messianske jøder behøvede økonomisk hjælp fra hedningerne.
Dette peger også på det forhold at Riget ikke blev oprettet på daværende tidspunkt. Dersom det
havde sket, så havde de messianske jøder ikke kommet i økonomiske vanskeligheder.

s.297 To delvis forskellige evangelier. Det første angår jøderne og er baseret på Guds kærlighed og
overholdelse af Mose- og Jesu Torah. Det andet er baseret på Guds kærlighed og Guds nåde. Jesus
satte den jødiske lov fuldstændig tilside ved sin død på Golgata: Ef.2,14 og Kolos.2,15. Dette gjaldt
kun for hedninger. Jøderne måtte fortsat leve deres liv under loven. De blev testet på den i deres liv,
se Apostlenes .gr. 21,20.
Dette er en af de store forskelle på disse to evangelier, men dette ser og forstår de allerfleste af
teologer og prædikanter ikke.
Vi ved at Paulus havde stor modstand mod sin lære fra det farisæiske parti og fra judaisterne.
Disse havde taget imod Jesus som frelser, men de mente at hedningerne måtte holde Mose Torah i
tillæg til at de måtte tro på Jesus: Apostlenes Gr.15,5. Det var disse Paulus måtte kæmpe imod
gennem hele sin virketid. Mange steder hvor Paulus forkyndte den frie nådes budskab, dukkede de
op og forkyndte den messianske jødedom, som var beregnet kun på jøderne. Paulus gik hårdt imod
disse, for de ønskede at blade elementer ind i hans forkyndelse, som ikke hørte hjemme der:
s.298 I sine første breve som 1.og 2. brev til Tess. brev, til Rom 1. og 2. Brevet til Korinterne og
Galater brevet. For disse jøder som var i centrum uddybede Paulus det forskellige som der var
mellem den messianske jødedom og den paulinske kristendom. Det kunne være forhold mellem
loven og den frie nåde, og det kunne være spørgsmålet angående endetiden.
I Rom.11 skrev han også om forholdet mellem den messianske og den kristne menighed. Den
kristne menighed er en parentes i Guds planer med jøderne: v.25-26.
s.301 Det siger sig selv at man ikke kan forkynde to forskellige budskaber i den samme menighed.
I Efesus for eksempel, var der både en messiansk og en kristen menighed. Når Paulus skrev til
menigheden, så var dette en helt anden forkyndelse end den som kommer til udtryk, når Johannes
skrev til den messianske menighed (Joh. Åbenbaring – noget som er typisk for den messianske

jødedom.. 2,1-7.) Her kommer gerningsaspektet ved troen meget stærkere til udtryk end ved Paulus
forkyndelse. Dette gælder også de øvrige 7 lilleasiatiske menigheder som Johannes skrev til. I disse
breve finder vi ikke den frie nåde, men vi finder en kombination mellem tro og gerninger.
I og med at der ikke bliver gjort skille mellem disse to typer menigheder i forkyndelsen, så er
dette med til at svække den kristne identitet hos mange kristne i dag.

s.301 Mange kristne er usikre på om de er frelst eller ikke, for de læser i brevene til de lilleasiatiske
menigheder at Gud kræver fuldkomne gerninger for at blive frelst (bevaret som troende)
Åbenbaringen 3,2.
Jeg kan berolige de troende som har problemer med dette. Dette angår ikke den kristne menighed.
Den er frelst af nåde ved tro uden gerninger, så den sag er klar: Ef.2,8-9. Tak Gud for nåden, og
Som en naturlig konsekvens af dette så forkyndte Paulus heller ikke indgående om ”Riget for
Israel”. Når han udtalte sig om Guds rige, så var det menigheden han talte om: Apostlens gr.28,23.
Ud fra det ovenfor skrevne, ser og forstår vi at der er to delvis forskellige budskaber, som blev
forkyndt i denne tid, og det var evangeliet om Riget og evangeliet om Guds frie nåde. Det første
blev forkyndt af apostlene og deres medarbejdere. Det andet blev forkyndt af Paulus og hans
medarbejdere. Begge parter vidste om dette, og de respekterede hverandres kald og egenart.

s.302 De messianske jøder og Paulus havde ikke noget samarbejde på det teologiske område. Det
eneste områd hvor de havde et fast og formelt samarbejde,m var det økonomiske område.

Hvor længe skal det vare før kristen folket magter at fordele Det nye Testamentes teologiske
indhold på en ret måde og lærer om disse ting ?
s.305 Det er Den Hellige Ånd som tolker Skriften for os. Han har bare en opfattelse. Det er
organisationerne som har forskellige opfattelse om den samme sag.

s.307 Hvad der er gældende den kristne menighed, så skal den ikke dømmes på grundlag af sine
gerninger, men på grundlag af sin tro. Hvornår skal vi begynde at forstå at Paulus baserede sin
undervisning på troen alene både som frelsesgrundlag og i vandringen som troende?

s.309 Rom.4,6-7 Dette afsnit er fra Davids salme 32,1-2: Det han tænkte på da han skrev dette, var
at det blot er Guds retfærdighed som kan frelse et menneske og ikke mennesket egne gerninger.

s.311 Det er tragisk at kristen-folket ikke ser og forstår- at vi er fuldkommen løst fra både Mose
undervisning og Jesu første undervisning, som gjaldt ”Riget for Israel” og de messianske jøder.
Når en bekender Jesu navn, bliver en også meget stærkere som kristen.
Dersom en unddrager sig at bekende Jesu navn, efter at en er blevet frelst, står en i fare for at
miste velsignelsen – ikke frelsen.

s.314 ”Skuebrøds bordet” som stod i det inderste hellige. Hver uge blev der lagt 12 ferske bød på
det. De 12 brød repræsenterede Israels 12 stammer.
Israels 12 stammer var derfor i Guds nærhed hele tiden, men det hjalp ikke den jødiske nation
som helhed. De skulle ikke blot ære Gud med deres læber, men hjertet måtte også være i
overensstemmelse med Guds vilje.

s.315 Rom.11,26-27 Paulus citerede her fra Es.27,9.59,20-21 og Jer. 31,34.
Når den kristne menighed er blevet fuldtallig, kommer tiden til jødernes frelse. De vil blive frelst
som rest og levning ved afslutningen af den store trængsel.
Dersom jøderne havde taget imod Jesus første gang, så havde vi ikke fået kirkens tid.

s.316 Den græske grundtekst som blev udarbejdet af Westcott og Horst har skrevet ”Guds domstol”

i Rom.14,10. Det er galt. Det skal være ”Jesu domstol”. Det er der at den kristne menighed skal få
sine liv bedømt i forhold til gode og dårlige gerninger: 1.Kor.3,11-15.
Begrebet ”Guds domstol” er Guds dom over menneskene efter at 1000 års-riget er afsluttet: Joh.
Åbenbaring 20,11. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 3, hvor jeg skriver meget om de forskellige

s.322 Skrifts-ordet fra Esajas 9,6-7 viser art Riget skulle være blevet oprettet i forlængelse af
Messias (Jesu) fødsel. Det er Jesus som er dette barn.
Den som mener at kirken begyndte på Pinsedag, må nødvendigvis mene at kirken er det samme
som det david-stiske Rige, da det var det som blev tilbudt jøderne på Pinsedag. Dette er
erstatningsteologi af værste slags.
De som blev tilbudt Riget var heller ikke hedninger som sådanne, men det var jøderne og deres
proselytter som var samlet i Jerusalem for at fejre Påske: Apostlenes gr. 2,5 v.11.
Den Hellige Ånds komme var også et løfte til jøderne og ikke til den kristne menighed: Jer.31,31-
34 og Esek. 36,25-27.
At Den Hellige Ånd blev givet til medlemmerne af den kristne menighed på et senere tidspunkt,
det er en helt anden sag.
s.323 Den Hellige Ånds komme på pinsedagen som forudsagt hos profeterne skulle
ske i ”de sidste dage” for Israel: Ap.gr. 2,17. Man kan derfor ikke hævde at Pinsedagen var den
første dag for den kristne menighed. Det er at vende det hele på hovedet
Benævnelsen de sidste dag = betyder i denne sammenhæng at de profetiske udsagn som angår
endetide og oprettelsen af ”Riget for Israel” skulle gå i opfyldelse i denne tid. ”De sidste dage”
begyndte med Johannes Døberen.
Da jøderne ikke tog imod tilbudet om deres Messias og oprettelsen af Riget, blev ”de sidste dage”
udskudt med ca. 2000 år. Udtrykket ”de sidste dage” er det samme som ”endetiden”. Når endetiden
er afsluttet, får vi Riget for Israel.
s.324 Dersom den kristne menighed havde begyndt op Pinsedag, så havde de messianske jøder ikke
behøvet hverken at forfærdes over dette, eller de havde ikke revset Peter fordi han havde forkyndt
evangeliet for hedningerne, for da ville det være en kendt sag, at også hedningerne kunne blive
medlemmer af Guds rige uden at gå vejen om ad den messianske jødedom.
Alt det som skete på Pinsedag var i overensstemmelse med det som profeterne havde forudsagt om
dette: Ap.gr. 3,25.
Hvad som gælder den kristne menighed, så var den ikke gjort kendt for hverken jøder eller
hedninger i Tanach: Ef.2,5 v.9.
Kolos.1,25-26: Hemmeligheden med den kristne menighed var holdt skjult gennem hele G.T.
Periode. Det var først Paulus som fik åbenbaret den af Gud. Dette betyder at den kristne menighed
ikke eksisterede på Pinsedag. Den kom først med Paulus. Han var det første medlem af den kristne
menighed: 1.Tim.1,15-16.

s.325 Det går ikke an at eliminere den jødiske karakter ved denne højtid og hævde at Pinsen er
kirkens fødselsdag. Som frelseshistoriske hændelse angik den jøderne og Israel.
Det store tilbud om oprettelsen af ”Riget for Israel” Kom efter Pinsen, for da kom Den Hellige
Ånd, Peter sagde da til det jødiske folk at dersom det omvendte sig, så skulle Jesus komme tilbage
og oprette Riget for dem: Ap.gr.3,19-21.
Dersom kirken har sin begyndelse på Pinsedag, kunne Gud nikke tilbyde jøderne oprettelse af
Riget for dem på et senere tidspunkt.
Den som hævder dette, tager ikke hensyn til kronologien i de bibelske udsagn og blander sammen
de forskellige udsagn, hvad der gælder dette. Resultatet bliver at man blander sammen to
forskellige tidsperioder.
Paulus oplyser grunden til jødernes forkastelse af Jesus at tilbudet omfrelsen blev givet til
hedningerne ”Jeg siger altså”: Har de (jøderne) da snublet for at falde? Langt fra! Men ved deres
fald er frelsen kommet til hedningerne, for at dette skal vække dem (jøderne) til nidkærhed:

s.326 Jøderne måtte blive forkastet af Gud før Gud kunne tilbyde hedninger forsoning i Jesu blod.
Jøderne var ikke forkastet af Gud på Pinsedagen. De to første taler som Peter holdt efter Den
Hellige Ånds komme angik udelukkende jøderne: Ap.gr. 3,26.
Korsfæstelsen af Jesus førte ikke til at Gud forkaster jøderne. Jesu død og offer var villet af Gud,
og korsfæstelsen af Jesus blev ikke kun udført af jøderne. Den blev udført af både jøder og
hedninger: Ap.gr. 4,27-28.
Jesus måtte sone al verdens synd før han kunne oprette Riget for jøderne. Dette var i samsvar med
Guds planer, og jøderne blev ikke gjort ansvarlig fordi de var medvirkende i at korsfæste Jesus. De
blev derimod ansvarlig fordi de forkastede Den Hellige Ånd, som tydelig viste dem at Guds Rige
allerede var oprettet i Israel.
s.327 Dersom Gud havde forkastet Israel fra Pinsedag, så havde Peter og de andre apostle også
forkyndt til hedningerne, men i og med at Israel ikke var forkastet på dette tidspunkt, så gjald
budskabet blot jøderne og deres tilhængere.
Peter forkyndte (i Kornelius hus) ikke det paulinske budskab. Han forkyndte det messianske
budskab om at den som ønskede at blive frelst, måtte frygte Gud og gøre retfærdighed, som er det
samme som at holde Mose-loven og Jesu undervisning: Ap.gr. 10,35.
s.328 Hvad der gælder Paulus forkyndelse, så var den knyttet til troen på Jesus, men den var ikke
knyttet til overholdelse af den jødiske Torah. Den var knyttet til nye åbenbarelser og
hemmeligheder: Kolos.1,25-26.
s.329 Medens apostlene relaterede deres forkyndelse til en ydre opfyldelse af Loven,så løsrev
Paulus sin forkyndelse fra loven. Han lærte at både jøder og hedninger blev frelst af nåde ved tro
uden gerninger: Rom.3,21. Ef.2,8-9.
Medens apostlene udelukkende forkyndte for jøderne, så forkyndte Paulus både til jøder og
hedninger. Han ligestillede dem i en ny frelsesforsamling som han kaldte for ”en ny skabning”, ”et
nyt menneske” eller ”det kristne legeme”:Kor.5,17. Ef.2,15. Gal.3,8.
Medens apostlene forkyndte i samsvar med missionsbefalingerne i Mat.28,18-20 og Markus
16,15-20, så forkyndte Paulus ikke i forhold til disse missionsbefalinger.
s.330 Det som var centrum i hans forkyndelse, var ikke en indskærpelse af Mose-Loven, ikke
undere og tegn og tro som basis, men det han lagde vægt på, var forligelsens tjeneste: 2.Kor.5,16-21
Ap. gr. 2,38: Paulus forkyndte aldrig dette, men han praktiserede den jødiske dåb helt frem til år
51. I dette år fik han en ny åbenbaring fra Herren om at vanddåben ikke var nødvendig for den
kristne menighed.
Dersom man praktiserede den ville forsoningen miste sin kraft: 1.Kor.1,17
Da Paulus skrev brevet til Efeserne i år 62, så skrev han at der blot var en dåb, og denne dåb må
være det forhold at Den Hellige Ånd døber medlemmerne af den kristne forsamling ind i det kristne
legeme: Ef.4,4-6.
s.331 Når vi sammenligner disse to forkyndelser, så kan det ikke være den samme forkyndelse, og
det er det heller ikke, men dersom vi ikke ser at det er to forskellige menighedstyper, så må vi
nødvendigvis blande dem sammen.
Den kristne menighed store håb og frelse er ikke det samme som det jøderne havde.
Den kristne menighed venter på Jesu komme for menigheden og bort-atomar. Den kristne
menigheds bort-atomar hørte ikke med til de jødiske løfter. Dette var en hemmelighed som først
blev åbenbaret for Paulus: 1.Kor.15,51-52. Tess.1,10.
Jøderne skal ikke blive befriet fra den kommende vrede, men de skal gennemleve den.
Medens den messianske forsamling er en jordisk forsamling, som skal styres med Jesus i 1000 år,
så er den kristne forsamling en himmelsk forsamling som skal være med til at styre verden fra
himmelen i de 1000 år .

s.332 Paulus sagde følgende om sin forkyndelse: Den var en hemmelighed som ikke havde været
åbenbaret før. Han var den første som fik denne åbenbaring: Rom.16,25-26 og Ef.3,1-9.
Han kaldte denne åbenbaring for mit evangelium: 1.Kor.4,17.

Han havde ikke lært det af noget menneske, men havde fået det af Jesus ved en åbenbaring:
Han var den første som blev frelst ved det nye evangelium. Han skulle være et forbillede for dem
som kom til tro på Jesus efter det nye evangelium: 1.Tim.1,15-16.
s.333 Ud fra det ovenfor skrevne, skulle det være helt indlysende at den kristne menighed ikke
begyndte Pinsedag. Den begyndte efter Paulus omvendelse udenfor Damaskus i året 37.
De som først burde forstå dette er præster, teologer og pastorne, men de holder sig hellere til
gamle forkerte teologiske vurderinger end at tolke Skriften på en rigtig måde
Store dele af læg-folket, har også mistet meget af den kraft som de kunne have haft, for de har
bøjet sig for det som er galt og ønsker ikke at bryde ud af det. Mange af dem har ingen Bibel-
Store dele af det kristne legeme er desværre ”småbørn i Kristus”, og det kommer de også til at
blive helt til de begynder at forstå at der er forskel på apostlenes og Paulus hans forkyndelse.

s.337 Paulus stillede jøder og hedninger på lige line med hensyn til frelsen. De blev både frelst og
bevaret som troende på grund af Guds nåde og troen på Jesus.
I den messianske jødedom var der knyttet en række betingelser for at jøderne kunne blive frelst og
bevaret som troende.
I brevet til Romerne, som blev skrevet i ret 58, skrev Paulus at Guds retfærdighed, som loven og
profeterne vidner om, nu var blevet åbenbaret uden at den jødiske lov skulle lægges til grund for
frelsen. Det var Guds retfærdighed ved troen på Jesus. Dette gjaldt både jøder og hedninger i det
kristne legeme. Det var til disse Paulus både skrev om i sine breve og forkyndte til: Rom.3,21-22.

s.338 Vi ser at fokus er flyttet fra gerningernes lov og til troens lov. Troens lov, som er det
revolutionerende nye i Paulus Hans forkyndelse, han ophævede gerningernes lov, som hørte med til
den messianske jødedom: Rom.2,27-28.
Blot dette ene punkt skulle være nok til at vise at vi ikke kan dele Paulus forkyndelse i to dele,
hvor den første del angår ”Riget for Israel” og den anden del angår den kristne menighed.
Han forkyndte det lovfri evangelium til både jøder og hedninger, medens apostlene fortsatte med
at forkynde det lovbundne evangelium til jøderne og deres proselytter.
s.339 Dette kommer også klart til udtryk i alle Paulus hans breve. Ordet tro eller troen er et
nøgleord i Paulus forkyndelse. Han brugte det som en modsætning til ordet loven. Han stillede
galaterne det spørgsmål: Var det ved lovgerninger at i fik Ånden, eller var det ved forkyndelse af
Dette viser også den store modsætning som der var mellem apostlenes og Paulus hans
Peter havde forkyndt at jøderne måtte holde loven, for at få Den Hellige Ånd: Ap. gr. 2,38.
Paulus forkyndte at man fik Den Hellige Ånd ved forkyndelsen af troen eller den frie nåde.
Dersom Paulus havde forkyndt det samme evangelium som de messianske jøder (judaisterne), så
havde han ikke blevet modarbejdet og forfulgt af dem. Dette er også et bevis på at Paulus forkyndte
et helt andet evangelium end det som de messianske jøder forkyndte.
s.340 For at få del i Guds nåde måtte menneskene forpligtige sig på at holde deres del af kontrakten
med Gud. Dette kalde vi for betinget nåde
Ved siden af dette kender vi også Guds ubetingede nåde: Se artiklerne: Guds lov og Guds nåde,
Guds nåde og Guds nådes evangelium
s.341 I Paulus store tale i Antiokia i Pisidia i året 46 kommer det klart til udtryk at Paulus forkyndte
de paulinske hemmeligheder og ikke den messianske jødedom
s.343 Det er heller ikke noget mærkeligt at deres forkyndelser var forskellige, for Paulus forkyndte
det teologiske grundlag for den kristne menighed medens apostlene forkyndte det teologiske
grundlag for ”Riget for Israel”.
Paulus forkyndelse om Nåden, da kommer den til udtryk i alle hans breve. Der er ingen forskel på
hans tidligere skrevne breve og dem han skrev i årene 60-67.

som en åndelig enhed,som ikke kan deles op. Den som hører med til den kristne forsamling, er selv
både en ny skabning, og han hører med til den nye skabning: Gal.6,15-16.
s.350 I brevet til Galaterne sammenfatter Paulus sine bud, regler og bestemmelser og kaldte
summen af dem for Kristus lov: Gal.6,2
Paulus advarede stærkt imod den virksomhed som de messianske jøder (judaisterne) drev blandt
galaterne: Gal.5,1-4.
s.351 Paulus løsrev sin undervisning fra Mose-loven. Han arbejdede ikke med de samme bud og
regler som Mose-loven gjorde. Dette kommer til udtryk allerede i hans første breve.
Det går derfor ikke an at hævde at hans undervisning var ligesom den messianske undervisning
helt frem til år 60. Han havde denne undervisning halt fra begyndelsen.
Både brevet til Romerne, Efeserne og Kolossens hævder at Jesu forsoning afskaffede loven. Dette
er ret i forhold til den kristne menighed, men det er ikke ret i forhold til den messianske menighed.
Den var fortsat forpligtet på loven eller på Jesu undervisning og forståelse af loven. Det var den
messianske lov for ”1000 års-riget”
s.354 Oprindelig så gjaldt nadveren den messianske forsamling: Mat.26,26-29., men i og med at
Paulus påbød den i 1.Kor.10,16-17 og 11,26, sp skal også den kristne menighed fejre den.
Nadveren er dermed et bindeled mellem den messianske jødedom og den paulinske kristendom:
Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære, s. 367-384.
I tillæg til dette er nadveren et minde måltid både for Jesu genkomst for den messianske menighed
og et minde måltid for Jesu komme for den kristne menighed: 1.Kor.11,26.

Vedrørende vanddåben,så fik han et nyt syn på den i året 51.
Han lærte aldrig i samsvar med det som Peter og de andre apostle lærte om vanddåben, at den var
nødvendig både for at få syndernes forladelse og for at få Den Hellige Ånd, men han døbte en del
mennesker som var kommet til tro på Jesus. Apostlenes gr.2,38. 1.Kor.1,17 og 2,2.
I brevet til Efeserne som blev skrevet i året 62. stadfæstede Paulus at der blot var en dåb for den
kristne menighed, og det var genfødelsens dåb, som er selve frelsen. ”en Herre, en tro, en dåb.” 4,5
s.355 Dette kommer også til udtryk i både brevet til Rom.6,3-5 og til Kolos. 2,11-12. Disse Bibel-
steder bliver uretmæssigt tolket til at gælde vanddåben og den u-bibelske lære om at frelsen ligger i
vanddåben eller i forbindelse med den.
Dersom disse Bibel-steder skulle gælde det forhold at der er frelse i vanddåben. Ja, den var ikke
bare , så ville Paulus nødvendigvis kommet i konflikt med sig selv i og med at han hævdede i
1.Kor.1,17, at vanddåben ikke var nødvendig for frelsen unødvendig. Den var til og med skadelig,
for den svækker betydningen af Jesu forsoning og skabte forvirring om vanddåbens betydning.
s.356 Vi får både syndernes forladelse og Den Hellige Ånd uden at vanddåben har fundet sted.
Vanddåben er ikke forenelig med den nådeforkyndelse som Paulus forkyndte. Dette er grunde til at
han fik besked af Gud om at afskaffe den for den kristne menighed.
Dette viser med al tydelighed at Paulus ikke forkyndte i samsvar med den messianske jødedom,
der krævede vanddåben som en betingelse for at jøderne både skulle få syndernes forladelse og Den
En udfordring til alle de af vore forkyndere, præster og pastorer som daglig forkynder, at der er
frelse i vanddåben, og til læg-folket som tror blind på dem. En løgn bliver ikke sandhed selv om den
bliver hævdet ofte.
Det som bliver sagt og ment i forbindelse med barnedåb og vanddåben i vore kirker, er efter min
vurdering et lavmål af teologisk vurdering. Kirken og de lutherske organisationer tillægger vandet
en magisk kraft og virkning, som ikke er til stede der, og som svækker Jesu forsoning: Se min
artikler: Dåbens betydning.

I tilfældet Apostlenes. gr.14,9-10. Forkyndte Paulus det messianske budskab for de som ønskede
at blive helbredt. Vi kan ikke se at Paulus havde denne forkyndelse senere. Han fik lære at
menneskene ikke længere behøvede den stærke tro, for at blive helbredt, men at det udelukkende er
Guds nåde, som helbreder mennesker. Dette gjaldt mennesker som havde en stærk tro-eller ikke.