Skal menigheden bortrykkes før den store trængsel? Af Johan Henrik Jørgensen For en tid siden fik jeg tilsendt et brev, som var kommet til Karmel instituttet. Det var fra en læser, som bl.a. skrev: "Jeg har netop siddet og læst det sidste kapitel i profeten Daniels bog, og tænkt meget over, hvad der kan ligge i det, som står i vers 11-12 om de forskellige dage: 1290 dage i vers 11, og 1335 dage i vers 12. Det kan næsten se ud, som om menigheden må gennem en del af trængselstiden, siden der står: Salig er den som bier og når frem til... Jeg har altid troet, at menigheden skal rykkes bort før trængselstiden på nogen måde har gjort sig gældende.”
Så vidt brevet, spørgsmålet var da om jeg muligvis kunne skrive lidt om dette i Karmel bladet. Men i Karmel Israel Nyt nr. 3 2001 havde jeg en artikel om disse mystiske "dage" i Daniel 12 med titlen: Er det mulig at tidsfæste begivenheden og Jesu genkomst? At disse mystiske tidsangivelser i Daniels bog skulle føre tankerne hen på NT-menigheden og dens oprykkelse, kan jeg ikke helt forstå. Det burde være klart, at Daniels profetier angår Israels folk og land, og Israels Messias i forhold til sit folk i det kommende rige for Israel. Kapitlerne 10, 11 og 12 udgør en enhed i det profetiske afsnit, det sidste syn, og det var den sidste profetiske åbenbaring Daniel fik, som i tid sigter fra Daniel egen samtid, nære fremtid og videre fremover, lige til begyndelsen af det kommende messianske Rige for Israel. Det er altså vigtigt at være klar over at det er Israel, som er fokus hele tiden og at disse kapitler hører nøje sammen. Englen, som åbenbarede sig for Daniel og som formidlede denne åbenbaring til ham, styrkede den aldrende profet, som var blevet helt magtesløs ved dette vældige syn. Daniel fik høre disse trøstefulde ord fra englens mund: Frygt ikke Daniel! For fra den første dag du vendte dit hjerte til at vinde forstand og ydmyge dig for din Guds åsyn, er dine ord blevet hørt. Og på grund af dine ord er jeg kommet.. Nu er jeg kommet for at lade dig vide hvad som skal hænde dit folk (=Israel!) ved dagenes ende. Altså sigter dette syn og denne profetiske åbenbaring til dagenes ende, hvilket er det samme som denne tidsalders ende, Matt. 24:3. Her er det vigtigt at være klar over, at der er en væsentlig forskel mellem en tidsalder (græsk aion) og en tidshusholdning (græsk oikonoma) i Skriften. Fra skabelsen af de første mennesker 1. Mos. 1:1 og indtil verdensbranden Åb. 20:9, er der 3 tidsaldre, men 7 frelseshusholdninger. En tidsalder kan rumme flere husholdninger. Den nuværende tidsalder strækker sig fra Noahs tid og lige til Jesu genkomst i herlighed for at oprette sit Rige. Når diciplene spørger Jesus om, hvad tegnet skal være på hans komme og denne tidsalders ende, så er det de sidste 7 profetiske år umiddelbart forud for hans genkomst i herlighed det gælder, som jeg snart skal nævne lidt mere om. I Daniel 12:11-12, altså de to vers, som var foranledningen til spørgsmålet om tiden for NT- menighedens oprykkelse, får vi et glimt lige ind i begyndelsen af den kommende tidsalder, som forøvrigt består af kun én husholdning, nemlig det kommende Messianske Rige, retfærdighedens husholdning. Disse to vers sigter nemlig til selve etableringsfasen af dette herlige, forjættede Rige for Israel. Det er indlysende at det er overordentlig vigtigt at have Åndens lys over Skriftens lære angående Israel, Messias og Riget for Israel, som er de centrale temaer i GT`s profetord. Når andre – ikke-jødiske – folkeslag omtales i GT, sker det altid i deres relation til Israel og det jødiske folk, og selve kriteriet for Skriftens omtale af de andre folk og Herrens handling med dem, er dette profetiske princip og denne guddommelige lov: Velsignet være den som velsigner dig (Israel) og forbandet den som forbander dig. 4. Mos. 24:9. 1. Mos. 12:3 og 27:29. Dette princip er aldrig blevet ophævet, men gælder fremdeles og i al fremtid! Når det gælder NT-menigheden, er det overordentlig vigtig for os at have Åndens lys over de Bibelske sandheder angående denne ved troen udkaldte forsamling, som alle troende i denne tid tilhører. Dette kan vi imidlertid ikke tage op her i sin fulde bredde. Foreløbig understreger jeg bare dette: Sandheden om NT- menigheden, dette folk, som skulle udkaldes ved et himmelsk kald, til en himmelsk stilling i Messias, vil vi lede forgæves efter i hele GT, og dermed selvsagt også i Daniels bog, og forøvrigt også i de fire evangelieskrifter. Grunden er simpelthen, at NT-menigheden var en hemmelighed i Guds råd fra evige tider, lige til han i sin visdom åbenbarede denne store hemmelighed for sin tjener apostlen Paulus, som var det dertil udvalgte redskab: Ef. 3:3-9, Kol.1:25-27. Iøvrigt er hovedhensigten med denne artikel at klargøre tidsindholdet mellem NT-menighedens oprykkelse og "den tid som er fastsat for enden" Daniel 8:19. Men først lidt om forholdet mellem Israel og NT-menigheden generelt. NT-menigheden: Et folk af hedninger for Guds navn Dette folk, som altså var en hemmelighed fra evighed af, men som apostlen Paulus fik guddommelig åbenbaring om, skulle bestå af både jøder og hedninger, som tog imod det budskab om frelse som han og de andre apostle forkyndte, og som derefter er blevet forkyndt – og fremdeles forkyndes – i verden, og som kaldes evangeliet om
Guds nåde (som ikke må forveksles med evangeliet om Riget, der blev forkyndt af døberen Johannes, af Jesus selv og Hans disciple indtil Hans død og opstandelse). Fra først af bestod menigheden bare af frelste jøder, men da frelste hedninger efterhånden kom til at repræsentere det store flertal af dette himmelske folk, som der tidligere ikke var givet nogen åbenbaring om, nævnes det i Ap. Gr. 15:14 som et folk ud af hedningerne for Guds navn. Og når dette folks talmæssige fylde er nået – et tal, som alene Gud selv kender og som Rom. 11:25 kaldes hedningernes fylde, skal Herren Jesus Messias oprykke sin fuldendte menighed til sig for at fri os fra den kommende vrede: 1. Tess. 1:10 og 4:13., flg. 1. Kor. 15:51-52, d.v.s. den kommende store Herrens vredes dag, som skal ramme jorden i endens tid, denne nuværende onde tidsalders ende, se f. eks. Sef. 1:14-18, Åb. 6:12-17. NT-menighedens udkaldelses tid – hvornår? Ud fra Romerbrevets udsagn om Israels delvise forhærdelse (ikke forkastelse!) Rom. 11:25-26, sker udkaldelsen af NT-menigheden netop på den tid, da Israels folk, jøderne, er i en tilstand af delvis forhærdelse, hvilket er tiden fra apostlenes dage og fremad. Men af de mange tidens tegn, som vi nu klart ser i lys af profetordet, skønner vi, at vi hastigt nærmer os tiden, da NT-menigheden er fuldtalligt og skal fuldendes ved bortrykkelsen! De 69 uger og den 70. uge Denne Israels profetiske forhærdelsestid er væsentlig sammenfaldende med den parentetiske tid mellem de første 69 og den 70. profetiske åruge for Israel og Jerusalem. Dan. 9:24 flg. De første 69 åruger udløb, da den Salvede Messias, Jesus stod frem som Davids store Søn og Israels store konge: Luk. 19:37-44. Dette skete på den sidste dag af de 69. åruger, nemlig da han red ind i Jerusalem, den store konges stad, på et æselfole iflg. profetordet i Zak. 9:9, og blev mødt med den messianske hilsen: Velsignet være Han som kommer i Herrens navn! Mat. 21:9. (jvfr. Salme 118:25-26. Dermed var de 69 åruger definitivt udløbet! Men i Dan. 9:26 står, at efter de 69 åruger, skulle en salvet udryddes og intet have. Få dage efter blev han da også korsfæstet. Så skulle der – iflg. samme vers – komme en tid af udefineret varighed, som skulle indebære Jerusalems og templets ødelæggelse ved en kommende fyrstes folk (romerne, som ikke eksisterede på Daniels tid) og som videre blev karakteriseret som en tid med oversvømmelse, nemlig af fremmede folk i landet, og fast besluttet krig og ødelæggelse skulle blive landets og folkets lod indtil enden, d.v.s. indtil begyndelsen af den 70. uge, hvis karakteristik er givet i vers 27. Men pointen i vor aktuelle sammenhæng er følgende: Denne uidentificerede tid mellem udløbet af den 69. åruge og den endnu fremtidige 70. åruge har hidtil varet i næsten 2000 år. Men i løbet af den tid, medens jøderne har været i trængsel, adspredt blandt folkene, har Herren opnået to væsentlige triumfer i verden, som må anerkendes som historiens guddommelige undere:
1. Han har bevist sin trofasthed og sin guddommelige magt ved at bevare sit udvalgte folk Israel gennem al nød og trængsel i hele denne lange tid, medens ondskabens fyrste, Satan, med hele sin onde åndehær uafladelig og med alle midler har forsøgt at udslette dem. Det jødiske folks bevarelse er en absolut nødvendighed for, at Herren skal kunne indfri alle sine herlige løfter om den nye pagts velsignelser og det messianske Riges herlighed og frelse, ikke bare for Israel, men gennem Israel til alle jordens folk, i det kommende fredsrige, efter at han først har dømt og fjernet alle den ondes børn fra jorden ved dommen foran sin herlighedstrone ved sin genkomst: Mat. 25:31 flg. Og når Herren har sejret så langt, og det profetiske ord er gået i nøjagtig opfyldelse hidtil, så ved vi med 100 % sikkerhed, at det som endnu står tilbage, skal gå ligeså korrekt i opfyldelse til fastsat tid. 2. Den anden guddommelige triumf i denne onde verden i disse sidste nær 2000 år efter Jesu første
nærvær på jorden er, at han ved sin Hellige Ånd har bevist sin magt ved at udtage en forsamling af mennesker, som har troet på det frelsesbudskab, som for jøder er en anstødssten og for hedninger en dårskab, 1. Kor. 1:21-24, evangeliet om Guds nåde for enhver, som tror. Han demonstrerede sin almagt ved stadig gennem hele NT-menighedens udkaldelsestid at lægge nye sjæle til de troendes forsamling ved forkyndelsens "dårskab", til trods for alle Satans listige udfald med forfølgelse, forførelse, vranglære, fristelse og verdsliggørelse for at hindre Herren i at føre mennesker til tro, bevare dem for sig og gøre sin Menighed fuldtallig iflg. sin plan, dette tal, som alene Gud kender og som nu visselig snart er fuldt! Derefter... Den frelses-husholdningsmæssige plan fra aposteltiden og lige til afslutningen af det messianske Rige har Herren kort og koncist skitseret for os i Ap. Gr. 15:13-18, nemlig ved Jakobs vidnesbyrd på apostelmødet i Jerusalem: Brødre hør på mig! Simon (Peter) har fortalt hvordan Gud fra først af at udtage af hedningerne et folk for sit navn (græsk ecclesia = en udkaldt forsamling). Og med dette stemmer profeternes ord overens, som det står skrevet: Derefter vil jeg vende tilbage og igen opbygge Davids faldne hytte (= det Davids dynasti, ved Israels store Konge og Davids store Søn, Jesus Messias, Luk. 1:31-33) Det nedbrudte af den vil jeg igen opbygge, og jeg vil genrejse den (Hvorfor?) for at resten skal søge Herren, ja, alle hedningefolkene, som mit navn er nævnt over. Så siger Herren, han som gør dette, som han har vist fra evighed af.
Hedningernes frelse Hedningernes frelse er klart forudsagt i GT, men ikke-jøders frelse er i GT ikke altid fremstillet som en konsekvens af Israels frelse. Det er derfor ikke underligt, at de troende jøder i menighedens første tid reagerede på, at hedningerne tog imod frelsen, jvfr. Peters erfaring med romeren Kornelius og hans families frelse, Ap. Gr. 10, og ligeså Paulus og Barnabas virksomhed blandt hedningerne og de andre troende jøders reaktion på dette. Men da de var blevet overbevist om at Den Hellige Ånd var faldet på hedninger ligesom på jøder, slog de sig til ro og priste Herren for, at han også havde givet hedningerne omvendelsen til livet. Ap. Gr. 11:18. Imidlertid opstod der strid iblandt dem om et dengang aktuelt problem: Hvorvidt de omvendte hedninger skulle måtte omskæres og holde Mose lov eller ikke? For at dette spørgsmål kunne blive afklaret, blev der sammenkaldt til et møde af apostlene og menighedens ældste i Jerusalem, som refereret i Ap. Gr. kap. 15. På dette møde var det altså ikke spørgsmålet om hedningernes frelse principielt, som var oppe til debat, men hvorvidt det måtte forlanges, at de holdt Mose lov. Da Peter havde holdt sit indlæg og vidnet om, hvad han havde oplevet i Kornelius`hus, tog Jakob ordet og vidnede som ovenfor citeret, drevet af Den Hellige ånd. Friheden fra loven gjaldt for øvrigt ikke bare troende hedninger, men lige så vel troende jøder, noget Paulus senere underviste de troende forsamlinger om i sine breve, især Romerbrevet og Galaterbrevet. Ap. Gr. 15:13-18 – Amos 9:11-12 Tilbage til det dengang forvirrende forhold, at hedningernes frelse set i lyset af GT` s profetord skulle ske som en følge af det jødiske folks frelse, som igen skal ske i forbindelse med Messias indtagelse af Davids trone i Jerusalem og oprettelsen af det messianske Rige. Men nu stod altså Jakob frem på apostelmødet i Jerusalem og sagde, under henvisning til Peters vidnesbyrd angående hedningernes frelse: Med dette (at hedningerne havde taget imod frelsens budskab) stemmer profeternes ord overens. På apostlenes tid var Messias’ rige slet ikke kommet og derfor var hedningernes frelse et problem for troende jøder, som nævnt. Men når Jakob står frem og taler til forsamlingen, så er det Den Hellige Ånds budskab, som formidles gennem ham. Vi skal mærke os at han begrunder sin konklution med at citere fra Amos 9:11-12. Men han citerede ikke dette sted ordret! I de foregående vers taler Amos om Israels adspredelse blandt alle folkeslag på grund af folkets syndige færd og om, at alle syndere blandt folket skulle dø, men at de retfærdige skulle blive frelst. Og så begynder Amos 9:11 således: På den dag (den dag, da Israels rest skal frelses!) vil jeg genrejse Davids faldne hytte... Så kan man spørge: Er det ikke citatfusk og at gøre vold på Guds ord? Er det ikke at lægge noget til eller at forandre på et profetisk udsagn og dermed komme under Herrens egen alvorlige dom i Åb. 22:18-19? Nej, aldeles ikke! For her er det – vel at mærke – ikke Amos’ egne ord som citeres, ej heller Jakobs personlige mening som mål citeres, men Den Hellige Ånds eget budskab! De hellige profeter – deriblandt selvfølgelig også Amos – talte, drevet af Den Hellige Ånd, 2. Pet. 1:21. Men Herrens apostle – som Jakob, Herrens broder, havde en central plads blandt dem – talte også drevet af Den Hellige Ånd! Paulus siger det således i 1. Kor. 2:12-13: Men vi har ikke fået verdens ånd, men den Ånd som er fra Gud, for at vi skal kende det som Gud i sin nåde har givet os. Og dette forkynder vi, ikke med ord som menneskelig visdom har lært os, men med ord vi har lært af Ånden. Vi tolker åndelige ting med åndelige ord. Hvilken relevans har dette til Jakobs citat af Amos 9:11-12? Amos 9:11-12 er i dybeste forstand ikke Amos egne ord, men Den Hellige Ånds ord! Tilsvarende er heller ikke Ap. Gr. 15:13-18 Jakobs ord, men Den Hellige Ånds ord! Og da Den hellige Ånd er den egentlige forfatter af såvel Amos 9:11-12 som af Ap. Gr. 15:13-18, ligesom han er alt Guds Ords egentlige forfatter, så har han en ubestridelig myndighed og en soleklar ret til at gengive et af sine egne udsagn med en varierede ordlyd, når hensigten er at uddybe Ordet eller at formidle en tillægsåbenbaring, som at kaste lys over en sandhed, der i GT- tid var en hemmelighed, sandheden om NT-menigheden, den forsamling af troende, som skulle udtages af hedningefolkene i tiden mellem Jesu første komme og Hans genkomst for at oprette og for at genrejse Davids faldne hytte. Derfor inspirerede han Jakob til at indlede og fremføre citat fra Amos med et derefter - for at understrege sandheden om at dette folk først skulle udtages af hedninger. Derefter skulle også Jesus Messias komme igen for at oprette sit Rige og regere jorden ud fra Davids trone i Jerusalem. Også dette sidste, at han skulle vende tilbage, var dengang et nødvendigt og naturligt tillæg til Amos 9:11. Det var nemlig heller ikke åbenbaret i GT, at Messias skulle komme to gange, først i fornedrelse og derefter i herlighed. Profeterne havde til fulde og i klar-tekst talt om så vel hans lidelse som hans herlighed og Rige. Men de forstod ikke tidsforholdet mellem korset og kronen, da dette ikke dengang var åbenbaret, 1. Pet. 1:10-11. Netop derfor talte Ånden gennem Jakob om genrejsningen af Davids faldne hytte, som havde med hans genkomst at gøre. Men at hedningerne derefter skal komme og søge Herren og hans frelse i Jerusalem og for at hylde og tilbede ham, var gentagne gange omtalt af GT’s profeter og velkendt for enhver jøde, som havde læst Skrifterne (tanach)
Skal NT-menigheden være repræsenteret på jorden i "denne tidsalders ende"? Dette spørgsmål må – efter min opfattelse – besvares med et afgjort nej. Jeg skal nu nævne de væsentligste grunde til dette:
1. Angående de 70 åruger, Dan. 9:24-27: Samtlige disse angik Israel og Jerusalem, v. 24. Som nævnt
tilbagestår kun den sidste 70. åruge som uopfyldt. De 69 åruger udløb, da Jesus red ind i Jerusalem, og blev tiljublet med den messianske hilsen. Det var før NT-menigheden var en realitet. Og da den endnu fremtidige 70. åruge også angår Israel og Jerusalem – og altså ikke NT-menigheden – kan vi logisk slutte, at menigheden må være fuldtalligt, fuldendt og oprykket før denne sidste åruge kan begynde. 2. Hvem venter vi på? I 1. Tess. læser vi at vi, hans menighed i nutiden, skal vente på hans Søn fra himlene – han som Gud opvagte fra de døde, Jesus, han, som frier os fra en kommende vrede. Og i Tit. 2:12-13 står, at vi skal lægge vægt på at leve sædeligt, retfærdigt og gudfrygtigt mens vi venter på det salige håb og åbenbaringen af den store Guds og vor frelser Jesu Kristi herlighed. (v. 13) Hvis det var således, at Antikrist først måtte åbenbares i verden, hvilket er det profetiske signal til begyndelsen af den kommende vrede eller den nævnte 70. åruge for Israel og Jerusalem, ville disse to sidste skriftord være meningsløse. For hvis det skulle være tilfældet, så måtte vi jo hellere have blevet tilskyndet til at give agt på Antikrists komme og hans åbenbarelse i verden! 3. 2. Tess. 2:6-8a: Og nu véd I, hvad det er, som holder igen, for at han (Antikrist, v. 4!) først skal åbenbares, når tiden for dette er inde. For lovløshedens hemmelighed er allerede virksom, kun at den som holder tilbage, må tages bort. Da skal den lovløse åbenbares. Hvad eller hvem kan det være, som holdt igen dengang og som fremdeles i dag – ca. 2000 år efter – holder igen? Det kan – efter min opfattelse – umulig være andet end Den Hellige Ånd, som bor i menigheden. I det øjeblik menigheden rykkes op, fjernes også Den Hellige Ånd fra jorden i den forstand han er her nu. Derefter skal han – ligesom i tiden før menighedens dannelse – virke på menneskene fra sin bolig deroppe, efter at han med menigheden, sin nuværende bolig i verden, er vendt tilbage til den himmelske helligdom. 4. Åb. 3;10. I forbindelsen med budskabet til menigheden i Filadelfia: Fordi du har taget vare på mit ord
om tålmodighed, vil jeg fri dig ud fra den prøvelsens time, som skal komme over hele verden, for at prøve dem, der bor på jorden. De, som hævder, at NT-menigheden skal gennem trængselstiden, mener i dette ord at finde et klart bevis for, at deres forståelse er rigtig, for man kan jo ikke fries ud fra noget, man ikke først er kommet ind i! Logisk set må vi medgive, at dette er en rigtig slutning. Men lad os et øjeblik betragte dette ord lidt nøjere. Det græske verbum, som her er oversat med at tage vare på – tereo – betyder ganske rigtigt at tage vare på eller bevare. I Judas:1 er dette verbum brugt i betydningen at bevare: Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs broder – til dem som er kaldt, de som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus. Men det vi skal mærke specielt m.h.t. Åb. 3:10, er at dette verbum er brugt to gange i dette vers. Når der videre står, at han vil fri dig ud fra den prøvelsens time... så er det netop verbet tereo, der er oversat med fri ud (udfri). Hvad har så dette at sige for den rigtige forståelse af dette vers? Det ser vi ved at oversætte tereo med bevare begge gange det forekommer i dette vers: Fordi de har bevaret mit ord om tålmodighed, vil jeg bevare dig fra den prøvelsens time som skal komme over hele verden, for at prøve dem som bor på jorden. Dette er efter mit skøn den rigtigste og mest logiske måde at oversætte dette vers på. Men da bliver jo meningen en væsentlig anden! I stedet for at blive betragtet som et klart bevis for, at menigheden skal ind i den kommende trængselstid, bliver det jo et bevis for, at den netop ikke skal ind i denne! For hvis den bliver bevaret fra denne særskilte prøvelsens tid, som skal ramme jorden umiddelbart forud for begyndelsen af den kommende tidsalder, så er det jo dermed godtgjort, at menigheden IKKE skal ind i denne tid, men oprykkes FORUD for "denne tidsalders ende" - det er forud for den 70. og sidste profetiske åruge for Israel og Jerusalem indenfor rammen af "hedningefolkenes tider", Luk. 21:24. 5. Herrens dag – Jesu Kristi dag: I et studium angående NT-menigheden og især m.h.t. tiden for denne
forsamlings oprykkelse er det af afgørende betydning, at man har lys over udtrykkene Herrens (vredes) dag og Jesu Kristi dag. Ved overfladisk læsning kan det se ud, som om disse to "dage" står for eet og det samme, da Jesus Kristus (Messias) er identisk med Herren. Men faktum er, at disse to dage er af vidt forskellig karakter og derfor gælder vidt forskellige endetids-profetiske forhold. Når det gælder Herrens dag, så er den til overmål omtalt i GT og sigter i nærmeste forstand til den forfærdelige vredes- og domstid, som skal ramme jorden og dem, som bor på jorden i endens tid. "Jesu Kristi dag" er overhovedet ikke nævnt i GT, da den har at gøre med den store hemmelighed om NT-menigheden og dens oprykkelse til herlighed. Åbenbaringen angående "Jesu Kristi dag" er derfor udelukkende en Nytestamentlig åbenbaring. Men sandheden om "Herrens Dag" er ikke bare en GT-åbenbaring, men profetierne om denne dommens tid over folkene er uddybet mere detailleret i NT og især i Åb. kap. 6- 19. "Herrens dag" angår jorden og menneskene på jorden, mens "Jesu Kristi dag" angår NT-menighedens oprykkelse og dens fremstilling for Faderen i den himmelske helligdom. Som nævnt er "Herrens dag"
omtalt mange gange i GTs profetord. Her nævner jeg bare ét sted for at understrege denne dags forfærdelige karakter, nemlig Sef. 1:14-16: Nær er Herrens dag, den store. Den er nær og kommer med stor hast. Hør! Det er Herrens dag! Fuld af angst skriger da kæmpen. En vredens dag er den dag, en dag med nød og trængsel, en dag med omvæltning og ødelæggelse, en dag med mørke og mulm, en dag med skyer og skodde, en dag med basunklang og hærskrig mod de befæstede byer i og de høje mur tinder. Og fra NT, 2. Tess. 2:2: Lad jer ikke så snart drive fra vid og sans. Lad jer ikke skræmme, hverken ved nogen ånd eller ved noget ord eller noget brev som siges at komme fra os, og som går ud på at Herrens dag allerede var lige forestående. Den troende menighed i Tessalonika var blevet skræmt af falske lærere, som havde forkyndt, at Herrens dag, med alt hvad den indebar af vrede og trængsel, allerede var begyndt. Det ser ud, som om nogen til og med havde sendt breve til denne menighed om dette og givet dem ud for at være fra Paulus og hans medarbejdere for derved at give dem autoritet. Imidlertid advarer Paulus meget stærkt mod denne falske og urovækkende forkyndelse. Så fortsætter han at undervise dem om sandheden angående denne "dag", nemlig at den ikke kan komme før syndens menneske, fortabelsens søn, d. e. Satans falske Messias, er fremstået på endetidsarenaen, han som skal sætte sig i Guds tempel og kræve at blive tilbedt som Gud. Og han undertreger i fortsættelsen, at dette ikke kan ske før den som nu holder igen, d.e. Den Hellige Ånd og NT-menigheden, som er Åndens tempel i denne tid, bliver fjernet. Når det gælder "Jesu Kristi Dag", så er det altså benævnelsen for den "dag" da Jesus skal komme i skyen for at rykke sin fuldtallige og fuldendte menighed op til sig og frelste stille os herliggjorte og fuldkomne for Faderen. Her et Skriftord også om dette: Og jeg er vis på dette at Han som begyndte en god gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Fil. 1:6. Meningen med dette ord e, at Jesus, som ved Den Hellige Ånd begyndte at udtage et himmelsk folk for sit navn på apostlenes tid, vil fuldføre og fuldtalliggøre dette folk indtil Jesu Kristi dag, d.v.s. indtil Jesus kommer for at rykke sin fuldendte menighed op til den himmelske helligdom - hvilket altså vil ske forud for "Herrens vredes dag"! 6. ... ved den sidste basun: Vi læser 1. Kor. 15:51-52: Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove
ind, men vi skal alle blive forvandlet, i et nu, i et øjeblik ved den sidste basun. For basunen skal lyde og de døde skal opstå uforgængelige og vi skal blive forvandlet. Også her mener nogle at finde støtte for læren om, at menigheden skal ind i Herrens vredes dag. Denne "dag" er jo nærmere udlagt i Åb. kap. 6-19. Én af de domsserier, som skal ramme jorden, er nævnt som blæsningen af de 7 basuner, kap. 8-11. Når der i 1. Kor. 15:51-52 står, at vi – NT-menigheden – skal opstå i uforgængelighed (d.v.s. alle hensovede i Kristus) og forvandles (d.v.s. alle de troende, som lever på jorden, når denne basun lyder), gælder det Jesu genkomst i skyen for at oprykke sin menighed, sammenlign 1. Tess. 4:13 flg. Derfor kan denne sidste basun aldeles ikke sigte til den sidste af de 7 basuner i Åbenbaringsbogen. Dens basuner er alle domsbasuner og når den 7. basun blæses i Åb. 11:15, er det et guddommeligt signal til, at de første 31⁄2 år af den 70. åruge er omme, og at Antikrist, dyret, fra da af skal vise sit sande satanisk hadefulde, gudsfjendtlige væsen helt åbenlyst, hvilket er skildret i fortsættelsen af Åbenbaringsbogen indtil kap. 19. Men når det gælder den sidste basun i 1. Kor. 15:51-52, er det tindrende klart, at den ikke er en domsbasun, men en frelsesbasun! Men hvorfor kaldes den så for den sidste basun? Hør: Apostlen Paulus bruger ikke så sjældent billeder fra datidens romerske militærvæsen, når han skal formidle åndelige sandheder. Når han i 1. Kor.15:23 taler om, at i opstandelsen skal enhver opstå i sin egen afdeling, så bruger han et ord fra militærvæsenet, det græske tagma, der bruges om en hærafdeling, og når han i vers 52 taler om den sidste basun, er det også et udtryk, som er hentet fra feltsproget: Når en hærafdeling skulle bryde op og forflyttes, blæstes tre gange i basunen. Første gang basunerne lød, var det signal til, at teltene skulle tages ned og der skulle gøres klar til afgang. Det andet stød i basunen var signal til opstilling i de respektive afdelingers rækker. Tredie og sidste basunstød var signalet til afgang. Dette billedsprog kan anvendes således: Den første basun har lydt for enhver troende. Det skete, da vi tog imod nådens evangelium og blev frelst. Fra da af blev vi udskilt fra verden og har fået hver vor plads som stridsmænd i Herrens hær, som i denne tid er hans udkaldte menighed. Også den anden basun har lydt for Guds folk i verden i dag: Vi har alle fundet hver vor plads i rækkerne og venter på hans Søn fra himlene, som skal fri os fra vreden som kommer, 1. Tess. 1:10. Så sandt vi søger det, der er deroppe og er lydhør for at høre, hvad han har at sige i sit ord, er vi klar til afgang, når det må være. Vi venter bare på den tredie og sidste basun, Guds basun, ikke en engels! 1. Tess. 4:16, der er Jesu egen røst, der skal lyde som en basun, når han kalder sin menighed op til sig med disse ord: Kom herop! Åb. 4,1. 7. Åb. 1:19 – en vigtig nøgle: Efter at Johannes har fået det himmelske syn af den herliggjorte
Menneskesøn i Åb. 1:10-18, får han dette pålæg af sin Herre og Mester: Skriv (1) det, du så. (2) det, som er nu og (3) det, som skal komme efter dette. v. 19. Dette er Åbenbaringsbogens nøglevers! Læg nøje mærke til denne deling: 1) Det Johannes havde set indtil v. 19, var det vældige syn af den opstandne og herliggjorte Jesus midt imellem de 7 guldlysestager. 2) Det som nu er: NT-menighedens udkaldelsestid og 3) Profetisk om, hvad der skal ske med den fra dens begyndelse og dens oprykkelse. Dette er det profetiske aspekt ved de 7 sendebreve til de 7 navngivne menigheder i den romerske provins Asien,
begyndende med budskabet til Efesus-menigheden, der profetisk skildrer menighedens første epoke i verden, nemlig aposteltiden. Den 7. og sidste epoke er skildret i budskabet til menigheden i Laodikea. Det åndeligt mørke billede, som skitseres af denne menighed, er karakteristisk for menighedens allersidste tid i verden, lige forud for bortrykkelsen. I lys af tidens tegn skønner vi nok, at dette er en karakteristik af forholdene i menigheden i vor egen tid. Når som helst kan vi derfor vente at høre lyden af den sidste basun, Jesu egen røst fra skyen råbe sit mægtige ”Stig herop!” Derfor giver Åb. kap. 4 og 5 et himmelsk situationsbillede af, hvad der ses og hvad der sker deroppe umiddelbart efter at NT- menigheden er hentet op fra jorden. Det, som derefter følger, kap. 6 til og med kap. 19:10 er væsentlig en profetisk beskrivelse af, hvad der skal ske på jorden i den 70. åruge for Israel og Jerusalem indenfor rammen af hedningernes tider, d.v.s. umiddelbart forud for Jesu genkomst i herlighed som Kongernes Konge og Herrers Herre. NT-menigheden ses ikke på jorden i denne tid, da den – som det fremgår af Åbenbaringsbogens disposition – er oprykket til himmelen før denne sidste profetiske 7 års-periode af den nuværende tidsalder. Denne herlige begivenhed – Jesu genkomst og sejr over alt ondskabens væsen – der er det store klimaks, som alle profetier angående Israel og Jerusalem peger frem til, er så skildret i kap. 19,11 flg. Så følger kap. 20,1-6 med en skildring af dragens lænkning i afgrunden, det kommende Rige for Israel og derefter i v. 7-15 Satans allersidste opstand, verdensbranden, den anden opstandelse og dommen over de fortabte døde, samt endelig i kap. 21 og 22 beskrivelsen af de fuldkomne forhold på den nye jord, hvor alle ting er nye og alt er fuldtonende harmoni! Men hvad så med de mystiske tal i Daniel 12? Da omtalte læser havde problemer med tidsangivelserne i Daniel 12,11-12: 1290 dage og 1335 dage, skal jeg til slut kort kommentere disse så langt jeg tror det er mulig på det nuværende tidspunkt. De 1290 dage Fra den tid det stadige offer bliver afskaffet og ødelæggelsens vederstyggelighed bliver opstillet, skal der gå tusinde to hundrede og niti dage. Lad mig straks understrege, at når det gælder en detailleret udlæggelse af endetidsbegivenhederne, må vi fremdeles være varsomme og ikke gå ud over det, som kan fastslås ud fra det profetiske Ord. Først når endens tid kommer, altså efter NT-menighedens oprykkelse, vil "de forstandige" kunne forstå detaillerne i endetidsprofetierne. Men dersom endetiden nu er nær – vi lever jo i NT-menighedens sidste dage – så kan vi begynde at se konturerne, også af de ting, som endnu ikke er klart åbenbaret. Når det gælder de her aktuelle 1290 dage, så véd vi i al fald med sikkerhed at det kronologiske udgangspunkt for disse dage er det stadige offerets afskaffelse, og opstillingen af den ødelæggende vederstyggelighed, v. 11, sammenlign Mat. 24,15-22. dermed og i lyset af Daniel 9,27 – kan vi fastslå at de 1290 dage er at regne fra nøjagtig midten af årugen. Hele årugen er 2520 dage. Fra midten af årugen tilbagestår altså 1260 dage, indtil Messias kommer igen til Israel i herlighed, Sak. 14:4; Mat. 24:30; Åb. 19:11 flg. Men med 1290 dage kommer vi 30 dage, eller nøjagtig en profetisk måned ind i det kommende messianske Rige, det kan vi allerede nu med sikkerhed sige om disse 1290 dage. Man grunder på, hvad disse 30 dage efter Jesu herlige genkomst står for? For mig personlig går tankerne til den dom, som skal finde sted for Menneskesønnens herlighedstrone i Josafats dal, som første akt i Hans genkomst. Denne domsakt har såvel et nationalt som et individuelt aspekt: Joel 3:6-21; Matt. 25:31 flg., og den gælder alle de mennesker, som lever på jorden på den tid, alle som har overlevet trængselstiden. Og det er i hvert fald indlysende, at denne dom ikke kan blive afsagt på én gang, men vil strække sig over nogen tid. Disse 30 dage efter at Jesus har sat sine fødder på Oliebjerget, kan derfor stå for den tid, det vil tage at fuldføre dommen for hans herlighedstrone. Derfor er det – tror jeg – at Joel udtrykker sig med disse ord i Joel 3:l9: Skare på skare samler sig i afgørelsens dal... Om mine tanker om dette er rigtige, kan kun opfyldelsen vise. Sikkert er det, at vi på det tidspunkt forlængst befinder os i den opstandne og herliggjorte skare og at vi dér åbenbares sammen med Ham i uforgængelighed. Derfor gælder denne store retshandling ikke os, men vi skal tværtimod skal være Guds og Kristi præster og regere med Ham i det messianske Riges gyldne tid på jorden - alt af nåde! De 1335 dage Ligesom i samme åndedrag det himmelske sendebud talte om de 1290 dage, sagde han: Salig er den, som venter og når frem til et tusinde og tre hundrede og femogtredive dage. Heller ikke denne tidsangivelse kan vi sige noget sikkert om, udover at udgangspunktet synes at være det samme som for de 1290 dage. Med 1335 dage fra årugens midte kommer vi frem til 75 dage, eller nøjagtigt 21⁄2 profetisk måned efter at Jesu har sat sine fødder på Oliebjerget, eller, som Jesus selv skildrer denne begivenhed i Matt. 24:30: Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen, og alle folk på jorden skal bryde ud i klageråb, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og stor herlighed.
Den umiddelbare fortsættelse lyder i vers 31: Han skal sende ud sine engle med vældig basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra himmelens ene ende til den anden. De udvalgte er i denne sammenhæng de troende jøder, som har overlevet trængselstiden og som på den tid fremdeles findes ude blandt folkene over hele jorden. At de alle skal hjem, er i fuld harmoni med GTs profetiske ord. Jeg må her tænke på en af Israels årlige højtider, basunblæsningens højtid, 3. Mos. 23:23-25. Denne højtid markerer iøvrigt også nytår i den jødiske kalender og kaldes i dag Rosh Hashana (årets hoved, d. e. nytår.) Desuden Esajas 11:11, der sigter til tiden lige efter Messias’ genkomst. På den tid skal Herren endnu en gang række sin hånd ud for at føre resten af sit folk tilbage, de som bliver bjerget fra Assyrien og Ægypten og Patros og Etiopien og Elam og Sinear og Hamat og havets øer. De 1335 dage i Daniel 12:12 kan altså have med denne endelige indsamling af de adspredte jøder at gøre. Men foreløbig kan heller ikke dette med sikkerhed slås fast. Vi kan bare sige, at så langt vi kan se, er det en sandsynlig tanke.
www.yeshuattsion.webbyen.dk yeshuatt@mail.dk