E.L.K. Citater 1

E.L.K. Citater 1. doc www.denpulinskegruppe.blogspot.com

Jacob Joes bog: ”Kristen og Jøder” s.66:

Jøderne har ikke behov for frelse.

Han står og falder med sine egne gerninger.

Han er ingen ”elendig synder” som lutheraneren.

Han er heller ikke ”fuldkommen fordærvet” som calvinisten.

Han er en person som er skabt i Guds billede -

vel vidende om sin værdighed og stolt over sin arv.

E.L. Kristensen,Herning: Jødernes lange Mur blev nødvendig og har

reddet mange menneskeliv. Se Bibelordbogs henvisning; (MUR)

Vor Treenige Herres beskyttelses mur er: troens genfødende nydannede

Jesu lemmer, i Den Hellige Ånd. Ligesom mørke ikke har med lys at gøre

da er vor Herre stærk nok til at vise vej og give visdom. Hans glæde er

styrke og udholdenhed. 1.Kor.2,4-5. 4,20. 12-13. 1.Tess.1,5-6. 2.13-17.

O.E. Indergaard, Tingvoll: At der både er ”helliggjorte” og ”mindre

helliggjorte” medlemmer i den kristne menighed, det ved vi, men til

tros for det så er de alle retfærdiggjort og frelst. Alt dette skal afgøres

frem for Jesu domstol i himmelen: 1.Kor.3,15-20. 12.

Rom.14,23,b; alt det, som ikke udspringer af tro, er synd.

I den kristne menighed består Guds rige blot af genfødte troende.

Vi regner ikke dem med som har sluttet tilsluttet sig kristendommen

uden at være genfødt. De hører ikke med til den kristne menighed.

Uddrag fra bind 1.

Arne Helseth-Dyrseth ”spørgsmål-besvarelse fra Evangelisten” Sakarias 14,4-, skal forstås bogstaveligt.

Krist synlige og officielle genkomst vil finde sted ved afslutningen af den anti-kristelige store trængsel. Da er det hans fødder skal stå på Oliebjerget.

Men denne begivenhed må ikke forveksles med Herrens komme til luften for at bort-rykke menigheden, som vil ske på et tidligere tidspunkt.

Menigheden dvs. alle troende i denne tidsalder, venter ikke på Antikrist- komme, den store trængsel og Jesu komme til dom.

Nej, det er noget ganske andet Herren har stillet i udsigt for sin vordende brud. Igen og igen opmuntrer Skriften os til at vente med glæde og håb på det herlige øjeblik da vi skal møde vor brudgom, frelse og ven. 2.Tess.2,1. 1.Tess.4,16-18. 1.Tess.1,10.

”Herren tager sin due bort

førend hans vrede går frem,

gemmer sin skat bag perleport

i Salems velsignede hjem.”

s.67 Når det hævdes at visse personer har myndighed til at give mennesker vished om frelse ved absolution eller tilsigelse af syndernes forladelse ved håndspålæggelse, da er dette en pretiøseste påstand som paven i Rom er ophavsmand for.

I Skriften findes der overhovedet ikke støtte for denne påstand.

Guds ord lærer os at det kun er Gud som har magt og myndighed til at forlade synder som er begået mod ham; Salm.130,3-4. Mark.2,10. 2.Kor.5,18-20.

Vækkelsesprædikanten har ingen myndighed fået til at give mennesker vished om frelse, syndernes forladelse og barneret hos Gud. Det må forkynderen overlade til Gud at sørge for. Ingen andre end Gud kender hjerterne og ser ind i menneskers erkendelse-liv. - Derfor er det kun han som ved når han kan genføde et menneske og give det vished om syndernes forladelse. Frelsesvished får vi når ”Ånden selv (Den Hellige Ånd gennem Skriften) vidner med vor Ånd at vi er Guds børn.” Rom.8,16

Lad mig derfor på det alvorligste advare enhver imod at slå sig til ro med at et skrøbeligt menneske tilsiger ham syndernes forladelse. Den som gør det kan risikere at blive bedraget.

s.69 Der er kun en måde vi kan tilegne os Jesus og hans værk for os, og det er ved at vende vort tros-øje mod Golgatas kors. Synet på den kors- fæstede Herre Jesus, giver en synder evig liv. 1.Joh.5,11. Joh.3,14-15.

s.71 To gange omtales arv i Ef.1,11 og i v.14. Men i v.18 tales ikke om vor arv, men om hans arv, dvs. Jesu arv. - Hvad er hans arv? Det er de hellige. I The amplifikation Bible er sidste del af Ef.1,18 gengivet fl; og hvor rig på hans herligheds arv er i de hellige – hans tilsidesatte, eller ”hans udskilte”.

Hør nu! Er Israel hans øjesten; Sak.2,12, så kan vi stole på at menigheden ikke er mindre værdifuld for Jesus. Vi er hans dyrekøbte ejendom; 1.Kor.6,20, Faderens gave til Sønnen; Joh.17, lemmer på hans legeme; Ef.5,30, og sidst, men ikke mindst: Hans vordende brud.

s.98 Jesu ord i Joh.7,8 må ikke forstås således at han ikke agtede at gå op sammen med sine brødre til den første fest-sammenkomst. - Han ville komme på et senere tidspunkt, når den store fest var forbi. Og af v.10 og 14 ser vi at han ankom ubemærket, og fremstod åbenlyst, midt i højtiden.

s.110 Hvordan er det så med vor livsrejse? Erfarer vi hans fred, når stormen raser og bølgerne skyller ind over vores lille båd? Det afhænger af om vi har lært Jesus godt at kende og at vi under alle forhold sætter vor lid til ham: Es.26,3.

Ja, netop dette er det det kommer an på: Er vort sind grundfæstet i Guds ord? Omgås vi Gud fortrolig og tillidsfuldt i bøn? Da fremgår det klart i Fil.4,6-7.

Vor erfaringsmæssige fred beror nemlig på hvilket forhold vi står i til Herren i vort praktiske kristen-liv.

s.127 Når der i 1.Tess.3,13 siges at Herren skal komme ”med alle sine hellige”, er det rimeligt at tro at der her sigte til Jesu synlige og officielle genkomst. For det synes at være klart at menighedens bort-atomar nødvendigvis må finde sted før Herren kan åbenbare sig for alle sine hellige.

Ifølge Guds ord er enhver troende fuldkommen hellig i Jesus; Joh.17,19. Hebe.10,10 v.14. Men samtidig formanes vi til at jage efter helliggørelse, og til at være hellige i al vor færd; Hebe.12,14. 1.Pet.1,14-16.

Lad os huske på at det er Herren selv som skal fuldende helliggørelsens værk i os. Tindrende klart bliver det forkyndt os i Fil.1,6. Ef.5,27.

s.128 Å, hvilken glædesdag det vil blive for ham – og for os – når han kommer for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle de troende; 2.Tess.1,10. Vær forvisset om at på den dag skal vi ”holde mål”. Vi skal være ”ulastelige i hellighed for vor Guds og Faders åsyn” For det er Hans ”mesterstykke” det drejer sig om. Og det gælder Mesterens ære.

s.130 Apostlen Paulus siger at menighedens bort-atomar var en hemmelighed i ”de forrige tidsaldre”, og at denne hemmelighed blev kundgjort ham ved en speciel åbenbaring; Ef.3,2-.Når han her referer til de forrige tidsaldre da tænker han på tidsaldrene før Jesu død og opstandelse.

Overser vi dette , kan det få fatale følger. Vi vil da komme til at overføre på menigheden de sandheder som i bogstavelig mening gælder jøderne.

s.131 Først blev troende jøder døbt med Den Hellige Ånd; Ap. Gr. 1,5. 2,1. Og på et senere tidspunkt i Kornelius hud i Cæsarea – blev hedninger ved troen på Jesus føjet til – døbt ind i Jesu - Krist mystiske legeme; Ap. Gr.11,15-16.

På baggrund af dette kan Paulus sige i Ef.2,14-16.

Det er denne enhed, organisme, dette legeme, som udgør Jesu menighed.

Og med dette åndelige legeme forholder det sig som med ethvert naturligt legeme:; Det består af mange lemmer. Og hvert lem er lige nødvendig og tjener enheden; 1.Kor.12,12-27.

I modsætning til Guds jordiske folk Israel, som under den store trængsel vil være genstand for Guds dom og vrede, vil menigheden som er af himmelsk karakter, blive op-rykket for at møde sin brudgom i luften; 1.Tess.4,16-18 før trængselens bølger skyller ind over jorden; Rom.5,9. 1.Tess.1,10. 5,9. 2.Tess.2,7.

Det er dette der er vort salige håb; Tit.2,7

s.163 Israel er en utro, fraskilt hustru som vil blive genforenet med sin Herre.

Menigheden står derimod i trolovelses-forhold til Guds Søn og skal fremstilles som en ren jomfru; 2.Kor.11,2. Et skriftord som i denne sammenhæng har krav på vor opmærksomhed er Joh.3,29. Her har vi en anestipert beskrivelse af Lammets bryllup.

Vær opmærksom på at det er døberen Johannes som siger dette, - han som var den største af den gamle pagts profeter; Matt.11,11.

Gør han krav på at tilhøre det folk som engang skal være Jes brud ? Nej.

Hvorfor gør han ikke det? Fordi han tilhører Israel. Han omtaler sig selv som ”brudgommens ven”, og som sådan vil han ganske vidst findes blandt gæsterne i Lammet bryllup: Åb.19,9.

I himmelen vil brylluppet få en mere privat eller familiær karakter. Jesus skal ”fremstille menigheden (bruden) for sig i herlighed, uden plet og rynke eller noget sådant; Ef.5,27.

”Lammets bryllupsnadver” dvs. selve bryllupsfesten, begynder først ved Jesu herlige tilsynekomst; Åb.19,7-9. En udvalgt skare af Israel 144000 får deres plads som brudepiger. De er identiske med de 5 kloge jomfruer som går ud for at møde brudgommen; Matt.25,1-. Åb.14,4.

Og frelste jøder og hedninger som ikke tilhører menigheden vil være gæster i Lammets bryllup, også de bliver prist salige; Åb.19,9.. Enhver skal være tilfreds. De skal erfare den fuldkomne lykke.

Ordene i Ef.5,22-32 er af afgørende betydning i denne sag. Tankeføringen her er meget klar.

Det kan bare undre mig at nogen prøver at påvise at dette afsnit fremstiller menigheden udelukkende som Kristi legeme. Medens de i øvrigt hævder at Israel er Kristi brud. Der skal ikke så lidt manipulation til for at få dette til at passe.

Forholdet mellem manden og hustruen som er grundtanken i Ef.5,28-32 følger apostlen nøjagtig sammen tankegang som vi har i 1.Mos.21-24. Her er det således ikke så meget legemets organiske forening han har for øje. Dette behandler han indgående andre steder.

Hovedtemaet i dette afsnit er foreningen af manden og kvinden som ægtefolk. Denne enhed bliver begrundet med at kvinden er en del af manden. Hun er oprindelig dannet af mandens kød og ben.

Således forholder det sig også med Jesus og menigheden. Hans vordende brud er et stykke af ham, selv. Dette kommer særdeles klart frem i en engelske oversættelse ad vers 30; ”For vi er lemmer af hans legeme. Af hans kød og af hans ben.”

For yderligere at stadfæste dette forhold, citerer apostlen 1.Mos.2,24; Derfor skal manden forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, o de to skal være et kød, v.31. Og med al mulig tydelighed hedder det i vers 32; ”Denne hemmelighed er stor; men jeg tænker hermed på Jesu og menigheden.” Her må det være tilladt at spørge; Kan sandheden om menigheden som Jesu brud blive fremstillet klarere ?

Det er også værd at mærke sig at i Ef.2,20-22 omtales menigheden som en bygning - ”en Guds bolig i Ånden”. Netop dette bygværk er det apostlen Johannes beskriver som et strålende palads i Åbenbaringen 21,10. I vers 9 siger englen til ham; ”Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru. ”Og Johannes får en betagende version. Han får se ”den hellige stad Jerusalem, som sted ned fra himmelen fra Gud” vers 10.

Vi må selvsagt opfatte det således at staden er et virkeligt sted, - ikke blot en tilstand. Den er et symbol på den frelste skare – menigheden – som udgør Jesu brud. Det ny Jerusalem er med andre ord en betegnelse for bruden så vel som de troendes hjem.

Bemærk det som siges i vers 14. Dette er i fuld overensstemmelse med ordene i Ef.2,20.

Under tusindårsrigets herlige tidsalder vil der være en stadig forbindelse mellem det ny Jerusalem, Jesu brud, og det jordiske Jerusalem, Israel vers 25-26.

s.176 Mange guds børn ser med rædsel og angst frem mod de begivenheder som forestår. Det salige håb er blevet frarøvet dem. Derfor er de fremmede for den glæde, trøst og forventning som burde fylde deres hjerter med tanke på Herrens komme.

Vi må være klar over at sandheden om menigheden, dens stilling og priviligere og dens forhold til Jesu som brudgom, var en hemmelighed indtil det blev kundgjort Paulus ved en speciel åbenbaring; Rom.16,25. Ef.3,1-12. Kolos.1,24-27.

Af disse bibel-henvisninger ser vi at menighedens åbenbarelse indleder en helt ny epoke – en husholdning som er særegen og som byder på rettigheder og fordeler frem for de øvrige tidsaldre.

Hemmeligheden som blev afsløret i og med menighedens åbenbarelse, var ikke at hedningerne skulle får del i de rettigheder som var lovet Israel som nation og som folk, heller ikke alene dette at hedninger skulle blive frelst, men at hedninger såvel som jøder ved tro på Jesus skulle forenes til et legeme; Ef.2,14-16. 3,6.

En således nyskabelse af jøder og hedninger til et legeme i Jesus, er nemlig et fuldstændig ukendt begreb i Det gamle Testamente og i de synoptiske evangelier. Dette er i denne sammenhæng uhyre vigtigt at pointere. For var menigheden en hemmelighed da disse skrifter blev til, er det indlysende at vi ikke finder et eneste direkte udsagn om menighedens bort-atomar i denne del af Skriften.

Og mærk det nu; Dette er ikke blot logisk rigtig. Det er tillige en bibelsk sandhed: 1.Kor.15,51-52.

Her siges det med rene ord at den første agt i Jesu genkomst – hans komme til lufthimmelen for at bort-rykke menigheden – var en hemmelighed før den blev åbenbaret for Paulus og forkyndt af ham gennem hans breve.

At Jesus skal komme som Messias og konge, oprette sit freds-rige på jorden og herske i retfærdighed – den anden agt i genkomsten – var derimod for jøderne fra gammel tid af en velkendt sandhed. I Det gamle Testamente og i de 3 første evangelier vrimler det af skriftsteder som omhandler denne begivenhed – dette var ikke nogen hemmelighed.

På baggrund af dette vil det være krystalklart at ”de udvalgte” som omtales i Matt.24, ikke er menigheden, men Israel (vers 22.24.31.)

Hele dette kapitel er en beskrivelse af forholdene under den store trængsel. Og at det er jødiske forhold som her skildres, fremgår særdeles klart ad vers 16.20.: da må de som er I Judæa, flygte til bjergene” og ”bed om at deres flugt ikke må ske … på sabbatten”.

Det som vers 30-31 lærer os, er at Israels endelige samling vil finde sted i forbindelse med Menneskesønnens komme i kraft og herlighed, - når han åbenbarer sig i karakter af konge, ophører vreden og fører sit jordiske folk ind til hvilen.

Enhver fordomsfri læser vil med lethed kunne se hvad Skriften så klart siger, nemlig at Jesus først skal komme som Guds Søn 1.Tes.1,10, siden som Menneskesøn Matt.24,30-44. Først som Frelser Fil.3,20 – siden som dommer 2.Tess.1,7-10, først som Herre Jakob.5,8 – siden som konge Matt.25,30-46.

s.177 Først når menigheden er fjernet fra jorden, er Guds tid inde til at genoptage forbindelsen med sit jordiske folk Israel; Rom.11,23-29.

Den nuværende epoke er således i virkeligheden en pause, et ophold i Guds realisering af hans planer med jorden og hans jordiske pagts-folk.

Og i dette tidsmellemrum er Den Hellige Ånd her i den hensigt at udtage en brud for Guds Søn.

s.179 Rigtignok er jøderne ikke sønner i samme betydning som vi (menighedens troende) er det. Vi har fået barnekårets Ånd og har en himmelsk stilling som sønner i Faderhuset Gal.4,6.

Men Herren har også et jordisk

folk som han igen og igen omtaler som sine børn. Og dette folk er Israel; 5.Mos.14,1-2. Matt.15,26. Rom.9,4.

s.182 I Matt.24 skildres forholdene under den store trængsel lige før Jesus kommer i karakter af Menneskesønnen. Det er altså her ikke tale om hans komme for at bort-rykke menigheden – der er ingen brud omtalt i lignelsen, kun brudejomfruer eller brudepiger, og som nævnt synes det at være klart at brudepigerne står for Israel under trængselstiden.

Af Rom.11,23-29 ved vi at efter menighedens bort-atomar, vil Herren igen antage sit jordiske folk.

Før han lader domme overgå jorden, vil han udtage sig en skare israelere 144000 Åb.,3-8 – som symboliserer de 5 kloge jomfruer i Matt.25.

I systematik teologi fremholder professor Lewis Sperry Chafer at der er nøje sammenhæng mellem Matt.25,1-13 og Åb.14,4, hvor det hedder om disse udvalgte israelere; ”de er som jomfruer.” Og i samme forbindelse henviser han til Salme 45,15; ”i stukne klæder ledes hun (dronningen - menigheden) frem til kongen; jomfruer, hende veninder (israelere), følger hende, de føres ind til dig.”

Figurlig har vi her en antisenpert beskrivelse af Lammets bryllup, som ifølge Åb.19,5-16 vil finde sted ved Jesu herlige tilsynekomst.

Men før brylluppet får denne officielle karakter, vil brudgommen og bruden møde hverandre privat. Dette vil ske i luft-himmelem Joh.14,3. 1.Tess.4,17. Derefter skal de to forenes i herlighed – hjemme i Faderhuset Ef.2,27.

Og medens Guds straffedomme går over jorden, bliver de troendes tjenester bedømt foran Jesu domstol 1.Kor.3,11-15. 2.Kor.5,10.

Så følger Jesu herlige åbenbarelse. Da kommer han ikke alene. Bibelen siger Kolos.3,4. En pletfri og ren brud, iført sin regeringsdragt (Åb.19,8), skal følge ham.

s.184 Jesu komme for at bort-rykke menigheden bliver af privat karakter. Det bliver en familie-begivenhed. Herren kommer for at tage signe egne hjem. Skriften kaldet dette ”vor samling med ham” 2.Tess.2,1. ”i et nu i et øjeblik” 1.Kor.15,51-52. 1.Tess.4,17. Ubemærket for den vantro verden.

Kun du som ved genfødelse og frelse har fået del i guddommelig natur, vil se Jesus ved denne begivenhed.

Anderledes bliver det når han kommer til Oliebjerget Sak.14,4. Når hans officielle genkomst finder sted. Da skal ”hvert øje se ham” Åb.1,7.

s.191 Legemlig er Jesus nu ved Guds højre hånd – i selve himmelen Hebe.8,1. 9,24 m. fl. steder. Men gennem sit ord og ved sin Ånd er han midtpunktet der hvor de troende samles i eller til hans navn.

Bemærk at Den Hellige ånd kaldes bl.a. for ”Kristi Ånd” Rom.8,9. Og der hvor hans Ånd er, der er Jesu selv.

s.199 Guds udkaldte forsamling, som består af frelste jøder og frelste hedninger fra den nuværende tidshusholdning.

Når det bliver hævdet at menigheden ikke kan være Jesus brud fordi den nu er Jesu legeme, da er dette et uholdbart argument. Konsekvensen af en sådan påstand må jo blive at de troende ikke kan være lemmer på Jesu mystiske legeme, fordi de er Jesu brødre Joh.20,17. Hebe.2,11-12.

Besinder vi os en smule og betragter Guds ord nøgternt, vil vi klart se at Bibelen fremstiller den troendes forhold til Jesus fra forskellige synsvinkler. Bl.a. siger Skriften at menigheden nu står i et trolovelses-forhold til Guds Søn. Det er denne sandhed Paulus minder de troende i Korinth om, når han siger; Jeg trolover jer jo med en mand, for at fremstille en ren jomfru for Kristus 2.Kor.11,2.

Står dette klart for os, vil vi ikke komme i skade for at forveksle bruden med gæsterne i Lammets bryllup. Efter mødet i lufthimmelen; 1.Tess.4,17, skal menigheden forenes med sin brudgom. Brudekammeret er beredt.

Brudgommen og bruden skal dele værelse Joh.14,3. 17,24. Ef.5,27. Salme 45,12. 27,5. 1.Tess.1,10.

Først efter at de to er forenet, vil brylluppet få en officiel karakter.

Ved Kristi herlige tilsynekomst – hans epifani (åbenbarelse). Da skal ”Lammets bryllups-nadver” - selve bryllupsfesten – holdes.

s.200 Johs.3,9 indikerer hvem som skal være gæster i Lammets bryllup.

Det synes at være klart at han her repræsenter de gammeltestamentlige troende. Han er selv jøde,- og vi mærker os at han nikke gør krav på at tilhøre den skare som skal være Jesu brud. Han omtaler sig selv som ”brudgommens ven” Og med dette eliminerer han den (u) skrift-mæssige påstand at Israel – Jahves troløse hustru – er identisk med Jesu brud.

Personlig opfatter jeg det således at brudgommens venner – de hellige fra tidsaldrene før Jesu død og opstandelse og frelste skarer fra den anti-kristelige store trængsel; Åb.6.9-11. 7,9-17. som gæster i Lammets bryllup. Åb. 19,7.

s.208 Joh.15,7; (Dersom i bliver i mig, og mine ord bliver i jer) Her fremgår det klart at det Herren siger i flg., kap.16; alt det i beder Faderen om, skal han give jer i mit navn.

Her ser vi at opfyldelsen af vore bønner er betinget af at vi beder i Jesu navn.

Det at vi kan træde frem for Gud i hans Søns navn, er et stort privilegium. Men det forpligtiger også. Det må præciseres at når vi beder i Jesu navn, har vi frem for alt dette for øje: At Jesus skal blive forherliget. Dette er motivet for al sand bøn. Derfor siger vi altid-i ærbødighed-når vi taler med Herren: Ske din vilje.

Vi beder nemlig ikke for at forandre Guds vilje, men for at fremme Guds vilje. 1.Joh.5,14-15.

s.228 De gode nyhede som er forkyndt os i Guds nådes evangelium, er hovedsagelig flg.

At Gud på grundlag af Jesus fuldbragte værk (hans død og opstandelse) tilbyder alle mennesker syndernes forladelse og evig liv; Ap. Gr.10,43. 2.Kor.5,15. 1.Tim.2,4.

At den som tager imod dette budskab ved tro, bliver indsat i en ny stilling-i Jesus-hvor han anses som retfærdig, hellig ulastelig for Gud; Ef.1,4. Kolos.1,22.

At den Herre Jesus skal komme i luften for at op-tage alle troende til sig,

i det han forvandler deres legemer og fører dem ind i Faderhuset; Joh.14,3. 1.Kor.15,51-52.

Evangeliet om Riget er gode nyheder om at Jesus skal komme i karakter af konge, i magt og herlighed, for at oprette sit freds-rige på jorden. At han skal sætte sig på ”Davids trone” Luk.1,32 og herske over forvandlet jord.

Forkyndelsen om Riget står i nær tilknytning til Israel som nation og folk. Derfor ser vi at jøderne blev tilbudt Riget-også efter pinsefestens dag

Ap. Gr.3,19-20 -indtil de ”modsagde og spottede” 10,45-46, og deres officielle tilsidesættelse fandt sted.

Derefter medens Israel er tilsidesat og ”delvis forhærdet”, er Gud optaget med at udtage sig et folk af Hedninger for sit navn, Ap. Gr.15,14.

Når dette folk-Jesu dyrekøbte forsamling, hans legeme og vordende brud-er ført hjem til herligheden, vil Herren genoptage forbindelsen med sit jordiske pagts-folk.

Under den antikrists trængsel vil en udvalgt rest af Israel blive værnet om og ført u-skat gennem denne rædselsfulde epoke; Åb.7,3-8.

Denne skare af israelitter bliver i Åb.7. Kaldt Guds tjenere”. Og det er uden tvivl denne udvalgte skare af Israels 12 stammer som skal -

proklamere evangeliet om Riget for alle nationer under den antikrist store trængsel; Matt.24,14.

Herren vil sørge for at alle nationer får høre evangeliet om Riget før hans officielle genkomst finder sted. Efter at menigheden er oprykket, skal han have sine tjenere her. Tjenere som er specielt udrustet og skikket for denne opgave, hvem vil være bedre kvalificeret for denne opgave end jøderne?

Dette folk behersker praktisk talt samtlige sprog. De kender enhver nations sæder og skikke. Og når man hertil tænker på den kapital og de midler de råder over, falder det os ikke vanskelig at regne med at den jødiske rest vil være istand til at gennemføre (Herrens) forkyndelse i løbet af den 7 års trængsels-uge.

s.236 Bibelen udtrykker det således; - vi er altid frimodige og vil hellere være borte fra legemet og være hjemme hos Herren; 2.Kor.5,8. Fil.1,23.

Med andre ord: Straks døds-processen er overstået, er ånden og sjælen hjemme hos Herren. Legemet ”falder i søvn” Joh.11,11. 1.Kor.15,54. 1.Tess.4,13 Men det vil blive vækket op når Herren kommer for at tage sine hellige til sig. Når han kommer ”med bydende råb, med overengels røst og med Guds basun” 1.Tess.4,16. Da skal ånd sjæl og legeme blive genforenet. Først da vil frelsen være komplet.

S 281 Nøglen til Åbenbaringsbogen finder vi i kap.1,19; ”Skriv det du så, både det som er, og det som herefter skal ske”.

Det Johannes så. Det som er. Det som herefter skal ske (kap.4-22.)

Vældige begivenheder rulles op for os i denne del af Skriften. Med rette er bogen blevet kaldt Bibelens topsten eller krone. Her ser vi Guds plan realiseret med så vel hans himmelske folk – menigheden – som hans jordiske pagts-folk Israel.

Menighedens historie og udvikling på jorden er beskrevet i de 3 første kapitler.

Bort-atomar af menigheden er ikke direkte omtalt, men den forudsættes at finde sted på et tidspunkt mellem 3 og 4 kapitel. I kap.4 ser vi nemlig menigheden symboliseret i de 24 ældste i himmelen.

For at markere at menighedens historie i verden nu er slut, gentages ordene fra kap.1,19; ”stig op her, og jeg vil vise dig det som skal ske herefter (v.1.)

Johannes ser nu menigheden vel plaseret i selve himmelen (kap.4-5.)

Derefter får han en vision af det som vil finde sted på jorden efter at bort-atomar har fundet sted.

Først giver han i kap.6 en detaljeret beskrivelse af det Herren i sin tale på Oliebjerget kalder ”begyndelsen til veerne” Matt.24,8.

Og vi bemærker at kap.7 udgør en parentes. Her skildres Israels beseglede rest som på forunderlig vis vil blive ført u-skat gennem den anti-kristelige trængsel, og den store hedningeskare som bliver vundet for Herren under denne domsperiode.

Videre ser vi at den antikristelige store trængsel i al sin gru når sin klimaks under dyrets og den falske profets regeringstid; kap.13.

I denne epoke udøves en række guddommelige domme som afsluttes med Jesu komme i magt og herlighed, ledsaget af sin hellige engle og med sine hellige, for at holde dom over levende folkeslag; kap.8-19; Matt.25,31-46.

Så indtager Jesus sin plads på Davids trone; Luk.1,32, hvorfra han skal herske under det tusind-års freds-rige; kap.20,1-7.

Bemærk hvad kap.20,5 siger: ”Men de andre døde blev ikke levende igen før de tusinde år var til ende.” Denne indskudssætning er det af største betydning at være opmærksom på.

Med al mulig klarhed siges det her at mellem de hensovede troendes opstandelse og de fortabtes opstandelse, vil der være et tidsrum af 1000 år.

Af kap.20,7-15 fremgår det også tydelig at den store hvide trone først vil blive rejst efter 1000 års-riget. Da vil dødsrigets fanger blive kaldt frem til den sidste højesteret – den endelige dom.

En ny himmel og en ny jord, som er udtryk for den evige tilstand da Gud skal være alt i alle; 1.Kor.15,28), træder så frem i kap.21.

Denne vidunderlige tilstand beskrives i vers 4; ”Og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, og ikke sorg og ikke skrig og ikke pine skal være mere, for de første tinge er veget bort.”

Således vil Guds folks kår være gennem alle evigheder.

s.290 Vi må ikke vente at u-genfødte mennesker skal kunne forstå sig på det liv vi lever.

Forlang ikke at de skulle kunne begribe den lykke, glæde og vidunderlige fred der erfares i Herrens nærhed – over en åben Bibel – eller i samfund med Guds folk.

Dette er og bliver en hemmelighed for dem, så længe de ikke er født på ny.

Jeg kender ikke et eneste sted i Skriften som siger at vi skal korsfæste og aflive det gamle menneske -. vor syndige natur. Derimod siges det igen og igen at vi er døde. Ikke i os selv, men i Jesus Kristus.

Bliv derfor ikke forundret og skuffet når den gamle natur ”rører på sig” i form af syndige, hæslige lyster og tanker. For dette er blot en stadfæstelse af hvad Skriften siger: Rom.7,18. Praktiser Rom.6,11.

s.298 Det vi venter på – og som kan finde sted når som helst er den forestående familiebegivenhed. Da Jesus skal samle sine egne; 2.Tess.2,1.

Hjemføre sin familie. Denne begivenhed var helt ukendt for den gamle pagts hellige. Menighedens bort-atomar var en hemmelighed indtil den blev åbenbaret for Paulus; 1.Kor.15,51-52.

Jesu synlige genkomst til Oliebjerget var en velkendt sandhed i de foregående tidsaldre. Begivenheden omtales en række steder i GT og i de synoptiske evangelier.

Tegnene som Skrifte omtaler, er ikke givet til menigheden, men til Israel.

De varsler at Jesu officielle genkomst for at dømme nationerne og oprette det jordiske freds-rige er nær.

Menigheden er overhoveder ikke bedt om at se efter tegn.

I den nuværende tidshusholdning gælder princippet; ”Salig er den som ikke ser og dog tror” Joh.20,28.

Vi har herrens ord og løfter at rette os efter. Noget som er langt sikrere end tegn, undere og mirakler.

Jesu sidste hilsen til sin dyrekøbte menighed: ”Ja, jeg kommer snart.” Burde vi da ikke leve i en daglig forventning af hans komme?

s.308 Bibelen lære at menigheden og den enkelte troende er Den Hellige Ånds bolig. Ånden kommer ikke på besøg hos os engang imellem,m aflægger os ikke en og anden visit. Nej, han er kommet for at blive. Han har taget bolig i os; 1.Kor.3,16. 6,19.

Ånds-fylde er en proces. En stadig udvikling. Noget som skal ske kontinuerlig i den troende liv; Joh.16,14.

s.309 På en række steder i GT fremstår den pre-inkarnerede Jesu Kristus

; 1.Mos.22,11. 2.Mos.3,2. 4.Mos.22.23. Dom.2,1. m. fl. steder.

Under den antikrist trængselen – vil Israels rest genkende Jesu Kristus som pagtens engel. På forunderlig vis vil han værne om dem og beskytte dem under den rædselsfulde trængsels periode. Da vil han være deres ypperstepræst og for-beder. Han skal være i virksomhed ved ”guldalteret” (røgelsesofferalteret). Lægge røgelse til sit folks bønner. Og svaret vil komme i form af dom over Israels fjender:; Åbenbaringen 8,5.

I dag tjener Jesus som vor (menighedens) repræsentant i den himmelske helligdom. Hans tjeneste drejer sig om hans dyrekøbte menighed. Ved ”guldalteret” tilføjer han vore bønner vellugtende røgelse; Hebe.7,26. 8,1.

Vær klar over at det er i menighedens tidshusholdning Gud har lovet at svare vore bønner. Ikke først under den store trængsel.