Bibel-åbenbaring fra ”Kristen Bogproduktion”. Tingvoll, Norge
(4)
Gengivelser fra bogen: Jødedom
& Kristendom, Jesu & Paulus af Oskar Edin Indergaard.
s.213 Paulus døbte mennesker helt frem
til år 51. Da åbenbarede Gud for ham at vanddåben ikke hørte med
til den kristne menigheds åndelige basis.
Han sluttede med at døbe af to
årsager: At ingen skulle sige at de var døbt til Paulus navn
1.Kor.1,15.
Og, at korset (forsoningen) ikke
skulle tabe sin kraft. 1.Kor.1,17 og 2.Kor.2,1-2.
Når Paulus skrev om dåben i sine
breve, så gjaldt dette genfødelsen og ikke vanddåben..
Vanddåben
var en del af det jødiske system, og den skulle ikke gælde for den
kristne menighed. Den blev betragtet som en gerning,
og den skulle erstattes af genfødelsen – for
den kristne menighed er frelst af nåde ved tro uden gerninger: Titus
3,5.
Paulus
skrev videre i Ef.4,5 at der blot var en
dåb.
Det må være genfødelsens dåb.
Udsagnene i Rom.6,3-7 og
Kolos.2,11-12, har ikke noget med vanddåben at gøre, men med
genfødelsen
og med begravelsen af det gamle syndelegeme. Dette skete på Golgata.
Der døde vi, blev begravet og opstod sammen med Jesus. Hans død er
vor død. Hans opstandelse er vor opstandelse. (barnedåben bliver på
en måde mennesket bidrag til frelsen.
s.214 I mange menigheder er der et krav om at menneskene skal tage
vanddåben, endda de er genfødt. Tænk hvor mange lidelser vi kunne
have sparet folk for dersom kravet om vanddåben bortfaldt. Jeg
tænker ikke mindst på forholdene ude på missionsmarken. Ud med
vanddåben ind med den frie nåde.
s.217 På apostel-mødet i år 50 forstod Jakob og apostlene
at nådetiden for oprettelsen af Riget var slut. De afbrød
den missionsbefaling som Jesus havde givet dem om at gå ud i hele
verden med evangeliet om Riget: Mat.28,19. De messianske jøder
skulle forkynde for jøderne, medens Paulus skulle forkynde for
hedningerne: Gal.2,7-9.
Jakob som var leder for menigheden i Jerusalem henviste til det
profetiske ord og sagde, at først måtte hedningerne udtages, og
derefter skulle Israel komme inde igen som Guds folk: Apostlenes.
gr.15,13-20.
Apostlene anerkendte Paulus som en troende broder, men til trods
for det, så indrømmede Peter at det ikke var alt han forstod i
Paulus undervisning: 2,Pet.3,15-17.
Der foregik to parallelle undervisninger fra år 50 og til år 70:
Apostlenes undervisning som angik den messianske menighed – den
er knyttet til omvendelse, bekendelse af synd, tro og jødernes lov
Paulus undervisning som angik den kristne menighed – som
udelukkende er knyttet til nåden. Se min bog: Guds riget i
Israel, side 124-125.
s.218 Paulus blev taget ud af den farisæiske jødedom – han var
den første som blev frelst efter den nye ordning:
1.Tim.1,15-16. Det græske ord ”protos” betyder ikke ”størst”
men ”først”
Paulus havde ikke fået budskabet fra noget menneske, men direkte
fra Jesus selv: Gal.1,11-12.
Paulus hørte ikke til den messianske menighed, som han i sin tid
havde forfulgt, men han hørte med til den kristn forsamling, eller
hemmeligheden. Han lagde et nyt åndelig grundlag for
en ny menighed, som er Krist-legeme: 1.Kor.3,10.
s.219 Da Paulus kom tilbage til Jerusalem efter 3 års fravær, mødts
han både Jakob, Peter, Barnabas og de andre apostle. Han var i
Jerusalem i 14 dage. De diskuterede Paulus nye åbenbarelser, men de
kunne ikke indlemme ham i den messianske jødedom. De sendte ham til
Tarsus som var hans hjemby. Han dannede nye menigheder i Lille-Asien.
”Guds nåde” er det som kendetegner Paulus budskab. Lovens tid
var slut, og den frie nådetid var begyndt. Frelsen var ikke længere
knyttet til jødernes lov.
s.220 Det var en helt speciel type nåde Paulus forkyndte. Han
forkyndte at menneskene blev frelst ”af nåde ved tro uden
gerninger”
Gennem hele Bibelen hører vi eller om at menneskene blev frelst
af tro, men kombinationen ”nåde ved tro uden
gerninger”Det var der kun Paulus som forkyndte. Det betyder at
alt er af bare nåde. Det gælder både Guds kald, vandringen
og afslutningen som troende: Fil.1,6 v.10.
De messianske forfattere lærte også at menneskene blev frelst af
tro, men de havde ikke kombinationen ”nåde ved tro uden gerninger”
således som Paulus havde det, hans forkyndelse er et udtryk for det
inderste af Guds nåde. Denne nådetype kaldte Paulus for Guds
nådes overvældende rigdom mod os i Kristus: Ef.2,7.
Der har været nåde i alle tidsperioder, men ikke den type nåde
som Paulus forkyndte den helt frie nåde.
Vi må huske at Paulus skrev sine breve – ikke til de messianske
menigheder – men til den kristne menighed, som bestod af både
jøder og hedninger.
Han skulle ikke forkynde til de messianske menigheder, men han
skulle forkynde for de jøder som blev kaldt til at tilhøre den
kristne menighed. Han kaldte sit budskab for ”Guds nådes
evangelium”
Apostlenes. gr.9,15 og 20,21 v.24. 1.Kolos.1,25-26. Ef.3,2.
1.Tim.1,4.
s.221 Paulus fik ikke hele hemmeligheden på en gang. Han
fik den lidt efter lidt: 1.Kor.13,9-13.
Paulus hørte ikke til den messianske jødedom. Han var et udvalgt
redskab for Herren til at forkynde den kristne menigheds mange
hemmeligheder. Han forkyndte hemmeligheder som ikke var
åbenbaret før, heller ikke i G.T.
Medens den messianske jødedom er baseret på pagter og løfter,
er den kristne menighed baseret på hemmeligheder og Guds
nåde. Vi er kommet ind i disse hemmeligheder ved troen på Jesus
som menighedens hoved, ikke gennem Jesus som jødernes konge:
Rom.16,25-26.
s. 222 Centrum i den paulinske hemmelighed er at vi er frelst af
nåde ved tro uden gerninger. Rom.3,21-26 og Ef.2,8-9.
Den messianske jødedom lærte også at den messianske forsamling
var frelst af nåde, men den lærer også at de messianske jøder
måtte leve livet i samsvar med loven. Dem som ikke gjorde det, stod
i fare for at falde ud af nåden.
Konsekvensen er at loven ikke er aktuel længere i
forkyndelsen – til hedninger, jøder og den kristne
menighed. Vi skal forkynde nåden til de tre grupperinger:
Tit.2,11.Rom.3,21-22.
11,5-6.
Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære, side 327-328.
s.223 Guds retfærdighed er åbenbaret uden loven. Den opnås ved
troen på Jesus: Rom.3,21-22.
Der er en kamp mellem det nye liv og kødet. Det er ikke loven som
skal kæmpe denne kamp, men Ånden: Rom.8,13.
s.225 Den anden hemmelighed er at jøder og hedninger er ligestillet
i et åndeligt legeme. Det er en åndelig organisme hvor Jesus
er hovedet, medens de troende er lemmerne på dette legeme. Legemet
kan ikke opdeles i enkeltdele. Både Jesus og de troende udgør
legemet.
Denne åndelige organisme har flere benævnelser, Det er blevet
kaldt ”Kristus”, ”menigheden”, ”et nyt menneske” og ”en
ny skabning”. Derfor , dersom nogen er i Kristus, da (tilhører)
han en ny skabning. Det gamle (den messianske lære) er borte. Se
alle ting er blevet nye. (Lovens tid er forbi): 2.Kor.5,17. Gal.5,15.
1.Kor.10,17. 12,12-13.
Disse benævnelser bliver aldrig brugt om de messianske troende.
De havde også Den Hellige Ånd i deres liv som bevis på at de var
genfødt. De var ”I Kristus”, men de havde ikke den intimitet med
Kristus, som den kristne menighed har: 2.Tes.2,14.
Kolos.1,26-27 er en beskrivelse af den kristne menighed. Kristus i
os. Vi er en enhed med Kristus og kan aldrig skilles fra Kristus..
Vi er allerede indsat i himmelen. Vi er der sammen med Jesus:
Ef.2,6.
s.227 Dette betyder at den som tilhører den kristne menighed, aldrig
kan falde ud af Guds nåde. En som er sat ind i himmelen, vil
forblive at være der.
Jeg taler ikke her om de som gerne vil være kristne, men som ikke
er genfødt. De har aldrig tilhørt Jesu legeme.
Rom.8,33. Vi kan ikke anklages for vi er Guds udvalgte. Der vil
ikke blive nogen konsekvens i anklagen. Den som tror på Kristus, er
udvalgt, kaldt, retfærdiggjort og helliggjort.
Et andet moment er at anklagen sker overfor Gud, men Gud har
allerede dømt i vort favør. Han har allerede stillet sig på vor
side og sagt at han er for os. Han har erklæret os retfærdige, og
denne bestemmelse er endelig og uigenkaldelig.
Den messianske menighed derimod, blev anklaget af Satan både dag
og nat for den levede i en frelses- situation, hvor loven ikke var
taget bort i vandringen som troende: Åbenbaring.12,10.
s.228 Den messianske menighed er udvalgt fra verdens grundvold
blev lagt: Mat.25,34.
Medens den kristne menighed er udvalgt fra før verdens
grundvold blev lagt: Ef.1,4.
Enkeltpersonerne i den messianske menighed kunne falde ud af nåden
dersom de ikke havde åndelig frugt i deres liv. Den messianske
menighed bliver bedømt både ud fra Guds nåde og gerninger:
Luk.3,7-10 og Joh.15,1-10.
Dette får og også til at forstå lignelsen om de 10
brudejomfruer som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen:
Mat.25,1-13.
De 10 jomfruer er et billede på den messianske menighed i endens
tid. De havde alle olie (som er et billede på Den Hellige Ånd) på
deres lamper. Da brudgommen gav sig tid, slumrede de alle ind og sov.
Dette betyder at det bliver vanskelig at holde sig vågen i endens
tid. I løb af ventetiden havde 5 af jomfruerne tabt Den Hellige Ånd
og kom ikke ind til brylluppet, som er et billede på 1000 års-riget.
Jesus beskrev den messianske menighed i endens tid på flg. Måde:
Mat.24,9-13.
s.229 Se min bog: Matæus Evangeliet. Jesu liv og lære,
artiklerne: En genfødt kristen kan ikke falde ud af nåden og Den
frie nåde.
Titus 2,13. (Joh.14,1-4 er ikke en beskrivelse af Jesu komme for
den kristne menighed, men en beskrivelse af Jesu genkomst til
jøderne.)
s.233 Gud har ikke opgivet sin plan med at oprette ”Riget for
Israel” Han har blot udsat den!
Hvorfor ser teologerne, præsterne, forkynderne og de kristne
politikere ikke dette?
Hvorfor taler de kristne politiker i Kristelig Folkeparti ikke som
Bibelen taler i denne sag? Er de skamfulde over det kristne budskab,
eller tror de ikke at det profetiske ord kommer til at gå i
opfyldelse?
s.241 Hovedgrunden til at den kristne menighed er splittet i synet på
en række lære-mæssige forhold, er det forhold at fortolkerne ikke
regner med tidsperioderne og heller ikke sætter grænserne mellem
dem på rette steder. Dersom man havde et ret syn på dette,så havde
vi ikke behøvet at have forskellige syn på f.eks. vanddåb, tiende,
sabbat eller søndag som helligdag, forholdet mellem Israel og
kirken, synet på ”Riget for Israel” og tidspunktet for den
kristne menigheds bort-atomar i forhold til trængselstiden. - Den
som ikke studerer Bibelen bliver agterudsejlet på en række områder
i kristenlivet.
s.242 Paulus sagde at det udelukkende var troen som frelste et
menneske. Han var selv glad for at han ikke havde døbt så mange
mennesker: 1.Kor.1,14-17.
Når en del kristne mener at der er frelse i dåbens vand, så
blander de sammen udsagn om vanddåb med udsagn om både
genfødelsen og Ånds-dåben.
Angående tiende, så var dette et krav der var nedfældet i
Gina-pagten. Paulus sagde ikke noget om tiende, men han sagde at vi
skulle lægge til side det som vi havde tro for og råd til:
1.Kor.16,2.
Dersom nogen ønsker at give tiende, så er det op til den
enkelte. Man er ikke bundet i dette spørgsmål i indeværende
tidsperiode. Se min bog: Mattæus Evangeliet. Jesu liv og lære s.
319-321. Når det gælder forholdet mellem Israel og menigheden, så
begyndte den kristne menighed hverken ved Golgata eller på
pinsefestens dag, men den begyndte med Paulus omvendelse udenfor
Damaskus.
s.242 Sandheden er den at Gud ikke har indgået nogen speciel pagt
med den kristne menighed. Vi som hører med til den kristne menighed,
er koblet ind i den nye pagt i Jesu blod. Vi administrerer dele af
den nye pagt i Jesu blod på vegne af jødefolket i vor tidsperiode,
og dette er også en af grundene til at Paulus stiller de troende i
vor tid vældig frit i forhold til krav og bestemmelser.
s.243 Guds løfter til jøderne om at de skal være præster for hele
verden og land-løftet om et sammenhængende landområde fra Nilen og
til Eufrat står fast fra Guds side. Jøderne har aldrig mistet
løfterne fra Gud, men på grund af ulydighed har Gud måttet vente
med opfyldelsen af løfterne.
Den kristne forsamling er en parentes i Guds planer med Israel, og
dersom det er således at den kristne menighed er en parentes, så må
de ordninger som Gud har tiltænkt menigheden, afsluttes indenfor
parentesen.
s.246 Vi lever ikke længere i forhold til hverken Mose-loven, de 10
bud eller nogen anden lov i vort forhold til Gud. Vi er sammen med
Jesus død bort fra lovens krav. Vi lever ikke længere i relation
til lovens krav, men vi lever i Åndens nye væsen eller i den frie
nåde.
Som en følge af Jesu forsoning så faldt hele Mose-loven bort for
den kristne menighed. Kernen i Mose-loven er de 10 bud. For den
messianske forsamling uddybede Jesus loven og de 10 bud, men for
den kristne menighed borttog han alt dette som frelsesgrundlag.
Vi finder ingen forbud om at vi ikke skal gøre noget udskåret
billede af det som er oppe i himmelen. (Vi skal naturligvis ikke
tilbede det.) Rom.7. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5 kap: De 10
bud er indtaget i Paulus undervisning med undtagelse af sabbats bud
og bud om gengældelse i 3. og 4. slægtled. Desuden afsnit om Jesu
undervisning.
s.255 Læren om det almindelige præstedømme siger flg.: I
virkeligheden er det lægfolkene som er de egentlige præster.
Dette er ikke korrekt, men det er et udtryk for den
såkaldte ”erstatningsteologi”, som desværre både luthersk og
reformert teologi er fyldt af. Det er ikke det kristne lægfolk som
er Herrens præster. Det er jøderne som fortsat er det. Dette
løfte til jøderne er ikke ophævet. Det er heller ikke gået over
til os hedninger: Rom.11,29.
Ved at vi ikke hævder Bibelens syn på Israel og jøderne,
svækker vi jødernes sag og mister meget af den velsignelse som vi
ellers kunne have haft over vore kirker og vore liv.
s.257 Vor kirkes teologi har ment at den kristne kirke har overtaget
jødernes rolle som Guds folk og endda værre at dette skete ifm.
Jesu første komme. Det betyder at alle de gammel- testamentes
løfter, som jøderne har fået, opfyldes på en ikke bogstavelig
måde i Kristus og er gået over til den kristne menighed. Teologerne
kalder dette for ”Kristus-transformation” De må derfor blive
nytolket i ny- testamente tid. Se Oskar Skarsaunes hæfte:”Endetid:
Hvordan forstås Bibelens ende-tidsprofetier?”. Se også artiklen:
Oskar Skarsaune og dispensjonalismen.
Dette er gal teologi. Gud har ikke forandret på sine
løfter til jøderne De står fast, for Gud angrer ikke på sit kald
og sine nådeløfter: Rom.11,29.
s.258 Alle er enige i at jøderne blev kaldt for Herrens konger og
præster i Gammeltestamentlig tid: 2.Mos.19,6.
I 1000 års-riget en periode som teologerne heller ikke regner
med – vil det ”jødiske almindelige præstedømme” komme
tilbage igen: Es.61,6.
I vor tid har vi ikke noget almindelig præstedømme, for det
hører jøderne til og angår styret over hele jorden.
Hvad som gælder begrebet ”konger og præster”, så forekommer
det kun i de jødiske Skrifter i NT.
Det er Peter og Johannes som skrev om dette. Paulus nævner det ikke
i sine Skrifter. Peter og Johannes forkyndte og skrev – ikke til
den kristne menighed, men de forkyndte og skrev til jøderne.
Vi må ikke blande sammen de messianske jøder med den kristne
menighed. Disse to grupper har forskellige kald og forskellige
sigtemål. De messianske jøder skulle udgøre kernen i det
frelste Israel. Israels frelse lå i forlængelse af deres frelse.
s.258 Israel havde en mulighed til at blive frelst på apostlenes
tid. Peter skrev at dersom de omvendte sig, så ville Jesus komme
tilbage og oprette ”Riget for Israel” for dem: Apostlenes.
Gr.3,19-21.
Da jøderne ikke ønskede at omvende
sig til Messias, så oprejste Gud en ny mand, Paulus, med et delvis
andet evangelium end det evangelium som apostlene havde. Gud
åbenbarede for Paulus hemmelighederne,
med den kristne menighed.
s.259 Under Rigets periode skal den kristne menighed være i
himmelen, medens de troende jøder skal styre sammen med Jesus som
konger og præster på jorden. Det er først på den nye jord at
disse to frelses-grupperinger skal bo sammen.
Det er sandt det som står i Åbenbaringsbogen 5,8, at Jesus b lod
frelser mennesker ”til Gud fra hver stamme og tunge og folk og æt”,
men disse mennesker er ikke den kristne menighed, for den er ikke
omtalt i Johs. Åbenbaring. Vers 9 fortæller os hvilke mennesker det
er. Det er jøder, som er samlet fra alle folkeslag, for de skal være
konger og præster for Gud, og de skal være konger på jorden.
Det er jøderne som har fået denne opgave.
s.269 De som ikke ser at der er forskel på ”omskærelsens
evangelium og u-omskærelsens evangelium”. De kender ikke til
forskellen på ”heteros” og ”allos”!
De fordeler ikke Guds ord på en ret måde: 2.Tim.2,15.
De skiller ikke mellem Rigets forkyndelse og den kristne menigheds
forkyndelse.
De ser ikke at vi har to evangeliske forkyndelser i N.T., og dette
fremmer erstatningsteologien.
De skiller heller ikke mellem de jødiske Skrifter og Paulus
Skrifter i N.T.
De mener at ”evangeliet om Jesu forsoning” på den ene side er
det samme som ”omskærelsens evangelium” og ”u-omskærelsens
evangelium” på den anden side. Dette er ikke ret. Jesu
forsoning er i centrum i begge disse evangelier, men vi kan ikke
sætte lighedstegn mellem dem, for dersom vi gør det, så forstår
vi ikke det som N.T., siger om det.
s.270 Når Paulus brugte adverbiet ”allos” om ”Jesus” i
2.Kor.11,4, så betyder det at der ikke findes nogen anden Jesus. Han
er den samme i begge evangelierne, men vi må alligevel skille mellem
Jesus som Messias og Jesus som hovedet for menigheden.
Vi skal ikke forkynde Jesus som Messias for den kristne menighed,
men vi skal forkynde Jesus som menighedens frelser og hovedet for
menigheden. Benævnelsen ”Messias” har med ”Riget for Israel”
at gøre.
Ifm. ordene ”ånd” og ”evangelium” er ordet ”heteros”
brugt. Det betyder at når judaisterne forkyndte Rigets evangelium
for de kristne menigheder, så fik de troende der både ”en anden
ånd” og ”et andet evangelium”. Den ”ånden” som der her er
tale om, er ”forvirringens ånd”, og det evangelium som der her
er tale om, er ”Rigets evangelium”
Her er ikke tale om at de troende mister Den Hellige Ånd ved
denne forkyndelse, men Den Hellige Ånd kan ikke udfolde sig frit i
et blandingsevangelium og i en blandet forkyndelse.
Dette er hovedgrunden til at der sker så få positive
manifestationer i den kristne menighed.
Dette betyder ikke at de troende faldt ud af Guds frelsende og
bevarende nåde, men det betyder at de blev forvirret med
hensyn til forkyndelsen.
s.271 Det er i den paulinske forkyndelse at loven ikke har noget med
frelsen at gøre. Se min bog: Jesu Genkomst bind 5, kap: De 8
evangelier i N.T., hvor jeg skriver en del om dette.
s.272 Paulus formaner os gang på gang at vi må skille mellem Jesu
og apostlenes forkyndelse på den ene side og den forkyndelse som han
stod for på den anden side. Den første forkyndelse angår ”Riget
for Israel” Den anden forkyndelse angår den kristne menighed tid,
og den angår os. Dette gælder den specielle side ved forkyndelsen,
men ikke det dom er generelt. Der er en del generelle aspekter ved
Guds ord som gælder til enhver tid.
Torleif Boman skrev i sin bog: Jødernes Messias-Grækernes
Kristus, s.173: Paulus forkyndte sit budskab for det enkelte
menneske. Men til trods for at Paulus havde afskaffet hele Jesu
forkyndelse og hele hans offentlige virksomhed, bevarede
kirken Jesu evangelium og hans forkyndelse for folket. Se min
bog: Kristendommens Jødiske Rødder, hvor jeg skriver meget om
dette. Se også artiklen: Den messianske jødedom og den paulinske
kristendom, del 1.
Paulus højeste ønske overfor menigheden var at den måtte får
del i dette og få del i den frihed,
s.272 son vi skal have i indeværende tidsperiode. Han arbejdede med
det hele sit liv, og det evangelium som han forkyndte, blev mødt med
modstand og foragt fra mange sider. Således er det også i dag.
Vi behøver ikke at bekymre os for evangeliet om ”Himlenes
Rige”. Det skal Jesus tage sig af når han kommer tilbage.
Når Paulus opfordrede haver enkelt troende til at få del i
Guds fylde og aldersmålet for Kristus fylde, som er beskrevet i
Ef.3,19 og 4,13, så gælder dette den hele og fulde sandhed om den
frie nådes forkyndelse. Dersom vi sammenblander Jesu forkyndelse og
Paulus forkyndelse, så når vi aldrig frem til den fylde som Gud
ønsker, at vi skal have: Fil.3,15-16.
Det gælder om at have et ret udgangspunkt. Dersom vi har det,
skal vi forstå Paulus forkyndelse mere og mere.
Folkereligiøsitet siger: Når jeg gør det så godt som jeg kan,
så gør Gud resten. Dette bliver galt, for i den paulinske
teologi, da gør Gud alt med hensyn til frelsen og bevarelsen af en
troende, og vi gør ingen ting uden at tage imod.
Paulus lære er ikke progressiv teologi men den er ny teologi,
som ikke har været før.
s.279 Paulus kom med en helt ny åbenbaring, som hverken Jesus
eller apostlene forkyndte. Den var heller ikke gjort kendt i G.T.
Når vi ser apostlenes forkyndelse efter pinse, så forkyndte de
ikke blot nåden. De forkyndte også loven: se Jakobs brev.
I vor tidsperiode er det ikke nødvendig at have en stærk tro,
for at blive helbredt. Dette hører med til den messianske jødedom,
og det var den Jesus og apostlene forkyndte. I vor tid er det Guds
nåde
som giver helbredelse. Den nåde som vi har i vor tidsperiode,
behøver ikke at gå vejen om menneskets egen tro, for at mennesket
skal blive helbredt.
Vanddåben hører heller ikke med til den kristne menigheds
tidsperiode. Den er uretmæssig taget ud af det jødiske system og
placeret ind i den kristne menighed. Når Paulus skrev om dåben,
så var det en helt anden dåb han skrev om, og det er genfødelsens
dåb: Rom.67,3-5 og Kolos.2,11-12.
s.280 Vanddåben giver ingen god samvittighed med Gud. Det er bare
genfødelsen som gør det: Hebræer 9,14. Her må ryddes kraftig
op.
Den romerske og den lutherske kirke mener at genfødelsen ligger i
dåbens vand, og at en må døbes i vand, for at blive frelst. Dette
er den største vildfarelse som vor kirke har. Dette er et
lavmål af teologisk vurdering. De fleste som kommer til tro
på Jesus er ikke døbt på forhånd.
Denne lære har været med til at føre mange millioner mennesker
ind i fortabelsen. En kan ikke henvise til dåbens vand når opgørets
dag kommer, men det eneste som holder på denne dag, er hvorvidt en
har Den Hellige Ånd som pant og indsegl i sit hjerte. Dette er det
samme som at have troen på Jesus, og den er en gratis gave. Se
artiklen: Dåbens betydning.
s.281 Man skal så langt som mulig bruge tekster som er hentet fra
Paulus breve som hovedtekster, og så kan en supplere med
andre tekster fra Bibelen, for det er den paulinske teologi som
gælder i vor tid.
s.283 Paulus evangelium bliver kaldt for ”Guds nådes evangelium”:
Apostlenes Gr.20,24.
Dette var et evangelium som ikke havde været forkyndt før. Det
var skjult ”i og hos Faderen”: Ef.3,3-7. Han havde ikke lært det
af noget menneske, men af den opstandne Kristus: Gal.1,11-12.
Rigets evangelium udtog jøderne til et jordisk rige, medens
Paulus evangelium udtager mennesker for himmelen.
s.284 Ordet ”nåde”! Er et nøgleord i Paulus forkyndelse. Det er
på græsk ”charis”. Det er brugt 155 gange i N.T. Paulus brugte
ordet 109 gange. Ordet betyder ”favør” eller ”gunst”. ”Nåde”
betyder at en ”opnår en favør eller gunst hos Gud på basis af
Jesu forsoner gerning, som en ikke fortjener. Rom.3,21-24.
Når todelingen er kommet bort i forkyndelsen , da skyldes det den
såkaldte ”erstatningsteologi”. Den går ud på at menigheden har
overtaget Israels rolle i frelseshistorien.
Det var Guds vilje at Paulus skulle blive apostel. Han skrev
brevet til de hellige i Efesus – de som havde tro på Jesus.
v.1.Det betyder at brevet også er skrevet til de hellige overalt i
verden.
Ordet hellig betyder ganske enkelt ”at være udtaget til en bestemt
opgave”. Vi er også hellige. Vi er perfekt når vi er i Jesus, men
ikke i os selv. Det er ikke det samme som at være perfekt.
s.284 Gud har velsignet os med alle åndelige velsignelse som
himmelen hat i Jesus Kristus. Hver enkelt af os har ikke alt dette,
men i og med at den kristne menighed bliver betragtet som en enhed,
så har hver af os alt dette. Det er givet til menigheden, og det
udeles gennem bøn og brug af nådegaverne: 1.Kor.12-14.
s.285 Vi er udvalgt af Gud i Jesus før verdens grundvold blev lagt.
(v.4.) Dette er ikke noget problem for Gud, for han er udenom
tidsskemaet. Hensigten med udvælgelsen er at vi skal være hellige
og ulastelige for hans åsyn. Det er overfor hans person. I Jesus
Kristus er vi perfekte for Gud.
Alt dette er baseret på Jesu forsoning. Det er Jesu blod, som er
det samme som Jesu død, som bevirker forsoningen. (v.7.)
Vi er ikke bare udvalgt i Jesus,men han kundgjorde også for Paulus
og for os sin viljes hemmelighed efter sit frie råd. (v.9) Denne
hemmelighed angår det kristne legeme.(Se Ef.2,15.)
Husholdningen i tidernes fylde har med fremtiden at gøre.
(v.10.) Bibelens indhold bliver opdelt i tidsperioder eller
tidshusholdninger.
Beviset på at vi er Guds børn, er at vi har fået Den Hellige
Ånd i vore hjerter. (v.13.) Dette er et gammelt løfte til jøderne.
Det som kendetegner de troende er to forhold, og det er:
Kærligheden til Gud og kærligheden til de hellige. (v.15.)
Paulus bad for denne menighed at Gud måtte give den visdom og
åbenbarings Ånd til kundskab om Guds ordninger, således at de
kunne forstå hvilket håb de var kaldt til, og hvilken arv de havde.
(v.17-18.) Den som ved dette, tager vare på sin arv.
Alle som tror på Jesus har del i Guds kraft. Denne kraft er så
stor at han opvakte Jesus fra de døde og satte ham ved sin højre
hånd i himmelen. (v.19-20.)
Ved Jesu himmelfart blev han sat over enhver magt og myndighed som
findes, ikke blot i den nærværende verden, men også i den
kommende. (v.21.) Den kommende verden er et jødisk udtryk for ”Riget
for Israel”
Han lagde alle ting under Jesu fødder. Han er hovedet for
legemet, medens enhver enkelt af os er lemmerne på Krist krop. Vi er
hans lemmer med hver vore opgaver. Vi er fyldt af ham. Han fylder alt
(alle åndelige ting og forhold) i sit legeme. (v.22-23.)
Af den grund er det så vigtigt at menigheden fungerer, for det er
gennem den at hver enkelt af os skal have vækster, men når
menigheden svigter, så udebliver også væksterne.
s.290 Man kan derfor sige at den kristne forsamling har et højere
kald end det som jøderne har.
I 1000 års-riget skal disse to forsamlinger samarbejde. Den
messianske menighed skal styre verden ud fra Jerusalem medens den
kristne menighed skal være med på at styre verden ud fra den
himmelske verden.
I 1.Tim.1,15 har Bibel-oversætterne oversat dette ord
galt. De har ment at Paulus var den største synder, men det
kan ikke stemme. Der var mange syndere i verden på Paulus tid som
var større synder end han, for eksempel kejser Nero. I v.16 har
Bibel-oversætterne oversat dette ord rigtig.
s.291 Hvad der gælder de nytestamentlige hemmeligheder, så blev de
introduceret af blot en mand, og det var Paulus. Han gav det videre
til sine medarbejdere. Han skrev 13 breve om disse hemmeligheder.
Englene forstod heller ikke disse hemmeligheder. De måtte lære
det af den paulinske menighed når han underviste om disse ting:
Ef.3,10.
Bredden går på det forhold at legemet består både af
jøder og hedninger.
Længden går på Guds tålmodighed. Han kunne have dømt
Israel og verden efter at begge ”folkegrupper” havde forkastet
ham, men han indførte et nyt trossystem – den frie nådes
tidshusholdning.
Dybden går på Jesu forsoning. Profeterne vidste at
forsoningen gjaldt jøderne: Es.53, men de vidste ikke at der skulle
komme en tid, da også hedningerne skulle få del i denne frelse på
et selvstændigt grundlag. Højden går på Jesu position i
himmelen. Han er højt hævet over alle himle:Ef.4,10.