Bibel-åbenbaring fra ”Kristen Bogproduktion” Tingvoll, Norge
(5.)
Gengivelser fra bogen: Jødedom &
Kristendom, Jesus & Paulus af Oskar Edin Indergaard
s.292 Paulus forstod ikke alle
sammenhænge med den kristne menighed fra begyndelsen af . Vi må
huske på at hele Bibelen er en fremadskridende åbenbaring.
Ved siden af dette var Paulus
undervisning en ny lære som
ikke havde været før. I de første 6 breve som Paulus skrev, var
der en del jødiske elementer,
som ikke hører med til den kristne menigheds lære. Dette gælder
særlig vanddåben, omskærelsen og tro som forudsætning for
helbredelse: Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære.
s.293 Før den
kristne menighed kunne blive etableret som den eneste menighed, måtte
både hedninger og jøder blive forkastet af Gud. Det første skete
ved Babylon i gammel tid. Det andet skete mod slutningen af
Apostlenes gr., da Paulus kategorisk sagde at fra nu af ville han gå
til hedninger: Apostlene. gr.28,28. Rom.11,32.
I
den kristne menighed, som er en helt ny frelsesforsamling, kunne Gud
på ny forbarme sig over både hedninger og jøder i eet
legeme. Således fungerer Guds
nåde og Guds kærlighed.
s.294 Ved at den
messianske meni9ghed solgte alt det som den ejede og havde, så
svækkede medlemmerne deres eget eksistensgrundlag. I tillæg til
dette kom der også et dårlig år i Israel. Dette er baggrunden for
at de messianske jøder behøvede økonomisk hjælp fra hedningerne.
Dette peger også
på det forhold at Riget ikke blev oprettet på daværende tidspunkt.
Dersom det havde sket, så havde de messianske jøder ikke kommet i
økonomiske vanskeligheder.
s.297 To delvis
forskellige evangelier. Det første angår jøderne og er baseret på
Guds kærlighed og overholdelse af Mose- og Jesu Torah. Det andet er
baseret på Guds kærlighed og Guds nåde. Jesus satte den jødiske
lov fuldstændig tilside ved sin død på Golgata: Ef.2,14 og
Kolos.2,15. Dette gjaldt kun for hedninger. Jøderne måtte
fortsat leve deres liv under loven. De blev testet på den i deres
liv, se Apostlenes .gr. 21,20.
Dette er en
af de store forskelle på disse to evangelier, men dette ser og
forstår de allerfleste af teologer og prædikanter ikke.
Vi ved at Paulus
havde stor modstand mod sin lære fra det farisæiske parti og fra
judaisterne. Disse havde taget imod Jesus som frelser, men de
mente at hedningerne måtte holde Mose Torah i tillæg til at de
måtte tro på Jesus: Apostlenes Gr.15,5. Det var disse Paulus måtte
kæmpe imod gennem hele sin virketid. Mange steder hvor Paulus
forkyndte den frie nådes budskab, dukkede de op og forkyndte den
messianske jødedom, som var beregnet kun på jøderne. Paulus gik
hårdt imod disse, for de ønskede at blade elementer ind i hans
forkyndelse, som ikke hørte hjemme der: Gal.1,6-8
s.298 I sine
første breve som 1.og 2. brev til Tess. brev, til Rom 1. og 2.
Brevet til Korinterne og Galater brevet. For disse jøder som var i
centrum uddybede Paulus det forskellige som der var mellem den
messianske jødedom og den paulinske kristendom. Det kunne være
forhold mellem loven og den frie nåde, og det kunne være
spørgsmålet angående endetiden.
I Rom.11 skrev
han også om forholdet mellem den messianske og den kristne menighed.
Den kristne menighed er en parentes i Guds planer med jøderne:
v.25-26.
s.301 Det siger sig
selv at man ikke kan forkynde to forskellige budskaber i den samme
menighed.
I Efesus for
eksempel, var der både en messiansk og en kristen menighed. Når
Paulus skrev til menigheden, så var dette en helt anden
forkyndelse end den som kommer til udtryk, når Johannes skrev
til den messianske menighed (Joh. Åbenbaring – noget som er typisk
for den messianske jødedom.. 2,1-7.) Her kommer gerningsaspektet
ved troen meget stærkere til udtryk end ved Paulus forkyndelse.
Dette gælder også de øvrige 7 lilleasiatiske menigheder som
Johannes skrev til. I disse breve finder vi ikke den frie nåde, men
vi finder en kombination mellem tro og gerninger.
I og med at der
ikke bliver gjort skille mellem disse to typer menigheder i
forkyndelsen, så er dette med til at svække den kristne identitet
hos mange kristne i dag.
s.301 Mange kristne
er usikre på om de er frelst eller ikke, for de læser i brevene til
de lilleasiatiske menigheder at Gud kræver fuldkomne gerninger
for at blive frelst (bevaret som troende) Åbenbaringen 3,2.
Jeg kan berolige
de troende som har problemer med dette. Dette angår ikke den kristne
menighed. Den er frelst af nåde ved tro uden gerninger, så den
sag er klar: Ef.2,8-9. Tak Gud for nåden, og glæd dig i
den.
Som en naturlig konsekvens af dette så forkyndte Paulus heller
ikke indgående om ”Riget for Israel”. Når han udtalte sig om
Guds rige, så var det menigheden han talte om: Apostlens gr.28,23.
Ud fra det ovenfor skrevne, ser og forstår vi at der er to delvis
forskellige budskaber, som blev forkyndt i denne tid, og det var
evangeliet om Riget og evangeliet om Guds frie nåde. Det første
blev forkyndt af apostlene og deres medarbejdere. Det andet blev
forkyndt af Paulus og hans medarbejdere. Begge parter vidste om
dette, og de respekterede hverandres kald og egenart.
s.302 De messianske jøder og Paulus havde ikke noget samarbejde på
det teologiske område. Det eneste områd hvor de havde et fast og
formelt samarbejde,m var det økonomiske område.
Hvor længe skal det vare før kristen folket magter at fordele
Det nye Testamentes teologiske indhold på en ret måde og lærer om
disse ting ?
s.305 Det er Den Hellige Ånd som tolker Skriften for os. Han
har bare en opfattelse. Det er organisationerne som har
forskellige opfattelse om den samme sag.
s.307 Hvad der er gældende den kristne menighed, så skal den ikke
dømmes på grundlag af sine gerninger, men på grundlag af sin tro.
Hvornår skal vi begynde at forstå at Paulus baserede sin
undervisning på troen alene både som frelsesgrundlag og i
vandringen som troende?
s.309 Rom.4,6-7 Dette afsnit er fra Davids salme 32,1-2: Det han
tænkte på da han skrev dette, var at det blot er Guds retfærdighed
som kan frelse et menneske og ikke mennesket egne gerninger.
s.311 Det er tragisk at kristen-folket ikke ser og forstår-
at vi er fuldkommen løst fra både Mose undervisning og Jesu
første undervisning, som gjaldt ”Riget for Israel” og de
messianske jøder.
Når en bekender Jesu navn, bliver en også meget stærkere som
kristen.
Dersom en unddrager sig at bekende Jesu navn, efter at en er
blevet frelst, står en i fare for at miste velsignelsen – ikke
frelsen.
s.314 ”Skuebrøds bordet” som stod i det inderste hellige. Hver
uge blev der lagt 12 ferske bød på det. De 12 brød repræsenterede
Israels 12 stammer.
Israels 12 stammer var derfor i Guds nærhed hele tiden, men det
hjalp ikke den jødiske nation som helhed. De skulle ikke blot ære
Gud med deres læber, men hjertet måtte også være i
overensstemmelse med Guds vilje.
s.315 Rom.11,26-27 Paulus citerede her fra Es.27,9.59,20-21 og Jer.
31,34.
Når den kristne menighed er blevet fuldtallig, kommer tiden til
jødernes frelse. De vil blive frelst som rest og levning ved
afslutningen af den store trængsel.
Dersom jøderne havde taget imod Jesus første gang, så havde vi
ikke fået kirkens tid.
s.316 Den græske grundtekst som blev udarbejdet af Westcott og Horst
har skrevet ”Guds domstol” i Rom.14,10. Det er galt. Det skal
være ”Jesu domstol”. Det er der at den kristne menighed skal få
sine liv bedømt i forhold til gode og dårlige gerninger:
1.Kor.3,11-15.
Begrebet ”Guds domstol” er Guds dom over menneskerne efter at
1000 års-riget er afsluttet: Joh. Åbenbaring 20,11. Se min bog:
Jesu Genkomst, bind 3, hvor jeg skriver meget om de forskellige
grundtekster.
s.322 Skrifts-ordet fra Esajas 9,6-7 viser art Riget skulle være
blevet oprettet i forlængelse af Messias (Jesu) fødsel. Det er
Jesus som er dette barn.
Den som mener at kirken begyndte på Pinsedag, må nødvendigvis
mene at kirken er det samme som det david-stiske Rige, da det var det
som blev tilbudt jøderne på Pinsedag. Dette er
erstatningsteologi af værste slags.
De som blev tilbudt Riget var heller ikke hedninger som sådanne,
men det var jøderne og deres proselytter som var samlet i Jerusalem
for at fejre Påske: Apostlenes gr. 2,5 v.11.
Den Hellige Ånds komme var også et løfte til jøderne
og ikke til den kristne menighed: Jer.31,31-34 og Esek. 36,25-27.
At Den Hellige Ånd blev givet til medlemmerne af den kristne
menighed på et senere tidspunkt, det er en helt anden sag.
s.323 Den Hellige Ånds komme på pinsedagen som forudsagt hos
profeterne skulle
ske i ”de sidste dage” for Israel: Ap.gr. 2,17. Man kan derfor
ikke hævde at Pinsedagen var den første dag for den kristne
menighed. Det er at vende det hele på hovedet
Benævnelsen de sidste dag = betyder i denne sammenhæng at de
profetiske udsagn som angår endetide og oprettelsen af ”Riget for
Israel” skulle gå i opfyldelse i denne tid. ”De sidste dage”
begyndte med Johannes Døberen.
Da jøderne ikke tog imod tilbudet om deres Messias og oprettelsen
af Riget, blev ”de sidste dage” udskudt med ca. 2000 år.
Udtrykket ”de sidste dage” er det samme som ”endetiden”. Når
endetiden er afsluttet, får vi Riget for Israel.
s.324 Dersom den kristne menighed havde begyndt op Pinsedag, så
havde de messianske jøder ikke behøvet hverken at forfærdes over
dette, eller de havde ikke revset Peter fordi han havde forkyndt
evangeliet for hedningerne, for da ville det være en kendt sag, at
også hedningerne kunne blive medlemmer af Guds rige uden at gå
vejen om ad den messianske jødedom.
Alt det som skete på Pinsedag var i overensstemmelse med det
som profeterne havde forudsagt om dette: Ap.gr. 3,25.
Hvad som gælder den kristne menighed, så var den ikke gjort
kendt for hverken jøder eller hedninger i Tanach: Ef.2,5 v.9.
Kolos.1,25-26: Hemmeligheden med den kristne menighed var holdt
skjult gennem hele G.T. Periode. Det var først Paulus som fik
åbenbaret den af Gud. Dette betyder at den kristne menighed ikke
eksisterede på Pinsedag. Den kom først med Paulus. Han var det
første medlem af den kristne menighed: 1.Tim.1,15-16.
s.325 Det går ikke an at eliminere den jødiske karakter ved denne
højtid og hævde at Pinsen er kirkens fødselsdag. Som
frelseshistoriske hændelse angik den jøderne og Israel.
Det store tilbud om oprettelsen af ”Riget for Israel”
Kom efter Pinsen, for da kom Den Hellige Ånd, Peter sagde da til
det jødiske folk at dersom det omvendte sig, så skulle Jesus komme
tilbage og oprette Riget for dem: Ap.gr.3,19-21.
Dersom kirken har sin begyndelse på Pinsedag, kunne Gud nikke
tilbyde jøderne oprettelse af Riget for dem på et senere tidspunkt.
Den som hævder dette, tager ikke hensyn til kronologien i de
bibelske udsagn og blander sammen de forskellige udsagn, hvad der
gælder dette. Resultatet bliver at man blander sammen to
forskellige tidsperioder.
Paulus oplyser grunden til jødernes forkastelse af Jesus
at tilbudet omfrelsen blev givet til hedningerne ”Jeg siger altså”:
Har de (jøderne) da snublet for at falde? Langt fra! Men ved
deres fald er frelsen kommet til hedningerne, for at dette skal
vække dem til nidkærhed: Rom.11,11.
s.326 Jøderne måtte blive forkastet af Gud før Gud kunne tilbyde
hedninger forsoning i Jesu blod.
Jøderne var ikke forkastet af Gud på Pinsedagen. De to
første taler som Peter holdt efter Den Hellige Ånds komme angik
udelukkende jøderne: Ap.gr. 3,26.
Korsfæstelsen af Jesus førte ikke til at Gud forkaster jøderne.
Jesu død og offer var villet af Gud, og korsfæstelsen af Jesus blev
ikke kun udført af jøderne. Den blev udført af både jøder og
hedninger: Ap.gr. 4,27-28.
Jesus måtte sone al verdens synd før han kunne oprette Riget for
jøderne. Dette var i samsvar med Guds planer, og jøderne blev ikke
gjort ansvarlig fordi de var medvirkende i at korsfæste Jesus. De
blev derimod ansvarlig fordi de forkastede Den Hellige Ånd, som
tydelig viste dem at Guds Rige allerede var oprettet i Israel.
s.327 Dersom Gud havde forkastet Israel fra Pinsedag, så havde Peter
og de andre apostle også forkyndt til hedningerne, men i og med at
Israel ikke var forkastet på dette tidspunkt, så gjald budskabet
blot jøderne og deres tilhængere.
Peter forkyndte (i Kornelius hus) ikke det paulinske budskab. Han
forkyndte det messianske budskab om at den som ønskede at blive
frelst, måtte frygte Gud og gøre retfærdighed, som er det
samme som at holde Mose-loven og Jesu undervisning: Ap.gr. 10,35.
s.328 Hvad der gælder Paulus forkyndelse, så var den knyttet til
troen på Jesus, men den var ikke knyttet til overholdelse af den
jødiske Torah. Den var knyttet til nye åbenbarelser og
hemmeligheder: Kolos.1,25-26.
s.329 Medens apostlene relaterede deres forkyndelse til en ydre
opfyldelse af Loven,så løsrev Paulus sin forkyndelse fra loven. Han
lærte at både jøder og hedninger blev frelst af nåde ved tro uden
gerninger: Rom.3,21. Ef.2,8-9.
Medens apostlene udelukkende forkyndte for jøderne, så
forkyndte Paulus både til jøder og hedninger. Han ligestillede
dem i en ny frelsesforsamling som han kaldte for ”en ny skabning”,
”et nyt menneske” eller ”det kristne legeme”:Kor.5,17.
Ef.2,15. Gal.3,8.
Medens apostlene forkyndte i samsvar med missionsbefalingerne i
Mat.28,18-20 og Markus 16,15-20, så forkyndte Paulus ikke i forhold
til disse missionsbefalinger.
s.330 Det som var centrum i hans forkyndelse, var ikke en
indskærpelse af Mose-Loven, ikke undere og tegn og tro som
basis, men det han lagde vægt på, var forligelsens tjeneste:
2.Kor.5,16-21
Ap. gr. 2,38: Paulus forkyndte aldrig dette, men han
praktiserede den jødiske dåb helt frem til år 51. I dette år fik
han en ny åbenbaring fra Herren om at vanddåben ikke var
nødvendig for den kristne menighed.
Dersom man praktiserede den ville forsoningen miste sin kraft:
1.Kor.1,17
Da Paulus skrev brevet til Efeserne i år 62, så skrev han at der
blot var en dåb, og denne dåb må være det forhold at Den
Hellige Ånd døber medlemmerne af den kristne forsamling ind i det
kristne legeme: Ef.4,4-6.
s.331 Når vi sammenligner disse to forkyndelser, så kan det ikke
være den samme forkyndelse, og det er det heller ikke, men dersom vi
ikke ser at det er to forskellige menighedstyper, så må vi
nødvendigvis blande dem sammen.
Den kristne menighed store håb og frelse er ikke det samme som
det jøderne havde.
Den kristne menighed venter på Jesu komme for menigheden og
bort-atomar. Den kristne menigheds bort-atomar hørte ikke med
til de jødiske løfter. Dette var en hemmelighed som først
blev åbenbaret for Paulus: 1.Kor.15,51-52. Tess.1,10.
Jøderne skal ikke blive befriet fra den kommende vrede, men de
skal gennemleve den.
Medens den messianske forsamling er en jordisk forsamling,
som skal styres med Jesus i 1000 år, så er den kristne forsamling
en himmelsk forsamling som skal være med til at styre verden
fra himmelen i de 1000 år .
s.332 Paulus sagde følgende om sin forkyndelse: Den var en
hemmelighed som ikke havde været åbenbaret før. Han var den
første som fik denne åbenbaring: Rom.16,25-26 og Ef.3,1-9.
Han kaldte denne åbenbaring for mit evangelium:
1.Kor.4,17.
Han havde ikke lært det af noget menneske, men havde fået det af
Jesus ved en åbenbaring: Gal.1,11-12.
Han var den første som blev frelst ved det nye evangelium. Han
skulle være et forbillede for dem som kom til tro på Jesus
efter det nye evangelium: 1.Tim.1,15-16.
s.333 Ud fra det ovenfor skrevne, skulle det være helt indlysende
at den kristne menighed ikke begyndte Pinsedag. Den begyndte
efter Paulus omvendelse udenfor Damaskus i året 37.
De som først burde forstå dette er præster, teologer og
pastorne, men de holder sig hellere til gamle forkerte teologiske
vurderinger end at tolke Skriften på en rigtig måde
Store dele af læg-folket, har også mistet meget af den kraft som
de kunne have haft, for de har bøjet sig for det som er galt og
ønsker ikke at bryde ud af det. Mange af dem har ingen
Bibel-kundskaber.
Store dele af det kristne legeme er desværre ”småbørn i
Kristus”, og det kommer de også til at blive helt til de begynder
at forstå at der er forskel på apostlenes og Paulus hans
forkyndelse.
s.337 Paulus stillede jøder og hedninger på lige line med
hensyn til frelsen. De blev både frelst og bevaret som
troende på grund af Guds nåde og troen på Jesus.
I den messianske jødedom var der knyttet en række betingelser
for at jøderne kunne blive frelst og bevaret som troende.
I brevet til Romerne, som blev skrevet i ret 58, skrev Paulus at
Guds retfærdighed, som loven og profeterne vidner om, nu var
blevet åbenbaret uden at den jødiske lov skulle lægges til grund
for frelsen. Det var Guds retfærdighed ved troen på Jesus.
Dette gjaldt både jøder og hedninger i det kristne legeme. Det var
til disse Paulus både skrev om i sine breve og forkyndte til:
Rom.3,21-22.
s.338 Vi ser at fokus er flyttet fra gerningernes lov og
til troens lov. Troens lov, som er det revolutionerende nye
i Paulus Hans forkyndelse, han ophævede gerningernes lov, som hørte
med til den messianske jødedom: Rom.2,27-28.
Blot dette ene punkt skulle være nok til at vise at vi ikke kan
dele Paulus forkyndelse i to dele, hvor den første del angår ”Riget
for Israel” og den anden del angår den kristne menighed.
Han forkyndte det lovfri evangelium til både jøder og
hedninger, medens apostlene fortsatte med at forkynde det
lovbundne evangelium til jøderne og deres proselytter.
s.339 Dette kommer også klart til udtryk i alle Paulus hans breve.
Ordet tro eller troen er et nøgleord i Paulus forkyndelse.
Han brugte det som en modsætning til ordet loven. Han
stillede galaterne det spørgsmål: Var det ved lovgerninger at i
fik Ånden, eller var det ved forkyndelse af troen? Gal.3,2.
Dette viser også den store modsætning som der var mellem
apostlenes og Paulus hans forkyndelse.
Peter havde forkyndt at jøderne måtte holde loven, for at få
Den Hellige Ånd: Ap. gr. 2,38.
Paulus forkyndte at man fik Den Hellige Ånd ved forkyndelsen af
troen eller den frie nåde.
Dersom Paulus havde forkyndt det samme evangelium som de
messianske jøder (judaisterne), så havde han ikke blevet
modarbejdet og forfulgt af dem. Dette er også et bevis på at Paulus
forkyndte et helt andet evangelium end det som de messianske
jøder forkyndte.
s.340 For at få del i Guds nåde måtte menneskene forpligtige sig
på at holde deres del af kontrakten med Gud. Dette kalde vi for
betinget nåde
Ved siden af dette kender vi også Guds ubetingede nåde:
Se artiklerne: Guds lov og Guds nåde, Guds nåde og Guds nådes
evangelium
s.341 I Paulus store tale i Antiokia i Pisidia i året 46 kommer det
klart til udtryk at Paulus forkyndte de paulinske hemmeligheder og
ikke den messianske jødedom
s.343 Det er heller ikke noget mærkeligt at deres forkyndelser var
forskellige, for Paulus forkyndte det teologiske grundlag for den
kristne menighed medens apostlene forkyndte det teologiske grundlag
for ”Riget for Israel”.
Paulus forkyndelse om Nåden, da kommer den til udtryk i alle hans
breve. Der er ingen forskel på hans tidligere skrevne breve og dem
han skrev i årene 60-67.
s.344 Den frihed som både Jesus og apostlene underviste om, var en
frihed som var baseret både på tro på Jesus og på
overholdelse af Jesu lære,som er læren for ”1000
års-riget”. De messianske jøder var ikke fri for at holde loven i
deres liv. De blev testet som troende i forhold til loven. Troen på
Jesus drev jøderne til loven.
Således er det ikke i Paulus undervisning. Han lagde grunden for
en helt anden tidsperiode, og det var den frie nådens
tidsperiode. I denne tid er de troende ikke forpligtiget på at
holde Jesu bud, for enten at blive frelst eller for at blive bevaret
som troende.
Så snart som et menneske bliver frelst i vor tidsperiode, bliver
det med det samme både sat ind i Jesu legeme, og det bliver
sat ind i himmelen sammen med Jesus: 1.Kor.12,13. Ef.2,6.
Dersom en først er indsat i himmelen, går det ikke an at blive
løst ud af det. Dette betyder ikke at enhver som bekender Jesu navn,
bliver sat ind i himmelen. Det er bare dem som Jesus i sin alvidenhed
ser, at de er genfødte troende, som bliver sat ind i himmelen. Dette
gælder ikke de navn-
kristne: Rom.8,29.
s.345 Vi som hører med til den kristne menighed – det gælder både
jøder og hedninger – er død bort fra den jødiske lov. Dette
gælder både Mose-loven og Jesu nye lov, som gælder ”Riget for
Israel”. Vi er død bort fra loven både angående selve frelsen og
vandringen som troende. Det er dette store dele af
kristen-folket ikke forstår at de er virkelig fri:
Rom.8,1-2.
Lovens krav er opfyldt både i og for os: Rom.8,4.
Hedningerne har aldrig været under Mose-loven. Vi har været
under en anden lov, og det er”samvittighedens lov”:
Rom.2,14-15 og 3,19-20.
Vi er fri fra den jødiske lov. Den gælder ikke for vor
tidsperiode, men den gælder ”Riget for Israel”: 2.Kor.3,17.
Gal.2,3 og 5,1.
s.346 Store dele af kristen folket har ikke forstået den store
frihed som vi har i Jesus Kristus og grunden til det er at de
ikke skiller Paulus store frihedslære fra Jesu og apostlenes
lære. De sammenblander jødernes lov med den store frihed som vi har
i Paulus hans læresystem. De ser ikke at vi er sat helt fri
fra den jødiske lov og fra bud og krav.
Vor duelighed er af Gud som gjorde os duelige til at være
tjenere for en ny pagt (den nye pagt i Jesu blod), ikke for
bogstav, me3n for Ånd, for bogstaven (loven) slår ihjel, men
Ånden gør levende: 2.Kor.3,5-6.
Hvad der gælder Paulus forhold til den jødiske lov, så havde
han en stor frihed i forhold til den. Han lod både
omstændighederne og samvittigheden får lov til at regulere
hans forhold til loven. Dette hører med til den store frihed som
den jødiske del af den kristne menighed har i forhold til jødernes
lov.
I forhold til jøderne levede Paulus efter loven, men i forhold
til hedningerne, så levede han som en hedning.. Dette betyder ikke
at han var lovløs,men dette gjorde han for at vinde så mange
mennesker som muligt for Kristus og for den kristne menighed:
1.Kor.9,20-21
s.346 Her sagde Paulus selv at han ikke var under loven.
Dersom han havde tilhørt den messianske jødedom, kunne han ikke
have skrevet dette. Se min bog: Jesu Genkomst, bind 5: Paulus &
loven.
I de fleste kristne forsamlinger i dag forkyndes der et
blandingsevangelium, som ikke er forenelig med Paulus hans
budskab om den frie nåde.
Overalt hvor Paulus forkyndte det nye budskab, modarbejdede
judaisterne ham og forkyndte et andet evangelium. Brevet til
Galaterne, som blev skrevet år 57, er et specielt hårdt opgør fra
Paulus mod judaisterne og deres vurdering: Gal.1,6-8.
s.349 Paulus forkyndte ikke i samsvar med den jødiske lov, men han
forkyndte sin egen lov og hemmeligheden.
Paulus lov eller Torah er de bud og forordninger, regler og
formaninger som angår den kristne menighed, i hans Skrifter er der
ca. 400 bestemmelser. Dette betyder ikke at nogen af disse
bestemmelser ikke kan være i overensstemmelse med Mose-loven og Jesu
undervisning, for begge sæt kommer fra Herren, men de angår hver
deres tidsperiode. Jesus og apostlenes forkyndelse angik ”Riget for
Israel”, medens Paulus forkyndelse angår det kristne legeme.
Rom.13,9. 1.Kor.7,19 v.37. 1.Tess.4,2.
s.350 en ny skabning Den nye skabning betyder at vi har del i
Kristi legeme, som bliver betragtet som en åndelig enhed,som
ikke kan deles op. Den som hører med til den kristne forsamling, er
selv både en ny skabning, og han hører med til den nye skabning:
Gal.6,15-16.
s.350 I brevet til Galaterne sammenfatter Paulus sine bud, regler og
bestemmelser og kaldte summen af dem for Kristus lov: Gal.6,2
Paulus advarede stærkt imod den virksomhed som de messianske
jøder (judaisterne) drev blandt galaterne: Gal.5,1-4.
s.351 Paulus løsrev sin undervisning fra Mose-loven. Han arbejdede
ikke med de samme bud og regler som Mose-loven gjorde. Dette kommer
til udtryk allerede i hans første breve.
Det går derfor ikke an at hævde at hans undervisning var ligesom
den messianske undervisning helt frem til år 60. Han havde denne
undervisning halt fra begyndelsen.
Både brevet til Romerne, Efeserne og Kolossens hævder at Jesu
forsoning afskaffede loven. Dette er ret i forhold til den
kristne menighed, men det er ikke ret i forhold til den messianske
menighed. Den var fortsat forpligtet på loven eller på Jesu
undervisning og forståelse af loven. Det var den messianske lov for
”1000 års-riget”
s.354 Oprindelig så gjaldt nadveren den messianske
forsamling: Mat.26,26-29., men i og med at Paulus påbød den i
1.Kor.10,16-17 og 11,26, sp skal også den kristne menighed fejre
den.
Nadveren er dermed et bindeled mellem den messianske jødedom og
den paulinske kristendom: Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv
og lære, s. 367-384.
I tillæg til dette er nadveren et minde måltid både for Jesu
genkomst for den messianske menighed og et minde måltid for Jesu
komme for den kristne menighed: 1.Kor.11,26.
Vedrørende vanddåben,så fik han et nyt syn på
den i året 51.
Han lærte aldrig i samsvar med det som Peter og de andre apostle
lærte om vanddåben, at den var nødvendig både for at få
syndernes forladelse og for at få Den Hellige Ånd,
men han døbte en del mennesker som var kommet til tro på Jesus.
Apostlenes gr.2,38. 1.Kor.1,17 og 2,2.
I brevet til Efeserne som blev skrevet i året 62. stadfæstede
Paulus at der blot var en dåb for den kristne menighed, og
det var genfødelsens dåb, som er selve frelsen. ”en Herre,
en tro, en dåb.” 4,5
s.355 Dette kommer også til udtryk i både brevet til Rom.6,3-5
og til Kolos. 2,11-12. Disse Bibel-steder bliver uretmæssigt tolket
til at gælde vanddåben og den u-bibelske lære om at frelsen
ligger i vanddåben eller i forbindelse med den.
Dersom disse Bibel-steder skulle gælde det forhold at der er
frelse i vanddåben. Ja, den var ikke bare , så ville Paulus
nødvendigvis kommet i konflikt med sig selv i og med at han hævdede
i 1.Kor.1,17, at vanddåben ikke var nødvendig for frelsen
unødvendig. Den var til og med skadelig, for den svækker
betydningen af Jesu forsoning og skabte forvirring om vanddåbens
betydning.
s.356 Vi får både syndernes forladelse og Den Hellige Ånd uden at
vanddåben har fundet sted.
Vanddåben er ikke forenelig med den nådeforkyndelse
som Paulus forkyndte. Dette er grunde til at han fik besked af Gud om
at afskaffe den for den kristne menighed.
Dette viser med al tydelighed at Paulus ikke forkyndte i samsvar
med den messianske jødedom, der krævede vanddåben som en
betingelse for at jøderne både skulle få syndernes
forladelse og Den Hellige Ånd.
En udfordring til alle de af vore forkyndere, præster og pastorer
som daglig forkynder, at der er frelse i vanddåben, og til
læg-folket som tror blind på dem. En løgn bliver ikke sandhed selv
om den bliver hævdet ofte.
Det som bliver sagt og ment i forbindelse med barnedåb og
vanddåben i vore kirker, er efter min vurdering et lavmål af
teologisk vurdering. Kirken og de lutherske organisationer
tillægger vandet en magisk kraft og virkning, som ikke er til
stede der, og som svækker Jesu forsoning: Se min artikler: Dåbens
betydning.
I tilfældet Apostlenes. gr.14,9-10. Forkyndte Paulus det
messianske budskab for de som ønskede at blive helbredt. Vi kan ikke
se at Paulus havde denne forkyndelse senere. Han fik lære at
menneskerne ikke længere behøvede den stærke tro, for at blive
helbredt, men at det udelukkende er Guds nåde, som helbreder
mennesker. Dette gjaldt mennesker som havde en stærk tro-eller ikke.